1995 BTL 140 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRING MOD FØLGER AF ARBEJDSSKADE (INDFØRELSE AF PLUDSELIGE LØFTESKADER SOM NYT ARBEJDSSKADEBEGREB M.V.) NR L 140 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til socialministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 19
Vil ministeren bekræfte, at det videre arbejde i forbindelse med udmøntningen af de i betænkningen 1282/94 indeholdte anbefalinger om ændringer i det gældende arbejdsskadesystem - herunder etablering af den nye administrative struktur på erhvervssygdomsområdet - gennemføres i overensstemmelse med de i betænkningen anførte økonomiske og administrative forudsætninger.
Svar
Udmøntningen af de øvrige anbefalinger har ikke på nuværende tidspunkt en endelig form, der kan danne grundlag for forelæggelse for Folketinget. Der foreligger således endnu ikke et egentligt gennemførelsesgrundlag.
Ved udarbejdelsen af L 140 er der taget udgangspunkt i de anbefalinger, der er fremsat af flertallet i Arbejdsskadeudvalget i betænkning nr. 1282/94, således som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget.
Tilsvarende er der i det videre arbejde i forbindelse med udmøntningen af de i betænkning nr. 1282/94 indeholdte øvrige anbefalinger, herunder om etablering af en ny administrativ struktur på erhvervssygdomsområdet, taget et sådant udgangspunkt, herunder med hensyn til økonomiske og administrative forudsætninger.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet et spørgsmål til socialministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Flertallet har lagt vægt på, at socialministeren har oplyst følgende
Kravet om, at den skadelidte skal have belastende løftearbejde, kan ikke sammenlignes med de krav, der stilles i Erhvervssygdomsudvalget som forudsætning for, at man kan få anerkendt lænderyglidelser på grund af langvarigt tungt løftearbejde.
Selve definitionen af, hvad det nye arbejdsskadebegreb, der betyder en udvidelse af området for anerkendelse af arbejdsskader, skal omfatte, overlades til Erhvervssygdomsudvalget. Jeg vil følge den praksis, der dannes, med henblik på en orientering af Folketingets Socialudvalg. Der vil på den måde kunne foreligge et grundlag for, at Folketingets Socialudvalg kan vurdere, om loven eventuelt bør tages op til revision 3 år efter ikrafttrædelsen.
I den mellemliggende periode vil det blive undersøgt, om det er muligt at kortlægge en sammenhæng mellem muskel-, nerve- og ledskader og belastende arbejde i form af skub eller træk. Det vil derefter blive vurderet, om der er grundlag for en ændring af loven, således at også disse belastningsformer kan komme i betragtning, når det overvejes, om en skade kan henføres under det nye arbejdsskadebegreb.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Bjørn Elmquist (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Bendt Bendtsen (KF) Karen Højte Jensen (KF) Jens Jørgensen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Et af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra
Dansk Kiropraktor-Forening,
Forbundet af Offentligt Ansatte,
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
LO Storkøbenhavn,
Preisler, Jan,
Rigshospitalet,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
SiD-Kastrup og
Socialpædagogernes Landsforbund.
Der er af socialministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af socialministeren stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler, at lovforslaget er et led i udmøntningen af de i betænkning 1282/1994 indeholdte anbefalinger om ændringer i det gældende arbejdsskadeforsikringssystem. Socialministeren har over for udvalget bekræftet, at det videre arbejde i forbindelse hermed, herunder etableringen af den nye administrative struktur på erhvervssygdomsområdet, gennemføres i overensstemmelse med de i betænkningen anførte økonomiske og administrative forudsætninger.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det af socialministeren stillede ændringsforslag og imod de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet udtaler, at grundlaget for Venstres arbejdsskadepolitik er, at der bør være en nøje sammenhæng mellem arbejdsgiverens ansvar og erstatningspligt. Arbejdsgiveren skal yde fuld erstatning, når en medarbejder kommer til skade på arbejdspladsen, og når forholdene på arbejdspladsen påfører medarbejderen en erhvervssygdom. Venstre ønsker således en klar og tydelig placering af ansvaret for arbejdsmiljøet på den enkelte arbejdsplads.
Det er Venstres opfattelse, at erstatningerne på arbejdsskadeområdet ikke står i et rimeligt forhold til den generelle livskvalitetsforringelse, som en arbejdsskade medfører. Erstatningerne er for små. Sammenhængen mellem ansvar og erstatningspligt er for lille.
Lovforslaget indebærer, at arbejdsskadebegrebet gøres så bredt, at arbejdsgiverne skal yde erstatning vedrørende hændelser eller skader, som de ikke på nogen rimelig måde kan siges at have et ansvar for. Ansvar og erstatningspligt hænger ikke sammen i lovforslaget.
Lovforslagets gennemførelse betyder, at arbejdsskadeforsikringen i højere grad får karakter af en social ordning. Venstre vender sig imod denne udvikling. Arbejdsskadeerstatning bør ikke være en social ydelse. Det bør være en erstatning, som følger af, at den enkelte arbejdsgiver har et ansvar for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.
Venstre finder endvidere, at arbejdsskadeforsikringssystemets voksende karakter af en social ordning vil gøre det umuligt at skabe sammenhæng mellem arbejdsskadernes livskvalitetsforringelser og erstatningernes størrelse.
Venstre frygter desuden, at den manglende sammenhæng mellem arbejdsgivernes ansvar og arbejdsskadebegrebet kan føre til en vis svækkelse af arbejdsgivernes agtpågivenhed over for arbejdsskader.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 4 og nr. 9 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de under nr. 1-3, 5-8 og 10 stillede ændringsforslag.
Mindretallet mener ikke, at det er rimeligt, at det skal være et kriterium for at få anerkendt en løfteskade, at personen i forvejen havde tungt løftearbejde. Mange personer, der normalt ikke har tungt løftearbejde, kan fra tid til anden komme ud for at skulle løfte tunge ting. Hvis de øvrige betingelser er opfyldt og der er en årsagssammenhæng mellem løftet og skaden, bør der udbetales erstatning.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (SF og EL)
1) I det under nr. 3 foreslåede § 9 a, stk. 1, udgår ordet »spontant«.
2) I det under nr. 3 foreslåede § 9 a, stk. 1, ændres »umiddelbar i tilknytning til løftearbejde« til: »umiddelbar i tilknytning til løfte-, skub- eller trækarbejde«.
3) I det under nr. 3 foreslåede § 9 a, stk. 1, udgår ordene »i akavede stillinger«.
Af et mindretal (SF og EL), tiltrådt af et mindretal (FP)
4) I det under nr. 3 foreslåede § 9 a, stk. 1, udgår ordene »hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde«.
Af et mindretal (SF og EL)
5) I det under nr. 3 foreslåede § 9 a, stk. 1, ændres »når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet« til: »når skaden må anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet«.
6) Den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 18 affattes således
»§ 18. Socialministeren fastsætter regler om, at læger, tandlæger og andet praktiserende sundhedspersonale skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.
Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, at læger og andet praktiserende sundhedspersonale skal anmelde såvel klare som formodede løfteskader, jf. § 9 a, som de igennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet.«
7) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer
»01. § 30, stk. 5, affattes således
»Stk. 5. Chefen for Arbejdsskadestyrelsen fastsætter regler om, i hvilket omfang der kan ske dækning af udgifter efter stk. 1-4. Chefen for Arbejdsskadestyrelsen fastsætter endvidere regler om, i hvilket omfang udgifter efter stk. 1-4 dækkes under sagens behandling, uanset skaden ikke kan anerkendes efter § 9.«
8) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
»02. Efter § 58 indsættes som ny paragraf
»§ 58 a. Uanset bestemmelserne i § 58, stk. 1, kan socialministeren indstille til Arbejdsskadestyrelsen at optage sygdomme på den i § 10, stk. 1, nr. 1, nævnte fortegnelse.«
Til § 2Af socialministeren , tiltrådt af udvalget
9) Paragraffen affattes således
»§ 2 Loven træder i kraft den 8. maj 1996 og finder anvendelse på pludselige løfteskader, der indtræder den 1. juni 1996 eller senere.«
Af et mindretal (SF og EL)
Underændringsforslag
til ændringsforslag nr. 9 10) I den under ændringsforslag nr. 9 foreslåede affattelse af § 2 ændres »og finder anvendelse på pludselige løfteskader, der indtræder den 1. juni 1996 eller senere« til: », men finder også anvendelse på pludselige løfteskader, der er indtruffet før denne dato.«
Bemærkninger
Til nr. 1 En pludselig løfteskade, der opstår i umiddelbar tilknytning til løftearbejdet er altid spontan. Spontaniteten er indholdt i både »pludselig« og »i umiddelbar tilknytning til«. Der er derfor ikke nogen grund til at »spontant« står som et yderligere krav for, at en løfteskade skal kunne anerkendes.
Til nr. 2 Med ændringsforslaget defineres pludselige løfteskader, så også skub og træk af vogne eller byrder omfattes af lovforslaget. Træk og skub anerkendes ikke som løft, men er belastende i samme grad som løft. Ved at medtage træk- og skubarbejde udgås, at varige muskel-, nerve- og ledskader med årsag i belastende træk- og skubarbejde afvises, fordi der ikke indgår et løft i den konkrete situation.
Til nr. 3 Ændringsforslaget betyder, at det ikke er en forudsætning, at de pågældendes løfte-, træk- og skubarbejde er foregået i akavede stillinger. Løfteskader, der i overvejende grad er forårsaget af arbejdet, skal ikke kunne afvises, fordi der ikke indgår en akavet stilling i den konkrete situation, når skaden må anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet. En afvisning af anerkendelse af arbejdsskader med udgangspunkt i, at arbejdet ikke er foregået i en akavet stilling - uanset skaden må anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet - forekommer uforståelig.
Til nr. 4 Ændringsforslaget betyder, at det ikke er en forudsætning, at de pågældende i øvrigt har belastende løfte-, træk- og skubarbejde for at få løfteskaden anerkendt, når skaden må anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet. Det forekommer ikke rimeligt, at dette nye arbejdsskadebegreb kræver, at man i øvrigt har belastende løftearbejde.
Til nr. 5 Ændringsforslaget betyder, at skaden må anses for i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet for at blive anerkendt som arbejdsskade. Formuleringen i lovforslaget er, at skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet for at blive anerkendt som arbejdsskade. Udelukkende må betragtes som at være indeholdt i »i overvejende grad«, hvorfor det forekommer som dobbelt konfekt også at anvende et begreb som udelukkende.
Til nr. 6 Det forekommer ulogisk, at det alene skal være læger, der har anmeldepligt. Retten og pligten til anmeldelse bør følges ad, idet en undladelse af anmeldelsen af formodede arbejdsskader betyder, at skaden måske aldrig bliver anmeldt. Den forebyggende effekt, der ligger i, at skaderne altid anmeldes, forsvinder hermed. Oplysninger om den skadelidtes generelle helbredsmæssige forhold, som er væsentlige for sagens behandling, kan efter anmeldelsen indhentes hos det relevante sundhedspersonale, som det er tilfældet i dag. Risikoen for dobbeltanmeldelse er næppe større, idet alle også i dag har ret til at anmelde en arbejdsskade.
Til nr. 7 Ændringsforslaget gør op med den hidtidige forudsætning, at udgifter til behandling, genoptræning m.v. alene kan dækkes, hvis skaden anerkendes. Muligheden for helbredelse og mindskelse af varige men forøges væsentligt, jo tidligere behandling, genoptræning m.v. sættes ind. Regeringen har - ikke mindst i den senere tid - lagt uhyre stor vægt på, at flest mulige skal fastholdes i job. Projekt Jobfastholdelse og arbejdet for oprettelsen af skånejob er gode eksempler på, at bl.a. arbejdsskadede skal have mulighed for at vende tilbage på arbejdsmarkedet - uanset at eksempelvis arbejdsskadede ikke har fuld erhvervsevne. Der er en klar samfundsmæssig interesse i at sikre størst mulig helbredelse - en interesse, som den skadelidte deler. Derfor skal det ikke være den enkelte skadelidtes økonomiske formåen, der er afgørende for, hvilken behandling, genoptræning m.v. der ydes, indtil anerkendelse eller afvisning af arbejdsskaden sker. Samtidig undgås, at arbejdsskader anerkendes, fordi der ikke er ydet tilstrækkelig behandling, genoptræning m.v.
Til nr. 8 Det er uhensigtsmæssigt, at styrkeforholdene mellem arbejdsmarkedets parter, som de kommer til udtryk i bl.a. forhandlinger med Arbejdsskadestyrelsen, er afgørende for, hvilke sygdomme der optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Lovforslaget betyder, at socialministeren på lige fod med Erhvervssygdomsudvalget kan indstille til Arbejdsskadestyrelsen, at sygdomme optages på listen.
Til nr. 9 Ikrafttrædelsesdatoen foreslås ændret fra den 1. april 1996 til den 8. maj 1996. Samtidig foreslås, at de nye regler om pludselige løfteskader finder anvendelse for pludselige løfteskader, der indtræder den 1. juni 1996 og senere.
Baggrunden for ændringsforslaget er, at tidspunktet for lovens ikrafttræden er overskredet.
Et meget kort tidsinterval mellem vedtagelse af lovforslaget og retsvirkningerne af de nye regler vil give anledning til administrative vanskeligheder i Arbejdsskadestyrelsen, der efter lovforslaget skal administrere sagerne vedrørende de pludselige løfteskader.
Lovforslaget indebærer, at Arbejdsskadestyrelsen skal ansætte et antal nye medarbejdere til at behandle sagstilvæksten som følge af lovforslaget.
Endvidere skal der foretages justeringer i styrelsens administrative procedurer - herunder ændringer af styrelsens edb-system - som følge af indførelsen af det nye skadesbegreb.
Ansættelse af medarbejdere og de administrative justeringer kan først ske efter vedtagelse af lovforslaget, idet disse forhold afhænger af det ny skadesbegrebs udformning, der først kan konstateres med sikkerhed, når lovforslaget er vedtaget.
Ved at udskyde lovens retsvirkninger med 2 måneder fra den 1. april til den 1. juni 1996 vil der samtidig ske en forskydning af merudgiften.
Ved fuld virkning i 1999 skønnes lovforslaget fortsat at medføre en samlet merudgift på ca. 235 mio. kr. (PL-1996). Men da merudgiften er stigende år for år frem til 1999, vil en udskydelse af retsvirkningerne med 2 måneder medføre lavere merudgifter i såvel 1996, 1997 og 1998 end oprindeligt skønnet.
Med retsvirkning pr. 1. juni 1996 skønnes lovforslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 8 mio. kr. i 1996. Dette beløb er fordelt med 2 mio. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne og 6 mio. kr. til administrationsbidrag og speciallægeerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 8 mio. kr. udgør 0,5 mio. kr., kommuner og amtskommuners andel 2,5 mio kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 5 mio. kr.
I 1997 skønnes lovforslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 56 mio. kr. (PL-1996). Dette beløb er fordelt med 43 mio. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, 10 mio. kr. til administrationsbidrag og 3 mio. kr. til speciallægeerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 56 mio. kr. udgør 2 mio. kr., kommuners og amtskommuners andel 20 mio. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 34 mio. kr.
I 1998 skønnes lovforslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 173 mio. kr. (PL-1996). Dette beløb er fordelt med 160 mio. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, 10 mio. kr. til administrationsbidrag og 3 mio. kr. til speciallægeerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 173 mio. kr. udgør 7 mio. kr., kommuners og amtskommuners andel 62 mio. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 104 mio. kr.
I 1999 skønnes lovforslaget at medføre en samlet merudgift på ca. 235 mio. kr. (PL-1996). Dette beløb er fordelt med 222 mio. kr. til men-godtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne, 10 mio. kr. til administrationsbidrag og 3 mio. kr. til speciallægeerklæringer m.v.
Den statslige andel af de 235 mio. kr. udgør 10 mio. kr., kommuners og amtskommuners andel 85 mio. kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 140 mio. kr.
Til nr. 10 Det foreslås, at også pludselige løfteskader, der er indtruffet før ikrafttrædelsesdatoen, skal være omfattet af lovforslaget.
Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Bjørn Elmquist (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Højte Jensen (KF) Thomas Torp Andersen (KF) Jens Jørgensen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd. Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 140
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (Indførelse af pludselige løfteskader som nyt arbejdsskadebegreb m.v.)
Nr L 140 1995-96, 1. samling
Afgivet af Socialudvalget
Afgivet: 19960423