1995 BSF 64 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR FORBEREDELSEN AF EUROPOLS REGISTRE
Statutory Text (3 Articles)
»Folketinget opfordrer regeringen til at blokere det videre arbejde
med udfyldning og supplering af Europols registre«.
Bemærkninger til forslaget
Europol-konventionen er en ramme, som skal udfyldes af en række særlige konventioner, retningslinjer og protokoller. En af disse drejer sig om oprettelse af og retningslinjer for en analysedatabase, som skal kunne indeholde registre over personer og oplysninger om disse til politimæssige formål, som det hedder i konventionen.
Arbejdet med at udfylde konventionen er tilsyneladende under udvikling med fuld fart. Men desværre uden tilfredsstillende orientering og debat om karakteren og indholdet af »gennemførelsesbestemmelserne«.
I det papir, som en gruppe under Ministerrådet udarbejdede den 24. juli 1995, redegøres der for, hvilke oplysninger der kan indsamles, oplagres og bruges i Europol-registerdatabasen. Det er ikke blot personoplysninger om mistænkte og kriminelle, men også om andre personer, som ikke har gjort eller er mistænkt for at ville gøre noget ulovligt. I artikel 3 hedder det således
»Europol kan i relation til arbejdsdatabasers analyseformål oplagre, ændre eller bruge personrelaterede data vedrørende de personer, som er opregnet i artikel 10.1 (i Europol-konventionen) såvel som andre personer, der ikke er opregnet der, men hvis registrering kan have interesse for en konkret/specifik analyse«.
I Europol-konventionen (artikel 10) er der gjort rede for, at der kan ske omfattende registreringer af ikke bare kriminelle, men også andre såsom »personer, der kan komme i betragtning som vidner«, »personer, der kan være offer«, »kontakt- og ledsagerpersoner« og »personer, som kan give oplysninger«.
Disse oplysninger skal kunne lagres, ændres og anvendes. Men ifølge det sæt retningslinjer, som arbejdsgruppen under Det Europæiske Råd har fremlagt, er det ikke kun faktuelle personoplysninger som navn, adresse osv., der skal kunne optages i registrene. Også oplysninger om personens etniske oprindelse, politiske synspunkter, religiøse holdninger, helbredstilstand og seksuelle orientering. Og det endda om personer, som ikke har begået noget ulovligt eller er mistænkt for en forbrydelse.
Når der siden midten af juli har ligget et fuldt færdigt forslag til retningslinjer for disse registre, er det ikke tilfredsstillende, at Folketinget blot får oplyst, at forhandlingerne finder sted, og at de er »i en indledende fase«. Karakteren af de oplysninger, der lægges op til skal indgå i registrene, er dybt betænkelige og groft krænkende for retssikkerheden og de demokratiske principper.
Ingen
Nr BSF 64
Forslag til folketingsbeslutning om stop for forberedelsen af Europols registre
Fremsat af Keld Albrechtsen (EL) Søren Søndergaard (EL)
den 9. januar 1996