1995 BTL 153 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RÅSTOFFER NR L 153 1995-96, 1. SAMLING

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 1

Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 22. januar 1996 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, jf. bilag 1.

Svar

Jeg har forelagt henvendelsen fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Lovforslag nr. L 153 tager udgangspunkt i tilkendegivelserne fra flertallet i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, som i betænkningen af 12. december 1991 over forslaget til naturbeskyttelsesloven bl.a. udtalte, at der skulle ske en stramning af mulighederne for at foretage råstofindvinding på havbunden. I den forbindelse skulle EF-fuglebeskyttelsesområder friholdes for nye råstofindvindinger, og den igangværende råstofindvinding i disse områder skulle i løbet af en kortere årrække færdiggøres. For lavvandede områder i øvrigt, det ville sige områder med lavere vanddybde end 6 meter, fandt flertallet det afgørende, at der ved administrationen af råstofloven lægges stor vægt på at skåne de naturmæssige værdier i disse områder. Flertallet i udvalget lagde endelig vægt vægt på, at det arbejde, som Skov- og Naturstyrelsen - i samarbejde med brancheorganisationerne - havde igangsat for at tilvejebringe et materiale til udlægning af konkret fastlagte råstofindvindingsområder, blev afsluttet snarest muligt, og at råstofindvindingsområder som hovedregel ikke udpeges i de lavvandede områder.

Lovforslaget er bl.a. resultat af grundige drøftelser med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, hvorunder foreningen er imødekommet på en række væsentlige punkter. Skov- og Naturstyrelsen finder det derfor vanskeligt at forstå tilkendegivelsen i henvendelsen fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere om, at »foreningens synspunkter er kun i begrænset omfang blevet hørt«.

Skov- og Naturstyrelsen vil i det følgende kort redegøre for resultatet af forhandlingerne mellem branchen og styrelsen om nogle af de væsentligste af de af branchen rejste spørgsmål. Styrelsen vil herefter knytte kommentarer til de af branchen rejste 5 punkter i henvendelsen af 22. januar 1996 til folketingsudvalget.

Foreningen har lagt stor vægt på, at det nuværende § 19-tilladelsessystem opretholdes, og at disse skibstilladelser fortsat gives efter råstoflovens § 19.

Foreningen er imødekommet, idet der fortsat kræves en tilladelse efter råstoflovens § 19 til indvindingsfartøjet. Indholdet af § 19-tilladelserne er dog samtidig ændret således, at udnyttelsen af tilladelsen fremover - bortset fra under overgangsordningen - forudsætter en »overbygning« i form af en tilladelse efter lovforslagets § 20 til indvinding i geografisk afgrænsede områder, der forud er miljøvurderet.

Foreningen har desuden lagt vægt på, at den eksisterende administrationspraksis for meddelelse af tilladelser efter § 19 fortsættes.

Også på dette punkt er foreningen imødekommet. Af lovforslagets bemærkninger til § 19 fremgår det således, at § 19-tilladelsesordningen fortsat vil blive administreret således, at der herved »sættes et loft« over den samlede lastekapacitet, der kan anvendes til den daglige råstofforsyning. Nye tilladelser til anvendelse ved den løbende danske råstofforsyning vil herefter kun blive meddelt i det omfang, der - ud fra en overordnet miljø- og forsyningsmæssig vurdering - er behov for at udvide indvindingskapaciteten. Den samlede lastekapacitet i den danske ral- og sandsugerbranche er i dag ca. 25.000 m3, fordelt på ca. 50 indvindingsfartøjer.

Også den hidtidige praksis, hvor Skov- og Naturstyrelsen som helt overvejende hovedregel ikke har tilladt indvindingsfartøjer med en større lastekapacitet end 2.000 m3 til anvendelse ved indvinding af råstoffer til den daglige råstofforsyning, forudsættes - i overensstemmelse med foreningens ønske - fortsat.

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere har under forhandlingerne efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse accepteret principperne i det nye tilladelsessystem, dvs. at indvindingen for fremtiden skal ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder.

Foreningen har imidlertid lagt stor vægt på, at der bliver etableret en rummelig overgangsordning, der giver de indvindere, der i dag har tilladelse til indvinding efter den nuværende lovs § 19, en automatisk ret til fortsat indvinding i de hidtil anvendte indvindingsområder.

Branchen er også på dette punkt imødekommet, idet lovforslagets overgangsordning giver alle indvindere med en gældende indvindingstilladelse ret til »automatisk« - dvs. uden indhentning af en konkret tilladelse - ved lovforslagets ikrafttræden at indvinde råstoffer i de overgangsområder, som i samarbejde med bl.a. branchen ved en særlig bekendtgørelse bliver udlagt inden 1. januar 1997 med udgangspunkt i de eksisterende indvindingsområder. Overgangsordningen løber over 10 år, hvilket svarer til det opsigelsesvarsel, som indehavere af § 19-tilladelser har i henhold til den gældende råstoflov. Branchen får hermed god tid til at omstille sig til det nye tilladelsessystem.

Foreningen har endelig ønsket, at afgørelser efter den ændrede lov kan påklages til et uafhængigt klagenævn.

Foreningen er her delvis imødekommet ved indsættelsen af Naturklagenævnet som klageinstans i forhold til råstofindvindingen på havet. Foreningens ønske om, at der i klagenævnet skal være repræsentation af erhvervsinteresser, er dog ikke herved imødekommet, da der ikke i Naturklagenævnet er repræsentation af erhvervsinteresser. Naturklagenævnet består - ud over en formand, der er jurist - af repræsentanter, der er udpeget af de partier, der er repræsenteret i Finansudvalget samt af 2 højesteretsdommere.

Naturklagenævnet er i forvejen klageinstans i sager vedrørende råstofindvinding på land og i øvrigt også på bl.a. naturbeskyttelseslovens område. På grund af sagernes indbyrdes sammenhæng er det derfor fundet mest hensigtsmæssigt også at indsætte Naturklagenævnet som klageinstans i sager vedrørende indvinding på havet.

I relation til de enkelte punkter, som foreningen særligt fremhæver i henvendelsen af 22. januar 1996, kan oplyses følgende

Ad 1

Det er korrekt, at der efter den gældende råstoflov er mulighed for at gennemføre miljømæssige reguleringer.

Det er således - efter den gældende lovs § 21 - muligt helt at lukke et havområde for indvinding. Denne hjemmel er ved bekendtgørelse nr. 984 af 5. december 1994 anvendt til at gennemføre en afviklingsordning for indvinding i EF-fuglebeskyttelsesområderne.

Det er endvidere muligt - efter lovens § 22 - at udstede en tilladelse på miljømæssigt betingede vilkår til indvinding inden for dele af et havområde, der er lukket for indvinding efter lovens § 21. Denne mulighed er blevet brugt ved reguleringen af indvindingerne til de faste forbindelser over Storebælt og Øresund.

Det grundlæggende tilladelsesprincip for indvinding af råstoffer på havet i dag er imidlertid stadig, at indehavere af fartøjer med en generel indvindingstilladelse efter råstoflovens § 19 frit kan indvinde overalt på havområdet, hvor der ikke er foretaget særlige begrænsninger. Kun ved meget store indvindinger til opfyldnings- eller kystfodringsopgaver skal der meddeles en speciel tilladelse, jf. bekendtgørelse nr. 168 af 12. marts 1990.

Indvindingen kan således i dag stadig gennemføres på langt størstedelen af det danske havområde, uden at der gennemføres en miljøvurdering, før indvinding foretages.

Med det foreliggende lovforslag lægges op til, at princippet om indvinding i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder udtrækkes til at gælde al indvinding på hele det danske havområde.

Ad 2

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere mener, at lovforslaget lægger op til en for snæver overgangsordning, der krænker branchens rettigheder. Branchen ønsker at kunne indvinde frit i de eksisterende indvindingsområder, indtil ressourcerne her er opbrugte. Skov- og Naturstyrelsen har forstået dette synspunkt således, at branchen er af den opfattelse, at indvindingen i »overgangsområderne« skal kunne fortsætte ud over 10 år, uden at branchen er forpligtet til at gennemføre miljømæssige undersøgelser i områderne, og uden at der fra 1. januar 2007 skal meddeles »områdetilladelse« efter lovforslagets § 20.

Overgangsordningen vil blive udformet med respekt af de rettigheder, som indehavere af § 19-tilladelser har i dag. Det fremgår også af bemærkningerne til lovforslagets § 22. Når overgangsordningen er fastsat til 10 år, skyldes det netop, at de 10 år svarer til den opsigelsesfrist, der er fastsat i § 24 i den nuværende råstoflov.

Efter de 10 år har branchens rettigheder ændret sig. Vedtagelsen af det nye tilladelsessystem - med en områdetilladelse »oven på« § 19-tilladelserne - får således reelt virkning som en formel opsigelse pr. 1. januar 1997 af de nuværende indvindingstilladelser med det 10-årige varsel, som råstofloven kræver.

Det kan i øvrigt bemærkes, at det ved indsættelsen af det 10-årige opsigelsesvarsel i råstofloven af 1977 udtrykkeligt blev fremhævet, at der uanset dette opsigelsesvarsel til enhver tid - med henblik på at opfylde lovens formålsparagraf - kunne gribes ind i allerede meddelte tilladelser og foretages begrænsninger eller standsning af indvindingen i bestemte havområder. Bestemmelserne herom er videreført i den gældende råstoflov.

Branchen har således efter de gældende bestemmelser intet krav på uhindret - og så længe ressourcer rækker - at kunne foretage indvinding i de områder, som branchen har »tilvejebragt for den danske råstofforsyning«.

I lovforslaget er muligheden for at gribe ind i allerede meddelte tilladeler i øvrigt bibeholdt, idet forslagets § 24, stk. 5, giver miljø- og energiministeren mulighed for til enhver tid at begrænse eller tilbagekalde en områdetilladelse efter forslagets § 20.

Ad 3, 4 og 5

Når foreningen ønsker samme »smidige og hurtige tilladelsesprocedurer« ved mindre indvindinger som under den gældende råstoflov, må det efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse nok forstås således, at indvindinger af mindre end 1 mio. m3 sand til opfyldnings- og kystfodringsopgaver fortsat skal kunne ske uden konkret tilladelse, men alene med en anmeldelsesordning for indvindinger (på mere end 250.000 m3). Sådanne regler gælder i dag, jf. bekendtgørelse nr. 168 af 12. marts 1990.

Foreningen har også under forhandlinger med Skov- og Naturstyrelsen fremsat ønske om, at der også fremtidigt skal være situationer, hvor konkret tilladelse til indvinding ikke kræves.

Dette ønske er imidlertid ikke imødekommet i det foreliggende lovforslag.

Lovforslaget forudsætter, at der altid vil være behov for forud for indvindinger konkret at vurdere, om indvindingen er i konflikt med øvrige væsentlige interesser, f.eks. biologiske interesser, fiskeriinteresser og arkæologiske interesser.

Der vil med det nye tilladelsessystem blive søgt etableret en så smidig sagsbehandling som muligt.

Branchen har endvidere mulighed for i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen allerede nu, sideløbende med udpegningen af og indvindingen i de særlige »overgangsområder«, at påbegynde arbejdet med udpegning af nye områder, hvor tilladelse til indvinding efter lovforslagets § 20 kan meddeles. Dette har Skov- og Naturstyrelsen løbende tilkendegivet under forhandlingerne med branchen, og det er styrelsens opfattelse, at branchen har vist stor interesse herfor.

I relation til foreningens bemærkninger om øgede omkostninger kan det oplyses, at den foreslåede overgangsordning netop indebærer, at ral- og sandsugerbranchen uden speciel »områdetilladelse« kan fortsætte indvindingen i »overgangsområderne« i op til 10 år uden først at skulle bekoste miljøundersøgelser m.v.

Det er korrekt, at lovforslaget pålægger ral- og sandindvindingserhvervet øgede omkostninger til forudgående miljøvurderinger og ny miljøvenlig produktionsteknologi. Hermed er lovforslaget efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse på linje med, hvad der gælder for erhvervslivet i øvrigt.'

Afslutningsvis skal jeg knytte følgende mere generelle betragtninger til henvendelsen fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere

Det foreliggende forslag til ændring af råstofloven er udtryk for en rimelig og fornuftig balance mellem benyttelsen og beskyttelsen. Miljøet skal beskyttes, samtidig med at det skal være muligt at opretholde indvindingen og råstofforsyningen fra havet, som i dag udgør ca. 1/5 af den danske råstofforsyning.

Indvindingsbranchen, der hidtil har kunnet indvinde næsten helt frit på det danske havområde, opfatter tilsyneladende lovforslaget som en urimelig indskrænkning af de hidtidige muligheder.

Jeg finder imidlertid ikke, at opretholdelse af den frie indvindingsret er i overensstemmelse med den beskyttelse af det danske havmiljø, som såvel Folketinget som skiftende regeringer igennem en årrække har arbejdet for.

Efter min opfattelse er lovforslagets overgangsordning imidlertid udtryk for den nødvendige hensyntagen til branchen, som herved gives 10 år til at indrette sig på det nye system.

Spørgsmål 2

Ministeren anmodes om at kommentere materialet, som udvalget har modtaget fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere i forbindelse med foreningens foretræde for udvalget den 31. januar 1996, jf. bilag 4.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere oplyser som udgangspunkt, at foreningen accepterer principperne i det nye tilladelsessystem og de allerede foretagne indskrænkninger i indvindingsmulighederne.

Foreningen har herudover en række væsentlige reservationer over for lovforslagets indhold, som også lå bag spørgsmål 1 (L 153 - bilag 3).

Der kan således primært henvises til besvarelsen af spørgsmål 1.

I øvrigt berører materialet en række problemstillinger, som udvalget også har stillet specielle spørgsmål om. Det drejer sig om spørgsmål 7 (L 153 - bilag 8) om opsigelsesvarsel, spørgsmål 13 (L 153 - bilag 8) om indvinding til enkeltstående anlægsopgaver, spørgsmål 15 (L 153 - bilag 8) om elektronisk kontroludstyr og spørgsmål 16 (L 153 - bilag 8) om indvinding i områder med lavere vanddybde end 6 meter. Der henvises til besvarelsen af disse spørgsmål.«

Spørgsmål 6

Ministeren bedes oplyse, hvorledes lovforslaget sikrer, at den danske ral- og sandindvindingsbranches rettigheder i henhold til den gældende råstoflov ikke krænkes på en grundlovsstridig måde.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Den overgangsordning, der følger af lovforslagets § 3, stk. 6, er netop indsat af hensyn til de rettigheder, der er knyttet til de gældende § 19-tilladelser.

Overgangsordningen løber over 10 år, hvilket svarer til den opsigelsesfrist, der er fastsat for sådanne tilladelser i den nuværende råstoflov. Vedtagelsen af det nye tilladelsessystem får således en virkning, som svarer til en formel opsigelse af de nuværende indvindingstilladelser med det 10-årige varsel, som råstofloven kræver.

Den frie indvindingsret, der følger af de nugældende tilladelser, bliver med overgangsordningen knyttet til de udlagte overgangsområder. Det vil ved udlægningen af overgangsområderne - og ved administrationen af indvindingen i disse - blive sikret, at ral- og sandsugerbranchen ikke krænkes på grundlovsstridig måde.

Efter udløbet af den 10-årige overgangsperiode er indehaverne af de gældende § 19-tilladelser fuldt ud omfattet af det nye tilladelsessystem.«

Spørgsmål 10

Ministeren bedes forklare, hvorvidt den i § 23 omtalte »VVM-procedure« vil indeholde vilkår, der er mere vidtgående end krævet i henhold til EF-direktiv 85/337/EØF.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Ved ændringen af råstofloven i 1995 (lov nr. 212 af 29. marts 1995) blev det fastsat, at tilladelse til indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kun må meddeles på baggrund af en VVM-procedure. Der blev samtidig givet miljø- og energiministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, hvilke indvindinger der er omfattet af en VVM-procedure, samt regler om underretning og høring af offentligheden, myndigheder og organisationer.

Bestemmelserrne om VVM-procedure i den gældende råstoflovs § 22 a foreslås videreført i § 23 i det foreliggende lovforslag.

Skov- og Naturstyrelsen har med baggrund i 1995-loven udarbejdet et udkast til bekendtgørelse, som har været udsendt i høring hos bl.a. ministerier, styrelser m.v., kommunale organisationer, råstofbranchen og interesse- og naturorganisationer. Forslaget har endvidere været forhandlet med Trafikministeriet og Danmarks Naturfredningsforening.

Bekendtgørelsen forudsættes at træde i kraft samtidig med nærværende lovforslag den 1. januar 1997.

VVM-proceduren er en ganske særlig miljøvurderingsprocedure, hvor der som følge af bestemmelserne i EF's VVM-direktiv skal udarbejdes en »VVM-redegørelse« og gennemføres en offentlighedsfase.

EF's VVM-direktiv skelner mellem projekter, hvor gennemførelse af en VVM-procedure er obligatorisk (bilag I), og projekter, der omfattes af en VVM-procedure i det omfang, at miljøpåvirkningerne skønnes at være betydelige (bilag II). Det enkelte land opstiller selv kriterier og grænseværdier som grundlag for dette skøn.

Råstofindvinding på havbunden er omfattet af bilag II.

Det er således op til det enkelte medlemsland at foretage det nærmere skøn over, hvilke råstofindvindinger på havbunden der nødvendiggør en VVM-procedure.

I den kommende VVM-bekendtgørelse vil der alene blive fastsat krav om VVM-procedure ved indvindinger, der skønnes at ville kunne have betydelige miljøpåvirkninger. Endvidere vil kravene til indholdet af VVM-redegørelsen ligge tæt op ad de mindstekrav, der følger af direktivet.

Der vil således ikke i Danmark blive udstedt regler om VVM-procedure, der er mere vidtgående end krævet i direktivet.

I VVM-bekendtgørelsen vil der bl.a. blive stillet krav om gennemførelse af VVM-procedure ved ansøgninger om råstofindvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsarområder og EF-habitatområder og ved ansøgninger om tilladelse til meget store indvindinger (mere end 1 mio. m3 pr. år eller 5 mio. m3 i alt).

I henhold til § 20 i lovforslaget skal der altid foretages en miljøvurdering, før der kan meddeles tilladelse til indvinding i et nærmere geografisk afgrænset område.

Disse miljømæssige vurderinger må ikke forveksles med en VVM-procedure.'

Spørgsmål 15

Ministeren bedes forklare, hvorfor han har fundet det nødvendigt i lovforslaget at fastsætte regler om, at indvindingsmaterialet skal være udstyret med elektronisk kontroludstyr, der indebærer en konstant overvågning af indvindingsvirksomhederne og skibsbesætningerne, jf. § 24, stk. 3. Ministeren bedes herunder oplyse, om reglen er begrundet i krænkelser af tilladelser under den gældende råstoflov.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Gennemførelsen af det nye tilladelsessystem på havet med udlægning af formentlig over 100 geografisk afgrænsede indvindingsområder med miljømæssigt betingede vilkår stiller øgede krav til tilsynet.

Der er derfor i lovforslaget indsat mulighed for, at miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om, at indvindingsfartøjer skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Elektronisk kontroludstyr har desuden siden 1. januar 1993 været påkrævet i alle råstofindvindingsfartøjer i England. Systemet er også under indførelse i Holland.

Dette udstyr giver den mest effektive efterfølgende kontrol. Der er således ikke tale om, at der gennemføres en »konstant overvågning af indvindingsvirksomhederne og skibsbesætningerne«.

Elektronisk kontroludstyr kan i øvrigt også anvendes af indvindingsbranchen til at tilbagevise uberettigede påstande om indvinding i ikke-tilladte havområder.

Baggrunden for forslaget om muligheden for at fastsætte krav om elektronisk kontroludstyr er ikke krænkelse af den gældende råstoflov, men derimod et behov for en løbende modernisering og fremtidssikring.

Fastsættelse af regler om anvendelse af elektronisk kontroludstyr vil først ske efter forhandling med ral- og sandsugerbranchen, jf. bemærkningerne til lovforslaget.

I relation til omkostningerne ved udstyret kan det - bl.a. på baggrund af erfaringerne fra England og Holland - skønnes, at der er tale om anskaffelsesomkostninger i størrelsesordenen 50.000 kr. pr. fartøj.

Det anslåede beløb på 50.000 kr. i anskaffelse vil være mest realistisk for ældre fartøjer med et forældet og relativt upræcist navigationsudstyr. Her bør et præcist navigationsudstyr dog under alle omstændigheder installeres - ikke kun med henblik på myndighedernes tilsyn og kontrol - men som en forudsætning for overhovedet at kunne foretage indvinding i geografisk afgrænsede indvindingsområder.'

Spørgsmål 17

Ministeren bedes oplyse, om det i forbindelse med, at der i § 20, stk. 2, indføres hjemmel til, at alle ansøgere - og ikke blot indvindere - kan tildeles tilladelse til indvinding, har været vurderet, om dette giver risiko for, at indvindingsrettighederne koncentreres hos store kapitalinteresser frem for hos en lang række mindre indvindingsvirksomheder.

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Ændringen i forhold til den gældende formulering i lovens § 22, stk. 2, er foretaget for - i overensstemmelse med praksis - at præcisere, at en områdetilladelse kan gives til ansøgere og ikke alene til indvindere. Der er således f.eks. udstedt områdetilladelser efter § 22 til Storebæltsforbindelsen, Øresundskonsortiet og Kystinspektoratet.

Skov- og Naturstyrelsen mener ikke, at denne præcisering vil give anledning til en ændring af strukturen i ral- og sandsugerbranchen.

Det understreges i øvrigt i bemærkningerne til lovforslagets § 19, at § 19-tilladelsesordningen for indvindingsfartøjer fortsat vil blive administreret efter hidtidig praksis. Der vil således kun blive meddelt nye fartøjstilladelser, såfremt der ud fra en overordnet vurdering er mulighed eller behov for at udvide indvindingskapaciteten.

Skov- og Naturstyrelsen finder derfor, at muligheden for, at indvindingsrettighederne koncentreres hos store kapitalinteresser frem for hos en lang række mindre indvindingsvirksomheder alene vil være til stede, såfremt indehavere af § 19-tilladelser afhænder deres fartøjer på en måde, der fremmer en sådan koncentration.«

Spørgsmål 21

Udvalget udbeder sig Justitsministeriets kommentar til lovforslaget; særligt ønskes en vurdering af, om der er elementer af ekspropriation i det foreliggende lovforslag.

Svar

Spørgsmålet har været forelagt for Justitsministeriet, der ved brev af 6. marts 1996 har henholdt sig til sit notat af 10. januar 1996, »Notat om visse ekspropriationsretlige spørgsmål i forbindelse med en påtænkt ændring af råstofloven«.

Justitsministeriets brev af 6. marts 1996 og notat af 10. januar 1996 vedlægges.

Opmærksomhed henledes samtidig på, at lovbemærkningerne til det endeligt fremsatte lovforslag på enkelte mindre punkter er ændret i forhold til det udkast til lovforslag, som lå til grund for Justitsministeriets vurdering. Disse mindre ændringer er imidlertid uden betydning for Skov- og Naturstyrelsens kommende administration af lovforslagets bestemmelser. Administrationen af disse vil ske i fuld overensstemmelse med de synspunkter, der er anført i Justitsministeriets notat.

Justitsministeriet Den 6. marts 1996

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Miljø- og Energiministeriet

Skov- og Naturstyrelsen

Haraldsgade 53

2100 København Ø.

Ved skrivelse af 29. februar 1996 (j.nr. SN 1996-701-0003) har Skov- og Naturstyrelsen anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs spørgsmål nr. 21 af 19. februar 1996 (L 153 - bilag 11).

Spørgsmålet, der vedrører Miljø- og Energiministeriets lovforslag nr. L 153 om ændring af lov om råstoffer, lyder således

»Udvalget udbeder sig Justitsministeriets kommentar til lovforslaget; særligt ønskes en vurdering af, om der er elementer af ekspropriation i det foreliggende lovforslag.«

I den anledning skal man meddele, at Justitsministeriet kan henholde sig til sit notat af 10. januar 1996 om visse ekspropriationsretlige spørgsmål i forbindelse med en påtænkt ændring af lov om råstoffer. Notatet er sendt til Skov- og Naturstyrelsen ved Justitsministeriets skrivelse af 18. januar 1996.

Bjørn Westh

/ Torsten Hesselbjerg

Justitsministeriet Den 10. januar 1996

Lovafdelingen

Notat

om

visse ekspropriationsretlige spørgsmål i forbindelse med en påtænkt ændring af lov om råstoffer

1. Indledning

Ved skrivelse af 17. oktober 1995 har Skov- og Naturstyrelsen anmodet Justitsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt et udkast til ændring af råstofloven, som styrelsen har udarbejdet, giver anledning til ekspropriationsretlige overvejelser. Baggrunden herfor er, at lovudkastet giver mulighed for visse indskrænkninger i adgangen til at udnytte de tilladeler til efterforskning og indvinding af råstoffer, der er udstedt med hjemmel i den gældende råstoflovs § 19, den tidligere råstoflovs § 15, og § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om kontinentalsoklen.

Under pkt. 2 omtales retsgrundlaget for de tilladelser, som Skov- og Naturstyrelsens lovudkast berører. Under pkt. 3 omtales lovudkastets indhold.

Notatets pkt. 4 indeholder en kort generel gennemgang af bestemmelsen i grundlovens § 73. Jutitsministeriets overvejelser om den foreliggende sags spørgsmål er gengivet under pkt. 5.

Notatets indhold sammenfattes under pkt. 6.

2. Retsgrundlaget for de gældende tilladelser

2.1. Den gældende råstoflov

Bestemmelserne i kap. 4 i den gældende lov om råstoffer (lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992) regulerer adgangen til udnyttelse af råstofforekomster på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Kapitlet indeholder bl.a. følgende bestemmelser

»§ 19. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen må kun ske efter tilladelse fra miljøministeren.

Stk. 2. En tilladelse kan gives på nærmere angivne vilkår og for en tidsbegrænset periode til indvinding på hele havbundsområdet eller på en begrænset del heraf.

§ 17. Miljøministeren kan til enhver tid med henblik på varetagelsen af de i § 2 nævnte formål fastsætte begrænsninger i arten og mængden af de materialer, der må indvindes i henhold til en tilladelse efter § 15.

§ 18. I bestemte områder kan miljøministeren begrænse eller standse indvindingen samt fastsætte generelle eller stedlige dybdegrænser.«

De tilladelser, der er udstedt med hjemmel i den citerede bestemmelse i § 15, stk. 1, er opretholdt ved bestemmelsen i § 50, jf. § 48, stk. 2, i den gældende råstoflov, jf. Erik Aksig m.fl., Råstofloven (2. udg., 1992), side 172 f.

2.3. Loven om kontinentalsoklen

Som anført under pkt. 1 giver Skov- og Naturstyrelsens lovudkast ikke alene mulighed for ændringer i adgangen til at udnytte tilladelser, der er udstedt med hjemmel i den gældende og den tidligere råstoflov, men også tilladelser, der er udstedt med hjemmel i § 2 i lov om kontinentalsoklen (lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979 med senere ændringer). Justitsministeriet har forstået, at overgangsbestemmelserne i lovudkastets § 3, stk. 5 og 6, alene tager sigte på tilladelser, der er udstedt med hjemmel i lovens § 2, stk. 1, 2. pkt. Denne bestemmelse (som affattet ved § 46, nr. 1, i den gældende råstoflov) har følgende ordlyd

»Miljøministeren kan tillade indvinding af de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om råstoffer.«

De indvindingstilladelser, der er udstedt med hjemmel i den tidligere bestemmelse i § 2, stk. 1, 2. pkt., i loven om kontinentalsoklen, er opretholdt ved § 50, jf. § 46, nr. 2, i den gældende råstoflov, jf. Erik Aksig m.fl., a.st. Også disse tilladelser kan alene tilbagekaldes med 10 års varsel, jf. den tidligere bestemmelse i lovens § 2, stk. 5.

3. Skov- og Naturstyrelsens lovudkast

3.1. De materielle bestemmelser

Skov- og Naturstyrelsens lovudkast indeholder bl.a. følgende bestemmelser

»Godkendelse af indvindingsmateriel § 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.

. . . . .

Tilladelser og udlæg af indvindingsområder § 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvist at afholde udgifterne hertil.

. . . . .

§ 19-tilladelserne kan - af hensyn til de meget store investeringer, der skal til for at bygge nye skibe eller ombygge ældre - kun opsiges med 10 års varsel.

. . . . .

Samtlige stenfiskeritilladelser blev i 1989 af miljømæssige årsager opsagt med det lovpligtige 10-årige varsel. Tilladelserne til ral- og sandsugning er ikke opsagt.«

I de almindelige bemærkninger til styrelsens lovudkast (december 1995) hedder det om de gældende regler bl.a. følgende (side 9)

»Indvindingen af råstoffer på havet må i dag kun ske med fartøjer, der har en generel tilladelse i henhold til råstoflovens § 19. En § 19-tilladelse udstedes til ejeren, gældende til et bestemt navngivet fartøj, og kan opsiges med 10 års varsel. Tilladelserne kan også være udstedt på grundlag af et charterforhold.

Tanken med dette tilladelsessystem har bl.a. været at tilgodese de overordnede miljømæssige hensyn gennem at fastsætte en samlet maksimal lastekapacitet fordelt på tilladelser til et vist antal indvindingsfartøjer.

Med en § 19-tilladelse kan fartøjet frit indvinde overalt på havområdet, medmindre der er foretaget særlige begrænsninger eller nedlagt forbud. Der er eksempelvis fastsat regler for, hvor tæt ved kysterne, sømærker og fiskeredskaber indvinding må finde sted, og bl.a. nedlagt forbud mod indvinding i særligt biologisk værdifulde områder og ved fredede skibsvrag.

I den administrative praksis er det bl.a. accepteret, at et fartøj med generel sugetilladelse kan handles, og at en ny ejer også kan få overført sugetilladelsen, såfremt sælger i forbindelse med handelen afgiver sin sugetilladelse.«

2.2. Den tidligere råstoflov

Bestemmelsen i § 15, stk. 1, i den tidligere råstoflov (lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989) havde følgende ordlyd

»§ 15. Forkomster på søterritoriet eller en nærmere afgrænset del heraf kan kun indvindes og udforskes efter tilladelse fra miljøministeren.«

Loven indeholdt i §§ 16-18 følgende bestemmelser

»§ 16. En tilladelse til indvinding efter § 15 kan tilbagekaldes af miljøministeren. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år.

§ 20. Miljøministeren kan til enhver tid med henblik på varetagelsen af de i loven nævnte formål fastsætte begrænsninger i arten og mængden af de råstoffer, der må indvindes i henhold til en tilladelse efter § 19.

§ 21. Miljøministeren kan i særligt afgrænsede områder begrænse eller standse en indvinding samt fastsætte generelle eller stedlige dybdegrænser.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at indvinding ikke må ske i særlige naturtyper. Reglerne kan omfatte hele havbunden eller nærmere afgrænsede dele af denne.

§ 22. Miljøministeren kan give tilladelse til indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og til indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen i et område som nævnt i § 21, stk. 1.

Stk. 2. En tilladelse gives til en eller flere indvindere i et afgrænset område og for en periode på indtil 10 år.

. . . . .

§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i disse områder.

. . . . .

Bortfald, tilbagekaldelse eller ændring af tilladelser § 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller hvis den ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.

. . . . .

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.«

I lovudkastets almindelige bemærkninger hedder det om den skitserede ordning bl.a. følgende (side 10)

»Kernen i det foreslåede nye tilladelsessystem for indvindingen på havet er, at indvindingen fra 1. januar 1997 kun skal kunne ske på baggrund af en konkret meddelt tilladelse til indvinding i et geografisk afgrænset område, hvor der forud er gennemført en miljømæssig konsekvensvurdering. Denne vurdering vil gøre det muligt, at der stilles de miljømæssigt nødvendige vilkår for indvindingen.

. . . . .

Udgangspunktet for indvinding på havet bliver således, at al indvinding er forbudt, indtil der er meddelt en konkret tilladelse til indvinding i et nærmere afgrænset område.«

3.2. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Efter lovudkastets § 3, stk. 1, skal loven træde i kraft den 1. januar 1997. Udkastet indeholder i § 3, stk. 4-6, følgende overgangsbestemmelser

»Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5. Overtrædelse af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, og efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, samt § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning og indvinding af råstoffer efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6. Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 1-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, finder også anvendelse for de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den hidtidige lovgivning.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan indvindingsmateriel med tilladelser efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, og efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, samt § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden tilladelse efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, foretage indvinding inden for de eksisterende indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § (22), som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6.«

I de almindelige bemærkninger til lovudkastet hedder det bl.a. følgende (side 11)

»Overgangsordning

På grund af den store betydning, som indvindingen af sand, grus og ral på havet har for den danske råstofforsyning - og af hensyn til ral- og sandsugerbranchens uafbrudte virksomhed - er det af afgørende betydning, at overgangen til det nye tilladelsessystem pr. 1. januar 1997 foregår så smidigt som muligt. Der er derfor foreslået gennemført en overgangsordning.

Overgangsordningen indebærer, at alle indvindere med tilladelse efter den gældende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning) automatisk - og uden indhentning af en konkret tilladelse - på nærmere fastsatte vilkår og for en nærmere fastsat årrække får ret til at indvinde råstoffer inden for hovedparten af de hidtil anvendte indvindingsområder. Disse vil pr. 1. januar 1997 og efter gennemførelse af en miljømæssig vurdering være udlagt af miljø- og energiministeren i en bekendtgørelse, der får gyldighed til den 31. december 2006.

En lignende overgangsordning indføres for stenfiskerne, dog med den forskel, at overgangsordningen ophører pr. 1. juli 1999, hvor stenfiskernes opsagte § 19-tilladelser udløber.«

Overgangsordningen er endvidere omtalt i lovudkastets bemærkninger til bestemmelsen i § 22. Det hedder bl.a. følgende

»Muligheden for at udlægge indvindingsområder i en bekendtgørelse efter forslagets § 22 vil - i første omgang - blive anvendt til udlægning af de eksisterende indvindingsområder, hvor inden for indvindingen kan fortsætte efter den 1. januar 1997, hvor loven foreslås at træde i kraft.

På grund af den store betydning, som indvindingen af sand, grus og ral på havet har for den danske råstofforsyning - og af hensyn til ral- og sandsugerbranchens uopsagte tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter anden lovgivning) - må der fra 1. januar 1997 være etableret en overgangsordning for disse indvindere. Områderne vil også efter ansøgning kunne stå til rådighed for indvindere, der afleder deres ret fra en eksisterende § 19-tilladelse, jf. bemærkningerne til ikraft(trædelses)- og overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6.

Der er allerede pr. 1. januar 1995 gennemført en regulering/afvikling af ral- og sandsugningen i EF-fuglebeskyttelses- og Ramsarområderne. Der er endvidere pr. 1. november 1995 gennemført et forbud mod indvinding af sand, grus og ral i de biologisk mest værdifulde indvindingsområder.

Overgangsordningen vil herefter komme til at bestå i, at hovedparten af de resterende eksisterende ral- og sandsugningslokaliteter efter en foreløbig miljømæssig vurdering på det foreliggende grundlag bliver afgrænset geografisk og udlagt til fortsat indvinding i en bekendtgørelse, der skal træde i kraft samtidig med lovændringen. Indvindere med tilladelse efter den nuværende lovs § 19 (eller tilsvarende gyldig fartøjstilladelse) har automatisk - og uden indhentning af særlig tilladelse - ret til fortsat at indvinde råstoffer i disse særligt udlagte indvindingsområder, jf. ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6.

Overgangsområderne skal have en sådan rummelighed og være udlagt geografisk så spredt, at ral- og sandsugerbranchens fortsatte erhvervsudøvelse sikres i 10 år. Der skal ligeledes lægges vægt på, at råstofforsyningen af alle landets egne kan opretholdes.

Overgangsområderne vil blive udlagt i de områder, hvor der hidtil er foretaget ral- og sandsugning. Råstofmyndighedernes foreløbige miljømæssige vurdering af områderne vil bl.a. omfatte samling af al eksisterende viden om hvert område såsom viden om fugle- og fiskeriinteresserne samt om fortidsminder og historiske vrag. Ral- og sandsugerbranchen skal ikke ved udlægningen af overgangsområderne bekoste miljøundersøgelser m.v. Overgangsordningen giver dermed branchen mulighed for at omstille sig til det nye tilladelsessystem, herunder at opspare midler, bl.a. i det af Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere stiftede efterbehandlingsselskab, til gennemførelsen af miljøundersøgelser m.v. i forbindelse med udlægning af nye indvindingsområder.

Et forslag til bekendtgørlse om overgangsområderne vil blive udarbejdet i samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere i foråret 1996. Forslaget vil herefter blive forhandlet med sagens øvrige parter, herunder ministerier, statslige institutioner, amtsråd, de grønne organisationer og repræsentanter for fiskeriinteresserne. Forhandlingerne om udlægningen af overgangsområderne forventes at føre til, at indvinding i hovedparten af områderne kan fortsætte på de i bekendtgørelsen fastsatte vilkår i op til 10 år. Vurderingen af områderne og forhandlingerne kan dog i visse situationer føre til, at et område helt lukkes, eller at indvinding kun tillades for en kortere periode end 10 år. Når overgangsperioden er udløbet, påhviler det indvinderne at fremlægge dokumentation i form af undersøgelsesresultater for, at fortsat indvinding er miljømæssigt forsvarlig, og ansøge om tilladelse til fortsat indvinding efter det nye system, jf. lovforslagets § 20.

Sideløbende med indvindingen i overgangsområderne er det af afgørende betydning, at ral- og sandsugerbranchen iværksætter et efterforskningsarbejde, der har til formål at sikre, at der kan udlægges nye indvindingsområder.

For stenfiskeriet vil der ligeledes i en bekendtgørelse blive udlagt hidtil anvendte stenfiskeriområder. På linje med ral- og sandsugererhvervet får stenfiskerne ret til automatisk - og uden indhentning af særlig tilladelse - at fortsætte indvindingen i disse udlagte områder, jf. ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6.

Da stenfiskernes § 19-tilladelser blev opsagt pr. 1. juli 1989 med det lovpligtige 10-års-varsel og således udløber den 1. juli 1999, vil den automatiske ret til at indvinde i de udlagte områder dog udløbe denne dato.

Stenfiskerierhvervets muligheder for frit at indvinde råstoffer på det danske havområde er, som ral- og sandsugererhvervets muligheder, blevet indskrænket i de senere år. Pr. 1. august 1990 blev det forbudt at opfiske sten i EF-fuglebeskyttelses- og Ramsarområderne. Der er endvidere pr. 1. november 1995 gennemført et forbud mod stenfiskeri i havområder med vanddybder på mindre end 6 meter samt i en række biologisk særligt værdifulde områder.

Miljø- og Energiministeriet har siden stenfiskernes § 19-tilladelser blev opsagt i 1989 - via undersøgelser på stenrevene - arbejdet for at tilvejebringe det faglige grundlag for en endelig stillingtagen til stenfiskeriets fremtid.

På baggrund af resultaterne af de hidtil gennemførte undersøgelser vurderes det, at et vist stenfiskeri på nogle af de hidtil benyttede stenfiskeriområder vil være miljømæssigt forsvarligt. Det er disse områder, som pr. 1. januar 1997 forudsættes udlagt til det fortsatte stenfiskeri. Mens de områder, der udlægges til den fortsatte indvinding af sand, grus og ral, udlægges på baggrund af en foreløbig miljøvurdering, vil stenfiskeriområderne være udlagt på baggrund af gennemførte miljøundersøgelser på hvert stenrev.

Det foreslås, at stenfiskeriet ikke generelt skal ophøre ved opsigelsesfristens udløb i 1999, men afvikles over en ikke nærmere tidsfastsat årrække i særligt afgrænsede afviklingsområder. Med et begrænset stenfiskeri bevares muligheden for at bruge søsten ved reparation og småudvidelser af eksisterende mindre havne og moler anlagt med søsten. Dette er ønskeligt både af æstetiske/bevaringsmæssige og økonomiske hensyn.

Der vil for afviklingsområderne bl.a. blive fastsat bestemmelser om, hvor store mængder sten der må opfiskes, og hvad stenene må bruges til. Stenfiskeriet skal således først ophøre, når den tilladte stenmængde i hvert enkelt område er opfisket.

Såfremt den tilladte mængde sten ikke er opfisket i de udlagte områder, når stenfiskernes § 19-tilladelser udløber den 1. juli 1999, vil stenfiskerne skulle søge tilladelse til hver enkelt opgave. Tilladelse vil i givet fald blive givet efter forslagets §§ 19 og 20. Det vil fortsat være en forudsætning, at stenene skal anvendes til små opgaver, som udføres med søsten af bevaringsværdige årsager.

Efter udlægningen af de eksisterende indvindingsområder pr. 1. januar 1997 kan miljø- og energiministeren - ligeledes i bekendtgørelser - udlægge et eller flere nye indvindingsområder, hvor der er foretaget en overordnet råstofkortlægning og en afvejning af råstofinteressen over for øvrige interesser, herunder foretaget en foreløbig vurdering af miljøinteresserne.

Ved at bruge hjemmelen i den foreslåede § 22 har ministeren mulighed for at foretage en vis styring af, hvor råstofindvindingen skal finde sted. Ansøgeren har desuden en høj grad af sikkerhed for, at en indvindingstilladelse kan opnås. Ansøgeren skal dog, forud for at tilladelse kan meddeles, gennemføre eller afholde udgifterne til de fornødne nærmere miljømæssige undersøgelser.

Der vil ikke blive udlagt nye områder til stenfiskeri.

Det må forudses, at der vil opstå ønske om at få tilladelse til indvinding i andre områder end de udlagte. Med lovforslagets § 20, stk. 1, er der mulighed for at meddele indvindingstilladelse uden for et udlagt område. I denne situation vil det på baggrund af ansøgningen skulle vurderes, om der kan meddeles tilladelse eller ej. Stilling hertil tages efter gennemførelse af de fornødne miljømæssige vurderinger, høring af ministerier, statslige institutioner, amtsråd, ral- og sandsugerbranchen, de grønne organisationer, repræsentanter for fiskeriinteresserne m.v. og afvejning af de involverede interesser. Tilladelser efter § 20, stk. 2, uden for de udlagte indvindingsområder kan i givet fald udstedes til en eller flere ansøgere.«

4. Grundlovens § 73

4.1. De beskyttede rettigheder

Bestemmelsen i grundlovens § 73, stk. 1, lyder således

»§ 73. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

Det er almindeligt antaget, at udtrykket »ejendom« skal forstås i vid betydning. Også offentligretlige tilladelser af erhvervsmæssig karakter må således anses for beskyttet af grundloven, jf. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3 (1989), side 120 ff. Den samme opfattelse er lagt til grund i retspraksis, jf. f.eks. UfR 1981, side 394 Ø.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det i relation til intensiteten af grundlovsbeskyttelsen antages at gøre en forskel, om en offentligretlig tilladelse er meddelt for et bestemt antal år eller med en bestemt frist for tilbagekaldelse, eller om den i stedet blot er meddelt for et ubestemt tidsrum. Baggrunden herfor er, at lovgivningsmagten i tilfælde, hvor en tilladelse efter loven f.eks. kun kan opsiges med et bestemt (længere) varsel, over for indehaveren kan siges at have tilkendegivet, at vedkommende kan forvente at have tilladelsen, indtil den med det fastsatte varsel måtte blive tilbagekaldt, jf. herved Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 722 f., og Henrik Zahle, a.st., side 138.

4.2. Afståelsesbegrebet

Det er ikke ethvert indgreb i en rettighed, der er beskyttet af grundlovens § 73, som indebærer ekspropriation. Afgørelsen af, om der er tale om ekspropriation eller erstatningsfri regulering, beror således efter retspraksis og den nyere forfatningsretlige litteratur på et samlet skøn, jf. Henrik Zahle, a.st., side 126 ff., og Peter Germer, Statsforfatningsret (2. udg., 1995), side 233 ff. Som momenter, der må tillægges betydning ved udøvelsen af dette skøn, peger man i almindelighed navnlig på indgrebets formål, i hvilken grad indgrebet er generelt eller konkret (herunder, om det rammer mange eller få rettighedshavere), indgrebets intensitet, og om indgrebet angår en fremtidig eller aktuel råden.

Ekspropriation kan kun finde sted med hjemmel i loven, jf. Peter Germer, a.st., side 240 ff. Indeholder en lov ikke hjemmel til indgreb af ekspropriativ karakter, kan et sådant indgreb derfor ikke foretages, jf. Henrik Zahle, a.st., side 127. Det gælder, uanset om der betales erstatning. Såfremt der er hjemmel i loven til at foretage ekspropriation, opstiller grundloven de yderligere krav, at ekspropriationen skal være påkrævet af hensyn til almenvellet, og at der betales fuldstændig erstatning.

5. Justitsministeriets overvejelser

5.1. Indledende bemærkninger

De tilladelser, der er udstedt med hjemmel i § 19 i den gældende råstoflov, giver - medmindre der er gennemført særlige begrænsninger efter lovens §§ 20 og 21 - adgang til efterforskning og indvinding overalt på de områder, som loven gælder for, jf. Skov- og Naturstyrelsens notat af 17. oktober 1995. Det samme må antages at gælde for de tilladelser, der er udstedt med hjemmel i den tidligere råstoflov og loven om kontinentalsoklen.

De nævnte tilladelser kan som udgangspunkt kun tilbagekaldes med 10 års varsel, jf. ovenfor pkt. 2. Tilladelserne til stenfiskeri er efter det oplyste tilbagekaldt den 1. juli 1989. De udløber således den 1. juli 1999. Tilladelserne til ral- og sandsugning er derimod efter det oplyste ikke tilbagekaldt. De vil derfor tidligst kunne opsiges med virkning fra år 2006.

Som anført i de almindelige bemærkninger til lovudkastet er kernen i det nye system, at efterforskning og indvinding af råstoffer kun skal kunne ske på grundlag af en konkret meddelt tilladelse, der gælder i et geografisk afgrænset område. En tilladelse kan kun meddeles, efter at der er foretaget en vurdering af de miljømæssige konsekvenser heraf.

For så vidt angår indvindingsmateriel, hvortil der allerede er meddelt tilladelse til efterforskning og indvinding, gælder det dog efter overgangsbestemmelsen i lovudkastets § 3, stk. 6, at der uden yderligere tilladelse kan foretages indvinding »inden for de eksisterende indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges af miljø- og energiministeren i medfør af bestemmelsen i lovudkastets § 22.«

Spørgsmålet om, hvordan denne overgangsordning vil blive administreret, er navnlig behandlet i lovudkastets bemærkninger til § 22. Bemærkningerne er gengivet ovenfor under pkt. 3.2.

Det fremgår heraf, at miljø- og energiministeren i medfør af bestemmelsen i lovudkastets § 22 for ral- og sandsugningens vedkommende vil udstede en bekendtgørelse, der gælder indtil den 31. december 2006. I de områder, der udlægges i bekendtgørelsen, vil indehaverne af de gældende tilladelser - som nævnt uden yderligere tilladelse - kunne foretage efterforskning og indvinding af råstoffer. Af bemærkningerne fremgår det endvidere bl.a., at overgangsområderne vil blive udlagt i de områder, hvor der hidtil er foretaget ral- og sandsugning, at indvindingen i hovedparten af disse områder forventes at kunne fortsætte »på de i bekendtgørelsen fastsatte vilkår« i op til 10 år, at visse områder dog eventuelt lukkes helt (eller at indvinding i disse områder kun tillades for en kortere periode end 10 år), at de udlagte områder skal have en sådan rummelighed og være udlagt geografisk så spredt, at ral- og sandsugerbranchens fortsatte erhvervsudøvelser sikres i 10 år, at det vil blive sikret, at der er tilstrækkelige indvindingsområder, eventuelt ved udvidelse af de eksisterende områder eller ved nyvurdering og udlæg af nye områder, og at indvinding efter udløbet af overgangsperioden kun kan ske, hvis der meddeles en ny tilladelse efter bestemmelsen i lovudkastets § 20.

For stenfiskeriets vedkommende vil en tilsvarende fremgangsmåde efter det oplyste blive fulgt, idet overgangsordningen dog vil udløbe den 1. juli 1999.

I lovudkastets bemærkninger til bestemmelsen i § 22 er der endvidere taget højde for, at indehaverne af de gældende tilladelser kan ønske at foretage efterforskning og indvinding i andre områder end dem, der er udlagt hertil i overgangsbekendtgørelserne. I sådanne tilfælde vil der efter en konkret vurdering kunne meddeles tilladelse efter bestemmelsen i lovudkastets § 20.

5.2. Spørgsmålet om ekspropriation

5.2.1. De gældende tilladelser, der er af erhvervsmæssig karakter, må anses for formuerettigheder, som er beskyttet af grundlovens § 73. Indgreb i disse tilladelser, der har karakter af ekspropriation, kan derfor kun gennemføres med hjemmel i lov og mod fuldstændig erstatning.

Skov- og Naturstyrelsen har over for Justitsministeriet oplyst, at der ikke ved lovudkastet tilsigtes skabt adgang til ekspropriative indgreb i de gældende tilladelser. Lovudkastet må herefter forstås således, at det ikke indeholder hjemmel til ekspropriation. Det følger heraf, at Miljø- og Energiministeriet ved administrationen af den kommende lov må sikre, at der kun gøres sådanne indskrænkninger i adgangen til at udnytte disse tilladelser, at der er tale om erstatningsfri regulering. Er der derimod tale om ekspropriative indgreb, vil disse være ugyldige. Det gælder, uanset om der betales erstatning herfor.

Det spørgsmål, som Skov- og Naturstyrelsen har rejst, er således ikke i første række et erstatningsretligt, men derimod et hjemmelmæssigt spørgsmål. Spørgsmålet er, hvilke rammer grundlovens § 73 sætter for fastlæggelsen af den omhandlede overgangsordning i forhold til indehaverne af de gældende tilladelser.

5.2.2. Som anført under pkt. 5.1 vil de gældende efterforsknings- og indvindingstilladelser for så vidt angår ral- og sandsugning på nuværende tidspunkt tidligst kunne opsiges til udløb i år 2006. De tilsvarende tilladelser, for så vidt angår stenfiskeri, består efter lovgivningen indtil den 1. juli 1999. Lovgivningsmagten har således over for indehaverne af de gældende tilladelser tilkendegivet, at de - medmindre de særlige betingelser for tilbagekaldelse uden varsel måtte være opfyldt - kan forvente at have deres tilladelser i de nævnte tidsrum.

På denne baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at en overgangsordning, der (uden fornødent samtykke fra indehaverne af tilladelsene) begrænser adgangen til at udnytte de gældende tilladelser i en sådan grad, at tilladelserne i realiteten med øjeblikkelig virkning tilbagekaldes (bortfalder), vil indebære ekspropriation. Grundloven sætter således i hvert fald denne grænse for, hvilket indhold overgangsordningen kan have.

Omvendt vil der ikke være tale om ekspropriation, såfremt overgangsordningen udformes således, at indehaverne af de gældende tilladelser kan udnytte disse i mindst samme omfang som hidtil. Det bemærkes herved, at det ikke er gjort gældende, at den eksisterende råstoflovgivning på dette punkt skulle indebære ekspropriation.

Mellem de anførte yderpunkter kan der tænkes en række begrænsninger i adgangen til at udnytte de gældende tilladelser. Spørgsmålet om, hvorvidt sådanne begrænsninger har karakter af ekspropriation eller erstatningsfri regulering, må bero på en samlet, konkret vurdering efter de retningslinjer, der er omtalt ovenfor under pkt. 4.2.

I visse tilfælde vil det ikke give anledning til tvivl, at der er tale om erstatningsfri regulering. Disse tilfælde omtales under pkt. 5.2.3 og 5.2.4. Andre tilfælde omtales under pkt. 5.2.5. Et særligt spørgsmål om betalingsbestemmelsen i lovudkastets § 20, stk. 3, omtales under pkt. 5.2.6.

5.2.3. Som anført under pkt. 5.1 kan indehavere af en tilladelse, der er udstedt efter den gældende råstoflovs § 19, som udgangspunkt frit efterforske og indvinde råstoffer overalt på de områder, der er omfattet af loven. Det samme må som nævnt antages at gælde de tilladelser, der er udstedt i medfør af den tidligere råstoflov og loven om kontinentalsoklen.

De nævnte regelsæt giver imidlertid mulighed for ganske vidtgående administrative indskrænkninger i de meddelte tilladelser, jf. således §§ 20-21 i den gældende råstoflov, §§ 17-18 i den tidligere råstoflov og den tidligere bestemmelse i § 2, stk. 6, i lov om kontinentalsoklen. Efter disse bestemmelser kan miljø- og energiministeren f.eks. »til enhver tid . . . fastsætte begrænsninger i arten og mængden af de råstoffer, der må indvindes i henhold til en tilladelse« og »i særligt afgrænsede områder begrænse eller standse en indvinding samt fastsætte generelle eller stedlige dybdegrænser«. Der henvises for den gældende råstoflovs vedkommende til Erik Aksig m.fl.. a.st., side 110 ff.

Spørgsmålet om, hvorvidt en begrænsning i adgangen til at udnytte de gældende tilladelser, der gennemføres efter den nye lov, har karakter af ekspropriation, må bedømmes i forhold til de muligheder for administrative indgreb og begrænsninger, som følger af de gældende love, jf. Henrik Zahle, a.st., side 135, og Alf Ross, Dansk Statsforvaltningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 667. En begrænsning i de omhandlede tilladelser, som gennemføres efter den nye lov, men som ville kunne være gennemført allerede på grundlag af det regelsæt, som tilladelserne er udstedt i henhold til, vil således ikke have karakter af ekspropriation. Det samme gælder i tilfælde, hvor betingelserne for efter de gældende regler at tilbagekalde en tilladelse uden varsel måtte være opfyldt, jf. f.eks. den gældende råstoflovs § 24, sidste pkt.

5.2.4. Som anført under pkt. 4.2. spiller det ved vurderingen af, om et indgreb i en beskyttet rettighed har karakter af ekspropriation eller erstatningsfri regulering, bl.a. en rolle, med hvilken økonomisk intensitet indgrebet rammer den pågældende. Det indgår endvidere i vurderingen, med hvilken begrundelse indgrebet foretages.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til Skov- og Naturstyrelsens lovudkast, at forslaget har til formål at sikre, at råstofindvindingen gennemføres under større hensyntagen til naturværdierne i havet og på havbunden. Der ligger således miljømæssige hensyn til grund for lovudkastet.

Under disse omstændigheder må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at grundlovens § 73 næppe er til hinder for, at der - ud over, hvad der kunne være gennemført allerede på det gældende retsgrundlag, jf. pkt. 5.2.3 - foretages begrænsninger i forhold til de gældende tilladelser, som ikke på væsentlig måde griber forringende ind i indehavernes erhvervsudøvelse. Sådanne indgreb må efter Justitsministeriets opfattelse betragtes som en erstatningsfri regulering af erhvervets forhold.

5.2.5. Justitsministeriet har forstået, at de begrænsninger i forhold til de gældende efterforsknings- og indvindingstilladelser, som der i praksis vil blive tale om under overgangsordningen, i det væsentlige må antages at kunne være gennemført allerede på det gældende retsgrundlag. I det omfang, dette er tilfældet, vil der som anført ikke være tale om ekspropriation, jf. pkt. 5.2.3.

Tilfælde, hvor der herudover måtte blive tale om at gøre væsentlige begrænsninger i adgangen til at udnytte de gældende tilladelser (uden at der i realiteten er tale om en tilbagekaldelse af disse), er ikke omfattet af bemærkningerne under pkt. 5.2.3 og 5.2.4. I sådanne tilfælde kan spørgsmålet om ekspropriation efter omstændighederne give anledning til tvivl.

Ved bedømmelsen heraf må det på den ene side tages i betragtning, at det i de enkelte love er bestemt, at de gældende tilladelser som udgangspunkt består, indtil de med 10 års varsel måtte blive tilbagekaldt. På den anden side må det også indgå i overvejelserne, at tungtvejende, almene miljømæssige hensyn kan gøre det påkrævet at foretage indskrænkninger i mulighederne for at efterforske og indvinde råstoffer på søterriroriet og på kontinentalsoklen. Herudover må det navnlig indgå i vurderingen, med hvilken økonomisk intensitet de berørte tilladelsesindehavere bliver ramt, og om enkelte af disse - f.eks. som følge af nyligt foretagne investeringer i indvindingsmateriale m.v. - bliver ramt vilkårligt eller atypisk hårdt i forhold til de øvrige indehavere.

Spørgsmålet om, hvorvidt der i de her omhandlede tilfælde foreligger ekspropriation, må således afgøres på grundlag af en samlet afvejning af de nævnte hensyn. Bliver udfaldet af disse overvejelser, at der er tale om ekspropriation, må problemet løses ved, at der i medfør af bestemmelsen i lovudkastets § 20 meddeles tilladelse til efterforskning og indvinding i andre områder end dem, der er udlagt i overgangsbekendtgørelserne. Denne mulighed er forudset i bemærkningerne til lovudkastet (sidste afsnit i bemærkningerne til § 22, jf. ovenfor pkt. 3.2.).

Da Justitsministeriet som nævnt har forstået, at de ekspropriationsretlige spørgsmål i det væsentlige må antages at kunne løses allerede på grundlag af de under pkt. 5.2.3 (og 5.2.4) anførte synspunkter, finder Justitsministeriet ikke tilstrækkelig anledning til at komme nærmere ind på, hvor grænsen mellem ekspropriation og erstatningsfri regulering i eventuelle tvivlstilfælde må antages at gå.

Det tilføjes, at de begrænsninger, som grundlovens § 73 efter det anførte sætter for administrationen af den skitserede ordning, alene gælder inden for det tilbagekaldelsesvarsel, der er fastsat i lovgivningen. Det vil for stenfiskeriets vedkommende sige indtil den 1. juli 1999 og for ral- og sandsugningens vedkommende indtil den 31. december 2006. Det bemærkes herved, at det i lovudkastets bemærkninger til overgangsbestemmelsen i § 3, stk. 6, er nævnt, at indehaverne af de gældende tilladelser til ral- og sandsugning efter denne dato vil være omfattet af det nye tilladelsessystem, og at der derfor ikke i lovforslaget er lagt op til en formel opsigelse af de tilladelser, der ikke allerede er opsagt. Justitsministeriet skal i den forbindelse foreslå, at de nævnte bemærkninger tydeliggøres ved følgende tilføjelse

»Den nye lovmæssige ordning indebærer således, at eksisterende tilladelser bortfalder den 31. december 2006. Nyordningen får derfor reelt virkning som en den 1. januar 1997 meddelt opsigelse med et varsel på 10 år.«

5.2.6. Lovudkastet indeholder i § 20, stk. 3, en særlig bestemmelse, hvorefter den, der søger en tilladelse efter bestemmelsens stk. 1, selv skal forestå (eller afholde udgifterne til) de miljømæssige undersøgelser, der i den anledning skal foretages. Bestemmelsen har følgende ordlyd

»Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.«

Det fremgår af lovudkastets bemærkninger til bestemmelsen i § 22, at indehaverne af de gældende tilladelser ikke skal afholde udgifterne til de miljøundersøgelser m.v., der skal foretages til brug for udlægningen af efterforsknings- og indvindingsområder i overgangsordningen.

Som anført under pkt. 5.2.5 kan det ikke udelukkes, at det for at undgå ekspropriative indgreb i de gældende tilladelser kan være nødvendigt i medfør af bestemmelsen i lovudkastets § 20, stk. 1, at imødekomme ansøgninger om tilladelse til efterforskning og indvinding i andre områder end de umiddelbart udlagte. Justitsministeriet går ud fra, at ansøgere, der er omfattet af overgangsordningen, heller ikke i disse tilfælde skal afholde udgifterne til de fornødne miljøundersøgelser m.v.

6. Sammenfatning

Der er over for Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt et udkast til ændring af råstofloven, som Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet, giver anledning til ekspropriationsretlige overvejelser. Baggrunden herfor er, at lovudkastet giver mulighed for visse indskrænkninger i adgangen til at udnytte de tilladelser til efterforskning og indvinding af råstoffer, der er udstedt med hjemmel i den gældende råstoflovs § 19, den tidligere råstoflovs § 15, og § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om kontinentalsoklen.

Skov- og Naturstyrelsens lovudkast indeholder ikke hjemmel til ekspropriative indgreb i de gældende tilladelser. Sådanne indgreb kan derfor ikke foretages. Det gælder, selv om der betales erstatning.

Det følger heraf, at Miljø- og Energiministeriet ved udlægningen af de områder, hvor indehaverne af de gældende tilladelser i overgangsperioden kan foretage efterforskning og indvinding af råstoffer, må sikre, at der ikke bliver tale om sådanne forringelser af mulighederne for at udnytte disse tilladelser, at der er tale om ekspropriation. I givet fald må der med hjemmel i bestemmelsen i lovudkastets § 20 meddeles tilladelse til efterforskning og indvinding i andre områder end de umiddelbart udlagte.

De begrænsninger, som grundlovens § 73 efter det anførte sætter for administrationen af den skitserede ordning, gælder efter Justitsministeriets opfattelse alene inden for det tilbagekaldelsesvarsel, der er fastsat i lovgivningen. Det vil for stenfiskeriets vedkommende sige indtil den 1. juli 1999 og for ral- og sandsugningens vedkommende indtil den 31. december 2006. Efter dette tidspunkt vil grundloven således ikke være til hinder for, at indehaverne af de gældende tilladelser i det hele omfattes af det nye tilladelsessystem.

Spørgsmål 25

Det fremgår, at de nye indvindingsområder vil blive fastlagt på baggrund af en miljømæssig vurdering, og at dette vil finde sted inden 1. januar 1997. Vil ministeren i forbindelse med denne proces inddrage Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg og/eller de relevante brancheorganisationer?

Svar

Udlægningen af overgangsområderne til indvinding af råstoffer på havet vil ske i samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og stenfiskerierhvervet samt efter forhandlinger med øvrige interesserede parter, herunder ministerier, statslige institutioner, amtsråd, de grønne organisationer og repræsentanter for fiskeriinteresserne.

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg vil blive orienteret om resultatet af forhandlingerne ved fremsendelse af bekendtgørelsen, hvormed overgangsområderne fastlægges.

Spørgsmål 30

Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 19. marts 1996 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, jf. bilag 19.

Svar

I henvendelsen peger Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere på, at forslaget til ændring af råstofloven kan få alvorlige økonomiske konsekvenser især for de små råstofindvindere, hvis eksisterende indvindingsområder lukkes eller begrænses i forbindelse med udlægningen af overgangsområderne.

Det er korrekt, at den foreløbige miljømæssige vurdering af de eksisterende indvindingsområder kan føre til, at et område i særlige tilfælde helt eller delvist lukkes, eller at indvindingen kun tillades for en kortere årrække end 10 år.

Det er imidlertid ikke noget nyt, at et område lukkes, hvis det konstateres, at der er alvorlige miljømæssige konsekvenser ved en fortsat råstofindvinding. Der er efter råstofloven allerede gennemført en række reguleringer eller forbud, hvor indvinding har medført eller kunne have medført alvorlige konsekvenser.

Der er således senest i 1995 gennemført en regulering/afvikling af ral- og sandsugningen i EF-fuglebeskyttelses- og Ramsarområderne samt gennemført et forbud mod indvinding af sand, grus og ral i andre biologisk meget værdifulde havområder.

De beløb for installering og anvendelse af elektronisk kontroludstyr, som Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere har fremført i henvendelsen til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, er efter Skov- og Naturstyrelsens vurdering ikke realistiske.

Som anført i besvarelsen af spørgsmål 15 (L 153 - bilag 8) forventes anskaffelsesomkostningerne for udstyr, der vil kunne opfylde Skov- og Naturstyrelsens krav, at ville ligge i størrelsesordenen 50.000 kr. pr. fartøj. Dette beløb gælder kun for de mest umoderne indvindingsfartøjer, der ikke allerede i dag er udstyret med præcist navigationsudstyr - det såkaldte DGPS-udstyr og elektronisk kortsystem. Har man det moderne DGPS-navigationsudstyr, vil merudgifterne til elektronisk kontroludstyr blive halveret. Har man tillige et elektronisk kortsystem, der kan levere data i det af Skov- og Naturstyrelsen krævede »format«, vil merudgifterne blive af en ganske ubetydelig størrelsesorden.

Skov- og Naturstyrelsen har netop indgået en frivillig aftale med de firmaer, der indvinder skaller i Roskilde Fjord, om anvendelse af elektronisk kontroludstyr. Det mest umoderne skalleindvindingsfartøj - »Petruska« - er i den forbindelse blevet udstyret med DGPS-navigationsudstyr og et elektronisk kortsystem. Udgifterne hertil, inkl. installering, har beløbet sig til ca. 45.000 kr. Ud over at systemet fungerer som elektronisk kontrolsystem, der kan give Skov- og Naturstyrelsen de ønskede oplysninger om position under indvinding m.v., giver udstyret tillige indvinderen store fordele i det daglige arbejde.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 15 (L 153 - bilag 8).

Spørgsmål 31

Er der noget til hinder for, at principperne for områdeudpegningen kan være tilendebragt før vedtagelsen af lovforslaget?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Skov- og Naturstyrelsen har forstået spørgsmålet sådan, at det omhandler fastlæggelsen af principperne for udpegningen af indvindingsområder til ral- og sandsugning, der skal omfattes af overgangsordningen.

Ifølge bemærkningerne til lovforslagets § 22 påregnes et forslag til bekendtgørelse om overgangsområderne udarbejdet i samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere i første halvdel af 1996. Forslaget vil herefter blive forhandlet med sagens øvrige parter.

Skov- og Naturstyrelsen har den 10. april 1996 haft indledende drøftelser med ral- og sandsugerbranchen om områdeudpegningen, og der er her opnået enighed om principperne for overgangsordningen, således at arbejdet med fastlæggelsen af disse principper for ral- og sandsugning kan betragtes som tilendebragt.

Principperne, der er opnået enighed om, er følgende

1. Overgangsordningen skal baseres på de hidtil anvendte indvindingsområder.

2. Tidligere indvinding i områderne skal være dokumenteret eller sandsynliggjort.

3. Tilstedeværelsen af råstoffer skal være dokumenteret eller sandsynliggjort.

4. Eksisterende områder med gældende tilladelse pr. 1. januar 1997 i henhold til råstoflovens § 22 opretholdes uafhængigt af overgangsordningen.

5. Indvindingslokaliteter i afviklingsordningen i EF-fuglebeskyttelsesområder opretholdes uafhængigt af overgangsordningen.

6. Indvindingsområder kan ikke udlægges i eksisterende forbudsområder.

7. Områdeafgrænsningen skal tilstræbes at være en enkel geometrisk figur.

8. Indvinding må ikke medvirke til kysterosion.

9. Indvinding må ikke ødekægge marinarkæologiske eller vragmæssige intereseer.

10. Råstofinteresserne skal afvejes over for andre væsentlige interesser.

11. Vilkår skal være enkle og effektive.

12. Eksisterende leveringsbegrænsninger skal respekteres.

13. Eksisterende generelle begrænsninger af råstofindvinding skal respekteres.

I relation til princip 10 kan det oplyses, at der ved afvejningen vil blive taget udgangspunkt i, at der indvindes i de pågældende områder, og at afvejningen af råstofinteressen over for øvrige væsentlige intereser skal ske på en sådan måde, at der lægges stor vægt på, at branchen har en grundlovssikret ret til at kunne indvinde råstoffer i den 10-årige periode, herunder med henblik på at sikre råstofforsyningen af alle landets egne. Ved afvejningen bør der endvidere lægges vægt på, at der allerede efter den gældende råstoflov er sket væsentlige indskrænkninger i mulighederne for råstofindvinding på havet, især ved indførelsen af forbudet mod indvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder.«

Spørgsmål 34

Ministeren bedes oplyse, hvilke reelle dispensationsmuligheder og hvilke principper ministeren vil anvende ved dispensation til sand- og ralsugning i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter.

Svar

Ved at indsætte et generelt forbud mod råstofindvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter i råstofloven tilkendegives i overensstemmelse med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs betænkning af 12. december 1991 over forslag til naturbeskyttelsesloven, at der skal iagttages en særlig hensyntagen til de naturmæssige værdier i disse områder.

Ifølge lovforslagets § 20, stk. 6, kan der dog gives tilladelse til råstofindvinding i 6-meter-områder, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at dette er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier.

Et råstof kan være værdifuldt enten på grund af dets kvalitet eller på grund af dets beliggenhed i forhold til det påtænkte anvendelsessted. Der vil blive foretaget en konkret vurdering af de naturmæssige konsekvenser i hver enkelt situation.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 16 (L 153 - bilag 8) og besvarelsen af spørgsmål 23 (L 153 - bilag 12).

Spørgsmål 36

Hvordan og hvornår agter ministeren at udnytte sin bemyndigelse til at indføre black boxes?

Svar

Som oplyst i besvarelsen af spørgsmål 30 (L 153 - bilag 20) har Skov- og Naturstyrelsen netop indgået en frivillig aftale med de firmaer, der indvinder skaller i Roskilde Fjord, om anvendelse af elektronisk kontroludstyr.

Styrelsen vil nu indhøste erfaringerne herfra, og Miljø- og Energiministeriet vil på denne baggrund optage forhandlinger med ral- og sandsugerbranchen om eventuel fastsættelse af regler om anvendelse af elektronisk kontroludstyr ved den fremtidige ral- og sandindvinding.

Jeg regner således ikke med, at en sådan bekendtgørelse i givet fald vil være klar inden lovens ikrafttræden, hvilket efter min opfattelse ikke vil indebære nogen problemer.

Spørgsmål 40

Under hvilke omstændigheder vil ministeren være indstillet på at dispensere i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter?

Svar

Ifølge lovforslagets § 20, stk. 6, kan der gives tilladelse til råstofindvinding i 6-meter-områder, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at dette er i konflikt med væsentlige naturmæssige interesser.

Ved administrationen af denne dispensationsmulighed vil der blive udvist stor tilbageholdenhed og lagt afgørende vægt på, om der er reelle miljømæssige problemer ved at give en ønsket indvindingstilladelse i et lavvandet område.

Spørgsmål 41

Ændres der ved den 10-årige overgangsperiode i indvindingsfirmaernes rettigheder? I bekræftende fald hvordan, og er der ekspropriation i ændringerne?

Svar

Den indvindingsret, der følger af de nugældende § 19-tiladelser, bliver med den 10-årige overgangsordning knyttet til de udlagte overgangsområder.

Overgangsordningen er indsat af hensyn til de rettigheder, der er knyttet til de gældende § 19-tilladelser, og det sikres hermed, at branchens rettigheder ikke krænkes på en grundlovsstridig måde.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spm. 21 (L 153 - bilag 11), hvormed Justitsministeriets notat af 10. januar 1996, »Notat om visse ekspropriationsretlige spørgsmål i forbindelse med en påtænkt ændring af råstofloven« er fremsendt til udvalget.

Spørgsmål 42

Når der skal udlægges fremtidige områder til indvinding af sand, hvordan vil disse da geografisk blive fordelt?

Svar

Der vil ved udlægningen af fremtidige områder til ral- og sandsugning blive lagt stor vægt på, at disse er udlagt geografisk så spredt, at alle landets egne i samme grad som i dag vil kunne forsynes med råstoffer fra havet.

Det må i øvrigt forventes, at hovedparten af de overgangsområder, der udlægges pr. 1. januar 1997 - og som vil have den ønskede geografiske spredning - vil overgå til permanente indvindingsområder efter udløbet af den 10-årige overgangsperiode.

Skov- og Naturstyrelsen vil ved administrationen af den ændrede råstoflov og ved samarbejdet med ral- og sandsugerbranchen søge branchens forberedelse af udlæg af nye permanente indvindingsområder fremmet mest muligt, således at uhensigtsmæssige forsyningssituationer ikke opstår.

Spørgsmål 43

Vil der ved udlægning af de fremtidige områder blive taget hensyn til branchens behov for hurtigt at kunne skaffe (mindre mængder) sand til kystfodring og opfyldning?

Svar

Som oplyst i besvarelsen af spm. 1 (L 153 - bilag 3) og spm. 13 (L 153 - bilag 8) vil Skov- og Naturstyrelsen ved udlægningen af overgangsområderne tilstræbe, at disse udlægges geografisk så spredt og har en sådan råstofrummelighed, at områderne vil kunne anvendes til indvinding af råstoffer til mindre anlægsarbejder rundt om i landet.

Skov- og Naturstyrelsen vil endvidere fortsat påpege over for branchen, at det er væsentligt, at branchen - sideløbende med indvindingen i overgangsområderne - iværksætter et efterforskningsarbejde for at sikre, at der i god tid kan udlægges yderligere indvindingsområder til supplering af overgangsområderne. Også sådanne nye indvindingsområder skal kunne dække branchens behov for hurtigt at kunne skaffe mindre mængder sand til kystfodring og opfyldning.

Skulle der alligevel opstå situationer, hvor en indvinder ønsker at optage en given mængde råstoffer til et konkret anlægsarbejde uden for et udlagt overgangs/indvindingsområde, vil Skov- og Naturstyrelsen være opmærksom på de særlige tidsmæssige problemer og foretage en så smidig behandling af ansøgningen som muligt.

Spørgsmål 47

Ministeren anmodes om at kommentere det materiale, udvalget modtog i forbindelse med firmaet Rohde Nielsen A/S' foretræde for udvalget den 24. april 1996, jf. bilag 42.

Svar

Rohde Nielsen A/S fremfører på ny over for udvalget, at ordningen i bekendtgørelse nr. 168 af 12. marts 1990 bør videreføres.

Efter bekendtgørelsen kan indvinding af sand til opfyldnings- og kystfodringsopgaver på under 250.000 m3 frit gennemføres, mens indvindinger af 250.000-1.000.000 m3 skal anmeldes til Skov- og Naturstyrelsen, og indvindinger over 1.000.000 m3 skal godkendes af styrelsen.

Ordningen i bekendtgørelsen indeholder ikke særlige rettigheder, men derimod en begrænsning i den efter den gældende råstoflov frie adgang til råstofindvinding på havet.

For at modvirke eventuelle uheldige følgevirkninger af store og mellemstore sandindvindingsarbejder på miljø-, fiskeri- og andre interesser, blev der med bekendtgørelsen i 1990 indført en anmeldeordning for mellemstore indvindingsarbejder og en godkendelsesordning for større indvindingsarbejder. Bekendtgørelsen af 1990 var således et trin i retning af en større sikring af de miljømæssige interesser ved råstofindvinding i havet.

Jeg finder fortsat ikke, at ordningen bør videreføres, og der vil således altid efter overgangsordningens udløb skulle indhentes en tilladelse. Der henvises til mine besvarelser senest af spørgsmål 43 (L 153 - bilag 35), spørgsmål 44 (L 153 - bilag 35) og spørgsmål 45 (L 153 - bilag 37).

Med det nye tilladelsessystem, der træder i kraft 1. januar 1997 (for overgangsområdernes vedkommende dog først fuldt ud 1. januar 2007), vendes reguleringen af råstofindvindingen på havet om, således at det altid, før der foretages en indvinding af sand, grus, ral og sten, skal vurderes, om indvindingen er i konflikt med væsentlige interesser. Der er således ikke tale om, at der med lovforslaget indføres en særlig regulering af fyldsandsindvinding i forhold til den øvrige råstofindvinding.

Ved at undtage fyldsandsindvindinger - op til 250.000 m3 - for enhver regulering ville der ske et afgørende brud med principperne i det foreslåede nye tilladelsessystem, der netop har til formål, at indvinding af råstoffer fremover kommer til at foregå under større hensyntagen til naturværdierne i havet og på havbunden.

Det er i øvrigt min hensigt at opretholde bekendtgørelsens principper for ral- og sandindvindingen i overgangsområderne frem til 1. januar 2007.

Spørgsmål 52

Det fremgår af svaret på spørgsmål 29, jf. bilag 25, at der også i tilfælde, hvor der skal indvindes fyldsand i mindre mængder (op til 250.000 m3) skal foreligge en områdetilladelse for de områder, der udlægges efter lovforslagets § 22. En udlægning efter § 22 kræver høring af en række høringsberettigede organisationer. Det ønskes derfor oplyst

a) Hvor lang tid forventes det, at en udlægning efter § 22 inklusive høring vil tage?

b) Kan indvindingsvirksomhederne i praksis nå at udarbejde tilbud på levering af fyldsand?

c) Er der eksempler på, at indvindingsfirmaerne under den gældende administration af loven - specielt i henhold til bekendtgørelse nr. 168 af 12. marts 1990 - har krænket de interesser, de høringsberettigede organisationer kan have?

d) Såfremt pkt. c besvares bekræftende, hvor ofte er en sådan krænkelse sket sammenholdt med den samlede mængde indvundet sand?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har udtalt følgende, som jeg kan henholde mig til

»Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget og af besvarelserne af tidligere spørgsmål fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, vil overgangsområderne blive udlagt geografisk så spredt og have en sådan råstofrummelighed, at områderne også vil kunne anvendes til indvinding af råstoffer til mindre sandfyldsopgaver rundt om i landet. Når områderne er udlagt ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1997, vil indvinderne have et helt klart billede af, hvor der uden nogen form for tilladelse eller forsinkelse kan indvindes mindre mængder fyldsand til et udbudt anlægsarbejde i overgangsperioden.

Det er desuden påpeget over for branchen, at det er væsentligt, at branchen - sideløbende med indvindingen i overgangsområderne - iværksætter et efterforskningsarbejde for at sikre, at der i god tid efter lovforslagets § 22 ved bekendtgørelse kan udlægges yderligere indvindingsområder til supplering af overgangsområderne. Når et sådant nyt område er udlagt, kan ansøgerne søge og få en tilladelse efter § 20 til indvinding i området. Tilladelsen vil normalt gælde for 10 år, og med en sådan tilladelse i hånden vil indvinderen - som i overgangsområderne - uden yderligere tilladelse eller forsinkelse kunne indvinde mindre mængder fyldsand til et udbudt anlægsarbejde.

Indvinderen kan endvidere på forhånd søge § 20-tilladelse til indvinding uden for områder, der er udlagt ved bekendtgørelse. Forudsætningen herfor er, at der forud er foretaget en miljømæssig vurdering af det pågældende område, som i denne situation alene vil blive geografisk afgrænset i § 20-tilladelsen.

Hovedideen i det nye tilladelsessystem er således, at udlagte områder og tilladelser »skal være på plads«, inden anlægsarbejder udbydes i licitation, således at indvinderen ved, hvor råstofferne umiddelbart kan indvindes, og kan byde på arbejdet.

Det bør således være en helt klar undtagelsessituation, at der først i forbindelse med udarbejdelse af tilbud på en sandfyldsopgave indgives en ansøgning om at måtte hente sandfyld på et helt nyt indvindingssted. I givet fald skal der indhentes indvindingstilladelse efter lovforslagets § 20.

Ad a. Det ønskes her oplyst, hvor lang tid en udlægning efter § 22 inklusive høring forventes at ville tage.

Som det fremgår af ovenstående, vil det ikke være udlægningen af et område efter § 22, som kan forsinke en indvinders mulighed for at byde på et anlægsarbejde, da disse områder bør være udlagt på forhånd.

Ønsker indvinderen at indvinde sandfyld til en konkret opgave i et område, som ikke allerede er udlagt som overgangsområde eller som nyt indvindingsområde efter § 22 (hvor indvinderen allerede har en § 20-tilladelse), vil en indvindingstilladelse skulle gives efter lovforslagets § 20.

Sagsbehandlingstiden for en sådan ansøgning vil være afhængig af, hvor fyldestgørende ansøgningen er, og om der er eventuelle interessekonflikter i det ansøgte område. Er ansøgningen fyldestgørende og viser høringen, at der ikke er velbegrundede modstridende interesser, vil en tilladelse kunne foreligge i løbet af 11/2-2 måneder.

Ad b: Der bør i princippet altid være udlagte og geografisk spredte indvindingsområder på det danske havområde, hvorfra sandfyld vil kunne leveres. Ansvaret herfor vil i høj grad være indvindernes eget. Virksomhederne burde derfor i praksis altid have mulighed for at udarbejde tilbud.

Situationen vil være ens for alle indvindingsfirmaer og svarer i princippet til råstofindvindingen på land. Her er et antal tilladte grusgrave med kendt beliggenhed, og såfremt et firma ønsker at åbne en ny grusgrav til et bestemt anlægsarbejde, må firmaet afvente, at sagsbehandlingen hos den amtslige råstofmyndighed afsluttes.

Ad c og d: Hovedformålet med det foreslåede nye tilladelsessystem er, at indvindingen fremover kommer til at foregå under større hensyntagen til naturværdierne på havet og havbunden.

Efter den gældende lov, hvor indvindingen frit kan foregå overalt på havet, bortset fra i de særlige forbudsområder, kan det først efterfølgende konstateres, om indvindingen har krænket miljømæssige eller fiskerimæssige interesser.

Det er ikke under den gældende lovgivning systematisk kontrolleret, om de pågældende interesser er blevet krænket. Der foreligger derfor ingen statistiske oplysninger herom.

Kun i det omfang man er blevet opmærksom på et problem, er der efterfølgende sket en regulering eller nedlagt et forbud mod fortsat indvinding. Sådanne reguleringer eller forbud har især haft kystsikkerhedsmæssige formål eller tjent til beskyttelse af fiskerimæssige interesser, fugleinteresser m.v., men der er også eksempler på beskyttelse af navnlig arkæologiske og naturvidenskabelige interesser, herunder såvel geologi som biologi. Disse detailreguleringer har således suppleret de generelle reguleringer om indvinding i forhold til kyster og i EF-fuglebeskyttelsesområder m.v.

Spørgsmål 53

Udvalget anmoder om ministerens kommentar til henvendelsen af 29. april 1996 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, jf. bilag 55.

Svar

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere er i sin henvendelse af 29. april 1996 fremkommet med synspunkter i relation til besvarelsen af spørgsmål 20-34 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

I relation til besvarelsen af spørgsmål 20 fremfører foreningen, at Skov- og Naturstyrelsen - ved fastsættelse af vilkår om anvendelse af præcist navigationsudstyr i allerede givne indvindingstilladelser til konkrete områder - foregriber de forhandlinger om anvendelse af elektronisk kontroludstyr, som ifølge lovforslaget skal gennemføres med branchen.

De forhandlinger, foreningen henviser til, vil dreje sig om indførelse af generelle regler for anvendelse af elektronisk kontroludstyr, dvs. regler, som vil komme til at gælde for alle fremtidige indvindingsopgaver.

I de tilladelser til Kystinspektoratet, som foreningen henviser til, er der med hjemmel i den gældende råstoflov - ud fra en vurdering af den konkrete indvindingsopgave og efter drøftelser med tilladelsesindehaveren (Kystinspektoratet) - stillet konkrete vilkår om, at der anvendes positioneringsudstyr med en vis nøjagtighed. Lignende krav om anvendelse af positioneringsudstyr er stillet i tilladelsen til Øresundskonsortiet til indvinding på Kriegers Flak.

De fastsatte vilkår om anvendelse af positioneringsudstyr kan ikke sidestilles med krav om anvendelse af elektronisk kontroludstyr, som efter lovforslaget vil kunne indføres med henblik på myndighedernes generelle tilsyn.

Jeg finder således ikke, at der er sket en foregribelse af de kommende forhandlinger med branchen.

I relation til besvarelsen af spørgsmål 21 fremhæver Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere endnu en gang, at man ønsker, at områdetilladelserne skal gives med et opsigelsesvarsel på 10 år.

Spørgsmålet om opsigelsesvarsel på 10 år kontra 10-årige tilladelser er nærmere kommenteret i besvarelsen af spørgsmål 49. Der henvises hertil, idet jeg samtidig kan tilføje, at branchens forslag ville indebære, at der ikke automatisk efter maksimalt 10 år ville blive foretaget en miljømæssig vurdering af, hvorvidt indvinding i hvert enkelt område kan fortsætte. Jeg finder derfor ikke forslaget miljømæssigt acceptabelt.

Som en kommentar til besvarelsen af spørgsmål 23 fremfører Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, at reglerne om indvinding på lavere vanddybder end 6 meter vil medføre, at mange mindre råstofindvindere må ophøre med deres indvindingsaktivitet.

Spørgsmålet om, hvordan 6-meter-reguleringen vil blive administreret, er besvaret ved svarene på spørgsmål 23 og spørgsmål 40. Det fremgår bl.a. heraf, at der ved administrationen af dispensationsmuligheden vil blive udvist stor tilbageholdenhed og lagt afgørende vægt på, om der er reelle miljømæssige problemer ved at give en ønsket indvindingstilladelse i et lavvandet område.

Jeg henviser til besvarelsen af disse spørgsmål, men skal samtidig tilføje, at jeg ikke finder det acceptabelt at fortsætte en given indvindingsaktivitet, der kun kan gennemføres med væsentlige negative miljø- og naturmæssige konsekvenser.

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugeres kommentarer til besvarelsen af spørgsmål 24, 25, 26, 31, 32 og 34 giver mig ikke anledning til at fremkomme med yderligere kommentarer.

I relation til foreningens bemærkninger til besvarelsen af spørgsmål 27, der omhandler mulighederne for at indvinde mindre mængder sandfyld, kan jeg bl.a. henvise til besvarelserne af spørgsmål 47 og spørgsmål 52, hvor denne problemstilling er nøje kommenteret.

§ 24. Miljøministeren kan tilbagekalde en tilladelse efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.

§ 25. Miljøministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 22.«

Om de tilladelser, der er udstedt efter den citerede bestemmelse i § 19, stk. 1, hedder det i Skov- og Naturstyrelsens notat af 17. oktober 1995 bl.a. følgende

»Efter det gældende tilladelsessystem for råstofindvinding på havet har ca. 50 fartøjer en generel tilladelse til ral- og sandsugning på havet og 19 fartøjer en generel tilladelse til stenfiskeri. Tilladelserne giver ret til, at fartøjet må indvinde overalt på havområdet, medmindre der er foretaget særlige begrænsninger eller nedlagt forbud, f.eks. tæt ved kysterne, i EF-fuglebeskyttelsesområder el. lign.

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har

besvaret skriftligt. En række af udvalgets spørgsmål til miljø- og

energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til

betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

Peter Madsen Rederi A/S og

Rohde Nielsen A/S.

Der er af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Mindretallet ønsker at tilkendegive, at de af mindretallet stillede ændringsforslag har tre formål.

For det første at sikre de miljømæssige hensyn, som råstofloven blandt andet tilsigter at varetage, men på en måde, der imødekommer råstofbranchens behov for en langsigtet erhvervsøkonomisk planlægning til gavn for ressourceøkonomien og for de mange virksomheder og entrepriser, der er afhængige af branchens forsyningsevne.

For det andet tilsigter ændringsforslagene at begrænse de meget vidtgående og ganske uspecificerede bemyndigelser til administrationen, uden at man hermed har afsvækket muligheden for at varetage de hensyn, der er fastlagt i råstoflovens § 3.

For det tredje indebærer omformuleringen af bestemmelserne i §§ 19-22, at man i lovteknisk henseende skaber et langt klarere retsgrundlag for administration af tilladelsesordningen, end tilfældet er i den foreslåede affattelse i lovforslaget, der på uhensigtsmæssig måde viderefører en systematik, der i høj grad bærer præg af mere end 20 års større og mindre lovændringer.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Mindretallet så helst lovforslaget vedtaget med de af mindretallet stillede ændringsforslag, men forventer desværre ikke, at det bliver tilfældet.

Mindretallet vil imidlertid ved 3. behandling alligevel stemme for lovforslaget. Mindretallet har ved denne stillingtagen lagt vægt på, at miljø- og energiministeren i sine svar på udvalgets spørgsmål, hvoraf en hel del er optrykt som bilag til betænkningen, har tilkendegivet, at en række berørte og interesserede parter, herunder branchen og Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, vil blive inddraget inden udmøntning af bestemmelser, bekendtgørelser og bemyndigelser.

Mindretallet har ligeledes noteret, at der tages hensyn til branchens mulighed for at få forrentet og afskrevet sine investeringer og for at overleve ved udarbejdelse af regler, der kan fungere i praksis, ved overgangsregler og ved udpegning af nye indvindingsområder (antal, råstofindhold og geografisk spredning m.v.). Mindretallet har tillige noteret sig, at branchen vil blive inddraget i forbindelse med udarbejdelse af reglerne om overvågningsudstyr. Mindretallet har også lagt vægt på, at det nuværende tilladelsessystem efter § 19 og administrationspraksis opretholdes, at der fortsat som hovedregel ikke vil blive givet tilladelse til større lastekapacitet end 2.000 m3, samt at der kan gives dispensation til indvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (KF og FP)

Til § 1 1) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 affattes § 19 således

»§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelse kan meddeles som

1) generel godkendelse eller

2) tidsbegrænset godkendelse.

Godkendelsen kan kun udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1, nr. 1, meddeles på nærmere angivne vilkår, herunder at godkendelsen kan tilbagekaldes med et varsel på mindst 10 år.

Stk. 3. Godkendelse efter stk. 1, nr. 2, meddeles på nærmere angivne vilkår for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for, hvilket indvindingsmateriel der kan godkendes efter stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk positioneringsudstyr under indvinding.«

2) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 affattes § 20 således

»§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren, jf. dog § 22. Tilladelse meddeles som

1) generel områdetilladelse til indvinding,

2) tidsbegrænset områdetilladelse til indvinding eller

3) tidsbegrænset områdetilladelse til efterforskning.

Stk. 2. En tilladelse efter stk. 1, nr. 1, gives til en eller flere indvindere, der disponerer over godkendt materiel i henhold til § 19, stk. 1, nr. 1. Tilladelsen kan tilbagekaldes med 10 års varsel og kan indeholde

1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af miljø- og naturmæssige effekter,

2) vilkår om, at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende miljøovervågning samt om områdets tilstand efter endt indvinding,

3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om, at råstofferne anvendes til bestemte formål,

4) vilkår om, at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet og for overholdelse af vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding,

5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.

Stk. 3. En tilladelse efter stk. 1, nr. 2, gives til en eller flere indvindere, der disponerer over godkendt materiel i henhold til § 19, stk. 1, eller i ganske særlige tilfælde til en offentlig myndighed eller et statsligt aktieselskab, som forestår en anlægsopgave, der forudsætter indvinding af større mængder end 1.000.000 m3. Tilladelsen udstedes for en periode på indtil 10 år og kan indeholde de i stk. 2, nr. 1-5, angivne vilkår. Miljø- og energiministeren fastsætter regler for meddelelse af tidsbegrænsede tilladelser.

Stk. 4. En tilladelse efter stk. 1, nr. 3, gives til en eller flere indvindere, der disponerer over godkendt materiel i henhold til § 19, stk. 1. Tilladelsen meddeles for en periode på indtil 3 år og kan ikke overdrages. I tilladelsen kan ansøgeren gives fortrinsret til indvindingstilladelse. Tilladelsen kan indeholde

1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske efterforskning af området,

2) vilkår om begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af efterforskningen,

3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

Stk. 6. Det kan pålægges ansøgeren at foretage de for meddelelse af tilladelse efter stk. 1 fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.«

3) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 affattes § 21 således

»§ 21. Tilladelse efter § 20, stk. 1, kan ikke gives i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og kystområder med en vanddybde på mindre end 6 meter.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder, i særlige tilfælde, og når indvindingen kan foretages uden at medføre varige forringelser af områderne eller medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i kystområder med en vanddybde på mindre end 6 meter, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier.«

4) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 indsættes før § 22 følgende overskrift

»Tidligere udstedte tilladelser og eksisterende indvidingsområder«. 5) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 affattes § 22 således

»§ 22. De på kortbilag til loven angivne områder udlægges i medfør af § 20, stk. 1, som indvindingsområde pr. den 1. januar 1997.

Stk. 2. Indvindere, der inden den 1. januar 1997 har opnået tilladelse til indvinding i medfør af § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, meddeles tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, nr. 1, i det i medfør af stk. 1 udlagte indvindingsområde.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udvide det i stk. 1 definerede indvindingsområde.«

6) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 affattes § 24, stk. 2, således

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan uden varsel tilbagekalde en godkendelse efter § 19, stk. 1, i tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt.«

7) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 udgår § 24, stk. 4.

Stk. 5 bliver herefter stk. 4.

8) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 affattes § 24, stk. 5, der bliver stk. 4, således

»Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1, såfremt fortsat anvendelse af tilladelsen medfører væsentlig fare for krænkelse af et eller flere af de i § 3 anførte hensyn.«

9) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af kapitel 4 ændres i § 26, stk. 1, ordene »§ 19, stk. 3« til: »§ 19, stk. 4«.

10) Nr. 16 udgår.

Til § 3 11) I stk. 5 indsættes i 1. pkt. efter »efter § 20« ordene: »eller i de i § 22 udlagte indvindingsområder«, og i 3. pkt. ændres »§ 24, stk. 2-4« til: »§ 24, stk. 2 og 3«.

12) Stk. 6 affattes således

»Stk. 6. Indvindingsmateriel, der inden den 1. januar 1997 har opnået godkendelse som led i tilladelser udstedt i medfør af § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, betragtes som godkendt materiel i medfør af § 19, stk. 1, nr. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.«

Af et mindretal (KF), tiltrådt af et mindretal (V og FP)

13) I stk. 6 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Med dette materiel kan der endvidere indtil den 1. januar 2007 foretages indvinding af sand fra havbunden til anvendelse ved opfyldnings- eller kystfodringsopgaver uden for de nævnte indvindingsområder under overholdelse af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 168 af 12. marts 1990 om indvinding af sand fra havbunden til anvendelse ved større opfyldnings- og kystfodringsopgaver.«

Bemærkninger

Til nr. 1 I § 19, stk. 1, der omhandler materielgodkendelse, er der indsat en sondring mellem generel godkendelse og tidsbegrænset godkendelse. Den tidsbegrænsede godkendelse forudsættes kun undtagelsesvis bragt i anvendelse og da til visse nærmere i ansøgningen specificerede arbejdsopgaver og entrepriser, jf. stk. 3, mens den generelle godkendelse er den godkendelsesform, der forudsættes anvendt i forhold til varig indvindingsvirksomhed på dansk territorium, det vil sige til egentlig råstofindvinding og til udførelse af entrepriser vedrørende opfyldning m.v.

Ifølge den nye affattelse af stk. 2 udstedes en generel godkendelse uden tidsbegrænsning, men med mulighed for tilbagekaldelse med 10 års varsel, jf. også forudsætningsvis lovforslagets § 24, stk. 2.

Den i stk. 3 indsatte bestemmelse svarer til lovforslagets § 19, stk. 2, men vedrører efter ændringsforslaget alene den tidsbegrænsede materielgodkendelse. Med lovforslagets formulering af § 19, stk. 2, er der skabt uklarhed om materielgodkendelsens varige karakter. Det fremgår dog af lovforslagets § 24, stk. 2, at materielgodkendelsen som udgangspunkt må være tidsubegrænset, idet den forudsættes at kunne tilbagekaldes med 10 års varsel. Det er ikke det indtryk, man får, når man læser lovforslagets § 19, stk. 2, hvorefter tilladelsen kan gives på vilkår af tidsbegrænsning. Det synes vigtigt, at vilkårene i øvrigt for generel og midlertidig materielgodkendelse er identiske. Det er således af stor betydning for branchens virksomheder, at for eksempel den generelle lasteevnebegrænsning på 2.000 m3, der blandt andet af miljøhensyn, herunder hensynet til råstofhusholdningen, forudsættes opretholdt i relation til generelle materielgodkendelser, også håndhæves i forbindelse med midlertidige tilladelser til konkrete arbejder eller entrepriser, som branchens virksomheder ellers i praksis vil være afskåret fra at deltage i.

Stk. 4, der svarer til lovforslagets stk. 3, foreslås ændret, således at der alene består en forpligtelse for godkendte fartøjer til at anvende elektronisk positioneringsudstyr (navigationsudstyr) under indvinding. Der skabes dermed ikke hjemmel til at kræve yderligere elektronisk kontroludstyr, f.eks. i form af black boxes.

Black boxes, som efter lovforslaget vil kunne introduceres som overvågningsværktøj for ral- og sandindvinding, bør principielt reserveres til brug i tilfælde, hvor der kan være betydelig fare for menneskeliv (fly og færger m.v.) eller fare for udløsning af miljøkatastrofer (farlige transporter m.v.). Der er ikke i den hidtidige og langvarige administration af råstofloven konstateret overtrædelser, der skulle kunne begrunde en generel mistænkeliggørelse af branchens virksomheder.

Til nr. 2 Bestemmelsen indeholder alle regler vedrørende tildeling af og vilkår for indvindingstilladelse, det vil sige regler, der findes i lovforslagets §§ 20 og 21.

I stk. 1 er der indsat en henvisning til § 22, der er omformuleret. Endvidere er der i dette stykke introduceret en relevant opdeling af tilladelser i generelle områdetilladelser og tidsbegrænsede områdetilladelser til indvinding samt tidsbegrænsede områdetilladelser til efterforskning.

I stk. 2 fastsættes vilkårene for meddelelse af den generelle indvindingstilladelse, der forudsættes at danne grundlag for den almindelige indvindingsaktivitet. Med henblik på at sikre erhvervet mulighed for at planlægge og gennemføre de betydelige investeringer, der er nødvendige for virksomheden, er der med ændringsforslaget skabt overensstemmelse mellem løbetiden for materielgodkendelsen og indvindingstilladelsen. Begge tilladelser forudsættes meddelt uden tidsbegrænsing, men med en ret til tilbagekaldelse med et varsel på 10 år. De i stykket hjemlede vilkår for meddelelse af tilladelse svarer til vilkårene i lovforslagets § 21, stk. 2, idet begreberne »områdets tilstand efter endt indvinding« og »efterbehandling« dog må antages at være udtryk for nogenlunde identiske vilkår, hvorfor »efterbehandling« foreslås udeladt i stk. 2, nr. 2 og 5. Ifølge lovforslaget kan tilladelse gives til »ansøgere«. Dette foreslås ændret til »indvindere«, således at det i overensstemmelse med praksis efter gældende lovgivning præciseres, at generel indvindingstilladelse kun kan gives til en virksomhed, der selv forestår indvinding med materielgodkendte fartøjer.

Stk. 3 fastsætter vilkårene for tildeling af tidsbegrænset indvindingstilladelse. Vilkårene herfor er identiske med vilkårene for meddelelse af generelle tilladelser med to undtagelser: For det første meddeles en sådan tilladelse for en tidsbegrænset periode på indtil 10 år, og for det andet kan tilladelse gives ikke blot til indvindere, men i ganske særlige tilfælde også til en offentlig eller halvoffentlig myndighed, der forestår et større anlægsarbejde. Der vil efter denne bestemmelse kunne gives tilladelse til Kystinspektoratet i forbindelse med konkrete, større kystsikringsopgaver eller til statslige aktieselskaber, der er bygherre for større infrastrukturprojekter, hvilket der har været nogen tvivl om under gældende lovgivning.

Det forudsættes, at bemyndigelsen til at fastsætte regler for meddelelse af tidsbegrænset tilladelse anvendes til at fastsætte regler, der muliggør en hurtig sagsbehandling med henblik på at sikre, at leverancer til konkrete anlægsarbejder m.v. kan indledes uden forsinkelser af administrativ karakter. Der bør derfor udstedes en bekendtgørelse, der viderefører principperne i bekendtgørelse nr. 168 af 12. marts 1990, eventuelt således, at de heri anførte grænser for indvindinger, der kan indledes på grundlag af en forenklet sagsbehandling, 250.000 m3 og 1.000.000 m3, revurderes. Det kunne for eksempel overvejes at reducere grænsen for anmeldelse af indvinding til en konkret opgave fra 250.000 m3 til 100.000 m3. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at indvindinger i den størrelsesorden, der er reguleret af bekendtgørelsen, normalt er miljømæssigt uproblematiske, og med den foreslåede reduktion af grænsen for mindre indvindinger kan der næppe være noget til hinder for at opretholde den for branchen vigtige, forenklede administrative behandlingsform.

Stk. 4 fastsætter vilkårene for tildeling af efterforskningstilladelse. Vilkårene er identiske med de i lovforslagets § 21, stk. 1, angivne. Det findes dog igen nødvendigt at præcisere, at det er en forudsætning for meddelelse af tilladelse, at ansøgeren har status af indvinder, jf. bemærkningerne til § 20, stk. 2. Det findes endvidere hensigtsmæssigt at indføre en tidsbegrænsning på indtil 3 år og at præcisere, at tilladelsen ikke kan overdrages. Det forudsættes herved, at fortrinsret til meddelelse af indvindingstilladelse eller en indvindingstilladelse meddelt på grundlag af forudgående efterforskning også er uoverdragelig, jf. hjemmelen til dette vilkår i § 20, stk. 2, nr. 5. Fortrinsret til indvinding bør kun meddeles i særlige tilfælde og kun efter høring af branchen, idet den hidtidige åbenhed omkring ressourcelokalisering har været en medvirkende årsag til den effektive og ressourceøkonomiske anvendelse af havbundens råstoffer.

Stk. 5 svarer til lovforslagets § 21, stk. 3. Stk. 6 svarer til lovforslagets § 20, stk. 3.

Til nr. 3 Efter ændringsforslaget findes i denne bestemmelse samtlige krav til indvindingsområderne, der kan gøres til genstand for tilladelse efter § 20. Tilsvarende bestemmelser findes i lovforslagets § 20, stk. 4-6. Der foreslås dog enkelte ændringer. For det første, at kun kystområder med en vanddybde på mindre end 6 meter ligestilles med EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsarområder og EF-habitatområder. Det er imidlertid ikke hensigtsmæssigt at undtage alle 6-meter-områder fra indvinding, idet sådanne områder forekommer sporadisk til havs inden for allerede kendte og udnyttede ressourceområder. En afgrænsning og undtagelse af alle sådanne områder vil i praksis kunne medføre en uhensigtsmæssig opdeling af ressourceområder og en forringelse af mulighederne for ressourceøkonomisk udnyttelse.

I betragtning af, at en meget betydelig del af den danske råstofindvinding fra søterritoriet er eller har være henlagt til de efter ændringsforslagets § 21, stk. 1, undtagne områder, findes det hensigtsmæssigt at lempe den meget strenge dispensationsbestemmelse i stk. 2, der svarer til lovforslagets § 20, stk. 5. Lempelsen foreslås gennemført ved at ændre »ganske særlige tilfælde« til »særlige tilfælde« og at give hjemmel til dispensation, når der ikke skønnes at indtræde »varige« forringelser af de pågældende områder.

Til nr. 5 Lovforslaget indeholder i § 3, stk. 6, en overgangsordning, der må have til formål at sikre eksisterende tilladelseshaveres rettigheder og mulighed for at fortsætte deres erhvervsudøvelse efter ændringslovens ikrafttræden den 1. januar 1997. Den foreslåede ordning går i store træk ud på, at alle eksisterende indvindingsområder, bortset fra de mange områder, der falder ind under begreberne EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og 6-meter-områder, i løbet af 1996 underkastes miljøvurdering og herefter udlægges som særlige indvindingsområder efter lovens § 20, jf. § 22.

Denne overgangsordning må nødvendigvis skabe stor usikkerhed i indvindingsbranchen, fordi det i det hele er overladt til administrationen at afgøre, hvor stor en del af de aktuelt kendte og anvendte ressourceområder der vil være til rådighed for indvinding om ganske få måneder. Der er også med denne overgangsordning skabt betydelig usikkerhed om, hvorvidt lovforslaget er i fuldstændig overensstemmelse med grundlovens § 73, idet man først efter områdeudlæggelsen i medfør af lovforslagets § 22 kan tage stilling til, om lovforslaget krænker ejendomsretten ved i realiteten at gennemføre en øjeblikkelig tilbagekaldelse eller ophævelse af tilladelser, der ifølge gældende lov kun kan tilbagekaldes med 10 års varsel. Det ville kunne være tilfældet, hvis den forudsatte områdeudlæggelse medfører væsentlige indskrænkninger i retten til råstofindvinding fra de kendte og anvendte indvindingsområder.

Det foreslås derfor, at § 22 ændres, således at lovgivningsmagten har fuld indsigt i lovforslagets konsekvenser. Det er muligt, fordi forhandlingerne mellem administrationen og erhvervet allerede er så vidt fremskredne, at man under lovforslagets videre behandling må kunne forvente, at miljø- og energiministeren er i stand til at udarbejde et bilag til loven, der klart afgrænser de områder, som alle eksisterende tilladelseshavere efter den gældende råstoflovs § 19 fremtidigt kollektivt skal have adgang til i medfør af lovforslagets § 22.

Det således afgrænsede område vil fremtidigt udgøre et særligt, kollektivt indvindingsområde, og i lovteknisk henseende bør bestemmelsen, der fastlægger området, derfor ikke fremtræde som en overgangsbestemmelse. Disse hensyn er søgt fremmet gennem den foreslåede nye affattelse af stk. 1 og 2.

Stk. 3 indeholder den hjemmel til ved bekendtgørelse at udlægge indvindingsområder, som er hovedindholdet af lovforslagets § 22. Hjemmelen er efter ændringsforslaget knyttet til det indvindingsområde, som udlægges i medfør af § 22, stk. 1. Det er bestemmelsens formål at sikre, at råstofindvindingen på det danske søterritorium fortsat kan gennemføres på den for branchens virksomheder og aftagere mest hensigtsmæssige måde under varetagelse af de fornødne miljømæssige hensyn. Dette mål vil for eksempel ikke kunne opfyldes, hvis den nye tilladelsesordning med tiden bliver administreret på en sådan måde, at nye ressourceområder gøres til genstand for eneretsbevillinger, eller at der kun udstedes tilladelser til nye indvindingsområder til enkelte af branchens virksomheder, jf. herved også bemærkningerne til den foreslåede ændring af § 20, stk. 4. Det vil derfor også være mere hensigtsmæssigt at anvende den i stk. 3 foreslåede hjemmel til at udvide det i stk. 1 definerede område efter endt efterforskning i henhold til § 20, stk. 4, end at meddele den enkelte tilladelseshaver fortrinsret til indvindingstilladelse.

Til nr. 7 og 8 Formålet med lovforslagets § 24, stk. 4, synes uklart. Bestemmelsen forekommer at kunne anvendes til en administrativ foregribelse af en omlægning af tilladelsessystemet, som kun bør kunne gennemføres ved lov, og den giver i realiteten miljø- og energiministeren en ganske unormeret kompetence til at standse al indvinding med 10 års varsel. Da bestemmelsen i øvrigt forekommer overflødig, foreslås det, at den udgår.

Stk. 5, der herefter bliver stk. 4, foreslås omformuleret, således at ministeren ikke overlades et ganske unormeret skøn med hensyn til at ændre eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1. I forvaltningsretlig henseende betragtes tilbagekaldelse som et væsentligt indgreb i borgernes rettigheder, og der kan af den forvaltningsretlige litteratur udledes en række kriterier for, hvornår en offentlig myndighed i særlige tilfælde kan gennemføre en sådan tilbagekaldelse. Det forekommer på denne baggrund aldeles ubegrundet, at ministeren i relation til tilladelser, der danner grundlag for meget betydelige erhvervsmæssige investeringer, skulle være beføjet til at gennemføre en hel eller delvis tilbagekaldelse uden nærmere normering. Den foreslåede formulering må af retssikkerhedsmæssige grunde udgøre den absolut minimale normering af ministerens kompetence i denne henseende.

Til nr. 9 Den foreslåede ændring er alene en konsekvens af den nye formulering af § 19.

Til nr. 10 Lovforslagets § 44, stk. 7, forlænger forældelsesfristen for strafansvar for overtrædelse af lovens bestemmelser til 5 år. Forlængelsen ses alene begrundet i, at en tilsvarende frist gælder for visse miljølovsovertrædelser, og at den kan være hensigtsmæssig af administrative grunde, idet den giver mulighed for en længere sagsbehandling i forbindelse med efterforskning af mulige strafbare forhold. I betragtning af, at erhvervet løbende overvåges, løbende skal rapportere til offentlige myndigheder og er underkastet en streng tilladelsesordning, forekommer det ikke retssikkerhedsmæssigt klædeligt, at myndighederne skulle have behov for en særlig forlænget sagsbehandling i forbindelse med straffesager, hvis antal i øvrigt under den gældende lovgivning har været ganske ubetydeligt. Den forlængede forældelsesfrist ses kun at varetage ikke-beskyttelsesværdige hensyn, nemlig hensynet til tilsynsmyndighedens mulighed for langsommelig sagsbehandling. Da dette hensyn med lovforslaget varetages på bekostning af retssikkerheden, foreslås det, at stykket udgår.

Til nr. 11 Tilføjelsen i 1. pkt. er en konsekvens af den nye affattelse af § 22.

Ændringerne i 3. pkt. er en konsekvens af den ændrede formulering af § 24.

Til nr. 12 Den med ændringsforslaget foreslåede affattelse af stk. 6 tilstræber at sikre, at allerede godkendt indvindingsmateriel fortsat lovligt vil kunne anvendes i medfør af tilladelser udstedt efter § 20 og § 22. Lovforslagets bestemmelser i § 3, stk. 6, udgår, idet denne overgangsordning i øvrigt efter ændringsforslaget er overført til § 22, hvormed der udlægges et samlet indvindingsområde for indvindere, der har opnået tilladelse under den hidtil gældende lovgivning.

Til nr. 13 Ændringsforslaget sikrer, at erhvervet frem til den 1. januar 2007 kan fortsætte med at suge mindre mængder af sand fra havbunden i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 168 af 12. marts 1990 om indvinding af sand fra havbunden til anvendelse ved større opfyldnings- og kystfodringsopgaver. Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent Hindrup Andersen (EL) Lis Greibe (S) Hanne Severinsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels J. Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Jens Jørgensen (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd. Centrum-Demokraterne og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTL 153

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer

Nr L 153 1995-96, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19960508