1995 BTL 220 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN NR L 220 1995-96, 1. SAMLING

Bilag

To henvendelser til Retsudvalget og justitsministerens kommentar hertil samt et notat om Folketingets inddragelse af fakulteter/institutter på universiteterne til afklaring af juridiske spørgsmål, herunder eventuelt at vælge en repræsentant til kommissioner Eva SmithDen 27. marts 1996

Professor dr.jur.

Retsvidenskabeligt institut A

Københavns Universitet

Studiegården, Studiestræde 6

1455 København K

Til Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

Christiansborg Slotsplads 1

1218 København K

Vedrørende den nye Nørrebro-undersøgelse

Herved tillader jeg mig at sende et indlæg, som også har været bragt i dagspressen. Pointen er, at Folketinget efter min opfattelse bliver nødt til at fastlægge kommissoriet helt klart, hvis man vil undgå en ny kommissoriestrid, som vi så det efter Asbjørn Jensens undersøgelse.

Naturligvis kan kommissoriet - når medlemmerne er fundet - selv spørge Folketinget. Det må imidlertid antages at have en vis betydning for de potentielle medlemmer af kommissoriet at have en vis ide om omfanget af arbejdet.

Med venlig hilsen

Eva Smith

Den nye Nørrebroundersøgelse

Det fremgår af det seneste lovforslag vedrørende begivenhederne på Nørrebro i maj 1993, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission på 3 personer, der skal foretage en ny, selvstændig undersøgelse dels af de forhold, der var omfattet af Asbjørn Jensens undersøgelse, dels af yderligere forhold, bl.a. de ledelsesmæssige dispositioner.

Ifølge bemærkningerne til § 2 skal der være tale om en ny selvstændig undersøgelse - men samtidig hedder det i § 3, at »undersøgelseskommissionen kan inddrage materiale, som er tilvejebragt i forbindelse med den daværende rigsadvokats undersøgelse«.

Det fremgår ikke af bemærkningerne, hvad der menes hermed. Betyder det, at undersøgelseskommissionen kan lægge materiale til grund fra en undersøgelse, der af ombudsmanden er karakteriseret som manglende uvildighed? Kan man f.eks. anvende de afhøringer, som Rigspolitiets Rejsehold har stået for (efter Asbjørn Jensens instruktion)? Eller skal alle afhøringer foretages på ny, således at AJ's materiale kun bruges til vurdering af nye oplysningers troværdighed samt i det omfang, der er tale om tekniske erklæringer?

Ved besvarelsen af dette spørgsmål bør man nok overveje, hvad resultatet vil blive, hvis man følger det, der synes at være regeringens ønske: en helt ny undersøgelse.

Ved Asbjørn Jensens undersøgelse blev der afhørt ca. 150 beboere, og det fremgår, at i alt 303 politifolk successivt var sat ind i området. Dertil kommer personer, der ikke ønskede at udtale sig ved AJ's undersøgelse (pressefolk, aktivister m.v.). Og skal der laves en ny, selvstændig undersøgelse, skal de fleste vel afhøres, så man er sikker på, at man ikke har overset noget. Dertil kommer eksperter (lydbånd, fundne kugler, politiets udrustning) samt overordnede politifolk.

Og dermed er man kun færdig med første punkt. Der er to yderligere punkter i undersøgelsen, der dog næppe vil kræve helt så stort et antal vidneafhøringer.

Det må imidlertid antages, at kommissionen skal foretage afhøringer af mindst 500 personer - og nogle af disse vil det utvivlsomt blive nødvendigt at afhøre mere end en gang.

I tamilsagen blev der afhørt 61 vidner. Enkelte over flere dage, hvilket næppe bliver nødvendigt i denne sag.

Alligevel siger det noget om den opgave, der venter kommissionen. Dertil kommer så læsning af rapporter, gennemsyn af videobånd, tekniske erklæringer, undervisningsmateriale, mødereferater, Asbjørn Jensens og ombudsmandens rapporter osv.

Tamilsagen tog 21/2 år - hvis undersøgelsesretten virkelig skal vende hver en sten, vil det blive vore børnebørn, der kommer til at læse, hvad der (ifølge undersøgelseskommissionen) skete på Nørrebro. Dertil kommer, at adskilligt flere ledende politifolk end Eefsen må antages at være pensionerede, før undersøgelseskommissionen når til vejs ende.

Må jeg komme med et kættersk forslag: Mig bekendt har ingen rejst tvivl om, hvorvidt de centrale dele af Asbjørn Jensens faktuelle undersøgelse svarer til virkeligheden. Vi ved, at politiets områdeleder misforstod en »knibemelding«. I den tro, at kollegerne var i livsfare, rykkede han frem med en undertallig styrke uden at vente på tåregassen. Vi ved også, at man ikke kunne finde nøglen til skabet med tåregas.

Hvorfor ikke lade kommissionen lægge dette til grund og så koncentrere sig om, hvem der havde ansvaret for, at knibemeldingen kunne misforstås, og at nøglen ikke kunne findes. Derudover kan man undersøge forhold, hvor der er tvivl f.eks. modstridende vidneforklaringer samt naturligvis de ledelsesmæssige dispositioner i bred forstand.

Dermed ville man få et overkommeligt kommissorium, og - hånden på hjertet - hvem tror, at vidnerne tre år efter kan fremkomme med nye sandfærdige oplysninger? Risikoen for, at deres beretninger er influerede af hukommelsesmæssige forskydninger, beretninger fra andre samt tv og radio, er overhængende.

Men under alle omstændigheder må Folketinget afklare, hvorledes § 3 i kommissoriet skal forstås, så vi ikke skal have en ny kommissoriestrid - og en 5. Nørrebroundersøgelse - når denne er færdig.

Dansk PolitiforbundDen 12. april 1996

Alhambravej 9

1826 Frederiksberg C

Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedr. lovforslaget om Nørrebro-undersøgelsen

Dansk Politiforbund må udtrykke sin skarpeste misbilligelse af, at Justitsministeriets lovforslag om undersøgelse af Nørrebro-sagen indeholder et krav om, at en nedsat undersøgelseskommission foruden det objektive begivenhedsforløb skal vurdere muligheden af at placere retligt ansvar hos personer, der var involveret i urolighederne.

Forbundet frygter, at man er på vej til at oprette en maskeret særdomstol med dømmende myndighed, fordi undersøgelseskommissionens beretning i praksis vil få præjudicerende virkning for senere afgørelser.

Forbundet tvivler på, at dette er lovgivningsmagtens hensigt.

Vi vil begrunde det anførte nærmere

Selv om medlemmerne af undersøgelseskommissionen ifølge lovforslaget ikke må være dommere, må man gå ud fra, at der udpeges personer, som er fortrolige med anvendelse af juridisk metode.

Retsplejelovens regler om vidnepligt og vidneansvar gælder for de afhøringer, som undersøgelseskommissionen ønsker foretaget. For de afhøringer, der måtte blive gennemført, medfører dette betydelig nøjagtighed, hvilket er positivt.

På den anden side må det tages i betragtning, at beretningen vil få præjudicerende virkning over for en byretsdommer eller politimyndighed, der behandler eventuelle senere straffe- og disciplinærsager mod de kritiserede.

Dette er efter vor opfattelse ikke i overensstemmelse med almindelige retssikkerhedsprincipper.

Undersøgelseskommissionen vil ifølge lovforslaget få betydelige ressourcer stillet til rådighed. Det er udmærket, når det gælder fastlæggelse af et objektivt begivenhedsforløb.

Men når kommissionen dertil skal udtale sig om skyldsspørgsmål, havner man i den situation, at dens beretning får en vægt, der svarer til en overordnet domstols dom.

Dette er indirekte i strid med grundlovens § 61, andet punktum, hvorefter særdomstole med dømmende myndighed ikke kan oprettes.

Man kan indvende, at kommissionens beretning ikke nødvendigvis behøver at resultere i efterfølgende straffe- og disciplinærsager.

Det er efter vor opfattelse uundgåeligt, at de personer, hos hvem kommissionen placerer et ansvar, efterfølgende bliver tiltalt eller disciplinærforfulgt.

Det følger af, at kommissionen i vid udstrækning anvender de principper, også anklagemyndigheden bruger. Det er umuligt for de pågældende instanser efterfølgende at se bort fra eller tilsidesætte undersøgelseskommissionens konklusioner i betragtning af dens sagkundskab, tilførte ressourcer og arbejdsmetode.

Det betænkelige er, at lovforslaget gør det til en opgave for kommissionen at vurdere, om nogen kan anses ansvarlige for Nørrebro-begivenhedernes udvikling. En sådan vurdering sker på baggrund af flere års mere eller mindre seriøs kritik af den tidligere undersøgelse og det pres, denne kritik afstedkommer.

Et andet uheldigt aspekt, når kommissionen skal udtale sig om ansvar, er konsekvenserne for dem, der indkaldes til afhøring. Den blotte indkaldelse medfører en sådan mistænkeliggørelse af en polititjenestemand, at vedkommendes karriere risikerer at afsluttes. Selv om den senere beretning konkluderer, at han/hun ikke har begået fejl.

Selv om undersøgelseskommissionen ikke skal afsige dom, bliver dette virkningen, hvis kommissionen mener, at f.eks. delingsførere har begået fejl eller forsømmelser.

Ved et kommissorium som lovforslagets giver man reelt undersøgelseskommissionen dømmende myndighed.

Medvirkende hertil er endvidere, at offentligheden, herunder politikerne, har en tendens til at opfatte beretningen som en dom.

Hvem husker ikke, at en statsminister trådte tilbage få timer efter, at beretningen i tamilsagen blev offentliggjort?

Vel var dette en politisk afgørelse, men den viser, hvilken vægt man tillægger beretninger som her omhandlet.

I lovforslaget hedder det på side 11

»Når kommissionens beretning foreligger, må de pågældende myndigheder, herunder ansættelsesmyndigheder, tage stilling til, hvilke konsekvenser der skal drages af kommissionens udtalelser om sådanne ansvarsspørgsmål.«

Det er betænkeligt, at de personer, der måtte blive kritiseret, uanset den umiddelbare, vidtrækkende virkning for deres fremtid, ikke har nogen appelmulighed. De må afvente retssystemets reaktion på kritikken. Men retssystemet vil som ovenfor nævnt have meget vanskeligt ved at bortse fra kommissionens kritik. Derfor kan man frygte, at kritikkens virkning reelt er en domfældelse.

Hvor er sikkerheden for, at Advokatrådet, det juridiske fakultet ved Københavns Universitet og Juridisk Institut ved Århus Universitet finder frem til personer, som har en bedre forståelse og rutine i at indsamle og bedømme fakta end den tidligere undersøger, nuværende højesteretsdommer Asbjørn Jensen?

Hvis kommissionen skal kunne udtale sig om retligt ansvar, må der indbygges en sikkerhed i form af appelmulighed eller lignende.

Det er utilstrækkeligt, at kommissionen forudsættes at underrette de pågældende skriftligt, hvis den vil give udtryk for retsstridig handlemåde.

Det må fastslås i lovforslaget, at der er pligt hertil.

Endvidere er det kritisabelt, at forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19.12.1985), lov om offentlighed i forvaltningen og ombudsmandsloven ikke skal gælde for kommissionens virksomhed.

Forvaltningsloven indeholder de centrale sagsbehandlingsregler, som sikrer borgernes fundamentale interesser i principper som aktindsigt, kontradiktion, begrundelses- og klagevejledning.

Hvorfor skal disse fundamentale retsgoder ikke gælde for polititjenestemænd?

Lovforslaget har ikke det sædvanlige generelle sigte. Det er bebyrdende for et bestemt udsnit af befolkningen, som forslaget rammer med tilbagevirkende effekt. Det skaber furore i den gældende forvaltningsmæssige ordning ved at sætte centrale sagsbehandlingsregler ud af kraft.

Er det et tilfælde, at kommissoriet ifølge lovforslaget er identisk med det, der blev brugt i tamilsagen?

Tamilsagens kommissorium: ». . . om nogen i offentlig tjeneste eller hverv under sagsbehandlingen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført.«

Og det nu foreslåede i Nørrebro-sagen: »På grundlag af undersøgelse og klarlæggelse skal undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af personer i offentlig tjeneste er begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført.«

Netop i forbindelse med tamilsagen blev det kritiseret, at undersøgelsesinstansen ved kommissoriet af den nævnte art får dømmende myndighed.

Dansk Politiforbund opfordrer Folketinget til at tage forslaget af bordet eller i det mindste at formulere kommissoriet, så det ikke indeholder krav om at placere et ansvar.

Det er domstolenes opgave.

En undersøgelseskommission skal højst have til opgave objektivt at søge fastslået, hvad der er foregået ved en bestemt lejlighed.

Som lovforslaget foreligger, er det udtryk for en uskik i dansk parlamentarisk liv.

Ønsker Folketinget, at retssikkerheden for en gruppe af personer i samfundet skal baseres indirekte på en undersøgelseskommissions konklusioner i stedet for det normale retssystem, der indbefatter appelmulighed?

Det er, hvad man som følge af flere års minoritets- og mediepres er i færd med at indføre.

Med venlig hilsen

p.f.v.

Tommy Agerskov Thomsen

/ Steen Møller Andersen

Spørgsmål

»Udvalget udbeder sig i 70 eksemplarer ministerens kommentar til henvendelsen fra professor, dr.jur. Eva Smith af 27. marts 1996, jf. bilag 7.

Svar

1. Professor, dr.jur. Eva Smith giver i sin henvendelse til Folketingets Retsudvalg bl.a. udtryk for, at der er behov for at få afklaret, hvordan bestemmelsen i lovforslagets § 3 skal forstås.

Efter lovforslagets § 3 træffer undersøgelseskommissionen bestemmelse om undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse. Undersøgelseskommissionen kan inddrage materiale, som er tilvejebragt i forbindelse med den daværende rigsadvokats undersøgelse. Undersøgelseskommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

I bemærkningerne til bestemmelsen er det bl.a. anført, at bestemmelsen er et udslag af kommissionens funktionelle uafhængighed. I den forbindelse åbner bestemmelsen mulighed for, at kommissionen kan bestemme, at materiale, der er tilvejebragt i forbindelse med Asbjørn Jensens undersøgelse, skal indgå i undersøgelsen.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at det klart fremgår, at kommissionen er frit stillet med hensyn til spørgsmålet om, i hvilket omfang allerede foreliggende materiale inddrages i undersøgelsen. Kommissionen kan således inddrage materialet, hvis - og i det omfang - den ønsker det. Den kan også lade være, hvis den finder, at det er mest hensigtsmæssigt.

2. Professor, dr.jur. Eva Smith rejser i sin henvendelse endvidere spørgsmål om, hvorvidt kommissionen - i lyset af omfanget af den forventede bevisførelse under en ny selvstændig undersøgelse og det hermed forbundne tidsforbrug - ikke bør kunne lægge dele af Asbjørn Jensens undersøgelse til grund.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville det i lyset af den kritik fra Folketingets Ombudsmand, der er baggrunden for forslaget om en ny undersøgelse, være forkert, hvis man i loven fastsatte, at kommissionen skulle lægge dele af Asbjørn Jensens undersøgelse til grund for sin undersøgelse. Det ville efter Justitsministeriets opfattelse på den anden side også være forkert, hvis man helt forbød kommissionen at inddrage de oplysninger, som allerede foreligger.

Hertil kommer, at en afgrænsning, hvorefter visse dele af Asbjørn Jensens undersøgelse skulle lægges til grund, mens der skulle ses bort fra andre dele, formentlig ville være ganske vanskelig at gennemføre.

Justitsministeriet finder sammenfattende, at det i det hele bør overlades til undersøgelseskommissionen at tage stilling til undersøgelsens tilrettelæggelse og gennemførelse, således som der også er lagt op til i det foreliggende lovforslag.

Spørgsmål nr. 9

»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 12. april 1996 fra Dansk Politiforbund, jf. bilag 9.«

Svar

1. I henvendelsen til Folketingets Retsudvalg har Dansk Politiforbund kritiseret det forhold, at undersøgelseskommissionen - ud over at klarlægge de faktiske begivenhedsforløb - skal udtale sig om, hvorvidt der af personer i offentlig tjeneste er begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.

Politiforbundet finder, at denne bestemmelse indirekte er i strid med grundlovens § 61, 2. pkt., hvorefter særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes.

Politiforbundet giver i den forbindelse udtryk for, at kommissionens konklusioner reelt vil få virkning som en dom, uden at de kritiserede har nogen appelmulighed.

Politiforbundet finder det endvidere kritisabelt, at forvaltningsloven, offentlighedsloven og loven om Folketingets Ombudsmand ikke skal gælde for den virksomhed, som udøves af undersøgelseskommissionen, jf. lovforslagets § 6.

2. Bestemmelsen i grundlovens § 61 har følgende ordlyd

»§ 61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.«

Bestemmelsen i 2. pkt. blev indsat ved grundlovsændringen i 1953. Før da indeholdt grundloven ikke et forbud mod særdomstole med dømmende myndighed, jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 539.

I bestemmelsens forarbejder hedder det bl.a. følgende (Forfatningskommissionens betænkning 1953, side 39)

»2. pkt., hvorefter særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes, er en ny bestemmelse. Ved udtrykket »særdomstole« forstås domstole, som nedsættes til pådømmelse af en eller flere allerede foreliggende sager. Sådanne domstole frembyder den betænkelighed, at udpegningen af dommere kan ske under hensyntagen til deres indstilling til den eller de sager, hvori de skal dømme.

Bestemmelsen er ikke til hinder for nedsættelse af særdomstole, hvis myndighed ikke udstrækker sig til sagernes pådømmelse. Sådanne særdomstole vil fortsat kunne nedsættes ikke blot ved lov, men også i henhold til lov, jf. retsplejelovens § 21.'

Det er således i grundlovens forarbejder udtrykkeligt anført, at bestemmelsen i § 61, 2. pkt., ikke er til hinder for nedsættelse af særdomstole uden dømmende myndighed. Den samme opfattelse af kommet til udtryk i den forfatningsretlige litteratur, jf. Alf Ross, a.st., side 540, Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 154 f., Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2 (1989), side 382, og Peter Germer, Statsforfatningsret (2. udg., 1995), side 162 f.

Den undersøgelseskommission, der foreslås nedsat til undersøgelse af Nørrebro-sagen, tillægges ikke dømmende myndighed. Dette gælder ikke blot i forhold til menige politifolk på Nørrebro, hvis eventuelle ansvarsforhold kommissionen ikke skal udtale sig om, men også i forhold til andre i offentlig tjeneste, hvor kommissionen alene skal udtale sig om, hvorvidt der af de pågældende er begået fejl og forsømmelser, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført.

Kommissionen har ikke beføjelse til at træffe afgørelse om et eventuelt personligt ansvar for involverede personer og tillægges således ikke dømmende myndighed. Dette er også udtrykkeligt anført i lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen.

På den anførte baggrund kan det fastslås, at lovforslaget ikke - hverken direkte eller indirekte - er i strid med grundlovens § 61.

Det kan tilføjes, at undersøgelseskommissionens kommissorium på det omhandlede punkt svarer til de kommissorier, som i de senere år har været givet til kommissionsdomstole og undersøgelsesretter.

3. Med hensyn til spørgsmålet om mulighederne for appel kan oplyses følgende

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser om en adgang til at påklage kommissionens udtalelser om et eventuelt personligt ansvar for involverede personer. Dette skyldes, at sådanne udtalelser ikke i sig selv har nogen retlig virkning.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at de berørte personer ikke har de sædvanlige retsmidler til rådighed med hensyn til efterprøvelse af de afgørelser, der af de kompetente myndigheder træffes på grundlag af kommissionens udtalelser.

Finder de berørte myndigheder på grundlag af undersøgelseskommissionens beretning, at en eller flere polititjenestemænd bør søges draget retligt til ansvar, gælder således de almindelige regler herom.

Kommer et disciplinært ansvar på tale, må myndighederne således gå frem efter reglerne i tjenestemandslovens kap. 4 og indlede en høringsprocedure med en angivelse af de forhold, der formodes at udgøre en tjenesteforseelse. Alvorligere tjenstlige sanktioner kan, medmindre forholdet er fastslået ved dom, kun ikendes efter afholdelse af tjenstligt forhør, jf. § 24, 3. pkt., og i tilfælde, hvor en disciplinær straf er ikendt uden tjenstligt forhør, kan den pågældende tjenestemand med centralorganisationens anbefaling begære en tjenstlig undersøgelse iværksat, jf. tjenestemandslovens § 22, stk. 4.

Hverken den forhørsleder, der i givet fald skal forestå en disciplinær undersøgelse og eventuelt afgive en indstilling om sagens afgørelse, eller den myndighed, der skal træffe afgørelse i tjenestemandssagen, vil være berettiget til at lægge undersøgelseskommissionens vurderinger uprøvet til grund. En afgørelse om ikendelse af disciplinærstraf vil endvidere skulle træffes under iagttagelse af såvel tjenestemandslovens som forvaltningslovens almindelige regler.

Afgørelser under eventuelle tjenestemandssager vil i øvrigt kunne indbringes for Folketingets Ombudsmand. Sagen vil endelig kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63.

Bliver der spørgsmål om strafansvar, vil dette spørgsmål skulle behandles og afgøres af anklagemyndigheden og domstolene efter retsplejelovens almindelige regler herom, dvs. med adgang til administrativ rekurs, appel af domstolsafgørelser osv.

Hvad endelig angår de processuelle beslutninger, som træffes af Københavns Byret i forbindelse med afhøringer, herunder om spørgsmålet om vidnepligt, vil der være appeladgang efter retsplejelovens almindelige regler, jf. lovforslagets § 5.

4. Som anført af Dansk Politiforbund skal forvaltningsloven, offentlighedsloven og loven om Folketingets Ombudsmand efter lovforslagets § 6 ikke gælde for den virksomhed, der udøves af undersøgelseskommissionen.

Indledningsvis bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse findes i loven om undersøgelse af den færøske banksag, og at afhøringer i retten som nævnt skal foretages efter retsplejelovens bestemmelser.

Baggrunden for bestemmelsen er, at undersøgelseskommissionen ikke er en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre forvaltningsretlige opgaver, jf. lovforslagets side 7, 2. sp.

Det forhold, at forvaltningsloven og offentlighedsloven ikke gælder for kommissionens virksomhed, har efter Justitsministeriets opfattelse ikke betydning for de berørte polititjenestemænds retssikkerhed.

Forvaltningslovens centrale bestemmelser om aktindsigt, partshøring og begrundelse gælder således alene for parter i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1. Forvaltningslovens kapitel 8 om tavshedspligt m.v. gælder dog for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige forvaltning.

Undersøgelseskommissionen skal ikke træffe forvaltningsretlige afgørelser. Hvis man derfor lod undersøgelseskommissionens virksomhed være omfattet af forvaltningsloven, ville forvaltningsloven efter sit eget indhold i vid udstrækning alligevel ikke finde anvendelse på kommissionens virksomhed.

De berørte polititjenestemænds adgang til aktindsigt og partshøring er imidlertid på anden måde sikret i lovforslaget.

Det fremgår således af lovforslagets bemærkninger til § 5 (side 5, sp. 1 f.), at det »forudsættes, at kommissionen udleverer en kopi af alt relevant materiale til bisidderne, herunder også udskrift af afgivne forklaringer«.

Endvidere forudsættes det, at kommissionen »i tilfælde, hvor der kan blive spørgsmål om at give udtryk for, at der efter kommissionens opfattelse er handlet kritisabelt eller på en måde, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført, underretter de pågældende skriftligt herom med en angivelse af, hvad de mulige kritikpunkter nærmere går ud på . . . Bisidderne har på grundlag heraf adgang til i skriftlige indlæg at kommentere de rejste kritikpunkter, inden kommissionen foretager den endelige vurdering af sagen.«

I øvrigt skal kommissionen ifølge sagens natur i beretningen udførligt begrunde resultatet af sin undersøgelse.

At offentlighedsloven ikke gælder for kommissionen, har således ikke betydning for de berørte polititjenestemænd. For så vidt angår udenforståendes adgang til aktindsigt, indebærer bestemmelsen, at disse ikke ved henvendelse til kommissionen har krav på at få aktindsigt i kommissionens materiale. Derimod berører bestemmelsen ikke deres adgang til hos myndighederne at få aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige regler.

Som følge af det anførte er det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget stiller de berørte polititjenestemænd bedre, end hvis undersøgelseskommissionens procesform alene havde været reguleret af forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Lovsekretariatet30. april 1996

og

Udvalgsafdelingen

NOTAT

om Folketingets inddragelse af fakulteter/institutter på universiteterne til afklaring af juridiske spørgsmål, herunder eventuelt at vælge en repræsentant til kommissioner Ad forslag til lov om undersøgelse af Nørrebro-sagen (L nr. 220)

I spørgsmål 6 (L 220 - bilag 4) har Retsudvalget anmodet Justitsministeriet om at angive eksempler fra lovgivningen på, at de juridiske fakulteter/institutter ved universiteterne bliver pålagt at udpege medlemmer til kommissioner og tilsvarende.

Tilsvarende er Lovsekretariatet og Udvalgsafdelingen blevet bedt om at redegøre for eksempler på, at Folketinget har inddraget de retsvidenskabelige fakulteter/institutter på universiteterne til afklaring af juridiske spørgsmål, herunder eventuelt at vælge en repræsentant til kommissioner.

I den anledning skal oplyses følgende

1) Juridiske responsa

Frem til ikrafttrædelsen af den tidligere lov om universiteternes styrelse den 1. september 1971 var det muligt for bl.a. Folketinget at anmode de retsvidenskabelige fakulteter ved universiteterne i København og Århus om juridiske responsa. For så vidt angik Københavns Universitet, skete det med henvisning til kgl. anordning nr. 223 af 5. oktober 1939 om Københavns Universitets organisation, hvis § 18, stk. 4, var sålydende

»Om de Responsa vedrørende gældende dansk Ret, der afæskes det juridiske Fakultet af andre offentlige Myndigheder, Institutioner eller Private, har det sit forblivende ved de hidtil gældende Regler.«

Så vidt det har kunnet oplyses, er ordningen opstået som en afløser for adgangen under enevælden til at bede Højesteret om juridiske responsa - en ordning, der bortfaldt i Danmark med grundloven af 1849, men som f.eks. fortsat eksisterer i Norge, jf. den norske grundlovs § 83, hvorefter »Stortinget kan indhente Højesterets betænkning over juridiske genstande«.

Der vedlægges som bilag et eksempel fra 1961 på, at et folketingsudvalg gennem et ministerium har foranlediget udtalelser fra såvel Københavns som Århus Universiteter (islandske håndskrifter).

Som ordningen udviklede sig, blev den efterhånden anset for problematisk af professorerne, bl.a. fordi der skete en udvikling i spørgsmålene fra en mere teknisk-juridisk, generel karakter, der kunne besvares på grundlag af en sagsfremstilling/problembeskrivelse i en dokumentsamling fra det pågældende ministerium, til spørgsmål, hvis besvarelse i højere grad efter almindelig juridisk opfattelse måtte forudsætte partsindlæg og procedure fra involverede parter. Herudover ansås ekspropriationsspørgsmål ikke for egnede til besvarelse på denne måde.

Som senere eksempel kan nævnes, at et folketingsudvalg i 1970 med henvisning til ovennævnte kgl. anordning indhentede et responsum fra Københavns Universitet om grundlovens bopælskrav i relation til valgret og valgbarhed. Fakultetet gik her over til at udpege de 2 relevante professorer (Bent Christensen og Allan Philip) til at afgive responsumet direkte i stedet for at inddrage samtlige professorer.

Også efter ordningens bortfald er universitetseksperter blevet anmodet om at udarbejde juridiske (eller andre) responsa. F.eks. bad Finansudvalget i 1980 statsministeren om at søge nogle budgetretlige tvivlsspørgsmål belyst gennem statsretlig ekspertise. Og Statsministeriet videregav anmodningen til professor Bent Christensen.

2) Fakulteternes inddragelse i kommissionsarbejde og lign.

For så vidt angår inddragelse af fakulteterne/institutterne i henhold til lovbestemmelser, henvises til Justitsministeriets ovennævnte besvarelse.

Om Folketinget skal anføres, at Folketingets valg til kommissioner normalt sker med henblik på politisk repræsentation. Kun ved valget til Etisk Råd (og tidligere endvidere Teknologirådet), der oprettedes med henblik på rådgivning af bl.a. Folketinget, vælges kandidaterne først og fremmest ud fra deres faglige kvalifikationer.

Dette er baggrunden for, at valgene gennemføres som flertalsvalg og ikke som forholdstalsvalg, hvilket ville være nødvendigt efter grundloven, hvis formålet var en politisk repræsentation.

Selv om der formelt ikke ville være noget, der hindrede det, har man således ikke i nogen af tilfældene valgt at lade udpegningen foregå ved fakulteternes mellemkomst. Det sker ved direkte kontakt til relevante personer.

Århus UniversitetÅrhus, den 1. juni 1961

Det økonomiske og juridiske fakultet

Undervisningsministeren har ved skrivelse af 10. maj 1961 (2. dept. 1. kt. j.nr. 400/59) anmodet rektor om at indhente en udtalelse fra fakultetet vedrørende det af folketingets udvalg angående

forslag til lov om ændring i fundats af 18. januar 1760 for Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) og

forslag til folketingsbeslutning om afslutning af en traktat mellem Danmark og Island om overførelse af dele af Den arnamagnæanske Stiftelses håndskrifter til forvaring og forvaltning af universitetet i Reykjavik

stillede spørgsmål 2

En udtalelse fra de retsvidenskabelige fakulteter ved universiteterne udbedes. I denne udtalelse ønskes det belyst, hvorvidt testamentariske dispositioner kan tilsidesættes af lovgivningsmagten, samt om en disposition som den foreslåede imod stiftelsens protest må anses for en tvangsmæssig afståelse af ejendom.

Fakultetet har på et ekstraordinært møde den 13. maj drøftet det forelagte spørgsmål. Der var her enighed om, at testamentariske dispositioner i almindelighed kan ændres af lovgivningsmagten inden for de af grundloven fastsatte grænser, men at en juridisk vurdering af de i forbindelse med de forelagte forslag rejste problemer, herunder også det fremsatte spørgsmål om, hvorvidt der foreligger tvangsmæssig afståelse af ejendom, ville kræve nærmere undersøgelser.

Man nedsatte et udvalg bestående af professorerne Knud Illum, Thøger Nielsen og Max Sørensen til at drøfte sagen og eventuelt på fakultetets møde den 3. juni at fremsætte forslag til den begærede udtalelse.

Da professor Max Sørensen var nødsaget til at opholde sig i udlandet i de sidste dage i maj måned, afgav han til udvalgets øvrige medlemmer en skitse til udtalelse.

Imidlertid har undervisningsministeriet den 31. maj udbedt sig fakultetets svar senest fredag morgen den 2. juni. Under disse omstændigheder har udvalget været forhindret i at fuldføre sit arbejde, og den juridiske faggruppe har uden professor Max Sørensens deltagelse drøftet sagen på et møde den 1. juni.

På dette møde fremlagde professor Knud Illum med professor Thøger Nielsens tilslutning et forslag til udtalelse. Professor Torben Lund kunne fuldt ud tiltræde denne udtalelse. Professorerne Stig Jørgensen og Alvar Nelson kunne tilslutte sig den af professor Illum redigerede udtalelses bemærkninger om, at lovforslaget, som det foreligger, må antages at indebære en afståelse af ejendom, hvorimod de, uden fuldt ud at kunne følge de af professor Max Sørensen derom fremsatte synspunkter, måtte give udtryk for tvivl om, hvorvidt afståelsen i det foreliggende tilfælde må antages at vedrøre sådan ejendom, som omfattes af grundlovens § 73.

Den af professor Illum redigerede udtalelse vedlægges som bilag 1. Professor Max Sørensens skitse til udtalelse vedlægges som bilag 2 med bemærkning, at professoren på grund af sagens udvikling ikke har haft lejlighed til at foretage en endelig redaktion.

P.f.v.

Stig Jørgensen,

dekan

Til rektor.

Københavns UniversitetDen 2. juni 1961

Det rets- og statsvidenskabelige fakultet

Efter at universitetets rektor har anmodet de juridiske medlemmer af det rets- og statsvidenskabelige fakultet om en udtalelse vedrørende de af folketingsudvalget angående forslag til lov om ændring i fundats af 18. januar 1760 for Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) og forslag til folketingsbeslutning om afslutning af en traktat mellem Danmark og Island om overførelse af dele af Den arnamagnæanske Stiftelses håndskrifter til forvaring og forvaltning af universitetet i Reykjavik fremsatte spørgsmål, har afdelingen i et møde den 1. juni d.å. behandlet forespørgslen. I mødet deltog samtlige afdelingens medlemmer bortset fra professor Sven Clausen, der var forhindret på grund af sygdom.

De tilstedeværende medlemmer var alle enige om, at testamentariske dispositioner kan tilsidesættes af lovgivningsmagten inden for de af grundlovens fastsatte grænser.

Med hensyn til spørgmsålet om, hvorvidt en disposition som den i lovforslaget indeholdte vedrørende Den arnamagnæanske Stiftelse imod stiftelsens protest må anses for tvangsmæssig afståelse af ejendomsret, delte afdelingen sig i et flertal, bestående af professorerne O. A. Borum, Bent Christensen, W. E. von Eyben, Stig Iuul, A. Vinding Kruse, Carl Rasting og Knud Waaben, og et mindretal, bestående af professorerne Ernst Andersen, B. Gomard og Alf Ross.

Flertallet var af den opfattelse, at forespørgslen måtte besvares bekræftende. Den afgørende betragtning var, at den foreslåede ordning, selv om den i formen fremtræder som en ændring af stiftelsens organisation, måtte betragtes som en tvangsafståelse af ejendom, som omfattes af grundlovens § 73, uden hensyn til, om der i det foreliggende tilfælde kunne blive spørgsmål om udredelse af nogen erstatning til Den arnamagnæanske Stiftelse.

Mindretallet fandt, at det foreliggende lovforslag ikke kan anses som et forslag om ekspropriation under hensyn til den traditionelt anerkendte adgang til ændring af legaters og stiftelsers forhold og til, at stiftelsen efter lovforslagets eventuelle vedtagelse opretholdes, omend i en ændret skikkelse. Professor Ernst Andersen har ønsket at uddybe sit standpunkt, jfr. vedlagte votum.

P.f.v.

A. Vinding Kruse,

prodekan

Til undervisningsministeriet.

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget to skriftlige henvendelser fra Dansk Politiforbund og professor, dr. jur. Eva Smith, Retsvidenskabeligt Institut A.

Disse henvendelser og justitsministerens kommentar hertil samt et notat om Folketingets inddragelse af fakulteter/institutter på universiteterne til afklaring af juridiske spørgsmål, herunder eventuelt at vælge en repræsentant til kommissioner, er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Flertallet har noteret sig justitsministerens svar på spørgsmål nr. 20, hvoraf det fremgår, at den person, som skal bistå kommissionen med at foretage afhøringer i retten, bør udpeges efter indstilling fra kommissionen.

Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) udtaler derudover

Under Nørrebrourolighederne den 18. maj 1993 blev en række personer ramt af politiets kugler, uden at de efterfølgende blev dømt for at have begået noget kriminelt. Om ikke andet, så burde det have været grund nok til at gennemføre en grundig og uvildig undersøgelse af, hvordan det kunne gå til.

En sådan undersøgelse burde selvfølgelig have været gennemført så hurtigt som muligt efter begivenhederne, det vil sige på et tidspunkt, hvor der var de bedste muligheder for at få opklaret mest muligt. Men det skete ikke.

For Enhedslisten er det afgørende spørgsmål: Hvorfor blev der ikke gennemført en grundig og uvildig undersøgelse af Nørrebro-begivenhederne på det tidspunkt, hvor det burde være sket? Hvem har ansvaret for det? Og hvordan kan noget lignende undgås fremover?

Den politiske mulighed for at få undersøgt dette spørgsmål står og falder med en samlet vedtagelse af § 2 i lovforslaget. Derfor støtter Enhedslisten hele denne paragraf, også selv om partiet ikke har den store tiltro til, at der kommer så meget nyt frem om selve begivenhedsforløbet den 18. maj 1993.

I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget har Enhedslisten udtrykt bekymring for, at en ny undersøgelse vil kunne blive blokeret af, at en række af de centrale personer i sagen nægter at udtale sig med henvisning til, at de kan risikere et disciplinært eller strafferetligt ansvar.

Det er baggrunden for, at Enhedslisten har overvejet, om der eksisterer muligheder for at fritage de involverede for et eventuelt disciplinært og strafferetligt ansvar, blandt andet også fordi man kan risikere den noget barokke situation, at der bliver gennemført tjenestemandssager for relativt små forseelser, samtidig med at sager for relativt alvorligere forseelser bliver opgivet på grund af forældelse i henhold til straffelovens § 93.

Imidlertid har Enhedslisten noteret sig reaktionen på overvejelserne blandt andet fra repræsentanter for Dansk Politiforbund, og mindretallet må på den baggrund konstatere, at uanset hvad Folketinget vedtager, så er der personer og grupper, som ikke ønsker at bidrage til en belysning af de områder, som undersøgelseskommissionen skal undersøge. I den forbindelse skal det så blot konstateres, at personer, som nægter at udtale sig eller forsøger at få andre til ikke at udtale sig, dels må have noget at skjule og dels påtager sig et ansvar for, at sandheden ikke kommer frem.

Enhedslisten ønsker endelig at fremhæve, at det er meget hensigtsmæssigt, hvis mindst et af undersøgelseskommissionens medlemmer kommer fra kredsen omkring foreningen af de beskikkede advokater ud fra deres store sagkundskab i forhold til tilsvarende sager.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet understreger, at lovforslaget udspringer af autonomes voldsudøvelse mod resultatet af en lovlig folkeafstemning. Dette nævner lovforslaget intet om, og mindretallet finder det besynderligt, at der nu igen skal foranstaltes en undersøgelse rettet mod politiet og højesteretsdommer Asbjørn Jensen.

Sagen har været undersøgt i snart 3 år, og mindretallet finder ikke, at justitsministeren på nogen måde har godtgjort, at en ny undersøgelse vil kunne bringe noget væsentligt nyt frem.

Mindretallet bemærker generelt, at lovforslaget, der på en række punkter strider mod dansk rets almindelige retsgrundsætninger, ikke har været sendt til høring, men at et flertal i Retsudvalget tværtimod har ønsket at gennemføre betænkningsafgivelse, uden at mindretallet har haft lejlighed til at afvente svar på de stillede spørgsmål.

Mindretallet skal dybt beklage, at der ikke har været den fornødne tid til en forsvarlig behandling af dette usædvanlige lovforslag.

Justitsministeren har fremsat lovforslaget den 13. marts 1996, hvilket ligger mere end en måned efter den frist, der er aftalt med Folketinget for fremsættelse af lovforslag, der ønskes fremmet i indeværende folketingsår. Ministeren har været næsten en måned om at afgive svar på stillede spørgsmål, hvilket har betydet, at udvalgsmedlemmerne kun har haft få dage til at studere svarene og stille nye spørgsmål.

Mindretallet finder, at lovforslagets tekst og bemærkninger vedrørende undersøgelsens omfang er meget uklar.

Som påpeget af professor, dr.jur. Eva Smith i en henvendelse til Retsudvalget, optrykt som bilag til betænkningen, må det antages, at undersøgelsen, som lovforslaget er formuleret, vil medføre, at kommissionen skal afhøre mindst 500 personer.

Justitsministerens kommentar til Eva Smiths henvendelse, ligeledes optrykt som bilag til betænkningen, synes at bekræfte, at undersøgelsen kan blive særdeles omfangsrig, aldeles uoverskuelig og meget langvarig.

Mindretallet har i øvrigt både under førstebehandlingen i Folketingssalen og under udvalgsarbejdet stillet en række spørgsmål om undersøgelsens omfang. Ministerens svar har ikke bragt nogen afklaring, idet ministeren alene henviser til, at den kommission, der skal nedsættes, selv tilrettelægger undersøgelsen. Det er således ikke oplyst for Folketinget, hvor mange tusind sider rapporter og retsbogsudskrifter kommissionen skal gennemgå, ligesom det fortsat er helt uafklaret, hvor mange hundrede vidner der skal indkaldes, samt hvilke fortrolige dokumenter myndigheder og borgere kan tvinges til at udlevere.

Afslutningsvis udtaler mindretallet, at man havde fundet det mere konstruktivt, om justitsministeren havde indkaldt partierne til politiske drøftelser om, hvordan man kan forebygge en gentagelse af de borgerkrigsagtige tilstande, der herskede den 18. maj 1996.

Noget sådant lægger lovforslaget slet ikke op til.

Tværtimod medvirker regeringen med dette lovforslag til at vende denne sag totalt på hovedet.

Lovforslaget står således i skærende kontrast til den opbakning, statsministeren og den daværende justitsminister gav politiet få dage efter urolighederne.

Et flertal inden for mindretallet (Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) er enig med Dansk Politiforbund, der i en henvendelse, optrykt som bilag til betænkningen, til Retsudvalget har anført, at undersøgelsen, der skal vurdere muligheden for at placere et retligt ansvar hos personer, der var involveret i urolighederne, i den offentlige debat vil få vægt som en egentlig dom.

Dette flertal finder i øvrigt, at den undersøgelseskonstruktion, som foreslås, er behæftet med væsentlige mangler med hensyn til de afhørtes retssikkerhed.

Alene indkaldelse til afhøring vil virke som en mistænkeliggørelse. Dertil kommer, at det er uafklaret, hvilken retsstilling der er tiltænkt de afhørte, der evt. senere vil kunne idømmes disciplinære eller strafferetlige sanktioner.

Såfremt man iagttager menneskerettighederne og almindelige retsgrundsætninger i dansk ret, vil ingen kunne forpligtes til at afgive vidneforklaring, hvis den pågældende herved vil udsætte sig selv for straf eller tab af velfærd, og undersøgelsen vil allerede af den grund være nytteløs.

Den omstændighed, at justitsministeren i flere svar har henvist til undersøgelsen vedrørende den færøske banksag, bortforklarer ikke, at undersøgelsen strider mod almindelige retsprincipper med hensyn til de pligter, der pålægges de borgere, der involveres i undersøgelsen, ligesom de helt utilstrækkelige forskrifter, som forslaget giver for kommissionen, synes at bryde med, hvad der tidligere har været praksis. Endelig ønsker dette flertal at pege på de betænkeligheder, der må rejses i anledning af, at lovforslaget helt i strid med praksis og uden anden hjemmel end nærværende lovforslag pålægger universiteterne at udpege en person, der skal fungere som en slags dommer. Der henvises til bilag 20.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTL 220

Betænkning over Forslag til lov om undersøgelse af Nørrebrosagen

Nr L 220 1995-96, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19960502