1995 BSF 56 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF REGISTERLOVEN
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 1995-96 at fremsætte forslag til ændring af lov om offentlige myndigheders registre, således at det bliver muligt, i de tilfælde hvor det skønnes nødvendigt, at samkøre de relevante offentlige registre med henblik på kontrol af, om modtagere af bistandshjælp/dagpenge har flere indtægter.
Bemærkninger til forslaget
Fremskridtspartiet har den klare politik, at de, der har brug for hjælp, skal have den nødvendige hjælp. Til gengæld skal de, der kan klare sig selv, også gøre det.
I den senere tid har det ofte været fremme i medierne, at en forholdsvis lille del af modtagerne af dagpenge - det være sig arbejdsløsheds-, syge- eller barselsdagpenge - eller bistandshjælp enten har arbejde ved siden af eller trækker på både bistandshjælp og dagpenge.
Det er naturligvis ikke rimeligt, at nogen på den måde udnytter og misbruger de forskellige hjælpeordninger.
Det er heller ikke rimeligt, at de ledige skal være under konstant mistanke, fordi nogle få misbruger systemerne.
I bl.a. TV 2-nyhederne mandag den 16. oktober 1995 oplyste arbejdsministeren, at hun ville fremsætte forslag til ændring af registerloven, så det blev muligt at kontrollere modtagerne af dagpenge/bistandshjælp.
Det er før set, at en minister for at »ride stormen af« har givet udtryk for at ville gøre noget ved problemerne og så efterfølgende ikke har gjort noget alligevel eller kun gjort noget yderst begrænset.
I Norge er der indført en mulighed for at samkøre de forskellige offentlige registre, hvilket har bevirket, at der ikke er nogen, som kan snyde systemerne.
Dette forslag er mest af alt fremsat for at fastholde arbejdsministeren på hendes tilkendegivelser om at ville tillade samkøring af de nødvendige offentlige registre.
Ingen
Nr BSF 56
Forslag til folketingsbeslutning om ændring af registerloven
Fremsat af Tom Behnke (FP) Kim Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Jan Køpke Christensen (FP) Niels Højland (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP)
den 28. november 1995