Legislator Case Law & Legislation
199514K00020 DK

1995 BTL 20 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL OG LOV OM ERSTATNINGSANSVAR (REGRES FOR SYGEDAGPENGEYDELSER UDBETALT AF KOMMUNEN) NR L 20 1995-96, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1995 20 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til socialministeren samt dennes svar herpå

Spørgsmål 3

»Gælder lovforslaget også for voldsmænd?»

Svar

Efter lovforslaget kan en kommune, der som socialforvaltning udbetaler sygedagpenge, gøre regres gældende for de udbetalte dagpenge i alle de tilfælde, hvor der er tale om en lidelse, som er forvoldt af en ansvarlig skadevolder. Regreskravet vil således også kunne gøres gældende mod en voldsmand.

Det fremgår af den almindelige lempelsesregel i erstatningsloven, at erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt.

Det foreliggende lovforslag vedrører alene erstatning, mens straffespørgsmål afgøres efter straffeloven og straffebestemmelserne i anden lovgivning.

Spørgsmål 19

»Kan ministeren bekræfte, at ved vedtagelsen af den nu gældende dagpengelov i 1989 blev det forudsat, at det tidligere forbud mod regres skulle ophæves?»

Svar

Den gældende lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel er resultatet af et udvalgsarbejde med deltagelse af bl.a. Kommunernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark.

Med vedtagelsen af loven blev der indført en hjemmel for kommunerne til, at den dagpengeudgift, de havde haft i forbindelse med udbetaling af sygedagpenge, hvor der blev fastslået et erstatningsansvar, kunne søges dækket ved regres mod skadevolderen.

Dette skete ved, at man undlod en bestemmelse i den tidligere dagpengelov om, at udbetalingen af dagpenge fra kommunen ikke kunne danne grundlag for regreskrav imod en skadevolder. Ifølge bemærkningerne til lovforslagets § 39 var det op til kommunen, om den ønskede at gøre regreskrav gældende over for en skadevolder.

Justitsministeriet har derefter i 1990 i forbindelse med en konkret sag udtalt følgende

»Af erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, fremgår det udtrykkeligt, at ydelser i henhold til den sociale lovgivning, herunder dagpenge og sygehjælp som tilkommer en skadelidt, ikke kan danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige. Denne bestemmelse i erstatningsansvarsloven er ikke ændret ved sygedagpengeloven.«

På denne baggrund blev det meddelt kommunerne, at udbetaling af sygedagpenge alligevel, trods ændringen af sygedagpengeloven på dette område, ikke kunne danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder.

Spørgsmål 20

»Under 2. behandling af lovforslaget gav ministeren udtryk for, at hun ville følge udviklingen tæt. Hvordan vil det konkret ske, skal kommunen indberette alle sager, uanset om der er begæret regres, og vil det ikke give et bureaukrati langt over det, ministeren bebudede i lovforslagets bemærkninger?»

Svar

Det kræver ikke ekstra eller nye administrative procedurer at gøre op, i hvor stort omfang kommunerne gør regres.

I det omfang kommunerne får indtægter, skal de konteres ifølge den autoriserede kontoplan, og det vil efterfølgende fremgå af de kommunale regnskaber, hvor store indtægter kommunerne har fået. Det vil således være muligt at se, ikke alene hvor store indtægter forslaget giver på landsplan, men også hvor store indtægter den enkelte kommune får på forslaget.

Spørgsmål 21

»Ministeren oplyste under 2. behandling af lovforslaget, at loven ikke har tilbagevirkende kraft, idet loven kun vil gælde for sygedagpenge udbetalt efter 1. januar 1996. Ministeren bedes konkretisere dette, idet udbetalte sygedagpenge efter 1. januar 1996 nemt kan være en følge af en skade sket før 1. januar 1996.«

Svar

Loven gælder for sygedagpenge udbetalt fra og med 1. januar 1995.

Det er rigtigt, at skaden med denne ikrafttrædelsesregel kan være sket før 1. januar 1995.

I den statsretlige teori antages det undertiden at følge af grundlovens § 22, at myndighederne ikke kan håndhæve en lov før dens kundgørelse.

Derimod står det fast, at grundloven ikke er til hinder for, at en lov har tilbagevirkende kraft på den måde, at den knytter retsvirkninger til kendsgerninger, der ligger før lovens håndhævelsestidspunkt, herunder eventuelt før kundgørelsen - eller endog før lovens tilblivelse.

Spørgsmål 23

»Skal kommunen bruge ressourcer på at få afgjort tvivlstilfælde ved retten, hvis skadevolder eller dennes forsikringsselskab nægter at betale for eventuelle komplikationer, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt de udspringer fra den skadevoldende handling?»

Svar

Som det fremgår af lovforslaget, er der tale om en fakultativ bestemmelse - kommunerne kan gøre regres gældende. Kommunen har således mulighed for at foretage en afvejning af sagens konkrete omstændigheder, herunder af, om kravet står i rimeligt forhold til de udgifter, der er forbundet med at gøre det gældende.

Spørgsmål 24

»Er det i overensstemmelse med almindelige retsprincipper, som eksempelvis lighedsgrundsætningen, at nøjagtig samme skadevoldende handling kan få helt forskellig konsekvens for skadevolderen afhængig af, om kommunen vil benytte sig af sin ret til at kræve regres?»

Svar

Det er op til den, der har et regreskrav, at beslutte, om dette krav skal gøres gældende eller ej. Den »tilfældighed« lever skadevolderen med, f.eks. hvis arbejdsgiveren har grundlag for at gøre regres efter erstatningsansvarslovens § 17, stk. 2, eller der er en anden person, som har lidt et tab i forbindelse med den skadevoldende handling, og som derfor efter dansk rets almindelige erstatningsregler har mulighed for regres.

Spørgsmål 26

»Er det rimeligt, at skadelidtes berettigede erstatningskrav skal reguleres efter, om kommunen har gjort regres gældende mod skadevolderen eller ej?»

Svar

Da kommunens krav er et afledt krav, indtræder kommunen blot i skadelidtes krav mod skadevolderen. Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at skadelidte efter de gældende regler i erstatningsansvarsloven kan gøre et tilsvarende krav om tabt arbejdsfortjeneste gældende mod skadevolderen, hvis skadelidte ikke er berettiget til sygedagpenge, f.eks. fordi han ikke havde arbejdet tilstrækkeligt længe til at opfylde beskæftigelseskravet.

I øvrigt vil, som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 24 og 25 efter de gældende regler, den arbejdsgiver, der udbetaler løn, og som kan dokumentere, at han har lidt et tab, kunne beslutte at gøre regres gældende mod skadevolderen.

Spørgsmål 27

»Er det ikke betænkeligt, at kommunen frit kan vælge at indtræde i et krav, skadelidte har mod skadevolder, alt efter om pågældende er forsikret eller ej?»

Svar

Lovforslaget giver ikke grundlag for kun at gøre regres gældende i de tilfælde, hvor skadevolder er forsikret. Der er imidlertid tale om en fakultativ bestemmelse, hvilket giver kommunerne et vist spillerum til at vurdere sagens konkrete omstændigheder og herunder foretage en afvejning af, om kravet står i et rimeligt forhold til de udgifter, der er forbundet med at gøre det gældende.

Spørgsmål 28

»Den procedure, ministeren skitserer i sin besvarelse af spørgsmål 20, vil skabe overblik over, hvor stor en del af de udbetalte sygedagpenge, der med held søges regres for. Hvordan vil ministeren derudover sikre sig indseende med, om loven forvaltes ens fra kommune til kommune - og fra sag til sag?»

Svar

Med den skitserede procedure vil det kunne lade sig gøre at få et billede af, i hvilket omfang de forskellige kommuner gør regres.

Der er ikke givet tilsagn om at foretage yderligere og mere ressourcekrævende foranstaltninger med henblik på at få et detaljeret kendskab til kommunernes regrespraksis.

Baggrunden er den, at lovforslagets udformning giver kommunerne et vist spillerum i forbindelse med overvejelserne om regres.

Betænkning over lovforslag 1995 20 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne dels har besvaret skriftligt, dels i samråd.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Assurandør-Societetet og Forenede Danske Motorejere.

Der er af socialministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil ikke stemme for det stillede ændringsforslag.

Lovforslaget er efter Venstres mening meget dårligt belyst, og dets økonomiske og retssikkerhedsmæssige konsekvenser hverken gennemtænkt eller bearbejdet. Alene af den grund finder Venstre forslaget uegnet til vedtagelse.

Lovforslaget er endvidere helt ude af trit med udviklingen i dansk rets almindelige erstatningsansvarsregler, der tværtimod har taget sigte på at afskære regres for at lette retsopgøret efter en skadevoldende handling.

I praksis vil lovforslaget have helt vilkårlige konsekvenser, skabe en tilfældig retstilstand på området og udgøre et indgreb i borgernes retssikkerhed.

For det første overlades det suverænt til et frit kommunalt skøn at afgøre, om der skal søges regres eller ej. På den måde vil to identiske handlinger med identiske konsekvenser i relation til sygedagpengeudbetaling kunne have vidt forskellige konsekvenser for skadevolderen.

For det andet anvendes det offentliges adgang til at søge regres efter erstatningsansvarsloven § 17, stk. 2, i praksis ikke. Om en skadevolder, der har forvoldt en skade med sygefravær til følge, mødes med et økonomisk krav, vil derfor udelukkende afhænge af, om skadelidte er offentlig ansat eller ej. Det er en helt urimelig tilfældighed, der ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning er ganske uacceptabel.

For det tredje vil de kommunale afgørelser i regressagerne ikke kunne påklages. Set i sammenhæng med de incitamenter, der følger af refusionsbestemmelserne på sygedagpengeområdet, skaber det risiko for vilkårlighed i sagsbehandlingen og tilsidesættelse af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. En kommune vil således være uden økonomisk motiv til at søge regres i situationer, hvor det er kommunen selv, der er ansvarlig skadevolder, eller i situationer, hvor sygedagpengeperioden er mindre end 13 uger. Det er yderligere et forhold, der vil skabe utilsigtede og tilfældige virkninger.

For det fjerde vil lovforslaget have tilbagevirkende kraft i den forstand, at skader, der er forvoldt før lovens ikrafttræden, nu pludselig kan udløse et regreskrav.

Ud fra disse grunde, og fordi Venstre betragter lovforslaget som en ekstra skat på forsikringer, da der uværgerligt vil følge præmieforhøjelse i kølvandet på lovens vedtagelse, kan Venstre ikke støtte lovforslaget.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil ikke stemme for det stillede ændringsforslag.

Mindretallet mener, at det er helt urimeligt, at regeringen i sin jagt på indtægter fremsætter et lovforslag, som på alle måder er juridisk uholdbart.

For at få lidt penge i kassen foreslås det, at kommunerne kan gøre regres gældende over for skadevolderen, når skaden har resulteret i, at kommunen har udbetalt sygedagpenge. Men ordningen rammer helt tilfældigt.

For det første er det op til den enkelte kommune, om man vil benytte sig af muligheden, hvilket betyder, at skadevolderen bliver stillet forskelligt, alt efter hvilken kommune tilskadekomne bor i.

For det andet vil kommunerne først gøre regres gældende, når skadelidte har været sygemeldt i mere end 15 uger. Den objektivt set samme handling kan medføre forskelligt sygdomsforløb og længde, hvilket gør, at skadevolderen i to ellers identiske sager kan få et større erstatningskrav i den ene sag, men kan slippe i en anden.

For det tredje vil der opstå en forskel i regreskravet, alt efter om skadelidte er kommunalt ansat eller ej, idet de kommunalt ansatte ikke modtager sygedagpenge, men får sygeløn, hvorved kommunerne forskelsbehandler kravet om regres.

Endelig vil lovforslaget betyde, at forsikringstagerne vil få en kæmpe forhøjelse af præmien uden at få en tilsvarende skattelettelse.

Med andre ord er det et helt urimeligt lovforslag, som vil ramme tilfældigt og udelukkende være en ekstraskat.

Fremskridtspartiet kan naturligvis ikke støtte et sådant lovforslag og står uforstående over for, at andre partier overhovedet kan drømme om at gå med til et sådant lovforslag.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil ikke stemme for det stillede ændringsforslag.

Lovforslaget er endnu et eksempel på et ikke gennemtænkt lovforslag, der skal skaffe nogle besparelser. Enhedslisten mener ikke, at konsekvenserne er ordentligt gennemtænkt.

Det indeholder positive elementer som eksempelvis, at virksomhederne fremover pålægges at betale for hele sygdomsforløbet ved arbejdsskader.

Det princip finder Enhedslisten i overensstemmelse med i stigende grad at pålægge de enkelte virksomheder et større ansvar for de forhold, de byder deres ansatte.

Samtidig indeholder lovforslaget også hjemmel til at søge regres for enkeltpersoners skadevoldende handlinger, og her er Enhedslisten grundlæggende uenig i lovforslaget.

Er en skadevoldende handling pådømt, så har skadevolder fået sin straf; der skal ikke udmåles tillægsstraf i form af, at det offentlige gør krav på regres.

Enhedslisten skal ligeledes påpege, at man åbner for en ladeport af uoverskuelige krav, for hvad med eventuelle tilstødende komplikationer, og hvor trækkes grænsen for regres i de enkelte tilfælde?

Endelig frygter Enhedslisten, at lovforslaget påvirker niveauet for udmåling af erstatning til skadelidte, hvor niveauet i forvejen er meget lavt i dag.

ÆndringsforslagAf socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af V, FP og EL)

Til § 1 1) I det under nr. 1 foreslåede § 39, stk. 2, ændres »§ 4« til: »§§ 4, 10 og 21«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Ændringen er teknisk i den forstand, at den præciserer, hvad der hele tiden har været tanken med lovforslaget, at regressen gælder i alle tilfælde, hvor en person modtager sygedagpenge fra kommunen som følge af en lidelse, der er forvoldt af en ansvarlig skadevolder. Med ændringen fremgår det klart, at adgangen til regres også omfatter de tilfælde, hvor dagpengemodtageren er selvstændig erhvervsdrivende eller har pådraget sig en arbejdsskade, stadig forudsat at der er tale om en ansvarlig skadevolder.

Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Dorit Myltoft (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Højte Jensen (KF) Lene Espersen (KF) Jens Jørgensen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd.

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål og socialministerens svar herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Venstres, Fremskridtspartiets og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Et flertal inden for mindretallet (Venstres medlemmmer af udvalget) bemærker, at det af ministerens besvarelse af spørgsmål 20 og 28 klart fremgår, at der ikke vil ske nogen kvalitativ opfølgning af kommunernes administration af loven, som således vil kunne blive administreret vidt forskelligt fra kommune til kommune og fra sag til sag. Det er således dokumenteret, at lovforslaget fraviger den generelle retstilstand på området, skaber en for borgerne vilkårlig retstilstand og indebærer en ny og uacceptabel grænsedragning mellem den almindelige erstatningsret og samfundets pligter på det sociale område. Venstre kan derfor fortsat ikke støtte lovforslaget.

Et mindretal inden for mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) udtaler, at den fornyede udvalgsbehandling, herunder besvarelsen af tillægsspørgsmålene, ikke har kastet nyt lys over den vilkårlige retstilstand, som vedtagelsen af lovforslaget medfører. Enhedslisten finder det dybt betænkeligt, at man vel vidende om konsekvenserne indfører en retstilstand med vidt forskellige mulige retsvirkninger af en skadevoldende handling.

Jørn Pedersen (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Peder Sass (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Dorit Myltoft (RV) Bruno Jerup (EL) Sonja Albrink (CD) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Flemming Oppfeldt (V) Lars Løkke Rasmussen (V) Karen Højte Jensen (KF) Lene Espersen (KF) Jens Jørgensen (KF) Tom Behnke (FP) nfmd. Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1995 20 Valid

Nr BTL 20

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om erstatningsansvar (Regres for sygedagpengeydelser udbetalt af kommunen)

Nr L 20 1995-96, 1. samling

Afgivet af Socialudvalget

Afgivet: 19951208

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →