1995 BTL 151 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SKOVLOVEN NR L 151 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 44
I lovforslaget fastholdes den nu 7 år gamle formålsparagraf uændret. Hvordan hænger det sammen med dels Danmarks internationale forpligtelser vedrørende skove, dels den politik, der kom til udtryk i regeringens redegørelse om en samlet dansk skovpolitik, den såkaldte skovpolitiske redegøresle fra 1994?
Svar
Det er rigtigt, at der gennem specielt de seneste år er sket store ændringer i opfattelsen af de krav, som stilles til skovene. Hovedvægten på skovområdet lå i mange år på træproduktionen, hvilket i sig selv tilgodeså en række natur- og miljøhensyn i forhold til anden arealanvendelse. Både nationalt og internationalt er kravene til disse hensyn imidlertid vokset, samtidig med at andre som f.eks. landskabelige, naturhistoriske og kulturhistoriske hensyn er kommet til.
Udviklingen siden vedtagelsen af skovloven i 1989 har derfor også ved forberedelserne af lovforslaget givet anledning til overvejelser om formålsparagraffen.
Der er gennem de seneste år truffet beslutning om, at skovarealet skal fordobles inden for de kommende 80-100 år. Desuden var skovene på dagsordenen som et selvstændigt politisk punkt ved Riokonferencen i 1992. Der er endvidere udsendt en naturskovsstrategi, og realiseringen af denne er påbegyndt. »Grønskovdrift« og nedbringelse af anvendelse af pesticider på offentlige skovarealer er iværksat eller under overvejelse, og der er indført mulighed for at yde tilskud til skovbruget, som i højere grad end hidtil understøtter en udvikling i retning af stabile og varierede skove.
Alle disse aspekter indgår i lovforslagets bestemmelser om den fremtidige anvendelse af fredskovspligtige arealer.
Jeg er således helt enig i, at det er vigtigt, at lovforslaget afspejler den aktuelle udvikling, og jeg har som nævnt ved forberedelsen af lovforslaget overvejet, om formålsbestemmelserne i skovlovens kapitel 1 burde ændres.
Når det ikke er sket, skyldes det, at formålsbestemmelserne skal ses i snæver sammenhæng med lovforslagets §§ 15-18 om anvendelsen af fredskovspligtige arealer. Disse bestemmelser er på centrale punkter blevet ændret i en mere naturnær retning, således at der med lovforslaget er lagt op til en reel opprioritering af »de grønne hensyn«.
I lovforslaget er det præciseret, at den enkelte skovejer ved skovdriften skal varetage de landskabelige, kulturhistoriske, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensynene til friluftslivet. Afvejningen mellem de forskellige hensyn skal ske ud fra en helhedsbetragtning, og skovejeren må ved alle dispositioner i skoven forholde sig hertil.
I de detaljerede formuleringer af bestemmelserne i §§ 15-18 er hensynet til naturgrundlaget og den biologiske mangfoldighed nu direkte nævnt. På samme måde er hensynet til det omgivende miljø nu også nævnt eksplicit. Skovdriftsreglerne er endvidere blødt op i retning af mere naturnær skovdrift, og betydningen af dødt ved er fremhævet i et selvstændigt punkt i § 17.
Endvidere er der i bemærkningerne til lovforslagets § 19 lagt op til, at tilskudsmidlerne i højere grad end hidtil skal prioriteres, så de understøtter de elementer af »god og flersidig skovdrift«, som skovejeren umiddelbart ikke har nogen egeninteresse i at gennemføre.
»God og flersidig skovdrift« opfattes allerede i dag som synonymt med bæredygtig skovdrift. Terminologien er i løbet af de seneste 6-7 år også slået igennem i det praktiske skovbrug. På den baggrund har jeg fundet det mest hensigtsmæssigt at bevare formålsbestemmelserne uændret, men til gengæld supplere dem med mere detaljerede regler, der opprioriterer hensynet til naturen og miljøet.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren og landbrugs- og fiskeriministeren, som ministrene har besvaret skriftligt.
Et af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
A/S Plantningsselskabet Sønderjylland,
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Dansk Erhvervsgartnerforening,
Dansk Familielandbrug,
Dansk Skovforening,
De danske Landboforeninger og
Friluftsrådet.
Der er af miljø- og energiministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af miljø- og energiministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af miljø- og energiministeren og det af et mindretal under nr. 5 stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af miljø- og energiministeren under nr. 3, 4, 6 og 9 og de af mindretallet under nr. 2, 5 og 7 stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af miljø- og energiministeren og det af et mindretal under nr. 1 stillede ændringsforslag.
En del af mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) ønsker at præcisere, at de økologiske forhold ikke alene er vigtige i forbindelse med produktion af juletræer og pyntegrønt, som det fremgår af bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1. Anvendelse af pesticider og kunstgødning er et generelt problem overalt, hvor der rejses skov.
Principperne for økologisk skovdrift er kendetegnet ved tre væsentlige aspekter: 1) ingen brug af kunstgødning og pesticider, 2) skovrejsning skal kunne foregå ved at lade områder springe i skov af sig selv, og 3) tilsåning uden efterfølgende intensiv pleje. Den økologiske skov er en blandingsskov med plukhugst, hvor kvasen efterlades på skovbunden og indgår i humusopbygningen.
Mindretallet ønsker skovarealet i Danmark udvidet til det tredobbelte. Det skal ske ved, at det areal på 400.000 hektar, som regeringen påtænker anvendt til energiafgrøder, konverteres til økologisk skovdrift.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (SF og EL)
1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af kapitel 3 affattes § 16, stk. 2, således
»Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op til 10 pct. af skovens areal på betingelse af, at forbrug af pesticider og kunstgødning på arealer anvendt hertil ophører senest år 2000.«
Af et mindretal (KF og FP)
2) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af kapitel 4 udgår § 20 og § 20 a.
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget
3) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af kapitel 4 indsættes i § 21 efter »bæredygtigt«: »eller økologisk«.
4) I den under nr. 13 foreslåede affattelse af kapitel 8 indsættes i § 39 efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at have meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
Af et mindretal (V, KF og FP)
5) Efter nr. 14 indsættes som nyt nummer
»01. I § 41, stk. 3, ændres »12 medlemmer« til: »13 medlemmer« og »8 medlemmer« til: »9 medlemmer«, og efter »Hedeselskabet,» indsættes: »landbrugets organisationer,».«
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget
6) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer
»02. I § 46, stk. 4, ændres »§ 15, stk. 2« til: »§ 16, stk. 2«.'
Til § 2Af et mindretal (KF og FP)
7) Stk. 4 affattes således
»Stk. 4. Miljø- og energiministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 19, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.«
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, SF, RV og EL)
8) Stk. 4 affattes således
»Stk. 4. Miljø- og energiministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 19, § 20 og § 20 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.«
Til § 3Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget
9) Stk. 2 affattes således
»Stk. 2. Det samme gælder regler udstedt efter lov om tilskud til produktudvikling af jordbrugs-, skovbrugs- og fiskeriprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af 18. juli 1995.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Betingelsen knytter sig til den del af skovens areal, som anvendes til dyrkning af juletræer og pyntegrønt. Dyrkning af juletræer og pyntegrønt forudsætter ikke brug af kunstgødning og pesticider, hvorfor det må være rimeligt at iværksætte en udfasning heraf i et relativt hurtigt tempo.
Til nr. 2 og 7 Med ændringsforslaget udgår muligheden for at indføre produktionsafgifter, og dermed indføres der ikke nye skatter og afgifter for produktionssektorerne. De foreslåede produktionsafgifter har den mærkværdige konstruktion, at erhvervsorganisationernes repræsentanter reelt bliver dem, der bestemmer, om der skal indføres skatter og afgifter for såvel egne medlemmer som skovejere, der har valgt at stå uden for organisationerne. Folketinget uddelegerer på denne måde sin myndighed til organisationer med en relativ beskeden organisationsprocent, og det findes betænkeligt.
Til nr. 3 Udgangspunktet er, at krav til skovdriften bør bygge på en afvejning af alle tre dimensioner i bæredygtighedsbegrebet: den økonomiske, den økologiske og den sociale. Der kan imidlertid være behov for at se specielt på de økologiske forhold for juletræer og pyntegrønt, som dyrkes intensivt.
Af bemærkningerne til den i lovforslaget foreslåede § 21 fremgår det, at der med hjemmel i § 21 kan fastsættes regler om mærkning og certificering af bæredygtigt producerede skovbrugsprodukter, »herunder økologisk producerede juletræer og pyntegrønt«. Ved ændringsforslaget præciseres i lovteksten, at selvstændige regler for økologisk mærkning kan fastsættes, hvad enten der er eller ikke er fastsat regler for mærkning som bæredygtigt produceret.
Til nr. 4 Ændringsforslaget giver den nødvendige hjemmel til at gennemføre den ordning, som allerede er beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget, hvorefter Naturklagenævnets formand på nævnets vegne kan træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at have meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. En enslydende bestemmelse er indeholdt i lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1994, § 58, stk. 2.
Til nr. 5 Med ændringsforslaget bliver landbrugets organisationer repræsenteret i Skovrådet. Skovrådet har bl.a. til formål at give de organisationer, der har en interesse i lovens formål, et fælles, formelt udgangspunkt med hensyn til at afgive udtalelser vedrørende skovloven over for miljø- og energiministeren.
Gennem de foreslåede regler for tilskud søger skovloven at fremme skovrejsningen i privat regi, således at en ligelig fordeling af skovrejsning i statsligt og i privat regi kan opretholdes. Derfor må det være naturligt, at det erhverv, landbruget, som denne indsats er rettet mod, også bliver repræsenteret i Skovrådet.
Til nr. 6 I den gældende lovs § 46, stk. 4, er det fastsat, at fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntsareal i kort omdrift end de 10 pct., der er fastsat i lovens § 15, stk. 2, senest den 1. juli 1999 skal opfylde denne bestemmelse.
I lovforslaget er denne bestemmelse nu i § 16, stk. 2. Ændringsforslaget er således en konsekvensændring heraf.
Til nr. 8 Ændringsforslaget giver mulighed for at indføre produktionsafgifter før den 1. januar 1997, hvor loven i øvrigt træder i kraft.
Til nr. 9 I lovforslagets § 3 er stk. 1 og stk. 2 som følge af en trykfejl identiske, medens den korrekte formulering af stk. 2 er udeladt. Ændringsforslaget indsætter den korrekte formulering af stk. 2. Som det korrekt fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal bestemmelsen sikre, at der ikke opstår huller i de administrative regler i perioden fra lovens ikrafttræden, og indtil nye bekendtgørelser er udstedt og trådt i kraft.
Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent Hindrup Andersen (EL) Lis Greibe (S) Hanne Severinsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels J. Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Jens Jørgensen (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd. Centrum-Demokraterne og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 151
Betænkning over Forslag til lov om ændring af skovloven
Nr L 151 1995-96, 1. samling
Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget
Afgivet: 19960502