Legislator Case Law & Legislation
199514K00184 DK

1995 BTL 184 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DET CENTRALE VIRKSOMHEDSREGISTER NR L 184 1995-96, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1995 184 Valid

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til økonomiministeren og landbrugs- og fiskeriministeren og

disses svar herpå

Spørgsmål 23

»Ad samrådsspørgsmål A og B, jf. L 184 - bilag 12. Ministrene bedes tilstille udvalget talepapirerne«.

Økonomiministerens svar

Spørgsmål A

»Ministrene bedes redegøre for, hvordan lovforslaget hænger sammen med målsætningen om at lempe og forenkle de administrative byrder i forhold til landbrugserhvervet.«

Svar

Lovforslaget tilsigter at lempe og forenkle de administrative byrder for hele erhvervslivet og dermed også for landbrugserhvervet. Indførelsen af det fælles entydige CVR-nummer, som alle offentlige myndigheder forpligtes til at anvende som identifikationsnummer, vil gøre det langt lettere for offentlige myndigheder at genbruge hinandens data, fordi de kan udveksles via elektroniske medier, selv om dataene ikke er placeret i et enkelt centralt register.

Eksempelvis udarbejdes i dag en væsentlig del af den officielle statistik, der publiceres af Danmarks Statistik, på grundlag af data, der overføres fra de offentlige myndigheders registre, kombineret med oplysninger om branche og beliggenhed m.v. fra det nuværende Centrale Erhvervsregister.

Det entydige CVR-nummer vil lette dataoverførelsen fra endnu flere offentlige myndigheder til Danmarks Statistik samt mellem de administrative myndigheder indbyrdes, samtidig med at der tilvejebringes en højere kvalitet på grund af en forøget sikkerhed ved identifikation af virksomhederne.

Dertil kommer, at det foreslåede register med forbedrede grunddata vil gøre det muligt at begrænse antallet af virksomheder, der indgår i stikprøveundersøgelser, uden at den statistiske sikkerhed forringes.

Der er således god overensstemmelse mellem lovforslaget og målsætningen om at lette de administrative byrder for landbrugserhvervene.

Spørgsmål B

»Kan ministeren bekræfte, at virkningen af lovforslaget er, at 20.000 landmænd hvert år skal aflevere de samme oplysninger til to forskellige offentlige myndigheder?»

Svar

De data, der er medtaget i det foreliggende lovforslag, er forholdsvis begrænsede og er af interesse for en bred kreds af dels offentlige myndigheder og institutioner, dels private personer, virksomheder og organisationer. CVR indeholder alene såkaldte grunddata, dvs. oplysninger, der tjener til at identificere og karakterisere virksomhederne, som f.eks. navn, postadresse, geografisk beliggenhed, ejerforhold og branche. Hovedparten af disse data findes i forvejen i edb-registre hos offentlige myndigheder, hvorfra de opdateres ad elektronisk vej og samles i CVR. Virkningen af lovforslaget bliver derfor ikke, at de i spørgsmålet nævnte 20.000 landmænd skal aflevere de samme oplysninger til to forskellige offentlige myndigheder.

Tværtimod vil indførelsen af det entydige CVR-nummer - som nævnt i forbindelse med spørgsmål A - forbedre mulighederne for, at Danmarks Statistik eller en administrativ myndighed kan genbruge oplysninger, der allerede er indsamlet af en anden myndighed.

Det må imidlertid understreges, at dette forudsætter, at de oplysninger, der i forvejen er til rådighed hos en anden myndighed, også er af en sådan detaljeringsgrad og en sådan kvalitet samt er til rådighed på et så tidligt tidspunkt, at de opfylder de krav, som EU-lovgivning og danske love stiller til den administrative eller statistiske myndighed, der skal genbruge de pågældende oplysninger.

Landbrugs- og Fiskeriministeriet og Danmarks Statistik har et tæt og meget udbytterigt samarbejde, der fører til en mindskelse af de administrative krav, der stilles til erhvervet. Med hensyn til den konkrete sag vil jeg henvise til landbrugs- og fiskeriministerens redegørelse.

Landbrugs- og fiskeriministerens svar

Spørgsmål A

Ministrene bedes redegøre for, hvordan lovforslaget hænger sammen med målsætningen om at lempe og forenkle de administrative byrder i forhold til landbrugserhvervet.

Talepunkt ad A

Jeg vil gerne tilføje, at vi i Landbrugs- og Fiskeriministeriet lægger stor vægt på at udnytte den moderne informationsteknologi til at lette og smidiggøre landbrugernes samspil med det offentlige.

Det er med dette for øje, at Landbrugs- og Fiskeriministeriet i 1993 har etableret det såkaldte Generelle Landbrugsregister (GLR/CHR). Dette register er fælles for hele ministeriet og skal sikre, at de oplysninger, vi har registreret om landbrugsbedrifterne, bliver genbrugt, så vi undgår at spørge landmændene om dem flere gange.

Det er med det samme sigte, at vi på langt den største af vore støtteordninger - nemlig hektarstøtteordningen - udsender ansøgningsskemaer til landmændene, hvor en række oplysninger er fortrykte, således at de kun skal udfyldes igen, hvis der er sket ændringer.

Samtidig henter vi så vidt muligt oplysningerne til GLR/CHR fra andre offentlige registre som f.eks. Erhvervsregisteret og ejendoms- og matrikelregistrene. Landbrugs- og Fiskeriministeriet er derfor stærkt afhængig af, at disse offentlige grundregistre er velfungerende og har en høj datakvalitet. Derfor ser vi frem til at kunne benytte CVR, når det er etableret.

Landbrugs- og Fiskeriministeriet er således meget optaget af - og til stadighed opsat på - at lempe og forenkle de administrative byrder i forhold til landbrugserhvervet.

Spørgsmål B

Kan ministrene bekræfte, at virkningen af lovforslaget er, at 20.000 landmænd hvert år skal aflevere de samme oplysninger til to forskellige offentlige myndigheder?

Talepunkt ad B

Jeg har forstået, at dette spørgsmål udspringer af diskussionen om, hvorvidt det er nødvendigt, at landbrugerne fortsat afleverer afgrødeoplysninger til Danmarks Statistik. Denne sag har for så vidt ikke noget at gøre med CVR, men drejer sig om, at landmændene i forbindelse med ansøgning om hektarstøtte skal indsende oplysninger om deres afgrøder til EF-direktoratet til brug ved beregning af støttebeløbet, hvorimod Danmarks Statistik indhenter oplysninger hos landmændene til brug for udarbejdelse af landbrugsstatistik.

Oplysningerne skal altså bruges til to helt forskellige formål. Det er derfor heller ikke helt de samme oplysninger, der er brug for. EF-direktoratet beder som udgangspunkt kun om de oplysninger, der er nødvendige for at kunne administrere hektarstøtten. Danmarks Statistik har til statistikken også brug for oplysninger om afgrøder, der ikke ydes hektarstøtte til, ligesom der til statistikken også skal bruges oplysninger om maskiner, anlæg og besætninger.

Det er dog samtidig oplagt, at flere af hektarstøtteoplysningerne ligeledes kan bruges til statistik, så landmændenes indberetninger til dette formål kan begrænses til de oplysninger, der ikke allerede er afleveret i hektarstøtteansøgningen.

Det arbejder Danmarks Statistik og Landbrugs- og Fiskeriministeriet også på, idet man har iværksat et pilotprojekt, der skal reducere besvarelsesbyrden på landbrugsområdet. I 1995 er der som forsøg givet mulighed for, at et antal af de adspurgte landmænd kun skal aflevere de oplysninger, der ikke allerede er afgivet på hektarstøtteansøgningen.

Jeg har forstået, at Danmarks Statistik i 1996 vil udvide denne ordning til at omfatte alle 20.000 landmænd, der indgår i deres stikprøve. Det skønnes, at flertallet af disse landmænd efter denne ordning kun skal opgive tal for meget få afgrøder til Danmarks Statistik.

Vi vil fortsat vurdere, om der kan opnås yderligere forenklinger bl.a. ved at tage endnu flere af de oplysninger, som Danmarks Statistik har brug for, med på ansøgningsskemaet til hektarstøtte.

Betænkning over lovforslag 1995 184 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til økonomiministeren og landbrugs- og fiskeriministeren, som disse har besvaret skriftligt og mundtligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige/mundtlige henvendelser fra

Foreningen af Registrerede Revisorer,

Dun & Bradstreet International A/S og

Handelskammeret.

Et af udvalgets spørgsmål til økonomiministeren og landbrugs- og fiskeriministeren samt disses svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) mener, at et centralt registreringssystem bør indeholde alle offentligt tilgængelige oplysninger om virksomheder. CVR åbner mulighed for en udvidelse af erhvervs- og brancheanalyser og for en skarpere overvågning og forfølgelse af økonomisk kriminalitet. For at styrke dette bør omfanget af tilgængelige data udvides yderligere bl.a. med offentliggjorte regnskabsoplysninger, ejerforhold, navne på bestyrelsesmedlemmer m.m., i det omfang det er oplyst over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Enhedslisten kan dog stemme for forslaget, da det er et skridt i den rigtige retning.

Lissa Mathiasen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Hardy Hansen (S) Jacob Buksti (S) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Bjørn Elmquist (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Svend Erik Hovmand (V) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Erik Larsen (V) Kai Dige Bach (KF) nfmd. Pernille Sams (KF) Flemming Hansen (KF) Kirsten Jacobsen (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1995 184 Valid

Nr BTL 184

Betænkning over Forslag til lov om Det Centrale Virksomhedsregister

Nr L 184 1995-96, 1. samling

Afgivet af Erhvervsudvalget

Afgivet: 19960418

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →