1995 LSF 181 FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD FORSKELSBEHANDLING PÅ ARBEJDSMARKEDET M.V.

Artikel 1

1. For nærværende konventions vedkommende omfatter udtrykket »forskelsbehandling«

a) emhver adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling på grund af race, farve, køn, religion, politisk anskuelse, national eller social oprindelse, som medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv;

b) enhver anden adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling, som medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv, som nærmere angivet af vedkommende medlem efter forhandling med repræsentative arbejdsgiver- og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes, og med andre dertil egnede organer.

2. Enhver adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin begrundelse i de for en bestemt beskæftigelse udkrævede kvalifikationer, anses ikke som forskelsbehandling.

3. For nærværende konventions vedkommende omfatter udtrykkene »beskæftigelse« og »erhverv« adgang til faglig oplæring, adgang til beskæftigelse og til bestemte erhverv såvel som arbejdsvilkårene.

Artikel 1

1. I denne konvention betyder udtrykket »racediskrimination« enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på sådan forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i denne konvention deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge.

3. Intet i denne konvention må fortolkes således, at det på nogen måde berører deltagerstaternes lovgivning vedrørende nationalitet, statsborgerskab eller naturalisation, forudsat at denne lovgivning ikke diskriminerer mod nogen bestemt nationalitet.

4. Særlige foranstaltninger, der træffes med det ene formål at sikre tilfredsstillende fremgang for visse racemæssige eller etniske grupper eller enkeltpersoner, der har behov for den beskyttelse, som måtte være nødvendig for at sikre sådanne grupper eller enkeltpersoner lige ret til at nyde eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, skal ikke anses for racediskrimination, forudsat at disse foranstaltninger ikke medfører opretholdelse af særskilte rettigheder for forskellige racegrupper, og forudsat at de kun opretholdes, indtil formålet med dem er opfyldt.

Bilag 1

Udenrigsmin. P.J. IV. j. nr. 85-B-70-0

Bekendtgørelse

af

konvention om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

Ved kgl. resolution af 10. juni 1960, og efter at folketinget den 26. april 1960 dertil har meddelt sit samtykke, har Danmark ratificeret den af Den internationale Arbejdskonference i Geneve i året 1958 vedtagne konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Konventionens ordlyd er som følger

Konvention (nr. 111) vedrørende forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference,

der er blevet sammenkaldt i Geneve af Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd, og som er trådt sammen til sit 42. møde den 4. juni 1958, og

som har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til forskelsbehandling i beskæftigelse og erhverv, der er opført som 4. punkt på mødets dagsorden, og

som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international konvention, og

som tager i betragtning, at det i Philadelphia-deklaraitonen er udtalt, at alle mennesker uanset race, tro eller køn har ret til at stræbe efter materiel fremgang og åndelig udvikling under frie og værdige forhold med økonomisk tryghed og lige muligheder for alle, og

som endvidere betænker, at forskelsbehandling er en krænkelse af de rettigheder, der er kommet til udtryk i verdenserklæringen vedrørende menneskerettigheder,

vedtager i dag den 25. juni 1958 følgende konvention, der benævnes konventionen af 1958 vedrørende forskelsbehandling (beskæftigelse og erhverv).

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.

§ 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende beskyttelse mod forskelsbehandling følger af en kollektiv overenskomst.

Artikel 2

Ethvert medlem, som er bundet af nærværende konvention, forpligter sig til at udforme og følge en politik, der tager sigte på, med de efter de nationale forhold og sædvaner afpassede midler, at fremme ligestilling i henseende til muligheder og behandling for så vidt angår beskæftigelse og erhverv i det øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område.

Artikel 2

1. Deltagerstaterne fordømmer racediskrimination og forpligter sig til ved alle egnede midler og uopholdeligt at føre en politik, der tager sigte på at afskaffe racediskrimination af enhver art og fremme forståelsen mellem alle racer, og enhver deltagerstat

a) forpligter sig derfor til aldrig ved nogen handling at indlade sig på racediskrimination mod personer, persongrupper eller institutioner og til at sikre, at alle statslige og kommunale myndigheder og institutioner handler i overensstemmelse med denne forpligtelse;

b) forpligter sig derfor til ikke at tage initiativ til, forsvare eller støtte racediskrimination fra nogen enkeltpersons eller organisations side;

c) skal derfor træffe effektive foranstaltninger til kritisk at gennemgå statslige og kommunale myndigheders politik og til at ændre eller ophæve alle love og bestemmelser, som bevirker, at racediskrimination opstår eller opretholdes, hvor den måtte forekomme;

d) skal derfor ved alle egnede midler, herunder sådan lovgivning som forholdene måtte kræve, forbyde og standse racediskrimination foretaget af nogen enkeltperson, gruppe eller organisation;

e) forpligter sig derfor til, hvor det er hensigtsmæssigt, at opmuntre organisationer og bevægelser, der omfatter flere racer og virker for ophævelse af diskrimination, at fremme andre midler til fjernelse af skranker mellem racerne og at modvirke alt, hvor der tager sigte på at styrke raceadskillelse.

2. Deltagerstaterne skal, hvor forholdene taler herfor, træffe konkrete foranstaltninger på det sociale, økonmiske, kulturelle og andre områrder til at sikre en passende udvikling og beskyttelse af visse racegrupper eller enkeltpersoner inden for disse med henblik på at tilsikre dem den fulde og ligelige nydelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Sådanne foranstaltninger må i intet tilfælde have til følge, at der opretholdes ulige eller særskilte rettigheder for forskelleige racegrupper, efter at formålet med foranstaltningerne er opfyldt.

Bilag 2

De forenede Nationers konvention af 21. december 1965

INTERNATIONAL KONVENTION OM AFSKAFFELSE AF ENHVER FORM FOR RACEDISKRIMINATION De i denne konvention deltagende stater er,

i betragtning af, at De forenede Nationers pagt hviler på principperne om alle menneskers naturlige værdighed og lige ret, og at samtlige medlemsstater har forpligtet sig til i fællesskab og hver for sig i samarbejde med organisationen at virke for opfyldelsen af det af De forenede Nationers formål, som går ud på at fremme og styrke den almindelige respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion,

i betragtning af, at det i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fastslås, at alle mennesker er født til fri og lige værdighed og ret, og at enhver har krav på samtlige de deri angivne rettigheder og frihedsrettigheder uden forskel af nogen art, i særdeleshed med hensyn til race, hudfarve eller national oprindelse,

i betragtning af, at alle mennesker er lige for loven og har lige ret til lovens beskyttelse mod enhver diskrimination og enhver tilskyndelse hertil,

i betragtning af, at De forenede Nationer har fordømt kolonialisme og enhver deraf følgende adskillelse og diskrimination, uanset hvor og under hvilken form disse måtte forekomme, og at erklæringen af 14. december 1960 om indrømmelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger (generalforsamlingsresolution 1514 (XV) har bekræftet og højtideligt fastslået nødvendigheden af snarligt og ubetinget at bringe dem til ophør,

i betragtning af, at De forenede Nationers erklæring af 20. november 1963 om afskaffelse af enhver form for racediskrimination (generalforsamlingsresolution 1904 (XVIII) højtideligt bekræfter nødvendigheden af overalt i verden snarligt at afskaffe racediskrimination i alle dens former og udslag og af at sikre forståelse af respekt for menneskets vædighed,

i forvisning om, at enhver doktrin om overlegenhed og på grundlag af raceforskelle er videnskabeligt urigtig, moralsk forkastelig, socialt uretfærdig og farlig, og at intet hverken i teori eller praksis retfærdiggør racediskrimination nogetsteds,

idet de påny fastslår, at diskrimination på grund af race, hudfarve eller etnisk oprindelse hindrer venskabelige og fredelige forbindelser mellem nationerne og kan forstyrre freden og sikkerheden mellem folk og harmonien mellem mennesker, der lever side om side selv inden for en og samme stat,

i forvisning om, at raceskranker er i modstrid med ethvert menneskeligt samfunds idealer,

foruroliget over, at racediskrimination stadig optræder visse steder i verden, og at regeringer fører en politik, der hviler på raceoverlegenhed eller racehad, såsom apartheid, adskillelse eller afsondring,

fast besluttet på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til snarlig afskaffelse af racediskrimination i alle dens former og udslag og at forhindre og bekæmpe racefanatiske doktriner og fremgangsmåder for at fremme forståelsen mellem racerne og opbygge et internationalt samfund fri for alle former for raceadskillelse og racediskrimination,

ihukommende den af Den internationale Arbejdsorganisation i 1958 vedtagne konvention om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv samt den af De forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur i 1960 vedtagne konvention mod forskelsbehandling med hensyn til uddannelse,

i ønsket om at gennemføre de i De forenede Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for racediskrimination indeholdte principper og snarest muligt sikre gennemførelsen af praktiske foranstaltninger med henblik herpå,

blevet enige om følgende

AFSNIT I

Kapitel 2

Forbud mod forskelsbehandling

Kapitel 2

Forbud mod forskelsbehandling

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Stk. 2. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger, hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Stk. 3. En lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end andres, har krav på forskellen.

Stk. 4. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.

§ 2. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Stk. 2. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger, hvis der ikke ydes lige løn for samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Stk. 3. En lønmodtager, hvis løn i strid med stk. 1 er lavere end andres, har krav på forskellen.

Stk. 4. Hvis der sker lønmæssig forskelsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at det pågældende arbejde ikke er af samme værdi.

§ 2, stk. 1, er lovens hovedbestemmelse. Bestemmelsen svarer til bestemmelserne i §§ 2 og 4 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Bestemmelsen er efter sit indhold bred, idet den omfatter alle arbejdsvilkår, både dem der er fastlagt ved aftale, og dem arbejdsgiveren ensidigt har fastlagt.

Det er uden betydning for vurderingen af, om der finder forskelsbehandling sted, om dette sker i henhold til generelle regler, eller om arbejdsgiveren træffer konkrete afgørelser ud fra de i § 1 nævnte kriterier. Hvis en arbejdsgiver gennem en længere periode konsekvent undlader at ansætte personer f.eks. af en bestemt etnisk oprindelse på trods af, at der har været kvalificerede ansøgere fra den pågældende gruppe, vil det være et indicium for, at arbejdsgiveren praktiserer forskelsbehandling i strid med denne lov.

I situationer, hvor sådanne indicier ikke findes, kan det ofte være svært for lønmodtageren at bevise, at arbejdsgiverens valg af en anden ansøger eller lignende, er udtryk for forskelsbehandling i denne lovs forstand. Lønmodtageren bør derfor, i det omfang det er muligt, sikre sig bevis i de situationer, hvor denne mener at blive udsat for forskelsbehandling i strid med denne lov.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 1, stk. 2, i lov om lige løn til mænd og kvinder og skal fortolkes i overensstemmelse med denne bestemmelse.

Bestemmelsen omfatter således kun ansættelsesforhold hos samme arbejdsgiver.

Til stk. 3

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 2 i lov om lige løn til mænd og kvinder. Bestemmelser i en aftale, der strider mod ligelønsprincippet, er ugyldige, idet en lønmodtager uanset sådanne bestemmelser har krav på den løn, som den gruppe, der sammenlignes med, oppebærer.

Til stk. 4

Forslaget pålægger arbejdsgiveren bevisbyrden i sager vedrørende ligeløn. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 6, stk. 2, i lov om lige løn til mænd og kvinder.

Ved lønmæssig forskelsbehandling f.eks. af en person af en bestemt etnisk oprindelse påhviler det således arbejdsgiveren at godtgøre, at denne er berettiget, og at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af de i § 1 nævnte kriterier.

Til § 3

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til bestemmelserne i §§ 3 og 5 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Ved forslaget sikres der adgang for alle til at søge og få enhver erhvervsuddannelse m.v. på lige fod, uanset race, hudfarve, religion m.v.

Bestemmelsen i stk. 1 omhandler den erhvervsuddannelse m.v., som arbejdsgiveren har bestemmelsesretten over, d.v.s. såvel den uddannelse, som foregår i virksomhedens regi, som den uddannelse, som arbejdsgiveren i øvrigt tilbyder sine ansatte (interne erhvervsuddannelser).

Selvom bestemmelsen angår adgang til erhvervsuddannelser m.v. uanset race, hudfarve eller lignende, er det ikke herved givet, at alle ansatte i en virksomhed skal have samme uddannelse, idet den uddannelse, den enkelte skal have, må afhænge af den pågældendes stilling og funktion i virksomheden.

Til stk. 2

Bestemmelsen omhandler alle andre erhvervsmæssige uddannelser m.v. (eksterne erhvervsuddannelser), som foregår udenfor virksomhedens regi. Enhver uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse, vil være omfattet af bestemmelsen.

For at sikre den lige adgang til uddannelserne m.v. foreslås, at forbud mod forskelsbehandling med hensyn til annoncering også skal gælde for så vidt angår uddannelse.

Til stk. 3

Bestemmelsen forbyder, at der på grund af race, hudfarve eller lignende lægges hindringer i vejen for en persons mulighed for at etablere sig som selvstændig og for at udøve det selvstændige erhverv efter etableringen. Forskelsbehandling under henvisning til de i § 1 nævnte kriterier må f.eks. ikke finde sted, hvis der søges om optagelse i en organisation, såfremt optagelse er af afgørende betydning for pågældendes udøvelse af erhvervet.

Forslaget forpligter organisationer, laug, foreninger og andre, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelser om de i §§ 2 og 3 nævnte forhold, til at gøre dette uden hensyntagen til de i § 1 nævnte kriterier. Bestemmelsen vil primært rette sig mod organisationer m.v. for selvstændige erhverv. Den omfatter derimod ikke den situation, hvor en erhvervsvirksomhed søger en fast forretningsforbindelse, eller hvor en selvstændig erhvervsdrivende ønsker optagelse af en kompagnon i virksomheden.

Til § 4

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at arbejdsgiveren, der jo ikke må lægge vægt på de kriterier, der er nævnt i § 1, ikke i forbindelse med ansættelse eller under ansættelsesforholdets beståen anmoder om, indhenter eller modtager og gør brug af oplysninger om i de § 1 nævnte kriterier.

Det indebærer bl.a., at arbejdsgiveren ikke må spørge ansøgere til ledige stillinger eller ansatte om deres religiøse baggrund, etniske oprindelse eller lignende.

Hvis arbejdsgiveren allerede er vidende herom, må han ikke tillægge dette betydning i forbindelse med ansættelse eller under ansættelsesforholdets beståen. Arbejdsgiveren må med andre ord ikke stille en ansøger til en ledig stilling eller en ansat bedre eller dårligere ud fra en viden om dennes religion, etniske tilhørsforhold eller lignende, uanset hvornår eller på hvilken måde han har erhvervet denne viden.

Til § 5

Bestemmelsens første led svarer til bestemmelsen i § 6 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Bestemmelsen medfører, at annoncering efter arbejdskraft skal være neutral i forhold til kriterierne i § 1 og er foreslået som en nødvendig forudsætning for, at §§ 2 og 3 skal kunne fungere i praksis. Disse bestemmelser mister deres betydning, hvis det er tilladt ved annoncering at angive, at der f.eks. kun søges europæere eller asiater. Det kan næppe forventes, at f.eks. asiater vil søge en stilling, der er averteret under »europæere søges«, uanset at de i medfør af bestemmelserne i §§ 2 og 3 ville have samme mulighed for at få den nævnte stilling eller erhvervsuddannelse m.v., hvis de søgte den.

Bestemmelsen gælder alene for annoncering efter arbejdskraft eller i forbindelse med erhvervsuddannelse m.v. Der henvises til medieansvarslovens regler om henholdsvis annoncørers og redaktørers ansvar for annoncer.

Bestemmelsen indeholder også et forbud mod at angive, at der ikke søges eller ønskes personer af en bestemt race, religion m.v.

Til § 6

Til stk. 1

Det kan i visse ansættelsesforhold være relevant at stille krav om, at lønmodtageren har en bestemt politisk overbevisning eller tilhører en bestemt religion.

Det vil f.eks. være relevant at stille krav om, at en ansøger til en stilling som præst i en katolsk kirke er katolik. Ligeledes bør politiske partier kunne stille krav om, at deres ansatte er medlemmer af det pågældende parti, og at de ikke er medlem af noget andet parti.

Det vil ligeledes være relevant at stille krav om, at en ansøger, der søger en lærerstilling på en uddannelsesinstitution, der i henhold til sine vedtægter, idegrundlag eller formålsbestemmelse f.eks. bygger på en bestemt religiøs anskuelse, har den samme religiøse anskuelse. Det må dog forudsættes, at læreren i sin undervisning skal give udtryk for sit religiøse livssyn.

Afgørelsen af, om et forhold falder ind under undtagelsen i § 6, stk. 1, må bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 13, stk. 1, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Bestemmelsen giver adgang til administrativt at meddele undtagelser fra lovens bestemmelser i tilfælde, hvor det på grund af beskæftigelsens eller uddannelsens karakter er af afgørende betydning for den pågældende virksomhed, at de ansatte f.eks. har et bestemt etnisk tilhørsforhold. Dette krav vil ikke være opfyldt, fordi arbejdsgiveren af personlige årsager foretrækker personer af en bestemt etnisk oprindelse, religiøs baggrund eller lignende. Det må kræves, at der er tale om et objektivt, sagligt og relevant krav, der relaterer sig til erhvervsudøvelsens art eller de forhold, under hvilke den udføres. En sådan undtagelse kunne f.eks. komme på tale, hvis man ønskede, at der blandt de ansatte i social- og sundhedsforvaltningen eller i politiet også var personer med en særlig etnisk baggrund.

Kompetencen til at meddele undtagelser bør henlægges til de ministerier, der varetager forholdene for de pågældende erhverv eller den pågældende uddannelse, og som derfor har adgang til den sagkundskab, som er nødvendig for at afgøre, om en undtagelse er påkrævet.

Inden undtagelse gives skal den pågældende minister indhente en udtalelse fra arbejdsministeren. Derved sikres en ensartet undtagelsespraksis.

Til § 7

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 14 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Bestemmelsen indeholder sanktioner for overtrædelse af §§ 2-4. Hvorvidt en godtgørelse skal tilkendes eller ej, må afgøres ved de almindelige domstole og vil naturligvis først og fremmest afhænge af grovheden af overtrædelsen af loven.

Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade, pågældende har lidt. Der er derved naturligvis intet til hinder for, at der ved siden af godtgørelsen eller alene ydes erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler. Dette kan f.eks. tænkes, hvor den pågældende har lidt et egentligt økonomisk tab, hvilket kan være tilfældet, når en ansøger har undladt at søge andre stillinger eller uddannelser i tillid til, at loven overholdes, men hvor vedkommende ikke har fået stillingen eller adgang til uddannelsen, fordi der er lagt vægt på et af de i § 1 nævnte kriterier.

Til § 8

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 19 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Ved overtrædelse af lovens § 5 krænkes en meget bred kreds af lønmodtagere, nemlig hele den gruppe, der i en retsstridig annonce udelukkes fra at søge den pågældende stilling. Da det ikke er muligt at tilkende en bred udefineret kreds af lønmodtagere en godtgørelse, er overtrædelse af § 5 i stedet sanktioneret med bødeansvar.

Til § 9

Til stk. 1

Bestemmelsen i § 9, stk 1, har til formål at sikre, at der ikke opstår regelkonflikt mellem lovens § 4 og udlændingelovens § 16, stk. 2.

Til stk. 2

Bestemmelsen har til formål at forhindre, at der opstår konflikt mellem denne lov og allerede planlagte og fremtidige projekter til fremme af ligebehandling, der iværksættes af en offentlig myndighed eller i øvrigt med hjemmel i anden lov. Der eksisterer i dag en række af den slags projekter, og det er ikke hensigten med lovforslaget at bremse disse projekter.

Der tænkes især på ministerielle projekter til opkvalificering og integration af indvandrere. Som eksempel kan nævnes foranstaltninger, som Indenrigsministeriet iværksætter som led i ministeriets integrationspolitik samt Arbejdsministeriets Barrierehandlingsplan.

Barrierehandlingsplanen består af 18 initiativer, der inden for arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemet har til formål at nedbryde barrierer for beskæftigelse af indvandrere og flygtninge. Dette projekt er et vigtigt led i regeringens arbejde med at modvirke etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet, og det er derfor vigtigt at lovforslaget ikke er til hinder for gennemførelsen af dette og lignende projekter.

Til § 11

Ved rafitikationen af ILO-konvention nr. 111 blev det tilkendegivet, at der senere ville blive taget stilling til, om konventionen skal have gyldighed for Grønland, samt at spørgsmålet om konventionens gyldighed for Færøerne vil blive forelagt Færøernes landsstyre.

FN's Racediskriminationskonvention har derimod gyldighed for både Grønland og Færøerne. Da spørgsmål om racediskrimination hører under hjemmestyrekompetencen, vil det være op til Grønlands og Færøernes myndigheder at afgøre, hvordan konventionen skal gennemføres.

Artikel 3

Ethvert medlem, der er bundet af nærværende konvention, forpligter sig, med de efter de nationale forhold og sædvaner afpassede midler, til

a) at søge arbejdsgiver- og arbejderorganisationers og andre dertil egnede organers medvirken til fremme af godkendelsen og gennemførelsen af denne politik;

b) at gennemføre en sådan lovgivning og fremme en sådan oplysningsvirksomhed, som kan påregnes at være egnet til at sikre godkendelsen og gennemførelsen af denne politik;

c) at ophæve enhver lovbestemmelse og ændre enhver administrativ forskrift eller sædvane, som er uforenelig med denne politik;

d) at følge denne politik for så vidt angår beskæftigelse, der er underkastet direkte tilsyn af en national myndighed;

e) at sikre gennemførelsen af denne politik i virksomhed, som udøves af institutioner, der er undergivet tilsyn af en national myndighed, i form af erhvervsvejledning, faglig oplæring og anvisning af beskæftigelse;

f) i sine årlige beretninger om konventionens gennemførelse at angive de foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med denne politik, samt de derved opnåede resultater.

Artikel 3

Deltagerstaterne fordømmer i særdeleshed raceadskillelse og apartheid og forpligter sig til at forhindre, forbyde og udrydde enhver sådan adfærd inden for områder under deres jurisdiktion.

Kapitel 3

Undtagelser

Kapitel 3

Undtagelser

§ 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte, for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Stk. 2. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver, der anviser beskæftigelse.

Stk. 3. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

§ 3. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Stk. 2. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1, og enhver der anviser beskæftigelse.

Stk. 3. Forbudet mod forskelsbehandling gælder tillige enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve selvstændigt erhverv.

Artikel 4

Forantaltninger, der berører en person, som med føje mistænkes for virksomhed, der kan bringe statens sikkerhed i fare, eller for hvis vedkommende det er godtgjort, at han udøver en sådan virksomhed, anses ikke som forskelsbehandling, forudsat at den pågældende har adgang til at indanke sagen for en i overensstemmelse med national praksis oprettet kompetent instans.

Artikel 4

Deltagerstaterne fordømmer al propaganda og alle organisationer, som bygger på ideer eller teorier om overlegenhed hos en enkelt race eller en persongruppe af en bestemt hudfarve eller etnisk oprindelse, eller som søger at forsvare eller fremme nogen form for racehad og racediskrimination, og forpligter sig til at træffe øjeblikkelige og positive foranstaltninger, der tager sigte på at bekæmpe enhver tilskyndelse til eller udøvelse af sådan diskrimination, og skal med dette formål for øje, under skyldig hensyntagen til de i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne indeholdte principper og til de i artikel 5 i denne konvenntion udtrykkeligt nævnte rettigheder, bl.a.

a) kriminalisere al udbredelse af ideer, der hviler på racemæssig overlegenhed eller racehad, tilskyndelse til racediskrimination og alle voldshandlinger eller tilskyndelse til sådanne handlinger imod enhver race eller persongruppe af anden hudfarve eller etnisk oprindelse samt ydelse af enhver bistand til raceforfølgelser, herunder deres finansiering;

b) erklære ulovlige og forbyde organasationer samt organiseret og al anden propagandavirksomhed, som fremmer og tilskynder til racediskrimination, samt kriminalisere deltagelse i sådanne organisationer eller sådan virksomhed;

c) ikke tillade offfentlige myndigheder eller institutioner under stat og kommune at fremme eller tilskynde til racediskrimination.

Kapitel 4

Godtgørelse m.v.

Kapitel 4

Godtgørelse m.v.

§ 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.

§ 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.

Artikel 5

1. De særlige beskyttelses- eller hjælpeforanstaltninger, der er foreskrevet ved andre af den internationale arbejskonference vedtagne konventioner eller rekommandationer, anses ikke som forskelsbehandling.

2. Ethvert medlem kan efter forhandling med repræsentative arbejdsgiver- og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes, bestemme, at andre særlige foranstaltninger, der tager sigte på at imødekomme særlige behov hos personer, for hvis vedkommende særlig beskyttelse eller hjælp efter almindelig opfattelse er fornøden, eksempelvis på grund af køn, alder, invaliditet, pligter af familiemæssig karakter, eller social eller kulturel stilling, ikke skal betragtes som forskelsbehandling.

Artikel 5

Til opfyldelse af de i artikel 2 i denne konvention fastsatte grundlæggende forpligtelser påtager deltagerstaterne sig at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination og at sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse, især med hensyn til nydelsen af følgende rettigheder

a) retten til ligelig behandling for domstole og andre retsudøvende organer;

b) retten til personlig sikkerhed og til statens beskyttelse mod vold eller legemsbeskadigelse, uanset om den tilføjes at personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, eller af nogen enkeltperson, gruppe eller institution;

c) politiske rettigheder, i særdeleshed retten til at deltage i valg - at stemme og lade sig opstille til valg - på grundlag af almindelig og lige stemmeret, til at deltage i landets styre samt i varetagelsen af offentlige anliggender på ethvert plan og til lige adgang til offentlige hverv;

d) andre borgerlige rettigheder, i særdeleshed

i) retten til frit at færdes og bosætte sig inden for statens grænser;

ii) retten til at forlade ethvert land, herunder sit hjemland, og til at vende tilbage til sit hjemland;

iii) statsborgerret;

iv) retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle;

v) retten til at besidde ejendom, såvel alene som i fællesskab med andre;

vi) arveret;

vii) tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;

viii) forsamlings- og foreningsfrihed med fredelige formål;

e) økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, i særdeleshed

i retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gunstige arbejdsvilkår, til beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for lige arbejde samt til en rimelig og gunstig aflønning;

ii) retten til at oprette og indmelde sig i fagforeninger;

iii) retten til bolig;

iv) retten til offentlige sundhedsforanstaltninger, lægebehandling, social tryghed og sociale ydelser;

v) retten til uddannelse og oplæring;

vi) retten til ligelig deltagelse i kulturel virksomhed;

f) adgang til alle for offentligheden bestemte steder og indretninger såsom transportmidler, hoteller, restauranter, cafeeer, teatre og parker.

Kapitel 5

Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning m.v.

Kapitel 5

Ikrafttræden og forhold til anden lovgivning m.v.

§ 5. Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

§ 5. Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse søges eller foretrækkes en person af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse. Det må heller ikke angives, at der ikke ønskes en person med de i 1. pkt. nævnte kendetegn.

Artikel 6

Ethvert medlem, som ratificerer nærværende konvention, forpligter sig til at bringe den i anvendelse på landområder uden for moderlandet i overensstemmelse med bestemmelserne i Den internationale Arbejdsorganisations statut.

Artikl 7

De officielle ratifikationer af nærværende konvention skal fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.

Artikel 6

Deltagerstaterne skal gennem deres kompetente domstole og andre statsinstitutioner, sikre enhver person inden for deres jurisdiktion effektiv beskyttelse og effektive retsmidler imod enhver racediskriminerende handling, som i modstrid med denne konvention krænker hans menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, samt ret til gennem sådanne domstole at søge retfærdig og passende erstaning eller oprejsning for enhver skade, han har lidt som følge af en sådan diskrimination.

§ 6. §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt, medmindre dette er uforeneligt med EU-retten.

Stk. 2. Såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion, kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren fravige bestemmelserne i §§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er uforeneligt med EU-retten.

§ 6. §§ 2-5 gælder ikke for arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt, medmindre dette er uforeneligt med EU-retten.

Stk. 2. Såfremt det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelser er af afgørende betydning, at udøveren er af en bestemt race, politisk anskuelse, seksuel orientering, national, social eller etnisk oprindelse eller har en bestemt hudfarve eller tilhører en bestemt religion, kan vedkommende minister efter indhentet udtalelse fra arbejdsministeren fravige bestemmelserne i §§ 2-5. Dette gælder dog ikke, hvis det er uforeneligt med EU-retten.

Artikel 7

Deltagerstaterne forpligter sig til at gennemføre øjeblikkelige og effektive foranstaltninger, i særdeleshed inden for undervisning, uddannelse, kultur og oplysning, med henblik på bekæmpelse af fordomme, der fører til racediskrimination, og til at fremme forståelse, fordragelighed og venskabelige forhold mellem nationer og racegrupper eller etniske grupper samt til at udbrede de formål og principper, der er indeholdt i De forenede Nationers pagt, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, De forenede Nationers erklæring om afskaffelse af enhver form for racediskrimination og denne konvention.

AFSNIT II

§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

§ 7. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 2-4, kan tilkendes en godtgørelse.

Artikel 8

1. Nærværende konvention er kun bindende for de medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.

2. Den træder i kraft et år efter det tidspunkt, da to medlemmers ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.

3. Derefter træder nærværende konvention i kraft for ethvert medlem et år efter, at dets ratifikation er blevet indregistreret.

Artikel 8

1. Der oprettes en komite vedrørende afskaffelse af racediskrimination (herefter benævnt komiteen), bestående af 18 sagkyndige af højt moralsk omdømme og anerkendt upartiskhed, der vælges af deltagerstaterne blandt deres egne statsborgere og virker i deres personlige egenskab; ved valget tages hensyn til en rimelig geografisk fordeling og til repræsentation af de forskellige kulturformer og de vigtigste retssystemer.

2. Komiteens medlemmer vælges ved hemmelig afstemning på grundlag af en fortegnelse over personer, der er indstillet af deltagerstaterne. Enhver deltagerstat kan indstille een person blandt sine egne statsborgere.

3. Det første valg finder sted seks måneder efter denne konventions ikrafttrædelsesdato. Mindst tre måneder før tidspunktet for hvert valg anmoder De forenede Naitoners generalsekretær skriftligt deltagerstaterne om inden to måneder at foreslå kandidater. Generalsekretæren udarbejder en alfabetisk fortegnelse over samtlige således foreslåede personer med angivelse af de deltagerstater, der har indstillet dem, og fremsender fortegnelsen til deltagerstaterne.

4. Valg af komiteens medlemmer finder sted ved De forenede Nationers hovedsæde på et af generalsekretæren indkaldt møde mellem deltagerstaterne. Ved dette møde, der er beslutningsdygtigt, såfremt to tredjedele af de deltagende stater er repræsenteret, indvælges i komiteen de kandidater, der opnår flest stemmer og et absolut flertal af de stemmer, der afgives af de tilstedeværende og stemmeafgivende repræsentater for deltagerstaterne.

5. a) Komiteens medlemmer vælges for et tidsrum af fire år, dog således at ni af de ved det første valg indvalgte medlemmer kun skal fungere i to år; umiddelbart efter det første valg udpeger komiteens formand ved lodtrækning disse ni medlemmer.

b) Hvis en plads bliver ledig, udpeger den deltagerstat, hvis sagkyndige ikke længere virker som medlem af komiteen, med komiteens godkendelse en anden sagkyndig blandt sine egne statsborgere.

6. Deltagerstaterne afholder de udgifter, der er forbundet med medlemmernes deltagelse i komitearbejdet.

§ 8. Overtrædelse af § 5 straffes med bøde.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 8. Overtrædelse af § 5 straffes med bøde.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Artikel 9

1. Et medlem, som har ratificeret nærværende konvention, kan opsige den efter ti års forløb fra dagen for konventionens første ikrafttræden at regne ved en erklæring, der fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering. En sådan opsigelse træder først i kraft et år efter dagen for dens indregistrering.

2. Ethvert medlem, som har ratificeret nærværende konvention, og som ikke inden for et år efter udløbet af den i foregående stykke omhandlede 10-års periode benytter sig af den i nærværende artikel hjemlede opsigelsesret, er forpligtet i yderligere ti år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10-års periode på de i nævrværende artikel foreskrevne betingelser.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne forpligter sig til a) inden et år, efter at konventionen er trådt i kraft for den pågældende stat, og b) derefter hvert andet år, og når som helst komiteen anmoder derom, at fremsende til generalsekretæren for De forenede Nationer, med henblik på behandling i komiteen, en beretning om de lovgivningsmæssige, retslige, administrative eller andre foranstaltninger, som de har gennemført, og som sætter denne konventions bestemmelser i kraft. Komiteen kan anmode om yderligere oplysninger fra deltagerstaterne.

2. Komiteen aflægger gennem generalsekretæren en årlig beretning til De forenede Nationers generalforsamling om sin virksomhed og kan fremsætte forslag og almindelige henstillinger på grundlag af en undersøgelse af de fra deltagerstaterne modtagne beretninger og oplysninger. Sådanne forslag og almindelige henstillinger skal meddeles generalforsamlingen med deltagerstaternes eventuelle bemærkninger.

§ 9. § 4 finder ikke anvendelse, i det omfang andet følger af særlig lovgivning.

Stk. 2. Loven er ikke til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

§ 9. § 4 finder ikke anvendelse i det omfang andet følger af særlig lovgivning.

Stk. 2. Loven er ikke til hinder for, at der i medfør af anden lov, i medfør af bestemmelser med hjemmel i anden lov eller i øvrigt ved offentlig foranstaltning iværksættes foranstaltninger, som har til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne for personer af en bestemt race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

Artikel 10

1. Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation om indregistreringen af alle de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra organisations medlemmer.

2. Samtidig med at underrettre organisationens medlemmer om indregistreringen af ratifikation nr. 2 skal generaldirektøren henlede deres opmærksomhed på konventionens ikrafttrædelsesdato.

Artikel 10

1. Komiteen vedtager selv sin forretningsorden.

2. Komiteen vælger sit formandskab for et tidsrum af to år.

3. Komiteens sekretariat stilles til rådighed af De forenede Nationers generalsekretær.

4. Komiteens møder afholdes som regel ved De forende Nationers hovesæde.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

§ 10. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.

Artikel 11

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i overensstemmelse med arbtikel 102 i De forenede Nationers pagt fremsende fuldstændige oplysninger om alle de ratifikationer og opsigelser, som han har indregistreret i henhold til bestemmelserne i de foregående artikler, til de forenede Nationers generalsekretær til registrering.

Artikel 11

1. Hvis en deltagerstat mener, at en anden deltagerstat ikke gennemfører denne konventions bestemmelse, kan den gøre komiteen opmærksom herpå. Komiteen videresender derpå meddelelsen til den pågældende stat. Den modtagende stat tilsender inden tre måneder komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse til belysning af sagen, angivende eventuelle retsmidler, som den pågældende stat har taget i anvendelse.

2. Såfremt sagen ikke inden seks måneder, efter at den modtagende stat har fået den første meddelelse, er bilagt til begge parters tilfredshed, enten gennem tosidede forhandlinger eller ved andre fremgangsmåder, der står til deres rådighed, er hver af de to stater berettiget til på ny at indbringe sagen for komiteen ved fremsendelse af en meddelelse, såvel til komiteen som til den anden stat.

3. Komiteen behandler først en sag, der indbringes for den i henhold til pkt. 2 i denne artikel, når den i overensstemmelse med de i folkretten almindeligt anerkendte principper har konstateret, at alle til rådighed stående retsmidler i den pågældnede stat er anvendt og udtømt i sagen. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af retsmidlerne trækker urimeligt i langdrag.

4. I enhver sag, der indbringes for komiteen, kan denne anmode de pågældende deltagerstater om yderligere oplysninger af betydning for sagen.

5. Under komiteens behandling af sager af den i denne artikel omhandlede art er de pågældende deltagerstater berettiget til at lade en repræsentant deltage i komiteens forhandlinger uden stemmeret, medens behandlingen af sagen står på.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse står højt på dagsordenen i alle civiliserede lande. Også i Danmark er bekæmpelse af spirende tendenser til forskelsbehandling på grund af f.eks. race og etnisk oprindelse højt prioriteret. I den forbindelse må det give anledning til særlig bekymring, at indvandrere og flygtninge har en markant højere ledighed end danskere, og at de er ledige i længere tid.

Forslaget fremsættes tillige i erkendelse af, at Danmark ikke i tilstrækkelig grad lever op til de internationale forpligtelser, som Danmark har påtaget sig ved at ratificere ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN's konvention om racediskrimination. De nævnte konventioner er optrykt som bilag 1 og 2.

Ved ratifikationen af ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv har Danmark forpligtet sig til at udforme og følge en politik, der tager sigte på at fremme ligestilling i henseende til muligheder og ligebehandling for så vidt angår beskæftigelse og erhverv i det øjemed at fjerne enhver forskelsbehandling på dette område. Danmark har endvidere forpligtet sig til at gennemføre lovgivning, der skønnes egnet til at sikre en effektiv gennemførelse af en sådan politik.

Begreberne beskæftigelse og erhverv er i ILO-konvention nr. 111 defineret som adgang til faglig oplæring, adgang til beskæftigelse og til bestemte erhverv såvel som arbejdsvilkårene.

Begrebet forskelsbehandling er i konventionen defineret som enhver adskillelse, udelukkelse eller fortrinsbehandling på grund af race, farve, køn, religion, politisk anskuelse, national eller social oprindelse, som medfører en ophævelse eller forringelse af ligestillingen i henseende til muligheder eller behandling i beskæftigelse eller erhverv.

Ved ratifikationen af FN's konvention om racediskrimination har Danmark forpligtet sig til at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination og sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse.

FN's konvention sikrer borgerne i deltagerstaterne retten til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til rimelige og gunstige arbejdsvilkår, til beskyttelse mod arbejdsløshed, til lige løn for lige arbejde samt til en rimelig og gunstig aflønning.

Danmark har i henhold til denne konvention forpligtet sig til ved alle egnede midler, herunder lovgivning, at føre en politik, der tager sigte på at afskaffe racediskrimination af enhver art.

Forslaget tager bl.a. sigte på effektivt at gennemføre ovennævnte konventioner på arbejdsmarkedet. Af samme grund er forslaget stort set begrænset til at omfatte de kriterier, der er nævnt i disse to konventioner, nemlig forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse eller national, social eller etnisk oprindelse.

Forslaget omfatter endvidere forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Dette kriterium er medtaget, fordi lovgivningen på en række andre væsentlige områder yder beskyttelse mod det offentliges og privates forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, jf. straffelovens § 266 b, forvaltningslovens § 28, stk. 1, § 3, stk. 2, i lov om private registre samt § 1 i lov om forskelsbehandling på grund af race m.v.

Forslaget er et af flere initiativer, som regeringen har iværksat og fortsat vil iværksætte med henblik på at bekæmpe forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, jf. bl.a. arbejdsministerens redegørelse fra maj 1995 om status for arbejdet med at modvirke etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet.

Forslaget indeholder et generelt forbud mod forskelsbehandling af de ovennævnte grunde. Forbudet gælder i forbindelse med ansættelsen, under ansættelsen og i forbindelse med afslutningen af et ansættelsesforhold og omfatter både den direkte og den indirekte forskelsbehandling.

Forbudet mod forskelsbehandling gælder dog ikke arbejdsgivere, hvis virksomhed som sit udtrykte formål har at fremme et bestemt politisk eller religiøst standpunkt.

Forslaget indeholder en hjemmel til administrativt at gøre undtagelse for virksomheder, hvor det er af afgørende betydning for disse f.eks. at kunne ansætte personer med en bestemt etnisk oprindelse.

Ved overtrædelse af reglerne kan lønmodtageren tilkendes en godtgørelse.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget har ingen erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Forslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser, idet forskelsbehandling p.g.a. køn er reguleret i anden lovgivning.

Forholdet til EU-retten

På Rådsmødet den 5. oktober 1995 blev der vedtaget en resolution vedrørende racisme og fremmedhad. I denne resolution opfordres medlemsstaterne til at sikre mod enhver form for diskrimination på grund af race, farve, religion, national eller etnisk baggrund i særdeleshed på arbejdsmarkedet.

Medlemsstaterne opfordres til at fremme beskæftigelse og erhvervsuddannelse som væsentlige midler til integrering af personer, der opholder sig lovligt i den pågældende medlemsstat under hensyntagen til samfundets forskelligartede karakter.

Medlemsstaterne opfordres til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at ratificere de internationale instrumenter vedrørende bekæmpelse af racediskrimination.

Medlemsstaterne opfordres endvidere til at træffe foranstaltninger til en styrkelse af respekten for menneskets mangfoldighed og ligeværd samt fremme af tolerant tankegang i undervisningssystemerne, i institutionerne for erhvervsuddannelse og uddannelse af erhvervslærere og i programmer for uddannelse af embedsmænd og overordnet personale i virksomheder.

Medlemsstaterne opfordres til at træffe foranstaltninger til at støtte græsrodsbevægelser og organisationer, der på demokratisk vis bekæmper racisme og fremmedhad.

Arbejdsmarkedets parter opfordres til, uden at deres selvstændighed herved tilsidesættes, at bidrage til aktivt at nå målene i denne resolution og gennem deres aktioner at støtte de foranstaltninger til bekæmpelse af racisme og fremmedhad, som medlemsstaterne har vedtaget.

Kriteriet »national oprindelse« må ikke forveksles med begrebet »statsborgerskab«. Forskelsbehandling på grund af statsborgerskab er ikke omfattet af loven. Det vil dog efter omstændighederne kunne være omfattet af forbudet mod indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver stiller krav om f.eks. dansk statsborgerskab i tilfælde, hvor dette ikke er begrundet i hensynet til arbejdets udførelse eller har hjemmel i lov. Det vil f.eks. stride mod loven at kræve, at rengøringsassistenter, der gør rent på hærens område, skal være danske statsborgere.

Både direkte og indirekte diskrimination på grundlag af nationalitet, herunder statsborgerskab, er uforeneligt med EF-traktatens artikel 6. Det gælder dog ikke, hvis forskelsbehandlingen er sagligt begrundet f.eks. i form af krav til sproglige kvalifikationer.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen afgrænser lovens anvendelsesområde og definerer begrebet forskelsbehandling, som det skal forstås i denne lov.

Begrebet forskelsbehandling er foretrukket i denne lov fremfor diskrimination, fordi det er et kendt begreb fra ligestillingslovene. Begrebet skal derfor i denne lov fortolkes, ligesom det er blevet fortolket i ligestillingslovene.

Loven indeholder forbud mod både direkte og indirekte forskelsbehandling. Forbudet mod indirekte forskelsbehandling er foreslået medtaget for at forhindre, at der opstilles formelt set neutrale kriterier, der imidlertid fører til forskelsbehandling af f.eks. en bestemt etnisk gruppe. Et tilsvarende forbud findes i ILO-konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Direkte forskelsbehandling foreligger f.eks. i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren undlader at ansætte en lønmodtager eller afskediger denne med den udtalte begrundelse, at den pågældende er af en bestemte race, politisk anskuelse m.v.

Indirekte forskelsbehandling foreligger, når en formelt set neutral bestemmelse eller betingelse i praksis får en uforholdsmæssig stor virkning for f.eks. visse etniske grupper, medmindre dette er objektivt begrundet i hensyn til arbejdets udførelse. Et eksempel på et sådant formelt set neutralt krav, der vil få uforholdsmæssig stor virkning for udenlandske lønmodtagere i forhold til danske lønmodtagere, er sprogkrav.

Det vil således være udtryk for indirekte forskelsbehandling, hvis en arbejdsgiver stiller uforholdsmæssigt høje krav til sprogkundskaber eller andre kvalifikationer, eksempelvis afviser en udenlandsk ansøger til et rengøringsjob med den begrundelse, at den pågældende taler med accent. Det er klart, at det i visse situationer er nødvendigt, at den pågældende lønmodtager taler flydende og fejlfrit dansk, f.eks. hvis det drejer sig om personer, der har ansvar for den danske befolknings sprogforståelse og -udvikling. Udelukkelse eller fortrinsbehandling, der har sin begrundelse i de for en bestemt erhvervsudøvelse krævede kvalifikationer anses ikke som forskelsbehandling efter denne lov. Sådanne høje krav må dog kun stilles, hvis det er en nødvendig forudsætning for at kunne udføre et givent arbejde på tilfredsstillende måde.

Det vil ligeledes være indirekte diskrimination, hvis en arbejdsgiver stiller krav til påklædning, fremtoning m.v., som kun rammer visse grupper. Det vil fortsat være tilladt at kræve, at de ansatte bærer uniform eller en bestemt beklædning, hvis dette er en del af virksomhedens præsentation udadtil, og hvis det er et konsekvent krav, der stilles til alle ansatte i samme stillinger.

SAS og DSB er eksempler på virksomheder, der stiller krav om, at de ansatte bærer uniform, og sådanne virksomheder vil lovligt kunne afvise en ansøger, der nægter at bære virksomhedens uniform, uanset begrundelsen derfor. Andre eksempler er forretninger, der kræver at de ansatte skal bære forretningens tøj og franchisevirksomheder, hvor det er en del af deres præsentation udadtil, at de ansatte er klædt på en bestemt måde.

Det vil derimod stride mod loven, hvis en virksomhed udarbejder et reglement, som alene forbyder de ansatte at bære tørklæde eller turban, men som i øvrigt stiller de ansatte frit med hensyn til beklædning. Et sådant reglement vil udelukke enkelte grupper og dermed være udtryk for indirekte diskrimination.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 1, stk. 3, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. Bestemmelsen indebærer, at loven træder tilbage, hvis der findes kollektive overenskomster, der regulerer området. Dette betyder bl.a., at sager om tilsidesættelse af forbudet mod forskelsbehandling i sådanne tilfælde skal rejses ved de fagretlige instanser, medens der i øvrigt rejses krav efter loven ved de almindelige domstole. Bestemmelsen skal i øvrigt fortolkes i overensstemmelse med § 1, stk. 3, i lov om ligebehandling af mænd og kvinder.

Til § 2

Til stk. 1

Artikel 12

Når Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en beretning om gennemførelsen af nærværende konvention og overveje ønskeligheden af at sætte spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.

Artikel 12

1. a) Når komiteen har indhentet og sammenholdt alle de oplysninger, den anser for nødvendige, nedsætter formanden en ad hoc mæglingskommission (herefter benævnt kommissionen) omfattende fem personer, som kan, men ikke behøver være medlemmer af komiteen. Kommissionens medlemmer udnævnes med de stridende parters enstemmige samtykke, og dens bistand stilles til rådighed for de pågældende stater med henblik på en mindelig afgørelse af sagen på grundlag af respekt for denne konvention.

b) Såfremt de stridende parter ikke inden tre måneder når til fuld enighed om kommissionens sammensætning, vælges de af kommissionens medlemer, som de stridende parter ikke er nået til enighed om, med to tredjedels flertal ved hemmelig afstemning i komiteen blandt dens egen medlemmer.

2. Kommissionens medlemmer virker i deres personlige egenskab. De må ikke være statsborgere i de i striden deltagende stater eller i en stat, som ikke er deltager i denne konvention.

3. Kommissionen vælger selv sin formand og vedtager selv sin forretningsorden.

4. Kommissionens møder afholdes som regel ved De forenede Nationers hovedsæde eller et andet egnet sted efter kommissionens bestemmelse.

5. Det sekretariat, som stilles til rådighed i overensstemmelse med denne konventions artikel 10, pkt. 3, skal også betjene kommissionen, når som helst en tvist mellem deltagerstater giver anledning til, at kommissionen træder i virksomhed.

6. De stridende parter deler ligeligt alle kommissionsmedlemmernes udgifter i overensstemmelse med beregninger, der tilvejebringes af De forenede Nationers generalsekretær.

7. Generalsekretæren er bemyndiget til om fornødent at betale kommissionensmedlemmernes udgifter, før disse refunderes af de stridende parter i overensstemmelse med stk. 6 i denne artikel.

8. De af komiteen indhentede og sammenholdte oplysninger stilles til rådighed for kommissionen, og kommissionen kan anmode de pågældende stater om at fremkomme med yderligere oplysniger af betydning i sagen.

Artikel 13

1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis ændrer nærværende konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den nye konvention,

a) et medlems ratifikation af den nye ændrede konvention ipso jure medføre omgående opsigelse af nærværende konvention uanset bestemmelserne i artikel 9 ovenfor, såfremt og så snart den nye ændrede konvention træder i kraft;

b) nærværende konvention ikke længer kunne retificeres af medlemmerne fra den dag at regne, da den nye ændrede konvention træder i kraft.

2. Nærværende konvention skal under alle omstændigeder forblive i kraft, som den foreligger i henseende til form og indhold, for de medlemmer, der har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den nye ændrede konvention.

Artikel 13

1. Når kommissionen har færdigbehandlet sagen, udarbejder og afgiver den til komiteens formand en beretning, indeholdende en redegørelse for resultaterne af dens undersøgelse af alle faktiske omstændigheder af betydning for parternes mellemværende samt en redegørelse for sådanne henstillinger, som den måtte anse for egnede til en mindelig afgørelse af tvisten.

2. Komiteens formand fremsender kommissionens beretning til hver af de stridende parter. Disse meddeleler inden tre måneder komiteens formand, hvorvidt de godtager de i kommissionens beretning indeholdte henstillinger eller ej.

3. Efter udløbet af den i pkt. 2 i denne artikel foreskrevne frist fremsender komiteens formand kommissionens beretning og de pågældende deltagerstaters erklæringer til de øvrige i denne konvention deltagende stater.

Artikel 14

0cent De engelske og franske gengivelser af nærværende konventions tekst har samme gyldighed.

Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget af Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 42. møde, der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den 26. juni 1958.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi undertegnet denne konvention i dag den 5. juli 1958.

Konferencens præsident

B. J. Das

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør

David A. Morse

Artikel 14

1. En deltagerstat kan når som helst erklære, at den anerkender komiteens kompetence til at modtage og behandle meddelelser fra enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for en krænkelse fra den pågældende deltagerstats side af nogen af de i denne konvention omhandlede rettigheder. En meddelelse, der vedrører en deltagerstat, som ikke har afgivet en sådan erkæring, modtages ikke af komiteen.

2. Enhver deltagerstat, som afgiver en erklæring som omhandlet i pkt. 1 i denne aritkel, kan inden for sit retssystem oprette eller angive et organ som kompetent til at modtage og behandle andragender fra pesoner og persongrupper inden for dens jurisdiktion, som hævder at være ofre for krænkelse af nogen af de i denne komvention omhandlede rettigheder, og som har udtømt andre på stedet tilgængelige retsmidler.

3. Enhver erklæring, der afgives i henhold til pkt. 1 i denne artikel, og navnet på ethvert organ, der oprettes eller angives i henhold til pkt. 2 i denne artikel, deponeres af den pågældende deltagerstat hos De forenede Nationers generalsekretær, som fremsender genpart deraf til de øvrige deltagerstater. En erkæring kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse til generalsekretæren; en sådan tilbagetrækning har dog ikke virkning for sager, der verserer i komiteen.

4. En fortegnelse over andragender opbevares af det i henhold til pkt. 2 i denne artikel oprettede eller angivne organ, og bekræftede genparter af fortegnelsen indgives hvert år gennem passende kanaler til generalsekretæren under den forudsætning, at indholdet ikke offentliggøres.

5. Såfremt ansøgeren ikke opnår oprejning ved det i henhold til pkt. 2 i denne artikel oprettede eller angivne organ, har den ret til inden for seks måneder at give komiteen meddelelse om sagen.

6. a) Komiteen gør i fortrolighed den deltagerstat, som hævdes at krænke nogen af konventionens bestemmelser, bekendt med enhver henvendelse, den har modtaget, men den omhandlede persons eller persongruppes identitet må ikke røbes uden den eller på gældendes udtrykkelige samtykke. Komiteen modtager ikke anonyme henvendelser.

b) Den modtagende stat fremsender inden tre måneder til komiteen en skriftlig redegørelse eller udtalelse til belysning af sagen med angivelse af det eventuelle retsmiddel, der måtte være bragt i anvendelse af den pågældende stat.

7. a) Komiteen behandler henvendelser på grundlag af alle de oplysninger, den pågældende deltagerstat og ansøgeren har stillet til rådighed for den. Komiteen må ikke behandle nogen henvendelse fra en ansøger, før den har konstateret, at ansøgeren har udtømt alle i hjemlandet mulige retsmidler. Dette gælder dog ikke, hvor anvendelsen af disse retsmidler trækker urimeligt i langdrag.

b) Komiteen fremsender sine eventuelel forslag og henstillinger til den pågældende deltagerstat og til ansøgeren.

8. Komiteen optager i sin årsberetning et resume af sådanne henvendelser og, hvor det er hensigtsmæssigt, et resume af de pågældende deltagerstaters redegørelser og udtalelser samt af sine egne forslag og henstillinger.

9. Komiteen er kun kompetent til at udøve de i denne artikel omhandlede funktioner, når mindst ti i denne konvention deltagende stater er bundet af erklæringer i overensstemmelse med pkt. 1 i denne artikel.

Artikel 15

1. Så læænge de mål, der er opstillet i den i generalforsamlingsresolution 1514 (XV) af december 1960 indeholdte erklæring om indrømmelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger, ikke er opfyldt, skal denne konventions bestemmelser på ingen måde begrænse den klageadgang, der er givet disse befolkninger ved andre internationale vedtagelser eller af De forenede Nationer og dens særorganisationer.

2. a) Den i henhold til artikel 8, pkt. 1, i denne konvention oprettede komite modtager genparter af andragenderne fra - og fremsender meningstilskendegivelser og henstillinger vedrørende disse andragender til - de FN-organer, der ved deres behandling af andragender fra befolkningen i formynderskabsområder, ikke-selvstyrende områder og ethvert andet område som generalforsamlingsresolution 1514 (XV) finder anvendelse på beskæftiger sig med spørgsmål, som direkte vedrører denne konventions principper og mål, for så vidt angår spørgsmål, der falder ind under denne konvention og er til behandling i disse organer.

b) Komiteen modtager fra de kompetente FN-organer genparter af de beretninger om lovgivningsmæssige, judicielle, administrative eller ander foranstaltninger, der direkte vedrører denne konventions principper og formål, og som gennemføres af administrationen i de i pkt. 2 (a) i denne artikel omhandlede områder, og tilkendegiver sine meninger og henstillinger over for disse organer.

3. Komiteen optager i sin beretning til generalforsamlingen et resume af de andragender og beretninger, den har modtaget fra FN-organer, samt komiteens synspunkter og henstillinger vedrørende disse andragender og beretninger.

4. Komiteen anmoder De forenede Nationers generalsekretær om at få alle oplysninger, som angår denne konventions formål og som han er i besiddelse af vedrørende de i pkt. 2 (a) i denne artikel omhandlede områder.

Artikel 16

Denne konventions bestemmelser vedrørende afgørelse af tvister eller klager anvendes uden udelukkelse af andre i statutter for eller i konventioner vedtaget af De forenede Nationer og dens særorganisationer fastsatte fremgangsmåder til afgørelse af tvister eller klager vedrørende diskrimination, og forhindrer ikke deltagerstaterne i at benytte andre fremgangsmåder til bilæggelse af tvister i overensstemmelse med almindelige eller særlige mellem dem gældende internationale overenskomster.

AFSNIT III

Artikel 17

1. Denne konvention kan undertegnes af enhver medlemsstat i De forenede Nationer eller ethvert medlem af en af særorganisationerne, af enhver stat, der har tilsluttet sig den mellemfolkelige domstols statut, samt enhver anden stat, som af De forenede Nationers generalforsamling er blevet opfordret til at deltage i konventionen.

2. Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsdokumenter skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 18

1. Denne konvention kan tiltrædes af enhver af de i artikel 17, pkt. 1, i konventionen omhandlede stater.

2. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesdokument hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 19

1. Denne konvention træder i kraft på den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 27. ratifikations- eller tiltrædelsesdokument hos De forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder denne konvention efter deponeringen af det 27. ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, træder konventionen i kraft på den 30. dag efter datoen for deponeringen af dens eget ratifikations- eller tiltrædelsesdokument.

Artikel 20

1. De forenede Nationers generalsekretær modtagerr de forbehold, der måtte være tagat af stater på ratifikations- eller tiltrædelsestidspunktet og fremsender dem til alle stater, som er eller bliver deltagere i denne konvention. Enhver stat, som har noget at indvende mod forbeholdet, underretter inden for et tidsrum af 90 dage fra datoen for den nævnte meddelelse generalsekretæren om, at den ikke kan godkende det.

2. Et forbehold, der er uforeneligt med denne konventions hensigt og formål, kan ikke tillades; det samme gælder et forbehold, hvorved noget af de i henhold til denne konvention oprettede organer hæmmes i sit arbejde. Et forbehold skal anses for uforeneligt eller hæmmende, såfremt mindst to tredjedele af de i denne konvention deltagende stater har indvendinger imod det.

3. Forbehold kan når som helst trækkes tilbage ved anmeldelse herom til generalsekretæren. En sådan anmeldelse gælder fra den dag, den modtages.

Artikel 21

En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig anmeldelse til De forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter datoen for generalsekretærens modtagelse af anmeldelsen.

Artikel 22

Enhver tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller gennemførelsen af denne konvention, som ikke bilægges gennem forhandling eller ved de i denne konvention udtrykkeligt hjemlede fremgangsmåder, skal efter anmodning af en eller flere af de stridende parter henvises til Den mellemfolkelige Domstol til afgørelse, medmindre de stridende parter bliver enige om en anden fremgangsmåde til bilæggelse.

Artikel 24

De forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle de i artiekl 17, pkt. 1, i denne konvention omhandlede stater om

a) undertegnelser, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artiklerne 17 og 18;

b) datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 19;

c) henvendelser og erklæringer, der modtages i henhold til artiklerne 14, 20 og 23;

d) opsigelser i henhold til artikel 21.

Artikel 25

1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst her samme gyldighed, skal deponeres i De forenede Nationers arkiv.

2. De forenede Nationers generalsekretær skal fremsende bekræftende genparter af denne konvention til samtlige stater, der falder ind under de i denne konventions artikel 17, pkt. 1, omhandlede kategorier.

Artikel 32

1. Anmodning om ændring af denne konvention kan fremsættes når som helst af enhver deltagerstat ved en til generalsekretæren for De forenede Nationer stilet skriftlig meddelelse.

2. De forenede Nationers generalforsamling træffer afgørelse om, hvilke skridt der eventuelt skal tages i anledning af en sådan anmodning.

Ingen

Nr LSF 181

Forslag til Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Fremsat af arbejdsministeren (Jytte Andersen)

den 17. januar 1996

Vedtaget ved tredjebehandling den 24. maj 1996

Lov nr. 459 af 12/06/1996