1995 BTL 32 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BOLIGER FOR ÆLDRE OG PERSONER MED HANDICAP, LOV OM INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE, LOV OM LEJE OG LOV OM BOLIGBYGGERI (PLEJEBOLIGER M.V.) NR L 32 1995-96, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 12
Vil ministeren overveje et ændringsforslag, som tager pensionskasser ud af ændringsforslagene nr. 1 og 8?
Svar
Jeg har forstået spørgsmålet således, at der fokuseres på risikoen for en sammenblanding af udgifterne til driften af ældrebolilgerne og udgifterne til driften af servicearealerne, når også selvejende institutioner og pensionskasser får mulighed for at eje statsstøttede servicearealer.
Jeg kan hertil oplyse, at det fremgår af § 13 i bekendtgørelsen om administration af ældreboliger, at kommunalbestyrelsen skal påse, at der sker opdeling af boliger og servicearealer fysisk eller som ejerlejligheder. Baggrunden herfor er, at der ikke må ske en sammenblanding af på den ene side driften af ældreboligerne, som beboerne skal betale over lejen, og på den anden side driften af servicearealerne, som er et rent kommunalt anliggende.
Jeg går naturligvis ud fra, at kommunalbestyrelserne påser, at der ikke sker en sådan sammenblanding af driften af ældreboligerne og servicearealerne.
Disse regler er omtalt i ændringslovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 8. Hensigten hermed har været at understrege, at der i forbindelse med udvidelsen af ejerkredsen for servicearealer opført med statstilskud ikke sker ændringer i kravet om, at der skal være vandtætte skotter mellem boliger og servicearealer.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Bornholms Amt,
Haderslev Kommune,
Kommunernes Landsforening,
Omsorgsorganisationernes Samråd,
Sammenslutningen af Diakonhjem og
Ældre Sagen.
Der er af boligministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) finder ikke, at lovforslaget er særlig ambitiøst. Socialistisk Folkeparti har tidligere kritiseret regeringen for at være meget lidt ambitiøs på plejehjems- og ældreboligområdet. Det, der synes at have været hovedbestemmende, er regeringens ønske om at undgå en overophedning af byggesektoren. Det skal de ældre så bøde for. Efter Socialistisk Folkepartis opfattelse er regeringens lovforslag utilstrækkeligt. Socialistisk Folkeparti foreslog sidste år og igen i år et ældreboligbyggeri på minimum 5.000 boliger om året i en årrække. Regeringens udspil indebærer en nettotilgang på 1.500 boliger om året. Dette skal sammenholdes med, at der i dag er et hul på 12-13.000 ældreboliger, hvis dækningsgraden skulle være den samme som i 1984. Det er det første hul, der skal lukkes. Det andet hul er undersøgelsen fra 1990 (nævnt i lovforslaget), som peger på, at 10.000 ældre med gangbesvær bor i uhensigtsmæssige boliger. Det tredje forhold, der peges på, er de 25-30.000 senildemente, der i dag bor uden tilknyttet service. Af disse er det dog næppe alle, der har behov for en plejehjemsplads. Hertil kommer, at der slet ikke bygges de bofællesskaber til psykisk udviklingshæmmede, der er behov for. Endelig skal nævnes, at vi står over for den største stigning i antallet af de helt gamle (de over 80-årige) nogen sinde. Sammenlagt er det katastrofalt, at regeringen lader forholdene i byggesektoren og ikke behovet for ældreboliger bestemme ældreboligbyggeriet i de kommende år. Det lave byggeri vil betyde, at de forhold, der i dag er utilfredsstillende på ældreområdet, bliver forværret i de kommende år.
Socialistisk Folkeparti er enig med regeringen i behovet for at renovere utidssvarende plejehjem. Socialistisk Folkeparti er enig i, at kommunerne opfordres til at bygge mere ved at åbne op for fuld kommunal lånefinansiering af den kommunale grundkapital. Socialistisk Folkeparti er enig i, at også amterne får mulighed for at opføre ældreboliger til handicappede og sindslidende. Socialistisk Folkeparti er enig i den statslige støtte til at etablere servicearealer, men synes igen, ambitionsniveauet er fantastisk lavt i forhold til problemerne.
Socialistisk Folkeparti fremsatte såvel sidste år som i år forslag om at bygge 5.000 ældreboliger og lade de nødvendige ansatte følge med. Det nu foreliggende lovforslag dokumenterer til fulde behovet for at bygge 5.000 ældreboliger.
På trods af lovforslagets ringe ambitionsniveau stemmer Socialistisk Folkeparti dog for lovforslaget, da det repræsenterer en forbedring inden for området ombygning af utidssvarende plejehjem.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet ønsker lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.
Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
ÆndringsforslagAf boligministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, KF, SF, RV og CD)
Til § 1 1) I den under nr. 2 foreslåede § 5 a affattes stk. 1 og 2 således
»Ældreboliger, der indrettes særligt med henblik på at betjene personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, tilvejebringes ved nybyggeri eller ved ombygning af eksisterende institutioner, som er etableret efter bistandslovens § 112. Disse boliger kan opføres og drives af amtskommuner. Derudover kan amtsrådet tillade kommuner, almennyttige boligselskaber, selvejende institutioner og pensionskasser at være byg- og driftsherre.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen meddeler tilsagn til ældreboliger opført efter stk. 1, og amtsrådet yder lån, ydelsesstøtte og garanti efter reglerne i § 6, stk. 1 og 6, § 7, stk. 1 og 4, og §§ 9 og 10.«
2) I det under nr. 2 foreslåede § 5 a, stk. 3, nr. 1, indsættes efter »nedlægges« ordene: »eller ombygges til ældreboliger«.
3) I det under nr. 2 foreslåede § 5 a, stk. 4, udgår »§ 6, stk. 4 og 5«, og i stedet indsættes: »§ 6, stk. 3-5, § 7, stk. 2 og 3, § 8, § 12«.
4) I den under nr. 2 foreslåede § 5 b affattes stk. 1 således
»Ejer en kommune pr. 1. januar 1996 et plejehjem, der er beliggende i en anden kommune, kan ejeren ombygge plejehjemmet til ældreboliger, hvis den førstnævnte kommune yder lån, ydelsesstøtte og garanti efter reglerne i § 6, stk. 1 og 6, § 7, stk. 1 og 4, og §§ 9 og 10. Tilsvarende gælder, hvis en kommune inden denne dato har indgået driftsoverenskomst med et plejehjem, der er beliggende i en anden kommune.«
5) I det under nr. 2 foreslåede § 5 b, stk. 2, udgår »§ 6, stk. 4 og 5«, og i stedet indsættes: »§ 6, stk. 3-5, § 7, stk. 3, § 8, § 12«.
6) I det under nr. 2 foreslåede § 5 b, stk. 3, ændres »Beliggenhedskommunen« til: »Den kommune, der ejer eller har indgået driftsoverenskomst med plejehjemmet,».
7) I det under nr. 11 foreslåede § 16 a, stk. 2, ændres »omfatter« til: »finder tilsvarende anvendelse på«, og », der opføres og drives af amtskommuner« udgår.
8) Det under nr. 12 foreslåede § 16 c, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Bygherrer på servicearealer kan være kommuner, amtskommuner, selvejende institutioner eller pensionskasser.«
9) Det under nr. 12 foreslåede § 16 d, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Tilskud efter stk. 1 kan ydes til de bygherrer, der er nævnt i § 16 c, stk. 2.«
10) I den under nr. 13 foreslåede affattelse af § 17, stk. 1, 3. pkt., udgår »af amtskommunen«.
11) I den under nr. 13 foreslåede affattelse af § 17, stk. 1, 4. pkt., ændres »ejerkommunen« til: »den kommune, der har givet tilsagn«.
12) Efter nr. 16 indsættes som nyt nummer
»01. I § 22 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Amtsrådet fører tilsyn med bebyggelser, der er opført eller ombygget efter § 5 a.«»
Til § 2 13) I den under nr. 11 foreslåede affattelse af § 76, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres », 3 og 4« til: »og 3«.
14) I den under nr. 11 foreslåede affattelse af § 76, stk. 2, 3. pkt. , der bliver stk. 5, 3. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.
Til § 4 15) I det under nr. 1 foreslåede § 53 a, stk. 2, ændres »omfatter« til: »finder tilsvarende anvendelse på«, og », der opføres og drives af amtskommuner« udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 Da også eksisterende institutioner, som er etableret efter bistandslovens § 112, kan vise sig egnede til ombygning til ældreboliger, er det efter en samlet vurdering på baggrund af en række henvendelser herom fundet hensigtsmæssigt at foreslå at åbne mulighed for ombygning af disse institutioner til ældreboliger for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap.
På denne baggrund foreslås det særlige omdrejningspunkt for 1996 vedrørende ældreboliger til ovennævnte personkreds hævet med 30 mio. kr., svarende til de forudsatte ombygningsudgifter vedrørende 50 ældreboliger etableret ved ombygning af plejehjemsboliger. Det »amtskommunale omdrejningspunkt« for 1996 udgør herefter 100 mio. kr. De statslige merudgifter til ydelsesstøtte og individuel boligstøtte som følge af forøgelsen af omdrejningspunktet udgør 0,0 mio. kr. i 1996, 0,7 mio. kr. i 1997, 2,1 mio. kr. i 1998 og 3,4 mio. kr. i 1999. De samlede statslige merudgifter ved fuld udnyttelse af det »amtskommunale omdrejningspunkt« udgør herefter 0,0 mio. kr. i 1996, 2,3 mio. kr. i 1997, 6,7 mio. kr. i 1998 og 10,9 mio. kr. i 1999.
Endvidere foreslås det, at amtskommunerne ligesom kommunerne kan ansøge Indenrigsministeriet om adgang til lånefinansiering af grundkapital til ældreboliger etableret ved ombygning af eksisterende § 112-institutioner.
Efter forslaget kan amtskommunerne være bygherrer af disse boliger. Amtskommunerne kan tillige overlade det til kommuner, almennyttige boligselskaber, selvejende institutioner og pensionskasser at være bygherrer af boligerne. Også i de tilfælde, hvor andre end amtskommuner er bygherrer, yder amtskommunen lån, ydelsesstøtte og garanti samt udøver anvisningsretten til boligerne.
Det »amtskommunale omdrejningspunkt« omfatter alle ældreboliger, hvor amtskommunen yder grundkapitallån og ydelsesstøtte, dvs. også ældreboliger, hvor amtskommunen ikke selv er bygherre.
Det bemærkes, at personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap alene omfatter den personkreds, som i dag er omfattet af bistandslovens § 112. Det er voksne, der på grund af vidtgående fysiske eller psykiske handicap har et særligt behov for pleje, behandling m.v., som ikke kan dækkes gennem optagelse på sygehus eller ophold på de øvrige i bistandslovens kapitel 16 og 17 nævnte institutioner.
Til nr. 2, 3 og 10 Ændringsforslagene er konsekvensændringer som følge af de under nr. 1 foreslåede ændringer.
Til nr. 4 Efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 5 b, er det kun plejehjem beliggende i andre kommuner, som kommunen ejer, der kan ombygges til ældreboliger.
Imidlertid er der fremsat kommunalt ønske om tillige at få mulighed for at ombygge plejehjem beliggende i andre kommuner, som kommunen har indgået driftsoverenskomst med.
Da sigtet med lovforslaget har været at give mulighed for ombygning af alle utidssvarende plejehjem i andre kommuner, som en kommune har rådighed over, foreslås det at åbne mulighed for at ombygge plejehjem beliggende i andre kommuner, som kommunen har indgået driftsoverenskomst med.
Til nr. 5, 6 og 11 Ændringsforslagene er konsekvensændringer som følge af den under nr. 4 foreslåede ændring.
Til nr. 7 Ændringen er redaktionel.
Til nr. 8 og 9 Efter det i lovforslagets § 1, nr. 12, foreslåede § 16 c, stk. 2, vil selvejende institutioner ikke få mulighed for at være ejere af servicearealer, der opføres med statstilskud. Som følge deraf vil selvejende institutioner heller ikke få mulighed for at modtage servicearealtilskud.
I en række henvendelser er det påpeget, at selvejende institutioner, der i dag ejer plejehjem, herved afskæres fra fortsat at være ejer af den del af plejehjemmet, der ombygges til servicearealer. På denne baggrund har man fundet det rimeligt, at også andre end kommuner og amtskommuner kan være ejer, det vil sige bygherre, af servicearealer.
Det er i den forbindelse fundet hensigtsmæssigt, at servicearealtilskuddet ydes til bygherren (ejeren).
Efter det i lovforslagets § 1, nr. 12, foreslåede § 16 d, stk. 1, er det kommunalbestyrelsen, der giver tilsagn om tilskud til servicearealer. Dette indebærer, at kommunalbestyrelsen som vilkår for meddelelse af tilsagnet kan tage højde for tilskudsbeløbet ved indgåelse af driftsoverenskomst med ejeren. Ved meddelelse af tilsagn til de i § 5 a omhandlede ældreboliger er kommunalbestyrelsens rolle alene af teknisk og administrativ karakter. Det er derfor amtsrådet, der i forbindelse med tilsagnet kan stille vilkår for indholdet af driftsoverenskomsten. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen ikke meddeler tilsagn, forinden amtsrådet har fremsat anmodning herom.
Almennyttige boligselskaber har efter lov om boligbyggeri ikke mulighed for at eje servicearealer. Der er imidlertid intet til hinder for, at almennyttige boligselskaber som forretningsfører for f.eks. en kommune kan stå for opførelse og drift af servicearealer.
I forbindelse med udvidelsen af ejerkredsen for servicearealer opført med statstilskud bemærkes, at der i de gældende regler er krav om opdeling af boliger og servicearealer fysisk eller som ejerlejligheder. Baggrunden herfor er, at der ikke må ske en sammenblanding af på den ene side driften af ældreboligerne, som beboerne skal betale over lejen, og på den anden side driften af servicearealerne, som er et rent kommunalt anliggende. Det her stillede ændringsforslag bevirker ingen ændring heraf.
Til nr. 12 Efter gældende kommunalretlige grundsætninger kan kommunalbestyrelserne ikke føre tilsyn med amtskommunerne.
Det foreslås på denne baggrund, at amtsrådet skal føre tilsyn med de ældreboliger, som efter den i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede § 5 a, kan opføres til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.
Til nr. 13 og 14 Ændringerne er redaktionelle.
Til nr. 15 Ændringen er redaktionel.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Hugo Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Jytte Wittrock (S) Villy Søvndal (SF) Jørgen Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Sonja Albrink (CD) Pia Larsen (V) Bodil Thrane (V) Erling Oxdam (V) Jens Hald Madsen (V) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Kai Dige Bach (KF) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder og har herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Amtsrådsforeningen i Danmark.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) støtter vedtagelsen af lovforslaget idet mindretallet forudsætter, at der ikke kan ske en sammenblanding af driften af ældreboligerne og servicearealerne, således at der ikke er mulighed for pensionskasser og kommuner for at få utilsigtede økonomiske bidrag.
Mindretallet lægger boligministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 12 til grund for denne stillingtagen. Mindretallet vil naturligvis fastholde regeringen på den garanti mod utilsigtet anvendelse af offentlige midler, som ligger i ministerens svar, der er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (FP)
Til § 1 1) I det under nr. 2 foreslåede § 5 a, stk. 1, udgår », selvejende institutioner og pensionskasser«, og i stedet indsættes: »og selvejende institutioner«.
2) Det under nr. 12 foreslåede § 16 c, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Bygherrer på servicearealer kan være kommuner, amtskommuner eller selvejende institutioner.«
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2 Ændringsforslagene indebærer, at pensionskasser ikke kan være bygherrer på servicearealer.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Hugo Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Jytte Wittrock (S) Villy Søvndal (SF) Jørgen Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Sonja Albrink (CD) Pia Larsen (V) Bodil Thrane (V) Erling Oxdam (V) Jens Hald Madsen (V) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Kai Dige Bach (KF) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 32
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om boliger for ældre og personer med handicap, lov om individuel boligstøtte, lov om leje og lov om boligbyggeri (Plejeboliger m.v.)
Nr L 32 1995-96, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19951205