1995 BTL 51 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KEMISKE STOFFER OG PRODUKTER (FORBUDSPROCEDURE) NR L 51 1995-96, 1. SAMLING

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 2

Hvor mange eksperter i Danmark kan man forvente besidder den nødvendige viden og uafhængighed til at kunne vurdere sagerne?

Svar

Det er Det Sundhedsvidenskabelige, Det Naturvidenskabelige og Det Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd, der udpeger eksperterne. De eksperter, forskningsrådene indtil nu har udpeget, fremgår af vedlagte liste, hvoraf det også fremgår, hvilke fagområder de pågældende repræsenterer. Miljø- og Energiministeriet har ikke kendskab til, om der herudover er flere danske eksperter, der kan tænkes udpeget.

Oversigt over eksperter vedrørende forbud mod bekæmpelsesmidler - udpeget af Forskningsrådene, jf. § 44 c i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler

Grundvand .................. Prof.lic.scient. Arne Villumsen Institut for Geologi og Geoteknik DTU, bygn. 204 2800 Lyngby Mobilitet og grundvand ..... Prof. Thomas Christensen Institut for Miljøteknologi DTU, bygn. 115 2800 Lyngby Lektor Erik Arvin Institut for Miljøteknologi DTU, bygn. 115 2800 Lyngby Grund- og overfladevand .... Cand.scient. Gitte Felding Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Jord og grundvand .......... Dr.agro. Arne Helweg Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Jord og planter ............ Docent, dr.agro. Jens C. Streibig Institut for Jordbrugsvidenskab Landbohøjskolen Thorvaldsensvej 40 1871 Frederiksberg C Mobilitet og ............... Lektor Christian Lohse kem. omdannelse Kemisk Institut Odense Universitet 5230 Odense M Fate- og effektmodeller .... Docent, dr. techn. Svend Erik Jørgensen Danmarks Farmaceutiske Højskole Universitetsparken 2 2100 København Ø Effekter på ................ Seniorforsker, lic.scient. Iver mikroflora, jord Jakobsen Afd. for Miljøforskning Forskningscenter Risø Postboks 49, 4000 Roskilde Jordbundskemi ............. Professor Ole Kragholm Borggaard Kemisk Institut Landbohøjskolen Thorvaldsensvej 40 1871 Frederiksberg C Entomologi ................. Professor Peter Esbjerg Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C Cand.scient. Lise Samsøe Petersen Vandkvalitetsinstituttet Agern Alle 11 2970 Hørsholm Økotoksikologi ............. Professor Goran Odham Kemisk ekologi-ekotoksikologi Ekologihuset S-223 62 Lund, Sverige Professor Poul Bjerregaard Biologisk Institut Odense Universitet 5230 Odense M Analyser og analysemetoder . Professor Erik Larsen Kemisk Institut Landbohøjskolen Thorvaldsensvej 40 1871 Frederiksberg C Toksikologi ................ Lektor, dr.med.vet. N. Gyrd-Hansen Institut for Farmakologi og Toksikologi Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C Lektor, civ.ing. Poul Nielsen Institut for Farmakologi og Toksikologi Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C Prof., dr.med.vet. Folke Rasmussen Institut for Farmakologi og Toksikologi Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C - akutte forgiftninger, .... Overlæge, dr.med. Karsten Jensen behandl.: Bispebjerg Hospital Bispebjerg Bakke 23 2400 København NV - eksperimentelt, ........... Prof., dr.pharm. Povl virkningsmek.: Krogsgaard-Larsen Danmarks Farmaceutiske Højskole Universitetsparken 2 2100 København Ø Arbejdsmedicin ............. Overlæge Flemming Lander - cholinesterase-hæmmere: Arbejdstilsynet Tolderlundsvej 2 5000 Odense C - kroniske påv., ........... Prof., med.dr. Birgitta epidemiologi: Kolmodin-Hedman Yrkesmedicinska Avdelingen Huddinge Sjukhus S-141 86 Huddinge, Sverige - epidemiologi: ............ Overlæge Ole Svane Direktorater for Arbejdstilsynet Landskronagade 33-35 2100 København Ø Prof., dr.med. Philippe Grandjean Afd. for Miljømedicin Winsløwsparken 17 5000 Odense C Eksponering i arbejdsmiljø . Cand.agro. Erik Kirknel Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Anvendelse af bek.midler ... Landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen Landbrugets Rådgivningscenter Udkærsvej 15, Skejby 8200 Århus N - herbicider og ............ Afd.forstander Knud Erich Thonke vækstreg. midler: Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Landskonsulent Hans Kristensen Landbrugets Rådgivningscenter Udkærsvej 15, Skejby 8200 Århus N - insecticider og ........... Afd.forstander Jørgen Jakobsen fungicider: Statens Planteavlsforsøg Afd. for Plantepatologi og Jordbrugszoologi Lottenborgvej 2, 2800 Lyngby

Spørgsmål 4

Hvor mange midler forestiller ministeren sig, der skal revurderes?

Svar

Revurderingen omfatter alle gamle midler, der var klassificeret af Giftnævnet i henhold til tidligere lovgivning. Ansøgninger om revurdering blev indsendt fra 1988-1992 og omfattede i alt ca. 1200 midler. Af disse mangler 113 midler endnu at blive vurderet efter de nye regler.

Hertil kommer 40 midler, godkendt i perioden før den 1. september 1987, der skal være færdigbehandlet inden den 31. december 1996

Endvidere vil der, som følge af indførelsen af de tidsbegrænsede godkendelser, hvert år være et varierende antal midler, der skal tages op til fornyet godkendelse. Der er således tale om 48 midler i 1996, ca. 17 midler i 1997 og ca. 230 midler i 1998.

Spørgsmål 11

Hvad er årsagen til, at eksperten ikke må bruge sin samlede ekspertviden, når han skal afgive sin vurdering, jf. bemærkningerne side 7?

Svar

Som nævnt i baggrunden for lovændringen samt ved vedtagelsen af lov nr. 438 er formålet at få en hurtigere afgørelse af sager om forbud mod de særlig sundhedsfarlige og miljøskadelige bekæmpelsesmidler. For at lette ekspertens arbejde og for at gøre det muligt, at ekspertudtalelsen kan foreligge inden for tre måneder, har jeg anset det for hensigtsmæssigt at præcisere, hvad eksperten skal udtale sig om, og hvad eksperten ikke skal udtale sig om. Jeg forventer bestemt, at hun bruger sin samlede ekspertviden inden for det felt, hun skal udtale sig om.

Spørgsmål 14

Det fremgår af bemærkningerne side 4 og 5, at EU's regler om bekæmpelsesmidler, indeholdt i direktiv 94/43/EØF, ikke finder anvendelse på godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder aktivstoffer, som ikke er godkendt via EU's revurderingsprocedure. Vil ministeren oplyse, hvilke kriterier i Miljøstyrelsens rammedokument der er forskellige fra de i ovennævnte direktiv angivne kriterier, og med hvilken begrundelse?

Svar

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende

»Direktiv 94/43/EØF og »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« kan ikke direkte sammenlignes. I begge tilkendegives, at der på nogle områder mangler viden. Når videnniveauet hæves, vil dette influere på beslutningsprocessen. Begge indeholder dels principper for vurdering, dels principper der kan indgå i beslutningsproceduren. Kriterierne skal ses som et element i en vurdering, der blandt andet afhænger af mængden og kvaliteten af data. I det følgende gives en beskrivelse af de væsentligste forskelle

I direktiv 94/43/EØF omhandler afsnit C »beslutningsprocessen« dels nogle generelle principper, dels specifikke principper. De specifikke principper omfatter effektivitet, virkninger på hvirveldyr, der skal bekæmpes, virkninger på menneskers eller dyrs sundhed, indflydelse på miljøet, analysemotoder samt fysiske og kemiske egenskaber.

»Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« er betydelig mindre omfattende. De specifikke principper omhandler her kun sundhed og miljø.

Sundhedsafsnittet i direktiv 94/43/EØF er delt i to afsnit; det ene vedrører sundhedsaspekter ved anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, det andet vedrører restkoncentrationer. Kriteriet for, at der kan meddeles godkendelse, er, at eksponeringen ikke overstiger den acceptable eksponering af sprøjtepersonalet.

I »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« er vurdering og beslutning vedrørende restkoncentrationerne ikke beskrevet. Anvendelsesafsnittet er noget mere omfattende end direktiv 94/43/EØF. Direktiv 94/43/EØF omfatter kun produkter, hvor aktivstoffet er vurderet og optaget på positivlisten. Da »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« beskriver vurdering og beslutningsproces, hvor aktivstofferne ikke er optaget på positivlisten, er der et afsnit vedrørende aktivstoffets egenskaber. Praksis for den sundhedsmæssige beslutning er, at hvis et aktivstof er kræftfremkaldende i kategori Carc 1 eller Carc 2, eller mutagent i Mut 1 eller Mut 2, eller produktet er ætsende og/eller forårsager alvorlige øjenskader, godkendes produktet ikke. Godkendelse kan gives, hvis aktivstoffet er uden længerevarende effekt, og produktet er uden for fareklasse. Hvis der indgår en overvejelse over brugerens eksponering, må denne ikke overskride den acceptable eksponering af brugeren.

Miljøafsnittet i direktiv 94/43/EØF er inddelt i et afsnit om midlets skæbne og spredning i miljøet samt et afsnit om virkning på ikke-målarter.

Vedrørende midlets skæbne og spredning i miljøet kan kriterierne sammenfattes til, at halveringstiden (nedbrydningstiden af stoffet) ikke må være over 3 måneder, at 90 pct. af stoffet skal være forsvundet i løbet af et år, at der ikke må dannes restkoncentrationer over 70 pct. af initialdosis efter 100 døgn, at koncentrationen i grundvandet ikke må overstige drikkevandskriteriet, at koncentrationen i overfladevandet ikke må overstige værdier i direktiv 75/440/EØF, hvis vandet anvendes til drikkevand, og at luftens indhold ikke må overskride den acceptable eksponering af brugere. Afhængig af datakvalitet og viden kan der i visse tilfælde gives godkendelse/nægtes godkendelse uafhængigt af ovenstående.

Med hensyn til virkningen på ikke-målarter meddeles der ikke godkendelse, hvis korttidseksponeringen af fugle er større end 1/10 x letaldosis for 50 pct. af fuglene i laboratorieforsøg, hvis langtidseksponeringen er større end 1/5 af den dosis, der ikke har givet langtidseffekt hos fuglene i laboratoriet, samt hvis biokoncentrationsfaktoren er større end 1. Korttidseksponeringen af fisk og dafnier må ikke være større end 1/100 af den letale koncentration for 50 pct. af forsøgsdyrene, og langtidseksponeringen må ikke være større end 1/10 af den koncentration, der ikke giver langtidseffekt, eksponeringen må ikke være større end 1/10 af den eksponering, der hæmmer algers vækst, og biokoncentrationsfaktoren må ikke være større end 1000 for let nedbrydelige stoffer og 100 for ikke let nedbrydelige stoffer.

Farekvotienten for honningbier må ikke være over 50, 30 pct. af andre nytteleddyr må ikke påvirkes ved den tiltænkte dosis, regnorme må ikke korttidseksponeres mere end 1/10 af den dosis, hvor 50 pct. af forsøgsdyrene dør, og langtidseksponeres mere end 1/5 af den dosis, der ikke giver langtidseffekter, kvælstof- og kulstofomsætningen må ikke påvirkes med over 25 pct. efter 100 døgn. For alle effekter på ikke-målarter kan en passende risikovurdering dog medføre en anden afgørelse.

»Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler«»s miljøafsnit er delt i et afsnit om persistens, mobilitet og bioakkumulering og et afsnit om effekt på akvatiske og terrestriske organismer.

Kortfattet kan der for det første afsnit sammenfattes, at halveringstiden ikke bør overskride 3 måneder, og at 90 pct. af stoffet skal være nedbrudt inden for 1 år, ligesom mængden af bundne restkoncentrationer ikke bør overskride 50 pct. af initialdosen efter 30 døgn eller 70 pct. efter 100 døgn, samt at anvendelsen ikke må medføre overskridelse af drikkevandsdirektivets grænse på 0,1mg/l i grundvandet. Med hensyn til bioakkumuleringen må et let nedbrydeligt stof ikke opkoncentreres mere end 1000 gange i vandorganismer, et ikke let nedbrydeligt stof ikke mere end 100 gange, og opkoncentreringen i fugle og/eller pattedyr må ikke være over 1.

Ifølge afsnittet om effekt på akvatiske og terrestriske organismer forventes der ikke uacceptable risici for akvatiske organismer, hvis korttidseksponeringen af fisk og dafnier ikke overskrider 1/1000 af letaldosis for 50 pct. af organismerne, hvis langtidseksponeringen ikke overskrider 1/100 af den dosis, der ikke giver langtidseffekt, og hvis eksponeringen af alger ikke overskrider 1/100 af den dosis, der giver 50 pct. væksthæmning. Hvis kvælstof- eller kulstofomsætningen påvirkes med over 25 pct. efter 100 døgn, anses midlet for at være uacceptabelt. For regnorme bør korttidseksponeringen ikke overskride 1/100 af den eksponering, hvor over 50 pct. af forsøgsdyrene dør, og langtidseksponeringen ikke over 1/10 af den eksponering, der ikke giver langtidseffekt. For fugle og pattedyr bør korttidsdoseringen ikke oveskride 1/100 af letaldosis for 50 pct. af organismerne og langtidseksponeringen ikke overskride 1/10 af den dosering, der ikke giver langtidseffekter. Kun for regnormepopulationen anses viden i dag tilstrækkelig til i givne situationer at anvende andre bedømmelsesmåder.

Der er således meget stor forskel på, hvad direktiv 94/43/EØF og »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« indeholder. For de områder, der dækkes af begge dokumenter, er de væsentligste forskelle

- at stoffer, der klassificeres i Carc 1, Carc 2, Mut 1, Mut 2, og produkter, som er ætsende og/eller alvorligt øjenskadende, ifølge »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« ikke anses for at kunne anvendes som plantebeskyttelsesmidler, da en eksponering ikke kan udelukkes.

- at med hensyn til stoffernes skæbne og spredning i miljøet er der lagt op til et ikke nærmere defineret antal undtagelser i direktiv 94/43/EØF end i »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler«.

- at de faktorer, der anvendes i Danmark for at beskytte den vilde fauna og flora, bl.a. i vandløb, oftest er en faktor forskellig fra faktorerne i direktiv 94/43/EØF. Også her er der flere undtagelsesmuligheder i direktiv 94/43/EØF.

Baggrunden for forskellene er delvis beskrevet i »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler«, ligesom det ved flere lejligheder har været diskuteret i Bekæmpelsesmiddelrådet. I en overgangsperiode kan medlemsstaterne anvende nationale regler, der skal være i overensstemmelse med hovedprincipperne i direktiv 91/414. Ved udarbejdelsen af »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« er der derfor taget udgangspunkt i den praksis, der hidtil har været fulgt i Danmark. Den væsentligste forskel i forhold til tidligere er, at der skal foretages en vurdering på baggrund af en eksponeringsovervejelse, men ellers har der været søgt opretholdt det hidtidige beskyttelsesniveau for sundhed og miljø, hvor det har været muligt. På sundhedsområdet betyder en eksponeringsvurdering, der inkluderer brug af værnemidler, at midler, der tidligere ikke kunne godkendes, i dag godkendes.

Med hensyn til stoffernes spredning i miljøet skyldes de manglende undtagelsesmuligheder i »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« et ønske om forsigtighed. For eksempel vil anvendelsen af persistente pesticider indebære en risiko for uforudsigelige effekter på organismer, der ikke skal bekæmpes.

Et højere beskyttelsesniveau af den vilde flora og fauna er baseret på statistiske overvejelser, der er beskrevet i »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler«. I overgangsperioden kan ansøgere i Danmark anvende de hidtidige datakrav, der på en del områder har været mindre end de fremtidige EU-krav. Et større antal data kan give større sikkerhed for, at laboratorieforsøg indfanger uheldige egenskaber ved stoffet. Ved stigende antal data kan faktorerne ændres.

Sammenfattende for forskellene er således et ønske om høj beskyttelse af sundhed og miljø.'

Spørgsmål 19

Der ønskes en redegørelse for opkrævning og administration af provenuet af den afgift, der er pålagt bekæmpelsesmidler. Herunder ønskes en opgørelse over de seneste 3 års provenu, indbetalinger og udbetalinger.

Svar

Efter lov om kemiske stoffer og produkter, § 36, opkræves en afgift på 3 pct. af omsætningen af bekæmpelsesmidler. Endvidere opkræves 500 kr. pr. godkendt middel pr. år samt et gebyr for forhandling af giftige og meget giftige bekæmpelsesmidler. Det samlede provenu fra afgiften og gebyret har i de senere år været faldende fra 44,0 mio. kr. i 1992 til 34,4 mio. kr. i 1994. For 1995 skønnes et provenu på 31,5 mio. kr.

Provenuet af afgiften skal efter loven anvendes til

- den godkendende myndigheds arbejde,

- tilsyn og kontrol,

- forskning i midlernes virkninger på miljø og sundhed,

- forskning og udvikling for at nedbringe belastningen af miljø og sundhed,

- uddannelse og information.

Den godkendende myndigheds arbejde omfatter hele Miljøstyrelsens indsats på bekæmpelsesmiddelområdet foruden udgifter ved effektivitetsvurderinger, som foretages af institutioner under Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

De samlede udgifter til godkendelse og revurdering af bekæmpelsesmidler udgjorde i 1994 i alt ca. 13,1 mio. kr.

Nedenstående oversigt viser provenuet (indtægterne) fra afgiften og anvendelsen heraf i perioden 1992-94. Merforbruget i perioden er blevet finansieret af mindreforbrug fra perioden før 1992 og fra regulering af bevillingen som følge af selvstændig likviditet.

Anvendelse af afgift på bekæmpelsesmidler, mio. kr.

--------------------------------------------------------------------- 1992 1993 1994 Gennemsnit 1992-1994 --------------------------------------------------------------------- Grundudgifter ......................... 14,5 14,5 14,5 14,5 Revurdering m.v. ...................... 12,9 7,0 3,8 7,9 Forskning ............................. 15,5 13,1 14,1 14,2 Undervisning (Miljøstyrelsen og ....... 5,0 8,4 3,8 5,7 Arbejdsmarkedsstyrelsen) Undervisning (Landbrugs- og ........... - 0,1 4,5 1,5 Fiskeriministeriet) Information ........................... 1,8 0,3 0,4 0,8 Kommunalt tilsyn ...................... 0,3 0,6 0,3 --------------------------------------------------------------------- I alt ................................. 49,7 43,7 41,7 45,0 Provenu ............................... 44,0 39,7 34,4 39,4 ---------------------------------------------------------------------

Afgiften har hidtil været opkrævet af Miljøstyrelsen på grundlag af årlige indberetninger fra importører og producenter af bekæmpelsesmidler.

Spørgsmål 22

Hvilke konsekvenser har lovforslaget for ansøgerne/godkendelsesindehaverne, landbruget og gartnerierhvervet?

Svar

Lovforslaget vil ikke have økonomiske konsekvenser for de grupper, der er nævnt i spørgsmålet.

Det skyldes, at forslaget alene har til hensigt at sikre, at den procedure, der blev vedtaget i forbindelse med lov nr. 438 af 1. juni 1994, kan gennemføres som tilsigtet.

Konsekvenserne som følge af forbud mod konkrete bekæmpelsesmidler vil helt afhænge af hvilket middel, der er tale om.

Miljø- og Planlægningsudvalget vil som led i forbudsproceduren blive orienteret om de dyrkningsmæssige konsekvenser, når et konkret middel bliver indstillet til forbud.

Spørgsmål 25

Betyder bemærkningerne om ny viden på side 6, at eksperterne ikke i deres udtalelser må bruge ny viden på at underkende enten dele af det oprindelige materiale af grundvurderingen eller af tillæg til grundvurderingen?

Svar

Bemærkningerne tilsigter ikke at afskære eksperterne fra et inddrage ny viden i forbindelse med den udtalelse, de skal udarbejde. Som det fremgår af bemærkningerne side 6, kan også Miljøstyrelsen inddrage sådanne oplysninger, såfremt de er helt nye og afgørende ændrer vurderingen af et bekæmpelsesmiddels sundheds- eller miljømæssige egenskaber.

Bemærkningerne har til formål at sikre, at hverken Miljøstyrelsen eller eksperterne er forpligtet til at bruge ressourcer på at gennemgå yderligere undersøgelsesresultater og anden dokumentation, der ikke opfylder disse betingelser.

Spørgsmål 31

Ministeren bedes redegøre for og begrunde forskellene i den procedure, der lægges op til med lovforslaget og den procedure, der findes på lægemiddelområdet.

Svar

Proceduren for sager om forbud mod bekæmpelsesmidler blev vedtaget af Folketinget med lov nr. 438 af 1. juni 1994, og procedurereglerne i lovforslag nr. L 51 vedrører alene en justering og præcisering af den eksisterende procedure.

Proceduren blev fastlagt som en særlig ordning for bekæmpelsesmidler, og blev ifølge bemærkningerne til lov nr. 438 fastlagt på baggrund af, at langt de fleste afslag på godkendelse af bekæmpelsesmidler blev anket til Miljøklagenævnet. I den forbindelse indsendte firmaerne løbende nyt omfattende dokumentationsmateriale, som bevirkede ny gennemgang og kommentering i Miljøstyrelsen og Miljøklagenævnet.

Det viste sig således vanskeligt at få truffet afgørelse i sagerne, og af bemærkningerne til lov nr. 438 fremgår derfor, at formålet med proceduren er at skabe en administrativ ramme, der giver mulighed for, at markedsføring og anvendelse af bekæmpelsesmidler, der vurderes at være uacceptable i miljømæssig og i sundhedsmæssig henseende, kan hindres hurtigt og effektivt.

For både lægemidler og bekæmpelsesmidler gælder, at produkterne ikke må importeres eller sælges uden en forudgående godkendelse fra henholdsvis Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen. For både lægemidler og bekæmpelsesmidler gælder tillige, at eksterne sagkyndige afgiver en udtalelse, inden der træffes endelig afgørelse. For bekæmpelsesmidler inddrages eksterne sagkyndige dog kun, når et middel indstilles til forbud, mens de ikke inddrages i forbindelse med sager, hvor der sker godkendelse.

Forbudsproceduren giver en ekstern vurdering af Miljøstyrelsens faglige behandling af sagen. En tilsvarende faglig vurdering finder ikke sted ved klage til Sundhedsministeriet over Sundhedsstyrelsens afgørelser.

En prøvelse af, om lovgivning og andre formalia er overholdt i forbindelse med en afgørelse, kan for lægemidlers vedkommende efterprøves af Sundhedsministeriet. Der kan dernæst klages til Folketingets Ombudsmand, og sagen kan indbringes for domstolene. I sager om forbud mod bekæmpelsesmidler kan der henvises til Folketingets Ombudsmand og domstolene.

De proceduremæssige forskelle er blandt andet begrundet i de særlige forhold, der - som nævnt ovenfor - førte til vedtagelsen af lov nr. 438 sidste år.

Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af spørgsmål 30.

Spørgsmål 39

Udvalget anmoder om ministerens kommentar til vedlagte artikel fra Weekendavisen den 17. november 1995 »Gift for retssikkerheden«.

Svar

Jeg kan henvise til min artikel i Weekendavisen den 24. november 1995, »Giftig historie«, der vedlægges.

Weekendavisen 17.-23. november 1995

Kampen mod sprøjtemidler

Dårlig jura i Miljøministeriet har i tolv år blokeret for forbud mod sprøjtemidler. Det vil ministeriet nu kompensere for ved at koble retssikkerheden fra forbudsproceduren. Men sagen stopper næppe her Gift for retssikkerheden

Af Frede Vestergaard

Dårligt juridisk håndværk i Miljøministeriet har gennem tolv år hindret, at Miljøministeriet og Miljøstyrelsen kunne forbyde en række af de sprøjtemidler, der truer med at forgifte drikkevandet i dele af Danmark.

Det viser gennemgangen af et sagsforløb, Weekendavisen har foretaget. Den aktuelle bekymring for grundvandet er blandt andet et resultat af miljømyndighedernes mangelfulde evne til juridisk at gennemføre de nødvendige revurderinger og forbud mod sprøjtemidler.

For at komme igennem med de ønskede forbud vil miljøminister Svend Auken nu fratage kemikaliefirmaerne den retssikkerhed, der ligger i at kunne indbringe administrative afgørelser for uafhængige klageinstanser.

Gennem tolv år - fra 1980 til 1992 - strandede Miljøministieriets forsøg på at stoppe salget af en række sprøjtemidler i Danmark, fordi ministeriet ikke var i stand til at gennemføre forbudene med de vedtagne love og den deraf følgende administrative praksis.

Svend Auken afviser kategorisk over for Weekendavisen, at tidligere miljøministre har gjort et dårligt stykke arbejde. Han vil ikke kritisere Christian Christensen og Per Stig Møller, siger han og fortsætter: »Problemet er og har været, at de danske afdelinger af de internationale kemikaliefirmaer har dynget klageinstanserne til med dokumentation på dokumentation, og dermed trukket sagerne i langdrag. Det har de gjort, fordi et forbud i Danmark ville kunne få konsekvenser også for EU's og andre landes vurdering af, om det pågældende sprøjtemiddel fortsat skal være tilladt«.

En gennemgang af forløbet viser imidlertid, at det var ministeriets egne, lemfældigt udformede eller lemfældigt administrerede love, der var årsag til, at den kemiske industri i de første tolv år efter revurderingsprogrammet blev lanceret, kunne blokere for de forbud, som Miljøstyrelsen ønskede gennemført.

Miljø- og Energiministeriets problemer med juraen gør sig i øvrigt gældende også på andre områder.

I foråret forkastede Justitsministeriets lovkontor i sidste øjeblik et lovforslag, der ville have pålagt elværkerne at give tilskud til elvarmekunder, der skifter opvarmningssystem til naturgas eller fjernvarme. Justitsministeriets begrundelse var, at forslaget stred mod Grundlovens ekspropriationsbestemmelse. Forslaget blev kasseret dagen før, det skulle have været forelagt til godkendelse på regeringens ugentlige ministermøde.

Spørgsmålet er, om vindmølleloven på den baggrund ville kunne afvises med samme begrundelse, hvis den skulle have været forelagt og vedtaget i dag. Den pålægger ikke blot elværkerne at betale for tilslutningen til elnettet, men også at betale overpris for vindmølleelektriciteten. Private virksomheder kan imidlertid ikke uden videre pålægges at betale tilskud til andre private personer eller virksomheder.

Weekendavisen har bedt professor i forfatningsret Henrik Zahle vurdere loven. Han udtrykker betænkelighed ved udformningen: »Uden at jeg vil tage stilling til det konkrete indhold af loven, skal man være opmærksom på, at selv om man betragter loven som en ren prisregulering - og prisregulering er et gængs led i offentlig regulering - så kan en prisregulering blive så belastende, at man må bedømme den som et ekspropriativt indgreb, når det som her er forbundet med en købepligt«.

1979-loven

Tilbage til sprøjtemidlerne. I 1979 vedtog Folketinget, at allerede godkendte sprøjtemidler skulle gennem en ny godkendelse. Man ønskede at forbyde stoffer, som nok var godkendt sundhedsmæssigt, men som ud fra en bredere miljøvurdering var farlige.

Men de forbud, Miljøstyrelsen har udstedt, har styrelsen gang på gang måttet se underkendt, fordi lovgrundlaget ikke var i orden. I 1994 tabte miljøministeren tålmodigheden. En ny lov fratog kemikaliefirmaerne muligheden for at anke til en uafhængig ankeinstans.

Under et samråd i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 7. august i år sagde miljøminister Svend Auken i realiteten, at han ville blæse på juraen og retssikkerheden. Hensynet til sundheden og miljøet går forud.

Ifølge sit talepapir sagde Svend Auken: »Det er et faktum, at der i stigende grad stilles spørgsmålstegn ved en række stoffers indvirken på vores sundhed. Jeg mener derfor ikke, vi har råd til at spilde yderligere tid på at diskutere, om hjemlerne er der, eller om de er klare nok, eller hvad de retligt mon kan bære«. (Talepapirets kursivering, red.).

Auken sagde også: »Spørgsmålet om firmaernes retssikkerhed blev også rejst i forbindelse med Folketingets vedtagelser af forbudsloven (i 1994, red). Over for firmaernes retssikkerhed står spørgsmålet: Hvordan sikrer vi vores sundhed og vores miljø mod bekæmpelsesmidlers uønskede effekter«.

Miljøeksperten, lektor Peter Pagh fra Københavns Universitet finder det meget problematisk, at ankemuligheden helt er fjernet: »Årsagen til, at miljømyndighederne ikke hidtil har fået deres sager igennem, har jo været, at de ikke i lovgivningen har haft den bemyndigelse, som de havde antaget, at de havde. Derfor virker det mærkeligt, at myndighedernes reaktion har været at fjerne den kontrol af administrationen, der ligger i Miljøklagenævnet«.

Fire forsøg

- Første forsøg: Dette seneste forsøg er det fjerde i rækken af mere og mere vidtgående forsøg på at få fjernet uacceptable sprøjtegifte.

Historien begynder i 1979, hvor Folketinget vedtager en lov om kemiske stoffer og produkter (L 212 af 23. maj 1979). Loven skulle bl.a. sikre, at sprøjtemidler ikke som hidtil blot blev vurderet ud fra deres eventuelle skadelige virkninger på mennesker og husdyr, men også ud fra de mulige skadevirkninger på miljøet i bredere forstand. »Gamle« sprøjtemidler skulle »revurderes«.

De nærmere regler for revurderingen af sprøjtemidler blev på grundlag af loven fastsat i bekendtgørelse nr. 410 fra 17. sept. 1980.

I juli 1983 fremkom Miljøstyrelsen med sine første afgørelser. Et antal midler skulle forbydes på markedet efter 1. september 1984. Virksomhederne ankede imidlertid afgørelserne til det daværende Miljøankenævn, bl.a. med den begrundelse, at der ikke i loven er hjemmel til de bestemmelser, som er fastsat i bekendtgørelsen.

For at gøre en lang sag kort: Ankenævnets flertal på fire af fem medlemmer udtalte, »at det er tvivlsomt, om der i loven er hjemmel til bekendtgørelsens § 44 . . .«.

Miljøstyrelsen måtte trække forbudet tilbage. 1979-loven duede ikke.

- Andet forsøg: Efter en tænkepause starter Miljøministeriet sagen op igen med daværende miljøminister Christian Christensens »Redegørelse om bekæmpelsesmidler« til Folketinget den 10. februar 1986.

I redegørelsen siger ministeren, at loven om kemiske stoffer har virket efter hensigten, for så vidt angår nye produkter - antallet af godkendte nye stoffer fra 1980-86 kan tælles på en hånd. Men det betød samtidig, skrev han, at de gamle stoffer fortsat i 1986 »udgør hovedparten af de midler, der er på markedet«.

I december 1986 fremlagde ministeren en handlingsplan for nedsættelse af forbruget af bekæmpelsesmidler. Der var i Folketinget enighed på tværs af partierne om, at de gamle bekæmpelsesmidler skulle vurderes og eventuelt forbydes.

Christian Christensen fremsatte efterfølgende forslag til en lov, der skulle reparere på manglerne i 1979-loven. Den nye procedure blev vedtaget med lov nr. 212 om kemiske stoffer og produkter af 13. maj 1987. Ifølge loven skulle alle »gamle« bekæmpelsesmidler revurderes i løbet af de næste fem år.

I 1990 begyndte afgørelserne - som kemikaliefirmaerne ankede - at falde efter den nye procedure. Men samtidig blev Miljøstyrelsen igen mindet om, at det er vigtigt at have det lovgivningsmæssige grundlag i orden. Herunder den fælles EU-lovgivning.

Det skete, da den daværende miljøminister Lone Dybkjær - efter en TV-udsendelse - helt spontant og med øjeblikkelig virkning forbød landbruget at anvende stråforkortningsmidler. Forbudet, der fik stor medieomtale, kom efter at en undersøgelse syntes at vise, at søer fodret med korn behandlet med stråforkortningsmiddel fik færre smågrise end andre.

Miljøminister Lone Dybkjærs spontane beslutning skal forøvrigt ses i lyset af, at Miljøstyrelsen et par måneder forinden - efter to års forundersøgelser - havde godkendt flere af de stoffer, som ministeren så resolut forbød straks efter TV-udsendelsen.

Men Lone Dybkjær kom til at æde forbudet i sig igen. I et notat fra Justitsministeriets lovkontor af 14. september 1990 blev det anført, at nok kan der indføres begrænsninger i samhandelen, hvis det er begrundet i hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed eller hensynet til miljøet, men på grundlag af EF-traktaterne og EF-domstolenes domspraksis, gælder der »en formodning om, at et produkt, der lovligt kan markedsføres i andre EF-lande, ikke er sundhedsskadeligt. Denne formodning kan modbevises, men det er Miljøstyrelsen, der har bevisbyrden. Herved vil der blive lagt vægt på resultaterne af international videnskabelig forskning, ligesom der vil blive taget hensyn til om de forskningsresultater, som Miljøstyrelsen påberåber sig, er tilvejebragt på videnskabeligt forsvarlig måde«.

Notatet konkluderede, »at tilbagekaldelsen af tilladelsen . . . udgør en handelshindring, der er i strid med traktatens art. 30 og ikke kan antages at være dækket af art. 36, 2. pkt. (undtagelsesbestemmelsen vedrørende miljø- og sundhedsmæssig fare, red.)».

Justitsministeriets notat blev fulgt op af en skrivelse fra sundhedsministeren om, at denne ikke fandt »at sundhedsmæssige forhold indicerer, at der er behov for at nedlægge et sådant forbud«.

Også Miljøankenævnet gik Miljøstyrelsen imod, og Miljøstyrelsen måtte trække forbudet mod stråforkortningsmidler tilbage.

Hermed skulle Miljøstyrelsens problemer med EF-retten ikke være overstået. Flere virksomheder argumenterede nemlig i anker over Miljøstyrelsens forbud efter 1987-loven, at den danske procedure var i strid med EF-retten.

Virksomhederne anførte i deres anker, at Miljøstyrelsen havde forbrudt sig mod EF-retten på to punkter. For det første havde Styrelsen undladt at give EF-Kommissionen besked om, at Danmark agtede at indføre nye tekniske normer (i et såkaldt kriteriedokument). Tekniske normer skal notificeres for at blive gyldige. Det sker for at undgå tekninske handelshindringer. For det andet havde Miljøstyrelsen undladt at føre bevis for, at stofferne udgjorde en konkret fare for miljøet og sundheden. Miljøstyrelsen havde i stedet opfundet et særligt begreb - et stofs »iboende egenskab« - hvor man tog udgangspunkt i laboratorieforsøg med stoffer i ren form.

Endnu en gang måtte Miljøstyrelsen bide i det sure æble, da miljøministeren med en skrivelse af 3. november 1992 - 12 år efter den første lovbekendtgørelse tog sigte på at forbyde gamle sprøjtemidler - måtte skrive, at »man (er) blevet opmærksom på, at kriteriedokumentet er af en sådan karakter, at det formentlig skulle have været notificeret, før det kunne lægges til grundlag for afgørelser. Det kan ikke afvises, at virkningen af den manglende notifikation er, at det pågældende dokument anses for ugyldigt, og de afgørelser, der er truffet under henvisning til det, også må anses for at være ugyldige«.

Med andre ord var den procedure, der i 1987 var indført for at forbyde sprøjtemidler, af juridisk-formelle grunde røget i vasken, tolv år efter at beslutningen om revurderingen blev truffet i 1980.

- Tredje forsøg. Herefter besluttede Miljøstyrelsen at indlede en såkaldt risikovurdering ved praktisk brug i henhold til EU's plantebeskyttelses-direktiv (91/414).

Der kom dog ingen afgørelser fra Miljøstyrelsen på grundlag af den nye procedure.

Miljøstyrelsen gik nemlig i gang med et tredje forsøg på via lovgivningen at få de ønskede forbud gennemført. Styrelsen var blevet så træt af at få sine forslag underkendt som ulovlige, at den foreslog den nye miljøminister Svend Auken at få gang i revurderingen af sprøjtemidler ved at fjerne virksomhedernes klageadgang til Miljøklagenævnet - som Miljøankenævnet i mellemtiden var kommet til at hedde.

Klageadgangen skulle erstattes med en ekspertvurdering, en form for syn og skøn, udøvet af uafhængige eksperter, som skulle udpeges af de videnskabelige forskningsråd. Hermed fik miljømyndighederne fjernet den juridiske kontrol, der havde vist sig at spænde ben for Miljøstyrelsen. Det ville alene være Miljøstyrelsen og miljøministeren, der fremover skulle godkende og revurdere kemiske stoffer.

Den nye lov blev den 17. maj 1994 af et flertal i Folketinget vedtaget som lov nr. 438. I lovforslagets bemærkninger blev der ikke talt meget om Miljøstyrelsens selvskabte problemer med de tidligere lovforsøg.

Begrundelsen for lovforslaget var i stedet, at virksomhederne ved at dynge dokumentation på Miljøstyrelsens bord havde forhalet de ønskede forbud.

- Fjerde forsøg. Det er 1994-loven, der nu med miljøministerens lovforslag skal ændres igen.

I bemærkningerne til lovforslaget begrundes det kommende forslag på denne måde: »Det har nu vist sig, at adgangen til at stille spørgsmål medfører, at eksperterne ikke overholder tidsfristen (der var forudsat at være to måneder, red.), fordi der stilles et stort antal særdeles omfangsrige spørgsmål. Derved modvirker proceduren lovens formål om, at salg og anvendelse af de særligt sundhedsfarlige eller miljøskadelige bekæmpelsesmidler skal forhindres på en hurtig og effektiv måde«.

Så nu skal virksomhedernes ret til at stille spørgsmål til uvildige eksperter om Miljøstyrelsens risikovurdering helt fjernes.

Kemikaliefirmaerne får dog adgang til at kommentere Miljøstyrelsens afgørelser i et bilag til disse afgørelser, inden de sendes til de uafhængige eksperter.

Lovforslaget var til første behandling i Folketinget i sidste uge.

Her blev det mødt med skarp kritik af Venstres Hans Christian Schmidt og de Konservatives Niels Jørgen Langkilde på grund af den manglende ankemulighed. De ville gerne være med til at vedtage, at sagsbehandlingen højest måtte vare tre måneder, så den ikke blev forlænget af gentagne anker, og de ville også gerne være med til »tårnhøje gebyrer« på tabte ankesager, men de ville ikke give kald på ankemuligheden. Man kritiserede også, at loven i høj grad begrænser, hvad de uvildige videnskabelige eksperter, der får Miljøstyrelsens afgørelser til vurdering, må udtale sig om. Det hedder nemlig, at eksperterne »alene skal udtale sig om Miljøstyrelsens vægtning og anvendelse af de undersøgelsesresultater og andre data, til brug for (miljøstyrelsens, red.) udarbejdelse af grundvurderingen, der er indsendt af ansøgeren. (. . .) Eksperten skal ikke udtale sig om andre forhold, herunder ikke om generelle eksponeringsmodeller, acceptniveauer eller sikkerhedsfaktorer«.

Det følges op i lovens bemærkninger: »En ekspertudtalelse skal ikke tage hensyn til, om Miljøstyrelsens konklusioner om et bekæmpelsesmiddels egenskaber er videnskabeligt bevist. (. . .) Det er tilstrækkeligt at begrunde et forbud med, at midlet på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være særligt farligt for sundheden eller miljøet«. (Kursiveringen står i forslaget).

Skal man dømme efter sagsforløbet de foregående 15 år, synes det at være i strid med EF-retten. Det er nemlig i direkte modstrid med det ovenfor citerede notat fra Justitsministeriets lovkontor af 14. september 1990. Heraf fremgår det, at de forskningsresultater, Miljøstyrelsen påberåber sig ved forbud af produkter, der lovligt kan markedsføres i andre lande, skal være tilvejebragt »på videnskabelig forsvarlig måde«.

Det betyder, at der er alle muligheder for, at afgørelser på grundlag af loven vil blive underkendt ved domstolene, såfremt de berørte firmaer anlægger sag, og at firmaerne i så fald vil være berettiget til erstatning.

Spørgsmålet spillede mærkeligt nok ingen rolle under førstebehandlingen. Men på grund af den manglende hensyntagen til gældende danske og EU-retlige regler kan der her ligge kimen til endnu et nederlag i Miljøministeriets femtenårige forsøg på at forbyde sprøjtemidler fra før 1979.

Weekendavisen 24. november 1995

Miljø

Weekendavisen gør regeringens kamp mod miljø- og sundhedsfarlige bekæmpelsesmidler uret Giftig historie

Af Svend Auken, miljø- og energiminister (S)

En af de mange gode ting ved fredage er, at man kan glæde sig til at bruge et par timer på at nyde Weekendavisens seriøse og dybdegående journalistik. Der går efter min vurdering meget langt imellem »skæverterne« blandt Weekendavisens artikler. Så meget desto vigtigere er det at påpege, når det en sjælden gang sker.

Sidste uges Weekendavis bragte en helsides artikel af Frede Vestergaard, der under overskriften »Gift for retssikkerheden« indeholdt en række påstande om mit nye lovforslag om bekæmpelsesmidler og Miljøstyrelsens sagsbehandling gennem en årrække på dette område. Budskabet i den lange artikel var i kort form, at Miljø- og Energiministeriet i de sidste tolv år ikke har kunnet få juraen til at hænge sammen i indsatsen for at begrænse antallet af miljø- og sundhedsfarlige bekæmpelsesmidler i Danmark, og at miljø- og energiministeren derfor nu med et lovforslag vil gøre sprøjtemiddelproducenternes retssikkerhed illusorisk ved at fjerne deres mulighed for påklage Miljøstyrelsens forbud mod konkrete sprøjtemidler til en uafhængig klageinstans.

Historien kører af sporet allerede i artiklens indledning, hvor det oplyses, at jeg »nu vil fratage kemikaliefirmaerne den retssikkerhed, der ligger i at kunne indbringe administrative afgørelser for uafhængige klageinstanser«. Det agter jeg faktisk ikke - blandt andet af den simple grund, at firmaerne ikke i dag har en sådan klagemulighed. Den vedtog Folketinget nemlig at fjerne ved en lovændring i 1994.

Det lovforslag, jeg nu har fremsat i Folketinget, indeholder derimod et forslag om at fjerne bekæmpelsesmiddelproducenternes mulighed for at stille specifikke spørgsmål til de uafhængige eksperter, der ved ovennævnte lovændring fra 1994 blev indsat som et led i den administrative procedure for forbud mod miljø- og sundhedsfarlige bekæmpelsesmidler.

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, er baggrunden for forslaget principielt de samme forhold, som var baggrunden for Folketingets indførelse af den særlige forbudsprocedure for et år siden. Nemlig den, at bekæmpelsesmiddelproducenterne ved systematisk at udnytte alle de klage- og spørgemuligheder, som reglerne indeholder, reelt får sagsbehandlingen til at trække så meget i langdrag, at det bliver administrativt umuligt at efterkomme Folketingets ønsker om en hurtig fjernelse af de mest miljøfarlige bekæmpelsesmidler fra markedet.

Da denne spørgeret blev indsat i den administrative procedure ved vurdering af bekæmpelsesmidler, var det tanken, at firmaerne ved at stille specifikke spørgsmål til eksperterne kunne præcisere på hvilke punkter, de var uenige i Miljøstyrelsens sundheds- eller miljømæssige vurdering af deres bekæmpelsesmidler, således at eksperterne kunne begrænse deres stillingtagen til disse punkter. I stedet valgte firmaerne at bruge spørgeretten til at stille en lang række brede spørgsmål, som fik eksperterne til at opgive at tage stilling inden for bare nogenlunde de tidsmæssige rammer, som Folketinget havde forudsat.

Tilsvarende var baggrunden for Folketingets vedtagelse af loven, der introducerede den særlige forbudsprocedure, at bekæmpelsesmiddelproducenterne systematisk havde påklaget Miljøstyrelsens afgøreler til Miljøankenævnet og samtidig i en lang strøm overlæsset både styrelse og ankenævn med nyt dokumentationsmateriale, som nævnet bad styrelsen forholde sig til. Når en hel branche beslutter sig til systematisk at udnytte en ankemulighed i alle eller i hvert fald et meget stort antal sager, vil det i de fleste tilfælde føre til, at det bliver mere eller mindre umuligt overhovedet at få truffet nogle afgørelser inden for en fornuftig tidsramme. Som bekendt har klager i disse sager jo den virkning, at salget af midlerne kan fortsætte, så længe sagerne ikke er endeligt afgjort.

Det er således helt enkelt forkert, når Vestergaard slutter, at baggrunden for forbudslovforslagets fremsættelse i 1994 var, at Miljøstyrelsen »var blevet så træt af at få sine forslag underkendt som ulovlige, at den foreslog den nye miljøminister Svend Auken at få gang i revurderingen af sprøjtemidler ved at fjerne virksomhedernes klageadgang til Miljøklagenævnet«. I foråret 94, da forbudslovforslaget blev fremsat, havde Miljøstyrelsen givet afslag på godkendelse af 103 bekæmpelsesmidler (og godkendt 240). Hele 84 af disse afslag blev af producenterne påklaget til Miljøklagenævnet. I ingen af de sager, som Miljøklagenævnet afgjorde inden lovændringen, blev styrelsens afgørelse underkendt af ankenævnet.

Det er rigtigt, at der tidligere er stillet spørgsmålstegn ved forholdet til EU-juraen i den danske regulering af bekæmpelsesmidler, men siden 1993, hvor EUs direktiv om plantebeskyttelsesmidler trådte i kraft, har Miljøstyrelsen imidlertid - som en selvfølge - konsekvent udført risikovurderinger af plantebeskyttelsesmidler til markedsføring i Danmark på grundlag af direktivet.

Principperne for den faglige vurdering af, hvilke påvirkninger et givet bekæmpelsesmiddel har på sundhed og miljø, følger altså EU-reglerne. Det er også disse faglige vurderinger, hvis videnskabelige korrekthed de uafhængige eksperter skal forholde sig til i forbudsproceduren.

Spørgsmålet om, hvornår et bekæmpelsesmiddels påvirkning af sundhed og miljø er så negativ, at det betragtes som »særlig farligt for sundheden og/eller miljøet« er derimod en mere administrativ vurdering, der sker på baggrund af politisk fastsatte acceptniveauer, der har været drøftet i Bekæmpelsesmiddelrådet, hvor både producenter og »grønne« interesseorganisationer har sæde. Det er baggrunden for, at det i det nye lovforslag præciseres, at eksperterne alene skal forholde sig til den videnskabeligt-faglige del af Miljøstyrelsens vurderinger. Et udgangspunkt, som de pågældende eksperter i øvrigt har erklæret sig enige i og - i modsætning til Vestergaard - ikke finder hverken mystisk eller illegitimt.

Som jeg nævnte indledningsvis giver Vestergaards artikel således generelt et misvisende billede af virkeligheden bag udviklingen i indsatsen for at begrænse antallet af miljø- og sundhedsfarlige bekæmpelsesmidler i Danmark. På især et punkt vil jeg gerne rette op på det billede, der er tegnet.

Forud for fremsættelsen af det nye lovforslag om bekæmpelsesmidler var jeg i august i år som omtalt i Vestergaards artikel i samråd i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg. I omtalen af talepapiret til dette samråd citerer artiklen ganske korrekt fra talepapiret, at jeg ikke mener, at »vi har råd til at spilde yderligere tid på at diskutere, om hjemlerne er der eller om de er klare nok«. Dette citat bruger Vestergaard som grundlag for at konkludere, at jeg »blæser på retssikkerheden«. Pointen i det citerede afsnit i talepapiret er imidlertid den stik modsatte. Det fremgår nemlig i umiddelbar forlængelse af det citerede afsnit, at jeg netop ved fremsættelsen af et lovforslag ønsker at fjerne den retlige tvivl, der måtte være om hjemmelsgrundlaget for at fjerne spørgeretten! Dette undlader Vestergaard imidlertid helt at oplyse læserne om. - Den form for journalistik burde Weekendavisen ganske enkelt holde sig for god til.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder haft samråd med miljø- og energiministeren og med

justitsministeren, hvoraf førstnævnte tillige skriftligt har besvaret

spørgsmål fra udvalget.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Peter Pagh, Københavns Universitet.

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og ministerens svar herpå er sammen med nogle skriftlige henvendelser til udvalget optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker at tilkendegive, at mindretallet ved 3. behandling vil stemme for lovforslaget. Mindretallet kan ganske vist stadig se en række juridiske problemer ved lovforslaget. Mindretallet har gennem en række spørgsmål til miljø- og energiministeren og i samråd med såvel miljø- og energiministeren som justitsministeren søgt at få disse problemer afklaret. Mindretallet finder derfor ikke, at det er muligt at gøre mere for at sikre, at lovforslaget får den tilsigtede virkning, nemlig en hurtig udfasning af skadelige stoffer. Mindretallet har dog stadig en frygt for, at lovgrundlaget ikke er tilstrækkeligt.

Mindretallet ønsker specielt at pege på, at justitsministeren over for udvalget har oplyst, at dette lovforslag ikke skal notificeres i EU, mens det om lov nr. 438 af 1. juni 1994 gælder, at her afgjorde Folketinget spørgsmålet om notifikation.

Mindretallet ønsker ligeledes at påpege, at miljø- og energiministeren i sit svar på spørgsmål 46 har oplyst, at hvis lovforslaget vedtages, vil stofferne blive udfaset, ligesom det klart i svaret på spørgsmål 45 er tilkendegivet, at efter

ministerens opfattelse er lovforslaget ikke i strid med hverken EU-retten eller danske forvaltningsretlige principper.

Mindretallet har ligeledes noteret, at miljø- og energiministeren - selv om der ifølge ministerens svar på spørgsmål 61 og 62 ikke kan sættes tid på sagsbehandlingen - i et svar til udvalget har oplyst, at revurderingen af stoffer fra perioden 1988-92 vil blive afsluttet i begyndelsen af 1996. Mindretallet har med tilfredshed noteret, at minsteren i sit svar på spørgsmål 60 oplyser: »Såfremt forskningsrådene finder det hensigtsmæssigt at udpege udenlandske eksperter, er der intet til hinder for dette i loven.«

På baggrund af alle disse ministerforsikringer har mindretallet valgt at tro, at der er retssikkerhedsgarantier, og vil derfor - da det igennem flere år har været Det Konservative Folkepartis ønske at sikre rent grundvand - stemme for lovforslaget ved 3. og sidste behandling.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at udtale, at selv om det fremsatte lovforslag tilsyneladende kun omfatter en mindre ændring af den eksisterende lov, har lovforslaget alligevel givet anledning til en ret stor debat og til, at udvalget har stillet over 70 spørgsmål.

Fremskridtspartiet har været skeptisk over for lovforslaget ikke mindst på baggrund af, at partiet er nervøst for retssikkerheden for producenter og forhandlere af bekæmpelsesmidler.

Ligeledes er Fremskridtspartiet skeptisk over for lovforslaget set i forhold til EU. Generelt mener Fremskridtspartiet, at lovregler på dette område burde være ens i alle EU-lande. Hvis Danmark har skrappere godkendelsesprocedurer end vore konkurrenter, opfordrer det til større grænsehandel og til ulovlig indførsel af stoffer, som er forbudt her i landet, men godkendt i andre EU-lande.

Endvidere er Fremskridtspartiet skuffet over, at man ikke et eneste sted i lovforslaget har kunnet finde viden og grundbaseret information, som er indhentet fra det meget prestigefyldte Miljøagentur. Fremskridtspartiet mener, at det netop er i forbindelse med behandlingen af et lovforslag som det foreliggende, at man bør benytte Miljøagenturet. Formålet med oprettelsen af Miljøagenturet var, at erfaringer, som var gjort i et land, kunne bruges af samtlige lande, således at 7-8 forskellige lande ikke skal indhente de samme oplysninger og udarbejde de samme statistikker.

Fremskridtspartiet må imidlertid konstatere, at lovforslaget er væsentligt forbedret i forhold til lovudkastet, der sendtes til høring. Fremskridtspartiet må også konstatere, at de, der skal leve med lovforslaget i det daglige (dvs. landbrug, gartneri og skovbrug), ikke har ladet høre fra sig eller været i deputation. Ligeledes har Dansk Agrokemisk Forening ikke givet udtryk for modstand mod selve lovforslaget, men har kun haft enkelte små ændringsønsker.

Fremskridtspartiet stemmer i Folketinget ikke efter, hvad de berørte parter siger, men partiet må altså konstatere, at lovforslaget ikke har medført de store indvendinger, og det er blandt andet her, vi som lovgivere må søge vores argumentation og viden ud over det, der står i lovforslaget og i betænkninger og svar på spørgsmål.

Da Fremskridtspartiet ønsker, at vi også i fremtiden kan bevare det gode drikkevand, som vi i dag er i besiddelse af, støtter partiet lovforslaget.

Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Dorte Bennedsen (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent Hindrup Andersen (EL) Lis Greibe (S) Hanne Severinsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels J. Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Jens Jørgensen (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.

Centrum-Demokraterne og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og ministerens svar herpå tillige med nogle skriftlige henvendelser til udvalget fra Dansk Agrokemisk Forening, Folketingets Ombudsmand, Peter Pagh og Phenoxygruppen i Danmark

Spørgsmål 6

Hvor mange år vil der efter ministerens opfattelse gå, inden den samlede revurdering er afsluttet?

Svar

For så vidt angår revurderingsperioden fra 1988-1992, vil den blive afsluttet fra Miljøstyrelsens side i begyndelsen af 1996. Den endelige afslutning vil afhænge af varigheden af de påbegyndte forbudssager. Som følge af, at alle godkendelser i dag er tidsbegrænsede, vil der fremover løbende være tale om en »genvurdering« af alle midler med 4, 5 eller 8 og 10 års mellemrum, afhængig af midlets klassificering og hvorvidt der er tale om et plantebeskyttelsesmiddel.

Spørgsmål 10

Kan ministeren formulere § 35 e, stk. 5, så lovteksten kommer til at indeholde de frister, som angives i bemærkningerne?

Svar

Som nævnt i bemærkningerne til bestemmelsen svarer § 35 e, stk. 5, indholdsmæssigt til bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende lovs § 35 d, stk. 3. Den allerede gældende bemyndigelsesbestemmelse er omformuleret og flyttet til § 35 e, stk. 5, alene af lovtekniske grunde.

Såvel den gældende bemyndigelsesbestemmelse som den foreslåede bemyndiger ministeren til at fastsætte nærmere sagsbehandlingsregler. En sådan bemyndigelse kan ministeren gøre brug af, hvis der opstår et behov herfor. Sådanne regler og herunder eventuelle frister for parters deltagelse i sagsbehandlingen vil i givet fald skulle udarbejdes i form af en bekendtgørelse. Jeg ser ikke for tiden et behov for en sådan bekendtgørelse.

Spørgsmål 12

Med hvilken begrundelse skal eksperten ikke udtale sig om de sikkerhedsfaktorer, generelle eksponeringsmodeller og acceptniveauer, Miljøstyrelsen inddrager i den skønsmæssige vurdering af bekæmpelsesmidler?

Svar

Sikkerhedsfaktorer og acceptniveauer er ikke videnskabelige discipliner. Der findes således ingen forskere, der er eksperter inden for disse områder. Sikkerhedsfaktorerne og acceptniveauerne er politisk administrative forhold og ikke videnskab. Jeg finder det derfor langt mere frugtbart, at disse har været diskuteret i det bredt sammensatte bekæmpelsesmiddelråd og forelægges FMPU, frem for at en ekspert - der har sin forskningsmæssige styrke inden for en videnskabelig disciplin - skal give en udtalelse uden for sit felt. Såfremt firmaerne indsender konkrete eksponeringsundersøgelser om et produkt, kan disse undersøgelser underkastes en ekspertvurdering.

Spørgsmål 13

Ministeren bedes redegøre for Miljøstyrelsens sikkerhedsfaktorer, generelle eksponeringsmodeller og acceptniveauer, herunder sammenligne dem med tilsvarende anvendt i EU. Navnlig bedes ministeren redegøre for eventuelle forskelle.

Svar

Vedlagte »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« dateret 30. august 1994 gennemgår bl.a. sikkerhedsfaktorer, generelle eksponeringsmodeller og acceptniveauer, som indgår i Miljøstyrelsens sagsbehandling af plantebeskyttelsesmidler, hvor aktivstoffet ikke er optaget på bilag I i direktiv 91/414.

For bekæmpelsesmidler - omfattet af den danske godkendelsesordning - som ikke er plantebeskyttelsesmidler, foretages en konkret vurdering på basis af den hidtidige praksis.

For plantebeskyttelsesmidler, hvor aktivstoffet er optaget på bilag I i direktiv 91/414, foreligger direktiv 94/43 om ensartede principper for vurdering og godkendelse af de plantebeskyttelsesmidler, aktivstoffet indgår i. Principperne finder kun anvendelse, hvis aktivstoffet er vurderet bl.a. med hensyn til effekt på sundhed og miljø ved optagelsen på bilag I. Der er endnu ikke optaget et aktivstof på bilag I, hvorfor direktiv 94/43 endnu ikke har været anvendt.

For øvrige bekæmpelsesmidler (biocider) har Kommissionen fremlagt forslag til direktiv KOM (95) 387, som i øjeblikket forhandles i miljøgruppen.

Spørgsmål 37

Hvorledes vil ministeren sikre, at grundlaget for forbud mod midler, der »på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være særlig farlige for sundheden og miljøet«, vil være tilvejebragt på en videnskabelig forsvarlig måde, således at afgørelserne ikke efterfølgende bliver underkendt ud fra EF-retten?

Svar

Grundlaget for såvel godkendelser som forbud er den dokumentation, firmaerne indleverer efter reglerne herom. I forbindelse med Miljøstyrelsens gennemgang af dokumentationen tages der stilling til, om de enkelte undersøgelser er udført teknisk forsvarligt og under betingelser, der kan sammenlignes med danske forhold. Eksempler på, hvad gennemgangen omfatter, er omtalt i besvarelsen af spørgsmål 32.

Resultaterne af de undersøgelser, der efter Miljøstyrelsens vurdering er forsvarligt udført og sammenlignelige med danske forhold, indgår herefter i den samlede vurdering af det pågældende middels sundheds- og miljømæssige egenskaber.

På baggrund af Miljøstyrelsens grundvurdering af et middel og firmaets eventuelle kommentarer hertil afgiver først eksterne eksperter og dernæst Bekæmpelsesmiddelrådet en udtalelse.

Den samlede procedure sikrer således, at ministeren træffer afgørelse på et videnskabeligt forsvarligt grundlag.

Hvad angår revurderingsprocessen i EU er der tale om, at en medlemsstat udarbejder en rapport om et bestemt stof på grundlag af dokumentation fra producenten. Herefter forelægges rapporten for de øvrige medlemsstater til kommentering, inden den endelige beslutning om eventuel optagelse på EU's »positivliste« træffes ved flertalsafgørelse af den Stående Komite for Plantesundhed.

Herefter skal det enkelte medlemsland tage stilling til, om de midler, det pågældende stof indgår i, kan godkendes nationalt. Ved vurderingen heraf har landene mulighed for at inddrage hensyn til særlige klimatiske, geologiske, drikkevandsmæssige og dyrkningsmæssige forhold. Ved vurderingen skal medlemsstaterne anvende »de ensartede principper for godkendelse af plantebeskyttelsesmidler« (direktiv 94/43/EØF). Principperne adskiller sig på nogle punkter fra det danske vurderingsgrundlag, jf. besvarelsen af spørgsmål 14.

De afgørelser, der træffes efter EU's revurdering af aktivstofferne, kan således blive anderledes end de, der er truffet efter de nugældende overgangsregler - ikke fordi de danske afgørelser er truffet på et uvidenskabeligt grundlag, men fordi beskyttelsesniveauet på nogle punkter er højere i Danmark end i EU.

Det kan imidlertid ikke undgå at gøre indtryk i resten af EU, når Danmark forbyder et pesticid, at forbudet samtidig understøttes af udtalelser fra videnskabsmænd.

Spørgsmål 45

Ministeren anmodes om at kommentere henvendelsen fra lektor Peter Pagh, Københavns Universitet, Det Retsvidenskabelige Institut C, jf. bilag 23.

Svar

I artiklen sker de en vis sammenblanding af forskellige regelsæt - og de særlige overgangsregler, EU-landene kan følge i en årrække, nævnes slet ikke.

Hvad angår den del af ankesagerne, Miljøklagenævnet endnu ikke havde afgjort, og som Miljøstyrelsen trak tilbage, kan der henvises til besvarelsen af spørgsmål 23, 42 og 43. Af besvarelsen af spørgsmål 23 ses, at omkring en tredjedel af disse midler siden er blevet afmeldt af firmaerne, der markedsførte dem - på trods af, at firmaerne havde anket Miljøstyrelsens afslag på godkendelse.

Hvad angår »de ensartede principper« for godkendelse af plantebeskyttelsesmidler (direktiv 94/43/EØF), er de implementeret i dansk ret. Som nævnt i lovforslagets bemærkninger, side 4 nederst, og i besvarelsen af spørgsmål 13 finder retningslinjerne i »de ensartede principper« imidlertid ikke anvendelse, før det aktivstof, midlet indeholder, er vurderet og optaget på EU's positivliste. Listen indeholder ingen stoffer endnu.

Da Danmark således endnu ikke er forpligtet til at vurdere midlerne i henhold til »de ensartede principper«, er Danmark heller ikke forpligtet til at anvende de sikkerhedsfaktorer, der angives der.

Hvad angår forskellene på sikkerhedsfaktorerne i »de ensartede principper« og i de danske »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« - og de sundheds- og miljømæssige begrundelser herfor - kan henvises til besvarelsen af spørgsmål 14 og 37.

Det tidligere »kriteriedokument« var udarbejdet i samarbejde med både danske og udenlandske eksperter. Miljøstyrelsens nuværende »Vejledende rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« har været forelagt såvel det bredt sammensatte Bekæmpelsesmiddelråd som udvalget. Det fremgår endvidere af lovforslaget, at vurderingsgrundlaget fremover vil blive forelagt udvalget årligt.

Det er derfor ikke korrekt, når Peter Pagh anfører, at det er ministeren, der via Miljøstyrelsen fastlægger eksponeringsmodeller, acceptniveauer og sikkerhedsfaktorer. Det er for eksempel ikke ministeren, der fastlægger EU's grænseværdi for indholdet af pesticider i drikkevand.

I øvrigt kan der henvises til lovbemærkningerne, side 7, og besvarelsen af spørgsmål 12, 13 og 14, der uddyber, hvad begreberne indeholder, og hvilke dele af vurderingen der baserer sig på henholdsvis videnskab og en politisk stillingtagen til, hvilket beskyttelsesniveau der ønskes.

Hvad angår spørgsmålet om notifikation af forbudsloven fra 1994, kan henvises til bemærkningerne til lov nr. 438. Heraf fremgår, at informationsproceduredirektivet ikke gælder, når der er direktiv på området - i dette tilfælde plantebeskyttelsesmiddeldirektiv 91/414/EØF - idet dette direktiv selv indeholder en særlig informationsregel.

Lov nr. 438 skulle således ikke notificeres, og det fremgår af bemærkningerne, at Miljøministeriet gennemførte en uformel konsultation med Kommissionen om forslaget til lov nr. 438. Europa-Kommissionen har ikke i de forløbne to år givet udtryk for, at lov nr. 438 skulle notificeres efter informationsprocedure-direktivet. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 20.

Hvad angår eksperternes mulighed for at vurdere den videnskabelige holdbarhed af Miljøstyrelsens konklusioner, kan der henvises til besvarelsen af spørgsmål 37. Besvarelsen konkluderer, at de afgørelser, der i fremtiden træffes ved EU-revurderingen af aktivstofferne, kan blive anderledes end de afgørelser, Danmark træffer i medfør af de nugældende overgangsregler - ikke fordi de danske afgørelser er truffet på et uvidenskabeligt grundlag, men fordi beskyttelsesniveauet på nogle punkter er højere i Danmark end i EU som helhed.

Set i dette lys er de danske forbud ikke på kollisionskurs med EU-retten ud fra en juridisk synsvinkel.

I henvendelsen citerer Peter Pagh bemærkningernes side 7, om at eksperterne ikke skal tage stilling til, om Miljøstyrelsens konklusioner om et middels egenskaber er videnskabeligt bevist. Han undlader imidlertid at citere den efterfølgende, juridiske forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan.

Lovbemærkningernes side 7 oplyser nemlig, at det ifølge kemikalieloven er tilstrækkeligt at begrunde et forbud med, at midlet på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være særlig farligt for sundheden eller særlig skadeligt for miljøet. Disse betingelser for ikke at godkende et bekæmpelsesmiddel fremgår af lovens § 35, stk. 1, der kom ind i loven så langt tilbage som i 1987.

Hvad angår lovforslagets forhold til reglerne i forvaltningsloven, henvises til de specielle bemærkninger til § 35 e, stk. 1, og besvarelsen af spørgsmål 21, 25, 26 og 38.

Det fremgår blandt andet heraf, at lovforslaget i hovedtræk følger principperne i forvaltningsloven, at virksomheden har lejlighed til at sætte sig ind i sagens dokumenter, at der foretages partshøring, og at virksomheden har adgang til at udtale sig. Hertil kommer, at eksterne eksperter og Bekæmpelsesmiddelrådet afgiver udtalelse, inden der træffes endelig afgørelse.

Henvendelsen gentager på en lang række punkter påstande, der er blevet tilbagevist blandt andet i forbindelse med tidligere ændringer af lov om kemiske stoffer og produkter.

På baggrund af ovenstående anser jeg hverken lov nr. 438 eller lovforslag nr. L 51 for at være i strid med EU-retten eller danske, forvaltningsretlige principper.

Spørgsmål 46

Ministerens kommentarer udbedes til vedlagte artikel i Weekendavisen den 1.-7. december 1995 »Når vrøvl bliver til bortforklaring«.

Når vrøvl bliver til bortforklaring

Leif Blædel skriver

Miljøminister Svend Aukens imødegåelse sidste uge i Weekendavisen af Frede Vestergaards artikel, »Gift for Retssikkerheden«, er et talende eksempel på, hvordan man kan løbe fra sine udtalelser og miskreditere en kritiker. Finessen er, at kun læsere som foretager en direkte og uhyre omhyggelig sammenligning mellem teksterne, kan gennemskue knebene.

Der er i den henseende flere interessante detaljer i Aukens indlæg, men jeg vil koncentrere mig om klarlægning af en enkelt. Han skriver

»I omtalen af (mit) talepapir . . . citerer artiklen ganske korrekt . . . at jeg ikke mener, at »vi har råd til at spilde yderligere tid på at diskutere, om hjemlerne er der, eller om de er klare nok«. Dette citat bruger Vestergaard som grundlag for at konkludere, at jeg »blæser på retssikkerheden«. Pointen i det citerede afsnit i talepapiret er imidlertid den stik modsatte. Det fremgår nemlig i umiddelbar forlængelse af det citerede afsnit, at jeg netop ved fremsættelsen af et lovforslag ønsker at fjerne den retlige tvivl, der måtte være hjemmelsgrundlaget for at fjerne spørgeretten! Dette undlader Vestergaard imidlertid helt at oplyse læserne om. Den form for journalistik burde Weekendavisen ganske enkelt holde sig for god til.'

Det er sandt, at Vestergaard ikke oplyste læserne om, at Auken ville fjerne den retlige tvivl om hjemmelsgrundlaget »for at fjerne spørgeretten«. Hvis han havde gjort det, ville han både have vrøvlet og løjet. Det var hjemmelsgrundlaget for Miljøstyrelsens forbud mod forskellige pesticider, der var tvivl om. Hvilket Vestergaard skrev tydeligt. Han har derfor aldeles ikke forholdt læserne en oplysning, som giver talepapiret »den stik modsatte« mening af den, han gengav, den var pinligt korrekt.

Svend Auken synes at ville sprede forvirring ved at tale om en »retlig tvivl om hjemmelsgrundlaget for at fjerne spørgeretten«. At det kan skaffes ved en lovændring er ganske utvivlsomt og helt ligetil.

Auken selv er derimod ikke bleg for, skal vi sige at blødgøre citater. Man kan sammenligne det han citerer (indledningen til denne artikels 3. afsnit) fra talepapiret, med originalens ord, som Vestergaard gengav

»Jeg mener derfor ikke, vi kan spilde yderligere tid på at diskutere, om hjemlerne er der, eller om de er klare nok, eller hvad de retligt mon kan bære.« (Talepapirets kursiveringer, red.).

Det er ikke mærkeligt at Auken tværer en våd klud hen over den sætning, så både kursiveringerne og det sidste sætningsled forsvinder. Som den står, er den manglende respekt for retssikkerheden alt for utvetydig til at kunne misforstås. Også når han vil udlægge den (slutningen på denne artikels 3. afsnit), som om den betyder det modsatte, er han ude af stand til at dokumentere påstanden, han kan kun gøre det hele uforståeligt. Hans hensigt fremgår i øvrigt også af en anden sætning, som Vestergaard citerer fra talepapiret

»Over for firmaernes retssikkerhed står spørgsmålet: Hvordan sikrer vi vores sundhed og vores miljø mod bekæmpelsesmidlers uønskede effekter.«

Auken er utilfreds med, at det er for vanskeligt under gældende lov at få forbudt pesticider som han vil forbyde. I 1994 fik han ved lov ophævet branchens mulighed for at klage til Miljøankenævnet over styrelsens forbud. Som en beskeden erstatning fik den mulighed for at stille spørgsmål til nogle uafhængige eksperter, der skulle vurdere styrelsens forbud. Men importørerne stillede flere (ubehagelige?) spørgsmål, end han fandt passende. Derfor foreslår han nu en lovændring som skal begrænse deres muligheder for at spørge. Det var i den anledning han i august mødte op i Miljø- og Planlægningsudvalget med det citerede talepapir. Og det, han nu bestrider, er, at han vil blæse på retssikkerheden.

Realiteten er, at Auken ikke bare blæser på, han vil skære retssikkerheden for pesticid-leverandørerne ned til sokkeholderne. Når loven lægger ham hindringer i vejen for at forbyde løs, siger han, at der er noget galt med loven - man må fjerne eller svække de bestemmelser, som giver ham vanskeligheder. De bestemmelser der skal garantere retssikkerheden. For at gøre sine hensigter mere spiselige henviser han til, at det gælder vores sundhed. Folk der vil forgribe sig på retssikkerheden har altid de smukkeste motiver.

For at nå sit mål, må han have en lovændring. Folketinget er, fornuftigvis, stærkt indstillet på at sikre vores sundhed. Derfor taler han så smukt om den. Men spørgsmålet er, om tinget bør lade sig forføre til at indskrænke retssikkerheden endnu mere end 94-loven gjorde. Den omstændighed at Auken angriber Vestergaard for at klargøre talepapirets indhold og dermed Aukens manglende sans for retssikkerheden, tyder på en bevidsthed om, at hans forehavende er betænkeligt i en retsstat.

Svar

Mine kommentarer til den nævnte artikel fremgår af vedlagte indlæg, der er sendt til Weekendavisen med henblik på offentliggørelse den 8. december 1995.

Da lektor Peter Pagh, Københavns Universitet, imidlertid har en artikel om samme emne i Weekendavisen den 8. december, jf. besvarelsen af spørgsmål 45, bliver vedlagte artikel ikke bragt i Weekendavisen. I stedet vil jeg kommentere både Leif Blædels og Peter Paghs artikler i den udgave af Weekendavisen, der udkommer den 15. december 1995.

Mere forvirring om bekæmpelsesmidler

af miljø- og energiminister Svend Auken (S)

Forkerte oplysninger bliver som bekendt ikke mindre forkerte af at blive gentaget. Men de kan - ikke mindst, når de forkerte oplysninger bringes til torvs i en af landets førende aviser - give anledning til ukonstruktiv forvirring i den offentlige debat.

Jeg ser mig derfor desværre nødsaget til igen at gribe til pennen for at imødegå Weekendavisens påstande om mit nye lovforslag vedrørende forbud mod miljø- og sundhedsskadelige bekæmpelsesmidler. Denne gang er det Weekendavisens Leif Blædel, der i sidste uges Weekendavis tog over, hvor Frede Vestergaard slap for to uger siden.

Det er beklageligt, at Blædel ikke har sans for sagens rette proportion. Nemlig at skiftende regeringer og miljøministre op igennem 1980'erne og -90'erne har arbejdet med at få udfaset de farligste sprøjtemidler. Uden held, fordi det hver gang er lykkedes den agrokemiske industri at blokere for fremskridt.

Grundvandsundersøgelser bekræfter gang på gang nødvendigheden af at få fjernet de farligste sprøjtemidler hurtigst muligt. Den seneste rapport fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse om grundvandsovervågning for 1995, som blev offentliggjort samme dag som Blædels indlæg, viser, at der er fundet pesticider i ca. 10 pct. af de boringer, der undersøges for 8 forskellige stoffer. Men det har samtidig vist sig i Sønderjyllands- og Vejle amter, at jo flere pesticider og nedbrydningsprodukter, der analyseres for, desto flere bliver der fundet.

Derfor forsøgte jeg i 1994 med Folketingets opbakning at sikre en mere hensigtsmæssig forbudsprocedure med fuld respekt for de retssikkerhedsmæssige forhold. Beklageligvis uden den ønskede effekt. Og derfor det nye lovforslag, som hverken den kemiske industri, landbruget eller de uafhængige eksperter har samme retssikkerhedsmæssige problemer med som Blædel.

Blædels hovedpointe er jo - ligesom Vestergaards - at jeg i et samråd i Folketingets miljø- og planlægningsudvalg skulle have givet udtryk for, at jeg ikke har respekt for retssikkerheden. Dette er - som jeg beskrev i sidste uges Weekendavis - ganske enkelt ikke sandt.

Lad mig derfor opfordre alle de af Weekendavisens læsere, der efter disse artikler måtte have lyst til at finde ud af »pro et contra« i denne sag til at rekvirere en kopi af mit talepapir i Miljø- og Energiministeriet. De vil herved ved selvsyn kunne overbevise sig om, at pointen i mit indlæg i Folketingsudvalget faktisk var, at jeg ønskede at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt det er retligt muligt administrativt at begrænse eller fjerne bekæmpelsesmiddelproducenternes spørgeret (der ikke følger af den gældende lovtekst, men alene er omtalt i lovens forarbejder) og netop derfor agtede at fremsætte et lovforslag herom.

Både Vestergaards og Blædels artikler fremmaner i øvrigt et billede af en minister, der suverænt og uden nogen kontrolmuligheder træffer afgørelser om forbud mod bekæmpelsesmidler. Dette billede rammer helt ved siden af virkeligheden.

Derfor er det påkrævet kort at beskrive beslutningsproceduren i den gældende lov. Sagsbehandlingen af en eventuel beslutning om forbud mod et bekæmpelsesmiddel sker først i Miljøstyrelsen og her altovervejende på baggrund af producenternes egne oplysninger om midlernes farlighed. Herefter forelægges styrelsens vurdering uafhængige eksperter til udtalelse. Når denne foreligger, drøftes sagen i det ligeledes uafhængige Bekæmpelsesmiddelråd, hvor bl.a. producentorganisationerne selv har sæde. På baggrund af denne samlede, grundige procedure træffer jeg så min afgørelse. Denne afgørelse kan producenterne naturligvis indbringe for domstolene, hvis de føler sig ukorrekt behandlet.

Baggrunden for, at jeg nu har foreslået Folketinget at gøre den uafhængige ekspertgennemgang af Miljøstyrelsens vurderinger obligatorisk, men til gengæld fjerne virksomhedernes spørgsmålsret, er naturligvis ikke - som antydet af Blædel - at virksomhedernes spørgsmål var »ubehagelige«. Hverken jeg selv eller Miljøstyrelsen havde nogen indholdsmæssige problemer med de stillede spørgsmål. Problemet var alene, at de stillede spørgsmål - i stedet for at præcisere, hvilke punkter i Miljøstyrelsens vurdering, producenterne særligt ønskede eksperternes vurdering af - tværtimods var så fagligt-videnskabeligt brede, at eksperterne selv måtte give op overfor at besvare dem inden for de tidsrammer, som Folketinget havde fastlagt.

Mit lovforslag ændrer således ikke grundlæggende ved den ovenfor beskrevne procedure med hele to uafhængige faglige behandlinger af Miljøstyrelsens vurderinger af bekæmpelsesmidlernes påvirkning af miljø og sundhed samt mulighed for en domstolsprøvelse af mine endelige afgørelser.

Hverken bekæmpelsesmiddelproducenternes brancheforening, landbruget eller de uafhængige eksperter har givet udtryk for, at der er principielle retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved den foreslåede procedureændring.

Valget er enkelt: enten gennemføres den foreslåede lovgivning nu. Eller også accepteres fortsat brug af miljøskadelige sprøjtemidler - uanset de kraftigt blinkende advarselslamper fra de geologiske grundvandseksperter.

Spørgsmål 47

Har Justitsministeriets lovafdeling haft bemærkninger til lovforslaget?

Spørgsmål 48

Ministeren anmodes om at indhente Justitsministeriets lovafdelings kommentarer til henvendelsen fra lektor Peter Pagh, Københavns Universitet, Det Retsvidenskabelige Institut C, jf. bilag 23.

Spørgsmål 49

Er det helt sikkert med al den tvivl, der har været rejst om de tidligere lovforslag, at dette lovforslag ikke skal notificeres i EU?

Svar

Jeg har indhentet vedlagte udtalelse fra Justitsministeriet, hvortil jeg skal henvise.

JUSTITSMINISTERIET Den 12. december 1995

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Tlf. 33 92 33 40

Telefax 33 93 35 10

Miljø- og Energiministeriet

Højbro Plads 4

1200 København K.

Ved telefax af 8. december 1995 (j.nr. M 7034-0111) har Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen, anmodet Justitsministeriet om et bidrag til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 47-49 af 7. december 1995 fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter (forbudsprocedure) (L 51 - bilag 26).

Spørgsmålene lyder således

Spørgsmål 47

»Har Justitsministeriets lovafdeling haft bemærkninger til lovforslaget?»

Spørgsmål 48

»Ministeren anmodes om at indhente Justitsministeriets lovafdelings kommentarer til henvendelsen fra lektor Peter Pagh, Københavns Universitet, Det Retsvidenskabelige Institut C, jf. bilag 23.«

Spørgsmål 49

»Er det helt sikkert med al den tvivl, der har været rejst om de tidligere lovforslag, at dette lovforslag ikke skal notificeres i EU?»

Justitsministeriet skal i den anledning udtale følgende

Ad spørgsmål 47

Forud for miljø- og energiministerens fremsættelse af lovforslag nr. L 51 om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter (Forbudsprocedure) foretog Justitsministeriet en sædvanlig lovteknisk gennemgang af et udkast til lovforslaget efter anmodning fra Miljøstyrelsen. Styrelsens lovudkast blev endvidere drøftet på et møde i Justitsministeriet.

I denne forbindelse henledte Justitsministeriet i relation til den foreslåede forbudsprocedure Miljøstyrelsens opmærksomhed på det såkaldte officialprincip (dvs. at det er Miljøstyrelsen, der er ansvarlig for, at de omhandlede afgørelser træffes på et forsvarligt grundlag) og partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19.

Da Miljøstyrelsen imidlertid ønskede at opretholde den foreslåede forbudsprocedure, henstillede Justitsministeriet, at der i lovforslaget blev medtaget en udtrykkelig bestemmelse om, at visse af forvaltningslovens regler ikke skulle finde anvendelse på sager af den omhandlede karakter.

Ad spørgsmål 48

I den artikel, der henvises til i spørgsmålet, har lektor Peter Pagh, Københavns Universitet, rejst en række spørgsmål i tilknytning til lovgivningen om bekæmpelsesmidler, herunder især, om grundlaget for vurderingen af disse midler er holdbart.

Justitsministeriet har ikke det fornødne kendskab til det pågældende område til at kunne vurdere disse synspunkter.

Miljø- og energiministeren har i øvrigt i besvarelsen af spørgsmål nr. 45 (L 51 - bilag 24) fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg kommenteret henvendelsen fra lektor Peter Pagh.

Ad spørgsmål 49

Justitsministeriet går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til notifikationspligt efter informationsproceduredirektivet (83/189/EØF).

I bemærkningerne til lovforslaget er der under pkt. III, nr. 3., redegjort for forholdet til EU-retten. Denne redegørelse har ikke givet Justitsministeriet anledning til bemærkninger i forbindelse med den lovtekniske gennemgang af lovforslaget.

Lovforslagets bestemmelser, der sigter til at præcisere den administrative procedure i sager om særlig sundhedsfarlige og miljøskadelige midler og således er af forvaltningsprocessuel karakter, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger, medfører efter Justitsministeriets opfattelse ikke notifikationspligt efter informationsproceduredirektivet.

Spørgsmål 51

Vil ministeren sende udvalget alt materiale vedrørende den uformelle konsultation med Europa-Kommissionen i forbindelse med lov nr. 438 af 1. juni 1994?

Svar

Den uformelle konsultation var en mundtlig drøftelse mellem embedsmænd fra Miljøstyrelsen og embedsmænd fra Kommissionens landbrugsdirektorat. Der foreligger ikke materiale vedrørende denne drøftelse.

Spørgsmål 53

Ministeren bedes punkt for punkt kommentere de ti punkter i »Dansk Agrokemisk Forenings krav til en ideel ekspertprocedure . . .«, jf. bilag 10.

Svar

»1. Lovens regler om ekspertpanelets organisation og procedure bør fremgå af lovens tekst.«

ad 1: De nævnte regler fremgår af de specielle bemærkninger til § 35 e, stk. 3, lovforslagets side 7 og 8. På grund af omfanget er reglerne af lovtekniske grunde ikke skrevet ind i selve lovteksten.

»2. De(n) udpegede ekspert(er) skal være uvildig(e) og uafhængig(e) af såvel Miljøstyrelsen som af ansøger/godkendelsesindehaver. For at sikre dette, bør udpegningen ske efter samme principper som retsplejelovens bestemmelser om syn og skøn (i Kap. 19).«

ad 2: Forvaltningslovens regler om inhabilitet, kap. 2, §§ 3-6, varetager fuldt ud foreningens ønsker. De udpegede eksperter er hver især informeret om problemstillingen, ligesom Miljøstyrelsen påser, at reglerne overholdes. Endvidere informeres de pågældende ansøgere/godkendelsesindehavere om, hvilke(n) ekspert(er) der udpeges i de konkrete sager.

»3. I tilfælde, hvor det ikke er muligt at udpege danske eksperter, som opfylder ovenstående kriterier, skal der være mulighed for at anvende udenlandsk ekspertbistand (f.eks. fra de andre nordiske lande etc.).«

ad 3: Det fremgår af listen over de eksperter, forskningsrådene allerede har udpeget, jf. besvarelsen af spørgsmål 2 og 34, at to svenske forskere er udpeget. Såfremt der viser sig behov for yderligere, udenlandsk ekspertise, forventer Miljøstyrelsen, at forskningsrådene kan udpege flere.

»4. En fagligt forsvarlig vurdering bør ikke være underlagt budgetmæssige rammer, men honoreres efter de sædvanlige principper ved syn og skøn.«

ad 4: Finansministeriet har oplyst, at de eksterne eksperter skal honoreres efter Finansministeriets regler om »Særskilt vederlæggelse«. Honoraret svarer til det, der udbetales til eksperter, der har sæde i råd eller nævn - for eksempel Miljøklagenævnet.

»5. De(n) udpegede ekspert(er) skal have adgang til Miljøstyrelsens grundvurdering, ansøgers eventuelle kommentar og Miljøstyrelsens bemærkninger hertil. Det vil ligeledes være rimeligt, at ansøger samtidig til orientering gøres bekendt med Miljøstyrelsens bemærkninger.«

ad 5: Ifølge de specielle bemærkninger til § 35 e, stk. 3, får eksperterne de ønskede dokumenter. Ansøger og godkendelsesindehaver vil samtidig blive orienteret om Miljøstyrelsens bemærkninger.

»6. Eksperten skal endvidere efter eget skøn have adgang til en hvilken som helst del af den af ansøger/godkendelsesindehaver indleverede dokumentation.«

ad 6: Det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 40, at eksperterne allerede i dag har adgang til alt relevant materiale i sagerne.

»7. Herudover skal eksperten efter eget skøn have adgang til at anvende anden relevant information og dokumentation herunder have mulighed for at kontakte ansøger/godkendelessindehaver i spørgsmål som vedrører fortolkningen af den fremlagte dokumentation, efter forudgående orientering af Miljøstyrelsen herom.«

ad 7: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 25, 26 og 44.

»8. Det er forståeligt at grænseværdier, modeller og procedurer, som er fastlagt ved love/bekendtgørelser, ikke umiddelbart skal vurderes af eksperten, se dog Dansk Agrokemisk Forenings redegørelse af 24. november d.å. om »forskelle mellem dansk vurdering af plantebeskyttelsesmidler og de harmoniserede EU-regler.«

ad 8: Jeg vil henvise til min besvarelse af spørgsmål 14 og 54.

»9. Ansøgers/godkendelsesindehavers afskæring fra at stille spørgsmål til ekspertpanelet bør modsvares af en adgang til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til ekspertudtalelsen, når denne foreligger.«

ad 9: Af hensyn til en opfyldelse af formålet med lov nr. 438, og da jeg har fuld tillid til eksperterne, der er videnskabsmænd udpeget af forskningsrådene, har jeg ikke fundet anledning til at forlænge proceduren yderligere.

»10. Ekspertvurderingen bør foregå inden for den i loven fastsatte tidsramme (3 måneder), dog bør det være muligt, hvis det efter ekspertens skøn er nødvendigt for at gennemføre en fagligt forsvarlig vurdering, efter forhandling med Miljøstyrelsen, at forlænge denne tidsramme.«

ad 10: Der henvises til de specielle bemærkninger til § 35 e, stk. 3, de to sidste afsnit.

Spørgsmål 55

Er ministeren enig i, at en vedtagelse af det foreliggende lovforslag ville kunne medføre, at man nu kommer til at forbyde stoffer, som senere vil blive tilladt, når man skal benytte fælles EU-regler?

Svar

Som jeg har nævnt tidligere, bl.a. i svaret på spørgsmål 37, kan de afgørelser om plantebeskyttelsesmidler, der træffes efter EU's revurdering af aktivstofferne, blive anderledes end de, der træffes efter de nugældende overgangsregler. Hvorvidt et produkt, der i dag forbydes i Danmark, senere vil blive tilladt, afhænger af: om aktivstoffet bliver optaget på EU's positivliste, om produktet søges godkendt i Danmark samt om en godkendelse kan gives efter de ensartede principper for godkendelse af plantebeskyttelsesmidler.

Spørgsmål 61

I forlængelse af svaret på spørgsmål 5, jf. bilag 12, bedes ministeren angive et skønnet minimum og et skønnet maksimum samt et maksimum for, hvor mange eksperter der kan blive involveret i en sag efter forbudsproceduren.

Svar

I spørgsmål 5 blev jeg bedt om at forestille mig, hvor mange timer eksperterne skal bruge til at vurdere en sag, og nu bliver jeg bedt om at skønne, hvor mange timer der mindst og højst kan anvendes. Mit skøn og min forestilling afviger ikke fra hinanden, hvorfor jeg skal henvise til svaret på spørgsmål 5. Antallet af eksperter, der kan blive involveret i en sag, er besvaret ved svaret til spørgsmål 1.

Spørgsmål 62

Ministeren bedes kommentere høringssvaret fra Forskningsrådet, jf. bilag 1.

Svar

Forskningsrådenes bemærkninger er udarbejdet på grundlag af det udkast til lovforslag, der blev sendt til høring. Forskningsrådenes bemærkning om, at nogle af vurderingerne vil kræve væsentligt mere end 16 timers arbejde, er der derfor taget højde for i det lovforslag, vi nu diskuterer.

Dansk Agrokemisk Forening

Danish Agrochemical AssociationDen 24. november 1995

Amalievej 20

1875 Frederiksberg C

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedr.: L 51

Idet vi takker for den konstruktive dialog under vort foretræde den 22. november 1995, fremsender vi som ønsket af udvalget skriftlige redegørelser

1. Forskelle mellem dansk vurdering af plantebeskyttelsesmidler og de harmoniserede EU-regler (Rdir 94/43/EF kaldet »Ensartede Principper«).

2. Dansk Agrokemisk Forenings krav til en ideel ekspertprocedure til bedømmelse af den faglige kvalitet af afgørelser, som indstiller til forbud imod eller anvendelsesbegrænsninger af plantebeskyttelsesmidler.

3. Kopi af Miljøstyrelsens »Oversigt over eksperter vedrørende forbud mod bekæmpelsesmidler - udpeget af Forskningsrådene, jf. § 44 c i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler«.

Såfremt det måtte ønskes, står Dansk Agrokemisk Forening naturligvis til disposition for yderligere oplysninger i sagsområdet.

Med venlig hilsen

Dansk Agrokemisk Forening

Per Kristensen

Direktør

Bilag: Som anført under punkterne 1. til 3. Dansk Agrokemisk Forening

Danish Agrochemical AssociationDen 24. november 1995

Amalievej 20

1875 Frederiksberg C

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

Vedr.: Lovforslag nr. L 51

Forskelle mellem dansk vurdering af plantebeskyttelsesmidler og de harmoniserede EU-regler (Rdir 94/43/EF kaldet »Ensartede Principper«)

Ved Dansk Agrokemisk Forenings foretræde for udvalget d. 22. november d.å. blev der fra flere udvalgsmedlemmers side udtrykt ønske om en skriftlig redegørelse for forskellene mellem de danske vurderingsprincipper og de tilsvarende »Ensartede Principper«.

En analyse af de relevante dokumenter viser, at der er et antal større og mindre afvigelser mellem de to vurderingsprincipper, hvoraf de mest betydende er anført herunder.

I Miljøstyrelsens dokument »Rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler« af 30. august 1994 (tidligere fremsendt i udkast til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg d. 17. marts 1994 i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslag L 179) anføres følgende (citater i kursiv)

Side 12

»I Ensartede Principper er det foreslået*), at midler kan godkendes på trods af overskridelser af acceptværdier, såfremt der videnskabeligt kan påvises, at anvendelsen af midlet ikke udgør nogen uacceptabel risiko for skade på miljøet.

Efter Miljøstyrelsens opfattelse, er det for nærværende ikke muligt at vurdere de langsigtede konsekvenser af, at midler ophobes i miljøet eller udvaskes til grundvandet. Miljøstyrelsen mener på den baggrund, at det derfor for øjeblikket ikke er muligt at godkende midler, der overskrider acceptværdierne på disse områder, hvis midlerne anvendes på en måde, der medfører en risiko for eksponering af det ydre miljø.«

Udgangspunktet for risikovurderingen vedr. effekter på vand- og landlevende organismer er den såkaldte kvotientmetode (jf. Ensartede Principper).

Man beregner her forholdet mellem giftighed (toksicitet) og den koncentration organismen udsættes for i miljøet (eksponeringen).

Eksempelvis kan et middel ikke godkendes i Danmark, hvis det for fisk og dafnier (kronisk effekt) gælder, at NOEC/PEC er mindre end 100.

NOEC er den (højeste) dosis, som i forsøg ikke giver nogen effekt på dyrene og PEC er den beregnede koncentration af midlet i miljøet.

Det betyder altså, at midlet ikke kan godkendes, hvis den forventede koncentration af midlet i miljøet overstiger 1/100 af den koncentration, der ikke i forsøg medfører effekter.

Man anvender altså her en sikkerhedsfaktor (kvotient) på 100 gange for at tage højde for usikkerheder.

*) Det skal bemærkes, at der ikke (længere) er tale om et forslag, da nævnte direktiv er vedtaget af Ministerrådet pr. 27. juli 1994 og offentliggjort i EF-Tidende d. 1. september samme år.

Side 18

»Risikovurderingen vedrørende effekter i miljø er baseret på få arter, som er testet i forbindelse med ansøgning om godkendelse. Der er imidlertid en stor variation i følsomhed over for pesticider mellem individer inden for en art, mellem arter indenfor samme taxa og mellem arter i forskellige taxa. For at beskytte flere arter end lige præcis dem som er testede, er det nødvendigt at tage højde for denne variation ved at inddrage en sikkerhedsfaktor . . . ».

»I lyset af den konkrete variation og de teoretiske overvejelser, som beskrives i bilag 3 og 4, finder Miljøstyrelsen, at de sikkerhedsfaktorer, som indgår i De Ensartede Principper ikke i tilstrækkeligt omfang afspejler dette. For at mindske risikoen for uacceptable effekter på ikke målorganismer således, at et større antal arter beskyttes, er det efter Miljøstyrelsens vurdering nødvendigt at bruge højere sikkerhedsfaktorer end dem som indgår i De Ensartede Principper.«

»Miljøstyrelsen anser det ikke for nærværende muligt at præcisere hvilken grad af beskyttelse, der opnås med-de foreslåede sikkerhedsfaktorer.«

Side 34 (bilag 3)

»Af disse grunde kan de i De Ensartede Principper foreslåede kvotienter slet ikke accepteres. Der foreslås derfor i dette dokument betydeligt større kvotienter. . .«

Heraf følger, at Miljøstyrelsen i de nationale regler anvender sikkerhedsfaktorer, som afviger fra de tilsvarende EU-faktorer, hvorved man kommer til andre konklusioner i risikovurderingen, end dem der vil være gældende, når harmoniseringen er fuldstændigt gennemført.

Som eksempler på afvigende sikkerhedsfaktorer kan nævnes

--------------------------------------------------------------------- Miljø- EU (Ens- styrelsen artede Pr.) --------------------------------------------------------------------- Fisk og dafnier (akutte effekter) ............ 1000 100 Fisk og dafnier (kroniske effekter) .......... 100 10 Regnorme (akutte effekter) ................... 100 10 Regnorme (kroniske effekter) ................. 10 5 ---------------------------------------------------------------------

Uden at tage stilling til, hvorvidt det er den danske synsvinkel eller den i EU vedtagne, der er den mest korrekte, må Dansk Agrokemisk Forening pege på det uholdbare i forskellene i den vurdering, som foregår af midlerne dags dato og den vurdering som i nær fremtid vil være gældende for de selv samme midler også i Danmark.

Dette gælder specielt for vurderingen af effekter på organismer i miljøet, vor forskellene ikke kan være begrundet med særlige danske forhold (som f.eks. geologi eller klima).

Det skal her bemærkes, at Danmark allerede befinder sig i en dobbeltrolle. Som »rapporteur« på »gamle« stoffer, der skal vurderes efter EU-principperne med henblik på eventuel optagelse på listen over godkendte aktivstoffer, skal Danmark bl.a. vurdere stoffet mechlorprop, som efter de danske regler indstilles til forbud.

Med venlig hilsen

Dansk Agrokemisk Forening

Niels Lindemark

Teknisk/Videnskabelig chef

Dansk Agrokemisk Forening Den 24. november 1995

Danish Agrochemical Association

Amalievej 20

1875 Frederiksberg C

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

Vedr.: Lovforslag nr. L 51

Dansk Agrokemisk Forenings krav til en ideel ekspertprocedure til bedømmelse af den faglige kvalitet af afgørelser som indstiller til forbud imod eller anvendelsesbegrænsninger af plantebeskyttelsesmidler

Ved Dansk Agrokemisk Forenings foretræde for udvalget d. 22. november d.å. blev der fra flere udvalgsmedlemmers side udtrykt ønske om en skriftlig redegørelse for Dansk Agrokemisk Forenings opfattelse af den ideelle ekspertprocedure til bedømmelse af Miljøstyrelsens vurdering.

Nedenstående 10 punkter udtrykker foreningens holdning hertil

1. Lovens regler om ekspertpanelets organisation og procedure bør fremgå af lovens tekst.

2. De(n) udpegede ekspert(er) skal være uvildig(e) og uafhængig(e) af såvel Miljøstyrelsen som af ansøger/godkendelsesindehaver. For at sikre dette, bør udpegningen ske efter samme principper, som Retsplejelovens bestemmelser om syn og skøn (i Kap. 19).

3. I tilfælde, hvor det ikke er muligt at udpege danske eksperter, som opfylder ovenstående kriterier, skal der være mulighed for at anvende udenlandsk ekspertbistand (f.eks. fra de andre nordiske lande etc.).

4. En fagligt forsvarlig vurdering bør ikke være underlagt budgetmæssige rammer, men honoreres efter de sædvanlige principper ved syn og skøn.

5. De(n) udpegede ekspert(er) skal have adgang til Miljøstyrelsens grundvurdering, ansøgers eventuelle kommentarer og Miljøstyrelsens bemærkninger hertil. Det vil ligeledes være rimeligt, at ansøger samtidigt til orientering gøres bekendt med Miljøstyrelsens bemærkninger.

6. Eksperten skal endvidere efter eget skøn have adgang til en hvilken som helst del af den af ansøger/godkendelsesindehaver indleverede dokumentation.

7. Herudover skal eksperten efter eget skøn have adgang til at anvende anden relevant information og dokumentation herunder have mulighed for at kontakte ansøger/godkendelsesindehaver i spørgsmål som vedrører fortolkningen af den fremlagte dokumentation, efter forudgående orientering af Miljøstyrelsen herom.

8. Det er forståeligt at grænseværdier, modeller og procedurer, som er fastlagt ved love/bekendtgørelser, ikke umiddelbart skal vurderes af eksperten, se dog Dansk Agrokemisk Forenings redegørelse af 24. november d.å. om »forskelle mellem dansk vurdering af plantebeskyttelsesmidler og de harmoniserede EU-regler«.

9. Ansøgers/godkendelsesindehavers afskæring fra at stille spørgsmål til ekspertpanelet bør modsvares af en adgang til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til ekspertudtalelsen, når denne foreligger.

10. Ekspertvurderingen bør foregå inden for den i loven fastsatte tidsramme (3 måneder), dog bør det være muligt, hvis det efter ekspertens skøn er nødvendigt for at gennemføre en fagligt forsvarlig vurdering, efter forhandling med Miljøstyrelsen, at forlænge denne tidsramme.

Med venlig hilsen

Dansk Agrokemisk Forening

Niels Lindemark

Teknisk/Videnskabelig chef

MILJØstyrelsen

BekæmpelsesmiddelkontoretDen 21. marts 1995

Oversigt over eksperter vedrørende forbud mod bekæmpelsesmidler - udpeget af Forskningsrådene, jf. § 44 c i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler

Grundvand .................. Prof.lic.scient. Arne Villumsen Institut for Geologi og Geoteknik DTU, bygn. 204 2800 Lyngby Mobilitet og grundvand ..... Prof. Thomas Christensen Institut for Miljøteknologi DTU, bygn. 115 2800 Lyngby Lektor Erik Arvin Institut for Miljøteknologi DTU, bygn. 115 2800 Lyngby Grund- og overfladevand .... Cand.scient. Gitte Felding Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Jord og grundvand .......... Dr.agro. Arne Helweg Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Jord og planter ............ Docent, dr.agro. Jens C. Streibig Institut for Jordbrugsvidenskab Landbohøjskolen Thorvaldsensvej 40 1871 Frederiksberg C Mobilitet og ............... Lektor Christian Lohse kem. omdannelse Kemisk Institut Odense Universitet 5230 Odense M Fate- og effektmodeller .... Docent, dr. techn. Svend Erik Jørgensen Danmarks Farmaceutiske Højskole Universitetsparken 2 2100 København Ø Effekter på ................ Seniorforsker, lic.scient. Iver mikroflora, jord Jakobsen Afd. for Miljøforskning Forskningscenter Risø Postboks 49, 4000 Roskilde Jordbundskemi ............. Professor Ole Kragholm Borggaard Kemisk Institut Landbohøjskolen Thorvaldsensvej 40 1871 Frederiksberg C Entomologi ................. Professor Peter Esbjerg Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C Cand.scient. Lise Samsøe Petersen Vandkvalitetsinstituttet Agern Alle 11 2970 Hørsholm Økotoksikologi ............. Professor Goran Odham Kemisk ekologi-ekotoksikologi Ekologihuset S-223 62 Lund, Sverige Professor Poul Bjerregaard Biologisk Institut Odense Universitet 5230 Odense M Analyser og analysemetoder . Professor Erik Larsen Kemisk Institut Landbohøjskolen Thorvaldsensvej 40 1871 Frederiksberg C Toksikologi ................ Lektor, dr.med.vet. N. Gyrd-Hansen Institut for Farmakologi og Toksikologi Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C Lektor, civ.ing. Poul Nielsen Institut for Farmakologi og Toksikologi Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C Prof., dr.med.vet. Folke Rasmussen Institut for Farmakologi og Toksikologi Landbohøjskolen Bulowsvej 13 1870 Frederiksberg C - akutte forgiftninger, .... Overlæge, dr.med. Karsten Jensen behandl.: Bispebjerg Hospital Bispebjerg Bakke 23 2400 København NV - eksperimentelt, ........... Prof., dr.pharm. Povl virkningsmek.: Krogsgaard-Larsen Danmarks Farmaceutiske Højskole Universitetsparken 2 2100 København Ø Arbejdsmedicin ............. Overlæge Flemming Lander - cholinesterase-hæmmere: Arbejdstilsynet Tolderlundsvej 2 5000 Odense C - kroniske påv., ........... Prof., med.dr. Birgitta epidemiologi: Kolmodin-Hedman Yrkesmedicinska Avdelingen Huddinge Sjukhus S-141 86 Huddinge, Sverige - epidemiologi: ............ Overlæge Ole Svane Direktorater for Arbejdstilsynet Landskronagade 33-35 2100 København Ø Prof., dr.med. Philippe Grandjean Afd. for Miljømedicin Winsløwsparken 17 5000 Odense C Eksponering i arbejdsmiljø . Cand.agro. Erik Kirknel Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Anvendelse af bek.midler ... Landskonsulent Ghita Cordsen Nielsen Landbrugets Rådgivningscenter Udkærsvej 15, Skejby 8200 Århus N - herbicider og ............ Afd.forstander Knud Erich Thonke vækstreg. midler: Statens Planteavlsforsøg Afd. for Ukrudtsbekæmpelse og Pesticidøkologi Flakkebjerg, 4200 Slagelse Landskonsulent Hans Kristensen Landbrugets Rådgivningscenter Udkærsvej 15, Skejby 8200 Århus N - insecticider og ........... Afd.forstander Jørgen Jakobsen fungicider: Statens Planteavlsforsøg Afd. for Plantepatologi og Jordbrugszoologi Lottenborgvej 2, 2800 Lyngby

FOLKETINGETS OMBUDSMANDDen 4. december 1995

Gammel Torv 22 . 1457 København K

Telefon 33 13 25 12 . Telefax 33 13 07 17

Ekspedition 10-16, fredag 10-15, lørdag lukket

Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

1240 København K + genpart

Hermed sender jeg kopi af mit brev af d.d. til advokat Finn Rønne.

Som det fremgår, har jeg fundet det rigtigst foreløbig at indstille min behandling af sagen. Begrundelsen er at Folketinget under behandlingen af Forslag til Lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter har mulighed for at tage stilling til det forhold der er genstand for advokat Finn Rønnes klage til mig: om forbudsproceduren (efter lovens § 35 d) allerede ved lovændringen i 1994 må anses for at have erstattet tilbagekaldelsesproceduren også for så vidt angår allerede godkendte (og revurderede) stoffer. Også hvis forslaget vedtages på det nu foreliggende grundlag, vil der - omend efterfølgende og indirekte - være tale om en form for stillingtagen fra Folketingets side.

Hvis det under den fortsatte behandling af lovforslaget i Folketinget måtte vise sig at der ikke direkte eller indirekte bliver taget stilling til de spørgsmål advokat Finn Rønne har rejst i klagen, vil jeg - såfremt advokat Finn Rønne måtte ønske det - genoptage min behandling af sagen.

Med venlig hilsen

Hans Gammeltoft-Hansen

Kopi er samtidig sendt til

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

FOLKETINGETS OMBUDSMANDDen 4. december 1995

Gammel Torv 22 . 1457 København K

Telefon 33 13 25 12 . Telefax 33 13 07 17

Ekspedition 10-16, fredag 10-15, lørdag lukket

Advokatfirmaet

Kromann & Munter

Rådhuspladsen 14

1550 København V

Att.: Advokat Finn Rønne

Vedr.: Deres j.nr. 312875 - DK Petrokemi A/S og Klarsø & Co. ApS og j.nr. 313027 - BASF DANMARK A/S

Jeg henviser til mit brev af 17. november 1995. Jeg har endnu ikke modtaget Miljøstyrelsens udtalelse i sagerne, men jeg har derimod haft lejlighed til at gennemgå det forslag (nr. L 51) til lov om ændring af lov om kemiske stoffer som miljø- og energiministeren fremsatte i Folketinget den 1. november 1995, og førstebehandlingen af forslaget den 7. november 1995. Lovforslaget indeholder bl.a. en ændring af § 38 i den gældende lov nr. 438 af 1. juni 1994.

Bemærkingerne til ændringen af § 38 i lovforslagets § 1, nr. 3, er sålydende

»Forslaget præciserer, at tilbagekaldelsesproceduren i § 38, stk. 1 ikke anvendes, når et godkendt middel på baggrund af nye oplysninger vurderes som uacceptabelt for sundhed eller miljø, jf. § 35 d, stk. 1, nr. 1. Derimod bortfalder godkendelsen, hvis det af godkendelsen omfattede middel optages på bilag 2, liste A. Godkendelsens bortfald er en konsekvens af, at midler, der optages på liste A, ikke længere må sælges eller anvendes i Danmark, jf. § 35 c. Ordlyden af § 38 blev imidlertid ikke ved vedtagelsen af § 35 c og d i lov nr. 438 konsekvensrettet i overensstemmelse hermed.

Der er i en klage til Folketingets Ombudsmand rejst tvivl om, hvorvidt nye, belastende oplysninger om allerede godkendte midler kan føre til umiddelbar iværksættelse af forbudsproceduren, eller om denne type sager i stedet skulle følge den tidligere procedure med tilbagekaldelse af godkendelsen og med efterfølgende klageadgang til Miljøklagenævnet. Sagsbehandlingen i Miljøklagenævnet kunne i så fald efterfølgende suppleres med en sagsbehandling efter forbudsproceduren og herunder med ekstern ekspertudtalelse. Med den foreslåede konsekvensændring af § 38, stk. 1 tydeliggøres, at tilbagekaldelsesproceduren efter denne bestemmelse ikke anvendes i forbindelse med midler, der indstilles til forbudsprocedure.«

Der blev ikke ved førstebehandlingen af lovforslaget fremsat bemærkninger til denne del af lovændringen.

Under behandlingen af ændringsloven har Folketinget således mulighed for at tage stilling til det forhold der er genstand for Deres klage til mig: om forbudsproceduren (efter § 35 d) allerede ved lovændringen i 1994 må anses for at have erstattet tilbagekaldelsesproceduren også for så vidt angår allerede godkendte (og revurderede) stoffer. Også hvis forslaget vedtages på det nu foreliggende grundlag, vil der - omend efterfølgende og indirekte - være tale om en form for stillingtagen fra Folketingets side.

Jeg har overvejet at afvente udvalgsbehandlingen af lovforslaget før min stillingtagen til hvorvidt jeg kan fortsætte min behandling af sagen. Jeg mener imidlertid at det er rigtigst at jeg indstiller min behandling af sagen allerede på nuværende tidspunkt. Hvis det under den fortsatte behandling af lovforslaget i Folketinget måtte vise sig at der ikke herved direkte eller indirekte bliver taget stilling til de spørgsmål De har rejst i klagen, har jeg mulighed for at genoptage min behandling af sagen. Jeg vil dog i givet fald forinden høre om De ønsker sagen genoptaget.

Jeg foretager herefter ikke mere i sagen på nuværende tidspunkt.

De indsendte bilag følger med et særskilt brev.

Med venlig hilsen

Hans Gammeltoft-Hansen

KØBENHAVNS UNIVERSITET

DET RETSVIDENSKABELIGE INSTITUT C

Peter Pagh, lektor

Studiegården

Studiestræde 6

1455 København K

Tlf.: 35 32 31 27

Telefax: 35 32 32 04

Telefax: 33 37 55 57

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

att. Steen Gade

Vedr.: Lovforslag om ændring af Lov om kemiske stoffer og produkter

Da jeg er bekendt med at Folketinget aktuelt behandler ovenstående lovforslag, tillader jeg mig herved at fremsende manuskript til indlæg fremsendt til Weekendavisen, som muligvis har udvalgets interesse.

Med venlig hilsen

Peter Pagh

Miljøbeskyttelse kræver ordentlig lovgivning

af lektor Peter Pagh, Kbh.'s Universitet

Weekendavisen den 17-23. november bragte en dybtgående analyse om administration og lovgivning vedrørende sprøjtemidler fra 1979 og frem til i dag. Artiklen drejede sig især om vurdering af de såkaldt gamle sprøjtemidler, der var godkendt før 1979-loven, og hvor myndighederne i flere omgange har måttet konstatere, at der savnedes retsgrundlag for den vurdering man havde igangsat. Artiklen slutter med at påpege, at også det seneste lovforslag om ændring af regler om revurdering af sprøjtemidler giver anledning til en række betænkeligheder i forhold til EU-retten og i forhold til den almindelige retssikkerhed.

Det er naturligvis et alvorligt problem. Miljø- og energiminister Svend Auken har da også i Weekendavisen den 24-30. november reageret på artiklen, der efter Aukens opfattelse må betegnes som en »skævert«. Det er ud fra Aukens indlæg ikke muligt at vurdere, om Auken herved også mener, at det ikke er af almindelig interesse at få belyst, at der over en længere årrække har været problemer med at sikre lovligheden i forvaltningen på et retsområde som sprøjtemidler. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at Auken ikke gendriver denne del af artiklens oplysninger.

Tilbage er Aukens ærinde, som mest synes at dreje sig om det nyligt fremsatte forslag til lovændring og baggrunden herfor, der i følge Auken får en misvisende fremstilling i Weekendavisens artikel.

For det første afviser Auken, at gennemførelsen af den såkaldte forbudslov i 1994 var begrundet i, at Miljøstyrelsen var træt af at få sine vurderinger underkendt. Jeg skal helt undlade at forsøge at udfinde skjulte motiver bag lovændringen og nøjes med at konstatere, at Auken begrunder sin opfattelse med, at »i ingen af de sager Miljøklagenævnet afgjorde inden lovændringen blev styrelsens afgørelse underkendt af ankenævnet«. Dette udsagn er nemlig kun sandt i den forstand, at Miljøstyrelsen i januar 1993 trak alle ankesager fra Miljøklagenævnet tilbage, hvorfor nævnet naturligvis ikke kan siges at have underkendt styrelsen. Årsagen hertil var, at miljøministeren i november 1992 måtte meddele Folketinget, at »kriteriedokumentet (hvorefter man foretog revurdering af sprøjtemidler) er af en sådan karakter, at det formentlig skulle have været notificeret, før det kunne lægges til grund for afgørelser«. Videre fremgår, at »det kan ikke afvises, at virkningen af manglende notifikation er, at det pågældende dokument anses for ugyldigt, og at de afgørelser, der er truffet med henvisning til det, også må anses for at være ugyldige«. Frem til 1994 var lovgrundlaget for revurdering derfor ikke i orden.

Hvad angår de EU-retlige problemer, får man med Aukens indlæg indtryk af, at der er tale om historiske problemer, idet Miljøstyrelsen i følge Auken siden 1993 »konsekvent (har) udført risikovurderinger (. . .) på grundlag af direktivet«, herved menes direktiv 91/414 om plantebeskyttelsesmidler. Så enkel er sagen nu ingenlunde.

For de første er de »de ensartede principper« for godkendelse af plantebeskyttelsesmidler efter direktiv 91/414 nærmere fastlagt i direktiv 94/43, der skulle være gennemført i dansk ret den 1. september 1995. Godt nok angives i Miljøstyrelsens rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler fra 30. august 1994, at de overordnede regler for ensartede principper i direktiv 91/414 skal »overholdes«, men om de nærmere kriterier fastlagt i direktivet fra 1994 anføres side 34, at »de i de ensartede principper foreslåede kvotienter (for miljømæssige sikkerhedsfaktorer) slet ikke (kan) accepteres«.

Dette kan sammenholdes med, at det i direktivet fra 1994 anføres, at reglerne skal »sikre, at medlemsstaterne, når de træffer beslutning om plantebeskyttelsesmidler, anvender kravene i artikel 4, stk. 1, litra b)-e) i nævnte direktiv på ensartet måde«. Så vidt jeg kan bedømme, er der her et problem. Et problem der understreges af, at Miljøstyrelsens rammer for vurdering af plantebeskyttelsesmidler i flere tilfælde indeholder sikkerhedsfaktorer, der er flere gange så høje, som efter EF-direktivet.

På lidt uforklarlig vis er man i bemærkningerne til det nye lovforslag nået frem til, at reglerne i 1994-direktivet alligevel ikke skal anvendes ved revurdering. Bemærkningerne henviser til en bestemmelse i direktivet, der intet siger herom, og vender man opmærksomheden mod direktivet fra 1994 er resultatet det modsatte - en beslutning i forbindelse med revurdering af sprøjtemidler er vel »en beslutning om plantebeskyttelsesmidler«. Selv om man måtte ende med at acceptere vurderingen i lovforslagets bemærkninger, fjerner det ikke problemerne. Tværtimod giver det anledning til to andre problemer.

For det første har man tidligere hævdet, at de danske forbud mod sprøjtemidler ikke skulle notificeres efter de særlige EU-regler herom (direktiv 83/189). Begrundelsen var, at de danske regler var en gennemførelse af et særligt direktiv. Nu hævder man, at det slet ikke er tilfældet. Er det sidste rigtigt, kan det rejse tvivl om, hvorvidt forbudsloven fra 1994 skulle have været notificeret.

For det andet vil de danske regler i alle tilfælde være underkastet Traktatens bestemmelser om frie varebevægelser. Det fremgår af et notat fra Justitsministeriets lovkontor fra 1990 om vurdering af sprøjtemidler, at der i EU-retten gælder en formodning for, at »varer, der lovligt kan markedsføres i andre medlemsstater, ikke er sundhedsskadelige. Denne formodning kan modbevises, men det er Miljøstyrelsen, der har bevisbyrden. Her vil der blive lagt vægt på resultaterne af den internationale forskning, ligesom der vil blive taget hensyn til, om de forskningsresultater Miljøstyrelsen påberåber sig, er tilvejebragt på videnskabelig forsvarlig måde«. Når dette giver anledning til problemer, skyldes det, at der med lovændringen sker en stærk begrænsning af ekspertpanelets mulighed for at vurdere den videnskabelige holdbarhed af Miljøstyrelsens konklusioner. Efter den foreslåede lovændring tilkommer det ministeren via Miljøstyrelsen at fastlægge »generelle eksponeringsmodeller, acceptniveauer og sikkerhedsfaktorer«. Og det understreges i bemærkningerne til lovforslaget, at »en ekspertudtalelse skal ikke tage stilling til, om Miljøstyrelsens konklusioner om et bekæmpelsesmiddels egenskaber er videnskabeligt bevist«.

I betragtning af at det er fast antaget, at vurdering af sprøjtemidler efter EU-retten skal være videnskabeligt funderet - hvilket også sker af hensyn til miljø og sundhed - må det fremlagte lovforslag i sin nuværende form i betænkelig grad betegnes som på kollision med EU-retten. Denne betænkelighed forstærkes yderligere af, at der med lovforslaget sker en fravigelse af den mindstebeskyttelse, der er indeholdt i Forvaltningsloven med hensyn til partshøring m.v. Begrundelsen herfor i lovforslaget er tvivlsom, idet det intet oplyses om muligheden for efter Forvaltningsloven at undlade en udskydelse af en afgørelse. Dette kan måske også give EU-retlige betænkeligheder, fordi EF-Domstolen i flere sager om bl.a. sprøjtemidler har lagt vægt på sådanne forvaltningsprocessuelle garantier, der netop begrænses med lovforslaget.

Når Auken understreger, at hensigten med det seneste lovforslag er »at fjerne den retlige tvivl, der måtte være om hjemmelsgrundlaget for at fjerne spørgeretten«, er der følgelig grund til at tvivle på, om dette er lykkedes - eller om man på ny står med et retsgrundlag for revurdering af sprøjtemidler, som alligevel ikke holder.

Da netop mangler i retsgrundlaget hidtil har betydet en tidsmæssig forsinkelse af revurderingen af de gamle sprøjtemidler på mere end 10 år, er der grund til at overveje forslaget nok engang. Er der nemlig mangler i retsgrundlaget, vil dette kunne udskyde en endelig revurdering af de gamle sprøjtemidler til det næste århundrede - og det er vel næppe i nogens interesse.

KØBENHAVNS UNIVERSITETDen 12. december 1995

DET RETSVIDENSKABELIGE INSTITUT C

Peter Pagh, lektor

Studiegården

Studiestræde 6

1455 København K

Tlf.: 35 32 31 27

Telefax: 35 32 32 04

Telefax: 33 37 55 57

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

att. Steen Gade

Vedr.: Lovforslag om ændring af Lov om kemiske stoffer og produkter

Da jeg er blevet bekendt med, at der i anledning af min artikel i Weekendavisen er rejst forespørgsel til miljøminister Svend Auken (nr. 45), som har afstedkommet et svar af 7. december 1995, tillader jeg mig herved kort at fremsende vedlagte kommentar til det af miljøminister Svend Auken anførte - i alt 4 sider.

Jeg vil understrege, at jeg ikke med nedenstående kommentar ønsker at indgå i nogen længere polemik med miljøminister Svend Auken eller andre. Kommentaren tilsigter alene at bidrage til at afklare et ganske kompliceret retsgrundlag - idet hverken artiklen i Weekendavisen eller denne kommentar på nogen måde forsøger at give et udtømmende billede af retsstillingen. Selv om jeg naturligvis er klar over, at dette er et politisk »hot« emne, vil jeg understrege, at kommentaren ikke skal tages til indtægt for den ene eller den anden politiske anskuelse, men alene vil påpege nogle retlige problemer, der efter min opfattelse ikke har fået fornøden opmærksomhed.

Miljøminister Svend Aukens svar giver særligt anledning til kommentarer om tre problemstillinger, nemlig overgangsregler, fastsættelse af eksponeringsmodeller m.v. og videnskabelighedskravet.

Kommentar vedrørende svar fra miljøminister Svend Auken af

7.12.1995

Overgangsreglerne

1. Det er rigtigt, at jeg ikke i artiklen redegør for de meget komplicerede overgangsregler for ikrafttræden af direktiv 91/414. Af relevans for lovforslaget vil jeg henlede opmærksomheden på direktiv 91/414 om plantebeskyttelsesmidler artikel 23, der angår direktivets ikrafttræden. Hovedreglen fremgår af artikel 23, stk. 1, hvorefter direktivet skal være gennemført den 15. juli 1993. Men af artikel 23, stk. 2 fremgår, at medlemsstaterne alligevel ikke er forpligtet til at acceptere den gensidige godkendelse (efter artikel 10, stk. 1 andet led) »før senest et år efter vedtagelsen af de ensartede principper og udelukkende i forbindelse med kravene i artikel 4, stk. 1, litra b) til e), der er omfattet af de således vedtagne principper«.

Eller på jævnt dansk: Med undtagelse af bestemmelsen om gensidig anerkendelse i artikel 10, stk. 1 andet led, skal direktiv 91/414 være gennemført inden for implementeringsfristen på to år. Og efter artikel 23, stk. 2 skal den gensidige anerkendelse også være gennemført i medlemsstaternes lovgivning, et år efter vedtagelsen af de ensartede principper. De ensartede principper blev vedtaget med direktiv 94/43, som efter dets ordlyd skulle være implementeret i dansk ret senest den 1. september 1995 (se direktiv 94/43 artikel 2).

2. Er det så ikke rigtigt, når miljøminister Svend Auken omtaler særlige overgangsproblemer i forbindelse med optagelse af aktivstoffer på EU's positivliste? - svaret herepå er nærmest et både og. På den ene side angiver direktiv 91/414, artikel 10, stk. 1 andet led, at den gensidige anerkendelse sammenkædes med EU's positivliste. Heraf følger logisk, at den i direktiv 91/414 forudsatte gensidige anerkendelse af godkendte sprøjtemidler først er gældende, når EU har fået udarbejdet en positivliste, hvor der er taget stilling til det pågældende aktivstof. Da denne liste ikke foreligger, er det således rigtigt at hævde, at direktivets gensidige anerkendelsesordning ikke gælder. Eller udtrykt lidt anderledes: Danmark er ikke forpligtet til at anerkende sprøjtemidler alene fordi de er godkendt i andre medlemsstater - heller ikke selv om den anden medlemsstat har vurderet plantebeskyttelsesmidlet på grundlag af de ensartede principper. I den forstand har miljøminister Svend Auken ret, når der fremhæves overgangsproblemer.

3. Problemet er imidlertid, at den i direktiv 91/414 angivne undtagelse for gennemførelse af de ensartede principper for godkendelse af sprøjtemidler kun omfatter den gensidige anerkendelsesordning. Der er derimod ikke en tilsvarende generel undtagelse for anvendelse af de ensartede principper, når det drejer sig om de enkelte medlemsstaters egen godkendelse af sprøjtemidler. At det forholder sig således fremgår yderligere af det af Rådet vedtagne direktiv 94/43 om ensartede principper for godkendelse af sprøjtemidler. I præamblen til direktiv 94/43 anføres således, at reglerne skal »sikre, at medlemsstaterne, når de træffer beslutning om plantebeskyttelsesmidler, anvender kravene i artikel 4, stk. 1, litra b)-e) i nævnte direktiv på ensartet måde« (fremhævelserne er mine).

4. Det fremgår med andre ord ganske entydigt af de to direktivers tekst, at medlemsstaterne skal anvende de ensartede principper ved beslutning om sprøjtemidler efter den 1. september 1995. Undladelse heraf vil formentlig betyde, at beslutningerne er ugyldige.

5. Dette rejser naturligt spørgsmålet om, hvorvidt Danmark kan gennemføre et højere beskyttelsesniveau ved godkendelse af sprøjtemidler end i EU som helhed. Så vidt jeg er i stand til at bedømme indholdet af direktiv 94/43 fastlægger det forholdsvis detaljeret det beskyttelsesniveau, der skal lægges til grund ved godkendelsen - og da direktivet er vedtaget efter Traktatens artikel 43, kan det kun fraviges i det omfang, der i direktivet er adgang hertil.

6. Opmærksomheden henledes dog i den sammenhæng på, at direktiv 91/414 åbner mulighed for at medlemsstaterne »i overensstemmelse med Traktaten til godkendelsen knytte(r) restriktive bestemmelser om anvendelsen, der er begrundet i forskellige ernæringsvaner. . .« - artikel 10, stk. 1, tredje hovedafsnit. Det er ikke helt klart, i hvilket omfang dette åbner mulighed for, at Danmark f.eks. tager hensyn til beskyttelse af drikkevandsressourcer ved »restriktive bestemmelser om anvendelsen« - men der er dog grund til at antage, at en sådan mulighed består med henvisning til andre regler, som f.eks. direktiv 80/68 om grundvand og direktiv 80/778 om drikkevand.

Hvem fastlægger generelle eksponeringsmodeller, acceptniveauer og sikkerhedsfaktorer

7. Miljøminister Svend Auken skriver det ikke er korrekt, at det er Miljøstyrelsen der fastlægger eksponeringsmodeller, acceptniveauer og sikkerhedsfaktorer. Hertil bemærkes, at den af mig citerede formulering er hentet fra lovforslagets tekst (§35, stk. 3, 4. pkt.) - der udelukker ekspertvurdering af »generelle eksponeringsmodeller, acceptniveauer og sikkerhedsfaktorer«. Da nogen nødvendigvis må fastlægge de generelle eksponeringsmodeller, acceptniveauer og sikkerhedsfaktorer - og lovforslagets bemærkninger lægger op til, at det ikke er de ensartede principper efter direktiv 94/43, kan jeg ikke rigtigt indse, at det kan være andre end ministeren via Miljøstyrelsen. Men det er naturligvis rigtigt, at en række af de tilladelige grænseværdier for eksponering i øvrigt følger af anden lovgivning.

Kravet om videnskabelighed

8. Miljøminister Svend Auken påpeger, at jeg ikke ser bemærkningerne om »videnskabeligt bevist« i den sammenhæng, som fremgår af forarbejderne, og henviser til de efterfølgende oplysninger om, at alene formodningen for fare for miljø og mennesker på grundlag af erfaring eller særlige undersøgelser er tilstrækkeligt, som det også fremgår af den nugældende lovs § 35, stk. 1. Jeg er enig i, at krav om videnskabeligt bevis godt kan siges at være en problematisk størrelse, da også videnskaben må erkende grænser for vores viden. Dette betyder imidlertid ikke, at det hele bare kan reduceres til et skøn. Så vidt jeg forstår EF-Domstolens udtalelser om denne problemstilling - og herunder også Justitsministeriets notat fra 1990 - kræves der i alle tilfælde, at den hævdede formodning for særlig fare for mennesker og/eller miljø bygger på videnskabelige undersøgelser, hvilket må forstås som et krav til, at formodningen baserer sig på en metode, data, eksponeringsmodeller og sammenlignelighedsbetragtninger m.v., der alle kan betegnes som videnskabeligt anerkendte.

Med venlig hilsen

Peter Pagh

DK PETROKEMI A/SDen 28. november 1995

Bomhusvej 20

DK 2100 København Ø

PHENOXYGRUPPEN I DANMARK

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedr.: Miljø- og energiministerens besvarelse af 3.10.95 af spørgsmål nr. 397

Ministerens svar er efter vores opfattelse forstemmende. Det virker som om, at ministeren regner med, at en usandhed blot skal gentages tilstrækkelig mange gange for at blive taget for gode varer.

Dersom Folketingets medlemmer kan godtage en sådan adfærd, må vi selvfølgelig resignere i erkendelse af folkestyrets vilkår. Men vi kan ikke acceptere, at dette sker uden at medlemmerne er blevet korrekt informeret.

Ministeren svarer, at det ikke er korrekt, når vi har hævdet, at Miljøstyrelsen tabte 9 ud af 10 sager i Miljøklagenævnet. Det har vi heller ikke hævdet. Vi har hævdet, at Miljøstyrelsen ikke fik medhold i 9 ud af 10 sager!

Ministeren siger, at en række sager blev trukket tilbage fra Miljøklagenævnet til Miljøstyrelsen til genbehandling, og at det skyldtes, at proceduren for, hvordan der skal træffes afgørelser, blev ændret! Årsagen til at proceduren skulle ændres var, at den ikke var lovmedholdelig. Når afgørelser træffes efter ikke-lovmedholdelige procedurer, kan det næppe undre nogen, at sådanne afgørelser blev anket!

Ministeren har løbende udtalt sig med stor forargelse om de agrokemiske firmaers hang til at påklage afgørelserne (se bilaget til ministerens svar) og sagsbehandlingstiden voksede og voksede. Nu får vi altså endelig ministerens skriftlige erkendelse af, at den ulykkelige situation i behandlingstiden overvejende skyldtes og fremdeles skyldes ukorrekte og/eller ændrede afgørelsesprocedurer i Miljøstyrelsen.

Det forekommer os, at ministeren »glemte« at orientere Folketinget herom, dengang han fik gennemtrumfet lov nr. 438, trods store betænkeligheder.

Folketingets medlemmer bør ved denne lejlighed oplyses om, hvorledes Miljøklagenævnets arbejde fungerer. Hvis en klager ikke kan gives medhold, udsteder Miljøklagenævnet en stadfæstende kendelse. Hvis Miljøstyrelsen derimod ikke kan gives medhold hjemvises sagen til fornyet behandling i Miljøstyrelsen. I praksis foregår det på den måde, at Miljøklagenævnet underretter Miljøstyrelsen om, at man ikke er enig i styrelsens afgørelse, hvorefter styrelsen har adgang til at hjemtage sagen.

Således er Miljøstyrelsens klagestatistik formelt meget fornem.

I besvarelse af spørgsmål nr. 397 oplyser ministeren, at de forsøg virksomhederne var pligtige at indlevere viser, at phenoxysyrerne ikke siver ned i grundvandet. I sit brev til udvalget d. 13.07.95 påstod ministeren det stik modsatte. I svar til spørgsmål nr. 397 siger ministeren så, at der omvendt er andre forsøg, der viser, at phenoxysyrerne siver ned! Vi opfordrer udvalget til at spørge ministeren, hvilke forsøg der er tale om?

Grundvandsmoniteringen viser absolut intet om phenoxysyrers nedsivning ved regelret brug. Grundvandsmoniteringen viser blot, at der sker forurening fra nedgravede deponier eller fra punktforureninger som følge af fortidens mindre omhyggelige adfærd og omgang med midlerne, omend i overensstemmelse med datidens regler og forskrifter.

Vi tillader os venligst at anbefale udvalget at udvise den største skepsis og agtpågivenhed ved ministerens fortsatte tiltag.

Med venlig hilsen

på vegne af

PHENOXYGRUPPEN I DANMARK

Peter Adser Hansen

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har

besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og

energiministeren og ministerens svar herpå er optrykt som bilag til

betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Dansk Agrokemisk Forening,

Folketingets Ombudsmand og

Phenoxygruppen i Danmark.

Udvalget ønsker lovforslaget tilbage til fornyet behandling i udvalget efter 2. behandling.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Det Konservative Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af udvalget) ønsker at udtrykke tilfredshed med, at det fremsatte lovforslag er ændret på væsentlige områder i forhold til det udkast til lovforslag, som blev sendt i høring.

F.eks. kunne ekspertudvalget efter lovudkastet afgive sin udtalelse uden at kende ansøgerens/godkendelsesindehaverens bemærkninger til Miljøstyrelsens grundvurdering. Det var klart utilfredsstillende. Venstre er derfor tilfreds med, at dette nu er ændret, således at ekspertudvalget ikke kan gå i gang, før man er bekendt med både grundvurderingen og tillægget.

Venstre konstaterer også, at i forhold til lovudkastet er der ikke længere en begrænsning på, hvor mange timer der må medgå til ekspertudvalgets vurdering. Det er for Venstre at se helt logisk. Ekspertudvalget må stilles frit med hensyn til tidsforbruget inden for det antal måneder, som udvalget har til rådighed.

Efter Venstres opfattelse burde lovforslaget have indeholdt et forslag om, hvordan man agtede at forholde sig til nye midler, der skal godkendes. Når man tager med i overvejelserne, at der her er tale om, at der sagtens kan gå 2-5 år, før der foreligger en godkendelse, er der i høj grad brug for et initiativ til en hurtigere sagsbehandling. Af et svar fra miljø- og energiministeren til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg af 8. april 1994 fremgår, at en meget stor del af det provenu, der opkræves som afgift af bekæmpelsesmidler, ikke bliver brugt til revurdering eller nyvurdering. Dette er utilfredsstillende, når man tager i betragtning, at der netop ønskes en hurtigere sagsbehandlingstid.

Venstre ønsker derfor, at en langt større del af provenuet finder anvendelse til revurderinger og nyvurderinger. I den forbindelse vil Venstre senere i dette folketingsår fremsætte forslag om, at flere af pengene anvendes på at nedbringe sagsbehandlingstiden for nye midler.

Endvidere ønsker Venstre, at der udarbejdes et belastningsindeks. Et sådant indeks vil fortælle om de enkelte midlers belastning af miljøet. Det er helt afgørende for befolkningens mulighed for at vælge det mest miljøvenlige middel.

I den forbindelse agter Venstre også at fremsætte forslag om, at de mest miljøvenlige midler ikke belastes med de højeste afgifter. Da det ofte er sådan, at nye miljøvenlige midler er dyrere, bevirker det i dag, at de pålægges en højere afgift. Det sker, fordi afgiften beregnes som en procentdel af udsalgsprisen. Det fremmer ikke brugen af mere miljøvenlige midler.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Mindretallet er stærkt optaget af at sikre rent grundvand. Mindretallet mener, at vi skal værne om det gode, det er at kunne basere Danmarks drikkevandsforsyning på grundvand og ikke på overfladevand. Mindretallet ønsker generelt også at beskytte miljøet mod giftige stoffer. Mindretallet er derfor også indstillet på og rede til at medvirke til et forbud mod giftige stoffer. Men for Det Konservative Folkeparti er også både retssikkerhed og overholdelse af EU-bestemmelser meget væsentligt.

Det har derfor for mindretallet været bekymrende, at producenterne ikke har mulighed for at anke Miljø- og Energiministeriets afgørelser. Men mindretallet finder, at lovforslaget på dette område kan accepteres, da mindretallet anerkender dels, at branchen selv mener, at den kan leve med lovforslagets ekspertudvalg, dels at lovforslaget er bedre end det udkast til lovforslag, som ministeren sendte til høring.

Ligeledes finder mindretallet det meget betænkeligt, at der med lovforslaget sker en fravigelse af mindstekravene efter forvaltningsloven med hensyn til partshøring m.v.

Med hensyn til EU-bestemmelserne finder Det Konservative Folkeparti, at der stadig er meget stor tvivl om, hvorvidt det foreliggende lovforslag ikke kolliderer med EU-retten. Det gælder for eksempel på baggrund af, at EU kræver, at en vurdering skal være videnskabelig funderet, mens lovforslaget lader ministeren fastlægge »generelle eksponeringsmodeller, acceptniveauer og sikkerhedsfaktorer«.

Mindretallet har også betænkeligheder i forhold til EU-reglerne, fordi mindretallet er vidende om, at de sikkerhedsfaktorer, Miljøstyrelsen arbejder med i vurdering af plantebeskyttelsesmidler, i de fleste tilfælde er mange gange højere end EF-direktivets.

Det Konservative Folkeparti er endelig meget utilfreds med, at lovforslaget skal hastes igennem. Det giver en behandling i Folketinget, som ikke er tilfredsstillende, og som ikke på alle områder tager højde for de alvorlige problemer, der er. Mindretallet håber på, at man i perioden mellem 2. og 3. behandling kan få afklaret endnu nogle af de spørgsmål, lovforslaget rejser - specielt omkring EU-bestemmelserne. Mindretallet vil derfor vente med sin endelige stillingtagen til efter udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling.

Det Konservative Folkeparti er som nævnt bekymret over det hastværk, ministeren har med lovforslaget, og beklager, at udvalgsarbejdet afbrydes, inden man efter mindretallets opfattelse er færdig. Mindretallets bekymring skyldes, at man nu gennem mange år - på grund af et utilstrækkeligt lovgrundlag - ikke har været i stand til at få revurderet alle de mange giftige stoffer, der kan skade grundvandet. Mindretallet finder det derfor yderst betænkeligt, hvis der endnu en gang vedtages et lovforslag, hvis bestemmelser med hensyn til retssikkerhed og EU-medholdelighed bevirker, at lovforslaget reelt ikke kan fungere. Man kan derfor efter en række retssager atter risikere at stå i den situation, at man med endnu et nyt lovforslag skal søge at skabe det tilstrækkelige lovgrundlag at agere på. Det kan hverken Folketinget eller miljøet være tjent med.

Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Dorte Bennedsen (S) Inger Bierbaum (S) Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent Hindrup Andersen (EL) Lis Greibe (S) Hanne Severinsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels J. Langkilde (KF) Gitte Seeberg (KF) Jens Jørgensen (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.Centrum-Demokraterne og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Ingen

Nr BTL 51

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter (Forbudsprocedure)

Nr L 51 1995-96, 1. samling

Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget

Afgivet: 19951206