Legislator Case Law & Legislation
199512K00125 DK

1995 LSF 125 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM GIROBANK A/S

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Lovforslag som fremsat 1995 125 Valid

Lov nr. 322 af 31. maj 1991 om GiroBank A/S ophæves. Tidspunktet for

lovens ophævelse fastsættes af trafikministeren.

Oprindeligt fremsat forslag

Lov nr. 322 af 31. maj 1991 om GiroBank A/S ophæves. Tidspunktet for lovens ophævelse fastsættes af Trafikministeren.

Bemærkninger til lovforslaget

Regeringen har indgået aftale med Venstre og Det Konservative Folkeparti om ophævelse af lov om GiroBank A/S samt ændring af lov om Post Danmark. Aftalen har til formål at muliggøre en fusion mellem GiroBank A/S og Sparekassen Bikuben A/S samt, at Post Danmark kan indgå en eneforhandlingsaftale med det nye pengeinstitut om benyttelse af posthusnettet til udførelse af finansielle serviceydelser.

Aftalen er vedlagt som bilag til det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om Post Danmark.

Af aftalen fremgår det, at regeringen tillige er enig med Socialistisk Folkeparti om at gennemføre de i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om Post Danmark beskrevne ændringer, med henblik på, at virksomheden kan indgå en eneforhandlingsaftale med det nye pengeinstitut.

SF har derimod ikke del i aftalen om, at lov om GiroBank A/S ophæves og det dermed tilknyttede salg af statens aktier.

Dette lovforslag skal ses som et led i udmøntningen af aftalen mellem regeringen og de nævnte partier.

En anden del af udmøntningen består i, at trafikministeren fremlægger det nævnte lovforslag om ændring af lov om Post Danmark, hvori bl.a. principperne vedrørende Post Danmarks indgåelse af en eneforhandlingsaftale med et pengeinstitut om benyttelsen af Post Danmarks posthusnet til udførelse af finansielle serviceydelser fastlægges.

GiroBank A/S blev etableret i henhold til lov om GiroBank A/S af 31. maj 1991, som senere ændret ved lov nr. 473 af 30. juni 1993. Parterne er enige om, at GiroBank A/S kan fusionere med Sparekassen Bikuben A/S. Trafikministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for lovens ophævelse. Tidspunktet fastsættes, når der på generalforsamlingen i Sparekassen Bikuben A/S er stemt ja for fusionen med GiroBank A/S og under iagttagelse af de nedenfor beskrevne forhold til EU-retten. Generalforsamlingen forventes afholdt den 14. december 1995.

Generalforsamlingen i GiroBank A/S, hvor der skal tages stilling til fusionen og dermed ophævelsen af selskabet, kan først finde sted efter Folketingets godkendelse af dette lovforslag samt det samtidigt fremsatte forslag til Lov om ændring af lov om Post Danmark.

En fusion mellem GiroBank A/S og Sparekassen Bikuben A/S forudsætter en ophævelse af lov om GiroBank A/S. Fusionen gennemføres som en skattepligtig fusion. Bikuben videreføres som det fortsættende selskab. GiroBank opløses herved.

Ved opløsningen af GiroBank A/S tilsigtes der ikke noget indgreb i de tidligere tjenestemænds bestående rettigheder. Den fusionerede bank vil overtage GiroBank A/S' eksisterende overenskomstmæssige forpligtigelser med hensyn til betaling af rådighedsløn/ventepenge til tidligere tjenestemænd i Postgiro, der overgik til overenskomstansættelse i GiroBank A/S, i overensstemmelse med det tilbud, der er omtalt i bemærkningerne til § 7 i lov om GiroBank A/S. De pågældende medarbejdere bevarer ret til pension efter tjenestemandspensionsloven og kan fortsætte pensionsoptjeningen efter denne lov med hjemmel i tekstanmærkning på finanslovens § 36, Pensionsvæsenet.

Ved ophævelse af Lov om GiroBank A/S ombytter staten sin nuværende aktiebeholdning i GiroBank A/S til aktier i fusionsbanken. Staten afhænder i den forbindelse sine aktier i fusionsbanken.

Trafikministeren har via et aktstykke anmodet Folketingets Finansudvalg om tilslutning til at ombytte statens aktiebeholdning i GiroBank A/S, 49 % af aktiekapitalen på 500 mio. kr., til en aktiebeholdning i den fusionerede bank, samt anmodet om tilslutning til, at den ombyttede aktiebeholdning afhændes. Aktstykket til Finansudvalget indeholder nærmere oplysninger om vilkårene for afhændelsen af statens aktier.

Finansministeren vil tillige fremsætte et aktstykke til Finansudvalget vedrørende indgåelse af aftale med GiroBank A/S om Statens fortsatte tjenestemandspensionsdækning af medarbejdere, som er ansatte på tjenestemandslignende vilkår i den fusionerede bank. Den fusionerede bank godtgør staten bankens del af udgifterne til disse pensioner. Pensionsbidraget fastlægges i den nævnte aftale. I aftalen fastsættes det, at fusionsbanken over for staten har forpligtet sig til at betale rådighedsløn til personer, der afskediges på grund af arbejdsmangel eller lignende, ligesom selskabet til staten indbetaler pensionsbidrag af rådighedslønnen.

A. Forhold til EU-retten

Det at der gives en offentlig virksomhed adgang til at indgå en aftale med et enkelt pengeinstitut, der indebærer, at det pågældende pengeinstitut, mod betaling, opnår eneret på benyttelsen af posthusnettet til udførelse af finansielle serviceydelser, kan indebære, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt aftalen og de lovforslag, der skal muliggøre indgåelsen af aftalen, indeholder statstøtteelementer efter EU-rettens bestemmelser herom.

Det er opfattelsen, at lovforslaget og det foreliggende aftalegrundlag ikke indeholder sådanne statstøtteelementer, men for at imødegå, at der rejses tvivl herom, notificeres i medfør af EU's statstøtteregler, jf. EF-traktatens artikel 93, stk. 3, følgende

- Udkast til lov om ophævelse af lov om GiroBank A/S og lov om ændring af lov om Post Danmark.

- Udkast til samarbejdsaftale mellem Post Danmark og GiroBank A/S/ Sparekassen Bikuben A/S om anvendelse af posthusnettet.

Endvidere kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt den påtænkte aftale, der har karakter af en eneforhandlingsaftale, kan medføre en overtrædelse af EF-traktatens konkurrencebestemmelser, jf. Traktatens artikel 85 og 86. Trafikministeriet vil derfor tage kontakt til Europa-Kommissionens generaldirektorat for konkurrence, DG 4, med henblik på prækonsultation vedrørende den pågældende aftale.

Da lovforslaget notificeres for Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 93, stk. 3, skal Kommissionens godkendelse foreligge, før det notificerede lovforslag kan sættes i kraft.

Trafikministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, idet loven ikke kan træde i kraft, før Kommissionens godkendelse af det notificerede lovforslag foreligger.

B. Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende: Erhvervsministeriet, herunder Finanstilsynet og Konkurrencesekretariatet, Skatteministeriet, Justitsministeriet, Arbejdsministeriet, Statsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Økonomiministeriet, Udenrigsministeriet, Socialministeriet, Posttilsynet, Post Danmark, GiroBank A/S og Sparekassen Bikuben A/S.

C. Økonomiske og administrative konsekvenser

Som led i den planlagte fusion mellem GiroBank A/S og Sparekassen Bikuben A/S har Trafikministeren anmodet Finansudvalget om tilslutning til

1) at ombytte statens nuværende beholdning af aktier i GiroBank A/S til aktier i den fusionerede bank, benævnt Bikuben GiroBank A/S, i forholdet 1 : 1, og i forbindelse hermed at oppebære et kontant vederlag på 115 kr. pr. aktie a 100 kr.

2) at afhænde de erhvervede aktier til Bikuben GiroBank A/S.

Statens samlede indtægt fra det kontante vederlag og fra aktiesalget fremgår af aktstykket, som er mærket »Fortroligt - Bør ej offentliggøres«. Indtægten, med fradrag af de påløbne omkostninger, overføres til finanslovens generelle reserver.

D. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslagets vedtagelse har ingen miljømæssige virkninger.

E. Erhvervsmæssige konsekvenser

Der henvises til det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om Post Danmark.

Lovforslag som fremsat 1995 125 Valid

Nr LSF 125

Forslag til Lov om ophævelse af lov om GiroBank A/S

Fremsat af trafikministeren (Jan Trøjborg)

den 6. december 1995

Vedtaget ved tredjebehandling den 15. december 1995

Lov nr. 1124 af 20/12/1995

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →