Legislator Case Law & Legislation
19951BA00052 DK

1995 BSF 52 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM NEDSÆTTELSE AF EN KOMMISSION TIL KULEGRAVNING AF UDLÆNDINGEPOLITIKKEN

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1995 52 Valid

Folketinget pålægger regeringen i folketingsåret 1995-96 at nedsætte

en kommission til kulegravning af den danske udlændingepolitik og

belysning af, hvilke konsekvenser denne politik vil få for Danmark

over de næste 30 år.

Kommissionen udpeges af indenrigsministeren og sammensættes af repræsentanter fra det private erhvervsliv, kommunerne, politiet og forskningsverdenen.

Kommissoriet skal som minimum indeholde mulighed for en afdækning af følgende problemstillinger

- Udlændinges kriminalitet,

- tidsmæssig afgrænsning af opnåelse af permanent opholdstilladelse,

- tildeling af dansk statsborgerskab,

- boligsituationen,

- arbejdsmarkedet,

- økonomien i kommunerne og

- plejehjemssituationen.

Bemærkninger til forslaget

Fremskridtspartiet har i mange år arbejdet for at få en vejledende folkeafstemning om Danmarks udlændingepolitik, men Fremskridtspartiet står desværre alene.

Baggrunden for at nedsætte kommissionen er et ønske om at få hele det danske udlændingepolitiske kludetæppe taget op til en samlet vurdering. Men det skyldes også udtalelser fra en forsker, der kommer fra Irak, ved Odense Universitet, som offentligt har tilkendegivet, at det danske samfund skal åbne sine øjne for trusler fra de fundamentalistiske muslimer.

Dette synspunkt modtager han nu trusler på livet for, og han siger, at truslerne skal tages alvorligt. Han gør endvidere opmærksom på, at hvis man flygter fra et land, så må man indordne sig efter de forhold, der er i det nye land, hvilket forslagsstillerne er helt enige i.

Fremskridtspartiet ønsker med dette forslag at få nedsat en kommission for at få beskrevet konsekvenserne af den gældende udlændingepolitik.

Kommissionen skal komme med løsningsforslag på en lang række problemer, som udlændingeområdet i øjeblikket må kæmpe med.

I de sidste mange år har det været de samme personer fra interesseorganisationer som bl.a. Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke, der har været de toneangivende, når der skulle lægges strategi og udformes overordnede rammer for flygtningepolitikken i Danmark.

Udviklingen har nu vist, at den flygtningepolitik, disse interesseorganisationer har stået som primus motor for, er slået fejl.

Kommissionen, som Fremskridtspartiet her foreslår, skal være med nogle nye og helt andre personer end dem, der hidtil har været toneangivende. Kommissionen skal komme med ren nytænkning og give inspirationen til udformning af den danske flygtningepolitik.

I kommissionen kunne f.eks. være repræsentanter fra Dansk Industri, Landsorganisationen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, politiet, Landbrugsraadet, Håndværksrådet og fra forskningsverdenen f.eks. professor P. C. Mathiesen (formand for Carlsbergfonden) og kultursociolog Eivind Vesselbo.

Kommissionen vil på den måde både have repræsentanter fra erhvervslivet, den kommunale sektor, politiet og forskningen. Det er alle områder, som er helt centrale i forbindelse med den konkrete situation for flygtningene i det danske samfund.

Kommissoriet skal gå på en kulegravning af den danske udlændingepolitik og af, hvilke konsekvenser den vil få for Danmark over de næste f.eks. 30 år, herunder f.eks.

- Hvad vil der ske, hvis der ikke bliver draget konsekvenser af udlændinges kriminalitet her i landet i form af udvisning,

- hvordan skal der i øvrigt dæmmes op for udlændinges kriminalitet,

- hvad vil der ske, hvis flygtninge vedbliver at være flygtninge, til de enten kan vende hjem eller opnå dansk statsborgerskab,

- hvad vil der ske, hvis kriterierne for at opnå dansk statsborgerskab ikke bliver strammet op,

- hvordan vil boligsituationen udvikle sig, herunder ghettodannelser,

- hvordan vil arbejdsmarkedet udvikle sig,

- hvordan vil økonomien i kommunerne blive belastet,

- hvordan vil plejehjemssituationen udvikle sig?

Kommissionen skal både analysere konsekvenserne for danskerne og for udlændingene, herunder den fremtidige sammensætning af befolkningen i Danmark.

Ikke mindst af hensyn til de udlændinge, der skal blive i Danmark, er det vigtigt, at der er klare spilleregler og ordnede forhold med en rimelig vished for fremtiden.

Kommissionen bør have afsluttet sit arbejde senest ved udgangen af januar 1997.

Beslutningsforslag som fremsat 1995 52 Valid

Nr BSF 52

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en kommission til kulegravning af udlændingepolitikken

Fremsat af Tom Behnke (FP) Kim Behnke (FP) Jan Køpke Christensen (FP) Kirsten Jacobsen (FP)

den 21. november 1995

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →