1995 BSF 99 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM RENE LINJER I STATENS MELLEMVÆRENDE MED KØBENHAVNS KOMMUNE (OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 194 TILBAGE OG TIL FREMSÆTTELSE AF ET NYT)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Bilag
194
Boligministeriet. København, den 20. februar 1996.
a. Boligministeriet anmoder hermed om Finansudvalgets tilslutning til, at Slots- og Ejendomsstyrelsen erhverver en række ejendomme mv. fra Københavns Kommune med overtagelse pr. 1.3. 1996. Den samlede købesum på 126,2 mill. kr. finansieres over Finansministeriets generelle reserver.
Købsomkostningerne på 1 mill. kr. samt udgifter til tekniske undersøgelser på 0,3 mill. kr. afholdes i 1996 over Slots- og Ejendomsstyrelsens nettoindtægtsbevilling. Styrelsens udgifter modregnes i salgsprovenuet ved salg af den/de først solgte ejendomme.
Endvidere vil Slots- og Ejendomsstyrelsen, indtil ejendommene sælges, have nettoudgifter forbundet med driften af de pågældende ejendomme. Denne udgift skønnes årligt at udgøre ca. 0,4 mill. kr. I 1996, hvor ejendommene overtages, skønnes udgiften at udgøre ca. 0,3 mill. kr. Disse udgifter vil ligeledes blive modregnet i salgsprovenuet ved den/de først solgte ejendomme.
b. Finansudvalget har ved Akt 364 af 24/6 94 givet tilslutning til, at staten kunne give tilsagn om at købe en række ejendomme af Københavns Kommune til ejendomsvurderingen som fastsat ved 19. alm. vurdering, i det omfang det i fjerde kvartal 1995 ikke er lykkedes for kommunen efter udbud at sælge ejendomme m.v. for ca. 370 mill. kr. Bemyndigelsen er efterfølgende optaget som tekstanmærkning nr. 16 under § 7 Finansministeriet på tillægsbevillingsloven for 1994.
Finansudvalgets tilslutning blev søgt på baggrund af forhandlingsresultatet af 10. juni 1994 mellem regeringen og Københavns Kommune om Københavns Kommunes økonomi i 1995, hvori følgende punkt indgår
»I løbet af 1995 sælger kommunen ejendomme mv. for 370 mill. kr. Såfremt der i fjerde kvartal 1995 er en manko i forhold til denne målsætning, forpligter staten sig til at købe ejendomme m.v. for det resterende beløb til vurderingsprisen.«
Ejendommene har været udbudt, men det er nu konstateret, at det ikke har været muligt for Københavns Kommune at afhænde ejendomme m.v. for det anførte beløb. Af de af forhandlingsresultatet omfattede ejendomme har kommunen alene solgt Bidstrup Skovdistrikt, som Finansudvalget ved Akt 33 af 8/11 95 har givet tilslutning til, at Skov- og Naturstyrelsen erhverver for 75 mill. kr.
Som anført i Akt 33 af 8/11 95 modregnes salget af Bidstrup Skovdistrikt i statens tilsagn til Københavns Kommune om overtagelse af ejendomme m.v. for 370 mill. kr. Tilsagnet omfatter herefter 295 mill. kr.
I det tidligere fremsendte aktstykke om overtagelse, der er trukket tilbage samtidig med oversendelse af nærværende aktstykke, indgik en række landbrugsarealer i Brøndby i ejendomsovertagelsen. På grund af konstaterede objektive fejl i den offentlige vurdering af disse, indgår arealerne ikke i nærværende aktstykke.
Med henblik på delvis indfrielse af ovennævnte tilsagn er det aftalt med Københavns Kommune, at staten overtager nedenstående ejendomme m.v. Ejendommene overtages til vurderingsprisen ved 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992. Overtagelsen pr. 1.3. 1996 sker med henblik på videresalg hurtigst muligt. Vurderingsprisen ved 19. alm. vurdering udgjorde i alt 126,2 mill. kr.
Ejendomsovertagelsen omfatter følgende ejendomme (alle tal er ekskl. moms pr. 1.11. 1995)
Niels Brocks Gade 8.
Ejendommen matr.nr. 328 Vestervold kvarter, København, omfatter 3.812 m2 ubebygget grundareal. Ejendomsværdien er ved 19. alm. vurdering pr. 1.1. 1992 fastsat til 23.858.100 kr. til hvilken pris den overtages af Slots- og Ejendomsstyrelsen. Ejendommen er ved seneste offentlige vurdering pr. 1.1.95 fastsat til 22.665.200 kr.
Ejendommen er ved lokalplan udlagt til blandet boligformål og serviceerhverv. Ejendommen er et tidligere havnebassin, opfyldt omkring år 1900, og grunden er forurenet.
Der er på foranledning af Københavns Kommune gennemført en geoteknisk undersøgelse, der viser at grunden er stærkt forurenet med benzin, olie m.v. Endvidere fremgår det af undersøgelsesrapporten, at der skal foretages omfattende funderingsarbejder, såfremt grunden skal bebygges. Ifølge kommunen er udgifternes størrelse hertil forbundet med meget stor usikkerhed og er iøvrigt afhængig af den endelige anvendelse af arealet. Udgifterne er naturligt ikke indeholdt i vurderingen og vil få væsentlig indflydelse på provenuet i forbindelse med salg af grunden.
Skatter og afgifter for 1996 skønnes at andrage i alt ca. 791.000 kr. Der forventes herudover øvrige driftsudgifter på ca. 200.000 kr. årligt til renholdelse m.v. Der vil således være årlige nettoudgifter i forbindelse med ejendommen på i alt ca. 1 mill. kr., indtil ejendommen kan sælges.
Busanlæg, Irlandsvej 93.
Ejendommen matr. nr. 2273, Sundbyvester Kvarter, København har et grundareal på 26.954 m2 og er bebygget med erhvervsbygninger på 4.253 m2 (værksteder, lager, garageanlæg m.m.) samt 285 m2 kælder. Ejendommen overtages af Slots- og Ejendomsstyrelsen til den ved 19. alm. vurdering fastsatte ejendomsværdi på 40 mill. kr., heraf grundværdi 26.280.200 kr. Ved seneste offentlige vurdering pr. 1.1.95 er ejendomsværdien fastsat til 40 mill. kr., heraf grundværdi 24.966.200 kr.
En del af bygningerne anvendes for tiden af kommunens Arbejdssekretariat. Ejendommen er i henhold til kommuneplan udlagt til boligformål.
Idet ejendommen tidligere har været anvendt til værkstedsbygninger, garage- og tankanlæg m.m., må denne erfaringsmæssigt antages at være forurenet. Der er ikke foretaget forureningsundersøgelse.
Skatter og afgifter for 1996 skønnes at udgøre ca. 900.000 kr.
Arbejdssekretariatet afholder i dag udgiften til skatter, afgifter og renholdelse m.v., men betaler i øvrigt ikke leje af lokalerne. Erhvervelsen af ejendommen skønnes således ikke at medføre nettoudgifter eller -indtægter, idet det herved er forudsat, at der indtil videresalg ikke foretages vedligeholdelsesarbejder på ejendom eller terræn.
Frederiksborggade 20.
Ejendommen matr.nr. 99 Nørrevold Kvarter, København, omfatter 2.391 m2 etageareal fordelt på 1.810 m2 erhvervsareal samt 581 m2 boligareal. Slots- og Ejendomsstyrelsen overtager ejendommen til den ved 19. alm. vurdering fastsatte ejendomsværdi på 9.500.000 kr., heraf grundværdi 1.787.300 kr. Ejendommen er ved seneste offentlige vurdering pr. 1.1. 1995 ansat til 8,6 mill. kr.
Skatter og afgifter skønnes for 1996 at andrage ca. 155.000 kr., og øvrige driftsudgifter på ejendommen, herunder til ren- og vedligeholdelse, andrager skønsmæssigt 300.000 kr. årligt.
Udgifterne modsvares af årlige lejeindtægter på ca. 1,1 mill. kr, således at den årlige nettoindtægt udgør ca. 645.000 kr. indtil ejendommen sælges.
Magstræde 18.
Ejendommen matr.nr. 36, Snarens Kvarter, København, omfatter 379 m2 etageareal. Ejendommen, der er fredet, er ved 19. alm. vurdering ansat til en værdi af 2.800.000 kr., heraf grundværdi 297.000 kr., til hvilken pris Slots- og Ejendomsstyrelsen overtager ejendommen. Ejendommen er ved seneste offentlige vurdering pr. 1.1. 1995 fastsat til 2,5 mill. kr.
Skatter og afgifter for 1996 skønnes at andrage ca. 40.000 kr., og øvrige driftsudgifter på ejendommen udgør skønsmæssigt 100.000 kr. årligt, således at den årlige nettoudgift udgør ca. 140.000 kr., indtil ejendommen sælges.
Parkeringsanlæg på Israels Plads.
Det underjordiske parkeringsanlæg på Israels Plads omfatter samlet ca. 36.510 m2 parkeringsareal med et grundareal på ca. 12.170 m2 og et benzinsalgssted på ca. 2.500 m2. Arealerne er beliggende på umatrikuleret offentligt gadeanlæg, og købet er betinget af, at arealerne bliver særskilt matrikuleret.
Ejendomsværdien er ved 19. alm. vurdering fastsat til 50.000.000 kr., heraf grundværdi 3.285.900 kr, til hvilken pris Slots- og Ejendomsstyrelsen overtager ejendommen. Ved seneste vurdering pr. 1.1. 1995 er ejendommen ansat til 45 mill. kr.
Skatter og afgifter for 1996 skønnes at udgøre ca. 600.000 kr.
Herudover vil der være årlige driftsudgifter til forebyggelse af vandgennemtrængning, hvilken udgift har andraget ca. 130.000 kr. i gennemsnit i de sidste 5 år.
Udgifterne modsvares af forpagtningsindtægter på ca. 880.000 kr. samt delvis refusion af skatter og afgifter på maksimalt 200.000 kr., således at den årlige nettoindtægt udgør ca. 350.000 kr. indtil ejendommen sælges.
Ovenstående budget er under forudsætning af, at anlægget ikke er behæftet med væsentlige mangler, herunder utætheder i membranen o.l., samt at der indtil videresalg ikke foretages vedligeholdelsesarbejder på anlægget.
Der er imidlertid konstateret vandgennemtrængning fra loftet på øverste parkeringsdæk, hvorfor omfanget af nødvendige reparationsarbejder snarest skal klarlægges. En sådan undersøgelse vil ifølge et foreliggende tilbud fra et rådgivende ingeniørfirma kunne udføres for ca. 300.000 kr. ekskl. moms. Efter aftale med Finansministeriet vil Slots- og Ejendomsstyrelsen få denne udgift modregnet i salgsprovenuet af den/de først solgte ejendomme i nærværende ejendomsportefølje, der nu overtages af staten.
Såfremt undersøgelsen giver anledning til udgifter af nødvendige reparationsarbejder m.v., vil disse udgifter ligeledes blive modregnet i salgsprovenuet af den/de først solgte ejendomme.
Generelt for ejendommene.
Udover de samlede købsudgifter vil der være udgifter til berigtigelse af handelen på ca. 1 mill. kr.
Disse udgifter finansieres over Slots- og Ejendomsstyrelsens nettoindtægtsbevilling. Styrelsens udgifter modregnes i provenuet ved salg af den/de første ejendomme i nærværende ejendomsportefølje.
Samlet skønnes Slots- og Ejendomsstyrelsen i forbindelse med erhvervelsen af ejendommene at få en årlig nettoudgift, indtil ejendommene kan sælges, på ca. 0,4 mill. kr. ekskl. moms, som fordeler sig således
Udgifter
Skatter og vedligeholdelse ......................... 3.216.000 kr. Administration ..................................... 225.000 kr. Indtægter: Lejeindtægt ........................................ 1.980.000 kr. Skatterefusion ..................................... 1.100.000 kr. -------------------- Nettoindtægt ...................................... - 361.000 kr. --------------------
I 1996, hvor erhvervelsen finder sted, skønnes nettoudgiften at udgøre ca. 0,3 mill. kr.
Da udgiftsskønnet bygger på et foreløbigt grundlag, må ovenstående nettoudgift forventes korrigeret efter de faktiske udgifter, herunder udgifter til eventuelle nødvendige genopretningsarbejder samt til konstaterede uforudseelig udgifter. Styrelsens årlige nettoudgifter ved drift af de pågældende ejendomme samt nævnte genopretningsarbejder m.v. vil blive modregnet i salgsprovenuet af den/de først solgte ejendomme. De enkelte ejendomssalg vil blive forelagt Finansudvalget særskilt.
Dispositionen kan specificeres således på under- og standardkonti i 1996
§ 14.51. 01. Slots- og Ejendomsstyrelsen
70. Anlægsbudget Udgift ............................ 126.158.100 kr. 32. Erhvervelse af anlæg ............... 126.158.100 kr. 10. Driftsbudget Nettoindtægt ....................... - 1.601.000 kr. 11. Løn .......................... 188.000 kr. 14. Køb af varer og tjenester ...... 1.300.000 kr. 16. Vedligeholdelse og skatter ..... 2.680.000 kr. 21. Salg af varer og tjenester ..... 1.650.000 kr. 29. Diverse driftsindtægter ........ 917.000 kr.
§ 35. Generelle reserver
Udgift ................................. - 126.158.100 kr.
c. Sagen forelægges for Finansudvalget, da der er tale om en ejendomserhvervelse, og således at ejendomsovertagelsen kan gennemføres i indeværende finansår.
d. Som forudsat i forhandlingsresultatet af 10. juni 1994 mellem regeringen og Københavns Kommune om Københavns Kommunes økonomi i 1995 og som efterfølgende forudsat i Finansudvalgets tilslutning til, at staten kan afgive tilsagn til Københavns Kommune om køb af ejendomme m.v. for 370 mill. kr., svarer købsprisen for ejendommene m.v. til ejendomsvurderingen ved 19. almindelige vurdering pr. 1. januar 1992.
e. Under henvisning til ovenstående anmodes om Finansudvalgets tilslutning til, at Slots- og Ejendomsstyrelsen erhverver ovennævnte ejendomme m.v. med overtagelse pr. 1.3. 1996, således at der på forslag til tillægsbevillingslov for 1996 opføres følgende
--------------------------------------------------------------------- Indtægt Udgift --------------------------------------------------------------------- --------- Mill. kr. --------- § 14.51.01. Slots- og Ejendoms- styrelsen (statsvirksomhed) - 127,8 § 35. Generelle reserver - 126,2 ---------------------------------------------------------------------
f. Finansministeriets tilslutning foreligger.
Ole Løvig Simonsen
/ Heino Jespersen
Til Finansudvalget.
Folketinget opfordrer regeringen til at trække aktstykke nr. 194 af 20. februar 1996 om Slots- og Ejendomsstyrelsens erhvervelse af en række ejendomme m.v. fra Københavns Kommune tilbage fra Finansudvalget. Regeringen opfordres endvidere til at fremsætte et nyt aktstykke, hvori der kun indgår ejendomshandler, hvor handelsværdierne svarer til statens købspris, og hvori Københavns Kommune kompenseres kontant for det tab, Københavns Kommune lider, ved at forudsætningerne for ejendomshandelen er bristede.
Bemærkninger til forslaget
Regeringen har igennem længere tid forsøgt at få Folketingets Finansudvalg til at tiltræde et aktstykke, hvori staten skulle købe en række ejendomme fra Københavns Kommune for 296 mio. kr.
Ejendommene skulle ifølge regeringens oprindelige bemyndigelse fra 1994 overtages til den offentlige ejendomsvurdering.
Denne praksis er under normale omstændigheder helt uden problemer.
Under Finansudvalgets behandling af sagen kom det imidlertid efterhånden gennem stadig mere kritiske spørgsmål frem, at den reelle handelsværdi var betydelig lavere.
Et landbrugsareal ved Brøndby, der skulle købes for 169 mio. kr. viste sig at være 33 mio. kr. værd. Et parkeringsanlæg på Israels Plads skulle overtages for 50 mio. kr., men havde ifølge Told- og Skattestyrelsen en reel værdi på 7-8 mio. kr.
Samlet vurderede Told- og Skattestyrelsen ejendommenes handelsværdi til knap 110 mio. kr. ud af salgsprisen på 296 mio. kr.
Staten ville med andre ord indkassere et tab på godt og vel 185 mio. kr. ved at gennemføre handelen.
Denne fremgangsmåde var naturligvis uacceptabel for Finansudvalget, hvor et flertal valgte at standse sagen for at bede Kammeradvokaten vurdere statens muligheder for at hæve handelen under henvisning til åbenlyst bristede forudsætninger.
Kammeradvokaten nåede i sit responsum frem til, at staten i det mindste kunne frigøre sig der, hvor der lå en direkte fejlbehæftet vurdering til grund for købsprisen.
Det drejede sig om landbrugsarealerne i Brøndby, hvor tabet var 137 mio. kr. og dermed tre fjerdedele af det samlede tab.
Denne vurdering har regeringen taget til efterretning ved fremsendelse af et nyt aktstykke nr. 194.
Tilbage står imidlertid to problemer: der er stadig ejendomme, der købes til en uacceptabel overpris, og Københavns Kommune står tilbage med en betragtelig økonomisk bet.
Regeringen siger i dag, at handelen oprindelig var politisk betinget, og at Finansudvalget derfor slet ikke skulle have boret i de reelle værdier: meningen var bare at tilføre Københavns Kommune en bestemt mængde likviditet.
Men det helt afgørende for Finansudvalget er, at det har regeringen aldrig søgt bemyndigelse til. Den har i stedet søgt bemyndigelse til ejendomshandler uden at oplyse det mindste om, at der blev købt til voldsom overpris.
Det blev først opdaget ved Finansudvalgets kritiske behandling af sagen.
For SF er det helt uacceptabelt, at regeringen tilbageholder vigtige oplysninger for Finansudvalget og reelt forsøger at give Københavns Kommune penge under bordet.
SF mener derfor, at hele ejendomshandelen er et udtryk for en uacceptabel forvaltning af offentlige midler, og at staten kun skal gennemføre de handler, hvor handelsværdierne står i et rimeligt forhold til købsprisen.
Til gengæld er det også SF's opfattelse, at der er et helt reelt og stort behov for at hjælpe Københavns Kommune økonomisk.
Hvis regeringen bare havde sagt det åbent fra starten og havde fremlagt et aktstykke med en kontant bevilling, så ville det ikke have stødt på modstand fra SF.
Derfor foreslår SF nu, at regeringen fremsætter et nyt aktstykke, der helt fjerner de tvivlsomme ejendomstransaktioner og til gengæld kompenserer Københavns Kommune helt for det tab, den måtte lide på grund af regeringens håndtering af sagen.
På den måde kan der blive ryddet op i en sag, hvor der efterhånden er et betragteligt behov for at få skabt rene linjer.
Ingen
Nr BSF 99
Forslag til folketingsbeslutning om rene linjer i statens mellemværende med Københavns Kommune (opfordring til at trække aktstykke nr. 194 tilbage og til fremsættelse af et nyt)
Fremsat af Jes Lunde (SF) Tommy Dinesen (SF) Steen Gade (SF)
den 23. februar 1996