1995 LSF 149 FORSLAG TIL LOV OM EKSKLUSIVE ØKONOMISKE ZONER
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1. Danmarks eksklusive økonomiske zone omfatter havområder uden for og stødende op til søterritoriet indtil en afstand af 200 sømil fra de til enhver tid gældende basislinjer.
Stk. 2. Udenrigsministeren kan dog bestemme, at farvande, hvor særlige forhold gør sig gældende, ikke skal være omfattet af denne lov.
§ 1. Danmarks eksklusive økonomiske zone omfatter havområder uden for og stødende op til søterritoriet indtil en afstand af 200 sømil fra de til enhver tid gældende basislinier.
Stk. 2. Udenrigsministeren kan dog bestemme, at farvande, hvor særlige forhold gør sig gældende, ikke skal være omfattet af denne lov.
§ 2. Afgrænsningen af de eksklusive økonomiske zoner i forhold til fremmede stater, hvis kyster ligger over for det danske riges kyster i en afstand, der er mindre end 400 sømil, eller som grænser op til Danmark, sker i mangel af aftale efter den linje, der ligger lige langt fra de nærmeste punkter på basislinjerne ved de to staters kyster (midtlinjeprincippet), jf. kgl. anordning nr. 259 af 7. juni 1963 vedrørende udøvelsen af dansk højhedsret over den kontinentale sokkel § 2, stk. 2.
Stk. 2. Udenrigsministeren bekendtgør afgrænsningen af de eksklusive økonomiske zoner.
§ 2. Afgrænsningen af de eksklusive økonomiske zoner i forhold til fremmede stater, hvis kyster ligger over for det danske riges kyster i en afstand, der er mindre end 400 sømil, eller som grænser op til Danmark, sker i mangel af aftale efter den linie, der ligger lige langt fra de nærmeste punkter på basislinierne ved de to staters kyster (midtlinieprincippet), jfr. kgl. anordning nr. 259 af 7. juni 1963 vedrørende udøvelsen af dansk højhedsret over den kontinentale sokkel, § 2, stk. 2.
Stk. 2. Udenrigsministeren bekendtgør afgrænsningen af de eksklusive økonomiske zoner.
§ 3. I de eksklusive økonomiske zoner har Danmark suveræne rettigheder, for så vidt angår efterforskning og udnyttelse, bevarelse og forvaltning af havbundens, undergrundens og den overliggende vandmasses naturlige ressourcer, såvel levende som ikkelevende, samt med hensyn til andre aktiviteter med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af zonerne, såsom udvinding af energi fra vandet, strømme og vind. Endvidere har Danmark jurisdiktion i de eksklusive økonomiske zoner med hensyn til anlæg og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg, videnskabelig havforskning samt beskyttelse og bevarelse af havmiljøet. Endelig har Danmark sådanne andre rettigheder i de eksklusive økonomiske zoner, som tilkommer Danmark i medfør af folkeretten.
§ 3. I de eksklusive økonomiske zoner har Danmark suveræne rettigheder for så vidt angår efterforskning og udnyttelse, bevarelse og forvaltning af havbundens, undergrundens og den overliggende vandmasses naturlige ressourcer, såvel levende som ikke-levende, samt med hensyn til andre aktiviteter med henblik på økonomisk udnyttelse og efterforskning af zonerne, såsom udvinding af energi fra vandet, strømme og vind. Endvidere har Danmark jurisdiktion i de eksklusive økonomiske zoner med hensyn til anlæg og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg, videnskabelig havforskning samt beskyttelse og bevarelse af havmiljøet. Endelig har Danmark sådanne andre rettigheder i de eksklusive økonomiske zoner, som tilkommer Danmark i medfør af folkeretten.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse rigsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse rigsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Begrebet eksklusive økonomiske zoner er udviklet gradvist siden 2. verdenskrig, oprindeligt primært som fiskerizoner, hvorved en række kyststater ensidigt forbeholdt sig eksklusive udnyttelsesrettigheder på havet ud til en afstand fra land af 200 sømil. Disse krav mødtes imidlertid med indsigelser, navnlig fra stater, der traditionelt havde drevet fiskeri i de pågældende områder, og blev først efterhånden almindeligt anerkendt i folkeretten. I FN's Havretskonvention af 1982 bekræftes kyststaternes ret til at oprette eksklusive økonomiske zoner.
Ved Geneve-Konventionen fra 1958 om den Kontinentale Sokkel havde man allerede givet kyststaten eksklusive rettigheder til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklen. Disse rettigheder udgør tilsammen med de efterhånden i den almindelige folkeretlige praksis accepterede 200 sømils fiskerizoner hovedindholdet af den eksklusive økonomiske zone, som det kom til at indgå i FN's Havretskonvention af 1982. Konventionen definerer begrebet og fastlægger kyststaternes og andre staters rettigheder og forpligtelser i zonen. Ved oprettelsen af en eksklusiv økonomisk zone får kyststaterne ud over de allerede gældende rettigheder på kontinentalsoklen og fiskeriterritoriet nye rettigheder til udnyttelse af naturlige ressourcer i havet og det overliggende luftrum. Herudover opnår kyststaten nye jurisdiktionsbeføjelser især på miljøområdet. Omfanget af kyststatens jurisdiktion i den eksklusive økonomiske zone er dog mindre end, hvad der gælder for kyststatens søterritorium. Dette skyldes ønsket om i videst muligt omfang at opretholde det traditionelle princip om havenes frihed. Alle stater har således i zonen ret til fri sejlads, overflyvning og anden international retmæssig anvendelse svarende til, hvad der folkeretligt er gældende for det åbne hav.
I den almindelige folkeret anerkendes i dag oprettelsen af økonomiske zoner uafhængigt af Havretskonventionen, hvis det sker inden for de rammer, der er fastlagt i konventionen. Hovedreglerne for zonen er derfor gældende uafhængigt af, om en stat er part i konventionen eller ej. Det antages, at kyststaten for lovligt at kunne hævde sine rettigheder i zonen først må proklamere oprettelsen af den økonomiske zone og specificere dens bredde. Der eksisterer en vis variation i staternes praksis med hensyn til udøvelsen af rettigheder og jurisdiktion i zonen.
For Danmarks vedkommende udvidedes fiskeriterritoriet til 200 sømil i 1977. I medfør af Genevekonventionen af 1958 om den kontinentale sokkel havde Danmark allerede retten til udforskning og udnyttelse af kontinentalsoklen.
2. De muligheder, som eksklusive økonomiske zoner åbner for at beskytte havmiljøet førte til, at spørgsmålet om oprettelse af sådanne zoner på hollandsk initiativ blev taget op i forbindelse med den 3. Nordsøkonference i Haag i 1990.
Nordsøstaternes miljøministre vedtog på denne baggrund en erklæring om, at Nordsøstaterne ville samarbejde om at øge kyststaternes jurisdiktion bl.a. gennem oprettelse af eksklusive økonomiske zoner i de områder af Nordsøen, hvor sådanne ikke eksisterer.
Blandt Nordsøstaterne har Norge, Sverige, Frankrig og Tyskland oprettet eksklusive økonomiske zoner. Holland og Belgien er i gang med oprettelsen.
3. Et af hovedformålene med lovforslaget om at oprette eksklusive økonomiske zoner er et ønske om en bedre og mere effektiv håndhævelse af internationale regler til beskyttelse af havmiljøet uden for dansk søterritorium i overensstemmelse med sigtet med Nordsøsamarbejdet. Som nævnt ovenfor har Danmark allerede rettigheder med hensyn til fiskeri og aktiviteter på kontinentalsoklen.
Danmark har i dag kun begrænsede muligheder for at udøve jurisdiktion over for udenlandske skibe uden for dansk søterritorium. Gældende internationale konventioner giver kun mulighed for indgriben i tilfælde af olieforureningsulykker og forurening med andre stoffer end olie i meget specifikke og akutte situationer.
I en eksklusiv økonomisk zone kan kyststaten i væsentligt videre omfang håndhæve miljøbeskyttelsesregler, som er i overensstemmelse med internationale regler og normer til beskyttelse af havmiljøet. Eksempelvis vil man kunne udstrække forbudet mod dumpning, som i dag gælder på dansk søterritorium og for danske skibe, til at gælde i den eksklusive økonomiske zone for alle skibe, eller udlægge områder til beskyttelse af flora og fauna m.v. Ligeledes vil man kunne håndtere ulovlig udtømning af olie, som udgør et betydeligt problem for Nordsøens miljø, mere effektivt end i dag.
Et andet vigtigt formål med oprettelsen af en eksklusiv økonomisk zone er at skabe mulighed for udnyttelse uden for søterritoriet af energi fra vandet, strømme og vind.
Det materielle indhold af Danmarks beføjelser og pligter som kyststat vil, i det omfang gældende regler ikke direkte kan finde anvendelse, blive reguleret i speciallovgivningen, herunder i forslag til ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.
4. Lovforslagets gennemførelse medfører ingen direkte statsfinansielle, administrative eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Speciallovgivningen om udøvelse af rettigheder og jurisdiktion i de eksklusive økonomiske zoner vil imidlertid kunne medføre sådanne konsekvenser.
Uanset lovforslaget ikke har direkte miljømæssige konsekvenser, skaber det, som anført i bemærkningerne ovenfor, mulighed for øget jurisdiktion på miljøbeskyttelsesområdet.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Høring
Forslaget har været sendt i høring hos
Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen for Mindre Skibe, Rederiforeningen af 1895, Bilfærgernes Rederiforening, Danmarks Fiskeriforening, Fiskernes Forbund, Hotel-, Restaurant- og Fritids-erhvervenes Arbejdsgiverforening, DSB-Rederi A/S, Centralorganisationen af Industriansatte i Danmark, Dansk Navigatørforening, Metal Søfart, Radiotelegrafistforeningen af 1917, Specialarbejderforbundet i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Hanstholm afdeling, SID, Sømændenes Forbund i Danmark, Maskinmestrenes Forening, Dansk Sø- og Restaurationsforening, Restaurations- og Bryggeriforbundet i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Erhvervenes Transportudvalg, Foreningen af Danske Privathavne, Sammenslutningen af Danske Havne, Københavns Havn, Københavns Kommune, Århus Havn, Aalborg Havn, Statshavneadministrationen i Esbjerg, Statshavneadministrationen i Frederikshavn, Danmarks Skibsmæglerforening, Arbejdsministeriet, Boligministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Forskningsministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Skatteministeriet, Socialministeriet, Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Trafikministeriet, Undervisningsministeriet, Økonomiministeriet, Skibs- og Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening, Foreningen af Skibs- og Bådebyggere i Danmark, Søtransportens Brancheforening, Det Norske Veritas, Lloyd's Register of Shipping, ABS Europe Ltd, Bureau Veritas, Germanischer Lloyd, Nippon Kaiji Kyokai, Assurandør-Societetet, Assurandørernes Hus, Rederiet A.P. Møller, Assuranceforeningen SKULD, Kommitteret Jørgen Bredholt, Nivå, Foreningen af Danske Søassurandører, Skibsbevaringsfonden, Sø- og Handelsretten, Advokatfirmaet Gorrisen & Federspiel, Advokatfirmaet Reumert & Partnere, Tilbageholdelsesnævnet (c/o Søfartsstyrelsen), Advokatrådet, Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, Dansk Ornitologisk Forening, Danske Vognmænd, Forbrugerrådet, Friluftsrådet, Kort- og Matrikelstyrelsen, Mærsk Olie & Gas A/S, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Sejlunion, Farvandsvæsenet, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Greenpeace Danmark, Miljøklagenævnet, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Rigsombudsmanden i Grønland, Danmarks Sportsfiskerforbund, Færøernes Landsstyre, Miljøstyrelsen, Energistyrelsen, Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Hjemmestyre, Verdensnaturfonden, Dansk Industri, Entreprenørforeningen, Ingeniørsammenslutningen, Sundhedsstyrelsen, Told- og Skattestyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen, og Søfartsstyrelsen.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Ved bestemmelsen oprettes en eksklusiv økonomisk zone for Danmarks vedkommende med virkning fra lovens ikrafttræden. For Færøerne og Grønland skaber loven i § 5 hjemmel for, at tilsvarende zoner senere kan oprettes ved kgl. anordning. For Danmarks vedkommende er det ønskeligt, at en eksklusiv økonomisk zone oprettes snarest muligt under hensyn til det i forbindelse med Nordsøkonferencen indledte samarbejde om oprettelse af eksklusive økonomiske zoner med henblik på koordination og effektivisering af håndhævelsen af miljøbeskyttelsesregler.
Bestemmelsen om zonernes udstrækning er udformet i overensstemmelse med folkeretlig praksis, som er bekræftet ved FN's Havretskonvention af 1982. Den eksklusive økonomiske zone, der er beliggende uden for og som støder op til søterritoriet, må herefter ikke strække sig ud over 200 sømil fra de basislinier, fra hvilke søterritoriets bredde måles.
Baggrunden for bestemmelsen i stk. 2 er den uafklarede afgrænsningssituation mellem Bornholm og Polen. Det er hensigten indtil videre ikke at oprette en eksklusiv økonomisk zone i farvandet mellem Bornholm og Polen. På grund af den - ligeledes uafklarede - afgrænsningssituation mellem Færøerne og Storbritannien, oprettes der indtil videre ikke en eksklusiv økonomisk zone ved Færøerne, jfr. lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.
Til § 2
Bestemmelsen bygger på det folkeretlige princip, hvorefter afgrænsningen af den eksklusive økonomiske zone mellem stater med kyster, der ligger over for eller grænser op til hinanden, sker ved aftale. Bestemmelsen er relevant for de havområder, hvor der ikke er plads til fuld udstrækning af en eksklusiv økonomisk zone.
For Danmarks vedkommende, hvor der ikke er plads til de fulde 200 sømil, vil de eksisterende aftaler om afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskeriterritoriet være bestemmende for afgrænsningen af de eksklusive økonomiske zoner i forhold til de pågældende stater. Det drejer sig om følgende aftaler
- Overenskomst af 9. juni 1965 med Forbundsrepublikken Tyskland om afgrænsning af den kontinentale sokkel i Nordsøen i kystområdet med tilhørende protokol af samme dato om Østersøen. Ved aftale af 30. november 1967 med Forbundsrepublikken Tyskland om fiskerirettigheder på dansk territorium blev det - inden de to landes etablering af fiskerizoner på indtil 200 sømil - aftalt, at den sydlige grænse for den danske fiskerizone foreløbig er den linie, som blev aftalt i overenskomsten af 9. juni 1965 om afgrænsningen af den kontinentale sokkel i Nordsøen i kystområdet. Der er ikke siden indgået endelig aftale herom.
- Overenskomst af 8. december 1965 med Norge om afgrænsningen af den kontinentale sokkel. (Suppleret af aftaler af 24. april 1968 og af 4. juni 1974 om hhv. ajourføring af tripunkt med Sverige og generel teknisk ajourføring).
- Overenskomst af 28. januar 1971 med Forbundsrepublikken Tyskland om afgrænsning af den kontinentale sokkel i Nordsøen.
- Overenskomst af 25. november 1971 med Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om afgrænsningen af den kontinentale sokkel. (Aftalen trådte i stedet for tidligere overenskomst af 3. marts 1966).
Hvad angår afgrænsningen af Danmarks fiskeriterritorium i de områder, der er omfattet af de ovenciterede kontinentalsokkeloverenskomster, anvendes kontinentalsokkelgrænsen de facto som en fiskerigrænse. For så vidt angår fiskerigrænsen i Nordsøen mod UK er denne baseret på en noteveksling af 13. og 23. december 1976. Som omtalt ovenfor er der med Forbundsrepublikken Tyskland indgået en foreløbig aftale om fiskerigrænsen i det område af Nordsøen, der er omfattet af den dansk-tyske kontinentalsokkeloverenskomst fra 1965.
- Overenskomst af 9. november 1984 med Sverige vedrørende afgrænsning af kontinentalsoklen og fiskerizonerne mellem Danmark og Sverige, jf. hertil Deklarationen af 30. januar 1932 mellem Danmark og Sverige angående grænseforholdene i Sundet med senere ændringer.
- Traktat af 14. september 1988 med Den Tyske Demokratiske Republik om afgrænsningen af kontinentalsoklen og fiskerizonerne. (Forbundsrepublikken Tyskland har succederet i traktaten ved genforeningen med DDR fra og med den 3. oktober 1990).
Hvor sokkel- og fiskerigrænsen endnu ikke er fastlagt, hvilket gælder området mellem Danmark og Polen samt dele af grænselinien mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland, fastholder Danmark, indtil endelig aftale er indgået, midtlinien som afgrænsningslinie.
Bestemmelsen i stk. 2 bemyndiger udenrigsministeren til at udstede bekendtgørelser om afgrænsningen af de eksklusive økonomiske zoner med angivelse af geodætisk datum og koordinater for afgrænsningen. Danmarks eksklusive økonomiske zone som sådan, jfr. bemærkningerne til § 1, oprettes direkte ved loven. For Færøernes og Grønlands vedkommende vil oprettelsen kunne ske ved kgl. anordning med hjemmel i loven.
Til § 3
Bestemmelsen er en rammebestemmelse, der opregner Danmarks rettigheder i de eksklusive økonomiske zoner i henhold til folkeretten, som gengivet i FN's Havretskonvention. Danmarks udnyttelse af disse rettigheder er eller vil blive fastlagt ved selvstændig lovgivning eller administrativ regulering.
De eksklusive økonomiske zoner giver ikke Danmark nye rettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af kontinentalsoklen og fiskeri. Disse rettigheder udøves uændret.
For kontinentalsoklens vedkommende vil det således ikke som følge af lovforslaget blive nødvendigt at ændre den gældende anordning (kgl. anordning nr. 259 af 7. juni 1963 vedrørende udøvelsen af højhedsretten over den kontinentale sokkel) eller gældende lovgivning om udnyttelse af forekomster på kontinentalsoklen, bl.a. lov nr. 259 af 9. juni 1971 om kontinentalsoklen, lov nr. 357 af 6. juni 1991 om råstoffer, lov nr. 294 af 7. juni 1972 om naturgasforsyning, lov nr. 291 af 10. juni 1981 om etablering af og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat, lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg og lov nr. 293 af 10. juni 1981 om anvendelse af Danmarks undergrund. Da kontinentalsoklen i modsætning til den eksklusive økonomiske zone kan udstrækkes ud over 200 sømil, vil gældende regler uændret finde anvendelse såvel på den del af kontinentalsoklen, der ligger inden for den eksklusive økonomiske zone som på den del, der ligger udenfor, og en særskilt lovgivning vil derfor ikke være påkrævet.
Fiskeriterritoriet omfatter det indre territorialfarvand (dvs. området inden for basislinierne, hvor basislinierne ikke er identiske med kystlinien) og søterritoriet (dvs. 3 sømil fra basislinierne). Herudover omfatter fiskeriterritoriet de eksklusive økonomiske zoner, der oprettes (uden for søterritoriet). De gældende regler (lov nr. 597 af 17. december 1976 om Danmarks Riges fiskeriterritorium og lov nr. 306 af 4. juni 1986 om saltvandsfiskeri med senere ændringer og lov nr. 221 af 23. maj 1979 om regulering af fiskeriet med senere ændringer) vil derfor uændret finde anvendelse på såvel den del af fiskeriterritoriet, der er beliggende inden for søterritoriets grænser, som den del, der omfattes af de eksklusive økonomiske zoner, og en særskilt lovgivning vil derfor ikke være påkrævet.
De øvrige rettigheder, som er omtalt i § 3, er ikke omfattet af eksisterende lovgivning. Lovforslaget muliggør udnyttelsen af de beføjelser, der efter folkeretten tilkommer Danmark i de eksklusive økonomiske zoner. Med forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om skibes sikkerhed m.v. og søloven, der fremsættes af miljø- og energiministeren i indeværende folketingssamling, vil en væsentlig del af disse beføjelser blive udnyttet. Forslaget indebærer, at de pågældende love finder anvendelse i den eksklusive økonomiske zone.
Ved lovforslaget om oprettelse af eksklusive økonomiske zoner skabes endvidere grundlag for lovgivning om udnyttelse uden for søterritoriet af energi fra vandet, strømme og vind.
Udøvelsen af rettigheder sker under opfyldelse af Danmarks forpligtelser og med behørigt hensyn til andre staters rettigheder og pligter i overensstemmelse med folkeretten.
Til § 5
Bestemmelsen er en sædvanlig ikrafttrædelsesbestemmelse for Færøernes og Grønlands vedkommende. For Færøernes vedkommende er bestemmelsen tillige resultatet af særlige overvejelser på grund af de igangværende maritime afgrænsningsforhandlinger med UK. Bestemmelsen sikrer, at loven ved kgl. anordning senere efter forelæggelse for det færøske og det grønlandske hjemmestyre kan sættes i kraft for disse dele af Riget samtidig eller hver for sig. Bestemmelsen giver tillige adgang til sådanne afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Ingen
Nr LSF 149
Forslag til Lov om eksklusive økonomiske zoner
Fremsat af udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)
den 17. januar 1996
Vedtaget ved tredjebehandling den 30. april 1996
Lov nr. 411 af 22/05/1996