1995 LSF 141 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LEVNEDSMIDLER M.M. (UDDANNELSE I LEVNEDSMIDDELHYGIEJNE M.M.)

§ 1

I lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m., som ændret senest ved lov nr. 351 af 9. juni 1993, foretages følgende ændringer

1. I § 5 indsættes efter »udbud til salg,»: »formidling af salg,».

2. Efter § 19 indsættes

» § 19 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe beslutning om, at uddannelse i levnedsmiddelhygiejne er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder autoriseret efter § 31 eller godkendt eller registreret efter § 34.

Stk. 2. Uddannelsen etableres efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et certifikat.«

3. § 28, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Det er forbudt i reklamer m.v. eller på emballagen at anføre

1) at et levnedsmiddel ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi,

2) at et levnedsmiddel er anbefalet af læger, eller at indtagelse af det pågældende levnedsmiddel kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer, og

3) billeder af sundhedspersonel og lignende.«

4. I § 28 indsættes efter stk. 3 som stk. 4

»Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om reklame for levnedsmidler til opfyldelse af forpligtelser i henhold til EU-retten.«

5. I § 31 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

»Stk. 5. Efter aftale med sundhedsministeren kan landbrugs- og fiskeriministeren bemyndige Levnedsmiddelstyrelsen til at autorisere, godkende og kontrollere virksomheder i henhold til produktlovgivningen under Landbrugs- og Fiskeriministeriet. Landbrugs- og fiskeriministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om, at afgørelser truffet af Levnedsmiddelstyrelsen kan indbringes for sundhedsministeren.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

6. I § 31, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.

7. I § 37, stk. 3, ændres »ejerskifte« to steder til: »ejer- eller brugerskifte«.

8. § 48 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyr for udstedelse af eksportcertifikater samt for sagsbehandling i forbindelse med administration af visse anmeldelses- og godkendelsesordninger udfærdiget med hjemmel i lovens §§ 14, 16, 36, § 38, stk. 2, og § 39, stk. 1.«

9. § 48 a, stk. 2, 1. pkt., affattes således

»Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af §§ 31, 34 og 37 og af de særlige produktlove om levnedsmidler under landbrugs- og fiskeriministerens forretningsområde og af bestemmelser udstedt i medfør af § 22 skal betale et årligt gebyr til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger i forbindelse med tilsyn og kontrol efter loven.«

10. I § 48 a indsættes som stk. 7

»Stk. 7. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der ønsker en metode godkendt til anvendelse i henhold til § 55, stk. 2, skal betale et gebyr til hel eller delvis dækning af Levnedsmiddelstyrelsens omkostninger i forbindelse med godkendelsen.«

11. I § 49 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at undersøgelser og analyser, som styrelsen foretager inden for lovens område, skal udføres i overensstemmelse med principper for god laboratoriepraksis eller som akkrediteret prøvning. Der kan herunder stilles krav om, at styrelsens laboratorier underkastes kontrol og inspektion af relevante godkendelses- og akkrediteringsmyndigheder.«

§ 1

I lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m., som ændret senest ved lov nr. 351 af 9. juni 1993, foretages følgende ændringer

1. I § 5 indsættes efter »udbud til salg,»: »formidling af salg,».

2. Efter § 19 indsættes

» § 19 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe beslutning om, at uddannelse i levnedsmiddelhygiejne er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder autoriseret efter § 31 eller godkendt eller registreret efter § 34.

Stk. 2. Uddannelsen etableres efter reglerne i lov nr. 430 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedsuddannelser.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et certifikat.«.

3. § 28, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Det er forbudt i reklamer m.v. eller på emballagen at anføre

1) at et levnedsmiddel ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi,

2) at et levnedsmiddel er anbefalet af læger, eller at indtagelse af det pågældende levnedsmiddel kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer, og

3) billeder af sundhedspersonel og lignende.«.

4. Efter stk. 3 indsættes som stk. 4

»Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om reklame for levnedsmidler til opfyldelse af forpligtelser i henhold til EU-retten.«.

5. I § 31 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

»Efter aftale med sundhedsministeren kan landbrugs- og fiskeriministeren bemyndige Levnedsmiddelstyrelsen til at autorisere, godkende og kontrollere virksomheder i henhold til produktlovgivningen under Landbrugs- og Fiskeriministeriet. Landbrugs- og fiskeriministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om, at afgørelser truffet af Levnedsmiddelstyrelsen kan indbringes for sundhedsministeren.«.

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

6. I § 31, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.

7. I § 37, stk. 3, ændres »ejerskifte« to gange til: »ejer- eller brugerskifte«.

8. § 48 a, stk. 1, 2. pkt. affattes således

»Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyr for udstedelse af eksportcertifikater samt for sagsbehandling i forbindelse med administration af visse anmeldelses- og godkendelsesordninger udfærdiget med hjemmel i lovens §§ 14, 16, 36, § 38, stk. 2, og § 39, stk. 1.«.

9. § 48 a, stk. 2, 1. pkt. affattes således

»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af §§ 31, 34 og 37 og af de særlige produktlove om levnedsmidler under landbrugs- og fiskeriministerens forretningsområde og af bestemmelser udstedt i medfør af § 22 skal betale et årligt gebyr til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger i forbindelse med tilsyn og kontrol efter loven.«.

10. I § 48 a indsættes efter stk. 6 som stk. 7

»Stk. 7. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der ønsker en metode godkendt til anvendelse i henhold til § 55, stk. 2, skal betale et gebyr til hel eller delvis dækning af Levnedsmiddelstyrelsens omkostninger i forbindelse med godkendelsen.«.

11. I § 49 indsættes efter stk. 2 som stk. 3

» Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at undersøgelser og analyser, som styrelsen foretager inden for lovens område, skal udføres i overensstemmelse med principper for god laboratoriepraksis eller som akkrediteret prøvning. Der kan herunder stilles krav om, at styrelsens laboratorier underkastes kontrol og inspektion af relevante godkendelses- og akkrediteringsmyndigheder.«.

§ 1

I lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m., som ændret senest ved lov nr. 351 af 9. juni 1993, foretages følgende ændringer

1. I § 5 indsættes efter »udbud til salg,»: »formidling af salg,».

2. Efter § 19 indsættes

» § 19 a. Sundhedsministeren kan fastsætte regler eller træffe beslutning om, at uddannelse i levnedsmiddelhygiejne er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder autoriseret efter § 31 eller godkendt eller registreret efter § 34.

Stk. 2. Uddannelsen etableres efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med et certifikat.«

3. § 28, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Det er forbudt i reklamer m.v. eller på emballagen at anføre

1) at et levnedsmiddel ved hjælp af tilsætningsstoffer har opnået en øget eller særlig næringsværdi,

2) at et levnedsmiddel er anbefalet af læger, eller at indtagelse af det pågældende levnedsmiddel kan forebygge, lindre eller have gavnlig virkning på sygdomme eller sygdomssymptomer, og

3) billeder af sundhedspersonel og lignende.«

4. I § 28 indsættes efter stk. 3 som stk. 4

»Stk. 4. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om reklame for levnedsmidler til opfyldelse af forpligtelser i henhold til EU-retten.«

5. I § 31 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

»Stk. 5. Efter aftale med sundhedsministeren kan landbrugs- og fiskeriministeren bemyndige Levnedsmiddelstyrelsen til at autorisere, godkende og kontrollere virksomheder i henhold til produktlovgivningen under Landbrugs- og Fiskeriministeriet. Landbrugs- og fiskeriministeren fastsætter nærmere regler herom, herunder om, at afgørelser truffet af Levnedsmiddelstyrelsen kan indbringes for sundhedsministeren.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

6. I § 31, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5«.

7. I § 37, stk. 3, ændres »ejerskifte« to steder til: »ejer- eller brugerskifte«.

8. § 48 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Ministeren kan fastsætte regler om opkrævning af gebyr for udstedelse af eksportcertifikater samt for sagsbehandling i forbindelse med administration af visse anmeldelses- og godkendelsesordninger udfærdiget med hjemmel i lovens §§ 14, 16, 36, § 38, stk. 2, og § 39, stk. 1.«

9. § 48 a, stk. 2, 1. pkt., affattes således

»Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder omfattet af §§ 31, 34 og 37 og af de særlige produktlove om levnedsmidler under landbrugs- og fiskeriministerens forretningsområde og af bestemmelser udstedt i medfør af § 22 skal betale et årligt gebyr til hel eller delvis dækning af myndighedernes omkostninger i forbindelse med tilsyn og kontrol efter loven.«

10. I § 48 a indsættes som stk. 7

»Stk. 7. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der ønsker en metode godkendt til anvendelse i henhold til § 55, stk. 2, skal betale et gebyr til hel eller delvis dækning af Levnedsmiddelstyrelsens omkostninger i forbindelse med godkendelsen.«

11. I § 49 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at undersøgelser og analyser, som styrelsen foretager inden for lovens område, skal udføres i overensstemmelse med principper for god laboratoriepraksis eller som akkrediteret prøvning. Der kan herunder stilles krav om, at styrelsens laboratorier underkastes kontrol og inspektion af relevante godkendelses- og akkrediteringsmyndigheder.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Obligatorisk uddannelse i henhold til § 19 a som indsat ved § 1, nr. 2, gælder kun for personer ansat efter denne ikrafttrædelsesdato og for indehavere af virksomheder, der etableres efter denne ikrafttrædelsesdato.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Obligatorisk uddannelse i henhold til § 1, nr. 2, gælder kun for personer ansat efter denne ikrafttrædelsesdato.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Loven er tidligere ændret ved lov nr. 108 af 29. marts 1978, lov nr. 250 af 23. maj 1984, lov nr. 192 af 29. marts 1989, lov nr. 220 af 10. april 1991, lov nr. 1085 af 23. december 1992 og lov nr. 351 af 9. juni 1993.

Lovforslaget indeholder forslag om ændring af levnedsmiddelloven på følgende områder

- Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om en obligatorisk uddannelse i levnedsmiddelhygiejne.

- Levnedsmiddelstyrelsen bemyndiges til at varetage autorisation, godkendelse og kontrol efter produktlovene om levnedsmidler på landbrugs- og fiskeriministerens område.

- Justeringer på gebyrområdet.

- Præciseringer i lovteksten.

Konsekvenser af økonomisk,

herunder erhvervsøkonomisk, administrativ

og miljømæssig art

Forslaget om en uddannelse i levnedsmiddelhygiejne tænkes finansieret og etableret efter reglerne i lov nr. 430 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedsuddannelser under Arbejdsministeriet.

Som følge af voksen- og efteruddannelsesindsatsens styrkelse vil AMU-ordningen blive foreslået ændret, og der forventes at blive frit optag på uddannelserne fra 1. januar 1997. Målgruppen for uddannelserne vil være ufaglærte, personer med erhvervsuddannelse og personer, der kan sidestilles hermed. Målgruppen omfatter såvel beskæftigede som ledige og arbejdsledere, ansatte og selvstændige. Alderskravet vil blive 20 år, men med mulighed for dispensation.

Der ventes ikke væsentlige merudgifter for stat eller kommuner i denne forbindelse fra 1997, hvor udgifterne vil blive lovbundne. Som led i forberedelsen af hygiejneuddannelsen, som iværksættes fra 1. januar 1997 kan der dog blive tale om en mindre udgift i 1996 til udvikling af uddannelser, som ikke pt. er beregnet inden for arbejdsmarkedsuddannelserne. Med denne finansiering vil de berørte virksomheder heller ikke blive væsentligt økonomisk belastet af undervisningskravet. Der er brugerbetaling for udstedelse af certifikater.

Personer, der deltager i en arbejdsmarkedsuddannelse, har ret til økonomisk godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed.

Den økonomiske godtgørelse udbetales af en arbejdsløshedskasse, hvis kursusdeltageren er forsikret i en sådan, eller af arbejdsformidlingen, hvis deltageren ikke er arbejdsløshedsforsikret. Den økonomiske godtgørelse svarer pr. undervisningsuge til højeste ugentlige dagpengebeløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Virksomheder, hvis medarbejdere deltager i en arbejdsmarkedsuddannelse, kan selv afgøre, om de ansatte skal oppebære fuld løn i kursusperioden, eller om medarbejderne udelukkende skal modtage den økonomiske godtgørelse.

I tilfælde, hvor deltageren vederlægges med en økonomisk godtgørelse i forbindelse med kursusdeltagelse, vil godtgørelsen ydet for tab af indtægter eller arbejdsmuligheder være indkomstskattepligtig.

Der vil blive fastsat nærmere regler om deltagerbetaling for kortuddannede, således at disse som hovedregel ikke kommer til at betale for deltagelse.

Forslaget om obligatorisk hygiejneuddannelse forventes at bidrage til et fald i antallet af levnedsmiddelbårne sygdomme.

Forslaget om at give Levnedsmiddelstyrelsen bemyndigelse til at autorisere virksomheder efter de særlige produktlove om levnedsmidler på Landbrugs- og Fiskeriministeriets område er en del af en gensidig ordning, hvorefter de to ministerier på levnedsmiddelområdet i visse tilfælde kan autorisere efter »fremmed lovgivning«. Ordningen er et led i en forenkling og smidiggørelse af det samlede autorisations- og godkendelsessystem på levnedsmiddelområdet. Forslaget vil ikke få væsentlige administrative konsekvenser for de statslige og kommunale myndigheder og medfører ikke merudgifter. Forslaget må forventes at give de berørte erhverv en administrativ lettelse og heraf følgende fald i omkostningerne.

Justeringerne af gebyrordningen betyder, at uligheder i forhold til Landbrugs- og Fiskeriministeriets produktlove fjernes.

Udgifterne til kontrollen med tilsætningsstoffer m.v. på de berørte »produktlovsvirksomheder« er vanskelig at fastslå, men vil antagelig ligge mellem 0,5 - 1,0 mill kr., hvoraf 35% skal betales af kommunerne og 65% af erhvervet. De erhvervsøkonomiske konsekvenser er således en merudgift på 65% af ovennævnte beløb, mens kommunerne, som allerede forestår tilsætningsstofkontrollen, får en merindtægt på 65%.

Gebyrer ved godkendelse af desinfektionsmidler kan forventes at beløbe sig til 20.000 kr. pr. år og gebyr for godkendelse af metoder efter § 55, stk. 2, til 50.000 kr. pr. år. Gebyret dækkes 100% af erhvervet og vil give Levnedsmiddelstyrelsen en årlig merindtægt på 70.000 kr.

Forholdet til EU-retten

EU-retten indeholder et krav om, at virksomheder inden for levnedsmiddelindustrien skal sikre, at personer, som håndterer levnedsmidler, overvåges og instrueres/uddannes i levnedsmiddelhygiejne i rimeligt forhold til det arbejde, de udfører, jf. bilaget til direktiv 93/43/EØF om levnedsmiddelhygiejne, punkt X. Indførelse af obligatorisk uddannelse for ufaglærte nyansatte kan ses som et bidrag til opfyldelse af ovennævnte forpligtelse.

Forslaget om at fjerne den hidtidige mulighed for dispensation fra visse reklameforbud bringer loven i overensstemmelse med EU's mærkningsregler for levnedsmidler, jf. direktiv 79/112/EØF med senere ændringer. Samtidig giver den nye adgang til at fastsætte regler om levnedsmiddelreklame hjemmel til at gennemføre eventuelle kommende EU-direktiver.

De øvrige bestemmelser indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos den høringsberettigede kreds efter levnedsmiddellovens § 11.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Nr. 1

Formålet med ændringen er at præcisere, at virksomheder, der ikke sælger levnedsmidler, men alene formidler et salg (agenturer), skal registreres i medfør af levnedsmiddellovens § 34. Det fastslås herved, at disse virksomheder er omfattet af de almindelige kontrol- og gebyrregler og har pligt til at sikre sig, at de levnedsmidler, som virksomheden formidler salget af, opfylder gældende regler.

Nr. 2.

Formålet med bestemmelsen er at give sundhedsministeren hjemmel til at stille krav om en obligatorisk uddannelse i levnedsmiddelhygiejne for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder autoriseret efter § 31 eller godkendt eller registreret efter § 34.

Uddannelsen tænkes etableret i henhold til lov nr. 430 af 30. juni 1993 om arbejdsmarkedsuddannelser og udviklet og godkendt af de relevante efteruddannelsesudvalg og erhvervsområdeudvalg. For så vidt angår redegørelse for de økonomiske konsekvenser af forslaget henvises til afsnittet »Konsekvenser af økonomisk, herunder erhvervsøkonomisk, administrativ og miljømæssig art«.

I de seneste år er der konstateret en markant stigning i forekomsten af sygdomsfremkaldende bakterier i maden og et fald i danskernes viden om hygiejne. En tilstrækkelig viden om hygiejne hos de personer, der arbejder med produktion af madvarer, er af væsentlig betydning for at sikre, at levnedsmidler har en hygiejnisk tilfredsstillende kvalitet. Desuden vil et øget kendskab til sammenhængen mellem levnedsmidlers hygiejniske kvalitet og udvikling af levnedsmiddelbårne sygdomme kunne bidrage væsentligt til forebyggelse af disse sygdomme.

Det er tanken at stille krav om obligatorisk undervisning i levnedsmiddelhygiejne af personer, der beskæftiger sig med tilvirkning af madvarer på virksomheder, der er autoriserede eller godkendte efter levnedsmiddellovens bestemmelser. Kravet omfatter således ikke virksomheder, der er autoriseret eller godkendt i henhold til Landbrugs- og Fiskeriministeriets produktlovgivning.

Kravet om obligatorisk undervisning skal gælde nyansatte personer, som er fyldt 20 år med et ansættelsesforhold på over 3 måneder, der ikke har en faglig uddannelse inden for levnedsmiddelområdet, og som beskæftiger sig med tilvirkning af madvarer i autoriserede virksomheder, f.eks. salat-, bageri- og frugt- og grøntvirksomheder, samt i godkendte detailforhandlingsvirksomheder, f.eks. restaurationer, grillbarer, kantiner, slagtere, bagere og andre, der tilvirker levnedsmidler.

Det er ligeledes hensigten, at ovennævnte krav skal gælde for nyansatte personer mellem 18-20 år, idet det forventes, at denne aldersgruppe kan få dispensation for AMU-ordningens alderskrav på 20 år.

Kravet skal også gælde for ufaglærte selvstændige i ovennævnte virksomhedstyper, såfremt disse i forbindelse med det forestående forslag til ændring af AMU-ordningen bliver berettiget til økonomisk godtgørelse i undervisningsperioden.

Kravet skal i første omgang ikke gælde selvstændige og ansatte i virksomheder, som f.eks. købmandsforretninger, supermarkeder, grøntforretninger, kiosker, hvis disse forretninger ikke tilvirker levnedsmidler.

Den obligatoriske hygiejneundervisning skal således omfatte personer, der beskæftiger sig med forarbejdning og tilberedning af madvarer i en sådan grad, at det erfaringsmæssigt kan forårsage sundhedsmæssige problemer. D.v.s., at personer, som beskæftiger sig med den egentlige madlavningsproces, er omfattet af ordningen. Derimod er personer, der beskæftiger sig med tilvirkning af levnedsmidler i begrænset omfang, som f.eks. udskæring af brød, ost m.m., betjening af softicemaskiner og opvarmning af næsten serveringsklare produkter, ikke omfattet af ordningen. Ordningen omfatter heller ikke personer, der udelukkende er beskæftiget med servering, opvask, rengøring, kassefunktion, opstilling af varer o.l.

Der vil ikke blive stillet krav om, at selvstændige og personale på virksomheder, der på tilsvarende niveau og for tilsvarende personale selv gennemfører hygiejneundervisning, skal gennemføre den obligatoriske hygiejneuddannelse. Derved undgås unødvendige uddannelsesaktiviteter.

Uddannelsen vil i øvrigt være åben for de personer, som efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser har adgang til uddannelser etableret i henhold til loven.

Der er i dag ca. 95.000 personer, der er beskæftiget i fremstillingsvirksomheder, detailhandel, restaurations- og hotelvirksomhed, kantinevirksomhed og offentlig forplejning under levnedsmiddellovens rammer. Heraf er omkring 57.000 ikke faglærte ansatte, selvstændige og medhjælpende ægtefæller (fordelt som 41.500 ikke faglærte ansatte, 13.500 selvstændige, 2.000 medhjælpende ægtefæller). Det anslås, at omkring 30.000-35.000 af disse personer vil falde ind under de kriterier, som er skitseret ovenfor. Det anslås, at der er en udskiftning i personalet på ca. 10%, hvilket betyder, at der hvert år er omkring 3.500 nyansatte personer, for hvem der vil blive stillet krav om gennemførelse af uddannelse i levnedsmiddelhygiejne.

Det er hensigten at fastsætte bestemmelser om straf, jf. levnedsmiddellovens § 63, stk. 3, hvis uddannelse i levnedsmiddelhygiejne ikke gennemføres.

Nr. 3.

Ændringsforslaget skal ses i lyset af Rådets direktiv nr. 79/112/EØF om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne, hvorefter et levnedsmiddel ikke må tillægges egenskaber til forebyggelse, behandling og helbredelse af menneskelige sygdomme eller give indtryk af sådanne egenskaber. Direktivet åbner ikke mulighed for at tillade sådanne anprisninger, og den hidtidige bestemmelse har også været administreret i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet har påpeget, at foreneligheden af bestemmelsen i levnedsmiddellovens § 28, stk. 3, med grundlovens § 77 kan give anledning til tvivl. Dette skyldes, at grundlovens § 77 anses for at være til hinder for ordninger, hvorefter offentliggørelse af visse ytringer, herunder reklamer, som sådan er formelt forbudt og derfor kun lovlig, for så vidt forbudet gennembrydes af en tilladelse. Denne tvivl fjernes ved, at den hidtidige tilladelses- og dispensationsadgang afskaffes.

Afskaffelsen af tilsvarende bestemmelser er ligeledes sket ved en af de seneste ændringer af lægemiddelloven, hvor der på samme måde var hjemmel til, at Sundhedsstyrelsen, når særlige grunde talte derfor, kunne tillade visse former for reklamering.

Bortset fra denne ændring er § 28, stk. 3, uændret.

Nr. 4

I lovforslaget er medtaget et nyt stk. 4. Indsættelsen af bestemmelsen betyder, at der nu i loven er hjemmel til at implementere et eventuelt kommende EU-anprisningsdirektiv.

Nr. 5

Som et led i forenklingen og smidiggørelsen af det samlede autorisations- og godkendelsessystem på levnedsmiddelområdet får Levnedsmiddelstyrelsen delegeret kompetence til at autorisere, godkende og udøve kontrol med virksomheder i henhold til bestemmelserne i de særlige produktlove om levnedsmidler på Landbrugs- og Fiskeriministeriets område (lov nr. 290 af 29. april 1992 om æg og ægprodukter, lov nr. 342 af 14. maj 1992 om mælk, mælkeprodukter, margarine m.v., lov nr. 343 af 14. maj 1992 om kød og lov om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 4. august 1993).

Herved sikres, at levnedsmiddelforarbejdende virksomheder, hvis produktion i det væsentlige er omfattet af levnedsmiddelloven, kan autoriseres eller godkendes samt kontrolleres af Levnedsmiddelstyrelsen efter reglerne i Landbrugs- og Fiskeriministeriets produktlove. Dette gælder, såfremt virksomheden i tilknytning til eller som led i denne aktivitet inddrager produktion af levnedsmidler, hvortil der kræves autorisation eller godkendelse efter Landbrugs- og Fiskeriministeriets produktlove, og hvis virksomhedens produktionsanlæg udgør en geografisk afgrænset produktionsenhed.

For så vidt angår andre virksomheder, hvis aktiviteter er omfattet af levnedsmiddelloven og af Landbrugs- og Fiskeriministeriets produktlove, kan Levnedsmiddelstyrelsen på virksomhedens anmodning meddele autorisation eller godkendelse og udøve kontrol med virksomhedens indretning og drift både efter denne lov og efter de aktuelle produktlove, hvis virksomhedens produktionsapparat udgør en geografisk afgrænset produktionsenhed. Forinden Levnedsmiddelstyrelsen i disse tilfælde meddeler autorisation eller godkendelse efter produktlovgivningen, indhentes en udtalelse fra Veterinærdirektoratet. Det er forudsat, at virksomhedens anmodning imødekommes, medmindre væsentlige hensyn i det konkrete tilfælde taler herimod. I de tilfælde, hvor autorisation eller godkendelse er meddelt af Levnedsmiddelstyrelsen, varetager denne opgaverne i medfør af produktlovene i relation til autorisation eller godkendelse og kontrol med indretning og drift og klagesagsbehandling i forbindelse hermed, samt opkrævning af gebyrer.

Tilsvarende retningslinier vil blive anvendt for autorisation eller godkendelse af engrosvirksomheder samt tilsynet hermed.

Afgørelser truffet i henhold til § 31, stk. 5, kan påklages til sundhedsministeren efter levnedsmiddellovens almindelige klageregler.

For at sikre en ensartet praksis vil Landbrugs- og Fiskeriministeriet skulle høres, forinden der træffes afgørelser i klagesager af principiel karakter.

Denne ordning vil overflødiggøre, at virksomheder skal autoriseres eller godkendes af flere levnedsmiddelmyndigheder og vil dermed give de berørte virksomheder en administrativ lettelse og heraf følgende fald i omkostningerne.

Det er ikke hensigten, at traditionelle produktlovsvirksomheder, som f.eks. slagterier, mejerier, margarinefabrikker og ægproduktvirksomheder skal berøres af den nye ordning.

Ordningen omfatter desuden ikke virksomheder, der producerer efter kødloven, og som er autoriseret til eksport til lande uden for Den Europæiske Union.

Levnedsmiddelstyrelsen kan helt eller delvist videredelegere sin kompetence til levnedsmiddelkontrolenhederne.

Af hensyn til den retlige klarhed vil de nærmere regler for delegationen, jf. ovennævnte bemærkninger, herunder bestemmelser om rekurs, blive fastsat ved bekendtgørelse. Det forudsættes, at bekendtgørelsen træder i kraft samtidig med denne lov.

Nr. 6

Konsekvensrettelse.

Nr. 7

Hensigten med ændringen af bestemmelsen er at udvide hjemlen i § 37, stk. 3, til også at kunne finde anvendelse på brugerskifte i en virksomhed. Der tænkes her på tilfælde, hvor der ikke er sket et egentligt salg af en virksomhed, men alene en bortforpagtning eller lignende. De lokale levnedsmiddelmyndigheder har stort behov for at vide, hvem der driver virksomheden, og hvem evt. henvendelser, afgørelser m.v. skal rettes til. Der gøres opmærksom på, at hvis der i forbindelse med et ejer- eller brugerskifte sker væsentlige ændringer i virksomhedens indretning, produktion eller vareudvalg, skal der allerede af den grund rettes henvendelse til levnedsmiddelkontrolenheden, idet der i disse tilfælde skal ske en fornyet godkendelse af virksomheden.

Nr. 8

Ved ændringen af bestemmelsen udvides hjemlen i § 48 a, stk. 1, 2. pkt. til også at kunne finde anvendelse på opkrævning af gebyrer i forbindelse med bl.a. godkendelse af desinfektionsmidler til brug i detailforhandlingsvirksomheder. Formålet med ændringen er at tilpasse Sundhedsministeriets gebyrordning til Landbrugs- og Fiskeriministeriets gebyrordning, så eksisterende uligheder i behandlingen af virksomhederne på dette område fjernes.

Nr. 9

Bestemmelser om brug af, tilsyn og kontrol med tilsætningsstoffer m.m. i levnedsmidler er fastsat i medfør af levnedsmiddelloven. Kontrolkompetencen er tillagt kommunalbestyrelsen (levnedsmiddelkontrolenheden).

Dette gælder også for levnedsmidler, som fremstilles på virksomheder, som er autoriseret eller godkendt efter Landbrugs- og Fiskeriministeriets produktlove. Af praktiske grunde er det aftalt, at de produktlovsmyndigheder, der almindeligvis fører tilsyn på produktlovsvirksomheder, skal varetage kontrollen med, hvilke tilsætningsstoffer der anvendes, og om de anvendes i de rette mængder.

Såfremt produktlovsmyndigheden finder, at disse regler ikke overholdes, skal der rettes henvendelse til levnedsmiddelkontrolenheden med henblik på at aftale, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Det er således kommunalbestyrelsen (levnedsmiddelkontrolenheden), der træffer afgørelser i sager vedrørende tilsætningsstoffer, herunder afgiver de nødvendige påbud eller forbud, foretager laboratorieanalyser m.v.

Sundhedsministeriets nuværende hjemmel til at fastsætte regler for virksomhedernes betaling af et gebyr omfatter imidlertid kun virksomheder, som er autoriseret, godkendt eller registreret efter levnedsmiddelloven.

Formålet med ændringen er at give sundhedsministeren hjemmel til at opkræve et gebyr for levnedsmiddelkontrolenhedernes sagsbehandling, analyser m.v. for kontrollen med tilsætningsstoffer m.m. på levnedsmiddelvirksomheder, som ikke er autoriseret, godkendt eller registreret efter levnedsmiddelloven. Den praktiske kontrol udøves fortsat i overensstemmelse med principperne i samvirkecirkulæret af februar 1983.

Herved sker der en ligestilling af virksomheder autoriseret efter levnedsmiddelloven og efter Landbrugs- og Fiskeriministeriets produktlove.

Nr. 10

Der er i de senere år opstået et behov for at anvende hurtigmetoder (det vil sige metoder til at analysere levnedsmidler for bakterieforekomst) til brug for den offentlige levnedsmiddelkontrol. En del virksomheder har allerede udviklet sådanne metoder og ønsker derfor metoden foreskrevet til brug for den offentlige levnedsmiddelkontrol i henhold til § 55, stk. 2. Levnedsmiddelstyrelsen kan allerede nu vurdere, hvorvidt disse hurtigmetoder er anvendelige til formålet og dermed kan optages i reglerne for mikrobiologiske undersøgelser af levnedsmidler (Levnedsmiddelstyrelsens cirkulære nr. 159 af 22. august 1994). Formålet med den nye bestemmelse er at skabe hjemmel til at opkræve et gebyr til dækning af omkostningerne ved godkendelsen. Derved bringes reglerne i overensstemmelse med Landbrugs- og Fiskeriministeriets gebyrregler på området, og en ulige behandling af virksomhederne på de to områder undgås.

Nr. 11

I medfør af lov nr. 394 af 13. juni 1990 om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 84 af 22. februar 1993 er der alene hjemmel til, at der kan fastsættes regler om akkreditering af virksomheder, laboratorier og andre organisationer til teknisk prøvning, inspektion og certificering. Meddelelse af godkendelse for overholdelse af principper for god hygiejnepraksis, senest specificeret i bilag 2 til OECD-rådets beslutning af 12. maj 1981 om gensidig godkendelse af data med henblik på vurdering af kemiske produkter (GLP-principperne) kræver derfor særlig lovhjemmel.

Det er en nødvendig forudsætning for, at Levnedsmiddelstyrelsens undersøgelser og analyser fortsat kan have international accept, at styrelsen kan dokumentere, at man lever op til moderne kvalitetskrav. I denne henseende er det nødvendigt, at styrelsen har mulighed for at være underlagt godkendelsessystemer, som f.eks. godkendelsen for overholdelse af GLP-principperne.

Den foreslåede bestemmelse skaber lovgrundlaget for, at styrelsens laboratorier kan meddeles en sådan godkendelse. Godkendelse foretages af DANAK, som er den sædvanlige akkrediterings- og godkendelsesmyndighed.

Efter 2. behandling den 23. april 1996

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Obligatorisk uddannelse i henhold til § 19 a som indsat ved § 1, nr. 2, gælder kun for personer ansat efter denne ikrafttrædelsesdato og for indehavere af virksomheder, der etableres efter denne ikrafttrædelsesdato.

Ingen

Nr LSF 141

Forslag til Lov om ændring af lov om levnedsmidler m.m. (Uddannelse i levnedsmiddelhygiejne m.m.)

Fremsat af sundhedsministeren (Yvonne Herløv Andersen)

den 9. januar 1996

Vedtaget ved tredjebehandling den 2. maj 1996

Lov nr. 407 af 22/05/1996