1995 BTL 61 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN OG RETSAFGIFTSLOVEN (FLEKSIBEL UDNYTTELSE AF DOMSTOLENES RESSOURCER M.V.) NR L 61 1995-96, 1. SAMLING

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 1

»Hvordan vil ministeren sikre, at flytningen af en straffesag fra en byret til en anden ikke medfører ekstraudgifter for den tiltalte, dennes forsvarer og eventuelle vidner?»

Svar

Forslaget til en ny bestemmelse i retsplejelovens § 702, stk. 2, giver mulighed for, at en straffesag kan flyttes til en anden byret i nævningekredsen eller, hvis omstændighederne taler for det, til en præsidentret i landsretskredsen.

I bemærkningerne til lovforslaget og i Retsplejerådets betænkning er det forudsat, at der ved afgørelsen om flytning bl.a. må tages hensyn til, om sagens parter m.v. pålægges en belastende rejseaktivitet.

Overflytning må på den baggrund typisk forventes at blive anvendt i tilfælde, hvor der ikke for sagens parter er tale om større rejseafstand af betydning.

I praksis vil overflytningen også i nogle tilfælde betyde, at rejseafstanden til f.eks. naboretskredsen bliver mindre end afstanden til det oprindelige værneting, der i alvorligere sager er fastsat ud fra gerningsstedet og ikke tiltaltes bopæl.

En flytning vil dog i nogle tilfælde kunne medføre en mærkbar belastning med hensyn til rejseaktivitet for sagens parter. Det gælder f.eks. ved flytning af en sag, der hører hjemme ved retten i Rønne på Bornholm, idet en sådan sag kun vil kunne flyttes til en præsidentret i Østre Landsretskreds f.eks. Københavns Byret eller retten i Roskilde.

I sådanne tilfælde vil det formentlig i stedet blive foretrukket at beskikke en rejsedommer til behandling af sagen ved det oprindelige værneting.

I øvrigt vil vidners rejseudgifter, hotelophold m.v. blive dækket af retten, jf. reglerne i bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 om ydelser til lægdommere og vidner m.v. Retten kan efter reglerne i denne bekendtgørelse også tillægge vidnet en særlig godtgørelse for andre udgifter eller tab.

En beskikket forsvarer modtager vederlag fra statskassen, herunder godtgørelse for rejseudgifter, jf. retsplejelovens § 741, stk. 1. Forsvareren vil således normalt også kunne få dækket ekstraudgifter som følge af sagens flytning til en anden ret.

Tiltalte må derimod som udgangspunkt selv afholde udgifter ved fremmøde i retten, herunder til transport. Er den pågældende varetægtsfængslet, afholdes udgifterne dog af det offentlige. Det samme gælder, hvis den tiltalte frifindes, jf. retsplejelovens § 1010, stk. 2.

Det påhviler som udgangspunkt tiltalte, hvis denne findes skyldig, at erstatte det offentlige de udgifter, der er medgået til sagens behandling, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

Hvis omkostningerne i sagen er væsentlig forøget som følge af flytning af sagen til en anden ret, vil der dog kunne være grundlag for at nedsætte det beløb, som tiltalte skal erstatte det offentlige efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. Ifølge denne bestemmelse kan retten begrænse omkostningsansvaret, når den finder, at dette ellers vil komme til at stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår.

Det er således muligt for retten ved fastsættelsen af de sagsomkostninger, som skal afholdes af tiltalte, at tage hensyn til en eventuel forøgelse af tiltaltes udgifter som følge af sagens flytning.

Afgørende er imidlertid, at der i praksis i almindelighed ikke ved overflytning af en sag vil blive tale om en længere rejseafstand af betydning og dermed heller ikke om øgede omkostninger for tiltalte eller for staten til forsvareren og eventuelle vidner.

Spørgsmål nr. 2

»Vil ministeren sikre, at der i tilfælde af flytning af en straffesag gives en udførlig og skriftlig begrundelse for beslutningen om at flytte sagen til de implicerede parter?»

Svar

Der er ikke ved forslaget til § 702, stk. 2, om flytning af straffesager fastsat formkrav for den afgørelse, som træffes af landsretspræsidenten i anledning af en anmodning om, at en sag skal behandles ved en anden byret.

Det samme gælder for de øvrige regler i retsplejelovens kapitel 63 om værneting og forening af straffesager.

Det antages at indebære, at afgørelsen kan træffes enten ved kendelse eller ved beslutning.

Kendelser skal ledsages af grunde, jf. retsplejelovens § 218, stk. 1, 1. pkt. Sådanne afgørelser skal således altid indeholde oplysning om de synspunkter, der er lagt til grund for afgørelsen.

Andre beslutninger behøver ikke at begrundes, medmindre det særligt er foreskrevet, jf. § 218, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at tiltalte, anklagemyndigheden og den ret, hvortil sagen påtænkes overført, skal have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet om flytning, inden landsretspræsidenten træffer sin afgørelse.

Hvis udtalelserne indeholder indvendinger mod den afgørelse, som landsretspræsidenten træffer, må det forudsættes, at afgørelsen - uanset om den træffes i form af en beslutning eller kendelse - indeholder en stillingtagen til disse synspunkter og dermed en begrundelse for den trufne afgørelse.

Spørgsmål nr. 3

»Hvordan forholder ministeren sig til Advokatrådets bemærkninger om, at der ikke bør afsiges udeblivelsesdomme i sager, der er flyttet fra en byret til en anden?»

Svar

Advokatrådet anfører i sit høringssvar over betænkningen om en rejsedommerordning, at det må være en forudsætning for henvisning af straffesager til behandling ved en anden ret, at der ikke kan blive tale om at afsige udeblivelsesdomme, jf. retsplejelovens § 847, stk. 3.

Ifølge bestemmelsen i § 847, stk. 3, kan en domsforhandling fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig. Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor tiltalte er undveget eller uden tilladelse har forladt retten, samt tilfælde, hvor tiltalte har givet samtykke til sagens fremme, eller hvor domsforhandlingen skønnes utvivlsomt at føre til frifindelse.

Bestemmelsen anvendes stort set ikke i praksis, og det vil derfor næppe forekomme, at der er sket overflytning af en sag, hvor det bliver aktuelt at afsige udeblivelsesdom efter disse regler.

Bestemmelsen i § 847 giver endvidere i stk. 3, nr. 4, mulighed for at gennemføre en sag til domfældelse, når der alene er spørgsmål om ubetinget frihedsstraf i 30 dage eller derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.

De sager, der efter denne bestemmelse kan afgøres uden tiltaltes tilstedeværelse, er mindre, ukomplicerede sager, der enkeltvis ikke indebærer nogen belastning af retterne af betydning.

Der vil derfor ikke i praksis blive tale om overflytning af sådanne sager.

På denne baggrund finder Justitsministeriet ikke grundlag for at fastsætte særlige regler om udeblivelsesdomme i sager, der er overflyttet.

Udvalget har behandlet lovforslaget i to møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret. Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist (RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V) Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTL 61

Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og retsafgiftsloven (Fleksibel udnyttelse af domstolenes ressourcer m.v.)

Nr L 61 1995-96, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19951205