DK
1995 LSF 260 FORSLAG TIL LOV OM INDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNINGSOVERENSKOMST MELLEM DANMARK OG TYSKLAND
Table of Provisions (271)
Statutory Text (271 Articles)
Artikel 1
Formålet med overenskomsten
De kontraherende stater skal arbejde sammen efter denne overenskomst for at undgå dobbeltbeskatning og for at sikre påligningen af skatter. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal til dette formål informere hinanden med passende mellemrum om ændringer i deres skattelove, og de skal holde konsultationer om, hvorledes de ovenfor nævnte formål kan opnås. De kompetente myndigheder kan træde i direkte forbindelse med hinanden indenfor rammerne af denne overenskomst.
Artikel 1
Formålet med overenskomsten
De kontraherende stater skal arbejde sammen efter denne overenskomst for at undgå dobbeltbeskatning og for at sikre påligningen af skatter. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal til dette formål informere hinanden med passende mellemrum om ændringer i deres skattelove, og de skal holde konsultationer om, hvorledes de ovenfor nævnte formål kan opnås. De kompetente myndigheder kan træde i direkte forbindelse med hinanden indenfor rammerne af denne overenskomst.
Artikel 1. Formålet med overenskomsten
Bestemmelsen angiver det dobbelte formål med overenskomsten, dels at undgå dobbeltbeskatning, dels at sikre påligningen af skatter.
Artikel 1
Formålet med overenskomsten
De kontraherende stater skal arbejde sammen efter denne overenskomst for at undgå dobbeltbeskatning og for at sikre påligningen af skatter. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal til dette formål informere hinanden med passende mellemrum om ændringer i deres skattelove, og de skal holde konsultationer om, hvorledes de ovenfor nævnte formål kan opnås. De kompetente myndigheder kan træde i direkte forbindelse med hinanden indenfor rammerne af denne overenskomst.
§ 1. Overenskomsten af 22. november 1995 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning, for så vidt angår indkomst- og formueskatter, og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.
Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og får virkning i Danmark efter bestemmelserne i artikel 49, stk. 2.
Stk. 3. Overenskomsten af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter skal ophøre at have virkning efter bestemmelserne i artikel 49, stk. 3, i overenskomsten af 22. november 1995.
Stk. 4. Personer m.v., selskaber m.v. og fonde m.v., der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1, for hvem indkomståret 1997 er påbegyndt før den 25. april 1996, kan dog vælge at få dobbeltbeskatningslempelse for tysk skat af indkomst for dette indkomstår beregnet efter reglerne i overenskomst af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat.
Stk. 5. Ved den skattemæssige behandling her i landet omfatter overenskomstens artikel 18, stk. 4, ikke en fysisk person, der er hjemmehørende i Tyskland, hvis den pågældende blev hjemmehørende der senest den 31. december 1996.
§ 1. Overenskomsten af 22. november 1995 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.
Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og får virkning i Danmark efter bestemmelserne i artikel 49, stk. 2.
Stk. 3. Overenskomsten af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter skal ophøre at have virkning efter bestemmelserne i artikel 49, stk. 3, i overenskomsten af 22. november 1995.
§ 1. Overenskomsten af 22. november 1995 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning, for så vidt angår indkomst- og formueskatter, og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.
Stk. 2. Overenskomsten træder i kraft og får virkning i Danmark efter bestemmelserne i artikel 49, stk. 2.
Stk. 3. Overenskomsten af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter skal ophøre at have virkning efter bestemmelserne i artikel 49, stk. 3, i overenskomsten af 22. november 1995.
Stk. 4. Personer m.v., selskaber m.v. og fonde m.v., der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1, for hvem indkomståret 1997 er påbegyndt før den 25. april 1996, kan dog vælge at få dobbeltbeskatningslempelse for tysk skat af indkomst for dette indkomstår beregnet efter reglerne i overenskomst af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat.
Artikel 2
Overenskomstens anvendelsesområde
1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på følgende skatter, der pålignes på en kontraherende stats, dens politiske underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne, uden hensyn til hvorledes de opkræves
a) Kapitel II på indkomst- og formueskatter, hvortil skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom, så vel som skatter på formueforøgelse;
b) Kapitel III på skatter i boer, af arv og af gave, hvortil skal anses skatter,
aa) der pålignes som følge af død i form af skatter på dødsboets corpus (bomassen), som skatter på arv, som overførselsafgifter eller som skatter på donationes mortis causa (dødsgaver), eller
bb) der pålignes på overførsler inter vivos (i levende live), men kun, fordi sådanne overførsler sker uden eller for mindre end fuldt vederlag;
c) Kapitel IV på skatter af enhver art og beskrivelse, med mindre andet fremgår af sammenhængen, men ikke for toldafgifter, eneretsafgifter eller forbrugsafgifter; moms og luksusskatter anses ikke for at være forbrugsafgifter i dette kapitel.
2. De gældende skatter, som kapitlerne i overenskomsten skal finde anvendelse på, er opregnet i bilaget til overenskomsten.
3. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der pålignes efter overenskomstens undertegnelse som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.
4. Denne overenskomst skal finde anvendelse på følgende
a) Kapitel II på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater;
b) Kapitel III på
aa) dødsboer og arv i tilfælde, hvor arvelader på dødstidspunktet var hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater, og
bb) gaver i tilfælde, hvor giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater;
c) Kapitel IV på enhver person, uanset han er hjemmehørende eller statsborger i en kontraherende stat eller en anden stat.
Artikel 2
Overenskomstens anvendelsesområde
1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på følgende skatter, der pålignes på en kontraherende stats, dens politiske underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne, uden hensyn til hvorledes de opkræves
a) Kapitel II på indkomst- og formueskatter, hvortil skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom, så vel som skatter på formueforøgelse;
b) Kapitel III på skatter i boer, af arv og af gave, hvortil skal anses skatter,
aa) der pålignes som følge af død i form af skatter på dødsboets corpus (bomassen), som skatter på arv, som overførselsafgifter eller som skatter på donationes mortis causa (dødsgaver), eller
bb) der pålignes på overførsler inter vivos (i levende live), men kun, fordi sådanne overførsler sker uden eller for mindre end fuldt vederlag;
c) Kapitel IV på skatter af enhver art og beskrivelse, med mindre andet fremgår af sammenhængen, men ikke for toldafgifter, eneretsafgifter eller forbrugsafgifter; moms og luksusskatter anses ikke for at være forbrugsafgifter i dette kapitel.
2. De gældende skatter, som kapitlerne i overenskomsten skal finde anvendelse på, er opregnet i bilaget til overenskomsten.
3. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der pålignes efter overenskomstens undertegnelse som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.
4. Denne overenskomst skal finde anvendelse på følgende
a) Kapitel II på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater;
b) Kapitel III på
aa) dødsboer og arv i tilfælde, hvor arvelader på dødstidspunktet var hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater, og
bb) gaver i tilfælde, hvor giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater;
c) Kapitel IV på enhver person, uanset han er hjemmehørende eller statsborger i en kontraherende stat eller en anden stat.
Artikel 2. Overenskomstens anvendelsesområde
Bestemmelsen angiver overenskomstens anvendelsesområde.
Der er en bestemmelse om de skatter og afgifter, som er omfattet af overenskomsten. For Danmarks vedkommende er det de sædvanlige indkomst- og formueskatter samt arve- og gaveafgift. Kapitel IV om bistand omfatter endvidere frigørelsesafgift, kommunal og amtskommunal grundskyld, afgifter på motorkøretøjer, tillæg til indkomst- og formueskat ved for sen selvangivelse samt renter og omkostninger (ved inddrivelse).
Overenskomsten skal også anvendes på ny skatter af samme eller væsentligt samme karakter som de gældende skatter, jf. stk. 3.
Efter ophævelsen af den danske arveafgift gælder overenskomsten i stedet for den ny boafgift, som træder i stedet for arveafgiften.
Der er endvidere en bestemmelse om de personer, der er omfattet af overenskomsten. Kapitel II (om beskatning af indkomst og formue) gælder kun for personer og selskaber mv., der er hjemmehørende i en af eller i begge de to stater. Kapitel III (om afgift af dødsboer, arv og gave) gælder i tilfælde, hvor arvelader på dødstidspunktet eller gavegiver på gavetidspunktet var hjemmehørende i en af eller begge de to stater. Kapitel IV (om bistand i skattesager) skal anvendes på enhver person og selskab mv., uanset om han er hjemmehørende eller statsborger i en af eller begge de to stater.
Artikel 2
Overenskomstens anvendelsesområde
1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på følgende skatter, der pålignes på en kontraherende stats, dens politiske underafdelingers eller dens lokale myndigheders vegne, uden hensyn til hvorledes de opkræves
a) Kapitel II på indkomst- og formueskatter, hvortil skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom, så vel som skatter på formueforøgelse;
b) Kapitel III på skatter i boer, af arv og af gave, hvortil skal anses skatter,
aa) der pålignes som følge af død i form af skatter på dødsboets corpus (bomassen), som skatter på arv, som overførselsafgifter eller som skatter på donationes mortis causa (dødsgaver), eller
bb) der pålignes på overførsler inter vivos (i levende live), men kun, fordi sådanne overførsler sker uden eller for mindre end fuldt vederlag;
c) Kapitel IV på skatter af enhver art og beskrivelse, med mindre andet fremgår af sammenhængen, men ikke for toldafgifter, eneretsafgifter eller forbrugsafgifter; moms og luksusskatter anses ikke for at være forbrugsafgifter i dette kapitel.
2. De gældende skatter, som kapitlerne i overenskomsten skal finde anvendelse på, er opregnet i bilaget til overenskomsten.
3. Overenskomsten skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der pålignes efter overenskomstens undertegnelse som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.
4. Denne overenskomst skal finde anvendelse på følgende
a) Kapitel II på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater;
b) Kapitel III på
aa) dødsboer og arv i tilfælde, hvor arvelader på dødstidspunktet var hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater, og
bb) gaver i tilfælde, hvor giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater;
c) Kapitel IV på enhver person, uanset han er hjemmehørende eller statsborger i en kontraherende stat eller en anden stat.
Kapitel III
Afgift af arv og gave
(Erbschaft- und Schenkungsteuer);
Kapitel II
a) Indkomstskat
(Einkommensteuer);
b) Selskabsskat
(Korperschaftsteuer);
c) Formueskat
(Vermogensteuer);
d) Erhvervsskat
(Gewerbesteuer);
e) Grundskat
(Grundsteuer);
f) Solidaritetstillæg på indkomst- og selskabsskat
(Solidaritatszuschlag auf die Einkommen- und Korperschaftsteuer).
Kapitel IV
a) Skatter omfattet af kapitel II og III
b) Omsætningsskat
(Umsatzsteuer);
c) Skat på grund-overdragelse
(Grunderwerbsteuer);
d) Forsikringsskat
(Versicherungsteuer);
e) Skat på motorkøretøjer
(Kraftfahrzeugsteuer);
f) Kirkeskatter
(Kirchensteuern);
g) Skat på drikkevarer
(Getrankesteuer);
h) Forlystelsesskat
(Vergnugungssteuer);
i) Tillæg ved forsinket indgivelse af selvangivelse eller forsinket betaling, renter og omkostninger
(Verspatungs- und Saumniszuschlage, Zinsen und Kosten);
2. I Danmark
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
Kapitel VI
Særlige bestemmelser
Kapitel V
Beskyttelse af skatteydere og fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 2
Efter § 2 træder loven i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Denne bestemmelse skal dog ses i sammenhæng med § 1, stk. 2 og 3, hvorefter den ny dobbeltbeskatningsoverenskomst træder i kraft og får virkning i overensstemmelse med artikel 49, og hvorefter den gamle overenskomst ophører med at have virkning i overensstemmelse med samme artikel.
Baggrunden er, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at forudsige, hvornår en ny overenskomst træder i kraft og får virkning og den gamle overenskomst dermed bortfalder. Efter overenskomstens artikel 49 afhænger dette af, hvornår Danmark og Tyskland får udvekslet ratifikationsinstrumenterne, hvilket igen afhænger af parlamentsgodkendelsen i Danmark og Tyskland.
§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Artikel 3
Almindelige definitioner
1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning
a) Udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Forbundsrepublikken Tyskland eller Kongeriget Danmark alt efter sammenhængen, og udtrykket »staterne« betyder Forbundsrepublikken Tyskland eller Kongeriget Danmark;
b) udtrykket »Forbundsrepublikken Tyskland« betyder det område, hvor Forbundsrepublikken Tysklands skattelove gælder, så vel som området med havbunden, dens undergrund og de overliggende vande, som støder op til Forbundsrepublikken Tysklands territorialfarvand, i det omfang Forbundsrepublikken Tyskland i overensstemmelse med folkeretten udøver suverænitetsrettigheder og jurisdiktion der med efterforskning og udnyttelse af naturforekomster;
c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk lovgivning og i overensstemmelse med folkeretten er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden, dens undergrund og de overliggende vande og med hensyn til andre aktiviteter med henblik på økonomisk efterforskning og udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person og et selskab;
e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;
f) udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom;
g) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;
h) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;
i) udtrykket »ejendom, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« omfatter alle formuegoder, hvis overdragelse eller overførsel er undergivet en skat, der er omfattet af kapitel III i overenskomsten;
j) udtrykket »statsborger« betyder
aa) for så vidt angår Tyskland, enhver tysker som omhandlet i § 116, stykke 1, i Forbundsrepublikken Tyskland's grundlov og enhver juridisk person, interessentskab eller forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i Forbundsrepublikken Tyskland;
bb) for så vidt angår Danmark, enhver fysisk person, der har statsborgerret i Danmark, og enhver juridisk person, interessentskab eller forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i Danmark;
k) udtrykket »kompetent myndighed« betyder
aa) for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland, Forbundsfinansministeriet eller det organ, hvortil det har delegeret sin myndighed;
bb) for så vidt angår Danmark, skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.
2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.
Artikel 3
Almindelige definitioner
1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning
a) Udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Forbundsrepublikken Tyskland eller Kongeriget Danmark alt efter sammenhængen, og udtrykket »staterne« betyder Forbundsrepublikken Tyskland eller Kongeriget Danmark;
b) udtrykket »Forbundsrepublikken Tyskland« betyder det område, hvor Forbundsrepublikken Tysklands skattelove gælder, så vel som området med havbunden, dens undergrund og de overliggende vande, som støder op til Forbundsrepublikken Tysklands territorialfarvand, i det omfang Forbundsrepublikken Tyskland i overensstemmelse med folkeretten udøver suverænitetsrettigheder og jurisdiktion der med efterforskning og udnyttelse af naturforekomster;
c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk lovgivning og i overensstemmelse med folkeretten er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden, dens undergrund og de overliggende vande og med hensyn til andre aktiviteter med henblik på økonomisk efterforskning og udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person og et selskab;
e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;
f) udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom;
g) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;
h) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;
i) udtrykket »ejendom, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« omfatter alle formuegoder, hvis overdragelse eller overførsel er undergivet en skat, der er omfattet af kapitel III i overenskomsten;
j) udtrykket »statsborger« betyder
aa) for så vidt angår Tyskland, enhver tysker som omhandlet i § 116, stykke 1, i Forbundsrepublikken Tyskland's grundlov og enhver juridisk person, interessentskab eller forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i Forbundsrepublikken Tyskland;
bb) for så vidt angår Danmark, enhver fysisk person, der har statsborgerret i Danmark, og enhver juridisk person, interessentskab eller forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i Danmark;
k) udtrykket »kompetent myndighed« betyder
aa) for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland, Forbundsfinansministeriet eller det organ, hvortil det har delegeret sin myndighed;
bb) for så vidt angår Danmark, skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.
2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.
Artikel 3. Almindelige definitioner
Bestemmelsen har en række almindelige definitioner af udtryk, som forekommer i overenskomsten. Der er således bl.a. en definition af Danmark og Tyskland. Som nævnt i bemærkningerne til lovforslagets § 3 omfatter udtrykket »Danmark« i denne forbindelse ikke Færøerne og Grønland (litra c). Af betydning er især, at udtrykket »person« både omfatter en fysisk person og et selskab, og at udtrykket »selskab« omfatter enhver juridisk person og sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person (litra d og e). Udtrykket »foretagende i en kontraherende stat« betyder et foretagende, der drives af en person, der er hjemmehørende i den pågældende stat (litra g). Der er endvidere definition af udtrykkene »fast ejendom« og »international trafik« (litra f og h).
Definitioner findes også i andre artikler, fx i artikel 4 »hjemmehørende« og artikel 5 »fast driftssted« samt i 10, 11 og 12 om den indkomst, som behandles i disse artikler.
Ved et lands anvendelse af overenskomsten skal udtryk, som ikke er defineret, efter artikel 3, stk. 2, fortolkes i overenstemmelse med det pågældende lands lovgivning, med mindre andet følger af sammenhængen.
Artikel 3
Almindelige definitioner
1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har i denne overenskomst følgende udtryk den nedenfor angivne betydning
a) Udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Forbundsrepublikken Tyskland eller Kongeriget Danmark alt efter sammenhængen, og udtrykket »staterne« betyder Forbundsrepublikken Tyskland eller Kongeriget Danmark;
b) udtrykket »Forbundsrepublikken Tyskland« betyder det område, hvor Forbundsrepublikken Tysklands skattelove gælder, så vel som området med havbunden, dens undergrund og de overliggende vande, som støder op til Forbundsrepublikken Tysklands territorialfarvand, i det omfang Forbundsrepublikken Tyskland i overensstemmelse med folkeretten udøver suverænitetsrettigheder og jurisdiktion der med efterforskning og udnyttelse af naturforekomster;
c) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som ifølge dansk lovgivning og i overensstemmelse med folkeretten er eller senere måtte blive betegnet som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden, dens undergrund og de overliggende vande og med hensyn til andre aktiviteter med henblik på økonomisk efterforskning og udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;
d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person og et selskab;
e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;
f) udtrykket »fast ejendom« skal tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvori ejendommen er beliggende. Udtrykket skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, husdyrbesætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug, rettigheder på hvilke civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, samt rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer skal ikke anses for fast ejendom;
g) udtrykkene »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;
h) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;
i) udtrykket »ejendom, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« omfatter alle formuegoder, hvis overdragelse eller overførsel er undergivet en skat, der er omfattet af kapitel III i overenskomsten;
j) udtrykket »statsborger« betyder
aa) for så vidt angår Tyskland, enhver tysker som omhandlet i § 116, stykke 1, i Forbundsrepublikken Tyskland's grundlov og enhver juridisk person, interessentskab eller forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i Forbundsrepublikken Tyskland;
bb) for så vidt angår Danmark, enhver fysisk person, der har statsborgerret i Danmark, og enhver juridisk person, interessentskab eller forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i Danmark;
k) udtrykket »kompetent myndighed« betyder
aa) for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland, Forbundsfinansministeriet eller det organ, hvortil det har delegeret sin myndighed;
bb) for så vidt angår Danmark, skatteministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.
2. Ved anvendelsen af overenskomsten i en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har i denne stats lovgivning om de skatter, hvorpå overenskomsten finder anvendelse.
Kapitel III
Afgift af arv og gave
Kapitel II
a) Indkomstskatten til staten;
b) Den kommunale indkomstskat;
c) Den amtskommunale indkomstskat;
d) Den særlige indkomstskat;
e) Kirkeskatten;
f) Udbytteskatten;
g) Renteskatten;
h) Royaltyskatten;
i) Skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;
j) Formueskatten til staten;
Kapitel IV
a) Skatter omfattet af kapitel II og III
b) Frigørelsesafgift;
c) Kommunal grundskyld;
d) Amtskommunal grundskyld;
e) Registreringsafgift og vægtafgift på motorkøretøjer;
f) Afgift af ansvarsforsikring af motorkøretøjer;
g) Renter, omkostninger og skattetillæg, som ikke er bøder.
Protokol
Kongeriget Danmark
og
Forbundsrepublikken Tyskland
er ved undertegnelsen i Bonn den 22. november 1995 af Overenskomsten mellem de to Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager blevet enige om følgende bestemmelser, der skal udgøre en integrerende del af nævnte overenskomst
I tilfælde, hvor der i overensstemmelse med den nationale lovgivning er udvekslet oplysninger om personer i henhold til denne overenskomst, skal følgende tillægsbestemmelser finde anvendelse
a) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, må kun benytte sådanne oplysninger til de formål, og under de betingelser, der er fastsat i artikel 38.
b) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, skal efter anmodning informere den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, om anvendelsen af de meddelte oplysninger og om det opnåede resultat.
c) Den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, skal være forpligtet til at sikre, at de oplysninger, der meddeles, er nøjagtige og at de er nødvendige for og svarer til det formål, hvortil de meddeles. Ethvert forbud mod meddelelse af oplysninger, foreskrevet i den gældende nationale lovgivning, skal overholdes i overensstemmelse med artikel 37. Hvis det viser sig, at der er meddelt unøjagtige oplysninger eller oplysninger, der ikke burde være meddelt, skal den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, omgående informeres herom. Denne stat skal være forpligtet til at rette eller slette sådanne oplysninger.
d) Efter anmodning skal den pågældende person informeres, når der meddeles oplysninger, der angår ham, og om anvendelsen af sådanne oplysninger. Der skal ikke være pligt til at give disse informationer, hvis det alt i alt fremgår, at det offentliges interesse i at tilbageholde dem er større end den pågældende persons interesse i at modtage dem. I alle andre henseender skal den pågældende persons ret til at blive informeret, når der meddeles oplysninger, der angår ham, reguleres af den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvortil anmodningen om information er fremsat.
e) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, skal bære ansvaret i overensstemmelse med dens nationale lovgivning over for enhver person, der måtte lide retsstridig skade som et resultat af oplysninger, der er meddelt i henhold til denne overenskomst. Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, kan ikke påberåbe sig over for den skadede person, at skaden er forårsaget af den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne.
f) Hvis der i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, er fastsat en frist for sletning af oplysninger, skal denne stat tilkendegive en sådan frist, når oplysningerne meddeles. Uanset en sådan frist skal meddelte personoplysninger slettes, så snart de ikke længere er nødvendige for det formål, hvortil de blev meddelt.
g) Den meddelende og den modtagende kontraherende stat er forpligtet til at føre officielle protokoller om meddelelse og modtagelse af personoplysninger.
h) Den meddelende og den modtagende kontraherende stat er forpligtet til at tage effektive foranstaltninger for at beskytte meddelte personoplysninger mod uautoriseret adgang, uautoriserede ændringer og uautoriseret udlevering.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel I
Generelle regler
Kapitel VI
Særlige bestemmelser
Kapitel V
Beskyttelse af skatteydere og fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 3
Efter § 3 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland. Dette hænger sammen med, at beskatning, herunder afgift af gaver, arv og bo, er omfattet af Færøernes og Grønlands hjemmestyre. Danske dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande omfatter kun Færøerne og Grønland, hvis disse rigsdele fremsætter ønske om at være omfattet. Den ny dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst omfatter således ikke disse dele af riget, ligesom de ikke er omfattet af den gældende overenskomst. Folketingets godkendelse af den ny overenskomst skal derfor heller ikke omfatte Færøerne og Grønland.
I artikel 48 er der mulighed for, at de to lande kan træffe aftale om udvidelse af overenskomstens anvendelseområde. Såfremt Færøerne eller Grønland fremsætter ønske om at blive omfattet af overenskomsten, er der altså hjemmel i overenskomsten til, at skatteministeren kan træffe aftale med de tyske myndigheder om udvidelse af overenskomstens anvendelsesområde. Skatteministeren kan i givet fald indgå en sådan aftale, uden at den skal forelægges folketinget til godkendelse, idet området beskatning er omfattet af Færøernes og Grønlands hjemmestyre.
Efter 2. behandling den 28. maj 1996
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue;
b) for så vidt angår skatter i boer, af arv eller af gave, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der med hensyn til et bo eller en gave på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis bo eller hvis gave er skattepligtig i denne stat udelukkende på grund af formuegoder, som befinder sig der.
2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler
a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue;
b) for så vidt angår skatter i boer, af arv eller af gave, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der med hensyn til et bo eller en gave på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis bo eller hvis gave er skattepligtig i denne stat udelukkende på grund af formuegoder, som befinder sig der.
2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler
a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted
Bestemmelsen definerer begrebet »hjemmehørende«. Da beskatningsretten til de forskellige typer indkomst i kapitel II og III knyttes enten til den stat, hvor indkomstmodtageren er hjemmehørende (bopælsstaten) eller til den stat, hvorfra indkomsten stammer (kildestaten), er det af afgørende betydning, at det kan afgøres, i hvilken stat indkomstmodtageren er hjemmehørende, dvs. hans bopælsstat.
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis skattepligt i denne stat er begrænset til indkomst fra kilder i denne stat eller der beroende formue;
b) for så vidt angår skatter i boer, af arv eller af gave, en person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der med hensyn til et bo eller en gave på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet lignende kriterium. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, hvis bo eller hvis gave er skattepligtig i denne stat udelukkende på grund af formuegoder, som befinder sig der.
2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, bestemmes hans status efter følgende regler
a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.
Kapitel III
Beskatning af dødsboer, arv og gave
Kapitel II
Beskatning af indkomst og formue
Kapitel IV
Bistand i skattesager
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
Kapitel VI
Særlige bestemmelser
Kapitel V
Beskyttelse af skatteydere og fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artikel 5
Fast driftssted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig
a) et sted, hvorfra et foretagende ledes,
b) en filial,
c) et kontor,
d) en fabrik,
e) et værksted, og
f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.
3. Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.
4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte
a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;
b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;
c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse eller forarbejdelse hos et andet foretagende;
d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;
e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende art for foretagendet;
f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til udøvelse af flere af de i litra a) - e) nævnte formål, forudsat, at virksomheden på det faste forretningssted, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende art.
5. I tilfælde, hvor en person, der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6, handler på et foretagendes vegne og har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, anses foretagendet uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 for ved anvendelsen af kapitel II at have fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som han foretager for foretagendet, medmindre hans virksomhed er begrænset til sådanne, som nævnt i stykke 4, som, hvis den udøves gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted ihenhold til bestemmelserne i pågældende stykke.
6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.
7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.
Artikel 5
Fast driftssted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig
a) et sted, hvorfra et foretagende ledes,
b) en filial,
c) et kontor,
d) en fabrik,
e) et værksted, og
f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.
3. Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.
4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte
a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;
b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;
c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse eller forarbejdelse hos et andet foretagende;
d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;
e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende art for foretagendet;
f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til udøvelse af flere af de i litra a) - e) nævnte formål, forudsat, at virksomheden på det faste forretningssted, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende art.
5. I tilfælde, hvor en person, der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6, handler på et foretagendes vegne og har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, anses foretagendet uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 for ved anvendelsen af kapitel II at have fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som han foretager for foretagendet, medmindre hans virksomhed er begrænset til sådanne, som nævnt i stykke 4, som, hvis den udøves gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted ihenhold til bestemmelserne i pågældende stykke.
6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.
7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.
Artikel 5. Fast driftssted
Bestemmelsen definerer begrebet »fast driftssted«, som efter artikel 7 er af vigtig betydning. Det er nemlig en betingelse for, at et land kan beskatte et foretagende fra det andet land af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed, at indtægten er indtjent gennem et fast driftssted i det førstnævnte land.Fast driftssted omfatter især en filial, et kontor, en fabrik, et værksted eller en mine eller andet sted for udvinding af naturforekomster. Et bygnings-, anlægs eller monteringsarbejde danner kun fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.
Artikel 5 har desuden regler om hvilke aktiviteter, der ikke danner fast driftssted.
Artikel 5
Fast driftssted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter navnlig
a) et sted, hvorfra et foretagende ledes,
b) en filial,
c) et kontor,
d) en fabrik,
e) et værksted, og
f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.
3. Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.
4. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel skal udtrykket »fast driftssted« anses for ikke at omfatte
a) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet;
b) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering;
c) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse eller forarbejdelse hos et andet foretagende;
d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger til foretagendet;
e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller hjælpende art for foretagendet;
f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende til udøvelse af flere af de i litra a) - e) nævnte formål, forudsat, at virksomheden på det faste forretningssted, der er et resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende art.
5. I tilfælde, hvor en person, der ikke er en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles i stykke 6, handler på et foretagendes vegne og har og sædvanligvis udøver i en kontraherende stat en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, anses foretagendet uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 for ved anvendelsen af kapitel II at have fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som han foretager for foretagendet, medmindre hans virksomhed er begrænset til sådanne, som nævnt i stykke 4, som, hvis den udøves gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted ihenhold til bestemmelserne i pågældende stykke.
6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, forudsat at disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige erhvervsvirksomhed.
7. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, behersker eller beherskes af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver erhvervsvirksomhed i denne anden stat, skal ikke i sig selv medføre, at et af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet.
Bilag
Overenskomst mellem Kongeriget Danmark og
Forbundsrepublikken Tyskland
til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og
formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave
samt
vedrørende bistand i skattesager
(Dansk-tysk skatte-overenskomst) Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland, som ønsker at undgå dobbeltbeskatning og at yde hinanden bistand i skattesager ved at indgå en ny overenskomst, som er i overensstemmelse med de gældende forhold mellem de to stater og med udviklingen i skattelovgivningen, er blevet enige om følgende bestemmelser
OVERENSKOMST MELLEM KONGERIGET DANMARK
OG
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND
TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMST- OG FORMUESKATTER OG FOR SÅ VIDT ANGÅR SKATTER I BOER, AF ARV OG AF GAVE SAMT VEDRØRENDE BISTAND I SKATTESAGER
(DANSK-TYSK SKATTE-OVERENSKOMST)
Kapitel III
Afgift af arv og gave
(Erbschaft- und Schenkungsteuer);
Kapitel II
a) Indkomstskat
(Einkommensteuer);
b) Selskabsskat
(Korperschaftsteuer);
c) Formueskat
(Vermogensteuer);
d) Erhvervsskat
(Gewerbesteuer);
e) Grundskat
(Grundsteuer);
f) Solidaritetstillæg på indkomst- og selskabsskat
(Solidaritatszuschlag auf die Einkommen- und Korperschaftsteuer).
Kapitel IV
a) Skatter omfattet af kapitel II og III
b) Omsætningsskat
(Umsatzsteuer);
c) Skat på grund-overdragelse
(Grunderwerbsteuer);
d) Forsikringsskat
(Versicherungsteuer);
e) Skat på motorkøretøjer
(Kraftfahrzeugsteuer);
f) Kirkeskatter
(Kirchensteuern);
g) Skat på drikkevarer
(Getrankesteuer);
h) Forlystelsesskat
(Vergnugungssteuer);
i) Tillæg ved forsinket indgivelse af selvangivelse eller forsinket betaling, renter og omkostninger
(Verspatungs- und Saumniszuschlage, Zinsen und Kosten);
2. I Danmark
Artikel 6
Indkomst af fast ejendom
1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- og skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller bortforpagtning så vel som fra enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.
Artikel 6
Indkomst af fast ejendom
1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- og skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller bortforpagtning så vel som fra enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.
Artikel 6 - 23 fastlægger for en række indkomsttyper (og formuetyper), hvilken stat der har beskatningsretten. Som udgangspunkt er det den stat, hvor indkomstmodtageren er hjemmehørende (bopælsstaten). I en række tilfælde har den stat, hvorfra indkomsten stammer (kildestaten), en fuld eller delvis beskatningsret.
Artikel 6 - 23 skal læses sammen med artikel 24. Denne artikel er den såkaldte metodebestemmelse, som regulerer den metode, som bopælsstaten skal anvende til at undgå dobbeltbeskatning af de indkomsttyper, som efter artikel 6 - 23 kan beskattes eller kun kan beskattes i kildestaten.
I de tilfælde, hvor Danmark er bopælsstat, skal dobbeltbeskatning ophæves efter artikel 24, stk. 2. For de indkomster, som kan beskattes i Tyskland, ophæves dobbeltbeskatning efter den såkaldte creditmetode (litra a - b). For de indkomster, som kun kan beskattes i Tyskland, samt for lønindtægt ophæves dobbeltbeskatning efter metoden eksemption med progressionsforbehold (litra f). Desuden er der regler for den skattemæssige behandling af udbytter, som et dansk moderselskab modtager fra dets tyske datterselskab (litra c - e).
Artikel 6. Indkomst af fast ejendom
Indtægt af fast ejendom kan beskattes i den stat, hvor ejendommen er beliggende.
Artikel 6
Indkomst af fast ejendom
1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer af fast ejendom (herunder indkomst af land- og skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal finde anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udlejning eller bortforpagtning så vel som fra enhver anden form for benyttelse af fast ejendom.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et foretagende, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.
Kapitel III
Afgift af arv og gave
Kapitel II
a) Indkomstskatten til staten;
b) Den kommunale indkomstskat;
c) Den amtskommunale indkomstskat;
d) Den særlige indkomstskat;
e) Kirkeskatten;
f) Udbytteskatten;
g) Renteskatten;
h) Royaltyskatten;
i) Skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;
j) Formueskatten til staten;
Kapitel IV
a) Skatter omfattet af kapitel II og III
b) Frigørelsesafgift;
c) Kommunal grundskyld;
d) Amtskommunal grundskyld;
e) Registreringsafgift og vægtafgift på motorkøretøjer;
f) Afgift af ansvarsforsikring af motorkøretøjer;
g) Renter, omkostninger og skattetillæg, som ikke er bøder.
Protokol
Kongeriget Danmark
og
Forbundsrepublikken Tyskland
er ved undertegnelsen i Bonn den 22. november 1995 af Overenskomsten mellem de to Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager blevet enige om følgende bestemmelser, der skal udgøre en integrerende del af nævnte overenskomst
I tilfælde, hvor der i overensstemmelse med den nationale lovgivning er udvekslet oplysninger om personer i henhold til denne overenskomst, skal følgende tillægsbestemmelser finde anvendelse
a) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, må kun benytte sådanne oplysninger til de formål, og under de betingelser, der er fastsat i artikel 38.
b) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, skal efter anmodning informere den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, om anvendelsen af de meddelte oplysninger og om det opnåede resultat.
c) Den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, skal være forpligtet til at sikre, at de oplysninger, der meddeles, er nøjagtige og at de er nødvendige for og svarer til det formål, hvortil de meddeles. Ethvert forbud mod meddelelse af oplysninger, foreskrevet i den gældende nationale lovgivning, skal overholdes i overensstemmelse med artikel 37. Hvis det viser sig, at der er meddelt unøjagtige oplysninger eller oplysninger, der ikke burde være meddelt, skal den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, omgående informeres herom. Denne stat skal være forpligtet til at rette eller slette sådanne oplysninger.
d) Efter anmodning skal den pågældende person informeres, når der meddeles oplysninger, der angår ham, og om anvendelsen af sådanne oplysninger. Der skal ikke være pligt til at give disse informationer, hvis det alt i alt fremgår, at det offentliges interesse i at tilbageholde dem er større end den pågældende persons interesse i at modtage dem. I alle andre henseender skal den pågældende persons ret til at blive informeret, når der meddeles oplysninger, der angår ham, reguleres af den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvortil anmodningen om information er fremsat.
e) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, skal bære ansvaret i overensstemmelse med dens nationale lovgivning over for enhver person, der måtte lide retsstridig skade som et resultat af oplysninger, der er meddelt i henhold til denne overenskomst. Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, kan ikke påberåbe sig over for den skadede person, at skaden er forårsaget af den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne.
f) Hvis der i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, er fastsat en frist for sletning af oplysninger, skal denne stat tilkendegive en sådan frist, når oplysningerne meddeles. Uanset en sådan frist skal meddelte personoplysninger slettes, så snart de ikke længere er nødvendige for det formål, hvortil de blev meddelt.
g) Den meddelende og den modtagende kontraherende stat er forpligtet til at føre officielle protokoller om meddelelse og modtagelse af personoplysninger.
h) Den meddelende og den modtagende kontraherende stat er forpligtet til at tage effektive foranstaltninger for at beskytte meddelte personoplysninger mod uautoriseret adgang, uautoriserede ændringer og uautoriseret udlevering.
Almindelige bemærkninger
Lovforslaget går ud på at gennemføre den danske tiltrædelse af den ny dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland har til formål at undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at de to lande beskatter samme person (herunder et selskab) af samme indkomst (eller formue). Det sker typisk, når en person, der er hjemmehørende i det ene land, modtager indkomst fra det andet land. Samtidig skal overenskomsten sikre beskatningen af grænseoverskridende indkomst.
Overenskomsten indeholder derfor regler, som regulerer hvilket land, der kan beskatte forskellige typer indkomst, som en person i det ene land (den såkaldte bopælsstat) modtager fra det andet land (den såkaldte kildestat). Desuden er der regler om, hvorledes bopælsstaten skal ophæve dobbeltbeskatning, når begge lande beskatter samme indkomst.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland kan altså medføre nedsættelse af den danske beskatning, som skulle gennemføres efter de almindelige skattelove. Det gælder både i tilfælde, hvor en person i Tyskland modtager indkomst fra Danmark, og hvor en person i Danmark modtager indkomst fra Tyskland.
Den hidtil gældende dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst blev underskrevet den 30. januar 1962. Overenskomsten, som kun vedrører skatter af indkomst og formue, er forældet og vanskelig at anvende.
Den ny overenskomst omfatter dels skat af indkomst og formue, dels afgift af boer, arv og gaver. Overenskomsten omfatter desuden bistand med oplysninger og med inddrivelse af skatter og afgifter.
Overenskomsten følger stort set OECD's modeller til dobbeltbeskatningsoverenskomster. For de vigtige bestemmelser om indkomst og formue har overenskomsten derfor den samme opbygning som andre nyere overenskomster.
Desuden har den ny overenskomst stort set samme definitioner som OECD-modellen, hvor der kunne være usikkerhed i den gamle overenskomst.
Den største ændring i den ny overenskomst i forhold til den gamle overenskomst består i, at Danmark i fremtiden som hovedregel skal ophæve dobbeltbeskatning af indkomst fra Tyskland efter den såkaldte creditmetode. Nedsalget i dansk skat for indkomst fra Tyskland bliver altså begrænset til den tyske skat, der er betalt af den tyske indkomst.
Den ny overenskomst tilgodeser særlige danske interesser, især vedrørende fraflytningsbeskatning af aktier, kildestatsbeskatning af private pensioner for fraflyttede personer samt beskatning af kulbrintevirksomhed.
Administrative virkninger
Den ny overenskomst vil være enklere at arbejde med end den gamle overenskomst, som havde en systematik, der afveg fra OECD-modellens.
Forslaget skønnes iøvrigt ikke at ville have nævneværdige administrative konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Bestemmelserne i overenskomstens artikel 10, stk. 3, samt artikel 24, stk. 1, litra a, og stk. 2, litra c - e, svarer til bestemmelserne i EU's moder/datterselskabsdirektiv (Rådets direktiv af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (90/435/EØF)). Artikel 10, stk. 3, angår den skattemæssige behandling i et land af udbytte, som et datterselskab i dette land udlodder til sit moderselskab i det andet land. Artikel 24, stk. 1 og 2, angår den skattemæssige behandling i Tyskland, henholdsvis Danmark af udbytte, som et moderselskab i Tyskland, henholdsvis Danmark modtager fra dets datterselskab i det andet land.
Efter overenskomstens artikel 44, stk. 3 og 4, kan de to landes skattemyndigheder anmode et uafhængigt organ om at afgive en ekspertudtalelse om en sag, som de ikke kan blive enige om. Hvis der er uenighed om, hvorledes overskud i forbundne foretagender i Danmark og Tyskland skal fordeles ved beskatningen i de to lande, kan uenigheden dog også indbringes for et voldgiftsudvalg efter reglerne i EU's voldgiftskonvention (Konvention af 23. juli 1995 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (90/436/EØF)).
Herudover giver den ny dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke anledning til EU-retlige bemærkninger.
Provenumæssige og erhvervsøkonomiske virkninger
Formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomster er at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatning kan medføre for udviklingen af de økonomiske relationer mellem aftalelandene. Hermed får virksomheder og personer i det ene land bedre skattemæssige betingelser for investering, etablering eller arbejde i det andet land både som følge af, at dobbeltbeskatning undgås, og som følge af, at der kommer større klarhed om de skattemæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner.
Da der eksisterer en overenskomst med Tyskland, er virkningen af den nye overenskomst begrænset til de områder, hvor der sker ændringer i forhold til den eksisterende overenskomst.
En væsentlig ændring er overgang til lempelse efter creditmetoden i stedet for eksemptionsmetoden for erhvervsmæssig indkomst. Herved bliver nedslaget i dansk skat begrænset til det mindste af landenes skattebeløb, mens der efter gældende regler altid lempes med hele den danske skat på den tyske indkomst. Da den tyske selskabsskat generelt er højere end den danske, vil overgangen til creditmetoden normalt ikke ændre beskatningen af indkomster, der beskattes i Tyskland.
Kun når den tyske skat er lavere end den danske, fx for indkomster, der ikke beskattes i Tyskland, vil den nye overenskomst indebære en reduktion af lempelsen og dermed et merprovenu, som det dog ikke er muligt nærmere at angive, men som antagelig er ret beskedent.
Efter den nye overenskomst overgår beskatningsretten til sociale pensioner fra bopælsstaten til kildestaten. Det betyder, at Danmark får ret til at beskatte danske sociale pensioner, der udbetales til pensionister bosat i Tyskland. Omvendt kan Danmark ikke længere beskatte tyske sociale pensioner, som udbetales til personer her i landet.
Oplysningerne om den berørte personkreds er mangelfulde. Det skønnes, at der er ca. 1.900 danske pensionister bosiddende i Tyskland med en gennemsnitlig pension på 70.000 kr., hvoraf der skønsmæssigt vil skulle betales ca. 32 mill. kr. i dansk skat. Dette beløb tilfalder Danmark efter den nye overenskomst. Til gengæld vil Danmark miste et provenu på ca. 10 mill. kr. fra omkring 500 tyske pensionister bosiddende i Danmark, hvis det lægges til grund, at den gennemsnitlige pension omregnet er på ca. 75.000 kr.
Nettoresultatet af denne del af overenskomsten skønnes således at blive et øget skatteprovenu til Danmark på ca. 22 mill. kr., fordelt med ca. 6 mill. kr. til staten og ca. 18 mill. kr. til primærkommunerne, mens amtskommunerne taber ca. 2 mill. kr.
Amtskommunernes tab skyldes, at disse kun modtager skat fra fuldt skattepligtige personer, men ikke fra begrænset skattepligtige personer. Efter gældende regler får amtskommunerne således skat af tyske sociale pensioner udbetalt til herboende fuldt skattepligtige personer, mens de efter den nye overenskomst ikke får del i skatten af danske sociale pensioner udbetalt til personer bosat i Tyskland, da disse er begrænset skattepligtige til Danmark.
Beskatningsretten til private pensioner overgår efter dansk ønske også til kildestaten, men kun med virkning for flytninger efter den nye overenskomsts ikrafttræden. Denne ændring vurderes på længere sigt at medføre et vist merprovenu.
De øvrige ændringer i overenskomsten skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i lovforslaget
Selve den foreslåede lov består af tre paragraffer samt dobbeltbeskatningsoverenskomsten med protokol og bilag.
Til § 1
Den foreslåede § 1 går ud på, at Danmark kan tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten, der er optaget som et bilag til loven.
a. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten medfører, at beskatning efter den almindelige skattelovgivning kun kan gennemføres i det omfang, det er i overensstemmelse med overenskomsten, jf. kapitel II (artikel 6 - 24).
Der kan dog kun ske dansk beskatning i de tilfælde, hvor der er hjemmel til beskatning efter den almindelige skattelovgivning. Der kan altså ikke ske beskatning alene på grundlag af overenskomstens regler.
For personer og selskaber, som er hjemmehørende i Tyskland og modtager indkomst her fra landet, kan den almindelige skattelovgivnings regler om begrænset skattepligt af denne indkomst altså kun gennemføres i det omfang, dobbeltbeskatningsoverenskomsten giver Danmark beskatningsretten til indkomsten, jf. artikel 6 - 21 og 23.
For personer og selskaber, som er fuldt skattepligtige her i landet og modtager indkomst fra Tyskland, kan den fulde skattepligt altså ikke gennemføres i det omfang, Danmark skal nedsætte den danske beskatning, jf. overenskomstens artikel 24 (metodebestemmelsen).
Tilsvarende gælder for personer, som er hjemmehørende i Tyskland og ejer formue her i landet eller omvendt, jf. overenskomstens artikel 22, henholdsvis artikel 24.
Tilsvarende gælder endvidere for afgift af dødsboer og gaver, jf. overenskomstens kapitel III (artikel 25 - 28).
b. Overenskomsten medfører desuden, at de danske skattemyndigheder er berettiget til at yde eller modtage administrativ bistand efter overenskomstens kapitel IV (artikel 29 - 40). Den administrative bistand omfatter de direkte og indirekte skatter og afgifter, der er opregnet i bilaget til overenskomsten.
For det første angår det bistand med udveksling af oplysninger, der kan være af betydning for påligning, opkrævning, inddrivelse, retsforfølgelse eller klagebehandling. Skattemyndighederne kan altså indhente oplysninger hos personer og selskaber m.fl. her i landet til brug for de tyske myndigheder. Indhentningen af oplysninger sker efter reglerne i skattekontrolloven. Skattemyndighederne kan også bruge oplysninger indhentet af de tyske myndigheder ved skattebehandlingen her i landet.
For det andet angår det bistand med opkrævning og inddrivelse. Skattemyndighederne kan altså inddrive tyske direkte og indirekte skatter og afgifter her i landet på vegne af de tyske myndigheder. Inddrivelsen sker efter de regler, som gælder for inddrivelse af tilsvarende danske skatter og afgifter. Skattemyndighederne kan anmode de tyske myndigheder om at inddrive danske direkte og indirekte skatter og afgifter.
For det tredje angår det administrativ bistand med forkyndelse af dokumenter.
Skattemyndighederne skal dog ikke yde administrativ bistand til de tyske myndigheder, hvis det ville medføre foranstaltninger, som strider mod de rettigheder og den beskyttelse, som er sikret personer og selskaber, jf. artikel 37, stk. 1.
c. Overenskomsten medfører endvidere, at Danmark ikke kan gennemføre skattelovgivning, som medfører en forskelsbehandling af tyske statsborgere eller tyske virksomheders faste driftssteder her i landet eller tyskejede foretagender her i landet, jf. artikel 41.
De danske skattemyndigheder kan endvidere nedsætte dansk beskatning i konkrete sager for at lempe på dobbeltbeskatning, jf. artikel 42 - 44.
d. Skatteministeren kan fastsætte yderligere regler om overenskomstens gennemførelse.
Dette gælder fx artikel 19, stk. 4, litra b og c, hvor ministeren for det første kan træffe beslutning om hvilke institutioner, som kan sidestilles med Det Danske Kulturinstitut i Tyskland og det tyske Goethe Institut her i landet. For det andet kan ministeren træffe beslutning om, at institutioner skal være omfattet af litra c med den virkning, at beløb, der udbetales direkte eller indirekte fra offentlige midler i den ene stat til en person i den anden stat for arbejde for institutionen, skal være omfattet af reglerne om løn for udførelse af offentlig hverv.
Indholdet af den ny dobbeltbeskatningsoverenskomst
Den ny dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst er den første danske overenskomst, som omfatter såvel indkomst- og formueskatter som afgift af boer og gaver. Den ny overenskomst omfatter desuden bistand med oplysninger og med inddrivelse af skatter og afgifter.
Normalt indgår Danmark kun bilaterale overenskomster om indkomst- og formueskatter, og overfor enkelte lande en særlig overenskomst om afgift af bo og gave. Ved en samlet overenskomst for indkomst/formue og bo/gave opnås en forenkling, idet en række definitioner er fælles for de to områder.
Den ny overenskomst følger de to modeller, som Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) anbefaler til dels dobbeltbeskatningsoverenskomster vedrørende indkomst og formue, dels dobbeltbeskatningsoverenskomster vedrørende dødsboer og arv og vedrørende gaver. Til OECD-modellerne er knyttet bemærkninger, som er af væsentlig betydning ved anvendelsen af overenskomsterne.
Den ny overenskomsts kapitel om bistand i skattesager følger til dels OECD's og Europarådets konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager, der er gennemført som dansk ret ved lov nr. 132 af 26. februar 1992.
Den ny overenskomst er opdelt i seks kapitler: I Generelle regler, II Beskatning af indkomst og formue, III Afgift af dødsboer, arv og gave, IV Bistand i skattesager, V Beskyttelse af skatteyderne samt VI Specialregler.
Desuden er der i en protokol en præcisering af betingelserne for udveksling af oplysninger.
Endelig er der i et bilag anført de skatter og afgifter, som er omfattet af overenskomsten.
Artikel 7
Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.
2. I tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal der under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.
3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage udgifter, som er afholdt for det faste driftssted, herunder udgifter til ledelse og almindelig administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.
4. I det omfang det har været sædvane i en kontraherende stat at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.
5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.
6. Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for en anden fremgangsmåde.
7. I tilfælde, hvor en fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 7
Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.
2. I tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal der under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.
3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage udgifter, som er afholdt for det faste driftssted, herunder udgifter til ledelse og almindelig administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.
4. I det omfang det har været sædvane i en kontraherende stat at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.
5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.
6. Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for en anden fremgangsmåde.
7. I tilfælde, hvor en fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 7. Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Et foretagende fra den ene stat kan som hovedregel ikke beskattes i den anden stat af erhvervsmæssig indkomst fra denne anden stat (kildestaten). Hvis foretagendet driver virksomhed gennem et fast driftssted i kildestaten, kan denne stat dog beskatte den indkomst, som foretagendet erhverver gennem dette faste driftssted.
Artikel 7 har desuden regler om opgørelsen af den skattepligtige indkomst i et fast driftssted.
Artikel 7
Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan virksomhed, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til dette faste driftssted.
2. I tilfælde, hvor et foretagende i en kontraherende stat driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal der under iagttagelse af bestemmelserne i stykke 3 i hver kontraherende stat til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et frit og uafhængigt foretagende, som udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende vilkår, og som under fuldstændig frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.
3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage udgifter, som er afholdt for det faste driftssted, herunder udgifter til ledelse og almindelig administration, hvad enten de er afholdt i den stat, hvori det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.
4. I det omfang det har været sædvane i en kontraherende stat at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 udelukke denne kontraherende stat fra at fastsætte den skattepligtige fortjeneste på grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling; den valgte fordelingsmetode skal imidlertid være sådan, at resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.
5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget indkøb af varer for foretagendet.
6. Ved anvendelsen af de foranstående stykker skal den fortjeneste, der henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er god og fyldestgørende grund for en anden fremgangsmåde.
7. I tilfælde, hvor en fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af bestemmelserne i denne artikel.
Kapitel III
Beskatning af dødsboer, arv og gave
Kapitlet er opbygget på den måde, at i artikel 25 er reglerne om retten til at beskatte, dvs. opkræve afgift af boer, arv og gaver, i artikel 26 er metodebestemmelsen, i artikel 27 er en undtagelse fra artikel 4 om skattemæssigt hjemsted, og i artikel 28 er en regel om fradrag for gæld.
Udgangspunktet er, at der kan opkræves afgift i det land, hvor afdøde eller gavegiver var hjemmehørende på tidspunktet for dødsfaldet eller ydelsen af gaven (bopælsstaten). Dette land fastlægges efter artikel 4, men der er en undtagelse i artikel 27.
Kapitel II
Beskatning af indkomst og formue
Kapitel IV
Bistand i skattesager
Reglerne i artikel 30 - 32 om bistand i form af udveksling af oplysninger supplerer EU's bistandsdirektiv. (Rådets direktiv af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter (77/799/EØF)).
Reglerne i kapitel IV gælder ikke alene for de sædvanlige danske indkomst- og formueskatter samt bo- og gaveafgifter, der er omfattet af overenskomstens kapitel II og III, men også for frigørelsesafgift, kommunal og amtskommunal grundskyld, afgifter på motorkøretøjer, tillæg til indkomst- og formueskatter ved for sen selvangivelse samt renter og omkostninger (ved inddrivelse).
Pligten til at yde bistand gælder dog ikke ubetinget. Der er dels særlige begrænsninger i artikel 34 vedr. forældelse, dels almindelige begræsninger i artikel 37. Det skal særligt nævnes, at et land ikke kan anmode det andet land om bistand, før det selv har benyttet alle de muligheder, som står til rådighed på dets eget område, med mindre det ville betyde forholdsmæssige vanskeligheder.
Til reglen om udveksling af oplysninger er knyttet en protokol.
Artikel 8
Skibsfart, transport ad indre vandveje og luftfart
1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Sådan fortjeneste omfatter også indkomst indvundet af foretagendet ved anvendelse, vedligeholdelse eller udlejning af containere (herunder anhængere, pramme og lignende materiel til transport af containere), anvendt til transport af varer i international trafik, hvis denne indkomst udgør en del af den fortjeneste, som er omhandlet i den foregående sætning.
2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
3. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, eller transportvirksomhed ad indre vandveje, har sit sæde om bord på et skib eller en båd, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet eller båden har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets eller bådens reder er hjemmehørende.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et forretningsfællesskab (joint business) eller i en international driftsorganisation.
5. Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i stykke 1 og 4 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).
Artikel 8
Skibsfart, transport ad indre vandveje og luftfart
1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Sådan fortjeneste omfatter også indkomst indvundet af foretagendet ved anvendelse, vedligeholdelse eller udlejning af containere (herunder anhængere, pramme og lignende materiel til transport af containere), anvendt til transport af varer i international trafik, hvis denne indkomst udgør en del af den fortjeneste, som er omhandlet i den foregående sætning.
2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
3. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, eller transportvirksomhed ad indre vandveje, har sit sæde om bord på et skib eller en båd, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet eller båden har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets eller bådens reder er hjemmehørende.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et forretningsfællesskab (joint business) eller i en international driftsorganisation.
5. Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i stykke 1 og 4 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).
Artikel 8. Skibsfart, transport ad indre vandveje og luftfart
Et foretagendes indkomst fra international skibs- og luftfart kan kun beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Det samme gælder indkomst, som et foretagende har erhvervet ved anvendelse eller udlejning af containere mv. til transport af varer i international trafik, hvis denne indkomst står i forbindelse med indkomst fra international trafik.
Artikel 8
Skibsfart, transport ad indre vandveje og luftfart
1. Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Sådan fortjeneste omfatter også indkomst indvundet af foretagendet ved anvendelse, vedligeholdelse eller udlejning af containere (herunder anhængere, pramme og lignende materiel til transport af containere), anvendt til transport af varer i international trafik, hvis denne indkomst udgør en del af den fortjeneste, som er omhandlet i den foregående sætning.
2. Fortjeneste ved driften af både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
3. Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, eller transportvirksomhed ad indre vandveje, har sit sæde om bord på et skib eller en båd, skal foretagendet anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken skibet eller båden har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken skibets eller bådens reder er hjemmehørende.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et forretningsfællesskab (joint business) eller i en international driftsorganisation.
5. Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i stykke 1 og 4 kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).
Kapitel III
Beskatning af dødsboer, arv og gave
Kapitel II
Beskatning af indkomst og formue
Kapitel IV
Bistand i skattesager
Artikel 9
Indbyrdes forbundne foretagender
1. I tilfælde, hvor
a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller
b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,
og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner, og i overensstemmelse hermed beskatter, fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og denne anden kontraherende stat er enig i, at den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være aftalt mellem uafhængige foretagender, så skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten, i det omfang dette er nødvendigt for at undgå dobbeltbeskatning. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.
Artikel 9
Indbyrdes forbundne foretagender
1. I tilfælde, hvor
a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller
b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,
og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner, og i overensstemmelse hermed beskatter, fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og denne anden kontraherende stat er enig i, at den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være aftalt mellem uafhængige foretagender, så skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten, i det omfang dette er nødvendigt for at undgå dobbeltbeskatning. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.
Artikel 9. Indbyrdes forbundne foretagender
Såfremt forbundne foretagender i de to lande handler indbyrdes til andre priser eller under andre vilkår end de vilkår, der gælder mellem uafhængige parter, kan hvert land justere indkomstansættelsen for foretagendet i det pågældende land efter det såkaldte arms længde princip (stk. 1). Det andet land kan foretage en korresponderende justering for foretagendet i dette land, hvis det er enig med justeringen i det førstnævnte land (stk. 2).
Artikel 9
Indbyrdes forbundne foretagender
1. I tilfælde, hvor
a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller
b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen af eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,
og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
2. I tilfælde, hvor en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner, og i overensstemmelse hermed beskatter, fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og denne anden kontraherende stat er enig i, at den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene mellem de to foretagender havde været de samme, som ville være aftalt mellem uafhængige foretagender, så skal denne anden stat foretage en dertil svarende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der af fortjenesten, i det omfang dette er nødvendigt for at undgå dobbeltbeskatning. Ved reguleringen skal der tages hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.
Kapitel III
Afgift af arv og gave
(Erbschaft- und Schenkungsteuer);
Kapitel II
a) Indkomstskat
(Einkommensteuer);
b) Selskabsskat
(Korperschaftsteuer);
c) Formueskat
(Vermogensteuer);
d) Erhvervsskat
(Gewerbesteuer);
e) Grundskat
(Grundsteuer);
f) Solidaritetstillæg på indkomst- og selskabsskat
(Solidaritatszuschlag auf die Einkommen- und Korperschaftsteuer).
Kapitel IV
a) Skatter omfattet af kapitel II og III
b) Omsætningsskat
(Umsatzsteuer);
c) Skat på grund-overdragelse
(Grunderwerbsteuer);
d) Forsikringsskat
(Versicherungsteuer);
e) Skat på motorkøretøjer
(Kraftfahrzeugsteuer);
f) Kirkeskatter
(Kirchensteuern);
g) Skat på drikkevarer
(Getrankesteuer);
h) Forlystelsesskat
(Vergnugungssteuer);
i) Tillæg ved forsinket indgivelse af selvangivelse eller forsinket betaling, renter og omkostninger
(Verspatungs- und Saumniszuschlage, Zinsen und Kosten);
2. I Danmark
Artikel 10
Udbytte
1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Sådant udbytte kan også beskattes i den kontraherende stat, hvori det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, i henhold til lovgivningen i denne stat, men den skat der pålignes må, såfremt modtageren er udbyttets retmæssige ejer, ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet. Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
3. Uanset stykke 2 må skatten ikke overstige 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, som direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab. Dette stykke berører ikke en gunstigere behandling af udbyttet i henhold til direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EFT nr. L225/6).
4. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, »jouissance« aktier eller »jouissance« rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som anden indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det udloddende selskab er hjemmehørende. Udtrykket »udbytte« omfatter ligeledes i Forbundsrepublikken Tyskland en stille deltagers indkomst fra hans deltagelse som sådan, indkomst fra et »partiarisches Darlehen«, »Gewinnobligationer« og lignende overskudsafhængig afkast så vel som udlodninger fra certifikater i investeringsforeninger.
5. Uanset stykke 2 og 3 kan indkomst, som oppebæres fra rettigheder eller fordringer, der deltager i overskud (herunder i Forbundsrepublikken Tyskland en stille deltagers indkomst fra hans deltagelse som sådan eller fra et »partiarishes Darlehen« eller »Gewinnobligationer«), beskattes i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører, i henhold til lovgivningen i denne stat, hvis den er fradragsberettiget ved fastsættelsen af skyldnerens overskud. Den skat som pålignes må dog ikke overstige 25 pct. af bruttobeløbet af denne indkomst.
6. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 5 skal ikke finde anvendelse, såfremt udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, i hvilken det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
7. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, undtagen i det omfang udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller i det omfang den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.
Artikel 10
Udbytte
1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Sådant udbytte kan også beskattes i den kontraherende stat, hvori det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, i henhold til lovgivningen i denne stat, men den skat der pålignes må, såfremt modtageren er udbyttets retmæssige ejer, ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet. Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
3. Uanset stykke 2 må skatten ikke overstige 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, som direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab. Dette stykke berører ikke en gunstigere behandling af udbyttet i henhold til direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EFT nr. L225/6).
4. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, »jouissance« aktier eller »jouissance« rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som anden indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det udloddende selskab er hjemmehørende. Udtrykket »udbytte« omfatter ligeledes i Forbundsrepublikken Tyskland en stille deltagers indkomst fra hans deltagelse som sådan, indkomst fra et »partiarisches Darlehen«, »Gewinnobligationer« og lignende overskudsafhængig afkast så vel som udlodninger fra certifikater i investeringsforeninger.
5. Uanset stykke 2 og 3 kan indkomst, som oppebæres fra rettigheder eller fordringer, der deltager i overskud (herunder i Forbundsrepublikken Tyskland en stille deltagers indkomst fra hans deltagelse som sådan eller fra et »partiarishes Darlehen« eller »Gewinnobligationer«), beskattes i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører, i henhold til lovgivningen i denne stat, hvis den er fradragsberettiget ved fastsættelsen af skyldnerens overskud. Den skat som pålignes må dog ikke overstige 25 pct. af bruttobeløbet af denne indkomst.
6. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 5 skal ikke finde anvendelse, såfremt udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, i hvilken det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
7. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, undtagen i det omfang udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller i det omfang den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.
Artikel 10. Udbytter
Beskatningsretten til udbytteudlodninger fra et selskab i den ene stat (kildestaten) til en aktionær i den anden stat (bopælsstaten) er fordelt mellem de to stater i stk. 1 - 3 og 5.
Til brug for anvendelse af artikel 10 er begrebet »udbytte« defineret i stk. 4. Ud over den gængse forståelse af begrebet, omfatter det også »anden indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det udloddende selskab er hjemmehørende«.
Dette betyder, at der er dansk lovgivning, der styrer, hvad der skal anses for udbytter ved udlodning fra danske selskaber. Fx anses tilbagesalg af aktier til det udloddende selskab som udbytteudlodning og er derfor også omfattet af artikel 10.
For så vidt angår Tyskland, er det særligt præciseret, at begrebet udbytte omfatter indkomst, som en stille deltager oppebærer i denne egenskab. Desuden omfatter det indkomst fra et »partiarisches Darlehen«, dvs et lån afhængigt af overskud, indkomst af »Gewinnobligationen, dvs obligationer, hvor afkastet beregnes i forhold til overskuddet samt lignende overskudsafhængig afkast. Endeligt omfatter begrebet udlodninger af investeringsforeningscertifikater.
Udbyttet kan som hovedregel beskattes i aktionærens bopælsstat, jf. stk. 1. Der er dog undtagelser fra denne regel i artikel 24 (metodebestemmelsen).
Efter stk. 2 kan udbyttet dog også beskattes i kildestaten, men højst med 15 pct. af udbyttets bruttobeløb.
Udbytter, som betales af et datterselskab til dets moderselskab, kan dog alligevel ikke beskattes i kildestaten, jf. stk. 3. Dette kræver, at moderselskabet har mindst 25 pct. af kapitalen i datterselskabet. Indtil 1. juli 1996 må Tyskland dog opkræve en skat på højst 5 pct. af bruttobeløbet af udbytte, som et tysk datterselskab udlodder til sit danske moderselskab. I den forbindelse kræves kun, at det danske moderselskab har mindst 10 pct. af kapitalen i det tyske datterselskab. Reglerne i stk. 3 er i overensstemmelse med EU's moder/datterselskabsdirektiv (Rådets direktiv af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (90/435/EØF)).
Efter stk. 5 kan indkomst af rettigheder eller fordringer, der deltager i overskud, beskattes i kildestaten, men kun hvis beløbet er fradragsberettiget i denne stat. Kildestaten må dog ikke opkræve en skat, der er højere end 25 pct. af indkomstens bruttobeløb.
Bestemmelserne i stk. 2, 3 og 5 om nedsættelse af eller fritagelse for beskatning i kildestaten skal læses sammen med artikel 46 om tilbagebetaling af kildeskat.
Artikel 10
Udbytte
1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Sådant udbytte kan også beskattes i den kontraherende stat, hvori det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, i henhold til lovgivningen i denne stat, men den skat der pålignes må, såfremt modtageren er udbyttets retmæssige ejer, ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet. Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
3. Uanset stykke 2 må skatten ikke overstige 5 pct. af bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer af udbyttet er et selskab, som direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttebetalende selskab. Dette stykke berører ikke en gunstigere behandling af udbyttet i henhold til direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EFT nr. L225/6).
4. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier, »jouissance« aktier eller »jouissance« rettigheder, mineaktier, stifteranparter eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som anden indkomst, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, i hvilken det udloddende selskab er hjemmehørende. Udtrykket »udbytte« omfatter ligeledes i Forbundsrepublikken Tyskland en stille deltagers indkomst fra hans deltagelse som sådan, indkomst fra et »partiarisches Darlehen«, »Gewinnobligationer« og lignende overskudsafhængig afkast så vel som udlodninger fra certifikater i investeringsforeninger.
5. Uanset stykke 2 og 3 kan indkomst, som oppebæres fra rettigheder eller fordringer, der deltager i overskud (herunder i Forbundsrepublikken Tyskland en stille deltagers indkomst fra hans deltagelse som sådan eller fra et »partiarishes Darlehen« eller »Gewinnobligationer«), beskattes i den kontraherende stat, hvorfra den hidrører, i henhold til lovgivningen i denne stat, hvis den er fradragsberettiget ved fastsættelsen af skyldnerens overskud. Den skat som pålignes må dog ikke overstige 25 pct. af bruttobeløbet af denne indkomst.
6. Bestemmelserne i stykke 1, 2 og 5 skal ikke finde anvendelse, såfremt udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, i hvilken det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
7. I tilfælde, hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, undtagen i det omfang udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller i det omfang den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udlodningen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på ikke-udloddet fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst hidrørende fra denne anden stat.
Kapitel III
Afgift af arv og gave
Kapitel II
a) Indkomstskatten til staten;
b) Den kommunale indkomstskat;
c) Den amtskommunale indkomstskat;
d) Den særlige indkomstskat;
e) Kirkeskatten;
f) Udbytteskatten;
g) Renteskatten;
h) Royaltyskatten;
i) Skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;
j) Formueskatten til staten;
Kapitel IV
a) Skatter omfattet af kapitel II og III
b) Frigørelsesafgift;
c) Kommunal grundskyld;
d) Amtskommunal grundskyld;
e) Registreringsafgift og vægtafgift på motorkøretøjer;
f) Afgift af ansvarsforsikring af motorkøretøjer;
g) Renter, omkostninger og skattetillæg, som ikke er bøder.
Protokol
Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland
er ved undertegnelsen i Bonn den 22. november 1995 af Overenskomsten mellem de to Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager blevet enige om følgende bestemmelser, der skal udgøre en integrerende del af nævnte overenskomst
I tilfælde, hvor der i overensstemmelse med den nationale lovgivning er udvekslet oplysninger om personer i henhold til denne overenskomst, skal følgende tillægsbestemmelser finde anvendelse
a) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, må kun benytte sådanne oplysninger til de formål, og under de betingelser, der er fastsat i artikel 38.
b) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, skal efter anmodning informere den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, om anvendelsen af de meddelte oplysninger og om det opnåede resultat.
c) Den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, skal være forpligtet til at sikre, at de oplysninger, der meddeles, er nøjagtige og at de er nødvendige for og svarer til det formål, hvortil de meddeles. Ethvert forbud mod meddelelse af oplysninger, foreskrevet i den gældende nationale lovgivning, skal overholdes i overensstemmelse med artikel 37. Hvis det viser sig, at der er meddelt unøjagtige oplysninger eller oplysninger, der ikke burde være meddelt, skal den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, omgående informeres herom. Denne stat skal være forpligtet til at rette eller slette sådanne oplysninger.
d) Efter anmodning skal den pågældende person informeres, når der meddeles oplysninger, der angår ham, og om anvendelsen af sådanne oplysninger. Der skal ikke være pligt til at give disse informationer, hvis det alt i alt fremgår, at det offentliges interesse i at tilbageholde dem er større end den pågældende persons interesse i at modtage dem. I alle andre henseender skal den pågældende persons ret til at blive informeret, når der meddeles oplysninger, der angår ham, reguleres af den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvortil anmodningen om information er fremsat.
e) Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, skal bære ansvaret i overensstemmelse med dens nationale lovgivning over for enhver person, der måtte lide retsstridig skade som et resultat af oplysninger, der er meddelt i henhold til denne overenskomst. Den kontraherende stat, der modtager oplysningerne, kan ikke påberåbe sig over for den skadede person, at skaden er forårsaget af den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne.
f) Hvis der i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, der meddeler oplysningerne, er fastsat en frist for sletning af oplysninger, skal denne stat tilkendegive en sådan frist, når oplysningerne meddeles. Uanset en sådan frist skal meddelte personoplysninger slettes, så snart de ikke længere er nødvendige for det formål, hvortil de blev meddelt.
g) Den meddelende og den modtagende kontraherende stat er forpligtet til at føre officielle protokoller om meddelelse og modtagelse af personoplysninger.
h) Den meddelende og den modtagende kontraherende stat er forpligtet til at tage effektive foranstaltninger for at beskytte meddelte personoplysninger mod uautoriseret adgang, uautoriserede ændringer og uautoriseret udlevering.
Ændringsforslag til 2. behandling
Af skatteministeren
Til § 1 1) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke
»Stk. 4. Personer m.v., selskaber m.v. og fonde m.v., der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1, for hvem indkomståret 1997 er påbegyndt før den 25. april 1996, kan dog vælge at få dobbeltbeskatningslempelse for tysk skat af indkomst for dette indkomstår beregnet efter reglerne i overenskomst af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Lovforslag nr. L 260 går ud på at gennemføre den ny dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 22. november 1995 som dansk ret.
Den ny overenskomst vil efter dens artikel 49 få virkning for indkomst vedrørende det indkomstår, der falder sammen med eller træder i stedet for kalenderåret 1997 (under forudsætning af Folketingets og det tyske parlaments godkendelse af den ny overenskomst samt ratificeringen).
Med virkning for samme indkomstår bortfalder den hidtil gældende overenskomst af 30. januar 1962.
I nogle tilfælde kan indkomståret 1997 allerede være påbegyndt inden fremsættelsen af lovforslaget.
For personer og selskaber m.v. hjemmehørende her i landet er den største ændring i den ny overenskomst i forhold til den gamle overenskomst, at deres dobbeltbeskatningslempelse vedrørende tysk indkomst i fremtiden vil være begrænset til den betalte tyske skat af denne indkomst.
Ændringsforslaget går ud på, at i de tilfælde, hvor indkomståret 1997 for en fuldt skattepligtig allerede var påbegyndt inden datoen for lovforslagets fremsættelse (den 25. april 1996), skal den skattepligtige have mulighed for at vælge at få dobbeltbeskatningslempelsen ophævet efter reglerne i den gamle dobbeltbeskatningsoverenskomst, dog naturligvis kun for indkomst vedrørende dette indkomstår.
Ændringsforslag til 3. behandling
Af Kim Behnke (FP)
Til § 1 1) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke
»Stk. 5. Fysiske personer, som senest den 31. december 1997 er hjemmehørende i Tyskland, kan dog vælge, at pensioner og lignende betalinger, der udbetales fra Danmark for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold, beskattes i samme omfang som efter reglerne i overenskomst af 30. januar 1962 mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat. Fysiske personer, der oppebærer pensioner i henhold til sociallovgivningen i Danmark, kan til og med den 31. december 1997 vælge, at disse ydelser beskattes i samme omfang som efter den i 1. pkt. nævnte overenskomst.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Det fremgår af skatteministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 2, jf. bilag 10, at
»Efter den ny DBO kan Danmark beskatte private pensioner, der udbetales her fra landet til personer, der er flyttet til Tyskland efter den nye DBO's ikrafttræden. For de personer, der allerede er bosat i Tyskland, kan Danmark fortsat ikke beskatte danske private pensioner.«
Formålet med ændringsforslaget er for det første at give de pensionister, som går i overvejelser om at flytte til Tyskland, en frist til og med den 31. december 1997 til at flytte, hvis de ønsker det. Der har været en meget begrænset offentlig debat om DBO'en med Tyskland, hvorfor befolkningen ikke kan forventes at vide, at der er nye regler på vej om beskatning af private pensioner m.v.
Det fremgår af skatteministerens svar på spørgsmål 4 fra udvalget, jf. bilag 9, at
»For personer, der allerede er flyttet til Tyskland, findes den vigtigste ændring i den ny DBO's artikel 18, stk. 2, om beskatningsretten til sociale pensioner. Som nævnt i svaret på spørgsmål 3 kan Danmark efter den gældende DBO ikke beskatte personer bosat i Tyskland af danske sociale pensioner. Efter den ny DBO kan Danmark derimod beskatte sociale pensioner, selv om modtageren er bosat i Tyskland.«
Det er forslagsstillerens opfattelse, at der her er tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft, eftersom pensionister er flyttet til Tyskland i tiltro til de gældende skatteregler. Da det ikke synes muligt at overbevise regeringen om, at der slet ikke skal finde beskatning sted af sociale pensioner udbetalt til danskere bosat i Tyskland, foreslås det, at pensionister ikke skal beskattes af pensionen i Danmark i større omfang end efter den nuværende DBO. Denne mulighed skal dog kun gælde til og med 31. december 1997, hvorefter den nye overenskomst mellem Danmark og Tyskland skal finde anvendelse. Med denne del af ændringsforslaget får pensionister, der modtager socialpension og er bosat i Tyskland, mulighed for at overveje deres samlede økonomiske situation og i den forbindelse tage stilling til, om de ønsker at blive boende i Tyskland.
Ændringsforslag til 3. behandling
Af skatteministeren
Til § 1 2) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke
»Stk. 5. Ved den skattemæssige behandling her i landet omfatter overenskomstens artikel 18, stk. 4, ikke en fysisk person, der er hjemmehørende i Tyskland, hvis den pågældende blev hjemmehørende der senest den 31. december 1996.«
Bemærkninger
Til nr. 2 Efter artikel 18, stk. 4, kan Danmark beskatte personer, der er flyttet til Tyskland, af udbetalinger fra danske private pensionsordninger, forudsat at de pågældende personer blev hjemmehørende i Tyskland efter overenskomstens ikrafttræden. Som en undtagelse kan udbetalinger fra danske private pensionsordninger altså beskattes i Tyskland, hvis modtageren blev hjemmehørende i Tyskland inden overenskomstens ikrafttræden.
Ikrafttrædelsestidspunktet er en måned efter, at overenskomsten er ratificeret. Overenskomsten kan først ratificeres, når den er godkendt både af Folketinget og det tyske parlament. Ratifikationen forventes inden for kort tid.
Det foreslås, at undtagelsesreglen skal omfatte alle personer, der bliver hjemmehørende i Tyskland senest den 31. december 1996.
Dette vil medføre følgende for de personer, der er flyttet til Tyskland senest den 31. december 1996, så længe de forbliver hjemmehørende i Tyskland
Pensioner og lignende betalinger, der udbetales i forbindelse med tidligere tjenesteforhold (bortset fra tjenesteforhold for den danske stat m.v.), behandles efter artikel 18, stk. 1. Dette medfører, at disse indtægter kun kan beskattes i Tyskland, hvor modtageren er hjemmehørende.
Andre private livrenter (uden for tidligere tjenesteforhold) behandles efter artikel 21, stk. 1. Dette medfører, at disse indtægter også kun kan beskattes i Tyskland, hvor modtageren er hjemmehørende.
Artikel 11
Renter
1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel. Udtrykket »renter« omfatter dog ikke indkomst, som er omfattet af artikel 10.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
4. I tilfælde, hvor der er en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, og det som rente betalte beløb overstiger - uanset af hvilken grund - det rentebeløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende rentebeløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 11
Renter
1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel. Udtrykket »renter« omfatter dog ikke indkomst, som er omfattet af artikel 10.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
4. I tilfælde, hvor der er en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, og det som rente betalte beløb overstiger - uanset af hvilken grund - det rentebeløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende rentebeløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 11. Renter
Renter kan kun beskattes i den stat, hvor rentemodtageren, dvs. fordringshaveren er hjemmehørende.
Artikel 11 afviger dermed fra OECD-modellen, hvor kildestaten har ret til at opkræve en skat på højst 10 pct. af rentens bruttobeløb.
Reglen om ren bopælsstatsbeskatning af renter svarer til, at Danmark som hovedregel ikke beskatter renter, som en skyldner her i landet betaler til fordringshavere i udlandet.
Der er kun hjemmel til dansk beskatning af rentebetalinger her fra landet til en fordringshaver i udlandet i de tilfælde, hvor fordringshaveren er en fysisk person, der tidligere har været omfattet af fuld dansk skattepligt, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra h, og stk. 5.
Den ny dansk-tyske overenskomst medfører altså, at Danmark ikke kan gennemføre denne beskatning over for fordringshavere, som er hjemmehørende i Tyskland.
Reglen i stk. 1 om fritagelse for beskatning af renter i kildestaten skal læses sammen med artikel 46 om tilbagebetaling af kildeskat.
Artikel 11
Renter
1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er sikrede ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller forskrivninger. Straftillæg som følge af for sen betaling skal ikke anses for renter i denne artikel. Udtrykket »renter« omfatter dog ikke indkomst, som er omfattet af artikel 10.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den fordring, som ligger til grund for de udbetalte renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
4. I tilfælde, hvor der er en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, og det som rente betalte beløb overstiger - uanset af hvilken grund - det rentebeløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende rentebeløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 12
Royalties
1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde herunder spillefilm, film- eller videobåndoptagelser til fjernsyn eller optagelser til radio, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
4. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 12
Royalties
1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde herunder spillefilm, film- eller videobåndoptagelser til fjernsyn eller optagelser til radio, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
4. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 12. Royalties
Royalties kan kun beskattes i det land, hvor modtageren er hjemmehørende. Denne regel svarer til OECD-modellen.
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra i, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra g, skal der opkræves dansk skat på 30 pct. af bruttobeløbet af royalty-betalinger fra kilder her i landet til personer og selskaber i udlandet.Den ny dansk-tyske overenskomst medfører altså, at Danmark ikke kan gennemføre denne beskatning over for royaltymodtagere, der er hjemmehørende i Tyskland.
Reglen i stk. 1 om fritagelse for beskatning af royalties i kildestaten skal læses sammen med artikel 46 om tilbagebetaling af kildeskat.
Artikel 12
Royalties
1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan, hvis denne person er den retmæssige ejer, kun beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde herunder spillefilm, film- eller videobåndoptagelser til fjernsyn eller optagelser til radio, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.
3. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra royaltybeløbet hidrører, gennem et der beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
4. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at de betalte royalties, når hensyn tages til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken de er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem skyldneren og den retmæssige ejer, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel ikke finde anvendelse på det overskydende beløb. I så fald skal det overskydende beløb kunne beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
Artikel 13
Fortjeneste ved afhændelse af formuegenstande
1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. Fortjeneste ved afhændelse af aktier, rettigheder eller en andel i et selskab, enhver anden juridisk person eller et interessentskab, hvis aktiver hovedsagelig består af, eller af rettigheder til, fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, eller af aktier i et selskab, hvis aktiver hovedsagelig består af, eller af rettigheder til, sådan fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, kan beskattes i den stat, hvori den faste ejendom er beliggende.
2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.
3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, af både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe, luftfartøjer eller både, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Artikel 8, stykke 3, skal finde tilsvarende anvendelse.
Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).
4. Indkomst eller fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.
5. I tilfælde, hvor en fysisk person, som var hjemmehørende i en kontraherende stat for en periode af mindst 5 år, og som er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 4 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte personen af værdistigning på aktier op til flytningen af hjemsted. Når aktierne efterfølgende afhændes og fortjenesten ved sådan afhændelse bliver beskattet i den anden kontraherende stat i henhold til stykke 4, skal den anden stat indrømme fradrag i skatten af den indkomst for et beløb svarende til den indkomstskat, som var betalt i den førstnævnte stat. Et sådant fradrag skal dog ikke kunne overstige den del af indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er indrømmet, som kan henføres til den indkomst, som kan beskattes i førstnævnte stat i henhold til første sætning i dette stykke.
Artikel 13
Fortjeneste ved afhændelse af formuegenstande
1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. Fortjeneste ved afhændelse af aktier, rettigheder eller en andel i et selskab, enhver anden juridisk person eller et interessentskab, hvis aktiver hovedsagelig består af, eller af rettigheder til, fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, eller af aktier i et selskab, hvis aktiver hovedsagelig består af, eller af rettigheder til, sådan fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, kan beskattes i den stat, hvori den faste ejendom er beliggende.
2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.
3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, af både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe, luftfartøjer eller både, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Artikel 8, stykke 3, skal finde tilsvarende anvendelse.
Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).
4. Indkomst eller fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.
5. I tilfælde, hvor en fysisk person, som var hjemmehørende i en kontraherende stat for en periode af mindst 5 år, og som er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 4 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte personen af værdistigning på aktier op til flytningen af hjemsted. Når aktierne efterfølgende afhændes og fortjenesten ved sådan afhændelse bliver beskattet i den anden kontraherende stat i henhold til stykke 4, skal den anden stat indrømme fradrag i skatten af den indkomst for et beløb svarende til den indkomstskat, som var betalt i den førstnævnte stat. Et sådant fradrag skal dog ikke kunne overstige den del af indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er indrømmet, som kan henføres til den indkomst, som kan beskattes i førstnævnte stat i henhold til første sætning i dette stykke.
Artikel 13. Fortjeneste ved afhændelse af formuegoder
Generelt gælder det, at reglerne om beskatningsretten til fortjeneste ved afståelse af et aktiv følger reglerne om beskatningsretten til indkomst af aktivet. Det gælder for fast ejendom (stk. 1, jf. artikel 6), fast driftssted (stk. 2, jf. artikel 7), fast sted (stk. 2, jf. artikel 14), skibe og luftfartøjer til international trafik (stk. 3, jf. artikel 8) samt andre aktiver (stk. 4, jf. artikel 21).
Stk. 1 bestemmer, at fortjeneste ved afståelse af fast ejendom kan beskattes i den stat, hvor ejendommen er beliggende.
Denne regel, som svarer til OECD-modellen, er udvidet med en regel om, at det samme gælder ved afståelse af aktier i et »ejendomsselskab«.
Baggrunden for denne udvidelse er, at fortjeneste ved afståelse af aktier som hovedregel kun kan beskattes i den stat, hvor aktionæren er hjemmehørende, jf. stk. 4.
Uden udvidelsen ville det være muligt at omgå beskatningsreglen om fast ejendom ved at eje fast ejendom i et selskab. Den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, ville i så fald være afskåret fra at beskatte fortjeneste ved afståelse af aktier i ejendomsselskabet, idet beskatningsretten til aktieavancen ligger i den stat, hvor aktionæren er hjemmehørende.
I de tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, direkte eller indirekte ejer fast ejendom i Tyskland, kan Tyskland altså beskatte fortjeneste ved afståelse af ejerskabet. Dette gælder, uanset om personen her i landet direkte ejer fast ejendom i Tyskland, eller han ejer aktier i et tysk selskab, hvis formue (enten direkte eller indirekte gennem besiddelse af aktier eller andre andele i et andet selskab) hovedsageligt består af fast ejendom i Tyskland, eller han ejer aktier i et selskab fra et andet land end Tyskland, hvis formue (enten direkte eller på samme måde indirekte) hovedsageligt består af fast ejendom i Tyskland.
Bestemmelsen er formuleret gensidigt, således at Danmark har en tilsvarende beskatningsret, hvis en person, hjemmehørende i Tyskland, afstår aktier i et selskab, hvis formue enten direkte eller indirekte består af fast ejendom her i landet.
Efter gældende dansk lovgivning er der imidlertid ikke hjemmel til en sådan beskatning.
Artikel 13, stk. 2 - 4 svarer til OECD-modellens regler.
Når et foretagende i et land afstår aktiver i et fast driftssted i det andet land, kan dette andet land beskatte fortjenesten. Tilsvarende gælder, når en person, der er hjemmehørende i et land, afstår aktiver i et fast sted, som den pågældende har haft i det andet land til udøvelse af frit erhverv, jf. stk. 2.
Et foretagendes fortjeneste ved afståelse af skibe og fly, som det har anvendt i international trafik, kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet har sin virkelige ledelse. Det samme gælder fortjeneste ved afståelse af containere, som er anvendt i forbindelse med international skibs- og luftfart, jf. stk. 3.
Fortjeneste ved afhændelse af andre aktiver kan kun beskattes i det land, hvor afhænderen er hjemmehørende. jf. stk. 4.
Som stk. 5 er indsat en bestemmelse om fraflytningsbeskatning af aktier. Efter denne regel kan en stat beskatte en fysisk person, som har været hjemmehørende i denne stat i en periode på mindst 5 år, og som er blevet hjemmehørende i den anden stat, af værdistigning på aktier indtil tidspunktet for flytningen. Når aktierne senere afstås, skal den ny bopælsstat nedsætte sin beskatning under hensyn til den skat, som er betalt i fraflytningsstaten.
Denne regel giver Danmark udtrykkelig ret til at gennemføre reglen i aktieavancebeskatningslovens § 13 a til at beskatte en aktionær, som flytter her fra landet til Tyskland, med den virkning, at når aktionæren senere afstår aktierne, skal Tyskland nedsætte sin beskatning for at undgå dobbeltbeskatning. I disse tilfælde skal reglen i § 13 a, stk. 7, om nedsættelse af den danske fraflytningsbeskatning ved senere afståelse altså ikke anvendes.
Artikel 13
Fortjeneste ved afhændelse af formuegenstande
1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast ejendom som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat. Fortjeneste ved afhændelse af aktier, rettigheder eller en andel i et selskab, enhver anden juridisk person eller et interessentskab, hvis aktiver hovedsagelig består af, eller af rettigheder til, fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, eller af aktier i et selskab, hvis aktiver hovedsagelig består af, eller af rettigheder til, sådan fast ejendom, der er beliggende i en kontraherende stat, kan beskattes i den stat, hvori den faste ejendom er beliggende.
2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller ved afhændelse af rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, herunder også fortjeneste ved afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), eller af et sådant fast sted, kan beskattes i denne anden stat.
3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, af både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe, luftfartøjer eller både, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Artikel 8, stykke 3, skal finde tilsvarende anvendelse.
Med hensyn til fortjeneste oppebåret af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske Luftfartsselskab (DDL).
4. Indkomst eller fortjeneste ved afhændelse af alle andre aktiver end de i stykke 1, 2 og 3 omhandlede kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori afhænderen er hjemmehørende.
5. I tilfælde, hvor en fysisk person, som var hjemmehørende i en kontraherende stat for en periode af mindst 5 år, og som er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 4 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte personen af værdistigning på aktier op til flytningen af hjemsted. Når aktierne efterfølgende afhændes og fortjenesten ved sådan afhændelse bliver beskattet i den anden kontraherende stat i henhold til stykke 4, skal den anden stat indrømme fradrag i skatten af den indkomst for et beløb svarende til den indkomstskat, som var betalt i den førstnævnte stat. Et sådant fradrag skal dog ikke kunne overstige den del af indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er indrømmet, som kan henføres til den indkomst, som kan beskattes i førstnævnte stat i henhold til første sætning i dette stykke.
Artikel 14
Frit erhverv
1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af hans virksomhed. Såfremt han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til dette faste sted.
2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.
Artikel 14
Frit erhverv
1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af hans virksomhed. Såfremt han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til dette faste sted.
2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.
Artikel 14. Frit erhverv
Indkomst fra frit erhverv, som en person (selvstændig ingeniør, arkitekt, advokat, læge mv.) fra det ene land udøver i det andet land, kan beskattes i det andet land under forudsætning af, at den pågældende har et fast sted til sin rådighed i det andet land til udøvelse af det fri erhverv. Bestemmelsen, som følger OECD-modellen, svarer til artikel 7 om erhvervsvirksomhed.
Artikel 14
Frit erhverv
1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af hans virksomhed. Såfremt han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til dette faste sted.
2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.
Artikel 15
Personligt arbejde i tjenesteforhold
1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18, 19 og 20 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt
a) arbejdet er udført i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og
b) vederlaget betales af en arbejdsgiver eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik eller om bord på en båd, der anvendes til transport af indre vandveje, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, modtager vederlag for personligt arbejde udført på et luftfartøj, drevet af Scandinavian Airlines System (SAS) i international trafik, kan et sådant vederlag kun beskattes i Danmark.
4. Bestemmelserne i stykke 2 skal ikke finde anvendelse for vederlag for arbejde inden for rammerne af professionel udlejning af arbejdskraft. I henhold til artikel 43 skal de kompetente myndigheder indgå de nødvendige aftaler for at undgå dobbelt påligning af kildeskatter og for at sikre begge kontraherende staters skattekrav.
Artikel 15
Personligt arbejde i tjenesteforhold
1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18, 19 og 20 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt
a) arbejdet er udført i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og
b) vederlaget betales af en arbejdsgiver eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik eller om bord på en båd, der anvendes til transport af indre vandveje, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, modtager vederlag for personligt arbejde udført på et luftfartøj, drevet af Scandinavian Airlines System (SAS) i international trafik, kan et sådant vederlag kun beskattes i Danmark.
4. Bestemmelserne i stykke 2 skal ikke finde anvendelse for vederlag for arbejde inden for rammerne af professionel udlejning af arbejdskraft. I henhold til artikel 43 skal de kompetente myndigheder indgå de nødvendige aftaler for at undgå dobbelt påligning af kildeskatter og for at sikre begge kontraherende staters skattekrav.
Artikel 15. Personligt arbejde i tjenesteforhold
Bestemmelsen følger OECD-modellen. Hvis en person fra den ene stat (bopælsstaten) udfører lønarbejde i den anden stat (arbejdsstaten), kan arbejdsstaten beskatte lønnen.
Stk. 2 medfører, at lønnen kun kan beskattes i arbejdstagerens bopælsstat (således at arbejdsstaten ikke kan beskatte), hvis arbejdstageren opholder sig i arbejdsstaten i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og lønnen betales af en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i arbejdsstaten, og lønnen ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i arbejdsstaten.
Løn for arbejde ombord på et skib eller et luftfartøj i international trafik kan beskattes i det land, hvor arbejdsgiveren er hjemmehørende, jf. stk. 3.
I stk. 4 er det aftalt, at de begrænsninger, som stk. 2 lægger på arbejdsstatens beskatningsret, ikke gælder for løn for arbejde som led i arbejdsudleje. I disse tilfælde skal de kompetente myndigheder indgå de nødvendige aftaler både for at undgå dobbeltbeskatning og sikre beskatning, jf. artikel 43.
Artikel 15
Personligt arbejde i tjenesteforhold
1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18, 19 og 20 ikke medfører andet, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som oppebæres herfor, beskattes i denne anden stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat, såfremt
a) arbejdet er udført i den anden stat i en periode eller i perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i det pågældende kalenderår, og
b) vederlaget betales af en arbejdsgiver eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
c) vederlaget ikke udredes af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
3. Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik eller om bord på en båd, der anvendes til transport af indre vandveje, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. I tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, modtager vederlag for personligt arbejde udført på et luftfartøj, drevet af Scandinavian Airlines System (SAS) i international trafik, kan et sådant vederlag kun beskattes i Danmark.
4. Bestemmelserne i stykke 2 skal ikke finde anvendelse for vederlag for arbejde inden for rammerne af professionel udlejning af arbejdskraft. I henhold til artikel 43 skal de kompetente myndigheder indgå de nødvendige aftaler for at undgå dobbelt påligning af kildeskatter og for at sikre begge kontraherende staters skattekrav.
Artikel 16
Bestyrelseshonorarer
1. Bestyrelseshonorarer og lignende betalinger, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Løn, gage og andet lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, eller flere sådanne personer i egenskab af funktionær, der efter erhvervslovgivningen er ansvarlig for ledelsen af et selskab, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
Artikel 16
Bestyrelseshonorarer
1. Bestyrelseshonorarer og lignende betalinger, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Løn, gage og andet lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, eller flere sådanne personer i egenskab af funktionær, der efter erhvervslovgivningen er ansvarlig for ledelsen af et selskab, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
Artikel 16. Bestyrelsehonorarer
Når en person, der er hjemmehørende i det ene land, er medlem af bestyrelsen i et selskab, der er hjemmehørende i det andet land, kan dette andet land beskatte bestyrelseshonoraret og lignende betalinger. Denne bestemmelse, som svarer til OECDmodellen, er udvidet med en regel om, at tilsvarende gælder for løn mv. til en funktionær fra det ene land, der efter erhvervslovgivningen er ansvarlig for ledelsen af et selskab i det andet land.
Artikel 16
Bestyrelseshonorarer
1. Bestyrelseshonorarer og lignende betalinger, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Løn, gage og andet lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, eller flere sådanne personer i egenskab af funktionær, der efter erhvervslovgivningen er ansvarlig for ledelsen af et selskab, som er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
Artikel 17
Kunstnere og sportsfolk
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsmand, ved hans virksomhed, udøvet i denne egenskab i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
2. I tilfælde, hvor indkomst ved den virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken kunstnerens eller sportmandens virksomhed udøves.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse for virksomhed fra kunstnere og sportsfolk, hvis deres besøg i en kontraherende stat udelukkende eller i væsentligt omfang direkte eller indirekte er støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat.
Artikel 17
Kunstnere og sportsfolk
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsmand, ved hans virksomhed, udøvet i denne egenskab i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
2. I tilfælde, hvor indkomst ved den virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken kunstnerens eller sportmandens virksomhed udøves.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse for virksomhed fra kunstnere og sportsfolk, hvis deres besøg i en kontraherende stat udelukkende eller i væsentligt omfang direkte eller indirekte er støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat.
Artikel 17. Kunstnere og sportsfolk
Når en kunstner eller sportsmand, der er hjemmehørende i den ene stat, udøver virksomhed i denne egenskab i den anden stat (kildestaten), kan kildestaten beskatte vederlaget herfor (stk. 1). Hvis vederlaget tilfalder en anden end kunstneren eller sportsmanden selv - typisk et selskab, ejet af den pågældende - kan vederlaget også beskattes i kildestaten (stk. 2).
Det skal bemærkes, at der ikke er hjemmel i dansk skattelovgivning til at beskatte kunstnere eller sportsfolk, der ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, af vederlag for optræden her i landet.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2, som svarer til OECD-modellen, suppleres med en regel i stk. 3, hvorefter reglerne om kildestatsbeskatning ikke gælder, når den pågældende kunstners eller sportsmands besøg i kildestaten i væsentligt omfang direkte eller indirekte er støttet af offentlige midler fra bopælsstaten.
Artikel 17
Kunstnere og sportsfolk
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, eller som sportsmand, ved hans virksomhed, udøvet i denne egenskab i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
2. I tilfælde, hvor indkomst ved den virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken kunstnerens eller sportmandens virksomhed udøves.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse for virksomhed fra kunstnere og sportsfolk, hvis deres besøg i en kontraherende stat udelukkende eller i væsentligt omfang direkte eller indirekte er støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat.
Artikel 18
Pensioner og lignende betalinger
1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og lignende betalinger, der udbetales for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan betalinger, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer i henhold til sociallovgivningen i den anden kontraherende stat, kun beskattes i denne anden stat.
3. Pensioner og andre periodiske eller ikke-periodiske betalinger, som en kontraherende stat eller en anden juridisk person under denne stats offentligretlige eller privatretlige lovgivning yder som godtgørelse for skade, der er opstået som følge af krigshandlinger eller politisk forfølgelse, kan kun beskattes i denne stat.
4. For så vidt angår en fysisk person, som var hjemmehørende i en kontraherende stat og som er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 1 eller artikel 21 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, andre lignende betalinger og livrenter, som tilfalder en sådan fysisk person fra den førstnævnte stat, med mindre en sådan fysisk person blev hjemmehørende i den anden stat, før denne overenskomst trådte i kraft.
5. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.
6. Underholdsbidrag og andre tilsvarende ydelser, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat. Ved fastsættelsen af skattepligtig indkomst for en fysisk person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, skal der indrømmes fradrag for underholdsbidrag og lignende beløb, som er betalt til en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark, med det beløb, som ville være indrømmet, hvis den sidstnævnte person var omfattet af fuld skattepligt til Forbundsrepublikken Tyskland.
Artikel 18
Pensioner og lignende betalinger
1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og lignende betalinger, der udbetales for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan betalinger, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer i henhold til sociallovgivningen i den anden kontraherende stat, kun beskattes i denne anden stat.
3. Pensioner og andre periodiske eller ikke-periodiske betalinger, som en kontraherende stat eller en anden juridisk person under denne stats offentligretlige eller privatretlige lovgivning yder som godtgørelse for skade, der er opstået som følge af krigshandlinger eller politisk forfølgelse, kan kun beskattes i denne stat.
4. For så vidt angår en fysisk person, som var hjemmehørende i en kontraherende stat og som er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 1 eller artikel 21 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, andre lignende betalinger og livrenter, som tilfalder en sådan fysisk person fra den førstnævnte stat, med mindre en sådan fysisk person blev hjemmehørende i den anden stat, før denne overenskomst trådte i kraft.
5. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.
6. Underholdsbidrag og andre tilsvarende ydelser, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat. Ved fastsættelsen af skattepligtig indkomst for en fysisk person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, skal der indrømmes fradrag for underholdsbidrag og lignende beløb, som er betalt til en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark, med det beløb, som ville være indrømmet, hvis den sidstnævnte person var omfattet af fuld skattepligt til Forbundsrepublikken Tyskland.
Artikel 18. Pensioner og lignende betalinger
Bestemmelserne i artikel 18 afviger i væsentligt omfang fra OECD-modellen.
Stk. 1 bestemmer, at pension mv., som betales til en person i forbindelse med tidligere ansættelse, kun kan beskattes i den stat, hvor personen er hjemmehørende (bopælsstatsbeskatning). Dette gælder dog ikke for tjenestemandspensioner, som omhandlet i artikel 19, stk. 2.
Stk. 2 bestemmer, at sociale pensioner mv. kun kan beskattes i den stat, hvorfra de udbetales (kildestatsbeskatning). Dette stykke omfatter også udbetalinger fra lovpligtig socialforsikring, som fx ATP og Bundesversicherungsanstalt fur Angestellte.
Stk. 3 bestemmer tilsvarende, at pensioner mv. som godtgørelse for skade som følge af krigshandlinger eller politisk forfølgelse, kun kan beskattes i det land, hvorfra de udbetales (kildestatsbeskatning).
Efter stk. 4 har en stat ret til at beskatte en person, som var hjemmehørende i denne stat, og som er blevet hjemmehørende i den anden stat, af private pensioner fra kilder i den førstnævnte stat. Baggrunden for denne bestemmelse er et dansk ønske om ret til at beskatte fraflyttede personer, som - mens de var hjemmehørende i Danmark - har fået fradrag ved dansk beskatning for indbetalinger til en dansk pensionsordning, når de senere - efter at være flyttet til Tyskland - får udbetalingerne fra ordningen.
Reglen om kildestatsbeskatning af private pensioner for fraflyttede personer skal dog ikke gælde for personer, som allerede inden den ny overenskomsts ikrafttræden er blevet hjemmehørende i den anden stat end den, hvorfra pensionen udbetales.
Efter stk. 6 kan underholdsbidrag og andre tilsvarende ydelser kun beskattes i den stat, hvor modtageren er hjemmehørende. Reglen suppleres med en bestemmelse om tysk fradragsret for underholdsbidrag mv., som en person, der er hjemmehørende i Tyskland, betaler til en person, der er hjemmehørende i Danmark. Baggrunden er, at efter de tyske regler giver Tyskland kun fradrag for underholdsbidrag, hvis modtageren er hjemmehørende i Tyskland.
Artikel 18
Pensioner og lignende betalinger
1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke medfører andet, kan pensioner og lignende betalinger, der udbetales for tidligere personligt arbejde i tjenesteforhold til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan betalinger, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer i henhold til sociallovgivningen i den anden kontraherende stat, kun beskattes i denne anden stat.
3. Pensioner og andre periodiske eller ikke-periodiske betalinger, som en kontraherende stat eller en anden juridisk person under denne stats offentligretlige eller privatretlige lovgivning yder som godtgørelse for skade, der er opstået som følge af krigshandlinger eller politisk forfølgelse, kan kun beskattes i denne stat.
4. For så vidt angår en fysisk person, som var hjemmehørende i en kontraherende stat og som er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal stykke 1 eller artikel 21 ikke berøre den førstnævnte stats ret til i henhold til dens nationale lovgivning at beskatte pensioner, andre lignende betalinger og livrenter, som tilfalder en sådan fysisk person fra den førstnævnte stat, med mindre en sådan fysisk person blev hjemmehørende i den anden stat, før denne overenskomst trådte i kraft.
5. Udtrykket »livrente« betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi.
6. Underholdsbidrag og andre tilsvarende ydelser, der hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat. Ved fastsættelsen af skattepligtig indkomst for en fysisk person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, skal der indrømmes fradrag for underholdsbidrag og lignende beløb, som er betalt til en fysisk person, der er hjemmehørende i Danmark, med det beløb, som ville være indrømmet, hvis den sidstnævnte person var omfattet af fuld skattepligt til Forbundsrepublikken Tyskland.
Artikel 19
Offentlige hverv
1. Vederlag - undtagen pensioner - der udbetales af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater til en fysisk person for udførelse af hverv, kan kun beskattes i denne stat. Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, hvis den fysiske person er hjemmehørende i denne stat og ikke er statsborger i den førstnævnte stat, og den førstnævnte stat ikke i henhold til dens lovgivning har hjemmel til at påligne den i første sætning omhandlede skat.
2. Pensioner, som udbetales af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater til en fysisk person for tidligere udførelse af hverv, kan kun beskattes i denne stat.
3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater.
4. Stykke 1 og, i tilfælde af litra a) nedenfor, stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse for beløb, som er betalt
a) for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland af »Deutsche Post AG«, »Deutsche Postbank AG«, »Deutsche Telekom AG«, og »Deutsche Bundesbahn AG«, til tjenestemænd, så vel som beløb betalt af den tyske centralbank (»Deutsche Bundesbank«), og for så vidt angår Danmark af Post- og Telegrafvæsenet, Danske Statsbaner og Danmarks Nationalbank;
b) af eller på vegne af det tyske Goethe Institut eller Det Danske Kulturinstitut, så vel som andre lignende eller tilsvarende institutioner, som bestemmes af de kontraherende staters kompetente myndigheder, for hverv udført for disse institutioner;
c) som et udligningstillæg fra offentlige midler i en kontraherende stat til lærer-personale, som er midlertidigt ansat i den anden kontraherende stat, og for sådanne beløb, som betales direkte eller indirekte fra offentlige midler af institutioner, som bestemmes af de kontraherende staters kompetente myndigheder.
I tilfælde, hvor sådanne beløb ikke er skattepligtige i den kontraherende stat, hvorfra de er betalt, skal bestemmelserne i artikel 15 finde anvendelse.
Artikel 19
Offentlige hverv
1. Vederlag - undtagen pensioner - der udbetales af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater til en fysisk person for udførelse af hverv, kan kun beskattes i denne stat. Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, hvis den fysiske person er hjemmehørende i denne stat og ikke er statsborger i den førstnævnte stat, og den førstnævnte stat ikke i henhold til dens lovgivning har hjemmel til at påligne den i første sætning omhandlede skat.
2. Pensioner, som udbetales af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater til en fysisk person for tidligere udførelse af hverv, kan kun beskattes i denne stat.
3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater.
4. Stykke 1 og, i tilfælde af litra a) nedenfor, stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse for beløb, som er betalt
a) for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland af »Deutsche Post AG«, »Deutsche Postbank AG«, »Deutsche Telekom AG«, og »Deutsche Bundesbahn AG«, til tjenestemænd, så vel som beløb betalt af den tyske centralbank (»Deutsche Bundesbank«), og for så vidt angår Danmark af Post- og Telegrafvæsenet, Danske Statsbaner og Danmarks Nationalbank;
b) af eller på vegne af det tyske Goethe Institut eller Det Danske Kulturinstitut, så vel som andre lignende eller tilsvarende institutioner, som bestemmes af de kontraherende staters kompetente myndigheder, for hverv udført for disse institutioner;
c) som et udligningstillæg fra offentlige midler i en kontraherende stat til lærer-personale, som er midlertidigt ansat i den anden kontraherende stat, og for sådanne beløb, som betales direkte eller indirekte fra offentlige midler af institutioner, som bestemmes af de kontraherende staters kompetente myndigheder.
I tilfælde, hvor sådanne beløb ikke er skattepligtige i den kontraherende stat, hvorfra de er betalt, skal bestemmelserne i artikel 15 finde anvendelse.
Artikel 19. Offentlige hverv
Vederlag mv., der udbetales af en stat, et tysk »Land«, eller et amt eller en kommune mv., for hverv udført for denne stat mv. kan kun beskattes i denne stat (kildestatsbeskatning), jf. stk. 1.
Der er dog indsat en regel om, at vederlaget alligevel kan beskattes i den stat, hvor modtageren af vederlaget er hjemmehørende (bopælsstaten), hvis vederlaget ikke kan beskattes i kildestaten efter denne stats lovgivning. Dette gælder dog kun, hvis modtageren af vederlaget ikke er statsborger i kildestaten.
Efter stk. 2 kan pension, som udbetales af en stat mv. i forbindelse med tidligere varetagelse af hverv for denne stat mv., kun beskattes i denne stat.
Reglerne i stk. 1 og 2 gælder dog ikke for vederlag og pensioner, der udbetales for varetagelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en af de to stater mv. I så fald bestemmer stk. 3, at de almindelige bestemmelser i artikel 15, 16 eller 18 skal anvendes.
Stk. 4 bestemmer, at stk. 1 og 2 om kildestatsbeskatning af vederlag og pension i forbindelse med udførelse af hverv for en kontraherende stat mv. skal dog alligevel gælde for beløb udbetalt af visse institutioner inden for den pågældende stat mv. Hvis kildestaten ikke kan beskatte vederlaget, skal de almindelige bestemmelser i artikel 15 anvendes.
Det gælder for vederlag og pension udbetalt af for Danmarks vedkommende Post- og Telegrafvæsenet, DSB og Nationalbanken. Det samme skal gælde for vederlag, som udbetales af Det Danske Kulturinstitut i Tyskland (eller det tyske Goethe Institut i Danmark), samt andre tilsvarende institutioner, som de to landes kompetente myndigheder bliver enige om. Endeligt skal det gælde for vederlag, der udbetales som udligningsbeløb fra offentlige midler i den ene stat til lærerpersonale, som er midlertidigt ansat i den anden stat.
Artikel 19
Offentlige hverv
1. Vederlag - undtagen pensioner - der udbetales af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater til en fysisk person for udførelse af hverv, kan kun beskattes i denne stat. Sådant vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, hvis den fysiske person er hjemmehørende i denne stat og ikke er statsborger i den førstnævnte stat, og den førstnævnte stat ikke i henhold til dens lovgivning har hjemmel til at påligne den i første sætning omhandlede skat.
2. Pensioner, som udbetales af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater til en fysisk person for tidligere udførelse af hverv, kan kun beskattes i denne stat.
3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16 og 18 skal finde anvendelse på vederlag og pensioner, der udbetales for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat, en enkeltstat (»Land«), en politisk underafdeling eller lokal myndighed eller en anden juridisk person under den offentligretlige lovgivning i en af de to stater.
4. Stykke 1 og, i tilfælde af litra a) nedenfor, stykke 1 og 2 skal også finde anvendelse for beløb, som er betalt
a) for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland af »Deutsche Post AG«, »Deutsche Postbank AG«, »Deutsche Telekom AG«, og »Deutsche Bundesbahn AG«, til tjenestemænd, så vel som beløb betalt af den tyske centralbank (»Deutsche Bundesbank«), og for så vidt angår Danmark af Post- og Telegrafvæsenet, Danske Statsbaner og Danmarks Nationalbank;
b) af eller på vegne af det tyske Goethe Institut eller Det Danske Kulturinstitut, så vel som andre lignende eller tilsvarende institutioner, som bestemmes af de kontraherende staters kompetente myndigheder, for hverv udført for disse institutioner;
c) som et udligningstillæg fra offentlige midler i en kontraherende stat til lærer-personale, som er midlertidigt ansat i den anden kontraherende stat, og for sådanne beløb, som betales direkte eller indirekte fra offentlige midler af institutioner, som bestemmes af de kontraherende staters kompetente myndigheder.
I tilfælde, hvor sådanne beløb ikke er skattepligtige i den kontraherende stat, hvorfra de er betalt, skal bestemmelserne i artikel 15 finde anvendelse.
Artikel 20
Studerende
Beløb, som en studerende, erhvervspraktikant eller lærling, som er eller umiddelbart før besøget i en kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i den førstnævnte stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.
Artikel 20
Studerende
Beløb, som en studerende, erhvervspraktikant eller lærling, som er eller umiddelbart før besøget i en kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i den førstnævnte stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.
Artikel 20. Studerende
Når en studerende, erhvervspraktikant eller lærling, som var hjemmehørende i den ene stat, tager ophold i den anden stat (studiestaten) alene i studie- eller uddannelsesøjemed, kan studiestaten ikke beskatte beløb, som den pågældende modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse fra kilder uden for studiestaten.
Artikel 20
Studerende
Beløb, som en studerende, erhvervspraktikant eller lærling, som er eller umiddelbart før besøget i en kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til sit underhold, sit studium eller sin uddannelse, skal ikke beskattes i den førstnævnte stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.
Artikel 21
Andre indkomster
1. Indkomster, der oppebæres af en i en kontraherende stat hjemmehørende person, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 3, stykke 1, litra f), såfremt den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
Artikel 21
Andre indkomster
1. Indkomster, der oppebæres af en i en kontraherende stat hjemmehørende person, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 3, stykke 1, litra f), såfremt den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
Artikel 21. Andre indkomster
Stk. 1 medfører, at indkomst, som ikke er omtalt i de forudgående artikler, som hovedregel kun kan beskattes i den stat, hvor indkomstmodtageren er hjemmehørende.
Dette gælder dog ikke, hvis indkomsten kan henføres til et fast driftssted eller et fast sted i den anden stat.
Det er vigtigt, at artikel 21 ikke kun gælder for indkomst fra Danmark eller Tyskland, men også gælder for indkomst fra tredjelande.
Artikel 21
Andre indkomster
1. Indkomster, der oppebæres af en i en kontraherende stat hjemmehørende person, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på anden indkomst end indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 3, stykke 1, litra f), såfremt den i en kontraherende stat hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et der beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne henholdsvis i artikel 7 eller i artikel 14 finde anvendelse.
Artikel 22
Formue
1. Fast ejendom, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
3. Skibe og luftfartøjer, der anvendes i international trafik, både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, samt rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe, luftfartøjer og både, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Artikel 8, stykke 3, skal finde tilsvarende anvendelse. Med hensyn til formue i det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske luftfartsselskab (DDL).
4. Al anden formue tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat.
Artikel 22
Formue
1. Fast ejendom, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
3. Skibe og luftfartøjer, der anvendes i international trafik, både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, samt rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe, luftfartøjer og både, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Artikel 8, stykke 3, skal finde tilsvarende anvendelse. Med hensyn til formue i det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske luftfartsselskab (DDL).
4. Al anden formue tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat.
Artikel 22. Formue
Reglerne i artikel 22 om retten til at formuebeskatte aktiver følger generelt reglerne om retten til indkomstbeskatning af de pågældende aktiver (ligesom reglerne i artikel 13 om beskatningsretten til fortjeneste ved afhændelse af formuegenstande).
Formue bestående af fast ejendom kan formuebeskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.
Formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted eller et fast sted, kan formuebeskattes i den stat, hvor det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.
Formue bestående af skibe eller lufttfartøjer, som et foretagende anvender i international trafik, kan formuebeskattes i den stat, hvor foretagendet har sin virkelige ledelse. Det samme gælder for containere, som et foretagende anvender i forbindelse med international skibs- eller luftfart.
Alle andre formuegoder kan kun formuebeskattes i den stat, hvor ejeren er hjemmehørende.
Artikel 22
Formue
1. Fast ejendom, som ejes af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Rørlig formue, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, eller rørlig formue, der hører til et fast sted, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, har til rådighed til udøvelse af frit erhverv i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
3. Skibe og luftfartøjer, der anvendes i international trafik, både, der anvendes ved transport ad indre vandveje, samt rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe, luftfartøjer og både, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Artikel 8, stykke 3, skal finde tilsvarende anvendelse. Med hensyn til formue i det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS) skal bestemmelserne i dette stykke kun finde anvendelse på den del af formuen, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af den danske partner i Scandinavian Airlines System (SAS), Det Danske luftfartsselskab (DDL).
4. Al anden formue tilhørende en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat.
Artikel 23
Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 5 og 14 skal en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter i den anden kontraherende stat, med hensyn til denne virksomhed anses for at udøve virksomhed i denne anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted eller fast sted.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden er udøvet i en periode eller perioder, der sammenlagt ikke overstiger 30 dage i en 12 måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, til hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, skal boreplatform-virksomhed udøvet uden for kysten kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden er udøvet i en periode eller perioder, der sammenlagt overstiger 365 dage inden for en 18 måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, til hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
4. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, kan fortjeneste, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved transport med skib eller luftfartøj af forsyninger eller mandskab til et sted, hvor der i den anden kontraherende stat drives virksomhed uden for kysten i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, eller ved drift af bugserbåde og lignende fartøjer i forbindelse med sådan virksomhed, kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
5. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, som omhandlet i stykke 4, skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stykke 3.
6. Uanset bestemmelserne i artikel 13, skal kapitalgevinst på boreplatforme anvendt i forbindelse med den i stykke 3 nævnte virksomhed, som anses for oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, når boreplatform-virksomheden ophører med at være skattepligtig i den anden kontraherende stat, være fritaget for beskatning i denne anden stat. Ved anvendelsen af dette stykke betyder udtrykket »kapitalgevinst« det beløb, hvormed markedsværdien på tidspunktet for overførslen overstiger restværdien på dette tidspunkt forhøjet med enhver foretagen nedskrivning.
Artikel 23
Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 5 og 14 skal en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter i den anden kontraherende stat, med hensyn til denne virksomhed anses for at udøve virksomhed i denne anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted eller fast sted.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden er udøvet i en periode eller perioder, der sammenlagt ikke overstiger 30 dage i en 12 måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, til hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, skal boreplatform-virksomhed udøvet uden for kysten kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden er udøvet i en periode eller perioder, der sammenlagt overstiger 365 dage inden for en 18 måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, til hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
4. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, kan fortjeneste, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved transport med skib eller luftfartøj af forsyninger eller mandskab til et sted, hvor der i den anden kontraherende stat drives virksomhed uden for kysten i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, eller ved drift af bugserbåde og lignende fartøjer i forbindelse med sådan virksomhed, kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
5. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, som omhandlet i stykke 4, skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stykke 3.
6. Uanset bestemmelserne i artikel 13, skal kapitalgevinst på boreplatforme anvendt i forbindelse med den i stykke 3 nævnte virksomhed, som anses for oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, når boreplatform-virksomheden ophører med at være skattepligtig i den anden kontraherende stat, være fritaget for beskatning i denne anden stat. Ved anvendelsen af dette stykke betyder udtrykket »kapitalgevinst« det beløb, hvormed markedsværdien på tidspunktet for overførslen overstiger restværdien på dette tidspunkt forhøjet med enhver foretagen nedskrivning.
Artikel 23. Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter
Bestemmelsen regulerer beskatningen af indtægt ved kulbrintevirksomhed.
Bestemmelsen regulerer således Danmarks ret til at gennemføre kulbrinteskattelovens regler om indkomstskattepligt over for personer og selskaber, der er hjemmehørende i Tyskland, og som erhverver indtægt i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning eller udvinding af kulbrinter og dertil knyttet virksomhed her i landet.
Stk. 1 bestemmer, at en person, som er hjemmehørende i den ene stat, og som udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter i den anden stat, anses for at udøve denne virksomhed gennem et fast driftssted eller et fast sted i den anden stat. Når en person fra den ene stat udøver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted eller fast sted i den anden stat (kildestaten), kan kildestaten beskatte indkomsten fra virksomheden efter de sædvanlige regler i henholdsvis artikel 7 eller 14.
Efter stk. 2 anses der dog alligevel ikke at foreligge et fast driftssted eller fast sted, hvis virksomheden udøves i en eller flere perioder på ialt op til 30 dage i en 12 måneders periode. Forbundne foretagenders virksomhed lægges sammen for at undgå misbrug af tidsbegræsningen. Formålet er at holde småaktiviteter ude.
Stk. 3 medfører, at virksomhed med borerigge off shore ikke anses for at danne fast driftssted, hvis virksomheden udøves i en eller flere perioder på ialt op til 365 dage i en 18 måneders periode. Forbundne foretagenders virksomhed lægges sammen. Bestemmelsen skal ses som en parallel til artikel 5, stk. 3, hvorefter bygge- og anlægsvirksomhed først danner fast driftssted, hvis det varer mere end 12 måneder.
Et foretagendes fortjeneste ved supply-virksomhed med skib eller luftfartøj til et sted off shore, hvor der foretages forundersøgelse, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet har sin virkelige ledelse, jf. stk. 4. Dette medfører altså, at al supply behandles efter samme regler, som efter artikel 8 gælder for international skibs- og luftfart.
I tilknytning hertil er det bestemt i stk. 5, at medarbejdere på supplyskibe og -luftfartøjer skal behandles efter reglerne i artikel 15, stk. 3, om medarbejdere på skibe eller luftfartøjer i international trafik. Dette medfører, at lønnen kan beskattes i det land, hvor arbejdsgiveren har sin virkelige ledelse.
I stk. 6 er en specialregel om flytning af mobile borerigge, som et foretagende, der er hjemmehørende i den ene stat, anvender i et fast driftssted i den anden stat (kildestaten). Baggrunden er, at efter artikel 13, stk. 2, må kildestaten beskatte fortjeneste ved afståelse af aktiver i et fast driftssted i kildestaten. I OECD's bemærkningerne til artikel 13, stk. 2, er det nævnt, at kildestaten må beskatte efter samme regler som ved afståelse, når aktiver i et fast drifssted flyttes ud af kildestaten.
Stk. 6 medfører, at kildestaten alligevel ikke må beskatte en urealiseret fortjeneste, som kan beregnes, når en borerig flyttes ud af kildestaten. Dog må kildestaten beskatte genvundne afskrivninger.
Artikel 23
Virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 5 og 14 skal en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat og udøver virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter i den anden kontraherende stat, med hensyn til denne virksomhed anses for at udøve virksomhed i denne anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted eller fast sted.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor virksomheden er udøvet i en periode eller perioder, der sammenlagt ikke overstiger 30 dage i en 12 måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, til hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, skal boreplatform-virksomhed udøvet uden for kysten kun udgøre et fast driftssted, hvis virksomheden er udøvet i en periode eller perioder, der sammenlagt overstiger 365 dage inden for en 18 måneders periode. Ved anvendelsen af dette stykke skal imidlertid virksomhed, udøvet af et foretagende, der er forbundet med et andet foretagende som omhandlet i artikel 9, anses som udøvet af det foretagende, til hvilket det er forbundet, hvis den pågældende virksomhed er væsentlig den samme som den, der udøves af det sidstnævnte foretagende.
4. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, kan fortjeneste, der oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved transport med skib eller luftfartøj af forsyninger eller mandskab til et sted, hvor der i den anden kontraherende stat drives virksomhed uden for kysten i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter, eller ved drift af bugserbåde og lignende fartøjer i forbindelse med sådan virksomhed, kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
5. Gage, løn og andre lignende vederlag, som en fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, som omhandlet i stykke 4, skal beskattes i overensstemmelse med artikel 15, stykke 3.
6. Uanset bestemmelserne i artikel 13, skal kapitalgevinst på boreplatforme anvendt i forbindelse med den i stykke 3 nævnte virksomhed, som anses for oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, når boreplatform-virksomheden ophører med at være skattepligtig i den anden kontraherende stat, være fritaget for beskatning i denne anden stat. Ved anvendelsen af dette stykke betyder udtrykket »kapitalgevinst« det beløb, hvormed markedsværdien på tidspunktet for overførslen overstiger restværdien på dette tidspunkt forhøjet med enhver foretagen nedskrivning.
Artikel 24
Undgåelse af dobbeltbeskatning
1. For så vidt angår en person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, bestemmes beskatningen efter følgende regler
a) Såfremt bestemmelserne i litra b) ikke finder anvendelse, skal der fra grundlaget for tysk skat undtages indkomst fra Danmark og i Danmark beliggende formuegoder, som i henhold til denne overenskomst kan beskattes i Danmark. Forbundsrepublikken Tyskland forbeholder sig dog retten til at tage hensyn til den således undtagne indkomst eller formuegode ved fastsættelsen af skattesatsen.
Med hensyn til udbytte skal de foranstående bestemmelser kun finde anvendelse, når udbyttet er betalt til et selskab, som er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, af et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og hvori mindst 10 pct. af kapitalen er direkte ejet af det tyske selskab.
For så vidt angår formueskatter, skal der fra grundlaget for tysk skat ligeledes undtages enhver aktiebeholdning, hvoraf udbytter, såfremt sådanne betales, i henhold til den umiddelbart foranstående sætning ville være undtaget fra beskatningsgrundlaget.
b) Under forbehold for de tyske skatteregler om fradrag for udenlandsk skat, skal der indrømmes fradrag i tysk indkomstskat for dansk skat, som er betalt i henhold til lovgivningen og i overensstemmelse med denne overenskomst af følgende typer af indkomst
aa) udbytte, som ikke er omfattet af litra a);
bb) indkomst, som kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 13, stykke 1, anden sætning, artikel 15, stykke 4, artikel 16, artikel 17, artikel 18, stykke 4, og artikel 23.
c) Når et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, udlodder indkomst, som er oppebåret fra kilder i Danmark, skal litra a) og b) ikke udelukke en kompenserende påligning af selskabsskat på sådanne udlodninger i henhold til bestemmelserne i skattelovgivningen i Forbundsrepublikken Tyskland.
2. Dobbeltbeskatning skal undgås således i Danmark
a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, skal Danmark, såfremt bestemmelserne i litra f) ikke medfører andet, indrømme
aa) fradrag i denne persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat (herunder den del af eventuel erhvervsskat, som falder på indtægten), som er betalt i Forbundsrepublikken Tyskland;
bb) fradrag i denne persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat (herunder den del af eventuel erhvervsskat, som falder på formuen), som er betalt i Forbundsrepublikken Tyskland.
b) Et sådant fradrag skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet før sådant fradrag, der svarer til henholdsvis den indkomst eller den formue, som kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland.
c) Såfremt bestemmelserne i litra d) ikke medfører andet, skal udbytte, udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttebetalende selskab, være fritaget for dansk skat.
d) Bestemmelserne i litra c) skal kun finde anvendelse i det omfang,
aa) indkomsten, hvoraf udbytterne er betalt, har været omfattet af den almindelige selskabsbeskatning i Forbundsrepublikken Tyskland, eller af en skat i Forbundsrepublikken Tyskland eller i en anden stat, som kan sammenlignes med dansk skat; eller
bb) det, for så vidt angår udbytter, betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, drejer sig om udbytter, som vedrører aktier eller andre rettigheder i et selskab, der er hjemmehørende i en tredje stat, og som ville være fritaget for dansk skat, hvis disse aktier eller rettigheder var ejet direkte af det selskab, der er hjemmehørende i Danmark.
e) For så vidt angår udbytter, betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som ejer direkte eller indirekte mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttebetalende selskab, skal der, hvis udbytterne ikke er fritaget for dansk skat i henhold til bestemmelserne i litra c), ved beregningen af fradrag tages hensyn til den tyske skat (herunder den del af erhvervsskatten, som falder på indtægten), som skal svares af det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste, hvoraf udbytterne er betalt.
f) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, eller som i henhold til bestemmelsen i artikel 15, stykke 1 og 3, kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal indrømme fradrag i indkomstskatten eller formueskatten med den del af indkomstskatten eller formueskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra, eller formue, der ejes i Forbundsrepublikken Tyskland.
g) For indkomst, der kan beskattes i Tyskland i henhold til artikel 15, stykke 1 og 3, skal bestemmelserne i litra f) kun finde anvendelse i tilfælde, hvor der for de kompetente myndigheder i Danmark forelægges dokumentbevis for, at der er taget skridt til betaling af tysk skat på denne indkomst.
3. Ved anvendelsen af denne overenskomst skal fortjeneste eller indkomst for en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, anses for at hidrøre fra kilder i den anden kontraherende stat, hvis de er beskattet i den anden kontraherende stat i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst.
Artikel 24
Undgåelse af dobbeltbeskatning
1. For så vidt angår en person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, bestemmes beskatningen efter følgende regler
a) Såfremt bestemmelserne i litra b) ikke finder anvendelse, skal der fra grundlaget for tysk skat undtages indkomst fra Danmark og i Danmark beliggende formuegoder, som i henhold til denne overenskomst kan beskattes i Danmark. Forbundsrepublikken Tyskland forbeholder sig dog retten til at tage hensyn til den således undtagne indkomst eller formuegode ved fastsættelsen af skattesatsen.
Med hensyn til udbytte skal de foranstående bestemmelser kun finde anvendelse, når udbyttet er betalt til et selskab, som er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, af et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og hvori mindst 10 pct. af kapitalen er direkte ejet af det tyske selskab.
For så vidt angår formueskatter, skal der fra grundlaget for tysk skat ligeledes undtages enhver aktiebeholdning, hvoraf udbytter, såfremt sådanne betales, i henhold til den umiddelbart foranstående sætning ville være undtaget fra beskatningsgrundlaget.
b) Under forbehold for de tyske skatteregler om fradrag for udenlandsk skat, skal der indrømmes fradrag i tysk indkomstskat for dansk skat, som er betalt i henhold til lovgivningen og i overensstemmelse med denne overenskomst af følgende typer af indkomst
aa) udbytte, som ikke er omfattet af litra a);
bb) indkomst, som kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 13, stykke 1, anden sætning, artikel 15, stykke 4, artikel 16, artikel 17, artikel 18, stykke 4, og artikel 23.
c) Når et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, udlodder indkomst, som er oppebåret fra kilder i Danmark, skal litra a) og b) ikke udelukke en kompenserende påligning af selskabsskat på sådanne udlodninger i henhold til bestemmelserne i skattelovgivningen i Forbundsrepublikken Tyskland.
2. Dobbeltbeskatning skal undgås således i Danmark
a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, skal Danmark, såfremt bestemmelserne i litra f) ikke medfører andet, indrømme
aa) fradrag i denne persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat (herunder den del af eventuel erhvervsskat, som falder på indtægten), som er betalt i Forbundsrepublikken Tyskland;
bb) fradrag i denne persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat (herunder den del af eventuel erhvervsskat, som falder på formuen), som er betalt i Forbundsrepublikken Tyskland.
b) Et sådant fradrag skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet før sådant fradrag, der svarer til henholdsvis den indkomst eller den formue, som kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland.
c) Såfremt bestemmelserne i litra d) ikke medfører andet, skal udbytte, udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttebetalende selskab, være fritaget for dansk skat.
d) Bestemmelserne i litra c) skal kun finde anvendelse i det omfang,
aa) indkomsten, hvoraf udbytterne er betalt, har været omfattet af den almindelige selskabsbeskatning i Forbundsrepublikken Tyskland, eller af en skat i Forbundsrepublikken Tyskland eller i en anden stat, som kan sammenlignes med dansk skat; eller
bb) det, for så vidt angår udbytter, betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, drejer sig om udbytter, som vedrører aktier eller andre rettigheder i et selskab, der er hjemmehørende i en tredje stat, og som ville være fritaget for dansk skat, hvis disse aktier eller rettigheder var ejet direkte af det selskab, der er hjemmehørende i Danmark.
e) For så vidt angår udbytter, betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som ejer direkte eller indirekte mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttebetalende selskab, skal der, hvis udbytterne ikke er fritaget for dansk skat i henhold til bestemmelserne i litra c), ved beregningen af fradrag tages hensyn til den tyske skat (herunder den del af erhvervsskatten, som falder på indtægten), som skal svares af det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste, hvoraf udbytterne er betalt.
f) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, eller som i henhold til bestemmelsen i artikel 15, stykke 1 og 3, kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal indrømme fradrag i indkomstskatten eller formueskatten med den del af indkomstskatten eller formueskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra, eller formue, der ejes i Forbundsrepublikken Tyskland.
g) For indkomst, der kan beskattes i Tyskland i henhold til artikel 15, stykke 1 og 3, skal bestemmelserne i litra f) kun finde anvendelse i tilfælde, hvor der for de kompetente myndigheder i Danmark forelægges dokumentbevis for, at der er taget skridt til betaling af tysk skat på denne indkomst.
3. Ved anvendelsen af denne overenskomst skal fortjeneste eller indkomst for en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, anses for at hidrøre fra kilder i den anden kontraherende stat, hvis de er beskattet i den anden kontraherende stat i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst.
Artikel 24. Undgåelse af dobbeltbeskatning
Bestemmelsen fastlægger den metode, som Danmark henholdsvis Tyskland skal anvende til at lempe dobbeltbeskatning, når en person eller et selskab, der er hjemmehørende i det pågældende land, modtager indkomst fra det andet land og indkomsten kan beskattes i det andet land (den såkaldte metodebestemmelse).
Stk. 1 angår den tyske metodebestemmelse, når en person, der er hjemmehørende i Tyskland, modtager indkomst fra Danmark eller ejer formue i Danmark, som kan beskattes i Danmark.
Hovedreglen i litra a er, at når indkomst fra Danmark eller formue i Danmark efter bestemmelserne i artikel 6 - 23 kan beskattes i Danmark, undtager Tyskland indkomsten eller formuen fra det tyske beskatningsgrundlag. Tyskland forbeholder sig dog ret til at tage hensyn til denne indkomst eller formue ved fastsættelsen af skattesatsen for anden indkomst og formue.
Undtagelsen i litra b medfører, at Tyskland i nogle tilfælde medtager indkomst fra Danmark eller formue i Danmark ved tysk beskatning, men giver credit for dansk skat. Dette gælder for udbytter af aktier i danske selskaber (bortset fra moder/datterselskabsforhold), samt indkomst, som kan beskattes i Danmark efter artikel 13, stk. 1, 2. pkt. (ejendomsselskaber), artikel 15, stk. 4, (løn i arbejdsudleje-tilfælde), artikel 16 (bestyrelseshonorarer), artikel 17 (kunstnere og sportsfolk), artikel 18, stk. 4 (private pensioner) og artikel 23 (indkomst ved kulbrintevirksomhed).
Uanset reglerne i litra a og b om tysk skattefritagelse, henholdsvis nedsættelse af tysk skat for dansk skat af indkomst fra Danmark, forbeholder Tyskland sig i litra c ret til at foretage en kompenserende påligning af selskabsskat, når et tysk selskab udlodder indkomst fra kilder i Danmark som udbytte.
Stk. 2 angår den danske metodebestemmelse, når en person, der er hjemmehørende her i landet, modtager indkomst fra Tyskland eller ejer formue i Tyskland.
I den ny overenskomst skal Danmark som hovedregel lempe dobbeltbeskatning efter den såkaldte creditmetode. Creditmetoden i litra a og b gælder, når en person, der er hjemmehørende her i landet, modtager indkomst fra Tyskland, som kan beskattes i Tyskland.
Den tyske indkomst medregnes ved opgørelsen af personens danske skattepligtige indkomst. Creditmetoden medfører, at den danske skat af den skattepligtige indkomst nedsættes med den tyske skat af den tyske indkomst, jf. litra a, punkt aa. Nedslaget kan dog højst være den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den tyske indkomst (efter forholdet mellem den tyske del af den samlede skattepligtige indkomst og den samlede skattepligtige indkomst), jf. litra b.
Tilsvarende gælder for formue i Tyskland, som kan beskattes i Tyskland, jf. litra a, punkt bb, og litra b.
Efter litra c skal Danmark dog fritage danske moderselskaber for dansk skat af udbytte, som de modtager fra deres tyske datterselskaber (eksemption).
Efter litra d gælder eksemptionsmetoden dog kun i det omfang, hvor overskuddet i det tyske datterselskab er omfattet af en beskatning i Tyskland eller en beskatning andetsteds, som er sammenlignelig med dansk selskabsbeskatning, eller udbytterne fra det tyske datterselskab dækker over udbytter fra aktier eller andre rettigheder i et selskab, som er hjemmehørende i et tredjeland, og de sidstnævnte udbytter ville være fritaget fra dansk beskatning, såfremt disse aktier eller andele var direkte ejet af det danske selskab.
Meningen med litra c og d er, at udbytter fra et tysk datterselskab skal være fritaget for dansk beskatning i samme omfang, som de ville være fritaget for dansk beskatning efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3 (dvs. fritagelse for dansk beskatning, når udbyttet hidrører fra et eller flere udenlandske selskaber, hvor den selskabsindkomst, der ligger til grund for udbyttet, er blevet beskattet efter regler, som ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet).
Baggrunden for disse regler er ønsket om at undgå eksemption, når et dansk moderselskab modtager udbytter fra dets tyske datterselskab, som igen har modtaget udbytter fra et datterdatterselskab i et skattelyland uden tysk beskatning. Tyskland fritager nemlig tyske moderselskaber for tysk selskabsskat af udbytte fra datterselskaber i et andet land, hvis det er aftalt i den tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst med dette land, eller hvis datterselskabet er hjemmehørende i et udviklingsland.
I tilfælde, hvor et dansk moderselskab ikke bliver fritaget for dansk beskatning af udbytter fra dets tyske datterselskab, skal den danske skat af udbytterne nedsættes under hensyn til den tyske skat, som er betalt af det tyske selskab af den indkomst, hvoraf udbyttet er udloddet, jf. litra e (datterselskabslempelse).
Når en person, der er hjemmehørende i Danmark, modtager indkomst fra Tyskland eller ejer formue i Tyskland, som efter artikel 6 - 23 kun kan beskattes i Tyskland, skal Danmark lempe dobbeltbeskatning efter metoden eksemption med progressionsforbehold, jf. litra f.
Dette medfører, at den tyske indkomst medregnes ved opgørelsen af personens skattepligtige danske indkomst. Den danske skat af den skattepligtige indkomst nedsættes med den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den tyske indkomst (efter forholdet mellem den tyske del af den samlede skattepligtige indkomst og den samlede skattepligtige indkomst).
Det samme gælder for lønindtægt, som kan beskattes i Tyskland. I litra g er dog indsat en betingelse om, at Danmark kun anvender eksemptionsmetoden for løn, hvis arbejdstageren kan dokumentere, at de tyske skattemyndigheder har taget skridt til opkrævning af tysk skat.
Baggrunden for, at Danmark også anvender metoden eksemption med progressionsforbehold for lønindtægt fra arbejde i Tyskland er, at Tyskland opkræver relativt høje arbejdsmarkedsbidrag af danske lønmodtagere ved lønarbejde i Tyskland.
Artikel 24
Undgåelse af dobbeltbeskatning
1. For så vidt angår en person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, bestemmes beskatningen efter følgende regler
a) Såfremt bestemmelserne i litra b) ikke finder anvendelse, skal der fra grundlaget for tysk skat undtages indkomst fra Danmark og i Danmark beliggende formuegoder, som i henhold til denne overenskomst kan beskattes i Danmark. Forbundsrepublikken Tyskland forbeholder sig dog retten til at tage hensyn til den således undtagne indkomst eller formuegode ved fastsættelsen af skattesatsen.
Med hensyn til udbytte skal de foranstående bestemmelser kun finde anvendelse, når udbyttet er betalt til et selskab, som er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, af et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og hvori mindst 10 pct. af kapitalen er direkte ejet af det tyske selskab.
For så vidt angår formueskatter, skal der fra grundlaget for tysk skat ligeledes undtages enhver aktiebeholdning, hvoraf udbytter, såfremt sådanne betales, i henhold til den umiddelbart foranstående sætning ville være undtaget fra beskatningsgrundlaget.
b) Under forbehold for de tyske skatteregler om fradrag for udenlandsk skat, skal der indrømmes fradrag i tysk indkomstskat for dansk skat, som er betalt i henhold til lovgivningen og i overensstemmelse med denne overenskomst af følgende typer af indkomst
aa) udbytte, som ikke er omfattet af litra a);
bb) indkomst, som kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 13, stykke 1, anden sætning, artikel 15, stykke 4, artikel 16, artikel 17, artikel 18, stykke 4, og artikel 23.
c) Når et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, udlodder indkomst, som er oppebåret fra kilder i Danmark, skal litra a) og b) ikke udelukke en kompenserende påligning af selskabsskat på sådanne udlodninger i henhold til bestemmelserne i skattelovgivningen i Forbundsrepublikken Tyskland.
2. Dobbeltbeskatning skal undgås således i Danmark
a) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, skal Danmark, såfremt bestemmelserne i litra f) ikke medfører andet, indrømme
aa) fradrag i denne persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat (herunder den del af eventuel erhvervsskat, som falder på indtægten), som er betalt i Forbundsrepublikken Tyskland;
bb) fradrag i denne persons formueskat med et beløb svarende til den formueskat (herunder den del af eventuel erhvervsskat, som falder på formuen), som er betalt i Forbundsrepublikken Tyskland.
b) Et sådant fradrag skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet før sådant fradrag, der svarer til henholdsvis den indkomst eller den formue, som kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland.
c) Såfremt bestemmelserne i litra d) ikke medfører andet, skal udbytte, udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttebetalende selskab, være fritaget for dansk skat.
d) Bestemmelserne i litra c) skal kun finde anvendelse i det omfang,
aa) indkomsten, hvoraf udbytterne er betalt, har været omfattet af den almindelige selskabsbeskatning i Forbundsrepublikken Tyskland, eller af en skat i Forbundsrepublikken Tyskland eller i en anden stat, som kan sammenlignes med dansk skat; eller
bb) det, for så vidt angår udbytter, betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, drejer sig om udbytter, som vedrører aktier eller andre rettigheder i et selskab, der er hjemmehørende i en tredje stat, og som ville være fritaget for dansk skat, hvis disse aktier eller rettigheder var ejet direkte af det selskab, der er hjemmehørende i Danmark.
e) For så vidt angår udbytter, betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, til et selskab, der er hjemmehørende i Danmark, og som ejer direkte eller indirekte mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttebetalende selskab, skal der, hvis udbytterne ikke er fritaget for dansk skat i henhold til bestemmelserne i litra c), ved beregningen af fradrag tages hensyn til den tyske skat (herunder den del af erhvervsskatten, som falder på indtægten), som skal svares af det udbyttebetalende selskab af den fortjeneste, hvoraf udbytterne er betalt.
f) Hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, eller som i henhold til bestemmelsen i artikel 15, stykke 1 og 3, kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland, kan Danmark medregne denne indkomst eller formue i beskatningsgrundlaget, men skal indrømme fradrag i indkomstskatten eller formueskatten med den del af indkomstskatten eller formueskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra, eller formue, der ejes i Forbundsrepublikken Tyskland.
g) For indkomst, der kan beskattes i Tyskland i henhold til artikel 15, stykke 1 og 3, skal bestemmelserne i litra f) kun finde anvendelse i tilfælde, hvor der for de kompetente myndigheder i Danmark forelægges dokumentbevis for, at der er taget skridt til betaling af tysk skat på denne indkomst.
3. Ved anvendelsen af denne overenskomst skal fortjeneste eller indkomst for en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, anses for at hidrøre fra kilder i den anden kontraherende stat, hvis de er beskattet i den anden kontraherende stat i henhold til bestemmelserne i denne overenskomst.
Artikel 25
Beskatningsregler
1. Fast ejendom, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Et foretagendes rørlige formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og
a) som udgør erhvervsformuen i et fast driftssted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, eller
b) som anvendes ved udøvelsen af frit erhverv eller anden virksomhed af selvstændig karakter, og som hører til et fast sted i den anden kontraherende stat,
kan beskattes i denne anden stat.
3. Al anden formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan, uanset hvor den befinder sig, kun beskattes i denne stat, med mindre andet er bestemt i artikel 26.
Artikel 25
Beskatningsregler
1. Fast ejendom, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Et foretagendes rørlige formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og
a) som udgør erhvervsformuen i et fast driftssted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, eller
b) som anvendes ved udøvelsen af frit erhverv eller anden virksomhed af selvstændig karakter, og som hører til et fast sted i den anden kontraherende stat,
kan beskattes i denne anden stat.
3. Al anden formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan, uanset hvor den befinder sig, kun beskattes i denne stat, med mindre andet er bestemt i artikel 26.
Artikel 25, stk. 1 - 2, har dog regler om afgift i det andet land end afdødes eller gavegivers bopælsstat. Hvis en del af boet eller gaven består af fast ejendom, der er beliggende i det andet land, kan dette land dog opkræve afgift af dette formuegode. Det samme gælder, hvis afdøde eller gavegiver, som var hjemmehørende i det ene land, drev erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted i det andet land, eller udøvede frit erhverv gennem et fast sted i det andet land. Hvis en del af boet eller gaven består af formuegoder i et sådant fast driftssted eller fast sted i et land, kan dette land opkræve afgift af disse formuegoder.
Afdødes eller gavegivers bopælsstat kan opkræve afgift af hele boet eller gaven, dvs. også af fast ejendom i det andet land eller formuegoder i et fast driftssted eller fast sted i det andet land. Metodebestemmelsen i artikel 26 fastsætter, hvorledes bopælsstaten skal undgå dobbeltbeskatning, når det andet land også har ret til at opkræve afgift.
Disse regler svarer nogenlunde til systemet i den danske lov om afgift af dødsboer og gaver. Hvis afdøde var hjemmehørende her i landet, opkræver Danmark afgift af hele boet, uanset hvor formuegoderne i boet befinder sig. Hvis boet efter en sådan dansk afdød omfatter fast ejendom i udlandet, skal den danske afgift nedsættes. Hvis omvendt afdøde var hjemmehørende i udlandet, men havde fast ejendom her i landet, opkræves der kun dansk boafgift af den faste ejendom eller det faste driftssted her i landet.
Artikel 25. Beskatningsregler
Fast ejendom, som er beliggende i det ene land, og som udgør en del af boet efter - eller en gave fra - en person, som var hjemmehørende i det andet land, kan beskattes i det land, hvor ejendommen er beliggende.
Rørlig formue i boet efter - eller gave fra - en person, der var hjemmehørende i det ene land, og som er forretningsaktiver i et fast driftssted i det andet land, eller som er brugt ved udøvelsen af frit erhverv og som hører til et fast sted i det andet land, kan beskattes i det land, hvor det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.
Af alle andre aktiver kan der kun opkræves bo- eller gaveafgift i det land, hvor afdøde - eller gavegiver - var hjemmehørende.
Artikel 25
Beskatningsregler
1. Fast ejendom, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Et foretagendes rørlige formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og
a) som udgør erhvervsformuen i et fast driftssted, der er beliggende i den anden kontraherende stat, eller
b) som anvendes ved udøvelsen af frit erhverv eller anden virksomhed af selvstændig karakter, og som hører til et fast sted i den anden kontraherende stat,
kan beskattes i denne anden stat.
3. Al anden formue, som udgør en del af dødsboet efter, eller en del af en gave ydet af, en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan, uanset hvor den befinder sig, kun beskattes i denne stat, med mindre andet er bestemt i artikel 26.
Artikel 26
Undgåelse af dobbeltbeskatning
1. For så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland, skal dobbeltbeskatning undgås på følgende måde
a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, skal Forbundsrepublikken Tyskland, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, kan Forbundsrepublikken Tyskland beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som ikke kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
2. For så vidt angår Danmark, skal dobbeltbeskatning undgås efter følgende regler
a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, skal Danmark med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, kan Danmark beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som ikke kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
3. Fradraget efter stykke 1 og 2 skal dog ikke kunne overstige den del af den tyske, henholdsvis danske skat, som er beregnet før fradraget, som kan henføres til den formue, for hvilken der er indrømmet fradrag.
Artikel 26
Undgåelse af dobbeltbeskatning
1. For så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland, skal dobbeltbeskatning undgås på følgende måde
a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, skal Forbundsrepublikken Tyskland, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, kan Forbundsrepublikken Tyskland beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som ikke kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
2. For så vidt angår Danmark, skal dobbeltbeskatning undgås efter følgende regler
a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, skal Danmark med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, kan Danmark beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som ikke kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
3. Fradraget efter stykke 1 og 2 skal dog ikke kunne overstige den del af den tyske, henholdsvis danske skat, som er beregnet før fradraget, som kan henføres til den formue, for hvilken der er indrømmet fradrag.
Artikel 26. Undgåelse af dobbeltbeskatning
Metodebestemmelsen for Tyskland i artikel 26, stk. 1 svarer til metodebestemmelsen for Danmark i stk. 2. Begge lande anvender credit-metoden til lempelse af dobbeltbeskatning
Stk. 2, litra a, bestemmer, at hvis afdøde eller gavegiver var hjemmehørende her i landet, kan Danmark opkræve afgift af hele boet eller gaven. Hvis en del af boet eller gaven består af fast ejendom i Tyskland eller formuegoder i et fast driftssted eller et fast sted i Tyskland, skal den danske afgift af hele boet eller gaven nedsættes med de betalte tyske afgifter af de nævnte formuegoder i Tyskland.
Efter stk. 3 er nedslaget i danske afgifter dog begrænset til den forholdmæssige del af den danske afgift, som kan henføres til de formuegoer, der kan afgiftsbelægges i Tyskland.
Efter stk. 2, litra b, har Danmark også ret til at beskatte formue, som erhverves af en person, der var hjemmehørende i Danmark på tidspunktet for afdødes død eller ydelsen af gaven. Også her gælder det, at hvis en del af boet eller gaven består af fast ejendom i Tyskland eller formuegoder i et fast driftssted eller et fast sted i Tyskland, skal den danske afgift af hele boet eller gaven nedsættes med de betalte tyske afgifter af de nævnte formuegoder i Tyskland.
Artikel 26
Undgåelse af dobbeltbeskatning
1. For så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland, skal dobbeltbeskatning undgås på følgende måde
a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, skal Forbundsrepublikken Tyskland, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, kan Forbundsrepublikken Tyskland beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i tysk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til tysk lovgivning, for skat betalt i Danmark på formue, som ikke kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
2. For så vidt angår Danmark, skal dobbeltbeskatning undgås efter følgende regler
a) Såfremt arveladeren ved sin død eller giveren på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, skal Danmark med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som kan beskattes i Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
b) Såfremt den begunstigede ved arveladers død eller på gavetidspunktet var hjemmehørende i Danmark, kan Danmark beskatte al formue, som er erhvervet af denne person, men skal, med forbehold af bestemmelserne i dansk lovgivning om fradrag for udenlandsk skat, indrømme fradrag i skat, som er pålignet i henhold til dansk lovgivning, for skat betalt i Forbundsrepublikken Tyskland på formue, som ikke kan beskattes i Danmark i henhold til artikel 25, stykke 1 og 2.
3. Fradraget efter stykke 1 og 2 skal dog ikke kunne overstige den del af den tyske, henholdsvis danske skat, som er beregnet før fradraget, som kan henføres til den formue, for hvilken der er indrømmet fradrag.
Artikel 27
5 års regel
1. Hvis arvelader på tidspunktet for sin død eller giveren på gavetidspunktet
a) var statsborger i en kontraherende stat uden samtidigt at være statsborger i den anden kontraherende stat,
b) var fuld skattepligtig i førstnævnte stat i henhold til denne stats skattelovgivning, og
c) havde været hjemmehørende i den anden stat ifølge artikel 4, stykke 1, litra b) i en periode, som ikke overstiger 5 år,
skal han, uanset bestemmelserne i artikel 4, anses for at have været hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han var statsborger.
2. Stykke 1 skal finde tilsvarende anvendelse på en arving eller begunstiget, som på tidspunktet for arvefaldet eller gaven selv opfylder betingelserne, som er stillet i stykke 1.
Artikel 27
5 års regel
1. Hvis arvelader på tidspunktet for sin død eller giveren på gavetidspunktet
a) var statsborger i en kontraherende stat uden samtidigt at være statsborger i den anden kontraherende stat,
b) var fuld skattepligtig i førstnævnte stat i henhold til denne stats skattelovgivning, og
c) havde været hjemmehørende i den anden stat ifølge artikel 4, stykke 1, litra b) i en periode, som ikke overstiger 5 år,
skal han, uanset bestemmelserne i artikel 4, anses for at have været hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han var statsborger.
2. Stykke 1 skal finde tilsvarende anvendelse på en arving eller begunstiget, som på tidspunktet for arvefaldet eller gaven selv opfylder betingelserne, som er stillet i stykke 1.
Artikel 27. 5 års regel
I artikel 25 og 26 lægges der vægt på det land, hvor afdøde eller gavegiver var hjemmehørende i på tidspunktet for dødsfaldet eller ydelsen af gaven. Dette land bestemmes efter reglen i artikel 4 (skattemæssigt hjemsted).
5 års reglen i artikel 27 omhandler tilfælde, hvor afdøde eller gavegiver på dødstidspunktet eller gavetidspunktet havde været hjemmehørende i et land (bopælsstaten) i højst fem år, men stadig var fuld skattepligtig i det andet land, og hvor han var statsborger i det andet land uden samtidigt at være statsborger i bopælsstaten. I såfald skal han alligevel anses for at være hjemmehørende i det andet land.
Baggrunden for reglen er ønsket om, at især udstationerede personer kan forblive omfattet af afgiftspligten i det land, hvor de er statsborgere og fuld skattepligtige, i en periode efter de er flyttet til det andet land.
Artikel 27
5 års regel
1. Hvis arvelader på tidspunktet for sin død eller giveren på gavetidspunktet
a) var statsborger i en kontraherende stat uden samtidigt at være statsborger i den anden kontraherende stat,
b) var fuld skattepligtig i førstnævnte stat i henhold til denne stats skattelovgivning, og
c) havde været hjemmehørende i den anden stat ifølge artikel 4, stykke 1, litra b) i en periode, som ikke overstiger 5 år,
skal han, uanset bestemmelserne i artikel 4, anses for at have været hjemmehørende i den kontraherende stat, hvor han var statsborger.
2. Stykke 1 skal finde tilsvarende anvendelse på en arving eller begunstiget, som på tidspunktet for arvefaldet eller gaven selv opfylder betingelserne, som er stillet i stykke 1.
Artikel 28.
Fradrag af gæld
1. Gæld, som særligt er sikret i de i artikel 25 omtalte formuegoder, skal fradrages i værdien af disse formuegoder. Gæld, der ikke særligt er sikret i de i artikel 25 nævnte formuegoder, men som hidrører fra erhvervelse, ændring, reparation eller vedligeholdelse af disse, skal fradrages i værdien af disse formuegoder.
2. Såfremt bestemmelserne i stykke 1 ikke medfører andet, skal gæld, der er knyttet til et fast driftssted som omtalt i artikel 25, stykke 2, eller til et fast sted som omtalt i artikel 25, stykke 2, fradrages henholdsvis i værdien af det faste driftssted eller det faste sted.
3. Anden gæld skal fradrages i værdien af de formuegoder, på hvilke artikel 25 finder anvendelse.
4. Såfremt en gæld overstiger værdien af de formuegoder, fra hvilke den i henhold til bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan fradrages i en kontraherende stat, skal det overskydende beløb fradrages i værdien af andre formuegoder, der er skattepligtige i denne stat.
5. Enhver overskydende gæld, der fortsat resterer i en kontraherende stat efter de i stykke 3 eller 4 nævnte fradrag, skal fradrages i værdien af de formuegoder, der er skattepligtige i den anden kontraherende stat.
6. I tilfælde, hvor bestemmelserne i stykke 1 til 5 måtte forpligte en kontraherende stat til at fradrage gæld i større omfang end hjemlet i denne stats lovgivning, skal disse nævnte bestemmelser kun finde anvendelse i det omfang, den anden kontraherende stat ikke er forpligtet til at fradrage den samme gæld i henhold til lovgivningen i denne anden stat.
Artikel 28.
Fradrag af gæld
1. Gæld, som særligt er sikret i de i artikel 25 omtalte formuegoder, skal fradrages i værdien af disse formuegoder. Gæld, der ikke særligt er sikret i de i artikel 25 nævnte formuegoder, men som hidrører fra erhvervelse, ændring, reparation eller vedligeholdelse af disse, skal fradrages i værdien af disse formuegoder.
2. Såfremt bestemmelserne i stykke 1 ikke medfører andet, skal gæld, der er knyttet til et fast driftssted som omtalt i artikel 25, stykke 2, eller til et fast sted som omtalt i artikel 25, stykke 2, fradrages henholdsvis i værdien af det faste driftssted eller det faste sted.
3. Anden gæld skal fradrages i værdien af de formuegoder, på hvilke artikel 25 finder anvendelse.
4. Såfremt en gæld overstiger værdien af de formuegoder, fra hvilke den i henhold til bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan fradrages i en kontraherende stat, skal det overskydende beløb fradrages i værdien af andre formuegoder, der er skattepligtige i denne stat.
5. Enhver overskydende gæld, der fortsat resterer i en kontraherende stat efter de i stykke 3 eller 4 nævnte fradrag, skal fradrages i værdien af de formuegoder, der er skattepligtige i den anden kontraherende stat.
6. I tilfælde, hvor bestemmelserne i stykke 1 til 5 måtte forpligte en kontraherende stat til at fradrage gæld i større omfang end hjemlet i denne stats lovgivning, skal disse nævnte bestemmelser kun finde anvendelse i det omfang, den anden kontraherende stat ikke er forpligtet til at fradrage den samme gæld i henhold til lovgivningen i denne anden stat.
Artikel 28. Fradrag for gæld
Bestemmelsen fastsætter generelle regler om fordeling af gæld i henhold til økonomisk tilknytning. Gæld, som er sikret i eller som på den måde, der er nævnt i stykke 1 og 2, er økonomisk forbundet med en fast ejendom, et fast driftssted eller et fast sted, som afdøde eller gavegiver havde i den anden stat end sin bopælsstat, skal fratrækkes i værdien af disse formuegoder.
Alle andre arter af gæld skal fratrækkes i de formuegoder, der kun kan beskattes i afdødes eller gavegivers bopælsstat, jf. stk. 3.
Såfremt gæld vedrørende en fast ejendom, et fast driftssted eller et fast sted, som er beliggende i et land, overstiger værdien af de pågældende formuegoder, fastsætter stk. 4 som en særregel, at den overskydende del af gælden skal fradrages i værdien af andre formuegoder, der kan beskattes i samme stat.
Såfremt gælden vedrørende formuegoder i bopælsstaten eller gælden vedrørende formuegoder i den anden stat overstiger værdien af disse formuegoder, skal den overskydende del af gælden fratrækkes i formuegoderne i henholdsvis den anden stat eller bopælsstaten, jf. stk. 5.
Stk. 6 bestemmer, at stk. 1 - 5 ikke forpligter en stat til at fratrække gæld i større omfang end efter dens egen lovgivning i det omfang, den anden stat fratrækker den samme gæld efter dens lovgivning.
Artikel 28.
Fradrag af gæld
1. Gæld, som særligt er sikret i de i artikel 25 omtalte formuegoder, skal fradrages i værdien af disse formuegoder. Gæld, der ikke særligt er sikret i de i artikel 25 nævnte formuegoder, men som hidrører fra erhvervelse, ændring, reparation eller vedligeholdelse af disse, skal fradrages i værdien af disse formuegoder.
2. Såfremt bestemmelserne i stykke 1 ikke medfører andet, skal gæld, der er knyttet til et fast driftssted som omtalt i artikel 25, stykke 2, eller til et fast sted som omtalt i artikel 25, stykke 2, fradrages henholdsvis i værdien af det faste driftssted eller det faste sted.
3. Anden gæld skal fradrages i værdien af de formuegoder, på hvilke artikel 25 finder anvendelse.
4. Såfremt en gæld overstiger værdien af de formuegoder, fra hvilke den i henhold til bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan fradrages i en kontraherende stat, skal det overskydende beløb fradrages i værdien af andre formuegoder, der er skattepligtige i denne stat.
5. Enhver overskydende gæld, der fortsat resterer i en kontraherende stat efter de i stykke 3 eller 4 nævnte fradrag, skal fradrages i værdien af de formuegoder, der er skattepligtige i den anden kontraherende stat.
6. I tilfælde, hvor bestemmelserne i stykke 1 til 5 måtte forpligte en kontraherende stat til at fradrage gæld i større omfang end hjemlet i denne stats lovgivning, skal disse nævnte bestemmelser kun finde anvendelse i det omfang, den anden kontraherende stat ikke er forpligtet til at fradrage den samme gæld i henhold til lovgivningen i denne anden stat.
Artikel 29
Genstand for bistand
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal yde hinanden bistand. Sådan bistand skal omfatte
a) udveksling af oplysninger,
b) bistand ved inddrivelse, herunder sikringsakter, og
c) forkyndelse af dokumenter.
2. Sådan bistand skal også omfatte fastsættelse og anden foranstaltning til fordel for skatteyderen så vel som til undgåelse af dobbeltbeskatning. Dette skal i særdeleshed gælde for samtidige foranstaltninger truffet af skattemyndighederne. Hvis foranstaltninger til bistand medfører dobbeltbeskatning, skal den undgås ved gensidig aftale efter artikel 43.
3. Skattedomstole i de kontraherende stater skal med hensyn til de skatter, som er omfattet af deres kompetence og denne overenskomst, efter anmodning yde hinanden juridisk bistand, formidlet af de kompetente myndigheder og i overensstemmelse med denne overenskomst.
Artikel 29
Genstand for bistand
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal yde hinanden bistand. Sådan bistand skal omfatte
a) udveksling af oplysninger,
b) bistand ved inddrivelse, herunder sikringsakter, og
c) forkyndelse af dokumenter.
2. Sådan bistand skal også omfatte fastsættelse og anden foranstaltning til fordel for skatteyderen så vel som til undgåelse af dobbeltbeskatning. Dette skal i særdeleshed gælde for samtidige foranstaltninger truffet af skattemyndighederne. Hvis foranstaltninger til bistand medfører dobbeltbeskatning, skal den undgås ved gensidig aftale efter artikel 43.
3. Skattedomstole i de kontraherende stater skal med hensyn til de skatter, som er omfattet af deres kompetence og denne overenskomst, efter anmodning yde hinanden juridisk bistand, formidlet af de kompetente myndigheder og i overensstemmelse med denne overenskomst.
Artikel 29. Genstand for bistand
Artikel 29 fastsætter, at Danmark og Tyskland skal yde hinanden administrativ bistand i skattesager. Der er tale om bistand i form af udveksling af oplysninger efter anmodning eller uden særlig anmodning, bistand med opkrævning samt bistand ved forkyndelse af dokumenter. Det er understreget i stk. 2, at der også skal ydes bistand til skatteyderens fordel. Skattedomstole i de to lande kan også arbejde sammen med hensyn til skatter, omfattet af deres kompetence og overenskomsten.
Artikel 29
Genstand for bistand
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal yde hinanden bistand. Sådan bistand skal omfatte
a) udveksling af oplysninger,
b) bistand ved inddrivelse, herunder sikringsakter, og
c) forkyndelse af dokumenter.
2. Sådan bistand skal også omfatte fastsættelse og anden foranstaltning til fordel for skatteyderen så vel som til undgåelse af dobbeltbeskatning. Dette skal i særdeleshed gælde for samtidige foranstaltninger truffet af skattemyndighederne. Hvis foranstaltninger til bistand medfører dobbeltbeskatning, skal den undgås ved gensidig aftale efter artikel 43.
3. Skattedomstole i de kontraherende stater skal med hensyn til de skatter, som er omfattet af deres kompetence og denne overenskomst, efter anmodning yde hinanden juridisk bistand, formidlet af de kompetente myndigheder og i overensstemmelse med denne overenskomst.
Artikel 30
Oplysninger efter særlig anmodning
Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat yde den stat, som anmoder om bistand, alle oplysninger, som er nødvendige for denne stat for påligning og opkrævning af skat eller for inddrivelse og tvangsinddrivelse af skattekrav eller for anvendelse af denne overenskomst.
Artikel 30
Oplysninger efter særlig anmodning
Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat yde den stat, som anmoder om bistand, alle oplysninger, som er nødvendige for denne stat for påligning og opkrævning af skat eller for inddrivelse og tvangsinddrivelse af skattekrav eller for anvendelse af denne overenskomst.
Artikel 30. Oplysninger efter særlig anmodning
De kompetente myndigheder i det ene land kan anmode de kompetente myndigheder i det andet land om oplysninger til brug ved påligning eller opkrævning af skat, eller for inddrivelse eller tvangsinddrivelse af skattekrav eller for anvendelsen af overenskomsten.
Artikel 30
Oplysninger efter særlig anmodning
Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat yde den stat, som anmoder om bistand, alle oplysninger, som er nødvendige for denne stat for påligning og opkrævning af skat eller for inddrivelse og tvangsinddrivelse af skattekrav eller for anvendelse af denne overenskomst.
Artikel 31
Oplysninger uden særlig anmodning
1. Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal uden forudgående anmodning videregive oplysninger, hvorom den har kendskab, til den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat, under følgende omstændigheder
a) når den har grund til at antage, at der kan ske tab af skatteprovenu i den anden kontraherende stat;
b) når en skattepligtig person opnår en nedsættelse eller en fritagelse for skat i en kontraherende stat, som kan medføre en forøget skat eller en skattepligt i den anden kontraherende stat;
c) når forretningstransaktioner mellem en person, som er skattepligtig i en kontraherende stat, og en person, som er skattepligtig i den anden kontraherende stat, ledes gennem et eller flere lande på en sådan måde, at en skattebesparelse kan blive følgen i en af de kontraherende stater eller i dem begge;
d) når den har grund til at antage, at en skattebesparelse kan blive følgen af kunstige overførsler af fortjeneste inden for en gruppe af foretagender;
e) når oplysninger, som er fremsendt til en kontraherende stat fra den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat, har gjort det muligt at fremskaffe oplysninger, som kan være af betydning for skattepåligningen i den sidstnævnte stat.
2. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan også, uden forudgående anmodning, og med skyldig hensyntagen til deres interne lovgivning sende hinanden oplysninger om ensartede sager, som de får kendskab til i et større antal, og som kan være af betydning ved påligningen og opkrævningen af skatter eller ved inddrivelse og tvangsinddrivelse af skattekrav. Dette skal være betinget af indgåelsen af en passende aftale mellem de kompetente myndigheder. En sådan aftale skal offentligt bekendtgøres, inden videregivelse af oplysninger påbegyndes.
Artikel 31
Oplysninger uden særlig anmodning
1. Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal uden forudgående anmodning videregive oplysninger, hvorom den har kendskab, til den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat, under følgende omstændigheder
a) når den har grund til at antage, at der kan ske tab af skatteprovenu i den anden kontraherende stat;
b) når en skattepligtig person opnår en nedsættelse eller en fritagelse for skat i en kontraherende stat, som kan medføre en forøget skat eller en skattepligt i den anden kontraherende stat;
c) når forretningstransaktioner mellem en person, som er skattepligtig i en kontraherende stat, og en person, som er skattepligtig i den anden kontraherende stat, ledes gennem et eller flere lande på en sådan måde, at en skattebesparelse kan blive følgen i en af de kontraherende stater eller i dem begge;
d) når den har grund til at antage, at en skattebesparelse kan blive følgen af kunstige overførsler af fortjeneste inden for en gruppe af foretagender;
e) når oplysninger, som er fremsendt til en kontraherende stat fra den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat, har gjort det muligt at fremskaffe oplysninger, som kan være af betydning for skattepåligningen i den sidstnævnte stat.
2. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan også, uden forudgående anmodning, og med skyldig hensyntagen til deres interne lovgivning sende hinanden oplysninger om ensartede sager, som de får kendskab til i et større antal, og som kan være af betydning ved påligningen og opkrævningen af skatter eller ved inddrivelse og tvangsinddrivelse af skattekrav. Dette skal være betinget af indgåelsen af en passende aftale mellem de kompetente myndigheder. En sådan aftale skal offentligt bekendtgøres, inden videregivelse af oplysninger påbegyndes.
Artikel 31. Oplysninger uden særlig anmodning
Bestemmelsen opregner fem situationer, hvorom det sammenfattende kan siges, at spontant udveksling af oplysninger skal ske, når det må antages, at en skattepligtig person eller selskab med tilknytning til et eller flere lande er unormalt beskattet i et andet land. Udveksling af oplysninger skal endvidere ske, når en skattepligtig person eller selskab opnår en skattenedsættelse eller -fritagelse i et land, der kan medføre øget beskatning i det andet land.
I stk. 2 er der hjemmel til, at de to landes kompetente myndigheder kan indgå en aftale om udveksling af oplysninger i ensartede sager i større antal. En sådan aftale skal offentliggøres.
Artikel 31
Oplysninger uden særlig anmodning
1. Den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal uden forudgående anmodning videregive oplysninger, hvorom den har kendskab, til den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat, under følgende omstændigheder
a) når den har grund til at antage, at der kan ske tab af skatteprovenu i den anden kontraherende stat;
b) når en skattepligtig person opnår en nedsættelse eller en fritagelse for skat i en kontraherende stat, som kan medføre en forøget skat eller en skattepligt i den anden kontraherende stat;
c) når forretningstransaktioner mellem en person, som er skattepligtig i en kontraherende stat, og en person, som er skattepligtig i den anden kontraherende stat, ledes gennem et eller flere lande på en sådan måde, at en skattebesparelse kan blive følgen i en af de kontraherende stater eller i dem begge;
d) når den har grund til at antage, at en skattebesparelse kan blive følgen af kunstige overførsler af fortjeneste inden for en gruppe af foretagender;
e) når oplysninger, som er fremsendt til en kontraherende stat fra den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat, har gjort det muligt at fremskaffe oplysninger, som kan være af betydning for skattepåligningen i den sidstnævnte stat.
2. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan også, uden forudgående anmodning, og med skyldig hensyntagen til deres interne lovgivning sende hinanden oplysninger om ensartede sager, som de får kendskab til i et større antal, og som kan være af betydning ved påligningen og opkrævningen af skatter eller ved inddrivelse og tvangsinddrivelse af skattekrav. Dette skal være betinget af indgåelsen af en passende aftale mellem de kompetente myndigheder. En sådan aftale skal offentligt bekendtgøres, inden videregivelse af oplysninger påbegyndes.
Artikel 32
Indbyrdes modstridende oplysninger
Hvis den kompetente myndighed i en kontraherende stat fra den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat modtager oplysninger om en persons skatteforhold, der forekommer den at være i modstrid med oplysninger, som den er i besiddelse af, skal den give underretning herom til den kompetente myndighed i den anden stat.
Artikel 32
Indbyrdes modstridende oplysninger
Hvis den kompetente myndighed i en kontraherende stat fra den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat modtager oplysninger om en persons skatteforhold, der forekommer den at være i modstrid med oplysninger, som den er i besiddelse af, skal den give underretning herom til den kompetente myndighed i den anden stat.
Artikel 32. Indbyrdes modstridende oplysninger
Et land, der modtager oplysninger fra det andet land, skal underrette det andet land, hvis oplysningerne synes at stride mod landets egne oplysninger.
Artikel 32
Indbyrdes modstridende oplysninger
Hvis den kompetente myndighed i en kontraherende stat fra den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat modtager oplysninger om en persons skatteforhold, der forekommer den at være i modstrid med oplysninger, som den er i besiddelse af, skal den give underretning herom til den kompetente myndighed i den anden stat.
Artikel 33
Inddrivelse af skattekrav
1. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat, under forbehold af bestemmelserne i stykke 5 og artikel 34, inddrive den førstnævnte stats skattekrav, som om de var dens egne skattekrav.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal kun finde anvendelse for skattekrav, for hvilke der er udstedt et instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, der fremsætter anmodningen, og som ikke mere kan bestrides.
3. Med hensyn til skattekrav vedrørende en arvelader eller dennes bo, skal den stat, som anmodes om bistand, inddrive sådanne krav indtil værdien af boet eller af de formuegoder, som er erhvervet af hver af de berettigede i boet, alt efter hvorvidt kravet skal inddrives i boet eller hos de berettigede i boet.
4. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af ethvert skattebeløb, selv om kravet er bestridt, eller et instrument, der hjemler inddrivelse, alene er udstedt på foreløbigt grundlag eller til sikringsformål.
5. Det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, skal ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat.
6. Den kontraherende stat, som anmodes om bistand, kan indrømme henstand med betaling eller afdragsvis betaling, hvis dens lovgivning eller forvaltningspraksis hjemler dette i lignende tilfælde, men den skal underrette den anden kontraherende stat herom.
Artikel 33
Inddrivelse af skattekrav
1. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat, under forbehold af bestemmelserne i stykke 5 og artikel 34, inddrive den førstnævnte stats skattekrav, som om de var dens egne skattekrav.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal kun finde anvendelse for skattekrav, for hvilke der er udstedt et instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, der fremsætter anmodningen, og som ikke mere kan bestrides.
3. Med hensyn til skattekrav vedrørende en arvelader eller dennes bo, skal den stat, som anmodes om bistand, inddrive sådanne krav indtil værdien af boet eller af de formuegoder, som er erhvervet af hver af de berettigede i boet, alt efter hvorvidt kravet skal inddrives i boet eller hos de berettigede i boet.
4. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af ethvert skattebeløb, selv om kravet er bestridt, eller et instrument, der hjemler inddrivelse, alene er udstedt på foreløbigt grundlag eller til sikringsformål.
5. Det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, skal ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat.
6. Den kontraherende stat, som anmodes om bistand, kan indrømme henstand med betaling eller afdragsvis betaling, hvis dens lovgivning eller forvaltningspraksis hjemler dette i lignende tilfælde, men den skal underrette den anden kontraherende stat herom.
Artikel 33. Inddrivelse af skattekrav
Stk. 1 forpligter Danmark og Tyskland til at bistå hinanden med at inddrive det andet lands skattekrav. Sådanne udenlandske skattekrav skal som udgangspunkt inddrives, som om de var landets egne. Dog skal det andet lands skattekrav ikke have den særlige fortrinsret, som landets egne skattekrav måtte have (stk. 5), ligesom der er begrænsninger med hensyn til forældelsesregler (artikel 34).
Skattekrav vedrørende en afdød person eller dennes bo skal kun inddrives i det andet land (inddrivelseslandet) indtil værdien af boet eller af de formuegoder, der er udlagt til de berettigede, ved henholdsvis inddrivelse i boet eller hos de berettigede, jf. stk. 3.
Stk. 4 bestemmer, at Danmark og Tyskland har pligt til efter anmodning at foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af det andet lands skattekrav.
Stk. 5 fastslår, at inddrivelseslandet ikke skal give det andet lands skattekrav fortrinsret i forhold til andre almindelige krav, selv om inddrivelseslandets egne skattekrav har en fortrinsret.
Stk. 6 giver inddrivelseslandet adgang til at indrømme henstand eller afdragsvis betaling af skattekrav fra det andet land i henhold til sin egen lovgivning eller praksis.
Artikel 33
Inddrivelse af skattekrav
1. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat, under forbehold af bestemmelserne i stykke 5 og artikel 34, inddrive den førstnævnte stats skattekrav, som om de var dens egne skattekrav.
2. Bestemmelserne i stykke 1 skal kun finde anvendelse for skattekrav, for hvilke der er udstedt et instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, der fremsætter anmodningen, og som ikke mere kan bestrides.
3. Med hensyn til skattekrav vedrørende en arvelader eller dennes bo, skal den stat, som anmodes om bistand, inddrive sådanne krav indtil værdien af boet eller af de formuegoder, som er erhvervet af hver af de berettigede i boet, alt efter hvorvidt kravet skal inddrives i boet eller hos de berettigede i boet.
4. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat foretage sikringsakter med henblik på inddrivelse af ethvert skattebeløb, selv om kravet er bestridt, eller et instrument, der hjemler inddrivelse, alene er udstedt på foreløbigt grundlag eller til sikringsformål.
5. Det skattekrav, med hensyn til hvilket der ydes bistand med inddrivelsen, skal ikke i den kontraherende stat, som anmodes om bistand, nyde nogen fortrinsret, som specielt indrømmes skattekrav i denne stat.
6. Den kontraherende stat, som anmodes om bistand, kan indrømme henstand med betaling eller afdragsvis betaling, hvis dens lovgivning eller forvaltningspraksis hjemler dette i lignende tilfælde, men den skal underrette den anden kontraherende stat herom.
Artikel 34
Forældelsesfrister
1. Spørgsmål om forældelsesfrister for et skattekrav skal afgøres i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, som anmoder om bistand. Den kontraherende stat, som anmodes om bistand, er ikke pligtig til at inddrive kravet, hvis det ikke kunne inddrives i henhold til dens egen lovgivning. Anmodningen om inddrivelse skal indeholde oplysninger om den gældende forældelsesfrist for skattekravet.
2. Inddrivelsesforanstaltninger, som er truffet af den stat, der anmodes om bistand, i medfør af en anmodning om bistand, og som i henhold til lovgivningen i denne stat ville suspendere eller afbryde den i stykke 1 nævnte forældelsesfrist, skal også have denne virkning ifølge lovgivningen i den stat, som anmoder om bistand. Den stat, som anmodes om bistand, skal give den stat, som anmoder om bistand, meddelelse om sådanne foranstaltninger.
Artikel 34
Forældelsesfrister
1. Spørgsmål om forældelsesfrister for et skattekrav skal afgøres i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, som anmoder om bistand. Den kontraherende stat, som anmodes om bistand, er ikke pligtig til at inddrive kravet, hvis det ikke kunne inddrives i henhold til dens egen lovgivning. Anmodningen om inddrivelse skal indeholde oplysninger om den gældende forældelsesfrist for skattekravet.
2. Inddrivelsesforanstaltninger, som er truffet af den stat, der anmodes om bistand, i medfør af en anmodning om bistand, og som i henhold til lovgivningen i denne stat ville suspendere eller afbryde den i stykke 1 nævnte forældelsesfrist, skal også have denne virkning ifølge lovgivningen i den stat, som anmoder om bistand. Den stat, som anmodes om bistand, skal give den stat, som anmoder om bistand, meddelelse om sådanne foranstaltninger.
Artikel 34. Forældelsesfrister
Bestemmelsen regulerer lovvalget i forældelsesspørgsmål. Et skatterkrav fra et land kan ikke inddrives i det andet land, hvis det er forældet i det førstnævnte land, Kravet kan heller ikke inddrives i det andet land, hvis det er forældet efter dette andet lands regler. Når Danmark eller Tyskland anmoder det andet land om bistand til inddrivelse af et skattekrav, skal der i anmodningen om inddrivelse gives oplysninger om forældelsesfristen for det pågældende krav.
For så vidt angår fristafbrydelse fastslår stk. 2, at de foranstaltninger, der træffes efter lovgivningen i det land, der anmodes om bistand, også får fristafbrydende virkning i forhold til lovgivningen i det land, der anmoder om bistand.
Artikel 34
Forældelsesfrister
1. Spørgsmål om forældelsesfrister for et skattekrav skal afgøres i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, som anmoder om bistand. Den kontraherende stat, som anmodes om bistand, er ikke pligtig til at inddrive kravet, hvis det ikke kunne inddrives i henhold til dens egen lovgivning. Anmodningen om inddrivelse skal indeholde oplysninger om den gældende forældelsesfrist for skattekravet.
2. Inddrivelsesforanstaltninger, som er truffet af den stat, der anmodes om bistand, i medfør af en anmodning om bistand, og som i henhold til lovgivningen i denne stat ville suspendere eller afbryde den i stykke 1 nævnte forældelsesfrist, skal også have denne virkning ifølge lovgivningen i den stat, som anmoder om bistand. Den stat, som anmodes om bistand, skal give den stat, som anmoder om bistand, meddelelse om sådanne foranstaltninger.
Artikel 35
Forkyndelse af dokumenter
1. Enhver kontraherende stat kan sende dokumenter direkte gennem postvæsenet til en person inden for den anden kontraherende stats område.
2. Efter anmodning af en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat for adressaten forkynde dokumenter, herunder dokumenter vedrørende retsafgørelser, som udgår fra den stat, som anmoder om bistand, og som vedrører en skat, omfattet af denne overenskomst.
3. Den stat, som anmodes om bistand, skal foretage forkyndelse af dokumenter
a) på en måde, som er fastsat i dens egen lovgivning vedrørende forkyndelse af dokumenter af væsentlig samme art;
b) i det omfang det er muligt, på en sådan måde som anmodet af den stat, som anmoder om bistand, eller så tæt på en sådan måde, som der er mulighed for i henhold til dens egen lovgivning.
4. Intet i denne overenskomst skal fortolkes således, at forkyndelse af dokumenter foretaget af en kontraherende stat i henhold til denne stats lovgivning er ugyldig, hvis sådan forkyndelse er i strid med bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 35
Forkyndelse af dokumenter
1. Enhver kontraherende stat kan sende dokumenter direkte gennem postvæsenet til en person inden for den anden kontraherende stats område.
2. Efter anmodning af en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat for adressaten forkynde dokumenter, herunder dokumenter vedrørende retsafgørelser, som udgår fra den stat, som anmoder om bistand, og som vedrører en skat, omfattet af denne overenskomst.
3. Den stat, som anmodes om bistand, skal foretage forkyndelse af dokumenter
a) på en måde, som er fastsat i dens egen lovgivning vedrørende forkyndelse af dokumenter af væsentlig samme art;
b) i det omfang det er muligt, på en sådan måde som anmodet af den stat, som anmoder om bistand, eller så tæt på en sådan måde, som der er mulighed for i henhold til dens egen lovgivning.
4. Intet i denne overenskomst skal fortolkes således, at forkyndelse af dokumenter foretaget af en kontraherende stat i henhold til denne stats lovgivning er ugyldig, hvis sådan forkyndelse er i strid med bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 35. Forkyndelse af dokumenter
Efter bestemmelsen skal Danmark og Tyskland yde hinanden bistand til forkyndelse af dokumenter i skattesager.
Artikel 35
Forkyndelse af dokumenter
1. Enhver kontraherende stat kan sende dokumenter direkte gennem postvæsenet til en person inden for den anden kontraherende stats område.
2. Efter anmodning af en kontraherende stat skal den anden kontraherende stat for adressaten forkynde dokumenter, herunder dokumenter vedrørende retsafgørelser, som udgår fra den stat, som anmoder om bistand, og som vedrører en skat, omfattet af denne overenskomst.
3. Den stat, som anmodes om bistand, skal foretage forkyndelse af dokumenter
a) på en måde, som er fastsat i dens egen lovgivning vedrørende forkyndelse af dokumenter af væsentlig samme art;
b) i det omfang det er muligt, på en sådan måde som anmodet af den stat, som anmoder om bistand, eller så tæt på en sådan måde, som der er mulighed for i henhold til dens egen lovgivning.
4. Intet i denne overenskomst skal fortolkes således, at forkyndelse af dokumenter foretaget af en kontraherende stat i henhold til denne stats lovgivning er ugyldig, hvis sådan forkyndelse er i strid med bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 36
Indholdet af og svaret på anmodning om bistand
1. En anmodning om bistand skal om fornødent angive
a) den myndighed eller instans, der har iværksat den anmodning, som er fremsat af den kompetente myndighed;
b) navn, adresse og nærmere enkeltheder, som bidrager til identifikationen af den person, som anmodningen angår;
c) i tilfælde af en anmodning om bistand om oplysninger, den form, hvorunder den stat, som anmoder om bistand, ønsker oplysningerne meddelt, for at dens ønsker kan imødekommes;
d) i tilfælde af en anmodning om bistand med inddrivelse eller foretagelse af sikringsakter, arten og sammensætningen af skattekravet samt de formuegoder, hvori skattekravet kan søges inddrevet;
e) i tilfælde af en anmodning om forkyndelse af dokumenter, arten og indholdet af det dokument, som skal forkyndes.
2. Anmodningen i henhold til artikel 33 skal ledsages af
a) en erklæring om, at skattekravet vedrører en skat, som er omfattet af overenskomsten, og i tilfælde af inddrivelse om, at skattekravet ikke mere kan bestrides,
b) et officielt eksemplar af det instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, som anmoder om bistand, og
c) ethvert andet dokument, som er påkrævet til inddrivelse eller foretagelse af sikringsakter.
3. Så snart den stat, som anmoder om bistand, får kendskab til enhver anden oplysning af betydning for anmodningen, skal den videresende oplysningen til den stat, som anmodes om bistand.
4. Hvis anmodningen om bistand imødekommes, skal den stat, som anmodes om bistand, underrette den stat, som anmoder om bistand, om de foranstaltninger, som er truffet, og om resultatet heraf.
5. Hvis den stat, som anmoder om bistand, har specificeret den form, hvorunder den ønsker oplysningerne meddelt, skal den stat, som anmodes om bistand, meddele oplysningerne i den ønskede form, hvis den er i stand dertil.
Artikel 36
Indholdet af og svaret på anmodning om bistand
1. En anmodning om bistand skal om fornødent angive
a) den myndighed eller instans, der har iværksat den anmodning, som er fremsat af den kompetente myndighed;
b) navn, adresse og nærmere enkeltheder, som bidrager til identifikationen af den person, som anmodningen angår;
c) i tilfælde af en anmodning om bistand om oplysninger, den form, hvorunder den stat, som anmoder om bistand, ønsker oplysningerne meddelt, for at dens ønsker kan imødekommes;
d) i tilfælde af en anmodning om bistand med inddrivelse eller foretagelse af sikringsakter, arten og sammensætningen af skattekravet samt de formuegoder, hvori skattekravet kan søges inddrevet;
e) i tilfælde af en anmodning om forkyndelse af dokumenter, arten og indholdet af det dokument, som skal forkyndes.
2. Anmodningen i henhold til artikel 33 skal ledsages af
a) en erklæring om, at skattekravet vedrører en skat, som er omfattet af overenskomsten, og i tilfælde af inddrivelse om, at skattekravet ikke mere kan bestrides,
b) et officielt eksemplar af det instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, som anmoder om bistand, og
c) ethvert andet dokument, som er påkrævet til inddrivelse eller foretagelse af sikringsakter.
3. Så snart den stat, som anmoder om bistand, får kendskab til enhver anden oplysning af betydning for anmodningen, skal den videresende oplysningen til den stat, som anmodes om bistand.
4. Hvis anmodningen om bistand imødekommes, skal den stat, som anmodes om bistand, underrette den stat, som anmoder om bistand, om de foranstaltninger, som er truffet, og om resultatet heraf.
5. Hvis den stat, som anmoder om bistand, har specificeret den form, hvorunder den ønsker oplysningerne meddelt, skal den stat, som anmodes om bistand, meddele oplysningerne i den ønskede form, hvis den er i stand dertil.
Artikel 36. Indholdet af og svaret på anmodning om bistand
Bestemmelsen specificerer en række oplysninger, der skal tilvejebringes af det land, der anmoder det andet land om bistand. Desuden angiver bestemmelsen, at det land, som anmodes om bistand, skal underrette det land, der anmoder om bistand, om de skridt, der er taget, og om resultatet heraf.
Artikel 36
Indholdet af og svaret på anmodning om bistand
1. En anmodning om bistand skal om fornødent angive
a) den myndighed eller instans, der har iværksat den anmodning, som er fremsat af den kompetente myndighed;
b) navn, adresse og nærmere enkeltheder, som bidrager til identifikationen af den person, som anmodningen angår;
c) i tilfælde af en anmodning om bistand om oplysninger, den form, hvorunder den stat, som anmoder om bistand, ønsker oplysningerne meddelt, for at dens ønsker kan imødekommes;
d) i tilfælde af en anmodning om bistand med inddrivelse eller foretagelse af sikringsakter, arten og sammensætningen af skattekravet samt de formuegoder, hvori skattekravet kan søges inddrevet;
e) i tilfælde af en anmodning om forkyndelse af dokumenter, arten og indholdet af det dokument, som skal forkyndes.
2. Anmodningen i henhold til artikel 33 skal ledsages af
a) en erklæring om, at skattekravet vedrører en skat, som er omfattet af overenskomsten, og i tilfælde af inddrivelse om, at skattekravet ikke mere kan bestrides,
b) et officielt eksemplar af det instrument, som hjemler tvangsinddrivelse i den stat, som anmoder om bistand, og
c) ethvert andet dokument, som er påkrævet til inddrivelse eller foretagelse af sikringsakter.
3. Så snart den stat, som anmoder om bistand, får kendskab til enhver anden oplysning af betydning for anmodningen, skal den videresende oplysningen til den stat, som anmodes om bistand.
4. Hvis anmodningen om bistand imødekommes, skal den stat, som anmodes om bistand, underrette den stat, som anmoder om bistand, om de foranstaltninger, som er truffet, og om resultatet heraf.
5. Hvis den stat, som anmoder om bistand, har specificeret den form, hvorunder den ønsker oplysningerne meddelt, skal den stat, som anmodes om bistand, meddele oplysningerne i den ønskede form, hvis den er i stand dertil.
Artikel 37
Begrænsninger i pligten til at yde bistand
1. Såfremt artikel 34 ikke finder anvendelse, skal bestemmelserne i denne overenskomst ikke kunne fortolkes således, at den pålægger den stat, som anmodes om bistand, pligt til
a) at træffe foranstaltninger, som strider mod dens egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller mod lovgivning eller forvaltningspraksis i den stat, som anmoder om bistand;
b) at træffe foranstaltninger, som den anser for at stride mod almene interesser eller mod denne stats væsentlige interesser;
c) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til dens egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller i henhold til lovgivning eller forvaltningspraksis i den stat, som anmoder om bistand;
d) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser eller mod denne stats væsentlige interesser;
e) at imødekomme en anmodning, hvis den stat, som anmoder om bistand, ikke har benyttet alle midler, som står til rådighed i dens eget område, med mindre gennemførelsen af sådanne foranstaltninger ville give anledning til uforholdsmæssige vanskeligheder.
2. Hvis en anmodning om bistand afslås, skal den stat, som anmodes om bistand, så hurtigt som muligt underrette den stat, som anmoder om bistand, om den trufne afgørelse og om begrundelsen herfor.
Artikel 37
Begrænsninger i pligten til at yde bistand
1. Såfremt artikel 34 ikke finder anvendelse, skal bestemmelserne i denne overenskomst ikke kunne fortolkes således, at den pålægger den stat, som anmodes om bistand, pligt til
a) at træffe foranstaltninger, som strider mod dens egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller mod lovgivning eller forvaltningspraksis i den stat, som anmoder om bistand;
b) at træffe foranstaltninger, som den anser for at stride mod almene interesser eller mod denne stats væsentlige interesser;
c) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til dens egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller i henhold til lovgivning eller forvaltningspraksis i den stat, som anmoder om bistand;
d) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser eller mod denne stats væsentlige interesser;
e) at imødekomme en anmodning, hvis den stat, som anmoder om bistand, ikke har benyttet alle midler, som står til rådighed i dens eget område, med mindre gennemførelsen af sådanne foranstaltninger ville give anledning til uforholdsmæssige vanskeligheder.
2. Hvis en anmodning om bistand afslås, skal den stat, som anmodes om bistand, så hurtigt som muligt underrette den stat, som anmoder om bistand, om den trufne afgørelse og om begrundelsen herfor.
Artikel 37. Begrænsninger i pligten til at yde bistand
Danmarks og Tysklands pligt til at yde hinanden bistand gælder ikke ubetinget. Efter stk. 1, litra e, gælder den begrænsning, at et land skal have udnyttet alle de muligheder, der står til rådighed på dets eget område, før det kan anmode det andet land om bistand. Dette gælder dog ikke, hvis anvendelsen af egne muligheder ville give uforholdsmæssige store vanskeligheder.
Desuden bestemmer litra a - d, at de to landes interne lovgivning og praksis om rettigheder for og beskyttelse af personer sætter en absolut grænse for landenes pligt til at yde hinanden bistand.
Artikel 37
Begrænsninger i pligten til at yde bistand
1. Såfremt artikel 34 ikke finder anvendelse, skal bestemmelserne i denne overenskomst ikke kunne fortolkes således, at den pålægger den stat, som anmodes om bistand, pligt til
a) at træffe foranstaltninger, som strider mod dens egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller mod lovgivning eller forvaltningspraksis i den stat, som anmoder om bistand;
b) at træffe foranstaltninger, som den anser for at stride mod almene interesser eller mod denne stats væsentlige interesser;
c) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til dens egen lovgivning eller forvaltningspraksis eller i henhold til lovgivning eller forvaltningspraksis i den stat, som anmoder om bistand;
d) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kommerciel eller faglig hemmelighed eller nogen fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod almene interesser eller mod denne stats væsentlige interesser;
e) at imødekomme en anmodning, hvis den stat, som anmoder om bistand, ikke har benyttet alle midler, som står til rådighed i dens eget område, med mindre gennemførelsen af sådanne foranstaltninger ville give anledning til uforholdsmæssige vanskeligheder.
2. Hvis en anmodning om bistand afslås, skal den stat, som anmodes om bistand, så hurtigt som muligt underrette den stat, som anmoder om bistand, om den trufne afgørelse og om begrundelsen herfor.
Artikel 38
Tavshedspligt
1. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat i henhold til denne overenskomst, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, som denne stat modtager i henhold til dens egen lovgivning, eller behandles på de vilkår for tavshedspligt, som gælder i den stat, som meddeler oplysningerne, hvis disse vilkår er mere restriktive.
2. Sådanne oplysninger må under alle omstændigheder kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse eller tvangsinddrivelse, forvaltningsmæssig kontrol, retsforfølgning eller klagebehandling i forbindelse med denne stats skatter. De ovenfor nævnte personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til sådanne formål, men de kan, uanset bestemmelserne i stykke 1, meddele dem i offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser vedrørende sådanne skatter, på betingelse af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den stat, som meddeler oplysningerne.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, kan oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, benyttes til andre formål, når sådanne oplysninger kan benyttes til disse andre formål i henhold til lovgivningen i den stat, som meddeler oplysningerne, og den kompetente myndighed i denne stat tillader en sådan benyttelse. Oplysninger, som en kontraherende stat har stillet til rådighed for den anden kontraherende stat, kan videregives af sidstnævnte stat til en tredje stat under forudsætning af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.
Artikel 38
Tavshedspligt
1. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat i henhold til denne overenskomst, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, som denne stat modtager i henhold til dens egen lovgivning, eller behandles på de vilkår for tavshedspligt, som gælder i den stat, som meddeler oplysningerne, hvis disse vilkår er mere restriktive.
2. Sådanne oplysninger må under alle omstændigheder kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse eller tvangsinddrivelse, forvaltningsmæssig kontrol, retsforfølgning eller klagebehandling i forbindelse med denne stats skatter. De ovenfor nævnte personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til sådanne formål, men de kan, uanset bestemmelserne i stykke 1, meddele dem i offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser vedrørende sådanne skatter, på betingelse af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den stat, som meddeler oplysningerne.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, kan oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, benyttes til andre formål, når sådanne oplysninger kan benyttes til disse andre formål i henhold til lovgivningen i den stat, som meddeler oplysningerne, og den kompetente myndighed i denne stat tillader en sådan benyttelse. Oplysninger, som en kontraherende stat har stillet til rådighed for den anden kontraherende stat, kan videregives af sidstnævnte stat til en tredje stat under forudsætning af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.
Artikel 38. Tavshedspligt
Bestemmelsen fastslår, at de oplysninger, der modtages på grundlag af overenskomsten, skal behandles efter reglerne om tavshedspligt i det af de to lande, der har de mest restriktive regler på området.
Artikel 38
Tavshedspligt
1. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat i henhold til denne overenskomst, skal behandles som hemmelige på samme måde som oplysninger, som denne stat modtager i henhold til dens egen lovgivning, eller behandles på de vilkår for tavshedspligt, som gælder i den stat, som meddeler oplysningerne, hvis disse vilkår er mere restriktive.
2. Sådanne oplysninger må under alle omstændigheder kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, inddrivelse eller tvangsinddrivelse, forvaltningsmæssig kontrol, retsforfølgning eller klagebehandling i forbindelse med denne stats skatter. De ovenfor nævnte personer eller myndigheder må kun benytte oplysningerne til sådanne formål, men de kan, uanset bestemmelserne i stykke 1, meddele dem i offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser vedrørende sådanne skatter, på betingelse af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den stat, som meddeler oplysningerne.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2, kan oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, benyttes til andre formål, når sådanne oplysninger kan benyttes til disse andre formål i henhold til lovgivningen i den stat, som meddeler oplysningerne, og den kompetente myndighed i denne stat tillader en sådan benyttelse. Oplysninger, som en kontraherende stat har stillet til rådighed for den anden kontraherende stat, kan videregives af sidstnævnte stat til en tredje stat under forudsætning af forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed i den førstnævnte stat.
Artikel 39
Klager
1. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i henhold til denne overenskomst af den stat, som anmodes om bistand, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat.
2. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i henhold til denne overenskomst af den stat, som anmoder om bistand, især for så vidt angår inddrivelse, klage vedrørende skattekravets beståen eller dets størrelse eller det instrument, som hjemler dets tvangsinddrivelse, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat. Den stat, som anmoder om bistand, skal uden forsinkelse give underretning om sådan klage til den stat, som anmodes om bistand. Ved modtagelse af sådan underretning skal den stat, som anmodes om bistand, udsætte inddrivelsen, indtil den pågældende myndighed har truffet afgørelse. Den stat, som anmodes om bistand, kan imidlertid foretage sikringsakter for at bevare adgangen til inddrivelse, hvis den bliver bedt om det af den stat, som anmoder om bistand. Enhver berørt person kan ligeledes meddele den stat, som anmodes om bistand, om sådan klage. Når den stat, som anmodes om bistand, modtager sådanne oplysninger, skal den om fornødent forhandle om sagen med den stat, som anmoder om bistand.
3. Så snart en endelig afgørelse vedrørende klagen er truffet, skal den stat, som anmoder om bistand, eller den stat, som anmodes om bistand, underrette den anden stat om afgørelsen og dens betydning for anmodningen om bistand.
Artikel 39
Klager
1. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i henhold til denne overenskomst af den stat, som anmodes om bistand, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat.
2. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i henhold til denne overenskomst af den stat, som anmoder om bistand, især for så vidt angår inddrivelse, klage vedrørende skattekravets beståen eller dets størrelse eller det instrument, som hjemler dets tvangsinddrivelse, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat. Den stat, som anmoder om bistand, skal uden forsinkelse give underretning om sådan klage til den stat, som anmodes om bistand. Ved modtagelse af sådan underretning skal den stat, som anmodes om bistand, udsætte inddrivelsen, indtil den pågældende myndighed har truffet afgørelse. Den stat, som anmodes om bistand, kan imidlertid foretage sikringsakter for at bevare adgangen til inddrivelse, hvis den bliver bedt om det af den stat, som anmoder om bistand. Enhver berørt person kan ligeledes meddele den stat, som anmodes om bistand, om sådan klage. Når den stat, som anmodes om bistand, modtager sådanne oplysninger, skal den om fornødent forhandle om sagen med den stat, som anmoder om bistand.
3. Så snart en endelig afgørelse vedrørende klagen er truffet, skal den stat, som anmoder om bistand, eller den stat, som anmodes om bistand, underrette den anden stat om afgørelsen og dens betydning for anmodningen om bistand.
Artikel 39. Klager
Bestemmelsen fastslår, at klager over foranstaltninger som hovedregel skal behandles af det land, hvor foranstaltningen er truffet.
Artikel 39
Klager
1. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i henhold til denne overenskomst af den stat, som anmodes om bistand, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat.
2. Klage vedrørende foranstaltninger truffet i henhold til denne overenskomst af den stat, som anmoder om bistand, især for så vidt angår inddrivelse, klage vedrørende skattekravets beståen eller dets størrelse eller det instrument, som hjemler dets tvangsinddrivelse, kan kun indbringes for den behørige myndighed i denne stat. Den stat, som anmoder om bistand, skal uden forsinkelse give underretning om sådan klage til den stat, som anmodes om bistand. Ved modtagelse af sådan underretning skal den stat, som anmodes om bistand, udsætte inddrivelsen, indtil den pågældende myndighed har truffet afgørelse. Den stat, som anmodes om bistand, kan imidlertid foretage sikringsakter for at bevare adgangen til inddrivelse, hvis den bliver bedt om det af den stat, som anmoder om bistand. Enhver berørt person kan ligeledes meddele den stat, som anmodes om bistand, om sådan klage. Når den stat, som anmodes om bistand, modtager sådanne oplysninger, skal den om fornødent forhandle om sagen med den stat, som anmoder om bistand.
3. Så snart en endelig afgørelse vedrørende klagen er truffet, skal den stat, som anmoder om bistand, eller den stat, som anmodes om bistand, underrette den anden stat om afgørelsen og dens betydning for anmodningen om bistand.
Artikel 40
Omkostninger
Almindelige omkostninger, som er pådraget i forbindelse med ydelse af bistand, skal bæres af den stat, som anmodes om bistand. Ekstraordinære omkostninger skal bæres af den stat, som anmoder om bistand.
Artikel 40
Omkostninger
Almindelige omkostninger, som er pådraget i forbindelse med ydelse af bistand, skal bæres af den stat, som anmodes om bistand. Ekstraordinære omkostninger skal bæres af den stat, som anmoder om bistand.
Artikel 40. Omkostninger
Sædvanlige omkostninger ved at yde bistand dækkes af det land, der yder bistanden. Ekstraordinære omkostninger dækkes af det land, der anmoder om bistanden.
Artikel 40
Omkostninger
Almindelige omkostninger, som er pådraget i forbindelse med ydelse af bistand, skal bæres af den stat, som anmodes om bistand. Ekstraordinære omkostninger skal bæres af den stat, som anmoder om bistand.
Artikel 41
Ikke-diskriminering
1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold, især med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 2, stykke 4, skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.
2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den kun indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.
3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 4, eller artikel 12, stykke 4, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en kontraherende stat til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved fastsættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en stat har til en person hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved fastsættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person hjemmehørende i den førstnævnte stat.
4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.
5. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.
Artikel 41
Ikke-diskriminering
1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold, især med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 2, stykke 4, skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.
2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den kun indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.
3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 4, eller artikel 12, stykke 4, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en kontraherende stat til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved fastsættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en stat har til en person hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved fastsættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person hjemmehørende i den førstnævnte stat.
4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.
5. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.
Artikel 41. Ikke-diskriminering
Bestemmelsen går ud på, at Danmark og Tyskland ikke må diskriminere hinandens statsborgere. Dette gælder både personer og selskaber.
Forbudet gælder både selve beskatningen som de vilkår, der er knyttet hertil, fx regnskabskrav, frister mv.
Artikel 41
Ikke-diskriminering
1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold, især med hensyn til hjemsted, er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 2, stykke 4, skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.
2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den kun indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.
3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 4, eller artikel 12, stykke 4, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en kontraherende stat til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved fastsættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en stat har til en person hjemmehørende i den anden stat, kunne fratrækkes ved fastsættelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person hjemmehørende i den førstnævnte stat.
4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive undergivet.
5. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.
Artikel 42
Forhandlinger
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten i almindelighed eller i enkelt tilfælde. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet af overenskomsten, eller om indgåelse af særlige aftaler til løsning af spørgsmål, som har forbindelse med skatter i overenskomstens forstand, og som opstår på grund af staternes forskellige metoder til fastsættelse af skattegrundlaget eller af andre grunde. De kan desuden forhandle med henblik på at formindske eller undgå andre vanskeligheder, som opstår på grund af forskelligheder i deres respektive skattelove og med henblik på at træffe foranstaltninger mod international skatteomgåelse og -unddragelse.
2. I særdeleshed kan de kompetente myndigheder i de kontraherende stater indgå vejledende aftaler med henblik på
a) at afklare tvivlsspørgsmål med hensyn til skatter, som overenskomsten finder anvendelse på efter artikel 2, stykke 3;
b) at fastsætte, hvorledes overenskomstens bestemmelser om begrænsning, især bestemmelserne i artikel 10 til 12, skal gennemføres.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan forhandle om almindelige aftaler for på grundlag af overenskomsten at sikre skatteydernes ret til at kræve en koordineret anvendelse af overenskomsten i begge stater ved fælles fortolkning eller særlige procedurer.
Artikel 42
Forhandlinger
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten i almindelighed eller i enkelt tilfælde. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet af overenskomsten, eller om indgåelse af særlige aftaler til løsning af spørgsmål, som har forbindelse med skatter i overenskomstens forstand, og som opstår på grund af staternes forskellige metoder til fastsættelse af skattegrundlaget eller af andre grunde. De kan desuden forhandle med henblik på at formindske eller undgå andre vanskeligheder, som opstår på grund af forskelligheder i deres respektive skattelove og med henblik på at træffe foranstaltninger mod international skatteomgåelse og -unddragelse.
2. I særdeleshed kan de kompetente myndigheder i de kontraherende stater indgå vejledende aftaler med henblik på
a) at afklare tvivlsspørgsmål med hensyn til skatter, som overenskomsten finder anvendelse på efter artikel 2, stykke 3;
b) at fastsætte, hvorledes overenskomstens bestemmelser om begrænsning, især bestemmelserne i artikel 10 til 12, skal gennemføres.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan forhandle om almindelige aftaler for på grundlag af overenskomsten at sikre skatteydernes ret til at kræve en koordineret anvendelse af overenskomsten i begge stater ved fælles fortolkning eller særlige procedurer.
Artikel 42. Forhandlinger
Bestemmelsen går ud på, at de to landes kompetente myndigheder skal søge at undgå vanskeligheder eller tvivl ved fortolkning eller anvendelse af overenskomsten i almindelighed eller i konkrete sager. De kan også forhandle om løsning af andre problemer, som ikke er omfattet af overenskomsten.
I særdeleshed kan de kompetente myndigheder indgå aftaler om gennemførelsen af reglerne i artikel 10 - 12 om nedsat beskatning af udbytter, renter og royalties.
Artikel 42
Forhandlinger
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskomsten i almindelighed eller i enkelt tilfælde. De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet af overenskomsten, eller om indgåelse af særlige aftaler til løsning af spørgsmål, som har forbindelse med skatter i overenskomstens forstand, og som opstår på grund af staternes forskellige metoder til fastsættelse af skattegrundlaget eller af andre grunde. De kan desuden forhandle med henblik på at formindske eller undgå andre vanskeligheder, som opstår på grund af forskelligheder i deres respektive skattelove og med henblik på at træffe foranstaltninger mod international skatteomgåelse og -unddragelse.
2. I særdeleshed kan de kompetente myndigheder i de kontraherende stater indgå vejledende aftaler med henblik på
a) at afklare tvivlsspørgsmål med hensyn til skatter, som overenskomsten finder anvendelse på efter artikel 2, stykke 3;
b) at fastsætte, hvorledes overenskomstens bestemmelser om begrænsning, især bestemmelserne i artikel 10 til 12, skal gennemføres.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan forhandle om almindelige aftaler for på grundlag af overenskomsten at sikre skatteydernes ret til at kræve en koordineret anvendelse af overenskomsten i begge stater ved fælles fortolkning eller særlige procedurer.
Artikel 43
Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, såfremt tilfældet er omfattet af artikel 41, stykke 1, for den kompetente myndighed i den af de kontraherende stater, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden tre år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.
2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de kontraherende staters interne lovgivning.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan rådføre sig med hinanden efter artikel 42 eller de ovenstående bestemmelser i denne artikel, i særdeleshed med henblik på at nå enighed som vidt som muligt om
a) den samme henføring af fortjeneste til et foretagende i en kontraherende stat og til dets faste driftssted beliggende i den anden kontraherende stat;
b) den samme henføring af fortjeneste mellem forbundne foretagender som omhandlet i artikel 9;
c) den samme behandling af indkomst, som er sidestillet med indkomst fra aktier i kildestaten, og som bliver henført til anden indkomst i den anden stat;
d) den samme behandling af gæld ved beskatningen af formue, dødsboer samt arv og gave.
Artikel 43
Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, såfremt tilfældet er omfattet af artikel 41, stykke 1, for den kompetente myndighed i den af de kontraherende stater, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden tre år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.
2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de kontraherende staters interne lovgivning.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan rådføre sig med hinanden efter artikel 42 eller de ovenstående bestemmelser i denne artikel, i særdeleshed med henblik på at nå enighed som vidt som muligt om
a) den samme henføring af fortjeneste til et foretagende i en kontraherende stat og til dets faste driftssted beliggende i den anden kontraherende stat;
b) den samme henføring af fortjeneste mellem forbundne foretagender som omhandlet i artikel 9;
c) den samme behandling af indkomst, som er sidestillet med indkomst fra aktier i kildestaten, og som bliver henført til anden indkomst i den anden stat;
d) den samme behandling af gæld ved beskatningen af formue, dødsboer samt arv og gave.
Artikel 43. Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Hvis foranstaltninger, truffet af et eller begge lande medfører en beskatning for en person, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten, skal de to landes kompetente myndigheder søge at løse sagen efter mutual agreement bestemmelsen i artikel 43.
Hvis en person mener, at han udsættes for en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomsten, skal først rette henvendelse til skattemyndighederne i det land, hvor han er hjemmehørende. Hvis bopælsstatens skattemyndigheder mener, at personen har ret, skal de først søge selv at løse problemet. Derefter skal de indlede forhandlinger med det andet land for at forsøge at løse problemet. Hvis de to lande ikke kan blive enige, kan de anmode et uafhængigt organ om at afgive en udtalelse, jf. artikel 44.
I artikel 43, stk. 3, er det særligt nævnt, at de to landes kompetente myndigheder skal søge at nå enighed om samme henførsel af fortjeneste til et foretagende i det ene land og dets faste driftssted i det andet land, samme fordeling af fortjeneste mellem forbundne foretagender i henholdsvis det ene og det andet land, samme behandling af indkomst, som klassificeres som afkast af aktier i det land, hvorfra indkomsten stammer, og som klassificeres anderledes i det land, hvor indkomstmodtageren er hjemmehørende, og samme behandling af gæld ved beskatning af formue, dødsbo eller gave.
Artikel 43
Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
1. I tilfælde, hvor en person mener, at foranstaltninger, truffet af en af eller begge de kontraherende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er hjemmehørende eller, såfremt tilfældet er omfattet af artikel 41, stykke 1, for den kompetente myndighed i den af de kontraherende stater, i hvilken han er statsborger. Sagen skal forelægges inden tre år fra den dag, hvor der er givet ham den første underretning om den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten.
2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til frister, der måtte gælde ifølge de kontraherende staters interne lovgivning.
3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan rådføre sig med hinanden efter artikel 42 eller de ovenstående bestemmelser i denne artikel, i særdeleshed med henblik på at nå enighed som vidt som muligt om
a) den samme henføring af fortjeneste til et foretagende i en kontraherende stat og til dets faste driftssted beliggende i den anden kontraherende stat;
b) den samme henføring af fortjeneste mellem forbundne foretagender som omhandlet i artikel 9;
c) den samme behandling af indkomst, som er sidestillet med indkomst fra aktier i kildestaten, og som bliver henført til anden indkomst i den anden stat;
d) den samme behandling af gæld ved beskatningen af formue, dødsboer samt arv og gave.
Artikel 44
Fremgangsmåde
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med artikel 42 og 43.
2. Når det for tilvejebringelse af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i et udvalg bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.
3. De kompetente myndigheder kan i fællesskab pålægge et uafhængigt organ at give en ekspertudtalelse om en sag, som de har forelagt det.
4. Når fremgangsmåden vedrører en konkret sag, skal de berørte personer høres.
Artikel 44
Fremgangsmåde
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med artikel 42 og 43.
2. Når det for tilvejebringelse af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i et udvalg bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.
3. De kompetente myndigheder kan i fællesskab pålægge et uafhængigt organ at give en ekspertudtalelse om en sag, som de har forelagt det.
4. Når fremgangsmåden vedrører en konkret sag, skal de berørte personer høres.
Artikel 44. Fremgangsmåde
De to landes kompetente myndigheder kan kommunikere direkte med hinanden for at opnå enighed ved anvendelsen af artikel 42 og 43.
I stk. 3 og 4 er der mulighed for, at de to lande kan bede et uafhængigt organ om at afgive en ekspertudtalelse om en konkret sag. I tilfælde hvor de to landes kompetente myndigheder er uenige om en konkret sag, kan der dog også blive tale om at sagen bliver indbragt for et uafhængigt voldgiftsudvalg efter EU's voldgiftskonvention (Konvention af 23. juli 1990 om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (90/436/EØF)).
Artikel 44
Fremgangsmåde
1. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden med henblik på indgåelse af aftaler i overensstemmelse med artikel 42 og 43.
2. Når det for tilvejebringelse af en aftale skønnes ønskeligt, at der finder en mundtlig forhandling sted, kan en sådan finde sted i et udvalg bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.
3. De kompetente myndigheder kan i fællesskab pålægge et uafhængigt organ at give en ekspertudtalelse om en sag, som de har forelagt det.
4. Når fremgangsmåden vedrører en konkret sag, skal de berørte personer høres.
Artikel 45
Anvendelse af overenskomsten i særlige sager
1. Bopælsstaten skal undgå dobbeltbeskatning ved indrømmelse af credit i henhold til artikel 24 i stedet for indrømmelse af eksemption i henhold til samme artikel,
a) hvis indkomst eller formue i de kontraherende stater er placeret under forskellige bestemmelser i overenskomsten eller henført til forskellige personer (undtagen i henhold til artikel 9), og denne konflikt ikke kan løses ved en fremgangsmåde i overensstemmelse med kapitel V, og hvis den pågældende indkomst eller formue som resultat af denne forskel i placering eller henføring ville forblive ubeskattet eller kun genstand for nedsat beskatning, eller
b) hvis bopælsstaten efter behørig rådføring og under forbehold for begrænsningerne i dens interne lovgivning giver underretning til den anden stat ad diplomatisk vej om anden indkomst, hvorpå den har til hensigt at anvende bestemmelserne i dette stykke. Underretningen skal først have virkning fra den første dag i det kalenderår, som følger efter det år, i hvilket underretningen ergivet, og når alle lovbestemte betingelser om virkningen af underretningen efter den interne lovgivning i den stat, som giver underretningen, er blevet opfyldt.
2. Denne overenskomst skal ikke kunne fortolkes således, at
a) en skatteyder, som drager ubehørig fordel af lovgivningen, kan omgå sine skattemæssige forpligtelser i en kontraherende stat;
b) Forbundsrepublikken Tyskland er forhindret i at påligne skatter på beløb, som skal medregnes i indkomsten for en person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, i henhold til fjerde del af den tyske Aussensteuergesetz;
c) Danmark er forhindret i at påligne skatter i henhold til regler, som efter begrundelse og formål svarer til de ovenfor i litra b) nævnte regler.
Hvis de ovenfor nævnte bestemmelser resulterer i dobbeltbeskatning, skal de kompetente myndigheder rådføre sig med hinanden i henhold til artikel 43, stykke 3, om undgåelse af dobbeltbeskatning.
Artikel 45
Anvendelse af overenskomsten i særlige sager
1. Bopælsstaten skal undgå dobbeltbeskatning ved indrømmelse af credit i henhold til artikel 24 i stedet for indrømmelse af eksemption i henhold til samme artikel,
a) hvis indkomst eller formue i de kontraherende stater er placeret under forskellige bestemmelser i overenskomsten eller henført til forskellige personer (undtagen i henhold til artikel 9), og denne konflikt ikke kan løses ved en fremgangsmåde i overensstemmelse med kapitel V, og hvis den pågældende indkomst eller formue som resultat af denne forskel i placering eller henføring ville forblive ubeskattet eller kun genstand for nedsat beskatning, eller
b) hvis bopælsstaten efter behørig rådføring og under forbehold for begrænsningerne i dens interne lovgivning giver underretning til den anden stat ad diplomatisk vej om anden indkomst, hvorpå den har til hensigt at anvende bestemmelserne i dette stykke. Underretningen skal først have virkning fra den første dag i det kalenderår, som følger efter det år, i hvilket underretningen ergivet, og når alle lovbestemte betingelser om virkningen af underretningen efter den interne lovgivning i den stat, som giver underretningen, er blevet opfyldt.
2. Denne overenskomst skal ikke kunne fortolkes således, at
a) en skatteyder, som drager ubehørig fordel af lovgivningen, kan omgå sine skattemæssige forpligtelser i en kontraherende stat;
b) Forbundsrepublikken Tyskland er forhindret i at påligne skatter på beløb, som skal medregnes i indkomsten for en person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, i henhold til fjerde del af den tyske Aussensteuergesetz;
c) Danmark er forhindret i at påligne skatter i henhold til regler, som efter begrundelse og formål svarer til de ovenfor i litra b) nævnte regler.
Hvis de ovenfor nævnte bestemmelser resulterer i dobbeltbeskatning, skal de kompetente myndigheder rådføre sig med hinanden i henhold til artikel 43, stykke 3, om undgåelse af dobbeltbeskatning.
Artikel 45. Anvendelse af overenskomsten i særlige sager
Artikel 45, stk. 1, handler om skift fra eksemptionsmetoden til creditmetoden, dels for konkrete sager, dels generelt for bestemte indkomsttyper.
Bestemmelsen har størst betydning for Tyskland, idet Tyskland i vidt omfang giver eksemption, når en person eller et selskab, der er hjemmehørende i Tyskland, modtager indkomst fra Danmark. Eksemptionsmetoden i artikel 24 betyder, at Tyskland undtager dansk indkomst fra det tyske beskatningsgrundlag, men forbeholder sig ret til at tage den danske indkomst i betragtning ved fastsættelsen af skattesatsen for anden indkomst. Det tyske nedslag for dobbeltbeskatning er altså ikke begrænset til den danske skat af indkomsten fra Danmark.
Bestemmelsen er derimod af mindre betydning for Danmark, idet Danmark efter artikel 24 som altovervejende hovedregel anvender creditmetoden til undgåelse af dobbeltbeskatning for personer eller selskaber her i landet med tysk indkomst. Dette medfører, at den tyske indkomst medregnes ved opgørelsen af indkomstmodtagerens skattepligtige indkomst. Den danske skat af den skattepligtige indkomst nedsætter med den del deraf, som forholdsmæssigt falder på den tyske indkomst, dog højst den skat, der er betalt i Tyskland af dem tyske indkomst.
Efter litra a skal et land anvende creditmetoden til undgåelse dobbeltbeskatning, selv om det efter artikel 24 skulle anvende eksemptionsmetoden. Det gælder i tilfælde, hvor de to lande klassificerer indkomst til forskellige personer eller henfører indkomst til forskellige personer, og dette medfører, at den pågældende indkomst ikke bliver beskattet i hverken det ene land eller det andet land, eller kun bliver delvis beskattet.
Efter litra b kan et land efter forudgående konsultation meddele det andet land, at det i fremtiden vil undgå dobbeltbeskatning for bestemte indkomstyper efter creditmetoden i stedet for eksemptionsmetoden.
Artikel 45, stk. 2, bestemmer, at overenskomsten ikke skal fortolkes således, at en skatteyder opnår utilbørlige fordele ved at arrangere sine forretninger på en måde, så han undgår sine forpligtelser i et af de to lande, eller at Tyskland er forhindret i at gennemføre en beskatning af en person, der er hjemmehørende i Tyskland, i overensstemmelse med fjerde del af Aussensteuergesetz, eller at Danmark forhindres i at gennemføre beskatning efter tilsvarende regler som fjerde del af Aussensteuergesetz.
Artikel 45
Anvendelse af overenskomsten i særlige sager
1. Bopælsstaten skal undgå dobbeltbeskatning ved indrømmelse af credit i henhold til artikel 24 i stedet for indrømmelse af eksemption i henhold til samme artikel,
a) hvis indkomst eller formue i de kontraherende stater er placeret under forskellige bestemmelser i overenskomsten eller henført til forskellige personer (undtagen i henhold til artikel 9), og denne konflikt ikke kan løses ved en fremgangsmåde i overensstemmelse med kapitel V, og hvis den pågældende indkomst eller formue som resultat af denne forskel i placering eller henføring ville forblive ubeskattet eller kun genstand for nedsat beskatning, eller
b) hvis bopælsstaten efter behørig rådføring og under forbehold for begrænsningerne i dens interne lovgivning giver underretning til den anden stat ad diplomatisk vej om anden indkomst, hvorpå den har til hensigt at anvende bestemmelserne i dette stykke. Underretningen skal først have virkning fra den første dag i det kalenderår, som følger efter det år, i hvilket underretningen ergivet, og når alle lovbestemte betingelser om virkningen af underretningen efter den interne lovgivning i den stat, som giver underretningen, er blevet opfyldt.
2. Denne overenskomst skal ikke kunne fortolkes således, at
a) en skatteyder, som drager ubehørig fordel af lovgivningen, kan omgå sine skattemæssige forpligtelser i en kontraherende stat;
b) Forbundsrepublikken Tyskland er forhindret i at påligne skatter på beløb, som skal medregnes i indkomsten for en person, der er hjemmehørende i Forbundsrepublikken Tyskland, i henhold til fjerde del af den tyske Aussensteuergesetz;
c) Danmark er forhindret i at påligne skatter i henhold til regler, som efter begrundelse og formål svarer til de ovenfor i litra b) nævnte regler.
Hvis de ovenfor nævnte bestemmelser resulterer i dobbeltbeskatning, skal de kompetente myndigheder rådføre sig med hinanden i henhold til artikel 43, stykke 3, om undgåelse af dobbeltbeskatning.
Artikel 46
Tilbagebetaling af kildeskat
1. Hvis skatter på udbytter, renter, royalties eller andre former for indkomst i en af de kontraherende stater opkræves ved indeholdelse ved kilden, skal retten til at opkræve kildeskat efter satsen i henhold til intern lovgivning ikke berøres af bestemmelserne i denne overenskomst.
2. Den således indeholdte kildeskat skal tilbagebetales efter anmodning, i det omfang dens opkrævning er begrænset af denne overenskomst.
3. Tidsfristen for anmodning om tilbagebetaling er fire år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket de pågældende udbytter, renter, royalties eller andre former for indkomst er blevet udbetalt.
4. Den kontraherende stat, hvorfra indkomsten stammer, kan forlange en administrativ bekræftelse fra den kontraherende stat, hvori skatteyderen er hjemmehørende, med hensyn til opfyldelsen af betingelserne for fuld skattepligt i denne stat.
5. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal gennemføre de foranstående bestemmelser ved gensidig aftale i henhold til artikel 43.
6. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan ved gensidig aftale fastsætte anden fremgangsmåde for gennemførelsen af skattenedsættelse i henhold til denne overenskomst.
Artikel 46
Tilbagebetaling af kildeskat
1. Hvis skatter på udbytter, renter, royalties eller andre former for indkomst i en af de kontraherende stater opkræves ved indeholdelse ved kilden, skal retten til at opkræve kildeskat efter satsen i henhold til intern lovgivning ikke berøres af bestemmelserne i denne overenskomst.
2. Den således indeholdte kildeskat skal tilbagebetales efter anmodning, i det omfang dens opkrævning er begrænset af denne overenskomst.
3. Tidsfristen for anmodning om tilbagebetaling er fire år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket de pågældende udbytter, renter, royalties eller andre former for indkomst er blevet udbetalt.
4. Den kontraherende stat, hvorfra indkomsten stammer, kan forlange en administrativ bekræftelse fra den kontraherende stat, hvori skatteyderen er hjemmehørende, med hensyn til opfyldelsen af betingelserne for fuld skattepligt i denne stat.
5. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal gennemføre de foranstående bestemmelser ved gensidig aftale i henhold til artikel 43.
6. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan ved gensidig aftale fastsætte anden fremgangsmåde for gennemførelsen af skattenedsættelse i henhold til denne overenskomst.
Artikel 46. Tilbagebetaling af kildeskat
Der er flere tilfælde i overenskomsten, hvor en indkomst fra den ene stat (kildestaten), der betales til en retmæssig ejer i den andet stat (bopælsstaten), enten ikke kan beskattes i kildestaten eller alene kan beskattes inden for visse grænser i kildestaten. Det gælder især indkomst i form af udbytter (artikel 10), renter (artikel 11) og royalties (artikel 12). Artikel 46 medfører, at i disse tilfælde må kildestaten opkræve kildeskat i henhold til sin interne lovgivning. Den indeholdte kildeskat skal dog tilbagebetales helt eller delvis efter anmodning, så beskatningen i kildestaten bliver i overensstemmelse med overenskomstens regler.
Tidsfristen for anmodning om tilbagebetaling af kildeskat er fire år efter udløbet af det kaldenderår, hvor den pågældende indkomst blev udbetalt.
Efter stk. 6 kan de kompetente myndigheder aftale en anden metode til gennemførelse af overenskomstens regler om nedsættelse af beskatning i kildestaten.
Artikel 46
Tilbagebetaling af kildeskat
1. Hvis skatter på udbytter, renter, royalties eller andre former for indkomst i en af de kontraherende stater opkræves ved indeholdelse ved kilden, skal retten til at opkræve kildeskat efter satsen i henhold til intern lovgivning ikke berøres af bestemmelserne i denne overenskomst.
2. Den således indeholdte kildeskat skal tilbagebetales efter anmodning, i det omfang dens opkrævning er begrænset af denne overenskomst.
3. Tidsfristen for anmodning om tilbagebetaling er fire år efter udløbet af det kalenderår, i hvilket de pågældende udbytter, renter, royalties eller andre former for indkomst er blevet udbetalt.
4. Den kontraherende stat, hvorfra indkomsten stammer, kan forlange en administrativ bekræftelse fra den kontraherende stat, hvori skatteyderen er hjemmehørende, med hensyn til opfyldelsen af betingelserne for fuld skattepligt i denne stat.
5. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal gennemføre de foranstående bestemmelser ved gensidig aftale i henhold til artikel 43.
6. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan ved gensidig aftale fastsætte anden fremgangsmåde for gennemførelsen af skattenedsættelse i henhold til denne overenskomst.
Artikel 47
Medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer
1. Intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer så vel som embedsmænd ved internationale organisationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.
2. I det omfang indkomst eller formue som følge af sådanne begunstigelser ikke beskattes i modtagerstaten, skal udsenderstaten have ret til at beskatte sådan indkomst eller formue.
3. Uanset bestemmelserne i artikel 4, skal en fysisk person, som er medlem af en kontraherende stats diplomatiske, konsulære eller faste repræsentation, som er beliggende i den anden kontraherende stat eller i en tredje stat, anses ved anvendelsen af denne overenskomst for at være hjemmehørende i udsenderstaten, hvis
a) han i henhold til folkeretten ikke er underkastet beskatning i modtagerstaten, for så vidt angår sin indkomst fra kilder uden for denne stat eller sin formue, beliggende uden for denne stat, og
b) han i udsenderstaten er underkastet beskatning af hele sin indkomst eller formue på samme måde som personer, der er hjemmehørende i denne stat.
4. Overenskomsten skal ikke gælde for internationale organisationer, for deres organer eller embedsmænd og for medlemmer af diplomatiske, konsulære eller faste repræsentationer fra en tredje stat, som opholder sig i en kontraherende stat og ikke i nogen af de kontraherende stater er underkastet beskatning af indkomst og formue på samme måde som personer, der er hjemmehørende der.
Artikel 47
Medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer
1. Intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer så vel som embedsmænd ved internationale organisationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.
2. I det omfang indkomst eller formue som følge af sådanne begunstigelser ikke beskattes i modtagerstaten, skal udsenderstaten have ret til at beskatte sådan indkomst eller formue.
3. Uanset bestemmelserne i artikel 4, skal en fysisk person, som er medlem af en kontraherende stats diplomatiske, konsulære eller faste repræsentation, som er beliggende i den anden kontraherende stat eller i en tredje stat, anses ved anvendelsen af denne overenskomst for at være hjemmehørende i udsenderstaten, hvis
a) han i henhold til folkeretten ikke er underkastet beskatning i modtagerstaten, for så vidt angår sin indkomst fra kilder uden for denne stat eller sin formue, beliggende uden for denne stat, og
b) han i udsenderstaten er underkastet beskatning af hele sin indkomst eller formue på samme måde som personer, der er hjemmehørende i denne stat.
4. Overenskomsten skal ikke gælde for internationale organisationer, for deres organer eller embedsmænd og for medlemmer af diplomatiske, konsulære eller faste repræsentationer fra en tredje stat, som opholder sig i en kontraherende stat og ikke i nogen af de kontraherende stater er underkastet beskatning af indkomst og formue på samme måde som personer, der er hjemmehørende der.
Artikel 47. Medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentanter
Overenskomsten berører ikke skattemæssige begunstigelser i folkeretten eller i særlige aftaler, for så vidt angår medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer, jf. stk. 1.
Hvis indkomst eller formue som følge af disse regler ikke kan beskattes i den stat, hvor den diplomatiske eller konsulære repræsentant opholder sig (modtagerstaten), skal den stat, hvorfra han er udsendt (udsenderstaten), have ret til at beskatte indkomsten eller formuen.
I stk. 3 er det aftalt, at uanset hvad artikel 4 (skattemæssigt hjemsted) medfører, skal en person, der er medlem af Danmarks eller Tysklands diplomatiske, konsulære eller faste repræsentation, som er beliggende i modtagerstaten Tyskland, Danmark eller et tredjeland, anses for hjemmehørende i udsenderstaten Danmark henholdsvis Tyskland ved anvendelsen af overenskomsten. Dette gælder dog kun, såfremt den pågældende i henhold til folkeretten ikke er underkastet beskatning i modtagerstaten af indkomst, som den pågældende modtager fra kilder uden for modtagerstaten, eller af formue, som den pågældende har uden for modtagerstaten, og den pågældende er underkastet beskatning i udsenderstaten af hele sin indkomst eller formue på samme måde som personer, der er hjemmehørende i denne stat.
Artikel 47
Medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer
1. Intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske eller konsulære repræsentationer så vel som embedsmænd ved internationale organisationer måtte nyde i kraft af folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.
2. I det omfang indkomst eller formue som følge af sådanne begunstigelser ikke beskattes i modtagerstaten, skal udsenderstaten have ret til at beskatte sådan indkomst eller formue.
3. Uanset bestemmelserne i artikel 4, skal en fysisk person, som er medlem af en kontraherende stats diplomatiske, konsulære eller faste repræsentation, som er beliggende i den anden kontraherende stat eller i en tredje stat, anses ved anvendelsen af denne overenskomst for at være hjemmehørende i udsenderstaten, hvis
a) han i henhold til folkeretten ikke er underkastet beskatning i modtagerstaten, for så vidt angår sin indkomst fra kilder uden for denne stat eller sin formue, beliggende uden for denne stat, og
b) han i udsenderstaten er underkastet beskatning af hele sin indkomst eller formue på samme måde som personer, der er hjemmehørende i denne stat.
4. Overenskomsten skal ikke gælde for internationale organisationer, for deres organer eller embedsmænd og for medlemmer af diplomatiske, konsulære eller faste repræsentationer fra en tredje stat, som opholder sig i en kontraherende stat og ikke i nogen af de kontraherende stater er underkastet beskatning af indkomst og formue på samme måde som personer, der er hjemmehørende der.
Artikel 48
Territorial udvidelse
1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til enhver del af det til de kontraherende stater hørende område, som specielt er holdt uden for denne overenskomsts anvendelse, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.
2. Medmindre de kontraherende stater har aftalt andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 50 også - på den måde, som er angivet i nævnte artikel - bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på enhver del af det til de kontraherende stater hørende område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.
Artikel 48
Territorial udvidelse
1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til enhver del af det til de kontraherende stater hørende område, som specielt er holdt uden for denne overenskomsts anvendelse, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.
2. Medmindre de kontraherende stater har aftalt andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 50 også - på den måde, som er angivet i nævnte artikel - bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på enhver del af det til de kontraherende stater hørende område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.
Artikel 48. Territorial udvidelse
Bestemmelsen åbner mulighed for en geografisk udvidelse af overenskomstens anvendelsesområde.
Efter definitionen af Danmark i artikel 3, stk. 1, litra c, er Færøerne og Grønland ikke omfattet af overenskomsten, idet beskatning er omfattet af hjemmestyret i disse dele af riget. Såfremt Færøerne eller Grønland måtte ønske det, og Tyskland bliver enig i en udvidelse, kan overenskomsten altså udvides til at omfatte Færøerne og Grønland.
Artikel 48
Territorial udvidelse
1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de nødvendige ændringer udvides til enhver del af det til de kontraherende stater hørende område, som specielt er holdt uden for denne overenskomsts anvendelse, og som påligner skatter af væsentlig samme art som de skatter, overenskomsten finder anvendelse på. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra det tidspunkt og være undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles ad diplomatisk vej, eller på enhver anden måde, der er i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.
2. Medmindre de kontraherende stater har aftalt andet, skal opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 50 også - på den måde, som er angivet i nævnte artikel - bringe anvendelsen af overenskomsten til ophør på enhver del af det til de kontraherende stater hørende område, til hvilken den er blevet udvidet i henhold til denne artikel.
Artikel 49
Ikrafttræden
1. Denne overenskomst skal ratificeres; ratifikationsinstrumenter skal udveksles så hurtigt som mulig i København.
2. Overenskomsten skal træde i kraft en måned efter udvekslingen af ratifikationsinstrumenterne, og dens bestemmelser skal have virkning i begge stater
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, for det skatteår, som falder sammen med eller træder i stedet for det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, og efterfølgende indkomstår;
b) for så vidt angår skatter på dødsboer og arv, for boer efter personer, som døde den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere, og for så vidt angår skatter af gaver, for gaver, som ydes den 1. januar i det nævnte år eller senere;
c) for foranstaltninger til bistand, som bliver udført den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere;
d) for så vidt angår kildeskatter på udbytter, renter og royalties, for beløb, som er betalt eller godskrevet den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere.
3. Ved overenskomstens ikrafttræden skal overenskomsten, som blev underskrevet i København den 30. januar 1962 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat og ejendomsskatter ophøre med at have virkning for så vidt angår skatter, som denne overenskomst finder anvendelse på i henhold til med bestemmelserne ovenfor i stykke 2.
Artikel 49
Ikrafttræden
1. Denne overenskomst skal ratificeres; ratifikationsinstrumenter skal udveksles så hurtigt som mulig i København.
2. Overenskomsten skal træde i kraft en måned efter udvekslingen af ratifikationsinstrumenterne, og dens bestemmelser skal have virkning i begge stater
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, for det skatteår, som falder sammen med eller træder i stedet for det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, og efterfølgende indkomstår;
b) for så vidt angår skatter på dødsboer og arv, for boer efter personer, som døde den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere, og for så vidt angår skatter af gaver, for gaver, som ydes den 1. januar i det nævnte år eller senere;
c) for foranstaltninger til bistand, som bliver udført den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere;
d) for så vidt angår kildeskatter på udbytter, renter og royalties, for beløb, som er betalt eller godskrevet den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere.
3. Ved overenskomstens ikrafttræden skal overenskomsten, som blev underskrevet i København den 30. januar 1962 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat og ejendomsskatter ophøre med at have virkning for så vidt angår skatter, som denne overenskomst finder anvendelse på i henhold til med bestemmelserne ovenfor i stykke 2.
Artikel 49. Ikrafttræden
Overenskomsten træder i kraft en måned efter udvekslingen af ratifikationsdokumenter.
Overenskomstens regler får virkning for indkomst- og formueskatter vedrørende det indkomstår, som falder sammen med eller erstatter det kaldenderår, som følger umiddelbart efter ikrafttrædelsesåret, og senere indkomstår.
Overenskomstens regler får virkning for skatter og afgifter på boer eller af arv efter personer, som dør den 1. januar i året efter ikrafttrædelsesåret eller senere, og på gaver, som ydes den 1. januar i året efter ikrafttrædelsesåret eller senere.
Overenskomstens regler får virkning for kildeskatter på udbytter, renter og royalties, der betales eller godskrives den 1. januar i året efter ikrafttrædelsesåret eller senere.
Endelig får overenskomstens regler virkning for bistand, som udføres den 1. januar i året efter ikrafttrædelsesåret eller senere.
Samtidig ophæves den gældende dansk-tyske dobbeltbeskatningoverenskomst fra 1962.
Artikel 49
Ikrafttræden
1. Denne overenskomst skal ratificeres; ratifikationsinstrumenter skal udveksles så hurtigt som mulig i København.
2. Overenskomsten skal træde i kraft en måned efter udvekslingen af ratifikationsinstrumenterne, og dens bestemmelser skal have virkning i begge stater
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, for det skatteår, som falder sammen med eller træder i stedet for det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, og efterfølgende indkomstår;
b) for så vidt angår skatter på dødsboer og arv, for boer efter personer, som døde den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere, og for så vidt angår skatter af gaver, for gaver, som ydes den 1. januar i det nævnte år eller senere;
c) for foranstaltninger til bistand, som bliver udført den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere;
d) for så vidt angår kildeskatter på udbytter, renter og royalties, for beløb, som er betalt eller godskrevet den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori overenskomsten trådte i kraft, eller senere.
3. Ved overenskomstens ikrafttræden skal overenskomsten, som blev underskrevet i København den 30. januar 1962 mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat og ejendomsskatter ophøre med at have virkning for så vidt angår skatter, som denne overenskomst finder anvendelse på i henhold til med bestemmelserne ovenfor i stykke 2.
Artikel 50
Gyldighedsperiode, Opsigelse
Denne overenskomst skal forblive i kraft på ubestemt tid, men hver af de kontraherende stater kan den 30. juni eller tidligere i ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på fem år fra datoen for dens ikrafttræden, give den anden kontraherende stat ad diplomatisk vej skriftlig meddelelse om opsigelse, og i så fald skal overenskomsten ophøre med at have virkning i begge stater
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, for de skatteår, som er påbegyndt den 1. januar i det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, hvori underretningen er givet, eller som begynder den 1. januar i nævnte kalenderår eller senere;
b) for så vidt angår skatter på dødsboer og arv, for boer efter personer, som dør den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere, og for så vidt angår skatter af gaver, for gaver, som ydes den 1. januar i det nævnte år eller senere;
c) for foranstaltninger til bistand, som udføres den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere;
d) for så vidt angår kildeskatter på udbytter, renter og royalties, for beløb, som bliver betalt eller godskrevet den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere.
Udfærdiget i Bonn den 22. november 1995 i to eksemplarer, hver på dansk og tysk, således at begge tekster har lige gyldighed.
For Kongeriget Danmark
Marianne Jelved
For Forbundsrepublikken Tyskland
Peter Hartmann/Theo Waigel
Artikel 50
Gyldighedsperiode, Opsigelse
Denne overenskomst skal forblive i kraft på ubestemt tid, men hver af de kontraherende stater kan den 30. juni eller tidligere i ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på fem år fra datoen for dens ikrafttræden, give den anden kontraherende stat ad diplomatisk vej skriftlig meddelelse om opsigelse, og i så fald skal overenskomsten ophøre med at have virkning i begge stater
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, for de skatteår, som er påbegyndt den 1. januar i det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, hvori underretningen er givet, eller som begynder den 1. januar i nævnte kalenderår eller senere;
b) for så vidt angår skatter på dødsboer og arv, for boer efter personer, som dør den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere, og for så vidt angår skatter af gaver, for gaver, som ydes den 1. januar i det nævnte år eller senere;
c) for foranstaltninger til bistand, som udføres den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere;
d) for så vidt angår kildeskatter på udbytter, renter og royalties, for beløb, som bliver betalt eller godskrevet den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere.
Udfærdiget i Bonn den 22. november 1995 i to eksemplarer, hver på dansk og tysk, således at begge tekster har lige gyldighed.
For Kongeriget Danmark
Marianne Jelved
For Forbundsrepublikken Tyskland
Peter Hartmann/Theo Waigel
Artikel 50. Gyldighedsperiode, Opsigelse
Den ny overenskomst kan tidligst opsiges fem år efter dens ikrafttræden.
Artikel 50
Gyldighedsperiode, Opsigelse
Denne overenskomst skal forblive i kraft på ubestemt tid, men hver af de kontraherende stater kan den 30. juni eller tidligere i ethvert kalenderår efter udløbet af en periode på fem år fra datoen for dens ikrafttræden, give den anden kontraherende stat ad diplomatisk vej skriftlig meddelelse om opsigelse, og i så fald skal overenskomsten ophøre med at have virkning i begge stater
a) for så vidt angår indkomst- og formueskatter, for de skatteår, som er påbegyndt den 1. januar i det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, hvori underretningen er givet, eller som begynder den 1. januar i nævnte kalenderår eller senere;
b) for så vidt angår skatter på dødsboer og arv, for boer efter personer, som dør den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere, og for så vidt angår skatter af gaver, for gaver, som ydes den 1. januar i det nævnte år eller senere;
c) for foranstaltninger til bistand, som udføres den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere;
d) for så vidt angår kildeskatter på udbytter, renter og royalties, for beløb, som bliver betalt eller godskrevet den 1. januar i det kalenderår, som følger efter det år, hvori underretning om opsigelse er givet, eller senere.
Udfærdiget i Bonn den 22. november 1995 i to eksemplarer, hver på dansk og tysk, således at begge tekster har lige gyldighed.
For Kongeriget Danmark
Marianne Jelved
For Forbundsrepublikken Tyskland
Peter Hartmann/Theo Waigel
Bilag
De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især
1. I Forbundsrepublikken Tyskland.
Bilag
Overenskomst
mellem
Kongeriget Danmark og
Forbundsrepublikken Tyskland
til undgåelse af dobbeltbeskatning
for så vidt angår indkomst- og
formueskatter og for så vidt angår skatter
i boer, af arv og af gave samt
vedrørende bistand i skattesager
(Dansk-tysk skatte-overenskomst)
Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland, som ønsker at undgå dobbeltbeskatning og at yde hinanden bistand i skattesager ved at indgå en ny overenskomst, som er i overensstemmelse med de gældende forhold mellem de to stater og med udviklingen i skattelovgivningen, er blevet enige om følgende bestemmelser
OVERENSKOMST
MELLEM
KONGERIGET DANMARK
OG
FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND
TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMST- OG FORMUESKATTER OG FOR SÅ VIDT ANGÅR SKATTER I BOER, AF ARV OG AF GAVE SAMT VEDRØRENDE BISTAND I SKATTESAGER
(DANSK-TYSK SKATTE-OVERENSKOMST)
Bilag
De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især
1. I Forbundsrepublikken Tyskland.
Bilag
Overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter og for så vidt angår skatter i boer, af arv og af gave samt vedrørende bistand i skattesager
(Dansk-tysk skatte-overenskomst) Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland, som ønsker at undgå dobbeltbeskatning og at yde hinanden bistand i skattesager ved at indgå en ny overenskomst, som er i overensstemmelse med de gældende forhold mellem de to stater og med udviklingen i skattelovgivningen, er blevet enige om følgende bestemmelser
OVERENSKOMST MELLEM KONGERIGET DANMARK OG FORBUNDSREPUBLIKKEN
TYSKLAND TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING FOR SÅ VIDT ANGÅR
INDKOMST- OG FORMUESKATTER OG FOR SÅ VIDT ANGÅR SKATTER I BOER, AF
ARV OG AF GAVE SAMT VEDRØRENDE BISTAND I SKATTESAGER
(DANSK-TYSK SKATTE-OVERENSKOMST)
Bilag
De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især
1. I Forbundsrepublikken Tyskland.
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
Kapitel II
Beskatning af indkomst og formue
Kapitel III
Beskatning af dødsboer, arv og gave
Kapitel IV
Bistand i skattesager
Kapitel V
Beskyttelse af skatteydere og fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Kapitel VI
Særlige bestemmelser
Ingen
Nr LSF 260
Forslag til Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland
Fremsat af skatteministeren (Carsten Koch) Ændringsforslag stillet den 24. maj 19
den 25. april 1996
Vedtaget ved tredjebehandling den 31. maj 1996
Lov nr. 492 af 12/06/1996