1995 LSF 220 FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSE AF NØRREBROSAGEN

§ 1. Der nedsættes en undersøgelseskommission bestående af 3 medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Formanden og yderligere et medlem udpeges efter indstilling fra Advokatrådet. Et medlem udpeges efter fælles indstilling fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet og Juridisk Institut ved Århus Universitet.

Stk. 2. Justitsministeren udpeger endvidere en person, der kan bistå kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen.

Stk. 3. De personer, der efter stk. 1 og 2 deltager i undersøgelsens gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold undersøges.

§ 1. Der nedsættes en undersøgelseskommission bestående af 3

medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Formanden og yderligere

et medlem udpeges efter indstilling fra Advokatrådet. Et medlem

udpeges efter fælles indstilling fra Det Juridiske Fakultet ved

Københavns Universitet og Juridisk Institut ved Århus Universitet.

Stk. 2. Justitsministeren udpeger endvidere en person, der kan bistå kommissionen med at foretage afhøringer i retten. Der stilles i øvrigt den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for undersøgelseskommissionen.

Stk. 3. De personer, der efter stk. 1 og 2 deltager i undersøgelsens gennemførelse, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold undersøges.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og klarlægge

1) det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993,

2) omstændighederne omkring udformningen af kommissoriet for den daværende rigsadvokats undersøgelse og rækkevidden af kommissoriet, for så vidt angår spørgsmålet om tilvejebringelse af oplysninger vedrørende Københavns Politi, samt

3) de drøftelser og andre kontakter om tilrettelæggelsen af undersøgelsen, der fandt sted mellem den daværende rigsadvokat og Justitsministeriet, Københavns Politi samt Dansk Politiforbund.

Stk. 2. På grundlag af den i stk. 1 nævnte undersøgelse og klarlæggelse skal undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af personer i offentlig tjeneste er begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført. En sådan udtalelse omfatter dog ikke de menige politifolk på Nørrebro.

§ 2. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og klarlægge

1) det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993,

2) omstændighederne omkring udformningen af kommissoriet for den daværende rigsadvokats undersøgelse og rækkevidden af kommissoriet, for så vidt angår spørgsmålet om tilvejebringelse af oplysninger vedrørende Københavns Politi, samt

3) de drøftelser og andre kontakter om tilrettelæggelsen af undersøgelsen, der fandt sted mellem den daværende rigsadvokat og Justitsministeriet, Københavns Politi samt Dansk Politiforbund.

Stk. 2. På grundlag af den i stk. 1 nævnte undersøgelse og klarlæggelse skal undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af personer i offentlig tjeneste er begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført. En sådan udtalelse omfatter dog ikke de menige politifolk på Nørrebro.

§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse. Undersøgelseskommissionen kan inddrage materiale, som er tilvejebragt i forbindelse med den daværende rigsadvokats undersøgelse. Undersøgelseskommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

§ 3. Undersøgelseskommissionen træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse. Undersøgelseskommissionen kan inddrage materiale, som er tilvejebragt i forbindelse med den daværende rigsadvokats undersøgelse. Undersøgelseskommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

§ 4. Myndigheder og personer har pligt til at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

§ 4. Myndigheder og personer har pligt til at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen anmoder om det.

§ 5. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at indkalde personer til at afgive forklaring for retten.

Stk. 2. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven. Bestemmelsen i retsplejelovens § 169 finder ikke anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 2, 1. pkt.

Stk. 3. Forklaring afgives i retsmøder, der er offentlige.

Stk. 4. De personer, hvis forhold undersøges, har ret til at lade sig bistå af en bisidder.

§ 5. Undersøgelseskommissionen kan anmode Københavns Byret om at indkalde personer til at afgive forklaring for retten.

Stk. 2. Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven. Bestemmelsen i retsplejelovens § 169 finder ikke anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 2, 1. pkt.

Stk. 3. Forklaring afgives i retsmøder, der er offentlige.

Stk. 4. De personer, hvis forhold undersøges, har ret til at lade sig bistå af en bisidder.

§ 6. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af undersøgelseskommissionen.

§ 6. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven gælder ikke for den virksomhed, som udøves af undersøgelseskommissionen.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af sin undersøgelse til justitsministeren, der offentliggør beretningen.

§ 7. Undersøgelseskommissionen afgiver en beretning om resultatet af sin undersøgelse til justitsministeren, der offentliggør beretningen.

§ 8. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 8. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund og formål

1.1. Den 18. og 19. maj 1993 fandt nogle af de alvorligste uroligheder i nyere tid sted på Nørrebro med sammenstød mellem politi og aktivister.

Ved skrivelse af 31. maj 1993 anmodede Justitsministeriet den daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen om at gennemføre en undersøgelse af begivenhederne. Skrivelsen var sålydende

»Justitsministeriet skal herved anmode Dem om at gennemføre en undersøgelse af begivenhederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993.

Undersøgelsen skal give et samlet billede af de pågældende begivenheder og herunder belyse såvel optakten til som forløbet af de voldshandlinger, der fandt sted.

Som grundlag for undersøgelsen kan der bl.a. indhentes oplysninger fra beboere i området og fra andre med viden om begivenhederne, ligesom oplysninger fra mediernes dækning af det passerede kan indgå. Endvidere bør det materiale, som udarbejdes af politidirektøren i København, inddrages i undersøgelsen. Politidirektøren uddyber eller supplerer på anmodning disse redegørelser. Endelig bør der i undersøgelsen indgå de oplysninger, der fremkommer ved den strafferetlige behandling af sager mod personer, der deltog i begivenhederne.

Justitsministeriet skal anmode Dem om på grundlag af undersøgelsen at afgive en beretning, der indeholder en beskrivelse og vurdering af begivenhedsforløbet på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993.

Rigspolitichefembedet har givet tilsagn om at yde bistand i forbindelse med gennemførelsen af undersøgelsen.«

Den 29. august 1994 afgav den daværende rigsadvokat sin redegørelse om begivenhederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993 til Justitsministeren.

Kort efter afgivelsen af redegørelsen blev det i en udsendelse i Danmarks Radio oplyst, at der i forbindelse med skudafgivelsen på Fælledvej var blevet råbt »Skyd efter benene«.

På baggrund af disse nye oplysninger udarbejdede Asbjørn Jensen en supplerende redegørelse om skudepisoden på Fælledvej under begivenhederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993. Denne redegørelse blev afgivet til justitsministeren den 30. maj 1995.

I juli 1995 besluttede Folketingets Ombudsmand at realitetsbehandle en række klager over Asbjørn Jensens undersøgelser og redegørelser.

Folketingets Ombudsmand afsluttede behandlingen af sagen med afgivelsen af »Redegørelse II om Nørrebro-sagen« den 29. januar 1996.

Ombudsmanden har i redegørelsen fundet, at Asbjørn Jensens undersøgelse vedrørende »Nørrebro-sagen« på forskellige punkter har været mangelfuld. Ombudsmanden har bl.a. sammenfattet sin opfattelse af Asbjørn Jensens undersøgelse på følgende måde (redegørelsen side 9 f.)

»I min endelige udtalelse, (. . . . .), har jeg konstateret at den måde man valgte at gennemføre undersøgelsen på ikke kan siges fuldt ud at leve op til kravene og forventningerne om en dækkende og uvildig undersøgelse.

Der er forskellige ydre forhold i forbindelse med undersøgelserne som kan medvirke til at svække tilliden til undersøgelsens uvildighed: Afhøringerne af de politifolk der var med på Nørrebro, er i Asbjørn Jensens første rapport i de fleste tilfælde foretaget af Københavns Politi selv. Der har været kontakt mellem undersøgeren og de undersøgte myndigheder på en måde som ikke er egnet til at fremme tilliden til undersøgelsen.

Men den væsentligste kritik fra min side retter sig mod den metode (bedømmelsesgrundlaget) Asbjørn Jensen har anvendt i sin undersøgelse. Der er her ikke blot tale om en formelt præget indvending og uenighed med undersøgeren. Efter min mening (. . . . .) har den anvendte metode haft væsentlige konsekvenser for de forhold Asbjørn Jensen har valgt at undersøge - og hermed for de mangler som hans rapporter m.v. efter min opfattelse lider af. En mere stringent og konsekvent metode ville ikke have efterladt væsentlige ubesvarede spørgsmål f.eks. vedrørende den øverste politiledelses eventuelle ansvar, eller vedrørende skudepisoden på Sankt Hans Torv.«

1.2. Regeringen finder, at kritikken fra Folketingets Ombudsmand må føre til, at der gennemføres en ny og bredere undersøgelse af Nørrebro-sagen.

Det foreliggende lovforslag har til formål at etablere en sådan ny undersøgelse.

Det foreslås, at der nedsættes en særlig undersøgelseskommission bestående af tre personer til at gennemføre undersøgelsen.

Lovforslaget indeholder nærmere regler om kommissionens opgaver, virksomhed og beføjelser. Efter forslaget er undersøgelseskommissionens opgaver ikke begrænset til en undersøgelse og klarlæggelse af et begivenhedsforløb. Kommissionen skal også udtale sig om et eventuelt retligt ansvar for enkeltpersoner.

Om forslagets nærmere indhold henvises i øvrigt til pkt. 2 om hovedpunkter i lovforslaget og til forslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

2. Hovedpunkter i lovforslaget

En gennemførelse af lovforslaget vil indebære, at der nedsættes en særlig undersøgelseskommission bestående af 3 medlemmer, der udpeges af justitsministeren. Ingen af medlemmerne må være dommer. Formanden og yderligere et medlem udpeges efter indstilling fra Advokatrådet. Det tredje medlem udpeges efter en fælles indstilling fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet og Juridisk Institut ved Århus Universitet.

Kommissionen skal undersøge og klarlægge tre forskellige forløb og spørgsmål

1) selve begivenhederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993, dvs. de samme forhold, der var omfattet af kommissoriet for daværende rigsadvokat Asbjørn Jensens undersøgelse,

2) omstændighederne omkring udformningen af kommissoriet for Asbjørn Jensens undersøgelse og rækkevidden af kommissoriet for så vidt angår spørgsmålet om, på hvilken måde oplysninger vedrørende Københavns Politi skulle tilvejebringes, samt

3) de drøftelser og andre kontakter om tilrettelæggelsen af undersøgelsen, der fandt sted mellem Asbjørn Jensen og Justitsministeriet, Københavns Politi samt Dansk Politiforbund.

På grundlag af undersøgelsen og klarlæggelsen af de nævnte forløb og spørgsmål skal undersøgelseskommissionen udtale sig om, hvorvidt der af personer i offentlig tjeneste er begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført f.eks. i form af en tjenestemandssag.

Undersøgelseskommissionen oplyser sagen dels ved hjælp af foreliggende materiale, dels ved at lade involverede personer indkalde til at afgive forklaring i retten. Undersøgelseskommissionen kan endvidere anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven, dog således at retsplejelovens § 169 ikke finder anvendelse. Afhøringen foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer eller den person, der er udpeget hertil. Forklaring afgives i retsmøder, der er offentlige.

Undersøgelseskommissionen afslutter sit arbejde med afgivelsen af en beretning. Beretningen afleveres til justitsministeren, der offentliggør den.

3. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Gennemførelsen af den foreslåede undersøgelse vil indebære en række udgifter. Heraf kan bl.a. nævnes vederlæggelse af undersøgelseskommissionens medlemmer, udspørger og sekretariat, herunder eventuel substitution i de pågældendes hovedstillinger, udgifter til dommer, protokolfører, lokaler m.v. i forbindelse med afhøringer i Københavns Byret, udgifter til bisiddere, eventuelle udgifter til sagkyndig bistand samt kontorholdsudgifter m.v. Vederlæggelsen af undersøgelseskommissionens medlemmer fastsættes af Justitsministeriet efter drøftelse med Finansministeriet. Udgifterne i forbindelse med undersøgelseskommissionens virksomhed afholdes af statskassen i overensstemmelse med de retningslinier, der gælder for undersøgelsesretter. Udgifterne afholdes af Justitsministeriets konto for strafferetspleje m.v.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen fastsætter, hvordan undersøgelseskommissionen skal sammensættes.

Advokatrådet skal indstille to personer med angivelse af, hvem af de to der indstilles udpeget som formand, mens universiteterne i fællesskab alene skal indstille en person. Advokatrådet og universiteterne er ikke afskåret fra at indstille jurister uden for deres egen kreds. Ingen af de indstillede må dog være dommer. Endvidere gælder det, at de personer, der indstilles, skal være uvildige og uafhængige i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold skal undersøges, jf. forslagets § 1, stk. 3. Der må således ikke foreligge omstændigheder, der er egnede til at rejse tvivl om medlemmernes fuldstændige upartiskhed.

Der skal som nævnt ikke foretages alternative indstillinger. Det følger heraf, at reglerne i ligestillingslovgivningen om indstilling af både en mand og en kvinde ikke finder anvendelse. Indstillingerne er offentligt tilgængelige.

Selv om det formelt er justitsministeren, der udpeger medlemmerne, forudsættes det, at ministeren følger de indstillinger, der fremkommer fra Advokatrådet og universiteterne. Indstilles en person, der ikke opfylder betingelserne for at blive medlem af kommissionen, f.eks. fordi den pågældende ikke kan anses for uvildig og uafhængig, kan justitsministeren ikke selv udpege andre personer. I en sådan situation må justitsministeren anmode om en ny indstilling.

Den i § 1, stk. 2, 1. pkt., nævnte person, der skal bistå kommissionen med at foretage afhøringer i retten, forudsættes udpeget efter aftale med kommissionen. Den pågældende skal ligesom kommissionens medlemmer være uvildig og uafhængig i forhold til de myndigheder og personer, hvis forhold skal undersøges. Det samme gælder for kommissionens sekretariat.

Til § 2

I bestemmelsen fastsættes det, hvilke opgaver undersøgelseskommissionen skal udføre.

Kommissionens opgaver (kommissorium) omfatter dels en beskrivende del (»fact finding«), dels en ansvarsbedømmelsesdel.

Den beskrivende del, der er angivet i bestemmelsens stk. 1, omfatter 3 led.

For det første skal kommissionen undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993. Denne del svarer til de forhold, der var omfattet af kommissoriet for Asbjørn Jensens undersøgelse.

Kommissionen skal foretage en ny selvstændig undersøgelse af begivenhederne på Nørrebro og de forhold, der havde betydning for begivenhedsforløbet. Undersøgelsen skal således bl.a. omfatte spørgsmål om de ledelsesmæssige dispositioner, herunder med hensyn til politiets uddannelse, udrustning, beredskab, planlægning m.v. i relation til begivenheder af den art, der fandt sted på Nørrebro.

Undersøgelsen og klarlæggelsen af det samlede begivenhedsforløb omfatter også en beskrivelse af de menige politifolks forhold. På dette punkt er kommissionens opgave således ikke begrænset til den kreds af personer, i forhold til hvilken kommissionen efter bestemmelsens stk. 2 skal udtale sig om et eventuelt retligt ansvar, jf. nedenfor.

For det andet skal kommissionen undersøge og klarlægge omstændighederne omkring udformningen af kommissoriet for den undersøgelse, der blev gennemført af Asbjørn Jensen, og klarlægge rækkevidden af kommissoriet, for så vidt angår spørgsmålet om, på hvilken måde oplysninger vedrørende Københavns Politi skulle tilvejebringes. Dette punkt omfatter bl.a. drøftelser mellem den daværende justitsminister, rigsadvokaten og en kreds af embedsmænd på et møde i Justitsministeriet den 25. maj 1993.

Endelig skal kommissionen undersøge og klarlægge de drøftelser og andre kontakter om tilrettelæggelsen af undersøgelsen, der fandt sted mellem Asbjørn Jensen og Justitsministeriet, Københavns Politi samt Dansk Politiforbund. Dette led omfatter ikke blot drøftelser m.v., hvori Asbjørn Jensen deltog, men også drøftelser mellem f.eks. Justitsministeriet og Dansk Politiforbund om undersøgelsens gennemførelse.

De to sidstnævnte punkter skal ses i sammenhæng med, at Folketingets Ombudsmand i sin redegørelse af 29. januar 1996 har peget på en række forhold, der efter ombudsmandens opfattelse kan medvirke til at svække tilliden til uvildigheden af Asbjørn Jensens undersøgelse.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at undersøgelseskommissionens opgaver ikke er begrænset til en undersøgelse og klarlæggelse af, hvad der faktisk er passeret. Efter stk. 2 skal kommissionen således tillige udtale sig om, hvorvidt der af personer i offentlig tjeneste (dog ikke for så vidt angår de menige politifolk på Nørrebro) er begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at et retligt ansvar - disciplinært ansvar eller eventuelt strafansvar - søges gennemført. Finder kommissionen, at der ikke er tale om fejl og forsømmelser af den angivne karakter, men at de vurderede handlemåder er uhensigtsmæssige, kritisable eller lignende, er kommissionen ikke afskåret fra at give udtryk herfor.

Denne vurdering af et eventuelt personligt ansvar omfatter med den nævnte begrænsning alle involverede personer i offentlig tjeneste, herunder politiledere og embedsmænd, uanset om de pågældende fortsat fungerer i de pågældende stillinger.

For personer, der er fratrådt deres stillinger i den statslige forvaltning, skal vurderingerne dog foretages og udformes i lyset af, at der ikke længere er mulighed for i givet fald at gennemføre tjenestemandssager mod de pågældende. Den angivne begrænsning indebærer, at kommissionen ved formuleringen af en eventuel kritik ikke kan udtale, at der efter kommissionens opfattelse foreligger en tjenesteforseelse af en sådan karakter, at der ville have været grundlag for at søge et disciplinært ansvar gennemført, hvis den pågældende fortsat havde været ansat i den statslige forvaltning. Baggrunden for denne begrænsning er, at den pågældende som nævnt ikke vil have mulighed for at få et sådant belastende udsagn fra kommissionen efterprøvet under en efterfølgende tjenestemandssag.

Den ovennævnte vurdering af enkeltpersoners forhold omfatter ikke alene spørgsmål af politimæssig karakter i forbindelse med urolighederne på Nørrebro, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Kommissionen skal også foretage en sådan vurdering med hensyn til de spørgsmål vedrørende udformningen og gennemførelsen af Asbjørn Jensens undersøgelse, der er nævnt i § 2, stk. 1, nr. 2 og 3. Kommissionen skal ikke herudover vurdere Asbjørn Jensens undersøgelse.

Kommissionen har som nævnt ikke til opgave at foretage vurderinger af et eventuelt personligt ansvar hos de menige politifolk på Nørrebro. Med menige politifolk sigtes alene til politifolk uden kommando- og ledelsesbeføjelser. Delingsførere, lederen af uropatruljen m.v. er således ikke omfattet af udtrykket »menige politifolk«.

Grundlovens § 61, 2. pkt., indeholder et forbud mod at nedsætte særdomstole med dømmende myndighed. Kommissionen har derfor ikke adgang til at træffe bindende afgørelser om et eventuelt personligt ansvar for involverede personer. Når kommissionens beretning foreligger, må de pågældende myndigheder, herunder ansættelsesmyndigheder, tage stilling til, hvilke konsekvenser der skal drages af kommissionens udtalelser om sådanne ansvarsspørgsmål.

Til § 3

Bestemmelsen fastslår den generelle regel, at kommissionen selv træffer bestemmelse om undersøgelsens nærmere tilrettelæggelse. Bestemmelsen er et udslag af kommissionens funktionelle uafhængighed. I den forbindelse åbner bestemmelsen mulighed for, at kommissionen kan bestemme, at materiale, som er tilvejebragt i forbindelse med Asbjørn Jensens undersøgelse, skal indgå i undersøgelsen. Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at kommissionen kan anmode særligt sagkyndige om en udtalelse eller anden bistand til brug for undersøgelsen.

Til § 4

For at sikre, at undersøgelseskommissionen kan få alle relevante oplysninger frem, er det i bestemmelsen fastsat, at myndigheder og personer er forpligtet til at udlevere dokumenter og andet foreliggende materiale, når kommissionen anmoder om det.

Det er efter den foreslåede bestemmelse ikke et krav, at kommissionen skal kunne specificere de dokumenter, der kræves udleveret. Kommissionen kan på samme måde som en undersøgelsesret ved undersøgelsens start anmode de berørte myndigheder og personer om at udlevere alt relevant materiale til kommissionen. Bliver kommissionen bekendt med eksistensen af dokumenter m.v., som den ikke har modtaget i henhold til den indledende udleveringsbegæring, vil kommissionen specifikt kunne anmode om at få udleveret det pågældende materiale.

Den foreslåede udleveringspligt omfatter alt foreliggende materiale, herunder også materiale tilvejebragt i forbindelse med Asbjørn Jensens undersøgelse. Pligten til at udlevere materiale gælder, selv om materialet er internt. Det forudsættes, at internt materiale ikke mister sin interne karakter ved at blive udleveret til kommissionen. Dette svarer til, hvad der antages at gælde ved udlevering af internt materiale til undersøgelsesretter.

Hvis offentligt ansatte undlader at opfylde pligten til at udlevere foreliggende materiale til kommissionen, vil der være tale om en tjenesteforsømmelse, der vil kunne medføre disciplinært ansvar og i grove tilfælde strafansvar efter straffelovens § 156 eller § 157. For ministres vedkommende vil en sådan pligttilsidesættelse efter omstændighederne kunne indebære en overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5. På den baggrund findes der ikke behov for en særlig regel med henblik på gennemtvingelse af udleveringspligten.

Til § 5

Efter bestemmelsen kan undersøgelseskommissionen anmode Københavns Byret om at indkalde personer til at afgive forklaring for retten.

Forklaring afgives efter reglerne i retsplejeloven. Retten afgør, om de personer, der indkaldes, er forpligtet til at afgive forklaring, og om forklaring afgives under strafansvar.

De indkaldte har som udgangspunkt vidnepligt, jf. retsplejelovens § 168, og vidnerne afgiver normalt forklaring under strafansvar, jf. straffelovens § 158. Over for modvillige vidner kan retten anvende de almindelige tvangsmidler, jf. retsplejelovens § 178.

Vidnepligten er undergivet de almindelige begrænsninger i retsplejeloven, jf. retsplejelovens §§ 169-172. Vidneudelukkelsesgrunden i retsplejelovens § 169 (om tavshedspligt i det offentliges interesse) finder dog ikke anvendelse. Det er derfor ikke nødvendigt, at vedkommende myndighed (minister) giver samtykke til, at en embedsmand afgiver forklaring for retten.

Ingen kan forpligtes til at afgive vidneforklaring, hvis den pågældende herved vil udsætte sig selv for straf eller tab af velfærd, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

Retten vejleder, hvis omstændighederne giver grund dertil, vidnerne om indholdet af reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse, jf. retsplejelovens § 173, stk. 1. Inden vidnet afhøres, sikrer retten sig, at der ikke er noget til hinder for vidneforklaringens afgivelse. Retten pålægger derefter vidnet at tale sandhed og gør vidnet bekendt med strafansvaret for afgivelse af falsk forklaring, jf. retsplejelovens § 181.

Det forudsættes, at personer, som kan risikere et disciplinært eller strafferetligt ansvar, afhøres med tilkendegivelse om, at de ikke har pligt til at udtale sig, og at forklaring afgives uden sædvanligt strafansvar.

Afhøringerne foretages af undersøgelseskommissionens medlemmer eller den person, der er udpeget efter § 1, stk. 2, 1. pkt.

Hovedindholdet af forklaringen optages i retsbogen, jf. retsplejelovens § 186, stk. 2. Det forudsættes, at retten sender en gratis udskrift af retsbogen vedrørende de afgivne forklaringer til undersøgelseskommissionen og til den, der har afgivet den pågældende forklaring.

Forklaring afgives i retsmøder, der er offentlige. Begrundelsen herfor er navnlig sagens hidtidige forløb, hvor stort set alt foreliggende materiale i sagen er gjort offentligt tilgængeligt. Hertil kommer, at der er gennemført en række straffesager mod aktivister m.fl. Disse sager er behandlet for åbne døre.

De personer eller grupper af personer, der er eller forventes indkaldt til at afgive forklaring i retten, har ret - men ikke pligt - til at antage en bisidder til at bistå under sagen. De pågældendes faglige organisationer kan også antage en bisidder for medlemmerne.

Det forudsættes, at kommissionen udleverer en kopi af alt relevant materiale til bisidderne, herunder også udskrift af afgivne forklaringer. Bisidderne har ret til at overvære alle retsmøder. Bisidderen vil i forbindelse med afhøring have adgang til at stille spørgsmål.

Det forudsættes endvidere, at kommissionen i tilfælde, hvor der kan blive spørgsmål om at give udtryk for, at der efter kommissionens opfattelse er handlet kritisabelt eller på en måde, der kan give anledning til, at et retligt ansvar søges gennemført, underretter de pågældende skriftligt herom med en angivelse af, hvad de mulige kritikpunkter nærmere går ud på. Grundlaget for en sådan underretning vil typisk først være til stede, når kommissionen har klarlagt det samlede begivenhedsforløb eller væsentlige dele heraf.

Bisidderne har på grundlag heraf adgang til i skriftlige indlæg at kommentere de rejste kritikpunkter, inden kommissionen foretager den endelige vurdering af sagen.

Denne retssikkerhedsgaranti skal ses på baggrund af, at det har været et væsentligt kritikpunkt mod de hidtidige undersøgelser ved undersøgelsesretter m.v., at de implicerede ikke har fået at vide, hvad de eventuelt bebrejdes, inden undersøgelsesretten har afgivet sin beretning. De pågældende har derfor ikke over for undersøgelsesretten haft reel mulighed for at forsvare sig mod den pågældende kritik.

Den foreslåede ordning blev introduceret under en konference på Christiansborg den 2. februar 1996 af formanden for Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer, professor Lars Nordskov Nielsen.

Udgifter til bisiddere dækkes efter de regler, der gælder for refusion af udgifter til bisiddere ved undersøgelsesretter.

Til § 6

Undersøgelseskommissionen etableres med status som en offentlig myndighed. Kommissionen er imidlertid et undersøgelsesorgan, som oprettes ved lov, og som alene har en bestemt opgave, nemlig at belyse en nærmere angiven sag. Kommissionen er således ikke en almindelig offentlig myndighed, der skal udføre forvaltningsretlige opgaver. Der er derfor ikke behov for, at kommissionen omfattes af den forvaltningsretlige lovgivning.

I overensstemmelse hermed er det i den foreslåede bestemmelse i § 6 udtrykkeligt fastsat, at lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og ombudsmandsloven ikke gælder for den virksomhed, der udøves af kommissionen. Dette indebærer bl.a., at der ikke vil være adgang til aktindsigt i den underretning om mulige kritikpunkter, der er omtalt ovenfor i bemærkningerne til § 5.

Til § 7

I bestemmelsen fastsættes det, at undersøgelseskommissionen skal afgive en beretning om resultatet af sin undersøgelse. Beretningen afleveres til justitsministeren, der offentliggør den.

Under hensyn til det hidtidige lange forløb vil det være ønskeligt, at kommissionen afslutter sit arbejde så hurtigt, som det er forsvarligt.

Til § 8

Bestemmelsen angiver tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Ingen

Nr LSF 220

Forslag til Lov om undersøgelse af Nørrebrosagen

Fremsat af justitsministeren (Bjørn Westh)

den 13. marts 1996

Vedtaget ved tredjebehandling den 14. maj 1996

Lov nr. 389 af 22/05/1996