1995 BTL 141 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LEVNEDSMIDLER M.M. (UDDANNELSE I LEVNEDSMIDDELHYGIEJNE M.M.) NR L 141 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra
Danmarks Restaurant- og Cafeteriaforening,
Dansk Arbejdsgiverforening og
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.
Der er af sundhedsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet har taget til efterretning, at sundhedsministeren i sin besvarelse af spørgsmål 19 har foreslået, at 3-måneders-grænsen afskaffes og erstattes af et krav om, at nyansatte skal gennemgå eller være tilmeldt det obligatoriske hygiejnekursus inden for de 3 første ansættelsesmåneder.
En sådan ordning vil betyde, at nyansatte løsarbejdere skal på kursus samtidig med, at det ikke forhindrer ledige i at få job alene af den grund, at de ikke har gennemgået hygiejnekurset på forhånd.
Ifølge oplysninger fra Sundhedsministeriet viser beregninger, at det årlige antal kursusberettigede udgør ca. 3.500. I disse beregninger er der ikke skelnet mellem ufaglærte løsarbejdere og anden ufaglært arbejdskraft med en mere fast tilknytning til en virksomhed.
En afskaffelse af 3-måneders-grænsen vil derfor ikke forrykke væsentligt på det årlige antal kursusberettigede og vil derfor heller ikke betyde en kapacitetsmæssig merbelastning i AMU-systemet.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet finder, at lovforslaget på trods af positive elementer angående forenkling og smidiggørelse af det eksisterende autorisationssystem for levnedsmiddelvirksomheder vil medføre for mange negative konsekvenser. Dette gælder indførelsen af den obligatoriske uddannelse i levnedsmiddelhygiejne, der vil formindske den i forvejen lave mobilitet på arbejdsmarkedet. Hertil kommer problemerne med at få kontrolleret, hvorvidt ansatte i de mange små virksomheder inden for branchen har taget levnedsmiddelhygiejneuddannelsen. En så betydelig kontrolindsats, der kræves fra offentlig side for at kontrollere dette, står ikke mål med hensigterne i lovforslaget og vil medføre øget bureaukrati og øgede offentlige udgifter.
Mindretallet finder endvidere, at udgifterne i forbindelse med en gennemførelse af lovforslaget vil blive meget højere end forudsat. Dette gælder udgifterne for stat og kommuner til AMU-kurserne, udgifter til udbetaling af økonomisk godtgørelse til kursusdeltagerne samt de næringsdrivendes udgifter til certificering.
Mindretallet hæfter sig samtidig ved de dårlige erfaringer, der er gjort inden for uddannelsesverdenen med hensyn til tvungne uddannelser på grund af kursisternes manglende motivation. Endelig vil lovforslaget ikke løse de eventuelle problemer med levnedsmiddelhygiejne hos de mange korttidsansatte i branchen, der må antages at være dem, der primært mangler den fornødne uddannelse og viden.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for det af sundhedsministeren stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf sundhedsministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF, RV, CD og FP)
Til § 2 1) I stk. 2 indsættes efter ordet »ikrafttrædelsesdato«: »og for indehavere af virksomheder, der etableres efter denne ikrafttrædelsesdato«.
Bemærkninger
Til nr. 1 Selvstændige har med den seneste ændring af loven om arbejdsmarkedsuddannelser fået mulighed for at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved deltagelse i en arbejdsmarkedsuddannelse.
Kravet om obligatorisk uddannelse skal derfor også gælde for ufaglærte selvstændige, der beskæftiger sig med forarbejdning og tilberedning af madvarer i en sådan grad, at det erfaringsmæssigt kan forårsage sundhedsmæssige problemer.
I øvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.
Tove Lindbo Larsen (S) nfmd. Lone Møller (S) Hanne Andersen (S) Holger Graversen (S) Jytte Wittrock (S) Jørn Jespersen (SF) Vibeke Peschardt (RV) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Addi Andersen (CD) Jørgen Winther (V) Mariann Fischer Boel (V) Ester Larsen (V) fmd. Kim Mouritsen (V) Henriette Kjær (KF) Agnete Laustsen (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Jan Køpke Christensen (FP)
Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 141
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om levnedsmidler m.m. (Uddannelse i levnedsmiddelhygiejne m.m.)
Nr L 141 1995-96, 1. samling
Afgivet af Sundhedsudvalget
Afgivet: 19960418