1995 LSF 153 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RÅSTOFFER OG LOV OM KONTINENTALSOKLEN

§ 1

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter »arkæologiske«: »og geologiske«.

2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra amtsrådet.«

3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således

»Ikkeerhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«

4. I § 7 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og prøvegravninger som nævnt i stk. 2.«

5. § 10, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes

»En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår om

1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,

2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver efterbehandlet,

3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen, og

4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.

Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33, stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

6. I § 14 indsættes som stk. 2

»Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

7. Kapitel 4 affattes således

»Kapitel 4

Forekomster på søterritoriet og

kontinentalsoklen

Kortlægning og planlægning

§ 1

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter »arkæologiske«: »og geologiske«.

2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra amtsrådet.«

3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således

»Ikke-erhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«

4. I § 7 indsættes som stk. 3

» Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og prøvegravninger, som nævnt i stk. 2.«

5. § 10, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes

»§ 10. En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår om

1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,

2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver efterbehandlet,

3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen, og

4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.

Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33, stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«

Stk. 2 til 4 bliver herefter stk. 4 til 6.

6. I § 14 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

7. Kapitel 4 affattes således

»Kapitel 4

Forekomster på søterritoriet og

kontinentalsoklen

Kortlægning og planlægning

§ 1

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter »arkæologiske«: »og geologiske«.

§ 1

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, foretages følgende ændringer

1. I § 3, 2. pkt., indsættes efter »arkæologiske«: »og geologiske«.

2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra amtsrådet.«

3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således

»Ikkeerhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«

4. I § 7 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og prøvegravninger som nævnt i stk. 2.«

5. § 10, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes

»En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår om

1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,

2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver efterbehandlet,

3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen, og

4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.

Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33, stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 4-6.

6. I § 14 indsættes som stk. 2

»Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

7. Kapitel 4 affattes således

»Kapitel 4

Forekomster på søterritoriet og

kontinentalsoklen

Kortlægning og planlægning

§ 2

I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991, foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om råstoffer.«

§ 2

I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991 foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 1, 2. pkt. affattes således

»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om råstoffer.«

§ 2

I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991 foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 1, 2. pkt. affattes således

»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om råstoffer.«

§ 2

I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, som ændret ved § 46 i lov nr. 357 af 6. juni 1991, foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Miljø- og energiministeren kan tillade udforskning og indvinding af de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om råstoffer.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning eller indvinding af råstoffer efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den hidtidige lovgivning.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan indvindingsmateriel med tilladelse efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden tilladelse efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning eller indvinding af råstoffer efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den hidtidige lovgivning.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan indvindingsmateriel med tilladelse efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden tilladelse efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Det foreliggende forslag til ændring af råstofloven har først og fremmest til formål at ændre lovens bestemmelser om råstofindvindingen på havet, således at denne indvinding fremover vil komme til at foregå under større hensyntagen til naturværdierne i havet og på havbunden.

Der foreslås gennemført et nyt tilladelsessystem for indvindingen. Det indebærer, at indvinding på havbunden kun må foretages efter en konkret meddelt tilladelse gældende til et geografisk afgrænset og miljøvurderet område. Det gældende forbud mod råstofindvinding i marine EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder indskrives i selve loven. Et tilsvarende forbud indføres for de særlige beskyttelsesområder, der udpeges i henhold til EF-habitatdirektivet samt for områder med lavere vanddybde end 6 m. Det præciseres samtidig, under hvilke betingelser der kan gøres undtagelser fra disse forbud. Bestemmelserne om de miljøhensyn, der skal tages i forbindelse med indvinding på havet, strammes og tydeliggøres.

Det foreslås endvidere, at geologiske interesser indføjes i lovens formålsbestemmelser som et af de samfundsmæssige hensyn, der skal afvejes i forbindelse med, at der gives tilladelse til råstofindvinding.

I relation til råstofindvindingen på land foreslås kun enkelte ændringer. Det foreslås bl.a., at det i loven præciseres, at amtsrådene kan stille miljømæssige vilkår i råstofindvindingstilladelser på land. Det er bl.a. hensigten hermed at undgå fremtidige grundvandsforureninger som følge af, at der henlægges forurenet jordfyld som led i efterbehandlingen af råstofgrave.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 1997.

2. Forslagets baggrund

2.1. Landområdet

Bevarelse af geologiske profiler i efterbehandlede råstofgrave

I de seneste par år har der været en stigende bevidsthed om de geologiske værdier, som bør varetages i forbindelse med råstofindvinding og efterbehandling af råstofgrave i lighed med andre natur- og kulturværdier.

Varetagelsen af de geologiske interesser i forbindelse med råstofindvinding tjener to formål. Det ene er at formidle viden om områdets geologi, d.v.s. om jordarterne og landskabets sammensætning, struktur og tilblivelse. Opgaven hermed vil bestå i at skåne værdifulde geologiske landskaber for indvinding, at tilpasse indvindingen og efterbehandlingen til de omgivende landskaber, at adskille naturskabte og kunstige landskaber, og at holde udvalgte profiler åbne i jordlagene til brug for forskning og formidling.

Det andet er at vise råstofgeologien, idet det efter indvindingens afslutning bør fremgå, at man i det pågældende område har indvundet en bestemt slags råstof med visse naturgivne egenskaber. Også i denne sammenhæng bør der generelt bevares udvalgte profiler, ligesom udstrækningen af det gennemgravede område bør kunne erkendes.

Placering af fyldjord i råstofgrave

Mange råstofgrave modtager fyldjord, der fremkommer som udgravningsmaterialer fra bygge- og anlægsarbejder. Det er ved konkrete undersøgelser i en række råstofgrave rundt om i landet konstateret, at der i disse fyldjordsmængder kan være forureninger, der stammer fra det område, hvor fyldjorden er gravet op. På grund af de ændrede jordbundsforhold, der er en følge af råstofgravningen, kan der være en særlig stor risiko for en efterfølgende grundvandsforurening som følge af nedsivning af forurenede stoffer fra jordfyldet.

Denne problemstilling indgår i arbejdet i Jordforureningsudvalget og dettes underudvalg og arbejdsgrupper, også i Arbejdsgruppe 3 »Fyldjord og efterbehandling af råstofgrave«, som afgav rapport i maj 1995.

Skov- og Naturstyrelsen har i forbindelse med dette arbejde henstillet til amtsrådene, at de som en del af de miljømæssige overvejelser ved udstedelse af nye tilladelser eller fornyelse af eksisterende tilladelser i henhold til råstoflovens § 7, også skal tage stilling til hvilke vilkår, der skal gælde for eventuel modtagelse af fyldjord, herunder om der skal være et konkret forbud mod sådan modtagelse i den enkelte råstofgrav.

Forslag til generelle regler om den fremtidige administration af og kontrol med opgravning og deponering af jord overvejes stadig i Jordforureningsudvalget, og eventuelle forslag til ændringer i råstofloven som følge af dette udvalgsarbejde vil blive fremsat sammen med forslaget til jordforureningsloven.

Efterbehandling af råstofgrave

I de fleste tilfælde efterbehandles tidligere råstofgrave til jordbrugsmæssig drift eller de tilplantes.

Hvis amtsrådet skønner, at det ikke er muligt eller økonomisk forsvarligt at føre de afgravede arealer tilbage til jordbrugsmæssig drift, kræves det normalt, at arealerne ved passende behandling og tilplantning efterlades i en sådan stand, at de ikke virker skæmmende på omgivelserne.

En tidligere råstofgrav kan ofte uden nævneværdige problemer igen indgå i den samlede landbrugsdrift. Det gælder således mange lergrave, hvor kun de øverste par meter af jordlagene skrælles af, og visse typer af grusindvinding, der fører til en sænkning af jordoverfladen på adskillige meter, men uden at dyrkningsforholdene ændres nævneværdigt.

I publikationen »Efterbehandling af råstofgrave til jordbrugsformål«, der er udgivet af Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen og Landbrugsministeriet i 1989, anbefales det at overveje, i hvilket omfang tidligere råstofgrave kan indgå som led i marginaliseringen af landbrugsjorden. Såfremt det er forbundet med store omkostninger at føre arealer tilbage til intensivt drevet landbrug, bør man se på, om områderne med fordel kan overgå til ekstensivt drevne landbrugsarealer, naturområder, skov og lignende.

Især ved dybere råstofgrave har det hidtil været udbredt praksis at fylde overskudsjord fra bygge- og anlægsarbejder i gravene for derved bl.a. at forbedre de dyrkningsmæssige forhold. Undersøgelser har imidlertid vist, at opfyldningerne medfører fare for forurening af grundvandet, hvorfor mulighederne for opfyldning fremover vil blive stærkt formindsket. Det må forventes, at mulighederne for fortsat intensiv landbrugsdrift derved formindskes.

Mange råstofgrave er i tidens løb efterladt uden væsentlig efterbehandling og henligger nu i naturtilstand.

Særligt i større områder, hvor der har fundet eller finder en intensiv indvinding sted, har man endvidere gennem planlægning søgt at tilpasse tidligere råstofindvindingsområder til lokale rekreative behov, f.eks. i Hedeland ved Roskilde, ved Davinde/Tarup på Fyn, på Fur og Mors og i Lille Vildmose.

Der foregår i praksis af flere årsager en forskydning hen mod mere udbredt anvendelse af tidligere råstofgrave til naturformål.

Mange tidligere råstofgrave vil ende som landbrugsjord, der drives ekstensivt, og det vil fremme en arealanvendelse, hvor naturindholdet er stort.

Beskyttelsen af grundvandet vil også føre til, at flere og flere råstofgrave ender som naturområder, da de ikke mere vil blive tilladt opfyldt med jord udefra i samme omfang som tidligere.

2.2. Havområdet

Indvindingen i dag

Størrelsen af den danske råstofindvinding har en nøje sammenhæng med omfanget af bygge- og anlægsvirksomheden i Danmark og i det nære udland. Den samlede indvindingsmængde beregnet som årsgennemsnit har i perioden 1990 - 1994 udgjort 26 mio. m3 på land og 5,8 mio. m3 på havbunden. Indvindingen til søs udgør således en betydelig del af den danske råstofforsyning.

Indvindingen af råstoffer til søs kan opdeles i ral- og sandsugning, stenfiskeri, skalleindvinding og nyttiggørelse af uddybnings- og oprensningsmaterialer. Bortset fra enkelte tilfælde, eksempelvis ved udgravninger i forbindelse med etableringen af Storebæltsforbindelsen, hvor der blev nyttiggjort ca. 8 mio. m3 uddybningsmateriale, er ral- og sandsugningen langt den dominerende indvinding til søs. I perioden 1990 - 1994 er der som årsgennemsnit opsuget ca. 4 mio m3 sand, heraf over 3 mio. m3 fyldsand, ca. 1 mio. m3 ral og sten samt ca. 0,3 mio. m3 grus. Der opfiskes herudover årligt ca. 7.000 m3 sten og indvindes ca. 120.000 m3 skaller. Resten - ca. 0,4 mio. m3 - udgøres af oprensnings- og uddybningsmaterialer, der er blevet nyttiggjort som råstoffer.

Ral- og sandsugning i danske farvande foregår traditionelt ved stiksugning eller slæbesugning. Ved stiksugning ligger skibet stille, mens materialet suges op fra havbunden. Herved dannes tragtformede huller i havbunden. Ved indvinding med slæbesuger bevæger skibet sig, mens materialet suges op fra havbunden. Ved indvindingsprocessen dannes lange spor med en bredde på ca. 1,5 m og en dybde på op til 40 cm.

I 1995 var den samlede lasterumskapacitet til ral- og sandsugning på ca. 25.000 m3, fordelt på ca. 50 fartøjer. En mindre del af den samlede kapacitet anvendes udelukkende til kystfodrings- og oprensningsopgaver.

Stenfiskeri udføres af skibe udstyret med gravemaskine eller grab. Indvindingen foregår på to forskellige måder - afhængig af stenstørrelsen. Mindre sten optages med gravemaskine, store sten tages enkeltvis med grab og stentang.

Der findes i dag 19 stenfiskerfartøjer, hvoraf kun ca. halvdelen lejlighedsvis udfører stenfiskeriopgaver.

Der indvindes endelig, som nævnt, en begrænset mængde gamle østersskaller og muslingeskaller. Indvindingen foretages for langt den største dels vedkommende ved sugning med ral- og sandsugningsfartøjer i Roskilde Fjord, men på grund af de meget store biologiske og kulturhistoriske beskyttelsesinteresser i fjorden er det besluttet, at indvindingen her skal afvikles med udgangen af 1997. Afviklingsordningen berøres ikke af lovforslaget.

Indvindingens miljømæssige effekter

Ved vurderingen af råstofindvindingens effekter på havmiljøet, må der skelnes mellem kortsigtede og langsigtede effekter. Der må ligeledes foretages en vurdering af påvirkningernes varighed, hyppighed og sæsonmæssige forekomst.

Råstofindvinding på havet kan i væsentligt omfang påvirke bundtopografien, dybdeforholdene, overfladesedimentets sammensætning på kortere og længere sigt og vil forårsage spredning af suspenderet materiale i og uden for indvindingsområdet. Når de miljømæssige effekter af indvindingen skal bedømmes, er det afgørende at se på bundtypen i det pågældende område, idet plante- og dyrelivet er snævert knyttet til bundtypen. Det skal ligeledes tages i betragtning, at såvel de enkelte arter af planter og dyr som de forskellige biotoper eller habitater har forskellig sårbarhed og forskellig reetableringsevne og dermed forskelligt beskyttelsesbehov. Beskyttelsesbehovet afhænger også af, hvor store andele af en bestemt bundtype med tilhørende plante- og dyreliv, der vil blive påvirket af indvindingen.

Sandsugning i forholdsvis rene forekomster, kystnært eller på lavvandede flak, hvor bundforholdene netop er karakteriseret ved hyppige omlejringer og naturlig ustabilitet, vil generelt være miljømæssigt uproblematisk. Dyrelivet i sådanne områder er generelt mindre følsomt over for påvirkningerne af råstofindvinding og vil i det lange løb, hvis indvindingen ikke er vedvarende, hurtigt genindvandre efter råstofindvindingens ophør. Når effekter af indvinding i sådanne områder skal vurderes nærmere, må forhold såsom udbredelse af havgræsser og ålegræs, sedimentspredning, mulighed for kysterosion og ændringer af dybdeforholdene tages i betragtning.

Sandsugning , der ligeledes sker i forholdsvis rene forekomster, men under mindre dynamiske forhold, vil sædvanligvis medføre påvirkninger af mere lokal karakter, men ofte samtidig mere permanente påvirkninger. I vurderingen af de miljømæssige effekter må der især lægges vægt på ændringer i bundkoten. Hvor der er ringe strøm- og bølgepåvirkning, vil de beherskede hydrodynamiske forhold indebære, at markante ændringer i bundtopografien, eksempelvis store sugehuller, kun meget langsomt udjævnes. I sådanne dybe sugehuller kan der aflejres organisk materiale, der kan give anledning til iltsvind. Bundtypen og faunasammensætningen vil ligeledes ændres.

Sand- eller ralsugning i forekomster, der ligger under dæklag af en finkornet blød bund, der ofte har et stort organisk indhold, vil kunne medføre en drastisk ændring af bundtypen i og omkring indvindingsstedet. Mens dyrelivet i blødbundsområderne sædvanligvis ikke er særlig følsomt for sedimentation af finkornet eller suspenderet materiale, kan mere grovkornet materiale medføre gener. I vurderingen af de miljømæssige konsekvenser må der dog især lægges vægt på markante ændringer i dybdeforholdene, da sådanne, ofte lidt dybereliggende bundtyper, kan have potentielle iltsvindsproblemer.

Sand- eller ralsugning i forekomster, der ligger under groft grus eller småsten, kan være problematisk, da der er risiko for, at bunden gradvist ændres til permanent at bestå af mere finkornet overfladesediment. Samtidig må væsentlige ændringer i bundtopografien og bunddybden forventes at være blivende. Med sådanne bundforandringer ændres mulighederne i større eller mindre grad for fortsat eksistens af det hidtidige plante- og dyreliv i området. I vurderingen af miljøeffekter er kendskab til bølge- og strømforhold afgørende for vurdering af konsekvenserne af sedimentspild og sedimentaflejring. Bølge- og strømforholdene er også afgørende for vurdering af indvindingsdybden. Områdets plante- og dyreliv, herunder dets potentiale som gyde- og opvækstområde og som fourageringsområde, bør ligeledes vurderes.

Ralsugning i blotlagte forekomster har klare miljømæssige effekter, da den hårde og stenede bund er levested for plante- og dyrearter, som er afhængige af en hård, ren bund at hæfte sig til og ofte af forholdsvist klart vand. I sådanne områder vil der typisk være strømforhold, der naturligt fjerner finkornet materiale fra stenbunden. Ved råstofindvinding må væsentlige ændringer i bundtopografien og bunddybden forventes at være blivende. I vurderingen af råstofindvindingens effekter på plante- og dyrelivet må indgå oplysninger om sedimentspild, omlejring af sedimentet og bundhydrografiske forhold. Områdets biologi bør endvidere undersøges, og dens værdi vurderes.

Stenfiskeriet medfører meget radikale indgreb i områder, der ofte har meget stor biodiversitet. De marinbiologiske interesser på havet er stærkt knyttet til netop stenrevenes plante- og dyreliv - både hvad angår de arter, der lever direkte på den hårde bund, og hvad angår de mange arter, der er knyttet til det beskyttede miljø under og mellem den ofte tætte vegetation. Stenrevene er tillige generelt af betydning som fourageringsområder for dykkende havfugle. Det gælder især de større revområder på mindre end ca. 10 meters dybde og ofte de tilstødende lavvandede områder.

Gyde- og opvækstmuligheder for fisk påvirkes tillige af stenfiskeriet. Påvirkningen er dog ikke truende på samme niveau som for de fastsiddende organismer.

Der er i dag bred enighed om stenrevenes biologiske værdi og om behovet for at beskytte stenrevene mod fysiske indgreb.

Samtlige ansøgte stenfiskeriområder bør besigtiges og den biologiske værdi kortlægges, før en eventuel stenfiskeritilladelse meddeles. Det bør tillægges afgørende betydning, om stenrevet er »huledannende« og således fungerer som muligt tilflugtssted for dyrelivet i området, om der findes en veludviklet flerårig brunalgeskov og en stor biodiversitet karakteristisk for det pågældende havområde. Tillades stenfiskeri, bør dette på grund af den generelt høje biologiske værdi på stenrevene foregå med så lille fysisk påvirkning af revet som muligt.

Der findes i dag ingen opgørelser over, hvor store mængder råstoffer, der samlet indvindes i de forskellige bundtyper hvert år. På baggrund af indberetningerne om indvundne mængder kan det dog - meget groft - skønnes, at størstedelen af de gennemsnitlige 3-4 mio. m3 sand, der indvindes hvert år, generelt indvindes i bundtyper, hvor råstofindvinding må betragtes som mindre problematisk. Grus, ral og sten indvindes derimod i bundtyper, hvor indvinding, som nævnt ovenfor, kan være miljømæssigt problematisk. Denne del af den danske indvinding udgør omkring 1,3 mio. m3 om året, d.v.s. ca. 1/5 af den samlede årlige indvinding på havet.

Det nuværende tilladelsessystem

Indvindingen af råstoffer på havet må i dag kun ske med fartøjer, der har en generel tilladelse i henhold til råstoflovens § 19. En § 19-tilladelse udstedes til ejeren, gældende til et bestemt navngivet fartøj og kan opsiges med 10 års varsel. Tilladelserne kan også være udstedt på grundlag af et charterforhold.

Tanken med dette tilladelsessystem har bl.a. været at tilgodese de overordnede miljømæssige hensyn gennem at fastsætte en samlet maksimal lastekapacitet fordelt på tilladelser til et vist antal indvindingsfartøjer.

Med en § 19-tilladelse kan fartøjet frit indvinde overalt på havområdet, medmindre der er foretaget særlige begrænsninger eller nedlagt forbud. Der er eksempelvis fastsat regler for, hvor tæt ved kysterne, sømærker og fiskeredskaber indvinding må finde sted, og bl.a. nedlagt forbud mod indvinding i særligt biologisk værdifulde områder og ved fredede skibsvrag.

I den administrative praksis er det bl.a. accepteret, at et fartøj med generel sugetilladelse kan handles, og at en ny ejer også kan få overført sugetilladelsen, såfremt sælger i forbindelse med handlen afgiver sin sugetilladelse. Enkelte sugetilladelser er også udstedt til udenlandske firmaer.

De generelle tilladelser er lejlighedsvist blevet suppleret med tidsbegrænsede tilladelser til udførelse af konkrete større indvindingsopgaver. Dette er f.eks. sket i tilknytning til anlægget af den faste forbindelse over Storebælt. Tilladelserne suppleres desuden ofte, når oprensnings- og uddybningsmaterialer i forbindelse med anlægsarbejder m.v. skal nyttiggøres som råstoffer. I disse tilfælde meddeles der en midlertidig § 19-tilladelse til det gravemateriel, der skal udføre anlægsarbejdet.

Hidtidig gennemført omlægning af tilladelsessystemet

Reguleringen af indvindingen på havet har i flere år været under omlægning.

Med en lovændring i 1987 blev der indført mulighed for at udlægge egentlige afgrænsede indvindingsområder, jf. den gældende lovs § 22. Denne mulighed er fra 1988 anvendt ved reguleringen af råstofforsyningen til de store anlægsarbejder og andre store indvindingsopgaver, først Storebæltsforbindelsen, senere Øresundsforbindelsen og Kystinspektoratets kystfodringsarbejder på den jyske vestkyst. Det er endvidere i 1990 ved bekendtgørelse fastsat, at leverancer af større mængder fyldsand kun kan ske efter konkret tilladelse eller anmeldelse.

Samtlige stenfiskertilladelser blev i 1989 af miljømæssige årsager opsagt med det lovpligtige 10-årige varsel. I opsigelsesperioden skulle der skabes grundlag for at afgøre, om stenfiskeriet helt skal forbydes efter opsigelsesperiodens udløb, eller om det kan fortsætte i nærmere udlagte indvindingsområder og på nærmere fastsatte vilkår. Det er endvidere i 1990 ved bekendtgørelser fastsat, at stenfiskeri i EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder er forbudt, og at optagning af større mængder sten i den 10-årige opsigelsesperiode kun kan ske efter konkret tilladelse eller anmeldelse.

I betænkningen af 12. december 1991 over forslag til lov om naturbeskyttelse tilkendegav flertallet i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, at der skulle ske en stramning af mulighederne for at gennemføre råstofindvinding på havbunden. Udvalget lagde vægt på, at det ved den fremtidige regulering af ral- og sandsugningen blev sikret, at EF-fuglebeskyttelsesområder friholdes for nye indvindinger, og at den igangværende råstofindvinding afsluttes i løbet af en kortere årrække. Endelig skulle der lægges stor vægt på at skåne de naturmæssige værdier i de lavvandede områder, således at råstofindvindingsområder som hovedregel ikke udpeges i de lavvandede områder (lavere vanddybde end 6 m.).

På nuværende tidspunkt er der gennemført en regulering/afvikling af skalleindvindingen i Roskilde Fjord samt en regulering/afvikling af ral- og sandsugningen i EF-fuglebeskyttelsesområderne.

Der er desuden i 1995 sket en ændring af råstofloven, således at indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kun kan meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser og efter at offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig - en VVM-procedure.

Endelig blev der pr. 1. november 1995 gennemført forbud mod at foretage stenfiskeri, ral- og sandsugning og råstofefterforskning i en række særligt værdifulde havområder. Der blev herudover udstedt forbud mod at foretage stenfiskeri i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Landområdet

Af betydning især for råstofindvindingen på land (men også på havet) foreslås i lovens formålsbestemmelser indføjet geologiske interesser som en særskilt interesse, der skal varetages ved lovens administration ved siden af de landskabelige og videnskabelige interesser.

Der foreslås også en række mindre ændringer og justeringer af reglerne om råstofindvinding på land.

Det er dels præciseret i lovforslagets nr. 2 (§ 7, stk. 1), at amtsrådene også skal give tilladelse til, at der etableres anlæg til brug for indvinding af råstoffer på land. Amtsrådene regulerer allerede i dag sådanne anlæg, når der gives tilladelser til råstofindvinding, og det bør derfor også fremgå direkte af lovens tekst.

Endvidere er der stillet forslag om, at det præciseres i loven, at tilladelser til råstofindvinding skal indeholde vilkår om, at de miljømæssige gener begrænses. Sådanne vilkår fastsættes allerede i dag med hjemmel i lovens § 10, stk. 1, jf. § 3.

De miljømæssige vilkår, der fastsættes, har til formål at begrænse støj- og støvgener fra råstofindvindingen. Endvidere skal de forhindre forurening af jorden og grundvandet, navnlig fra placering af fyldjord der tilføres udefra som led i efterbehandlingen af råstofgravene. Undersøgelser i forskellige amter har vist, at især udgravningsjord fra byområder ofte er forurenet og derfor ikke uden videre bør placeres i råstofgrave. Dette spørgsmål behandles for tiden i Jordforureningsudvalget, og eventuelle forslag til ændringer af råstofloven, som følge af dette arbejde, vil blive fremsat sammen med forslaget til jordforureningsloven.

3.2. Havområdet

Udgangspunktet for de foreslåede ændringer vedrørende indvindingen på havet er, at råstofferne på havet er statens ejendom, og at staten i princippet således frit kan regulere eller begrænse adgangen til at indvinde disse ressourcer.

Udgangspunktet er endvidere, at det skal sikres, at råstofferne indvindes under betydelig hensyntagen til beskyttelsesinteresserne i havet, samtidig med at den danske råstofforsyning opretholdes.

Det nye tilladelsessystem

Kernen i det foreslåede nye tilladelsessystem for indvinding på havet er, at indvinding fra den 1. januar 1997 i princippet kun kan ske på baggrund af en konkret meddelt tilladelse til indvinding i et geografisk afgrænset område, hvor der forud er gennemført en miljømæssig konsekvensvurdering. Denne vurdering vil gøre det muligt, at der stilles de miljømæssigt nødvendige vilkår for indvindingen. Råstofindvinding inden for EF-fuglebeskyttelsesområder, Ramsarområder, de kommende EF-habitatområder og områder med en vanddybde på mindre end 6 meter bliver i princippet forbudt. Der findes dog muligheder for at fravige denne bestemmelse.

Udgangspunktet for indvinding på havet bliver således, at al indvinding er forbudt, indtil der er meddelt en konkret tilladelse til indvinding i et nærmere afgrænset område.

For at udnytte en sådan områdetilladelse kræves, at indvindingen foretages med materiel godkendt af miljø- og energiministeren. Hovedprincippet i det tilladelsessystem der findes i den gældende lovs § 19, hvorefter al indvinding forudsætter en godkendelse af materiellet, foreslås således videreført. Tilladelse/godkendelsesssystemet opretholdes, fordi det har vist sig effektivt til regulering af den samlede lastekapacitet - og dermed til regulering af de råstofmængder, der maksimalt kan indvindes i danske farvande hvert år. Systemet har ligeledes vist sig effektivt til sikring af råstofforsyningen til alle landets egne.

Forslaget om bevarelse af det hidtidige system med godkendelse af indvindingsmateriellet er dermed i overensstemmelse med nogle af de væsentligste formål med den gældende råstoflov - at spare på de naturbundne ressourcer og at sikre størst mulig genanvendelse samt at sikre råstofforsyningen.

Overgangsordning

På grund af den store betydning som indvindingen af sand, grus og ral på havet har for den danske råstofforsyning - og af hensyn til ral- og sandsugerbranchens uafbrudte virksomhed - er det af afgørende betydning, at overgangen til det nye tilladelsessystem pr. 1. januar 1997 foregår så smidigt som muligt. Der er derfor foreslået gennemført en overgangsordning.

Overgangsordningen indebærer, at alle indvindere med tilladelse efter den gældende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning) automatisk - og uden indhentning af en konkret tilladelse - på nærmere fastsatte vilkår og for en nærmere fastsat årrække får ret til at indvinde råstoffer inden for hovedparten af de hidtil anvendte indvindingsområder. Disse områder vil pr. 1. januar 1997 efter gennemførelse af en miljømæssig vurdering på det eksisterende vidensgrundlag være udlagt af miljø- og energiministeren i en bekendtgørelse, der får gyldighed til den 31. december 2006.

En lignende overgangsordning indføres for stenfiskerne, dog med den forskel at overgangsordningen ophører pr. 1. juli 1999, hvor stenfiskernes opsagte § 19-tilladelser udløber.

Tilsyn

Gennemførelsen af det nye tilladelsessystem på havet med udlægning af geografisk afgrænsede indvindingsområder og fastsættelse af miljømæssigt betingede vilkår stiller øgede krav til tilsynet.

Det foreslås derfor, at der i lovforslaget i forbindelse med reglerne om godkendelse af indvindingsmateriel indsættes hjemmel til, at miljø- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om, at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Sådant elektroniske kontroludstyr vil typisk være de såkaldte »black-boxes«. Disse fungerer således, at oplysninger om indvindingsfartøjets position og tidspunkt m.m. registreres automatisk, når indvinding begyndes. Oplysningerne registreres på EDB-disketter eller lignende, som kun tilsynsmyndigheden har adgang til.

Black-boxes er under indførelse på råstofindvindingsfartøjer både i Holland og England. Dette udstyr giver den mest effektive efterfølgende kontrol af, at indvindingen er blevet foretaget i de områder, der er meddelt indvindingstilladelse til, samt af at vilkår, f.eks om årstidsbegrænsninger, er blevet overholdt.

Eventuel fastsættelse af regler om anvendelse af elektronisk kontroludstyr vil ske efter forhandling med ral- og sandsugerbranchen og efter høring af øvrige relevante parter.

Ændring af klagesystemet

Skov- og Naturstyrelsens afgørelser vedrørende råstofindvinding på havet kan efter den gældende råstoflov påklages til miljø- og energiministeren.

I lovforslaget foreslås det, at Naturklagenævnet, der er nedsat med hjemmel i naturbeskyttelsesloven, i stedet indsættes som klagemyndighed. Man får herved et uafhængigt nævn med bred politisk sammensætning og to højesteretsdommere som endelig klageinstans.

Ændring af kontinentalsokkelloven

Med lovforslaget overføres hjemlen til at meddele tilladelser til efterforskning på kontinentalsoklen fra kontinentalsokkelloven til råstofloven.

Det findes hensigtsmæssigt, at efterforskningsbestemmelserne om råstoffer er samlet i en lov, således at disse kan administreres i sammenhæng med den øvrige administration af råstofloven.

3.3. Øvrige ændringer

Der er udarbejdet en ny tilsynsbestemmelse, hvori tilsynsmyndighedens muligheder for indgriben over for ulovlige forhold er præciseret. Der er endvidere i lovforslagets § 1, nr. 16 indsat en bestemmelse om en 5-årig forældelsesfrist for straffesager. Formålet med den særlige forældelsesfrist på 5 år er især at sikre den nødvendige tid til den administrative behandling af straffesagerne (tilsynsmyndighedens undersøgelser, politiets efterforskning og anklagemyndighedens forberedelse).

Herudover er der foretaget en række mindre ændringer og tilføjelser. Under bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser er der redegjort nærmere for disse.

4. Indkomne bemærkninger til lovforslaget

Et lovudkast har været sendt til høring hos en bred kreds af interesseorgansationer, ministerier, offentlige myndigheder m.v. Lovforslaget har endvidere været forhandlet med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Trafikministeriet og Danmarks Naturfredningsforening. Lovforslaget er herefter - i forhold til det udsendte høringsforslag - blevet ændret på visse punkter.

I relation til indvindingen på havet har Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere i princippet accepteret det nye tilladelsessystem. Foreningen har dog - både i sine høringssvar og under de efterfølgende forhandlinger - givet udtryk for betænkelighed ved dele af lovforslaget, herunder ved hvorledes lovens bestemmelser vil blive administreret. Foreningen har ønsket sikkerhed for, at lovens bestemmelser ikke vil blive administreret så restriktivt, at den fremtidige erhvervsudøvelse trues. Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere er på baggrund af forhandlingerne blevet imødekommet på visse områder. Der er således bl.a. i lovforslaget fastsat bestemmelser om en overgangsperiode, der sikrer branchen en smidig overgang til det nye tilladelsessystem.

Alle øvrige hørte parter støtter hovedprincipperne i lovforslagets nye bestemmelser om indvinding på havet. Flere af de hørte parter har tillige vist interesse i at blive inddraget i udmøntningen af lovens bestemmelser vedrørende indvinding på havet. Det drejer sig især om udlægningen af de kommende indvindingsområder.

5. Administrative og økonomiske konsekvenser

Omlægningen af tilladelsessystemet på havet vil kræve en øget arbejdsindsats på statsligt niveau. Det skønnes, at merpersonalebehovet vil være i størrelsesordenen 2 årsværk i Skov- og Naturstyrelsen og - når det nye tilladelsessystem træder fuldt ud i kraft - 2 årsværk i Naturklagenævnet. De statslige merudgifter afholdes inden for Miljø- og Energiministeriets rammer.

Lovforslaget ændrer ikke på amtsrådenes opgaver inden for råstofområdet. Forslaget vil derfor ikke få adminstrative og økonomiske konsekvenser for amtskommuner og kommuner.

6. Miljømæssige konsekvenser

I relation til råstofindvindingen på land er der for at styrke beskyttelsen af de danske grundvandsressourcer indsat en bestemmelse i lovforslaget om, at amtsrådene kan fastsætte vilkår til sikring af, at de miljømæssige gener fra virksomhedens drift begrænses. Amtsrådene stiller allerede i dag miljømæssige vilkår i råstoftilladelser med hjemmel i lovens § 10, stk. 1, jf. § 3. Der er dog behov for at præcisere hjemlen hertil i § 10. Bestemmelsen vil bl.a. kunne udnyttes til at fastsætte vilkår med henblik på at begrænse støj- og støvgener, til at forbyde tilførsel af jordfyld som led i efterbehandlingen af råstofgravene eller til at fastsætte vilkår om i hvilket omfang og efter hvilke retningslinier, der må tilføres og indbygges uforurenet råjord og muld.

Det må samtidig forventes, at indsatsen for beskyttelsen af grundvandet mod forurening fra jordfyld i grusgrave vil medføre, at grusgravene fremover i større omfang end hidtil vil blive efterbehandlet til andre formål end jordbrugsmæssig drift, først og fremmest til naturformål og/eller rekreative formål.

Øget etablering af sådanne naturtyper har positive effekter for plante- og dyrelivet, men permanente landskabsændringer som følge af råstofindvinding bliver hyppigere, og store mængder fyldjord skal bortskaffes på anden måde end hidtil.

Forslaget til ny regulering af råstofindvindingen på havet gennemføres for at styrke beskyttelsen af de miljømæssige værdier i havet.

Der er allerede gennemført en vis regulering af mulighederne for at foretage råstofindvinding i det danske havområde. Stenfiskeri i EF-fuglebeskyttelsesområder og områder med vanddybder på mindre end 6 meter er forbudt, og en række biologisk værdifulde områder er blevet lukket for både stenfiskeri og ral- og sandsugning. Der er herudover gennemført regulering af ral- og sandsugningen i EF-fuglebeskyttelsesområderne, og denne har bl.a. medført, at mange tidligere benyttede indvindingslokaliteter i EF-fuglebeskyttelsesområderne er blevet lukket, mens der er indført en afviklingsordning for de øvrige. Den hidtidige regulering videreføres med den nye lov.

Det følger endvidere af lovforslaget, at samtlige eksisterende indvindingslokaliteter vil blive gennemgået og miljømæssigt vurderet. Efter denne vurdering forventes det, at hovedparten af områderne vil blive udlagt til fortsat indvinding efter den 1. januar 1997. For indvindingen vil der blive stillet de fornødne miljømæssige vilkår.

Nye indvindingslokaliteter vil blive udlagt på baggrund af forudgående miljømæssige undersøgelser og efter høring af berørte organisationer, myndigheder m.v. I disse tilladelser vil der ligeledes blive stillet de fornødne vilkår til sikring af de miljømæssige forhold.

Reguleringen af indvindingen på havet vil sikre, at den fremtidige indvinding foretages under den fornødne hensyntagen til de miljømæssige værdier i hvert enkelt havområde. De miljømæssige effekter af råstofindvindingen vil på denne måde blive begrænset.

7. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Ændringerne vedrørende råstofindvinding på land har ingen direkte erhvervsøkonomiske konsekvenser. Indirekte medfører det forbud mod modtagelse af jord udefra uden særlig tilladelse, som mange amtsråd nu fastsætter i nye tilladelser til råstofindvinding, at råstofindvindere ikke fremover kan regne med ekstraindtægter for at modtage jord. For mange har jordmodtagelse givet en væsentlig biindtægt.

I relation til råstofindvindingen på havet vil lovforslaget medføre, at indvindingsfirmaer vil få udgifter til miljømæssige undersøgelser af de havområder, som der indvindes eller skal indvindes i. Disse udgifter bliver, p.g.a. den foreslåede overgangsordning dog først aktuelle, når nye indvindingsområder skal udlægges. Da indvindingsfirmaerne ofte indvinder i de samme områder og er indstillet på at samarbejde om gennemførelsen af de fornødne miljømæssige undersøgelser af de nye områder, forventes de økonomiske konsekvenser for det enkelte firma i denne sammenhæng normalt at blive begrænsede. En større del af ral- og sandsugerbranchen har stiftet et selskab til at foretage disse fælles undersøgelser m.m.

Firmaerne vil endvidere - på linie med andre erhverv, der har gennemgået en miljømæssig regulering - kunne blive pålagt omkostningskrævende vilkår for indvindingen, f.eks. vilkår om anvendelse af særligt navigationsudstyr, black-boxes eller lignende.

Den nye regulering af indvindingen vil kunne medføre, at råstoffer i nogle tilfælde skal indvindes i længere sejlafstand fra leveringsstedet, end tilfældet er i dag. Hvorvidt dette vil have økonomiske konsekvenser for erhvervet afhænger af, om de øgede omkostninger kan lægges på råstoffernes pris.

For stenfiskerierhvervet vil der - over en ikke nærmere bestemt årrække - blive gennemført en afvikling af mulighederne for at indvinde sten på de danske stenrev.

Stenfiskerierhvervet udgøres af 19 stenfiskerfartøjer med § 19-tilladelse. Fartøjerne er ejet af 9 firmaer, hvoraf kun 3 - 4 lejlighedsvist foretager stenfiskeri. Hovedparten af firmaernes aktiviteter består i at udføre entreprenørarbejder på havet (havnebyggeri, nedlægning af rørledninger, uddybninger m.v.), samt at udlægge brudsten, der sejles til og fra Bornholm eller fra Sverige og Norge til disse arbejder. En del af de gravearbejder, der udføres, er samtidig råstofindvinding i form af nyttiggørelse.

Konsekvenserne af afviklingen af stenfiskeriet vil blive, at firmaerne helt må omlægge deres arbejde til entreprenørarbejder og råstofindvinding i form af nyttiggørelse samt anvendelse af brudsten. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at afgøre, hvor store økonomiske konsekvenser det vil have for firmaerne.

For at kunne fastholde stenfiskerfartøjerne som autoriserede indvindingsfartøjer inden for det faste godkendelsessystem, kan der fra 1. juli 1999 udstedes nye godkendelser i henhold til lovforslagets § 19 til de stenfiskerfartøjer, der måtte ønske det. Godkendelsen skal i så fald gælde til udførelse af råstofindvinding i form af nyttiggørelse.

8. Forholdet til EU

EU-Kommissionen har efter opfordring fra Ministerrådet udarbejdet et responsum om den europæiske mineindustri og herunder vurderet, at der indtil videre ikke vil blive udført en fællesskabslovgivning på området til opfølgning i de enkelte medlemslande.

Det foreslåede nye tilladelsessystem for råstofindvindingen på havet er ikke nationalitetsdiskriminerende og derfor EU-lovmedholdeligt.

Europa-Kommissionen blev den 10. november 1995 i henhold til miljøinformationsaftalen af 5. marts 1973 underrettet om fremsættelsen af lovforslaget.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Geologiske interesser foreslås indføjet i § 3, 2. pkt., som en interesse, der skal varetages ved lovens administration ved siden af de landskabelige og videnskabelige interesser.

Formålet med udtrykkeligt at nævne de geologiske interesser er at sikre, at der for fremtiden bliver efterladt udvalgte geologiske profiler i efterbehandlede råstofgrave.

Profiler i jordlagene er geologiske dokumenter for udredningen af såvel regionens geologiske tilblivelse som råstofforekomstens opbygning. Geologiske profiler findes næsten kun ved kysterne, og derfor bør udvalgte profiler i råstofgrave inde i landet holdes åbne også efter indvindingens afslutning.

Kendskab til jordlagene under overfladen er således i høj grad knyttet til råstofgravene. I nyere tid har der imidlertid været tendens til at koncentrere gravningen til få, større områder og i øvrigt til at slette sporene efter gravningen ved planering og tildækning. Der er derfor behov for en ændret praksis på dette område, hvor udvalgte profiler bevares til brug for forskning og formidling også efter gravningens ophør.

Til nr. 2

I den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, er det foreslået, at det præciseres, at amtsrådet også skal give tilladelse til, at der på indvindingsstedet etableres anlæg til brug for indvindingen.

Efter den hidtidige administrative praksis omfatter en tilladelse ikke blot selve gravningen, men alle de processer, der er dele af indvindingsprojektet, fra starten med eventuel etablering af afskærmende beplantning og jordvolde, med afrømning af muld og overjord samt etablering og brug af interne adgangsveje, over driften med gravemaskiner, behandlingsanlæg og placering af lagerpladser, til afslutning med efterbehandling, herunder eventuel tilplantning m.m.

En beskrivelse af disse forhold indgår i ansøgningsskemaet om tilladelse til råstofindvinding og danner dermed grundlaget for amtsrådets behandling af ansøgningen.

Indvindingsstedet udgøres af selve indvindingsarealet og arealer med lagerpladser, grusværker m.m., når disse er placeret i umiddelbar tilknytning hertil, så de sammen udgør en enhed.

Fortsat anvendelse af tidligere tilladte anlæg på arealer, hvor indvindingen er ophørt, forudsætter som hovedregel udstedelse af en ny tilladelse. Dette skyldes, at anlægget er opstillet på grundlag af en tidligere tilladelse i henhold til råstofloven, og at en sådan tilladelse er tidsbegrænset og normalt vil forudsætte en fjernelse af anlægget.

Efter Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 794 af 9. december 1991 om godkendelse af listevirksomheder er følgende råstofforbrugende virksomheder omfattet af miljøbeskyttelseslovens godkendelsesordning

a) Cementfabrikker, kridtværker, kalkværker og molerværker,

b) Cementstøberier, betonstøberier og betonblanderier med en årlig produktion på 20.000 tons eller derover,

c) Glasværker og mineraluldsfabrikker,

d) Teglværker, som ikke er placeret ved indvindingsstedet,

e) Anlæg for fabrikation af klinker, glaserede rør eller kalcinering af flint,

f) Fremstilling af bygningselementer af overvejende mineralske råmaterialer,

g) Anlæg for behanding eller oparbejdning af affald samt nedknusning af affald.

Etablering af råstofforarbejdende anlæg, såsom grusværker, stenknuserier, mørtelværker samt teglværker er omfattet af amtsrådets kompetence efter råstoflovens § 7, stk. 1, såfremt de er placeret på indvindingsområdet. Det samme gælder cementstøberier, betonstøberier og betonblanderier med en årlig produktion på under 20.000 tons. Det betyder, at amtsrådet som råstofmyndighed kan stille vilkår af miljømæssig art i tilladelser efter råstofloven med henblik på at minimere generne fra disse råstofforarbejdende anlæg.

Virksomheder, der ikke er godkendelsespligtige efter miljøbeskyttelsesloven, er omfattet af bestemmelsen i § 42 i miljøbeskyttelsesloven. Efter denne bestemmelse kan en kommunalbestyrelse meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, såfremt virksomheden medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening. Forbud kan meddeles, hvis ulemperne ikke kan afhjælpes. Bestemmelsen vil kun i ganske særlige tilfælde få betydning for råstofindvindinger, der finder sted på grundlag af en tilladelse efter råstofloven, idet amtsrådet efter høring af kommunalbestyrelsen har taget de miljømæssige forhold i betragtning og fastsat de nødvendige vilkår. Derimod kan bestemmelsen få selvstændig betydning for råstofindvindinger, der ikke finder sted på grundlag af en meddelt tilladelse efter råstofloven, men i henhold til en anmeldt rettighed. De sidste af disse rettigheder udløber den 1. juli 2003.

Til nr. 3

I § 7, stk. 2, er det foreslået indføjet, at prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden de foretages. Baggrunden for forslaget er, at der i praksis har vist sig at være behov for, at amtsrådet kan stille vilkår om efterbehandlingen af et hul opstået ved en prøvegravning.

Til nr. 4

Som noget nyt foreslås der indsat en bestemmelse i loven om, at der skal foretages efterbehandling efter afslutningen af de ikke erhvervsmæssige indvindinger og prøvegravninger på over 200 m3. Den nye bestemmelse er indsat som § 7, stk. 3.

Det er hensigten hermed at sikre, at arealerne efterbehandles, så at de ikke virker skæmmende for omgivelserne, f. eks. ved at skrænterne udjævnes.

Amtsrådet påser som tilsynsmyndighed, at der foretages efterbehandling, og i modsat fald skal der gives lovliggørelsespåbud med hjemmel i lovforslagets § 33.

Til nr. 5

I § 10, stk. 1, nr. 1, foreslås der indføjet en regel i loven om, at tilladelser til råstofindvinding kan indeholde vilkår om virksomhedernes drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse miljømæssige gener. Sådanne vilkår fastsættes allerede i dag i tilladelser til råstofindvinding med hjemmel i § 10, stk. 1, jf. lovens § 3.

Det foreslås dog, at det præciseres i selve lovteksten, at der også kan fastsættes vilkår, der tager sigte på at begrænse miljømæssige gener fra indvindingen, herunder fra behandling, knusning, sortering og intern transport på ejendommen indtil offentlig vej. Miljømæssige gener fra råstofindvinding er støv, støj, rystelser samt risiko for forurening fra brugen og oplagringen af olieprodukter samt kemikalier. Vilkår herom vil normalt blive fastlagt med udgangspunkt i de regler og vejledninger, som Miljøstyrelsen har udsendt herom.

Amtsrådene skal desuden som en del af de miljømæssige overvejelser ved udstedelse af tilladelser i henhold til § 7, jf. forslagets § 10, stk. 1, nr. 1, også tage stilling til hvilke vilkår, der skal gælde omkring eventuel modtagelse af fyldjord udefra, herunder om der skal være et forbud mod sådan modtagelse.

En anden fare for forurening skyldes, at de naturlige jordlag i råstofgraven er gennembrudt. Dette har man i flere tilfælde søgt at modvirke, ved at der i tilladelser til råstofindvinding er blevet fastsat vilkår om forbud mod tilførsel af gødning og pesticider på det efterbehandlede areal. Der er her tale om vilkår, der rækker videre end de egentlige efterbehandlingsvilkår, der må anses for opfyldt, når den fysiske efterbehandling er afsluttet og godkendt af amtsrådet som råstofmyndighed.

De nævnte vilkår griber tillige ind i driften af landbrugsejendomme, idet de begrænser den landbrugsmæssige drift, og de skal gælde uden tidsbegrænsning. Det kan derfor ikke udelukkes, at der vil kunne opstå situationer, hvor der ikke kan meddeles tilladelse til råstofindvinding efter § 7a, stk. 4, i landbrugsloven - og at der i konsekvens heraf ikke kan meddeles tilladelse til råstofindvinding efter råstofloven.

Det har hidtil været tvivlsomt, om der var hjemmel i råstofloven til at fastsætte vilkår om anvendelse af arealet, efter at efterbehandlingen var godkendt. Ved en dom afsagt af Østre Landsret den 28. august 1995 fastslog retten dog, at der er hjemmel i råstoflovens § 10 til at indsætte som vilkår for en tilladelse til indvinding i et regionalt grundvandsområde, at råstofindvindingsarealet ikke senere må indgå i almindelig jordbrugsmæssig drift, men at det skal tilplantes eller benyttes til vedvarende græsning. Der må desuden ikke anvendes gødning eller bekæmpelsesmidler på arealet.

Vilkår om forbud mod tilførsel af gødning og pesticider kan dog kun stilles i forbindelse med en tilladelse til råstofindvinding, når der er ganske særlige hensyn til beskyttelse af grundvandsressoucer, der skal tilgodeses.

Overordnet bør det i forbindelse med enhver råstofindvinding overvejes, om et geologisk profil bør holdes åbent efter gravningens afslutning. Beslutningen herom vil ofte kunne tages i forbindelse med indvindingstilladelsen, f.eks. begrundet i at der er tale om repræsentative profiler for en større forekomst eller region, eller fordi et profil vil frembyde information af særlig interesse. Hvis dette er tilfældet, kan bevarelse af profilet fra starten indgå i efterbehandlingsplanen, ligesom dets beliggenhed normalt vil kunne skitseres.

Det vil dog ofte forekomme, at profiler af særlig geologisk interesse først dukker op under selve indvindingen, f.eks. i en grav, hvor profiler af interesse ikke var forudset eller viste sig at have en uventet placering. Tilladelser til råstofindvinding bør derfor indeholde vilkår om, at der i forbindelse med efterbehandlingen kan blive stillet krav om, at profiler skal bevares.

De praktiske problemer i forbindelse med profilbevaring og pleje er dårligt kendt. Nogle profiler har stået uforandrede i årtier, mens andre skrider til på få år. Der er behov for indsamling af erfaring og forskning på området, men i øvrigt må der træffes konkrete aftaler i hvert enkelt tilfælde, f.eks. om gennemførelse af mindre gravearbejder for at vedligeholde profiler.

De naturgivne landskabsformer er også dokumenter om de geologiske kræfter, som har skabt Danmark. Tilsvarende er råstofgravens landskab et udtryk for den samfundsmæssige aktivitet. De to lag i landskabet bør kunne adskilles synsmæssigt i terrænet.

Som oftest ønskes det, at den efterbehandlede råstofgrav indgår som en almindelig brik i det åbne land. Dette tilsiger normalt, at det samfundsskabte landskab må tilpasses det naturskabte, og at ligevægten må forskydes således, at det naturskabte landskab ikke overdøves af det samfundsskabte. Der er dog også mange tilfælde, hvor man udtrykkeligt vælger at skabe nye landskaber, eller rekreative anlæg m.v. i tidligere graveområder.

§ 3. Ved lovens anvendelse skal der på den ene side lægges vægt på råstofressourcernes omfang og kvalitet og en sikring af råstofressourcernes udnyttelse samt tages erhvervsmæssige hensyn. På den anden side skal der lægges vægt på miljøbeskyttelse og vandforsyningsinteresser, beskyttelse af arkæologiske interesser, naturbeskyttelse, herunder bevarelsen af landskabelige værdier og videnskabelige interesser, en hensigtsmæssig byudvikling, infrastrukturanlæg, jord- og skovbrugsmæssige interesser, sandflugtsbekæmpelse og kystsikkerhed, fiskerimæssige interesser, ulemper for skibs- og luftfarten samt ændringer i strøm- og bundforhold.

2. § 7, stk. 1, 1. pkt., affattes således

»Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer og etablering af anlæg på indvindingsstedet til brug for indvindingen må kun ske efter tilladelse fra amtsrådet.«

3. § 7, stk. 2, 1.-3. pkt., affattes således

»Ikke-erhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt og prøvegravninger på mere end 200 m3 skal anmeldes til amtsrådet, inden indvindingen eller prøvegravningen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, stille vilkår for indvindingen eller prøvegravningen.«

4. I § 7 indsættes som stk. 3

» Stk. 3. Der skal foretages efterbehandling enten løbende eller efter afslutningen af ikke-erhvervsmæssige indvindinger og prøvegravninger, som nævnt i stk. 2.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, og efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, samt § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning eller indvinding af råstoffer efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den hidtidige lovgivning.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan indvindingsmateriel med tilladelser efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, og efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, samt § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden tilladelse efter § 20, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.

Efter 2. behandling den 23. maj 1996

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for miljø- og energiministeren efter § 25 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i kapitel 4 i råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, som ændret ved lov nr. 212 af 29. marts 1995, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser, jf. dog stk. 5 og 6. Overtrædelse af afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

Stk. 5. Tilladelser udstedt efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, kan dog kun udnyttes inden for geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder, hvortil miljø- og energiministeren har meddelt tilladelse til efterforskning eller indvinding af råstoffer efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7. Overtrædelse af vilkår i tilladelserne straffes efter de hidtil gældende regler. Bestemmelserne i § 24, stk. 2-4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, finder også anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilladelser efter den hidtidige lovgivning.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, 1. pkt., kan indvindingsmateriel med tilladelse efter § 19 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 165 af 10. marts 1992, eller efter § 15 i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 30. januar 1989, og § 2 i lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, uden tilladelse efter § 20 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, foretage indvinding inden for de indvindingsområder, der pr. 1. januar 1997 udlægges af miljø- og energiministeren i medfør af lovens § 22 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.

Ændringsforslag

Af miljø- og energiministeren

Til titlen 14) Titlen affattes således

»Forslag

til

Lov om ændring af lov om råstoffer og lov om kontinentalsoklen« .

Bemærkninger

Til nr. 14 Ved ændringsforslaget præciseres i lovforslagets titel, at der også foretages ændring i lov om kontinentalsoklen, jf. lovforslaget § 2, nr. 1.

Kapitel 4 om forekomster på søterritoriet og kontinentalsoklen foreslås i sin helhed affattet påny. Formålet hermed er at ændre lovens bestemmelser for råstofindvindingen på havet, således at denne fremover vil komme til at foregå under større hensyntagen til naturværdierne i havet og på havbunden.

De foreslåede bestemmelser i kapitel 4 er delt op i et afsnit om kortlægning og planlægning (§ 18), et afsnit om godkendelse af indvindingsmateriel (§ 19), et afsnit om tilladelser og udlæg af indvindingsområder (§§ 20-22), et afsnit om VVM-procedure (§ 23), et afsnit om bortfald, tilbagekaldelse eller ændring af tilladelser (§ 24), et afsnit om anlæg på kontinentalsoklen (§ 25) og endelig et afsnit om klage over afgørelser vedrørende råstofindvinding på havbunden (§ 26).

Til § 18

Bestemmelsen i forslagets § 18, stk. 1, er ikke ændret i forhold til den gældende råstoflovs § 18, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 2 foreslås ændret, således at det præciseres, at miljø- og energiministeren kan udarbejde planer for indvindingen på havet. Ifølge den gældende lovtekst udarbejder ministeren planer for råstofindvindingen, og denne formulering kan give indtryk af, at der foreligger en pligt til at gennemføre en sådan planlægning. Da det ikke - specielt efter afformaliseringen af bl.a. råstofplanlægningen på land - har været hensigten, at der skulle foreligge en pligt til udarbejdelse af planer for råstofindvindingen på havet, foreslås det at bringe lovteksten i overensstemmelse hermed.

Den gældende bestemmelse er i de senere år blevet anvendt til at udarbejde delplaner for indvinding i udvalgte områder, f.eks. for råstofforsyningen til Øresundsforbindelsen på Kriegers Flak. En sådan planlægning vil med den foreslåede nye formulering fortsat være mulig.

Bestemmelsen i forslagets § 18, stk. 2, skal i øvrigt ses i sammenhæng med forslagets § 22, hvorefter miljø- og energiministeren kan udlægge områder på havet til råstofindvinding. Områderne kan bl.a. udlægges på baggrund af råstofkortlægningens resultater.

Til § 19

I bestemmelsen fastholdes principperne for administrationen af den gældende lovs § 19. Den gældende lov fastsætter, at »efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen må kun ske efter tilladelse fra miljøministeren«. Denne bestemmelse er blevet administreret således, at en tilladelse udstedes til ejeren, gældende til et bestemt navngivet fartøj eller til den person, der har chartret fartøjet.

Af den foreslåede nye § 19, stk. 1, fremgår det nu direkte, at miljø- og energiministeren godkender det indvindingsmateriel, som kan anvendes til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Godkendelsen kan betragtes som en slags autorisation til, at det enkelte fartøj må indvinde råstoffer på det danske havområde. Godkendelsen kan opsiges med 10 års varsel, jf. den gældende råstoflovs § 24 og lovforslagets § 24, stk. 2 og 4.

Indvinding af råstoffer på havet må - ifølge lovforslagets § 20 - kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren. Det er derfor i § 19, stk. 1, præciseret, at godkendelsen kun kan udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Kapitel 4

Forekomster på søterritoriet og kontinentalsoklen

Kortlægning og planlægning

§ 7. Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer må kun ske efter tilladelse fra amtsrådet. Tilladelse til indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan kun meddeles med tilslutning fra Kystinspektoratet.

Stk. 2. Ikke-erhvervsmæssige indvindinger på mere end 200 m3 årligt skal anmeldes til amtsrådet, inden indvindingen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om indvindingsområdet samt arten, mængden og anvendelsen af råstoffet. Amtsrådet kan inden 4 uger efter, at anmeldelsen er modtaget, stille særlige vilkår for indvindingen. På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan amtsrådet til enhver tid forbyde yderligere indvinding eller stille særlige vilkår for indvindingen.

5. § 10, stk. 1, ophæves og i stedet indsættes

»§ 10. En tilladelse efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår om

1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden,

2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver efterbehandlet,

3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er godkendt af amtsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen, og

4) at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.

Stk. 2. Amtsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

Stk. 3. Sikkerhedsstillelsen som nævnt i stk. 1, nr. 2, skal dække amtsrådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling, jf. § 33, stk. 3. Amtsrådet kan regulere sikkerhedsstillelsens størrelse, hvis grundlaget for beregningen ændres væsentligt.«

Stk. 2 til 4 bliver herefter stk. 4 til 6.

§ 10, stk. 1, nr. 2 og 3 svarer til den gældende lovs § 10, stk. 1.

Muligheden for i medfør af § 10, stk. 1, nr. 4, at fastsætte vilkår om, at råstofferne skal anvendes til bestemte formål, har bl.a. til formål at sikre, at råstofferne anvendes i overensstemmelse med deres kvalitet. Det er således væsentligt, at gode råstofforekomster ikke anvendes, hvor mindre lødige materialer kan anvendes f.eks. i opfyldninger.

En tilsvarende bestemmelse som i lovforslagets stk. 2 fandtes i 1977-råstofloven. Det foreslås at indsætte bestemmelsen i loven igen for at tydeliggøre, at amtsrådet kan fastsætte vilkår for tilladelser til råstofindvinding ud over de i § 10, stk. 1, nævnte, med henblik på at opfylde de hensyn, der er nævnt i lovens § 3.

Hvis der med hjemmel i anden lovgivning, der er omfattet af samordningspligten efter lovens § 8, er forlangt stillet vilkår af vedkommende myndighed, skal disse vilkår altid medtages i amtsrådets tilladelse efter råstofloven.

Efter § 7a, stk. 4, i landbrugsloven kan landbrugsministeren tillade, at landbrugspligtige jorder midlertidigt anvendes til råstofindvinding. Landbrugsministeren har bemyndiget amtsrådene til at træffe afgørelse efter bestemmelsen og føre tilsyn med, at vilkårene for indvindingen overholdes. Der er fastsat nærmere retningslinier for amtsrådenes administration, herunder at amtsrådet i fornødent omfang skal indhente en udtalelse fra jordbrugskommissionen om de jordbrugsmæssige interesser, inden det træffer afgørelse efter landbrugsloven.

Bestemmelsen i stk. 3 er ny, men indholdet er en præcisering af, hvad sikkerhedsstillelsen skal kunne dække.

Udgangspunktet ved fastsættelsen af sikkerhedens størrelse vil være et økonomisk overslag eventuelt et kvalificeret skøn over, hvad det vil koste amtsrådet, at lade efterbehandlingsarbejder udføre af en fremmed entreprenør. Som følge heraf vil de udgifter, der bliver tale om, altid være større end den omkostning, råstofindvinderen selv må regne med, hvis han løbende foretager efterbehandling med sine egne maskiner og redskaber. Beregningen må også ske under hensyn til den foreliggende grave- og efterbehandlingsplan, idet man med denne som grundlag vil kunne beregne de omtrentlige jordarbejder, amtsrådet vil kunne komme ud for at skulle lade udføre.

Hvis gravningen foregår i etaper, således at der sker en løbende efterbehandling, vil der kunne ske en reduktion af sikkerhedsstillelsen. Sikkerhedsstillelsen skal i så fald svare til det areal, der til enhver tid ifølge graveplanen kan ligge afgravet uden at være blevet efterbehandlet.

Til nr. 6

Af oplysende grunde foreslås det, at der bliver optaget en bestemmelse i loven om, at Naturklagenævnets afgørelser er endelige, selv om dette følger af almindeligt gældende regler. Tilsvarende bestemmelser findes i planloven og naturbeskyttelsesloven.

Til nr. 7

Til kapitel 4

§ 10. En tilladelse efter § 7, skal blandt andet indeholde vilkår om,

1) at indvinding og efterbehandling sker efter en godkendt plan, der indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen,

2) at der stilles fornøden sikkerhed for opfyldelsen af vilkår om efterbehandling.

Stk. 2. Vilkår, der knyttes til en tilladelse efter stk. 1, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.

Stk. 3. Amtsrådet foranlediger, at vilkår om efterbehandling tinglyses på ejendommen for ejerens regning.

Stk. 4. En tilladelse efter stk. 1 bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

6. I § 14 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

§ 14. Naturklagenævnet afgør klager, der indgives af miljøministeren eller indeholder spørgsmål, som efter nævnets vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Miljøministeren afgør andre klager.

7. Kapitel 4 affattes således

»Kapitel 4

Forekomster på søterritoriet og

kontinentalsoklen

Kortlægning og planlægning

§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.

Godkendelse af indvindingsmateriel

§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.

Godkendelse af indvindingsmateriel

§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.

Godkendelse af indvindingsmateriel

§ 18. Miljøministeren udfører en kortlægning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Stk. 2. Miljøministeren udarbejder på grundlag af kortlægningen efter stk. 1 planer for råstofindvindingen på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Tilladelse m.v.

§ 18. Miljø- og energiministeren udfører kortlægning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan på grundlag af kortlægningen efter stk. 1 udarbejde planer for råstofindvindingen.

Godkendelse af indvindingsmateriel

§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for, hvilket indvindingsmateriel der kan godkendes efter stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Tilladelser og udlæg af indvindingsområder

§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for hvilket indvindingsmateriel, der kan godkendes efter stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Tilladelser og udlæg af indvindingsområder

§ 19-godkendelsesordningen forudsættes fortsat administreret således, at der sættes et loft over den samlede lastekapacitet, der kan anvendes til den daglige råstofforsyning. Lastekapaciteten er fastsat til ca. 25.000 m3, og denne udgøres i dag af ca. 50 ral- og sandsugerfartøjer. Ved at fastsætte en maksimal lastekapacitet sikres en bæredygtig udvikling, fordi den samlede indvinding af naturlige ressourcer begrænses.

Også den hidtidige praksis, hvor man ikke har tilladt indvindingsfartøjer med en større lastekapacitet end 2.000 m3 til anvendelse ved indvinding af råstoffer til den daglige råstofforsyning, forudsættes fortsat. Denne grænse er bl.a. fastsat for at begrænse de miljømæssige effekter ved råstofindvinding med store skibe og for at sikre, at alle landets egne kan forsynes med sømaterialer samtidig i kraft af, at der findes et vist antal arbejdende skibe. Ud af de ca. 50 ral- og sandsugefartøjer er det kun 5 skibe, der har en lastekapacitet på mere end 1.000 m3.

Nye godkendelser efter forslagets § 19, stk. 1, til anvendelse ved den løbende danske råstofforsyning vil fortsat kun blive meddelt i det omfang, der, ud fra en overordnet miljø- og forsyningsmæssig vurdering, er mulighed eller behov for at udvide indvindingskapaciteten.

De vilkår, som kan fastsættes efter § 19, stk. 2, forudsættes fortsat at være vilkår om overdragelse og deponering af godkendelse samt vilkår om tilsyn og kontrol. Vilkårene indebærer, at en godkendelse bortfalder, hvis fartøjet ophugges, slettes af skibsregistret eller skifter ejer. Godkendelsen kan så deponeres med henblik på senere genudstedelse, eller der kan ske udstedelse af en ny godkendelse til fartøjets ny ejer. En godkendelse kan således kun handles eller overdrages sammen med fartøjet.

Med en godkendelse efter § 19 foreligger der ikke en godkendelse af, at det enkelte fartøj kan indvinde i alle udlagte indvindingsområder med det tekniske udstyr, som fartøjet er indrettet med på godkendelsestidspunktet. Det vil i en områdetilladelse efter § 20, stk. 1, være muligt - ud fra en konkret vurdering - at fastsætte vilkår om, at der i et givent område kun må indvindes med udstyr, der opfylder nærmere fastsatte krav, f.eks. om præcision i navigationen eller om indvindingsmetode.

Efter forslagets § 19, stk. 2, vil der endvidere fortsat være mulighed for at meddele § 19-godkendelse for en tidsbegrænset periode og til anvendelse ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave. Denne mulighed vil blive administreret i overensstemmelse med hidtidig praksis.

Der vil således i forbindelse med leverancer af råstoffer til en anlægsopgave, der har været udbudt i EU-licitation, som f.eks. Storebæltsforbindelsen, kunne meddeles midlertidig tilladelse til at anvende flere indvindingsfartøjer. Der skal dog foreligge ganske særlige omstændigheder for at tillade anvendelse af fartøjer med større lastekapacitet end 2.000 m3. En eventuel tilladelse vil imidlertid altid blive meddelt efter en konkret vurdering af bl.a. de økonomiske, miljø- og ressourcemæssige aspekter i sagen.

Der vil ligeledes fortsat blive meddelt kortvarige midlertidige § 19-godkendelser til »ikke-autoriseret« materiel, der skal anvendes til optagning af oprensnings- og uddybningsmaterialer fra havne og sejlrender, når de optagne materialer ønskes nyttiggjort som råstoffer.

I § 19, stk. 3, gives der mulighed for, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for hvilket indvindingsmateriel, der kan godkendes efter § 19, stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Med indvinding i udlagte indvindingsområder, der i antal forventes at overstige 100, vil det være vanskeligt at føre tilsyn med, om indvindingerne gennemføres inden for de geografisk afgrænsede områder, og med at vilkår overholdes. Elektronisk kontroludstyr, typisk black-boxes, kan her være et instrument til kontrol af, hvor indvindingerne er gennemført.

Muligheden for at fastsætte regler for hvilket indvindingsmateriel, der kan godkendes efter § 19, stk. 1, retter sig mod godkendelser, der først vil blive meddelt efter, at hjemlen i § 19, stk. 3, er udmøntet i en bekendtgørelse. Fastsættelse af yderligere vilkår for allerede godkendt indvindingsmateriel sker med hjemmel i en bekendtgørelse udstedt efter lovforslagets § 24, stk. 3.

§ 19 er endelig konsekvensrettet som følge af lovforslagets § 2 om ændring af anden lovgivning, hvorefter kompetencen til at meddele efterforskningstilladelse på kontinentalsoklen overføres fra kontinentalsokkelloven til råstofloven.

Til § 20

Bestemmelsen i forslagets § 20 udgør kernen i det nye tilladelsessystem. Heri slås det fast, at efterforskning og indvinding af råstoffer på havet kun kan gennemføres efter en konkret meddelt tilladelse til et geografisk afgrænset og miljøvurderet område. Råstofefterforskning og indvinding er således som udgangspunkt forbudt overalt på havområdet.

I den gældende råstoflov er der efter § 21 mulighed for at lukke et afgrænset farvandsafsnit for råstofindvinding. Det er herefter muligt at give en tilladelse efter § 22 til indvinding i en nærmere afgrænset og miljøvurderet del af det lukkede område. Tilladelsen kan blandt andet meddeles på miljømæssige vilkår.

Det er dette princip med at lukke et havområde, for herefter at meddele efterforsknings- eller indvindingstilladelse til en afgrænset miljøvurderet del heraf, der med den foreslåede lovændring nu udstrækkes til at gælde generelt for hele havområdet.

Tilladelserne efter lovforslagets § 20 vil ligeledes, som tilladelserne efter den gældende råstoflovs § 22, først blive givet efter en høring af de relevante parter, d.v.s. ministerier, statslige institutioner, amtsråd, repræsentanter for fiskeriinteresserne, de grønne organisationer m.v.

I henhold til lovforslagets § 2 om ændring af anden lovgivning overføres kompetencen til at meddele efterforskningstilladelse på kontinentalsoklen fra kontinentalsokkelloven til råstofloven. § 20, stk. 1, er konsekvensrettet i forhold hertil. Efterforskningsbestemmelserne for de råstoffer, der er omfattet af råstofloven, er hermed samlet i samme lov.

Bestemmelsen i forslagets § 20, stk. 2, om at tilladelse til indvinding i et afgrænset område gives til en eller flere ansøgere og for en periode på indtil 10 år, er indholdsmæssigt i overensstemmelse med den nuværende råstoflovs § 22, stk. 2. I bestemmelsen er det dog i overensstemmelse med praksis præciseret, at tilladelse kan gives til ansøgere og ikke alene til dem, der skal foretage indvindingerne.

10-årige tilladelser vil sædvanligvis blive givet, når der er tale om tilladelse til indvinding af råstoffer til den daglige råstofforsyning. Korterevarende tilladelser vil blive givet til leverancer til tidsbegrænsede konkrete anlægsarbejder, samt ved meddelelse af tilladelser til nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer.

Efterforskningstilladelser vil normalt ikke blive meddelt for en længere periode end 3 år.

Bestemmelsen i forslagets stk. 2 om fortrinsret vil blive administreret efter følgende hovedretningslinier

Ved en ansøgning om efterforskningstilladelse med fortrinsret vil det, efter høring af øvrige indvindere, blive vurderet, om den eventuelle råstofforekomst i det ansøgte område er af væsentlig interesse for andre indvindingsfirmaer end ansøgerens. Er dette ikke tilfældet, vil efterforskningstilladelse med fortrinsret blive meddelt. Ansøgeren vil få eneret til udnyttelse af dele eller hele forekomsten for en nærmere bestemt periode, dog max. 10 år.

Har andre end ansøgeren en relevant interesse i forekomsten, vil der blive givet afslag på den ansøgte efterforskningstilladelse med fortrinsret. Mulighederne er herefter, at ansøgeren gennemfører efterforskningen uden fortrinsret, eller at de interesserede indvindere i fællesskab søger efterforskningstilladelse og er enige om, at der skal være fælles adgang til indvinding i området, såfremt indvindingstilladelse meddeles.

I forslagets § 20, stk. 3, er det fastsat, at det påhviler ansøgeren at gennemføre de for tilladelsen fornødne undersøgelser og vurderinger eller helt eller delvist at afholde udgifterne hertil. Hermed følges almindelig praksis inden for miljøadministrationen. Også ved den hidtidige administration af råstofloven er ansøgere blevet pålagt at afholde udgifter til miljømæssige forundersøgelser m.v. Dette er blandt andet sket ved indvindingstilladelserne til de faste forbindelser over Storebælt og Øresund med hjemmel i den nuværende lovs § 22, stk. 3.

Da indvindingsfirmaerne sædvanligvis vil ønske at indvinde i de samme områder, og da Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere har oplyst, at deres medlemmer er indstillet på at samarbejde om gennemførelsen af de fornødne miljømæssige undersøgelser, forventes de økonomiske konsekvenser for det enkelte firma normalt at blive begrænsede.

§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for hvilket indvindingsmateriel, der kan godkendes efter stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Tilladelser og udlæg af indvindingsområder

§ 19. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen må kun ske efter tilladelse fra miljøministeren.

Stk. 2. En tilladelse kan gives på nærmere angivne vilkår og for en tidsbegrænset periode til indvinding på hele havbundsområdet eller på en afgrænset del deraf.

§ 19. Til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljø- og energiministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives på nærmere angivne vilkår, for en tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for, hvilket indvindingsmateriel der kan godkendes efter stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Tilladelser og udlæg af indvindingsområder

§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.

Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med en vanddybde på mindre end 6 m.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder, i ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6 m gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier.

§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvist at afholde udgifterne hertil.

Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med en vanddybde på mindre end 6 meter.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder i ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier.

§ 20, stk. 3, skal endelig ses i sammenhæng med den foreslåede ændrede § 34, hvoraf det fremgår, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og råstofindvinding skal indeholde.

I forslagets § 20, stk. 4, er det fastsat, at der ikke kan meddeles tilladelse til indvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder, kommende EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med en vanddybde på mindre end 6 meter.

Der blev i 1994 med Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 984 gennemført et forbud mod indvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder. Dette forbud indskrives nu i loven, idet det samtidig forudsættes, at de regler, herunder den afviklingsordning, som er fastsat i bekendtgørelsen, fortsættes.

I stk. 5 er det fastsat, at miljø- og energiministeren for så vidt angår indvinding af sand, grus og rali EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder i ganske særlige tilfælde - og når indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for hvilke områderne er udpeget - kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.

Mulighederne for at meddele tilladelse findes også i dag. Der er således ikke med forslagets stk. 5 sket en lempelse af de gældende regler, der følger af bekendtgørelsen om råstofindvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder m.v. Lovforslagets mulighed for at meddele tilladelse forudsættes derfor kun anvendt i meget sjældne og særlige tilfælde.

Det forudsættes fortsat muligt at meddele tilladelse til nyttiggørelse af materialer, der fremkommer i forbindelse med anlægsarbejder og oprensning, uddybning og omlægning af eksisterende indsejlinger og sejlløb.

Der vil endvidere fortsat kunne meddeles tilladelse til indvinding af materialer til anlæg og reparation og forstærkning af diger og tilgrænsende forland i Vadehavet, jf. § 5 i bekendtgørelsen om forbud mod indvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder.

Det nuværende totale forbud mod stenfiskeri i EF-fuglebeskyttelsesområderne videreføres. Stenfiskeri i EF-fuglebeskyttelsesområder har været forbudt siden 1. august 1990.

I stk. 6 er det fastsat, at miljø- og energiministeren for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier d.v.s. værdier af biologisk, geologisk, geografisk og hydrografisk art. Der foreslås ingen tilsvarende muligheder for at meddele tilladelse til stenfiskeri.

De lavvandede områder er særligt værdifulde, fordi lys er afgørende for udviklingen og udbredelsen af havbundens planter. Afhængigt af bundtypen, blød eller hård, dominerer havgræsser, ålegræs eller de store brunalger vegetationen. I sådanne områder og ofte i tilknytning til vegetationsbæltet er der udviklet et alsidigt dyreliv, fra bunddyr, fisk og fiskeyngel til havfugle på havoverfladen.

Tilladelse til råstofindvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter vil med lovændringen f.eks. kun kunne meddeles i en situation, hvor et værdifuldt råstofindvindingsområde ligger i et område med ubetydelige biologiske interesser - eksempelvis højdynamiske områder, hvor løbende materialevandringer medfører en god sortering af sedimentet, men samtidig er stærkt hæmmende for levevilkårene på bunden.

Forslaget om fastsættelse af 6-metergrænsen i selve råstofloven markerer, at der inden for havområder med mindre end 6 meters vanddybde, skal tages ganske særlige miljømæssige hensyn, og at tilladelse til råstofindvinding i et sådant område som hovedregel ikke må gives. I den administrative praksis vil der dog samtidig blive lagt vægt på, at de naturmæssige beskyttelsesinteresser ikke entydigt er knyttet til områder med lavere vanddybde end 6 meter. Væsentlige beskyttelsesinteresser kan således knytte sig til områder med større dybde end 6 meter eller til områder, der sammenhængende strækker sig fra lavere vanddybder til dybder større end 6 meter. Det er således væsentligt også at vurdere naturmæssige interesser uden for 6-metergrænsen.

Med 6-metergrænsen bringes råstofloven på linie med havmiljøloven, hvor 6-metergrænsen i relation til dumpninger (klapninger) blev indskrevet ved lovrevisionen i 1993.

Lovforslagets bestemmelser om indvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter svarer til de retningslinier for den fremtidige indvinding i lavvandede områder, som flertallet i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afgav i betænkningen af 12. december 1991 over forslag til naturbeskyttelsesloven. I betænkningen lagde udvalget vægt på, at indvinding i områder med lavere vanddybde end 6 meter kun kan meddeles under særlig hensyntagen til de naturmæssige værdier i disse områder, og at råstofindvindingsområder som hovedregel ikke må udpeges i de lavvandede områder.

Selvom det i lovforslaget er markeret, at EF-fuglebeskyttelsesområderne og de lavvandede områder m.v. skal ydes særlig beskyttelse, vil der ved administrationen af § 20, stk. 1, også blive lagt vægt på at beskytte andre særlige interesseområder. Det vil f.eks. dreje sig om de af amtsrådene udpegede områder med højeste målsætning som naturvidenskabelige referenceområder.

Sager om tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer adskiller sig fra de almindelige sager om tilladelser til råstofindvinding på havet, selvom tilladelserne vil blive meddelt efter de samme bestemmelser.

Indvindingen foretages i forbindelse med gennemførelse af et anlægsarbejde eller vedligeholdelsesarbejde. De opgravede materialer nyttiggøres, f.eks. som fyldmateriale i landopfyldninger, nye moler eller lignende, fremfor at blive bortskaffet ved dumpning (klapning) i havet. Herved spares der på de sædvanligt indvundne råstoffer, ligesom havmiljøet spares for de effekter, der kan være en følge af både klapning og råstofindvinding.

De områder, hvori der indvindes, er sædvanligvis påvirket af menneskelig aktivitet. Det er f.eks. i eksisterende havne og sejlrender, hvor der allerede er uddybet og oprenset adskillige gange, eller hvor havbundsforholdene er påvirket af skibstrafik. Ved anlæg af nye havne eller sejlrender er der foretaget en miljømæssig vurdering ved meddelelsen af tilladelsen til anlægget.

Ved ansøgning om tilladelse efter råstofloven til nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer er der derfor normalt ikke behov for at gennemføre de samme miljømæssige undersøgelser og vurderinger, som skal gennemføres ved meddelelse af øvrige indvindingstilladelser på havet. Tilladelse eller afslag meddeles sædvanligvis efter en kulturhistorisk vurdering af indvindingsområdet, og efter at det pågældende amtsråd og Kystinspektoratet har givet deres vurderinger af sagens forurenings- og kystbeskyttelsesmæssige aspekter.

Hvor der på grund af arbejdets omfang imidlertid gør sig særlige forhold gældende, som ved uddybnings- og oprensningsopgravninger i forbindelse med Storebælts- og Øresundsforbindelserne, kan nyttiggørelsestilladelsen suppleres med vilkår om detaljerede miljømæssige retningslinier i form af graveinstrukser.

Til § 21

Mulighederne for at meddele tilladelse til efterforskning af råstoffer på havområdet har kun været udnyttet i meget begrænset omfang under den nuværende råstoflov. Det skyldes, at indvindingsfartøjerne hidtil har haft generel tilladelse til at indvinde råstoffer frit på havområdet, og at egentlige prøvesugninger i nye områder dermed ikke har adskilt sig fra indvinding.

Med det foreslåede nye reguleringssystem med geografisk afgrænsede indvindingsområder, må det forventes, at der indkommer flere ansøgninger om efterforskningstilladelser. I den forbindelse er det i lovforslagets § 21, stk. 1, præciseret, at der kan fastsættes vilkår om efterforskningens indhold og afrapportering og vilkår til begrænsning af efterforskningens miljømæssige effekter.

I § 21, stk. 2, nævnes en række vilkår, som en tilladelse til råstofindvinding på havet efter § 20, stk. 1, kan indeholde.

I nr. 1 er det fastsat, at der kan der stilles vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af miljø- og naturmæssige effekter. Sådanne vilkår kan bl.a. være vilkår om begrænsninger af den tilladte indvindingsperiode, f.eks. årstidsbegrænsninger, anvendelse af bedste tilgængelige materiel, herunder navigationsudstyr, kontrol-, overvågningsudstyr og indvindingsudstyr, materiellets tekniske indretning, vilkår om sold eller anden sorteringsmetode, indvindingsmetode, herunder om indvindingen skal foregå ved stik- eller slæbesugning, polygrab el.lign., tilladt indvindingsdybde, skrænthældninger, spildprocenter, udarbejdelse og anvendelse af grave- og eventuelt efterbehandlingsplan, gennemførelse af biologiske eller råstofmæssige undersøgelser, at der indvindes et bestemt angivet minimum eller maksimum pr. kvartal/halvår og vilkår om styring af indvindingen m.v. ved anvendelse af kvalitetsstyringssystemer.

Nr. 2 svarer som udgangspunkt til den gældende lovs § 22, stk. 3, nr. 1. Der er imidlertid nu sket den ændring og tilføjelse, at tilladelsesindehaveren kan pålægges at deltage i opmåling og en eventuel løbende miljøovervågning af indvindingsområdet - både før, under og efter, at indvindingen er afsluttet. Stilles der vilkår om opmåling af et indvindingsområde, skal opmålingen forud godkendes af Farvandsvæsenet.

Efter lovforslagets nr. 3 kan der fastsættes ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om, at råstofferne anvendes til bestemte formål. Det kan herved bl.a. sikres, at råstoffer, der f.eks. kan anvendes til betonformål, ikke anvendes til f.eks. opfyldninger, hvor mindre lødige råstoffer kan anvendes. Muligheden for at fastsætte vilkår om, at råstofferne anvendes til bestemte formål, findes også i den gældende råstoflov jf. § 22, stk. 3, nr. 2.

I relation til stenfiskeriet vil muligheden for at fastsætte ressourceøkonomiske vilkår blive anvendt således, at det for hvert udlagt stenfiskeriområde bestemmes, hvortil stenene må anvendes. Da det er tanken, at stenfiskeriet skal høre helt op, når den tilladte mængde sten er optaget i hvert område, er det væsentligt, at stenressourcerne strækkes mest muligt. Stenene vil således blive forbeholdt små reparations- og udvidelsesarbejder af havneanlæg el.lign., som i forvejen er udført af søsten, og hvor æstetiske og bevaringsværdige hensyn taler herfor. Der vil således ikke blive tilladt stenfiskeri til nyanlæg eller væsentlige udvidelser af eksisterende anlæg.

I nr. 4 er der hjemmel til at stille vilkår om, at indvinderen skal stille sikkerhed, eventuelt kollektivt, for overholdelse af vilkår om kontrolopmåling af indvindingsområdet, områdets tilstand efter endt indvinding og eventuel udførelse af efterbehandling. Stilles en sådan økonomisk sikkerhed, har råstofmyndigheden mulighed for at gennemføre kontrolopmålinger m.v. samt en eventuel fornøden efterbehandling for indvinderens regning. Indvindingstilladelser vil normalt blive givet, uden at der stilles vilkår om, at der skal gennemføres en egentlig efterbehandling af indvindingsområdet. Overholdes vilkårene - f.eks. om hvor dybt i havbunden, der må indvindes og om skrænthældninger efter indvinding - imidlertid ikke, kan der være behov for gennemførelse af en efterbehandling.

I den gældende råstoflovs § 22, stk. 3, nr. 3, er der kun hjemmel til at kræve, at der stilles fornøden sikkerhed for udførelse af efterbehandling. Den foreslåede bestemmelse er således udvidet i forhold hertil.

Muligheden for, at sikkerhed kan stilles kollektivt, kan blive aktuel, da det allerede nu må forventes, at flere ansøgere vil ønske at indvinde i samme område. Vilkår om, hvordan sikkerheden skal stilles, vil blive drøftet nærmere i hver enkelt situation med ansøgerne.

Der kan endelig efter nr. 5 stilles vilkår om overdragelse. Der vil ved udstedelse af hver enkelt tilladelse blive taget stilling til, om tilladelsen vil kunne forventes udstedt til andre firmaer, herunder til nye firmaer, der erhverver fartøjer, som har en godkendelse i henhold til lovforslagets § 19, og som hidtil har været anvendt til indvinding i det pågældende område.

De ovennævnte muligheder for at stille vilkår i indvindingstilladelserne skal betragtes som et »katalog« over hvilke vilkår, der med loven er hjemmel til at stille. Der vil fra sag til sag være varierende behov for fastsættelse af vilkår - afhængigt af det område, der indvindes i. Det vil således være helt usædvanligt, såfremt en indvindingstilladelse kom til at indeholde samtlige de vilkår, der er nævnt ovenfor.

I stk. 3 er indsat en bestemmelse svarende til den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 2, om indvindinger på land. I bestemmelsen tydeliggøres det, at miljø- og energiministeren kan fastsætte vilkår for tilladelser til råstofindvinding på havet ud over de i § 21, stk. 1, og 2, nævnte med henblik på at opfylde de hensyn, der er nævnt i lovens § 3.

Til § 22

Efter forslagets § 22 kan miljø- og energiministeren udlægge områder til råstofindvinding i en bekendtgørelse. Indvinding inden for sådanne områder kræver ligeledes indvindingstilladelse efter § 20, jf. dog den særlige overgangsordning fastsat i lovforslagets ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser i § 3, stk. 6.

I en bekendtgørelse efter § 22 vil området/områderne blive geografisk afgrænset. Der kan endvidere fastsættes regler for indvindingen i de udlagte områder. Hovedparten af de vilkår for indvindingen, som kan fastsættes i en tilladelse efter § 20, jf. § 21, vil alternativt kunne fastsættes i en bekendtgørelse. Der er ikke mulighed for klage over udlægning af indvindingsområder i en bekendtgørelse, men sådanne bekendtgørelser vil altid blive forhandlet med samtlige relevante parter før udstedelsen, herunder ministerier, amtsråd, interesseorganisationer m.v.

Muligheden for at udlægge indvindingsområder i en bekendtgørelse efter forslagets § 22 vil - i første omgang - blive anvendt til udlægning af indvindingsområder, hvor indvindingen som led i en overgangsordning kan fortsætte umiddelbart ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1997, hvor også bekendtgørelsen om overgangsordningen vil træde i kraft.

Overgangsordningen for indvindingen af sand, grus og ral etableres dels af hensyn til de rettigheder, der er knyttet til ral- og sandsugerbranchens uopsagte tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning), dels for at sikre at indvindingen af råstoffer fra det danske havområde kan fortsætte uden afbrydelse. Råstofferne fra havområdet udgør en vigtig del af den danske råstofforsyning.

Indvindere med tilladelse efter den nuværende lovs § 19 (eller tilsvarende gyldig fartøjstilladelse) har efter overgangsordningen automatisk - og uden indhentning af særlig tilladelse - ret til fortsat at indvinde råstoffer i disse særligt udlagte indvindingsområder under overholdelse af de miljømæssige krav, der for de enkelte indvindingsområder fastlægges i overgangsbekendtgørelsen, jf. overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6. Områderne vil også efter ansøgning kunne stå til rådighed for indvindere, der i overgangsperioden f.eks. erhverver et fartøj med en eksisterende § 19-tilladelse, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 6.

Etableringen af overgangsordningen og rummeligheden heraf vil ske i lyset af, at indehavere af gældende § 19-tilladelser efter den gældende lovs § 24 har en 10-årig opsigelsesfrist. Der skal ligeledes lægges vægt på, at råstofforsyningen af landets egne kan opretholdes.

Der er allerede efter den gældende lov sket en regulering af de miljømæssigt set mest sårbare indvindingsområder. Ral- og sandsugerbranchen er herved blevet afskåret for fortsat indvinding i vigtige råstofområder. Der er således i 1995 gennemført en regulering/afvikling af ral- og sandsugningen i EF-fuglebeskyttelses- og Ramsarområderne samt gennemført et forbud mod indvinding af sand, grus og ral i de biologisk mest værdifulde indvindingsområder.

Udlægningen og den geografiske afgrænsning af overgangsområderne, som vil blive udlagt i de eksisterende indvindingsområder, vil ske på baggrund af en foreløbig miljømæssig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen. Vurderingen vil bl.a. omfatte en samling af eksisterende viden om hvert område, såsom viden om fugle- og fiskeriinteresserne samt om fortidsminder og historiske vrag.

Ral- og sandsugerbranchen skal således ikke ved udlægningen af overgangsområderne bekoste miljøundersøgelser m.v. Overgangsordningen giver dermed branchen mulighed for at omstille sig til det nye tilladelsessystem, herunder at opspare midler, bl.a. i det af Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere stiftede efterbehandlingsselskab, til gennemførelsen af miljøundersøgelser m.v. i forbindelse med udlægning af nye indvindingsområder.

Et forslag til bekendtgørelse om overgangsområderne påregnes udarbejdet i samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere i første halvdel af 1996. Forslaget vil herefter blive forhandlet med sagens øvrige parter, herunder ministerier, statslige institutioner, amtsråd, de grønne organisationer og repræsentanter for fiskeriinteresserne. Forhandlingerne om udlægningen af overgangsområderne forventes at føre til, at indvinding i hovedparten af områderne kan fortsætte på de i bekendtgørelsen fastsatte vilkår i op til 10 år. Vurderingen af områderne kan dog i visse situationer føre til, at et område helt lukkes, eller at indvinding kun tillades for en kortere årrække end 10 år. Overgangsbekendtgørelsen vil få gyldighed til 1. januar 2007.

Når overgangsperioden er udløbet, påhviler det indvinderne at fremlægge dokumentation i form af undersøgelsesresultater for, at fortsat indvinding er miljømæssigt forsvarlig og ansøge om tilladelse til fortsat indvinding efter det nye system, jf. lovforslagets § 20.

Sideløbende med indvindingen i overgangsområderne er det af afgørende betydning for den fortsatte ral- og sandsugning, at ral- og sandsugerbranchen hurtigt efter lovens ikrafttræden iværksætter et efterforskningsarbejde, der har til formål at sikre, at der kan udlægges nye indvindingsområder til supplering af overgangsområderne.

For stenfiskeriet vil der ligeledes i en bekendtgørelse blive udlagt hidtil anvendte stenfiskeriområder. På linie med ral- og sandsugererhvervet får stenfiskerne ret til automatisk - og uden indhentning af særlig tilladelse - at fortsætte indvindingen i disse udlagte områder, jf. ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 6.

Da stenfiskernes § 19-tilladelser blev opsagt pr. 1. juli 1989 med det lovpligtige 10 års varsel, og således udløber den 1. juli 1999, vil den automatiske ret til at indvinde i de udlagte områder dog udløbe denne dato.

Stenfiskerierhvervets muligheder for frit at indvinde råstoffer på det danske havområde er, som ral- og sandsugererhvervets muligheder, blevet indskrænket i de senere år. Pr. 1. august 1990 blev det forbudt at opfiske sten i EF-fuglebeskyttelses- og Ramsarområderne. Der er endvidere pr. 1. november 1995 gennemført et forbud mod stenfiskeri i havområder med vanddybder på mindre end 6 meter samt i en række biologisk særligt værdifulde områder.

Miljø- og Energiministeriet har siden stenfiskernes § 19-tilladelser blev opsagt i 1989 - via undersøgelser på stenrevene - arbejdet for at tilvejebringe det faglige grundlag for en endelig stillingtagen til stenfiskeriets fremtid.

På baggrund af resultaterne af de hidtil gennemførte undersøgelser vurderes det, at et vist stenfiskeri på nogle af de hidtil benyttede stenfiskeriområder vil være miljømæssigt forsvarligt. Det er disse områder, som pr. 1. januar 1997 forudsættes udlagt til det fortsatte stenfiskeri. Mens de områder, der udlægges til den fortsatte indvinding af sand, grus og ral, udlægges på baggrund af en foreløbig miljøvurdering, vil stenfiskeriområderne være udlagt på baggrund af gennemførte miljøundersøgelser på hvert stenrev.

Det foreslås, at stenfiskeriet ikke generelt skal ophøre ved opsigelsesfristens udløb i 1999, men afvikles over en ikke nærmere tidsfastsat årrække i særligt afgrænsede afviklingsområder. Med et begrænset stenfiskeri bevares muligheden for at bruge søsten ved reparation og småudvidelser af eksisterende mindre havne og moler anlagt med søsten. Dette er ønskeligt - både af æstetiske/bevaringsmæssige og økonomiske hensyn.

Der vil for afviklingsområderne bl.a. blive fastsat bestemmelser om, hvor store mængder sten, der må opfiskes, og hvad stenene må bruges til. Stenfiskeriet skal således først ophøre, når den tilladte stenmængde i hvert enkelt område er opfisket.

Såfremt den tilladte mængde sten ikke er opfisket i de udlagte områder, når stenfiskernes § 19-tilladelser udløber den 1. juli 1999, vil stenfiskerne skulle søge tilladelse til hver enkelt opgave. Tilladelse vil i givet fald blive givet efter forslagets §§ 19 og 20. Det vil fortsat være en forudsætning, at stenene skal anvendes til små opgaver, som udføres med søsten af bevaringsværdige årsager.

Efter udlægningen af overgangsområderne pr. 1. januar 1997 kan miljø- og energiministeren - ligeledes i bekendtgørelser - udlægge et eller flere nye indvindingsområder, hvor der er foretaget en overordnet råstofkortlægning og en afvejning af råstofinteressen over for øvrige interesser, herunder foretaget en foreløbig vurdering af miljøinteresserne.

Ved at bruge hjemlen i den foreslåede § 22 har ministeren mulighed for at foretage en vis styring af, hvor råstofindvindingen skal finde sted. Ansøgeren har desuden en høj grad af sikkerhed for, at en indvindingstilladelse kan opnås. Ansøgeren skal dog, forud for at tilladelse kan meddeles, gennemføre eller afholde udgifterne til de fornødne nærmere miljømæssige undersøgelser.

Der vil ikke blive udlagt nye områder til stenfiskeri.

Det må forudses, at der vil opstå ønske om at få tilladelse til indvinding i andre områder end de udlagte . Med lovforslagets § 20, stk. 1, er der mulighed for, at meddele indvindingstilladelse uden for et udlagt område. I denne situation vil det på baggrund af ansøgningen skulle vurderes, om der kan meddeles tilladelse eller ej. Stilling hertil tages efter gennemførelse af de fornødne miljømæssige vurderinger, høring af ministerier, statslige institutioner, amtsråd, ral- og sandsugerbranchen, de grønne organisationer, repræsentanter for fiskeriinteresserne m.v. og afvejning af de involverede interesser. Tilladelser efter § 20, stk. 1, uden for de udlagte indvindingsområder kan i givet fald udstedes til en eller flere ansøgere.

Til § 23

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 22 a i den gældende råstoflov. Der er alene foretaget en enkelt sproglig præcisering og gennemført den ændring, at der i stk. 1 henvises til indvindingstilladelse efter § 20, stk. 1, i stedet for den nuværende henvisning til § 22, stk. 1.

Til § 24

Bestemmelserne i § 24, stk. 1, 2 og 5 svarer indholdsmæssigt til §§ 23, 24 og 25 i den gældende råstoflov. Disse bestemmelser er nu samlet i en paragraf, og der er samtidig foretaget de fornødne konsekvensrettelser, som følge af ændringerne af kapitlets paragraffer.

I stk. 3 er der givet mulighed for, at ministeren ved en bekendtgørelse kan fastsætte yderligere vilkår for allerede udstedte godkendelser af indvindingsmateriel, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v. Ud over fastsættelse af regler om anvendelse af elektronisk kontroludstyr kan yderligere vilkår f.eks. være generelle regler om indvindingsudstyrets tekniske indretning.

Bestemmelsen i stk. 3 retter sig mod indvindingsmateriel, der på tidspunktet for bekendtgørelsens ikrafttræden har en § 19-tilladelse/godkendelse eller lignende gyldig tilladelse efter tidligere lovgivning. Muligheden for at fastsætte yderligere vilkår for § 19-godkendelser vil kun blive brugt efter forhandlinger med indehavere af eksisterende § 19-godkendelser, og såfremt der foreligger vægtige grunde herfor. Da de yderligere vilkår fastsættes i en bekendtgørelse, vil der være tale om krav, der rettes generelt.

Det er endelig i stk. 4 præciseret, at opsigelse af § 19-godkendelser kan ske generelt via udstedelse af en bekendtgørelse.

Til § 25

Bestemmelsen svarer til § 26, stk. 1 i den gældende råstoflov og til § 3 i lov om kontinentalsoklen, hvor den gælder for anlæg, der anvendes til indvinding af olie- og naturgas.

Bestemmelsen fastslår, at dansk ret gælder for indvindingsanlæg opstillet på sokkelområdet. Bestemmelsen vil kun have virkning, såfremt der opstilles faste anlæg til indvinding af råstoffer omfattet af råstofloven.

Undtagelsen i § 26, stk. 2, i den gældende råstoflov, om at lov om saltvandsfiskeri og lov om jagt og vildtforvaltning ikke gælder for faste anlæg til indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen, er ikke medtaget i lovforslaget. Dette skyldes, at reguleringerne i de to love også bør gælde for faste anlæg, hvorfra der indvindes råstoffer på kontinentalsoklen.

Faste anlæg, der opstilles på søterritoriet, vil automatisk være omfattet af dansk lovgivning og den gældende administrative inddeling.

Til § 26

Efter regler fastsat i medfør af den gældende råstoflov er miljø- og energiministeren klagemyndighed for Skov- og Naturstyrelsens afgørelser vedrørende råstofindvinding på havet. De nærmere bestemmelser om klageberettigede og klagefrister er indeholdt i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 217 af 21. marts 1994 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen, kapitel 3.

I stk. 1 foreslås det, at Naturklagenævnet i stedet indsættes som klagemyndighed. Man får hermed et uafhængigt nævn som anden-instans, hvilket har været ønsket fra flere sider. Det fastsættes endvidere hvilke afgørelser, der kan påklages til Naturklagenævnet.

I stk. 2 er det foreslået, at afgørelser i sager om enkeltstående indvinding og nyttiggørelse af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningssmateriale ikke kan påklages. Miljø- og energiministerens afgørelser i disse sager foreslås således gjort endelige.

Sagerne om nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmaterialer er sædvanligvis uproblematiske, og kun i ganske enkelte tilfælde er der hidtil indkommet klager over en afgørelse. Det skyldes antagelig, at der blandt de klageberettigede er bred støtte til målet om størst mulig nyttiggørelse af de materialer, som ellers skulle være bortskaffet ved dumpning (klapning) i havet. Nyttiggørelse er da også i overenstemmelse med råstoflovens formålsparagraf, hvoraf det fremgår, at de naturbundne råstoffer i videst muligt omfang skal erstattes af affaldsprodukter. Formålet med at afskære klageadgang i de mindste sager er at gøre tilladelsessystemet så smidigt som muligt og dermed fremme nyttiggørelsen mest muligt. Erfaringerne har hidtil vist, at det kan være afgørende for gennemførelse af nyttiggørelse, at indvindingen ikke skal afvente 4 ugers klagefrist, men straks kan gennemføres. Afskæringen af klageadgang er begrænset til enkeltstående mindre sager. Det vil sige, at der vil være normal klageadgang i store betydende sager, samt i små sager, såfremt der søges en flerårig tilladelse til indvinding af en given mængde oprensningsmateriale hvert år. De nuværende regler for tilladelse indebærer, at en nyttiggørelsestilladelse i de fleste tilfælde umiddelbart kan udnyttes.

I stk. 3 afgrænses kredsen af klageberettigede. Efter tidligere administrativ praksis blev ansøgeren samt berørte myndigheder og organisationer anset for klageberettigede, herunder brancheorganisationerne for råstofindvinding og fiskeri, d.v.s. Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og Danmarks Fiskeriforening.

Denne kreds blev imidlertid den 1. juli 1992 ved Miljøministeriets bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen udvidet til også at omfatte natur- og miljøorganisationer. Dette foreslås nu videreført ved indskrivning i loven.

Stk. 5 til 8 svarer til reglerne i råstoflovens § 16 om klage over afgørelser vedrørende råstofindvinding på land.

I stk. 9 er der givet miljø- og energiministeren mulighed for at beslutte, at en tilladelse i visse arter af sager kan udnyttes straks.

Til nr. 8

I § 28 foretages der en ajourføring som følge af, at Danmarks Geologiske Undersøgelse i 1995 er blevet sammenlagt med Grønlands Geologiske Undersøgelse, og har fået navnet Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse.

Til nr. 9

§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvist at afholde udgifterne hertil.

Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med en vanddybde på mindre end 6 meter.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder i ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6 meter gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier.

§ 20. Miljøministeren kan til enhver tid med henblik på varetagelsen af de i loven nævnte formål fastsætte begrænsninger i arten og mængden af de råstoffer, der må indvindes i henhold til en tilladelse efter § 19.

§ 20. Efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen må kun ske i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder og efter tilladelse fra miljø- og energiministeren.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives til en eller flere ansøgere og for en periode på indtil 10 år. I en tilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 3. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.

Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan ikke gives i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med en vanddybde på mindre end 6 m.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder, i ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan foretages uden at medføre forringelser af områderne eller medføre forstyrrelser, som har væsentlige konsekvenser for de arter, for hvilke områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4.

Stk. 6. Miljø- og energiministeren kan, for så vidt angår indvinding af sand, grus og ral i områder med en vanddybde på mindre end 6 m gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier.

§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan indeholde

1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske efterforskning af området,

2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af efterforskningen og

3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.

Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan indeholde

1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af miljø- og naturmæssige effekter,

2) vilkår om, at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller delvis udreder udgifterne hertil,

3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om, at råstofferne anvendes til bestemte formål,

4) vilkår om, at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af efterbehandling, og

5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan indeholde,

1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske efterforskning af området,

2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af efterforskningen og

3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.

Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan indeholde,

1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af miljø- og naturmæssige effekter,

2) vilkår om at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller delvist udreder udgifterne hertil,

3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om at råstofferne anvendes til bestemte formål,

4) vilkår om at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af efterbehandling,

5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan indeholde,

1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske efterforskning af området,

2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af efterforskningen og

3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.

Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan indeholde,

1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af miljø- og naturmæssige effekter,

2) vilkår om at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller delvist udreder udgifterne hertil,

3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om at råstofferne anvendes til bestemte formål,

4) vilkår om at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af efterbehandling,

5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

§ 21. Miljøministeren kan i særligt afgrænsede områder begrænse eller standse en indvinding samt fastsætte generelle eller stedlige dybdegrænser.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at indvinding ikke må ske i særlige naturtyper. Reglerne kan omfatte hele havbunden eller nærmere afgrænsede dele af denne.

§ 21. En tilladelse til efterforskning efter § 20, stk. 1, kan indeholde

1) vilkår om gennemførelse og indhold af den råstofgeologiske efterforskning af området,

2) vilkår til begrænsning af de miljø- og naturmæssige effekter af efterforskningen og

3) vilkår om rapportering af efterforskningens forløb og resultater.

Stk. 2. En tilladelse til indvinding efter § 20, stk. 1, kan indeholde

1) vilkår om gennemførelsen af indvindingen, herunder til begrænsning af miljø- og naturmæssige effekter,

2) vilkår om, at tilladelsesindehaveren deltager i opmåling, løbende miljøovervågning samt efterbehandling af indvindingsområdet eller helt eller delvis udreder udgifterne hertil,

3) ressourceøkonomiske vilkår, herunder vilkår om, at råstofferne anvendes til bestemte formål,

4) vilkår om, at der stilles fornøden sikkerhed, eventuelt kollektivt, for gennemførelse af kontrolopmåling af indvindingsområdet, for overholdelse af vilkår om områdets tilstand efter endt indvinding og for udførelse af efterbehandling, og

5) vilkår om overdragelse af tilladelsen.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i disse områder.

VVM-procedure

§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i disse områder.

VVM-procedure

§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i disse områder.

VVM-procedure

§ 22. Miljøministeren kan give tilladelse til indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og til indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen i et område som nævnt i § 21, stk. 1.

Stk. 2. En tilladelse gives til en eller flere indvindere i et afgrænset område og for en periode på indtil 10 år.

Stk. 3. En tilladelse efter stk. 1 kan blandt andet indeholde vilkår om,

1) at tilladelsesindehaveren deltager i kortlægning og efterbehandling af området eller helt eller delvist udreder udgifterne hertil,

2) at råstoffet anvendes til bestemte formål eller virksomheder,

3) at der stilles fornøden sikkerhed for udførelse af efterbehandling,

4) at der indvindes et bestemt angivet minimum eller maksimum pr. kvartal/halvår.

§ 22 a. Tilladelse i henhold til § 22, stk. 1, til indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, og efter at offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring af offentligheden, myndigheder og organisationer.

§ 22. Miljø- og energiministeren kan ved bekendtgørelse udlægge områder til råstofindvinding og fastsætte nærmere regler for indvinding i disse områder.

VVM-procedure

§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring af offentligheden, myndigheder og organisationer.

Bortfald, tilbagekaldelse eller

ændring af tilladelser

§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring af offentligheden, myndigheder og organisationer.

Bortfald, tilbagekaldelse eller

ændring af tilladelser

§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring af offentligheden, myndigheder og organisationer.

Bortfald, tilbagekaldelse eller

ændring af tilladelser

§ 23. En tilladelse efter §§ 19 og 22 bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

§ 23. Tilladelse i henhold til § 20, stk. 1, til indvindinger, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, kan kun meddeles på baggrund af en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, hvor offentligheden, myndigheder og organisationer har haft lejlighed til at udtale sig.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke indvindinger der er omfattet af stk. 1. Anlæg, herunder indvindinger, der reguleres i enkeltheder ved særlig lov, er dog undtaget.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om underretning og høring af offentligheden, myndigheder og organisationer.

Bortfald, tilbagekaldelse eller

ændring af tilladelser

§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Anlæg på kontinentalsoklen

§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Anlæg på kontinentalsoklen

§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Anlæg på kontinentalsoklen

§ 24. Miljøministeren kan tilbagekalde en tilladelse efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.

§ 24. En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1, bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan tilbagekalde en godkendelse efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om yderligere vilkår for allerede meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at godkendelser efter § 19, stk. 1, kan opsiges med et varsel på mindst 10 år.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 20, stk. 1.

Anlæg på kontinentalsoklen

§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af miljø- og energiministeren.

Klage

§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af miljø- og energiministeren.

Klage

§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af miljø- og energiministeren.

Klage

§ 25. Miljøministeren kan til enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter § 22.

Anlæg på kontinentalsoklen

§ 25. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af miljø- og energiministeren.

Klage

§ 26. Afgørelser truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse, jf. § 38, eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.

Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Klageberettiget er

1) adressaten for afgørelsen,

2) en offentlig myndighed,

3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i afgørelsen,

4) Danmarks Naturfredningsforening,

5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

6) Danmarks Fiskeriforening,

7) Dansk Ornitologisk Forening,

8) Danmarks Sportsfiskerforbund og

9) Greenpeace Danmark.

Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren, der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«

8. I § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., ændres »Danmarks Geologiske Undersøgelse« til: »Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse«.

9. § 31, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser, for så vidt angår indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.«

10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«: »eller indvindingsmateriel«.

11. § 33, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet

1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,

2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet,

3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.

Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

12. § 34 affattes således

»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en ansøgning skal indgives på et særligt skema.«

13. § 40 affattes således

»§ 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.«

14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,».

15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nummer

»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe eller indvindingsmateriel i strid med § 32, stk. 1, eller undlader at efterkomme en anmodning efter § 32, stk. 3, eller«.

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

16. I § 44 indsættes som stk. 7

»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser i regler udstedt efter loven.«

§ 26. Afgørelser, truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse jf. § 38, eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.

Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Klageberettiget er,

1) adressaten for afgørelsen,

2) en offentlig myndighed,

3) enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen,

4) Danmarks Naturfredningsforening,

5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

6) Danmarks Fiskeriforening,

7) Dansk Ornitologisk Forening,

8) Danmarks Sportsfiskerforbund og

9) Greenpeace Danmark.

Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren, der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«

8. I § 28 ændres »Danmarks Geologiske Undersøgelse« til: »Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse«.

9. § 31, stk. 2 affattes således

» Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser for så vidt angår indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.«

10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«: »eller indvindingsmateriel«.

11. § 33, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes

»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet

1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,

2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet,

3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.

Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

12. § 34 affattes således

»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en ansøgning skal indgives på et særligt skema.«

13. § 40 affattes således

» § 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.«

14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således

1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,

15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nr.

»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe eller indvindingsmateriel i strid med § 32, stk. 1, eller undlader at efterkomme en anmodning efter § 32, stk. 3, eller«

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

16. I § 44 indsættes som stk. 7

»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser i regler udstedt efter loven.«

§ 26. Afgørelser, truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse jf. § 38, eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.

Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Klageberettiget er,

1) adressaten for afgørelsen,

2) en offentlig myndighed,

3) enhver, der har en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen,

4) Danmarks Naturfredningsforening,

5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

6) Danmarks Fiskeriforening,

7) Dansk Ornitologisk Forening,

8) Danmarks Sportsfiskerforbund og

9) Greenpeace Danmark.

Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren, der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«

§ 26. Dansk ret gælder for anlæg, som med henblik på indvinding på kontinentalsoklen befinder sig på sokkelområdet. Ved bestemmelse af danske domstoles og administrerende myndigheders stedlige myndighedsområde henregnes anlægget til det område, der ligger nærmest, medmindre andet fastsættes af miljøministeren.

Stk. 2. Følgende love gælder ikke for de i stk. 1 nævnte anlæg

1) lov om saltvandsfiskeri,

2) lov om jagt og vildtforvaltning.

8. I § 28 ændres »Danmarks Geologiske Undersøgelse« til: »Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse«.

§ 26. Afgørelser truffet efter lovens §§ 19, 20, 23 og 24 af miljø- og energiministeren eller efter bemyndigelse af en styrelse, jf. § 38, eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 3, § 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet.

Stk. 2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om enkeltstående indvinding af op til 50.000 m3 oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse kan dog ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Naturklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Klageberettiget er

1) adressaten for afgørelsen,

2) en offentlig myndighed,

3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i afgørelsen,

4) Danmarks Naturfredningsforening,

5) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

6) Danmarks Fiskeriforening,

7) Dansk Ornitologisk Forening,

8) Danmarks Sportsfiskerforbund og

9) Greenpeace Danmark.

Stk. 5. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 6. Klage indgives skriftligt til miljø- og energiministeren, der videresender den til Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 7. En tilladelse må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 8. Rettidig klage har opsættende virkning for den påklagede afgørelse, medmindre Naturklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 9. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at stk. 7 og 8 ikke gælder for visse arter af afgørelser.«

8. I § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., ændres »Danmarks Geologiske Undersøgelse« til: »Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse«.

9. § 31, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser, for så vidt angår indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.«

10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«: »eller indvindingsmateriel«.

11. § 33, stk. 3, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet

1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,

2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet,

3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.

Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

12. § 34 affattes således

»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en ansøgning skal indgives på et særligt skema.«

13. § 40 affattes således

»§ 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.«

14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,».

15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nummer

»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe eller indvindingsmateriel i strid med § 32, stk. 1, eller undlader at efterkomme en anmodning efter § 32, stk. 3, eller«.

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

16. I § 44 indsættes som stk. 7

»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser i regler udstedt efter loven.«

§ 28. Den, der udfører en råstofboring eller en prøvegravning i jorden, på søterritoriet eller kontinentalsoklen, skal inden 3 måneder efter udførelsen underrette Danmarks Geologiske Undersøgelse om boringens beliggenhed, de forefundne jordlag og vandstanden samt indsende prøver af de gennemborede lag. Inden for samme frist skal resultater af geofysiske undersøgelser og andre råstofundersøgelser, herunder om råstoffernes kvalitet, indberettes til Danmarks Geologiske Undersøgelse.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om udførelse af boringer efter råstoffer. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indsendes til Danmarks Geologiske Undersøgelse, og om, at oplysninger i særlige tilfælde ikke skal indberettes.

9. § 31, stk. 2 affattes således

» Stk. 2. Miljø- og energiministeren påser for så vidt angår indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.«

§ 31, stk. 2 er rettet i konsekvens af, at hjemlen til at meddele tilladelse til efterforskning på kontinentalsoklen af de i loven omfattede råstoffer er overført fra kontinentalsokkelloven til råstofloven, jf. lovforslagets § 2.

Til nr. 10

I § 33, stk. 1, foreslås det præciseret i loven, at det også påhviler ejere og brugere af indvindingsmateriel at berigtige ulovlige forhold og ikke kun ejere og brugere af faste ejendomme, som efter den gældende formulering i loven.

Til nr. 11

Der er i forslagets § 33, stk. 3, i lighed med miljøbeskyttelseslovens § 68, foretaget en nærmere opregning af nogle af de administrative retshåndhævelsesskridt, tilsynsmyndigheden kan tage i anvendelse, når der konstateres et ulovligt forhold. Tilsynsmyndigheden vil kunne meddele påbud eller forbud, herunder eventuelt vælge en eller flere af de nævnte reaktioner afhængig af det ulovlige forholds karakter og omfang.

Udtrykket »virksomhed« i stk. 3, nr. 3, dækker også anlæg eller indretninger.

Tilsynsmyndighedens ret til at foretage selvhjælpshandlinger, som fremgår af den gældende lovs § 33, stk. 3, er medtaget i opregningen i stk. 3, nr. 2.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 33, stk. 3, 2. pkt. om at politiet yder nødvendig bistand til gennemførelse af selvhjælpshandlinger er ikke medtaget i lovforslaget, da dette fremgår af råstoflovens § 32, stk. 2, vedrørende adgangsretten.

I stk. 4 er det foreslået, at det indføjes i loven, at lovliggørelsespåbud ikke kan påklages. Sådanne påbud betragtes som administrativ retshåndhævelse. Tilsvarende bestemmelser findes i naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, og i miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3.

Til nr. 12

Den gældende lovs § 34 foreslås ændret, således at miljø- og energiministeren nu ikke alene kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding skal indeholde, men også hvad en ansøgning om tilladelse til efterforskning skal indeholde. Der er endvidere tilføjet mulighed for at kræve, at undersøgelsesprogrammer til brug for ansøgninger forud skal godkendes af ministeren.

Det nye tilladelsessystem for råstofindvinding på havet stiller betydelige krav til indholdet af ansøgninger. F.eks. skal der i ansøgninger om tilladelse til indvinding i et nyt indvindingsområde fremlægges dokumentation for de biologiske, kulturhistoriske og andre beskyttelsesinteresser i området, samt vurderinger af indvindingens miljømæsssige effekter. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at miljø- og energiministeren har mulighed for at kræve, at de undersøgelsesprogrammmer, som ansøgeren skal gennemføre, forud er godkendt. Forhåndsgodkendelse af et undersøgelsesprogram vil give ansøgeren sikkerhed for, at de undersøgelser, der gennemføres, lever op til råstofmyndighedens krav.

Til nr. 13

Med råstofloven af 1991 blev der i § 40 givet miljø- og energiministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til dækning af myndighedernes omkostninger til bl.a. tilsyn og ved behandling af sager om tilladelser eller anmeldelser og ved behandling af klagesager. Hjemlen er endnu ikke udnyttet.

Med den foreslåede ændring af § 40 er indføjet, at brugerbetalingen kan kræves til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.

Tilføjelsen er sket for at præcisere, at det i visse situationer kan være hensigtsmæssigt at begrænse brugerbetalingen til en nærmere velafgrænset omkostning. Bestemmelsen kan således, bl.a. tænkes anvendt til at fastsætte nærmere regler om dækning af råstofmyndighedens udgifter til annoncering i pressen i forbindelse med gennemførelse af en VVM-procedure efter forslagets § 23.

Til nr. 14 og 15

Straffebestemmelserne i § 44, stk. 1, svarer indholdsmæssigt til de tilsvarende bestemmelser i den gældende råstoflov.

Til nr. 16

Bestemmelsen om forældelse af strafansvaret i § 44, stk. 7, er ny. Strafferammen i loven er bøde, for visse overtrædelser under skærpende omstændigheder hæfte eller fængsel i indtil et år. Efter straffelovens § 93 er forældelsesfristen for strafansvaret 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtrædelsen, eller når straffen for overtrædelsen ikke ville overstige bøde.

Formålet med den særlige forældelsesfrist på 5 år er især at sikre den nødvendige tid til den administrative behandling af straffesagerne (tilsynsmyndighedens undersøgelser, politiets efterforskning og anklagemyndighedens forberedelse).

Miljøbeskyttelsesloven, jf. § 110, stk. 7, og naturbeskyttelsesloven, jf. § 89, stk. 9, har en 5-årig forældelsesfrist.

Forældelsesfristen for overtrædelse af regler udstedt i henhold til loven er i overensstemmelse med straffelovens almindelige bestemmelse på 2 år. Da der ved overtrædelse af sådanne regler normalt er tale om overtrædelse af samme karakter som ved overtrædelser af selve lovens bestemmelser, er det fundet rimeligt at foreslå en 5-årig forældelsesfrist også for overtrædelse af regler udstedt i henhold til loven.

Til § 2

Bestemmelsen er en konsekvens af, at efterforskning på kontinentalsoklen af råstoffer, der er omfattet af råstofloven, for fremtiden foreslås at ske efter reglerne i råstofloven.

Til § 3

Af stk. 1 fremgår det, at lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 1997.

I stk. 2 fastslås det, at eksisterende klagesager færdigbehandles af miljø- og energiministeren efter de hidtil gældende regler.

I stk. 3 fastslås det i overensstemmelse med almindelig praksis, at regler udstedt med hjemmel i kapitel 4 i den gældende råstoflov fortsat gælder, indtil de afløses af regler i medfør af ændringsloven.

Bestemmelsen omfatter de regler, der gælder for efterforskning og råstofindvinding på havområdet.

I stk. 4 bestemmes det, at afgørelser, der er truffet efter den hidtidige lovgivning, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes nye afgørelser.

Med lovforslaget etableres der et to-strenget tilladelsessystem, hvorefter ingen indvinding på havet kan gennemføres uden både godkendelse efter forslagets § 19 og tilladelse efter § 20. I stk. 5 fastsættes det, at dette tilladelsessystem også gælder for tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning). Disse bevarer, jf. stk. 4, deres gyldighed, men kan kun udnyttes såfremt, der tillige er indhentet tilladelse efter lovforslagets § 20. Det er ligeledes i stk. 5 fastsat, at de muligheder, der gives i lovforslagets § 24, stk. 2-4 for at tilbagekalde, opsige eller ændre godkendelser efter lovforslagets § 19, også gælder for tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 19 eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning.

Stk. 6 indeholder bestemmelserne om den overgangsordning, som etableres fra 1. januar 1997. Overgangsordningen indebærer, at alle indvindere med tilladelse efter den gældende råstoflovs § 19 (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning) automatisk - og uden indhentning af en konkret tilladelse - på nærmere fastsatte vilkår og for en nærmere fastsat årrække, får ret til at indvinde råstoffer inden for hovedparten af de hidtil anvendte indvindingsområder. Der er redegjort nærmere for overgangsordningen i lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 3.2 og under bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, § 22.

Indvindingslokaliteterne i overgangsordningen vil også efter ansøgning i henhold til lovforslagets § 20 stå til rådighed for indvindere, der erhverver eller chartrer fartøjer med eksisterende indvindingstilladelse, og som på grundlag heraf får en godkendelse efter den nye § 19. Det samme vil gælde, når der godkendes nye fartøjer på grundlag af eksisterende tilladelser til fartøjer, der samtidig udgår ved ophugning eller lignende.

De gældende § 19-tilladelser (eller tilsvarende gyldige tilladelser efter tidligere lovgivning) giver tilladelsesindehaverne en ret til frit at foretage indvinding overalt på det danske havområde, hvor der ikke er nedlagt forbud herimod. Den umiddelbare indvindingsret, der følger af § 19-tilladelsen, bliver med den overgangsordning, der iværksættes ved lovforslagets ikrafttræden, knyttet til de udlagte overgangsområder. Overgangsordningen løber over 10 år, hvilket svarer til den opsigelsesfrist, der er for § 19-tilladelser efter den nuværende råstoflovs § 24. Efter de 10 år har de rettigheder, der var knyttet til 19-tilladelser udstedt inden 1. januar 1997, ændret sig, således at tilladelserne alene kan udnyttes i miljøvurderede områder med tilladelse efter lovforslagets § 20. Det er derfor ikke fundet nødvendigt at foretage en formel opsigelse af de eksisterende § 19-tilladelser.

§ 31. Amtsrådet påser for så vidt angår råstofindvinding på landjorden, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 2. Miljøministeren påser for så vidt angår indvinding og efterforskning af råstoffer på søterritoriet og indvinding af råstoffer på kontinentalsoklen, at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes, at påbud eller forbud efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser overholdes.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden, jf. stk. 1 og 2, skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til tilsynsmyndigheden, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for udøvelsen af amtsrådets tilsynsvirksomhed.

Stk. 6. Miljøministeren kan bestemme, at tilsyn skal udøves af andre myndigheder.

10. I § 33, stk. 1, indsættes efter »ejendom«: »eller indvindingsmateriel«.

11. § 33, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes

»Stk. 3. I de i § 31, stk. 3, nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør. Dette kan ske ved meddelelse af påbud eller forbud. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden blandt andet

1) påbyde den ansvarlige at genoprette den hidtidige tilstand,

2) lade påbudte foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte frist er udløbet,

3) forbyde fortsat drift og eventuelt forlange virksomheden fjernet.

Stk. 4. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 33. Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden, jf. § 31, stk. 1 og 2, kan for ejerens regning lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Når forholdet er berigtiget, skal vedkommende myndighed lade påbudet aflyse fra tingbogen.

Stk. 3. Såfremt et påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt, kan tilsynsmyndigheden umiddelbart foretage det nødvendige på ejerens eller brugerens bekostning. Politiet yder nødvendig bistand hertil.

12. § 34 affattes således

»§ 34. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til efterforskning og råstofindvinding skal indeholde, herunder at undersøgelsesprogrammer til brug for ansøgningen forud skal godkendes af ministeren. Det kan bestemmes, at en ansøgning skal indgives på et særligt skema.«

§ 34. Miljøministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilladelse til råstofindvinding skal indeholde. Det kan bestemmes, at en ansøgning skal indgives på et særligt skema.

13. § 40 affattes således

» § 40. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.«

§ 40. Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.

14. § 44, stk. 1, nr. 1, affattes således

1) overtræder § 7, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 28, stk. 1, og § 33, stk. 1,

15. I § 44, stk. 1 , indsættes efter nr. 4 som nyt nr.

»5) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter, skibe eller indvindingsmateriel i strid med § 32, eller«

Nr. 5 bliver herefter nr. 6.

16. I § 44 indsættes som stk. 7

»Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelse m.v. som omhandlet i stk. 1 og for overtrædelser af bestemmelser i regler udstedt efter loven.«

§ 44. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 7, stk. 1 og 2, § 9, stk. 2, § 16, stk. 3, § 19, § 22, § 28, stk. 1, § 32 og § 33,

2) indvinder råstoffer i jorden uden adkomst efter § 5, stk. 1, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet,

3) tilsidesætter vilkår eller begrænsninger, der er fastsat i en tilladelse eller i forbindelse med en anmeldelse efter loven eller efter regler udstedt i medfør af denne,

4) tilsidesætter forbud eller påbud efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 31, stk. 3, eller undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er udstedt efter regler fastsat i medfør af loven,

5) tilsidesætter forbud eller overtræder vilkår, der er stillet i medfør af § 5, stk. 3, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet eller er stillet i medfør af samme lovs § 7, stk. 2.

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed,og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne. Det kan endvidere fatsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år under de i stk. 2 anførte omstændigheder.

Stk. 4. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 5. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk.2, nr. 2.

Stk. 6. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

§ 46. I lov om kontinentalsoklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 1. maj 1979, foretages følgende ændringer

1. § 2, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Miljøministeren kan tillade indvinding af de råstoffer, der er omfattet af lov om råstoffer, efter reglerne i lov om råstoffer.«

2. § 2, stk. 3-10, § 6 a og § 6 b ophæves.

Ingen

Nr LSF 153

Forslag til Lov om ændring af lov om råstoffer og lov om kontinentalsoklen

den 17. januar 1996

Vedtaget ved tredjebehandling den 28. maj 1996

Lov nr. 484 af 12/06/1996