1995 BTL 113 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNINGEN AF PENSIONSORDNINGER M.V. (FRISTFORKORTELSE) NR L 113 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget skriftlige henvendelser fra Assurandør-Societetet/Arbejdsmarkedspensionsrådet og AMP-samarbejdet.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod ændringsforslaget.
Et flertal inden for mindretallet (Venstres medlemmer af udvalget) bemærker, at forkortelsen af kredittiden for den afgift, som pensionsselskaberne skal betale til staten, når kapitalpensioner kommer til udbetaling, er en ekstraskat på kapitalpensioner. Venstre er imod yderligere forringelser af pensionsopsparernes vilkår og kan derfor ikke støtte lovforslaget.
Venstre finder det kritisabelt, at skatteministeren i de skriftlige bemærkninger til lovforslaget begrunder forslaget med, at de tekniske muligheder for indbetaling af beløbene er blevet forbedret siden 1971, og at pensionsinstitutterne i en lang årrække har haft en betydelig fordel af den lange kredittid. Siden 1971 er beskatningen af kapitalpension hævet fra 25 pct. til 40 pct., og desuden er realrenteafgiften indført. Pensionsopsparernes vilkår er således kontinuerligt blevet forringet. Der er derfor intet grundlag for at hævde, at pensionsinstitutterne og dermed pensionsopsparerne i en lang årrække har haft en betydelig fordel af den lange kredittid.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (EL), tiltrådt at et mindretal (SF)
Til § 1 1) Paragraffen affattes således
»§ 1 I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 683 af 9. august 1995, foretages følgende ændring
1. § 38, stk. 1, 3. pkt., affattes således
»Det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution skal indbetale afgiften til statskassen samtidig med udbetalingen.«»
Bemærkninger
Til nr. 1 Efter lovforslaget skal kredittiden på 3 måneder afkortes til en måned. Ændringsforslaget indebærer, at kredittiden helt afskaffes med et deraf følgende større engangsprovenu i 1996 på 375 mio. kr. og en varig rentefordel for statskassen på ca. 30 mio. kr. årligt.
Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (DF)
Fremskridtspartiet havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 113
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (Fristforkortelse)
Nr L 113 1995-96, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19951212