1995 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FRI KONKURRENCE PÅ HELSINGØR-HELSINGBORG-OVERFARTEN
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at der etableres fri
konkurrence på Helsingør-Helsingborg-overfarten.
Bemærkninger til forslaget
Det har igennem efterhånden en årrække været et problem, at alternative operatører ikke har haft mulighed for at besejle Helsingør-Helsingborg-ruten.
Konsekvensen af monopoliseringen til gavn for DSB henholdsvis DSB-beslægtede selskaber har været, at billetpriserne har stabiliseret sig på et helt urimeligt niveau.
Alternative operatører såsom Mercandia har med jævne mellemrum kunnet fremvise oplysninger, der sandsynliggjorde væsentlig lavere billetpriser, hvis konkurrencen blev givet fri.
Et flertal i Folketinget har imidlertid fastholdt monopolet.
Konkurrencerådet har utvetydigt sagt, at monopolet skal brydes.
Det nye er, at Europa-Kommissionen er gået ind i sagen og entydigt har tilkendegivet, at der skal være fri konkurrence på overfarten, oplysninger, der dog kun meget lidt beredvilligt og stærkt forsinket er kommet til Folketingets kendskab.
Folketinget fik således først kendskab til vigtig korrespondance i relation til forespørgselsdebatten den 5. december 1995, ti minutter før debatten foregik i salen, selv om korrespondancen var modtaget i Trafikministeriet fem dage før.
Når denne korrespondance så oven i købet indeholdt meget kraftige irettesættelser af landets trafikminister og påbud om at sikre fri konkurrence på overfarten, var det helt uacceptabelt, at informationerne ikke blev tilstillet Folketinget noget før.
Kendsgerningerne er, at man på alle mulige måder forsøger at fastholde monopolet, og det medfører dårlig service over for skatteborgerne. Det medfører også alt for høje priser på overfarten, og det medfører ikke mindst en konkurrenceforvridning.
Hvis ikke regeringen snart giver Folketinget og DSB's eventuelle konkurrenter en ordentlig behandling, ender det med, at Europa-Kommissionen overhaler alle indenom og definitivt pålægger Danmark at indstille beskyttelsen af de statslige monopolinteresser.
Ingen
Nr BSF 61
Forslag til folketingsbeslutning om fri konkurrence på Helsingør-Helsingborg-overfarten
Fremsat af Ole Donner (DF) Pia Kjærsgaard (DF) Poul Nødgaard (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF)
den 14. december 1995