1995 BTL 181 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ ARBEJDSMARKEDET M.V. NR L 181 1995-96, 1. SAMLING

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 2

»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 9. februar 1996 fra Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination, jf. bilag 2.«

Svar

Med hensyn til de af DRC fremførte synspunkter vedrørende lovforslagets § 1, stk. 2, kan jeg oplyse, at loven ifølge § 1, stk. 2, kun træder tilbage i det omfang, der findes kollektive overenskomster, der giver de omfattede lønmodtagere mindst samme beskyttelse som den, der er hjemlet i lovforslaget. Arbejdsmarkedets parter kan således ikke ved kollektiv overenskomst fastlægge et lavere beskyttelsesniveau end det, der er hjemlet i lovforslaget. Gør de det, finder loven anvendelse i stedet for den pågældende overenskomst.

Der er derfor ikke tale om, at gennemførelse af grundlæggende menneskerettigheder, herunder beskyttelse mod racediskrimination, overlades til privat aftale, som DRC hævder. Der er blot givet de faglige organisationer en mulighed for ved kollektiv overenskomst at aftale en tilsvarende eller en bedre beskyttelse end den, der er hjemlet i lovforslaget.

I øvrigt svarer bestemmelsen i § 1, stk. 2, til bestemmelsen i § 1, stk. 3, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Når lovforslaget ikke indeholder en bestemmelse om omvendt bevisbyrde, hænger det bl.a. sammen med, at udgangspunktet i dansk ret er ligefrem bevisbyrde. Det vil sige, at den, der føler sig krænket, skal bevise, at den anden part har gjort noget forkert.

Jeg mener, at det ville være meget vanskeligt at håndtere en omvendt bevisbyrde navnlig i ansættelsessituationer. I disse situationer ville det kunne føre til faktisk positiv særbehandling, fordi arbejdsgiveren ikke ville turde andet.

Det er min opfattelse, at bevisbyrden bør ligge hos den, der har lettest ved at sikre sig bevis. Hvis parterne stort set står lige, må man formode, at sagsøger har et eller andet konkret grundlag for sin antagelse om, at dennes rettigheder er blevet krænket.

Hertil kommer, at i dansk ret gælder princippet om den frie bevisbedømmelse. Dette princip indebærer, at domstolene frit skønner over, hvornår en part har løftet sin bevisbyrde med det resultat, at bevisbyrden overgår til modparten.

Der findes heller ikke i lov om ligebehandling af mænd og kvinder en generel bestemmelse om omvendt bevisbyrde. Der gælder omvendt bevisbyrde i sager om afskedigelse af kvinder i den periode, hvor de er gravide og på barsel- eller adoptionsorlov.

For så vidt angår spørgsmålet om et evt. retshåndhævelsesorgan, kan jeg oplyse, at jeg under forberedelsen af lovforslaget overvejede, om der skulle oprettes et særligt råd eller nævn, der kunne tage sig af konkrete klager og i øvrigt følge udviklingen inden for området. Når jeg ikke i første omgang har medtaget en bestemmelse om et sådant råd eller nævn, skyldes det bl.a., at lovforslaget jo principielt kun regulerer ansættelsesforhold. Efter min opfattelse bør et sådant råd eller nævn i givet fald have et virkefelt, som er bredere. Det bør ikke alene være begrænset til ansættelsesforhold. Desuden findes der jo allerede i dag en række organer, der på hver deres måde varetager diskriminationsproblemer.

Spørgsmål nr. 11

»Hvordan kan et ændringsforslag udformes, som fører til den såkaldte delte bevisbyrde i tilfælde, hvor der foreligger diskrimination ved ansættelse, afskedigelse m.v.«

Svar

I lov om lige løn til mænd og kvinder er der et eksempel på, hvordan en bestemmelse om delt bevisbyrde kan formuleres. Lovens § 6, stk. 2, har følgende ordlyd

»Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.«

En tilsvarende bestemmelse findes i lovforslagets § 2, stk. 4.

Mens der her er en realitet i at tale om delt bevisbyrde, fordi de to bevistemaer hver for sig kræver noget af den, der skal løfte beviset, vil det være vanskeligere at opstille en generel regel om delt bevisbyrde i loven. Formelt set kan man ganske vist også her tale om to bevistemaer, dels at der f.eks. er ansat en hvid og ikke en sort, dels at dette skyldes/ikke skyldes race. Reelt vil en regel om, at sagsøgeren skal godtgøre det første tema og sagsøgte/arbejdsgiveren det andet, imidlertid være en regel om omvendt bevisbyrde, fordi det første bevistema normalt giver sig selv.

En regel, der reelt gik ud på delt bevisbyrde, måtte derfor forudsætte, at man skærpede kravene til sagsøgeren/lønmodtageren f.eks. ved at kræve, at der skulle godtgøres systematisk forskelsbehandling, før arbejdsgiveren skulle godtgøre, at denne ikke skyldtes f.eks. race.

En besvarelse af spørgsmålet kræver derfor fastlæggelse af en række forudsætninger, specielt om hvor langt man vil gå i kravene til lønmodtagerens bevis, inden den delte bevisbyrde overtages af arbejdsgiveren. På det foreliggende grundlag har jeg ikke mulighed for at fastlægge disse forudsætninger og dermed besvare spørgsmålet.

Spørgsmål nr. 12

»Har arbejdsministeriet kompetence til at udtale sig over fortolkningen af loven i konkrete sager uden egentlig præcisering i selve loven.

Der henvises til, at Arbejdsministeriet, indtil Ligestillingsrådet fik denne kompetence i slutningen af 1980'erne, rent faktisk, uden at det særlig fremgik af loven om ligebehandling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, udtalte sig om fortolkningen af loven i konkrete sager.«

Svar

Arbejdsministeriet kan udtale sig vejledende om fortolkningen og forståelse af alle arbejdsretlige love, herunder ligebehandlingsloven og dette lovforslag. Dertil kræves ikke særlig hjemmel.

Borgerne retter da også i betydeligt omfang telefoniske og skriftlige henvendelser til ministeriet om fortolkningen af de forskellige love, og ministeriet har på denne baggrund en omfattende vejledningsopgave.

En egentlig afgørelse af fortolkningen af lovene i konkrete sager henhører under domstolene.

Spørgsmål nr. 17

»Udvalget anmoder om ministerens kommentarer til vedlagte henvendelse af 13. marts 1996 fra politikudviklingsgruppen i SFA/DJØF vedrørende aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet.«

Svar

Jeg er fuldt ud bekendt med politikudviklingsgruppens synspunkter, idet jeg gennem nogen tid har korresponderet med gruppen om aldersdiskrimination.

Jeg er fortsat af den opfattelse, at lovforslaget om forbud mod forskelsbehandling i første omgang skal sikre, at vi får gennemført ILO-konventionen om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN's racediskriminationskonvention. Jeg har derfor ikke imødekommet udviklingsgruppens ønske om at indføje kriteriet »alder« i forslaget til lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Jeg kan tilføje, at jeg over for udviklingsgruppen har givet udtryk for, at det ikke kan udelukkes, at vi på et senere tidspunkt tager loven op til revision med henblik på at indføje flere kriterier. Jeg finder dog, at det bør overvejes meget nøje, om alder bør medtages som kriterium. Det skyldes, at vi inden for den ansættelsesretlige lovgivning og inden for arbejdsmarkedslovgivningen i dag tillader forskelsbehandling på grund af alder - det gælder f.eks. aktiveringstilbud for unge, optagelse i arbejdsløshedskasse, tjenestemænds tvungne fratrædelsesalder og visse regler i funktionærloven.

Det er min opfattelse, at spørgsmålet om aldersdiskrimination er mere velegnet til at blive løst som led i den almindelige arbejdsmarkedspolitiske indsats. Et af midlerne kunne f.eks. være mere målrettet efteruddannelse.

DJØFDen 13. marts 1996

Politikudviklingsgruppen i SFA/DJØF

Nørre Voldgade 94, 1. sal

1358 København

Til Enhedslisten

Vedr.: Aldersdiskrimination

Regeringen har i begyndelsen af 1996 fremlagt et lovforslag om forbud mod diskrimination af visse grupper på arbejdsmarkedet.

Lovforslaget retter sig mod diskriminering af køn, race og seksuel orientering. Regeringen har ikke haft andre grupper i tankerne, som også kunne have behov for den samme beskyttelse mod diskriminering på arbejdsmarkedet - og her tænkes på aldersdiskrimination, som finder sted på såvel det private som på det offentlige arbejdsmarked.

Vi er en gruppe samfundsvidenskabelige kandidater, der siden Niels Waage udvalget's nedsættelse har forsøgt at gøre beslutningstagerne opmærksomme på aldersdiskrimination. Men vi har oplevet, at der har været en udbredt ulyst til at tage det politiske problem - det, at kassere mennesker der er fyldt 40 år til stillinger inden for det offentlige - alvorligt.

I første omgang henvendte vi os til Akademikernes Centralorganisation (AC), der er repræsenteret i Niels Waage udvalget for at anmode om, at aldersdiskrimination ville blive taget med i det kommissorium, der foruden at skulle se på ansættelsesretlige regler, også skulle komme med forslag vedr. køns- og racediskrimination på arbejdsmarkedet. AC meddelte os, at man ikke ville fremlægge noget uden at der kom en anmodning herom fra en delforening. For vores vedkommende var det Overenskomstforeningen i Danmarks Jurist- og Økonomforbund der skulle sparke anmodningen op igennem systemet.

Deres begrundelser for ikke at ville gøre det, var uholdbare - f.eks., at der her kun var tale om en sammenskrivning af ansættelsesretlige regler, selvom det tydeligt fremgår af kommissoriet, at udvalget kan foreslå nye ansættelsesretlige regler.

I sommeren 1995 blev det offentliggjort, at arbejdsministeren Jytte Andersen ville fremsætte et lovforslag vedrørende diskrimination af udlændinge/indvandrere.

I den anledning henvendte vi os til arbejdsministeren for at gøre opmærksom på, at aldersdiskrimination har lige så store menneskelige og økonomiske omkostninger, som enhver anden form for diskriminering.

Vi mente, at der burde være den samme beskyttelse i lovgivningen for enhver anden form for diskriminering.

Men der skete det besynderlige, at arbejdsministeriet lagde afstand til, men benægtede dog ikke, at aldersdiskrimination forekommer.

Vi blev mødt med underlige argumenter for, hvorfor der ikke kan forekomme aldersdiskrimination, og hvorfor man ikke ønsker at give den samme beskyttelse som andre grupper i dette samfund.

Tirsdag den 23. januar 1996 på Roskilde Højskole vedstod arbejdsminister Jytte Andersen, at der på såvel det private som på det offentlige arbejdsmarked forekommer aldersdiskrimination. Arbejdsministeren ønskede ikke at lovgive mod aldersdiskrimination, fordi det efter hendes opfattelse ikke nytter noget - underforstået at der alligevel ville blive diskrimineret på grund af alder uanset lovbestemmelse.

Vi finder dette argument interessant, fordi man så også kunne sige, at man ikke behøver forbudsbestemmelser mod diskriminering af køn eller race, for det nytter alligevel ikke noget.

Vi er enige med arbejdsministeren i, at en forbudsbestemmelse ikke er nok til at løse aldersdiskriminationsproblemet, men vi mener, at den kan være med til at ændre holdning mht. at diskriminere mennesker på grund af alder.

I følge rektor Lars Adam Rehoff var der aldrig sket noget på ligestillingsområdet på arbejdsmarkedet, hvis ikke der fandtes forbudsbestemmelser mod kønsdiskriminering, og vi mener, at det samme gør sig gældende vedrørende enhver form for anden diskriminering.

Ved samme møde på Roskilde Højskole gav Roskildes borgmester udtryk for, at »ældre« arbejdsløse via puljejob (den nye form for aktivering) kunne bevise, at de var gode nok til det ordinære arbejdsmarked! Hvis en sådan udtalelse var faldet over f.eks. en gruppe indvandrere eller flygtninge eller var rettet mod et bestemt køn, så ville man med rette med det samme have råbt op om racisme og kønsdiskriminering.

Vi mener, at man ved hjælp af lovgivning tilkendegiver den holdning om, at det er lige så uacceptabelt at blive aldersdiskrimineret, som der er ved enhver anden form for diskriminering i vores samfund. Derfor anmoder vi om, at Enhedslisten sammen med andre partier tager aldersdiskrimination lige så alvorligt, som man gør det, når det gælder diskriminering på grund af race, køn eller seksuel orientering.

Med venlig hilsen

på politikudviklings vegne

PS: Der er sendt enslydende skrivelse til samtlige af folketingets partier, samt kopier af vores korrespondance med arbejdsminister Jytte Andersen.

Tillægsbetænknkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet stemmer dog for det stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) har den grundholdning, at enhver på arbejdsmarkedet skal bedømmes på egne kvalifikationer, og at alle barrierer for beskæftigelse af den bedst kvalificerede arbejdskraft skal fjernes.

Venstre og Det Konservative Folkeparti mener imidlertid, at det bedst sker gennem holdningsbearbejdelse og ikke via detaillovgivning. En sådan lovgivning risikerer i praksis at resultere i voldsomme afgrænsningsproblemer og en lang række konkrete tvivlstilfælde, der snarere vil modvirke end fremme lovens almene sigte.

I øvrigt mener Venstre og Det Konservative Folkeparti, at de i § 1 nævnte årsager til forskelsbehandling ikke er udtryk for en komplet liste over potentielle diskriminationsårsager på arbejdsmarkedet. Mindretallet ønsker derfor, at foreningsmedlemskab medtages som et ulovligt kriterium for forskelsbehandling. Denne form for forskelsbehandling, hvor personer på grund af manglende medlemskab af en bestemt fagforening, der har indgået eksklusivaftale med arbejdsgiveren, forhindres i at opnå ansættelse, er den mest veldokumenterede form for forskelsbehandling på det danske arbejdsmarked. Skal der lovgives mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, bør forskelsbehandling på grundlag for foreningsmæssigt medlemskab derfor medtages.

Ændringsforslag

Til § 1Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (FP)

1) I stk. 1 indsættes efter »politisk anskuelse,» ordet: »foreningsmedlemskab,».

Bemærkninger

Til nr. 1 Ændringsforslaget indebærer, at forbudet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet udvides til også at omfatte foreningsmedlemskab.

Børge Bakholt (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Peter Duetoft (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Bendt Bendtsen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Nogle af disse spørgsmål og arbejdsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Den Kristelige Fagbevægelse,

Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination og

HK/Danmark.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal indenfor flertallet (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) finder, at det er på tide, at Danmark overholder de internationale konventioner om forbud mod racediskrimination på arbejdsmarkedet, som Danmark allerede har ratificeret. Det er imidlertid mindretallets opfattelse, at lovforslaget ikke kan stå alene. Der kræves en massiv opbakning fra fagbevægelsen både med hensyn til at rejse sager om overtrædelse af loven og med hensyn til at deltage aktivt i den holdningsændring, der er nødvendig for at opnå, at mennesker, der tilhører minoritetsgrupper, anerkendes som ligeværdige mennesker, der også har ret til at få en plads på arbejdsmarkedet. Der er mangler i lovforslaget, f.eks. er det et problem, at man som diskrimineret er henvist til at rejse sag ved domstolene. Mindretallet har derfor lagt vægt på, at Arbejdsministeriet som en naturlig del af ministeriets arbejde vil komme med vejledende udtalelser om lovens fortolkning. Mindretallet skal imidlertidig også opfordre arbejdsmarkedets parter til snarest at indgå aftaler til udfyldning af loven, således at det fagretlige system kan udnyttes. Mindretallet har som bilag til betænkningen fået optrykt en lang række besvarelser på spørgsmål, som kan belyse konsekvensen af lovforslaget.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet agter at stille ændringsforslag mellem 2. og 3. behandling. Mindretallet ønsker derfor lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Børge Bakholt (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Lisbeth Arbøl (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Bendt Bendtsen (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP) Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTL 181

Betænkning over Forslag til lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Nr L 181 1995-96, 1. samling

Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19960424