1995 LSF 155 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (UNDERRETNING OM EKSPORT AF VISSE LISTEVIRKSOMHEDERS BRUGTE PRODUKTIONSANLÆG M.V.)

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994, som ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 1, stk. 1, udgår ordet »landets«.

2. Efter § 7 indsættes

» § 7 a. Ministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier.«

3. I § 17, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »offentlige«: »eller gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed.«

4. I § 20, stk. 1, indsættes efter »til enhver tid«: »og uden erstatning«.

5. I § 51 indsættes som nye stykker

»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrollen med produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 1. Ministeren kan herunder bestemme, at den, der markedsfører et produkt, herunder en emballage, over for tilsynsmyndigheden skal dokumentere, at produktet er fremstillet og sammensat i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af loven. Ministeren kan i særlige tilfælde forbyde markedsføring af et produkt eller en emballage, indtil sådan dokumentation foreligger.

Stk. 3. Ministeren kan som led i overvågningen af og med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at den, der udbyder, forhandler eller distribuerer et bestemt produkt, herunder en emballage, skal fremskaffe bestemte oplysninger om produktet eller medvirke hertil.«

6. Efter § 72 indsættes

» § 72 a. Forinden eksport af særligt miljøbelastende listevirksomheders brugte produktionsanlæg eller væsentlige dele heraf skal afhænderen underrette tilsynsmyndigheden. Inden for en frist på to måneder fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksporten ikke påbegyndes, medmindre miljø- og energiministeren giver tilladelse hertil.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden videresender underretningen til ministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor anlægget skal opstilles og idriftsættes.

Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om underretningens indhold og form. Ministeren fastsætter krav vedrørende indholdet af tilsynsmyndighedens bemærkninger samt tidsfrist for tilsynsmyndighedens fremsendelse af underretningen til ministeren.

Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om, hvilke produktionsanlæg der skal være omfattet af underretningspligten.

Stk. 5. Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt anlæg eller dele af anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

7. I § 88, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Gebyrerne tillægges udpantningsret.«

8. § 88, stk. 2, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes

»Gebyret forrentes med 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50 kr.«

9. § 88, stk. 3, ophæves.

10. I § 110, stk. 1, nr. 1, ændres »og § 50, stk. 1,» til: », § 50, stk. 1, og § 72 a,», og i nr. 6 ændres »og 71« til: », 71 og 72 a,».

11. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 12

»12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a.«

12. I § 110, stk. 3, indsættes efter »55 a«: », § 72 a, stk. 3,».

13. § 111 affattes således

» § 111. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.«

§ 1

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 590 af 27. juni 1994 om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved lov nr. 403 af 14. juni 1995 foretages følgende ændringer

1. I § 1, stk. 1, udgår ordet »landets«

2. Efter § 7 indsættes

» § 7a. Ministeren kan fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol af virksomheder, anlæg og indretninger m.v. eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier.«

3. I § 17, stk. 3, 2. pkt., indsættes efter »offentlige«: »eller gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed.«

4. I § 20, stk. 1, indsættes efter »til enhver tid«: »og uden erstatning«

5. I § 51 indsættes som nye stykker

» Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrollen med produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 1. Ministeren kan herunder bestemme, at den, der markedsfører et produkt, herunder en emballage overfor tilsynsmyndigheden, skal dokumentere, at produktet er fremstillet og sammensat i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af loven. Ministeren kan i særlige tilfælde forbyde markedsføring af et produkt eller en emballage, indtil sådan dokumentation foreligger.

Stk. 3. Ministeren kan som led i overvågningen af og med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse, fastsætte regler om, at den der udbyder, forhandler eller distribuerer et bestemt produkt, herunder en emballage, skal fremskaffe bestemte oplysninger om produktet eller medvirke hertil.«

6. Efter § 72 indsættes

» § 72 a. Forinden eksport af særligt miljøbelastende listevirksomheders brugte produktionsanlæg eller væsentlige dele heraf, skal afhænderen underrette tilsynsmyndigheden. Inden for en frist på to måneder fra tilsynsmyndighedens modtagelse af underretningen må eksporten ikke påbegyndes, medmindre miljø- og energiministeren giver tilladelse hertil.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden videresender underretningen til ministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor anlægget skal opstilles og idriftsættes.

Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om underretningens indhold og form. Ministeren fastsætter krav vedrørende indholdet af tilsynsmyndighedens bemærkninger, samt tidsfrist for tilsynsmyndighedens fremsendelse af underretningen til ministeren.

Stk. 4. Ministeren fastsætter regler om hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af underretningspligten.

Stk. 5. Tilsynsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt anlæg eller dele af anlæg er omfattet af underretningspligten. Tilsynsmyndighedens afgørelse herom kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

7. I § 88, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Gebyrerne tillægges udpantningsret.«

8. § 88, stk. 2, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes

»Gebyret forrentes med 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken gebyret skal betales, dog mindst 50 kr.«

9. § 88, stk. 3 ophæves.

10. I § 110, stk. 1, nr. 1 indsættes efter »§ 50, stk. 1«: », samt § 72 a.« og i nr. 6 indsættes efter »71,»: »samt § 72 a.«

11. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 12

»12) den, der undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a.«

12. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§§ 7«: », 7a« og efter »55 a«: », § 72 a, stk. 3«.

13. § 111, affattes således

»Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedssstraf.«

§ 2

Loven træder i kraft den 30. juni 1996.

§ 2

Loven træder i kraft den 30. juni 1996.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

1.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Lovforslaget indeholder forslag til en utvetydig præcisering af ministerens hjemmel til at fastsætte regler om den ansvarliges pligt til for egen regning at gennemføre egenkontrol eller at lade egenkontrol gennemføre af sagkyndige, herunder af autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier.

Lovforslaget indeholder endvidere nogle præciseringer og tydeliggørelser. For det første præciseres, at autorisationen til personer og virksomheder, der udfører rottebekæmpelse, kan tilbagekaldes også såfremt indehaveren gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed i forbindelse med rottebekæmpelsen. For det andet tydeliggøres, at ændring og tilbagekaldelse af tilladelser meddelt efter lovens § 19 sker uden erstatning. Herudover klargør lovforslaget, at der består en udpantningsret for gebyrer opkrævet i henhold til § 88, og morarentebestemmelserne bringes i overensstemmelse med Skatteministeriets tilsvarende bestemmelser i love og bekendtgørelser.

Lovforslaget indeholder tillige enkelte andre ændringer af mere redaktionel karakter samt mindre ændringer i straffebestemmelserne.

1.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Lovforslaget indeholder endvidere forslag om at give miljø- og energiministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kontrol med produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af lovens § 51.

Forslaget giver herudover ministeren mulighed for at fastsætte regler om, at den der udbyder, distribuerer eller forhandler produkter og emballager skal give miljømyndigheden bestemte oplysninger om produktet eller emballagen, der skønnes af væsentlig betydning i forbindelse med de initiativer vedrørende overvågning og fremme af genanvendelse og renere teknologi og begrænsning af problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse, som iværksættes fra miljømyndighedernes side.

§ 51 udgør en af de centrale bestemmelser i lovens kapitel 7 om genanvendelse og renere teknologi. Bestemmelsen indgik i forslaget til ny miljøbeskyttelseslov, som Folketinget vedtog i samlingen 1990/91.

Efter § 51 er ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om bl.a. fremstillingen og sammensætningen af produkter, herunder emballager, med henblik på at nedbringe miljøbelastningen og ressourceforbruget i forbindelse med fremstillingen af produkter og begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse. Af bemærkningerne til forslaget til miljøbeskyttelsesloven fremgik således bl.a., at det af hensyn til en sammenhængende miljøpolitik er »nødvendigt«, at der åbnes mulighed for en miljømæssig regulering af materialers, produkters, emballagers og varers sammensætning, udformning og anvendelse (Folketingstidende, 2. saml. tillæg A Bind III, p. 1567 f.)

Der blev i forbindelse med lovforslaget i 1991 ikke, udover de generelle bestemmelser i lovens kapitel 9, om kommuners og amtskommuners pligt til at føre tilsyn med loven og regler fastsat i medfør heraf, indsat bestemmelse om miljømyndighedernes nærmere kontrol med overholdelse af krav til produkter og emballager. Denne undladelse har ikke været tilsigtet. Det er således af væsentlig betydning for muligheden for at føre et effektivt tilsyn, at myndighederne kan kræve, at den, der bringer de omhandlede produkter eller emballager på markedet skal kunne dokumentere, at produktet faktisk lever op til miljølovgivningens bestemmelser. Lovforslaget har derfor som hovedformål, at rette op på de utilstrækkelige, generelle kontrolbeføjelser i den gældende lov.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med, at miljøbeskyttelsespolitikken er ved at flytte fokus fra miljøbelastningen ved fremstilling af produkter til at se på alle faser af et produkts livscyklus. Som det fremgår af Regeringens Natur- og Miljøpolitiske Redegørelse 1995 har miljø- og energiministeren derfor i dialog med bl.a. industrien påbegyndt udarbejdelsen af et forslag til en samlet produktorienteret miljøstrategi.

Den aktive gennemførelse af den nødvendige indsats påhviler virksomheder, institutioner, affaldsbehandlere, forbrugere, investorer og myndigheder i fællesskab. Det er i den forbindelse afgørende med så godt et beslutningsgrundlag som muligt, og det er således en forudsætning, at der etableres en tilstrækkelig viden om produkterne og deres miljøbelastning. Forslagets nye stk. 3 giver derfor ligeledes hjemmel til, at miljø- og energiministeren i givet fald fastsætter regler, der sikrer, at denne viden tilvejebringes.

Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til i særlige tilfælde at forbyde markedsføring af produkter og emballager, hvor krævet dokumentation for overholdelse af regler om fremstilling og sammensætning af produkter ikke foreligger. Det er hensigten, at forbudsbestemmelsen alene skal bringes i anvendelse i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden har en begrundet mistanke om, at et produkt eller en emballage ikke lever op til de krav, der er fastsat for produktets fremstilling m.v. i medfør af stk. 1.

Endelig skal lovforslaget sikre miljø- og energiministeren en klar lovhjemmel til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald. Det bemærkes hertil, at Miljø- og Energiministeriet i forbindelse med forhandlingerne om emballagedirektivet oprindeligt vurderede, at der ikke var behov for en særskilt hjemmel for ministeren til at udarbejde nærmere regler om virksomheders pligt til at skaffe visse oplysninger om emballager. Folketinget blev orienteret herom. Det er Miljø- og Energiministeriets fornyede vurdering, at der imidlertid kan rejses tvivl om der idag er en klar og entydig hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at forlange oplysninger fra virksomheder m.fl. om emballager af den karakter, som emballagedirektivet forudsætter. Forslaget til stk. 3 skal således, sammen med de ovenfornævnte initiativer i forbindelse med en produktorienteret miljøstrategi også ses i lyset af ønsket om en klar hjemmel til gennemførelse af emballagedirektivet.

Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger om produkter, herunder emballager, der meddeles i henhold til regler efter § 51, hvis det skønnes af væsentlig betydning for virksomheden, at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne oplysninger. Der henvises herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i henhold til forvaltningsloven og straffeloven.

1.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg

Lovforslaget indeholder endelig forslag til at pålægge en underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg.

Sagen om salget af Sojakagens kviksølvbaserede kloranlæg til en virksomhed i Pakistan aktualiserede spørgsmålet om at sikre miljømyndighederne i lande uden for OECD fyldestgørende information om de miljømæssige forhold ved eksport af gamle produktionsanlæg. Informationen er i særlig grad relevant ved eksport af produktionsanlæg, der i dag må anses for miljømæssigt forældet, fordi der er udviklet ny teknologi, som medfører en kraftig formindskelse af miljøbelastningen ved fremstilling af tilsvarende produkter.

I mange tilfælde vil produktionsanlæg, der af eksempelvis driftsøkonomiske grunde ikke længere anvendes i Danmark, kunne gøre god fyldest i lande uden for OECD. Set i en større sammenhæng er det miljømæssigt hensigtsmæssigt, at et brugbart produktionsanlæg får så lang en levetid som muligt, idet alternativet er, at anlægget ender som affald, før nødvendigt er. Hensigten med det foreliggende forslag er således ikke at bremse eksporten af gode brugbare anlæg til disse lande.

Lovforslaget skal ses på baggrund af den voksende forståelse for miljøproblemernes betydning, der er i en stor del af landene uden for OECD. Lovforslaget er således primært tænkt som en håndsrækning til miljømyndighederne i disse lande. Hvorvidt et miljømæssigt betænkeligt anlæg rent faktisk må opstilles i det pågældende land, og i så fald på hvilke vilkår, er alene modtagerlandets afgørelse. Formålet med bestemmelsen er alene at nyttiggøre de danske myndigheders erfaringer med det givne anlæg og potentielt kvalificere modtagerlandets beslutningsgrundlag. Lovforslaget giver ikke miljø- og energiministeren bemyndigelse til at kunne nedlægge forbud mod eksport af brugte industrianlæg.

Lovforslaget vedrører kun produktionsanlæg, der er eller har været opstillet på virksomheder, som er godkendelsespligtige i henhold til miljøbeskyttelseslovens kap. 5 (de såkaldte listevirksomheder). Informationsproceduren vil dog blive indskrænket til alene at omfatte produktionsanlæg på listevirksomheder, der kan medføre udledning af væsentlige mængder af problematiske stoffer til luften eller med spildevand, eller som frembringer væsentlige mængder af farligt affald. Lovforslaget giver derfor miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte de nærmere regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af underretningspligten.

Lovforslaget giver herudover miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte de nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal foreligge i forbindelse med underretningen, og i hvilken form oplysningerne skal gives.

For så vidt angår produktionsudstyr, der er blevet forurenet som følge af tidligere anvendelse, vil det bero på en konkret vurdering, om dette efter omstændighederne skal betragtes som affald og behandles i overensstemmelse med reglerne herfor.

Underretningspligten ved eksport af brugte produktionsanlæg skal ses i sammenhæng med en eksisterende anmeldelsesordning for kemikalier, hvis anvendelse i udførselslandet enten er forbudt eller strengt reguleret (PIC-ordningen, P rior I nformed C onsent). I henhold til EU-regler skal et eksportland give et modtagerland en forhåndsorientering ved eksport af visse farlige landbrugs- og industrikemikalier.

Set i international sammenhæng har spørgsmålet om informationsudveksling ved teknologioverførsel i de senere år været diskuteret inden for FN's miljøprogram (UNEP). På UNEP's styrelsesrådsmøde i maj 1995 blev UNEP anmodet om at fortsætte arbejdet med at udvikle udkast til internationale retningslinjer for information om potentielle miljøpåvirkninger af en teknologi, som eksportøren eller leverandøren skal dokumentere over for importøren eller køberen. UNEP skal rapportere til styrelsesrådet om udviklingen i dette arbejde sidst i januar 1997.

På nordisk plan har den nordiske samarbejdsgruppe vedrørende renere teknologi på foranledning af Nordisk Ministerråd iværksat en indledende undersøgelse omkring overførsel af forurenende teknologi til udviklingslandene, herunder indikationer på problemets omfang i Norden.

Forslaget skal således også ses som et aktivt dansk bidrag til de fortsatte internationale forhandlinger på dette område.

2. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

2.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Lovforslaget om egenkontrol for egen regning er en bemyndigelsesbestemmelse og indebærer i vidt omfang alene en præcisering af hjemlen i eksisterende bestemmelser. Det forventes dog, at udnyttelsen af hjemlen vil kunne medføre en forbedret kontrol med virksomheders m.v. forurening, hvilket vil kunne bidrage til en mere hensigtmæssig og effektiv regulering af forureningen.

Den del af lovforslaget, der vedrører tilbagekaldelse af autorisationer i forbindelse med rottebekæmpelsen forventes at ville føre til øget agtpågivenhed blandt indehavere med autorisation med hensyn til overholdelse af lovens bestemmelser om rottebekæmpelsen.

2.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Det vurderes, at navnlig den forbedrede adgang til kontrol med produkter og emballager eventuelt vil øge incitamentet for den der markedsfører et produkt til at sikre eller medvirke til at sikre, at lovgivningens krav til produktet eller emballagen er overholdt. Forslaget kan således have en mere indirekte, positiv indvirkning på miljøbeskyttelsen.

2.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg

Lovforslaget forventes ikke at få større miljømæssige konsekvenser i Danmark.

Sandsynligvis vil det kun være få produktionsanlæg, der var planlagt eksporteret, som ikke vil blive godkendt af modtagerlandets myndighed til genopstilling og videre drift og efterfølgende må bortskaffes som affald i Danmark.

De miljømæssige fordele ved lovforslaget skal ses i et globalt lys, og ligger især i, at miljømyndighederne i importlandet kan drage nytte af de danske myndighedskrav til anlægget, og derved få et bedre grundlag for at fastsætte relevante miljøkrav til den videre drift af ældre produktionsanlæg, der ellers kunne give anledning til uheldige miljømæssige påvirkninger.

3. Lovforslagets erhvervsøkonomiske konsekvenser

3.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Da lovforslaget i vidt omfang alene indebærer en præcisering af hjemlen i eksisterende bestemmelser forventes lovforslaget ikke at medføre økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Den del af lovforslaget, der vedrører tilbagekaldelse af autorisation i forbindelse med rottebekæmpelsen har ingen eller kun begrænsede erhvervsøkonomiske konsekvenser, idet antallet af overtrædelser, der vil kunne føre til tilbagekaldelse af autorisation, herefter må antages at være meget få.

3.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Lovforslaget medfører ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Erhvervssektoren vil kunne blive berørt økonomisk i forbindelse med miljø- og energiministeren fastsættelse af krav til produkter efter stk. 1. Ministeren vil i sådanne tilfælde tillige kunne gøre brug af bemyndigelsen i stk. 2 til at forpligte virksomheder til at afgive oplysninger om et produkt eller en emballage og i særlige tilfælde eventuelt forbyde markedsføringen af produktet, indtil dokumentation for produktets overensstemmelse med krav efter stk. 1 foreligger.

Ligeledes vil en udnyttelse af bemyndigelsen i stk. 3 til at indhente visse oplysninger hos virksomheder kunne berøre disse virksomheder økonomisk. Dette vil i nogen grad bero på, om der ønskes oplysninger, som en virksomhed normalt forventes at ligge inde med eller relativt nemt kan fremskaffe, eksempelvis fra et tidligere led i omsætningen, eller der er tale om oplysninger, hvis tilvejebringelse kræver en større arbejdsindsats. Bemyndigelsen i stk. 3 forudsættes kun udnyttet i særlige tilfælde.

3.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg

Omkring 7.000 virksomheder er omfattet af godkendelsespligten i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Størstedelen af disse virksomheder vil blive fritaget for underretningspligten. Det vurderes, at højst 500 af de godkendelsespligtige virksomheder vil blive omfattet af reglerne om underretningspligt ved eksport af deres brugte produktionsanlæg. I praksis vil der sandsynligvis næppe blive tale om mere end ganske få sager om året, hvor der skal foretages underretning af miljømyndigheder i modtagerlande.

Med hensyn til underretningsforpligtelsens indhold vil denne primært bestå i, at virksomheden skal fremsende oplysninger, som virksomheden i forvejen bør være i besiddelse af. Oplysningerne sendes til den danske tilsynsmyndighed.

De erhvervsøkonomiske konsekvenser af lovforslaget skønnes således at blive af yderst beskedent omfang.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

4.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser.

4.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Forslaget har karakter af en bemyndigelsesbestemmelse og har således i sig selv ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner og amtskommuner.

4.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg

Administrationen af ordningen vil blive henlagt til Miljøstyrelsen.

Der forventes ingen statsfinansielle konsekvenser af forslaget, ligesom lovforslaget ikke giver anledning til kompensation til de kommunale - og amtskommunale myndigheder, da der vil være tale om en opgave af yderst begrænset omfang.

5. Hørte myndigheder og organisationer

Følgende myndigheder, organisationer og institutioner har været hørt om lovforslaget: Advokatrådet, Affaldsteknisk Samarbejde, Aluminium & Miljø, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsministeriet, Asfaltindustrien, Bryggeriforeningen, DAKOFA, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Miljøundersøgelser, Dansk Dambrugerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Havbrugerforening, Dansk Industri, Dansk Landbrugs Udvikling A/S, Landbrugsrådet, Danske Elværkers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Familiebrug, Dansk Erhvervslandbrug, Dansk Skovforening, Dansk Standard, Danske Mejeriers Fællesorganisation, Danske Læskedriks Fabrikanter, Danske Vognmænd, De Danske Landboforeninger, Direktoratet for Arbejdstilsynet, Dansk Teknologisk Institut, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Emballage & Samfund, Emballageindustrien, Embedslægeforeningen, Energistyrelsen, Erhvervsfremme-Styrelsen, Ejby Kommune, Erhvervsministeriet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Entreprenørforeningen, FDB/IRMA, Ferskvandsfiskeriforeningen i Danmark, Finansrådet, Foderstofbranchen, Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet, Foreningen af Auto- og Industrilakerere, Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen af Danske Kemiske Industrier, Foreningen af Danske Eksportvognmænd, Foreningen af Jernskibs- og Maskinbyggerier i Danmark, Foreningen af Miljømedarbejdere i Kommunerne, Foreningen af Rådgivende Ingeniører F.R.I., Foreningen for Danmarks Fiskemel- og Fiskeolieindustri, Forsvarets Bygningstjeneste, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Fællesorganisation, Genvindingsbrancherådet, Grafisk Arbejdsgiverforening, Greenpeace, Handelskammeret, Holmegaards Glasværker A/S, Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Karton & Miljø, Københavns Magistrat (5. afdeling), Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Landsorganisationen i Danmark, Miljøklagenævnet, Noah, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Plastindustrien i Danmark, Reno Sam, Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet, Sandblæse- og Malerentreprenørforeningen, SID, Skatteministeriet, Statens Luftfartsvæsen, Sundhedsministeriet, SPT Kosmetikbranchen, Textil- og Beklædningsindustrien, TIC-Danmark, Trafikministeriet, Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke, Udenrigsministeriet.

Da dele af lovforslaget har været sendt i særskilt høring har ikke alle de nævnte myndigheder og organisationer nødvendigvis været hørt over hele lovforslaget.

6. Hovedprincipperne i lovforslaget

6.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Der henvises til almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

6.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Lovforslaget skal give miljø- og energiministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om kontrollen med produkter, herunder emballager, der er omfattet af regler fastsat i medfør af lovens § 51, stk. 1.

Forslaget giver herudover ministeren mulighed for at fastsætte regler om, at den, der udbyder, distribuerer eller forhandler produkter og emballager skal give miljømyndigheden bestemte oplysninger om produktet, der skønnes af væsentlig betydning i forbindelse de initiativer vedrørende overvågning og med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse, som iværksættes fra miljømyndighedernes side.

6.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg

Lovforslaget pålægger afhænderen af et industrianlæg en forpligtigelse til at underrette tilsynsmyndigheden i Danmark ved eksport af det brugte produktionsanlæg. Underretningsforpligtelsen gælder, uanset eksporten sker til endelig opstilling og idriftsættelse eller alene med henblik på videresalg. Lovforslaget gælder eksport til såvel OECD-lande, herunder EU-medlemslande, som lande uden for OECD. Eksport af produktionsanlæg til OECD-lande er omfattet af underretningsforpligtelsen, for også at medtage de tilfælde, hvor et brugt produktionsanlæg eksporteres til et ikke-OECD-land via et OECD-land. I en periode på 2 måneder, efter at underretningen er indgået til tilsynsmyndighed, må eksporten ikke påbegyndes. Det fastsættes nærmere i gennemførelsesbestemmelserne, om underretning skal ske til tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget har været i drift, eller til tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget fysisk befinder sig på afhændelsestidspunktet. Tilsynsmyndigheden videresender, med tilhørende bemærkninger, underretningen til miljø- og energiministeren, som videresender underretningen til den kompetente myndighed i modtagerlandet.

Lovforslaget er således alene en informationsprocedure i forbindelse med eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg.

Miljø- og energiministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende underretningens indhold og form samt indholdet i tilsynsmyndighedens bemærkninger. Ministeren bemyndiges endvidere til at fastsætte regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af underretningsforpligtelsen. Det er hensigten, at underretningspligten kun skal påhvile de kategorier af anlæg, der erfaringsmæssigt frembyder de største miljømæssige problemer.

7. Forholdet til EF-retten

7.1. Egenkontrol for egen regning m.v.

Forslaget har ikke EF-retlige konsekvenser.

7.2. Kontrol med og oplysninger om produkter, herunder emballager

Forslaget om kontrol m.v. af produkter og emballager vurderes ikke at have EU-retlige konsekvenser. Det bemærkes i den forbindelse, at administrationen af eventuelle regler om forbud mod markedsføring i særlige tilfælde og kontrolmyndighedens krav om dokumentation i alle tilfælde forudsættes at ske med respekt af EU-Traktaten, herunder bestemmelserne om varernes frie bevægelighed (artikel 3036). Kontrolmyndigheden vil efter almindelig anerkendte retsprincipper i sådanne sager også være forpligtet til at bidrage til sagens oplysning (officialmaksimen).

Bemyndigelsesbestemmelserne i forslaget til § 51, stk. 2 og 3 forventes bl.a. udnyttet i forbindelse med gennemførelse her i landet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om emballage og emballageaffald (direktiv 94/62/EF). De omhandlede bekendtgørelser vil blive notificeret Kommissionen efter de herom gældende regler.

7.3. Underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg

Miljø- og Energiministeriet har overvejet, hvorvidt brugte produktionsanlæg må antages at være »varer« i EU-retlig forstand og således omfattet af EF-traktatens forbud mod diskriminerende eksporthindringer (artikel 34).

EF-domstolen har haft lejlighed til at tage stilling til varebegrebet i EF-traktatens artikel 30 om forbudet mod importhindringer. I den såkaldte Vallonien-sag (C-2/90, Saml. 1992 I side 4431) fandt EF-domstolen, at ikke-genanvendeligt affald, hvis økonomiske værdi er tvivlsom, er omfattet af traktatens varebegreb i artikel 30. Domstolen lagde herved vægt på, at det pågældende affald rent faktisk var genstande, der transporteredes over en grænse som led i en kommerciel transaktion. Denne argumentation vil utvivlsomt kunne overføres til afgrænsningen af varebegrebet i EF-traktatens artikel 34.

Ved eksport af brugte produktionsanlæg sker der en grænseoverskridende flytning af genstande som led i en kommerciel transaktion. Dette kunne tages som indtægt for et synspunkt om, at lovforslaget er omfattet af EF-traktatens artikel 34. Afgørende må i den forbindelse være karakteren af de produktionsanlæg, som underretningsordningen omfatter. I det omfang der er tale om anlæg, der - ligesom f.eks. fast ejendom - normalt ikke er flytbare, som har karakter af unika - modsat industrielt fremstillede varer - og som normalt ikke er genstand for handel på markedet, taler meget for, at ordningen falder uden for artikel 34. Dette syndpunkt støttes af, at informationsproceduredirektivet, Rådsdirektiv 83/183/EØF, der regulerer medlemsstaternes indførelse af tekniske standarder og forskrifter for varer, definerer en vare - et »produkt« - som alle produkter, der fremstilles industrielt, og alle landbrugsprodukter.

Det er på denne baggrund Miljø- og Energiministeriets opfattelse, at brugte produktionsanlæg ikke er omfattet af EF-traktatens varebegreb i artikel 34 om eksportrestriktioner og artikel 113 om den fælles handelspolitik over for tredielande.

Selv i tilfælde hvor f.eks. dele af brugte produktionsanlæg er omfattet af varebegrebet, kan der - afhængig af karakteren af den pågældende del - argumenteres for, at de restriktioner, der indføres med lovforslaget, dels er begrundet i anerkendelsesværdige miljøhensyn, dels er proportionale, idet de ikke går videre end nødvendigt for at opfylde formålet. Det bemærkes herved, at lovforslaget alene angår særligt miljøbelastende listevirksomhheders brugte produktionsanlæg og ikke brugte produktionsanlæg generelt.

I relation til vurderingen af det anerkendelsesværdige formål kan det endvidere fremhæves, at en lignende ordning er etableret i EU-regi for industrikemikalier, den såkaldte PIC-ordning, jf. Rådets forordning (EØF) nr. 2455/92 af 23. juli 1992 om udførsel og indførsel af visse farlige kemikalier.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen er en konsekvens af forslaget om underretningspligt ved eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg. Ændringen betyder, at lovens formål udstrækkes til at omfatte miljøbeskyttelse også i et globalt perspektiv.

Til nr. 2

Ministeren kan allerede i medfør af bestemmelser i den gældende miljøbeskyttelseslov f. eks. § 7, § 19, stk. 5, jf. stk. 1 og 2 og § 29 fastsætte regler om kontrol med virksomheder m.v., herunder at kontrollen skal udføres som en egenkontrol for egen regning.

Det er utvivlsomt, at der i dag ved meddelelse af godkendelser, tilladelser og påbud efter miljøbeskyttelsesloven kan fastsættes vilkår om, at der skal gennemføres en egenkontrol for egen regning, herunder at egenkontrollen skal gennemføres af en uvildig sagkyndig.

Imidlertid blev der ved en revision af bekendtgørelse nr. 1159 af 19. december 1994 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. rejst tvivl om, hvorvidt der i bekendtgørelsen kunne fastsættes krav om, at beregninger af kapacitet til opbevaring af husdyrgødning skulle foretages ikke af landmanden selv, men af en sagkyndig f. eks. en landbrugskonsulent. Tvivlen opstod i sammenhæng med, at beholdere til opbevaring af husdyrgødning i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 3 kan etableres uden forudgående tilladelse.

Med bestemmelsen tilvejebringes en utvetydig hjemmel for ministeren til at fastsætte regler, der normerer kravene til egenkontrol.

Med bestemmelsen præciseres endvidere, at ministeren også i de tilfælde, hvor der ikke kræves tilladelse til etablering af anlægget, virksomheden m.v. kan fastsætte regler om egenkontrol for egen regning.

Til nr. 3

Ved bestemmelsen tydeliggøres, at autorisationer kan tilbagekaldes, ikke blot af økonomiske årsager, men også såfremt indehaveren gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed i forbindelse med rottebekæmpelsen.

Til nr. 4

Ved præciseringen tydeliggøres, at ændring og tilbagekaldelse efter § 20 sker uden erstatning. Der er ikke med præciseringen tiltænkt nogen ændring af den gældende retstilstand.

Til nr. 5

Til stk. 2

Lovforslaget giver for det første ministeren bemyndigelse til at fastsætte de til kontrollen nødvendige bestemmelser.

Kontrolbestemmelserne vil bl.a. kunne omfatte en pligt for den der udbyder, forhandler eller distribuerer et produkt eller en emballage til at meddele tilsynsmyndigheden bestemte oplysninger, som er af betydning for myndighedskontrollen.

Kontrolforanstaltningerne efter stk. 2 vil herudover kunne omfatte påbud til den, der markedsfører et produkt eller en emballage, om at fremskaffe dokumentation for, at produktet eller emballagen er fremstillet og sammensat i overensstemmelse med regler fastsat af ministeren medfør af stk. 1. Som den der markedsfører anses i dette forslag ethvert led i kæden hvorfra produktet sælges, herunder producenter, importører, grossister og detailhandlere. Der vil om nødvendigt tillige kunne stilles krav til prøveudtagninger og analyser af et produkt eller en emballage efter nærmere fastlagte retningslinier, herunder retningslinier om brug af akkrediterede laboratorier eller sagkyndige. Udgifterne til sådanne eventuelle undersøgelser forudsættes afholdt af den, som påbudet er rettet mod.

Det kan undertiden være både teknisk vanskeligt og særligt omkostningskrævende at føre dokumentation for eksempelvis indholdet eller fraværet af bestemte stoffer og materialer i et produkt eller en emballage. I sådanne tilfælde kan der eksempelvist fastsættes regler om, at dokumentationen kan føres i form af en redegørelse for den produktionsproces, hvorunder produktet eller emballagen er fremstillet eller ved dokumentation for anvendelse af bestemte råvarer eller tilsætningsstoffer i produktionen, eksempelvis brug af genbrugsmaterialer. Andre måder at påvise overensstemmelse kan tillige komme på tale. Lovforslaget er således ikke til hinder for, at ministeren, hvor det kan være både teknisk og samfundsøkonomisk fornuftigt, fastsætter mere fleksible regler om dokumentation.

Det bemærkes, at de nærmere krav til dokumentation kan fastsættes ved bekendtgørelse i tilknytning til de krav til produkters og emballagers fremstilling m.v., som minsteren måtte fastsætte i medfør af § 51, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til i særlige tilfælde at forbyde markedsføring af produkter og emballager. Det er hensigten, at forbudsbestemmelsen alene skal bringes i anvendelse i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden har en begrundet mistanke om, at et produkt eller en emballage ikke lever op til de krav, der er fastsat for produktets fremstilling m.v. i medfør af stk. 1. Forbudet kan omfatte enhvert led i den ovennævnte salgskæde, der udbyder, forhandler eller distribuerer produkter eller emballager. Forbudet kan opretholdes, indtil der overfor tilsynsmyndigheden er dokumenteret overensstemmelse med krav fastsat efter stk. 1. Forbudsmuligheden vil navnlig kunne tilskynde til, at den, der forhandler produkter og emballager, som led i de almindelige forretningsbetingelser, sikrer sig, at leverandøren eller producenten kontraktsretligt indestår for, at produktet eller emballagen er fremstillet m.v. i overensstemmelse med de til enhver tid gældende krav i lovgivningen, herunder krav fastsat af ministeren efter stk. 1.

Til stk. 3

Med det nye stk. 3 foreslås det, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om pligt for den der udbyder, forhandler eller distribuerer et produkt eller en emballage til at fremskaffe oplysninger om produktet, herunder emballagen, eller medvirke til at fremskaffe sådanne oplysninger. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger kan en udvidelse af det miljøpolitiske fokus fra fremstillingsfasen til alle faser af produktets livscyklus betyde, at yderligere oplysninger om produktets og dets miljøbelastning vil være nødvendige. Det forudsættes, som det er tilfældet for de øvrige hjemler i § 51, at bestemmelsen kun udnyttes overfor bestemte afgrænsede produkter eller emballager.

Bestemmelsen angiver ikke karakteren af de oplysninger, der kan kræves, men der kan bl.a. være tale om tilvejebringelse af statistiske oplysninger om eksempelvis antallet af producerede, eksporterede og importerede enheder eller oplysninger om karakteristika ved produktet, eksempelvis materialevalg eller forekomsten af miljøfremmede stoffer i produktet eller emballagen. Det følger af formålet med stk. 3, at bestemmelsen ikke kan anvendes som led i det egentlige tilsyn med virksomheder.

Det bemærkes endvidere, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger om produkter, herunder emballager, der meddeles i henhold til regler efter § 51, hvis det skønnes af væsentlig betydning for virksomheden, at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne oplysninger. Der henvises herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i henhold til forvaltningsloven og straffeloven.

Påbud om at meddele oplysninger efter stk. 3 vil kunne rettes mod ethvert led i salgskæden fra producent, importør, distributør og detaillist. I forbindelse med administrationen af bestemmelsen vil der i videst muligt omfang blive taget hensyn til hvilke led i kæden, der har de bedste forudsætninger for at kunne fremskaffe oplysninger om produktet eller emballagen.

Det bemærkes, at også bestemmelserne i stk. 2 og 3 ikke anvendes på produkter og emballager, der eksporteres, medmindre ministeren bestemmer andet i medfør af § 52.

Lovens bestemmelser i § 110, stk. 3 omfatter også stk. 2 og 3.

Til nr. 6

Til stk. 1

Lovforslaget omfatter brugte produktionsanlæg fra visse af de virksomheder, der er godkendelsespligtige i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, d.v.s. optaget på listen i bilag 1 til miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomhed. Godkendelsespligtige virksomheder anses i miljøbeskyttelseslovens forstand som de særligt miljøbetydende virksomheder. De blev tidligere betegnet »særligt forurenende virksomheder«, men betegnes nu »listevirksomheder«. Heraf er det imidlertid kun de særligt miljøbelastende produktionsanlæg, som vil blive omfattet af underretningspligten, jf. bemærkningerne til stk. 4.

Lovforslaget omfatter produktionsanlæg, der er eller har været installeret på en listevirksomhed. Forslaget omfatter foruden hele produktionsanlæg også væsentlige dele af produktionsanlæg. Herved forstås anlæg, som ikke er komplette, men hvor det umiddelbart vil være muligt at retablere anlægget til produktion til dets oprindelige formål. Retableringen kan f.eks. bestå i at udskifte en slidt ventilator eller en pumpe.

Underretning til tilsynsmyndigheden skal ske, når der er truffet aftale om afhændelse af produktionsanlæg til en modtager i et land uden for Danmark. Underretning kan ske i forbindelse med overvejelser om afhændelse, når spørgsmålet om modtagervirksomhed og importland er afklaret. Underretning skal ske til tilsynsmyndigheden på det sted, hvor anlægget i sin tid var i drift, eller eventuelt på det sted, hvor anlægget rent faktisk befinder sig.

Underretningsforpligtelsen påhviler afhænderen. Ved afhænderen forstås den, der i enhver henseende har dispositionsret vedrørende anlægget.

Underretningsforpligtelsen gælder, uanset eksporten sker til endelig opstilling og idriftsættelse eller alene med henblik på videresalg.

I bestemmelsen foreslås et midlertidigt forbud mod eksport af produktionsanlægget. Dette moratorium er fastsat til 2 måneder, dels for at give fornøden tid til at få videresendt underretningen til den kompetente myndighed i modtagerlandet, dels for at give miljømyndigheden i modtagerlandet mulighed for at reagere.

Fremgangsmåden kan f.eks. være den, at tilsynsmyndigheden inden 14 dage efter modtagelse af underretningen fra virksomheden skal videresende underretningen til miljø- og energiministeren ledsaget af tilsynsmyndighedens bemærkninger. Miljø- og energiministeren videresender underretningen til den kompetente myndighed i det land, hvor anlægget skal opstilles og idriftsættes. En kopi af underretningen til modtagerlandets myndighed vil blive sendt til køberen og sælgeren af anlægget, hvilket vil fremgå af gennemførelsesbestemmelserne.

De miljømæssige oplysninger vil blive oversat til et hensigtsmæssigt sprog, så vidt muligt inden 14 dage efter at ministeren har modtaget underretningen fra tilsynsmyndigheden. Miljømyndigheden i modtagerlandet vil således få ca. 1 måned til at tage stilling til sagen, inden eksporten af produktionsanlægget fysisk set vil kunne påbegyndes.

I henhold til lovforslaget kan miljø- og energiministeren inden de 2 måneder er gået give tilladelse til, at eksport af produktionsanlægget må finde sted. En tilladelse hertil vil f.eks. blive givet, såfremt der fra den kompetente miljømyndighed i modtagerlandet foreligger en skriftlig accept af import af anlægget og en skriftlig godkendelse til drift af anlægget. Miljø- og energiministeren vil herefter til orientering eftersende underretningen til modtagerlandets kompetente myndigheder.

Såfremt modtagerlandets myndighed ønsker længere tid til at behandle sagen, herunder indhente supplerende oplysninger eller få foretaget prøvetagning eller målinger, må myndigheden selv indhente disse oplysninger hos køber og/eller sælger af produktionsanlægget.

Lovforslaget giver således ikke ministeren bemyndigelse til at forlænge det midlertidige forbud mod eksporten, hvis modtagerlandets myndighed ikke kan nå at tage stilling til sagen, inden der er gået 2 måneder efter at den danske tilsynsmyndighed er blevet orienteret.

Til stk. 3

Lovforslaget giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler for underretningens indhold og form.

I bekendtgørelsen, som udmønter bestemmelsen, vil det blive specificeret hvilke oplysninger, der skal indsendes til tilsynsmyndigheden. Det vil af praktiske og tidsmæssige årsager ikke være muligt at videresende samtlige oplysninger, der er indeholdt i en miljøgodkendelse på måske flere hundrede sider, til modtagerlandets myndighed. De oplysninger, der skal indsendes, vil være koncentreret om de vigtigste forureningsparametre samt om grundlæggende oplysninger vedrørende produktionsanlægget. Der bør således stilles krav om oplysninger vedrørende affaldsfrembringelse og væsentlige parametre for emission til luft og udledning med spildevand.

Såfremt der åbenbart findes en markant mindre forurenende teknologi end den, der påtænkes eksporteret, kan ministeren bestemme, at der skal redegøres for den alternative teknologi i forhold til den teknologi, som ønskes eksporteret. Som eksempel kan anføres en påtænkt eksport af teknologi til fremstilling af fjernvarmerør baseret på opskumning med CFC eller HCFC, hvor det i dag er teknisk muligt at fremstille fjernvarmerør uden brug af ozonlagsnedsbrydende stoffer.

Alternative teknologier, der set i en større sammenhæng kun medfører en uvæsentlig formindskelse af forureningen sammenlignet med den aktuelle teknologi, vil ikke være omfattet af orienteringspligten.

Endelig forventes der for risikobetonede anlæg omfattet af anmeldepligten i henhold til EU's risikodirektiv (»Sevesodirektivet«) at skulle indsendes oplysninger om farekilderne ved anlægget og om hvilke foranstaltninger, der skal træffes, dels for at nedbringe risikoen for et større uheld forekommer, dels for at begrænse konsekvenserne af et stort uheld.

Forslaget giver endvidere ministeren hjemmel til at fastsætte regler for hvilke oplysninger, tilsynsmyndigheden som minimum skal fremsende til miljø- og energiministeren sammen med underretningen. Der vil i denne forbindelse primært blive tale om oplysninger om konstaterede miljøproblemer ved drift og nedlæggelse af anlægget.

Det bemærkes, at en virksomhed kan kræve fortroligholdelse af oplysninger om bl.a. forretningshemmeligheder, hvis det skønnes af væsentlig betydning for virksomheden, at andre end miljømyndigheden ikke får kendskab til sådanne oplysninger. Der henvises herved til reglerne om undtagelse for aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen, miljømyndighedens tavshedspligt i henhold til forvaltningsloven og straffeloven.

Til stk. 4

Bestemmelsen giver miljø- og energiministeren en adgang til at fastsætte regler for hvilke produktionsanlæg, der skal være omfattet af underretningspligten.

Afgrænsningen af de underretningspligtige produktionsanlæg vil tage udgangs-punkt i følgende miljømæssige aspekter

- om der fra produktionsanlægget udsendes væsentlige mængder af særligt miljøskadelige stoffer til luften,

- om produktionsanlægget frembringer væsentlige mængder af farligt affald,

- om der fra produktionsanlægget udledes særligt farlige stoffer med spildevandet,

- om der under produktionen anvendes særligt farlige mikroorganismer,

- om produktionsanlægget frembyder en særlig risiko for større uheld med miljøfarlige stoffer.

Produktionsanlæg, som giver anledning til forurening af en karakter, der må anses for at være almindelig kendt, vil ikke nødvendigvis være omfattet af de regler ministeren fastsætter i henhold til bestemmelsen.

Ministeren kan i henhold til bestemmelsen ændre reglerne for hvilke virksomheder, der er underretningspligtige, hvis det viser sig, at andre end de først medtagne virksomheder mod forventning medfører væsentlige miljømæssige problemer.

Det skønnes, at højst 500 virksomheder vil blive omfattet af lovforslaget.

Til nr. 7 og 8 og 9

Formålet med bestemmelserne er at klargøre, at der består en udpantningsret og at bringe morarentebestemmelserne i overensstemmelse med Skatteministeriets tilsvarende bestemmelser i love og bekendtgørelser. Baggrunden for at få det direkte fastslået, at der består en udpantningsret er, at det i praksis har vist sig at lette adgangen til at inddrive.

Til nr. 10

Undladelse af at underrette tilsynsmyndigheden om eksport af visse brugte produktionsanlæg (§110, stk. 1 nr. 6), eller påbegyndelse af eksport inden 2 måneder efter at tilsynsmyndigheden har modtaget underretningen (§ 110, stk. 1 nr. 1), gøres strafbart.

Til nr. 11

Undladelse af at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens, dvs. Miljøstyrelsens eller Miljøklagenævnets afgørelse gøres strafbart.

Til nr. 12

Ved tilføjelsen skabes der hjemmel til at fastsætte strafbestemmelse i regler udstedt i medfør af § 7a.

Til nr. 13

Den gældende § 111 bringes i overensstemmelse med Justitsministeriets anbefalinger, idet den hidtidige sondring mellem statsadvokatsager og politisager blev opgivet ved lov nr. 385 af 20. maj 1992. Beslaglæggelse vil kunne ske i medfør af retsplejelovens gældende bestemmelser.

Til § 2

Loven foreslås at træde i kraft den 30. juni 1996.

Der er i forbindelse med forslaget til ikraftrædelsestidspunkt taget hensyn til, at ministeren ved bekendtgørelse vil gennemføre bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald senest 30. juni 1996, hvor de nødvendige love og forskrifter til gennemførelse af direktivet senest skal være vedtaget.

Udkast til bekendtgørelse vil blive sendt i høring hos berørte myndigheder og organisationer.

I forlængelse af lovforslagets vedtagelse vil der endvidere blive udarbejdet udkast til bekendtgørelse om underretningsproceduren ved eksport af brugte produktionsanlæg. Udkastet vil blive sendt i høring hos berørte myndigheder og organisationer.

Til § 3

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Ingen

Nr LSF 155

Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Underretning om eksport af visse listevirksomheders brugte produktionsanlæg m.v.)

Fremsat af miljø- og energiministeren (Svend Auken)

den 17. januar 1996

Vedtaget ved tredjebehandling den 30. april 1996

Lov nr. 395 af 22/05/1996