1995 LSF 156 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MINERALSKE RÅSTOFFER I GRØNLAND (RÅSTOFLOVEN) (FORLÆNGELSE AF EFTERFORSKNINGSPERIODEN OG ÆNDRING AF SANKTIONSBESTEMMELSEN)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1
I lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 21. januar 1994, foretages følgende ændringer
1. § 11, stk. 1, affattes således
»For kulbrinter meddeles tilladelse efter § 7 til efterforskning og udnyttelse for en periode på indtil 10 år eller, såfremt særlige omstændigheder foreligger, for en periode på indtil 16 år. Efter aftale i henhold til § 3 kan en tilladelse forlænges med henblik på efterforskning med indtil 3 år ad gangen.«
2. § 15, stk. 1, affattes således
»For andre mineralske råstoffer end kulbrinter meddeles tilladelse efter § 7 til efterforskning for en periode på indtil 10 år eller, såfremt særlige omstændigheder foreligger, for en periode på indtil 16 år. Efter aftale i henhold til § 3 kan en tilladelse forlænges med henblik på efterforskning med indtil 3 år ad gangen.«
3. § 33 affattes således
»§ 33. Der kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland for den,
1) der udfører virksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, uden tilladelse i henhold til denne lov,
2) som overtræder § 25, stk. 1, 3 eller 4, eller
3) som tilsidesætter vilkår meddelt til varetagelse af miljø- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller påbud i øvrigt meddelt i henhold til loven eller forskrifter fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan det fastsættes, at der for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.
Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar.«
§ 1
I lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 21. januar 1994, foretages følgende ændringer
1. § 11, stk. 1, affattes således
»For kulbrinter meddeles tilladelse efter § 7 til efterforskning og udnyttelse for en periode på indtil 10 år eller, såfremt særlige omstændigheder foreligger, for en periode på indtil 16 år. Efter aftale i henhold til § 3 kan en tilladelse forlænges med henblik på efterforskning med indtil 3 år ad gangen.«.
2. § 15, stk. 1, affattes således
»For andre mineralske råstoffer end kulbrinter meddeles tilladelse efter § 7 til efterforskning for en periode på indtil 10 år eller, såfremt særlige omstændigheder foreligger, for en periode på indtil 16 år. Efter aftale i henhold til § 3 kan en tilladelse forlænges med henblik på efterforskning med indtil 3 år ad gangen.«.
3. § 33 affattes således
»Der kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland for den,
1) der udfører virksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, uden tilladelse i henhold til denne lov,
2) som overtræder § 25, stk. 1, 3 eller 4, eller
3) som tilsidesætter vilkår meddelt til varetagelse af miljø- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller påbud i øvrigt meddelt i henhold til loven eller forskrifter fastsat i medfør af loven.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan det fastsættes, at der for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.
Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar.«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 11, stk. 1, og § 15, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 2, finder anvendelse også for tilladelser, der er meddelt inden lovens ikrafttræden.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 11, stk. 1, og § 15, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 2, finder anvendelse også for tilladelser, der er meddelt inden lovens ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslaget har til hensigt at gøre det mere attraktivt at investere i efterforskning af mineralske råstoffer (kulbrinter og mineraler) i Grønland ved at skabe hjemmel til under særlige omstændigheder at fastsætte længere efterforskningsperioder, at give øgede muligheder for forlængelse af disse samt iøvrigt større tidsmæssig fleksibilitet i forbindelse med efterforskningsvilkårene.
De danske og grønlandske myndigheder har i en årrække udfoldet bestræbelser for at styrke interessen hos såvel mine- som olieindustrien for at igangsætte efterforskning i Grønland. Efterforskningsaktiviteterne i forbindelse med mineraler har i de senere år været af stadig stigende omfang. Interessen fra olieindustriens side har været mindre udtalt, men nye data tilvejebragt i de seneste år giver tiltro til, at også olieefterforskningen kan få et større omfang, foreløbig i Vestgrønland.
De ofte meget lange tidsperspektiver for efterforskning og udnyttelse af råstofpotentialet i Grønland samt de vanskelige fysiske og naturgivne forhold indgår imidlertid stadig med vægt i investorers vurderinger af efterforskningsmulighederne i Grønland. Der er på denne baggrund behov for at kunne tilbyde vilkår, der er mere attraktive bl.a. med hensyn til efterforskningsperiodens længde, end den gældende råstoflov giver mulighed for.
2. Behovet for at kunne tilbyde vilkår, der opfattes som attraktive af investorerne, forstærkes af det forhold, at der er stor konkurrence landene imellem om at tiltrække investeringer i såvel mineral- som kulbrinteefterforskning. I denne situation bør tilladelsesvilkårene i Grønland generelt svare til vilkårene for andre områder, hvor der ikke er påvist kulbrinteforekomster eller foregår minedrift i større skala. Vilkårene må samtidig for at være konkurrencedygtige kunne afspejle de vanskelige fysiske og naturgivne forhold i området.
3. Efter den gældende råstoflov for Grønland kan efterforskningsperioden fastsættes til op til 10 år med mulighed for forlængelse. Den samlede efterforskningsperiode kan dog ikke overstige 16 år. I visse af de områder, der tiltrækker sig interesse i Grønland - herunder havområder og områder i Nord- og Østgrønland - indebærer klimatiske og naturgivne forhold, at der er behov for en længere efterforskningsperiode og tidsmæssigt mere fleksible tilladelsesvilkår. Der henvises iøvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 1 og 2.
4. Forslaget omfatter samtidig en justering, som tilsigter at tilpasse lovens muligheder for sanktioner ved overtrædelse af lovens bestemmelser eller tilsidesættelse af vilkår m.v., der er fastsat i medfør af loven, til den grønlandske kriminallovs sanktionsmuligheder.
5. Lovforslaget medfører ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for staten og medfører ikke erhvervsmæssige eller miljømæssige konsekvenser. Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget til en ny § 11, stk. 1, indebærer, at tilladelse til efterforskning og udnyttelse af kulbrinter som hidtil meddeles for en periode på indtil 10 år, men at en tilladelse, såfremt særlige omstændigheder foreligger, kan meddeles for en periode på indtil 16 år. Disse perioder vedrører alene efterforskningsfasen; udnyttelsesperioden er som hidtil 30 år og kan forlænges, men ikke overstige 50 år, jf. § 11, stk. 2 og 3, samt § 7, stk. 4.
En tilladelse vil eksempelvis kunne gives for indtil 16 år for områder, hvor de klimatiske og andre naturgivne forhold medfører sæsonbetingede og særlig vanskelige arbejdsbetingelser, som kan forventes at ville forlænge, forsinke eller i perioder helt forhindre efterforskning. Det understreges, at perioden for efterforskning fastsættes inden for de nævnte rammer efter konkret vurdering. I vurderingen vil - udover områdets geografiske beliggenhed og klimatiske og andre naturgivne forhold - også indgå andre forhold såsom områdets størrelse, efterforskningsforpligtelsernes art og omfang samt tilladelsens bestemmelser om gradvis indskrænkning af efterforskningsområdet.
Forslaget indebærer endvidere, at en tilladelse kan forlænges med henblik på efterforskning med indtil 3 år ad gangen mod som nu indtil 2 år ad gangen. Dette tilsigter efter konkret vurdering at kunne sikre en rettighedshaver, at en igangværende efterforskning kan videreføres, eventuelt med henblik på vurdering af om fund af kulbrinter er kommercielt udnyttelige.
Endelig foreslås lovens hidtidige begrænsning af den samlede efterforskningsperiode til 16 år ophævet. På baggrund af de naturgivne grønlandske forhold vurderes denne begrænsning som uhensigtsmæssig, idet der kan opstå situationer, hvor en konkret vurdering viser, at der er behov for mere tid til efterforskning eller eventuelt vurdering af fund.
Til nr. 2
I forbindelse med ændringen af råstoflovens § 11, stk. 1, vedrørende kulbrinter foreslås samtidig en ændring af lovens § 15, stk. 1, om andre mineralske råstoffer end kulbrinter (mineraler). De samme hensyn for så vidt angår behov for længere efterforskningsperioder samt eventuelt forlængelser gør sig principielt gældende også for mineraler, omend i mindre udtalt grad. Fastsættelse af længere efterforskningsperioder end normalt anvendt og eventuelle forlængelser vil også her ske efter konkret vurdering. Bestemmelserne om længden af den periode, for hvilken der kan meddeles tilladelse til efterforskning af andre mineralske råstoffer end kulbrinter, samt om forlængelse af en tilladelse foreslås derfor ændret på samme måde som for kulbrinter. Lovens hidtidige begrænsning af efterforskningsperioden til 16 år foreslås ligeledes ophævet for mineraler.
Til nr. 3
Forslaget til § 33 tilsigter at bringe råstoflovens sanktionsbestemmelser i overensstemmelse med principperne i den grønlandske kriminallov.
Efter den gældende § 33 er straffen for de i bestemmelsen anførte overtrædelser bøde eller hæfte, og der kan fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter, der udstedes i medfør af loven.
Den grønlandske kriminallov anvender imidlertid ikke begrebet »straf«, og loven indeholder ikke strafferammer for de enkelte lovovertrædelser. Derimod findes i kriminallovens almindelige del (§ 85) en almindelig hjemmel til anvendelse af forskellige »foranstaltninger«. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. bøde, betinget dom, anbringelse i anstalt, fortabelse af rettigheder samt konfiskation. Efter den grønlandske kriminallovs § 2 - der svarer til den danske straffelovs § 2 - finder bl.a. kriminallovens bestemmelser om foranstaltninger også anvendelse på overtrædelser af særlovgivningen, for så vidt ikke andet er bestemt.
I overensstemmelse med kriminallovens principper foreslås det derfor, at der ved overtrædelse af råstoflovens bestemmelser kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.
Dette indebærer i øvrigt bl.a., at der i det omfang betingelserne herfor er opfyldt, kan ske konfiskation efter reglerne i kriminallovens kapitel 31 (§§ 116-119). Bestemmelserne om konfiskation finder i medfør af kriminallovens § 2 også anvendelse, hvor overtrædelsen er begået af en juridisk person, jf. herved råstoflovens § 33, stk. 3.
Til § 2
Bekendtgørelsen i Lovtidende forudsættes at ske umiddelbart efter lovens vedtagelse.
Bestemmelsen præciserer, at tilladelser, der ved denne lovs ikrafttræden er meddelt i medfør af den hidtil gældende råstoflov, kan forlænges efter bestemmelserne i § 1, nr. 1 og 2.
Ingen
Nr LSF 156
Forslag til Lov om ændring af lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven) (Forlængelse af efterforskningsperioden og ændring af sanktionsbestemmelsen)
Fremsat af energiministeren (Svend Auken)
den 17. januar 1996
Vedtaget ved tredjebehandling den 28. marts 1996
Lov nr. 303 af 24/04/1996