1995 BSF 55 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORSKERSTUDERENDES STATUS
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at ændre forskerstuderendes status, så de bliver ansat på lønmodtagervilkår.
Bemærkninger til forslaget
Siden forskeruddannelsesreformen blev gennemført, har det medført en række problemer, at forskerstuderende har ændret status fra at være lønmodtagere til at være studerende. De ændringer af de forskerstuderendes vilkår, der kort før sommerferien blev præsenteret for offentligheden, løser dog ikke de forskerstuderendes problemer. Det er et fremskridt, at regeringen nu har erkendt, at især de skattemæssige problemer skal løses, men de midlertidige ændringer er ikke tilstrækkelige.
Forslagene til ændringer forsøger at placere de forskerstuderende midt mellem en status som studerende og lønmodtager. En række forskerstuderende vil falde igennem det grovmaskede net.
Forskerstuderende på orlov vil ikke være omfattet af ligningslovens bestemmelser om fradrag i skat ved ophold i udlandet eller af reglerne om time- og dagpenge.
Forskerstuderende på orlovsydelse vil fortsat være meget ringe stillet set fra et økonomisk synspunkt, da der for disse studerende ikke indgår et ansættelsesforhold.
Forskerstuderende betragtes som lønmodtagere i forhold til arbejdsløshedskassen, men som studerende, hvis de er på orlovsydelse.
Der er altså forskel i forholdene for de studerende, men der er også forskel for den enkelte studerende. I SU- og skattemæssig sammenhæng har de forskerstuderende status som studerende, mens de i arbejdsløshedskassesammenhænge har status som lønmodtagere.
Det bliver ikke bedre af, at forskerstuderendes indtægt efter de midlertidige ændringer både skal administreres i henhold til loven om Statens Uddannelsesstøtte og i henhold til aftale mellem AC og Finansministeriet. Det betyder bl.a. i forbindelse med barselsorlov, at indtægter administreres efter to forskellige regelsæt.
De forskerstuderendes forsikringsforhold er et stort rod, som kunne klares ved, at de forskerstuderende overgår til lønmodtagerstatus.
Endelig er SU-konstruktionen blevet en utrolig tung administrativ byrde for uddannelsesstederne.
Beslutningsforslaget indebærer, at de forskerstuderende en gang for alle får løst deres problemer ved atter at blive lønmodtagere. Det foreslås ikke at ændre betegnelsen forskerstuderende, idet det anses for væsentligt at understrege, at universiteterne har en uddannelsesforpligtelse over for de forskerstuderende.
En ændret status vil forudsætte forhandling om løn- og ansættelsesforhold med AC. Da tidligere erklæringer fra AC har indikeret, at AC er parat til at acceptere en forhandlingsløsning, der ikke indebærer en forøgelse i de udbetalte ydelser, er det kun problematikken omkring pensionsindbetalinger, der mangler sin løsning. Forslagsstillerne overlader det til de forhandlingsberettigede parter at løse dette problem.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter i denne forbindelse finansieres af de midler, der er afsat til uddannelse og forskning.
Ingen
Nr BSF 55
Forslag til folketingsbeslutning om forskerstuderendes status
Fremsat af Bruno Jerup (EL) Jette Gottlieb (EL)
den 28. november 1995