1995 BRL 76 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SKATTESTYRELSESLOVEN (INHABILITET FOR DEN KOMMUNALE LIGNINGSCHEF VED SEKRETARIATSBISTAND TIL SKATTEANKENÆVNET) (AF BRIAN MIKKELSEN (KF) M.FL.) NR L 76 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer) bemærker, at skatteministeren under 1. behandling af lovforslaget foreslog, at spørgsmålet om, hvorvidt skattechefens rolle ved sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnet giver anledning til et lovgivningsinitiativ, udskydes et år.
Efterfølgende har en statslig-kommunal arbejdsgruppe nedsat af skatteministeren i januar 1996 udsendt pjecen »Skatteankenævnets sekretariat - øget tillid gennem uafhængighed«. I denne beskrives en række tiltag, der anbefales af skatteministeren, formanden for Kommunernes Landsforening og formanden for Foreningen af Danske Skatteankenævn for at sikre skatteankenævnenes selvstændighed og understrege uafhængigheden af den kommunale ligning i sekretariatsbistanden til skatteankenævnet. Det anbefales herunder, at den ligningsansvarlige ikke bistår skatteankenævnet i konkret klagebehandling af skattesager.
Flertallet henstiller på denne baggrund, at skatteministeren i folketingsåret 1996-97 giver udvalget en orientering, der ud over en generel beskrivelse af, hvorledes kommunerne har valgt at indrette sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene, indeholder en redegørelse for den ligningsansvarliges rolle ved sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene.
Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) finder det påvist, at der er en lang række af problemer med den nuværende ordning for sekretariatsbistand til skatteankenævnene.
Dette kommer til udtryk bl.a. gennem den redegørelse af 1. maj 1995, som en nedsat arbejdsgruppe under skatteministeren har udarbejdet. I redegørelsen er Skatteministeriets retssikkerhedsudvalg citeret for følgende: ». . . selv om sekretariatet ikke har nogen direkte beslutningskompetence, har sekretariatet gennem sit arbejde med at forberede sagen og udarbejde en indstilling stor indflydelse på afgørelsen.« Og retssikkerhedsudvalget siger videre: »På baggrund af de anførte almindelige habilitetsbetragtninger kunne man derimod overveje, om man af hensyn til den generelle tillid til sekretariatsbehandlingen ved skatteankenævnene burde stille strengere krav til sekretariatets uafhængighed af den kommunale ligningsmyndighed.«
Blandt andet på denne baggrund finder Dansk Folkeparti det helt utilstrækkeligt, at flertallet nu nøjes med at henstille til skatteministeren, at ministeren i folketingsåret 1996-97 skal give udvalget en orientering om forholdene.
Dansk Folkeparti finder spørgsmålet om sekretariatsbistand til skatteankenævnene fuldt belyst, efter at Folketinget nu har diskuteret dette spørgsmål i flere år. Det er derfor partiets opfattelse, at Folketinget hurtigt burde lovgive, således at der over hele landet blev sikret en reel uafhængighed mellem skatteankenævnene og skatteforvaltningerne.
P.u.v.
Flemming Hansen,
formand.
Ingen
Nr BRL 76
Beretning over Forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven (Inhabilitet for den kommunale ligningschef ved sekretariatsbistand til skatteankenævnet) (Af Brian Mikkelsen (KF) m.fl.)
Nr L 76 1995-96, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19960320