1995 LSF 120 FORSLAG TIL LOV OM SKIFTE AF DØDSBOER
Table of Provisions (422)
Statutory Text (422 Articles)
BILAG 1
Lovbekendtgørelse 1986-10-23 nr. 725 om skifte af dødsbo og fællesbo m.v. som ændret ved L 1990-06-13 nr. 396
1. afsnit
Om dødsfaldets anmeldelse og om de almindelige betingelser for skifterettens overtagelse af dødsboers behandling
I
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Denne lov gælder for skifte af dødsboer og for skifte af en efterlevende ægtefælles del af fællesboet, herunder skifte af uskiftet bo, mens den efterlevende ægtefælle er i live.
§ 1. Denne lov gælder for skifte af dødsboer og for skifte af en efterlevende ægtefælles del af fællesboet, herunder skifte af uskiftet bo, mens den efterlevende ægtefælle er i live.
§ 1. Når nogen afgår ved døden, skal derom uopholdelig gøres anmeldelse til stedets skifteret, som på forlangende og uden betaling meddeler attest om anmeldelsen. Ligets begravelse må ikke finde sted, forinden sådan attest er forevist.
Stk. 2. Anmeldelsespligten påhviler den afdødes ægtefælle, hvor sådan gives og er nærværende; i andet fald de tilstedeværende myndige arvinger og, hvor sådanne ikke findes, den, hos hvem den afdøde har været til huse, eller de myndige medlemmer af samme husstand.
Kapitel 2
Kompetenceregler
Kapitel 2
Kompetenceregler
§ 2. Et dødsbo behandles i den retskreds, hvor afdøde havde hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235 og 236. Skifte af uskiftet bo, mens en efterlevende ægtefælle er i live, sker ved den efterlevendes hjemting.
Stk. 2. Havde afdøde ikke hjemting her i landet, kan justitsministeren henvise boet eller en del af dette til en dansk skifteret, såfremt
1) afdøde havde dansk indfødsret eller anden særlig tilknytning til Danmark og efterlader sig aktiver, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet, eller
2) afdøde efterlader sig aktiver i Danmark, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet.
Stk. 3. Skifteretten i den retskreds, hvor boet skal behandles, kan ved kendelse henvise boet til behandling i en anden retskreds, såfremt det findes væsentlig mere hensigtsmæssigt, at behandlingen foregår der.
§ 2. Et dødsbo behandles i den retskreds, hvor afdøde havde hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235 og 236. Skifte af uskiftet bo, mens en efterlevende ægtefælle er i live, sker ved den efterlevendes hjemting.
Stk. 2. Havde afdøde ikke hjemting her i landet, kan justitsministeren henvise boet eller en del af dette til en dansk skifteret, såfremt
1) afdøde havde dansk indfødsret eller anden særlig tilknytning til Danmark og efterlader sig aktiver, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet, eller
2) afdøde efterlader sig aktiver i Danmark, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet.
Stk. 3. Skifteretten i den retskreds, hvor boet skal behandles, kan ved kendelse henvise boet til behandling i en anden retskreds, såfremt det findes væsentligt mere hensigtsmæssigt, at behandlingen foregår der.
§ 2. Forsømmelse af den i foregående paragraf foreskrevne anmeldelse belægges under en offentlig politisag med en bøde til statskassen af 20-200 kroner.
Kapitel 3
Anmeldelse af dødsfald til skifteretten
Kapitel 3
Anmeldelse af dødsfald til skifteretten
Kapitel 3 indeholder regler om anmeldelse af dødsfald til skifteretten.
Ved lovforslaget tilsigtes ingen ændringer i forhold til den gældende retstilstand. Det bemærkes herved, at det ved skifteloven forudsatte system er ændret, og at de gældende regler om anmeldelse af dødsfald følger af lov nr. 225 af 31. maj 1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald, der pålægger afdødes nærmeste pårørende at anmelde dødsfaldet over for begravelsesmyndigheden, der fører folkekirkens ministerialbøger og fungerer som datakilde til det centrale personregister. Ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 562 af 15. november 1977 og ved Kirkeministeriets cirkulære nr. 241 af 1. december 1977 er der fastsat nærmere regler om anmeldelsen over for begravelsesmyndigheden. Anmeldelse skal ske senest to hverdage efter dødsfaldet, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 572 af 22. november 1977 og Kirkeministeriets førnævnte cirkulære indeholder endvidere særlige regler for de sønderjyske landsdele, hvor dødsfaldet af begravelsesmyndigheden skal videreanmeldes til personregisterføreren i den kommune, hvor afdøde havde bopæl.
Dødsanmeldelsen skal afgives på en særlig blanket, der vedrører anmeldelse af dødsfald og anmodning om begravelse eller ligbrænding. Efter § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 562 af 15. november 1977 skal der med dødsanmeldelsen følge en dødsattest og så vidt muligt dåbs- eller navneattest og vielsesattest samt efter omstændighederne tillige andre dokumenter såsom adoptionsbevilling, skilsmissebevilling, separationsbevilling eller testamente.
Snarest muligt efter at have modtaget dødsattesten skal begravelsesmyndigheden i medfør af afsnit II 6 i Kirkeministeriets cirkulære nr. 241 af 1. december 1977 videreanmelde dødsanmeldelsen til skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde bopæl, eller hvis afdøde ikke havde bopæl her i landet til skifteretten i den retskreds, hvor dødsfaldet har fundet sted.
Lovforslagets kapitel 3 om anmeldelse af dødsfald ændrer ikke ved disse bestemmelser.
Til § 4
Bestemmelsen i stk. 1 angiver pligten for begravelsesmyndigheden eller anden dansk myndighed til at videreanmelde dødsfaldet til skifteretten. Bestemmelsen er en videreførelse af de hidtil gældende principper.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal skifteretten straks indføre meddelelsen om dødsfaldet i skiftesaglisten, hvilket også sker i dag, jf. herved vejledning nr. 235 af 13. november 1979 om skiftesaglisten, pkt. 11. Skal boet ikke behandles i den retskreds, hvortil anmeldelsen indgår, skal dødsfaldet videreanmeldes til rette skifteret. Var afdøde processuel udlænding, videreanmeldes dødsfaldet til Justitsministeriet, jf. cirk. nr. 171 af 3. december 1931 og cirk. nr. 31 af 10. marts 1955, medmindre afdøde var omfattet af den nordiske dødsbokonvention, i hvilke tilfælde dødsfaldet videreanmeldes til de i cirk. nr. 2 af 7. januar 1971 angivne nordiske myndigheder.
Til kapitel 4
Kendelse om dødsfald
Indledning af et dødsboskifte forudsætter, at der foreligger et dødsfald. Almindeligvis opnås bevis for et dødsfald ved, at der i medfør af lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn samt bekendtgørelserne nr. 45 og 46 af 7. februar 1977 fremlægges en dødsattest udstedt af en læge på grundlag af et ligsyn. Hvor dette ikke er muligt på grund af en persons forsvinden, vil der efter omstændighederne kunne afsiges dødsformodningsdom efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 587 af 1. september 1987 af lov om borteblevne.
I tilslutning til reglerne om afsigelse af dødsformodningsdom, har der gennem retspraksis udviklet sig en adgang for skifteretterne til at afsige kendelse om, at en person må anses for død. I lighed med dødsformodningsdom efter lov om borteblevne forudsætter sådan kendelse om dødsfald, at den pågældende person er forsvundet, således at der ikke kan udstedes dødsattest.
Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets anbefaling af, at denne praksis lovfæstes. Afdødes pårørende gives herved en væsentlig gunstigere retsstilling end den, der følger af reglerne om dødsformodningsdom i lov om borteblevne.
Til § 5
Bestemmelsens stk. 1 bestemmer, at skifteretten ved kendelse skal kunne fastslå, at en person skal anses for død. Kendelse herom er efter forslaget betinget af, at der fremsættes en anmodning, og at det kan anses som sikkert, at den pågældende er afgået ved døden. Endvidere forudsætter en sådan kendelse om dødsfald, at dødsattest ikke kan udstedes.
Bestemmelsens anvendelsesområde begrænses til de tilfælde, hvor der er praktisk vished for, at en person er afgået ved døden. Kan det ikke anses for sikkert, at en person er død, må man falde tilbage på reglerne i lov om borteblevne.
Sikkerhed for død vil almindeligvis kunne statueres ved skibskatastrofer under omstændigheder som f.eks. ved »Estonia's« og »Hans Hedtoft's« forlis, hvor et skib forliser i et iskoldt hav, eller såfremt et skib eller fly totalt udbrænder, uden at der er efterladt nødvendige kendetegn til identifikation af de ombordværende, eller efter omstændighederne såfremt en person ifølge vidneudsagn er faldet over bord om vinteren i rum sø og ikke har kunnet findes.
I modsætning til dødsformodningsdomme i medfør af lov om borteblevne forudsætter kendelse om dødsfald ikke forudgående offentlig indkaldelse. En sådan indkaldelse er unødvendig, henset til de omstændigheder, der forudsættes at foreligge, for at kendelse kan afsiges.
Kendelse om dødsfald kan alene afsiges efter en anmodning, der vil kunne fremsættes af enhver, som har retlig interesse i afgørelsen om dødsfaldet.
Såvel en kendelse om, at en person skal anses for død, som en kendelse, der afviser at fastslå dødsfaldet, kan ved kære indbringes for højere ret efter de almindelige regler. Retlig interesse vil i særdeleshed kunne være til stede hos ægtefælle, arvinger, legatarer, kreditorer eller et forsikringsselskab, for hvem det efter afsigelse af en dødsfaldskendelse kan komme på tale at skulle udbetale en livsforsikringssum.
Afsiger skifteretten kendelse om dødsfald, er retsvirkningen heraf, at den pågældende person skal anses for død i enhver henseende. Forsikringsselskaber, pensionskasser m.fl. vil således umiddelbart blive forpligtet efter afgørelsen. Ligeledes vil en eventuel efterlevende ægtefælle kunne indgå nyt ægteskab. Retsvirkningerne af en kendelse om dødsfald vil således svare til, hvad der gælder ved dødsformodningsdomme i medfør af lov om borteblevne.
Stk. 2 fastslår, at kendelsen skal indeholde en angivelse af tidspunktet for dødens indtræden. Kan et sandsynligt dødstidspunkt fastsættes, anvendes dette. Kan et sådant tidspunkt ikke fastsættes, angives det tidligste tidspunkt, hvor personen efter det oplyste var død, f.eks. det tidspunkt, hvor vidner har iagttaget og identificeret et lig.
Bestemmelsen svarer til § 5 i betænkningens lovudkast.
Til § 6
Bestemmelsen fastlægger retsstillingen i den yderst usandsynlige situation, at en person, der er afsagt dødsfaldskendelse over, alligevel skulle vise sig at være i live.
Skulle en sådan situation opstå, finder reglerne i kapitlerne 4 og 6 i lov om borteblevne anvendelse. Dette indebærer, at der i relation til tilbagesøgningsreglerne må sondres mellem, om den borteblevne er arvelader eller arving. Arveladeres retsstilling reguleres ved borteblevnelovens kapitel 4, medens retsstillingen for borteblevne og forbigåede arvinger foreslås reguleret ved borteblevnelovens kapitel 6 og § 104 i nærværende lovforslag.
En arvelader, der er afsagt dødsfaldskendelse over, vil herefter som udgangspunkt i medfør af borteblevnelovens § 18 i indtil 10 år fra det i § 5, stk. 2, fastsatte tidspunkt for dødens indtræden kunne kræve sine ejendele tilbage fra dem, der har fået dem udlagt som arv m.v. Tilbagesøgningsreglerne ved dødsfaldskendelse svarer således i denne henseende til de regler, der gælder ved tilbagesøgning af ejendele, når der er afsagt dødsformodningsdom efter borteblevnelovens kapitel 2.
For forbigåede arvinger foreslås imidlertid tilbagesøgningsreglerne i denne lov gennem henvisningsreglerne i borteblevnelovens kapitel 6 at skulle gælde. Forslaget herom er nyt i forhold til betænkningen, men er medtaget for at imødegå den lovkonfliktsituation, der ellers ville kunne opstå mellem borteblevnelovens tilbagesøgningsregler og dette lovforslags tilbagesøgningsregler i § 104. Efter forslaget til nyaffattelse af borteblevnelovens § 25, stk. 2, indebærer dette bl.a., at nærværende lovforslags § 104 skal finde anvendelse ved tilbagesøgning af arv for forbigåede arvinger. Efter § 104 skal arvinger, kreditorer og legatarer om nødvendigt fralægge sig den berigelse, de har opnået ved boets deling. Der henvises herved til den pågældende bestemmelse samt til forslaget til ændring af lov om borteblevne § 25, stk. 2, jf. herved § 10 i forslaget til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love (konsekvensændringer som følge af lov om skifte af dødsboer).
Henvisningen til kapitel 4 i borteblevneloven indebærer endvidere bl.a., at i fald den tilbageblevne ægtefælle efter kendelsens afsigelse indgår nyt ægteskab, betragtes den pågældendes tidligere ægteskab med den, der er afsagt dødsfaldskendelse over, definitivt for ophørt.
Der henvises i øvrigt til kapitel 4 og kapitel 6 i lov om borteblevne.
Til kapitel 5
Indkaldelse til møde i skifteretten
Lovforslagets § 7 er i overensstemmelse med den tilsvarende bestemmelse i betænkningens lovudkast. Bestemmelsen opretholder med en række præciseringer den praksis om afholdelse af det såkaldte førstegangsmøde, der på grundlag af de gældende regler i skiftelovens kapitel 1 og retsplejelovens § 14, stk. 3, om vejledningspligt og retshjælp, har udviklet sig ved skifteretterne.
Til § 7
Efter bestemmelsen i stk. 1 indkaldes afdødes pårørende snarest muligt til et møde i skifteretten, hvor der så vidt muligt skal tages stilling til boets behandlingsmåde. Er det muligt på rent skriftligt grundlag at tage stilling til boets behandlingsmåde, kan afholdelse af møde undlades, jf. herved stk. 1, 2. pkt. En sådan fremgangsmåde vil navnlig kunne være praktisk i sager, hvor arvingerne bor langt væk, eller hvor arvingerne straks efter dødsfaldet har rettet henvendelse til en advokat eller anden sagkyndig.
Skifteretten kan ligeledes lade førstegangsmødet bortfalde og i stedet straks i medfør af forslagets § 36 udlevere boet til behandling ved bobestyrer, såfremt det straks efter dødsfaldets anmeldelse står klart, at boet skal behandles ved bobestyrer.
Har den afdøde oprettet testamente, og findes der i dette bestemmelser om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet, må skifteretten således om nødvendigt rette henvendelse til den pågældende.
Er det ikke muligt for skifteretten inden rimelig tid efter modtagelsen af dødsanmeldelsen at få oplyst, hvem der kan indkaldes til førstegangsmødet, udleverer skifteretten boet til behandling ved bobestyrer efter bestemmelsen i lovforslagets § 36, nr. 7.
Inden beslutning om boets berigtigelsesmåde har kunnet træffes, vil der efter omstændighederne kunne opstå behov for en hurtig stillingtagen til bestemte forhold vedrørende boet. Dette vil i praksis kunne være tilfældet, hvor der i boet findes en igangværende virksomhed, som skal videreføres. Kan afgørelse om, hvorledes boet skal behandles i sådanne tilfælde ikke træffes hurtigt, vil skifteretten i stedet kunne beskikke en midlertidig bobestyrer efter forslagets § 12, hvorefter den midlertidige bobestyrer kan varetage boets interesser, indtil der tages stilling til, hvorledes boet skal behandles.
Bliver skifteretten allerede under overvejelserne om, hvorledes boet skal berigtiges bekendt med, at boet klart må antages at være insolvent, vil skifteretten efter omstændighederne kunne træffe bestemmelse om insolvensbehandling på det foreliggende grundlag og udpege en bobestyrer, jf. nærmere herom bemærkningerne til lovforslagets § 69.
Forskrifterne i bestemmelsens stk. 2 om, at skifteretten skal indhente de fornødne oplysninger om arvinger og legatarer fra Centralregisteret for Testamenter, svarer til gældende ret. Indholdet af et testamente kan være af betydning for afgørelser af, til hvem boudlæg efter kapitel 12 skal ske. Selv om boet efter det oplyste er insolvent, kan bestemmelser i afdødes testamente om forældremyndighed, begravelsesmåde eller om tilbagetrædelse fra kreditorer være af betydning.
Oplysninger om arvinger kan bl.a. fremskaffes via cpr-registret. Registeret indeholder oplysninger om moderskab og faderskab til børn født fra og med den 1. januar 1968 og kan indeholde sådanne oplysninger om børn født før dette tidspunkt. Spørgsmålet om udnyttelse af disse oplysninger, der med tiden vil få øget praktisk betydning for en sikker fastlæggelse af de legale arveforhold, har sammenhæng med, om der skal indføres en adgang for potentielle arvinger til at få deres cpr.nr. indført i tilknytning til den potentielle arveladers i cpr-registeret. Der henvises hermed til betænkningens s. 32-33 og 143. Oplysningerne fra Det centrale Personregister (CPR) kan af skifteretten enten indhentes via folkeregisteret i afdødes seneste bopælskommune eller ved direkte terminalopslag i CPR.
Bestemmelsen i stk. 3 , jf. § 91, omhandler skifterettens vejledningspligt. Skifterettens vejledningspligt ved dødsboskifter følger i dag af retsplejelovens § 14, stk. 3, men findes rettelig at burde indgå i en sammenhæng med de øvrige skifteretlige regler og foreslås derfor i stedet lovfæstet i forslaget til den nye lov om skifte af dødsboer. Skifterettens vejledning og retshjælp har stor betydning i forbindelse med afholdelse af førstegangsmødet, hvor de fleste pårørende møder uden professionel bistand. Vejledningspligten angår først og fremmest arve- og skifteretlige spørgsmål, men også hovedpunkterne i skatte- og afgiftslovgivningen.
Skifteretten har efter bestemmelsen pligt til at vejlede den afdødes pårørende om deres retsstilling og bistå med udfærdigelse af anmeldelser og opgørelser, der skal udfærdiges og indgives af de pårørende. Retshjælpen kan omfatte bistand til udfærdigelse af anmodning om boudlæg, om 150.000 kr.'s udlæg, om uskiftet bo og om privat skifte, samt udfyldelse af fuldmagtsblanketter. I ukomplicerede boer kan retshjælpen tillige omfatte bistand til udfærdigelse af fællesboopgørelser og boopgørelser. Derimod er det ikke skifterettens opgave at bistå med udfærdigelse af selvangivelser og andre påbudte indberetninger til skattemyndighederne. Uden for skifterettens retshjælpsopgaver falder ligeledes udfærdigelse af arveafkald og overdragelsesdokumenter. Hertil kommer, at boets størrelse eller forhold i øvrigt kan tilsige, at de pårørende i stedet henvises til privat rådgiving.
Efter bestemmelsen i stk. 4 har de pårørende pligt til at give de oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 112, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om de erklæringer, arvinger under strafansvar skal afgive for at få et bo udleveret, og med forslagets § 92, stk. 2, hvorefter de pågældende kan pålægges at afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.
Stk. 5 giver skifteretten mulighed for at udsætte en sag, hvis der ikke på førstegangsmødet kan træffes afgørelse om boets behandlingsmåde. Skifteretten kan da udsætte sagen og fastsætte en frist for tilvejebringelse af de manglende oplysninger. Fristen, der eventuelt kan forlænges, skal fastsættes så kort som muligt. Tilvejebringes de nødvendige oplysninger ikke inden for en af skifteretten fastsat frist, og er der efter det foreliggende ikke grund til at antage, at oplysningerne vil kunne foreligge inden rimelig tid, eller er der hengået urimelig lang tid siden dødsfaldet, kan skifteretten beslutte, at boet skal tages under behandling ved bobestyrer efter bestemmelsen i forslagets § 36, nr. 7.
Ved bestemmelsens stk. 6 bemyndiges justitsministeren til administrativt at fastsætte mere detaljerede regler om indhentelse af oplysninger fra Det centrale Personregister og Centralregisteret for Testamenter vedrørende arvinger. Forslaget herom skal ses i sammenhæng med betænkningens forslag om, at potentielle arvinger efter dokumentation af slægtsskabsforholdet skal gives adgang til at få deres cpr-nr. indført i tilknytning til den potentielle arveladers i CPR-registeret. Der henvises herved til betænkningens s. 31 ff. Sådanne regler vil forudsætte nærmere drøftelse mellem Justitsministeriet og Indenrigsministeriet.
Til kapitel 6
Sikring af boets aktiver
Den gældende skiftelovs § 12 foreskriver, at skifteretten snarest muligt efter, at dødsanmeldelsen er modtaget, skal afholde en begyndelsesforretning, ved hvilken der skal etableres en retlig og faktisk kontrol med boets aktiver. Undtagelser fra denne hovedregel findes i skiftelovens § 13. Disse regler er gennem langvarig skifteretspraksis blevet udviklet derhen, at begyndelsesforretning kun afholdes, hvis der foreligger særlige grunde til at antage, at boets aktiver kan gå tabt.
Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets anbefaling af, at den almindelige lovbestemte pligt til at foretage en fuldstændig registrering og sikring af aktiverne i alle boer umiddelbart efter dødsfaldet bortfalder og afløses af regler, der pålægger de pårørende m.fl. en omsorgspligt for dødsboets aktiver. Dette harmonerer med gældende skifteretspraksis og svarer i øvrigt til norsk og svensk ret.
Til § 8
Efter bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 1, påhviler det enhver, der er i besiddelse af afdødes aktiver, at opbevare disse på betryggende måde. Reglen retter sig i første række til afdødes pårørende, der har adgang til den afdødes bolig, men også til institutioner eller andre, der er i besiddelse af dødsboets aktiver. Pligten til opbevaring fortsætter indtil boets berigtigelse. Kan de pårørende eller andre ikke uden væsentlig ulempe opbevare boets aktiver, kan skifteretten fritage dem for pligten efter stk. 1 og træffe bestemmelse om anden opbevaringsmåde.
Tilsidesættelse af omsorgspligten kan medføre erstatningspligt. Har de pårørende eller andre afholdt nødvendige udgifter til opbevaring af boets aktiver, kan udgifterne forlanges dækket i boet, om fornødent som massekrav.
Omsorgspligten indebærer, at hospitaler og andre institutioner, som opbevarer en afdøds aktiver, ikke må udlevere disse til pårørende eller andre, før der kan forevises en skifteretsattest eller en særlig tilladelse fra skifteretten.
Stk. 2 pålægger enhver, som har kendskab til, at den afdødes aktiver ikke opbevares på betryggende måde, en pligt til at give skifteretten meddelelse derom. Gør forholdene det nødvendigt, kan skifteretten efter bestemmelsens stk. 3 beslutte, at et bos aktiver helt eller delvis skal registreres eller tages i forvaring. Dette bør ske, hvor ingen fører tilsyn med ejendelene, hvor der i et bo henligger større kontantbeløb, eller hvor der i øvrigt rejses berettiget mistanke om, at pårørende eller andre ikke kan eller vil opfylde omsorgspligten for aktiverne. I tilfælde, hvor mere omfattende dispositioner skal foretages, kan skifteretten efter forslagets § 12 udpege en midlertidig bobestyrer til at foretage det nødvendige.
Til kapitel 7
Søgsmål og retsforfølgning
Bestemmelserne i kapitel 7 svarer til betænkningens §§ 9 og 10.
Kapitlet indeholder bestemmelser om søgsmål og retsforfølgning mod den afdøde i tidsrummet fra dødsfaldet, og indtil der er taget stilling til boets behandlingsmåde.
Efter gældende ret er adgangen til individualforfølgning fra kreditorer med forskellige undtagelser afskåret fra dødsfaldet i alle boer. Fra boernes berigtigelse er individualforfølgning endvidere afskåret, når boet behandles offentligt som gældsfragåelsesbo. Denne retstilstand foreslås ved forslagets §§ 9 og 10 opretholdt i tiden fra dødsfaldet og indtil et bos berigtigelse.
For så vidt angår retsstillingen, efter at der er truffet afgørelse om behandlingsmåden, henvises til de enkelte bestemmelser herom. Boer, der er udleveret til behandling ved bobestyrer, er reguleret ved lovforslagets § 51. Retsstillingen ved henholdsvis boudlæg og privat skifte er reguleret ved lovforslagets §§ 19, stk. 2, og § 26, stk. 2 og 3. For så vidt angår boer, der er udlagt til en efterlevende ægtefælle, henvises til lovforslagets § 22, stk. 1, nr. 2, og for så vidt angår uskiftede boer henvises til ændringsforslaget vedrørende arvelovens § 16, stk. 1, jf. det samtidigt hermed fremsatte lovforslag om ændring af arveloven, § 1, nr. 2.
Til § 9
Bestemmelsen svarer til § 34 i den gældende skiftelov. Bestemmelsen afskærer søgsmål mod den afdødes bo fra dødsfaldet, og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde. Fordringer og andre krav mod boet må i stedet anmeldes til skifteretten. Såvel søgsmål, der støttes på krav opstået før som efter dødsfaldet, er omfattet af bestemmelsen.
Var der inden dødsfaldet anlagt sag mod afdøde, fortsætter sagen mod boet, idet boet indtræder i afdødes stilling, jf. lovforslagets § 110. I perioden fra dødsfaldet og indtil der er taget stilling til, hvorledes boet skal behandles, kan der imidlertid alene over boet afsiges domme, der fastslår, at domhaveren kendes berettiget til at modtage udlæg i boet efter dettes og fordringens nærmere beskaffenhed.
Til § 10
Bestemmelsen svarer med forskellige præciseringer til skiftelovens § 35.
Det følger af bestemmelsen, at visse separatist- og pantekrav kan forfølges inden berigtigelsen, jf. herved forslagets § 10, stk. 3, 5 og 6. Rejses sådanne krav mod boet, eller er boets aktiver taget til brugelig pant, vil det efter omstændighederne kunne være hensigtsmæssigt at udpege en midlertidig bobestyrer, der kan varetage boets interesser.
Efter stk. 1 afskæres adgangen til udlæg og arrest i boets aktiver fra dødsfaldet, og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde. Kreditorer, herunder også udlægshavere, må således anmelde deres krav i boet.
I udsættelsesperioden (perioden fra dødsfaldet og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde) kan tvangsauktion over boets aktiver alene afholdes efter anmodning fra boet eller med dettes samtykke. En midlertidig bobestyrer vil i særlige situationer kunne tiltræde, at boets aktiver sælges ved tvangsauktion. Verserer der ved dødsfaldet en sag om tvangsauktion, og findes der i boet ikke midler til at afværge auktionen, og skønnes det, at der ikke vil være mulighed for at sælge aktivet i fri handel, vil den midlertidige bobestyrer eksempelvis kunne godkende, at tvangsauktionen gennemføres inden boets berigtigelse. En udsættelse af auktionen vil i sådanne tilfælde oftest kun medføre et endnu større tab for boet.
Er tvangsauktion afholdt efter dødsfaldet uden boets samtykke, vinder erhververen i medfør af stk. 2 , ingen ret, såfremt dødsfaldet forinden var bekendtgjort i Statstidende, eller der forinden var sket tinglysning eller anden tilsvarende registrering af dødsfaldet eller bobehandlingen på ejendommen m.v. Dog vil boet efter omstændighederne efterfølgende kunne godkende, at tvangsauktionen er gennemført med den virkning, at auktionen herefter ikke ophæves.
Var dødsfaldet hverken bekendtgjort i Statstidende eller tinglyst på ejendommen m.v., inden auktion fandt sted, vinder erhververen ret, medmindre denne kendte eller burde have kendskab til dødsfaldet. Er der ved en første auktion sket betinget bortsalg inden dødsfaldet, vinder en erhverver på den nye auktion, der afholdes efter dødsfaldet, dog altid ret. Der henvises herved til retsplejelovens § 576 og de dertil knyttede bemærkninger.
Stk. 3 om tilbageholdsret svarer til gældende ret, jf. henvisningen i skiftelovens § 44, stk. 3, til konkurslovens § 31, stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 4 om arrest svarer ligeledes til gældende ret, jf. skiftelovens § 35 og konkurslovens § 31, stk. 3. Ved udlevering til bestemte former for bobehandling vågner arresten op på ny, jf. herved forslagets § 22, stk. 3, om udlæg til en efterlevende ægtefælle, § 24, stk. 2, om uskiftet bo og § 26, stk. 3, om privat skifte.
Bestemmelsen i stk. 5 svarer i princippet til konkurslovens § 31, stk. 4, idet det dog ikke som i konkursloven anføres, at brugspanteretten ikke fortsat kan udøves efter dødsfaldet, og at brugspanthaveren straks skal overgive bestyrelsen af pantet til boet og aflægge regnskab. Dette sker efter bestemmelsen alene på forlangende af boet, men må da ske straks.
Stk. 6 svarer til gældende ret, jf. skiftelovens § 44, stk. 2, jf. konkurslovens § 91. Bestemmelsen omfatter foruden egentlig håndpanteret pant i fordringer og i andre rettigheder samt lovbestemte panterettigheder, der er betinget af en vis faktisk rådighedsberøvelse. Håndpant i et ejerpantebrev giver ikke ret til at bestyre eller forauktionere den pantsatte ejendom.
Til kapitel 8
Autorisation og virksomhed som bobestyrer
Lovforslagets kapitel 8 indeholder forslag til regler om en autorisationsordning for bobestyrere og om de betingelser, der skal være opfyldt, for at en testamentsindsat bobestyrer kan virke som sådan.
De nærmere betingelser for, at en person kan virke som bobestyrer, foreslås reguleret ved bekendtgørelse, jf. herved bestemmelsen i forslagets § 11, stk. 3.
I de almindelige bemærkninger til lovforslaget og i de indledende bemærkninger til forslagets kapitel 16, er der redegjort for etableringen af en autorisationsordning for bobestyrere. Endvidere redegøres de anførte steder for afskaffelsen af det hidtidige eksekutorbehandlingssystem til fordel for det foreslåede nye bobestyrerbehandlingssystem.
Inhabilitetsregler for autoriserede og andre bobestyrere er optaget i lovforslagets § 115.
Lovforslagets § 11 svarer til den tilsvarende bestemmelse i betænkningens lovudkast.
Til § 11
Bestemmelsen i stk. 1 indeholder forslag til en autorisationsordning for bobestyrere. Forslaget indebærer, at der i hver retskreds skal autoriseres et passende antal advokater, der i egenskab af særligt udpegede bobestyrere får til opgave at behandle dødsboer. Kredsen af bobestyrere bør være relativt begrænset for at sikre en så høj grad af ekspertise som muligt. Bestemmelsen indeholder intet krav om, at bobestyreren skal have kontor i retskredsen, men af praktiske grunde bør det tilstræbes, at de fleste autoriserede bobestyrere har kontor i nærheden af den retskreds, hvori de er autoriserede. Autorisation forudsættes at skulle finde sted efter opslag fra skiftedommeren, der foretager indstilling til vedkommende landsretspræsident, som derefter med sine bemærkninger indsender sagen til Justitsministeriet, der beskikker den enkelte bobestyrer.
Det er forudsat, at den autoriserede bobestyrer skal have pligt til at påtage sig arbejdet med de dødsboer, der henvises til den pågældende af skifteretten i autorisationsretskredsen, og at den pågældende har ret til at påtage sig arbejdet med dødsboer fra en hvilken som helst retskreds.
Autorisationen skal tilbagekaldes, såfremt den autoriserede bobestyrers ret til at udøve advokatvirksomhed bortfalder.
Stk. 2 fastsætter tre almindelige betingelser, som skal være opfyldt, for at en testamentsindsat bobestyrer kan accepteres som bobestyrer. Kravene i nr. 1 og 2 om, at den pågældende ikke må være umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter samme lovs § 7 og ikke må have anmeldt betalingsstandsning eller være under konkurs, svarer til betingelserne for advokatbeskikkelse i retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 1 og 2. Kravet i nr. 3 om, at den pågældende ikke må være straffet på nærmere angivet måde, svarer til betingelsen for advokatbeskikkelse i retsplejelovens § 121, stk. 1.
I lovforslagets §§ 38, 39 og 41 er anført de betingelser, der skal være opfyldt, for at det enkelte bo kan udleveres til en bobestyrer, og for at den pågældende bobestyrer kan behandle boet til ende.
Bestemmelsen i stk. 3 indeholder en bemyndigelsesregel til justitsministeren, hvorefter denne fastsætter de øvrige betingelser, der skal være opfyldt, for at en person kan fungere som bobestyrer.
I en bekendtgørelse om bobestyreres virksomhed skal således medtages mere detaljerede regler om bl.a. sikkerhedsstillelse, jf. forslagets § 39, stk. 1 og 3, om ansvarsforsikring, jf. forslagets § 39, stk. 2 og 3, bestemmelser om forvaltning af dødsboernes midler samt om tilsyn med beholdninger og værdipapirer. Endvidere forudsættes en sådan bekendtgørelse at skulle indeholde nærmere regler om opbevaring af de akter og meddelelser, der indgår i skiftesagen.
Stk. 4 skaber den fornødne hjemmel for, at der kan fastsættes regler om bødestraf for overtrædelser af de bestemmelser, der fastsættes administrativt.
Til kapitel 9
Midlertidige foranstaltninger
Lovforslagets § 12 svarer til § 12 i betænkningens lovudkast.
I lighed med de muligheder skifteretten efter konkurslovens § 107 har for antage en midlertidig bestyrer i konkursboer, giver lovforslagets § 12 mulighed for, at der også i dødsboer kan udpeges en midlertidig bobestyrer til at varetage boets interesser i tidsrummet fra dødsfaldet, og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde (udsættelsesperioden).
Til § 12
Efter bestemmelsen kan skifteretten om nødvendigt udpege en autoriseret bobestyrer til at varetage boets anliggender eller udføre bestemte opgaver i udsættelsesperioden. Hvorvidt en sådan midlertidig bobestyrer skal udpeges eller ej, beror ganske på skifterettens vurdering. Det er dog forudsat, at de arbejdsopgaver, der nødvendiggør antagelsen af en midlertidig bobestyrer, ikke er af ganske ubetydelig karakter. Hvor forholdene tillader det, kan arvinger og eventuelt tillige større kendte kreditorer tages med på råd, inden en midlertidig bobestyrer udpeges.
Hvilke opgaver, en midlertidig bobestyrer skal varetage, må i vidt omfang bero på et skøn, hvor det bl.a. bør tillægges vægt, om et anliggende er af en sådan karakter, at en nærmere stillingtagen kan afvente boets berigtigelse. Afgørende vil det navnlig være, om der er risiko for, at boet vil lide tab, såfremt der ikke straks gribes ind.
Som fremtrædende eksempler på opgaver, det bør overlades til en midlertidig bobestyrer at udføre, kan nævnes registrering og sikring af boets aktiver, såfremt det skønnes, at der er risiko for, at disse vil kunne gå tabt ved tyveri, brand eller lignende. Sikring af indboeffekter og andre løsøreeffekter vil kunne ske ved opmagasinering og tegning af forsikring. Findes der i boet let fordærvelige varer eller levende dyr, vil der ofte kunne være anledning til at udpege midlertidig bobestyrer, der hurtigt kan tage stilling til spørgsmål om salg af varerne m.v. og pasning, salg eller aflivning af dyrene.
Endvidere vil der i boer, i hvilke der findes en igangværende virksomhed, kunne være særlig anledning til at udpege en midlertidig bobestyrer. Den midlertidige bobestyrer må da sikre ledelsesforholdene og kontrollen med virksomhedens aktiver. Foreligger der gensidigt bebyrdende aftaler med ansatte, leverandører eller udlejere af lokaler m.v., bør den midlertidige bobestyrer om nødvendigt optage forhandlinger med de pågældende medkontrahenter med henblik på en sikring af virksomhedens fortsatte drift. Det forhold, at den ene kontraktspart afgår ved døden, vil kunne skabe en risiko for, at medkontrahenterne under henvisning til reglerne om anticiperet misligholdelse vil forsøge at frigøre sig. Det er da den midlertidige bobestyrers opgave ved forhandlinger med medkontrahenterne at søge at iværksætte ordninger, der sikrer, at kontraktsforhold, der ønskes fortsat, ikke bringes til ophør. Skønner den midlertidige bobestyrer, at der ikke er grundlag for, at boet indtræder i foreliggende gensidigt bebyrdende aftaler, må den midlertidige bobestyrer drage omsorg for, at kontraktsforholdene snarest bringes til ophør ved opsigelse, således at boets økonomiske tab begrænses mest muligt.
Hvor et bo, der behandles af en midlertidig bobestyrer, klart må antages at være insolvent, og hvor der foreligger behov for konkursregulering, bør den midlertidige bobestyrer drage omsorg for, at spørgsmålet om boets insolvens straks i medfør af forslagets § 43 forelægges for skifteretten. Er boet insolvent, træffer skifteretten afgørelse om insolvensbehandling, hvorefter reglerne i konkurslovens kapitel 7 finder anvendelse. Efter omstændighederne kan skifteretten beskikke en midlertidig bobestyrer med den specifikke opgave at oplyse sagen således, at stillingtagen til insolvensspørgsmålet kan foretages på et forsvarligt grundlag.
Har en tredjemand inden et bos berigtigelse indgået aftale med en midlertidig bobestyrer, hvorved der er påført boet en forpligtelse, og træffes der senere afgørelse om insolvensbehandling, stilles de af bobestyreren godkendte krav i medfør af lovforslagets § 72, nr. 4, efter konkurslovens § 93, nr. 3, jf. tillige forslagets § 72, nr. 1-3, om arbejdsaftaler, leje- og forpagtningsforhold og ydelser, der er overgivet efter dødsfaldet.
Snarest muligt efter at en midlertidig bobestyrer er blevet udpeget, skal skifteretten udstyre denne med en skifteretsattest, der angiver bobestyrerens legitimation, jf. bestemmelsens stk. 3 . Denne kan i overensstemmelse med formuleringen af stk. 1 defineres bredt, men vil også kunne begrænses til nærmere specificerede opgaver.
Skifteretten kan i medfør af bestemmelsen i særlige tilfælde træffe bestemmelse om, at den midlertidige bobestyrer skal stille sikkerhed efter reglerne i lovforslagets § 39.
I tilfælde, hvor nødvendige udgifter, herunder salær til en midlertidig bobestyrer, ikke kan dækkes i et bo, der sluttes ved boudlæg efter kapitel 12, må udgifterne betales af statskassen, jf. bestemmelsens stk. 4 . Den midlertidige bobestyrers honorar fastsættes af skifteretten på grundlag af en vurdering af arbejdets omfang og det opgjorte tidsforbrug.
Til kapitel 10
Legatarer
Efter gældende ret sondres mellem arvinger og legatarer. Disse begreber er ikke i lovgivningen afgrænset i forhold til hinanden, og det har på den baggrund været overladt til teori og praksis at foretage den nærmere afgrænsning. Praksis er herefter i hovedsagen blevet fastlagt således, at den, der i henhold til testamente skal arve en bestemt angivet pengesum eller bestemt angivne formuegenstande, anses som legatar, medens den, der skal arve hele boet eller en brøkdel af dette eller resten af boet eller en brøkdel af resten, anses som arving.
Når der sondres mellem legatarer og arvinger, skyldes dette et ønske om at forenkle bobehandlingen ved at begrænse antallet af personer, som har bestemmelsesret i boets anliggender. I almindelighed ville det ikke være rimeligt, om en legatar, som sædvanligvis alene skal modtage en mindre pengesum eller bestemte løsøregenstande, skulle have bestemmelsesret over hele boet. Endelig følger det sædvanligvis af indholdet af de testamenter, hvori indgår legatarer, at disse dækkes forud for dem, der i øvrigt skal arve af boets friarv. Er der således i boets overskud utvivlsomt dækning til eventuelle tvangsarvinger og til alle legatarer, vil den måde, boet administreres på, ingen betydning få for legatarerne. I overensstemmelse hermed bestemmer skifteloven, at legatarer ikke skal tage stilling til, om boets gæld skal vedgås, eller til hvorledes boet i øvrigt skal behandles, herunder om det skal skiftes privat eller offentligt, og at legatarer ikke har stemmeret på boets skiftesamlinger eller i øvrigt bestemmelsesret i boets anliggender.
Ved lovforslaget opretholdes denne sondring mellem legatarer og arvinger, idet der dog ved forslaget er tilstræbt en vis præcisering, da sondringen undertiden har givet anledning til visse vanskeligheder i retsanvendelsen.
Det foreslås herefter, at legatarer som hidtil ikke skal kunne hæfte for boets gæld, at legatarer normalt ikke skal have nogen indflydelse på, efter hvilken skifteform boet skal behandles, og at legatarer ikke skal have stemmeret på bomøderne eller i øvrigt bestemmelsesret i de af boets forhold, som ikke vedrører deres eget legat. Der henvises til forslagets bestemmelser i §§ 25, stk. 1, nr. 1, 27, 29, 37, 38, 53, 55 og 56.
Lovforslaget indeholder i øvrigt forslag til en lang række bestemmelser, hvorved legatarernes retlige stilling styrkes. Der henvises herved til § 17 (beskikkelse af skifteværge), § 25, stk. 3 (om ret til at få meddelelse om boets udlevering til privat skifte), § 28 (om privatskiftende arvingers hæftelse for opfyldelse af legater), § 30, nr. 2 (hvorefter en legatar kan anmode om, at boet overgår til behandling ved bobestyrer), § 45 (om adgang til at gøre sig bekendt med meddelelser og oplysninger i bobestyrerboer), § 47 (om ret til at få meddelse om boets udlevering til behandling ved bobestyrer og om retten til at arve), § 48 (om eftersøgning af legatarer), § 52, stk. 2 (om adgang til at gøre sig bekendt med åbningsstatus i bobestyrerboer), § 53, stk. 3 (om tilsidesættelse af arvingers beslutninger, der strider mod legatarers ret), § 67, stk. 1 (om afsætning af arv til forsvundne legatarer), § 88, stk. 1 (om morarente ved for sen udbetaling af legater), samt en række procesuelle bestemmelser, herunder især § 96 om klageadgang over bobestyrere.
Bestemmelserne i kapitel 10 svarer til §§ 13 og 14 i betænkningens lovudkast.
Til § 13
Bestemmelsens stk. 1 angiver, hvem der i almindelighed skal anses for at være legatar.
Efter stk. 2 kan en arvelader ved testamente bestemme, hvorvidt den, der alene skal modtage friarv, skal betragtes som arving eller legatar. Bestemmelsen bygger på den betragtning, at når en arvelader ved testamente ubetinget kan råde over boets friarv, som han ønsker, findes arveladeren også at burde kunne bestemme, hvilken status, der skal tillægges en udarving eller en legatar.
Bestemmelsen omhandler ikke tvangsarvinger, idet en tvangsarving som led i sin arveret skal have bestemmelsesret i boet, medmindre den pågældende indvilliger i andet.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan skifteretten under nærmere betingelser bestemme, at en legatar skal have stilling som arving, eller at en arving skal have stilling som legatar.
Forudsætningen for, at en legatar i situationer, der ikke er omfattet af stk. 2, kan tillægges status af arving, er, at særlige grunde taler herfor. Hvad der må forstås ved »særlige grunde« må bero på en konkret vurdering, men bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., tilsigtes navnlig anvendt i boer, hvor alle indsatte - som det er forekommet i praksis - ellers ville være legatarer, med den konsekvens at boet ikke ville kunne skiftes privat.
Endvidere vil der kunne være tilfælde, hvor det efter boets foreløbige stilling kan være tvivlsomt, om der vil blive fuld dækning til en sumlegatar, og hvor denne derfor ikke umiddelbart kan påregne at modtage en »bestemt angivet pengesum«. Skifteretten vil da ligeledes kunne træffe bestemmelse om, at den pågældende skal stilles som arving. Det er generelt forudsat, at skifteretten særligt vil tillægge legatarer, som skal modtage mere betydningsfulde dele af boet, stilling som arvinger.
Anvendelse af reglen i stk. 3, 2. pkt., hvorefter skifteretten i visse situationer også kan bestemme, at en arving skal have stilling som legatar, er betinget af, at den pågældende arving enten har givet sit samtykke, eller at arvingen alene skal arve en ubetydelig del af boet. En arving, der efter denne bestemmelse får status af legatar, mister ikke derved sin ret til overtagelse efter vurdering. Dette indebærer, at den pågældende skal orienteres, hvis boet påtænker at afhænde genstande, således at den pågældende får mulighed for at klage til skifteretten.
Til § 14
Efter gældende ret antages det, at en legatar, hvor testamentet ikke bestemmer andet, skal modtage sit legat, så snart boets formueforhold tillader det.
Ved forslagets § 14 ændres der herved, idet der ikke ses at kunne påvises væsentlige grunde til, at legatarer skal modtage deres legat, før arvingerne deler boet imellem sig. I overensstemmelse hermed fastslår stk. 1 , at legatarer først skal opfyldes, når boets øvrige aktiver deles mellem arvingerne. En legatar, der skal modtage indbo, har således krav på at modtage sit legat, når indboet deles mellem arvingerne. En legatar, der skal modtage en pengesum, har krav på at modtage denne, så snart andet end indbo og personlige effekter deles mellem arvingerne eller udloddes til disse.
Har arveladeren i testamentet angivet et tidligere tidspunkt for opfyldelse af et legat end det, der følger af forslagets § 14, skal boet respektere dette, medmindre boets likviditets- eller solvensforhold suspenderer forpligtelsen. Har arveladeren fastsat bestemmelse om forrentning, det være sig som kreditrente eller som morarente, skal bestemmelsen herom i tilsvarende omfang respekteres.
Misligholder privatskiftende arvinger deres pligt til at dække legatarer, hæfter arvingerne over for legatarerne på samme måde, som arvingerne hæfter for boets ubetalte gæld, jf. herved forslagets § 28.
Skifteretten kan under særlige omstændigheder bestemme, at en legatar skal have opfyldt sit legat på et tidligere tidspunkt. Dette vil eksempelvis kunne være aktuelt, hvor arvingerne under et privat skifte undlader at dele boet imellem sig, efter at boopgørelse er udfærdiget og indsendt.
Efter forslagets § 88, stk. 1, har en ikke dækket sumlegatar ret til sædvanlig morarente fra det tidspunkt, hvor den pågældende havde krav på dækning efter § 14.
Til kapitel 11
Skifteværger
Bestemmelserne i kapitel 11 indeholder forslag til et nyt repræsentationssystem i skiftesager. Formålet hermed er at skabe et effektivt og hurtigvirkende system uden unødige formaliteter, der skal sikre en betryggende varetagelse af de impliceredes interesser.
Efter de gældende regler er der i en række situationer mulighed for at beskikke værge for arvinger i skiftesager. Disse regler kan imidlertid ikke anses for videre hensigtsmæssige, idet de dels bevirker, at skifterne under tiden forsinkes væsentligt, dels at en række skifter, der ellers ville kunne foretages privat, må gå til offentlig skiftebehandling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor der nøjere er redegjort for de overvejelser, der danner grundlag for lovforslagets bestemmelser om skifteværger.
Om de særlige hæftelsesregler, der gælder for arvinger, der ved boets udlevering er repræsenteret ved værge eller skifteværge, henvises til forslagets § 27, stk. 2.
Til § 15
Bestemmelsens stk. 1 angiver de situationer, hvor beskikkelse af en skifteværge er obligatorisk, jf. dog stk. 6.
Skifteretten skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der foreligger en situation, der gør beskikkelse af skifteværge påkrævet.
I skiftesager har skifteretten vejledningspligt og pligt til at påse, at betingelserne for et bos berigtigelse foreligger, herunder at arvinger og eventuel efterlevende ægtefælle tiltræder valget af behandlingsmåde. Enhver oplysning om, at en arving eller ægtefælle ikke kan varetage sine interesser under skiftet, bør derfor føre til, at skifteretten undersøger spørgsmålet nøjere og om fornødent af egen drift tager initiativ til at beskikke en skifteværge.
Enhver fysisk person, der opfylder kravene i værgemålsloven, kan beskikkes som skifteværge. I en række situationer vil beskikkelse af en advokat kunne være hensigtsmæssig. Dette vil til eksempel kunne være tilfældet, hvor der skal iværksættes en eftersøgning af en arving.
Ifølge bestemmelsens nr. 1 og 2 skal skifteværge beskikkes, såfremt det ikke vides, om arvingen er i live, eller såfremt arvingens opholdssted er ukendt.
Bestemmelsen forudsættes anvendt, uanset om der er forløbet lang tid, siden man sidst har hørt fra arvingen, og uanset om betingelserne for at afsige dødsformodningsdom eller kendelse om dødsfald måtte foreligge. Det anses i så henseende for vigtigt, at boet kan berigtiges uden forsinkelse. Efter forslagets § 16, stk. 2, påhviler det i privatskiftede boer skifteværgen at lade arvingen eftersøge, således at det så vidt muligt inden boets afslutning kan fastslås, om arvingen er i live, eller hvor arvingen opholder sig. Er spørgsmålet uafklaret ved skiftets slutning, må der gåes frem efter reglerne i lov om borteblevne.
Er der reel tvist om, hvorvidt en person er arving eller ej, kan der ikke beskikkes en skifteværge for den pågældende. I sådanne situationer kan boet ikke skiftes privat, men må udleveres til bobestyrer. Skifteværgebeskikkelse er således alene en retsgaranti for utvivlsomme arvinger.
Efter nr. 3 skal der beskikkes skifteværge for et ufødt barn. Bestemmelsen er medtaget, da reglerne om forældremyndighed og værgemål i værgemålsloven først gælder fra fødslen. Efter arvelovens § 5 tilkommer arveret den, der er avlet inden arveladerens død, og som senere fødes levende. Det er forudsat, at et skifte kan påbegyndes inden barnets fødsel.
Efter bestemmelsens nr. 4 skal skifteværge beskikkes, såfremt arvingen på grund af legemlig sygdom eller psysisk svækkelse ikke kan varetage sine interesser under boets behandling. Psykisk handicappede personer anses for at være omfattet af formuleringen. Der stilles ikke krav om bestemte former for dokumentation for tilstanden. I langt de fleste praktisk forekommende tilfælde vil det være helt utvivlsomt, at den pågældende arving befinder sig i en situation som den i bestemmelsen beskrevne. Et krav om lægeerklæring i alle disse tilfælde ville derfor medføre forsinkelse og fordyrelse af bobehandlingen. Den pågældende arvings helbredsmæssige tilstand skal imidlertid godtgøres, men det overlades til skifterettens skøn at afgøre de nærmere krav til dokumentationen. Oplyses det f.eks., at arvingen på grund af alderdomssvækkelse er dybt senil, og har arvingen bopæl på et statshospital, et psykiatrisk plejehjem, eller et plejehjem, vil tilstanden kunne søges verificeret ved indhentelse af en erklæring fra institutionen, jf. forslagets § 15, stk. 3. Er der tvivl om den pågældende arvings tilstand eller om dokumentationen for denne, kan skifteretten gå flere veje. Skifteretten kan anmode den pågældende om at give møde i skifteretten eller lade en autoriseret bobestyrer tage en samtale med den pågældende og få undersøgt, om den pågældende ønsker en skifteværge beskikket, jf. bestemmelsen i nr. 5. Ønsker den pågældende ikke en skifteværge beskikket, og finder skifteretten det nødvendigt, at den pågældende repræsenteres under skiftet, kan skifteværge ikke beskikkes, uden at der foreligger en lægeerklæring.
Beskikkelse af skifteværge efter bestemmelsens nr. 5 forudsætter, at arvingen på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand eller fravær har behov for bistand, og at arvingen selv ønsker en skifteværge. Det forhold, at arvingen selv skal samtykke i, at skifteværge beskikkes, bevirker, at der som regel ikke vil være behov for en nærmere dokumentation for arvingens tilstand. Bestemmelsen finder anvendelse på de samme tilfældegrupper, som det efter værgemålslovens § 7 er muligt at beskikke samværge for, idet bestemmelsen i lovforslaget dog derudover medtager de tilfælde, hvor arvingen er midlertidigt fraværende og ikke ønsker at give andre skiftefuldmagt. Skifteretten bør være opmærksom på, at skifteværgeordningen ikke misbruges, således at arvinger får en advokat som repræsentant uden at være forpligtiget til at betale sædvanligt vederlag for bistanden.
Bestemmelsens nr. 6 dækker en række tilfælde svarende til de, der er omfattet af værgemålslovens § 47. Hvorvidt en værge har interesser, der under skiftet vil kunne komme i strid med arvingens, må vurderes fra sag til sag. Mulighed for interessekonflikt vil dog formentlig altid foreligge, hvis værgen og arvingen begge er arvinger i samme bo.
Efter bestemmelsen nr. 7 skal skifteværge beskikkes, såfremt arvingens værge midlertidigt er forhindret i at varetage arvingens interesser. En sådan situation vil navnlig kunne foreligge, hvis værgen er syg eller bortrejst i længere tid.
Bestemmelsens nr. 8 foreskriver endvidere, at beskikkelse skal ske, hvis arvingen midlertidigt er uden fast værge, f.eks. fordi værgen er død, eller værgemålet er frataget værgen, og en ny forældremyndighedsindehaver eller værge endnu ikke - foreløbigt eller endeligt - er udpeget eller beskikket.
Er arvingen en fond, en forening eller et selskab m.v. under stiftelse, skal der efter bestemmelsens nr. 9 beskikkes skifteværge for arvingen. Værgen skal da varetage arvingens interesser, indtil der er etableret en bestyrelse eller et andet tilsvarende organ, der kan handle for arvingen.
Efter stk. 2 har skifteretten en fakultativ adgang til at beskikke en skifteværge for den arving, der blot forholder sig passsiv over for henvendelser om boets behandling. I praksis foreligger undertiden sager, hvor det ikke er muligt at få reaktioner fra en arving, selvom dennes identitet og bopæl kendes. Passiviteten kan have mange årsager, der kan strække sig fra inhabilitet over særhed til modvilje mod eller mistillid til boets øvrige arvinger. Det findes ønskeligt, at der af hensyn til de øvrige arvinger i sådanne tilfælde kan beskikkes en skifteværge for den passive arving. Skifteværgen må da såvidt muligt inden boets berigtigelse ved samtale med den pågældende arving undersøge, hvad arvingens passivitet skyldes. Afklares det, at arvingen er habil men har mistillid til et privat skifte, må boet gå til bobestyrerbehandling. Den beskikkede skifteværge vil da om nødvendigt på hensigtsmæssig måde kunne varetage den passive arvings interesser under bobestyrerskiftet, i det omfang passiviteten fortsætter. Har den passive arving ikke mistillid til, at boet skiftes privat, udelukker forslaget ikke, at der skiftes privat med skifteværgen som repræsentant for den passive arving.
Er den passive arving boets eneste arving, vil der også kunne være behov for beskikkelse af en skifteværge, men boet må i så fald behandles ved bobestyrer, jf. forslagets § 25, stk. 1, nr. 3.
Efter bestemmelsens stk. 3 skal der så vidt muligt, inden skifteværge beskikkes, indhentes en udtalelse fra arvingen, fra den institution, arvingen eventuelt har bopæl på, eller om nødvendigt indhentes en lægeerklæring. Det er herved forudsat, at det bør undersøges, om den pågældende samtykker i, at skifteværge beskikkes. Bestemmelsen svarer derved delvist til værgemålslovens § 19. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til bestemmelsen i stk. 1, nr. 4.
Stk. 4 foreskriver, at beskikkelse af skifteværge foretages af den skifteret, hvorunder boet hører. Reglen finder også anvendelse, hvis arvingen er bosat i udlandet.
Efter bestemmelsens stk. 5 påhviler det skifteretten at drage omsorg for, at der så vidt muligt gives arvingen meddelelse om beskikkelsen. Reglen skal også anvendes, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt den pågældende forstår underretningens indhold.
Bestemmelsen i stk. 6 , hvorefter beskikkelse af skifteværge kan undlades, hvis en arving ingen udsigt har til arv, er ny i forhold til betænkningens lovudkast. Er boet insolvent, eller skal det udlægges til ægtefællen eller som boudlæg, således at den, der i øvrigt skulle have haft beskikket en skifteværge, intet arver, er beskikkelse af skifteværge åbenbart overflødig.
Til § 16
Efter bestemmelsens stk. 1 varetager skifteværgen i det omfang, arvingen eller dennes værge er forhindret heri, arvingens interesser under boets behandling. Skifteværgens virksomhed ophører således fra det øjeblik, hindringen for, at arvingen eller dennes værge selv kan optræde under bobehandlingen, bortfalder. Skifteværgens virksomhed ophører derfor i tilfælde, hvor en fraværende arving dukker op, hvor en arving, der tidligere var syg, nu er rask nok til selv at varetage sine interesser, hvor en mindreårig arving bliver myndig eller får en fast værge, hvor en fond m.v. får en bestyrelse, der kan tegne fonden, eller hvor en passiv arving begynder at tage del i bobehandlingen. Nogen tilbagekaldelse af beskikkelsen kræves ikke, for at arvingen selv kan optræde under bobehandlingen. Indtræder der på ny en forhindring for arvingen, tiltræder skifteværgen igen.
Om nødvendigt må en arving, der er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt og i øvrigt opfylder betingelserne derfor, underlægges værgemål efter værgemålslovens § 5 og fratages handleevnen efter værgemålslovens § 6.
I boer, der behandles ved bobestyrer, vil bobestyreren efter omstændighederne i medfør af forslagets § 53, stk. 3, kunne tilsidesætte en beslutning truffet af en eller flere arvinger, hvis beslutningen er åbenbart uhensigtsmæssig eller strider mod nogens ret.
Hvor en skifteværge er beskikket med hjemmel i forslagets § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, påhviler det i privatskiftede boer skifteværgen efter stk. 2 at lade arvingen eftersøge og så vidt muligt at tilvejebringe oplysninger om, hvorvidt den pågældende er i live, eller hvor den pågældende befinder sig. Skifteretten skal bistå skifteværgen i forsøget på at få tilvejebragt de fornødne oplysninger. Det er forudsat, at der ligesom efter gældende ret skal være mulighed for at indkalde arvinger ved et ikke-præklusivt arveproklama.
I boer, der behandles ved bobestyrer, eftersøges arvinger af bobestyreren, jf. forslagets § 48.
Finder skifteværgen, at der efter bobehandlingens afslutning vil være behov for etablering af almindeligt værgemål for arvingen, skal skifteværgen efter stk. 3 snarest muligt indberette dette til skifteretten. Det påhviler herefter skifteretten at tage initiativ til, at den pågældende kommer under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Skifteretten har imidlertid ingen mulighed for selv at fremsætte anmodning om værgemål over for statsamtet. Dette følger af værgemålslovens § 16, der udtømmende angiver, hvem der kan fremsætte anmodning. Skifteretten må derfor få en af disse personer eller myndigheder til at fremsætte anmodningen om værgemål. Mest naturligt kunne anmodningen fremsættes gennem nærstående til arvingen eller gennem politimesteren.
Er anmodning om værgemål ikke færdigbehandlet ved bobehandlingens slutning, skal skifteretten drage omsorg for, at arven til den pågældende deponeres eller anbringes efter reglerne i lov om borteblevne, indtil en eventuel fast værge kan kvittere for modtagelse af arven.
Efter bestemmelsens stk. 4 kan skifteværgen få nødvendige udlæg dækket og tillægges et rimeligt vederlag for sit arbejde. Beløbene afholdes af arvingen, men kan om nødvendigt dækkes af statskassen. Denne sidste mulighed er ny i forhold til betænkningens udkast. En række høringssvar har peget på, at der kan forekomme situationer, hvor arvingen, for hvem der er beskikket skifteværge, ingen midler har til at betale skifteværgen, og hvor manglende honorering af denne som følge heraf vil kunne forekomme åbenbart urimeligt. Justitsministeriet har på den baggrund fundet det rigtigst at give mulighed for, at udgiften til skifteværge efter skifterettens bestemmelse kan afholdes af statskassen. Der er herved lagt vægt på, at anvendelsen af denne mulighed kun må anses for påkrævet undtagelsesvis, idet der almindeligvis intet behov er for at beskikke skifteværge for en person, der intet skal modtage i arv, jf. herved forslagets § 15, stk. 6.
Det påses ved revisionen af boopgørelsen, at udlæg og vederlag kan godkendes, jf. § 79, stk. 5. Der henvises til forslagets § 89, jf. § 102, stk. 3.
I tilfælde, hvor familiemedlemmer er beskikket som skifteværger, bør vederlag kun undtagelsesvis tillægges disse.
Stk. 5 foreskriver, at reglerne i værgemålslovens § 12 om fratagelse af værgebeskikkelsen, hvis værgen har misbrugt sin stilling eller i øvrigt har vist sig uegnet til hvervet, og om beskikkelsens bortfald, hvis værgen selv kommer under værgemål, finder tilsvarende anvendelse for skifteværger. Endvidere foreskrives det, at reglerne i værgemålslovens § 24, hvorefter værgen inden for hvervets omfang skal varetage interesserne for den, der er under værgemål, finder tilsvarende anvendelse for skifteværger. Det samme gælder reglen i værgemålslovens § 27, hvorefter værgen ikke kan forpligte den, der er under værgemål, ved kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld. Skifteværgen skal i væsentlige anliggender så vidt muligt indhente erklæring fra arvingen, hvis denne er fyldt 15 år, og - såfremt arvingen har en ægtefælle, med hvem arvingen samlever - tillige fra denne, jf. henvisningen til værgemålslovens § 26. Endelig er også bestemmelsens i værgemålslovens § 31 om værgens erstatningsansvar gjort tilsvarende anvendelig for skifteværger.
Til § 17
Efter bestemmelsen kan skifteretten beskikke en skifteværge for en legatar, såfremt forholdene gør dette påkrævet.
Forslaget om at beskikke skifteværge for legatarer forudsættes alene anvendt i undtagelsestilfælde. Legatarer har ingen beslutningsmyndighed i boet, men der kan foreligge tilfælde, hvor retten til legatet er omtvistet, og hvor der derfor er behov for en repræsentation.
Til kapitel 12
Boudlæg uden skiftebehandling
Findes der i et dødsbo ikke midler til at dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, kan skifteretten efter den gældende bestemmelse i skiftelovens § 10, stk. 1, straks udlægge, hvad der findes i boet, til den som har bekostet eller vil bekoste begravelsen. Efter lovens § 10, stk. 2, kan skifteretten tillige udlægge aktiver, som ikke medgår til dækning af begravelsesudgifter, men som er af så ringe værdi, at de ikke kan dække omkostningerne ved en bobehandling, eller hvis værdi står i åbenbart misforhold til omfanget af det arbejde, som en bobehandling vil kræve.
Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets anbefaling af, at de gældende regler om slutning af mindre boer uden skiftebehandling udformes mere rationelt dels ved, at kredsen af mindre boer, som skal kunne sluttes uden skiftebehandling, udvides, dels ved at det nødvendige arbejde med disse boers berigtigelse til en vis grad begrænses. Ved forslagets § 18 fastsættes en generel værdigrænse for det overskud, der kan udlægges til afdødes nærmeste efterladte. Derved overflødiggøres den del af retternes hidtidige arbejde, der har bestået i at undersøge, hvilken bobehandlingsform, der efter boets formue- og arveforhold ellers skulle anvendes, og hvad bekostningen ved en sådan bobehandling ville være. Ved lovforslaget begrænses arbejdet med berigtigelsen til at afgøre, om aktivernes friværdi efter fradrag af rimelige udgifter ved begravelsen og boets behandling ligger inden for den i loven fastsatte værdigrænse samt til at konstatere, hvem der er afdødes nærmeste efterladte.
Det foreslås således, at der fastsættes en legal værdigrænse, der for tiden passende findes at kunne ansættes til 25.000 kr., idet der da gennemsnitligt ikke i nævneværdigt omfang vil gå noget fra kreditorerne eller fra de fjernere arvinger. Værdigrænsen er derved i lovforslaget fastsat lidt lavere, end hvad der er foreslået i betænkningen, hvor der opereres med en værdigrænse på 30.000 kr. Justitsministeriet finder, at den udvidede adgang til boudlæg (begravelsesudlæg) i forhold til gældende ret fremstår mere rimelig med en beløbsgrænse på 25.000 kr., idet der må henses til, at grænsen efter forslaget i modsætning til gældende ret relaterer sig til ubehæftede aktiver, efter at begravelsesudgifterne er afholdt. Samtidig findes det også at burde tillægges betydning, at der ved forslaget til regler om forenklet privat skifte er skabt mulighed for en summarisk skifteform, der kan bringes i anvendelse ved skifte af en række af de mindre boer.
Ved lovforslaget lægges op til, at værdigrænsen løbende ændres af justitsministeren efter en reguleringsmekanisme, som svarer til den, der er fastsat ved retsplejelovens § 330 a vedrørende de økonomiske betingelser for fri proces.
Betegnelsen begravelsesudlæg foreslås samtidig erstattet af udtrykket boudlæg, idet derved klarere angives, at hele boets aktivmasse, herunder også et eventuelt overskud, udlægges, og at videre skiftebehandling derefter bortfalder.
Når betingelserne for udlæg efter de foreslåede regler er opfyldt, bør denne slutningsmåde i almindelighed være obligatorisk, idet hverken afdødes kreditorer, arvinger, legatarer eller det offentlige i så fald har tilstrækkelig interesse i en bobehandling. Undtagelse derfra bør dog gælde, såfremt kreditorerne ønsker et insolvent dødsbo behandlet efter reglerne i forslagets § 70 om insolvente boer, således at omstødelse kan finde sted over for afdødes dispositioner og kreditorbegunstigelser m.v. Endvidere vil der kunne forekomme enkelte boer med en så betydelig behæftet aktivmasse, at de pårørende, kreditorerne eller statskassen bør kunne forlange en egentlig skiftebehandling, jf. forslagets § 18, stk. 3, med bemærkninger.
En efterlevende ægtefælle har ikke ret til ved siden af eller forud for boudlæg at udtage aktiver efter reglerne i arvelovens § 7 a og § 7 b.
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 12 svarer i al væsentlighed til §§ 18-21 i betænkningens lovudkast.
Til § 18
Bestemmelsens stk. 1 angiver, at et bo som hovedregel sluttes ved boudlæg, såfremt værdien af boets aktiver efter fradrag af rimelige udgifter ved begravelsen og boets behandling og af gæld, der er sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde, ikke overstiger 25.000 kr.
Beløbsgrænsen på 25.000 kr. reguleres løbende af justitsministeren i overensstemmelse med reglerne i forslagets § 21.
Inden et boudlæg kan finde sted, udarbejdes der en fortegnelse over boets aktiver, der indeholder værdiansættelser af disse. I aktivfortegnelsen optages alle aktiver, der har en realisationsværdi. Hvor der må ske en ansættelse af realisationsværdien for et aktiv, påhviler det skifteretten - eventuelt med bistand fra en sagkyndig - at påse, at værdiansættelsen er korrekt.
Var afdøde gift, og var der formuefællesskab eller skilsmissesæreje, må begge ægtefællers fælleseje samt førstafdødes eventuelle fuldstændige særeje tages i betragtning.
Har ægtefællerne alene haft fælleseje eller skilsmissesæreje , der bliver fælleseje ved den førstafdøde ægtefælles død, er retsstillingen følgende
Overstiger værdien af begge ægtefællers aktiver ikke rimelige begravelsesomkostninger med mere end højst 25.000 kr., kan hele boet udlægges til den efterlevende ægtefælle.
Boudlæg til den efterlevende ægtefælle kan dog ved korrekte beregninger finde sted i noget videre omfang. Førstafdødes bodel skal opgøres efter lovforslagets § 18, stk. 1. Dette indebærer en opgørelse af værdien af afdødes samlede aktiver med fradrag af rimelige udgifter ved begravelsen samt af gæld, der er sikret ved pant eller på lignende måde. Hertil kommer en beregning af afdødes krav på boslod hos den efterlevende ægtefælle.
Derimod skal der ikke beregnes boslodsret til den efterlevende, fordi der ikke skal ske opgørelse af den førstafdødes øvrige gæld, og fordi den efterlevendes ret ikke tilsidesættes, når efterlevende selv modtager boudlæg.
Boslodskravet beregnes på sædvanlig måde. Det betyder, at værdien af hele den efterlevendes gæld, som den efterlevende fremdeles hæfter for, skal fradrages i værdien af den efterlevendes aktiver. Den efterlevendes gæld skal således medregnes fuldt ud, da den ikke berøres af boudlægget. Den efterlevende ægtefælle skal derfor afstå halvdelen af den positive nettoværdi af sin bodel til den førstafdødes bo med dækningsadgang for førstafdødes kreditorer.
Boudlæg vil herefter kunne finde sted, hvis nettosummen iflg. § 18, stk. 1, - opgørelsen af førstafdødes fællesejemidler sammenlagt med halvdelen af den efterlevende ægtefælles positive nettobodel ikke overstiger 25.000 kr.
En række eksempler, hvor forskellige formueordninger er forudsat, kan illustrere reglerne. Havde ægtefællerne alene fælleseje eller skilsmisse særeje gælder følgende
Eksempel 1
I ægteskabet mellem M og H var der fælleseje. Ved M's død er hans eneste aktiv en bankbog med et indestående på 15.000 kr. Omkostningerne ved M's begravelse udgør 15.000 kr., hvorefter overskuddet beregnet efter lovforslagets § 18, stk. 1, udgør 0 kr. H ejer værdier for 60.000 kr. og har ingen gæld. Hendes nettobodel udgør således 60.000 kr., hvoraf M's bo har krav på de 30.000 kr. som boslodsandel. Da overskuddet efter § 18, stk. 1, tillagt boslodsandelen fra H herefter overstiger 25.000 kr., kan boudlæg ikke finde sted.
Eksempel 2
I ægteskabet mellem M og H var der fælleseje. Ved M's død udgør værdien af hans aktiver 40.000 kr., mens værdien af pantegæld og begravelsesomkostninger udgør 55.000 kr. En opgørelse efter § 18, stk. 1, fører således til et underskud på 15.000 kr. I H's nettobodel er der et overskud på 70.000 kr., hvoraf halvdelen nemlig 35.000 kr. tilgår M's bo ved boslodsudveksling. M's bo består herefter af en negativ saldo på 15.000 kr. (underskuddet efter § 18, stk. 1) men tillægges boslodsandelen på 35.000 kr., hvorefter boet på 20.000 kr. kan berigtiges til boudlæg.
Eksempel 3
I ægteskabet mellem M og H var der fælleseje bortset fra en en fast ejendom, der var gjort til H's skilsmissesæreje og et værdipapirdepot, der var gjort til M's skilsmissesæreje. Ved M's død udgør aktiverne i hans bodel 10.000 kr, mens skilsmissesærejet har en værdi af 12.000 kr. ialt 22.000 kr, hvori omkostningerne ved M's begravelse på 17.000 kr. skal fradrages. Overskuddet beregnet efter § 18, stk. 1, udgør således 5.000 kr. Nettoandelen af H's bodel udgør friværdien i ejendommen på 25.000 kr. og yderligere 5.000 kr., således at H's samlede nettobodel udgør 30.000 kr. Heraf tilfalder de 15.000 kr. M's bo ved boslodsudveksling. M's bo udgør herefter ialt 20.000 kr. og kan berigtiges til boudlæg.
I de tilfælde, hvor ægtefællerne har (eller ved dødsfaldet får) fuldstændigt særeje, foretages beregningerne af, om boudlæg kan finde sted efter følgende principper
Den efterlevende ægtefælles fuldstændige særeje holdes ude fra boudlægget, fordi den efterlevende som ved et skifte beholder dette særeje.
Førstafdødes fuldstændige særeje indgår derimod i beregningen efter lovforslagets § 18, stk. 1. Dette betyder, at det fuldstændige særejes aktiver fratrukket en eventuel pantegæld m.v. og begravelsesomkostninger indgår i opgørelsen. Der er imidlertid intet i vejen for, at den førstafdøde ægtefælles særbo og fællesbo som hidtil behandles hver for sig, således at det ene bo skiftes, og det andet bo udlægges ved boudlæg.
Eksempel 4
Ægtefællerne M og H har fuldstændigt særeje. Ved M's død udgør hans fuldstændige særeje efter fradrag af begravelsesomkostninger netto 10.000 kr., mens H's fuldstændige særeje udgør 750.000 kr. M har ikke noget krav på boslod hos H, og M's bo, der ikke overstiger 25.000 kr., kan således berigtiges til boudlæg.
Eksempel 5
I ægteskabet mellem M og H er der fælleseje bortset fra, at M ejer en fast ejendom som fuldstændigt særeje. Ved M's død udgør ejendommens friværdi 600.000 kr., mens M's andel af fællesboet fratrukket pantegæld m.v. og begravelsesomkostninger ialt udgør 15.000 kr. H's bodel er på netto 10.000 kr, hvoraf de 5.000 kr. ved boslodsudveksling skal afstås til M's bo. M's andel af fællesboet udgør herefter ialt 20.000 kr., der kan berigtiges til boudlæg. M's særbo på 600.000 kr. må derimod underkastes et egentligt skifte.
Ved såkaldt kombinationssæreje (skilsmissesæreje med fuldstændigt særeje for en ægtefælle ved den ene - men ikke ved den andens - død som den førstafdøde), bliver ejerægtefællens særeje enten fælleseje eller fuldstændigt særeje ved den førstafdøde ægtefælles død. Kombinationssærejet indgår således blot i de foran anførte beregninger.
Overtages fællesboet af en efterlevende ægtefælle til uskiftet bo, kan aktiver, der var den afdøde ægtefælles fuldstændige særeje, i givet fald som hidtil udlægges særskilt ved et boudlæg.
Det er forudsat, at boer, hvor afdøde ingen aktiver efterlader sig, som hidtil teknisk kan sluttes med en konstatering deraf uden udlæg af aktiver. Det bemærkes dog, at der efter de gældende regler i lov om offentlig sygesikring i anledning af næsten ethvert dødsfald ydes en begravelseshjælp, hvorfor det oprindelige grundlag for skifteformen »intet efterladt« ikke længere synes at være til stede. Udbetales der således en begravelseshjælp, forekommer det mest naturligt at bruge reglerne om boudlæg.
Det forudsættes også, at der som efter gældende ret ikke skal foretages skatteansættelse af mellemperioden, medmindre en efterlevende ægtefælle undtagelsesvis anmoder derom. Det betyder bl.a., at indberetning til skattemyndighederne om boets aktiver og passiver kan undlades.
De begravelsesudgifter, der efter bestemmelsen i stk. 1 er berettigede som boudgifter, er i overensstemmelse med hidtidig fulgt praksis primært rimelige udgifter til bedemand, ligklæder, kiste eller urne, rustvognskørsel, annoncering af dødsfaldet, takkekort, pyntning af kirken og kisten, kirkens personale, korsang, bespisning af følget, køb og anlæg af gravsted, graver, gravsten og vedligeholdelse af gravstedet i fredningsperioden.
Udgifterne til boets behandling omfatter eventuelt gebyr for boets berigtigelse samt eventuelle udgifter til vurderinger.
En person, der får udlagt et bo, må respektere trediemands tingligt beskyttede ret over boets aktiver. Ved afgørelsen af, om et bo skal berigtiges som boudlæg, må der derfor i det enkelte aktivs værdi ske fradrag for gæld, der er sikret i aktivet ved pant eller på anden tilsvarende måde. Sidestillet med pant er gyldigt ejendomsforbehold og tingligt sikrede udlæg samt modregningsret. Medmindre der er tale om en aftalt modregningsadgang, må de almindelige modregningsbetingelser være opfyldte på tidspunktet for boets berigtigelse. Ved opgørelsen af særlig sikrede fordringer, må disse ansættes til det beløb, fordringerne kan indfries med på berigtigelsestidspunktet.
Bestemmelsen i stk. 2 giver mulighed for, at boudlæg under ganske særlige omstændigheder kan finde sted, selv om værdigrænsen i stk. 1 overskrides. Bestemmelsens tilsigtede anvendelsesområde er primært de situationer, hvor der i et bo er et betydeligt antal kreditorer, og hvor udgifterne ved en egentlig bobehandling vil overstige boets overskud, selv om overskuddet er på mere end 25.000 kr. Der går i så fald intet fra kreditorerne.
Ved den foreslåede formulering af bestemmelsen tilkendegives, at der generelt bør udvises endog meget stor tilbageholdenhed med at tillade boudlæg, hvis værdigrænsen på 25.000 kr. er overskredet.
I visse tilfælde vil betingelserne for boudlæg efter stk. 1 kunne foreligge, selv om aktivernes bruttoværdi er betydelig, idet aktiverne i væsentligt omfang er behæftet med tingligt sikret gæld m.v. Udgangspunktet er som efter gældende ret, at boudlæg også skal kunne finde sted i sådanne tilfælde, men der vil da jævnligt kunne være berettiget tvivl om, hvilken realisationsværdi aktiverne har, f.eks. hvor indehaveren af en vognmandsforretning med flere kostbare vogntog er død, og vognene er behæftet med restgæld i henhold til ejendomsforbehold, eller hvor der til boets aktiver hører en fast ejendom behæftet med gæld. Hensynet til de impliceredes interesser vil i sådanne situationer ofte gøre det ønskeligt, at de pågældende aktivers realisationsværdi fastslås på betryggende måde under en egentlig bobehandling. Reglen i stk. 3 tilgodeser i første række sådanne tilfælde. Fremsætter en kreditor, en af de efterladte eller en arving ønske derom, kan skifteretten i givet fald træffe bestemmelse om, at boet skal behandles efter lovens øvrige regler. Afgørelsen må træffes på grundlag af et skøn over usikkerheden om de pågældende aktivers realisationsværdi, hvor det vil være vejledende, om det kan antages, at aktivet eventuelt realiseres sådan, at betingelserne for boudlæg efter stk. 1 ikke længere ville være opfyldt. Sådan bestemmelse kan tillige træffes, hvor der i øvrigt er tvivl om, hvorvidt betingelserne for boudlæg efter stk. 1 er opfyldt, navnlig hvor der er tvivl om gyldigheden af et ejendomsforbehold eller om, hvorvidt en panteret er sikret over for kreditorerne, eller om størrelsen af en tinglig sikret gæld.
Til § 19
Bestemmelsens stk. 1 fastslår, hvem boudlægget kan gives til. Som udgangspunkt bør udlæg ske til afdødes nærmeste efterladte. Ved afgørelsen af, hvem der som afdødes nærmeste efterladte skal have ret til udlæg af et overskud, foreslås det, at hovedvægten ikke lægges på, hvem der efter de arveretlige regler var afdødes arvinger, men at udlægget i stedet sker ud fra vurderinger af, hvem som stod afdøde nærmest. Dette vil ofte være den eller dem, som har varetaget afdødes interesser, f.eks. gennem pleje under sygdom eller på anden lignende måde, og som har truffet bestemmelse om begravelsen og bestilt denne. Afgørelsen af, hvem der er afdødes nærmeste efterladte, må således i hvert enkelt tilfælde afgøres på grundlag af en konkret vurdering af afdødes forhold. Heri kan tillige indgå eventuelle testamentariske indsættelser fra afdøde.
Var den afdøde gift, eller levede den afdøde i et registreret partnerskab, i et fast samlivsforhold eller i andet fast bofællesskab, bør boudlæg som altovervejende hovedregel ske til den, som den afdøde boede sammen med.
Findes der efter det oplyste ikke nærstående slægtninge eller testamentarisk indsatte, eller ønsker de pågældende ikke at modtage boudlæg, kan udlæg ske til en institution, afdøde havde tilknytning til. Der kan navnlig blive tale om det pleje- eller alderdomshjem, hvor afdøde havde boet i længere tid. I øvrigt kan udlæg ske til en kommune eller til statskassen. I overensstemmelse med hidtidig praksis kan boudlæg, hvor praktiske hensyn tilsiger dette, også ske til et bedemandsfirma eller til en udlejer m.fl.
Det er forudsat, at en kommune i sidste instans har pligt til at dække begravelsesomkostningerne. Kommunen kan derimod ikke påtvinges et boudlæg. Ønsker ingen andre afdødes aktiver udlagt, er det i givet fald statskassen, der må tage boudlægget.
Er der intet i boet, eller er der kun et ubetydeligt overskud, efter at begravelsesudgifterne er dækket, kan udlæg altid ske til den, der har betalt eller erklærer at ville betale begravelsesudgifterne.
Ved modtagelsen af et boudlæg bliver modtageren forpligtet til at dække udgifterne ved begravelsen og boets behandling, jf. bestemmelsens stk. 2 . I sådanne tilfælde kan det, når et overskud udlægges, efter omstændighederne være hensigtsmæssigt forlods at udlægge et beløb svarende til begravelsesudgifterne til den, der har betalt begravelsen. Ønsker en person ikke at påtage sig den forpligtelse, der følger af at få et bo udlagt, må vedkommende afslå boudlægget.
Udlægsmodtageren hæfter ikke for den afdødes gældsforpligtelser. Ved udlæg af aktiver, der er behæftet med pant eller på anden tilsvarende måde, jf. § 18, stk. 1, bliver udlægsmodtageren ejer af de pågældende aktiver, men udlægsmodtageren pådrager sig ikke derved nogen personlig hæftelse i stedet for afdødes. Rettighedshaveren vil imidlertid fortsat kunne holde sig til det udlagte aktiv.
Som udgangspunkt hæfter den, der har bestilt en begravelse personligt for udgifterne dertil, men med ret til at kræve sine udlæg godtgjort af boet. Er begravelsen bestilt af en person, som ikke hører til den afdødes nærmeste efterladte, og som derfor ikke får boet udlagt, hæfter udlægsmodtageren for begravelsesudgifterne med nettoværdien af det modtagne over for den, der bestilte og betalte begravelsen.
Der gives i bestemmelsen skifteretten mulighed for at betinge et udlæg af et overskud af, at udlægsmodtageren ryddeliggør afdødes bolig. Derved gives der skifteretterne mulighed for at imødegå det i praksis forekommende problem, der opstår, når en udlægsmodtager alene afhenter de »gode« effekter, men lader effekter, der er værdiløse, forblive i afdødes lejlighed. Det er forudsat, at betingelsen om ryddeliggørelse ikke stilles, såfremt det skønnes, at udgiften til ryddeliggørelse vil overstige overskuddet. Pligten til ryddeliggørelse indebærer, at udlægsmodtageren må fjerne alle indboeffekter og andet løsøre, herunder også gamle aviser og lignende, men derimod ikke er forpligtet til at gøre rent. Det forudsættes, at bestemmelsen navnlig skal anvendes i tilfælde, hvor afdøde har boet til leje og på plejehjem.
Betinges udlægget af, at udlægsmodtageren påtager sig at ryddeliggøre afdødes bolig, og accepteres betingelsen af udlægsmodtageren, vil denne kunne ifalde erstatningsansvar over for udlejeren, såfremt ryddeliggørelse ikke sker. Der vil endvidere efter omstændighederne kunne blive tale om at omgøre udlægget i medfør af forslagets § 103, stk. 1, nr. 6.
Til § 20
Skifteretten kan efter lovforslagets § 103, stk. 1, nr, 1, genoptage et bo, hvis der fremkommer yderligere aktiver. Udgangspunktet er da, at det tidligere udlagte ikke skal indgå i boet. Dette svarer til den gældende regel i skiftelovens § 10, stk. 3. Det ville normalt ikke virke rimeligt, såfremt en udlægsmodtager, der har indrettet sig i tillid til at kunne beholde aktiverne, senere stilles over for krav om tilbagelevering. Overgår boet til behandling efter lovens almindelige regler, vil udlægsmodtageren derfor ligesom efter gældende ret i almindelighed kunne beholde det modtagne. Under særlige omstændigheder, navnlig hvor udlægsmodtageren har afgivet urigtige oplysninger, inddrages det modtagne dog helt eller delvis under den nye bobehandling. Hvis et bo, der er sluttet ved boudlæg, genoptages i medfør af lovforslagets § 103, stk. 1, nr. 1, fordi der er fremkommet oplysninger om yderligere aktiver, skal det tidligere udlagte således som udgangspunkt ikke indgå i boet. Henvisningen til reglerne i § 18 indebærer, at omkostningerne ved en bobehandling som følge af genoptagelsen på ny må sættes i relation til omkostningerne ved bobehandlingen, idet der almindeligvis ikke vil være andre midler end de nytilkomne, der kan anvendes til dækning af omkostningerne. Nyt boudlæg vil således kunne finde sted, selv om dette indebærer, at værdigrænsen i § 18, stk. 1, derved overskrides, når værdien af det udlagte ved det første boudlæg lægges sammen med det nye boudlæg, der er en følge af genoptagelsen. Nyt boudlæg kan imidlertid ikke finde sted, såfremt de efterladte, der modtog det første boudlæg, da var bekendt med eller havde grund til at antage, at der forelå yderligere aktiver. Det påhviler skifteretten at undersøge, hvornår oplysninger om de nye aktiver er tilgået de efterladte.
Til § 21
Bestemmelsens reguleringsmekanisme svarer til den, der er indsat i retsplejelovens § 330 a, stk. 1, til regulering af indtægts- og beløbsgrænser ved fri proces.
Til kapitel 13
Udlæg til en efterlevende ægtefælle
Kapitlets bestemmelser, der svarer til bestemmelserne i kapitel 12 i betænkningens lovudkast, er en videreførelse af gældende ret med enkelte præciseringer og fornyelser.
Til § 22
Efter bestemmelsens stk. 1 kan udlæg af et bo til den efterlevende ægtefælle ligesom efter gældende ret ske efter anmodning, såfremt der efter reglerne i det samtidigt hermed fremsatte forslag til ændring af arveloven, jf. forslaget til ny § 7 a og § 7 b i arveloven, samt efter forslaget om ændring af § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger, intet bliver at udlodde til andre arvinger, og ægtefællen påtager sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser.
Stk. 2 svarer i al væsentlighed til forslagets § 18, stk. 3, og § 25, stk. 1, nr. 5. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.
Ligesom det er tilfældet ved privat skifte, bliver adgangen til individualforfølgning fra boets udlevering fri. Arrest, der i medfør af forslagets § 10, stk. 4, har tabt sin virkning fra dødsfaldet, træder således på ny i kraft ved udleveringen til ægtefællen, jf. bestemmelsens stk. 3 sammenholdt med forslagets § 26, stk. 3.
Ægtefællen kan i medfør af forslagets § 81, stk. 1, udstede præklusivt proklama efter boets udlevering og uden nogen frist. Proklama kan tillige med skifterettens tilladelse udstedes inden boets berigtigelse.
Til § 23
Bestemmelsen giver en ægtefælle - ligesom arvingerne i et privat skifte - adgang til gøre sig fri af gældsansvaret efter § 22, stk. 1, nr. 2, hvis det viser sig, at den afdødes bo må antages at være insolvent.
Der er ikke indsat en tidsgrænse for hæftelsesfritagelsen, idet lovforslagets generelle forudsætning om hurtig reaktion må kræve, at anmodningen om bobestyrerbehandling fremsættes kort tid efter, at boets sandsynlige insolvens er konstateret. Dette almindelige krav til reaktionen findes at indeholde en tilstrækkelig begrænsning i sig selv.
Til forskel fra betænkningens lovudkast giver bestemmelsen i lovforslaget også en kreditor mulighed for at anmode om insolvensbehandling. Denne beføjelse ville en kreditor have haft, hvis boet var blevet udleveret til privat skifte. Ofte vil det bero på tilfældigheder, om et bo udlægges til den efterlevende ægtefælle efter reglerne i lovforslagets kapitel 13, eller om boet udleveres til privat skifte. En kreditor vil efter omstændighederne kunne have behov for at udnytte beføjelsen til at anmode om insolvensbehandling, eksempelvis hvis ægtefællen alene dækker visse af kreditorerne, og det viser sig, at der ikke er midler til at sikre de resterende kreditorer fyldestgørelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets §§ 29 og 104.
Til kapitel 14
Uskiftet bo
På nær forskellige præciseringer og fornyelser svarer bestemmelsen i forslagets kapitel 14 om uskiftet bo til gældende ret.
Der henvises i øvrigt til kapitel 3 om uskiftet bo med livsarvinger i lovforslaget vedrørende arveloven samt tilhørende bemærkninger.
Til § 24
De materielle betingelser, der specielt relaterer sig til uskiftet bo, er indeholdt i lovforslaget til ændring af arveloven.
Bestemmelsen i stk. 1 er alene medtaget i forslaget til lov om skifte af dødsbo for at skabe overblik over de forskellige berigtigelsesmuligheder.
Ved bestemmelsen stk. 2 , der henviser til forslagets § 26, stk. 3, fastslås det, at arrest, der har tabt sin virkning ved dødsfaldet, jf. forslagets § 10, stk. 4, ligesom ved udlæg efter kapitel 13 til en efterlevende ægtefælle og ved privat skifte, atter træder i kraft ved udleveringen til uskiftet bo, som om afbrydelse ikke var sket.
Bestemmelsens stk. 3 fastslår, at reglerne i forslaget til lov om dødsboskifte i øvrigt finder anvendelse med de fornødne modifikationer ved behandling af sager om udlevering til uskiftet bo. Det bemærkes, at reglerne om gældshæftelse og skifteværger er indarbejdet i forslaget til nyaffattelse af kapitel 3 i arveloven.
Til kapitel 15
Privat skifte
Efter gældende dansk ret er det ved bestemmelsen i skiftelovens § 81 gjort til en grundlæggende betingelse for privat skifte, at alle boets arvinger vedgår boets gæld, således at de straks kommer til at hæfte for hele gælden, også selv om det privatskiftede bo senere måtte vise sig at være insolvent.
Ved lovforslagets kapitel 15 ændres den grundlæggende betingelse for at kunne skifte privat fra at være et spørgsmål om arvingernes gældsvedgåelse til at være et spørgsmål om, hvorvidt boet må antages at være solvent eller ej. Dette sammenholdt med lovforslagets mulighed for hæftelsesfritagelse efter § 104, hvis boet skulle vise sig at være insolvent, skulle skabe basis for, at flere boer fremover kan skiftes privat.
For en mere uddybende redegørelse af de mere generelle betragtninger bag lovforslagets bestemmelser om privat skifte henvises til afsnit 8 i de almindelige bemærkninger.
Til § 25
Bestemmelsen angiver betingelserne for, at et bo kan udleveres til privat skifte.
Efter stk. 1, nr. 1 , må der foreligge en anmodning om privat skifte, der er tiltrådt af alle arvingerne, jf. stk. 2. Enhver arving kan som efter gældende ret forlange boet behandlet ved bobestyrer (behandlet offentligt), idet gennemførelse af det private skifte forudsætter, at der vil kunne opnås enighed om alle dispositioner.
Er der tvist om, hvorvidt en person er arving eller ej, eller er dette i øvrigt uafklaret, kan boet ikke udleveres til privat skifte. Er en arving derimod kendt, men ikke til at finde, kan der beskikkes skifteværge for den pågældende, og boet kan herefter skiftes privat.
Efter nr. 2 forudsætter udlevering til privat skifte tillige, at boet må antages at være solvent. Herved skal forstås, at realisationsværdien af boets aktiver og indtægter må antages at ville kunne dække samtlige boets passiver, jf. nærmere bemærkningerne til forslagets § 69. Kravet om solvens er begrundet i hensynet til kreditorernes interesser. Antageliggørelsen af boets solvens vil i de fleste boer kunne ske på enkel måde, i mange tilfælde ved fremlæggelse af en kopi af den afdødes sidste selvangivelse. Ved bedømmelsen af solvensen må der bortses fra aktiver, der er så usikre, at de ikke kan værdiansættes. Tvivlsomme eller bestridte fordringer mod boet må medregnes, medmindre det fremgår af omstændighederne, at fordringen ikke eller kun delvist kan ventes at blive anerkendt.
I nogle boer vil det kunne være tvivlsomt, om et bo er solvent eller ej. Dette kan skyldes usikkerhed med hensyn til ansættelsen af en realistisk værdi på aktiverne eller manglende kendskab til, hvilke kreditorer afdøde havde.
Såfremt arvingerne under sådanne omstændigheder ikke umiddelbart ønsker at få boet behandlet ved bobestyrer, men ønsker et bedre grundlag for at kunne afgøre, om boet skal skiftes privat, kan der udarbejdes en åbningsstatus, hvor aktivernes værdi eventuelt baseres på sagkyndig vurdering i henhold til forslagets § 93. Udgifterne ved udarbejdelse af en åbningsstatus skal alligevel normalt afholdes til brug ved bobestyrerens tilkendegivelse efter forslagets § 52 m.v. eller til brug for boopgørelsen i det privatskiftede bo efter forslagets § 31, stk. 1.
Endvidere vil den endelige beslutning om boets berigtigelsesform kunne afvente gennemførelsen af et præklusivt proklama, således at boets solvens kan bedømmes så sikkert som muligt, inden arvingerne tager stilling til, om de ønsker at skifte privat.
Sådanne nødvendige undersøgelser vil efter de moderniserede regler om proklama, forslaget i øvrigt indeholder, i de fleste sager kunne foregå i løbet af nogle måneder. Såfremt der i sådanne sager undtagelsesvist måtte være behov for hurtig stillingtagen til enkelte spørgsmål, giver forslagets § 12 også mulighed for, at der beskikkes en midlertidig bobestyrer.
Den gældende praksis, hvorefter boer undertiden tillades berigtiget til privat skifte op til 10 - 11 måneder efter dødsfaldet, findes ikke at harmonere med ønsket om, at dødsbobehandlingen gennemføres hurtigst muligt. Ved forslaget til ændrede regler for privat skifte er forudsat, at berigtigelse til privat skifte fremover almindeligvis ikke finder sted senere end 6 måneder efter dødsfaldet.
Må det antages, at boet er insolvent, eller er der usikkerhed om, hvorvidt dette er tilfældet, bør boet ikke udleveres til privat skifte, medmindre arvingerne stiller fuld og betryggende sikkerhed for betaling af boets mulige negative saldo. Sikkerheden skal modsvare den del af boets samlede passiver, der overstiger aktivernes realisationsværdi. Denne mulighed for sikkerhedsstillelse er forudsat i betænkningen, men findes at burde egentlig lovfæstes, og er derfor medtaget i bestemmelsen.
Ønsker arvingerne ikke at dække gælden fuldt ud, må boet behandles ved bobestyrer, medmindre andet aftales med kreditorerne.
Ifølge bestemmelsen i nr. 3, 1. led stilles det yderligere som en betingelse for privat skifte, at mindst en af arvingerne kan optræde under skiftet uden at være repræsenteret ved værge eller skifteværge, og ifølge bestemmelsens 2. led , at den pågældende tillige er i stand til at betale sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder.
Var alle boets arvinger insolvente eller repræsenteret ved værge eller skifteværge p.g.a. umyndighed, inhabilitet, fravær, passivitet m.v., ville ingen af arvingerne efter boets deling komme til at hæfte fuldt ud for ubetalte gældsposter, jf. forslagets § 27, stk. 2. Hensynet til afdødes kreditorer, der ellers kunne risikere at måtte indkræve ikke betalte gældsposter anpartsvis hos samtlige arvinger, og derfor ville lide tab, såfremt blot en arving ikke var betalingsdygtig, nødvendiggør, at sådanne boer behandles ved bobestyrer.
Tilstedeværelsen af solvens hos mindst en af de arvinger, der kan optræde under boets behandling uden at være repræsenteret ved værge eller skifteværge, vil efter omstændighederne kunne godtgøres ved, at den pågældende person afgiver en erklæring under strafansvar om at være solvent. Insolvens må altid antages at foreligge, såfremt der i tiden forud for berigtigelsen er afgivet insolvenserklæring for fogedretten, eller arvingen er under konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. Erklæringen må derfor omfatte disse forhold. Det nærmere indhold af den erklæring, der skal afgives for at få boet udleveret, fastsættes af justitsministeren i medfør af lovforslagets § 112.
Bestemmelsens nr. 4 fastsætter, som det er tilfældet efter gældende ret, at boet ikke kan skiftes privat, såfremt afdøde ved forskrift i testamente gyldigt har udelukket privat skifte. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 36, nr. 4, og § 38.
Betingelsen om afgivelse af en erklæring om, at insolvens ikke foreligger, suppleres af censurreglen i forslagets § 25, stk. 1, nr. 5 , hvorefter udlevering til privat skifte ex officio kan nægtes, hvis afgørende hensyn, herunder arvingernes manglende betalingsevne, taler imod. Censurbeføjelsen er tiltænkt anvendelse i situationer, hvor der er holdepunkter for at antage, at udleveringen vil kunne medføre en nærliggende risiko for, at boets legatarer eller kreditorer ikke vil blive dækket, at arvingerne ikke vil dele arven på korrekt måde, at arvingerne ikke vil opfylde deres forpligtelser til at foretage påbudte indberetninger til skattemyndighederne eller ikke vil indbetale dødsboskat eller boafgifter. Det bemærkes, at skifteretten skal påse, at boet ikke udleveres til privat skifte, hvis en arving ikke har hjemting her i landet, uden at der stilles bankgaranti eller tilsvarende sikkerhed for boafgifternes betaling, jf. § 21 i lov om afgift af dødsboer og gaver.
Har boets kreditorer eller legatarer tilkendegivet, at de ikke har tillid til, at boet skiftes privat, må en kritisk gennemgang af betingelserne for udlevering til privat skifte foretages. Bestemmelsen fremhæver særligt manglende betalingsevne hos arvingerne. Efter omstændighederne bør der dog gives arvingerne adgang til at sikre opfyldelse af legater eller betaling af gæld ved sikkerhedsstillelse eller ved fastfrysning af boaktiver, før et bos udlevering til privat skifte afslås.
Skifterettens nægtelse af at udlevere et bo til privat skifte efter forslagets § 25, stk. 1, kan være definitiv eller foreløbig, idet det i sidste fald angives, hvilke krav der må opfyldes, for at udlevering vil kunne ske. Der kan i så fald fastsættes en tidsfrist, jf. forslagets § 36, nr. 7, med bemærkninger. Skifteretten vil med hjemmel i bestemmelsen i § 25, stk. 1, nr. 5, tillige kunne betinge et bos udlevering til privat skifte af, at arvingerne antager en advokat eller anden sagkyndig til at bistå med boets behandling. Fastsættelse af et sådant vilkår vil f.eks kunne være aktuelt i tilfælde, hvor båndlæggelse eller rente- eller brugsnydelsesrettigheder skal effektueres i forbindelse med boets behandling.
Afgørelse om boets udlevering eller om nægtelse af boets udlevering skal, hvor der foreligger en tvist, træffes ved kendelse og være begrundet. Såvel kendelser som beslutninger kan påkæres til landsretten af enhver, som har retlig interesse deri.
Stk. 2 bestemmer, hvem der kan fremsætte en anmodning om privat skifte. En sådan anmodning skal enten fremsættes af arvingerne personligt eller af deres værge eller skifteværge. Er en arving umyndig, kan anmodningen alene fremsættes af værgen. Er en arving under konkurs, skal dennes anmodning om privat skifte tillige tiltrædes af konkursboet, jf. lovforslaget om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love med forslaget til ændring af konkurslovens § 35.
Som et led i bestræbelserne på at styrke retsstillingen for legatarer, fastsætter stk. 3 , at skifteretten kan bestemme, at arvingerne i forbindelse med boets udlevering skal underrette eventuelle legatarer om deres ret til at arve. Det tilsigtes, at bestemmelsen navnlig bringes i anvendelse, hvor der er tale om legater af betydelig værdi. Skifteretten bør dog tillige overveje at træffe bestemmelse om, at legatarer skal underrettes, hvor disse bor i udlandet, eller hvor boet udleveres til en enearving.
Ved privat skifte er indkaldelse af boets kreditorer obligatorisk, jf herved forslagets § 81, stk. 2. Medmindre der allerede inden boets berigtigelse er udstedt proklama, skal udstedelsen efter stk. 4 ske senest i forbindelse med boets udlevering. Skifteretten skal i forbindelse med boets berigtigelse påse, at proklama udstedes og kan forlange, at anmeldelsen om optagelse i Statstidende indsendes gennem skifteretten. Dette var alene forudsat i Skiftelovsudvalgets betænkning, men findes at burde lovfæstes, og er derfor medtaget i bestemmelsen 2. pkt. Denne adgang giver skifteretten mulighed for at sikre, at proklama faktisk udstedes straks, hvilket er nødvendigt for at tilgodese kreditorinteresserne i boet. Hertil kommer, at der i visse privatskiftede boer, hvor flere arvinger er involveret, kunne være en potentiel risiko for, at flere proklamaer blev udstedt. Dette vil tillige kunne imødegås ved at forlange, at proklamaet fremsendes gennem skifteretten.
Ønsker arvingerne et bo udleveret i henhold til reglerne om privat skifte, følger det af bestemmelsen i stk. 5 , at der senest 6 måneder efter boets udlevering skal indleveres en opgørelse over boets aktiver og passiver til skifteretten. En sådan opgørelse svarer i store træk til den opgørelse, der efter gældende ret skal indleveres efter kildeskattelovens § 14.
Opgørelsen skal indleveres i to enslydende eksemplarer, idet det er forudsat, at skifteretten straks herefter sender det ene eksemplar til den kommunale skattemyndighed. Formålet hermed er at gøre det muligt at sikre, at arvingernes oplysninger om formueforholdene svarer til de oplysninger, skattemyndighederne har fået indberetning om fra afdøde selv de forudgående år. Bestemmelsen finder også anvendelse på boer, der udleveres til en efterlevende ægtefælle efter reglerne om forenklet privat skifte, jf. herved § 34, stk. 2.
Bestemmelsen er ny i forhold til det lovudkast, der er indeholdt i betænkningen. Et krav om indlevering af en opgørelse over aktiver og passiver er imidlertid nødvendigt for at skattemyndighederne kan tage stilling til krav om efterbeskatning, der ikke prækluderes, inden arvingerne afslutter og deler boet. Da krav om en obligatorisk opgørelse samtidig vil have til følge, at der på et tidligere tidspunkt af bobehandlingen opnås sikkerhed for størrelsen af den gæld, der skal betales i boet, herunder også kendskab til dele af skattemyndighedernes krav, findes opgørelse med fordel at kunne kræves indleveret i alle boer, der ønskes udleveret til privat skifte.
Opgørelsen over boets aktiver og passiver skal være underskrevet af samtlige arvinger. Underskrift på opgørelsen kan ske ifølge fuldmagt, men i så fald må originalfuldmagterne vedlægges det eksemplar af opgørelsen, der indsendes til skifteretten. Skifteretten påser, at opgørelsen er korrekt underskrevet. Såfremt underskrifterne ikke er behørigt påført, må dette forhold bringes i orden, før boet kan udleveres.
Udover kravet om underskrift stiller bestemmelsen ikke egentlige formkrav til opgørelsen, men der er hjemmel til, at justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende opgørelsen.
Arvingerne skal efter stk. 6 angive en person, til hvem der på alle arvingers vegne kan rettes henvendelser vedrørende boet. En tilsvarende regel findes for så vidt angår meddelelser fra skatte- og boafgiftsmyndighederne for tiden i kildeskattelovens § 20 D, stk. 2.
Det forudsættes, at skifteretten kan forlange, at den pågældende opfylder betingelserne i § 25, stk. 1, nr. 3.
Til § 26
Reglen i stk. 1 svarer til gældende ret. Der vil som hidtil kunne disponeres i henhold til fuldmagter.
Efter boets udlevering til privat skifte kan såvel afdødes kreditorer som enhver anden, der i øvrigt måtte have krav mod boet, efter stk. 2 frit sagsøge boet ved de privatskiftende arvinger og, indtil arvingerne deler boet imellem sig, søge sig fyldestgjort i boets aktiver gennem individualforfølgning.
Ved bedømmelsen af, hvornår boet skal anses for delt, bliver det afgørende, hvornår arvingerne, der kun i fællesskab har legitimation til at råde over boets aktiver, aftaler at overføre legitimationen til at råde over aktiverne til den enkelte arving. For ejerregistrerede aktiver som fast ejendom, indeståender på konti og registrerede værdipapirer, der værdimæssigt udgør langt den betydeligste del af aktiverne i dødsboer, vil dette normalt falde sammen med, at ejerregistreringen - let konstaterbart - ændres fra at lyde på boet til at lyde på den enkelte arving. Dansk rets almindelige bevisbyrderegler og regler om kreditorekstinktion vil - som hidtil, jf. skiftelovens § 53 - finde anvendelse. For aktiver, der ikke er undergivet nogen ejerregistrering, bliver det principielt afgørende, hvornår arvingerne lader rådigheden overgå til den enkelte alene.
Også en delvis deling af boet, herunder en a conto udlodning, vil kunne være afgørende, således at adgangen til individualforfølgning for boets kreditorer ophører for så vidt angår de delte aktiver.
I boer, der udleveres til en enearving, anses »delingen« for at være indtrådt ved udleveringen, idet arvingen fra dette tidspunkt har legitimation til alene at råde over aktiverne.
Arrest, som inden dødsfaldet er foretaget hos den afdøde, taber fra dødsfaldet sin virkning, jf. forslagets § 10, stk. 3. Ifølge stk. 3 træder arresten, som efter gældende ret, imidlertid atter i kraft, fra et bos udlevering til privat skifte.
Ved bestemmelsens stk. 4 fastslås det, at enhver arving kan forlange, at boets aktiver, bortset fra sædvanlig indbo og personlige effekter, ikke må deles, før boets gæld er betalt eller tilstrækkeligt sikret.
Selv om dette i og for sig allerede følger af en fortolkning af bestemmelsens stk. 1 om, at arvingerne i forening råder over boets aktiver, findes det ønskeligt, at dette af hensyn til hæftelsesreglen i forslagets § 27 præciseres udtrykkeligt.
Til § 27
Fra det tidspunkt, hvor arvingerne helt eller delvis deler boets aktiver mellem sig, indtræder der efter lovforslagets § 27 en hæftelse for alle boets arvinger. Hæftelsen er efter bestemmelsens stk. 1 personlig og solidarisk. Dog gælder efter stk. 2 særlige hæftelsesregler for arvinger, der er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som er under konkurs, jf. nedenfor.
Hæftelsestidspunktets indtræden hænger nøje sammen med, at kreditorerne fra delingstidspunktet afskæres fra at foretage retsforfølgning mod boet og mod boets aktiver, jf. forslagets § 26, stk. 2. Den personlige og solidariske hæftelse for de arvinger, som ikke er repræsenteret ved værge eller skifteværge, og som ikke er under konkurs, vil være ensbetydende med, at boets usikrede kreditorer efter boets deling for hele fordringen uden videre kan holde sig til hver af disse arvinger. Kreditorernes adgang til fyldestgørelse er således sikret, dersom blot en af disse arvinger er betalingsdygtig, og kreditorerne nødsages ikke til at gå den besværlige vej, en proratarisk hæftelsesform nødvendiggør, nemlig at indkræve en del af fordringen hos hver arving. En hæftelsesform som den foreslåede må derfor antages normalt at ville medføre, at boets myndige arvinger, der ikke er omfattet af § 27, stk. 2, drager omsorg for at få boets gæld betalt eller behørigt sikret, inden aktiverne deles. En arving, som tvinges til fuldtud at betale en gældspost, vil ganske vist have regres mod sine medarvinger, jf. grundprincippet i gældsbrevslovens § 2, stk. 2, men har ikke nogen sikkerhed for, at disse er betalingsdygtige.
Om begrebet »deling« henvises til det under § 26 anførte.
Efter bestemmelsens ordlyd udløses hæftelsen efter stk. 1 ikke som følge af arvingerne fordeling af sædvanlige indboeffekter og effekter af personlig karakter, herunder beklædningsgenstande og linned m.v. I praksis er det således almindeligt, at afdødes pårørende i fællesskab straks efter dødsfaldet ryddeliggør afdødes lejlighed eller bolig på pleje- eller alderdomshjem og i forbindelse hermed endeligt fordeler de derværende effekter mellem sig. Denne praksis findes bl.a. af hensyn til at fremme mulighederne for genudnyttelse af den ledigblevne lejlighed eller institutionsplads at være hensigtsmæssig, og den foreslåede ansvarsregel tilsigter ikke at lægge hindringer i vejen for en videreførelse af praksis på dette område.
Arvingerne vil endvidere kunne sælge aktiver, uden at en deling kan anses for foretaget, når blot salgsprovenuet holdes udelt.
Er boet insolvent, og anvendes alle dets midler til dækning af gæld, hæfter arvingerne efter § 27, stk. 1, for den ubetalte del af gælden, indtil boet tages under behandling ved bobestyrer, og arvingerne tilbageleverer m.v. efter forslagets § 104.
Stk. 2 begrænser hæftelsen for medarvinger, der er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som er under konkurs. Efter bestemmelsen skal disse alene hæfte med værdien af det, som de eller konkursboet har modtaget, og kun pro rata i det forhold, i hvilket de var berettigede til at modtage bos- og arvelod. Dette indebærer, at disse arvinger inden for værdien af, hvad de har modtaget, alene kan komme til at bære den del af en gældspost, som alligevel skulle have været fradraget i deres arvelod, hvis gældsposten var blevet betalt rettidigt.
Måtte boets fuldt-ud hæftende arvinger efter en deling af et solvent bo på irregulær måde have anvendt boets midler til andre formål end dækning af boets gæld, kan de udækkede kreditorer holde sig proratarisk til de arvinger, der er omfattet af forslagets § 27, stk. 2, hvorefter disse kan komme til at hæfte for mere, end de efter det indbyrdes forhold skulle have båret. De vil imidlertid i så fald dels kunne holde sig til de arvinger, der efter § 27, stk. 1, hæfter fuldt ud, dels efter omstændighederne kunne gøre et erstatningskrav gældende mod deres værge eller skifteværge, der har tilladt, at boet blev delt, før al gæld var betalt.
Det er forholdene ved boets udlevering, der er afgørende for, hvilken hæftelse, der skal gælde for en arving, der undervejs i bobehandlingsperioden overgår fra at være omfattet af stk. 1 til at være omfattet af stk. 2, eller overgår fra stk. 2 til stk. 1, som det f.eks vil være tilfældet med en mindreårig, der i bobehandlingsperioden fylder 18 år.
Til § 28
Deler arvingerne boets aktiver mellem sig uden at give legatarerne, hvad der tilkommer dem, hæfter arvingerne over for legatarerne i overensstemmelse med forslagets § 27. Om tidspunktet for legaters opfyldelse henvises til § 14. Reglen viderefører et hovedprincip, der også må antages at gælde efter de hidtidige regler og efter retspraksis.
Til § 29
En betingelse for at udlevere et bo til privat skifte er, at boet må antages at være solvent. En forudsætning kan imidlertid svigte, og i praksis vil der kunne forekomme tilfælde, hvor det efter udleveringen alligevel viser sig, at boet er insolvent. For de af boets arvinger, der hverken er repræsenteret ved værge eller skifteværge eller er under konkurs, er udgangspunktet da, at de, når boet helt eller delvist er delt, eller alle boets midler er anvendt til dækning af gæld, hæfter fuldt ud for kreditorernes krav. For så vidt angår arvinger, der i boet er repræsenteret ved værge eller skifteværge eller er under konkurs, gælder, at disse alene hæfter efter bestemmelsen i forslagets § 27, stk. 2, og således højest skal tilsvare værdien af det, de eller deres konkursbo har modtaget. De øvrige arvinger vil, om de foretrækker det, kunne dække den overskydende gæld og gennemføre det private skifte. Disse arvinger bør imidlertid ifølge forslagets intentioner om at fremme mulighederne for, at dødsboer kan skiftes privat, have adgang til at kunne frigøre sig for den forøgede hæftelse.
Efter bestemmelsen kan dette ske ved, at boet i medfør af § 30 tages under behandling ved bobestyrer som et insolvent bo, og arvingerne tilbageleverer, hvad de har modtaget tillige med eventuelt oppebåret udbytte, eller tilsvarer den modtagne berigelse eller erstatter værdien af det modtagne i overensstemmelse med de nærmere regler derom i forslagets § 104.
Har arvingerne delt og forbrugt af arven uden at sikre sig, at boet var solvent, og at der ikke var ufyldestgjorte rettighedshavere i boet, hæfter de hver for sig med den begrænsning, der følger af § 27, stk. 2, for det samlede krav, som boet efter § 104 vil kunne fremsætte. I en sådan situation fritages hver enkelt arving således ikke for sig for gældshæftelsen ved blot at tilbagelevere det, vedkommende selv har modtaget. Om hæftelsesreglerne henvises i øvrigt de de almindelige bemærkninger afsnit 8.2.5.
Kreditorer, som har modtaget for meget i dækning, og legatarer, som har modtaget deres legat, bliver forpligtede til tilbagebetaling m.v. ligeledes efter reglerne i forslagets § 104.
Beføjelsen efter forslagets § 29 kan anvendes uden tidsbegrænsning.
I forbindelse med boets udlevering bør arvinger gøres bekendt med deres rettigheder efter forslagets § 29.
Til § 30
Stk. 1 angiver de situationer, hvor et bo, der er udleveret til privat skifte, ikke kan viderebehandles som sådan, og derfor skal overgå til behandling ved bobestyrer. Bestemmelse herom træffes af skifteretten.
Reglen i nr. 1 svarer til gældende ret. Enhver arving, som ikke finder fortsat at kunne deltage i det private skifte, kan forlange boet behandlet ved bobestyrer.
Reglen i bestemmelsens nr. 2 , der er ny, giver kreditorer og legatarer adgang til over for skifteretten at fremsætte anmodning om, at et privat skiftet bo overgår til bobestyrerbehandling. Skifteretten skal tage en anmodning derom til følge, såfremt der er nærliggende risiko for, at en fortsættelse af den private skiftebehandling vil udsætte vedkommende for tab. Sådan risiko vil navnlig kunne foreligge i tilfælde af manglende betalingsdygtighed hos arvingerne, boets insolvens eller økonomisk uforsvarlige dispositioner, jf. bemærkningerne til forslagets § 25, stk. 1, nr. 3 og 5. En anmodning fra en kreditor kan efter omstændighederne afværges, ved at arvingerne stiller sikkerhed for dækning af kravet.
Ifølge bestemmelsens nr. 3 og 4 vil skifteretten endvidere af egen drift kunne bestemme, at boet skal overgå til behandling ved bobestyrer.
Der vil navnlig kunne være behov derfor, hvis bobehandlingen går i stå, fordi arvingerne er uenige eller ikke magter selv at behandle boet, eller såfremt påbudte indberetninger eller boopgørelsen ikke indgives rettidigt eller ikke opfylder lovens krav.
Bortfalder forudsætningen for privat skifte i forslagets § 25, nr. 3, efter at et bo er udleveret til privat skifte, kan det ligeledes være nødvendigt at tage boet under behandling ved bobestyrer, hvilket i givet fald vil kunne ske i henhold til forslagets § 30, stk.1, nr. 4.
Efter reglerne i forslagets § 89, stk. 1, nr. 1 - 5, jf. § 90, kan arvinger, der er uenige om et spørgsmål i stedet for at forlange boet behandlet ved bobestyrer, indbringe tvisten til afgørelse ved skifteretten.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan skifteretten efter anmodning træffe bestemmelse om, at et bo, der er udleveret til privat skifte, i stedet udleveres til boudlæg, til ægtefællen efter kapitel 13 eller til uskiftet bo efter kapitel 14, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Skifteretten skal påse, at der gives de kreditorer, der har krav på dækning i boet, meddelelse. Proklamafristen bør derfor være udløbet.
Ved udlevering af et bo til boudlæg er det en forudsætning, at aktivmassen ikke er nedbragt ved betaling af almindelig gæld.
Ved udlæg til en efterlevende ægtefælle til uskiftet bo er det en betingelse, at alle arvinger giver samtykke, medmindre ægtefællen fra skiftets begyndelse har taget forbehold om adgangen til at få boet udleveret til uskiftet bo.
Til § 31
Reglen i stk. 1 , 1. pkt., om, hvad boopgørelsen skal indeholde, svarer til gældende ret og suppleres af en række bestemmelser i skattelovgivningen og i loven om afgift af dødsboer og gaver.
Efter de gældende regler i kildeskattelovens § 20, og lov om afgift af dødsboer og gaver § 10, stk. 1, skal den endelige opgørelse i privatskiftede boer indleveres til skifteretten senest 15 måneder efter dødsfaldet, og der kan ikke dispenseres fra denne frist. Ved bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. præciseres denne retstilstand, således at den seneste skæringsdag, der kan anvendes i boopgørelsen, er 1 årsdagen for dødsdagen. Arvingerne har derefter en frist på 3 måneder til at indsende boopgørelsen, jf. forslagets § 32, 1. pkt.
I boer, der henvises efter forslagets § 2, vil et bo ofte ikke kunne sluttes inden den 15-måneders frist, der følger af §§ 31 og 32. Henvisning til behandling ved en dansk skifteret sker i praksis ofte lang tid - op til flere år - efter dødsfaldet. I disse situationer, hvor arvingerne ingen adgang har haft til boets midler, ville det ikke være rimeligt at lade skæringsdagen udgå fra dødsfaldet. I stedet foreslås ved bestemmelsens 3. pkt., at den senest anvendelige skæringsdag i disse boer skal være et-årsdagen for henvisningen. Lovforslagets bestemmelse herom er ny i forhold til gældende ret og er heller ikke medtaget i betænkningen. Bestemmelsen findes imidlertid nødvendig og velbegrundet ud fra de særlige omstændigheder, der knytter sig til sådanne boer.
I langt hovedparten af alle boer - også selv om et bo måtte være kompliceret - vil aktiverne kunne værdiansættes og gælden gøres op, således at boopgørelse kan indsendes, og boafgifter beregnes. For tilfælde, hvor enkelte aktiver eller passiver ikke kan værdiansættes inden for 15 måneders fristen, vil en dispensationsmulighed dog være ønskelig, idet boet ellers må overgå til behandling ved bobestyrer. Det foreslås derfor på linje med bestemmelsen i konkurslovens § 149 ved bestemmelsens stk. 2 , at skifteretten kan tillade, at endelig opgørelse vedrørende en endnu ikke oppebåret indtægt, et betinget eller omtvistet krav, eller andre nærmere afgrænsede dele af boet henskydes til tiden efter boets slutning. Skifteretten kan i så fald fastsætte en frist for indgivelse af tillægsopgørelse, der under alle omstændigheder må indgives snarest muligt efter hindringens bortfald. Afslår skifteretten efter 15 måneders fristens udløb af dispensere efter stk. 2, træffes samtidig dermed bestemmelse om, at boet i medfør forslagets § 30, stk. 1, nr. 3, overgår til behandling ved bobestyrer.
Til § 32
Inden 3 måneder efter den valgte skæringsdag skal boopgørelsen indsendes til skifteretten og den kommunale skattemyndighed. For at gøre det praktisk muligt om ønskeligt at anvende dødsdagen som skæringsdag, har arvingerne dog altid en frist på 9 måneder fra dødsdagen til at indsende opgørelsen.
Opgørelsen skal være underskrevet af samtlige arvinger eller af deres værger eller skifteværger. Er en arving under konkurs, skal opgørelsen være tiltrådt af konkursboet. Underskrift kan ske ifølge fuldmagt, men i så fald må orginalfuldmagterne vedlægges det eksemplar af opgørelsen, der indsendes til skifteretten.
Skifteretten skal påse, at opgørelsen er korrekt underskrevet, jf. forslagets § 79, stk. 1. Berigtiges mangler ved kravet om underskrift efter anmodning fra skifteretten ikke uden ugrundet ophold, anses opgørelsen, som om den ikke var indgivet.
For at skifteretten kan sikre, at de fremsendte opgørelser til hhv. den kommunale skattemyndighed og skifteretten er ens, bør skattemyndigheden ved meddelelse om værdiansættelse i henhold til forslagets § 79, stk. 2, vedlægge en kopi af den modtagne boopgørelse. Der henvises i øvrigt til forslagets kapitel 19 om boets afslutning.
Til § 33
Bestemmelsen fastsætter de almindelige betingelser, der skal være opfyldt, for at et bo efter anmodning kan behandles efter de meget summariske regler om forenklet privat skifte.
Kravet om en anmodning er begrundet i, at skifteformen forenklet privat skifte fremstår som et tilbud. Ønsker arvingerne boet behandlet efter de almindelige regler om privat skifte med den deraf følgende mulighed for kontrol af den boopgørelse, der i så fald må udarbejdes, skal de have mulighed herfor. Udlevering til forenklet privat skifte forudsætter således enighed mellem alle arvingerne i boet.
Udover at de almindelige betingelser for privat skifte skal være opfyldt, stilles det efter bestemmelsens nr. 1 som et krav, at der ikke i boet skal betales afgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver. Skal der svares bo- eller tillægsboafgift, må der af kontrolmæssige årsager udarbejdes boopgørelse, hvilket umuliggør anvendelsen af de summariske regler om forenklet privat skifte.
Hensyn af tilsvarende karakter gør sig gældende bag bestemmelsens nr. 2 , hvorefter der ikke må være arvinger i boet, der er repræsenteret ved værge eller skifteværge. Er der sådanne arvinger, må boopgørelse indleveres, hvorefter skifteretten ved sin revisionsforpligtelse i henhold til forslagets § 79, stk. 3, nr. 1, skal påse, at disse arvingers interesser ikke er tilsidesat.
Tilstedeværelsen af legatarer afskærer ligeledes boet fra at blive udleveret efter reglerne om forenklet privat skifte. Er der legatarer i et dødsbo, vil dette ofte udløse en tillægsboafgift efter boafgiftsloven, hvorfor udlevering af boet efter reglerne om forenklet privat skifte allerede som følge heraf vil kunne være udelukket. Legater på under 2.000 kr. skal der imidlertid ikke svares afgift af. Skal sådanne legatarer sikres, kan boet ikke behandles efter reglerne om forenklet privat skifte, da dette ville kunne have til følge, at en legatar kan risikere end ikke at få kendskab til, at han eller hun var lodtager i boet. De almindelige regler om privat skifte, der forudsætter udarbejdelsen af en boopgørelse, modvirker i vidt omfang dette forhold.
Er boet skattepligtigt, tilsiger skattemæssige hensyn, at der udarbejdes en boopgørelse, som kan danne grundlag for skattemyndighedernes kontrol m.v. Bestemmelsens nr. 4 må ses i lyset af det behov, der er for at sikre fiskale interesser.
Skattemæssige hensyn gør sig ligeledes gældende ved bestemmelsens nr. 5 , hvorefter det stilles som betingelse for at overtage et bo til forenklet privat skifte, at afdøde ikke var selvstændig erhvervsdrivende. Baggrunden herfor er, at der, når afdøde var selvstændig erhvervsdrivende, ofte vil foreligge et mellemværende med skattemyndighederne i form af efterbeskatning eller lignende.
Gjorde afdøde brug af virksomhedsskatteordningen, jf. lov om indkomstbeskatning af selvstændige erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), foreligger der således en konto for opsparet virksomhedsoverskud. Denne konto kan overtages helt eller delvist af ægtefælle, arvinger eller legatarer, dog kun såfremt disse også overtager virksomheden, og kun hvis de selv ønsker at overtage kontoen sammen med virksomheden. Hvis kontoen ikke overtages af nogen, skal der ske en efterbeskatning, således at den samlede beskatning af virksomhedens overskud tilnærmelsesvis kommer til at svare til den beskatning, overskuddet ville være undergivet, hvis afdøde selv havde hævet overskuddet til for brug.
Efterbeskatning skal tillige finde sted i en række andre situationer, således f.eks. hvis afdøde har benyttet kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens kapitel 7 a, har foretaget forlods afskrivninger på erhvervsaktiver m.v., eller hvis der er uudnyttede investeringsfondshenlæggelser.
For arvinger, der overvejer at få et bo, hvortil der hører en erhvervsvirksomhed, udleveret til privat skifte, vil det være vanskeligt at skaffe sig det fornødne overblik over sådanne skattemæssige mellemværender på det meget tidlige tidspunkt, hvor der skal tages stilling til, om det er forsvarligt at udlevere boet efter lovforslagets summariske regler om forenklet privat skifte. Det foreslås derfor, at tilstedeværelsen af en erhvervsvirksomhed i et bo i sig selv skal udelukke muligheden for forenklet privat skifte, uanset at der konkret kan forekomme tilfælde, hvor en erhvervsvirksomhed ikke indeholder skattemæssige mellemværender af den nævnte karakter.
Ved vurderingen af, om der er tale om en selvstændig erhvervsdrivende i skattemæssig forstand, henvises til afsnit 3.1. i Skatteministeriets cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Det bemærkes særligt, at besiddelse af skibsanparter o.lign. betragtes som selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. herom afsnit 20 i det ovennævnte cirkulære.
Det stilles efter nr. 6 som en yderligere betingelse, at boet ikke må omfatte af- eller nedskrivningsberettigede aktiver. Baggrunden herfor er, i lighed med baggrunden for den foranstående betingelse, at sådanne aktiver kan indebære skattemæssige mellemværender, som ikke umiddelbart kan overskues og derfor kræver en nøjere skattemæssig vurdering.
Personer, der ikke var erhvervsaktive, kan ikke foretage afskrivninger eller nedskrivninger.
Personer, der var erhvervsaktive som lønmodtagere eller lignende, kan efter de skattemæssige principper afskrive på driftsmidler. Dette er dog ikke vidt udbredt i praksis. Som eksempler på driftsmidler, som lønmodtagere foretager afskrivninger på, kan nævnes erhvervsmæssigt anvendte PC- ere og musikinstrumenter.
Hvorvidt en afdød lønmodtager eller lignende efterlader sig afskrivningsberettigede aktiver, konstateres bl.a. ved eftersyn af afdødes seneste selvangivelse. Drejer det sig om et aktiv, som afdøde ikke selv har skrevet af på, udelukker aktivets tilstedeværelse ikke forenklet privat skifte, men i så fald kan der ikke foretages afskrivninger på aktivet i opgørelsen efter § 25, stk. 5, eller i mellemperioden, såfremt der foretages skatteansættelse af denne.
I boer, der opfylder betingelserne for at blive udleveret til forenklet privat skifte, vil arvingerne selv kunne fordele boets aktiver. Da der almindeligvis ingen offentligretlige interesser er involveret, kan bodelingen ske uden det offentliges indblanding. Der er intet krav om, at arvingerne skal udarbejde en boopgørelse, da denne er åbenbart overflødig i disse boer, hvor der hverken skal svares bo- eller tillægsboafgift i henhold til lov om afgift af dødsboer og gaver eller svares skat.
Hvis de særlige betingelser for forenklet privat skifte ikke er opfyldt, må boet i stedet udleveres til anden behandlingsmåde, herunder eventuelt berigtiges efter de almindelige regler om privat skifte.
Skifteretten er i øvrigt ikke pligtig at udlevere boet til forenklet privat skifte, selvom betingelserne herfor måtte være opfyldt. Måtte den summariske skifteform uden udfærdigelse af boopgørelse og deraf følgende mulighed for kontrol være betænkeligt af hensyn til f.eks. kreditorerne eller enkeltarvinger, kan en anmodning om udlevering til forenklet privat skifte afvises, hvorefter boet må behandles efter de almindelige regler om privat skifte eller ved bobestyrer.
Øges værdien af den aktivmasse, der er udleveret i forbindelse med boets berigtigelse, umiddelbart efter udleveringen, f.eks. som følge af kursstigninger på værdipapirer, medfører dette ikke, at skifteretten skal genoptage boet og udlevere det til anden behandlingsmåde. Boer, der udleveres til forenklet privat skifte, må skifteteknisk set anses for afsluttet i forbindelse med udleveringen, hvorfor det alene er boforholdene på udleveringstidspunktet, der i denne sammenhæng er afgørende. For så vidt angår værdiansættelserne er det afgørende tidspunkt imidlertid boets skæringsdag, som ved forenklet privat skifte er dødsdagen, jf. § 35, stk. 3.
Ved bestemmelsens stk. 2 gøres en række af de almindelige bestemmelser vedrørende privat skifte anvendelige.
I boer, der udleveres efter § 33, er der ved bestemmelsens stk. 3 fastsat en særlig regel, der betinger boets udlevering af, at der indgives en opgørelse over aktiver og passiver. Bestemmelsen svarer i princippet til den opgørelse, der i henhold til § 25, stk. 5, skal indleveres ved almindeligt privat skifte og forenklet privat skifte for ægtefæller efter § 34. I modsætning til sådanne boer, er der imidlertid ikke ved småboerne samme behov for en længere frist for at kunne danne sig et overblik over boet.
Ved at stille krav om, at opgørelsen skal indgives i forbindelse med boets udlevering, opnås samtidig, at skattemyndighederne hurtigt gives mulighed for at gribe ind, hvis de oplysninger, der fremgår af opgørelsen ikke stemmer overens med de oplysninger, man i øvrigt ligger inde med vedrørende afdødes person og boets forhold, herunder en korrekt værdiansættelse af boets aktiver og passiver.
Det er således - ligesom ved § 25, stk. 5, - forudsat, at skifteretten straks videresender den ene af de modtagne opgørelser til den kommunale skattemyndighed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger i afsnit 8.2.6.
Til § 34
Bestemmelsens stk. 1 giver en efterlevende ægtefælle, der ikke er separeret fra afdøde, en udvidet adgang til at udnytte reglerne om forenklet privat skifte, hvis der ikke er andre arvinger i boet. Muligheden herfor følger af, at ægtefæller er undtaget fra at skulle svare boafgifter, jf. herved lov om afgift af dødsboer og gaver, § 3, stk. 1, litra a.
Accepterer den efterlevende ægtefælle samtidig i skattemæssig henseende at succedere i afdødes skattemæssige stilling, er der ingen offentligretlige hensyn, der taler mod, at boet udleveres til forenklet privat skifte.
Betingelsen i bestemmelsens nr. 1 om, at de almindelige regler for privat skifte skal være opfyldt, og betingelsen efter nr. 2, der afskærer udlevering til forenklet privat skifte, hvis der i boet er legatarer, svarer til de betingelser, der stilles efter § 33.
Bestemmelsens stk. 2 angiver, hvilke af de øvrige bestemmelser i kapitlet om privat skifte, der skal finde anvendelse, når et bo udleveres til forenklet privat skifte efter § 34. Det er ikke ganske de samme regler, der gøres anvendelige, som tilfældet er, hvis boet udleveres til forenklet privat skifte efter § 33, hvilket hovedsagelig er begrundet i kravet om ægtefællens status som enearving.
Da boer, der udleveres en ægtefælle i medfør af § 34 kan være af betydelig størrelse, stilles der ikke som ved udlevering efter § 33 krav om, at der i forbindelse med udleveringen indgives en opgørelse over boets aktiver og passiver. I stedet foreslås reglen i § 25, stk. 5, gjort anvendelig, hvorefter den efterlevende ægtefælle vil have en frist på 6 måneder fra boets udlevering til indgivelse af opgørelsen.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 8.2.6.
Til § 35
Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at udarbejdelse af boopgørelse i boer, der behandles efter reglerne om forenklet privat skifte, er ufornøden.
Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 6.2. samt afsnit 8.2.6.
Bestemmelsens stk. 2 gør det muligt i boer, der udleveres til forenklet privat skifte, at anvende de af lovforslagets regler, hvis anvendelighed forudsætter, at der faktisk er et bo.
Reglerne i § 31 og § 32 skal ikke finde anvendelse ved forenklet privat skifte, da disse bestemmelser knytter sig til udfærdigelsen af boopgørelsen. Af disse bestemmelser følger imidlertid også, at et privat skifte ikke kan udstrække sig over en længere periode end 1 år og 3 måneder. Indtil udløbet af denne frist kan der således foreligge et bo.
I boer, der udleveres til forenklet privat skifte, skal der ikke afleveres boopgørelse. Efter at boet er blevet udleveret, forventes der ikke at skulle ske yderligere hverken i relation til skifteretten eller skattemyndighederne. Skifteteknisk set må sådanne boer således betragtes som afsluttet ved udleveringen. Også i boer, der er udleveret til forenklet privat skifte, kan der imidlertid opstå problemer eller spørgsmål, der kræver, at skifteretten involveres. Der vil til eksempel kunne opstå tvistigheder mellem arvingerne, eller der kan være behov for vejledning om nærmere konkretiserede forhold.
Ligesom i andre egentlige boer, herunder de, der behandles efter de almindelige regler om privat skifte, skal der således i en vis periode efter boets udlevering kunne være mulighed for at inddrage skifteretten i relation til spørgsmål, der relaterer sig til »boet«.
Bestemmelsen fastslår i overensstemmelse hermed, hvornår et bo, der udleveres til forenklet privat skifte, skal anses for afsluttet i relation til de processuelle og materielle regler i lovforslaget, det ville kunne være aktuelt at bringe i anvendelse også efter, at boet er blevet udleveret til forenklet privat skifte. De bestemmelser, der refereres til, er bl.a. reglerne i forslagets § 87 om opsigelse af gæld, § 89, der fastlægger typen af sager, hvori skifteretten er kompetent til at træffe afgørelse, reglerne om vejledningspligt i § 91, om oplysningspligt efter § 92, om sagkyndig vurdering i kapitel 26 og om hvem, der kan ske forkyndelse til efter § 99, stk. 2.
Ønsker arvingerne i et bo, der skiftes efter reglerne om forenklet privat skifte, således skifterettens bistand til løsning af en tvist, skal tvisten ligesom i andre privatskiftede boer senest 15 måneder fra dødsfaldet være indbragt for skifteretten. Opstår tvisten efter dette tidspunkt, eller forelægges den først efter fristens udløb, må spørgsmålet om nødvendigt afklares ved almindeligt søgsmål.
Det er alene i relation til bestemmelser i lovforslaget, at et dødsbo udleveret til forenklet privat skifte skal anses for at være et bo indtil 15 - måneders dagen for dødsfaldet. I skattemæssig henseende skal boet betragtes som afsluttet pr. dødsdagen. Ligeledes er det dødsdagen, der ved forenklet privat skifte anses som skæringsdag, jf. bestemmelsens stk. 3 . Det er således forholdene på dødstidspunktet, der er afgørende for værdiansættelser af boets aktiver og passiver, og dermed tillige for om betingelserne for at udlevere boet i relation til reglerne om boafgifter og skattepligt er opfyldt.
Til Kapitel 16
Behandling ved bobestyrer
Lovforslagets kapitel 16 fastsætter reglerne for behandling ved bobestyrer. Bestemmelserne herom afløser de hidtidige skifteformer: Gældsvedgåelsesbehandling ved skifteretten, gældsfragåelsesbehandling ved skifteretten, gældsvedgåelsesbehandling ved eksekutor, gældsfragåelsesbehandling ved eksekutor og konkursbehandling.
I afsnit 9 under de almindelige bemærkninger er der redegjort for de mere generelle overvejelser vedrørende reglerne om behandling ved bobestyrer.
Til § 36
Bestemmelsen angiver, under hvilke omstændigheder et bo skal udleveres til behandling ved en bobestyrer. Afgørelsen, der er judiciel, træffes af skifteretten.
Bobestyrerbehandling skal for det første finde sted, hvis en arving anmoder derom, jf. herved bestemmelsens nr. 1 . Er der således blandt arvingerne uenighed om, hvorvidt boet skal udleveres til privat skifte, eller om boet skal skiftes af en professionel bobehandler, vil udfaldet altid være, at boet undergives bobestyrerbehandling.
Æftefællens ret til at forlange uskiftet bo eller udlæg efter kapitel 13 berøres ikke af bestemmelsen.
Efter bestemmelsens nr. 2 , skal boet tages under bobestyrerbehandling, såfremt det må antages at være insolvent. Om det insolvensbegreb, der finder anvendelse, henvises til bemærkningerne til forslagets § 69.
Er alle arvingerne under konkurs, eller ude af stand til at opfylde deres forpligtelser, efterhånden som de forfalder, eller repræsenteret ved værge eller skifteværge, skal boet i følge bestemmelsens nr. 3 behandles ved bobestyrer. Tidsmæssigt vil det være afgørende, om der er beskikket værge, truffet beslutning om beskikkelse af skifteværge eller afsagt konkursdekret på det tidspunkt, hvor boet skal udleveres.
Har afdøde i et testamente fremsat ønske om bobestyrerbehandling, følger det af bestemmelsens nr. 4 , at et sådant ønske skal respekteres. Skifteretten vil dog i henhold til forslagets § 38, stk. 1, nr. 4, efter omstændighederne kunne bestemme, at et bo skal behandles privat, når en række betingelser er opfyldt.
Er der tale om en betinget indsættelse af en bobestyrer, må det ud fra en konkret vurdering afgøres, hvorvidt betingelserne for udlevering til privat skifte er til stede. Tilsvarende gælder i eksekutorboer i dag, hvor der også opereres med betingede og ubetingede indsættelser.
Nr. 5 fastslår, at et bo udleveres til behandling ved bobestyrer, hvis der ikke findes legale eller testamentariske arvinger i boet, eller hvis det er usikkert, hvem der er arvinger.
Findes der ingen arvinger, tilfalder arven statskassen, jf. arvelovens § 71. Ifølge Justitsministeriets cirkulære nr. 140 af 18. juli 1990, skal sådanne boer efter gældende ret behandles som offentlige gældsfragåelsesboer. Ved revisionen af reglerne om skifte af dødsboer findes det hensigtsmæssigt, at kravet om bobestyrerbehandling medtages i lovteksten.
Er der tvist om, hvem der er arvinger, eller er dette i øvrigt uafklaret, skal boet behandles ved bobestyrer. Bobestyreren skal da ved at gå frem efter reglerne i forslagets § 48 søge arveforholdene afklaret.
Bestemmelsens nr. 6 vedrører tilfælde, hvor skifteretten, efter at et bo er udleveret til privat skifte, i medfør af forslagets §§ 23, 30 og 76, stk. 3, eller forslaget til arvelovens § 16, stk. 2, træffer bestemmelse om, at boet skal overgå til bobestyrerbehandling. Der henvises til bemærkningerne til de pågældende bestemmelser i nærværende forslag og i forslaget til ændring af arveloven.
Er det ikke muligt inden rimelig tid efter dødsfaldet at træffe bestemmelse om anden behandlingsform, f.eks fordi skifteretten ingen anmodning modtager om boets udlevering til privat skifte, til boudlæg, til uskiftet bo eller til udlæg efter 150.000 kr.'s reglen m.v., eller kan sådanne anmodninger ikke tages til følge, skal skifteretten efter bestemmelsen i nr. 7 udlevere boet til behandling ved bobestyrer.
Lovforslaget indeholder ingen frist for boernes berigtigelse. En sådan frist ville være vanskelig at fastsætte, fordi de praktiske tilfælde kan være meget forskellige. Er alternativet til en bobestyrerbehandling imidlertid berigtigelse til privat skifte, må udlevering ske i så god tid, at boet realistisk set kan færdigbehandles inden de frister, der er fastsat i forslagets §§ 31-32.
Er alternativet til bobestyrerbehandling berigtigelse til uskiftet bo, udlæg til ægtefællen efter 150.000 kr.'s reglen m.v. eller boudlæg, må det bero på en samlet vurdering af forholdene, hvor lang udsættelse der bør gives. Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets opfattelse af, at udsættelser ud over 6 måneder i almindelighed ikke bør gives.
Til § 37
Bestemmelsen fastsætter reglerne for udpegning af den autoriserede bobestyrer. Skal boet efter § 36 behandles ved bobestyrer, og har afdøde ikke i testamente truffet bestemmelse om, hvem der skal behandle boet, skal skifteretten efter stk. 1 udlevere boet til behandling ved en autoriseret bobestyrer.
Almindeligvis bør boet af praktiske grunde udleveres til en bobestyrer, der er autoriseret i retskredsen. Udlevering af et bo til behandling ved en bobestyrer, som er autoriseret i en anden retskreds, vil dog efter omstændighederne kunne komme på tale. Dette ville således kunne være tilfældet, hvis afdøde efterlader sig en igangværende virksomhed, der er beliggende i en retskreds i en anden landsdel, og det findes hensigtsmæssigt at vælge en bobestyrer, der er autoriseret i den pågældende retskreds.
Det følger endvidere af stk. 2 , at arvingerne har mulighed for at øve indflydelse på valget af autoriseret bobestyrer. Fremsætter arvingerne inden boets berigtigelse i enighed anmodning om, at en bestemt autoriseret bobestyrer bliver udpeget, bør skifteretten normalt udpege denne, såfremt den pågældende er autoriseret i retskredsen. Er den ønskede bobestyrer autoriseret i en anden retskreds, bør udpegelsen - udover den ønskede bobestyrers samtykke - i almindelighed enten forudsætte, at bobestyreren har en særlig tilknytning til boet, herunder arvingerne, eller at boet har en særlig tilknytning til den retskreds, i hvilken bobestyreren er autoriseret.
Er arvingerne uenige om, hvem de ønsker skal behandle boet som autoriseret bobestyrer, bør skifteretten ved afgørelsen være særligt opmærksom på risikoen for interessekonflikter, idet den bobestyrer, der udpeges, så vidt muligt bør kunne nyde tillid hos alle arvingerne. Lovforslaget indeholder ingen adgang for skifteretten til at give arvingerne en frist til at fremsætte ønske om valg af en bestemt bobestyrer. Når det er konstateret, at et bo skal undergives behandling ved bobestyrer, bør bobehandlingen iværksættes uden unødige forsinkelser.
Skifteretten kan i medfør af stk. 3 bestemme, at et bo under særlige omstændigheder skal behandles af flere bobestyrere. Mindst en af disse skal være autoriseret.
Efterlader afdøde sig f. eks. en større igangværende virksomhed, vil det efter omstændighederne kunne være hensigtsmæssigt, at en forretningskyndig person med kendskab til virksomhedens forhold får en mere selvstændig rolle som bobestyrer, i stedet for med skifterettens samtykke at blive ansat af bobestyreren som forretningskyndig medhjælp, jf. lovforslagets § 50 stk. 1. Ved siden af denne »forretningskyndige« bobestyrer kan der så udpeges en anden bobestyrer, der har det overordnede ansvar i boet, og som tillægges en videre tegningsret.
Efter stk. 4 kan skifteretten under boets behandling udpege en anden bobestyrer end den oprindeligt udpegede til at varetage boets behandling, hvis arvingerne fremsætter ønske herom, og væsentlige hensyn taler derfor.
Er ønsket om at få udskiftet bobestyreren alene begrundet i uenighed mellem arvingerne og bobestyreren eller i usaglig kritik af denne, bør bestemmelsen ikke bringes i anvendelse. Bestemmelsen forudsættes hovedsagelig anvendt, hvor der er fejl og forsinkelser ved bobehandlingen, eller hvor der er opstået så alvorlig uenighed mellem bobestyreren og arvingerne, at der er nærliggende risiko for, at en forsvarlig behandling af boet ikke vil kunne gennemføres. Ved afgørelsen vil der udover konstaterede fejl og forsinkelser ved bobehandlingen særligt kunne tages hensyn til, om der foreligger interessekonflikter, om arvingerne er enige om at ønske en anden bobestyrer, samt hvor langt bobehandlingen er fremskredet.
Generelt bør bestemmelsen anvendes med en vis tilbageholdenhed, idet en overførsel af bobehandlingen fra en bobestyrer til en anden oftest vil medføre dobbeltarbejde, forsinkelser og fordyrelser. Forinden afgørelse om udskiftning af bobestyrer træffes, forudsættes arvingernes indsigelser mod en given bobestyrers fortsatte behandling af boet forelagt for denne, således at bobestyreren får lejlighed til at udtale sig.
En sådan forelæggelse må anses for et selvfølgeligt led som følge af autorisationsforholdet.
Kan et bo ikke behandles til ende af den udpegede bobestyrer, f.eks på grund af dennes død, sygdom eller inhabilitet udpeger skifteretten en ny bobestyrer efter reglerne i stk. 1-3. Dette følger af bestemmelsens stk. 5 . Det samme gælder, hvis bobestyreren ikke i øvrigt opfylder betingelserne for at virke som bobestyrer længere, eller hvis bobestyreren ikke ønsker at fortsætte behandlingen.
Til § 38
Bestemmelsen omhandler de situationer, hvor afdøde i et gyldigt testamente har truffet bestemmelse om, hvem der skal behandle boet efter ham.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, foreslås det hidtidige eksekutorsystem afskaffet. Eksekutorindsættelser i testamenter, der er oprettet før denne lovs ikrafttræden, anses som indeholdende bestemmelse om, at den eller de pågældende skal behandle boet som bobestyrer, jf. § 118.
Bestemmelsen fastlægger de betingelser, der udover betingelserne i forslagets §§ 11 og 39, skal være opfyldt, for at skifteretten i den enkelte sag kan udlevere boet til behandling ved en testamentarisk indsat bobestyrer.
Det følger af bestemmelsen, at det af testamentet skal fremgå, hvilken person der som bobestyrer skal behandle boet. Bobestyrerindsættelser skal således for at være gyldige ske ved navns nævnelse og om fornødent med flere, eventuelt subsidiære indsættelser. Indsættelse af en person, som ikke er identificeret ved navns nævnelse, f. eks. en partner i et bestemt advokatfirma, må således tilsidesættes.
Med forslagets bestemmelser om udpegning af bobestyrer tilsigtes det at opnå, at en professionelt praktiserende bobehandler kommer til at forestå skiftet i alle andre tilfælde, end hvor afdøde har udpeget en bestemt person, som må antages at være valgt ud fra individuelle ønsker fra testator, hvilende på tillid og forhåndskendskab, herunder til testators særlige ønsker.
Efter bestemmelsens stk. 1, nr. 1 , skal skifteretten tilsidesætte en bobestyrerindsættelse, såfremt den indsatte bobestyrer ikke opfylder de generelle betingelser for at virke som bobestyrer, jf. derom forslagets § 11, stk. 2, med bemærkninger.
En bobestyrerindsættelse skal endvidere tilsidesættes, såfremt det må anses for uforsvarligt, at boet behandles af den pågældende, jf. herved bestemmelsens stk. 1, nr. 2 . Denne bestemmelse må bl.a. ses i tilknytning til forslagets § 39, stk. 2, hvorefter en ikke autoriseret bobestyrer inden boets udlevering skal tegne en ansvarsforsikring til dækning af tab på grund af fejl ved bobehandlingen.
Er den testamentsindsatte bobestyrer i virksomhed som advokat, vil betingelserne normalt uden videre være opfyldt, medmindre den pågældende af grunde angivet i bekendtgørelsen om bobestyreres virksomhed må anses for uegnet til at virke som bobestyrer.
Må en indsat person på grund af boets forhold eller som følge af manglende forudsætninger antages ikke at ville kunne magte bobehandlingen, kan skifteretten afvise at udlevere boet til den pågældende person.
Ifølge bestemmelsens stk. 1, nr. 3 , kan udlevering til den indsatte ikke ske, såfremt den indsatte bobestyrer er forhindret i, eller ikke ønsker at påtage sig hvervet. Dette vil navnlig kunne være tilfældet, hvor den pågældende er inhabil, under værgemål med fratagelse af handleevnen m.v., afgået ved døden, eller har pådraget sig sygdom, som gør den pågældende uegnet til at forestå boets behandling.
En testamentsindsat bobestyrer har ingen forpligtelse til at behandle boet, og frasigelsen af hvervet behøver ingen begrundelse. Den indsatte bobestyrer kan ikke stille betingelser for at frasige sig hvervet.
Er arvingerne enige om, at boet skal behandles privat, og er der ikke nogen særlig grund til at efterleve afdødes ønske om bobestyrerbehandling, kan skifteretten efter bestemmelsens stk. 1, nr. 4 , undlade at iværksætte sådan behandling. Som anvendelsesområde for bestemmelsen er særlig tænkt på de situationer, hvor testamentet er oprettet for mange år siden, og de omstændigheder, som gav anledning til indsættelsen af bobestyrer (eksekutor), ikke længere foreligger. Til eksempel kan boets formueforhold have ændret sig, f.eks. derved, at en erhvervsvirksomhed, der var i drift, i mellemtiden er blevet afviklet, eller at de forudsætninger, der dannede grundlag for bestemmelser om legater eller etablering af rentenydelse, båndlæggelse eller lignende, ikke længere er til stede o.s.v.
Vil en testator sikre sig imod, at en bobestyrerindsættelse i strid med hans eller hendes ønske bliver tilsidesat, kan de grunde, hvorpå ønsket om bobestyrerbehandlingen støttes, med fordel angives i testamentet. Er testator f.eks. nervøs for, at arvingerne ikke vil kunne enes om delingen af et indbo af en vis størrelse og værdi, og at en uenighed derom vil kunne sætte varige spor, og har testator derfor, som det i testamentskonciperingspraksis i stigende grad er tilfældet, ved testamente delegeret beføjelsen til at dele indboet til den indsatte eksekutor/bobestyrer, eventuelt i overensstemmelse med formløse fortegnelser, der er indleveret og underskrevet på den indsattes kontor, bør tilsidesættelse af indsættelsen i almindelighed ikke ske.
Ønsker arvingerne, at den testamentsindsatte bobestyrer udskiftes med en anden bobestyrer, der er autoriseret, og taler afgørende grunde imod, at den i afdødes testamente indsatte bobestyrer behandler boet, kan skifteretten efter stk. 1, nr. 5 , tilsidesætte indsættelsen. Dette vil efter omstændighederne kunne ske såvel forud for boets udlevering, som efter at boet er udleveret, og bobehandlingen dermed er påbegyndt. Bestemmelsen forudsættes kun anvendt i mere ekstreme tilfælde, hvor det skønnes, at der mellem bobestyreren og arvingerne er opstået en så alvorlig mangel på tillid, der ikke alene skyldes arvingernes forhold, at en forsvarlig gennemførelse af bobehandlingen ikke vil være mulig.
Ved bestemmelsens stk. 1, nr. 6 , er der givet en efterlevende ægtefælle mulighed for at bestemme, at dennes og afdødes fællesbo og tidligere skilsmissesæreje skal behandles af en anden bobestyrer end den, der af afdøde er indsat som bobestyrer. En efterlevende ægtefælle kan ikke i medfør af denne bestemmelse ophæve bestemmelsen om bobestyrerbehandling. Bestemmelsen svarer til den praksis, der har udviklet sig i gældende ret.
Skilsmissesæreje, der ved den førstafdødes død er blevet fælleseje, ligestilles i relation til denne bestemmelse med ægtefællernes fællesbo. Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse på indsættelser vedrørende førstafdødes fuldstændige særeje, eller i de situationer, hvor den længstlevende har givet afkald på at ændre en indsættelse, og forudsætningerne for dette afkald ikke er bristede.
Den efterlevende ægtefælle kan også alt andet lige ændre indsættelsen i den førstafdøde ægtefælles testamente eller i ægtefællernes fællestestamente ved en ny testamentarisk bestemmelse med henblik på skifte efter den længstlevendes død, eller ved en tilkendegivelse til skifteretten, når skiftet skal finde sted i den efterlevendes levende live, hvad enten dette sker straks ved den førstafdødes død, jf. § 74 og § 76, stk. 3, eller senere ved et skifte af uskiftet bo, jf. forslagets § 78, stk. 1 og 3.
Bestemmelsens stk. 2 er ny i forhold til betænkningens lovudkast og er hovedsaglig begrundet i et høringssvar fra Advokatrådet. Bestemmelsen foreskriver, at skifteretten, inden der i medfør af stk. 1, nr. 1 - 5, træffes bestemmelse om tilsidesættelse af en indsættelse af en bobestyrer i et testamente, skal give den pågældende bobestyrer lejlighed til at udtale sig, hvis der er mulighed herfor. Det skal herved bl.a. sikres, at eventuelle instrukser, der ikke fremgår af testamentet, kan komme frem.
Skønner skifteretten, at det vil være betænkeligt at lade boet behandle ved den testamentsindsatte bobestyrer, f.eks på grund af boets forhold eller manglende forudsætninger hos den indsatte person, kan skifteretten efter bestemmelsens stk. 3 bestemme, at boet alene kan behandles af den indsatte bobestyrer, såfremt dette sker i forening med en autoriseret bobestyrer. I en række situationer vil en indsat bobestyrers indsats meget vel kunne ventes at blive af værdi for bobehandlingen, således at der kan være en fordel i at have den pågældende person tilknyttet bobehandlingen.
Når indsættelsen af en bobestyrer ikke kan tages til følge, skal skifteretten efter bestemmelsens stk. 4 træffe bestemmelse om, hvem der i givet fald så skal behandle boet som bobestyrer.
Til § 39
Efter bestemmelsens stk. 1 er det en forudsætning for, at et bo kan udleveres til en bobestyrer, at bobestyreren har tegnet en sædvanlig kautionsforsikring eller på anden lignende måde har sikret boet mod tab. Bestemmelsen herom svarer til gældende ret vedrørende eksekutorbehandling, idet der ved den foreslåede bestemmelse dog er indeholdt den skærpelse, at sikkerheden skal stilles forud for boets udlevering og ikke først 2 måneder senere. I praksis opfyldes kravet almindeligvis ved, at der tegnes en kautionsforsikring, hvis størrelse har sammenhæng med værdien af boets aktiver. I den bekendtgørelse om bobestyreres virksomhed, der efter lovforslagets § 11 forudsættes udarbejdet, påregnes indsat bestemmelser for autoriserede bobestyrere om generelle forsikringsforhold.
Sikkerheden kan stilles foreløbigt, jf. bestemmelsens stk. 3 og § 52, stk. 2, hvorefter bobestyreren senere skal indsende en fortegnelse over boets aktiver og passiver til skifteretten, der derefter kan træffe bestemmelse om forøgelse af sikkerheden.
Som det er tilfældet i gældende ret, foreslås udgiften til kautionsforsikring, der ved bobestyrerbehandling indgår som et nødvendigt led i boets behandling, at kunne afholdes som en boudgift.
Som noget nyt foreslås det ved bestemmelsens stk. 2 , at en bobestyrer, der ikke i forvejen har tegnet en sædvanlig ansvarsforsikring, der dækker tab på grund af fejl og forsømmelser ved bobehandlingen, skal tegne en sådan forsikring, inden den pågældende kan få boet udleveret. Dækningsomfanget ved sådanne ad hoc forsikringer skal godkendes af skifteretten for at sikre, at der ikke blot tegnes en billig pro forma forsikring med en dækningsgrad, der langt fra modsvarer et muligt tab. For advokater er en forudgående godkendelse ikke nødvendig i hvert enkelt bo, da advokater efter de særlige regler herom i vedtægten for Det danske Advokatsamfund er pligtige at tegne ansvarsforsikring for det potentielle erstatningsansvar, vedkommende måtte ifalde. Forsikringssummen andrager p.t. et reguleret grundbeløb på 600.000 kr. Alene hvis der er tale om boer med betydelige værdier, vil der således i forhold til advokater kunne være behov for at stille krav om yderligere forsikringsdækning.
Kan en indsat bobestyrer ikke tegne en sådan forsikring, må indsættelsen af den pågældende som udgangspunkt tilsidesættes, jf. § 38, stk. 4.
Der findes boer af en sådan størrelse, at det næppe vil være muligt at tegne en forsikring, der fuldt ud dækker det potentielle tab. En sådan umulig forsikringsdækning bør ikke i sig selv føre til, at boet ikke kan behandles ved en testamentsindsat bobestyrer, hvis blot denne kan præstere en forsikring med et dækningsomfang, der er på niveau med det, der almindeligvis må antages at kunne præsteres af autoriserede bobestyrere i tilsvarende boer.
Bestemmelsens stk. 3 om, at skifteretten til enhver tid kan stille krav om ændring af forsikringsdækningen m.v. efter stk. 1 og 2, forudsættes anvendt, hvis boets aktivmasse efterfølgende forøges væsentligt.
Til § 40
Efter bestemmelsen er det som udgangspunkt altid skifteretten, der træffer bestemmelse om, hvem der som bobestyrer skal behandle et insolvent dødsbo. Insolvensbehandling bevirker således, at de regler om udpegning af bobestyrer, der er fastsat ved lovforslagets §§ 37-38, ikke finder anvendelse. Begrundelsen herfor er, at bobehandlingen i insolvente boer hovedsaglig sker i kreditorernes interesse. Hertil kommer, at behandlingen af et insolvent bo kræver juridisk kyndighed i konkursret. Skifteretten er således frit stillet med hensyn til, om en autoriseret bobestyrer eller en advokat, der er kyndig i konkursbehandling, skal forestå afviklingen af det insolvente bo. Træffer skifteretten i medfør af forslagets § 70, stk. 2, bestemmelse om, at konkurslovens regler om bostyre skal være anvendelige, udpeges bobehandleren dog efter disse regler.
Er boets behandling allerede påbegyndt ved en autoriseret bobestyrer eller ved en indsat advokat, inden afgørelse om insolvensbehandling træffes, vil det normalt være hensigtsmæssigt at lade behandlingen fortsætte ved denne, medmindre væsentlige hensyn nu taler herimod, eller skifteretten tillige har truffet bestemmelse om bostyre efter forslagets § 70, stk. 2.
Bestemmelsen svarer til § 37 i betænkningens lovudkast.
Til § 41
Bestemmelsen giver skifteretten mulighed for at afsætte en bobestyrer, der ikke behandler boet forsvarligt, eller som ikke rettidigt efterlever et krav om at stille sikkerhed.
Bestemmelsen skal ses som en del af et samlet system, hvorefter bobestyreren mere selvstændigt bliver ansvarlig for boets afvikling, men således at arvingerne kan indgive klager over bobehandlingen til skifteretten. Skifteretten kan derefter meddele bobestyreren pålæg om inden for en eventuelt fastsat frist at foretage, hvad der findes fornødent. Efterkommer bobestyreren ikke et endeligt pålæg fra skifteretten, afsætter skifteretten bobestyreren.
Manglende rettidig indlevering af boopgørelse vil ligeledes kunne føre til, at en bobestyrer afsættes.
Bestemmelsen om, at skifteretten afsætter en bobestyrer, der ikke rettidigt stiller fornøden sikkerhed, svarer til de gældende regler om, at et eksekutorbo overgår til offentlig behandling ved skifteretten, såfremt rettidig sikkerhedsstillelse ikke finder sted. Bestemmelsens anvendelsesområde vedrørende dette forhold er imidlertid relativt begrænset, da det allerede af § 39 følger, at boet slet ikke kan udleveres til bobestyreren, hvis forsikringsforholdene ikke er i orden. Derfor vil bestemmelsen alene have betydning i de situationer, hvor der efter boets udlevering bliver behov for at stille krav om en ændret forsikringsdækning.
Afsættelse af en bobestyrer sker ved kendelse, der kan indbringes for højere ret.
Bestemmelsen er identisk med § 38 i betænkningens lovudkast.
Til § 42
Som anført under de almindelige bemærkninger afsnit 3 findes tiden at være løbet fra det hidtidige eksekutorsystem, herunder reglerne om, at en eksekutor gennem skifteretten skal ansøge statsamtet om udstedelse af kongelig bevilling til at behandle et dødsbo. Som et led i det enstrengede og mere smidige system, der foreslås opbygget i stedet for de forskelligartede offentlige skifteformer, der indgår i gældende ret, foreslås det, at skifterettens judicielle beslutning om, at boet udleveres til behandling ved en eller flere bobestyrere, gennemføres ved udstedelse af en attest fra skifteretten.
Bestemmelsen i § 42 angiver i overensstemmelse hermed, at skifteretten straks udsteder skifteretsattest om, at boet er udleveret til behandling ved den eller de pågældende bobestyrere. Skifteretsattesten giver bobestyreren legitimation til at tegne boet og repræsentere dette i retssager, jf. forslagets § 49, stk. 1. Skifteretsattesten skal straks kunne anvendes af bobestyreren som legitimation i forbindelse med sikring af boets aktiver og er nødvendig ved tinglysningsmæssige ekspeditioner m.v. Gør boets forhold det nødvendigt, udsteder skifteretten uden gebyrer flere eksemplarer af skifteretsattesten.
Er der flere bobestyrere i et dødsbo, men har kun en eller nogle af disse tegningsret, skal dette fremgå af skifteretsattesten. Tilsvarende gælder, hvis der i øvrigt er begrænsninger i tegningsretten.
Bestemmelsen er identisk med § 39 i betænkningens lovudkast.
Til § 43
Konstaterer bobestyreren, efter at have fået boet udleveret til bobestyrerbehandling, men inden åbningsstatus er udarbejdet, at boet er insolvent, skal bobestyreren efter § 43 straks anmode skifteretten om at træffe afgørelse om insolvensbehandling i medfør af forslagets § 69.
Bestemmelsen finder også anvendelse på insolvente boer, der behandles af en midlertidig bobestyrer, og hvor der foreligger et behov for konkursregulering. Den midlertidige bobestyrer bør da straks anmode skifteretten om at tage stilling til insolvensspørgsmålet.
Er insolvensen først konstaterbar efter udarbejdelsen af åbningsstatus, fremsættes anmodningen efter lovforslagets § 52.
Bestemmelsen svarer til § 40 i betænkningens lovudkast, idet der dog ikke lægges op til, at insolvensen nødvendigvis skal fastslås ved kendelse, jf. herved § 69, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
Til § 44
Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at bobestyreren straks efter at have fået et bo udleveret i fornødent omfang skal tage boets aktiver i forvaring eller sikre disse mod uberettigede dispositioner.
Bobestyreren skal omgående sende meddelelse om bobestyrerbehandlingen til tinglysning på boets faste ejendomme og foretage tilsvarende sikringsforanstaltninger for andre typer af aktiver. Bobestyreren skal endvidere påse, at boets aktiver er behørigt forsikrede. Sikring af indboeffekter og andre løsøreeffekter kan ske ved opmagasinering eller forsegling. Efterlader afdøde sig en virksomhed i drift, må bobestyreren sikre ledelsesforholdene og kontrollen med virksomhedens aktiver. Kontanter og værdipapirer kan sikres gennem etablering af en forvaltningsordning med et pengeinstitut, der modtager ikke i forvejen forvaltede midler og i henhold til fuldmagt fra bobestyreren opsiger og hjemtager midler på konti i andre pengeinstitutter m.v. Registrerede fondsaktiver skal via pengeinstituttet omregistreres i boets navn. Andre værdipapirer bør henlægges i depot i pengeinstituttet. Meddelelse om bobestyrerbehandlingen bør i fornødent omfang gives til boets debitorer, og postforsendelser kan omadresseres, jf. postlovens § 24.
Hvad der konkret kræves til etablering af både en faktisk og en retlig sikring af boets aktiver, afhænger naturligvis af aktivernes karakter og boets forhold i øvrigt.
Al materiale vedrørende boet og de meddelelser, bobestyreren udsender desangående, skal opbevares af bobestyreren, idet tilstedeværelse af sagens akter til eksempel vil være påkrævet i en genoptagelsessituation. Det er forudsat, at der i medfør af forslagets § 11, stk. 3, fastsættes nærmere regler blandt andet herom.
Stk. 2 svarer i al væsentlighed til den gældende skiftelovs § 15. Bestemmelsen fastslår, at boets aktiver skal registreres og værdiansættes af bobestyreren eller om fornødent ved sagkyndig vurdering. Ved registreringen søger bobestyreren oplyst, hvilke aktiver der tilhører boet. Oplysninger vil kunnne indhentes gennem arvingerne eller eventuelt ved gennemgang af selvangivelse og regnskaber. Bobestyreren skal snarest herefter udarbejde en fortegnelse over aktiverne, jf. forslagets § 52, der skal indgå i boets åbningsstatus.
Bestemmelsen svarer til § 41 i betænkningens lovudkast.
Til § 45
Bestemmelsen pålægger bobestyreren skriftligt at orientere arvingerne om væsentlige forhandlinger og beslutninger i boet. Andre, der har retlig interesse deri, herunder legatarer og kreditorer, har adgang til at gøre sig bekendt med de oplysninger, der er indeholdt i meddelelserne til arvingerne, idet de efter anmodning enten har ret til at se meddelelserne eller dele heraf eller til at modtage udskrift eller ekstraktudskrift. Retten dertil gælder naturligvis ikke medkontrahenters indsigt i boets overvejelser om verserende forhandlinger.
Meddelelserne, som hører til boets dokumenter, bliver en slags »skifteprotokol« og har til formål at skabe sikkerhed for, at der gives indblik i, hvad der sker af væsentlige dispositioner i boet. I betænkningens lovudkast foreslås terminologien »skifteprotokol« anvendt. I lighed med, hvad der er anført under § 55 om bomøder/skiftesamlinger, finder Justitsministeriet imidlertid, at begrebet »skifteprotokol« alene bør være knyttet til de tilførsler til retsbogen, som foretages af skifteretten.
Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 42 i betænkningens lovudkast.
Til § 46
I alle boer, der undergives skiftebehandling, skal der udstedes proklama.
Er proklama ikke allerede udstedt på det tidspunkt, hvor boet udleveres til bobestyrerbehandling, skal bobestyreren straks sørge for, at der indrykkes proklama i Statstidende. Dette følger af bestemmelsens stk. 1 .
Efter § 81, stk. 1, i forslaget, kan proklama eventuelt være udstedt, før der er truffet afgørelse om boets behandlingsmåde. Er dette tilfældet, skal den person, der er angivet som anmeldelsesmodtager i proklamaet, overgive indkomne anmeldelser til bobestyreren.
Ifølge bestemmelsens stk. 2 skal bobestyreren drage omsorg for, at anmeldte fordringer og andre krav registreres på betryggende måde. Fortegnelsen vil kunne indgå som en del af åbningsstatus, jf. forslagets § 52, stk. 1.
Bestemmelsen svarer til § 43 i betænkningens lovudkast.
Til § 47
Efter at have fået boet udleveret til behandling, skal bobestyreren snarest orientere arvinger og legatarer herom, ligesom de enkelte lodtagere skal have meddelelse om deres arveret. Oplysningerne kan gives skriftligt eller på anden måde, herunder i et møde.
Såvel arvinger som legatarer har ret til at gøre sig bekendt med afdødes testamentariske dispositioner, der vedrører eller kan påvirke deres egen retsstilling.
Bestemmelsen er identisk med § 44 i betænkningens lovudkast.
Til § 48
Efter gældende ret påhviler det skifteretten at undersøge arveforholdene i et dødsbo. Det er endvidere skifterettens pligt at eftersøge forsvundne arvinger og arvinger, hvis adresse er ubekendt. Bestemmelsens stk. 1 overfører disse pligter til bobestyreren. Bobestyreren må ved løsning af denne opgave tage udgangspunkt i de oplysninger, som kendte arvinger eller andre pårørende m.fl. er i stand til at give. Den hidtidige adgang til at indrykke ikke-præklusivt arveproklama forudsættes opretholdt. Om fornødent kan arvinger og andre indkaldes for skifteretten og der pålægges at afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for trediemand, jf. forslagets § 92, stk. 2.
Efter bestemmelsen skal også legatarer eftersøges. Intensiteten af sådanne bestræbelser må dog fornuftigvis sættes i relation til betydningen af en legatars interesse i at modtage legatet.
Ifølge Justitsministeriets cirkulære nr. 225 af 14. december 1979, skal der til brug ved behandlingen af dødsboer indhentes oplysning fra Centralregisteret for Testamenter i alle tilfælde, hvor der kan være mulighed for, at afdøde efter registerets oprettelse den 1. juli 1932 har oprettet testamente for en dansk notar, eller for en dansk diplomatisk myndighed i udlandet. Såfremt fuldstændige oplysninger om afdødes testamentariske dispositioner ikke inden boets udlevering er tilvejebragt af skifteretten, jf. forslagets § 7, stk. 2, påhviler fortsættelsen af dette arbejde bobestyreren.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan eftersøgning af arvinger og legatarer undlades, såfremt boet må antages at være insolvent, idet der i disse tilfælde ikke bliver noget at arve.
Bestemmelsens stk. 3 giver bobestyreren samme adgang til at indhente oplysninger og få bistand fra offentlige myndigheder som skifteretten. Afhængig af omstændighederne vil der kunne være behov for at få f.eks. Folkeregisteret, Politiets Eftersøgningstjeneste eller Udenrigsministeriet til at bistå med at finde arvinger. Værdipapircentralen og skattemyndighederne vil kunne anmodes om oplysninger om afdødes økonomiske forhold.
Er arveforholdene uafklarede ved boets afslutning, kan det være nødvendigt at afsætte arv efter reglerne i § 25 i lov om borteblevne. Der henvises herved til forslagets § 67, stk. 1.
Bestemmelsen er identisk med § 45 i betænkningens lovudkast.
Til § 49
Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at bobestyreren udover generelt at tegne boet tillige repræsenterer dette i retssager. I boer med flere bobestyrere tegner disse hver især boet, medmindre skifteretten har bestemt andet, hvilket i givet fald vil fremgå af skifteretsattesten, der skal indeholde eventuelle begrænsninger i en bobestyrers tegningsret, jf. herved forslagets § 42.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal bobestyreren, indtil tilkendegivelse om boets solvens efter § 52 foreligger, så vidt muligt afholde sig fra at foretage dispositioner, der vil kunne foregribe den senere bobehandling.
Uopsættelige handlinger kan bobestyreren dog foretage, f.eks. bortsalg af letfordærvelige varer. I boer, til hvilke der hører en virksomhed i drift, bør bobestyreren efter boets udlevering hurtigt tage stilling til, om boets gensidigt bebyrdende aftaler skal søges bragt til ophør, eventuelt i medfør af bestemmelsen i forslagets § 87. Hvor der undtagelsesvis måtte foreligge et akut behov for at træffe bestemmelser, der vil kunne få afgørende indflydelse på boets formueforhold m.v., kan bobestyreren indkalde boets arvinger og væsentligere kendte kreditorer til en orienterende drøftelse.
Bestemmelsen svarer til § 46 i betænkningens lovudkast.
Til § 50
Efter § 33 i den gældende skiftelov, kan skifteretten antage bistand til udførelse af forskellige opgaver i forbindelse med boernes behandling. Bestemmelsen giver en bobestyrer tilsvarende mulighed for assistance.
Efter stk. 1 kan bobestyreren med skifterettens samtykke antage forretningskyndig medhjælp til for boets regning at bistå bobestyreren i et nærmere fastsat omfang. Som anvendelsesområde for bestemmelsen er hovedsagelig tænkt på de tilfælde, hvor der i boet indgår en erhvervsvirksomhed i drift. Efter omstændighederne vil der da kunne være behov for antagelse af forretningskyndig medhjælp, der kan lede virksomheden og bistå ved en eventuel afvikling af denne. Den forretningskyndige medhjælp handler på bobestyrerens vegne og på bobestyrerens ansvar. Honoraret til den forretningskyndige medhjælp m.v. aftales med bobestyreren. Den pågældende har klageret efter kapitel 27.
Ved bestemmelsen forudsættes det, at antagelse af ejendomsmægler, vurderingsmænd og tilsvarende sædvanlig bistand, som kutymemæssigt kan foretages af eksekutor efter de gældende regler om behandling af eksekutorboer, skal kunne foretages af bobestyreren uden skifterettens samtykke.
Stk. 2 giver en bobestyrer mulighed for at antage revisorbistand til for boets regning at udføre nærmere fastsatte opgaver, når særlige forhold taler herfor, og skifteretten samtykker deri.
Var afdøde bogførings- eller regnskabspligtig, og benyttede afdøde selv revisorbistand, kan bobestyreren, uden at spørgsmålet behøver at forelægges skifteretten, fortsat anvende denne revisonsmæssige bistand til i hidtidigt omfang at forestå de revisionsmæssige opgaver.
Det er forudsat, at bobestyreren selv udarbejder opgørelser og indberetninger til skattemyndighederne samt udfærdiger boopgørelsen i det enkelte bo.
Bestemmelsen er identisk med § 47 i betænkningens lovudkast.
Til § 51
Ved §§ 9 og 10 i lovforslaget er kreditorer som udgangspunkt afskåret fra at foretage individualforfølgning fra dødsfaldet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet. Ved forslaget til § 51 videreføres denne begrænsning i alle boer, der udleveres til behandling ved bobestyrer.
I stedet for individualforfølgning må kreditorer anmelde deres krav - herunder også massekrav - i boet. I almindelighed må også krav, der støttes på ejendomsret, anmeldes i boet for ikke at blive prækluderet, jf. forslagets § 83, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2, modsætningsvis. Retssager mod boet kan fortsat heller ikke anlægges efter boets udlevering til bobestyrer, jf. dog de særlige regler derom ved fordringsprøvelse i forslagets § 56, stk. 4.
Fordringer og andre krav anmeldes til bobestyreren. Har skifteretten, inden der er truffet afgørelse om boets behandlingsmåde, modtaget anmeldelser af krav, udleveres eller videresendes disse til bobestyreren i forbindelse med boets udlevering.
Bestemmelsen svarer til § 48 i betænkningens lovudkast.
Til § 52
Efter stk. 1 skal bobestyreren snarest efter proklamafristens udløb udarbejde en åbningsstatus, der skal indeholde en fortegnelse over samtlige boets aktiver og passiver med værdiangivelser pr. dødsdagen. Fortegnelsen skal være udtømmende og svarer til den fortegnelse, der efter gældende ret skal indsendes til den kommunale skattemyndighed efter kildeskattelovens § 14. Åbningsstatus skal tillige indeholde en tilkendegivelse om, hvorvidt boet må antages at være solvent. Til brug for tilkendegivelsen må bobestyreren derfor yderligere angive, hvilke indtægter boet må forventes at ville få, og hvilke yderligere forpligtelser, boet må forventes at skulle afholde, herunder udgifter til begravelsen, renter m.v. af anmeldte krav og udgifter til boets behandling, andre massekrav og boets skatteforpligtelser. Disse angivelser må i et vist omfang bygge på skønsmæssige vurderinger. Boet anses for at være solvent, såfremt det må antages, at aktivmassen med tillæg af indtægter vil være tilstrækkelig til at dække samtlige de forpligtelser, som påhviler eller vil komme til at påhvile boet.
Åbningsstatus, der udarbejdes på en særlig blanket, skal efter stk. 2 straks tilsendes boets arvinger, skifteretten og den kommunale skattemyndighed. Kreditorer og legatarer med en retlig interesse deri kan forlange at blive gjort bekendt med indholdet af åbningsstatus, men har altså intet krav på at få den tilsendt.
Må boet antages at være insolvent, kan tilsendelse af åbningsstatus undlades, jf. stk. 3 , idet bobestyreren da straks skal anmode skifteretten om at træffe afgørelse om insolvensbehandling. Træffes der bestemmelse herom, foreskriver lovforslagets § 69, stk. 2, bobestyreren en meddelelsespligt i forhold til arvinger m.fl., idet arvinger og legatarer, som efter forslagets § 47 har modtaget meddelelse om boets udlevering til behandling ved bobestyrer, findes at burde have et ubetinget krav på at få at vide, hvorvidt de skal arve. En sådan meddelelse vil i øvrigt i særlige tilfælde kunne udløse et krav om rejsning af omstødelsessag. Selv om arvinger og legatarer efter forslagets § 52, stk. 2, ikke har krav på at få tilsendt åbningsstatus i et bo, der underkastes insolvensbehandling, kan de dog fortsat kræve - eventuelt ved fremmøde hos bobestyreren - at få adgang til at studere åbningsstatus. Heri kan de have en klar retlig interesse, og denne ret for arvingerne bortfalder derfor ikke ved beslutning om insolvensbehandling.
I boer, hvor det, indtil realisationer er foretaget m.v., er uvist, om boet er solvent eller insolvent, vil det almindeligvis være mest hensigtsmæssigt at behandle boet efter solvensreglerne, idet bobestyreren da i medfør af lovforslagets § 53, stk. 3, skal tilsidesætte arvingernes beslutninger, såfremt disse strider imod kreditorernes ret.
Anmodninger fra fordringshavere om, at boet skal tages under insolvensbehandling, rettes til bobestyreren, der derefter træffer afgørelse om, hvorvidt der skal fremsættes anmodning over for skifteretten. Bobestyrerens afgørelse kan i medfør af forslagets § 96 påklages til skifteretten.
Afklares det først senere under boets behandling, at der foreligger insolvens, anmoder bobestyreren efter stk. 4 straks skifteretten om at træffe bestemmelse om insolvensbehandling.
Til § 53
Efter gældende ret er beslutningsprocessen i relation til et dødsbos anliggender baseret på afstemning mellem de stemmeberettigede. Det følger således af den gældende skiftelovs § 24, at de stemmeberettigede skal høres, hvorefter skifteretten i tilfælde af meningsulighed træffer afgørelse med hensyntagen til de fremsatte meninger, men i sidste instans efter rettens eget skøn om, hvad der bedst tjener samtliges og i især de fraværendes og umyndiges tarv.
I eksekutorboer fik eksekutor ved retsplejereformens gennemførelse i 1919 dømmende myndighed i boets anliggender. Reglerne derom blev dog få år efter ophævet, således at eksekutor i stedet må bygge på de stemmeberettigedes flertal. En procedure, der i tilfælde af uenighed mellem arvingerne kan føre til, at bobehandlingen blokeres.
Som et væsentligt element i etableringen af bobestyrerordningen, hvor en stor del af de funktioner, der hidtil er blevet varetaget af skifteretten og eksekutorer, foreslås overført til bobestyrere, indgår, at bobestyrerne må tillægges relativt vide beføjelser i relation til skiftets gennemførelse. Det forekommer således at være en afgørende forudsætning for, at der kan opnås den ønskede effektivisering af bobehandlingen og kortere ekspeditionstider, at den ansvarlige bobestyrers stilling styrkes.
For at imødegå risikoen for misbrug af denne videregående adgang til at styre bobehandlingen, er det ved forslagets §§ 45 og 54 for det første pålagt bobestyreren at holde de implicerede løbende orienteret. Endvidere sikres de impliceredes interesser gennem klagesystemet i kapitel 27, hvorefter bobestyrerens handlinger, undladelser og afgørelser kan indbringes for skifteretten. I den sidste ende er det herefter skifteretten, der træffer afgørelse i klagesagen, og som efter forslagets § 54, stk. 2, kan meddele bobestyreren pålæg om, hvad der skal foretages. Tilsidesætter bobestyreren et sådant pålæg, kan vedkommende afsættes efter forslagets § 41. I overensstemmelse hermed tillægger lovforslaget bobestyreren den nødvendige handlekraft til sikring af, at skifterne vil kunne gennemføres effektivt og hurtigt, uden at uenighed mellem arvingerne som efter det gældende eksekutorsystem kan blokere for bobehandlingen.
Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger, hvorledes beslutningerne i boets anliggender skal træffes og fastslår, at det er bobestyreren, der træffer bestemmelse i boets anliggender, idet væsentlige spørgsmål dog forinden skal forelægges for arvingerne.
Det beror på en skønsmæssig vurdering, hvornår et spørgsmål er af en sådan karakter, at det som væsentligt skal forelægges for arvingerne. Forelæggelse af sædvanlige ekspeditioner er ikke nødvendig. Beslutninger om realisation af boets aktiver skal som væsentlige forelægges for arvingerne. I øvrigt kan praksis om, hvad der i henhold til konkurslovens § 15 er dispositioner af væsentlig betydning være vejledende. I solvente dødsboer vil det dog tillige altid være væsentligt at fastslå, hvilke aktiver, der skal realiseres, og hvilke aktiver der skal overtages af arvingerne til vurderingsbeløbet.
Herudover vil tillige spørgsmål om sagsanlæg, forlig under retssager og appel m.v. ofte være væsentlige, hvorfor forelæggelse for arvingerne er nødvendig. Under en retssag varetages boets partsfunktioner i øvrigt af bobestyreren. En bobestyrer, der er advokat, kan tillige vælge selv at optræde som rettergangsfuldmægtig, men bør i sager, der kræver specialkundskab, eller i sager, der angår interessemodsætninger mellem boets arvinger, legatarer og kreditorer, forinden forelægge spørgsmålet om valg af rettergangsfuldmægtig for arvingerne.
For at fremme en hurtig og uformel afvikling af boerne, indeholder lovforslaget ingen formkrav til, hvorledes forelæggelser for arvingerne skal finde sted. Det forudsættes, at bobestyreren tilrettelægger bobehandlingen på den måde, der med hensyntagen til det enkelte bos forhold er mest hensigtsmæssig. Denne smidiggørelse af bobehandlingen medfører, at det ikke er nødvendigt at træffe beslutninger på bomøder, såfremt beslutningerne kan træffes betryggende på anden måde, herunder efter omstændighederne også telefonisk.
Er arvingerne uenige om afgørelsen af et væsentligt spørgsmål, må bobestyreren indkalde alle arvingerne til et bomøde, hvor der så må søges opnået enighed, jf. herved stk. 2 . Kan enighed ikke opnås, skal der på forlangende afholdes afstemning mellem arvingerne. Bestemmelsen markerer herved i modsætning til det udkast, der er indeholdt i betænkningen, at en mere systematisk anvendelse af afstemning ved afgørelse af alle væsentlige spørgsmål ikke skal finde sted. Denne ændring er foretaget på foranledning af nogle af de indkomne høringssvar, der påpegede, at betænkningsudkastets afstemningsregler med fordel kunne smidiggøres.
I tilfælde af afstemning stemmer arvingerne efter deres ret til at tage arv og eventuel boslod af afdødes ejendele, hvorved forstås ægtefællens boslodsret af førstafdødes fællesejemidler. I tvivlstilfælde afgør bobestyreren omfanget af arvingernes stemmeret. Bobestyrerens afgørelse kan påklages til skifteretten.
Ved bestemmelsens sidste pkt. fremhæves styrkelsen af bobestyrerens beslutningsmyndighed. Står arvingernes stemmer lige, afgøres spørgsmålet af bobestyreren. Denne beføjelse er nødvendig for, at en beslutning kan træffes. Bobestyrerens afgørelse kan indbringes for skifteretten.
Er ikke alle arvinger repræsenteret, når en beslutning skal tages, kan der kun ses bort fra de ikke repræsenteredes stemmer, såfremt de er indkaldt efter reglerne i forslagets § 55, stk. 2, og ikke har oplyst, at de har lovligt forfald.
Ved stk. 3 tillægges der bobestyreren nogle beføjelser, som bl. a. er nødvendige for at hindre retskrænkelser eller for, at boets behandling ikke skal gå i stå. Strider arvingernes beslutning mod nogens ret, kan bobestyreren ændre afgørelsen. Finder bobestyreren arvingernes beslutning åbenbart uhensigtsmæssig, kan afgørelsen ligeledes ændres. Er det f.eks. i et bo nødvendigt at foretage realisation af aktiver for at tilvejebringe den nødvendige likviditet, og er arvingernes beslutning ikke egnet til at tilvejebringe likviditeten, træffer bobestyreren den nødvendige bestemmelse. Ved udøvelsen af censurbeføjelsen må bobestyreren anlægge en helhedsvurdering over, hvad der bedst tjener samtlige impliceredes interesser. En beslutning behøver ikke nødvendigvis at være uhensigtsmæssig, fordi den ikke er den økonomisk bedste for boet; også ideelle forhold bør inddrages i overvejelserne.
Bestemmelsens stk. 4 fastslår, at bobestyreren skal vejlede arvingerne om deres retsstilling efter forslagets § 96 og § 97, hvorefter de kan påklage bobestyrerens beslutninger til skifteretten. Bobestyreren har ikke blot pligt til at give en sådan klagevejledning, hvor han tilsidesætter arvingernes beslutning, men også i tilfælde, hvor en enkelt eller enkelte arvinger ikke er enige i den beslutning, der træffes.
Ved forslaget får bobestyreren som angivet en noget videre adgang til at lede bestemmelsesprocessen i boet, end tilfældet er efter gældende ret i eksekutorboer, idet det forventes, at denne beføjelse vil være egnet til at fremme boernes afvikling. Bestemmelsen indebærer ikke, at bobestyreren tillægges dømmende myndighed. Der henvises herved særlig til, at bobestyreren har pligt til at give klagevejledning, når arvingernes flertalsbeslutning tilsidesættes. Ønsker arvingerne fortsat ikke at respektere bobestyrerens bestemmelse, foreligger der en tvist, som må indbringes for skifteretten til afgørelse.
Til § 54
Udgangspunktet for gennemførelsen af en skiftebehandling bør være, at et bo skal afsluttes så hurtigt som muligt, uden at dette dog sker på bekostning af implicerede arvingers, legatarers eller kreditorers interesser.
Efter stk. 1 skal bobestyreren fremme boets behandling mest muligt. Herved tilkendegives, at behandlingstiden for et bo ikke bør udstrækkes over en længere periode, end hvad boets forhold tilsiger. Det er således ikke alle bobestyrerboer, der med rette kan afsluttes med den 2 års-dag som skæringsdato, der efter forslagets § 66, stk. 2, jf. § 68, stk. 1, er den seneste skæringsdag.
Påføres arvinger eller andre tab som følge af en urimelig sagsbehandlingstid fra bobestyrerens side, vil bobestyreren efter omstændighederne kunne gøres erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler herom.
Anmoder en arving om at blive gjort bekendt med bobehandlingens forløb eller om det forventede tidspunkt for bobehandlingens afslutning, skal bobestyreren orientere den pågældende herom. Bestemmelsen må ses i sammenhæng med forslagets § 45, hvorefter der påhviler bobestyreren en pligt til skriftligt at orientere arvinger om de væsentlige forhandlinger og beslutninger i boet.
Efter stk. 2 kan skifteretten, hvor forholdene nødvendiggør det, pålægge bobestyreren at indgive løbende indberetninger om bobehandlingens forløb og meddele bobestyreren pålæg om at foretage, hvad der findes fornødent. Bestemmelsen forudsættes først og fremmest anvendt, hvor skifteretten efter behandlingen af en klagesag anser det for nødvendigt at etablere et tilsyn med bobehandlingen og eventuelt straks eller senere at meddele pålæg. Den kan imidlertid også anvendes i andre tilfælde, f.eks. hvor en bobestyrer i flere tilfælde har behandlet boer for langsomt og ved udleveringen af et nyt bo ex officio får meddelt frist efter forslagets § 66, stk. 4.
Efter forslagets § 44 skal bobestyreren straks efter boets udlevering sørge for, at meddelelsen om bobestyrerbehandlingen tinglyses på boets faste ejendomme, og for skibe eller luftfartøjers vedkommende registreres i Skibsregisteret eller Luftfartøjsregisteret. Hvor en sådan tinglysning eller anden tilsvarende offentlig registrering af bobestyrerbehandlingen har fundet sted, skal bobestyreren efter bestemmelsens stk. 3 drage omsorg for, at meddelelsen om bobestyrerbehandling slettes, når bobestyrerbehandlingen ophører. Dette gælder også, hvor bobestyrerbehandlingen ophører som følge af, at boet udleveres til anden behandlingsmåde. Lovudkastet i betænkningen regulerede alene den sidstnævnte situation. Kravet om sletning af bobestyrerbehandling bør imidlertid ikke kun stilles, når boet overgår til anden behandlingsform, men bør gælde i alle situationer, hvor en bobestyrerbehandling afsluttes, og bobestyreren som følge heraf ikke længere skal være tegningsberettiget.
Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 50 i betænkningens lovudkast.
Til § 55
Bestemmelsen angiver retningslinjerne for afholdelse af bomøder. Lovforslaget opererer med en anden terminologi end betænkningsudkastet, der i stedet for »bomøder« anvender udtrykket »skiftesamlinger«. I lighed med hvad der gælder på konkurslovens område, finder Justitsministeriet, at begrebet »skiftesamlinger« bør være forbeholdt de møder, der afholdes i skifterettens regie.
I øvrigt svarer bestemmelsen til § 52 i betænkningen, idet afholdelse af bomøde dog også udtrykkeligt er blevet gjort obligatorisk, hvis der skal tages stilling til et væsentligt spørgsmål, som der uenighed mellem arvingerne om, jf. herved bestemmelsens stk. 1.
Det følger af forslagets § 53, at bobestyreren skal medinddrage arvingerne i beslutningsprocessen, og at afholdelse af bomøde i denne forbindelse kan være nødvendig.
For at arvingerne gives adgang til at varetage deres interesser bedst muligt, foreslås der herudover en bestemmelse, der giver mulighed for at drøfte boets forhold på et bomøde. Bestemmelsens fakultative karakter medfører, at en bobestyrer i boer, hvor beslutningerne med fordel kan træffes på mere uformel måde, og hvor bomøde efter § 53, stk. 2, ikke er påkrævet, ikke behøver at afholde andre bomøder end det afsluttende bomøde, der efter forslagets § 68, stk. 1, er gjort obligatorisk.
I overensstemmelse hermed følger det af stk. 1 , at bobestyreren kan indkalde til bomøder, når der er behov herfor. Indkaldelse bør ske med et rimeligt varsel. Anmoder en arving derom, bør indkaldelse til bomøde i almindelighed ske. Alene hvis en arvings anmodning om et bomøde antager chikanøs karakter, eller afholdelse af møde er åbenbart ubegrundet, bør anmodningen afvises. Bobestyrerens nægtelse af at afholde et bomøde kan påklages til skifteretten.
Indkaldelse skal ske, hvis skifteretten bestemmer det, eller hvis der ikke mellem arvingerne kan opnås enighed om, hvorledes man skal afgøre et væsentligt spørgsmål.
Efter stk. 2 , 1. pkt., kan indkaldelse til bomøde ske formløst ved meddelelse til de pågældende. Bobestyreren kan endvidere vælge tillige at bekendtgøre indkaldelsen i Statstidende. Forholder arvingerne i et bo sig passive over for en henvendelse fra bobestyreren, kan de indkaldes formelt efter bestemmelsen i stk. 2, hvorefter de fornødne beslutninger i væsentlige anliggender kan træffes. Udebliver alle arvinger uden lovligt oplyst forfald, må bobestyreren alene træffe de nødvendige beslutninger.
Bestemmelsen i 2. pkt. om at tid, sted, varsel og dagsorden fastsættes af bobestyreren, og at denne leder forhandlingerne under mødet, svarer til forskrifterne i konkurslovens § 119, stk. 2 og 3. Bomøder forudsættes normalt afholdt på bobestyrerens kontor, men kan også afholdes andre steder, f.eks. på afdødes bopæl.
Til § 56
Efter de nugældende regler i skiftelovens §§ 38-40, der ikke længere efterleves i skifteretspraksis, og efter reglerne i konkurslovens §§ 129-133, skal fordringsprøvelsen foregå i skiftesamlinger, hvortil der skal ske indkaldelse i Statstidende.
Ved forslaget foreslås en forenkling, idet det i de fleste dødsboer ikke vil være nødvendigt at afholde formelige skiftesamlinger/bomøder til fordringsprøvelse. Endvidere sigter forslaget mod at inddrage bobestyreren i en forligsmæglende rolle, der kan være egnet til at begrænse antallet af retssager om fordringer og andre krav til et minimum.
Når anmeldelsesfristen er udløbet, skal bobestyreren efter bestemmelsens stk. 1 gennemgå de anmeldte fordringer og krav, herunder massekrav og øvrige krav, der efter forslagets § 83, stk. 2, kan gøres gældende i boet, og udfærdige en fortegnelse over disse fordringer og krav. Disse oplysninger vil samtidig udgøre en del af åbningsstatus.
Bobestyreren skal derefter gennemgå fordringerne og kravene og i fornødent omfang kræve tilvejebragt dokumentation samt udarbejde sin foreløbige indstilling om, hvorvidt de enkelte fordringer og krav bør anerkendes.
Fortegnelsen og den foreløbige indstilling skal dernæst forelægges for arvingerne. Der er ikke herved foreskrevet nogen formkrav, men forelæggelsen forudsættes at ske på en forsvarlig måde. Forelæggelsen vil kunne ske samtidigt med tilsendelsen af boets åbningsstatus og bobestyrerens tilkendegivelse om boets solvens efter forslagets § 52. Bobestyreren kan i forbindelse med forelæggelsen fastsætte en frist, inden for hvilken arvingerne skal tage stilling til, om de kan anerkende fordringerne og kravene. Fremkommer der ikke inden en sådan frists udløb indsigelse mod en fordring eller et krav, og har bobestyreren i sin foreløbige indstilling indstillet fordringen eller kravet til fuldstændig godkendelse, er fordringen eller kravet derefter endeligt godkendt i boet.
Har bobestyreren i sin foreløbige indstilling ikke anbefalet en fordring eller et krav til fuldstændig godkendelse, eller har en arving fremsat indsigelse mod en fordring eller et krav, skal bobestyreren efter bestemmelsens stk. 2 undersøge, om en forligsmæssig ordning kan tilvejebringes og så vidt muligt søge at forlige sagen. Et forlig efter bestemmelsen forudsætter, at ingen af arvingerne har tilkendegivet, at de ikke kan tiltræde forliget. Bobestyrerens forligsforslag kan forelægges for arvingerne efter reglerne i stk. 1.
Kan forlig ikke opnås, skal bobestyreren efter bestemmelsens stk. 3 udarbejde sin endelige indstilling om, hvorvidt og i hvilket omfang fordringen eller kravet bør anerkendes.
Den endelige indstilling forelægges efter bestemmelsens stk. 4 for arvingerne og ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde for de fordringshavere, hvis fordring eller krav ikke fuldt ud er imødekommet ved indstillingen, med oplysning om, at enhver, som ikke kan godkende indstillingen inden 4 uger efter modtagelsen af meddelelsen, må anlægge sag ved skifteretten. Forelæggelsen for fordringshaverne og efter omstændighederne også for arvingerne skal af bevismæssige grunde ske ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde, f.eks. mundtligt på et korrekt tilvarslet bomøde.
Henhører sagen under en særlig domstol, skal sagen dog anlægges ved denne. Tvist om en skatteansættelse kan efter skattestyrelsesloven først indbringes for landsretten som 1. instans, når lovens administrative klagesystem er udnyttet. Samme princip er indført i den nye momslov fra 1994 (lov nr. 375 af 18. maj 1994 om merværdiafgift, § 80). Skattekrav m.v. skal - som hidtil - behandles efter disse regler.
Anlægges retssag ikke rettidigt, er bobestyrerens endelige indstilling efter bestemmelsens stk. 5 godkendt såvel i forhold til arvingerne som i forhold til fordringshaveren.
En fordringshaver, som ikke ønsker at acceptere bobestyrerens endelige indstilling, må udtage stævning mod boet ved skifteretten inden fristens udløb. Affinder fordringshaveren sig med bobestyrerens endelige indstilling, men anlægger en eller flere arvinger sag om fordringen eller kravet, må dette ske ved udtagelse af stævning ved skifteretten mod fordringshaveren.
I boer, hvor der på tidspunktet for fordringsprøvelsen er tvivl om boets solvens, skal fordringer og krav efter bestemmelsens stk. 6 forelægges såvel for boets arvinger som for boets kreditorer. Fordringernes prøvelse skal i så fald også omfatte fordringernes plads i konkursordenen.
I insolvente boer og boer, hvor der kan være tvivl om solvensen, kan forelæggelser efter stk. 1 og 4 for boets kreditorer erstattes af meddelelse til kreditorerne om, at indstillingerne ligger til eftersyn på bobestyrerens kontor.
Lovforslagets § 56 svarer til § 53 i lovudkastet i betænkningen.
Til § 57
Bestemmelsen vedrører dækning af godkendte fordringer og andre krav og svarer til § 54 i betænkningens udkast.
Bestemmelsen angiver, hvornår godkendte fordringer og andre krav skal dækkes. Rettigheder, der ikke er underlagt præklusion, er reguleret ved bestemmelserne i forslagets kapitel 21, og for så vidt angår fordringer og krav, hvor frigørelsestiden ikke er indtrådt, henvises til de muligheder, der er givet bobestyreren ved forslagets § 87.
Efter stk. 1 skal bobestyreren sørge for, at fordringer og andre krav mod boet dækkes snarest muligt efter, at de er godkendt eller fastslået, medmindre forpligtelsen er eller forventes overtaget af arvinger, legatarer eller andre i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om debitorskifte.
Opfylder bobestyreren ikke sin pligt til at dække fordringer og krav omfattet af bestemmelsen, kan bobestyreren efter omstændighederne ifalde erstatningsansvar for det tab, der derved påføres fordringshaverne.
Stk. 2 giver skifteretten mulighed for at tillade, at der udbetales a conto salær til bobestyreren. Skifterettens samtykke bør kun meddeles, når særlige grunde, herunder i relation til boets beskaffenhed eller behandlingstid, kan påvises. Som anført af Skiftelovsudvalget, må en sådan begrænsning af bobestyrerens adgang til a conto salær antages at ville være egnet til at fremme behandlingens afslutning. Kan boet forventes afsluttet med 2 års-dagen for dødsfaldet som seneste skæringsdag, bør a conto salær kun udbetales i tilfælde, hvor arbejdet med boet har været meget omfattende.
Til § 58
Bestemmelsen omhandler salg af aktiver fra boet.
Bestemmelsens 1. pkt. , hvorefter salg af boets aktiver skal ske på den måde, der tjener boets interesser bedst, svarer til konkurslovens § 115, stk. 1. Det afgøres efter reglerne i forslagets § 53, om realisationer skal ske ved underhåndssalg eller ved offentlig auktion.
Bestemmelsens 2. pkt. , hvorefter salg ved auktion sker efter reglerne i retsplejeloven, svarer til gældende ret. Behæftede aktiver, der ikke kan realiseres ved underhåndssalg, realiseres ved tvangsauktion, jf. retsplejelovens § 538 b, stk. 1, som denne bestemmelse foreslås affattet i det samtidigt hermed fremsatte forslag til ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven m.v. Bobestyreren skal i så fald udføre, hvad der påhviler rekvirenten af en tvangsauktion. Bobestyreren kan ved salg af boets aktiver benytte sagkyndig bistand, f.eks. ejendomsmægler. Ubehæftede aktiver sælges i medfør af retsplejelovens § 538 b, stk. 2, efter reglerne om offentlige auktioner, der ikke er tvangsauktioner.
Bestemmelsen svarer til § 55 i betænkningens lovudkast.
Til § 59
Bestemmelsen regulerer boets stilling i forbindelse med tvangsauktion og svarer til konkurslovens § 87.
Der henvises endvidere til betænkningens s. 238.
Til § 60
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 88 og § 57 i betænkningens lovudkast.
Til § 61
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 89 og § 58 i betænkningens lovudkast.
Til § 62
Bestemmelsen, der svarer til konkurslovens § 90, stk. 1, og § 59 i betænkningens lovudkast, finder anvendelse, når boet er insolvent.
Til § 63
Efter stk. 1 er det bobestyrerens opgave at sørge for, at boets udestående fordringer og øvrige krav inddrives, medmindre disse udlægges i arv eller bortsælges.
Om fornødent må bobestyreren forsøge udestående fordringer inddrevet gennem retsforfølgning. Bobestyreren kan kun indgå bindende forlig med samtlige arvingers tiltrædelse, jf. bestemmelsen i forslagets § 109, stk. 1, hvorefter enhver arving på egen hånd kan anlægge sag eller indtræde i en verserende sag.
Stk. 2 svarer til konkurslovens § 90, stk. 2.
I betænkningen er en bestemmelse svarende til § 63 medtaget som § 60.
Til § 64
Bestemmelsen regulerer adgangen til at foretage a conto udlodninger.
Efter nugældende praksis finder a conto udlodninger - især i eksekutorboer - undertiden sted i et omfang, der reelt udtømmer boet og derved fjerner de impliceredes incitament til at medvirke til en hurtig afslutning af bobehandlingen. Endvidere kompliceres boopgørelsen, ligesom der på udlodningstidspunktet som regel skal afgives særskilt indberetning til den kommunale skattemyndighed om udlodningen i skattepligtige boer, og om de værdiansættelser, som lægges til grund i forbindelse med udlodningen.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om, at adgangen til a conto udlodning til en vis grad begrænses. Bestemmelsen angiver i overensstemmelse hermed, at a conto udlodning kan ske med bobestyrerens tilladelse, når boets forhold utvivlsomt tillader det. Bobestyreren kan ikke give en sådan tilladelse, uden at spørgsmålet har været forelagt for arvingerne i medfør af forslagets § 53. Bobestyrerens tilladelse eller afslag kan i medfør af forslagets § 96 påklages for skifteretten.
I udkastet fra Skiftelovsudvalget, hvor bestemmelsen er medtaget som § 61, er det foreslået som et yderligere kriterium for a conto udlodning, at arvingerne skulle have behov derfor. Foranlediget af nogle af høringssvarene, der peger på, at dette kriterium forekommer meget vagt, har Justitsministeriet valgt at lade denne betingelse udgå, idet bestemmelsens øvrige kriterier for udlodning findes tilstrækkelige.
Det er forudsat, at indbo og andet løsøre, som ikke afkaster indtægt, vil kunne udlægges i arv eller legat, så snart der er truffet beslutning om, hvem der skal modtage effekterne, og så snart udlæg er praktisk muligt.
Efter forslagets § 64, 2. pkt. , kan udlodning betinges af, at boet friholdes for et eventuelt tab. Dette vil f.eks kunne være aktuelt, hvis der foretages a conto udlodning af penge og værdipapirer. Herved legaliseres en udbredt skiftepraksis om såkaldt mellemrente. Udbetales der i boperioden kun beløb til enkelte af arvingerne eller ikke lige store beløb til alle arvinger, kan der efter denne praksis beregnes en rente af beløbet, svarende til den rente, som boets øvrige midler forrentes med, typisk renten på boets konto, men med fradrag af de skatter, boet skulle svare af indtægten. Mellemrenten udligner derved såvel de økonomiske fordele ved de fremrykkede udlodninger som boets tab, men har ingen indvirkning på boets eller arvingernes personlige skattetilsvar, ligesom mellemrenten ikke tillægges boets aktivmasse.
Tilsvarende vil der ved a conto udlodning af en fast ejendom eller af et andet aktiv kunne træffes bestemmelse om mellemrente af a conto udlodningen, såfremt aktivet indtil udlægget gav et afkast til boet, eller såfremt en salgssum for aktivet ellers ville afkaste forrentning til boet.
Efter forslaget afgør bobestyreren i første instans, om der som vilkår for en a conto udlodning skal svares mellemrente samt hvilke beregningsprincipper, der i bekræftende fald skal anvendes. Bobestyreren bør dog forinden forelægge spørgsmålet for arvingerne efter forslagets § 53, stk. 2.
Til § 65
Den gældende skiftelovs § 9 giver mulighed for, at et bo, der er taget under offentlig skiftebehandling, kan udleveres til en anden behandlingsform.
Ved forslaget til § 65 videreføres denne mulighed for at udlevere et bo, der er taget under bobestyrerbehandling, til anden behandlingsmåde.
Udlevering af boet til anden behandlingsmåde forudsætter efter stk. 1 en anmodning herom. Anmodning indgives til skifteretten eller til bobestyreren, der derefter videresender anmodningen til skifteretten.
Det er endvidere en forudsætning, at betingelserne for den ønskede behandlingsform er opfyldt på det tidspunkt, hvor der tages stilling til anmodningen. Udlevering kan betinges af, at der stilles sikkerhed for udgifterne ved den hidtidige bobestyrerbehandling.
Ved udlevering af et bo til boudlæg er det en forudsætning, at aktivmassen ikke er nedbragt ved betaling af almindelig gæld.
Hvor insolvensbehandling er indledt, kan bobestyrerbehandlingen i medfør af forslagets § 70, stk. 1, jf. konkurslovens § 143, standses ved, at boet udleveres til boudlæg.
Et bo kan ikke udleveres til privat skifte efter udløbet af 1-års fristen i § 31, stk. 1.
Udleveres et bo til anden behandlingsmåde, skal bobestyreren underrette de kreditorer, der har krav på at opnå dækning i boet, jf. herved bestemmelsens stk. 2 . Henset til, at udlevering til såvel privat skifte, uskiftet bo eller behandling efter 150.000 kr.'s reglen bl.a. forudsætter, at boet er solvent, findes det ikke påkrævet at opretholde bestemmelser svarende til den gældende skiftelovs om dækning eller sikkerhedsstillelse m.v.
Går anmodningen på at få et bo udleveret til privat skifte, må udløbet af proklamafristen afventes, da udlevering til sådan skifteform kun kan finde sted, såfremt boet må antages at være solvent. Udleveres et bo, der har været behandlet ved bobestyrer, således til privat skifte, skal de privatskiftende arvinger ikke udstede nyt proklama. Anmeldelser, som er indgået til den hidtidige bobestyrer, overgives af denne til boets repræsentant. Det samme gælder, hvor boet udleveres til uskiftet bo eller efter 150.000 kr.'s reglen til en efterlevende ægtefælle.
Til § 66
Efter forslagets § 54 skal bobestyreren fremme boet uden unødigt ophold. Heraf følger, at også boopgørelse bør udfærdiges, så snart dette er muligt.
Efter bestemmelsens stk. 1 skal boopgørelsen indeholde en redegørelse om boets behandling og om arveforholdene samt en opgørelse over boets aktiver, passiver, indtægter og udgifter (regnskab) og en angivelse af fordelingen mellem legatarer og arvinger (repartition), samt den beregnede bo- og tillægsboafgift.
Redegørelsen om boets behandling bør indeholde oplysning om boets udlevering, proklama, åbningsstatus og solvens, om afdødes og boets skatteforhold, om udbetalte forsikringssummer, om eventuelle ægtepagter, om eventuelle retssager og om dispositioner, der i øvrigt har haft væsentlig betydning for boets økonomiske forhold, herunder om salg eller afvikling af en virksomhed og om salg af fast ejendom og andre betydningsfulde aktiver. Redegørelsen om arveforholdene skal indeholde de nødvendige oplysninger om afdødes ægteskabelige status og slægtskabsforhold, om eventuelle testamentariske dispositioner og om arveafkald.
Opgørelsen over boets aktiver og passiver, og over de indtægter og udgifter, der er påløbet i tiden mellem dødsfaldet og skæringsdagen, samt af fordelingen mellem arvinger og eventuelle legatarer, og beregningen af boafgifter kan foretages på en boopgørelsesblanket, der udfærdiges i medfør af forslagets § 112, og som tillige giver mulighed for at medtage oplysninger om boets skattepligt.
Efter bestemmelsens stk. 2 er den seneste skæringsdag, der kan anvendes i opgørelsen, 2 års-dagen for dødsfaldet. I større og komplicerede boer vil det imidlertid kunne forekomme, at opgørelsen ikke kan udfærdiges med 2 års-dagen fra dødsfaldet som skæringsdato. Uanset at bestemmelsens stk. 3 åbner mulighed for, at opgørelse vedrørende en endnu ikke oppebåret indtægt eller vedrørende et betinget eller omtvistet krav eller andre nærmere afgrænsede dele af boet kan henskydes til tiden efter boets afslutning, vil tidsfristen i en række boer udgøre et problem. Dette vil navnlig kunne være tilfældet, hvor en større virksomhed i drift skal afvikles eller afhændes, hvor boets formueforhold er omfattende eller komplicerede, hvor boets aktiver er vanskelige at realisere, eller hvor aktiver i udlandet skal realiseres eller hjemtages. Når der er hengået 2 år, findes det imidlertid rimeligt, at skifteretten inddrages til kontrol af, at bobehandlingen fremmes behørigt. Bestemmelsens stk. 2 foreskriver derfor, at bobestyreren inden 2-årsdagen skal give skifteretten meddelelse om, at boet ikke kan opgøres med denne skæringsdato, og at bobestyreren skal afgive en nærmere redegørelse for baggrunden. Skifteretten kan herefter bestemme, at skæringsdatoen udskydes, og at der løbende skal indgives redegørelser om boets forhold, jf. tillige forslagets § 54, stk. 2.
Det forudsættes, at skifteretten foretager en nøje kontrol af, om grundlaget for udsættelse er til stede. Finder skifteretten, at årsagen til, at bobestyreren søger om udsættelse, utvivlsomt er bobestyrerens egen forsinkelse af bobehandlingen, kan skifteretten, hvor forholdene taler derfor, straks afsætte bobestyreren. I andre tilfælde vil skifteretten kunne meddele en frist for boets afslutning, jf. forslagets § 66, stk. 4, med eller uden etablering af et løbende tilsyn efter forslagets § 54, stk. 2, og derefter afsætte bobestyreren, dersom denne frist ikke uden rimelig grund overholdes.
Bestemmelsens stk. 3 svarer til den gældende skiftelovs § 46 for så vidt angår krav, som er omtvistede eller betinget af en endnu ikke indtrådt omstændighed. I lighed med konkurslovens § 149 foreslås imidlertid også andre nærmere afgrænsede dele af boet at skulle kunne henskydes til tiden efter boets afslutning. Ønsker bobestyreren, at en del af opgørelsen henskydes til tiden efter boets afslutning, skal tilladelse hertil søges inden 2-årsfristens udløb. Tillægsopgørelse skal i givet fald indleveres snarest muligt, og skifteretten bør i tilfælde, hvor 2 årsfristen ikke kan overholdes, og hvor forholdene taler derfor, fastsætte en frist for tillægsopgørelsens indgivelse.
Efter stk. 4 kan skifteretten til enhver tid, herunder også ved boets udlevering, fastsætte en frist for boets slutning. Bestemmelsen er ny og skal ses i lyset af det overordnede mål, hvorefter behandlingstiden for bobestyrerboer gennemsnitligt bør nedsættes væsentligt i forhold til de gennemsnitlige behandlingstider for de eksisterende skifteretsbehandlede boer og eksekutorboer.
I betænkningen er den tilsvarende bestemmelse angivet som § 63.
Til § 67
Snarest efter at boet er udleveret til behandling ved bobestyrer, skal bobestyreren efter forslagets § 48 søge at klarlægge arveforholdene, herunder ved at eftersøge forsvundne arvinger.
Er arveforholdene fortsat uafklarede ved boets afslutning, således at det ikke vides, om en arving eller legatar har overlevet den afdøde, følger det af bestemmelsens stk. 1 , at bobestyreren til skifteretten skal indstille, hvorvidt der skal afsættes arv efter bestemmelserne i § 25 i lov om borteblevne.
Stk. 2 svarer til den gældende skiftelovs § 45, stk. 2, og til dels til konkurslovens § 153, stk. 2. Bestemmelsen forudsættes anvendt med tilbageholdenhed særligt ved tilsidesættelse af testamentariske bestemmelser om genstande, der har affektionsværdi.
For så vidt angår beløb, som ikke inden et år efter udlodning har kunnet udbetales til fordringshaveren, henvises til lovforslagets § 86.
Til § 68
I den gældende skifteordning findes der ingen faste regler for, hvornår et bo skal afsluttes. Således kan f.eks. privatskiftede boer i princippet fortsætte uden tidsbegrænsning. Dog er der efter lov om afgift af dødsboer og gaver og efter kildeskatteloven en 15-måneders-frist for indgivelse af boopgørelse til skifteretten og for ophør af skattepligt. I praksis vælger arvingerne oftest at slutte det indbyrdes bo samtidigt.
I eksekutorboer gælder heller ingen tidsgrænse for, hvor længe boets behandling kan fortsætte. Boet skal dog senest ved udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen for det 3. indkomstår betale foreløbige rets- og boafgifter. Til beregning af disse er det nødvendigt, at der udfærdiges en foreløbig boopgørelse.
For boer, der behandles ved skifteretten, gælder der slet ingen frister for, hvornår boet skal være afsluttet, og der er ingen forpligtelser til at indbetale foreløbige rets- og boafgifter.
For så vidt angår lovforslagets frist for afslutning af privatskiftede boer henvises til § 32 med bemærkninger.
Bestemmelserne i forslagets § 68 angiver de frister, der foreslås fastsat for de boer, der behandles ved bobestyrer.
Efter bestemmelsens stk. 1 skal boopgørelsen senest 2 måneder efter skæringsdagen fremlægges til godkendelse i et obligatorisk afsluttende bomøde. Dog har bobestyreren altid en frist på 9 måneder fra dødsfaldet, før boopgørelsen skal fremlægges.
En tilsvarende bestemmelse er ikke indeholdt i Skiftelovsudvalgets lovudkast. En absolut frist på blot 2 måneder fra den valgte skæringsdag, ville imidlertid i praksis gøre det næsten umuligt at anvende dødsdagen som skæringsdag. Nogle af de modtagne høringssvar peger på de konsekvenser, der ville være forbundet hermed. Formålet med bestemmelsens 2. pkt. er derfor at sikre, at der fortsat er mulighed for i praksis at anvende dødsdagen som skæringsdag i den endelige boopgørelse. Dette kan være af betydning, bl.a. i forhold til f.eks. humanitære og sygdomsbekæmpende foreninger, der er indsat som arvinger i dødsboer, og som ofte vælger at slutte dødsboet med dødsdagen som skæringsdag, således at aktiver incl. rentebærende beløb og fordringer kan tilfalde foreningsarvingen, uden at der dermed udløses aktuel skattebetaling.
Indkaldelse til bomødet skal ske med mindst to ugers varsel, og senest samtidigt dermed skal boopgørelsen sendes eller afleveres til boets arvinger. Kan arvingerne godkende boopgørelsen, er fremmøde på bomødet unødvendig. Bobestyreren kan da fremlægge arvingernes godkendelsesskrivelser.
Kan arvingerne ikke godkende bobestyrerens opgørelse, derunder salærberegningen, må klage herover ifølge bestemmelsens stk. 2 fremsættes over for bobestyreren inden fire uger efter det afsluttende bomøde. Indgås forlig ikke, indbringer bobestyreren snarest muligt klagen for skifteretten. Ved behandlingen af klagen finder bestemmelserne i forslagets § 97, stk. 4 og 5, tilsvarende anvendelse, hvilket indebærer, at skifteretten kan opfordre klageren og bobestyreren til at indgive yderligere skriftligt indlæg, og at der kan afholdes retsmøder med klageren og bobestyreren. Skifteretten træffer afgørelse i klagesagen og kan i givet fald pålægge bobestyreren at ændre opgørelsen eller at udfærdige tillægsopgørelse eller om nødvendigt at udfærdige helt ny boopgørelse, ligesom der kan fastsættes en frist herfor. Efterkommer bobestyreren ikke et sådant pålæg, kan skifteretten i medfør af forslagets § 41 afsætte bobestyreren.
Fremsættes klage ikke inden udløbet af den i stk. 2 fastsatte frist, er boopgørelsen endelig.
Bestemmelsens stk. 3 foreskriver, at boopgørelsen inden to uger efter at den er blevet endelig, skal indsendes i et eksemplar til den kommunale skattemyndighed og i et eksemplar til skifteretten. Begge eksemplarer skal være underskrevet af bobestyreren.
Til insolvente dødsboer, §§ 69-73
Insolvente dødsboer skal behandles efter de særlige regler herom i lovforslaget. Det er på den baggrund ønskeligt, at boets insolvens i klare tilfælde fastslås hurtigt, således at insolvensreglerne straks gøres anvendelige, og valget af bobehandler så vidt muligt kan blive endeligt.
Insolvensspørgsmålet kan forelægges for skifteretten på forskellige tidspunkter og på forskellige måder. Hvis skifteretten allerede under overvejelserne om, hvorledes boet skal berigtiges, bliver bekendt med, at boet klart må antages at være insolvent, vil skifteretten på det foreliggende grundlag kunne træffe bestemmelse om insolvensbehandling og udpege en bobestyrer. Skifteretten skal ganske vist ikke oplyse sagen ex officio, men skal dog bistå en arving, legatar eller kreditor ved vejledning efter forslagets § 91, eller ved eventuelt at foretage afhøringer og meddele editionspålæg efter forslagets § 92, og kan i den forbindelse få kendskab til boets insolvens.
Denne fremgangsmåde findes at burde forbeholdes de tilfælde, hvor insolvensen er åbenbar, og hvor der foreligger et væsentligt behov for straks at kunne bringe konkurslovens regler i anvendelse, ligesom det naturligvis forudsætter, at boet ikke skal berigtiges på anden måde, navnlig ved boudlæg efter forslagets kapitel 12. Tilsvarende betragtninger gør sig gældende i relation til antagelse af en midlertidig bobestyrer med den opgave at skaffe fornøden dokumentation for, om insolvens foreligger.
Almindeligvis vil anmodningen om, at der indledes insolvensbehandling udgå fra en bobestyrer efter bestemmelserne i forslagets §§ 43 og 52. Hensynet til en hurtig stillingtagen til boets behandlingsmåde er her tilgodeset ved, at en bobestyrer straks skal anmode skifteretten om at træffe afgørelse om insolvensbehandling, hvis boet må antages at være insolvent.
Bobestyrerens indstilling om, at boet på grund af insolvens skal tages under insolvensbehandling, er ikke bindende for skifteretten. Skifteretten må foretage en selvstændig prøvelse af, om betingelserne for insolvensbehandling foreligger. Skifterettens afgørelse af, om et bo må antages at være solvent eller insolvent, må nødvendigvis i visse tilfælde bero på et skøn. Er boets væsentligste aktiv f. eks. en fast ejendom, vil det således kunne være afgørende for boets solvens, om ejendommen kan afhændes hurtigt, og til hvilken pris den kan sælges.
Er boet udleveret til en efterlevende ægtefælle efter forslagets § 22 eller efter reglerne om uskiftet bo i kapitel 14 og ændringsforslaget til arveloven, kapitel 3, eller er boet udleveret til privat skifte efter kapitel 15, og viser boet sig at være insolvent, kan ægtefællen eller arvingerne henholdsvis efter forslagets § 23, forslaget til ændring af arvelovens § 16, stk. 2, eller forslagets § 29, stk. 1, fremsætte anmodning om, at boet tages under behandling ved bobestyrer. Skifteretten skal i disse tilfælde træffe afgørelse om insolvensbehandling, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Lovforslagets insolvensbegreb er først og fremmest funderet på betragtninger om sufficiens, idet de fleste dødsboer kun har beskedne indtægter og udgifter. Dette insolvensbegreb er ikke i strid med insolvensbegrebet i konkurslovens § 17, stk. 2, hvorefter det afgørende er, om en skyldner ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående. I konkursretlig henseende er det såkaldte insufficienssynspunkt imidlertid trådt tilbage i betydning i forhold til et illikviditetssynspunkt.
Med det fastsatte insolvensbegreb skal et bo herefter anses for at være solvent, såfremt dets aktiver, d.v.s. realisationsværdien af aktiverne med tillæg af boets indtægter, er tilstrækkelige til at dække boets passiver, d.v.s. afdødes gæld, der kan kræves dækket i boet, herunder skattekrav, med tillæg af boets udgifter, d.v.s. massekrav, skattekrav for mellemperioden og for boperioden.
Om baggrunden for forslagets regler om insolvente dødsboer henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 9.4. og til betænkningen s. 245 ff.
Til § 69
Er boet insolvent, følger det af bestemmelsens stk. 1 , at skifteretten skal træffe afgørelse om insolvensbehandling. Efter betænkningsudkastet foreslås skifterettens afgørelse om insolvens truffet ved kendelse. Dette krav til afgørelsesformen er ikke fastholdt i lovforslaget. Konkursloven stiller ikke krav om, at konkursdekretets afsigelse skal ske ved kendelse, og insolvent dødsbobehandling findes ikke at afvige så væsentligt fra konkursbehandling, at der bør stilles krav om en særlig afgørelsesform. Kendelsesformen skal således alene anvendes, hvor der opstår tvist om insolvensspørgsmålet, jf. herved forslagets § 102, stk. 1.
Tages boet under insolvensbehandling, skal skifteretten samtidig tage stilling til, hvem der som bobestyrer skal forestå bobehandlingen. Dog kan skifteretten bestemme, såfremt omstændighederne undtagelsesvis måtte tale herfor, at der i stedet skal udpeges et udvidet bostyre efter konkurslovens regler herom, jf. nærmere bemærkningerne til forslagets § 70, stk. 2.
Skifterettens afgørelse om insolvensbehandling kan kæres til højere ret. Efter forslagets § 103, stk. 1, nr. 1, har skifteretten mulighed for at omgøre en afgørelse om insolvens.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal bobestyreren snarest muligt efter, at der er truffet afgørelse om, at insolvensbehandling skal indledes, give boets arvinger, legatarer og kendte kreditorer samt den kommunale skattemyndighed meddelelse om skifterettens afgørelse. Meddelelse kan sendes som almindeligt brev. Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med forslagets § 52, stk. 3, 2. pkt., hvorefter udsendelse af åbningsstatus af praktiske grunde kan undlades, såfremt bobestyrerens indstilling til skifteretten om insolvensbehandling tages til følge.
Ved bestemmelsen stk. 3 gøres reglerne i forslagets § 104 tilsvarende anvendelige, når der er truffet bestemmelse om insolvensbehandling. Enhver, der fra boet har modtaget mere end vedkommende kan kræve, har således pligt til at tilbagelevere det modtagne eller tilsvare berigelsen m.v. efter forslagets § 104. Derved er der tale om en videregående pligt end efter dansk rets almindelige regler om condictio indebiti.
Bestemmelsen i stk. 4 , der er omformuleret i forhold til Skiftelovsudvalgets udkast, muliggør, at de udgifter, der er forbundet med et insolvent dødsbos behandling, vil kunne dækkes, hvis der ikke i boet skulle være midler hertil. Omkostningerne dækkes i givet fald af statskassen.
I praksis forekommer der i stigende omfang boer, hvor det eller de væsentligste aktiver er overbehæftede. Efter praksis udføres det nødvendige arbejde i disse boer af skifteretterne, idet der i boerne oftest ikke findes midler til at antage en medhjælper for skifteretten, og der heller ikke findes nogen hjemmel til at bestemme, at de nødvendige omkostninger ved boets behandling skal betales af statskassen.
Bestemmelsen giver den nødvendige hjemmel til at dække salær til bobestyreren og andre udgifter forbundet med bobehandlingen. Bestemmelsen giver derimod ikke hjemmel til at dække udgifter ved begravelsen.
Til § 70
Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets grundlæggende ide bag opbygningen af insolvensreglerne og finder i lighed med udvalget, at de fleste af lovforslagets behandlingsregler med fordel også kan finde anvendelse på insolvente dødsboer, idet behandlingen af sådanne boer normalt alene består i en rolig afvikling ved realisation af aktiver med efterfølgende udlodning af provenuet efter konkursordenen.
I overensstemmelse hermed gøres ved bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., en række regler i konkursloven anvendelige med de ændringer, der følger af forholdets natur. På enkelte områder findes en nærmere præcisering dog at være påkrævet.
Således fastlægges det i bestemmelsens stk. 1, 2. pkt ., at der i de tilfælde, hvor der efter konkursloven regnes med tidspunktet for konkursdekretets afsigelse, i insolvente dødsboer i stedet skal regnes med tidspunktet for skifterettens bestemmelse om insolvensbehandling efter § 69, stk. 1.
Ved bestemmelsens 3. pkt . præciseres det dernæst, at bobestyreren varetager skifterettens funktioner ifølge en række af de overførte bestemmelser - men ikke ifølge alle overførte bestemmelser - og at bobestyreren i det hele varetager kurators funktioner. Ved bestemmelsen overføres skifterettens funktioner efter konkurslovens § 150, stk. 1, 151, stk. 2, og 155, stk. 1, til bobestyreren.
Efter overførslen af konkurslovens § 151, stk. 1, 1. pkt., skal der gives fordringshaverne lejlighed til på en skiftesamling at udtale sig om det af bobestyreren udarbejdede udkast til regnskab og udlodning. Bobestyreren skal derefter stadfæste udkastet, medmindre dette lider af fejl eller mangler, der nødvendiggør, at det må laves om.
Ved bestemmelsen i stk. 1, 4. pkt., foreskrives det, at skifteretten i et insolvent dødsbo skal godkende bobestyrerens salærberegning.
Ved bestemmelsens stk. 1, 5. og 6. pkt ., præciseres det, at fordringsprøvelsen sker efter forslagets § 56, således at prøvelsen sker over for boets kreditorer, og at dette kan ske ved en meddelelse om, at indstillingerne ligger til gennemsyn på bobestyrerens kontor.
Endelig præciseres det ved bestemmelsens 7. pkt ., at ordet »arving« skal læses som »kreditor« i forslagets § 45, § 53, stk. 1 og 3 - 4, samt § 55, stk. 1, 2. pkt.
Om baggrunden for udvalget af overførte bestemmelser i konkursloven henvises i øvrigt til betænkningens side 254 - 259.
Ved bestemmelsens stk. 2 gives der mulighed for, at skifteretten efter anmodning fra en fordringshaver tillige kan lade konkurslovens bestemmelser om udvidet bostyre finde anvendelse. Efter omstændighederne vil der kunne være behov for et udvidet konkursbostyre i dødsboer, i hvilke der findes en større virksomhed i drift og i øvrigt i dødsboer med betydelige kolliderende kreditorinteresser, der kan begrunde afholdelse af valg af kurator. Da et sådant bostyre imidlertid vil tynge boets afvikling, forudsættes det, at bestemmelsen kun bringes i anvendelse i undtagelsestilfælde. Som en mellemvej vil skifteretten altid kunne drøfte forholdene med kreditorerne og derefter udpege en bobestyrer eller flere bobestyrere.
Hvor udvidet bostyre er foreskrevet, sluttes boet i det hele efter reglerne i konkursloven, idet dog tvister om opgørelsen ikke behandles efter konkurslovens § 151, stk. 1, 2. pkt., med henvisninger, men efter reglerne i forslagets kapitler 23-25 og 27-29.
Afgørelse efter stk. 2 bør så vidt muligt træffes i forbindelse med afgørelsen om insolvensbehandling efter § 69, stk. 1, men kan, hvor forholdene gør det ønskeligt, træffes senere.
Til § 71
Bestemmelsen svarer til den gældende konkurslovs § 92.
Da denne bestemmelse alene vedrører dødsboer, der efter forslaget ikke længere tages under konkursbehandling, men behandles efter de nye regler om insolvente dødsboer, foreslås bestemmelsen overført fra konkursloven til lov om skifte af dødsboer.
Til § 72
Efter den gældende skiftelovs § 44 finder en række af konkurslovens bestemmelser, herunder konkurslovens kapitel 7 om gensidigt bebyrdende aftaler, anvendelse på gældsfragåelsesboer med de ændringer, der følger af forholdets natur og således, at der i stedet for konkursdekretets afsigelse regnes med tidspunktet for dødsfaldet. Reglerne, der gælder, uanset om boet er solvent eller insolvent, antages også at finde anvendelse i udsættelsesperioden. Afdødes medkontrahenter kan således straks efter dødsfaldet forlange, at boet beslutter, om det vil indtræde i gensidigt bebyrdende aftaler, jf. konkurslovens § 55. Tages der ikke snarest muligt efter dødsfaldet fra boets side stilling til, om boet skal indtræde i sådanne aftaler, vil der være risiko for, at aftalerne misligholdes og ophæves af medkontrahenterne med den følge, at boet lider tab. Ved anvendelsen af konkurslovens regler på dødsboer, er det imidlertid et væsentligt problem, at et bostyre som regel først etableres efter udløbet af de i konkursloven fastsatte frister. Indtil et bostyre er etableret, er det efter den gældende retstilstand skifteretten, som på boets vegne må tage stilling til spørgsmål vedrørende eventuelle gensidigt bebyrdende aftaler. Da det imidlertid på dette trin af bobehandlingen er vanskeligt for skifteretterne at skulle tage stilling til spørgsmål af denne karakter, har skifteretterne, såfremt sådanne spørgsmål foreligger, i almindelighed valgt hurtigst muligt at tage boet under gældsfragåelsesbehandling, således at et egentligt bostyre kan etableres.
For at imødegå dette problem er der ved lovforslagets § 12 givet skifteretten mulighed for om nødvendigt at udpege en midlertidig bobestyrer, der kan varetage boets anliggender, herunder sikre en hurtig stillingtagen til gensidigt bebyrdende kontrakter. Samtidigt hermed lægges der op til, at bestemmelserne i konkurslovens kapitel 7 om gensidigt bebyrdende kontrakter ikke skal finde anvendelse i tidsrummet fra dødsfaldet og indtil boets berigtigelse. Først når boets insolvens er fastslået, bliver konkurslovens bestemmelser anvendelige.
Bestemmelsen i lovforslagets § 72 er udtryk for, at der fra et bostyres etablering skal gælde en regel, der svarer til konkurslovens. Før et bostyre er etableret, bør der således kun opstå massekrav, hvor ydelsen har været til gavn for boet.
Bestemmelsens nr. 1 angår løn m.v. til en arbejdstager for arbejde, som den pågældende har udført efter anmodning fra boet. Reglen angår alene den del af et lønkrav m.v., der relatere sig til arbejde, der efter anmodning er udført for boet. I tilfælde, hvor en af afdøde ansat medarbejder fortsætter arbejdet, uden at boet har anmodet derom, bliver arbejdstagerens krav stillet som krav fra den forudgående periode, jf. forslagets § 70, stk. 1, med henvisningen til konkurslovens § 95, nr. 1. Der henvises i øvrigt til konkurslovens § 63, stk. 2, 2. pkt.
Tilsvarende gælder efter bestemmelsens nr. 2 for den del af et leje- eller forpagtningskrav, der refererer til en periode, hvor boet faktisk har benyttet ejendommen, f.eks til opbevaring af indbo.
Bestemmelsens nr. 3 svarer til konkurslovens § 16 c, stk. 2. Er overgivelsen sket inden dødsfaldet, kan reglen ikke anvendes, og der er ikke krav på tilbagelevering. Havde yderen kendskab til dødsfaldet, kan tilbagelevering m.v. ikke forlanges på grundlag af bestemmelsen. Reglen finder kun anvendelse, hvor boet - og ikke uvedkommende - har rådet over ydelsen. Den angår også tilfælde, hvor ydelsen, f.eks. vand, gas, telefon m.v. er leveret efter dødsfaldet, men uden at leverandøren m.fl. havde kendskab til dette.
Bestemmelsens nr. 4 svarer til konkurslovens § 94, nr. 2, og skal fortolkes i overensstemmelse med den praksis, der er dannet om denne bestemmelse.
Aftaler indgået af en efterlevende ægtefælle eller af en arving, vil efter omstændighederne efterfølgende kunne godkendes af boets bobestyrer med den virkning, at kravet stilles efter konkurslovens § 93.
Stilling som massekrav efter konkurslovens § 93, nr. 3, får efter forslaget tillige omkostninger ved boets behandling i den nævnte periode, herunder en midlertidig bobestyrers salær.
Forslaget til § 72 svarer i al væsentlighed til § 68 i betænkningens lovudkast.
Til § 73
Viser det sig, efter at insolvensbehandling er påbegyndt, at boet reelt var solvent, eller bliver boet efterfølgende solvent, overgår boet til behandling efter reglerne om solvente boer, når kreditorerne har opnået dækning eller er sikret dækning.
Ændringen i boets status kan f.eks være affødt af, at værdien af boets aktiver har ændret sig, eller en eller flere anmeldte fordringer i boet viser sig helt eller delvis ikke at bestå.
En formel afgørelse fra skifteretten om, at boet nu er solvent, er ikke nødvendig. Bobestyreren har pligt til at holde sig orienteret om boets status og i givet fald gå frem efter bestemmelsen. Er f.eks en fordringshaver utilfreds med bobestyrerens afgørelse, er der klageadgang efter forslagets kapitel 27. Såvel kreditorer som arvinger skal underrettes om boets ændrede status.
Bestemmelsen svarer til § 69 i betænkningens lovudkast.
Til kapitel 17
Skifte af en efterlevende ægtefælles aktiver og passiver
Kapitlet indeholder regler om skifte af en efterlevende ægtefælles aktiver og passiver.
Den gældende skiftelovs kapitel 5 indeholder regler om behandling af dødsboer, når der er en efterlevende ægtefælle. Kapitlet medtager dels en række materielle regler om kvantitativ og kvalitativ fordeling af arv. Disse regler, der fremstår som egentlige arveregler, foreslås ved det samtidig hermed fremsatte lovforslag til ændring af arveloven, overført til arveloven. Derudover indeholder den gældende skiftelovs kapitel 5 en række processuelle bestemmelser, der angiver reglerne for skifte af den afdøde ægtefælles ejendele og den efterlevende ægtefælles fællesejemidler. Kapitlet indeholder ikke regler om skifte af selve fællesboet. I praksis har man ved skifte af fællesboer udover reglerne i ægteskabsretsvirkningsloven anvendt de af reglerne i kapitel 6, som angår materiel deling af fællesboer efter separation og skilsmisse m.v.
Ved lovforslagets kapitel 17 foreslås den eksisterende retstilstand klargjort og præciseret samt tilpasset forslagets øvrige bestemmelser.
Lovforslagets bestemmelser svarer til §§ 70-73 i betænkningens lovudkast.
Til § 74
Bestemmelsen angiver hvilke regler, der regulerer skiftet efter en gift person, der dør, og de regler, der skal finde anvendelse ved behandlingen af den efterlevende ægtefælles fællesejemidler.
Efter bestemmelsen skal boet efter førstafdøde behandles efter reglerne i nærværende lovforslag. Dette indebærer, at den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje, tidligere skilsmissesæreje, der ved dødsfaldet bliver fælleseje, og bodel skal skiftes efter reglerne i forslaget til lov om skifte af dødsbo. Hvor boet efter den førstafdøde undergives skiftebehandling, inddrages den efterlevende ægtefælles fællesejemidler efter reglerne i forslagets §§ 75-76, hvorefter boslodsudvekslingen i medfør af forslagets § 77 optages i boopgørelsen.
Der henvises til betænkningen, side 263 - 265.
Til § 75
Bestemmelsens stk. 1 og 2 svarer med redaktionelle ændringer til gældende ret ifølge skiftelovens § 58. Også rådigheden over den del af aktiverne i et brøkdelssæreje, der er fuldstændigt særeje, kan fratages.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den gældende skiftelovs § 62. Det kreditorproklama, der udstedes, angår alene den afdøde ægtefælles hæftelse. Tages således den længstlevendes bo under konkursbehandling, afskærer dette ikke et allerede indledt privat skifte af førstafdødes bo fra at fortsætte.
Lovforslagets § 75 svarer til § 71 i betænkningens lovudkast.
Til § 76
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer i princippet til den gældende skiftelovs § 60, idet det dog er fundet overflødigt at foreskrive, at boet ikke kan forlange realisation af efterlevendes fællesejemidler. Endvidere er det udtrykkeligt foreskrevet, at ægtefællen har pligt til efter anmodning at dokumentere rigtigheden af de fornødne oplysninger.
Ved bestemmelsens stk. 3 gives skifteretten mulighed for at bestemme, at hele fællesboet og eventuelt tillige den efterlevende ægtefælles fuldstændige særeje skal tages under behandling ved bobestyrer, hvis den efterlevende ægtefælle ikke opfylder sine forpligtelser efter stk. 1 og 2, eller efter § 77.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i gældende ret, hvor der således ingen klar hjemmel findes til at gennemføre en registrering og vurdering.
Bestemmelsen om eventuel inddragelse af den efterlevende ægtefælles fuldstændige særeje er nødvendig, hvor ægtefællen nægter at opfylde et vederlagskrav efter ægteskabsretsvirkningslovens 23, stk. 1 og 2.
Bestemmelsen er identisk med § 72 i betænkningens lovudkast.
Til § 77
Bestemmelsen gør en række regler i den gældende skiftelovs kapitel 6 om materiel deling af fællesboer, herunder om boslodsudveksling og eventuel inddragelse af fuldstændigt særeje tilsvarende anvendelige og svarer således til, hvad der ifølge skifteretspraksis er gældende ret.
I betænkningen er en tilsvarende bestemmelse medtaget som § 73.
Til kapitel 18
Skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live
§ 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder vedrørende dødsboskifte skal have bindende virkning og kunne fuldbyrdes her i riget, såfremt de har sådanne virkninger i den stat, hvor afgørelsen er truffet, og anerkendelsen og fuldbyrdelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med dansk retsorden.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, under hvilke betingelser en fremmed stats lovgivning kommer til anvendelse ved bestemmelsen af retsvirkningerne af en indledt dødsbobehandling, for så vidt anvendelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med dansk retsorden.
§ 3. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder vedrørende dødsboskifte skal have bindende virkning og kunne fuldbyrdes her i riget, såfremt de har sådanne virkninger i den stat, hvor afgørelsen er truffet, og anerkendelsen og fuldbyrdelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med dansk retsorden.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, under hvilke betingelser en fremmed stats lovgivning kommer til anvendelse ved bestemmelsen af retsvirkningerne af en indledt dødsbobehandling, for så vidt anvendelsen ikke ville være åbenbart uforenelig med dansk retsorden.
§ 3. Ved anmeldelsen, som kan ske enten skriftlig eller mundtlig, bør det såvidt muligt opgives, hvor den afdøde havde bolig eller opholdssted, hvem arvingerne er, samt hvor efterladenskaberne forefindes.
Stk. 2. Det påhviler såvel anmelderen som andre, hos hvem en afdøds efterladenskaber beror, med tilbørlig omhu at bevare disse, indtil skifterettens nærmere bestemmelse kan erholdes.
§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 346 af 26. juni 1975 indeholder følgende bestemmelse
Kapitel 4
Kendelse om dødsfald
Kapitel 4
Kendelse om dødsfald
§ 4. Begravelsesmyndigheden eller anden dansk myndighed, der modtager anmeldelse om et dødsfald, skal snarest muligt videreanmelde dette til skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde hjemting.
Stk. 2. Skifteretten optager straks anmeldelsen i skiftesaglisten.
§ 4. Begravelsesmyndigheden eller anden dansk myndighed, der modtager anmeldelse om et dødsfald, skal snarest muligt videreanmelde dette til skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde hjemting.
Stk 2. Skifteretten optager straks anmeldelsen i skiftesaglisten.
§ 4. Adgang til at forlange offentligt skifte har enhver arving, om også de øvrige arvinger er enige i at ville dele boet selv. Derimod kan legatarer ikke forlange boet taget under offentlig skiftebehandling, og ej heller kreditorer, undtagen i de tilfælde, hvor sådant hjemles ved reglerne om konkurs.
Kapitel 5
Indkaldelse til møde i skifteretten
Kapitel 5
Indkaldelse til møde i skifteretten
§ 5. Kan det anses for sikkert, at en person er afgået ved døden, uden at dødsattest kan udstedes, afsiger skifteretten efter anmodning fra enhver, der har retlig interesse deri, kendelse om, at den pågældende skal anses for død.
Stk. 2. I kendelsen angives det sandsynlige tidspunkt for dødens indtræden. Kan et sådant tidspunkt ikke fastsættes, angives det tidligste tidspunkt, hvor personen efter det oplyste var død.
§ 5. Kan det anses for sikkert, at en person er afgået ved døden, uden at dødsattest kan udstedes, afsiger skifteretten efter anmodning fra enhver, der har retlig interesse deri, kendelse om, at den pågældende skal anses for død.
Stk. 2. I kendelsen angives det sandsynlige tidspunkt for dødens indtræden. Kan et sådant tidspunkt ikke fastsættes, angives det tidligste tidspunkt, hvor personen efter det oplyste var død.
§ 5. Uden hensyn til arvingernes forlangende bliver dødsboer, med den af § 10 flydende indskrænkning, at tage under behandling af skifteretten
a) når ved skiftets begyndelse nogen af arvingerne på grund af alder er umyndig;
b) når nogen af arvingerne ved skiftets begyndelse er umyndiggjort, med mindre den umyndiggjorte var i sædvanligt formuefællesskab med ham samlevende ægtefælle i live, i hvilket tilfælde værgen i forbindelse med denne kan tiltræde boet på den umyndiggjortes vegne;
c) når ved skiftets begyndelse nogen af arvingerne er fraværende uden for riget, eller hans opholdssted ikke vides, og han heller ikke har befuldmægtiget en anden til i boet at varetage sit tarv; vides det ikke, om en eventuelt arveberettiget person, hvis opholdssted ikke kendes, har overlevet arveladeren, kan boet dog overtages til privat skifte, når der er forløbet en tid af 5 år, siden der sidst havdes efterretning om ham, eller når de i forordningen af 11. september 1839 §§ 14 og 15 omhandlede betingelser, under hvilke en bortebleven persons arvinger ville kunne procedere til at erholde nytten og brugen af denne formue, er tilstede med hensyn til ham.
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. (* 2)
Lov nr. 207 af 21. maj 1969 indeholder følgende bestemmelse
§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 212 af 13. maj 1981 indeholder følgende bestemmelse
Kapitel 6
Sikring af boets aktiver
Kapitel 6
Sikring af boets aktiver
§ 6. Er der afsagt dødsfaldskendelse efter § 5, og viser det sig, at den omhandlede person alligevel er i live, finder lov om borteblevne kapitel 4 og 6 anvendelse.
§ 6. Er der afsagt dødsfaldskendelse efter § 5, og viser det sig, at den omhandlede person alligevel er i live, finder lov om borteblevne kapitel 4 og 6 anvendelse.
§ 6. Skifteretten har fremdeles, uden hensyn til arvingernes forlangende, at behandle sådanne dødsboer, som ved gyldig viljesbestemmelse af den afdøde er henviste til offentlig skiftebehandling. Selv om en arvelader efterlader sig livsarvinger, skal det være ham tilladt ved testamente at anordne offentligt skifte eller at indsætte testamentexekutorer uden dømmende myndighed. Sådan bestemmelse kan med virkning for hele fællesboet træffes af den længstlevende ægtefælle, der hensidder i uskiftet bo.
Kapitel 7
Søgsmål og retsforfølgning
Kapitel 7
Søgsmål og retsforfølgning
§ 7. Skifteretten indkalder snarest muligt efter modtagelsen af anmeldelsen af dødsfaldet den eller dem, der efter det oplyste er den afdødes nærmeste pårørende, til et møde, hvor der tages stilling til boets behandlingsmåde. Afholdelse af møde kan efter skifterettens bestemmelse undlades.
Stk. 2. Skifteretten indhenter de nødvendige oplysninger om arvinger fra det centrale Personregister (CPR) og om afdødes testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller på anden måde. Indhentelse af oplysninger kan undlades, hvis det på forhånd er klart, at oplysninger om arvinger og legatarer er uden betydning for boets behandling.
Stk. 3. Skifteretten vejleder de pårørende og bistår med udfærdigelse af anmodninger og opgørelser, der skal indgives i forbindelse med bobehandlingen, jf. § 91.
Stk. 4. De pårørende har pligt til at give de oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med.
Stk. 5. Kan afgørelse om boets behandlingsmåde ikke træffes i forbindelse med det i stk. 1 nævnte møde, udsætter skifteretten behandlingen af sagen. Skifteretten kan fastsætte en frist for boets berigtigelse.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler for skifteretten og bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra det centrale Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter.
§ 7. Skifteretten indkalder snarest muligt efter modtagelsen af anmeldelsen af dødsfaldet den eller dem, der efter det oplyste er den afdødes nærmeste pårørende, til et møde, hvor der tages stilling til boets behandlingsmåde. Afholdelse af møde kan efter skifterettens bestemmelse undlades.
Stk. 2. Skifteretten indhenter de nødvendige oplysninger om arvinger fra det centrale Personregister (CPR) og om afdødes testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller på anden måde. Indhentelse af oplysninger kan undlades, hvis det på forhånd er klart, at oplysninger om arvinger og legatarer er uden betydning for boets behandling.
Stk. 3. Skifteretten vejleder de pårørende og bistår med udfærdigelse af anmodninger og opgørelser, der skal indgives i forbindelse med bobehandlingen, jf. § 91.
Stk. 4. De pårørende har pligt til at give de oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med.
Stk. 5. Kan afgørelse om boets behandlingsmåde ikke træffes i forbindelse med det i stk. 1 nævnte møde, udsætter skifteretten behandlingen af sagen. Skifteretten kan fastsætte en frist for boets berigtigelse.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler for skifteretten og bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra det centrale Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter.
§ 7. Har arvingerne overtaget boet til privat skifte og deling, indtræder offentligt skifte ikke, fordi forholdene senere under boets behandling forandrer sig derhen, at offentligt skifte måtte være indtrådt, hvis de havde været således ved dødsfaldet.
Kapitel 8
Autorisation og virksomhed som bobestyrer
Kapitel 8
Autorisation og virksomhed som bobestyrer
§ 8. Indtil beslutning om boets behandlingsmåde er truffet, påhviler det enhver, der er i besiddelse af den afdødes aktiver, at opbevare disse på betryggende måde. Kan opbevaringen ikke ske uden væsentlige ulemper eller omkostninger, fritager skifteretten den pågældende for pligten.
Stk. 2. Enhver, som har kendskab til, at den afdødes aktiver ikke opbevares på betryggende måde, har pligt til straks at give skifteretten meddelelse derom.
Stk. 3. Hvor forholdene gør det nødvendigt, kan skifteretten beslutte, at et bos aktiver helt eller delvis skal registreres eller tages i forvaring. Befinder aktiverne sig i en anden retskreds, kan skifteretten enten selv foretage sådanne forretninger eller begære bistand dertil af vedkommende skifteret. Skifteretten kan udpege en midlertidig bobestyrer til at foretage de nødvendige skridt, jf. § 12.
§ 8. Indtil beslutning om boets behandlingsmåde er truffet, påhviler det enhver, der er i besiddelse af den afdødes aktiver, at opbevare disse på betryggende måde. Kan opbevaringen ikke ske uden væsentlige ulemper eller omkostninger, fritager skifteretten den pågældende for pligten.
Stk. 2. Enhver, som har kendskab til, at den afdødes aktiver ikke opbevares på betryggende måde, har pligt til straks at give skifteretten meddelelse derom.
Stk. 3. Hvor forholdene gør det nødvendigt, kan skifteretten beslutte, at et bos aktiver helt eller delvis skal registreres eller tages i forvaring. Befinder aktiverne sig i en anden retskreds, kan skifteretten enten selv foretage sådanne forretninger eller begære bistand dertil af vedkommende skifteret. Skifteretten kan udpege en midlertidig bobestyrer til at foretage de nødvendige skridt, jf. § 12.
§ 8. I tilfælde af uenighed imellem arvinger, som har begyndt privat skifte, er enhver enkelt af dem berettiget til at fordre boet opgjort og delt ved skifteretten i overensstemmelse med reglerne for behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås.
Kapitel 9
Midlertidige foranstaltninger
Kapitel 9
Midlertidige foranstaltninger
§ 9. Fra dødsfaldet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan søgsmål ikke anlægges mod boet. Fordringer og andre krav mod boet kan anmeldes til skifteretten.
§ 9. Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan søgsmål ikke anlægges mod boet. Fordringer og andre krav mod boet kan anmeldes til skifteretten.
§ 9. Er offentligt skifte begyndt, men grunden til sådan behandling bortfalder, forinden boet sluttes, kan arvingerne fordre sig boet udleveret til privat skifte og deling, når de alle er enige herom, dog kun med de anmeldte kreditorers samtykke, hvis de ikke fyldestgøres, eller sikkerhed stilles dem for, at de vil blive fyldestgjorte til forfaldstid, og, for så vidt kreditorerne er blevet indkaldte, først efter udløbet af den dem satte frist.
Stk. 2. Under samme betingelser kan den længstlevende ægtefælle, for så vidt forudsætningerne for at hensidde i uskiftet bo er tilstede, fordre sig boet udleveret til fri rådighed.
Kapitel 10
Legatarer
Kapitel 10
Legatarer
§ 10. Fra dødsfaldet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i boets aktiver. Tvangsauktion kan alene afholdes efter anmodning fra boet eller med dettes samtykke.
Stk. 2. Har nogen erhvervet ret over boets aktiver på en tvangsauktion, der er afholdt i strid med bestemmelsen i stk. 1, ophæves tvangsauktionen om fornødent ved en af fogedretten afsagt kendelse, såfremt dødsfaldet forinden var bekendtgjort i Statstidende eller der ved auktionens afholdelse var sket tinglysning på ejendommens blad eller anden tilsvarende registrering af dødsfaldet eller bobehandlingen eller erhververen vidste eller burde vide besked om dødsfaldet.
Stk. 3. Den, som har tilbageholdsret i boets ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt, kan uanset dødsfaldet foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og søge fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun foretages, hvis fordringen er fastslået ved dom eller på anden for boet bindende måde og boet trods opfordring fremsat mindst to uger inden udlæggets foretagelse ikke har betalt beløbet.
Stk. 4. Arrest foretaget inden dødsfaldet taber sin virkning.
Stk. 5. Brugeligt pant kan ikke stiftes fra dødsfaldet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet. En brugspanteret stiftet før dødsfaldet kan af boet bringes til ophør uden varsel.
Stk. 6. Adgang til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, berøres ikke af pantsætters dødsfald. Betalingsopfordring og andre meddelelser rettes til boet. Boet er berettiget til at lade pantet vurdere.
§ 10. Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i boets aktiver. Tvangsauktion kan alene afholdes efter anmodning fra boet eller med dettes samtykke.
Stk. 2. Har nogen erhvervet ret over boets aktiver på en tvangsauktion, der er afholdt i strid med bestemmelsen i stk. 1, ophæves tvangsauktionen om fornødent ved en af fogedretten afsagt kendelse, såfremt dødsfaldet forinden var bekendtgjort i Statstidende, eller der ved auktionens afholdelse var sket tinglysning på ejendommens blad eller anden tilsvarende registrering af dødsfaldet eller bobehandlingen, eller erhververen vidste eller burde vide besked om dødsfaldet.
Stk. 3. Den, som har tilbageholdsret i boets ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt, kan uanset dødsfaldet foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og søge fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun foretages, hvis fordringen er fastslået ved dom eller på anden for boet bindende måde, og boet trods opfordring fremsat mindst to uger inden udlæggets foretagelse ikke har betalt beløbet.
Stk. 4. Arrest foretaget inden dødsfaldet taber sin virkning.
Stk. 5. Brugeligt pant kan ikke stiftes fra dødsfaldet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet. En brugspanteret stiftet før dødsfaldet kan af boet bringes til ophør uden varsel.
Stk. 6. Adgang til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, berøres ikke af pantsætters dødsfald. Betalingsopfordring og andre meddelelser rettes til boet. Boet er berettiget til at lade pantet vurdere.
§ 10. Når det ifølge de ved dødsanmeldelsen foreliggende omstændigheder må antages, at der i et dødsbo ikke findes midler til at dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, kan skifteretten straks udlægge, hvad der findes i boet, til den, som har bekostet eller vil bekoste begravelsen.
Stk. 2. Aktiver, som ikke medgår til dækning af begravelsesudgifter, men som er af så ringe værdi, at de ikke kan dække omkostningerne ved en bobehandling, eller hvis værdi står i åbenbart misforhold til omfanget af det arbejde, som en bobehandling vil kræve, kan skifteretten udlægge til den eller dem, som bekoster eller vil bekoste begravelsen, til afdødes efterladte eller til statskassen.
Stk. 3. Genoptages et bo, der er udlagt efter stk. 1 eller 2, fordi der efter udlægget fremkommer yderligere aktiver, indgår det udlagte ikke i boet. Skifteretten kan dog undtagelsesvis bestemme, at udlæg efter stk. 2 helt eller delvis skal indgå i boet.
Kapitel 11
Skifteværger
Kapitel 11
Skifteværger
§ 11. Justitsministeren autoriserer for hver retskreds et passende antal advokater til som bobestyrere at forestå behandlingen af dødsboer.
Stk. 2. En ved testamente indsat bobestyrer, der ikke er autoriseret efter stk. 1, kan ikke virke som bobestyrer, såfremt den pågældende
1) er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
2) har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs eller
3) er dømt for et strafbart forhold, som på tidspunktet for boets behandling begrunder en nærliggende fare for misbrug af hvervet eller gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af virksomhed som bobestyrer.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de øvrige betingelser, som skal være opfyldt, for at en person kan virke som bobestyrer, og om bobestyreres virksomhed, herunder om sikkerhedsstillelse, ansvarsforsikring, forvaltning af dødsboers midler og om tilsyn med beholdninger og værdipapirer.
Stk. 4. I regler, der udstedes af justitsministeren i medfør af stk. 3, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
§ 11. Justitsministeren autoriserer for hver retskreds et passende antal advokater til som bobestyrere at forestå behandlingen af dødsboer.
Stk. 2. En ved testamente indsat bobestyrer, der ikke er autoriseret efter stk. 1, kan ikke virke som bobestyrer, såfremt den pågældende
1) er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
2) har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs, eller
3) er dømt for et strafbart forhold, som på tidspunktet for boets behandling begrunder en nærliggende fare for misbrug af hvervet, eller gør den pågældende uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af virksomhed som bobestyrer.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om de øvrige betingelser, som skal være opfyldt, for at en person kan virke som bobestyrer og om bobestyreres virksomhed, herunder om sikkerhedsstillelse, ansvarsforsikring, forvaltning af dødsboers midler og om tilsyn med beholdninger og værdipapirer.
Stk. 4. I regler, der udstedes af justitsministeren i medfør af stk. 3, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
§ 11. Om fremgangsmåden, som arvinger, der ønsker at benytte deres ret til at skifte og dele selv, har at bruge, og om beviserne, som de i så henseende har at forskaffe, gælder der i øvrigt de nedenfor i kapitel 7 givne forskrifter.
2. afsnit.
Om offentligt skifte
II. Om den offentlige skiftebehandlings begyndelse og om de første foranstaltninger ved den
§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men ved kgl. anordning kan § 1 og § 3 sættes i kraft for Færøerne og § 1 og § 6 for Grønland med de afvigelser, som de særlige henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Justitsministeriet, den 23. oktober 1986
Erik Ninn-Hansen
/ Ida Heide-Jørgensen
Kapitel 12
Boudlæg uden skiftebehandling
Kapitel 12
Boudlæg uden skiftebehandling
§ 12. Skifteretten udpeger om nødvendigt en autoriseret bobestyrer til som midlertidig bobestyrer at varetage boets anliggender eller udføre nærmere angivne opgaver.
Stk. 2. Den midlertidige bobestyrer må alene træffe beslutninger, der ikke tåler udsættelse. Bobestyreren skal så vidt muligt afholde sig fra at foretage skridt, der vil kunne foregribe den senere bobehandling.
Stk. 3. Skifteretten udsteder straks skifteretsattest om, at boet er udleveret til behandling ved den midlertidige bobestyrer. Skifteretten kan træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse, jf. § 39.
Stk. 4. Omkostninger, der ikke kan dækkes af boets midler, betales af statskassen.
§ 12. Skifteretten udpeger om nødvendigt en autoriseret bobestyrer til som midlertidig bobestyrer at varetage boets anliggender eller udføre nærmere angivne opgaver.
Stk. 2. Den midlertidige bobestyrer må alene træffe beslutninger, der ikke tåler udsættelse. Bobestyreren skal så vidt muligt afholde sig fra at foretage skridt, der vil kunne foregribe den senere bobehandling.
Stk. 3. Skifteretten udsteder straks skifteretsattest om, at boet er udleveret til behandling ved den midlertidige bobestyrer. Skifteretten kan træffe bestemmelse om sikkerhedsstillelse, jf. § 39.
Stk. 4. Omkostninger, der ikke kan dækkes af boets midler, betales af statskassen.
§ 12. Er betingelserne for offentlig skiftebehandling tilstede, skal der, for så vidt denne lov ikke bestemmer anderledes, snarest mulig efter, at dødsanmeldelsen er sket, eller efter at skifteretten på anden måde er kommen til kundskab om dødsfaldet, afholdes en begyndelsesforretning, under hvilken skifteretten ved forsegling eller på anden hensigtssvarende måde har at tage under sin varetægt, hvad der findes i boet, ligesom den har at drage omsorg for, at de boet tilhørende genstande, som findes i andre retskredse, tages under forsegling eller under varetægt af stedets skifteret. Forefundne på ihændehavere lydende værdipapirer skal skifteretten snarest mulig foranstalte noterede på navn, for så vidt sådan notering kan finde sted. Erfares det, at den afdøde har haft noget udestående hos andre, bør med hensyn dertil træffes fornøden foranstaltning. Ting, som skønnes at tilhøre andre, og som disse kan forlange straks udleverede, bliver ikke at inddrage under behandlingen.
§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne. Bestemmelsen i § 2, nr. 2 (* 3), kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne.
Lov nr. 259 af 4. juni 1969 indeholder følgende bestemmelse
Kapitel 13
Udlæg til en efterlevende ægtefælle
Kapitel 13
Udlæg til en efterlevende ægtefælle
§ 13. Som legatar anses den, der skal arve en bestemt angivet pengesum eller bestemt angivne formuegenstande.
Stk. 2. Arveladeren kan dog ved testamente bestemme, om den, der alene skal modtage friarv, skal have stilling som arving eller legatar.
Stk. 3. Hvor særlige grunde taler derfor, kan skifteretten bestemme, at en legatar skal have stilling som arving. Skifteretten kan endvidere bestemme, at en arving skal have stilling som legatar, såfremt den pågældende samtykker deri eller alene skal arve en ubetydelig del af boet. Den pågældende mister ikke derved sin ret til at forlange overtagelse efter vurdering.
§ 13. Som legatar anses den, der skal arve en bestemt angivet pengesum eller bestemt angivne formuegenstande.
Stk. 2. Arveladeren kan dog ved testamente bestemme, om den, der alene skal modtage friarv, skal have stilling som arving eller legatar.
Stk. 3. Hvor særlige grunde taler derfor, kan skifteretten bestemme, at en legatar skal have stilling som arving. Skifteretten kan endvidere bestemme, at en arving skal have stilling som legatar, såfremt den pågældende samtykker deri eller alene skal arve en ubetydelig del af boet. Den pågældende mister ikke derved sin ret til at forlange overtagelse efter vurdering.
§ 13. Den i foregående paragraf omhandlede begyndelsesforretning kan dog opsættes til straks efter begravelsen, for så vidt skifteretten ikke i de foreliggende omstændigheder finder betænkelighed derved.
Stk. 2. Når betingelserne for, at den længstlevende ægtefælle kan hensidde i uskiftet bo, eller for, at arvingerne kan tiltræde boet uden det offentliges mellemkomst, vel ikke straks ved anmeldelsen er tilstede, men det dog kan forudses, at de inden kort tid vil kunne opfyldes, kan skifteretten give en kort udsættelse med forretningen, for så vidt boets ejendele skønnes ikke at være udsatte for at forvanskes eller forkomme.
Stk. 3. Det har sit forblivende ved bestemmelserne i forordningen om kasse- og regnskabsvæsenet i almindelighed af 8. juli 1840 §§ 52 og 53.
Kapitel 14
Uskiftet bo
Kapitel 14
Uskiftet bo
§ 14. Legater skal opfyldes senest samtidig med, at boets øvrige aktiver deles mellem arvingerne. Under særlige omstændigheder kan skifteretten bestemme, at et legat skal opfyldes på et tidligere tidspunkt.
§ 14. Legater skal opfyldes senest samtidig med, at boets øvrige aktiver deles mellem arvingerne. Under særlige omstændigheder kan skifteretten bestemme, at et legat skal opfyldes på et tidligere tidspunkt.
§ 14. Skifteretten har snarest mulig efter boets overtagelse at anstille undersøgelse om arvingerne og legatarerne, samt at give dem særskilt underretning om dødsfaldet, for så vidt dette behøves. Sådan underretning meddeles på den måde, skifteretten i hvert enkelt tilfælde anser for hensigtsmæssig, og det er den navnlig tilladt at benytte meddelelse ved anbefalet brev. Hvis der iblandt foranførte i boet interesserede personer findes umyndige, har skifteretten at gøre de fornødne skridt, for at værger snarest mulig kan blive beskikkede for dem, for så vidt dette ikke tidligere er sket. For fraværende arvinger, hvis opholdssted ikke kendes, eller som er så langt borte, at boets videre behandling ikke findes at burde udsættes, indtil deres bestemmelse kan indhentes, bliver der ligeledes, for så vidt ingen fuldmægtig giver møde for dem, efter skifterettens foranstaltning i overensstemmelse med reglerne i forordningen af 11. september 1839 § 6, jf. § 7, at beskikke værger, der i enhver henseende har samme ret og pligt og er samme kontrol underkastede som værger for umyndige.
Kapitel 15
Privat skifte
Kapitel 15
Privat skifte
§ 15. Skifteretten beskikker en skifteværge for en arving, såfremt
1) det ikke vides, om arvingen er i live,
2) arvingens opholdssted er ukendt,
3) arvingen er et ufødt barn,
4) arvingen på grund af legemlig sygdom eller psykisk svækkelse er ude af stand til at varetage sine interesser under boets behandling,
5) arvingen på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand eller fravær har behov for bistand under boets behandling og selv ønsker en skifteværge,
6) arvingens værge har interesser under boets behandling, der kan komme i strid med arvingens,
7) arvingens værge midlertidigt er forhindret i at varetage arvingens interesser under boets behandling,
8) arvingen midlertidigt er uden fast værge eller
9) arvingen er en fond, en forening eller et selskab m.v. under stiftelse.
Stk. 2. Skifteretten kan beskikke en skifteværge for en arving, såfremt denne har forholdt sig passiv over for henvendelser om boets behandling.
Stk. 3. Forinden skifteværge beskikkes, skal der så vidt muligt indhentes en udtalelse fra arvingen, fra den institution, arvingen eventuelt har bopæl på, eller om nødvendigt indhentes en lægeerklæring.
Stk. 4. Beskikkelse af skifteværge sker ved den skifteret, hvorunder boet henhører.
Stk. 5. Skifteretten sørger for, at der så vidt muligt gives arvingen underretning om beskikkelsen.
Stk. 6. Skifteretten kan undlade at beskikke skifteværge for en arving, der ikke har udsigt til at modtage arv.
§ 15. Skifteretten beskikker en skifteværge for en arving, såfremt
1) det ikke vides, om arvingen er i live,
2) arvingens opholdssted er ukendt,
3) arvingen er et ufødt barn,
4) arvingen på grund af legemlig sygdom eller psykisk svækkelse er ude af stand til at varetage sine interesser under boets behandling,
5) arvingen på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand eller fravær har behov for bistand under boets behandling og selv ønsker en skifteværge,
6) arvingens værge har interesser under boets behandling, der kan komme i strid med arvingens,
7) arvingens værge midlertidigt er forhindret i at varetage arvingens interesser under boets behandling,
8) arvingen midlertidigt er uden fast værge, eller
9) arvingen er en fond, en forening eller et selskab m.v. under stiftelse.
Stk. 2. Skifteretten kan beskikke en skifteværge for en arving, såfremt denne har forholdt sig passiv over for henvendelser om boets behandling.
Stk. 3. Forinden skifteværge beskikkes, skal der så vidt muligt indhentes en udtalelse fra arvingen, fra den institution, arvingen eventuelt har bopæl på, eller om nødvendigt indhentes en lægeerklæring.
Stk. 4. Beskikkelse af skifteværge sker ved den skifteret, hvorunder boet henhører.
Stk. 5. Skifteretten sørger for, at der så vidt muligt gives arvingen underretning om beskikkelsen.
Stk. 6. Skifteretten kan undlade at beskikke skifteværge for en arving, der ikke har udsigt til at modtage arv.
§ 15. Enten i forbindelse med begyndelsesforretningen eller snarest mulig derefter skal skifteretten foretage registrering af boet og i forbindelse dermed lade iværksætte vurdering af det, ved hvilken lejlighed også boets indgæld og udgæld optegnes, for så vidt om samme på den tid haves kundskab, og det ikke skønnes hensigtsmæssigere at udsætte dette, indtil gennemsyn af boets regnskabsbøger og papirer har fundet sted, hvilket så snart som muligt bør iværksættes af skifteretten, således at der gives arvingerne lejlighed til at være tilstede.
Kapitel 16
Behandling ved bobestyrer
Kapitel 16
Behandling ved bobestyrer
§ 16. Skifteværgen varetager, i det omfang arvingen eller dennes værge selv er forhindret deri, arvingens interesser under boets behandling.
Stk. 2. I de i § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde skal skifteværgen i privatskiftede boer lade arvingen eftersøge, således at det så vidt muligt inden boets afslutning kan fastslås, om arvingen er i live, eller hvor arvingen opholder sig. Skifteretten kan yde bistand dermed.
Stk. 3. Må det antages, at der vil være behov for værgemål efter reglerne i værgemålsloven for arvingen, indberetter skifteværgen snarest muligt dette til skifteretten.
Stk. 4. Skifteværgen kan få nødvendige udlæg dækket og, i den udstrækning det er rimeligt, et vederlag for sit arbejde. Udgifterne betales af arvingen. Har denne ingen midler, kan skifteretten bestemme, at udgifterne afholdes af statskassen.
Stk. 5. Reglerne i værgemålslovens §§ 12, 24, 26, 27 og 31 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne i §§ 28, 29 og 30 finder anvendelse med de ændringer, der følger af forholdets natur.
§ 16. Skifteværgen varetager i det omfang, arvingen eller dennes værge selv er forhindret deri, arvingens interesser under boets behandling.
Stk. 2. I de i § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde skal skifteværgen i privatskiftede boer lade arvingen eftersøge, således at det så vidt muligt inden boets afslutning kan fastslås, om arvingen er i live, eller hvor arvingen opholder sig. Skifteretten kan yde bistand dermed.
Stk. 3. Må det antages, at der vil være behov for værgemål efter reglerne i værgemålsloven for arvingen, indberetter skifteværgen snarest muligt dette til skifteretten.
Stk. 4. Skifteværgen kan få nødvendige udlæg dækket og i den udstrækning, det er rimeligt, et vederlag for sit arbejde. Udgifterne betales af arvingen. Har denne ingen midler, kan skifteretten bestemme, at udgifterne afholdes af statskassen.
Stk. 5. Reglerne i værgemålslovens §§ 12, 24, 26, 27, og 31 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne i §§ 28, 29 og 30 finder anvendelse med de ændringer, der følger af forholdets natur.
§ 16. Begyndelses- og registreringsforretninger udføres af skifteretten i forening med to vidner, hvilke under eds tilbud har at vurdere boets ejendele, for så vidt der ikke hertil udfordres særlige kundskaber, i hvilket tilfælde kyndige vurderingsmænd bliver at udmelde af skifteretten. Dersom det senere under skiftet forlanges, lader skifteretten vidnerne bekræfte den stedfundne vurdering med ed, som modtages i en skiftesamling. På steder, hvor omstændighederne gør det tilrådeligt, kan efter Justitsministeriets nærmere bestemmelse et fast ansat retsbud i stedet for de tvende vidner benyttes til at foretage vurdering af indbo af mindre betydenhed, ligesom med Justitsministeriets billigelse faste edsvorne vurderingsmænd og vurderingskoner for retskredsen kan ansættes af skifteretten til at foretage alle vurderinger af løsøre. På landet kan skifteretten lade begyndelses- og registreringsforretninger i boer efter gårdmænd, der kun er brugere, samt husmænd og andre, der er stillede lige med dem, såsom håndværkere og mindre handlende, udføre af sognefogeden med to tilkaldte vidner. Disse forretninger indføres i en særskilt af amtet autoriseret protokol. Vederlaget til vidner, retsbude og vurderingsmænd fastsættes af skifteretten og afholdes af boet.
Stk. 2. Ved de i denne paragraf omhandlede forretninger bliver, så vidt det kan ske uden ophold, arvinger og legatarer at tilkalde. Skifteretten har enten ved registreringsforretningens slutning eller, navnlig for så vidt forretningen er udført af sognefogeden, i en særskilt skiftesamling, der afholdes snarest mulig derefter, efter forhandling med dem at tage beslutning om sådanne foranstaltninger i boet, som ikke tåler opsættelse, og at opfordre dem til at erklære, om de vil overtage ansvaret for den afdødes gæld eller ikke. Til at afgive denne erklæring kan der tilstås dem en kort betænkningstid. Er der umyndige eller fraværende arvinger, for hvilke værger er beskikkede ifølge § 14, afgives erklæringen på deres vegne af disse; dog kan skifteretten, uagtet værgerne erklærer at ville vedgå arv og gæld, modsætte sig dette, når den antager, at der vil blive påført den umyndige eller den fraværende arving tab ved at overtage gældsansvaret.
Kapitel 17
Skifte af en efterlevende ægtefælles aktiver og passiver
Kapitel 17
Skifte af en efterlevende ægtefælles aktiver og passiver
§ 17. Skifteretten kan beskikke en skifteværge for en legatar, såfremt forholdene gør dette påkrævet.
§ 17. Skifteretten kan beskikke en skifteværge for en legatar, såfremt forholdene gør dette påkrævet.
§ 17. Når der fra de arvinger, som har været tilstede ved den i forrige paragraf omhandlede forretning, erholdes erklæring om, at de vil overtage gældsansvaret, eller de i alt fald ikke afgiver en modsat erklæring, men der er fraværende arvinger, fra hvilke ingen erklæring haves, har skifteretten uden ophold at indkalde samtlige arvinger og legatarer til en skiftesamling.
Stk. 2. De arvinger og legatarer, hvis bopæl eller opholdssted inden riget er skifteretten bekendt, skal have særskilt underretning, der kan gives ved anbefalet brev; dersom ikke alle arvingerne eller legatarerne kendes, eller nogen af dem ikke har bekendt bopæl eller opholdssted inden riget, foregår indvarslingen for deres vedkommende ved en offentlig indkaldelse, der indrykkes to gange i de for skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser.
Stk. 3. Skifteretten bestemmer varslet efter et skøn over, hvad der i hvert enkelt tilfælde er nødvendigt; dog bør det i reglen ikke være kortere end 1 og ikke længere end 6 uger.
Kapitel 18
Skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live
Kapitel 18
Skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live
Kapitel 18 angiver reglerne for skifte af et uskiftet bo, der finder sted, medens den længstlevende ægtefælle er i live.
Efter gældende ret skiftes et uskiftet bo, der skiftes i den efterlevende ægtefælles levende live, efter reglerne i skiftelovens kapitel 5.
Ved de foreslåede regler tilstræbes en vis opstramning og præcisering af de gældende regler, ligesom bestemmelserne i lovforslagets kapitel 18 er tilpasset lovforslagets bestemmelser iøvrigt.
Om baggrunden for de foreslåede bestemmelser henvises i øvrigt til betænkningens s. 266 ff.
Til § 78
Ved bestemmelsens stk. 1 gøres reglerne i §§ 75-77 tilsvarende anvendelige.
Der skal udstedes proklama, medmindre dette er sket tidligere, eller skifteretten fritager den efterlevende ægtefælle herfor. Fritagelse vil f.eks. kunne være begrundet i den tid, der er forløbet siden førstafdødes død.
Bestemmelsens stk. 2 indeholder en hæftelsesregel for førstafdødes arvinger. Den efterlevende ægtefælles medarvinger skal herefter alene hæfte for gæld, som påhvilede den førstafdøde ægtefælle og for gæld og omkostninger på draget ved boets behandling efter reglerne i forslagets § 27, stk. 2.
Efter bestemmelsens stk. 3 behandles boet i øvrigt efter reglerne i denne lov. Dette indebærer bl.a., at ægtefællen selv kan forlange boet behandlet ved bobestyrer. Individualforfølgning kan i så fald alene ske mod de af ægtefællens aktiver, som ikke er omfattet af bobestyrerbehandlingen. Om udpegning af bobestyrer gælder reglen i forslagets § 38, stk. 1, nr. 6.
Endvidere finder bestemmelserne i forslagets §§ 30 - 32 om privat skifte, herunder reglerne om boets eventuelle overgang til behandling ved bobestyrer og om boopgørelser i privatskiftede boer, anvendelse. Reglerne om forenklet privat skifte finder ligeledes anvendelse, hvilket også er tilfældet for så vidt angår reglerne i forslagets kapitel 16 om behandling ved bobestyrer, herunder fristerne for valg af skæringsdag, der regnes fra skiftebegæringens imødekommelse.
Bestemmelsen svarer til § 74 i betænkningens lovudkast.
Til kapitel 19
Boets afslutning
Ved bestemmelserne i lovforslagets kapitel 19, der svarer til § 75 i betænkningens lovudkast, fastsættes regler om afslutning af boer.
Med lovforslagets bestemmelser tilstræbes en væsentlig forenkling i forhold til de gældende regler. Som en væsentlig nydannelse indgår, at skifterettens virksomhed med beregning af bo- og tillægsboafgift i dødsboer (tidligere arveafgift) gøres judiciel.
Om betragtningerne bag de foreslåede regler henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 15 samt betænkningens side 15-16 og side 270-273.
Livsforsikringssummer m.v., der udbetales til en begunstiget, indgår ikke som et aktiv i boet, jf. forsikringsaftalelovens § 102, stk. 1. Det er hensigten, at der stilles forslag om, at der i lov om afgift af dødsboer og gaver medtages regler, som gør bestemmelsen i dette lovforslags § 80 om skifterettens prøvelse og afgørelse om bo- og tillægsboafgifter tilsvarende anvendelig i relation til anmeldelser efter § 10, stk. 3 - 7, herunder anmeldelser vedrørende visse livsforsikringer, i lov om afgift af dødsboer og gaver.
Til § 79
Efter bestemmelserne i forslagets §§ 32 og 68 skal boopgørelse indsendes i to eksemplarer, hvoraf det ene eksemplar tilgår den kommunale skattemyndighed. Begge eksemplarer af boopgørelsen skal være underskrevet af samtlige arvinger eller i bobestyrerbehandlede boer af bobestyreren.
Bestemmelsen i lovforslagets § 79, stk. 1 , foreskriver, at skifteretten ved modtagelsen skal påse, at opgørelsen er korrekt underskrevet.
Den kommunale skattemyndighed påser, at værdiansættelserne i boopgørelsen er i overensstemmelse med de krav, skattelovgivningen foreskriver derom. Bliver den kommunale skattemyndighed under sagsbehandlingen vedrørende værdiansættelserne opmærksom på forhold i boopgørelsen, som må antages at være mangelfulde eller urigtige, kan den kommunale skattemyndighed efter bestemmelsens stk. 2 anmode skifteretten om at træffe afgørelse om bestemt angivne forhold.
Bestemmelsens stk. 3 fastsætter det minimumsniveau, der skal gælde for skifteretten ved revision af en boopgørelser.
Er der således arvinger eller legatarer i boet, der er repræsenteret ved værge eller skifteværge, skal revision finde sted, jf. nr. 1 . Synspunktet er her, at en forholdsvis indgående revision af boopgørelsen da er nødvendig fra skifterettens side for at sikre, at sådanne arvinger eller legatarers ret til at arve ikke tilsidesættes.
Endvidere er revision efter bestemmelsens nr. 2 påkrævet i det omfang, den kommunale skattemyndighed måtte anmode herom. Af henvisningen til stk. 2 følger, at den kommunale skattemyndighed som udgangspunkt ikke har en blancoadgang til at kræve hele opgørelsen revideret, men at anmodningen om revision skal relatere sig til bestemt præciserede forhold.
Endelig følger det af nr. 3 , at skifteretten skal foretage revision i det omfang, det som et led i en stikprøvekontrol eller af hensyn til lov om afgift af dødsboer og gaver måtte findes hensigtsmæssigt.
I privatskiftede boer vil der almindeligvis intet behov være for revision af hensyn til arvingernes indbyrdes interesser, bortset fra de boer, hvori indgår arvinger eller legatarer, som er repræsenteret ved værge- eller skifteværge. Herudover vil der i visse boer alene være et vist behov for revision af hensyn til beregningen af boafgifter. I boer, der behandles af en autoriseret bobestyrer, er behovet for revision minimalt, såfremt den kommunale skattemyndighed har godkendt værdiansættelserne og ikke har antegnet forhold ved opgørelsen. Her vil revisionen kunne indskrænkes til en stikprøvekontrol. Denne kan bl. a. omfatte bobestyrerens salærberegning og arvens fordeling. Er boet behandlet af en skifteretten ubekendt bobestyrer, kan behovet for revision efter omstændighederne være større.
Efter stk. 4 kan skifteretten fastsætte en frist for berigtigelse af fejl og mangler ved en boopgørelse. Afhjælpes en væsentlig mangel ikke i et privatskiftet bo, kan skifteretten efter forslagets § 30, stk. 1, nr. 3 og 4, træffe bestemmelse om, at boet skal overgå til behandling ved bobestyrer.
Det følger af forslagets §§ 89, stk. 1, og 102, at skifterettens afgørelse om antegnelser efter stk. 3 og om frist fastsættelse efter stk. 4 for berigtigelse, er judicielle.
Efter stk. 5 kan skifteretten ex officio ændre det salær, en bobestyrer har tillagt sig i forbindelse med behandlingen af et bo. Som udgangspunkt er det arvingerne, der må reagere, hvis der skal tages nærmere stilling til salærets størrelse. Hertil har de efter forslagets § 68, stk. 2, en frist på 4 uger efter det afsluttende bomøde.
Der kan forekomme situationer, hvor det ville forekomme åbenbart urimeligt, hvis ikke skifteretten af egen drift skulle kunne gribe ind over for en bobestyrer, der måtte have beregnet sig et salær, der ikke kan skønnes at stå mål med det arbejde, der har været med sagen, eller som i væsentlig grad afviger fra de salærer, der ellers måtte være sædvanlige i boer af tilsvarende karakter. I særdeleshed i boer, hvor der optræder umyndige arvinger, slår det beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen igennem. Måtte værgen have overset, at der i et bo var taget et urimeligt salær og har den pågældende således således ikke reageret inden 4-ugers fristen, bør skifteretten have mulighed for at rette op på forholdet.
Bestemmelsens anvendelsesområde er imidlertid ikke forbeholdt boer, hvori indgår umyndige arvinger m.v. Bestemmelsen giver generelt skifteretten mulighed for efter en konkret vurdering at tilsidesætte et salær, hvis dette efter boets forhold og omstændigheder i øvrigt måtte være rimeligt.
Til § 80
Bestemmelsens stk. 1 , hvorefter skifteretten skal beregne og opkræve bo- og tillægsboafgift i dødsboer, svarer til gældende ret. De nærmere bestemmelser, herunder også om henstand og inddrivelse, findes i lov om afgift af dødsboer og gaver. Før skifteretten træffer afgørelse om boafgifter, kan spørgsmål vedrørende afgiftsberegningen forelægges for Told- og Skattestyrelsen.
Efter stk. 2 sendes opkrævningen i privatskiftede boer til den person, der efter forslagets § 25, stk. 6, skal angives, for at boet kan udleveres til privat skifte, og som på boets vegne kan modtage henvendelser vedrørende boet. I bobestyrerbehandlede boer sendes opkrævningen til bobestyreren. I og med, at skifterettens afgiftsberegning gøres judiciel, bortfalder den efterfølgende klageadgang inden for det administrative skatteretlige klagesystem. Skal der i boet beregnes afgift af et beløb på over 2 mio. kr., skal skifteretten underrette Told- og Skattestyrelsen herom. Denne regel er medtaget for at give Told- og Skattestyrelsen en mulighed for at foretage en ekstra kontrol i de boer, hvor der er større økonomiske interesser for det offentlige. Tilsvarende er det forudsat, at styrelsen underrettes, hvis der herfra er indgivet klage, eller man har udbedt sig underretning. Derved er styrelsen ydermere generelt sikret mulighed for at varetage sine partsbeføjelser, bl.a. i boer med en større afgiftspligtig arvebeholdning, men slipper for at blive ulejliget med sager, der måske blot består i at rette en mindre ekspeditionsfejl.
Det foreslåede system tilsigter at fritage styrelsen for arbejde af ekspeditionsmæssig karakter i boer, hvis den afgiftspligtige arvebeholdning ikke overstiger 2 mio. kr. og at inddrage styrelsens sagkundskab i sager af principiel karakter.
Ved bestemmelsens stk. 3 gives der arvinger, legatarer og Told- og Skattestyrelsen en frist på 4 uger fra modtagelsen af meddelelsen om afgiftsberegningen til at klage over denne. I privatskiftede boer regnes fristen fra det tidspunkt, hvor den i § 25, stk. 5, angivne person modtager meddelelsen. I boer, der behandles ved bobestyrer, regnes fristen fra bobestyrerens modtagelse af meddelelsen. Når disse personer har modtaget meddelelsen, anses alle arvinger og legatarer for at have modtaget denne. Klager må indgives skriftligt eller fremsættes mundtligt ved fremmøde i skifteretten.
Indgives klage ikke rettidigt, er afgiftsberegningen endelig, således at fristen i stk. 5 for udlodning i boer, der behandles ved bobestyrer, løber. Afgiftsberegninger efter § 80, stk. 1, der ikke påklages rettidigt, kan således ikke kæres efter klagefristens udløb, jf. forslagets § 105, stk. 2, 2. pkt.
Er klage indgivet rettidigt efter stk. 3, træffer skifteretten efter stk. 4 ny afgørelse om afgiftsberegningen. Fastholdes den første afgørelse eller imødekommes klagerens krav ikke fuldtud, træffes afgørelsen ved kendelse, jf. forslagets § 102, stk. 1, idet der da foreligger en tvist. Meddelelse om afgørelsen sendes i så fald efter reglerne i stk. 2 til boets arvinger og legatarer samt til Told- og Skattestyrelsen, der derefter kan kære skifterettens afgørelse. Ændrer skifteretten afgiftsberegningen i overensstemmelse med klagerens krav, gives der meddelelse derom til arvinger og legatarer efter reglerne i stk. 2. De pågældende kan derefter kære skifterettens afgørelse.
Udover at friholde Told- og Skattestyrelsen for unødigt arbejde er det ved det foreslåede system tilstræbt, at landsretterne alene får forelagt de sager, hvor det er skifterettens endelige standpunkt, der ønskes ændret.
Ved stk. 5 er fastsat en yderste frist for udlodningen i bobestyrerboer, idet udlodning i disse boer skal finde sted senest 14 dage efter, at beregningen af afgifterne i dødsboet er blevet endelig.
Til kapitel 20
Proklama
Efter de gældende regler i skiftelovens §§ 20-22 er der ved dødsfald adgang til ved 3 indrykkede bekendtgørelser - såkaldt præklusivt proklama - i Statstidende at indkalde den afdødes kreditorer til at anmelde deres krav med den virkning, at et krav bortfalder, såfremt det ikke anmeldes inden for en bestemt angivet frist, almindeligvis 3 måneder. Udstedelse af proklama er obligatorisk i gældsfragåelsesboer. I gældsvedgåelsesboer og i privatskiftede boer kan enhver af arvingerne forlange, at der skal udstedes proklama. I boer, der påbegyndes som offentlige, men i medfør af den gældende skiftelovs § 75 senere udleveres til privat skifte, hyppigst fordi der blandt arvingerne er umyndige eller fraværende, vil skifteretten endvidere efter praksis stille krav om, at der skal udstedes proklama. Udlægges et bo for begravelsesomkostningerne eller i medfør af skiftelovens § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2, efter »150.000 kr.'s reglen«, udstedes i praksis ikke proklama. I boer, der er udleveret til uskiftet bo, kan den efterlevende ægtefælle endelig ifølge arvelovens § 16 ved proklama efterfølgende indkalde den afdødes kreditorer.
Som anført under de almindelige bemærkninger afsnit 8.2.3. om proklama i privatskiftede boer har den gældende retstilstand, der almindeligvis først tillader udstedelse af proklama efter, at boet er berigtiget, og arvingerne dermed har været nødsaget til at tage stilling til, om de vil vedgå gældsansvaret, utvivlsomt til følge, at et vist antal boer, der kunne have været skiftet privat, i stedet skiftes som gældsfragåelsesboer ved skifteretten.
Lovforslaget lægger op til en forenkling af de gældende regler om proklama. Samtidig fører lovforslaget til en noget videregående anvendelse af proklama, end tilfældet er efter gældende ret. Herved skabes sikkerhed for, at den afdødes kreditorer får adgang til dækning i boets aktiver, inden disse deles mellem arvingerne og legatarerne, at der hurtigt kan tages stilling til, om boet er solvent eller insolvent, samt at arvingerne kan regne med at beholde, hvad de modtager i arv, og ikke efter boets slutning mødes med dem ubekendte krav. Hovedsigtet med forslagets proklamaregler er således, at der ved bobehandlingen så vidt muligt skal finde et endeligt opgør sted med boets kreditorer.
Efter lovforslaget skal der udstedes proklama i alle egentligt skiftede boer, dvs. privatskiftede boer, herunder boer med en efterlevende ægtefælle, og bobestyrerbehandlede boer. Der lægges endvidere op til, at proklama skal kunne udstedes i alle andre boer, samt at proklama i visse tilfælde allerede skal kunne udstedes inden boets berigtigelse. Adgangen til at udstede proklama efter et bos udlevering til uskiftet bo efter de hidtidige regler i arvelovens § 16 foreslås således opretholdt.
Ved forslaget forudsættes det, at justitsministeren udfærdiger et egentligt blanketsystem, idet det herved bl.a. er forudsat, at indrykning af proklama i Statstidende skal foregå på en blanket, der standardiserer bekendtgørelsens indhold, således at optagelserne i Statstidende kan kortes væsentligt ned, hvilket tillige vil nedsætte udgifterne til indrykning af bekendtgørelserne.
Kapitlets bestemmelser svarer til §§ 76-78 i betænkningens lovudkast.
Til § 81
Efter bestemmelsens stk. 1 kan proklama udstedes på et hvilket som helst tidspunkt efter dødsfaldet. Ved bestemmelsen anføres således, at proklama kan udstedes efter, at der er truffet afgørelse om boets behandlingsform, og med skifterettens tilladelse efter berigtigelsen. I boer, der udleveres til privat skifte, skal proklama dog senest udstedes i forbindelse med udleveringen, jf. herved forslagets § 25, stk. 4.
Da proklamaudstedelse før et bos berigtigelse vil udskyde tidspunktet for boets berigtigelse med 8 uger, bør skifteretten generelt være tilbageholdende med at give tilladelse til disse tidlige proklamaer. Tilladelse til proklamaudstedelse før berigtigelsen bør således kun gives, såfremt det må antages, at proklamaudstedelsen vil kunne få betydning for, hvorledes boet skal berigtiges. Er det klart, at boet skal berigtiges til boudlæg eller til bobestyrerbehandling, må skifteretten normalt afslå en anmodning om proklamaudstedelse før berigtigelsen. Nærer en ægtefælle eller arvingerne derimod begrundet tvivl om, hvilken gæld der findes, og har dette betydning for overvejelserne om berigtigelsesmåden, bør proklamaudstedelse tillades, såfremt de pågældende kan forventes at ville begære boet udleveret til privat skifte eller til et kapitel 13-udlæg eller til uskiftet bo, hvis der ingen overraskende og større gældsposter bliver anmeldt.
Ifølge bestemmelsens stk. 2 skal proklama udstedes i alle boer, hvor der finder et egentligt skifte sted, dvs. i boer, der skiftes privat, herunder med en efterlevende ægtefælle efter forslagets kap. 17 og 18, eller ved bobestyrer. Er proklama udstedt inden boets berigtigelse, skal der ikke udstedes nyt proklama i forbindelse med eller efter berigtigelsen.
Den gældendes skiftelov stiller krav om, at proklama indrykkes 3 gange i Statstidende og eventuelt tillige i en eller flere aviser. At stille krav herom findes ikke længere sagligt begrundet, og en sådan regel findes alene egnet til at forlænge og fordyre skiftebehandlingen. For professionelle kreditorer, som anvender Statstidende, vil en indrykning være fuldt tilstrækkeligt. Private kreditorer vil i almindelighed få kendskab til dødsfaldet på anden måde og anmelder i praksis oftest deres krav i løbet af kort tid. Hvor der i et dødsbo må antages at findes private kreditorer, som ikke kan ventes at få kendskab til dødsfaldet, kan skifteretten efter bestemmelsens stk. 6 bestemme, at indkaldelsen tillige skal optages i et eller flere lokale blade.
I overensstemmelse hermed angiver bestemmelsens stk. 3 , at der alene skal indrykkes en bekendtgørelse i Statstidende.
I modsætning til den gældende skiftelov indeholder bestemmelsen tillige udtømmende regler om proklamabekendtgørelsens indhold.
Det følger således af bestemmelsens nr. 1 , at afdødes fulde navn, sidst kendte adresse, CPR-nummer og dødsdag skal anføres. Oplysningerne må være så fyldige og præcise, at der ikke kan opstå vanskeligheder med at identificere den afdøde. Sad afdøde i uskiftet bo, skal også førstafdødes tilsvarende data anføres, jf. stk. 4. Drev afdøde en personligt ejet virksomhed, skal også dennes navn, adresse samt dens SE-nummer angives.
Efter gældende ret er proklamavarslet 3 måneder, eller hvor det skønnes, at afdøde havde gældsforpligtelser uden for Europa eller i Island eller på Færøerne, 6 måneder. Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets opfattelse af, at bobehandlingen vil kunne effektiviseres betydeligt ved at afkorte proklamafristen. Et kort varsel er tillige ønskeligt, da forslaget skaber hjemmel for, at boets berigtigelse skal kunne afvente proklamafristens udløb.
I overensstemmelse hermed angiver nr. 2 , at krav skal anmeldes inden 8 uger efter bekendtgørelsen. Nutidens moderne kommunikationsmidler indebærer, at det findes forsvarligt at fastsætte et fælles varsel for indenlandske og udenlandske kreditorer.
Det følger af bestemmelsens nr. 3, at proklamaet skal angive en person, til hvem anmeldelse kan ske. Denne kan navnlig være en efterlevende ægtefælle, en af arvingerne, en advokat eller bobestyreren. Anmeldelsen skal tilgå denne person, jf. dog § 83, stk. 2, nr. 1, hvorefter krav, der er fremsat skriftligt efter dødsfaldet, og som kommer boet i hænde inden proklamafristens udløb, ikke prækluderes.
Er der truffet bestemmelse om insolvensbehandling, før proklamaudstedelsen finder sted, bør oplysning derom optages i bekendtgørelsen, for at anmelderne kan indrette deres anmeldelser under hensyntagen dertil, hvilket især har betydning ved renteopgørelser og ved spørgsmål om eventuel fortrinsret for krav.
Hvis afdøde sad i uskiftet bo, skal proklamaet tillige indeholde oplysninger vedrørende førstafdøde, jf. stk. 4 . Dødsdagen skal også anføres, idet denne kan have betydning for anmeldelse af eventuelle rentekrav.
Udenlandske kreditorer har i realiteten kun beskedne praktiske muligheder for at orientere sig om et proklama, der er bekendtgjort i Statstidende. Som følge heraf og i konsekvens af det afkortede varsel, foreslås det ved bestemmelsens stk. 5 , at der samtidigt med indkaldelsen i Statstidende skal sendes en meddelelse om proklamaet til kreditorer med bopæl uden for Danmark, herunder også til kreditorer i Grønland eller på Færøerne, såfremt disse er boet eller nogle af arvingerne bekendt. Kun derved vil proklamaet efter forslagets bestemmelser opnå præklusiv virkning over for de pågældende kreditorer, medmindre disse beviseligt måtte have fået kendskab til proklamaet på anden måde. Såfremt afdøde var forretningsdrivende, forudsættes det, at arvingerne eller bobestyreren i dette øjemed må foretage en egentlig gennemgang af den afdødes papirer og bøger. Bevisbyrden for, at boet var bekendt med et krav, påhviler dog den pågældende fordringshaver. Udenlandske kreditorer, som er boet ubekendte, vil herefter kunne få deres krav prækluderet.
Den særskilte tilsendelse af en kopi af proklamabekendtgørelsen bør oversættes til det pågældende lands sprog eller til det hovedsprog, som bedst forstås i det pågældende land. Proklamafristen regnes i disse tilfælde fra afsendelsen til den adresse, der er boet bekendt.
I medfør af bestemmelsens stk. 6 kan skifteretten bestemme, at proklamaet tillige skal optages i lokale blade.
Til § 82
Bestemmelsen indeholder en række formkrav til anmeldelsen af fordringer og andre krav.
Bestemmelsens stk. 1 fastslår indledningsvis, at anmeldelser skal være skriftlige. Dette findes påkrævet af ordens- og bevismæssige grunde. En anmeldelse vil dog inden for fristen kunne fremsættes mundtligt ved et møde i skifteretten eller ved et møde hos boets bobestyrer, idet det forudsættes, at anmeldelsen i sidstnævnte fald skriftligt tilføres skiftesagens akter. For at skabe størst mulig klarhed om det anmeldte krav foreslås det videre, at anmeldelsen skal indeholde en opgørelse af kreditors tilgodehavende. Gør kreditor endvidere gældende at have krav på renter og incassoomkostninger, og i tilfælde af boets insolvens fortrinsstilling for kravet, skal også dette fremgå af anmeldelsen.
Særligt for tilfælde, hvor der træffes bestemmelse om insolvensbehandling, efter at proklama er indrykket, foreskrives det ved bestemmelsens stk. 2 , at bobestyreren skal meddele de kreditorer, der har anmeldt deres krav eller anmelder deres krav rettidigt, at de inden for en frist af 8 uger skal anmelde eventuelt uanmeldte krav på fortrinsstilling.
Bestemmelsens stk. 3 gør det muligt at fravige anmeldelsesfristen på 8 uger. Er det således ikke muligt inden anmeldelsesfristens udløb at opgøre et krav endeligt, må der indgives en foreløbig anmeldelse. Ved foreløbig anmeldelse må kreditor skønsmæssigt anslå kravets størrelse, idet dette kan have betydning for boets videre dispositioner. Kreditor er dog ved den efterfølgende endelige anmeldelse ikke bundet af den skønsmæssige angivelse af kravets størrelse. En meddelelse, ved hvilken det blot forbeholdes, at der kan være et krav, er ingen foreløbig anmeldelse, og medfører derfor præklusion af et eventuelt krav. Af hensyn til boets videre behandling må endelig anmeldelse ske inden 8 uger efter proklamafristens udløb. Kan kreditor i ganske særlige tilfælde ikke nå at opgøre kravet endeligt indenfor den nævnte frist, kan fristen mod behørig dokumentation for, at kravet ikke kan opgøres, forlænges af skifteretten. Anmodning om fristforlængelse må i så fald fremsættes inden udløbet af 8-ugersfristen.
Efteranmeldelse, dvs. regulering af et allerede anmeldt krav, således at dette forøges, kan kun accepteres efter reglerne om foreløbig anmeldelse.
Bestemmelsens stk. 4 svarer til gældende praksis og til konkurslovens § 130, stk. 2.
Ved bestemmelsens stk. 5 sidestilles anmeldelse med sagsanlæg for så vidt angår retsvirkninger i forhold til renter, afbrydelse af forældelse m.v.
Til § 83
I lighed med den gældende skiftelovgivning, der bygger på regler i Danske Lov, og i lighed med retsstillingen i vore nabolande, findes det som et hovedprincip at burde gælde, at proklama i dødsboer er præklusivt.
I overensstemmelse hermed foreslås det ved bestemmelsens stk. 1 , at fordringshavere og andre kreditorer, der ikke anmelder deres krav rettidigt, mister retten til dækning i boet. Som udgangspunkt prækluderes alle krav uanset disses karakter, og uanset om de er forfaldne eller ej.
Dog bør visse typer af krav grundet deres karakter friholdes fra præklusion. Ved afgrænsningen af disse krav er der i lovforslaget lagt vægt på, om boet selv på en rimelig sikker måde har kunnet gøre sig bekendt med kravets eksistens og størrelse. Er dette tilfældet, prækluderes kravet ikke.
I overensstemmelse med dette synspunkt friholder bestemmelsens stk. 2 , fire grupper af krav fra præklusion. Disse er
Nr. 1: Visse kendte krav.
Nr. 2: Krav, der hviler på ejendomsret, når ejerforholdet var eller burde være kendt.
Nr. 3: Pantekrav m.v.
Nr. 4: Krav på skatter og afgifter.
Efter bestemmelsens nr. 1 skal krav, som fremsættes efter dødsfaldet, og som inden proklamafristens udløb er kommet boet i hænde, være undtaget fra præklusion, selv om anmeldelse ikke er sket som foreskrevet i § 82. Den foreslåede regel vil ikke påføre arvingerne eller bobehandlerne noget nævneværdigt ekstraarbejde, og vil forhindre, at der sker præklusion i tilfælde, hvor dette ville føles som åbenbart urimeligt, f.eks fordi en regning, uden at afsenderen på afsendelsestidspunktet havde kendskab til dødsfaldet, er fremsendt til betaling og rent faktisk bliver boet bekendt. Reglen vil endelig på en tilpas skarp måde afgrænse området for præklusionen.
Bestemmelsen i nr. 1 vil tillige medføre, at anmeldelser fremsendt til en anden adressat end den i bekendtgørelsen angivne, det være sig til skifteretten, enhver af arvingerne eller en bobestyrer, vil være tilstrækkelig til at afbryde præklusionen. Også regninger, som er stilet til afdøde og fremsendt til afdødes adresse eller forretningsadresse efter dødsfaldet, vil herefter være undtaget fra præklusion, såfremt kravet rent faktisk er kommet til boets kundskab. Den, der forsømmer at drage omsorg for, at et sådant kendt krav tages i betragtning ved boets opgørelse, vil kunne ifalde erstatningsansvar. Bevisbyrden for, at et krav har været kendt af boet, påhviler imidlertid fordringshaveren.
Efter gældende ret prækluderes krav, der hviler på ejendomsret, almindeligvis ikke. Arvingerne kan derfor blive udsat for, at de senere må udlevere sådanne genstande eller svare erstatning eller tilsvare berigelsen, selv om de ikke havde kendskab til tilhørsforholdet.
Dette forhold foreslås ved bestemmelsens nr. 2 ændret, således at også krav, der hviler på ejendomsret, i et vist omfang skal kunne prækluderes. Også genstande solgt under ejendomsforbehold er omfattet af bestemmelsen.
Ved fastlæggelsen af præklusionens rækkevidde er tilstræbt en afvejning mellem de hensyn, der gør sig gældende over for hhv. den retmæssige ejer og arvingerne, idet præklusionen samtidig naturligvis ikke bør strækkes længere, end selve formålet med præklusionen kan bære.
Udgangspunktet ved fastlæggelsen af præklusionsbestemmelsernes indhold har været, at arvinger efter en given frist så vidt muligt skal sikres mod at skulle tilbagelevere det, de i god tro har modtaget i arv, og som de måske har indrettet sig i tillid til.
På baggrund heraf er bestemmelsen formuleret således, at krav, der hviler på ejendomsret, alene skal undtages fra præklusion, når genstanden var i boets besiddelse og mærket på en sådan måde, at ejerforholdet fremgik deraf, eller boet - det vil sige arvingerne eller en af disse eller bobestyreren - havde kendskab til ejerforholdet, eller der forelå omstændigheder, som var egnede til at vække mistanke om ejerforholdet. Bevisbyrden for, at boet var i ond tro, påhviler, som det fremgår af formuleringen, ejeren. Der stilles ikke noget krav til det retlige grundlag, som har medført, at genstanden var i boets besiddelse. En ting kan være glemt, lejet, lånt, deponeret, købt under omstændigheder, hvor købet er ugyldigt eller hævet, eller solgt, men ikke leveret o.s.v.
Det følger af forslagets § 85, stk. 2, der svarer til konkurslovens § 83, stk. 1, at salg også i ond tro af stjålne koster fra et bobestyrerbehandlet bo generelt medfører ekstinktion til fordel for en godtroende køber. Tilbage bliver alene det spørgsmål, om en arving, der i god tro får tingen udlagt i arv, kan mødes med et vindikationskrav, når også boets øvrige arvinger og en eventuel bobestyrer var i god tro. Den foreslåede regel forudsætter, at den bestjålnes vindikationskrav i så fald er prækluderet.
At tingen er i boets besiddelse skal forstås i vid betydning, således at tingen også anses for at være i boets besiddelse, når den befinder sig hos trediemand, og trediemand anerkender boets ret.
Ved bestemmelsens nr. 3 fritages krav sikret ved pant eller på tilsvarende måde fra præklusion. For krav sikret gennem håndpant i et ejerpantebrev er det dog en betingelse, at kreditors identitet er eller burde være boet bekendt.
Almindeligvis vil boet være bekendt med, at der består en pantefordring. Sikringsakterne ved de mest anvendte former for pantsætning er enten tinglysning, rådighedsberøvelse eller denunciation, og boet vil således ikke kunne disponere over aktiverne uden at blive opmærksom på eksistensen af pantekravet. Dertil kommer, at det som udgangspunkt vil være lettere for boet at undersøge, om der f.eks. på en fast ejendom er tinglyst pantebreve, end det vil være for panthaverne at følge med i, om skyldneren er død, og om der er udstedt proklama.
Da der ikke praktisk består væsentlige grunde for at opretholde en forskelsbehandling mellem de forskellige arter af panterettigheder, foreslås det som en hovedregel, at panterettigheder undtages fra præklusion, såfremt panteretten er gyldigt stiftet, og sikringsakten - hvor en sådan kræves - er iagttaget.
Undtagelsen fra hovedreglen i stk. 1 om, at krav sikret ved pant ikke prækluderes, gælder som udgangspunkt alle pantekrav.
I de situationer, hvor pantekravet er en følge af, at afdøde har stillet pant for tredjemands gæld, kan panteretten dog - som efter den nugældende retstilstand - bortfalde ud fra et forudsætningssynspunkt; eksempelvis hvor den personlige skyldners forpligtelse er bortfaldet ved præklusion.
For så vidt angår krav, der er sikret ved håndpantsætning af ejerpantebreve i fast ejendom eller løsøre, indeholder forslaget en særlig regel i stk. 2, nr. 3, 2. led.
Efter bestemmelsen prækluderes således håndpanterettigheder i ejerpantebreve, hvad enten disse angår fast ejendom eller løsøre, medmindre boet vidste eller burde vide, hvem der er kreditor. Boet kan således ikke holde sig i uvidenhed og undlade at undersøge forhold, der giver mistanke om, at et tinglyst ejerpantebrev er håndpantsat.
I langt de fleste tilfælde vil håndpanthaverens eller dennes repræsentants identitet fremgå af tingbogen eller af et andet tilsvarende register. I praksis vil således også almindeligvis i relation til ejerpantebrevet være registreret en oplysning om, til hvem meddelelse i henhold til retsplejelovens §§ 563-64 skal gives.
Begrundelsen for, at boet bør være forpligtet til at undersøge forhold, der giver mistanke om, at håndpantsætning har fundet sted, er, at boet ved tinglysningen af ejerpantebrevet er blevet advaret om, at der kan være håndpanterettigheder. Boet vil således være forpligtet til at kontrollere, om håndpanthavers identitet fremgår af tingbogen, idet panthaver kan have ladet tinglyse til hvem, meddelelser efter retsplejelovens §§ 563-564 skal tilgå. Såfremt det af tingbogen alene fremgår, at der er lyst et ejerpantebrev, uden at det samtidigt er tinglyst, til hvem meddelelser skal gives, vil boet ikke være forpligtet til at undersøge, om håndpantsætninger har fundet sted.
I de tilfælde, hvor boet ved et gennemsyn af tingbogen kan konstatere, at der er en håndpanthaver eller en tinglysning af, til hvem henvendelser skal rettes, vil boet have pligt til at rette henvendelse til den person eller det selskab, der fremgår af tingbogen, med henblik på at få oplyst, om der eksisterer sekundært berettigede.
Det undgås herved, at de sekundære håndpanthavere er nødt til at foretage tinglysning for at opnå beskyttelse i forhold til et dødsbo. Havde dette været en betingelse for at undgå præklusion i dødsboer for de sekundært berettigede, må det antages, at antallet af tinglysninger af meddelelsespåtegninger ville stige betydeligt. Såfremt den primært berettigede har sikret sig ved tinglysning, vil det for de sekundært berettigede således være tilstrækkeligt, at de har iagttaget deres sikringsakt i form af meddelelse til den primære håndpanthaver, der således har kendskab til deres eksistens.
Udover egentlige pantekrav undtages efter nr. 3 tillige krav, der er sikret på anden tilsvarende måde. Omfattet af denne bestemmelse er f.eks. tinglyst udlæg i fast ejendom, udlæg i løsøre, registrerede sikkerhedsrettigheder over fondsaktiver og omsætningsgældsbreve, jf. retsplejelovens § 526, panterettigheder, der er gyldige imod enhver uden tinglysning, jf. tinglysningslovens § 4, samt tilbageholdsret.
Det forudsættes, at krav sikret ved modregningsadgang som hidtil prækluderes, bortset fra adgangen til konneks modregning.
For så vidt angår ejendomsforbehold forudsættes det som nævnt foran i bemærkningerne til nr. 2, at disse alene undtages fra præklusion efter reglerne i nr. 2.
Det er ikke ved forslaget tilsigtet ændringer i reglerne om, at en uanmeldt personlig fordring, der er forbundet med panteret, prækluderes.
Efter bestemmelsens nr. 4 undtages krav på skatter og afgifter fra præklusion i det omfang, det er bestemt i anden lovgivning.
Efter gældende ret prækluderes forfaldne krav på skatter og afgifter, der har kunnet gøres op. Dette hovedprincip forudsættes videreført.
Til kapitel 21
Uprækluderede rettigheder
Konkurslovens § 82 fastslår, at genstande, der tilhører trediemand, skal udleveres til den berettigede. Denne bestemmelse er ved den gældende skiftelovs § 44, stk. 2, gjort tilsvarende anvendelig i dødsboer. Derimod er de nyere regler i konkurslovens § 83 om retsstillingen efter boets uberettigede dispositioner over genstande i dets besiddelse og i § 84 om fordringshavermora ikke blevet gjort tilsvarende anvendelige i dødsboer.
Ved forslagets § 84, stk. 1, foreslås en selvstændig bestemmelse svarende til konkurslovens § 82 medtaget i lov om dødsboskifte. Ved forslagets § 84, stk. 2 og 3, foreslås nye selvstændige regler om fordringshavermora med et vist ændret indhold i forhold til konkurslovens regler i § 84 derom, idet det ved de foreslåede bestemmelser er tilstræbt at indrette reglerne efter de særlige forhold, der gør sig gældende ved dødsbobehandling. Endvidere foreslås grundsætningerne i konkurslovens §§ 83 og 84 gjort anvendelige i dødsboer, men således at reglerne tilpasses de nye regler om præklusion i forslagets § 83, stk. 2, nr. 1-3, især reglen i nr. 2 om præklusion af ejerrettigheder.
Endelig foreslås det ved forslagets § 86, at der indføres en regel svarende til konkurslovens § 153, stk. 3, således at der kan gøres op med beløb, der ved boets slutning ikke har kunnet udbetales til fordringshavere.
Reglerne foreslås samlet i forslagets kapitel 21, hvorved det markeres, at de - bortset fra § 85, stk. 2, - finder anvendelse i alle boer, der undergives en egentlig skiftebehandling, herunder også i privatskiftede boer. Reglerne finder derimod ikke anvendelse, hvor et bo udleveres til ægtefællen efter forslagets kapitel 13 eller til uskiftet bo, idet ægtefællen i disse tilfælde succederer fuldt ud i den afdøde ægtefælles retsstilling, således at konflikter - bortset fra en mulig præklusion af krav - skal løses efter dansk rets almindelige regler og uden anvendelse af boreguleringsregler.
En midlertidig bobestyrer må derfor før et bos berigtigelse disponere med hensyntagen til, at boet eventuelt skal udlægges til ægtefællen efter reglerne i forslagets kapitel 13 eller til uskiftet bo.
Reglerne i forslagets §§ 84-86 forudsættes derimod at finde tilsvarende anvendelse i boer, der sluttes ved boudlæg efter forslagets kapitel 12.
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 21 svarer til §§ 79-81 i betænkningens lovudkast.
Til § 84
Bestemmelsens stk. 1 svarer til gældende ret og til konkurslovens § 82.
Bestemmelsens stk. 2 og 3 indeholder forslag til nye regler om fordringshavermora i dødsboer. Bestemmelser med et indhold, der - udenfor dødsboskifte - i det væsentligste svarer til forslagets, findes i købelovens §§ 34-35 og konkurslovens § 84.
Stk. 2 regulerer situationer, hvor der foreligger et mere eller mindre akut behov for hurtig realisation eller bortskaffelse m.v. af aktiver. Reglerne kan derfor anvendes såvel før som efter boets berigtigelse.
Bestemmelsens stk. 3 omhandler de tilfældegrupper, hvor der ikke foreligger noget mere påtrængende behov for realisation eller bortskaffelse. Bestemmelsen forudsætter, at anmeldelsesfristen er udløbet, uden at ejerens ret er prækluderet. Med bestemmelsen tilsigtes at give boet mulighed for at komme af med et aktiv, før boet skal sluttes.
Bestemmelsens stk. 4 fastslår, at det ved salget indvundne provenu tilfalder ejeren. Når præklusion ikke har fundet sted, tilfalder provenuet aldrig boet. Kan udbetaling af det beløb, fordringshaveren herefter skal modtage, ikke finde sted, skal der gåes frem efter forslagets § 86.
Det følger af forslagets § 85, stk. 1, at boet er erstatningspligtigt, hvis salg eller bortskaffelse har fundet sted, uden at betingelserne i stk. 2-3 var opfyldt.
Til § 85
Bestemmelsen regulerer de situationer, hvor et dødsbo efter anmeldelsesfristens udløb råder over et aktiv, der tilhører tredjemand.
Råder boet over et aktiv, før anmeldelsesfristen er udløbet, har den tredjemand, der ejer aktivet eller har pant eller tilsvarende sikkerhed heri, krav på erstatning efter dansk rets almindelige regler, hvis dispositionen påfører ham et tab. I forhold til erhververen er den berettigede stillet efter dansk rets almindelige regler. Ekstinktion vil efter omstændighederne muligvis kunne statueres i medfør af andre regler, f.eks. »forhandlergrundsætningen«.
Bestemmelsens stk. 1 regulerer forholdet mellem tredjemand og boet, når boet efter anmeldelsesfristens udløb råder over et aktiv, som tilhører tredjemand, eller som tredjemand har pant eller anden tilsvarende sikkerhedsret i. Boet er da erstatningspligtigt for det eventuelle tab, der påføres tredjemand, medmindre tredjemands krav er bortfaldet ved præklusion, eller efter § 84, stk. 2 - 3, eller ved kreditorekstinktion m.v.
Retsstillingen afviger fra retsstillingen efter konkurslovens § 83, fordi dødsboproklamaet er præklusivt. Har tredjemand ikke anmeldt sin ret, er vedkommendes krav i almindelighed bortfaldet, jf. dog forslagets § 83, stk. 2, nr. 2, om krav, der hviler på ejendomsret, og nr. 3 om krav, der er sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde.
Såfremt et erstatningskrav vil ramme navnlig privatskiftende arvinger urimeligt hårdt, kan en nedsættelse finde sted efter erstatningsansvarslovens § 24.
Er boet behandlet ved bobestyrer, vil bobestyreren som altovervejende hovedregel være erstatningsansvarlig over for boet.
Bestemmelsens stk. 2 regulerer forholdet mellem tredjemand og erhververen.
Som det er tilfældet ved konkurslovens § 83 afskærer også denne bestemmelse tredjemand fra at gøre krav gældende i forhold til en køber, der efter anmeldelsesfristens udløb har købt genstanden af et bo, der behandles ved bobestyrer, hvis erhververen ikke var i ond tro. Bestemmelsen går dog det lille skridt videre end konkurslovens § 83, at den også beskytter den godtroende erhverver mod en ret, der faktisk var anmeldt i boet, eller som boet uden anmeldelse skulle respektere, når tingen er afhændet af bobestyreren ved en fejltagelse. En erhverver har ingen mulighed for at gøre sig bekendt med, hvilke rettigheder der er anmeldt i boet, og boet vil være fuldt erstatningspligtigt over for trediemand efter reglerne i bestemmelsens stk. 1, også således, at den berettigede i givet fald kan holde sig til bobestyreren og dennes ansvarsforsikring.
I privatskiftede boer gælder dansk rets almindelige regler om vindikation og ekstinktion.
Til § 86
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 153, stk. 3.
Bestemmelsen angår alene fordringshaveres krav, idet arvingers og legatarers retsstilling reguleres ved lov om borteblevne.
Til kapitel 22
Opsigelse af gæld og betaling af morarenter
Kapitlet indeholder forslag til nye regler om opsigelse af gæld i solvente boer. Endvidere foreslås ved § 88 indført en bestemmelse om morarente ved for sen udbetaling af arv og sumlegat og ved for sent tilsvar af boslod.
Til § 87
Efter konkurslovens § 41 kan boet erlægge en ydelse eller foretage udlodning, selv om skyldneren endnu ikke var berettiget til at frigøre sig ved erlæggelse af ydelsen. Ved den gældende skiftelovs § 44, stk. 3, er bestemmelsen i konkursloven gjort anvendelig i dødsboer med de ændringer, der følger af forholdets natur.
Ved lovforslagets § 70, stk. 1, er konkurslovens § 41 gjort anvendelig i insolvente boer. Herefter kan boet straks uden opsigelse erlægge en uopsigelig ydelse.
For at præcisere retsstillingen i solvente boer foreslås en særlig bestemmelse herom indsat ved forslagets § 87. Denne betemmelse tager således specifik sigte på skifte af solvente dødsboer, det være sig privatskiftede boer og boer, der behandles ved bobestyrer. Reglen finder ikke anvendelse, hvor et bo er udlagt til en efterlevende ægtefælle i medfør af forslagets kapitel 13 eller til uskiftet bo. Dette følger af, at der i disse situationer ikke længere foreligger et bo.
Indfrielse kan efter bestemmelsen kun finde sted efter opsigelse med sædvanligt varsel, hvor et sådant efter retsforholdets art kan angives, og ellers med rimeligt varsel, dog højst 6 måneder. Et sådant varsel giver på den ene side boet mulighed for at indfri kravet inden boets slutning, således at afsætning af et måske vanskeligt fikserbart beløb undgås. Varslet giver på den anden side fordringshaveren tid til fornødne overvejelser om geninvestering.
Indfrielse må ske med ydelsens handelsværdi i indfrielsesøjeblikket. En højtforrentet uopsigelig fordring, usikret eller forbundet med pant i boets ejendom, kan derfor indfries til den eventuelle overkurs, som svarer til markedsværdien. I tvivlstilfælde kan handelsværdien fastslås ved sagkyndig vurdering efter forslagets kapitel 26.
Bestemmelsen svarer til § 82 i betænkningens lovudkast.
Til § 88
Efter gennemførelse af renteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, svares der ikke uden særlig hjemmel morarente af familie- og arveretlige krav. Det foreslås på den baggrund, at der indføres hjemmel for tilsvar af morarente over for sumlegatarer, idet der i disse tilfælde synes at være et særligt klart behov herfor.
Efter bestemmelsens stk. 1 skal der herefter svares sædvanlig morarente, hvor en sumlegatar ikke fyldestgøres rettidigt. Har arveladeren ikke truffet bestemmelse om tidspunktet for legatets opfyldelse og eventuel bestemmelse om betaling af kreditrente og/eller morarente, følger det af forslagets § 14, at legatet i almindelighed skal opfyldes senest samtidigt med, at boets øvrige aktiver deles mellem arvingerne. Betales et sumlegat ikke til den tid, der herefter er forfaldstid, skal sumlegatet forrentes fra denne dato og til betaling sker med rentelovens til enhver tid værende morarentesats.
I forhold til den tilsvarende bestemmelse i betænkningen, der er medtaget i udkastets § 83, stk. 1, angiver bestemmelsen i lovforslaget specifikt, at den alene relaterer sig til sumlegatarer.
Hvis en genstandslegatar under tilsvarende omstændigheder skal have erstatning, må kravet herom støttes på dansk rets almindelige regler. Dette vil efter omstændighederne kunne være aktuelt, hvor et særligt tab ved forsinket modtagelse af genstanden kan dokumenteres, eller hvis legataren med rette har foretaget dækningskøb.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan der tilkendes morarente til en arving eller ægtefælle, der ikke rettidigt har modtaget arv og/eller boslod. Det er forudsat, at der i dødsboskifter må være tale om et forhold af en vis grovhed, for at morarente bør udløses navnlig således, at forpligtelsen skal være klar, og påkrav i almindelighed skal have været fremsat.
Til kapitel 23
Skifterettens kompetence
I lovforslagets § 2, stk. 1 og 2, er fastsat regler for skifterettens internationale kompetence.
Reglerne om skifterettens saglige kompetence følger dels af forslagets § 1, dels af forslagets § 89.
Skifterettens stedlige kompetence fremgår udover af lovforslaget § 2 af forslagets § 90.
Til § 89
Bestemmelsen svarer i det væsentligste til gældende ret, jf. retsplejelovens § 660 og konkurslovens § 242, men indeholder en række præciseringer og forslag til nydannelser, herunder særligt stk. 1, nr. 4 (kompetence i livsforsikringssager) og stk. 3 (overførsel af retsplejelovens regler om henvisning til landsret). Endvidere foreslås skifterettens almindelige kompetence gjort eksklusiv. Dette indebærer, at den hidtidige adgang til alternativt søgsmål i første instans ved civilretten bortfalder. Da skiftedommeren skal vige sit sæde for en sættedommer, hvis en sag indebærer en vurdering af skiftedommerens handlemåde og efter omstændighederne også af personalets handlemåde, findes det ubetænkeligt at lade erstatningskrav mod en bobestyrer eller mod skifteretten påkende af skifteretten. Den tidligere praksis, hvorefter sag om massekrav og krav, der støttes på ejendomsret m.v., kunne anlægges ved civilretten, findes heller ikke at burde opretholdes, idet disse krav efter forslaget dels i et vist omfang kan prækluderes, dels skal indgå under fordringsprøvelsen og i øvrigt kan have betydelig sammenhæng med andre krav, der bedst kan behandles af den skifteret, som har kendskab til boets forhold.
Bestemmelsens stk. 1 , 1. led, svarer til, hvad der må antages at være gældende ret, og til dels til bestemmelsen i konkurslovens § 242, stk. 1, 1. led.
Stk. 1, nr. 1-3 og 5 svarer til gældende ret og til konkurslovens § 242, idet det dog ved nr. 2 er præciseret, at også krav rettet mod en bobestyrer og mod skifteretten henhører under skifterettens kompetence. Reglerne omfatter også søgsmål mellem privatskiftende arvinger og søgsmål mod et privatskiftet bo, jf. forslagets § 26, stk. 2, og mod dettes arvinger, jf. forslaget til bestemmelsens stk. 2. Kompetencen til at påkende fordringer og krav, der foreligger mellem lodtagere i boet, er begrænset ved bestemmelsens 1. led, hvorefter tvisten skal have forbindelse med boets behandling, som tilfældet f.eks. vil være for en legatars krav efter forslagets § 28 mod privatskiftende arvinger. Bestemmelsens nr. 3 omfatter især krav efter forslagets § 104.
Ved nr. 4 foreslås skifteretten som noget nyt gjort kompetent til at behandle spørgsmål om, hvem der er berettiget til at modtage en kapital, der kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald. I forhold til betænkningens lovudkast er skifterettens kompetence imidlertid ved lovforslaget begrænset til påkendelse af tvister mellem boet på den ene side og personer eller andre, der anser sig for at være berettigede til at modtage kapitalen på den anden side, eller tvister mellem de sidstnævnte indbyrdes om retten til at modtage kapitalen. Skifteretten gives derimod ikke kompetence i sager, hvor tvisten drejer sig om, hvorvidt forsikringsselskabet har pligt til at opfylde forsikringsaftalen.
Skiftelovsudvalget fandt det ønskeligt at give skifteretten kompetence til at påkende alle tvister om retten til en livsforsikringssum m.v., herunder også sager mod selskabet. I forbindelse med høringen over betænkningen udtalte Assurandør-Societetet imidlertid, at spørgsmål om, i hvilket omfang forsikringsselskaberne skal opfylde en forsikringsaftale, efter societetets opfattelse fortsat bør henhøre under de almindelige domstole. Foranlediget heraf og af de efterfølgende drøftelser med Societetet har Justitsministeriet begrænset skifterettens kompetence i forhold til Skiftelovsudvalgets forslag.
Angår tvisten såvel spørgsmål mellem arvingerne og eventuelt boet om retten til kapitalen, som forsikringsselskabets pligt til at opfylde forsikringsaftalen, må kompetencespørgsmålet afgøres efter retsplejelovens almindelige kumulationsregler.
Efter retspraksis kan skifteretten afgøre, hvem der er begunstiget i henhold til en forsikring, der ikke indgår i boet, såfremt parterne aftaler skifterettens kompetence, jf. UfR 1974.836Ø og UfR 1976.716. I øvrigt må tvister om en sådan forsikring efter gældende ret anlægges ved civilretten.
Med udtrykket »tilsvarende ordning« sigtes bl.a. til kapitaler i pengeinstitutter m.v., som kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald.
Bestemmelsens nr. 5 svarer til konkurslovens § 242, stk. 1, sidste led og stk. 2.
Ved bestemmelsens stk. 2 åbnes der adgang til i sager mod et privatskiftet bo, i hvilke skifterettens kompetence til at påkende krav mod boet fremgår af forslagets § 26, stk. 2, og § 89, stk. 1, nr. 2, tillige at indstævne det privatskiftede bos arvinger. Efter forslagets §§ 26 og 27 er der adgang til individualforfølgning mod boets aktiver, indtil boet deles, og derefter adgang til på nærmere angiven måde at holde sig til de enkelte arvinger. Da en dom over afdøde eller over boet ikke uden en ny prøvelse vil kunne fuldbyrdes mod arvingerne, findes det ønskeligt, at arvingerne kan indstævnes for skifteretten.
Skifterettens kompetence efter forslagets § 89 ophører, når boet udlægges til en efterlevende ægtefælle efter forslagets kapitel 13 eller efter reglerne om uskiftet bo. Allerede anlagte sager kan fortsætte.
Ved stk. 3 gøres bestemmelserne i retsplejelovens §§ 226 - 227 anvendelige. De grunde, der ligger bag disse henvisningsregler, gør sig også fuldt ud gældende i dødsboskiftesager, hvor skifterettens kompetence efter forslaget normalt vil være eksklusiv.
Ved bestemmelsen tilsigtes ikke en modsætningsslutning med hensyn til anvendeligheden af andre bestemmelser i retsplejelovens kapitel 21-23, jf. forslagets § 98, der også angår disse regler i retsplejeloven. Det kan imidlertid være hensigtsmæssigt dels at afklare uvisheden om anvendeligheden af henvisningsreglerne, dels at den væsentlige bestemmelse i stk. 3 kan findes blandt de processuelle bestemmelser i dødsboskifteloven, og dermed vanskeligere vil blive overset.
Efter bestemmelsens stk. 4 skal sager om tvister, der henhører under en særlig domstol, behandles ved denne. Som særlige domstole i denne henseende betragtes alle andre retter end byretter, landsretter og Højesteret. Bestemmelsen forudsættes tillige anvendt ved forskrifter om udnyttelse af en administrativ klageadgang.
Når bortses fra det under stk. 1, nr. 4, anførte, svarer § 89 i forslaget i al væsentlighed til § 84 i Skiftelovsudvalgets lovudkast.
Til § 90
Bestemmelsen, der er identisk med § 85 i Skiftelovsudvalgets lovudkast, fastlægger den stedlige kompetence i dødsboskiftesager. Det fremgår af forslagets § 2, stk. 1-3, med bemærkninger, under hvilken retskreds et bo hører. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at parterne i medfør af retsplejelovens § 245 aftaler, at sagen skal behandles ved en anden skifteret.
Til kapitel 24
Skifterettens vejledningspligt
Bestemmelserne i kapitlet pålægger skifteretten en vejledningspligt for så vidt angår arveretlige spørgsmål, skifteretlige spørgsmål og inden for visse grænser skatte- og afgiftsmæssige spørgsmål.
Til § 91
Bestemmelsen er i det væsentligste overført fra retsplejelovens § 14, stk. 3, og fastslår, at skifteretten har en egentlig vejledningspligt over for arvinger, legatarer og andre berettigede om deres retsstilling, herunder om deres klagemuligheder. Vejledningspligten omfatter som hidtil rådgivning om korrekt udfyldelse af anmeldelser og opgørelser, der skal indgives til skifteretten.
Pligten til vejledning er ganske vidtgående i relation til arveretlige og skifteretlige spørgsmål, der opstår i forbindelse med drøftelserne om, hvorledes et bo bedst kan berigtiges. Også mere standardmæssige spørgsmål, der har relation til dødsboskatteforhold, herunder om de anmeldelser, der skal indgives til skattemyndighederne, omfattes af vejledningspligten. Da skifterettens personale imidlertid ikke er specialuddannet i vanskeligere dødsboskattemæssige spørgsmål, og da en fejlagtig rådgivning kan være erstatningspådragende for statskassen, bør spørgsmål herom henvises til privat rådgivning ved advokat eller revisor. En anden begrænsning af vejledningspligtens omfang følger af, at boets forhold kan være så komplicerede, at en korrekt vejledning ville være særlig tidskrævende eller kræve særlige undersøgelser.
Bistand til udfærdigelse af skøder, pantebreve og arveafkald m.v. falder som efter hidtidig praksis uden for området for skifterettens vejledningspligt.
Vejledningspligten består, indtil boet er sluttet. I boer, der er udleveret til forenklet privat skifte og dermed teknisk set er afsluttet ved udleveringen, består vejledningspligten i indtil 15 måneder fra dødsdagen, jf. herved § 35, stk. 2. Vejledningspligten kan som angivet ved bestemmelsen f.eks. angå privatskiftende arvingers mulighed for at indbringe en tvist for skifteretten eller eventuelle klagemuligheder. Pligten kan også angå rådgivning om genoptagelsesmuligheder.
Bestemmelsen svarer til § 86 i betænkningens lovudkast.
Til kapitel 25
Oplysningspligt over for skifteretten
Bestemmelsen i forslagets § 92, stk. 1, er ny i forhold til gældende ret og har ikke noget klart sidestykke i konkursloven. Bestemmelsen i stk. 2 er en udbygning af de gældende regler i retsplejelovens § 660, stk. 2, og konkurslovens § 240.
Bestemmelsen i lovforslaget er identisk med § 87 i Skiftelovsudvalgets lovudkast.
Til § 92
I og med at behandlingen af offentlige boer lægges ud til selvstændig behandling ved bobestyrere, opstår der behov for regler, der giver skifteretten fuld adgang til indsigt i boets forhold og til at kunne få boets dokumenter udleveret. En bobestyrer har derfor altid ubetinget pligt til at efterkomme skifterettens ønsker om indsigt. Afsættes en bobestyrer, kan skifteretten lade boets dokumenter afhente ved en umiddelbar fogedforretning i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom. Bobestyreren har i så fald ikke tilbageholdsret for eventuelt uafregnet salær. Beføjelsen efter stk. 1 kan imidlertid også anvendes over for privatskiftende arvinger, f.eks. i forbindelse med revision af en mangelfuld boopgørelse.
Bestemmelsens stk. 2 svarer for så vidt angår mødepligt og pligt til at afgive forklaring til gældende ret. Selv om en arving, legatar eller kreditor kan have stilling som part, kan vidnereglerne anvendes, såfremt forklaringen kan have betydning for tredjemand, herunder det offentlige. Pligten til at fremlægge dokumenter går videre end efter bestemmelsen i stk. 1, ved tillige at omfatte andre dokumenter end boets. Efter bestemmelsen kan editionspålæg meddeles af skifteretten uden nogen anmodning fra parter eller andre.
Til kapitel 26
Sagkyndig vurdering
De gældende regler om sagkyndig vurdering i dødsboer er opsplittet i tre love. Således angår skiftelovens § 48, der i praksis er udvidet betydeligt ad fortolkningens vej, vurderinger, som har betydning for arvingers og legatarers indbyrdes retsforhold. Også den gældende skiftelovs §§ 15 og 16 indeholder bestemmelser vedrørende vurdering og udmeldelse af vurderingsmænd. Kildeskattelovens § 16 indeholder bestemmelser vedrørende den værdiansættelse, som arvingerne skal angive i boopgørelsen, og som kontrolleres og godkendes af den kommunale skattemyndighed. Endelig indeholder lov om afgift af dødsboer og gaver i § 12, der i øvrigt henviser til kildeskattelovens § 16, en bestemmelse om, at værdiansættelserne i dødsboets opgørelse skal svare til aktivernes handelsværdi. Den kommunale skattemyndighed kan imidlertid selv ændre vurderinger. Såvel boet som den kommunale skattemyndighed har endvidere mulighed for at få foretaget en egentlig sagkyndig vurdering.
Disse forskellige systemer af vurderingsregler kan medføre, at der i boet kommer til at foreligge forskellige værdiansættelser af det samme aktiv. For at undgå at sådanne situationer opstår, sker udmeldelser i praksis ofte efter såvel skiftelovens § 48 som kildeskattelovens § 16 og boafgiftslovens § 12.
Ved lovforslaget tilsigtes det at opbygge et nyt fælles vurderingssystem til sikring af, at et aktiv ansættes til den samme værdi i de forskellige relationer, idet de grundlæggende regler for et sådant vurderingssystem foreslås medtaget ved lovforslagets kapitel 26. Det er herved forudsat, at de skattemæssige vurderingsregler udformes i forlængelse af og i samspil med grundreglerne i forslagets kapitel 26.
Om gældende ret og baggrunden for forslagets regler om sagkyndig vurdering i øvrigt henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 11.
Efter forslaget skal værdiansættelserne ved en sagkyndig vurdering, som det er tilfældet efter de skatteretlige vurderingsregler, give udtryk for handelsværdien ved salg til tredjemand.
Forslaget indeholder ikke udtrykkelige definitioner af, hvad der skal forstås ved en sagkyndig vurdering. I overensstemmelse med den praksis, som gælder i forbindelse med udmeldelse af retligt syn og skøn, er det lagt til grund, at der foreligger en sagkyndig vurdering, når vurderingen er foretaget af en person, der i kraft af sin uddannelse, beskæftigelse eller på anden lignende måde har erhvervet sig en særlig indsigt, der gør den pågældende tilstrækkeligt kvalificeret til at foretage værdiansættelsen. Som udgangspunkt vil der derfor være tale om en sagkyndig vurdering, hvis vurderingen er foretaget af en person, der er foreslået af en brancheorganisation eller af en tilsvarende sammenslutning. Hvorvidt en vurdering skal anses som sagkyndig er i sidste instans et spørgsmål, der henhører under domstolene.
Der henvises i øvrigt til betænkningens s. 301 ff.
Til § 93
Kan der ikke under behandlingen af et bo opnås enighed om, hvorvidt en sagkyndig vurdering skal finde sted, eller hvem der skal virke som vurderingsmænd, kan spørgsmålet forelægges skifteretten, der herefter træffer afgørelse derom, jf. stk. 1 . Anmodningen kan fremsættes af enhver, der har retlig interesse i aktivets værdiansættelse og kan fremsættes såvel i forbindelse med boets berigtigelse som under selve bobehandlingen. Behandles boet ved bobestyrer, vil beslutningen om, hvorvidt sagkyndig vurdering skal foretages, efter omstændighederne skulle træffes efter reglerne i forslagets § 53.
Skifteretten kan afvise en anmodning om sagkyndig vurdering, såfremt den er åbenbart overflødig, f.eks. en anmodning om vurdering af børsnoterede værdipapirer, hvis kursværdi skal fastsættes på grundlag af officielle kursnoteringer.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal skifteretten alene udmelde vurderingsmænd, såfremt der fremsættes anmodning derom. Har skifteretten således efter stk. 1 truffet afgørelse om, at sagkyndig vurdering skal gennemføres, skal skifteretten, bortset fra en mulig vejledning, ikke foretage videre, såfremt der i boet er enighed om, hvem der skal foretage vurderingen.
Bestemmelsen svarer til § 88 i Skiftelovsudvalgets lovudkast.
Til § 94
Bestemmelsen skaber den fornødne hjemmel til, at skifteretten efter anmodning kan beslutte, at omvurdering skal finde sted, når en allerede foretagen vurderingsforretning anfægtes med rette. Lovteksten angiver, hvad der kan betragtes som relevante anfægtelsesgrunde.
Efter bestemmelsens nr. 1 , der svarer til gældende skifteretspraksis, skal der foretages omvurdering, hvis det godtgøres, at der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket vurderingsresultatet. Bestemmelsen sigter mod alle andre fejl end selve den skønsmæssige ansættelse af værdien, der er reguleret ved bestemmelsens nr. 3.
Omvurdering skal efter bestemmelsens nr. 2 endvidere finde sted, såfremt vurderingen ikke i øvrigt er foretaget på betryggende måde. Der sigtes dermed først og fremmest til tilfælde, hvor det antageliggøres, at vurderingsmanden har været inhabil, eller ikke har besiddet den fornødne sagkundskab.
Endelig skal omvurdering efter bestemmelsens nr. 3 finde sted, såfremt det pågældende aktivs eller passivs handelsværdi må antages at afvige væsentligt fra vurderingsresultatet. Der sigtes hermed for det første til tilfælde, hvor aktivets værdi må antages at have ændret sig væsentligt, siden en tidligere sagkyndig vurdering fandt sted. Bestemmelsen tænkes derfor navnlig anvendt i tilfælde, hvor der ved bobehandlingens begyndelse eller før dette tidspunkt har fundet en sagkyndig vurdering sted af et aktiv eller passiv, f.eks. af aktier eller fast ejendom, som siden må antages at være steget eller faldet væsentligt i værdi.
Herudover omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor det ikke kan antages, at aktivets værdi har ændret sig siden vurderingen, men hvor det skønsmæssige element i værdiansættelsen må være forkert. I betænkningen anføres, at en væsentlig afvigelse altid vil foreligge, når differencen må forventes at være 25 pct. eller mere. Skatteministeriet har i et høringssvar til Justitsministeriet påpeget, at i tilfælde, hvor et aktiv er af stor værdi, bør også en mindre procentandel kunne udgøre en væsentlig afvigelse. Justitsministeriet kan tiltræde dette synspunkt og finder generelt, at også afvigelser på under 25 pct. vil kunne betragtes som en væsentlig afvigelse. Navnlig ved aktiver, der repræsenterer en stor værdi i boet, vil selv langt mindre afvigelser kunne betegnes som væsentlige.
I tilfælde, hvor f.eks. skattemyndighederne ikke har været tilsagt til udmeldelse af vurderingsmænd og/eller vurderingsforretningen, kan der i særlig grad være anledning for skifteretten til at vurdere, om en kritik af vurderingsresultatet i videre omfang bør føre til, at der træffes bestemmelse om omvurdering.
Det er ved medtagelsen af disse regler forudsat, at reglerne i skattelovgivningen tilpasses, således at skattemyndighederne ikke kan tilsidesætte sagkyndige vurderinger, jf. herved de almindelige bemærkninger, afsnit 11.
Justitsministeriet har overvejet, om der bør gives skifteretterne en adgang til ex officio at træffe bestemmelse om vurdering og omvurdering. Når imidlertid henses til, at et af hovedelementerne i lovforslaget er at tilstræbe, at skifteretternes opgave i relation til dødsbobehandling i videst muligt omfang begrænses til stillingtagen til juridiske tvister, at boet vil blive påført omkostninger ved vurderingsforretningen, og at en adgang for skifteretten til ex officio at kræve vurdering/omvurdering hovedsagelig ville sikre varetagelsen af fiskale hensyn, som i forvejen sikres ved regler, der fastsættes i skatte- og afgiftslovgivningen, hvorefter rigtigheden af værdiansættelse skal påses af skattemyndighederne, findes der ikke at være grundlag for at give skifteretterne adgang til at kunne forlange omvurdering, uden at der foreligger en anmodning herom.
Bestemmelsen svarer til § 89 i lovudkastet i betænkningen.
Til § 95
Skifteretten skal efter forslagets § 93, stk. 2, alene forestå udmeldelsen af vurderingsmænd. Selve bestillingen af vurderingsmænd må derimod foretages af arvingerne eller af bobestyreren, der derefter vil hæfte for vurderingsomkostningerne.
I overensstemmelse med den praksis, som gælder for udmeldelse af syn og skøn i civile sager, bør skifteretten kunne betinge udmeldelsen af, at der stilles sikkerhed for vurderingsomkostningerne. Bestemmelsen i stk. 1 tænkes således navnlig anvendt i tilfælde, hvor rekvirenten er en eller flere privatpersoner. Er rekvirenten bobestyrer eller advokat, vil den pågældendes indeståelse for omkostningerne i almindelighed være tilstrækkelig. Reglen påses ex officio.
Efter bestemmelsens stk. 2 fastsættes vurderingsmandens vederlag om fornødent af skifteretten. Det er således kun i tilfælde, hvor der mellem rekvirenten og vurderingsmanden er uenighed om vederlaget, at skifteretten skal træffe afgørelse. Såvel rekvirenten som vurderingsmanden, men efter omstændighederne også arvinger eller legatarer, hvis lod ville kunne blive påvirket af størrelsen af vederlaget, vil kunne indbringe spørgsmålet for skifteretten.
Efter bestemmelsens stk. 3 afholdes udgifter til sagkyndige vurderinger som udgangspunkt af boet som boudgift, idet vurderinger normalt vil være et nødvendigt led i en korrekt bobehandling. Skifteretten findes dog undtagelsesvis at burde kunne bestemme, at andre, f.eks. en eller flere af arvingerne, eller det offentlige, helt eller delvis skal afholde vurderingsudgiften. Sådan bestemmelse vil komme på tale, hvor en eller flere arvinger har afgivet bevidst urigtige oplysninger, der har ført til et forkert vurderingsresultat, eller hvor skattemyndigheden har forlangt en vurdering eller omvurdering, hvis resultatet ikke afviger væsentligt fra den oprindelige værdiansættelse.
Bestemmelsen svarer til § 90 i lovudkastet i betænkningen.
Til kapitel 27
Klage over bobestyrere
Som et væsentligt element i lovforslaget indgår, at behandlingen af de hidtidige offentlige skifteretsboer lægges ud til selvstændige bobestyrere, og at de hidtidige regler om behandling af eksekutorboer indordnes under det nye bobestyrerbehandlingssystem.
Forslaget herom nødvendiggør regler, der sikrer en kontrol med bobestyrerens behandling af dødsboer.
Ved valg af kontrolsystem er det tilstræbt at skabe et så handlekraftigt system som muligt, der samtidigt fremstår smidigt og ubureaukratisk.
En lang række af bestemmelserne i lovforslaget sikrer arvinger, legatarer og kreditorer en løbende information fra bobestyreren om alle væsentlige forhold ved bobehandlingen, jf. herved forslagets § 15 (skifteværger), § 45 (skriftlig meddelelse om væsentlige beslutninger i boet), § 47 (meddelelse om arveret), § 52, stk. 2, (tilsendelse m.v. af åbningsstatus), § 53 (forelæggelse af væsentlige spørgsmål; klageadgang), § 54 (løbende orientering om forløb og afslutning), § 55 (indkaldelse til bomøder), § 56 (forelæggelse af fordringer til prøvelse), § 68 (forelæggelse af boopgørelse til godkendelse), og § 70 (de fleste af disse regler tilsvarende anvendelige i insolvente boer).
Ved fremover at give arvinger, legatarer og kreditorer en sådan bredere information om bobehandlingen, er det enklest og naturligst at lade disse tage initiativet, hvis de finder, at de ikke får den krævede information, eller hvis de finder, at bobestyreren ikke behandler boet på en tilfredsstillende måde, og at det som følge heraf er påkrævet at klage over bobestyreren til skifteretten. Ved at bygge kontrolsystemet op om disse løbende underretninger, findes der at være tilvejebragt et effektivt og handlekraftigt system.
Skifteretten har mulighed for at gribe ind over for en bobestyrer, der ikke behandler et bo forsvarligt, ved at forlange oplysninger m.v. efter forslagets § 92, ved at meddele pålæg og løbende indberetningspligt efter forslagets § 54, stk. 2, ved at fastsætte frist for bobehandlingens afslutning efter forslagets § 66, stk. 4, ved at fastsætte frist for berigtigelse af fejl og mangler ved boopgørelsen efter forslagets § 79, stk. 4, og ved at afsætte bobestyreren efter forslagets § 41.
Til § 96
Bestemmelsens stk. 1 foreskriver, at klager over bobestyrere skal indgives skriftligt, idet en mundtlig klage almindeligvis ikke vil give et tilstrækkeligt fast grundlag for en klagebehandling. Modtager skifteretten en mundtlig henvendelse, følger det imidlertid af forslagets § 91, at skifteretten skal vejlede om klageadgangen og om nødvendigt bistå den pågældende med at udfærdige en skriftlig klage.
Ved bestemmelsens stk. 2 er fastsat en frist for klager over afgørelser, der træffes af bobestyreren. Klagefristen er fastsat til 2 uger fra det tidspunkt, hvor klageren fik kendskab til afgørelsen, og fristen svarer dermed til kærefristen. Ligesom i retsplejelovens § 394 findes der dog at burde gives skifteretten adgang til undtagelsesvist at behandle en klage, der er modtaget efter fristens udløb.
Det er ikke fundet nødvendigt at fastsætte en frist for klager over andet end afgørelser.
Reglerne om opsættende virkning i bestemmelsens stk. 3 , svarer til, hvad der gælder efter retsplejelovens § 395 i kæresager.
Bestemmelsen svarer til § 91 i betænkningens lovudkast.
Til § 97
Snarest muligt efter at have modtaget en klage over en bobestyrer eller en afgørelse truffet af denne, skal skifteretten forelægge klagen for bobestyreren. Forelæggelse efter bestemmelsens stk. 1 bør ske skriftligt. Hvor forholdene gør dette ønskeligt kan skifteretten fastsætte en kortere svarfrist for bobestyreren end 14 dage.
Ved bestemmelsens stk. 2 gives skifteretten mulighed for at afkræve bobestyreren yderligere oplysninger inden for en nærmere fastsat frist, der kan forlænges efter bestemmelsens stk. 3.
Tilsvarende er der ved bestemmelsens stk. 4 givet mulighed for indhentelse af yderligere oplysninger. Dette være sig fra såvel bobestyreren som klageren.
Endvidere anviser bestemmelsen muligheden for, at der på dette tidspunkt i sagsbehandlingstiden i skifterettens regi afholdes et retsmøde, hvor klagen kan drøftes og eventuelt afgøres.
Ved en række af bestemmelserne i forslagets § 97 er forudsat en skriftlig ekspedition, men skifteretten kan naturligvis på et hvilket som helst tidspunkt lade sagen behandle i et retsmøde, hvorved reglerne om mødepligt og oplysningspligt efter forslagets § 92 kan komme på tale. Hvor forholdene gør det forsvarligt, kan skifteretten efter bestemmelsens stk. 4, sidste pkt., ved udeblivelse eller ikke rettidig besvarelse vælge at afgøre klagesagen på det foreliggende grundlag.
Skifterettens træffer efter bestemmelsens stk. 5 afgørelse i klagesagen. Skifteretten kan meddele bobestyreren pålæg om inden for en eventuel fastsat frist at foretage, hvad der findes fornødent, og kan i øvrigt gå frem efter forslagets §§ 54, stk. 2, 66, stk. 4, og 41.
Er bobestyreren advokat, og finder skifteretten bobestyrerens forhold så graverende, at anvendelse af sanktionerne i retsplejelovens § 147 c bør komme på tale, kan sagen indsendes til Advokatnævnet.
Har bobestyrerens forhold været graverende, indberetter skifteretten sagen til Justitsministeriet.
Henvisningerne til §§ 89, stk. 1, nr. 1 - 5, og 106, stk. 1, er ensbetydende med, at skifteretten ikke under klagesagen kan prøve spørgsmål, som henhører under retternes afgørelse ved dom, f.eks. spørgsmål om en arvings arveberettigelse eller om en inddrivelse af boets mulige fordringer mod tredjemand. I sådanne tilfælde skal skifteretten ved behandling af klagesagen henvise den eller de pågældende til eventuelt at anlægge retssag. Det tilsvarende gælder, hvor en klage over en boopgørelse i medfør af forslagets § 68, stk. 2, undtagelsesvist forudsætter stillingtagen til et spørgsmål, f.eks. om arveberettigelse, der henhører under prøvelse ved dom, hvorimod andre spørgsmål, herunder om salærberegningen i et bobestyrerbo, afgøres ved beslutning eller kendelse. Afgørelser efter forslagets § 97, stk. 5, træffes således altid ved beslutning eller kendelse, og retsmidlet er i medfør af forslagets § 105, stk. 1, altid kære.
Til kapitel 28
Skifterettens behandling af tvister
De processuelle regler om skifterettens behandling af tvister m.v. og om appel af skifterettens afgørelser i dødsboer findes i retsplejeloven, hvis kapitel 58 angår skifte af dødsbo og fællesbo og de øvrige af skifteloven omfattede boer.
Som anført under afsnit 11 i de almindelige bemærkninger findes det processuelle regelsæt for dødsbobehandling at burde fremgå af selve den lov, der i øvrigt regulerer dødsboer. Reglerne i retsplejelovens kapitel 58 foreslås derfor ikke længere at skulle gælde for så vidt angår behandling af dødsboer, idet de nødvendige processuelle regler, herunder bestemmelserne i forslagets kapitel 27 om behandling af tvister, medtages i nærværende lovforslag.
De processuelle regler i lovforslagets kapitel 28 svarer til §§ 93-97 i betænkningens lovudkast.
Til § 98
Bestemmelsen er ny, men svarer til konkurslovens § 243. Henvisningen angår retsplejelovens kapitler 1 - 5, 13 - 19 og 20 - 35.
Til § 99
Bestemmelsens stk. 1 er ny. Ved bestemmelsen præciseres, at boet altid er part, og dermed har procedureret og appelbeføjelse, såfremt dets interesser berøres af sagen. Partsbeføjelser tilkommer ligeledes enhver arving samt legatarer og kreditorer, hvis interesser berøres af sagen, jf. de tilsvarende regler om sager ved civilretten i forslagets § 109.
Bestemmelsen i stk. 2 er ligeledes ny. For at lette søgsmålsadgangen mod et bo under privat skifte og mod privat skiftende arvinger foreslås det, at forkyndelse skal kunne ske over for den person, som efter forslagets § 25, stk. 6, kan modtage henvendelser vedrørende boet.
Til § 100
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 245 og i alt væsentligt til gældende skifteretspraksis.
Allerede efter forslagets § 98 er der mulighed for i domssager at bringe den mere skønsbetonede adgang til advokatbeskikkelse i retsplejelovens § 259, stk. 3, i anvendelse.
Med nærværende bestemmelse gives mulighed for en yderligere - om end baseret på mere fastlåste kriterier - mulighed for at beskikke en advokat for en part.
Til § 101
Bestemmelsens stk. 1 svarer til gældende ret, jf. retsplejelovens § 660, stk. 1, og til konkurslovens § 246. Reglen omfatter ikke spørgsmål om boafgifter, jf. forslagets § 80, stk. 4, og heller ikke afgørelser om bobestyrerens salær, jf. forslagets § 97, stk. 5.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan boets modkrav, der henhører under de almindelige domstole, efter skifterettens bestemmelse påkendes ved skifteretten. Bestemmelsen gør i øvrigt reglerne i retsplejelovens § 249, stk. 2 og 3, anvendelige.
Til § 102
Bestemmelsens stk. 1 svarer med præciseringer til gældende ret, jf. retsplejelovens § 660, stk. 1, og til konkurslovens § 247, stk. 1, idet dog kendelsesformen altid skal anvendes ved afgørelser efter forslagets § 2, stk. 3, § 5, § 41 og § 97, stk. 5, 2. pkt.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til konkurslovens § 247, stk. 2.
Bestemmelsens stk. 3 svarer til konkurslovens § 247, stk. 3.
Til Kapitel 29
Retsmidler mod trufne afgørelser
Forslagets kapitel 29 omhandler retsmidler mod trufne afgørelser og vedrører således berigtigelse, omgørelse, genoptagelse, anke og kære.
Den gældende skiftelov har i § 10, stk. 3, regler om genoptagelse af begravelsesudlæg og i § 72 regler om senere tilkomne arvingers adgang til at forlange offentligt skifte. Herudover findes der ikke lovregler om omgørelse og genoptagelse af dødsboskiftesager. Gennem retspraksis er imidlertid udviklet forskellige fastere retningslinier for, hvornår afsluttede bobehandlinger kan genoptages, ligesom det i skifteretspraksis i temmelig vidt omfang er antaget, at omgørelse kan finde sted i forskellige grupper af tilfælde, hvor behovet for en ny afgørelse er påkrævet.
Ved henvisningen til retsplejelovens regler om borgerlige sager i forslagets § 98 er reglerne om berigtigelse, omgørelse og genoptagelse i retsplejelovens §§ 221, 222 og kapitel 35 gjort umiddelbart anvendelige i dødsboskiftesager. Endvidere medfører forslagets §§ 98 og 105, stk. 1, at tillige reglerne i retsplejelovens kapitel 38 om ekstraordinær genoptagelse finder direkte anvendelse i dødsboskiftesager.
Den praksis, der i øvrigt har udviklet sig på skifteretsområdet er søgt kodificeret ved bestemmelserne i forslagets § 103, der dog samtidig tager højde for lovforslagets øvrige regler.
Forslagets § 104 er en nyskabelse og fremstår som et af hovedelementerne ved opbygningen af det nye skiftelovsforslag. Bestemmelsen indeholder den meget vigtige regel om tilbageførsel af en modtaget berigelse m.v., som er et væsentligt element ved anvendelse af forslagets bestemmelser i § 20, 2. pkt. (genoptagelse af boudlæg), § 23 (genoptagelse af udlæg til en efterlevende ægtefælle), forslaget vedrørende arvelovens § 16, stk. 2 (genoptagelse af uskiftet bo), forslagets §§ 29 og 30 (genoptagelse eller omgørelse af privat skifte og § 69 (overgang fra bobestyrerbehandling af solvent bo til insolvensbehandling).
Bestemmelserne i lovforslaget svarer til §§ 98-100 i betænkningens lovudkast.
Til § 103
En udtømmende angivelse af de situationer, hvor omgørelse og genoptagelse skal kunne finde sted, er ikke mulig. Bestemmelsen er på den baggrund opbygget efter en tilsvarende skabelon som retsplejelovens § 504, således at der angives en række typetilfælde, som i retspraksis har ført til omgørelse eller genoptagelse. I øvrigt overlades det til den fremtidige retsanvendelse at fastlægge i enkelttilfælde, hvornår omgørelse og genoptagelse mere præcist skal tillades efter de nye systemer i forslaget.
Omgørelse retter sig alene mod de af skifterettens beslutninger og kendelser, herunder også de inappelable, som er judicielle, men derimod ikke mod skifterettens domme. Omgørelse vil efter omstændighederne kunne ske ex officio.
Påkæres en afgørelse, har skifteretten mulighed for at omgøre afgørelsen i stedet for at indsende kæreskriftet til landsretten. Omgørelsesadgangen har således også en procesbesparende funktion.
Genoptagelse forudsætter en anmodning fra nogen, der har retlig interesse i, at boet optages til fornyet behandling. For at genoptagelse kan komme på tale kræves, at skiftebehandlingen er afsluttet. Dette ligger i udtrykket »genoptagelse«. Adgangen til genoptagelse gælder også afsluttede boer, hvor ingen afgørelse fra skifterettens side foreligger.
Ved kravet om, at omgørelse og genoptagelse kun kan finde sted, når det findes påkrævet, er anvendt en kriterium svarende til retsplejelovens.
Efter bestemmelsens nr. 1 kan omgørelse eller genoptagelse finde sted, når der er fremkommet yderligere aktiver eller passiver.
Efter bestemmelsens nr. 2 kan omgørelse eller genoptagelse finde sted, når arven er fordelt forkert, eller når udlodningen er foretaget forkert.
Domstolene har ved adskillige lejligheder påkendt spørgsmål om omgørelse eller genoptagelse i sager vedrørende de typetilfælde, der omfattes af bestemmelsens nr 1 og 2. Der henvises herved til betænkningens side 312 - 313.
Efter bestemmelsens nr. 3 kan genoptagelse eller omgørelse ske, når der er begået væsentlige fejl i forbindelse med boets behandling. Bestemmelsen har særlig betydning for omgørelse, idet genoptagelse normalt vil blive afvist, når fejlen ikke har givet sig udslag i, at arven er fordelt forkert, eller udlodningen er foretaget forkert.
Også beslutninger truffet af personale med bemyndigelse efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2, til at udføre skifteforretninger er judicielle og underkastet reglerne om retsmidler i forslagets kapitel 29.
Bestemmelsen i nr. 4 er ny og har nær sammenhæng med forslagets § 80, hvorefter skifterettens afgørelse om bo- og tillægsboafgift gøres judiciel. Når klagefristen i § 80, stk. 3, er udløbet, uden at klage er indgivet, eller når skifteretten har truffet endelig afgørelse i en klagesag, og skifterettens endelige afgørelse ikke er påkæret, er afgiftsberegningen endelig, og eventuel inddrivelse kan finde sted.
Kan arvinger eller legatarer imidlertid dokumentere, at de har betalt for meget i boafgifter, findes de at burde have adgang til tilbagebetaling.
Hvor en endelig afgørelse om afgiftsberegningen er truffet af en højere ret, kan skifteretten ikke tilsidesætte afgørelsen, medmindre der foreligger nye oplysninger.
Skifterettens afgørelse om omgørelse af boafgift er judiciel og kan kæres til højere ret.
Ved bestemmelsens nr. 5 gøres det muligt at omgøre en tidligere truffet afgørelse eller at genoptage et bo, når der er behov for at udlevere boet til anden behandlingsmåde.
Efter bestemmelsens nr. 6 kan genoptagelse eller omgørelse endelig ske, når der i øvrigt foreligger nye oplysninger af væsentlig betydning for boets behandling eller for trediemands retsstilling. Om eksempler fra retspraksis henvises til betænkningens side 313.
Bestemmelsen i stk. 2 forudsættes særlig anvendt i tilfælde, hvor skifteretten finder, at den, der begærer omgørelse eller genoptagelse, har udvist et forhold, som gør det rimeligt at lade vedkommende bære de omkostninger helt eller delvist, som omgørelsen eller genoptagelsen forårsager.
Til § 104
Som anført i de indledende bemærkninger til dette kapitel fremstår forslagets § 104 som en væsentlig og nødvendig forudsætning for flere af forslagets øvrige bestemmelser.
En betingelse for hæftelsesfritagelse efter forslagets §§ 23 og 29 og efter arvelovsforslagets § 16, stk. 2, er således, at arvingen eller ægtefællen opfylder sine forpligtelser efter forslagets § 104.
Udover at have betydning i sådanne boer, hvor en frigørelsesadgang kan blive aktuel, finder bestemmelsens regler om tilbageførsel af en opnået berigelse imidlertid også anvendelse i alle de situationer, hvor der træffes bestemmelse om omgørelse eller genoptagelse, eller hvor der træffes afgørelse om insolvensbehandling efter forslagets § 69, stk. 1, og dette medfører, at en udlodning eller en betaling m.v. må gå tilbage, for at boets aktivmasse kan blive fordelt korrekt.
Forslagets regler om tilsvar af berigelse, erstatningspligt og tilbagelevering m.v., svarer i al væsentlighed til konkurslovens regler i kapitel 8.
Krav om tilbageførsel vil i de fleste tilfælde fremkomme inden for et par år efter at udlodningen eller betalingen har fundet sted. I enkeltstående tilfælde vil der dog kunne blive tale om, at kravet rejses senere. Ved uskiftet bo stilles således ikke noget krav om proklama før udleveringen. Her kan et ukendt og betydeligt krav derfor dukke op når som helst.
Endvidere vil krav fra eventuelle forbigåede arvinger kunne blive aktuelle indtil adskillige år efter dødsboets afslutning. I givet fald er det reglerne i forslagets § 104, der regulerer tilbagebetalingspligten, jf. herved forslaget til ændring af borteblevnelovens § 25, stk. 2, i det samtidigt hermed fremsatte forslag til ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love.
Som udgangspunkt har modtageren af boets midler alene pligt til at fralægge sig den berigelse, vedkommende har opnået, men ikke pligt til at erstatte boet dets tab. Var modtageren imidlertid i ond tro, som tilfældet meget vel kan være, hvor privatskiftende arvinger deler boets aktiver mellem sig uden at dække boets gældsforpligtelser, bør der derimod være pligt til at erstatte boet dets tab.
Det følger af forslagets § 89, stk. 1, nr. 3, at sager efter bestemmelsen hører under skifterettens kompetence.
Bestemmelsens stk. 1 svarer til konkurslovens § 75 om omstødelse over for godtroende begunstigede, idet pligten til at tilsvare oppebåret udbytte dog efter forslaget indtræder fra det tidspunkt, hvor kravet udenretligt rejses mod modtageren.
Bestemmelsens stk. 2 svarer til konkurslovens § 76 om omstødelse over for ondtroende begunstigede.
Bestemmelsens stk. 3 svarer til den kvalitative regel i konkurslovens § 77. Boet bør forlange tilbagelevering, hvor dette er muligt, såfremt ægtefællens eller arvingernes eller legatarernes ret til overtagelse efter vurdering begrunder dette.
Bestemmelsens stk. 4 svarer til lempelsesreglen i konkurslovens § 78. Er længere tid forløbet siden modtagelsen, taler dette i videre omfang for at lempe kravet over for en godtroende modtager.
Bestemmelsens stk. 5 svarer til konkurslovens § 79 om retsstillingen over for trediemand.
Bestemmelsens stk. 6 svarer til konkurslovens § 80, stk. 1, om krav mod trediemand, der har fået frigivet pant eller kaution. Dog indeholder bestemmelsen den udvidelse i forhold til konkursloven, at en frigivelse for hæftelse, som skyldes, at boets betaling frigør en på lige fod solidarisk hæftende medskyldner, er medtaget.
Til § 105
Bestemmelsens stk. 1 erstatter de gældende regler i retsplejelovens §§ 661, 662 og 664 - 665 og svarer til konkurslovens § 255. Forslaget indebærer, at retsplejelovens almindelige appelsystem, herunder reglerne om appelbegrænsninger, gøres tilsvarende anvendelige i dødsboskiftesager.
Virkningerne af et kæremål afhænger af den almindelige regel i retsplejelovens § 395, hvorefter kære som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Såvel den ret, hvis afgørelse kæres, som den ret, hvortil der kæres, har imidlertid mulighed for at tillægge kæremålet opsættende virkning.
Bestemmelsens stk. 2 fastsætter området for skifterettens inappellable afgørelser og svarer for så vidt til retsplejelovens § 663 og til konkurslovens § 249.
Til kapitel 30
Retssager ved de almindelige domstole
Kapitlet svarer til konkurslovens kapitel 17 og vedrører retssager, som behandles ved de almindelige domstole. I modsætning hertil står reglerne i forslagets kapitel 28, der omhandler de tvister, som behandles af skifteretten selv.
Reglerne svarer i hovedtræk til, hvad der efter retspraksis må antages at være gældende ret, men indeholder en række præciseringer.
Til § 106
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til konkurslovens § 135 og angiver sammenholdt med forslagets § 89 den almindelige kompetencefordeling mellem skifteretterne og de almindelige domstole.
Medmindre der er tale om en tvist, der efter forslagets § 89, stk. 1, nr. 1-5, henhører under skifterettens kompetence, eller der mellem parterne er vedtaget behandling ved skifteretten, eller sagen hører under en særlig domstol, må boets søgsmål anlægges ved de almindelige domstole.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan modkrav, der hører under skifterettens kompetence, efter rettens bestemmelse påkendes under sagen. Med henvisning til retsplejelovens § 249, stk. 3, kan retten henvise modkravet til afgørelse ved skifteretten eller henvise sagen i sin helhed til afgørelse ved denne.
Til § 107
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 136 og til gældende ret. Boets erklæring om at indtræde i sagen efter stk. 1 er nødvendig, for at boet kan blive bundet af dommen.
Til § 108
Bestemmelsen svarer til gældende ret. Afgørende for, om modkravet kan påkendes, er, om dette er forkyndt for afdøde inden dødsfaldet, hvormed må sidestilles, at modkravet er fremsat i et retsmøde, hvor afdøde var repræsenteret. Finder retten det hensigtsmæssigt, kan henvisningsadgangen i retsplejelovens § 249, stk. 3, 2. og 3. pkt. benyttes, jf. herved lovforslagets § 106, stk. 2, 2. pkt.
Til § 109
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til gældende ret og til konkurslovens § 137.
Reglerne er anvendelige såvel i boer, der behandles ved bobestyrer, som i boer, der skiftes privat.
Undlader en lodtager uden ugrundet ophold at fremsætte en anmodning om frist over for skifteretten, fortaber lodtageren sin ret til at anlægge sag eller indtræde i en verserende retssag.
Til § 110
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 141, stk. 1 og 2, og til gældende ret.
Til § 111
Bestemmelsen er ny i forhold til gældende ret, men svarer til dels til konkurslovens § 141, stk. 4. Henvisningsadgangen er fakultativ.
Boets modpart bør have lejlighed til at udtale sig. En begæring om henvisning af en sag, hvori boet er indtrådt i medfør af forslagets § 110, bør i almindelighed imødekommes, medmindre domsforhandling eller forberedende bevisførelse er berammet og nært forestående, eller syn og skøn er udmeldt, eller andre tilsvarende foranstaltninger er iværksat.
Henvisning kan også ske fra landsret, medmindre sagen er omfattet af retsplejelovens § 227, stk. 1, og en part ønsker sagen fortsat ved landsretten, eller sagen behandles ved landsretten som ankeinstans, jf. retsplejelovens § 368.
Til kapitel 31
Forskellige bestemmelser
Kapitlet indeholder en bestemmelse om bemyndigelse til justitsministeren, samt forskellige bestemmelser om skifteretsattester, offentlighed og inhabilitet.
Til § 112
Ved bestemmelsen bemyndiges justitsministeren til at fastsætte de nærmere regler om de erklæringer, som arvingerne eller ægtefællen skal afgive for at få et bo udleveret. I medfør af denne regel vil således bl.a. skulle fastsættes regler om de solvenserklæringer, der skal afgives for at få et bo udleveret til privat skifte, jf. nærmere herom bemærkningerne til § 25, stk. 1, nr. 3.
Til § 113
Efter bestemmelsen skal skifteretten på anmodning udstede en skifteretsattest til boets arvinger, ægtefællen eller til den, der i øvrigt måtte få boet udlagt. Forslaget til ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven m.v., indeholder tillige et forslag til ændring af bl.a. retsafgiftsloven, således at der ikke afkræves afgift for den første attest i dødsboer. Der henvises herved til forslaget til ny § 49, stk. 2, nr. 9, i retsafgiftsloven.
For så vidt angår skifteretsattester til bobestyrere henvises til lovforslagets § 12, stk. 3, og § 42, samt til forslaget til ny § 49, stk. 1, nr. 4, i retsafgiftsloven, der indeholder særlige regler herom.
Det er forudsat, at der ved boudlæg efter kapitel 12 og ægtefælleudlæg efter kapitel 13 i skifteretsattesten sker en specifikation af de udlagte aktiver, og at blanketsystemet m.v. indrettes i overensstemmelse hermed.
Til § 114
Bestemmelsen fastlægger grænserne for offentlighed i dødsboskiftesager.
Behandles der tvister i retsmøder i skifteretten, gælder reglerne i retsplejelovens kapitel 2.
For at fjerne tvivl om offentlighed i andre møder for skifteretten og i bomøder, der afholdes af en bobestyrer, fastslår bestemmelsens stk. 1 , at disse møder ikke er offentlige. Det afhænger således af boets beslutning, om en medkontrahent har adgang til at være til stede i et møde, ligesom pårørende til arvinger om nødvendigt kan nægtes adgang til skiftesamlinger og andre møder, såvel hos bobestyreren som ved skifteretten, medmindre de pågældende har skiftefuldmagt.
Bestemmelsens stk. 2 svarer til dels til konkurslovens § 9, stk. 2. Kun en forespørgsel på en bestemt afdøds navn må besvares. Skifteretten må spørge, om den retlige interesses art og om nødvendigt efterprøve svaret.
Bestemmelsens stk. 3 , 1. pkt., regulerer adgangen til at få udskrift af boets dokumenter.
Om adgangen til at få udskrifter af retsbøgerne gælder reglerne i retsplejelovens § 41.
Bestemmelsen i stk. 3 om boets dokumenter er videregående end den tilsvarende regel i retsplejelovens § 41, der kræver, at et dokument skal have været fremlagt. En fremlæggelse af et dokument kan imidlertid kun ske for en ret og ikke for en bobestyrer. Forslaget indeholder ikke et særligt system om fremlæggelse. I stedet er det ved forslagets § 45 foreskrevet, at bobestyreren skal give arvingerne skriftlig meddelelse om væsentlige forhandlinger og beslutninger i boet, og denne bestemmelse regulerer tillige adgangen for andre til at få oplysninger om indholdet af de meddelelser, der gives af bobestyreren. Efter nærværende bestemmelses 1. pkt., kræves der derfor ikke fremlæggelse. En begrænsning ligger således alene i, at det skal dreje sig om boets dokumenter. Vejledende herfor kan bl.a. være, om dokumentet ville være blevet fremlagt, såfremt bobehandlingen var foretaget i et retsmøde.
Boets dokumenter i skifterettens besiddelse behandles efter reglerne om fremlagte dokumenter i retsplejelovens § 41, jf. herved bestemmelsens 2. pkt.
Dokumenter i en bobestyrers besiddelse behandles herefter på tilsvarende måde. Nægter bobestyreren at give udskrift af et dokument, kan bobestyrerens afgørelse påklages til skifteretten, der derefter træffer afgørelse. Bobestyreren kan i tvivlstilfælde henskyde spørgsmålet til skifterettens afgørelse.
Til § 115
Bestemmelsen svarer til konkurslovens § 238 og er dermed udtryk for en stramning af inhabilitetsreglerne i forhold til gældende ret. Efter hidtidig praksis har en eksekutorbevilling kunnet udstedes til en medarving. Eftersom forslaget tillægger bobestyreren en vis foreløbig myndighed til at træffe bestemmelser i boets anliggender, opstår der behov for en skærpelse af de inhabilitetsregler, der efter hidtidig ret må antages at gælde for eksekutorboer.
Efter bestemmelsens stk. 1 , 1. led, udelukkes en bobestyrer for det første, såfremt han er nærstående, jf. herved konkurslovens § 2, til nogen af boets arvinger, disses værger eller skifteværger, eller er afhængig af disse. Dette krav er en naturlig følge af, at bobestyreren skal varetage alles interesser så objektivt som muligt.
Den betingede inhabilitetsgrund i bestemmelsens stk. 1, 2. led, svarer til konkurslovens § 238, stk. 2.
Bestemmelsens stk. 2 om revisor og vurderingsmand svarer til konkurslovens § 238, stk. 2.
Bestemmelsens stk. 3 om vurderingsmænd svarer til konkurslovens § 238, stk. 3, men medtager, at vurderingsmanden ikke må have økonomisk interesse hos aftagere, og gør undtagelse for auktionsholdere, når vurderingen alene foretages i disses egenskab af auktionsholdere og til brug for bortsalg på offentlig auktion.
Bestemmelsens stk. 4 om afhændelser svarer til konkurslovens § 238, stk. 4.
Til kapitel 32
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Kapitlet indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser til lovforslaget.
Til § 116
Bestemmelsens stk. 1 indeholder lovens ikrafttrædelsestidspunkt, der er fastsat til den 1. januar 1997. Dødsboskifteloven nødvendiggør udstedelse af en række forskrifter og udfærdigelse af en række nye blanketter. Herudover vil en vis efteruddannelse såvel inden for domstolene som blandt advokatansat personale være nødvendig.
På Skatteministeriets område er det hensigten at tilpasse reglerne om dødsboskat og boafgifter til de nye dødsboskifteregler.
I betragtning heraf er ikrafttrædelsestidspunktet fastsat til den 1. januar 1997.
Ved bestemmelsens stk. 2 foreslås loven om tilsyn med de af eksekutorer behandlede dødsboer (eksekutorloven) ophævet, idet eksekutorordningen foreslås erstattet af lovforslagets regler om bobestyrere. Der henvises herved afsnit 3 under de almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen indeholder herudover forslag til ophævelse af en række ældre bestemmelser, der alle er overflødiggjort ved nærværende forslag, eller som i realiteten bortfaldt eller ændredes ved gennemførelsen af skifteloven af 1874.
Bestemmelsens stk. 3 ændrer den gældende skiftelovs titel til lov om skifte af fællesbo m.v.
Skifteloven af 1874 kan ikke fuldstændig ophæves, da dens anvendelsesområde rækker videre end skifte af dødsboer. Den gældende skiftelov indeholder således i kap. 6 regler om skifte ved separation og skilsmisse m.v. og i § 82 regler om skifte af andre boer. Da disse regler henviser til eller forudsætter anvendelse af de fleste af de øvrige bestemmelser i skifteloven, har Justitsministeriet ikke fundet det hensigtsmæssigt, at søge at angive, hvilke bestemmelser i skifteloven, der med sikkerhed kan ophæves. Bestemmelserne i den hidtidige skiftelov foreslås derfor opretholdt for så vidt angår skifte i anledning af separation og skilsmisse m.v. og skifte af andre boer.
Til § 117
Af bestemmelsen kan udledes, at der ved lovens ikrafttræden gælder nye regler for skifte af dødsboer, og således at skifteloven af 1874 herefter ikke længere skal finde anvendelse for så vidt angår skifte af dødsboer.
Loven skal således finde anvendelse på dødsfald, der finder sted efter ikrafttrædelsestidspunktet.
Har dødsfaldet fundet sted forud for ikrafttrædelsestidspunktet, anvendes de hidtil gældende regler, herunder skifteloven fra 1874 og eksekutortilsynsloven.
Dog indeholder bestemmelsens 2. pkt. en særlig bestemmelse for så vidt angår skifte af uskiftet bo, idet de nye regler også skal finde anvendelse ved sådanne skifter, hvis den længstlevende ægtefælle dør efter lovens ikrafttrædelsestidspunkt, eller hvis der i øvrigt i den længstlevendes levende live anmodes om skifte efter dette tidspunkt.
Til § 118
Bestemmelsen fastslår, at eksekutorindsættelser i testamenter skal betragtes som bobestyrerindsættelser. Beføjelsen til at behandle et bo som eksekutor er ikke af en væsentlig anden karakter end beføjelsen til at behandle et bo som bobestyrer. Bestemmelsen medfører, at de eksisterende eksekutorindsættelser ikke bortfalder. Bestemmelsen får således primært betydning i relation til de mange eksekutorindsættelser i testamenter, der er oprettet før lovens ikrafttrædelsestidspunkt, men vil også kunne anvendes på testamenter, der - fejlagtigt - efter ikrafttrædelsestidspunktet måtte operere med eksekutorindsættelser. Der henvises iøvrigt til bemærkningerne til forslagets § 38.
Til § 119
Bestemmelsen giver mulighed for, at loven om skifte af dødsboer sættes i kraft på Færøerne og Grønland ved kongelig anordning med de afvigelser, der følger af forholdets natur.
§ 18. Overstiger værdien af boets aktiver efter fradrag af rimelige udgifter ved begravelsen, boets behandling og af gæld, som er sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde, ikke 25.000 kr., udlægges boets aktiver uden skiftebehandling efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Under ganske særlige omstændigheder kan boudlæg finde sted, selv om værdigrænsen i stk. 1 overskrides.
Stk. 3. Skifteretten kan bestemme, at boet i stedet skal behandles efter lovens øvrige regler, såfremt der er tvivl om, hvorvidt betingelserne i stk. 1 er opfyldt, eller såfremt værdien af boets aktiver er betydelig.
§ 18. Overstiger værdien af boets aktiver efter fradrag af rimelige udgifter ved begravelsen, boets behandling og af gæld, som er sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde, ikke 25.000 kr., udlægges boets aktiver uden skiftebehandling efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Under ganske særlige omstændigheder kan boudlæg finde sted, selv om værdigrænsen i stk. 1 overskrides.
Stk. 3. Skifteretten kan bestemme, at boet i stedet skal behandles efter lovens øvrige regler, såfremt der er tvivl om, hvorvidt betingelserne i stk. 1 er opfyldt, eller såfremt værdien af boets aktiver er betydelig.
§ 18. I den i foregående paragraf omhandlede skiftesamling skal skifteretten give arvingerne og legatarerne underretning om boets formuetilstand, så vidt oplysning herom haves, hvorefter arvingerne opfordres til at erklære, om de vil overtage ansvaret for den afdødes gæld eller ikke.
Stk. 2. Når der ikke, enten ved den i § 16 omhandlede sammenkomst med arvingerne eller ved den i overensstemmelse med § 17 berammede skiftesamling, fra alle arvingerne fås erklæring om at ville vedgå gæld, og når der heller ikke forlanges konkursbehandling i henhold til konkurslovens § 19, behandles boet i overensstemmelse med reglerne i det følgende kapitel med den virkning, at ethvert gældsansvar udover, hvad boets midler er i stand til at dække, undgås.
III. Om behandlingen af dødsbo, når arvingerne ikke påtager sig ansvaret for gælden, og ej heller nogen kreditor forlanger boets behandling efter konkursloven ifølge dennes § 19
Første underafdeling
Om behandlingsmåden i almindelighed
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 299 af 8. juni 1977 indeholder følgende bestemmelse
Kapitel 19
Boets afslutning
Kapitel 19
Boets afslutning
§ 19. Boudlæg sker til den eller dem, som efter skifterettens skøn er den afdødes nærmeste efterladte, eller eventuelt til en institution, afdøde havde tilknytning til, til den, der har betalt eller erklærer at ville betale begravelsen, til en kommune eller til statskassen.
Stk. 2. Udlægsmodtageren hæfter ikke for den afdødes gæld, men bliver ved udlægget forpligtet til at dække udgifterne ved begravelsen og boets behandling. Skifteretten kan betinge udlæg af et overskud af, at udlægsmodtageren ryddeliggør afdødes bolig.
§ 19. Boudlæg sker til den eller dem, som efter skifterettens skøn er den afdødes nærmeste efterladte eller eventuelt til en institution, afdøde havde tilknytning til, til den, der har betalt eller erklærer at ville betale begravelsen, til en kommune eller til statskassen.
Stk. 2. Udlægsmodtageren hæfter ikke for den afdødes gæld, men bliver ved udlægget forpligtet til at dække udgifterne ved begravelsen og boets behandling. Skifteretten kan betinge udlæg af et overskud af, at udlægsmodtageren ryddeliggør afdødes bolig.
§ 19. Når arv og gæld ikke vedgås, er kreditorerne stemmeberettigede i boets anliggender så længe, indtil de er fyldestgjorte, eller behørig fyldestgørelse sikres dem. Fra dette tidspunkt af bliver derimod arvingerne at anse som dem, der har rådighed over boet. Rejses der tvivl om, hvorvidt nogen, der som fordringshaver møder i en skiftesamling, forinden fordringerne er prøvede, bør erkendes som sådan, har skifteretten ved at benytte de oplysninger, som på forhånd kan haves, at afgøre, hvorvidt den mødende kan stedes til stemme. Denne afgørelse er uden indflydelse på den senere prøvelse af hans fordring.
Kapitel 20
Proklama
Kapitel 20
Proklama
§ 20. Genoptages boet, indgår det tidligere udlagte ikke i boet. Under særlige omstændigheder kan skifteretten dog bestemme, at det tidligere udlagte skal indgå i boet, jf. § 104. Reglerne i §§ 18 og 19 finder tilsvarende anvendelse.
§ 20. Genoptages boet, indgår det tidligere udlagte ikke i boet. Under særlige omstændigheder kan skifteretten dog bestemme, at det tidligere udlagte skal indgå i boet, jf. § 104. Reglerne i §§ 18 og 19 finder tilsvarende anvendelse.
§ 20. Vedgås arv og gæld ikke, skal indkaldelse, indeholdende udtrykkelig tilkendegivelse herom, straks udstedes til kreditorerne, jf. dog § 43.
Stk. 2. Skifterettens pligt at meddele visse fordringshavere eller andre særlig underretning om skiftet vedbliver fremdeles ligesom hidtil.
Kapitel 21
Uprækluderede rettigheder
Kapitel 21
Uprækluderede rettigheder
§ 21. Den i § 18 nævnte beløbsgrænse reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. loven om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse før afrunding.
Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
§ 21. Den i § 18 nævnte beløbsgrænse reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. loven om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse før afrunding.
Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
§ 21. Indkaldelsen til kreditorerne bør tillige indeholde opfordring til arvinger og legatarer, for så vidt disse ikke allerede kendes og deres opholdssted vides, om at melde sig inden samme frist; dog kan indkaldelsen i forhold til dem ikke medføre nogen pligt til at melde sig under deres rettigheders fortabelse. Den træder i alle henseender i stedet for den nu foreskrevne indkaldelse af arvinger med år og dags varsel, og hvor den lovmedholdelig kan undlades (jf. § 43), er skifteretten ikke pligtig at vente nogen vis tid med boets opgørelse og slutning.
§ 21. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 170 af 14. maj 1980 indeholder følgende bestemmelse
Kapitel 22
Opsigelse af gæld og betaling af morarenter
Kapitel 22
Opsigelse af gæld og betaling af morarenter
§ 22. Udlæg af et bo til en efterlevende ægtefælle kan finde sted, såfremt ægtefællen, dennes værge eller skifteværge fremsætter anmodning derom og
1) der ifølge §§ 7 a og 7 b i arveloven samt § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger intet bliver at udlodde til andre arvinger og
2) ægtefællen påtager sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser.
Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at et bo i stedet skal behandles efter lovens øvrige regler, såfremt værdien af boets aktiver er betydelig og afgørende hensyn til boets kreditorer taler derfor.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 26, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 22. Udlæg af et bo til en efterlevende ægtefælle kan finde sted, såfremt ægtefællen, dennes værge eller skifteværge fremsætter anmodning derom, og
1) der ifølge §§ 7 a og 7 b i arveloven samt § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger intet bliver at udlodde til andre arvinger, og
2) ægtefællen påtager sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser.
Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at et bo i stedet skal behandles efter lovens øvrige regler, såfremt værdien af boets aktiver er betydelig, og afgørende hensyn til boets kreditorer taler derfor.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 26, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 22. Indkaldelsen sker ved en 3 gange i de for skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser indrykket bekendtgørelse med 3 måneders varsel, når den afdøde skønnes ikke at have stået i gældsforpligtelser eller at have arvinger på noget sted uden for Europa eller på Island eller Færøerne, og i andet fald med 6 måneders varsel, i begge tilfælde regnet fra den sidste bekendtgørelse. Når skifteretten finder det rigtigt, kan indkaldelsen tillige bekendtgøres på anden hensigtsmæssig måde.
Stk. 2. Viser det sig, at den afdøde har haft kreditorer udenfor Europa eller på Island eller Færøerne, bliver der dog ikke at udstede ny indkaldelse, men sådanne kreditorer kan fordre deres krav taget i betragtning, for så vidt de anmelder dem inden forløbet af det længere varsel, som burde være givet ved indkaldelsen. Sker slig anmeldelse, forinden endelig opgørelse er affattet, kan skifteretten, når den erkender, at den udstedte indkaldelse har givet for kort varsel, om fornødent, genoptage de allerede afsluttede dele af skiftebehandlingen. Dersom anmeldelsen først sker, efter at boet er sluttet, må den stedfundne skiftebehandling påankes til omgørelse, hvorefter der da under den fornyede behandling bliver at tage behørigt hensyn til de inden forløbet af 6 måneder fra den sidste bekendtgørelse af indkaldelsen lovlig anmeldte fordringer.
Stk. 3. Det har sit forblivende ved den gældende rets regler om den pligt som indkaldelsen pålægger kreditorerne til at melde sig under deres fordringers fortabelse, samt om måden, hvorpå indkaldelsens virkning afbrydes.
Kapitel 23
Skifterettens kompetence
Kapitel 23
Skifterettens kompetence
§ 23. Må det antages, at den afdødes bo var insolvent, kan den efterlevende ægtefælle eller en kreditor anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer. Imødekommes anmodningen, jf. § 69, og opfylder ægtefællen sine forpligtelser efter § 104, hæfter ægtefællen uanset § 22, stk. 1, nr. 2, ikke for den afdødes forpligtelser.
§ 23. Må det antages, at den afdødes bo var insolvent, kan den efterlevende ægtefælle eller en kreditor anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer. Imødekommes anmodningen, jf. § 69, og opfylder ægtefællen sine forpligtelser efter § 104, hæfter ægtefællen uanset § 22, stk. 1, nr. 2, ikke for den afdødes forpligtelser.
§ 23. Skiftesamlinger afholdes i boet efterhånden, som det findes fornødent. De tillyses ved en bekendtgørelse fra skifteretten i de for skiftebekendtgørelser i almindelighed bestemte aviser - efter omstændighederne tillige i andre aviser - for så vidt skifteretten ikke foretrækker at give dem, der skal tilkaldes, særlig personlig underretning, hvilken kan meddeles på den måde, som skifteretten i hvert enkelt tilfælde finder hensigtsmæssig; det er tilladt at benytte anbefalet brev. Varslet, tiden og stedet bestemmes af skifteretten.
Kapitel 24
Skifterettens vejledningspligt
Kapitel 24
Skifterettens vejledningspligt
§ 24. Et bo udleveres efter anmodning til uskiftet bo efter reglerne i arvelovens kapitel 3.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 26, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Reglerne i denne lov finder i øvrigt med de fornødne ændringer anvendelse ved behandling af sager om udlevering til uskiftet bo.
§ 24. Et bo udleveres efter anmodning til uskiftet bo efter reglerne i arvelovens kapitel 3.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 26, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Reglerne i denne lov finder i øvrigt med de fornødne ændringer anvendelse ved behandling af sager om udlevering til uskiftet bo.
§ 24. Med det under forhandling værende anliggende og boets videre behandling i henhold hertil forholdes i reglen på den måde, som de mødende stemmeberettigede (§ 19) forenes om, dog at skifteretten kan nægte sin godkendelse af en værges erklæring, når den skønner, at den tagne beslutning vil skade myndlingens tarv. Sålænge den for fordringernes anmeldelse bestemte frist ikke er udløben, bør skifteretten dog ikke tage beslutninger til følge, som strider mod endnu ikke anmeldte kreditorers interesse. Det følger i øvrigt af sig selv, at skifteretten ikke bør godkende beslutninger, hvorved de stemmende gør indgreb i nogens ret.
Stk. 2. I tilfælde af meningsulighed mellem de mødende tilfalder det skifteretten at tage beslutninger om de omhandlede punkter. Retten har herved at tage det størst mulige hensyn til de fremsatte meninger, men den er dog ikke bunden ved dem, hvorimod den, for så vidt ikke anderledes bestemmes i denne lov, har at handle efter sit eget skøn om, hvad der bedst tjener samtliges og især de fraværendes og umyndiges tarv.
Kapitel 25
Oplysningspligt over for skifteretten
Kapitel 25
Oplysningspligt over for skifteretten
§ 25. Et bo udleveres til privat skifte, såfremt
1) alle arvinger anmoder derom,
2) boets aktiver samt en eventuel sikkerhedsstillelse må antages at være tilstrækkelige til at dække boets gæld,
3) mindst en af boets arvinger kan optræde under skiftet uden at være repræsenteret ved værge eller skifteværge og er i stand til at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder,
4) afdøde ikke ved testamente har udelukket privat skifte, jf. § 36, nr. 4, og
5) afgørende hensyn, herunder arvingernes manglende betalingsevne, ikke taler imod privat skifte.
Stk. 2. Anmodning om privat skifte fremsættes af arvingen, dennes værge eller skifteværge. Er arvingen under konkurs, skal anmodningen tiltrædes af konkursboet, jf. konkurslovens § 35.
Stk. 3. Hvis forholdene taler derfor, kan skifteretten bestemme, at der i forbindelse med boets udlevering skal gives meddelelse til legatarer om deres ret.
Stk. 4. Arvingerne skal senest i forbindelse med boets udlevering til privat skifte indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten.
Stk. 5. Arvingerne skal senest 6 måneder efter boets udlevering indgive en opgørelse over boets aktiver og passiver pr. dødsdagen til skifteretten. Opgørelsen indgives i to eksemplarer, der begge skal være underskrevet af samtlige arvinger. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler om opgørelsen.
Stk. 6. Arvingerne skal angive en person, til hvem henvendelser vedrørende boet kan finde sted.
§ 25. Et bo udleveres til privat skifte, såfremt
1) alle arvinger anmoder derom,
2) boets aktiver samt en eventuel sikkerhedsstillelse må antages at være tilstrækkelige til at dække boets gæld,
3) mindst en af boets arvinger kan optræde under skiftet uden at være repræsenteret ved værge eller skifteværge og er i stand til at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder,
4) afdøde ikke ved testamente har udelukket privat skifte, jf. § 36, nr. 4, og
5) afgørende hensyn, herunder arvingernes manglende betalingsevne, ikke taler imod privat skifte.
Stk. 2. Anmodning om privat skifte fremsættes af arvingen, dennes værge eller skifteværge. Er arvingen under konkurs, skal anmodningen tiltrædes af konkursboet, jf. konkurslovens § 35.
Stk. 3. Hvis forholdene taler derfor, kan skifteretten bestemme, at der i forbindelse med boets udlevering skal gives meddelelse til legatarer om deres ret.
Stk. 4. Arvingerne skal senest i forbindelse med boets udlevering til privat skifte indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten.
Stk. 5. Arvingerne skal senest 6 måneder efter boets udlevering indgive en opgørelse over boets aktiver og passiver pr. dødsdagen til skifteretten. Opgørelsen indgives i to eksemplarer, der begge skal være underskrevet af samtlige arvinger. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler om opgørelsen.
Stk. 6. Arvingerne skal angive en person, til hvem henvendelser vedrørende boet kan finde sted.
§ 25. Udebliver nogen fra en skiftesamling, til hvilken han lovlig er kaldet, er han afskåren fra at gøre nogen indvending imod hensigtsmæssigheden af de angående boets bestyrelse i samme tagne bestemmelser. Derimod kan den udeblivende selvfølgelig ikke anses for at have givet afkald på nogen rettighed eller fordring.
Kapitel 26
Sagkyndig vurdering
Kapitel 26
Sagkyndig vurdering
§ 26. Efter boets udlevering råder arvingerne i forening over boets aktiver og træffer bestemmelse i boets anliggender.
Stk. 2. Enhver, der har krav mod boet, kan fra udleveringen sagsøge dette og søge fyldestgørelse i boets aktiver, hvis disse ikke er delt mellem arvingerne.
Stk. 3. Arrest, som i medfør af § 10, stk. 4, har tabt sin virkning, træder atter i kraft ved udleveringen, som om arresten ikke var blevet afbrudt.
Stk. 4. Enhver arving kan forlange, at boets aktiver bortset fra sædvanligt indbo og personlige effekter ikke må deles, før boets gæld er betalt eller behørigt sikret.
§ 26. Efter boets udlevering råder arvingerne i forening over boets aktiver og træffer bestemmelse i boets anliggender.
Stk. 2. Enhver, der har krav mod boet, kan fra udleveringen sagsøge dette og søge fyldestgørelse i boets aktiver, hvis disse ikke er delt mellem arvingerne.
Stk. 3. Arrest, som i medfør af § 10, stk. 4, har tabt sin virkning, træder atter i kraft ved udleveringen, som om arresten ikke var blevet afbrudt.
Stk. 4. Enhver arving kan forlange, at boets aktiver, bortset fra sædvanligt indbo og personlige effekter, ikke må deles, før boets gæld er betalt eller behørigt sikret.
§ 26. Møder på skiftesamlingen ingen stemmeberettiget, har skifteretten at tage beslutning angående det pågældende anliggende efter eget bedste skønnende om, hvad der er hensigtsmæssigt. Dog kan skifteretten, når omstændighederne taler derfor, indkalde en ny skiftesamling, forinden endelig beslutning tages.
Kapitel 27
Klage over bobestyrere
Kapitel 27
Klage over bobestyrere
§ 27. Såfremt arvingerne helt eller delvis har delt boets aktiver bortset fra deling af sædvanligt indbo og personlige effekter eller anvendt samtlige boets midler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket i boet, hæfter de personligt og solidarisk for gælden.
Stk. 2. Arvinger, der ved boets udlevering er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som var under konkurs, hæfter dog alene med værdien af det, de eller konkursboet har modtaget, og i det forhold, i hvilket arvingerne er berettigede til at modtage bos- og arvelod. Begrænsningerne finder tilsvarende anvendelse på regreskrav fra medarvinger.
§ 27. Såfremt arvingerne helt eller delvis har delt boets aktiver, bortset fra deling af sædvanligt indbo og personlige effekter, eller anvendt samtlige boets midler til dækning af gæld, uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket i boet, hæfter de personligt og solidarisk for gælden.
Stk. 2. Arvinger, der ved boets udlevering er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som var under konkurs, hæfter dog alene med værdien af det, de eller konkursboet har modtaget, og i det forhold i hvilket arvingerne er berettigede til at modtage bos- og arvelod. Begrænsningerne finder tilsvarende anvendelse på regreskrav fra medarvinger.
§ 27. Salg af boets ejendele sker ved skifterettens foranstaltning. Salget sker ved offentlig auktion, jf. retsplejelovens § 538 b, eller på anden måde, såfremt dette vedtages på en skiftesamling eller skifteretten antager, at der ved underhåndssalg kan opnås et bedre resultat for boet.
Kapitel 28
Skifterettens behandling af tvister
Kapitel 28
Skifterettens behandling af tvister
§ 28. Reglerne i § 27 finder tilsvarende anvendelse, såfremt arvingerne har delt boet mellem sig uden at dække legatarers krav.
§ 28. Reglerne i § 27 finder tilsvarende anvendelse, såfremt arvingerne har delt boet mellem sig uden at dække legatarers krav.
§ 28. Værdipapirer, som har kurs på Københavns børs eller på fremmede børser, sælges ved et medlem af fondsbørsen eller en bank eller sparekasse, medmindre de udlægges til arvinger.
Stk. 2. Har boet i øvrigt udestående fordringer, der ikke er af den beskaffenhed, at de kan gives kreditorer eller arvinger i udlæg efter deres fulde pålydende, og det formedelst fordringernes usikkerhed, det ophold, boet ville lide ved deres inddrivelse, eller af andre grunde anses for utilrådeligt at bekoste søgsmål i anledning af samme, bør de bortsælges ved offentlig auktion, for så vidt boets vedkommende ikke vil lade sig dem udlægge pro rata eller enes om en værdi, for hvilken en eller flere af dem vil overtage fordringerne.
Kapitel 29
Retsmidler mod trufne afgørelser
Omgørelse og genoptagelse
Kapitel 29
Retsmidler mod trufne afgørelser
Omgørelse og genoptagelse
§ 29. Viser det sig, at boet er insolvent, hæfter en arving uanset reglerne i § 27 ikke for den afdødes forpligtelser, såfremt boet i medfør af § 30 overgår til behandling ved bobestyrer og arvingen opfylder sine forpligtelser efter § 104. Hver arving hæfter dog med den begrænsning, der følger af § 27, stk. 2, for det samlede krav, boet har mod arvingerne efter § 104.
§ 29. Viser det sig, at boet er insolvent, hæfter en arving, uanset reglerne i § 27, ikke for den afdødes forpligtelser, såfremt boet i medfør af § 30 overgår til behandling ved bobestyrer, og arvingen opfylder sine forpligtelser efter § 104. Hver arving hæfter dog med den begrænsning, der følger af § 27, stk. 2, for det samlede krav, boet har mod arvingerne efter § 104.
§ 29. (Ophævet).
Kapitel 30
Retssager ved de almindelige domstole
Kapitel 30
Retssager ved de almindelige domstole
§ 30. Skifteretten træffer bestemmelse om, at et bo under privat skifte skal overgå til behandling ved bobestyrer, såfremt
1) en af boets arvinger anmoder derom,
2) en kreditor eller legatar anmoder derom og der er nærliggende risiko for, at en fortsættelse af den private skiftebehandling vil udsætte vedkommende for tab,
3) fristen for indlevering af boopgørelse ikke overholdes eller
4) boet i øvrigt ikke behandles forsvarligt.
Stk. 2. Reglerne i § 65 finder tilsvarende anvendelse.
§ 30. Skifteretten træffer bestemmelse om, at et bo under privat skifte skal overgå til behandling ved bobestyrer, såfremt
1) en af boets arvinger anmoder derom,
2) en kreditor eller legatar anmoder derom, og der er nærliggende risiko for, at en fortsættelse af den private skiftebehandling vil udsætte vedkommende for tab,
3) fristen for indlevering af boopgørelse ikke overholdes, eller
4) boet i øvrigt ikke behandles forsvarligt.
Stk. 2. Reglerne i § 65 finder tilsvarende anvendelse.
§ 30. Skifteretten har at udføre samtlige til boets behandling hørende forretninger; dog kan den forlange, at en inkassator skal antages. Denne vælges af boets vedkommende med stemmeflerhed i en tilvarslet skiftesamling, men skifteretten har at påse, at den antagne stiller betryggende sikkerhed.
Kapitel 31
Forskellige bestemmelser
Kapitel 31
Forskellige bestemmelser
§ 31. Arvingerne udarbejder en boopgørelse over boets aktiver, passiver, indtægter og udgifter med angivelse af fordelingen mellem legatarer og arvinger. Den seneste skæringsdag, der kan anvendes i opgørelsen, er 1-års-dagen for dødsfaldet. I henvisningsboer, jf. § 2, er den senest anvendelige skæringsdag dog 1-års-dagen for henvisningen.
Stk. 2. Skifteretten kan tillade, at endelig opgørelse vedrørende en endnu ikke oppebåret indtægt, et betinget eller omtvistet krav eller andre nærmere afgrænsede dele af boet henskydes til tiden efter boets slutning. Tillægsopgørelse, for hvis indlevering skifteretten kan fastsætte en frist, skal indleveres snarest muligt efter hindringens bortfald.
§ 31. Arvingerne udarbejder en boopgørelse over boets aktiver, passiver, indtægter og udgifter med angivelse af fordelingen mellem legatarer og arvinger. Den seneste skæringsdag, der kan anvendes i opgørelsen, er 1 årsdagen for dødsfaldet. I henvisningsboer, jf. § 2, er den senest anvendelige skæringsdag dog 1 årsdagen for henvisningen.
Stk. 2. Skifteretten kan tillade, at endelig opgørelse vedrørende en endnu ikke oppebåret indtægt, et betinget eller omtvistet krav eller andre nærmere afgrænsede dele af boet, henskydes til tiden efter boets slutning. Tillægsopgørelse, for hvis indlevering skifteretten kan fastsætte en frist, skal indleveres snarest muligt efter hindringens bortfald.
§ 31. Inkassator har at affatte forslag til auktionskonditioner for boets løsøre og forelægge disse for skifteretten; ved de løsøreauktioner, som holdes over boets ejendele, bliver han som selvskyldner ansvarlig for, at beløbene af de af ham antagne bud bliver indbetalte til skifteretten inden 4 uger efter den i auktionskonditionerne givne betalingsfrists udløb. Det kan også af skifteretten overdrages inkassator at indkræve boets udestående fordringer, hvilke dog, så snart de indgår, bliver at indbetale til skifteretten.
Stk. 2. Inkassators vederlag for hans ovennævnte forretninger bestemmes ved overenskomst eller, i fald en sådan ikke er afsluttet, ved skifterettens beslutning.
Kapitel 32
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Kapitel 32
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 32. Opgørelsen indsendes inden 3 måneder efter den valgte skæringsdag i et eksemplar til den kommunale skattemyndighed og i et eksemplar til skifteretten. Uanset valg af skæringsdag har arvingerne dog altid en frist på 9 måneder fra dødsdagen til indsendelse af opgørelsen. Begge eksemplarer af opgørelsen skal være underskrevet af samtlige arvinger.
Forenklet privat skifte
§ 32. Opgørelsen indsendes inden 3 måneder efter den valgte skæringsdag i et eksemplar til den kommunale skattemyndighed og i et eksemplar til skifteretten. Uanset valg af skæringsdag har arvingerne dog altid en frist på 9 måneder fra dødsdagen til indsendelse af opgørelsen. Begge eksemplarer af opgørelsen skal være underskrevet af samtlige arvinger.
Forenklet privat skifte
§ 32. I København, såvel som uden for København, når et mindst halvdelen af de mødende stemmeberettigedes krav repræsenterende flertal derom er enigt, kan der antages en kurator for boet, for så vidt skifteretten dertil finder føje ifølge boets størrelse og beskaffenhed. Den, for hvem et flertal af den anførte beskaffenhed i en skiftesamling erklærer sig, bør i reglen vælges, medmindre skifteretten finder særlige grunde til at nægte valgets godkendelse, i hvilket tilfælde den efter eget skøn vælger kurator. Denne har som medhjælper under den hele skiftebestyrelse at bistå skifteretten med korrespondance m.m., hvorhos han, dersom der ikke er antaget en særskilt inkassator, tillige har at overtage dennes forretninger. Ingen, som står i tjenesteforhold til eller er ansat i skifteretten, kan vælges til kurator eller uden alle vedkommendes samtykke antages til for betaling at indkræve boets udestående fordringer eller at udføre de i § 33 nævnte forretninger.
§ 33. Er betingelserne for privat skifte opfyldt, kan boet efter anmodning udleveres til forenklet privat skifte, såfremt
1) der ikke i boet skal svares bo- eller tillægsboafgift,
2) der ikke er arvinger, som er repræsenteret ved værge eller skifteværge,
3) der ikke i boet er legatarer,
4) boet ikke er skattepligtigt,
5) afdøde ikke ved dødsfaldet drev eller inden for det indkomstår, hvor dødsfaldet fandt sted, har drevet selvstændig virksomhed og
6) der ikke i boet findes aktiver, der er skattemæssigt af- eller nedskrivningsberettigede.
Stk. 2. Reglerne i § 25, stk. 2-4 og 6, §§ 26, 27 og 29, § 30, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, og § 65 finder anvendelse.
Stk. 3. Arvingerne skal i forbindelse med boets udlevering indgive en opgørelse over boets aktiver og passiver til skifteretten. Opgørelsen indgives i to eksemplarer, der begge skal være underskrevet af samtlige arvinger. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler om opgørelsen.
§ 33. Er betingelserne for privat skifte opfyldt, kan boet efter anmodning udleveres til forenklet privat skifte, såfremt
1) der ikke i boet skal svares bo- eller tillægsboafgift,
2) der ikke er arvinger, som er repræsenteret ved værge eller skifteværge,
3) der ikke i boet er legatarer,
4) boet ikke er skattepligtigt,
5) afdøde ikke ved dødsfaldet drev eller inden for det indkomstår, hvor dødsfaldet fandt sted, har drevet selvstændig virksomhed, og
6) der ikke i boet findes aktiver, der er skattemæssigt af- eller nedskrivningsberettigede.
Stk. 2. Reglerne i § 25, stk. 2 - 4 og 6, §§ 26 - 27, § 29, § 30, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, og § 65 finder anvendelse.
Stk. 3. Arvingerne skal i forbindelse med boets udlevering indgive en opgørelse over boets aktiver og passiver til skifteretten. Opgørelsen indgives i to eksemplarer, der begge skal være underskrevet af samtlige arvinger. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler om opgørelsen.
§ 33. Forinden der er givet boets vedkommende lejlighed til at vælge en kurator, såvel som når vedkommende ikke vil beslutte antagelsen af en kurator, er skifteretten berettiget til under administrationen af boet at benytte sådan anden hjælp, som måtte behøves til udførelsen af enkelte boet vedkommende forretninger, der ikke efter de hidtil gældende regler påligger den, såsom sagførelse, bestyrelse og tilsyn med boets faste ejendomme, begyndte forretningers tilendebringelse, gennemsyn af boets bøger og papirer osv.
Stk. 2. Det vederlag, som tilkommer kurator eller andre, der antages til at udføre noget for boet, bestemmes i tilfælde af uenighed af skifteretten.
Anden underafdeling
Om den offentlige skiftebehandlings indflydelse på fordringshavernes stilling, når gældsansvar ikke overtages af arvingerne
§ 34. Var afdøde gift, og er den efterlevende ægtefælle eneste arving i boet, kan boet ud over de i § 33 nævnte tilfælde efter anmodning udleveres ægtefællen til forenklet privat skifte, såfremt
1) betingelserne for privat skifte er opfyldt,
2) der ikke i boet er legatarer,
3) afdøde og den efterlevende ægtefælle ikke var separeret og
4) den efterlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling.
Stk. 2. Reglerne i § 25, stk. 4-6, § 26, stk. 2 og 3, § 27, stk. 1, § 29, § 30, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, og § 65 finder anvendelse.
§ 34. Var afdøde gift, og er den efterlevende ægtefælle eneste arving i boet, kan boet udover de i § 33 nævnte tilfælde efter anmodning udleveres ægtefællen til forenklet privat skifte, såfremt
1) betingelserne for privat skifte er opfyldt,
2) der ikke i boet er legatarer,
3) afdøde og den efterlevende ægtefælle ikke var separeret, og
4) den efterlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling.
Stk. 2. Reglerne i § 25, stk. 4 - 6, § 26, stk. 2 og 3, § 27, stk. 1, § 29, § 30, stk. 1, nr. 1, 2 og 4, og § 65 finder anvendelse.
§ 34. Fra den tid, et dødsbo er overtaget til offentlig skiftebehandling, skal alle fordringer på den afdøde eller med hensyn til hans efterladenskab fremsættes for skifteretten.
Stk. 2. Dog gælder det anførte ikke, når sag imod den afdøde var begyndt derved, at stævning lovligen var ham forkyndt, thi i så fald er boet pligtigt at tåle dens fortsættelse og pådømmelse ved den ret, ved hvilken den lovligen er anlagt.
§ 35. I boer, der udleveres til forenklet privat skifte, skal boopgørelse ikke indsendes.
Stk. 2. Bestemmelser i denne lov, hvis anvendelighed forudsætter, at boet ikke er afsluttet, kan anvendes indtil 15 måneder fra dødsdagen.
Stk. 3. I boer, der udleveres til forenklet privat skifte, anses dødsdagen for skæringsdag.
§ 35. I boer, der udleveres til forenklet privat skifte, skal boopgørelse ikke indsendes.
Stk. 2. Bestemmelser i denne lov, hvis anvendelighed forudsætter, at boet ikke er afsluttet, kan anvendes indtil 15 måneder fra dødsdagen.
Stk. 3. I boer, der udleveres til forenklet privat skifte, anses dødsdagen for skæringsdag.
§ 35. Ved et dødsbos overgang til offentlig skiftebehandling taber arrest, som måtte være gjort i de til det hørende genstande, sin virkning, ligesom også al adgang bortfalder til, i anledning af fordringer på den afdøde eller med hensyn til efterladenskaberne, at lade afholde arrest eller til at søge fyldestgørelse igennem exekution og tvangsauktion.
§ 36. Skifteretten udleverer et bo til behandling ved bobestyrer, såfremt
1) en arving anmoder derom,
2) boet må antages at være insolvent,
3) alle arvinger enten er repræsenteret ved værge eller skifteværge eller er under konkurs eller er ude af stand til at opfylde deres forpligtelser, efterhånden som de forfalder,
4) afdøde har bestemt dette i testamente, jf. § 38,
5) der ikke findes arvinger i boet eller det er usikkert, hvem der er arvinger,
6) der i medfør af §§ 23, 30, 76, stk. 3, eller arvelovens § 16, stk. 2, træffes bestemmelse derom eller
7) der ikke inden rimelig tid har kunnet træffes bestemmelse om, at boet skal behandles på anden måde.
Udpegning af bobestyrer
§ 36. Skifteretten udleverer et bo til behandling ved bobestyrer, såfremt
1) en arving anmoder derom,
2) boet må antages at være insolvent,
3) alle arvinger enten er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller er under konkurs, eller er ude af stand til at opfylde deres forpligtelser, efterhånden som de forfalder,
4) afdøde har bestemt dette i testamente, jf. § 38,
5) der ikke findes arvinger i boet, eller det er usikkert, hvem der er arvinger,
6) der i medfør af §§ 23, 30, 76, stk. 3, eller arvelovens § 16, stk. 2, træffes bestemmelse derom, eller
7) der ikke inden rimelig tid har kunnet træffes bestemmelse om, at boet skal behandles på anden måde.
Udpegning af bobestyrer
§ 36. Ved skifterettens beslutninger og kendelser bestemmes, hvad der med hensyn til boets behandling og udlodning bliver at iagttage og derunder, med de i § 34 gjorde undtagelser, hvorvidt de mod samme fremsatte påstande skal antages eller ikke. Derimod har skifteretten ikke ret til at tilpligte nogen at indbetale noget i boet eller at udføre noget for det eller til i øvrigt at påkende boets fordringer på andre. Dog kan skifteretten, hvor nogen har anmeldt fordring i boet, påkende dettes modfordringer, for så vidt de kan komme til afdrag i dets gæld, ligesom den, når nogen påstår udlevering eller overdragelse af genstande, der findes i boet, kan gøre sådan udlevering eller overdragelse afhængig af, at vedkommende opfylder sine forpligtelser i den anledning mod boet. Også kan skifteretten, når noget er udbetalt af boet mod skadesløs kvittering, afgøre, om dette i det hele eller for en del på grund af senere oplysninger eller omstændigheder bør tilbagebetales.
§ 37. Har afdøde ikke ved testamente truffet bestemmelse om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet, udleverer skifteretten boet til behandling ved en autoriseret bobestyrer.
Stk. 2. Ønsker arvingerne en bestemt autoriseret bobestyrer, udpeger skifteretten i almindelighed denne.
Stk. 3. Under særlige omstændigheder kan skifteretten bestemme, at boet skal behandles af flere bobestyrere, hvoraf mindst en skal være autoriseret.
Stk. 4. Ønsker arvingerne under boets behandling en anden bobestyrer, kan skifteretten efter reglerne i stk. 1-3 udpege en ny bobestyrer, såfremt væsentlige hensyn taler derfor.
Stk. 5. Bliver en udpeget bobestyrer forhindret, eller opfylder denne ikke længere betingelserne for at behandle boet, udpeger skifteretten efter reglerne i stk. 1-3 en ny bobestyrer.
§ 37. Har afdøde ikke ved testamente truffet bestemmelse om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet, udleverer skifteretten boet til behandling ved en autoriseret bobestyrer.
Stk. 2. Ønsker arvingerne en bestemt autoriseret bobestyrer, udpeger skifteretten i almindelighed denne.
Stk. 3. Under særlige omstændigheder kan skifteretten bestemme, at boet skal behandles af flere bobestyrere, hvoraf mindst en skal være autoriseret.
Stk. 4. Ønsker arvingerne under boets behandling en anden bobestyrer, kan skifteretten efter reglerne i stk. 1 - 3 udpege en ny bobestyrer, såfremt væsentlige hensyn taler derfor.
Stk. 5. Bliver en udpeget bobestyrer forhindret, eller opfylder denne ikke længere betingelserne for at behandle boet, udpeger skifteretten efter reglerne i stk. 1 - 3 en ny bobestyrer.
§ 37. Enhver, som har noget at fordre eller påstå i et dødsbo, bør anmelde dette enten i en skiftesamling eller i skrivelse til skifteretten, som på forlangende meddeler tilståelse for anmeldelsen og har at gøre fornøden tilførsel herom i skifteprotokollen eller anden hertil bestemt bog.
Stk. 2. Ved anmeldelsen erhverves alle de rettigheder med hensyn til renter, afbrydelse af hævd eller forældelse og desl., som ellers flyder af sagsanlæg.
§ 38. Har afdøde ved testamente truffet bestemmelse om, at boet skal behandles ved en bestemt bobestyrer, udleverer skifteretten boet til behandling ved denne, medmindre
1) den indsatte bobestyrer ikke opfylder de almindelige betingelser for at kunne virke som bobestyrer,
2) det må anses for uforsvarligt, at boet behandles af den indsatte bobestyrer,
3) den indsatte bobestyrer er forhindret i eller ikke ønsker at påtage sig hvervet,
4) arvingerne er enige om, at boet skal behandles privat, og der efter boets karakter ikke er rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse og der heller ikke længere er grundlag for at tillægge afdødes ønsker væsentlig betydning,
5) arvingerne straks eller senere ønsker boet behandlet ved en anden bobestyrer, der er autoriseret, og afgørende grunde taler imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer eller
6) en efterlevende ægtefælle bestemmer, at ægtefællernes fællesbo og tidligere skilsmissesæreje skal behandles af en anden bobestyrer.
Stk. 2. Inden skifteretten træffer bestemmelse om at tilsidesætte en bobestyrerindsættelse efter stk. 1, nr. 1-5, skal der så vidt muligt gives den indsatte bobestyrer lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3. Findes det overvejende betænkeligt, at boet behandles ved en indsat bobestyrer, kan skifteretten bestemme, at boet behandles af den indsatte bobestyrer i forening med en autoriseret bobestyrer.
Stk. 4. Bliver en indsat bobestyrer forhindret, eller opfylder vedkommende ikke betingelserne for at behandle boet, træffer skifteretten efter de foranstående regler bestemmelse om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet.
§ 38. Har afdøde ved testamente truffet bestemmelse om, at boet skal behandles ved en bestemt bobestyrer, udleverer skifteretten boet til behandling ved denne, medmindre
1) den indsatte bobestyrer ikke opfylder de almindelige betingelser for at kunne virke som bobestyrer,
2) det må anses for uforsvarligt, at boet behandles af den indsatte bobestyrer,
3) den indsatte bobestyrer er forhindret i eller ikke ønsker at påtage sig hvervet,
4) arvingerne er enige om, at boet skal behandles privat, og der efter boets karakter ikke er rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse, og der heller ikke længere er grundlag for at tillægge afdødes ønsker væsentlig betydning,
5) arvingerne straks eller senere ønsker boet behandlet ved en anden bobestyrer, der er autoriseret, og afgørende grunde taler imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer, eller
6) en efterlevende ægtefælle bestemmer, at ægtefællernes fællesbo og tidligere skilsmissesæreje skal behandles af en anden bobestyrer.
Stk. 2. Inden skifteretten træffer bestemmelse om at tilsidesætte en bobestyrerindsættelse efter stk. 1, nr. 1 - 5, skal der så vidt muligt gives den indsatte bobestyrer lejlighed til at udtale sig.
Stk. 3. Findes det overvejende betænkeligt, at boet behandles ved en indsat bobestyrer, kan skifteretten bestemme, at boet behandles af den indsatte bobestyrer i forening med en autoriseret bobestyrer.
Stk. 4. Bliver en indsat bobestyrer forhindret, eller opfylder vedkommende ikke betingelserne for at behandle boet, træffer skifteretten efter de foranstående regler bestemmelse om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet.
§ 38. Når den ved indkaldelsen til kreditorerne givne frist er udløben, har skifteretten inden en måned derefter at forfatte en liste over de anmeldte fordringer, om fornødent med angivelse af deres indbyrdes orden, og derpå at forelægge denne bilagt med anmeldelserne i en behørig tillyst skiftesamling. I denne samling gennemgås listen tillige med de bemærkninger, som boets kurator, hvor en sådan er antagen, eller skifteretten har fundet anledning til at knytte til samme eller da fremsætte, og boets vedkommende opfordres til at erklære sig over fordringerne. Såfremt de vil gøre indsigelse mod nogen fordring eller den en sådan anviste plads i ordenen, skal de være pligtige at fremkomme med disse under samlingen eller senest inden 4 uger efter samme og dernæst uden ophold forfølge dem videre. De fordringer, mod hvilke ingen indsigelse er fremsat inden den foranførte tidsfrist, betragtes som anerkendte. I den nævnte samling bør derhos såvidt muligt fremlægges en oversigt over boets status.
§ 39. Bobestyreren skal inden boets udlevering ved tegning af sædvanlig kautionsforsikring eller på anden lignende måde sikre boet mod tab. Udgiften til kautionsforsikring afholdes som boudgift.
Stk. 2. Har bobestyreren ikke i forvejen en ansvarsforsikring, der må anses for tilstrækkelig til at dække tab på grund af fejl og forsømmelser ved bobehandlingen, skal bobestyreren for at kunne få tegningsret i boet inden dettes udlevering tegne en sådan forsikring, hvis størrelse godkendes af skifteretten.
Stk. 3. Skifteretten kan til enhver tid stille krav om ændring af forsikringsdækningen efter stk. 1 og 2.
§ 39. Bobestyreren skal inden boets udlevering ved tegning af sædvanlig kautionsforsikring eller på anden lignende måde sikre boet mod tab. Udgiften til kautionsforsikring afholdes som boudgift.
Stk. 2. Har bobestyreren ikke i forvejen en ansvarsforsikring, der må anses for tilstrækkelig til at dække tab på grund af fejl og forsømmelser ved bobehandlingen, skal bobestyreren for at kunne få tegningsret i boet, inden dettes udlevering, tegne en sådan forsikring, hvis størrelse godkendes af skifteretten.
Stk. 3. Skifteretten kan til enhver tid stille krav om ændring af forsikringsdækningen efter stk. 1 og 2.
§ 39. Når nogen anmeldt fordring modsiges, bliver det, efter forgæves forsøgt forligsmægling af skifteretten, ved dennes kendelse i overensstemmelse med de hidtil gældende rettergangsregler at afgøre, om og for hvilket beløb fordringen skal komme boet til udgift. På samme måde afgøres tvistigheder om fortrinsret og alle andre tvistigheder om, hvorledes boet skal udloddes. Skifteretten drager omsorg for, at boets tarv i slige tilfælde varetages enten ved kurator eller, om fornødent, ved en antagen sagfører.
§ 40. Tages boet under insolvensbehandling, bestemmer skifteretten, hvem der som bobestyrer skal behandle boet, jf. dog § 70, stk. 2.
§ 40. Tages boet under insolvensbehandling, bestemmer skifteretten, hvem der som bobestyrer skal behandle boet, jf. dog § 70, stk. 2.
§ 40. De afsagte kendelser kan ikke, medmindre de pågældende parter frafalder påanke, eller vedkommende kendelse ifølge sin genstand er upåankelig, lægges til grund for boets videre behandling, førend påankefristen er udløben, uden at påanke er iværksat, jf. § 88.
Stk. 2. Skulle kendelsen blive forandret eller annulleret ifølge en senere iværksat påanke, tages behørigt hensyn hertil ved boets videre behandling og i fornødent fald ved omgørelse af det foretagne, hvor skiftet ikke endnu er sluttet, men efter den tid må enhver forandring søges iværksat ved påanke af udlodningen.
Stk. 3. Lignende regler gælder om de i anledning af påanken afsagte overretsdomme.
§ 41. Skifteretten afsætter en bobestyrer, der ikke behandler boet forsvarligt eller ikke rettidigt stiller fornøden sikkerhed. Afgørelsen træffes ved kendelse.
Boets udlevering
§ 41. Skifteretten afsætter en bobestyrer, der ikke behandler boet forsvarligt eller ikke rettidigt stiller fornøden sikkerhed. Afgørelsen træffes ved kendelse.
Boets udlevering
§ 41. Vil en eller flere af boets vedkommende påanke en i en tvist, hvori de ikke er boets modparter, afsagt skiftekendelse eller dom, ved hvilken boet vil lade det bero, da har de hertil adgang, for så vidt der ikke mellem boet og vedkommende er sluttet overenskomst om tvistens genstand, og sagens påanke ikke udsætter boet for tab af rettigheder, som ved kendelsen eller dommen måtte være det tilkendt.
§ 42. Skifteretten udsteder straks skifteretsattest om, at boet er udleveret til den eller de pågældende bobestyrere. Begrænsninger i en bobestyrers tegningsret skal fremgå af attesten.
§ 42. Skifteretten udsteder straks skifteretsattest om, at boet er udleveret til den eller de pågældende bobestyrere. Begrænsninger i en bobestyrers tegningsret skal fremgå af attesten.
§ 42. Boets vedkommende, som ved påanke i henhold til foregående paragraf har forøget boets masse, er berettigede til at forlange de herpå anvendte bekostninger erstattede af boet, for så vidt de ikke overstiger den forøgelse, som boet derved vinder. Er boet sluttet, når den endelige dom falder, tilfalder det ved påanken vundne den eller dem, som har iværksat den, indtil deres bekostninger er dækkede; med overskuddet forholdes der efter de i tredje underafdeling givne regler.
Tredje underafdeling
Om dødsboets slutning og opgørelse
§ 43. Må boet efter de foreliggende oplysninger klart antages at være insolvent, anmoder bobestyreren straks skifteretten om at fastslå dette, jf. § 69, stk. 1.
§ 43. Må boet efter de foreliggende oplysninger klart antages at være insolvent, anmoder bobestyreren straks skifteretten om at fastslå dette, jf. § 69, stk. 1.
§ 43. Viser det sig, at der i et dødsbo ikke findes midler til at dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, kan skifteretten straks slutte et sådant bo ved at udbetale eller udlægge til den, som har bekostet begravelsen, hvad der findes i boet. Er det overskydende ikke mere, end at det skønnes at ville medgå til dækning af privilegerede fordringer, kan skifteretten udlægge boets beholdning til disse efter deres orden og beskaffenhed og dermed slutte behandlingen.
§ 44. Efter boets udlevering tager bobestyreren straks i fornødent omfang boets aktiver i forvaring eller sikrer disse mod uberettigede dispositioner, herunder ved tinglysning af meddelelsen om bobestyrerbehandlingen på boets faste ejendomme m.v., jf. herved tinglysningslovens § 13, stk. 1.
Stk. 2. Boets aktiver registreres og værdiansættes af bobestyreren eller om fornødent ved sagkyndig vurdering.
§ 44. Efter boets udlevering tager bobestyreren straks i fornødent omfang boets aktiver i forvaring eller sikrer disse mod uberettigede dispositioner, herunder ved tinglysning af meddelelsen om bobestyrerbehandlingen på boets faste ejendomme m.v., jf. herved tinglysningslovens § 13, stk. 1.
Stk. 2. Boets aktiver registreres og værdiansættes af bobestyreren eller om fornødent ved sagkyndig vurdering.
§ 44. Så snart de i § 38 nævnte 4 uger efter listens fremlæggelse er gået, iværksætter skifteretten udlodningen til kreditorerne i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens 18. kapitel.
Stk. 2. Kravene fyldestgøres efter reglerne i konkurslovens §§ 82 og 85-99.
Stk. 3. Bestemmelserne i konkurslovens §§ 1, 2, 31 og 38-63 anvendes med de ændringer, som følger af forholdets natur, og således at der i stedet for tidspunktet for konkursdekretets afsigelse regnes med tiden for dødsfaldet.
§ 45. Bobestyreren skal give arvingerne skriftlig meddelelse om væsentlige forhandlinger og beslutninger i boet. Andre, der har en retlig interesse deri, kan forlange at blive gjort bekendt med de oplysninger, der er indeholdt i meddelelsen.
§ 45. Bobestyreren skal give arvingerne skriftlig meddelelse om væsentlige forhandlinger og beslutninger i boet. Andre, der har en retlig interesse deri, kan forlange at blive gjort bekendt med de oplysninger, der er indeholdt i meddelelsen.
§ 45. Befindes der at være overskud at arve, efter at kreditorerne er fyldestgjorte, har skifteretten at skride til udlodningen af boet til arvinger og legatarer, så snart i øvrigt boets formue er samlet og indkommet.
Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at der ved opgørelse og udlodning i boet skal bortses fra arvelodder, hvis udbetaling vil medføre uforholdsmæssige ulemper eller omkostninger, eller at sådanne arvelodder skal indbetales til statskassen.
§ 46. Bobestyreren indkalder, hvis dette ikke allerede er sket, straks afdødes kreditorer efter reglerne i kapitel 20.
Stk. 2. Anmeldte fordringer og andre krav registreres på betryggende måde.
§ 46. Bobestyreren indkalder, hvis dette ikke allerede er sket, straks afdødes kreditorer efter reglerne i kapitel 20.
Stk. 2. Anmeldte fordringer og andre krav registreres på betryggende måde.
§ 46. Et dødsbo behøver ikke at henstå usluttet på grund af forpligtelser, der er afhængige af betingelser, om hvis indtrædelse der først længere hen i tiden kan fås vished, hvorimod der, når boet i øvrigt er færdigt til udlodning, afsættes det fornødne til sådanne fordringer. Det, som senere måtte vise sig at være ufornødent til fordringens fyldestgørelse, udlægges da ved en efterlodning til vedkommende.
Stk. 2. Heller ikke skal det være til hinder for et dødsbos slutning, at den afdøde har arv henstående i uskiftet bo eller anden sådan i henseende til størrelsen uberegnelig fordring, som må henstå i ubestemt tid, hvorimod en senere genoptagelse af skiftet også for så vidt forbeholdes.
§ 47. Bobestyreren giver snarest muligt arvingerne og legatarerne meddelelse om boets udlevering og om deres ret til at arve.
§ 47. Bobestyreren giver snarest muligt arvingerne og legatarerne meddelelse om boets udlevering og om deres ret til at arve.
§ 47. Enhver arving er berettiget til for sin arvelod at fordre udlæg efter vurdering, dog ikke i fast ejendom; værgens påstand herom på en umyndigs vegne godkendes af skifteretten, når det skønnes at være til den umyndiges gavn. Forlanger flere arvinger udlæg i den samme ting, bliver det ved lodtrækning at afgøre, hvem der skal have fortrinet. Ting, der har særlig erindringsværdi for familien, skal den arving, fra hvis slægt eller slægtsgren tingen stammer, dog være fortrinsberettiget til at få udlagt. Om den efterlevende ægtefælles rettigheder på skifte henvises til § 61 a, 1. punktum, samt §§ 62 a - 62 e og § 63.
§ 48. Vides det ikke, om en arving eller legatar er i live, eller er vedkommendes opholdssted ukendt, eller er det uklart, hvem der er arvinger, søger bobestyreren de nødvendige oplysninger derom tilvejebragt.
Stk. 2. Eftersøgning af arvinger og legatarer kan undlades, såfremt det må antages, at der ikke bliver arv eller legat at udlodde.
Stk. 3. Bobestyreren har i samme omfang som skifteretten adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige myndigheder.
Tegningsret
§ 48. Vides det ikke, om en arving eller legatar er i live, eller er vedkommendes opholdssted ukendt, eller er det uklart, hvem der er arvinger, søger bobestyreren de nødvendige oplysninger derom tilvejebragt.
Stk. 2. Eftersøgning af arvinger og legatarer kan undlades, såfremt det må antages, at der ikke bliver arv eller legat at udlodde.
Stk. 3. Bobestyreren har i samme omfang som skifteretten adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige myndigheder.
Tegningsret
§ 48. Vil vedkommende lodtagere i boet, når udlæg efter vurdering af hele boet eller enkelte dertil hørende genstande skal finde sted, ikke erkende den under registreringen stedfundne vurdering for regel, står det enhver af dem åbent at forlange en formelig vurdering af de ting, som formenes at være urigtig ansatte. Denne vurdering iværksættes af mænd, som skifteretten efter forudgående meddelelse til alle vedkommende udmelder hertil.
§ 49. Bobestyreren tegner boet og repræsenterer dette i retssager. I boer med flere bobestyrere tegner disse hver især boet, medmindre skifteretten bestemmer andet, jf. § 42.
Stk. 2. Indtil tilkendegivelse om boets solvens efter § 52, stk. 1, foreligger, skal bobestyreren så vidt muligt afholde sig fra at foretage dispositioner, der vil kunne foregribe den senere bobehandling.
§ 49. Bobestyreren tegner boet og repræsenterer dette i retssager. I boer med flere bobestyrere tegner disse hver især boet, medmindre skifteretten bestemmer andet, jf. § 42.
Stk. 2. Indtil tilkendegivelse om boets solvens efter § 52, stk. 1, foreligger, skal bobestyreren så vidt muligt afholde sig fra at foretage dispositioner, der vil kunne foregribe den senere bobehandling.
§ 49. Hvis beløb, der tilfalder nogen på skifte, skal bestyres efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v., kan sådanne beløb kun med justitsministerens samtykke udlægges i udenlandske pengeeffekter, som ikke kan noteres her i landet, eller som kan opsiges til udbetaling under sådanne former, at der kun med vanskelighed kan opnås kundskab om forfaldstiden, eller hvis renter skal indkasseres i udlandet.
§ 50. Bobestyreren kan med skifterettens samtykke antage forretningskyndig medhjælp til for boets regning at bistå bobestyreren i nærmere fastsat omfang.
Stk. 2. Bobestyreren kan, hvor særlige forhold taler herfor, med skifterettens samtykke antage revisorbistand til for boets regning at udføre nærmere fastsatte opgaver. Skifterettens samtykke er dog ikke nødvendigt, såfremt afdøde var bogføringspligtig eller regnskabspligtig og selv gjorde brug af revisorbistand.
Søgsmål og retsforfølgning
§ 50. Bobestyreren kan med skifterettens samtykke antage forretningskyndig medhjælp til for boets regning at bistå bobestyreren i nærmere fastsat omfang.
Stk. 2. Bobestyreren kan, hvor særlige forhold taler herfor, med skifterettens samtykke antage revisorbistand til for boets regning at udføre nærmere fastsatte opgaver. Skifterettens samtykke er dog ikke nødvendigt, såfremt afdøde var bogføringspligtig eller regnskabspligtig og selv gjorde brug af revisorbistand.
Søgsmål og retsforfølgning
§ 50. Boets slutning kan foregå i en skiftesamling ved opgørelse til skifteprotokollen, og når da alle vedkommende erklærer sig tilfredse med opgørelsen, sker udtællingerne med det samme.
Stk. 2. Hvor denne fremgangsmåde efter boets beskaffenhed ikke kan benyttes, bør skifteretten, så snart boet er modent dertil, optage det til slutning og forfatte et udkast til opgørelse, hvortil den har en frist af i det højeste 6 - eller, når den består af flere medlemmer, 12 - uger fra optagelsesdagen. Udkastet bør, dersom ikke alle vedkommende erklærer, at de antager det, efter foregående offentlig bekendtgørelse, henlægges hos skifteretten til eftersyn og overvejelse i 14 dage, inden hvilken frists udløb enhver heri interesseret kan henlede skifterettens opmærksomhed på mulige fejl og mangler i det. Finder skifteretten den fremsatte bemærkning grundet, berigtiger den udkastet i overensstemmelse hermed; men i modsat fald, såvel som når ingen indvending fremkommer inden fristens udløb, affattes den endelige opgørelse i overensstemmelse med udkastet, og skiftet sluttes, således at forandring deri kun kan ske ved påanke.
Stk. 3. Udtællinger i henhold til opgørelsen foregår først, når påankefristen (§ 88) er udløben, uden at påanke af den er sket, eller alle vedkommende frafalder påanke.
IV. Om behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås
§ 51. Bestemmelserne i §§ 9 og 10 om søgsmål og retsforfølgning finder tilsvarende anvendelse på boer, der behandles ved bobestyrer. Anmeldelse af fordringer og andre krav mod boet skal dog ske til bobestyreren.
Åbningsstatus
§ 51. Bestemmelserne i §§ 9 og 10 om søgsmål og retsforfølgning finder tilsvarende anvendelse på boer, der behandles ved bobestyrer. Anmeldelse af fordringer og andre krav mod boet skal dog ske til bobestyreren.
Åbningsstatus
§ 51. Når arv og gæld vedgås, bliver der at forholde således med boets behandling, som de myndige arvinger og de umyndiges eller fraværendes værger er enige om at begære, dog at skifteretten kan nægte sin godkendelse af en værges erklæring, når den skønner, at den tagne beslutning vil skade myndlingens tarv.
Stk. 2. Er der uenighed mellem arvingerne, eller udebliver de alle, når beslutning på skiftesamling skal tages, tilfalder det skifteretten at tage fornøden bestemmelse. Retten har herved at tage det størst mulige hensyn til de fremsatte meninger, men den er ikke bunden ved dem, hvorimod den har at handle efter sit skøn om, hvad der bedst tjener samtliges og især de fraværendes og umyndiges tarv.
§ 52. Efter proklamafristens udløb udarbejder bobestyreren snarest en åbningsstatus, der indeholder en fortegnelse over samtlige boets aktiver og passiver med værdiangivelser pr. dødsdagen, boets forventede indtægter og øvrige udgifter samt bobestyrerens tilkendegivelse om, hvorvidt boet må antages at være solvent.
Stk. 2. Åbningsstatus, der udarbejdes på en særlig blanket, tilsendes straks boets arvinger, skifteretten og den kommunale skattemyndighed. En kreditor eller legatar, som har retlig interesse deri, kan forlange at blive gjort bekendt med åbningsstatus.
Stk. 3. Må boet antages at være insolvent, indstiller bobestyreren straks til skifteretten, at der træffes afgørelse om insolvensbehandling, jf. § 69. Tages indstillingen til følge, kan udsendelse af åbningsstatus efter stk. 2 undlades.
Stk. 4. Viser boet sig senere at være insolvent, indstiller bobestyreren straks til skifteretten, at der træffes afgørelse om insolvensbehandling, jf. § 69.
Bostyret
§ 52. Efter proklamafristens udløb udarbejder bobestyreren snarest en åbningsstatus, der indeholder en fortegnelse over samtlige boets aktiver og passiver med værdiangivelser pr. dødsdagen, boets forventede indtægter og øvrige udgifter samt bobestyrerens tilkendegivelse om, hvorvidt boet må antages at være solvent.
Stk. 2. Åbningsstatus, der udarbejdes på en særlig blanket, tilsendes straks boets arvinger, skifteretten og den kommunale skattemyndighed. En kreditor eller legatar, som har retlig interesse deri, kan forlange at blive gjort bekendt med åbningsstatus.
Stk. 3. Må boet antages at være insolvent, indstiller bobestyreren straks til skifteretten, at der træffes afgørelse om insolvensbehandling, jf. § 69. Tages indstillingen til følge, kan udsendelse af åbningsstatus efter stk. 2 undlades.
Stk. 4. Viser boet sig senere at være insolvent, indstiller bobestyreren straks til skifteretten, at der træffes afgørelse om insolvensbehandling, jf. § 69.
Bostyret
§ 52. I de heromhandlede boer behøver indkaldelse til kreditorer ikke at udstedes, med mindre nogen arving forlanger det. Når ikke alle arvinger er myndige og tilstede, bør indkaldelse dog udstedes, med mindre skifteretten efter de foreliggende omstændigheder anser det for unødvendigt.
Stk. 2. Boet må ikke deles mellem arvingerne, med mindre de anmeldte kreditorer samtykker, hvis de ikke fyldestgøres, eller sikkerhed stilles dem for, at de vil blive fyldestgjorte til forfaldstid, og, for så vidt indkaldelse udstedes, først efter udløb af den ved samme givne frist.
§ 53. Bobestyreren træffer bestemmelse i boets anliggender. Væsentlige spørgsmål skal forinden forelægges for arvingerne.
Stk. 2. Er arvingerne ikke enige om afgørelsen af et væsentligt spørgsmål, skal dette drøftes på et bomøde, hvortil alle arvinger skal indkaldes. Opnås enighed ikke, og forlanges afstemning, stemmer de mødte arvinger efter deres ret til at tage arv og boslod. I tvivlstilfælde afgør bobestyreren omfanget af arvingernes stemmeret. Står stemmerne lige, afgøres spørgsmålet af bobestyreren.
Stk. 3. Bobestyreren kan tilsidesætte arvingernes beslutning og afgøre et spørgsmål, såfremt arvingernes beslutning er åbenbart uhensigtsmæssig eller strider mod nogens ret.
Stk. 4. Bobestyreren vejleder arvingerne om deres retsstilling efter §§ 96 og 97.
§ 53. Bobestyreren træffer bestemmelse i boets anliggender. Væsentlige spørgsmål skal forinden forelægges for arvingerne.
Stk. 2. Er arvingerne ikke enige om afgørelsen af et væsentligt spørgsmål, skal dette drøftes på et bomøde, hvortil alle arvinger skal indkaldes. Opnås enighed ikke, og forlanges afstemning, stemmer de mødte arvinger efter deres ret til at tage arv og boslod. I tvivlstilfælde afgør bobestyreren omfanget af arvingernes stemmeret. Står stemmerne lige, afgøres spørgsmålet af bobestyreren.
Stk. 3. Bobestyreren kan tilsidesætte arvingernes beslutning og afgøre et spørgsmål, såfremt arvingernes beslutning er åbenbart uhensigtsmæssig eller strider mod nogens ret.
Stk. 4. Bobestyreren vejleder arvingerne om deres retsstilling efter §§ 96 og 97.
§ 53. Efter boets deling og skiftets slutning hæfter arvingerne en for alle og alle for en for den gæld, som har været anmeldt og krævet betalt i boet forinden dets deling; for anden gæld, for så vidt den ikke er bortfalden som uanmeldt, hæfter arvingerne kun i det forhold, hvori de er berettigede til at tage arv, med mindre de ifølge overenskomstens indhold er en for alle og alle for en forpligtede, eller den afdøde har været regnskabspligtig for kongens penge, børnepenge, fattiges penge eller kirkepenge, og arvingerne har delt boet uden først at aflægge sådant regnskab.
§ 54. Bobestyreren fremmer boets behandling mest muligt og orienterer efter anmodning arvingerne om bobehandlingens forløb og forventede afslutning.
Stk. 2. Skifteretten kan, hvor forholdene gør det nødvendigt, pålægge bobestyreren at indgive løbende indberetninger om bobehandlingens forløb og meddele bobestyreren pålæg om at foretage, hvad der findes fornødent.
Stk. 3. Ved afslutning af bobestyrerbehandlingen drager bobestyreren omsorg for, at tinglysning og anden tilsvarende offentlig registrering af bobestyrerbehandlingen slettes.
Bomøder
§ 54. Bobestyreren fremmer boets behandling mest muligt og orienterer efter anmodning arvingerne om bobehandlingens forløb og forventede afslutning.
Stk. 2. Skifteretten kan, hvor forholdene gør det nødvendigt, pålægge bobestyreren at indgive løbende indberetninger om bobehandlingens forløb og meddele bobestyreren pålæg om at foretage, hvad der findes fornødent.
Stk. 3. Ved afslutning af bobestyrerbehandlingen drager bobestyreren omsorg for, at tinglysning og anden tilsvarende offentlig registrering af bobestyrerbehandlingen slettes.
Bomøder
§ 54. Når arv og gæld er vedgået, kan der gøres arrest i de til boet hørende formuegenstande, ligesom der i dem kan søges fyldestgørelse ved exekution og tvangsauktion, når et behørigt exekutionsgrundlag er tilstede. Arrest, som forud for boets overtagelse måtte være gjort i de til det hørende formuegenstande, træder atter i kraft, som om den ikke var bleven afbrudt.
§ 55. Bobestyreren indkalder til bomøde, når der er behov herfor. Indkaldelse bør i almindelighed ske, hvis en arving forlanger det. Indkaldelse skal ske, hvis skifteretten bestemmer det, eller hvis der er uenighed mellem arvingerne om et væsentligt spørgsmål, jf. herved § 53, stk. 2.
Stk. 2. Indkaldelse sker ved meddelelse til de pågældende og om fornødent tillige ved bekendtgørelse i Statstidende. Tid, sted, varsel og dagsorden fastsættes af bobestyreren, som leder forhandlingerne på bomødet.
Prøvelse af fordringer og andre krav
§ 55. Bobestyreren indkalder til bomøde, når der er behov herfor. Indkaldelse bør i almindelighed ske, hvis en arving forlanger det. Indkaldelse skal ske, hvis skifteretten bestemmer det, eller hvis der er uenighed mellem arvingerne om et væsentligt spørgsmål, jf. herved § 53, stk. 2.
Stk. 2. Indkaldelse sker ved meddelelse til de pågældende og om fornødent tillige ved bekendtgørelse i Statstidende. Tid, sted, varsel og dagsorden fastsættes af bobestyreren, som leder forhandlingerne på bomødet.
Prøvelse af fordringer og andre krav
§ 55. Den, der vil gøre nogen fordring på den afdøde gældende for derefter at søge exekution i boet, kan anlægge retssag mod arvingerne ved retten på det sted, hvor boet behandles.
Stk. 2. Arvingerne er pligtige at give møde efter stævning, forkyndt for skifteretten med varsel beregnet efter dens embedskontor, forøget med et tillæg af 14 dage; det er skifterettens pligt at meddele dem underretning om stævningen.
§ 56. Bobestyreren undersøger grundlaget for de anmeldte fordringer, de i § 83, stk. 2, nævnte fordringer og andre krav samt massekrav og forelægger arvingerne en fortegnelse over disse tillige med sin foreløbige indstilling om, hvorvidt de enkelte fordringer og krav bør anerkendes. Bobestyreren kan fastsætte en frist for arvingernes stillingtagen til, om fordringer og krav bør anerkendes. Fremsætter ingen af arvingerne indsigelse mod et krav, der af bobestyreren fuldt ud er indstillet til godkendelse, er dette godkendt.
Stk. 2. Er der efter forelæggelsen for arvingerne tvivl om, hvorvidt en fordring eller et andet krav skal anerkendes som anmeldt, undersøger bobestyreren, om en forligsmæssig ordning kan opnås.
Stk. 3. Anerkendes en fordring eller et andet krav ikke fuldt ud af alle arvinger, og indgås forlig ikke, udarbejder bobestyreren sin endelige indstilling om, hvorvidt og i hvilket omfang fordringen eller kravet bør anerkendes.
Stk. 4. Indstillingen forelægges for arvingerne og ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde for de fordringshavere, hvis fordring eller krav ikke fuldt ud anerkendes, med oplysning om, at enhver, som ikke kan godkende indstillingen, inden 4 uger efter modtagelsen af meddelelsen må anlægge sag ved skifteretten, jf. dog § 89, stk. 4. Reglerne i § 109, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Anlægges sag ikke rettidigt, er bobestyrerens endelige indstilling godkendt.
Stk. 6. Er der tvivl om boets solvens, skal prøvelsen af fordringerne også omfatte fordringernes plads i konkursordenen. Fordringer og krav skal da tillige forelægges for boets kreditorer. Forelæggelse for kreditorerne kan ske ved en meddelelse om, at indstillingerne ligger til eftersyn på bobestyrerens kontor. Stk. 1-5 finder i øvrigt anvendelse.
Dækning af godkendte fordringer og andre krav
§ 56. Bobestyreren undersøger grundlaget for de anmeldte fordringer, de i § 83, stk. 2, nævnte fordringer og andre krav samt massekrav og forelægger arvingerne en fortegnelse over disse tillige med sin foreløbige indstilling om, hvorvidt de enkelte fordringer og krav bør anerkendes. Bobestyreren kan fastsætte en frist for arvingernes stillingtagen til, om fordringer og krav bør anerkendes. Fremsætter ingen af arvingerne indsigelse mod et krav, der af bobestyreren fuldt ud er indstillet til godkendelse, er dette godkendt.
Stk. 2. Er der efter forelæggelsen for arvingerne tvivl om, hvorvidt en fordring eller et andet krav skal anerkendes som anmeldt, undersøger bobestyreren, om en forligsmæssig ordning kan opnås.
Stk. 3. Anerkendes en fordring eller et andet krav ikke fuldt ud af alle arvinger, og indgås forlig ikke, udarbejder bobestyreren sin endelige indstilling om, hvorvidt og i hvilket omfang fordringen eller kravet bør anerkendes.
Stk. 4. Indstillingen forelægges for arvingerne og ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde for de fordringshavere, hvis fordring eller krav ikke fuldt ud anerkendes, med oplysning om, at enhver, som ikke kan godkende indstillingen, inden 4 uger efter modtagelsen af meddelelsen må anlægge sag ved skifteretten, jf. dog § 89, stk. 4. Reglerne i § 109, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Anlægges sag ikke rettidigt, er bobestyrerens endelige indstilling godkendt.
Stk. 6. Er der tvivl om boets solvens, skal prøvelsen af fordringerne også omfatte fordringernes plads i konkursordenen. Fordringer og krav skal da tillige forelægges for boets kreditorer. Forelæggelse for kreditorerne kan ske ved en meddelelse om, at indstillingerne ligger til eftersyn på bobestyrerens kontor. Stk. 1 - 5 finder i øvrigt anvendelse.
Dækning af godkendte fordringer og andre krav
§ 56. Ved de heromhandlede boer bliver der i øvrigt at forholde efter de i forgående kapitel givne regler, for så vidt ikke denne lovs bestemmelser medfører andet.
V. Om behandling af dødsboer, når der er en efterlevende ægtefælle
§ 57. Bobestyreren drager omsorg for, at godkendte fordringer og boets øvrige forpligtelser snarest muligt opfyldes af boet, medmindre de overtages af arvinger, legatarer eller andre.
Stk. 2. Acontosalær til bobestyreren kan udbetales med skifterettens samtykke, hvis særlige grunde, herunder boets beskaffenhed eller behandlingstid, taler herfor.
Salg af boets aktiver
§ 57. Bobestyreren drager omsorg for, at godkendte fordringer og boets øvrige forpligtelser snarest muligt opfyldes af boet, medmindre de overtages af arvinger, legatarer eller andre.
Stk. 2. A conto salær til bobestyreren kan udbetales med skifterettens samtykke, hvis særlige grunde, herunder boets beskaffenhed eller behandlingstid, taler herfor.
Salg af boets aktiver
§ 57. Såfremt skifteretten skønner, at der under hensyn til den efterlevende ægtefælles særlige rettigheder intet bliver at udlodde til arvingerne, og ægtefællen erklærer at ville overtage ansvaret for afdødes gæld, kan såvel fællesboet som afdødes særeje uden skiftebehandling udlægges til ægtefællen.
Stk. 2. I øvrigt bliver afdødes bodel og særeje at skifte ved lovens almindelige regler med de afvigelser, der følger af reglerne i § 61 a, §§ 62 a - 62 e og § 63, medens den efterlevende ægtefælles bodel skiftes efter nedenstående regler. Hans særeje kan inddrages under skiftet i den udstrækning, det er nødvendigt til fyldestgørelse af de krav, der omhandles i § 23 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger og i arvelovens § 21.
Stk. 3. Har den efterlevende ægtefælle hensiddet i uskiftet bo, behandles hele boet efter nedenstående regler.
§ 58. Salg af boets aktiver skal ske på den måde, der tjener boets interesser bedst. Salg ved auktion sker efter reglerne i retsplejeloven.
§ 58. Salg af boets aktiver skal ske på den måde, der tjener boets interesser bedst. Salg ved auktion sker efter reglerne i retsplejeloven.
§ 58. Under skiftet beholder den efterlevende ægtefælle rådigheden over sin bodel. Er der særlig grund til at befrygte, at han utilbørligt vil forrykke bodelens stilling, kan skifteretten dog helt eller delvis fratage ham rådigheden over bodelen under skiftet. Rådighedsfratagelsen tinglyses efter de i lov om tinglysning nr. 111 af 31. marts 1926 § 48, stk. 1, indeholdte regler.
§ 59. Ved tvangsauktion over boets aktiver tilfalder overskud ved pantets bestyrelse de panthavere, som ikke opnår fuld dækning gennem købesummen, og hvis panteret omfatter indtægter af pantet. Kan ingen panthaver gøre krav på overskuddet, indgår det i boet.
Stk. 2. Underskud ved pantets bestyrelse tilsvares på tvangsauktion af den, som overtager pantet på auktionen.
Stk. 3. Rimelige omkostninger ved bestræbelser for realisation af pantet tilsvares af den, som overtager pantet på tvangsauktionen.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved underhåndssalg.
Stk. 5. Ved salg af udenlandsk luftfartøj, der er registreret i en stat, som har tiltrådt Geneve-konventionen af 19. juli 1948, skal køberen dog kun betale de i lov om registrering af rettigheder over luftfartøj § 29 nævnte udgifter.
§ 59. Ved tvangsauktion over boets aktiver tilfalder overskud ved pantets bestyrelse de panthavere, som ikke opnår fuld dækning gennem købesummen, og hvis panteret omfatter indtægter af pantet. Kan ingen panthaver gøre krav på overskuddet, indgår det i boet.
Stk. 2. Underskud ved pantets bestyrelse tilsvares på tvangsauktion af den, som overtager pantet på auktionen.
Stk. 3. Rimelige omkostninger ved bestræbelser for realisation af pantet tilsvares af den, som overtager pantet på tvangsauktionen.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1 - 3 finder tilsvarende anvendelse ved underhåndssalg.
Stk. 5. Ved salg af udenlandsk luftfartøj, der er registreret i en stat, som har tiltrådt Geneve-konventionen af 19. juli 1948, skal køberen dog kun betale de i lov om registrering af rettigheder over luftfarttøj § 29 nævnte udgifter.
§ 59. De af den længstlevende opgivne arvinger bliver af skifteretten at underrette om skiftet i overensstemmelse med reglerne i §§ 14 og 23. For fraværende arvinger eller legatarer, hvis opholdssted ikke kendes, eller som er så langt borte, at boets behandling ikke findes at burde udsættes af hensyn til dem, bliver der, for så vidt ingen fuldmægtig møder for dem, efter skifterettens foranstaltning at beskikke værger, der har at varetage deres tarv på skiftet.
§ 60. På tvangsauktion kan boet fordre bortsalg, hvis det må antages at ville få andel i budsummen, eller hvis salg er nødvendigt for at opnå dækning for de i § 59, stk. 2, 3 og 5, nævnte udgifter.
§ 60. På tvangsauktion kan boet fordre bortsalg, hvis det må antages at ville få andel i budsummen, eller hvis salg er nødvendigt for at opnå dækning for de i § 59, stk. 2, 3 og 5 nævnte udgifter.
§ 60. Skiftet bør grundes på den længstlevendes egen opgørelse af indgæld og udgæld, for så vidt denne erkendes af de tilstedeværende arvinger eller disses værger, og skifteretten ikke på de umyndiges eller fraværendes vegne finder nogen særdeles anledning til at betvivle dens rigtighed. Men selv når opgørelsen ikke fra alle sider erkendes for rigtig, bør dog ingen afhændelse af ejendelene finde sted, men disses værdi alene under anvendelse af reglerne i § 48 ansættes af uvildige mænd, ligesom der med hensyn til de anmeldte fordringers rigtighed i reglen kun bliver at anstille sådan undersøgelse, som af skifteretten skønnes efter omstændighederne at være tilstrækkelig, såsom ved at adspørge kreditorerne.
§ 61. Tvangsauktion foregår efter retsplejelovens regler. Skal auktionssummen efter disse regler indbetales til fogedretten, sker indbetaling dog til bobestyreren.
§ 61. Tvangsauktion foregår efter retsplejelovens regler. Skal auktionssummen efter disse regler indbetales til fogedretten, sker indbetaling dog til bobestyreren.
§ 61. Arvingerne efter den førstafdøde bliver ikke ved at modtage arv eller vederlag herfor ansvarlige for den gæld, der påhviler den længstlevende. Om det dem således udlagte eller udbetalte af kreditorerne kan forlanges tilbagegivet, afgøres efter konkurslovens forskrifter om retshandlers afkræftelse på grund af konkurs.
§ 61 a. Har den efterlevende ægtefælle anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel, kan han forlods udtage vederlag herfor af sin bodel. Under samme betingelse kan den førstafdøde ægtefælles arvinger forlods udtage vederlag af førstafdødes beholdne bodel.
§ 62. Reglerne i §§ 59-61 anvendes tilsvarende på udlæg, som ikke bortfalder i medfør af konkurslovens § 71.
Inddrivelse af fordringer og andre krav
§ 62. Reglerne i §§ 59 - 61 anvendes tilsvarende på udlæg, som ikke bortfalder i medfør af konkurslovens § 71.
Inddrivelse af fordringer og andre krav
§ 62. Den omstændighed, at den længstlevende på den heromhandlede måde skifter med den førstafdødes arvinger, indskrænker ikke den længstlevendes kreditorer i at forfølge deres ret mod ham ganske på samme måde, som om ingen skiftebehandling fandt sted.
§ 62 a. Den efterlevende ægtefælle har ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til hans personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold.
Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har endvidere ret til forlods at udtage genstande, der er erhvervet til børnenes brug.
§ 62 b. Er boet af ringe værdi, kan den efterlevende ægtefælle udtage bohave, arbejdsredskaber og andet løsøre i det omfang, hvori det skønnes nødvendigt, for at han kan opretholde hjemmet eller sit erhverv, selv om der derved tilfalder ham mere end hans boslod og arvelod.
Stk. 2. Den efterlevende ægtefælle har altid ret til af boet at udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med hans boslod og arvelod og hans særeje udgør indtil 150.000 kr.
§ 62 c. Den efterlevende ægtefælle er berettiget til af fællesboet at fordre udlæg efter vurdering for sin boslod og arvelod også i fast ejendom. Ønsker ægtefællen og arvinger udlæg i samme ting, har ægtefællen fortrinnet.
Stk. 2. Overstiger værdien af de ejendele, som den efterlevende ægtefælle ønsker udlagt, hans boslod og arvelod, skal han desuagtet være berettiget til at få dem udlagt mod at udbetale det overskydende beløb kontant til de øvrige arvinger.
§ 62 d. I afdødes særeje kan den efterlevende ægtefælle fordre udlæg efter vurdering, for så vidt angår hans arv af særejet. Udlæg kan også forlanges i fast ejendom. Ægtefællen har fortrin fremfor andre arvinger, der ønsker udlæg i samme ting.
§ 62 e. Bestemmelserne i §§ 62 c og d finder ikke anvendelse på ting, hvorover den førstafdøde ægtefælle har rådet ved testamente i medfør af arvelovens § 66.
§ 63. Bobestyreren inddriver boets udestående fordringer og øvrige krav, medmindre disse udlægges i arv eller bortsælges.
Stk. 2. Boets fordringer og andre krav, i hvilke der er gjort udlæg, inddrives af bobestyreren, medmindre boet frafalder adgangen til inddrivelse.
Acontoudlodninger
§ 63. Bobestyreren inddriver boets udestående fordringer og øvrige krav, medmindre disse udlægges i arv eller bortsælges.
Stk. 2. Boets fordringer og andre krav, i hvilke der er gjort udlæg, inddrives af bobestyreren, medmindre boet frafalder adgangen til inddrivelse.
A conto udlodninger
§ 63. I det omfang, arven til afdødes umyndige livsarvinger ikke kan udredes uden afhændelse af fast ejendom eller løsøre, som er nødvendige, for at den længstlevende kan opretholde hjemmet eller sit erhverv, eller uden at den længstlevende berøves andre midler, som er nødvendige herfor, kan skifteretten mod en efter forholdene passende sikkerhed give ægtefællen henstand med udbetalingen af arven, indtil børnene bliver myndige. Nærmere regler herom fastsættes af justitsministeren.
VI. Om skifte ved separation og skilsmisse m.v.
§ 64. Acontoudlodning kan med bobestyrerens tilladelse ske, når boets forhold utvivlsomt tillader det. Udlodning kan betinges af, at boet friholdes for et eventuelt tab.
Udlevering af boet til anden behandlingsmåde
§ 64. A conto udlodning kan med bobestyrerens tilladelse ske, når boets forhold utvivlsomt tillader det. Udlodning kan betinges af, at boet friholdes for et eventuelt tab.
Udlevering af boet til anden behandlingsmåde
§ 64. Når et ægteskab er opløst ved skilsmisse eller omstødelse, samt når ægtefæller er blevet separeret, eller der er afsagt dekret om bosondring, finder offentligt skifte af fællesbo sted, såfremt en af ægtefællerne begærer det.
§ 64 a. Begæring om skifte indgives til skifteretten på det sted, hvor ægtefællerne har bopæl. Har de ikke bopæl i samme retskreds, foretages skiftet af skifteretten på det sted, hvor de sidst har haft fælles bopæl, såfremt en af dem fortsat har bopæl i retskredsen. Medmindre der af ægtefællerne træffes anden aftale, foretages skiftet i øvrigt af skifteretten i den retskreds, hvor den af ægtefællerne, mod hvem kravet om skifte er rettet, har bopæl.
Stk. 2. Dersom ingen skifteret efter reglerne i stk. 1 kan tage boet under behandling, kan justitsministeren, såfremt mindst en af ægtefællerne har tilknytning til Danmark, efter begæring bestemme, at skifte skal finde sted her i landet. Justitsministeren bestemmer i så fald tillige, hvilken skifteret der skal foretage skiftet.
§ 65. Skifteretten skal på et hvilket som helst tidspunkt af bobehandlingen efter anmodning udlevere et bo til boudlæg, til privat skifte, til ægtefællen efter kapitel 13 eller til uskiftet bo, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Udleveringen kan betinges af, at der stilles sikkerhed for udgifterne ved den hidtidige behandling.
Stk. 2. Bobestyreren underretter de kreditorer, der har krav på at opnå dækning i boet.
Boopgørelse
§ 65. Skifteretten skal på et hvilket som helst tidspunkt af bobehandlingen efter anmodning udlevere et bo til boudlæg, til privat skifte, til ægtefællen efter kapitel 13 eller til uskiftet bo, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Udleveringen kan betinges af, at der stilles sikkerhed for udgifterne ved den hidtidige behandling.
Stk. 2. Bobestyreren underretter de kreditorer, der har krav på at opnå dækning i boet.
Boopgørelse
§ 65. Efter registrering og vurdering foretages opgørelse over hver ægtefælles bodel. Har en ægtefælle tillige særeje, bliver også dette at inddrage under skiftet i den udstrækning, det er nødvendigt til fyldestgørelse af de krav, der omhandles i § 23 i lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger.
Stk. 2. Grundlaget for de i stk. 1 nævnte opgørelser er de aktiver og passiver, der hører til bodelene på tidspunktet for formuefællesskabets ophør, for bosondring dog tidspunktet for bosondringsbegæringens indgivelse. Hvis rigtigheden af den af en ægtefælle opgivne gæld bestrides af den anden ægtefælle, afgør skifteretten, om gældsposten kan tages i betragtning ved opgørelsen.
Stk. 3. Ved opgørelsen af bodelene medregnes ikke de krav mellem ægtefæller, som nævnes i §§ 26 og 56 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning. Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes ikke som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel.
§ 65 a. Findes der gæld, for hvilken begge ægtefæller hæfter, har enhver af dem ret til at forlange, at den anden betaler den del af gælden, som endeligt skal bæres af ham, eller at der stilles ham sikkerhed for, at gælden betales.
Stk. 2. I tilfælde af uenighed mellem ægtefæller om, hvilken del af en dem begge påhvilende gæld, der endeligt skal bæres af hver af dem, afgøres spørgsmålet af skifteretten.
§ 66. Bobestyreren udarbejder en boopgørelse med en redegørelse om boets behandling og om arveforholdene samt en opgørelse over boets aktiver og passiver, indtægter og udgifter med angivelse af fordelingen mellem legatarer og arvinger og af den beregnede bo- og tillægsboafgift.
Stk. 2. Den seneste skæringsdag, der kan anvendes i opgørelsen, er 2-års-dagen for dødsfaldet. Medfører boets forhold, at det ikke kan opgøres endeligt med den nævnte skæringsdag, skal bobestyreren inden 2-års-dagen give skifteretten meddelelse herom samt redegøre for baggrunden derfor. Skifteretten kan bestemme, at skæringsdatoen udskydes, og at der løbende skal indgives redegørelser om boets forhold.
Stk. 3. Skifteretten kan efter indstilling fra bobestyreren tillade, at opgørelse vedrørende en endnu ikke oppebåret indtægt, et betinget eller omtvistet krav eller andre nærmere afgrænsede dele af boet henskydes til tiden efter boets afslutning. Tillægsopgørelse skal indleveres snarest muligt.
Stk. 4. Skifteretten kan til enhver tid fastsætte en frist for boets afslutning.
§ 66. Bobestyreren udarbejder en boopgørelse med en redegørelse om boets behandling og om arveforholdene samt en opgørelse over boets aktiver og passiver, indtægter og udgifter med angivelse af fordelingen mellem legatarer og arvinger og af den beregnede bo- og tillægsboafgift.
Stk. 2. Den seneste skæringsdag, der kan anvendes i opgørelsen, er 2 årsdagen for dødsfaldet. Medfører boets forhold, at det ikke kan opgøres endeligt med den nævnte skæringsdag, skal bobestyreren inden 2 årsdagen give skifteretten meddelelse herom samt redegøre om baggrunden derfor. Skifteretten kan bestemme, at skæringsdatoen udskydes, og at der løbende skal indgives redegørelser om boets forhold.
Stk. 3. Skifteretten kan efter indstilling fra bobestyreren tillade, at opgørelse vedrørende en endnu ikke oppebåret indtægt, et betinget eller omtvistet krav eller andre nærmere afgrænsede dele af boet, henskydes til tiden efter boets afslutning. Tillægsopgørelse skal indleveres snarest muligt.
Stk. 4. Skifteretten kan til enhver tid fastsætte en frist for boets afslutning.
§ 66. Under skiftet beholder hver af ægtefællerne rådigheden over sin bodel. Er der særlig grund til at befrygte, at en ægtefælle vil forrykke sin bodels stilling, kan skifteretten dog helt eller delvis fratage ham rådigheden over bodelen under skiftet. Rådighedsfratagelsen tinglyses efter de i lov om tinglysning nr. 111 af 31. marts 1926 § 48, stk. 1, indeholdte regler.
§ 66 a. Har en ægtefælle efter separation eller skilsmisse, efter dom til omstødelse eller efter indgivelse af begæring om bosondring disponeret over ejendele eller indkasseret fordringer, som hører til hans bodel, skal han aflægge regnskab til skifteretten.
§ 67. Vides det ikke, om en arving eller legatar har overlevet den afdøde, indstiller bobestyreren til skifteretten, hvorvidt der skal afsættes arv efter reglerne i § 25 i lov om borteblevne.
Stk. 2. Skifteretten kan efter indstilling fra bobestyreren bestemme, at der ved opgørelse og udlodning i boet skal bortses fra arvelodder, hvis udbetaling vil medføre uforholdsmæssige ulemper eller omkostninger, eller at sådanne arvelodder skal indbetales til statskassen.
§ 67. Vides det ikke, om en arving eller legatar har overlevet den afdøde, indstiller bobestyreren til skifteretten, hvorvidt der skal afsættes arv efter reglerne i § 25 i lov om borteblevne.
Stk. 2. Skifteretten kan efter indstilling fra bobestyreren bestemme, at der ved opgørelse og udlodning i boet skal bortses fra arvelodder, hvis udbetaling vil medføre uforholdmæssige ulemper eller omkostninger, eller at sådanne arvelodder skal indbetales til statskassen.
§ 67. Et skifte mellem ægtefæller indskrænker ikke kreditorernes adgang til at forfølge deres ret på samme måde, som om intet skifte fandt sted.
§ 67 a. Har en ægtefælle et krav mod den anden ægtefælle af den i § 65, stk. 3, nævnte art, kan han under skiftet forlange det dækket af den anden ægtefælles lod i boet.
§ 68. Boopgørelsen skal senest 2 måneder efter skæringsdagen fremlægges til godkendelse på et afsluttende bomøde. Uanset valg af skæringsdag har bobestyreren dog altid en frist på 9 måneder fra dødsdagen til at fremlægge boopgørelsen. Indkaldelse skal ske med mindst 2 ugers varsel, og senest samtidig hermed skal boopgørelsen sendes eller afleveres til boets arvinger.
Stk. 2. Klage over boopgørelsen, herunder beregningen af bobestyrerens salær, skal fremsættes over for bobestyreren inden 4 uger efter det afsluttende bomøde. Bobestyreren indbringer snarest muligt klagen for skifteretten, medmindre enighed opnås. Bestemmelserne i § 97, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse. Fremsættes klage ikke inden udløbet af den i 1. pkt. fastsatte frist, er boopgørelsen endelig.
Stk. 3. Den endelige boopgørelse indsendes inden 2 uger i et eksemplar til den kommunale skattemyndighed og i et eksemplar til skifteretten. Begge eksemplarer skal være underskrevet af bobestyreren.
Insolvente boer
§ 68. Boopgørelsen skal senest 2 måneder efter skæringsdagen fremlægges til godkendelse på et afsluttende bomøde. Uanset valg af skæringsdag har bobestyreren dog altid en frist på 9 måneder fra dødsdagen til at fremlægge boopgørelsen. Indkaldelse skal ske med mindst 2 ugers varsel, og senest samtidigt hermed skal boopgørelsen sendes eller afleveres til boets arvinger.
Stk. 2. Klage over boopgørelsen, herunder beregningen af bobestyrerens salær, skal fremsættes over for bobestyreren inden 4 uger efter det afsluttende bomøde. Bobestyreren indbringer snarest muligt klagen for skifteretten, medmindre enighed opnås. Bestemmelserne i § 97, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse. Fremsættes klage ikke inden udløbet af den i 1. pkt. fastsatte frist, er boopgørelsen endelig.
Stk. 3. Den endelige boopgørelse indsendes inden 2 uger i et eksemplar til den kommunale skattemyndighed og i et eksemplar til skifteretten. Begge eksemplarer skal være underskrevet af bobestyreren.
Insolvente boer
§ 68. Udviser den i henhold til § 65 foretagne opgørelse af en ægtefælles bodel overskud, deles dette ligeligt mellem ægtefællerne, medmindre andet følger af nedenstående bestemmelser eller af ægteskabslovgivningens regler.
Stk. 2. En ægtefælle bliver ikke ved at modtage udlæg for sin lod i den anden ægtefælles bodel ansvarlig for dennes gæld. Om ægtefællen er pligtig at tilbagegive det modtagne til kreditorernes fyldestgørelse, afgøres efter konkurslovens regler om retshandlers afkræftelse.
§ 68 a. Hver af ægtefællerne har ret til forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til hans personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold.
Stk. 2. Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan udtages forlods af den ægtefælle, der har forældremyndigheden over børnene.
§ 69. Er boet insolvent, træffer skifteretten afgørelse om insolvensbehandling og udpeger bobestyrer, jf. dog § 70, stk. 2.
Stk. 2. Bobestyreren giver snarest muligt boets arvinger, legatarer og kendte kreditorer samt den kommunale skattemyndighed meddelelse om skifterettens afgørelse.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 104 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Omkostninger, der ikke kan dækkes af boets midler, betales af statskassen.
§ 69. Er boet insolvent, træffer skifteretten afgørelse om insolvensbehandling og udpeger bobestyrer, jf. dog § 70, stk. 2.
Stk. 2. Bobestyreren giver snarest muligt boets arvinger, legatarer og kendte kreditorer samt den kommunale skattemyndighed meddelelse om skifterettens afgørelse.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 104 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Omkostninger, der ikke kan dækkes af boets midler, betales af statskassen.
§ 69. Ved skifte i anledning af ægteskabs omstødelse udtager hver ægtefælle forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad han har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave, eller hvad han har overført til fællesboet fra eget særeje. Strækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.
§ 69 a. Har en ægtefælle indbragt den væsentligste del af fællesboet på den i § 69 angivne måde, og vil en ligedeling være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter begæring bestemmes, at boets deling skal finde sted således, at bestemmelserne i § 69 bringes til anvendelse i det omfang, dette findes begrundet.
§ 69 b. Har en ægtefælle anvendt midler af sit særeje til bedste for sin bodel, kan han forlods udtage vederlag herfor af sin bodel.
§ 70. Reglerne i konkurslovens § 1 om fristdag, § 2 om nærstående, §§ 38-81 om krav mod boet, gensidigt bebyrdende aftaler og omstødelse, §§ 93-99 om konkursordenen, § 109, stk. 1, 1. pkt., om indkaldelse i Statstidende, § 110, stk. 4, om økonomisk kriminalitet, §§ 119-122 og 123, stk. 2 og 3, om skiftesamlinger og afstemning, §§ 143, stk. 1, 145-150, stk. 1, 151, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 153, 154, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, samt 155, stk. 1, om slutning og udlodning finder anvendelse ved boets behandling med de nødvendige ændringer. Ved anvendelse af bestemmelserne i 1. pkt. træder tidspunktet for skifterettens afgørelse efter denne lovs § 69, stk. 1, i stedet for tidspunktet for konkursdekretets afsigelse. Bobestyreren varetager skifterettens funktioner efter konkurslovens §§ 109, stk. 1, 1. pkt., 119, stk. 3, 120, 122, 150, stk. 1, 151, stk. 2, og 155, stk. 1, samt varetager i det hele kurators funktioner. Bobestyrerens salærberegning skal godkendes af skifteretten. Prøvelse af fordringer finder sted efter reglerne i denne lovs § 56, således at forelæggelse sker for boets kreditorer. Forelæggelse kan ske ved en meddelelse om, at indstillingerne ligger til eftersyn på bobestyrerens kontor, jf. konkurslovens § 131, stk. 2. Forelæggelse kan tillige ske for boets arvinger. Ved anvendelse af denne lovs §§ 45, 53, stk. 1, 3 og 4, samt § 55, stk. 1, 2. pkt., træder kreditorerne i stedet for arvingerne.
Stk. 2. Såfremt omstændighederne undtagelsesvis taler derfor, kan skifteretten efter anmodning fra en fordringshaver bestemme, at reglerne i konkurslovens §§ 107-109, § 110, stk. 1-3, og §§ 111-117 om boets administration samt valg af og afsættelse af bostyre, § 118, § 123, stk. 1, og §§ 124-127 om skiftesamlinger samt kreditorinformation og tilsyn, § 144, § 150, stk. 2, § 152 og § 154, stk. 1, 2. pkt., om slutning og udlodning samt §§ 238 og 239 om inhabilitet og vederlag tillige skal finde anvendelse med de nødvendige ændringer.
§ 70. Reglerne i konkurslovens § 1 om fristdag, § 2 om nærstående, §§ 38-81 om krav mod boet, gensidigt bebyrdende aftaler og omstødelse, §§ 93-99 om konkursordenen, § 109, stk. 1, 1. pkt., om indkaldelse i Statstidende, § 110, stk. 4, om økonomisk kriminalitet, §§ 119 - 122 og 123, stk. 2 og 3, om skiftesamlinger og afstemning, §§ 143, stk. 1, 145 - 150, stk. 1, 151, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 153, 154, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, samt 155, stk. 1, om slutning og udlodning finder anvendelse ved boets behandling med de nødvendige ændringer. Ved anvendelse af bestemmelserne i 1. pkt. træder tidspunktet for skifterettens afgørelse efter denne lovs § 69, stk. 1, i stedet for tidspunktet for konkursdekretets afsigelse. Bobestyreren varetager skifterettens funktioner efter konkurslovens §§ 109, stk. 1, 1. pkt., 119, stk. 3, 120, 122, 150, stk. 1, 151, stk. 2, og 155, stk. 1, samt varetager i det hele kurators funktioner. Bobestyrerens salærberegning skal godkendes af skifteretten. Prøvelse af fordringer finder sted efter reglerne i denne lovs § 56, således at forelæggelse sker for boets kreditorer. Forelæggelse kan ske ved en meddelelse om, at indstillingerne ligger til eftersyn på bobestyrerens kontor, jf. konkurslovens § 131, stk. 2. Forelæggelse kan tillige ske for boets arvinger. Ved anvendelse af denne lovs §§ 45, 53, stk. 1 og 3 - 4, samt § 55, stk. 1, 2. pkt., træder kreditorerne i stedet for arvingerne.
Stk. 2. Såfremt omstændighederne undtagelsesvis taler derfor, kan skifteretten efter anmodning fra en fordringshaver bestemme, at reglerne i konkurslovens §§ 107 - 109, § 110, stk. 1 - 3, og §§ 111 - 117 om boets administration samt valg af og afsættelse af bostyre, § 118, § 123, stk. 1, og §§ 124 - 127 om skiftesamlinger samt kreditorinformation og tilsyn, § 144, § 150, stk. 2, § 152 og § 154, stk. 1, 2. pkt., om slutning og udlodning samt §§ 238 - 239 om inhabilitet og vederlag tillige skal finde anvendelse med de nødvendige ændringer.
§ 70. Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder ham, udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til opretholdelse af hjemmet, og har han ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det efter begæring bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde ham.
§ 70 a. Ved bodelingen er hver af ægtefællerne berettiget til at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering.
Stk. 2. Kræver ægtefællerne udlagt samme ejendel, skal den ægtefælle, til hvis bodel den hører, have fortrinsret. Der gælder dog herfra følgende undtagelser
1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens bolig, kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til hjemmets opretholdelse.
2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt sommerboligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne.
3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, såfremt virksomheden udelukkende eller dog i det væsentlige er blevet drevet af denne.
4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den anden ægtefælle i det omfang, dette skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, kan udlægges til den anden ægtefælle i det omfang, dette skønnes rimeligt af hensyn til opretholdelsen af hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov.
Stk. 3. Finder udlæg ikke sted efter de i stk. 1 og 2 indeholdte regler, afhændes ejendelene på den i §§ 27 og 28 angivne måde.
§ 70 b. Udlæg efter vurdering kan finde sted, selv om værdien af det udlagte overstiger ægtefællens lod i boet. Det overskydende beløb må betales til den anden ægtefælle. Efter skifterettens nærmere bestemmelse kan der i særlige tilfælde tilstås afdragsvis betaling af beløbet mod en af skifteretten fastsat rente og mod en sikkerhed, som efter ægtefællernes formueforhold skønnes passende.
3. afsnit
Om privat skifte
VII
§ 71. I dødsboer, der behandles efter reglerne om insolvente boer, betales forud for anden gæld rimelige begravelsesudgifter.
§ 71. I dødsboer, der behandles efter reglerne om insolvente boer, betales forud for anden gæld rimelige begravelsesudgifter.
§ 71. Vil arvingerne i de tilfælde, hvor dette efter det foregående er tilladt, selv overtage boet uden skifterettens mellemkomst, har de for denne at tilkendegive deres vilje i så henseende samt forelægge den de oplysninger, som den måtte anse fornødne. Dog vil der i reglen ikke være at affordre de sig meldende arvinger efter loven bevis for deres opgivende om slægtskabsforholdene, medmindre skifteretten måtte finde grund til at betvivle rigtigheden deraf, i hvilket tilfælde retten kan forlange, at arvingerne skal fremskaffe oplysninger, der bestyrker rigtigheden af deres opgivende. Påstås det, at de i § 5 nævnte betingelser for ved skiftet at forbigå en person, der ville være arving, hvis han havde overlevet arveladeren, er tilstede, har skifteretten at prøve de i så henseende fremførte oplysninger, og derefter træffe afgørelse, samt, hvis det tillades arvingerne at behandle boet privat, at pålægge dem snarest mulig at udstede arveproklama (§ 22) med sådant varsel, som skifteretten bestemmer. Dersom arvingerne fremstiller personer, som kan give oplysning om de omstændigheder, som skal oplyses, for at det kan tillades arvingerne at skifte privat, skal skifteretten være berettiget til at afhøre disse samt, dersom det skønnes fornødent, lade dem bekræfte deres forklaring med ed.
§ 72. Krav ifølge gensidigt bebyrdende aftaler fra tiden mellem dødsfaldet og skifterettens afgørelse om insolvensbehandling stilles efter konkurslovens § 93, nr. 3, såfremt
1) en arbejdstager efter anmodning fra boet har udført arbejde for dette,
2) boet har benyttet en af afdøde lejet eller forpagtet fast ejendom,
3) boet har rådet således over en ydelse, der er overgivet efter dødsfaldet, og for hvilken der skal svares vederlag, at ydelsen ikke kan tilbageleveres i væsentligt uforandret stand, eller
4) fordringen eller kravet er godkendt af en midlertidig bobestyrer.
§ 72. Krav ifølge gensidigt bebyrdende aftaler fra tiden mellem dødsfaldet og skifterettens afgørelse om insolvensbehandling stilles efter konkurslovens § 93, nr. 3, såfremt
1) en arbejdstager efter anmodning fra boet har udført arbejde for dette,
2) boet har benyttet en af afdøde lejet eller forpagtet fast ejendom,
3) boet har rådet således over en ydelse, der er overgivet efter dødsfaldet, og for hvilken der skal svares vederlag, at ydelsen ikke kan tilbageleveres i væsentlig uforandret stand, eller
4) fordringen eller kravet er godkendt af en midlertidig bobestyrer.
§ 72. Når arvingerne ikke fremkommer med begæring om selv at overtage boet eller ikke forskaffer de af skifteretten i så henseende forlangte oplysninger, eller de ikke i det i § 71, næstsidste punktum, omtalte tilfælde udsteder behørig indkaldelse til arvingerne inden den fastsatte frist, bliver boets behandling at fremme i overensstemmelse med reglerne om offentligt skifte. Finder skifteretten derimod, at der er fremkommet de efter omstændighederne fornødne oplysninger for at kunne tillade arvingerne selv at overtage boet, afholder den sig fra at påbegynde skiftebehandling. Arvinger, der senere måtte melde sig, er beføjede til at fordre boet overtaget til offentligt skifte, men kun efter, at de har ført fuldstændigt bevis for deres arveberettigelse, hvis denne ikke anerkendes af de andre arvinger.
§ 73. Bliver boet solvent, overgår det fra det tidspunkt, hvor kreditorerne er dækket eller sikret dækning, til behandling efter reglerne om solvente boer.
§ 73. Bliver boet solvent, overgår det fra det tidspunkt, hvor kreditorerne er dækket eller sikret dækning, til behandling efter reglerne om solvente boer.
§ 73. Skifteretten kan på begæring af mødende arvinger opfordre ikke mødte myndige arvinger, der har bekendt opholdssted, til at erklære, om de begærer offentligt skifte, med den virkning, som ved opfordringen udtrykkelig bør betydes dem, at de, hvis ingen erklæring afgives, anses for at ville overtage boet til privat deling med de øvrige arvinger. Når pågældende i dette tilfælde undlader at indfinde sig på skiftet eller at sende fuldmægtig for sig, har skifteretten at beskikke en god mand til at varetage deres tarv ved det private skifte. Arvingen underrettes om den trufne foranstaltning. Når han møder eller lader møde, ophører den beskikkede mands hverv.
§ 74. Ved skifte efter en gift persons død behandles dennes aktiver og passiver efter de øvrige regler i denne lov, mens den efterlevende ægtefælles aktiver og passiver, der er fælleseje, behandles efter reglerne i dette kapitel.
§ 74. Ved skifte efter en gift persons død behandles dennes aktiver og passiver efter de øvrige regler i denne lov, mens den efterlevende ægtefælles aktiver og passiver, der er fælleseje, behandles efter reglerne i dette kapitel.
§ 74. I det i § 71, næstsidste punktum, omtalte tilfælde må boet ikke deles, forinden indkaldelsesfristen er udløben, eller den pågældende arving har ladet møde på skiftet. Sker det desuagtet, bliver de delende arvinger over for den forbigåede arving solidarisk ansvarlige for det tab og den skade, han derved måtte komme til at lide.
§ 75. Den efterlevende ægtefælle beholder rådigheden over sin del af fællesejet.
Stk. 2. Skifteretten kan dog fratage den efterlevende ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, såfremt der er nærliggende risiko for, at den efterlevende ægtefælle på utilbørlig måde vil disponere til skade for boet. Rådighedsfratagelsen tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens § 48, stk. 1.
Stk. 3. Den efterlevende ægtefælles kreditorer kan uanset skiftet søge fyldestgørelse i ægtefællens aktiver, jf. dog § 76, stk. 3, og § 51.
§ 75. Den efterlevende ægtefælle beholder rådigheden over sin del af fællesejet.
Stk. 2. Skifteretten kan dog fratage den efterlevende ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, såfremt der er nærliggende risiko for, at den efterlevende ægtefælle på utilbørlig måde vil disponere til skade for boet. Rådighedsfratagelsen tinglyses efter reglerne i tinglysningslovens § 48, stk. 1.
Stk. 3. Den efterlevende ægtefælles kreditorer kan uanset skiftet søge fyldestgørelse i ægtefællens aktiver, jf. dog § 76, stk. 3, og § 51.
§ 75. Når samtlige myndige arvinger såvel som de umyndiges eller fraværendes værger, efter at boet behørig er registreret og vurderet, eller efter at den længstlevendes opgørelse af dets indgæld og udgæld ifølge § 60 er befundet rigtig, fremsætter begæring om at erholde boet udleveret til videre behandling og deling, kan skifteretten uden hensyn til boets størrelse tilstå dette, når der ikke i særlige love eller i arveladerens gyldige viljebestemmelse er noget til hinder derfor, og skifteretten efter boets beskaffenhed, arvingernes personlige forhold og de øvrige forhåndenværende omstændigheder finder, at de umyndiges eller fraværendes interesse ikke herved udsættes for fare; når dertil findes anledning, kan skifteretten til yderligere oplysning herom indhente nærmere erklæring fra vedkommende kommunale myndighed eller troværdige mænd, som er bekendt med forholdene. Udleveringen kan dog kun finde sted med de anmeldte kreditorers samtykke, hvis disse ikke fyldestgøres, eller sikkerhed stilles dem for, at de vil blive det til forfaldstid, og for så vidt kreditorerne er blevet indkaldte, først efter udløbet af den dem satte frist.
Stk. 2. De myndige arvinger overtager i de i foregående stykke ommeldte tilfælde overfor de umyndige eller fraværende et solidarisk ansvar for efterlevelsen af bestemmelserne i § 78, samt for den behørige tilbagebetaling af udbetalte beløb i tilfælde af, at skifteretten anordner dette i henhold til § 80.
Stk. 3. De i denne paragraf omhandlede regler kommer i det hele ikke til anvendelse, når der kun er umyndige eller fraværende arvinger.
§ 76. Den efterlevende ægtefælle udfærdiger en opgørelse over samtlige sine aktiver og passiver med angivelse af, om disse er fælleseje eller fuldstændigt særeje.
Stk. 2. Ægtefællen skal efter anmodning dokumentere oplysningernes rigtighed.
Stk. 3. Opfylder ægtefællen ikke sine forpligtelser efter stk. 1 og 2 eller efter § 77, kan skifteretten bestemme, at fællesejet og eventuelt tillige ægtefællens fuldstændige særeje helt eller delvis skal behandles ved bobestyrer.
§ 76. Den efterlevende ægtefælle udfærdiger en opgørelse over samtlige sine aktiver og passiver med angivelse af, om disse er fælleseje eller fuldstændigt særeje.
Stk. 2. Ægtefællen skal efter anmodning dokumentere oplysningernes rigtighed.
Stk. 3. Opfylder ægtefællen ikke sine forpligtelser efter stk. 1 og 2, eller efter § 77, kan skifteretten bestemme, at fællesejet og eventuelt tillige ægtefællens fuldstændige særeje helt eller delvis skal behandles ved bobestyrer.
§ 76. Opstår der imellem arvinger, der selv skifter og deler, strid desangående, kan sagen, når parterne er enige derom, indbringes for den skifteret, som i tilfælde af offentlig skiftebehandling skulle have behandlet boet, til afgørelse efter de almindelige for skifteretssager gældende procesregler. Skifteretten mægler da forlig mellem parterne.
§ 77. Reglerne i lov om skifte af fællesbo m.v. §§ 65, 65 a, 66 a, 67 a og 68 finder anvendelse med de ændringer, der følger af forholdets natur.
§ 77. Reglerne i lov om skifte af fællesbo m.v. §§ 65, 65 a, 66 a, 67 a og 68 finder anvendelse med de ændringer, der følger af forholdets natur.
§ 77. Ethvert bo, der deles uden skifterettens mellemkomst, uagtet ikke samtlige arvinger er myndige og, personlig eller ved fuldmægtig, tilstede i riget (jf. §§ 5 b, 7 og 75), bør så vidt muligt være sluttet inden 1 år fra dødsfaldet. Medens det derhos i øvrigt ved privat skifte beror på de pågældende arvinger, hvorvidt de vil udstede indkaldelse til kreditorerne, bør dette i de her omhandlede tilfælde kun undlades, når den afdøde efter hans livsforhold ikke kan formodes at have stået i nogen ualmindelig forbindelse formedelst handel eller deslige.
§ 78. Skiftes et uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live, finder bestemmelserne i §§ 75-77 tilsvarende anvendelse på skifte af hele boet. Skifteretten kan bestemme, at indkaldelse af afdødes kreditorer kan undlades.
Stk. 2. Ægtefællens medarvinger hæfter alene for gæld, som påhvilede den førstafdøde ægtefælle, og for gæld og omkostninger pådraget ved boets behandling efter reglerne i § 27, stk. 2.
Stk. 3. Boet behandles i øvrigt efter reglerne i denne lov.
§ 78. Skiftes et uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live, finder bestemmelserne i §§ 75 - 77 tilsvarende anvendelse for skifte af hele boet. Skifteretten kan bestemme, at indkaldelse af afdødes kreditorer kan undlades.
Stk. 2. Ægtefællens medarvinger hæfter alene for gæld, som påhvilede den førstafdøde ægtefælle, og for gæld og omkostninger pådraget ved boets behandling efter reglerne i § 27, stk. 2.
Stk. 3. Boet behandles i øvrigt efter reglerne i denne lov.
§ 78. I de i foregående paragraf omhandlede boer forfattes et dokument, som bør indeholde fortegnelse over boets indgæld og udgæld, beregning af arvelodderne og forklaring om, hvorledes enhver for samme erholder udlæg, hvorved bliver at bemærke, at der udenfor det i § 63 omhandlede tilfælde ikke uden skifterettens samtykke kan gives umyndige eller fraværende udlæg for deres arvelod på anden måde end i rede penge. Dette dokument, ledsaget af bevis for, at de beløb, som efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler mv. skal bestyres i en forvaltningsafdeling, er afgivne til samme, bliver, efter at være underskrevet af samtlige arvinger eller værger, snarest muligt at indsende til skifteretten, som har at gennemgå det. Hvis retten ikke i de umyndiges eller fraværendes interesse finder noget at erindre derved, påtegner den dokumentet sin godkendelse og lader afskrift af det indføre i skifteprotokollen eller lader det vedlægge denne. I modsat tilfælde har retten på den i § 17 bestemte måde at kalde samtlige arvinger eller værger for sig og opfordre dem til at erklære sig nærmere over opgørelsen samt eventuelt berigtige dens udsættelser. Befindes de hertil uvillige, kan skifteretten ved kendelse erklære den stedfundne opgørelse og deling for ugyldig samt straks overtage boet til behandling og deling i overensstemmelse med reglerne for behandlingen af dødsboer, i hvilke arv og gæld vedgås.
§ 79. Ved modtagelsen af boopgørelsen kontrollerer skifteretten, at boopgørelsen er behørigt underskrevet.
Stk. 2. Den kommunale skattemyndighed kan anmode skifteretten om at træffe afgørelse om bestemt angivne forhold i boopgørelsen og giver skifteretten meddelelse om, hvorvidt værdiansættelserne er godkendt.
Stk. 3. Skifteretten reviderer boopgørelsen,
1) når der i boet er arvinger eller legatarer repræsenteret ved værge eller skifteværge,
2) i det omfang den kommunale skattemyndighed i medfør af stk. 2 har anmodet derom, eller
3) i det omfang det som et led i en stikprøvekontrol eller af hensyn til beregning af afgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver måtte findes hensigtsmæssigt.
Stk. 4. Skifteretten kan fastsætte en frist for berigtigelse af fejl og mangler ved boopgørelsen.
Stk. 5. Skifteretten kan af egen drift ved kendelse ændre beregningen af bobestyrerens salær.
§ 79. Ved modtagelsen af boopgørelsen kontrollerer skifteretten, at boopgørelsen er behørigt underskrevet.
Stk. 2. Den kommunale skattemyndighed kan anmode skifteretten om at træffe afgørelse om bestemt angivne forhold i boopgørelsen og giver skifteretten meddelelse om, hvorvidt værdiansættelserne er godkendt.
Stk. 3. Skifteretten reviderer boopgørelsen,
1) når der i boet er arvinger eller legatarer repræsenteret ved værge eller skifteværge,
2) i det omfang den kommunale skattemyndighed i medfør af stk. 2 har anmodet derom, eller
3) i det omfang det som et led i en stikprøvekontrol eller af hensyn til beregning af afgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver måtte findes hensigtsmæssigt.
Stk. 4. Skifteretten kan fastsætte en frist for berigtigelse af fejl og mangler ved boopgørelsen.
Stk. 5. Skifteretten kan af egen drift ved kendelse ændre beregningen af bobestyrerens salær.
§ 79. Ligeledes kan skifteretten, dersom arvingerne ikke har sluttet boet inden 1 års forløb, uden at herfor af dem anføres nogen tilstrækkelig grund, overtage boet til opgørelse og deling på den i foregående paragraf angivne måde.
§ 80. Skifteretten beregner og opkræver bo- og tillægsboafgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver og kan forinden forelægge spørgsmål om afgiftsberegningen for Told- og Skattestyrelsen.
Stk. 2. Opkrævningen sendes i privatskiftede boer til den i henhold til § 25, stk. 6, udpegede person og i boer, der behandles ved bobestyrer, til denne, der derefter straks underretter arvingerne og legatarerne. Told- og Skattestyrelsen underrettes om afgiftsgrundlaget og afgiftsberegningen i boer, hvis der skal beregnes afgift af et beløb på over 2 mio. kr.
Stk. 3. Arvinger, legatarer og Told- og Skattestyrelsen kan klage over afgiftsberegningen til skifteretten. Klagefristen er 4 uger, der regnes fra modtagelsen af meddelelsen om afgiftsberegningen. I privatskiftede boer anses alle arvinger for underrettet fra det tidspunkt, hvor den i henhold til § 25, stk. 6, udpegede person modtager meddelelsen, og i boer, der behandles ved bobestyrer, fra dennes modtagelse af meddelelsen. Indgives klage ikke rettidigt, er afgiftsberegningen endelig.
Stk. 4. Skifteretten træffer ved rettidigt indgivet klage efter stk. 3 afgørelse i klagesagen og giver meddelelse om den endelige afgiftsberegning efter reglerne i stk. 2. Er afgørelsen truffet ved kendelse, jf. § 102, stk. 1, underrettes tillige Told- og Skattestyrelsen. Afgørelsen om den endelige afgiftsberegning kan kæres af arvinger, legatarer, bobestyreren og Told- og Skattestyrelsen.
Stk. 5. I boer, der behandles ved bobestyrer, skal udlodning finde sted senest 14 dage efter, at afgiftsberegningen er endelig.
§ 80. Skifteretten beregner og opkræver bo- og tillægsboafgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver og kan forinden forelægge spørgsmål om afgiftsberegningen for Told- og Skattestyrelsen.
Stk. 2. Opkrævningen sendes i privatskiftede boer til den i henhold til § 25, stk. 6, udpegede person og i boer, der behandles ved bobestyrer, til denne, der derefter straks underretter arvingerne og legatarerne. Told- og Skattestyrelsen underrettes om afgiftsgrundlaget og afgiftsberegningen i boer, hvis der skal beregnes afgift af et beløb på over 2 mio. kr.
Stk. 3. Arvinger, legatarer og Told- og Skattestyrelsen kan klage over afgiftsberegningen til skifteretten. Klagefristen er 4 uger, der regnes fra modtagelsen af meddelelsen om afgiftsberegningen. I privatskiftede boer anses alle arvinger for underrettet fra det tidspunkt, hvor den i henhold til § 25, stk. 6, udpegede person modtager meddelelsen, og i boer, der behandles ved bobestyrer, fra dennes modtagelse af meddelelsen. Indgives klage ikke rettidigt, er afgiftsberegningen endelig.
Stk. 4. Skifteretten træffer ved rettidigt indgivet klage efter stk. 3 afgørelse i klagesagen og giver meddelelse om den endelige afgiftsberegning efter reglerne i stk. 2. Er afgørelsen truffet ved kendelse, jf. § 102, stk. 1, underrettes tillige Told- og Skattestyrelsen. Afgørelsen om den endelige afgiftsberegning kan kæres af arvinger, legatarer, bobestyreren og Told- og Skattestyrelsen.
Stk. 5. I boer, der behandles ved bobestyrer, skal udlodning finde sted senest 14 dage efter, at afgiftsberegningen er endelig.
§ 80. Når skifteretten i henhold til bestemmelserne i de foregående paragraffer overtager og deler boet, er arvingerne forpligtede til at tilbageføre, hvad der måtte være udloddet til dem, for så vidt skifteretten anser sådan tilbageførsel for nødvendig til berigtigelse af skiftet.
§ 81. Proklama kan udstedes efter, at der er truffet afgørelse om boets behandlingsmåde, og med skifterettens tilladelse før dette tidspunkt.
Stk. 2. Proklama skal udstedes, når et bo skiftes privat eller ved bobestyrer.
Stk. 3. Ved proklama indrykkes en bekendtgørelse i Statstidende. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om
1) afdødes navn, adresse, CPR-nummer og dødsdag samt navn og adresse på en eventuel personligt ejet virksomhed og virksomhedens SE-nummer,
2) opfordring til enhver, der har en fordring eller andet krav mod afdøde, til at anmelde kravet inden 8 uger efter bekendtgørelsen,
3) en person, til hvem anmeldelse skal ske, og
4) eventuel afgørelse efter § 69, stk. 1, om insolvensbehandling.
Stk. 4. Sad afdøde i uskiftet bo, skal tillige angives de i stk. 3, nr. 1, anførte oplysninger vedrørende førstafdøde samt dennes dødsdag.
Stk. 5. Til kendte kreditorer med bopæl uden for Danmark skal der samtidig gives særskilt meddelelse om proklamaet og dets retsvirkninger.
Stk. 6. Skifteretten kan, hvor forholdene taler derfor, bestemme, at proklamaet tillige skal optages i lokale blade.
§ 81. Proklama kan udstedes efter, at der er truffet afgørelse om boets behandlingsmåde, og med skifterettens tilladelse før dette tidspunkt.
Stk. 2. Proklama skal udstedes, når et bo skiftes privat eller ved bobestyrer.
Stk. 3. Ved proklama indrykkes en bekendtgørelse i Statstidende. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om
1) afdødes navn, adresse, CPR-nummer og dødsdag samt navn og adresse på en eventuel personligt ejet virksomhed og virksomhedens SE-nummer,
2) opfordring til enhver, der har en fordring eller andet krav mod afdøde, til at anmelde kravet inden 8 uger efter bekendtgørelsen,
3) en person, til hvem anmeldelse skal ske, og
4) eventuel afgørelse efter § 69, stk. 1, om insolvensbehandling.
Stk. 4. Sad afdøde i uskiftet bo, skal tillige angives de i stk. 3, nr. 1, anførte oplysninger vedrørende førstafdøde samt dennes dødsdag.
Stk. 5. Til kendte kreditorer med bopæl uden for Danmark skal der samtidig gives særskilt meddelelse om proklamaet og dets retsvirkninger.
Stk. 6. Skifteretten kan, hvor forholdene taler derfor, bestemme, at proklamaet tillige skal optages i lokale blade.
§ 81. Med hensyn til arvingers retsforhold indbyrdes samt til legatarer og kreditorer ved privat skifte, såvel som med hensyn til retsforholdet mellem den længstlevende ægtefælle og den førstafdødes arvinger og mellem ægtefæller indbyrdes ved privat skifte har det i øvrigt sit forblivende ved den gældende rets regler i forbindelse med de af nærværende lovs bestemmelser, som efter deres beskaffenhed er anvendelige derpå.
4. afsnit
Tillægsbestemmelser
VIII
§ 82. Anmeldelser skal være skriftlige og angive kreditors krav samt eventuelle krav på renter og omkostninger. Indeholder et proklama meddelelse om insolvensbehandling, jf. § 81, stk. 3, nr. 4, angives tillige eventuelt krav på fortrinsstilling.
Stk. 2. Træffes bestemmelse om insolvensbehandling, efter at proklama er indrykket, meddeler bobestyreren de anmeldte kreditorer, at de inden for en frist af 8 uger skal anmelde eventuelt uanmeldte krav på fortrinsstilling.
Stk. 3. Kan en fordring eller et andet krav ikke opgøres endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af kravet. Endelig anmeldelse skal i så fald indgives senest 8 uger efter udløbet af anmeldelsesfristen. Under særlige omstændigheder kan fristen for endelig anmeldelse forlænges af skifteretten, såfremt anmelderen anmoder derom inden udløbet af den i 2. pkt. fastsatte frist.
Stk. 4. Indsendes en anmeldelse i to eksemplarer, tilbagesendes det ene med påtegning om modtagelsen.
Stk. 5. Anmeldelse har samme retsvirkninger som sagsanlæg med hensyn til renter, afbrydelse af forældelse og lignende.
§ 82. Anmeldelser skal være skriftlige og angive kreditors krav samt eventuelle krav på renter og omkostninger. Indeholder et proklama meddelelse om insolvensbehandling, jf. § 81, stk. 3, nr. 4, angives tillige eventuelt krav på fortrinsstilling.
Stk. 2. Træffes bestemmelse om insolvensbehandling, efter at proklama er indrykket, meddeler bobestyreren de anmeldte kreditorer, at de inden for en frist af 8 uger skal anmelde eventuelt uanmeldte krav på fortrinsstilling.
Stk. 3. Kan en fordring eller et andet krav ikke opgøres endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af kravet. Endelig anmeldelse skal i så fald indgives senest 8 uger efter udløbet af anmeldelsesfristen. Under særlige omstændigheder kan fristen for endelig anmeldelse forlænges af skifteretten, såfremt anmelderen anmoder derom inden udløbet af den i 2. pkt. fastsatte frist.
Stk. 4. Indsendes en anmeldelse i to eksemplarer, tilbagesendes det ene med påtegning om modtagelsen.
Stk. 5. Anmeldelse har samme retsvirkninger som sagsanlæg med hensyn til renter, afbrydelse af forældelse og lignende.
§ 82. De om offentlig skiftebehandling af dødsboer givne regler bliver med de lempelser, som følger af forholdets natur, at anvende i andre boer, såsom interessentskabsboer, der kommer under skiftebehandling, uden at indbringes under konkursbehandling.
§ 83. Anmeldes en fordring eller et andet krav ikke rettidigt, jf. § 81, stk. 3, nr. 2, bortfalder retten til dækning i boet.
Stk. 2. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er
1) krav, som efter dødsfaldet er fremsat skriftligt, og som inden anmeldelsesfristens udløb er kommet boet i hænde,
2) krav, der hviler på ejendomsret, når genstanden var i boets besiddelse og mærket på en sådan måde, at ejerforholdet fremgik heraf eller boet havde kendskab til ejerforholdet eller der forelå omstændigheder, som var egnede til at vække mistanke om ejerforholdet,
3) krav sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde. Krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev undtages dog kun, hvis boet er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet, og
4) krav på skatter og afgifter, i det omfang det er bestemt i anden lovgivning.
§ 83. Anmeldes en fordring eller et andet krav ikke rettidigt, jf. § 81, stk. 3, nr. 2, bortfalder retten til dækning i boet.
Stk. 2. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er
1) krav, som efter dødsfaldet er fremsat skriftligt, og som inden anmeldelsesfristens udløb er kommet boet i hænde,
2) krav, der hviler på ejendomsret, når genstanden var i boets besiddelse og mærket på en sådan måde, at ejerforholdet fremgik heraf, eller boet havde kendskab til ejerforholdet, eller der forelå omstændigheder, som var egnede til at vække mistanke om ejerforholdet,
3) krav sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde. Krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev undtages dog kun, hvis boet er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet, og
4) krav på skatter og afgifter i det omfang, det er bestemt i anden lovgivning.
§ 83. Dødsboers behandling ved skiftekommissarier og testamentseksekutorer med dømmende myndighed bortfalder, for så vidt angår de boer, der først tages under behandling, efter at denne lov er trådt i kraft.
Stk. 2. Ved kgl. bevilling kan en eller flere myndige, pålidelige og vederhæftige personer beskikkes til som eksekutorer uden dømmende myndighed at behandle et dødsbo. Bevillingen meddeles af justitsministeren eller af den, han bemyndiger dertil. Boet udleveres til eksekutorerne af skifteretten og bliver at behandle efter reglerne i denne lov. De i den øvrige lovgivning indeholdte bestemmelser angående eksekutorers forhold forbliver i kraft.
§ 84. Hvad der tilhører tredjemand eller af andre grunde ikke kan inddrages under bobehandlingen, udleveres til den berettigede.
Stk. 2. Er et aktiv i boets besiddelse udsat for hurtig fordærvelse, eller vil opbevaring være forbundet med uforholdsmæssig omkostning eller ulempe for boets behandling, og råder ejeren trods opfordring dertil ikke uden ugrundet ophold over aktivet, bør aktivet sælges af boet. Kan salg ikke finde sted, er boet berettiget til at skaffe aktivet bort. Det samme gælder, såfremt boet trods rimelige bestræbelser ikke har kunnet fastslå ejerens identitet eller ikke har kunnet komme i forbindelse med ejeren.
Stk. 3. Råder ejeren af et aktiv i boets besiddelse i øvrigt ikke inden rimelig tid efter at være opfordret dertil over dette, eller har boet trods rimelige bestræbelser ikke kunnet fastslå ejerens identitet eller ikke kunnet komme i forbindelse med ejeren, kan aktivet efter anmeldelsesfristens udløb sælges af boet eller eventuelt bortskaffes.
Stk. 4. Det ved salg efter stk. 2 og 3 indvundne provenu tilfalder den berettigede.
§ 84. Hvad der tilhører tredjemand eller af andre grunde ikke kan inddrages under bobehandlingen, udleveres til den berettigede.
Stk. 2. Er et aktiv i boets besiddelse udsat for hurtig fordærvelse eller vil opbevaring være forbundet med uforholdsmæssig omkostning eller ulempe for boets behandling, og råder ejeren trods opfordring dertil ikke uden ugrundet ophold over aktivet, bør aktivet sælges af boet. Kan salg ikke finde sted, er boet berettiget til at skaffe aktivet bort. Det samme gælder, såfremt boet trods rimelige bestræbelser ikke har kunnet fastslå ejerens identitet eller ikke har kunnet komme i forbindelse med ejeren.
Stk. 3. Råder ejeren af et aktiv i boets besiddelse i øvrigt ikke inden rimelig tid efter at være opfordret dertil over dette, eller har boet trods rimelige bestræbelser ikke kunnet fastslå ejerens identitet eller ikke kunnet komme i forbindelse med ejeren, kan aktivet efter anmeldelsesfristens udløb sælges af boet eller eventuelt bortskaffes.
Stk. 4. Det ved salg efter stk. 2 og 3 indvundne provenu tilfalder den berettigede.
§ 84. Søgsmål, som går ud på at gøre arverettigheder eller fordringer på legater og dødsgaver gældende, såvel som søgsmål, hvorved fordringer på arveladeren gøres gældende mod arvingerne som sådanne, kan anlægges ved den ret, som i dødsøjeblikket var den afdødes hjemting.
§ 85. Har boet efter anmeldelsesfristens udløb rådet over et aktiv i dets besiddelse, der tilhører tredjemand, eller i hvilket tredjemand har pant eller tilsvarende sikkerhed, kan tredjemand, såfremt vedkommende ikke har mistet sin ret, kræve sit tab erstattet af boet.
Stk. 2. Er et aktiv i boets besiddelse efter anmeldelsesfristens udløb solgt af et bo, der behandles ved bobestyrer, har tredjemand intet krav mod køberen, medmindre denne ikke var i god tro.
§ 85. Har boet efter anmeldelsesfristens udløb rådet over et aktiv i dets besiddelse, der tilhører tredjemand, eller i hvilket tredjemand har pant eller tilsvarende sikkerhed, kan tredjemand, såfremt vedkommende ikke har mistet sin ret, kræve sit tab erstattet af boet.
Stk. 2. Er et aktiv i boets besiddelse efter anmeldelsesfristens udløb solgt af et bo, der behandles ved bobestyrer, har tredjemand intet krav mod køberen, medmindre denne ikke var i god tro.
§ 85. Søgsmål til tilbagebetaling af, hvad nogen som arving eller kreditor i et under offentlig skiftebehandling stående bo ifølge foreløbigt udlæg eller endelig udlodning, som senere i det hele eller for en del er fundet urigtig, har modtaget, kan anlægges ved retten på det sted, hvor skiftet holdes.
§ 86. Beløb, som ikke inden et år efter udlodning har kunnet udbetales til fordringshavere, tilfalder statskassen.
§ 86. Beløb, som ikke inden et år efter udlodning har kunnet udbetales til fordringshavere, tilfalder statskassen.
§ 86. I de tilfælde, hvor arvinger eller kreditorer i medfør af §§ 55 og 85 kan søges for retten på det sted, hvor boet behandles, eller hvor sag i medfør af § 84 kan anlægges ved den afdødes hjemting, står det sagsøgeren frit for at indkalde modparten til forligsmægling for forligskommissionen sammesteds, dog at indkaldelsen for de personers vedkommende, der bor udenfor kredsen, sker med mindst 14 dages varsel.
§ 87. Et bo, der ikke behandles efter reglerne om insolvente boer, kan erlægge en ydelse med ydelsens handelsværdi på erlæggelsestidspunktet, selv om afdøde endnu ikke ville have været berettiget til at frigøre sig ved at erlægge ydelsen. Erlæggelse kan dog først ske efter opsigelse med sædvanligt eller rimeligt varsel, dog højst 6 måneder.
§ 87. Et bo, der ikke behandles efter reglerne om insolvente boer, kan erlægge en ydelse med ydelsens handelsværdi på erlæggelsestidspunktet, selv om afdøde endnu ikke ville have været berettiget til at frigøre sig ved at erlægge ydelsen. Erlæggelse kan dog først ske efter opsigelse med sædvanligt eller rimeligt varsel, dog højst 6 måneder.
§ 87. Det bestemmes efter de hidtil gældende regler, hvilken skifteret det tilfalder at behandle et bo. Dog skal det, når en dansk, som ikke har bopæl her i landet, er afgået ved døden i udlandet, og der ikke foretages skifte efter ham, være Justitsministeriet tilladt at henvise sådant bos behandling til den indenlandske skifteret, som findes hensigtsmæssigt at kunne behandle det.
§ 88. Fyldestgøres en legatar, der skal modtage en bestemt angivet pengesum, ikke rettidigt, jf. § 14, har legataren ret til sædvanlig morarente efter rentelovens bestemmelser.
Stk. 2. Under særlige omstændigheder kan skifteretten tilkende morarente til en arving eller ægtefælle, der ikke rettidigt har modtaget arv eller boslod.
§ 88. Fyldestgøres en legatar, der skal modtage en bestemt angivet pengesum, ikke rettidigt, jf. § 14, har legataren ret til sædvanlig morarente efter rentelovens bestemmelser.
Stk. 2. Under særlige omstændigheder kan skifteretten tilkende morarente til en arving eller ægtefælle, der ikke rettidigt har modtaget arv eller boslod.
§ 88. (* 1) Påanke af den tilendebragte skiftebehandling må iværksættes inden 12 uger, efter at skiftet i henhold til reglen i § 50 anses som sluttet.
Stk. 2. Kendelser eller beslutninger, der forefalde under behandlingen, kunne gøres til genstand for særskilt påanke, som må iværksættes inden 12 uger efter afsigelsen. Boets behandling bliver dog ikke desto mindre at fortsætte, men skifteretten har i så fald at drage omsorg for, at den påankendes ret ikke foregribes ved boets behandling medens påanken står på.
Stk. 3. Oprejsning bevilges aldrig, efter at der er hengået år og dag efter påankefristens udløb.
§ 89. Skifteretten prøver betingelserne for iværksættelse af foranstaltninger, som ved denne lov er henlagt til skifteretterne, vejleder efter reglerne i kapitel 24 og afgør tvister, som opstår i forbindelse med boernes behandling, herunder om
1) retten til at arve, herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering,
2) fordringer og krav og disses fortrinsret rettet mod dødsboet, mod en bobestyrer, mod skifteretten eller mellem lodtagere i boet,
3) krav på tilbagelevering eller tilbagebetaling til boet,
4) spørgsmål om retten til en kapital ifølge en livsforsikring eller tilsvarende ordning, der kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald, når tvisten angår, hvem der som begunstiget eller som ejer af policen m.v. er berettiget til at modtage kapitalen, eller hvorvidt kapitalen helt eller delvis skal behandles, som om den tilhører boet, og
5) fordringer og krav, der gøres gældende af boet, når parterne er enige herom.
Stk. 2. Sagsøges et privatskiftet dødsbo, og ønskes der tillige dom over boets arvinger, kan disse indstævnes for skifteretten.
Stk. 3. Reglerne i retsplejelovens §§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Vedrører sagen en tvist, der hører under en særlig domstol, skal sagen dog behandles ved denne.
§ 89. Skifteretten prøver betingelserne for iværksættelse af foranstaltninger, som ved denne lov er henlagt til skifteretterne, vejleder efter reglerne i kapitel 24 og afgør tvister, som opstår i forbindelse med boernes behandling, herunder om
1) retten til at arve, herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering,
2) fordringer og krav og disses fortrinsret rettet mod dødsboet, mod en bobestyrer, mod skifteretten eller mellem lodtagere i boet,
3) krav på tilbagelevering eller tilbagebetaling til boet,
4) spørgsmål om retten til en kapital ifølge en livsforsikring eller tilsvarende ordning, der kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald, når tvisten angår, hvem der som begunstiget eller som ejer af policen m.v. er berettiget til at modtage kapitalen, eller hvorvidt kapitalen helt eller delvis skal behandles, som om den tilhører boet, og
5) fordringer og krav, der gøres gældende af boet, når parterne er enige herom.
Stk. 2. Sagsøges et privatskiftet dødsbo, og ønskes der tillige dom over boets arvinger, kan disse indstævnes for skifteretten.
Stk. 3. Reglerne i retsplejelovens §§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Vedrører sagen en tvist, der hører under en særlig domstol, skal sagen dog behandles ved denne.
§ 89. Når skifteretten ikke efter foregående erindring tilbørlig fremmer et bo, kan justitsministeren beskikke en anden til at behandle samme; det skal da uværgerlig, under tvangsmiddel af suspension og tiltale til embedsfortabelse, overleveres til den således beskikkede, hvem den pågældende skifteforvalter vil have at tilsvare vederlag for hans arbejde efter justitsministerens bestemmelse, foruden at være tiltale undergiven til straf og erstatning efter plakat 21. april 1824 § 1.
Stk. 2. Med hensyn til boer, som behandles af testamentseksekutorer, kan justitsministeren, når der fra nogen af de interesserede i boet fremkommer klage over boets utilbørlige forhaling, og klagen, efter at der er givet testamentseksekutorerne lejlighed til at ytre sig over samme, findes begrundet, bestemme, at boets behandling skal gå over til den ordentlige skifteret.
§ 90. Sagerne behandles ved den skifteret, hvorunder boet hører.
§ 90. Sagerne behandles ved den skifteret, hvorunder boet hører.
§ 90. Skifteretterne er fremdeles, for så vidt de indesidder med boernes midler, undergivne de hidtil gældende regler angående regnskabsvæsenet i dødsboer og konkursboer, ligesom det har sit forblivende ved de gældende bestemmelser i henseende til tilsynet med skifternes fremme, revisionen af skiftebehandlingen og de dermed forbundne oppebørsler, samt tilsynet med, at de midler, som efter § 3 i lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler mv. skal bestyres i en forvaltningsafdeling, virkelig indkommer. Nærmere forskrifter i de anførte henseender samt de med hensyn hertil fornødne tvangsmidler kan fastsættes ved kongelig anordning.
§ 91. Skifteretten bistår med udfærdigelse af anmodninger og opgørelser m.v. og vejleder ægtefælle, arvinger, legatarer og andre berettigede om deres retsstilling, herunder om deres klagemuligheder, medmindre bistanden på grund af boets størrelse eller andre forhold vil være særlig tidkrævende eller vil kræve særlige undersøgelser.
§ 91. Skifteretten bistår med udfærdigelse af anmodninger og opgørelser m.v. og vejleder ægtefælle, arvinger, legatarer og andre berettigede om deres retsstilling, herunder om deres klagemuligheder, medmindre bistanden på grund af boets størrelse eller andre forhold vil være særlig tidkrævende eller vil kræve særlige undersøgelser.
§ 91. (Ophævet).
§ 92. Skifteretten kan på ethvert tidspunkt forlange at få oplysninger vedrørende et bos forhold og kan i den forbindelse kræve boets dokumenter udleveret.
Stk. 2. Skifteretten kan pålægge enhver at give møde, afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.
§ 92. Skifteretten kan på ethvert tidspunkt forlange at få oplysninger vedrørende et bos forhold og kan i den forbindelse kræve boets dokumenter udleveret.
Stk. 2. Skifteretten kan pålægge enhver at give møde, afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter retsplejelovens regler om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.
§ 92. For så vidt embedsmænd, hvem nogen del af skifteforvaltningen eller tilsyn med samme er betroet, måtte findes pligtige at udrede erstatning til private i anledning af deres embedsførelse i så henseende, være sig i døds-, konkurs- eller andre boer, er statskassen ansvarlig for sådan erstatnings udredelse, dersom den ikke kan fås hos vedkommende embedsmænd eller i deres bo.
§ 93. Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at handelsværdien af boets aktiver eller passiver skal fastsættes ved sagkyndig vurdering.
Stk. 2. Skifteretten udmelder efter anmodning en eller flere sagkyndige til at foretage vurderingen.
§ 93. Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at handelsværdien af boets aktiver eller passiver skal fastsættes ved sagkyndig vurdering.
Stk. 2. Skifteretten udmelder efter anmodning en eller flere sagkyndige til at foretage vurderingen.
§ 93. Denne lov træder i kraft den 1. april 1875 samtidig med lov om betalingen for de til skiftevæsenet henhørende forretninger. Den er anvendelig ikke blot på de boer, der fra den dag tages under behandling, men også de retshandlinger, der efter den dag måtte forefalde i de under behandling værende boer, for så vidt ikke forholdets beskaffenhed måtte udelukke sådan anvendelse.
Stk. 2. Regeringen bemyndiges til ved kongelig anordning at sætte loven i kraft på Færøerne med de lempelser, som ifølge disse øers særegne forhold måtte findes hensigtsmæssige.
Lov nr. 412 af 18. december 1963 indeholder følgende bestemmelse
§ 94. Skifteretten træffer efter anmodning bestemmelse om omvurdering, såfremt
1) der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket vurderingsresultatet,
2) vurderingen ikke i øvrigt er foretaget på betryggende måde eller
3) det pågældende aktivs eller passivs handelsværdi må antages at afvige væsentligt fra vurderingsresultatet.
§ 94. Skifteretten træffer efter anmodning bestemmelse om omvurdering, såfremt
1) der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket vurderingsresultatet,
2) vurderingen ikke i øvrigt er foretaget på betryggende måde, eller
3) det pågældende aktivs eller passivs handelsværdi må antages at afvige væsentligt fra vurderingsresultatet.
§ 95. Skifteretten kan betinge en udmeldelse af, at der stilles sikkerhed for omkostningerne.
Stk. 2. Vederlag til de sagkyndige fastsættes om fornødent af skifteretten under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed.
Stk. 3. Vurderingsudgifter afholdes af boet, medmindre skifteretten undtagelsesvis bestemmer andet.
§ 95. Skifteretten kan betinge en udmeldelse af, at der stilles sikkerhed for omkostningerne.
Stk. 2. Vederlag til de sagkyndige fastsættes om fornødent af skifteretten under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed.
Stk. 3. Vurderingsudgifter afholdes af boet, medmindre skifteretten undtagelsesvis bestemmer andet.
§ 96. Klage over en bobestyrer, herunder klage over, at en bobestyrer ikke fremmer behandlingen af boet uden unødigt ophold, samt klage over afgørelser truffet af en bobestyrer indgives skriftligt til skifteretten.
Stk. 2. Fristen for klage over afgørelser er 2 uger og regnes fra det tidspunkt, hvor klageren fik kendskab til afgørelsen. Skifteretten kan undtagelsesvis tillade, at klagen tages under behandling indtil 6 måneder efter afgørelsen.
Stk. 3. Klage over bobestyrerens afgørelser har ikke opsættende virkning. Bobestyreren eller skifteretten kan dog tillægge en klage opsættende virkning.
§ 96. Klage over en bobestyrer, herunder klage over, at en bobestyrer ikke fremmer behandlingen af boet uden unødigt ophold, samt klage over afgørelser truffet af en bobestyrer, indgives skriftligt til skifteretten.
Stk. 2. Fristen for klage over afgørelser er 2 uger og regnes fra det tidspunkt, hvor klageren fik kendskab til afgørelsen. Skifteretten kan undtagelsesvis tillade, at klagen tages under behandling indtil 6 måneder efter afgørelsen.
Stk. 3. Klage over bobestyrerens afgørelser har ikke opsættende virkning. Bobestyreren eller skifteretten kan dog tillægge en klage opsættende virkning.
§ 97. Skifteretten forelægger snarest muligt klagen for bobestyreren. Snarest muligt og senest 2 uger efter klagens modtagelse skal bobestyreren besvare klagen. Vedrører klagen en afgørelse, skal bobestyreren meddele skifteretten og klageren, om den påklagede afgørelse ophæves, omgøres eller fastholdes.
Stk. 2. Skifteretten kan pålægge bobestyreren at fremkomme med en supplerende redegørelse inden for en fastsat frist. Samtidig med at den supplerende redegørelse indleveres til skifteretten, sender bobestyreren en genpart af redegørelsen til klageren.
Stk. 3. Skifteretten kan forlænge fristerne i stk. 1 og 2. Klageren underrettes herom.
Stk. 4. Skifteretten kan, hvor forholdene taler derfor, give klageren eller bobestyreren lejlighed til inden for en fastsat frist at indgive yderligere skriftlige indlæg. Skifteretten kan endvidere indkalde klageren og bobestyreren til et retsmøde i skifteretten. Efterkommer klageren eller bobestyreren ikke rettidigt skifterettens opfordring eller indkaldelse, kan klagen afgøres på det foreliggende grundlag.
Stk. 5. Skifteretten træffer afgørelse i klagesagen, jf. dog § 89, stk. 1, nr. 1-5, og § 106, stk. 1. Afgørelser vedrørende en bobestyrers salær træffes ved kendelse.
§ 97. Skifteretten forelægger snarest muligt klagen for bobestyreren. Snarest muligt og senest 2 uger efter klagens modtagelse skal bobestyreren besvare klagen. Vedrører klagen en afgørelse, skal bobestyreren meddele skifteretten og klageren, om den påklagede afgørelse ophæves, omgøres eller fastholdes.
Stk. 2. Skifteretten kan pålægge bobestyreren at fremkomme med en supplerende redegørelse inden for en fastsat frist. Samtidig med at den supplerende redegørelse indleveres til skifteretten, sender bobestyreren en genpart af redegørelsen til klageren.
Stk. 3. Skifteretten kan forlænge fristerne i stk. 1 og 2. Klageren underrettes herom.
Stk. 4. Skifteretten kan, hvor forholdene taler derfor, give klageren eller bobestyreren lejlighed til inden for en fastsat frist at indgive yderligere skriftlige indlæg. Skifteretten kan endvidere indkalde klageren og bobestyreren til et retsmøde i skifteretten. Efterkommer klageren eller bobestyreren ikke rettidigt skifterettens opfordring eller indkaldelse, kan klagen afgøres på det foreliggende grundlag.
Stk. 5. Skifteretten træffer afgørelse i klagesagen, jf. dog § 89, stk. 1, nr. 1-5, og § 106, stk. 1. Afgørelser vedrørende en bobestyrers salær træffes ved kendelse.
§ 98. Retsplejelovens regler om borgerlige sager finder anvendelse med de ændringer, som angives i denne lov, eller som følger af forholdets natur.
§ 98. Retsplejelovens regler om borgerlige sager finder anvendelse med de ændringer, som angives i denne lov, eller som følger af forholdets natur.
§ 99. Som parter anses boet, såfremt sagen vedrører dets interesser, og enhver lodtager, hvis ret vil kunne påvirkes af søgsmålet.
Stk. 2. I boer, der skiftes privat, kan forkyndelse over for boet og arvingerne ske for den i § 25, stk. 6, angivne person eller for alle arvingerne.
§ 99. Som parter anses boet, såfremt sagen vedrører dets interesser, og enhver lodtager, hvis ret vil kunne påvirkes af søgsmålet.
Stk. 2. I boer, der skiftes privat, kan forkyndelse over for boet og arvingerne ske for den i § 25, stk. 6, angivne person eller for alle arvingerne.
§ 100. Skifteretten kan beskikke en advokat for en part, når det skønnes nødvendigt, at parten har advokatbistand, og parten opfylder den økonomiske betingelse i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
§ 100. Skifteretten kan beskikke en advokat for en part, når det skønnes nødvendigt, at parten har advokatbistand, og parten opfylder den økonomiske betingelse i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.
§ 101. Afgørelse om de i § 89, stk. 1, nr. 1-5, nævnte tvister træffes ved dom.
Stk. 2. Boets modkrav, der henhører under de almindelige domstole, kan efter skifterettens bestemmelse påkendes ved skifteretten. Retsplejelovens § 249, stk. 2 og 3, finder i øvrigt anvendelse.
§ 101. Afgørelse om de i § 89, stk. 1, nr. 1 - 5, nævnte tvister træffes ved dom.
Stk. 2. Boets modkrav, der henhører under de almindelige domstole, kan efter skifterettens bestemmelse påkendes ved skifteretten. Retsplejelovens § 249, stk. 2 og 3, finder i øvrigt anvendelse.
§ 102. Andre afgørelser end de i § 101 nævnte træffes ved kendelse eller beslutning. Kendelsesformen anvendes ved afgørelse af en tvist, eller hvor denne form særlig er foreskrevet.
Stk. 2. Skifteretten kan pålægge sagsomkostninger, hvis tvistens omfang og det med sagen forbundne arbejde gør det rimeligt. Retsplejelovens regler om sagsomkostninger finder da tilsvarende anvendelse. Hvis ikke andet bestemmes, er fuldbyrdelsesfristen 14 dage.
Stk. 3. Skifterettens beslutninger om fastsættelse af vederlag og andre omkostninger kan fuldbyrdes efter almindelige regler.
§ 102. Andre afgørelser end de i § 101 nævnte træffes ved kendelse eller beslutning. Kendelsesformen anvendes ved afgørelse af en tvist, eller hvor denne form særlig er foreskrevet.
Stk. 2. Skifteretten kan pålægge sagsomkostninger, hvis tvistens omfang og det med sagen forbundne arbejde gør det rimeligt. Retsplejelovens regler om sagsomkostninger finder da tilsvarende anvendelse. Hvis ikke andet bestemmes, er fuldbyrdelsesfristen 14 dage.
Stk. 3. Skifterettens beslutninger om fastsættelse af vederlag og andre omkostninger kan fuldbyrdes efter almindelige regler.
§ 103. Skifteretten kan genoptage et bo eller omgøre en beslutning eller kendelse, når det findes påkrævet, navnlig fordi
1) der er fremkommet yderligere aktiver eller passiver,
2) arven er fordelt forkert eller udlodningen er foretaget forkert,
3) der er begået væsentlige fejl i forbindelse med boets behandling,
4) boafgiften eller tillægsboafgiften er beregnet forkert og en arving eller legatar anmoder derom,
5) boet skal udleveres til anden behandlingsmåde eller
6) der i øvrigt foreligger nye oplysninger af væsentlig betydning for boets behandling eller for tredjemands retsstilling.
Stk. 2. Skifteretten kan betinge genoptagelse eller omgørelse af, at der helt eller delvis stilles sikkerhed for de omkostninger, der er forbundet hermed.
§ 103. Skifteretten kan genoptage et bo eller omgøre en beslutning eller kendelse, når det findes påkrævet, navnlig fordi
1) der er fremkommet yderligere aktiver eller passiver,
2) arven er fordelt forkert, eller udlodningen er foretaget forkert,
3) der er begået væsentlige fejl i forbindelse med boets behandling,
4) boafgiften eller tillægsboafgiften er beregnet forkert, og en arving eller legatar anmoder derom,
5) boet skal udleveres til anden behandlingsmåde, eller
6) der i øvrigt foreligger nye oplysninger af væsentlig betydning for boets behandling eller for tredjemands retsstilling.
Stk. 2. Skifteretten kan betinge genoptagelse eller omgørelse af, at der helt eller delvis stilles sikkerhed for de omkostninger, der er forbundet hermed.
§ 104. Træffes afgørelse om omgørelse eller genoptagelse, skal enhver arving, legatar eller kreditor om nødvendigt fralægge sig den berigelse, vedkommende har opnået, dog ikke ud over boets tab. Er penge modtaget, eller er andre formuegoder senere omsat i penge, påvirkes kravet mod modtageren ikke af den måde, hvorpå pengene er anvendt. Udbytte, som oppebæres, efter at krav om tilbageførsel af berigelsen er rejst, skal tilsvares.
Stk. 2. Modtageren er i øvrigt erstatningsansvarlig for boets tab efter almindelige regler.
Stk. 3. Hvis boet eller modtageren forlanger det, skal det modtagne tilbageleveres, for så vidt det er i behold og tilbagelevering kan ske uden urimeligt værdispild. Den nødvendige udligning sker ved betaling fra en af siderne.
Stk. 4. I særlige tilfælde kan kravet mod modtageren nedsættes eller helt bortfalde, hvis gennemførelsen af kravet ville være urimeligt byrdefuld og omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 5. Har modtageren overdraget det modtagne til tredjemand, har boet krav mod tredjemand efter reglerne i stk. 1-4, hvis denne kendte eller burde kende de omstændigheder, som begrunder krav om omgørelse eller genoptagelse.
Stk. 6. Er en af tredjemand stillet sikkerhed eller kaution for boets gæld blevet frigivet, eller er tredjemands medhæftelse bortfaldet som følge af en betaling eller retsforfølgning, der skal gå tilbage, har boet krav mod tredjemand efter reglerne i stk. 1 og 2, jf. stk. 4, hvis tredjemand ved frigivelsen eller bortfaldet kendte eller burde kende de omstændigheder, som begrunder omgørelse eller genoptagelse. Boet kan da forlange, at tredjemand på ny stiller et frigivet pant som sikkerhed, hvis dette er muligt.
Anke og kære
§ 104. Træffes afgørelse om omgørelse eller genoptagelse, skal enhver arving, legatar eller kreditor om nødvendigt fralægge sig den berigelse, vedkommende har opnået, dog ikke ud over boets tab. Er penge modtaget, eller er andre formuegoder senere omsat i penge, påvirkes kravet mod modtageren ikke af den måde, hvorpå pengene er anvendt. Udbytte, som oppebæres, efter at krav om tilbageførsel af berigelsen er rejst, skal tilsvares.
Stk. 2. Modtageren er i øvrigt erstatningsansvarlig for boets tab efter almindelige regler.
Stk. 3. Hvis boet eller modtageren forlanger det, skal det modtagne tilbageleveres, for så vidt det er i behold, og tilbagelevering kan ske uden urimeligt værdispild. Den nødvendige udligning sker ved betaling fra en af siderne.
Stk. 4. I særlige tilfælde kan kravet mod modtageren nedsættes eller helt bortfalde, hvis gennemførelsen af kravet ville være urimeligt byrdefuld, og omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 5. Har modtageren overdraget det modtagne til tredjemand, har boet krav mod tredjemand efter reglerne i stk. 1 - 4, hvis denne kendte eller burde kende de omstændigheder, som begrunder krav om omgørelse eller genoptagelse.
Stk. 6. Er en af tredjemand stillet sikkerhed eller kaution for boets gæld blevet frigivet, eller er tredjemands medhæftelse bortfaldet som følge af en betaling eller retsforfølgning, der skal gå tilbage, har boet krav mod tredjemand efter reglerne i stk. 1 og 2, jf. stk. 4, hvis tredjemand ved frigivelsen eller bortfaldet kendte eller burde kende de omstændigheder, som begrunder omgørelse eller genoptagelse. Boet kan da forlange, at tredjemand på ny stiller et frigivet pant som sikkerhed, hvis dette er muligt.
Anke og kære
§ 105. Reglerne i retsplejeloven om anke og kære finder tilsvarende anvendelse på skifterettens afgørelser.
Stk. 2. Skifterettens afgørelser efter § 2, stk. 3, § 7, stk. 3, § 12, stk. 1, § 55, stk. 1, 2. pkt., og § 81, stk. 6, kan dog ikke indbringes for højere ret. Tilsvarende gælder for afgørelser i medfør af § 80, stk. 1, efter udløbet af fristen i § 80, stk. 3.
§ 105. Reglerne i retsplejeloven om anke og kære finder tilsvarende anvendelse på skifterettens afgørelser.
Stk. 2. Skifterettens afgørelser efter § 2, stk. 3, § 7, stk. 3, § 12, stk. 1, § 55, stk. 1, 2. pkt., og § 81, stk. 6, kan dog ikke indbringes for højere ret. Tilsvarende gælder for afgørelser i medfør af § 80, stk. 1, efter udløbet af fristen i § 80, stk. 3.
§ 106. Retssager om krav, som rejses af et dødsbo, anlægges ved de almindelige domstole, medmindre sagen vedrører en tvist, der i medfør af § 89, stk. 1, nr. 1-5, eller stk. 4, hører under skifterettens kompetence eller under en særlig domstol.
Stk. 2. Modkrav mod boet, der henhører under skifterettens kompetence, kan efter rettens bestemmelse påkendes under sagen. Retsplejelovens § 249, stk. 2 og 3, finder i øvrigt anvendelse.
§ 106. Retssager om krav, som rejses af et dødsbo, anlægges ved de almindelige domstole, medmindre sagen vedrører en tvist, der i medfør af § 89, stk. 1, nr. 1 - 5, eller stk. 4 hører under skifterettens kompetence eller under en særlig domstol.
Stk. 2. Modkrav mod boet, der henhører under skifterettens kompetence, kan efter rettens bestemmelse påkendes under sagen. Retsplejelovens § 249, stk. 2 og 3, finder i øvrigt anvendelse.
§ 107. Havde afdøde anlagt retssag om krav, som nu tilkommer boet, kan boet ved en erklæring til retten indtræde i afdødes sted.
Stk. 2. Oplyses det under sagen, at sagsøgeren er død, og har boet ikke givet møde, udsættes sagen, og boet underrettes. Er der ikke truffet beslutning om boets behandlingsmåde, underrettes skifteretten.
§ 107. Havde afdøde anlagt retssag om krav, som nu tilkommer boet, kan boet ved en erklæring til retten indtræde i afdødes sted.
Stk. 2. Oplyses det under sagen, at sagsøgeren er død, og har boet ikke givet møde, udsættes sagen, og boet underrettes. Er der ikke truffet beslutning om boets behandlingsmåde, underrettes skifteretten.
§ 108. Er en sag inden dødsfaldet anlagt af afdøde ved de almindelige domstole, kan modkrav fremsat af sagsøgte i et retsmøde, hvor afdøde var til stede eller repræsenteret, eller i et processkrift, der var forkyndt for afdøde inden dødsfaldet, påkendes.
§ 108. Er en sag inden dødsfaldet anlagt af afdøde ved de almindelige domstole, kan modkrav fremsat af sagsøgte i et retsmøde, hvor afdøde var til stede eller repræsenteret, eller i et processkrift, der var forkyndt for afdøde inden dødsfaldet, påkendes.
§ 109. Opgiver boet et muligt krav, uden at der er sluttet forlig, kan enhver lodtager i boet inden for en af skifteretten fastsat frist på egen hånd anlægge sag eller indtræde i en verserende sag. Anmodning om fastsættelse af frist skal fremsættes over for skifteretten uden ugrundet ophold efter boets beslutning om opgivelsen.
Stk. 2. Boet skal, i det omfang dets masse forøges, erstatte lodtageren rimelige omkostninger.
Stk. 3. Enhver lodtager kan anke en dom, boet ikke ønsker at indbringe for højere ret. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.
§ 109. Opgiver boet et muligt krav, uden at der er sluttet forlig, kan enhver lodtager i boet inden for en af skifteretten fastsat frist på egen hånd anlægge sag eller indtræde i en verserende sag. Anmodning om fastsættelse af frist skal fremsættes over for skifteretten uden ugrundet ophold efter boets beslutning om opgivelsen.
Stk. 2. Boet skal, i det omfang dets masse forøges, erstatte lodtageren rimelige omkostninger.
Stk. 3. Enhver lodtager kan anke en dom, boet ikke ønsker at indbringe for højere ret. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.
§ 110. Var retssag inden dødsfaldet anlagt mod afdøde, indtræder boet i afdødes sted, medmindre sagen ikke vedrører boet. Ønsker sagsøgeren dom over boet, drager sagsøgeren omsorg for, at boet underrettes.
§ 110. Var retssag inden dødsfaldet anlagt mod afdøde, indtræder boet i afdødes sted, medmindre sagen ikke vedrører boet. Ønsker sagsøgeren dom over boet, drager sagsøgeren omsorg for, at boet underrettes.
§ 111. Retten kan efter anmodning fra en part henvise en sag, hvori boet er indtrådt i medfør af § 107, stk. 1, eller § 110, til behandling ved den skifteret, hvorunder boet hører.
§ 111. Retten kan efter anmodning fra en part henvise en sag, hvori boet er indtrådt i medfør af § 107, stk. 1, eller § 110, til behandling ved den skifteret, hvorunder boet hører.
§ 112. Justitsministeren fastsætter regler om de erklæringer, som arvinger eller ægtefælle skal afgive for at få et bo udleveret. I reglerne kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
§ 112. Justitsministeren fastsætter regler om de erklæringer, som arvinger eller ægtefælle skal afgive for at få et bo udleveret. I reglerne kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
§ 113. Skifteretten udsteder efter anmodning fra boets arvinger, afdødes ægtefælle eller den, der har fået boet udlagt, skifteretsattest om boets berigtigelse.
§ 113. Skifteretten udsteder efter anmodning fra boets arvinger, afdødes ægtefælle eller den, der har fået boet udlagt, skifteretsattest om boets berigtigelse.
§ 114. Retsmøder ved skifteretten, i hvilke der ikke behandles tvister, og bomøder, der afholdes af en bobestyrer, er ikke offentlige.
Stk. 2. Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifteretten eller bobestyreren få oplysning om boets behandlingsmåde.
Stk. 3. Enhver, der har retlig interesse deri, kan mod vederlag forlange udskrift af boets dokumenter. Bestemmelserne i retsplejelovens § 41 finder tilsvarende anvendelse, dog træffes afgørelsen af skifteretten.
§ 114. Retsmøder ved skifteretten, i hvilke der ikke behandles tvister, og bomøder, der afholdes af en bobestyrer, er ikke offentlige.
Stk. 2. Enhver, der har retlig interesse deri, kan hos skifteretten eller bobestyreren få oplysning om boets behandlingsmåde.
Stk. 3. Enhver, der har retlig interesse deri, kan mod vederlag forlange udskrift af boets dokumenter. Bestemmelserne i retsplejelovens § 41 finder tilsvarende anvendelse, dog træffes afgørelsen af skifteretten.
§ 115. Ingen må handle som bobestyrer, midlertidig bobestyrer, forretningskyndig medhjælp, revisor eller vurderingsmand, hvis den pågældende er nærstående til nogen af arvingerne, disses værge eller skifteværge eller afhængig af disse, eller hvis der som følge af den pågældendes interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om den pågældendes upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.
Stk. 2. Revisor eller vurderingsmand må heller ikke på nogen af de i stk. 1 nævnte måder være knyttet til bobestyreren eller til kasserer eller bogholder i afdødes erhvervsvirksomhed.
Stk. 3. En vurderingsmand må ikke have økonomisk interesse hos aftager og må ikke medvirke ved afhændelse af boets aktiver, medmindre vurderingen alene foretages i egenskab af auktionsholder og til brug for bortsalg på offentlig auktion.
Stk. 4. Bobestyrer, midlertidig bobestyrer, forretningskyndig medhjælp, revisor eller vurderingsmand må ikke erhverve nogen del af boets aktiver. Det samme gælder nærstående til disse personer eller ansatte i disse personers virksomheder.
§ 115. Ingen må handle som bobestyrer, midlertidig bobestyrer, forretningskyndig medhjælp, revisor eller vurderingsmand, hvis den pågældende er nærstående til nogen af arvingerne, disses værge eller skifteværge, eller afhængig af disse, eller hvis der som følge af den pågældendes interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om den pågældendes upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.
Stk. 2. Revisor eller vurderingsmand må heller ikke på nogen af de i stk. 1 nævnte måder være knyttet til bobestyreren eller til kasserer eller bogholder i afdødes erhvervsvirksomhed.
Stk. 3. En vurderingsmand må ikke have økonomisk interesse hos aftager og må ikke medvirke ved afhændelse af boets aktiver, medmindre vurderingen alene foretages i egenskab af auktionsholder og til brug for bortsalg på offentlig auktion.
Stk. 4. Bobestyrer, midlertidig bobestyrer, forretningskyndig medhjælp, revisor eller vurderingsmand må ikke erhverve nogen del af boets aktiver. Det samme gælder nærstående til disse personer eller ansatte i disse personers virksomheder.
§ 116. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) Lov om tilsyn med de af eksekutorer behandlede dødsboer, jf. lovbekendtgørelse nr. 601 af 9. september 1986.
2) § 8 i forordning af 2. april 1817.
3) Forordning af 8. april 1768.
4) Plakat af 21. april 1824.
5) Danske Lov 5-2-1 til 5-2-10, 5-2-14 til 5-2-21, 5-2-23, 5-2-25, 5-2-27, 5-2-54 til 5-2-57, 5-2-63 til 5-2-64, 5-2-68, 5-2-83, 5-2-84, 5-2-86, 5-14-29 til 5-14-33, 5-14-37 til 5-14-39.
Stk. 3. I lov om skifte af dødsbo og fællesbo m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 23. oktober 1986, som senest ændret ved § 125 i lov nr. 1072 af 20. december 1995, ændres titlen til
»Lov om skifte af fællesbo m.v.«.
§ 116. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) Lov nr. 119 af 20. april 1926 om tilsyn med de af eksekutorer behandlede dødsboer, jf. lovbekendtgørelse nr. 601 af 9. september 1986.
2) § 8 i forordning af 2. april 1817.
3) Forordning af 8. april 1768.
4) Plakat af 21. april 1824.
5) Danske Lov 5-2-1 til 5-2-10, 5-2-14 til 5-2-21, 5-2-23, 5-2-25, 5-2-27, 5-2-54 til 5-2-57, 5-2-63 til 5-2-64, 5-2-68, 5-2-83, 5-2-84, 5-2-86, 5-14-29 til 5-14-33, 5-14-37 til 5-14-39.
Stk. 3. I lov nr. 155 af 30. november 1874 om skifte af dødsbo og fællesbo m.v. ændres titlen til: »Lov om skifte af fællesbo m.v.«.
§ 117. Har dødsfaldet fundet sted inden lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler for skifte af dødsboer. Reglerne i denne lov finder dog også anvendelse på skifte af uskiftet bo, når den længstlevende ægtefælle dør efter lovens ikrafttræden eller der anmodes om skifte i den længstlevendes levende live efter dette tidspunkt.
§ 117. Har dødsfaldet fundet sted inden lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler for skifte af dødsboer. Reglerne i denne lov finder dog også anvendelse på skifte af uskiftet bo, når den længstlevende ægtefælle dør efter lovens ikrafttræden, eller der anmodes om skifte i den længstlevendes levende live efter dette tidspunkt.
§ 118. Bestemmelser i testamenter om, at en eller flere personer skal behandle et bo som eksekutor, anses som indeholdende bestemmelse om, at den eller de pågældende skal behandle boet som bobestyrer.
§ 118. Bestemmelser i testamenter om, at en eller flere personer skal behandle et bo som eksekutor, anses som indeholdende bestemmelse om, at den eller de pågældende skal behandle boet som bobestyrer.
§ 119. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 119. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning 2. Hovedtræk af gældende ret 2.1. Perioden fra dødsfaldet til boets berigtigelse 2.2. De enkelte skifteformer - boets berigtigelse 2.2.1. Intet efterladt 2.2.2. Begravelsesudlæg 2.2.3. Udvidet begravelsesudlæg 2.2.4. Udlæg til ægtefællen (150.000 kr.'s udlæg) 2.2.5. Uskiftet bo 2.2.6. Privat skifte 2.2.7. Offentligt skifte. Gældsfragåelsesboer 2.2.8. Offentligt skifte. Gældsvedgåelsesboer 2.2.9. Eksekutorboer 2.2.10. Konkursbehandling 3. Baggrunden for forslaget 4. Begrebsfastsættelse og opbygning af lovforslaget 5. Behovet for offentlig kontrol 6. Behandlingen af småboer 6.1. Boudlæg 6.2. Forenklet privat skifte 7. Udlæg til en efterlevende ægtefælle 8. Privat skifte 8.1. Gældende ret 8.2. Reglerne i lovforslaget 8.2.1. Krav til boets forhold 8.2.2. Krav til arvingernes forhold 8.2.3. Proklama 8.2.4. Hensynet til kreditorerne 8.2.5. Hæftelsesreglerne 8.2.6. Forenklet privat skifte 9. Behandlingen af offentlige boer. Bobestyrerbehandling 9.1. De gældende regler 9.2. Reglerne i lovforslaget 9.3. Bobestyrerordningen 9.3.1. Autoriserede bobestyrere 9.3.2. Testamentsindsatte bobestyrere 9.3.3. Generelle krav til bobestyreren 9.3.4. Bobestyrerens opgaver 9.4. Insolvente boer 10. Midlertidige bobestyrere 11. Lovforslagets processuelle regler 12. Proklama 13. Skifteværger 14. Forbigåede arvinger 14.1. Gældende ret 14.2. Reglerne i lovforslaget 15. Boets slutning 16. Afgift i forbindelse med behandlingen af dødsboer 17. Hørte myndigheder m.v. 18. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre en fuldstændig revision af reglerne om skifte af dødsboer. Med forslaget tilsigtes samtidig en gennemgribende forenkling og modernisering af behandlingen af dødsboer. Som et vigtigt led i bestræbelserne på at nå dette mål foreslås antallet af skifteformer (berigtigelsesformer) næsten halveret i forhold til i dag, hvor der findes 11 forskellige skifteformer.
Endvidere foreslås dele af bobehandlingen flyttet fra skifteretterne og over til advokater med særlig beskikkelse til at behandle dødsboer, hvorved domstolenes opgaver på dette område i det væsentligste begrænses til at træffe afgørelse i tvister. Det indgår således som en afgørende nydannelse i lovforslaget, at de gældende regler om offentlig behandling ved skifteretten og ved testamentseksekutorer afskaffes og erstattes af en fælles behandlingsmåde, betegnet behandling ved bobestyrer. For at sikre, at disse boer bliver behandlet af en så højt kvalificeret stab af bobestyrere som muligt, lægger lovforslaget op til, at der i hver retskreds alene gives fast autorisation som bobestyrer til en begrænset kreds af advokater.
Lovforslaget lægger endvidere op til en ændring af reglerne for privat skifte. Efter gældende ret er det en betingelse for at skifte privat, at arvingerne inden boets udlevering påtager sig at hæfte personligt for den afdødes gældsforpligtelser. Denne betingelse foreslås afskaffet og erstattet af nogle nye kriterier, der har til formål at smidiggøre systemet uden at svække blandt andet kreditorernes retsstilling. Ved at ændre reglerne for arvingers personlige gældshæftelse tilstræbes, at flere boer, herunder navnlig relativt mindre boer, vil blive skiftet i privat regi.
En særlig forenklet behandlingsform gøres mulig i en række boer, der opfylder de almindelige betingelser for at blive skiftet privat, og hvor der hverken er arvinger, som er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller legatarer. I det omfang, sådanne boer hverken er skattepligtige eller pligtige at svare bo- eller tillægsboafgift, og boet ikke i øvrigt måtte påkalde sig særlig skattemæssig interesse, findes der ikke at være noget afgørende behov for, at det offentlige kontrollerer bodelingen.
Ved lovforslaget lægges der derfor op til, at der i disse boer end ikke skal udarbejdes en boopgørelse, men blot at arvingerne i forbindelse med boets udlevering skal indsende en opgørelse over boets aktiver og passiver. Det er forudsat, at arvingerne herefter i almindelighed vil kunne dele boet i mindelighed.
Disse meget forenklede regler vil primært kunne bringes i anvendelse i relation til en række boer, hvis afgiftspligtige formue ikke overstiger 180.000 kr. Hertil kommer imidlertid yderligere en række boer, hvor en efterlevende ikke-frasepareret ægtefælle er eneste arving i boet og indvilliger i at indtræde i den afdødes skattemæssige stilling. I sådanne situationer kan der ligesom ved overtagelse af boer til uskiftet bo blot ske en overtagelse af afdødes skattepligt.
Denne meget enkle behandlingsform, hvor skifteretten ikke behøver at kontrollere en boopgørelse og beregne boafgifter, og hvor skattemyndighederne for boer med en mindre nettoaktivmasse vil kunne undlade den skattemæssige kontrol, må antages at ville få stor betydning i praksis. Således skønnes ca. 10.000 ud af samtlige 60.000 dødsboer årligt at ville kunne afvikles på denne meget forenklede og ukomplicerede måde.
Reglerne for behandling af de egentlige småboer foreslås ligeledes ændret. Således indebærer lovforslagets regler om boudlæg en forenkling af de gældende regler om begravelsesudlæg, hvortil kommer, at anvendelsesområdet for begravelsesudlæg (boudlæg) foreslås udvidet.
Som et anden væsentlig ændring i forhold til gældende ret foreslås indført et system med standardiserede afgifter for skifteretternes ydelser i de enkelte typer af boer til erstatning for den bestående skifteafgift. Denne ændring foreslås gennemført ved at indsætte et nyt kapitel i retsafgiftsloven (kapitel 5 a), der udover at samle alle lovens bestemmelser om dødsboer også medtager regler om, hvilken afgift, der skal erlægges i hver enkelt type af bo. Forslaget herom er indeholdt i det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love, herunder retsafgiftsloven, og skal ses i lyset af, at behandlingen af offentlige boer bortfalder, idet boerne i stedet behandles ved private bobestyrere. Herefter findes der i relation til det offentlige alene at burde opkræves afgifter for skifteretternes arbejde med at berigtige boerne og i de egentligt skiftede boer ydermere for at foretage revision m.v. Hertil kommer en afgiftspligt i forbindelse med påkendelse af tvister, der forudsættes afgjort ved dom.
Afskaffelsen af skifteafgiften vil have til følge, at boopgørelserne kan forenkles væsentligt.
Herudover indeholder lovforslaget en lang række yderligere ændringer i forhold til gældende ret. Af mere betydende ændringer kan peges på nye bestemmelser om skifteværger, proklama, dødsfaldskendelse, midlertidig bobestyrer, legatarer, uprækluderede rettigheder, opsigelse af uopsigelig gæld, betaling af morarenter og boernes afslutning, hvortil kommer forslag til ændringer af en række af de processuelle regler, herunder om sagkyndig vurdering, omgørelse og genoptagelse.
Lovforslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte forslag til ændring af arveloven og ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love. Disse to lovforslag indeholder ændringer som følge af forslaget til lov om skifte af dødsboer.
Endvidere fremsættes lovforslaget samtidig med fremsættelsen af det forslag til lov om ændring af konkursloven, der udspringer af Konkurslovsudvalgets betænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen, idet det ved henvisningsbestemmelserne til konkursloven i nærværende lovforslag er forudsat, at de påtænkte lovændringer i konkursloven gennemføres.
På Skatteministeriets område er det hensigten at tilpasse reglerne om dødsboskat og boafgifter de nye regler om dødsboskifte.
De 3 lovforslag, der nu fremsættes og sammen indeholder forslag til en fuldstændig skiftereform, bygger på betænkning nr. 1270/1994 om skifte af dødsboer, der er afgivet af Justitsministeriets Skiftelovsudvalg.
2. Hovedtræk af gældende ret
Den nugældende skiftelov er fra 1874 og omhandler såvel skifte af dødsboer som skifte af fællesboer. Herudover regulerer den gældende skiftelov også skifter i forbindelse med interessentskaber, sameje ved parforhold og opløsning af foreninger og stiftelser.
Skifteretterne behandler årligt ca. 60.000 dødsboer.
En samlet fremstilling af gældende ret ville være for omfattende i denne sammenhæng. Dette afsnit tilsigter derfor alene at give en indføring i ekspeditionsgangen ved dødsboskifter samt at præsentere de eksisterende behandlingsmåder (berigtigelsesformer). Beskrivelse af gældende ret, for så vidt angår en række detailspørgsmål, er dels indeholdt i afsnittet om baggrunden for lovforslaget, dels i de specielle bemærkninger til de enkelte af lovforslagets bestemmelser.
2.1. Perioden fra dødsfaldet til boets berigtigelse
Dødsfald anmeldes af den stedlige sognepræst til skifteretten normalt 3-5 dage efter dødsfaldet. Herefter indføres dødsfaldet i skifterettens sagliste.
Gives ved dødsfaldets anmeldelse ikke oplysninger om de pårørende, lader skifteretten efter omstændighederne ransagning og registrering foretage på afdødes bopæl og retter henvendelse til Folkeregisteret for at få nærmere oplysninger om afdødes familieforhold. Endvidere rekvireres en kopi af afdødes seneste selvangivelse hos den kommunale skattemyndighed. Den endelige stillingtagen til boets behandlingsmåde (boets berigtigelse) kan da trække ud.
Foreligger der ikke oplysning om, at boet vil blive berigtiget af en advokat, indkalder skifteretten til et begyndelsesmøde, der søges afholdt 2 til 3 uger efter dødsfaldet. I den mellemliggende tid har begravelse eller bisættelse fundet sted, og skifteretten vil fra Centralregisteret for Testamenter have modtaget svar på, om afdøde havde oprettet testamente. Til første møde indkaldes som regel kun den eller de, der efter dødsanmeldelsen kan rettes henvendelse til, med opfordring om at medbringe oplysninger om afdødes arve- og formueforhold, et eventuelt testamente, seneste selvangivelse og bankbøger m.v.
I tiden mellem dødsfaldet og indtil boets berigtigelse anses boet som stående under offentligt skifte. Skifteretten er da enekompetent til at træffe bestemmelser vedrørende boets forhold. Reglerne i skiftelovens kapitel 2, der egentlig kun vedrører boer, der er under offentlig skiftebehandling som gældsfragåelses- eller gældsvedgåelsesboer, danner i praksis rammen om de foranstaltninger, skifteretten skal foretage dels for at sikre boets aktiver, dels for at tilvejebringe oplysninger om arve- og formueforholdene.
Praksis har dog forlængst sat sig udover lovens detaljerede forskrifter om hurtig afholdelse af en begyndelsesforretning og sikring af aktiverne m.v. Under normale omstændigheder udsættes begyndelsesforretningen i medfør af skiftelovens § 13, stk. 2, til efter begravelsen. Der foretages ikke registrering, og der tages ikke skridt til sikring af afdødes aktiver inden boets berigtigelse, medmindre særlige forhold undtagelsesvis gør dette nødvendigt. Bliver skifteretten bekendt med, at der er risiko for, at arvinger eller andre vil fjerne indboeffekter eller andre aktiver, eller at der på afdødes bopæl findes større kontante beløb, smykker eller lignende, vil retten dog registrere aktiverne og tage lettere omsættelige aktiver i sin varetægt. Er der tale om dødfundne personer, indleveres nøgler, kontanter, bankbøger og lignende normalt af politiet til skifteretten. Drev afdøde en forretning eller en landbrugsejendom, kan der ligeledes være behov for udpegning af en ansvarlig leder og efter omstændighederne tillige for en hurtig registrering. Var afdøde part i gensidigt bebyrdende kontrakter, f.eks. lejekontrakter eller arbejdskontrakter med ansatte, kan skifteretten inden boets berigtigelse efter omstændighederne være nødsaget til at tage stilling til, om boet skal indtræde i aftalerne. Skal der inden boets berigtigelse træffes afgørelser med større rækkevidde, f.eks. vedrørende en igangværende forretning, søges dette gjort i samråd med arvingerne og eventuelt tillige større kreditorer.
I tiden inden boets berigtigelse modtager skifteretterne en del henvendelser, dels fra arvinger eller kreditorer, der ønsker oplysning om forskellige forhold, dels fra udlejere eller plejehjem, der ønsker snarlig ryddeliggørelse af afdødes lejlighed eller værelse.
Første møde i skifteretten holdes normalt under forsæde af en § 17 a-fuldmægtig, dvs. en kontorfunktionær, der af den stedlige dommer har fået bemyndigelse til at udføre skifteforretninger. Førstegangsmøder varer som regel ca. 1/2 time. Ifølge retsplejelovens § 14, stk. 3, skal skifteretten bistå den efterlevende ægtefælle og arvingerne med udfærdigelse af anmeldelser og opgørelser, som skal indsendes til skifteretten i henhold til skifteloven og boafgiftsloven, medmindre udfærdigelsen på grund af boets størrelse eller beskaffenhed vil være særligt tidkrævende eller kræve særlige undersøgelser. Denne vejledningspligt og retshjælp omfatter bistand til udfærdigelse af anmodning om boets udlevering, vejledning om bo- og skifteafgiftsmæssige forhold, hvor offentligt skifte kommer på tale, om skifteomkostninger samt om hovedtrækkene i de skattemæssige forhold, som kan være af betydning for valg af behandlingsmåde.
Mangler enkelte oplysninger f.eks. vedrørende et indestående på en bankbog, vil skifteretten ofte selv søge forholdet oplyst eventuelt ved telefonisk henvendelse. Meddelelser om indeståender på Feriegiro og i Lønmodtagerens Dyrtidsfond sendes automatisk til skifteretten.
Kan der i første møde tilvejebringes tilstrækkelige oplysninger om arve- og formueforholdene, kan boet berigtiges straks i mødet.
Kan der ikke opnås tilstrækkelig klarhed om arve- og formueforholdene, eller mangler fuldmagter fra medarvinger, udsætter skifteretten berigtigelsen. Udsættelse kan enten ske til nyt møde i skifteretten eller således, at de pårørende anmodes om at eftersende det manglende. Udsættelse vil også finde sted, såfremt arvingerne på mødet tilkendegiver, at de ønsker at rette henvendelse til en advokat for at lade denne forestå boets berigtigelse, eller fordi de ønsker først at rådføre sig med en advokat eller andre. I komplicerede boer opfordrer skifteretten ofte arvingerne til at søge advokatbistand.
Begæringer om berigtigelse som begravelsesudlæg, efter 150.000 kr.'s reglen i skiftelovens § 62 b, stk. 2, til uskiftet bo eller til privat skifte kan fremsættes skriftligt eller mundtligt til skiftebogen, der derefter underskrives. Begæringen skal indeholde oplysning om afdødes arve- og formueforhold. Skifteretten bistår i første møde arvingerne med udfærdigelse af begæringen på standardiserede blanketter. Kommer begæringen fra en advokat, vil den oftest være individuelt konciperet.
Imødekommes begæringen, udfærdiger skifteretten efter anmodning straks i første møde en skifteretsattest, der angiver, hvorledes boet er berigtiget, og hvem der er legitimeret til at disponere over afdødes aktiver. Berigtiges boet som et begravelsesudlæg eller som et 150.000 kr.'s udlæg, kan attesten udfærdiges som en bekræftet fotokopi af begæringen med skifterettens påtegning om, at den er taget til følge. Er begæringen fremsat til skiftebogen, udfærdiges bekræftet fotokopi af denne. Når boet berigtiges til uskiftet bo eller til privat skifte, udfærdiges attesten på en særlig blanket, der alene angiver behandlingsmåden og til hvem, boet er udleveret. For skifteretsattester betales en retsafgift på 100 kr. Kræver den valgte skifteform, at der senere skal indsendes opgørelser til skifteretten eller til den kommunale skattemyndighed, udleveres i første møde blanketter dertil, og sagsbehandleren vejleder i nødvendigt omfang om den korrekte udfyldelse af disse.
Har arvingerne efter dødsfaldet rettet henvendelse til en advokat, er det kutyme, at advokaten telefonisk eller skriftligt orienterer skifteretten om, at boet berigtiges af ham. Første møde i skifteretten bortfalder da, og skifteretten stiller sagen i bero. Advokaten udfærdiger begæring om boets udlevering og fremsender denne til skifteretten, der herefter på anmodning udfærdiger skifteretsattest.
Indeholder afdødes testamente bestemmelse om, at boet skal eller kan behandles som eksekutorbo, stiller skifteretten sagen i bero, indtil det er afklaret, om eksekutor opnår bevilling gennem statsamtet.
Er det straks efter dødsfaldets anmeldelse klart, at boet skal skiftes offentligt, navnlig fordi der i boet er umyndige arvinger, eller fordi en arving allerede har fremsat ønske derom, vil første møde blive berammet hos en af skifterettens jurister. Bliver det først under første møde klart, at boet skal skiftes offentligt, vil berigtigelsen som regel blive udsat til videre foretagelse hos en jurist.
Skifterettens jurister fører tilsyn med og vejleder det ikke-juridisk uddannede personale og træffer afgørelse i alle tvister, der måtte opstå inden boernes berigtigelse eller i forbindelse hermed.
2.2. De enkelte skifteformer - boets berigtigelse
Efter de gældende regler kan et dødsbo berigtiges (behandles) på 11 forskellige måder. Berigtigelsesformerne fordeler sig på 2 hovedgrupper, hvoraf den første omfatter 5 typer af boer, der alle sluttes uden en egentlig skiftebehandling. Den anden gruppe omfatter de resterende 6 botyper, hvor der iværksættes en egentlig skiftebehandling. Berigtigelsesformerne fordeler sig således
Boer, der sluttes uden egentlig skiftebehandling
- Efterlader intet,
- begravelsesudlæg,
- udvidet begravelsesudlæg,
- udlæg til ægtefællen (150.000 kr.'s udlæg),
- uskiftet bo.
Skiftede boer
- vedgåelsesbehandling ved skifteretten,
- vedgåelsesbehandling ved eksekutor,
- privat skifte,
- ikke-vedgåelsesbehandling ved skifteretten,
- ikke-vedgåelsesbehandling ved eksekutor og
- konkursbehandling.
I 1994 var der ialt 62.911 dødsboer. Af disse blev de 18.120 udlagt til dækning af begravelsesomkostningerne, i 14.055 tilfælde blev boet overtaget af ægtefællen til hensidden i uskiftet bo, i 1.876 tilfælde blev boet udlagt til ægtefællen, 4.377 boer blev behandlet efter reglerne om offentligt skifte, medens 24.483 boer blev skiftet privat.
Offentlig skiftebehandling kan foregå enten ved skifteretten eller ved eksekutor. Af alle offentligt skiftede boer behandles ca. 4/5 ved skifteretterne, medens de resterende behandles ved eksekutorer. Reglerne om behandlingsmåden ved skifteret og eksekutor er i hovedtræk ens.
2.2.1. Intet efterladt
Denne berigtigelsesform anvendes i praksis oftest, når afdøde var et lille barn. Berigtigelsen sker ved et notat til saglisten om, at afdøde intet har efterladt.
2.2.2. Begravelsesudlæg
Ca. 28 pct. af boerne sluttes ved begravelsesudlæg uden skiftebehandling.
I medfør af skiftelovens § 10, stk. 1, kan skifteretten, hvis boets aktiver ikke skønnes at kunne dække andre udgifter end begravelsesudgifterne, udlægge aktiverne til den, som har betalt eller erklærer at ville betale begravelsesudgifterne. Til begravelsesudgifterne henregnes udover omkostningerne ved selve begravelsen også udgiften til gravsten, til vedligeholdelse af gravstedet i fredningsperioden samt rimelige udgifter til følgets sammenkomst.
Var afdøde gift, sker udlægget normalt til ægtefællen. Ellers kan udlæg ske til afdødes børn, nære pårørende, herunder en samlever, men der kan også foretages udlæg til et bedemandsfirma eller til en institution.
Værdien af de aktivbeholdninger, som udlægges, vil som regel være i størrelsesorden mellem 3.000 kr. og 20.000 kr. Ved afgørelsen af, om udlæg kan ske, skal alle den afdødes ubehæftede aktiver tages i betragtning. Var afdøde gift, og var der formuefællesskab, skal efter praksis hele fællesboet tages i betragtning. De aktivtyper, der normalt udlægges, er mindre indeståender i pengeinstitutter, mindre kontante beløb, indbo, løntilgodehavender, feriepengetilgodehavender og indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond m.v. For så vidt angår aktiver, der er behæftet med pant eller ejendomsforbehold, tages alene hensyn til friværdien. Indbo ansættes til en anslået salgsværdi. Er der tvivl om værdien, kan skifteretten forlange, at der forinden foretages en nøjere registrering og vurdering.
Udlægsmodtageren bliver ved udlægget ejer af de aktiver, der er omfattet af udlægget, men hæfter ikke for den afdødes gæld. Er de udlagte aktiver behæftet med pant eller ejendomsforbehold, bevares disse rettigheder dog over de udlagte aktiver.
2.2.3. Udvidet begravelsesudlæg
Ved lov nr. 170 af 14. maj 1980, der trådte i kraft den 1. juli samme år, indsattes den nugældende bestemmelse i skiftelovens § 10, stk. 2. Efter denne kan boet sluttes uden skiftebehandling, hvis de aktiver, som ikke medgår til dækning af begravelsesudgifterne, er af så ringe værdi, at de ikke kan dække omkostningerne ved en egentlig bobehandling, eller hvis aktivernes værdi står i åbenbart misforhold til omfanget af det arbejde, som en bobehandling vil kræve. Bestemmelsens anvendelsesområde er navnlig boer, i hvilke aktiverne ikke kan dække udgifterne til proklama og salær til skifterettens medhjælper i forbindelse med et offentligt skifte, og/eller hvor det beløb, som vil fremkomme til udlodning til en større kreds af arvinger, vil være ganske beskedent. Er boet insolvent, kan bestemmelsen tillige anvendes i tilfælde, hvor en egentlig skiftebehandling alene vil give en ringe dividende til kreditorerne. Allerede før bestemmelsens indførelse var det ved de fleste skifteretter blevet praksis, at boet udlagdes til dækning af begravelsesomkostningerne, selv om aktiverne oversteg begravelsesomkostningerne med nogle få tusinde kroner. Med § 10, stk. 2, legaliseredes den hidtil fulgte praksis. Efter bestemmelsens indførelse udlægges imidlertid væsentligt større overskud.
Bestemmelsen i § 10, stk. 2, har vist sig at være et nyttigt instrument til på en praktisk og hurtig måde at få sluttet mange småboer, der ellers måtte tages under offentlig skiftebehandling, fordi arvingerne på grund af aktivernes ringe størrelse ikke kan ventes at ville vedgå gældsansvaret.
2.2.4. Udlæg til ægtefællen ( 150.000 kr.'s udlæg )
Efter skiftelovens § 57, stk. 1, kan skifteretten, hvis det konstateres, at der under hensyn til den efterlevende ægtefælles særlige rettigheder intet bliver at skifte, udlægge boet til ægtefællen uden skiftebehandling. Den bestemmelse om ægtefællens særlige rettigheder, der har størst betydning, er § 62 b, stk. 2. Efter denne kan den efterlevende ægtefælle udtage så meget af boet, at det sammenlagt med ægtefællens bos- og arvelod og eventuelle fuldstændige særeje udgør indtil 150.000 kr. Bestemmelsen kan benyttes, uanset hvilken formueordning der var i ægteskabet. Beløbsgrænsen, der oprindeligt var 12.000 kr., blev ved lov nr. 207 af 21. maj 1969 forhøjet til 20.000 kr., ved lov nr. 170 af 14. maj 1980 til 50.000 kr. og ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 til den nugældende grænse på 150.000 kr.
Ca. 3 pct. af alle boer berigtiges nu som udlæg til ægtefællen.
Opgørelsen over boets aktiver og passiver »grundes på den længstlevendes egen opgørelse«, jf. skiftelovens § 60. Opgørelsen, herunder ansættelserne af værdier, kan anfægtes af arvingerne.
Efter § 57 er det en betingelse for udlæg efter 150.000 kr.'s reglen, at den efterlevende ægtefælle påtager sig ansvaret og dermed hæftelsen for afdødes gæld.
2.2.5. Uskiftet bo
Ca. 23 pct. af alle boer udleveres til uskiftet bo.
Efter reglerne i arvelovens kapitel 3 har en efterlevende ægtefælle ret til at overtage fællesboet uden at skifte med fælles livsarvinger. Efterlader afdøde sig særlige livsarvinger, der er myndige, kan udlevering af boet til uskiftet bo med dem kun ske med deres samtykke. Er de særlige livsarvinger umyndige, er uskiftet bo betinget af samtykke fra værgerne og godkendelse fra skifteretten. Udleveres boet til uskiftet bo med afdødes mindreårige særbørn, overtager ægtefællen den privatretlige forsørgelsespligt over for disse, jf. arvelovens § 9, stk. 2. Forsømmer ægtefællen forsørgelsespligten, kan skifte forlanges, ligesom ægtefællen på begæring er pligtig at skifte med særbørn, når de bliver myndige. I praksis skifter ægtefællen ofte straks med sådanne særbørn og kan derefter fortsætte det uskiftede bo med eventuelle fællesbørn. Er særbørnene myndige, foregår udskiftningen ofte på den måde, at de pågældende meddeler arveafkald mod et vederlag. Særbørnene undgår herved at skulle tage stilling til spørgsmålet om eventuel vedgåelse af gælden.
Boet kan ikke udleveres til uskiftet bo, såfremt ægtefællen er under konkurs, eller det godtgøres, at han eller hun ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, jf. arvelovens § 10. Normalt foretages ingen nærmere undersøgelse af disse forhold fra skifteretternes side, idet man nøjes med en erklæring fra ægtefællen. Er ægtefællen umyndig, kan boet kun udleveres til uskiftet bo, hvis skifteretten finder dette forsvarligt, jf. arvelovens § 11.
Efter arvelovens § 16 overtager ægtefællen ansvaret for den førstafdødes gæld og har efterfølgende mulighed for at udstede præklusivt proklama efter skiftelovens regler. Denne sidste fremgangsmåde anvendes imidlertid kun yderst sjældent.
Skifte af det uskiftede bo skal ske senest ved den efterlevendes død. Den efterlevende kan imidlertid til enhver tid selv fremsætte begæring om skifte. Skifte skal som udgangspunkt ske, når den efterlevende ægtefælle vil indgå nyt ægteskab. Statueres det, at ægtefællen har misbrugt det uskiftede bo, er ægtefællen forpligtet til på begæring at skifte med arvingerne.
2.2.6. Privat skifte
Ca. 39 pct. af alle boer og ca. 86 pct. af de egentligt skiftede boer udleveres til privat skifte. Det beror på arvingernes initiativ, om boet skal skiftes privat, jf. skiftelovens §§ 71 og 72. Fremkommer ingen begæring om privat skifte, tages boet under offentlig behandling. Betingelserne for privat skifte er, at arvingerne er enige derom, at arvingerne er tilstede eller repræsenterede, at ingen af arvingerne er umyndige, at arvelader ikke i testamente har foreskrevet offentligt skifte, herunder eksekutorbehandling, og at arvingerne overtager gældsansvaret efter den afdøde. Er en arving under konkurs, kan boet kun under særlige betingelser skiftes privat, jf. konkurslovens § 35, stk. 1. Endelig skal arvingerne enes om at pege på en person, der på boets vegne kan modtage meddelelser fra skatte- og afgiftsmyndighederne. Betingelserne skal være opfyldt på det tidspunkt, hvor skifteretten tager begæringen til følge.
Til flere af reglerne knytter der sig undtagelser. En af de praktisk vigtigste er muligheden for senere at udlevere et bo under offentligt skifte til privat skifte i henhold til skiftelovens § 75, selv om der i boet er umyndige eller fraværende arvinger.
Enhver arving kan, indtil et privat skiftet bo er sluttet, begære boet taget under offentlig skiftebehandling. Boet behandles da som et gældsvedgåelsesbo.
Interessen for at lade et bo skifte privat fremfor offentligt kan have flere årsager
Behandlingen er mere formløs og billigere end ved offentligt skifte. Arvingerne får straks selv rådighed over aktiverne og bestemmer principielt selv, hvor længe bobehandlingen skal vare.
Omfanget af skifteretternes arbejde med private boer er meget forskelligt fra bo til bo. Har arvingerne straks efter dødsfaldet rettet henvendelse til en advokat, vil skifteretten blive lettet væsentligt. Advokaten vil affatte begæringen om boets udlevering, således at første møde i skifteretten bortfalder, og skifteretten undgår tillige en del henvendelser fra arvinger og andre. Endelig indebærer advokaters medvirken, at boopgørelsernes kvalitet højnes til lettelse ved skifterettens revision.
Skifteretten kontrollerer under det første møde eller senere, om betingelserne for privat skifte foreligger, hvilket indebærer, at der foretages en undersøgelse af et eventuelt testamente.
Ifølge kildeskattelovens § 14 skal boet senest 6 måneder efter dødsfaldet til den kommunale skattemyndighed indgive en opgørelse over aktiver og passiver ved dødsfaldet. Skiftes et uskiftet bo i ægtefællens levende live, indsendes opgørelse i henhold til kildeskattelovens § 20 B senest 2 måneder efter, at en begæring om skifte er imødekommet. Opgørelserne har flere formål. § 14-opgørelsen skal tjene som grundlag for kontrol af afdødes indkomst- og formueforhold i årene forud for dødsfaldet. Opgørelsernes indhold er endvidere sammen med den endelige boopgørelse af betydning for, om boet er skattepligtigt. Indgiver arvingerne ikke rettidigt § 14 - eller § 20 B - opgørelse, indkaldes boets repræsentant til møde i skifteretten. Lykkes det ikke ved dette møde at udfærdige opgørelsen, tages boet under offentlig behandling.
Arvingerne hæfter som udgangspunkt personligt og proratarisk for afdødes gæld, jf. skiftelovens §§ 52 og 53, jf. § 81. Deler arvingerne imidlertid boet uden at betale gæld, som forinden er anmeldt, hæfter de solidarisk. Arvingerne har efter boets udlevering adgang til at udstede præklusivt proklama, og dette sker i stigende omfang. Når boet er udleveret til privat skifte, underretter skifteretten de kreditorer, som har anmeldt deres krav.
Boopgørelsen skal indsendes til skifteretten senest 15 måneder efter dødsdagen. Denne frist må ses i sammenhæng med, at et privatskiftet bo kun kan bestå som selvstændigt skattesubjekt i indtil 15 måneder efter dødsfaldet, jf. kildeskattelovens § 20.
Boopgørelsen skal være en egentlig opgørelse som i et offentligt bo, jf. skiftelovens § 78. Opgørelsen revideres af en jurist. Revisionen vil som regel have et omfang, der ligger tæt på den revision, som foregår i et offentligt bo. Skifteretten fører endelig kontrol med, at de umyndige eller fraværende arvingers arv indsættes i en godkendt forvaltningsafdeling.
2.2.7. Offentligt skifte. Gældsfragåelsesboer
Berigtiges et bo ikke på anden måde, tages det under offentligt skifte som gældsfragåelsesbo efter skiftelovens kapitel 3 eller som gældsvedgåelsesbo efter skiftelovens kapitel 4. De fleste boer, der behandles af skifteretten, er gældsfragåelsesboer, enten fordi arvingerne ikke ønsker at vedgå gældsansvaret, eller fordi der er umyndige eller fraværende arvinger. Offentligt skiftede boer behandles af skifteretten selv, men som regel antages nu en advokat som medhjælper til at bistå med forskellige opgaver. I skifteretten udføres arbejdet af en jurist med bistand af en kontorfunktionær. Omfanget af arbejdet i disse boer varierer meget. Er arveforholdene uoplyste, er der tale om vanskelige aktiver, f.eks. en igangværende virksomhed, faste ejendomme, aktier, skibsanparter m.v., eller er boet insolvent, vil bobehandlingen kunne blive omfangsrig og tidskrævende. I større boer skal tillige udfærdiges selvangivelse for bl.a. mellemperioden (perioden fra 1. januar i dødsåret til og med dødsdagen).
Efter at et bo er taget under gældsfragåelsesbehandling, udsteder skifteretten i medfør af skiftelovens §§ 20-22 et proklama, ifølge hvilket kreditorerne og sædvanligvis også arvingerne indkaldes. Kun i forhold til kreditorerne er proklamaet præklusivt. Proklamaet skal indrykkes 3 gange i Statstidende. Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indrykkes tillige meddelelse i en lokal avis. Proklamafristen er 3 måneder, når den afdøde skønnes ikke at have gældsforpligtelser på noget sted uden for Europa eller i Island eller på Færøerne. I modsat fald er fristen 6 måneder. Anmeldte fordringer indføres i skifterettens gældbog, og genpart af anmeldelsen tilbagesendes til fordringshaveren med bekræftelse af modtagelsen.
Ifølge skiftelovens § 23 afholdes skiftesamlinger »efterhånden, som det findes fornødent«. I enkle boer afholdes kun begyndelses- og registreringsforretning og afsluttende skiftesamling, mens det i mere komplicerede boer kan være nødvendigt med flere eller mange skiftesamlinger. Gennemsnitligt afholdes i alt 2-4 møder i skifteretten. Møde holdes næsten altid, når der skal tages stilling til salg af boets væsentligste aktiver.
Når boet behandles som gældsfragåelsesbo, er kreditorerne efter skiftelovens § 19 stemmeberettigede, indtil de er fyldestgjorte, eller der er stillet sikkerhed for deres krav. Derefter overgår stemmeretten til arvingerne. Lovens § 24 giver imidlertid skifteretten forskellige muligheder for at censurere beslutningerne. Indkaldelse til skiftesamling foregår ifølge § 23 i Statstidende og/eller ved særskilt underretning til arvinger og kreditorer. Da langt de fleste gældsfragåelsesboer er solvente, er det i praksis kun arvingerne, der giver møde på skiftesamlinger. I insolvente boer gives kun i meget begrænset omfang møde af kreditorer. Typisk vil kun de største kreditorer som pengeinstitutter og skatte- og toldvæsenet give møde. Det er kun sjældent, at der bliver tale om egentlige afstemninger. Oftest finder en uformel drøftelse sted, hvorefter skifterettens holdning for det meste bliver udslaggivende.
Efter skiftelovens § 44 er bestemmelserne i konkursloven om udlodning til kreditorerne og om konkursordenen direkte anvendelige, medens reglerne om bl.a. fristdag, retsforfølgningsforbud, regreskrav, modregning og anmeldelsesret i solidariske skyldforhold samt indtræden i gensidigt bebyrdende kontrakter anvendes med de ændringer, der følger af forholdets natur. Retsstillingen er uklar, fordi disse regler kun bør anvendes, hvis boet er insolvent. Reglerne om omstødelse i konkursloven finder endvidere kun anvendelse, såfremt boet tillige erklæres konkurs.
Når proklamafristen er udløbet, udfærdiger skifteretten efter skiftelovens § 38 en liste over de fordringer, der er anmeldt til gældbogen med indstilling om, hvorvidt fordringerne bør anerkendes, og hvis boet er insolvent, om hvilken plads i konkursordenen fordringerne skal have, jf. skiftelovens § 44, stk. 2. Der indkaldes til en skiftesamling, hvor fordringerne prøves. Er der tvist om en anmeldt fordring, afsiger skifteretten om nødvendigt dom. Når fordringslisten er endelig godkendt, kan der i solvente boer ske udlodning til kreditorerne. Er de anmeldte krav utvivlsomme, og kan boet sluttes hurtigt, indarbejdes fordringslisten i det endelige boregnskab. Skiftesamlingen til fordringernes prøvelse og den afsluttende skiftesamling kan da ofte slås sammen.
Boets aktiver skal enten sælges eller udlægges til arvingerne. I insolvente boer vil der ske afhændelse af alle aktiver, medens aktiverne i solvente boer i behørig udstrækning udlægges til arvingerne.
Skifteloven indeholder ingen frister for, hvornår et offentligt skiftet bo skal opgøres og sluttes. Af § 50 fremgår blot, at slutningen skal ske, når boet er »modent dertil«.
De i § 50 beskrevne formelle fremgangsmåder for slutning anvendes ikke. Den almindelige fremgangsmåde ved boets slutning er, at der udfærdiges en boopgørelse. Boopgørelsen indeholder som regel en kort redegørelse for arveforholdene og for de vigtigste forhold vedrørende boets behandling. Herefter følger en opstilling over boets aktiver og passiver. I solvente boer udfærdiges en repartition, der rummer retsafgiftsberegningen samt beregning af arvelodder og af arveafgift eller boafgifter. I insolvente boer udfærdiges en udlodningsliste med retsafgiftsberegning og beregning af dividende til de enkelte kreditorer.
Når udkast til boopgørelsen er udfærdiget, sendes dette med meddelelse om tidspunktet for den afsluttende skiftesamling til arvinger og/eller kreditorer. I praksis sker indkaldelse i Statstidende kun i insolvente boer med mange anmeldte fordringer. Som regel opfordres de berettigede til at underskrive og tilbagesende en genpart af opgørelsen, hvis de kan godkende denne og frafalder anke. I langt de fleste tilfælde opnås tiltrædelse fra alle arvinger/kreditorer. På den afsluttende skiftesamling kan godkendelserne da fremlægges, hvorefter boet sluttes og udloddes. Foreligger ikke godkendelse fra alle berettigede, afventer udlodningen ankefristens udløb.
Når boopgørelsen er endelig og upåankelig, sendes en genpart af denne til den kommunale skattemyndighed til godkendelse af værdiansættelserne, jf. kildeskattelovens § 16. Skattemyndighedernes godkendelse tilbagesendes til skifteretten. Der er forskellig praksis for, om skifteretten udlodder boet straks, når boopgørelsen er endelig, eller afventer skattemyndighedernes tiltrædelse.
Udlodningen foregår ved, at skifteretten sender udbetalingslister vedrørende kontante midler og udleveringslister vedrørende værdipapirer til det pengeinstitut, hvormed skifteretten har en forvaltningsordning. Pengeinstituttet foretager herefter overførslerne til de berettigede. Eventuelle udlægspåtegninger på f.eks. pantebreve underskrives af skifteretten.
Ifølge skiftelovens § 30 har skifteretten ansvaret for hele bobehandlingen. Adgangen til at antage inkassator eller kurator efter lovens §§ 30 og 32 anvendes ikke. Det er derimod almindeligt, at skifteretten i medfør af lovens § 33 antager en advokat til som medhjælper efter nærmere aftale med skifteretten at udføre forskellige opgaver, fortrinsvis af praktisk og administrativ karakter. Nogle skifteretter antager medhjælper i alle offentlige boer, medens andre skifteretter fortrinsvis gør det i større eller komplicerede boer. Der er endvidere forskellig praksis med hensyn til, hvilke advokater der benyttes som medhjælpere. En del større skifteretter har antaget en fast stab af advokater, mellem hvilke boerne fordeles efter tur. Andre skifteretter lader hvervet gå på skift efter individuelt valg mellem en del af retskredsens advokater. Skifterettens beslutning om antagelse af medhjælper kan efter praksis ikke kæres.
Medhjælperen handler efter skifterettens instruktioner, og hans opgaver fastlægges efter aftale med skifteretten. I hvilket omfang opgaverne overlades til medhjælperen varierer en del. I Københavns Byret drager skifteretten omsorg for indlevering af aktiver til pengeinstituttet, udstedelse af proklama samt tinglysning på boets faste ejendom, medens de øvrige opgaver, bortset fra ledelse af skiftesamlinger og afgørelse af tvister, overlades til medhjælperen. Der er dog tradition for en tæt kontakt mellem skifteret og medhjælper, og medhjælper søger løbende skifterettens tilslutning til forskellige dispositioner.
I det omfang, medhjælperen er i besiddelse af boets aktiver, stilles en sikkerhed, normalt ved tegning af en kautionsforsikring for det enkelte bo eller, hvor medhjælperen er fast knyttet til skifteretten, for alle boer, medhjælperen behandler ved den pågældende skifteret. Medhjælperens salær fastsættes af skifteretten på grundlag af de vejledende salærtakster.
Medhjælperen får som udgangspunkt alene salær, hvis der i boet er aktiver hertil. Er boets aktivmasse utilstrækkelig, kan Justitsministeriet dog efter omstændighederne bevilge medhjælperen et honorar. Justitsministeriet er dog ganske tilbageholdende med at udnytte denne adgang.
2.2.8. Offentligt skifte. Gældsvedgåelsesboer
Reglerne om gældsvedgåelsesboer findes i lovens kapitel 4. Det er kun få boer, der færdigbehandles ved skifteretten som gældsvedgåelsesboer. Er arvingerne indstillet på at vedgå gældsansvaret, vil de som regel skifte privat, hvorved de undgår at betale retsafgift og medhjælpersalær. Gældsvedgåelsesboer ved skifteretten forekommer derfor næsten kun, hvor et privat skiftet bo på grund af uenighed blandt arvingerne i medfør af lovens § 8 tages under offentlig skiftebehandling. Er et bo taget under offentligt skifte, fordi arvingerne fra starten er uenige, er der ingen motivation til at vedgå gælden, da udgifterne til retsafgift og medhjælpersalær ikke påvirkes af en gældsvedgåelse. I gældsvedgåelsesboer har arvingerne stemmeretten, jf. § 51. Dog har skifteretten vide muligheder for at censurere arvingernes beslutninger. Proklama skal udstedes, såfremt en af arvingerne forlanger det, jf. § 52.
2.2.9. Eksekutorboer
Efter skiftelovens § 83, stk. 2, kan der ved kongelig bevilling beskikkes en eller flere myndige, pålidelige og vederhæftige personer til uden dømmende myndighed som eksekutorer at behandle et dødsbo. Bevillingen meddeles af justitsministeren eller af den, han bemyndiger dertil. Bevillingen tjener som legitimation for eksekutor. Når bevilling er opnået, udleveres boet af skifteretten. Det er først og fremmest de største og mest komplicerede boer, der behandles som eksekutorboer.
De nærmere regler om eksekutorbehandling er fastsat ved lov nr. 119 af 20. april 1926 om tilsyn med de af eksekutorer behandlede boer med de ændringer, der følger af lov nr. 128 af 15. april 1930, lov nr. 206 af 21. maj 1969, lov nr. 212 af 13. maj 1981 og lov nr. 277 af 9. juni 1982, jf. lovbekendtgørelse nr. 601 af 9. september 1986. I medfør af lovens § 3 er nærmere regler om de tilsynsførende myndigheders funktioner fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 94 af 22. marts 1933 med senere ændringer.
Grundlaget for eksekutorbehandling er i langt de fleste tilfælde en bestemmelse derom i afdødes testamente, jf. skiftelovens § 6, stk. 1. Bestemmelser om eksekutorbehandling kan dog også træffes med virkning for hele fællesboet af en efterlevende ægtefælle, der sidder i uskiftet bo. Bevilling kan endelig også meddeles på arvingernes begæring, jf. Justitsministeriets cirkulære nr. 49 af 25. marts 1964.
Der kan som udgangspunkt meddeles bevilling til enhver person, der opfylder betingelserne i skiftelovens § 83, stk. 2 (myndighed, pålidelighed og vederhæftighed). Der stilles således intet krav om, at den pågældende skal have særlig erfaring i dødsbobehandling. I mere end 95 pct. af tilfældene er dog en advokat indsat.
Den i testamentet indsatte eksekutor underrettes af afdødes pårørende eller af skifteretten, når skifteretten har modtaget svar fra Centralregisteret for Testamenter. Som regel vil den indsatte eksekutor over for skifteretten bekræfte, at han agter at søge bevilling. Skifteretten sætter da sagen i bero derpå.
Ansøgning om bevilling indsendes med testamentet til statsamtet (overpræsidiet) gennem skifteretten, der ved en påtegning på fremsendelsesskrivelsen bekræfter, at dødsfaldet er anmeldt, samt meddeler sine eventuelle bemærkninger til, om der skifteretten bekendt er noget til hinder for, at der meddeles den pågældende bevilling. Når bevilling udfærdiges, giver statsamtet meddelelse derom til skifteretten.
Eksekutor skal herefter begære boet udleveret fra skifteretten, jf. skiftelovens § 83, stk. 2.
Senest 6 uger efter, at bevillingen er meddelt, skal eksekutor i henhold til eksekutortilsynslovens § 4 til skifteretten indsende en redegørelse, der bl.a. skal indeholde udskrift af begyndelses- og registreringsforretningen, fortegnelse over arvingerne, oversigt over aktiver og passiver samt forslag til sikkerhedsstillelse. Til brug for indberetningen er der udfærdiget en særlig blanket.
Senest 2 måneder efter bevillingens meddelelse skal eksekutor stille en sikkerhed, der fastsættes af skifteretten. Stilles sikkerheden ikke, skal boet overgå til behandling ved skifteretten.
Under behandlingen af boet, der foregår efter samme retningslinier som offentligt behandlede skifteretsboer, er eksekutor underkastet tilsyn af skifteretten og af Justitsministeriets kasseinspektører.
Opstår der under bobehandlingen tvistigheder, som ikke forliges, må retssag anlægges ved de almindelige domstole, jf. retsplejelovens § 660, stk. 3. En del eksekutorboer forsinkes væsentligt, fordi arvinger, der ikke kan enes om behandlingen, fører retssager ved civilretten. I spørgsmål om tvister om forlodsret, begæringer om tilsidesættelse af båndlæggelsesbestemmelser, beskikkelse af ad hoc værge samt udmeldelse af vurderingsmænd er skifteretten dog kompetent. Bliver der tale om at udlevere boet til fortsat privat skifte, træffes også afgørelsen derom af skifteretten.
Boopgørelsen udfærdiges på samme måde som i de offentlige boer, der behandles ved skifteretten.
Når endelig boopgørelse foreligger, skal eksekutor indsende denne til den kommunale skattemyndighed til godkendelse af værdiansættelserne. Når værdiansættelserne er endelige, indsendes boet til skifteretten til revision. Skifteretten sender Justitsministeriet meddelelse om, at boet er modtaget til revision.
Sammen med boopgørelsen indleverer eksekutor orginalbevillingen, boets protokoller samt protokol- og kassebilag. Samtidig med boets indsendelse til revision skal eksekutor indsende en indberetning om boets aktiver og passiver, om fordelingen af arvebeholdningen og om beregningen af rets- og boafgifter med oplysning om, hvornår disse er betalt.
Eksekutor indbetaler rets- og boafgifter til told- og skatteregionen, der alene modtager beløbene, men ikke fører kontrol med, om disse er rigtigt beregnede eller rettidigt betalt. Sammen med boopgørelsen sender eksekutor genpart af kvitteringen til skifteretten.
Skifteretten skal ved revisionen særligt have opmærksomheden henledt på bobehandlingens forsvarlighed, navnlig for så vidt angår umyndige og fraværende arvingers tarv samt på afgifternes rigtige beregning. Skifterettens revision omfatter imidlertid normalt alle boets forhold og er i praksis grundig.
2.2.10. Konkursbehandling
Et insolvent dødsbo, i hvilket gælden ikke er vedgået, kan tages under konkursbehandling på anmodning fra en fordringshaver. Boet behandles i så fald fuldt ud efter konkurslovens regler.
3. Baggrunden for forslaget
Den gældende skiftelov er fra 1874 og er i al væsentlighed baseret på principper og vurderinger fra forrige århundrede. Loven blev ikke ændret i forbindelse med retsplejereformerne i 1916 og 1979, og trods visse ændringer siden lovens fremkomst bygger den fortsat på forudsætninger fra midten af 1800-tallet med hensyn til uddannelses- og personalemæssige forhold hos advokater og domstole. I dag er disse forhold helt forandrede. Men også lovens øvrige indhold og udformning gør, at man i dag må betragte denne vigtige lov som helt forældet. Samtidig har en langvarig udvikling af skifteretspraksis betydet, at den gældende retstilstand på en række områder ikke svarer til det, som umiddelbart kan udledes af den gældende skiftelov.
Ved lovens tilblivelse blev en vidtgående offentlig kontrol anset for nødvendig i bestræbelserne på at sikre retsstillingen for arvinger og kreditorer. Skiftelovens regler foreskriver derfor, at boerne fra dødsfaldet skal bestyres af det offentlige, og det er tillige lovens teoretiske hovedsystem, at også selve bobehandlingen og udfærdigelsen af boopgørelserne skal udføres af skifteretten. Det gældende skiftesystem er dog således indrettet, at advokater i vidt omfang bistår skifteretten som medhjælpere i boerne, men det egentlige ansvar for skiftet ligger uanset antagelsen af en medhjælper fortsat i skifteretten.
Boet kan, når særlige betingelser er opfyldt, behandles efter reglerne om eksekutorboer. Såvel advokater som andre kan få bevilling som eksekutorer, og de krav, der stilles til eksekutorers fagkundskab, er begrænsede. Også ved eksekutorboer er det skifteretten, der fører tilsyn med bobehandlingen og reviderer boopgørelsen. Eksekutorsystemet forekommer i lighed med flere af de øvrige skifteregler at være ude af trit med de krav, der bør kunne stilles til et moderne skiftesystem. Det var da også på grund af forældede regler på eksekutorområdet og delvis uoverskuelige administrative forskrifter for eksekutorboers behandling, at Justitsministeriet i 1988 nedsatte en arbejdsgruppe, der fik til opgave at komme med forslag til nye administrative regler vedrørende eksekutorbehandling. Ved nedsættelsen af Skiftelovsudvalget i 1989 blev arbejdsgruppens arbejde imidlertid stillet i bero, idet man besluttede sig for at afvente resultatet af Skiftelovsudvalgets arbejde.
Det gældende skiftesystem fremstår relativt kompliceret med flere forskellige skifteformer, og en forenkling er i høj grad ønskelig. Samtidig er der en række problemer knyttet til flere af skifteformerne. I skifteloven sondres der således mellem, om arvingerne har vedgået gældsansvaret efter afdøde, eller om dette ikke er tilfældet.
I en moderne skiftelov forekommer opretholdelsen af en sådan sondring hverken ønskelig eller nødvendig, idet der til den bestående ordning er knyttet en række uhensigtsmæssigheder bl.a. derved, at ordningen giver anledning til problemer både med hensyn til manglende sikring af kreditorerne og med hensyn til arvingernes hæftelse for afdødes gældsforpligtelser.
Det er således ikke rimeligt at opretholde regler, hvorefter arvingerne i et insolvent bo kan komme til at hæfte for den overskydende gæld i tilfælde, hvor de fra begyndelsen, og før en sikrere oversigt over boets formueforhold kunne foreligge, har fået boet udleveret i forvisning om, at afdøde ingen gæld havde, eller hvor arvingerne har taget den chance, at boet var solvent. Udover at kunne ødelægge det økonomiske fundament for sådanne arvinger, har gældsvedgåelsesreglerne ydermere den konsekvens, at den kreditor, der gør et krav gældende i en sådan situation, stilles bedre, end tilfældet ville have været, hvis kravet var gjort gældende mod den egentlige skyldner - afdøde. I så fald kunne dækning ikke have været opnået for et større beløb, end afdødes aktiver måtte have rakt til. Som anført i skiftelovsbetænkningen side 35 var det oprindelige formål med reglerne om gældsvedgåelse i virkeligheden da heller ikke at skabe en yderligere chance for dækning af kreditorerne i insolvente boer. Formålet var at få afklaret, hvem der fra begyndelsen skulle have bestemmelsesretten i boet.
Uhensigtsmæssigheden træder også frem i relation til solvente gældsfragåelsesboer, hvor kreditorerne har bestemmelsesretten, indtil gælden er betalt eller sikret, hvorefter bestemmelsesretten overgår til arvingerne. Kreditorerne og ikke arvingerne har derfor formelt haft ret til at bestemme, hvilke aktiver, der skal realiseres, for at gælden kan betales, og hvilke aktiver der skal blive tilbage i arv til arvingerne.
Endvidere kan peges på, at konkurslovens regler i vidt omfang finder anvendelse på gældsfragåelsesboer, men disse behandles i modsætning til konkursboer fortsat af skifteretten, selv om man ved konkursloven af 1977 gennemførte en omlægning af bobehandlingen ved konkursboerne. Systemet kompliceres yderligere ved, at gældsfragåelsesboer kan erklæres konkurs.
Samtidig er der gennem de senere år sket omfattende ændringer i familiemønstret. Dette har bevirket et stigende behov for ændrede regler til sikring af umyndige eller fraværende arvinger.
Da der årligt indtræder ca. 60.000 dødsfald i Danmark, er det åbenbart, at reglerne for skifte af dødsboer har overordentlig stor praktisk betydning.
Sammenfattende må det således konkluderes, at der er et betydeligt behov for at få tilvejebragt en ny lov om skifte af dødsboer.
Justitsministeriet besluttede på denne baggrund at nedsætte et sagkyndigt udvalg, Skiftelovsudvalget. Udvalget begyndte sit arbejde i foråret 1989 og fik bl.a. til opgave at foretage en gennemgribende revision af reglerne om skifte af dødsboer. Om udvalgets kommissorium henvises til betænkningens side 10-15.
I sommeren 1994 afsluttede udvalget sit arbejde med afgivelsen af betænkning nr. 1270/1994 om skifte af dødsboer med udkast til en ny lov om skifte af dødsboer, udkast til lov om ændring af arveloven og udkast til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love.
Justitsministeriet finder i lighed med Skiftelovsudvalget, at det er nødvendigt og hensigtsmæssigt med en ny lov om skifte af dødsboer, der indeholder færre berigtigelsesformer, og som samtidig er tilpasset nutidens behov. Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag om at begrænse den offentlige kontrol, idet den meget vidtgående offentlige styring og kontrol, som praktiseres i dag, herunder også i boer, hvor myndige arvinger deler boet mellem sig, forekommer utidssvarende.
Justitsministeriet kan på den baggrund tilslutte sig Skiftelovsudvalgets anbefaling af, at der tilvejebringes en ny lov om skifte af dødsboer. Lovforslaget svarer i al væsentlighed til udkastet i betænkningen.
Dog er der i lovforslaget indført et helt nyt afsnit om forenklet privat skifte. Ved lov nr. 426 af 14. juni 1995 vedtog Folketinget nye regler om afgift af dødsboer og gaver. Med vedtagelsen af disse ændrede regler opstod der mulighed for at indføre en meget enkel skifteform i boer, der skiftes privat, og hvor der hverken skal svares boafgifter eller skat, og hvor ingen af arvingerne eller legatarerne er repræsenteret ved værge eller skifteværge. Er der heller ikke i sådanne boer af- eller nedskrivningsberettigede aktiver, og drev afdøde ikke selvstændig virksomhed i det indkomstår, hvor dødsfaldet finder sted, kan boerne efter forslaget afsluttes ved, at arvingerne i forbindelse med boets udlevering blot indleverer en opgørelse over boets aktiver og passiver. Da der i boet hverken skal svares boafgift eller tillægsboafgift eller skat, er der ingen grund til at stille krav om, at der udarbejdes en boopgørelse.
Skiftelovsudvalget pegede i sin betænkning på, at der ville kunne opnås en betydelig forenkling af bobehandlingen i mange mindre boer, hvis det var muligt at lade pligten til at svare arveafgift i boer med en begrænset nettoformue bortfalde. På daværende tidspunkt tilkendegav Skatteministeriet imidlertid over for udvalget, at en sådan ændring ville medføre et ikke uvæsentligt provenutab. Udvalget afstod derfor fra at medtage en sådan summarisk skifteordning for mindre boer i sit lovudkast.
Nu hvor afgiftsreglerne er ændret, er denne meget forenklede skifteform, hvor arvingerne selv deler boets aktiver, imidlertid muliggjort.
En udvidet adgang til at drage nytte af reglerne om forenklet privat skifte er efter forslaget yderligere muligt for en efterlevende ikke-frasepareret ægtefælle, hvis der ikke i boet er andre arvinger eller legatarer, og ægtefællen indtræder i afdødes skattemæssige stilling. I disse tilfælde kan der bortses fra, om boet er skattepligtigt, om der er af- eller nedskrivningsberettigede aktiver, og om afdøde drev erhvervsmæssig virksomhed, idet afdødes efterlevende ægtefælle blot succederer i afdødes skattemæssige stilling.
Forslagets regler om forenklet privat skifte må antages at ville få ganske stor betydning i praksis.
4. Begrebsfastsættelse og opbygning af lovforslaget
Afskaffelse af gamle, kendte begreber og indførelse af en række nye er en naturlig konsekvens af, at der ved lovforslaget gøres op med et gammelt traditionsbundent system. Således vil en gennemførelse af lovforslaget føre til, at bl.a. begreberne gældsvedgåelse og gældsfragåelse udgår. Dette er en følge af, at de skifteformer, hvortil begreberne er knyttet, ganske enkelt afskaffes. Tilsvarende gælder hele eksekutorsystemet og den dertil knyttede lovgivning.
I stedet indføres en helt ny skifteform, nemlig behandling ved bobestyrer. Denne skifteform må terminologisk antages hurtigt at ville gå under betegnelsen »bobestyrerbehandling«.
Spørgsmålet om den fremtidige sprogbrug i relation til udlæg af aktiverne i et bo, hvor aktivmassens værdi ikke dækker meget mere end udgifterne ved begravelsen, er behandlet på s. 176 i betænkningen. Som det fremgår heraf, foreslås det, at begrebet »begravelsesudlæg« udgår i de nye regler, og erstattes af udtrykket »boudlæg«, der mere dækkende viser, at hele boets aktivmasse - også udover, hvad der går til at dække begravelsesomkostningerne - udlægges.
Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag.
I betænkningens lovudkast anvender Skiftelovsudvalget udtrykket »skiftesamlinger« for de møder, der afholdes for arvinger og andre i bobestyrerens regi, jf. herved udkastets §§ 52 og 65.
I konkursloven er betegnelsen »skiftesamlinger« forbeholdt de møder, der afholdes i skifterrettens regi. I konkurslovsudvalgets betænkning nr. 1273/1994 om rationalisering og modernisering af konkursbehandlingen anfører udvalget på s. 60, at »møder, der afholdes på kurators kontor f.eks. til fordringers prøvelse, bør af hensyn til den ensartede terminologi ikke betegnes skiftesamlinger.« Justitsministeriet kan tiltræde dette synspunkt og finder på denne baggrund, at de møder, der afholdes af bobestyrerne, ikke bør betegnes »skiftesamlinger«. I stedet foreslås anvendt udtrykket »bomøder«, der klart anskueliggør, hvad disse møder relaterer sig til, og som samtidig har en naturlig sproglig tilknytning til bobestyreren, der skal afholde møderne.
Lovforslaget indeholder i kapitel 11 regler om et nyt og selvstændigt repræsentationssystem i dødsboskiftesager. Forslaget herom skal gøre det muligt uden væsentlig forsinkelse og uden unødige formaliteter at gennemføre et skifte, selv om der i boet måtte være arvinger, der ikke er i stand til at varetage deres interesser under skiftet, eller som ganske undlader at reagere på skifterettens henvendelser og dermed heller ikke kan tage stilling til de spørgsmål, der rejses i boet.
Den foreslåede repræsentationsordning, der har store berøringsflader til det system, der følger af værgemålsloven, findes også begrebsmæssigt at burde kobles op herpå og dermed på det traditionsbundne begreb »værge«. Derfor foreslås den nye type af repræsentanter betegnet »skifteværger«. Derved tilkendegives, at beskikkelsen må betinges af, at arvingen ikke selv varetager sine interesser, og at den pågældende repræsentant alene kan tillægges beføjelser, der relaterer sig til dødsboskiftet.
I redegørelsen for lovforslagets hovedpunkter nedenfor i de almindelige bemærkninger omtales først, hvilke kontrolforanstaltninger der må anses for påkrævede i en moderne skifteordning, hvor hensynet til arvingerne nødvendigvis må afvejes med de øvrige interesser, der kan være knyttet til et dødsboskifte. I en lang række boer må det således sikres, at også afdødes kreditorer og det offentliges interesser varetages gennem regeludformningen, ligesom der må tages højde for de særlige hensyn, der må gælde for legatarer og umyndige eller fraværende arvinger.
Herefter gennemgås bl.a. hovedlinjerne af de skifteformer, der foreslås indført til erstatning for de eksisterende 11 berigtigelsesformer, ligesom en række andre nyskabelser, der følger af lovforslaget, præsenteres.
Efter de specielle bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser følger som bilag 1 en gengivelse af reglerne i den gældende skiftelov.
5. Behovet for offentlig kontrol
Som anført under afsnit 3 er det ved udarbejdelsen af forslaget til nye regler om skifte af dødsboer lagt til grund, at den meget vidtgående offentlige styring og kontrol, herunder også i boer, hvor myndige personer deler arven mellem sig, er ganske utidssvarende.
Det kan som påpeget af Skiftelovsudvalget imidlertid ikke anbefales, at behandlingen af dødsboer helt overlades til arvingerne uden nogen som helst form for tilsyn fra skifteretternes side eller anden offentlig kontrol.
Mange hensyn tilsiger, at det offentlige involveres i et dødsboskifte. Den eller de efterladte står ofte i en følelsesmæssig vanskelig situation, hvor det kan være svært samtidig også at overskue og skulle tage stilling til de mange praktiske spørgsmål, der nødvendigvis opstår i tilknytning til et dødsfald.
Efter dansk tradition er det skifteretten, der fastlægger kredsen af arvinger, samt rådgiver om, hvorledes boet skal behandles. Det er fra alle sider erkendt, at der hos de danske skifteretter er opbygget en betydelig og værdifuld ekspertise, og at vejledningen foregår på en måde, der yder befolkningen en udstrakt og god service. Endvidere har dette system den fordel, at skifteretten kan gribe ind i de få tilfælde, hvor der er behov for straks at føre kontrol med boets aktiver. Hensynet til de efterladte generelt taler således for på dette område at bibeholde skifterettens rolle i den indledende fase i forbindelse med skifte af et dødsbo.
Men også hensynet til enkeltarvinger gør en offentlig kontrol ønskelig. I en del dødsboer vil der således kunne være usikkerhed om, hvem der er arvinger. Det må derfor sikres, at de rigtige arveforhold bliver oplyst og afklaret. Arvens fordeling mellem arvingerne kan ligeledes give anledning til problemer. Dette kan f.eks. skyldes tvivl om den rette forståelse af et testamente eller tvivl om, hvem der er far til et barn. Også indviklede arveretlige regler, f. eks. vedrørende adoptivbørns arveret, kan begrunde usikkerhed.
Er der blandt et solvent dødsbos arvinger umyndige eller personer, der på grund af fysisk eller psykisk svækkelse m.v. ikke selv på betryggende måde kan varetage deres interesser, eller personer, man ikke kan komme i forbindelse med, kræver hensynet til deres ret, at det sikres, at de bliver repræsenteret under boets behandling, og at de ved bodelingen får deres ret til arv opfyldt.
For at sikre kreditorernes interesser må der fra begyndelsen være kontrol med, om boerne er solvente eller ej. Er et dødsbo insolvent, skal boets midler som udgangspunkt benyttes til at dække kreditorernes krav i overensstemmelse med konkurslovens bestemmelser om konkursordenen. Sådanne opgør mellem kreditorerne kan ikke overlades til private, men må forestås af kvalificerede bobehandlere.
Mange interesser i forhold til private borgere, der berøres af et dødsfald, taler således for, at det offentliges rådgivning og kontrol med dødsboer bibeholdes i et vist omfang.
Offentligretlige interesser begrunder ligeledes en vis kontrol. Skattemyndighederne har således en åbenbar interesse i at kunne føre kontrol med, at boets formueforhold svarer til de oplysninger, der er registreret om den afdødes formueforhold. Af hensyn til korrekt beregning af eventuelle boafgifter skal skattemyndighederne kunne kontrollere værdiansættelserne af boets aktiver og passiver og om fornødent kræve korrektion af disse.
Dette forudsætter, at der indleveres en opgørelse over, hvad der forefindes af aktiver og passiver i boet, og en angivelse af, til hvem og hvorledes arven fordeles.
Herudover tilsiger også hensynet til beregning af eventuel indkomstskat af dødsboets indtægter og af dødsboformueskat en vis kontrol.
Sammenfattende kan en lang række hensyn således begrunde, at en skifteordning ikke blot baseres på, at arvingerne selv finder sammen og foretager fordelingen af boets midler samt indgiver de fornødne indberetninger til myndighederne.
Med det foreliggende forslag tilstræbes disse hensyn varetaget på en langt smidigere og mindre indgribende måde end efter det eksisterende system. Ved i selve loven at angive betingelserne for udlevering af et dødsbo til alle andre behandlingsformer end udlevering til bobestyrerbehandling, er det gennem regeludformningen i højere grad muligt at skabe sikkerhed for, at der opnås kendskab til kredsen af arvinger og vished om boernes solvens.
Lovforslaget lægger op til en betydelig begrænsning af det uforholdsmæssigt store arbejde med revision af de indsendte boopgørelser, der kendes i dag.
Dels vil der i et ikke ubetydeligt antal privatskiftede boer overhovedet ikke være behov for udarbejdelse af boopgørelser. Det drejer sig om de boer, hvor der hverken skal svares boafgifter eller dødsboskat, og hvor betingelserne for forenklet privat skifte i øvrigt er opfyldt. I disse boer vil der alene være behov for, at der i forbindelse med boets udlevering indsendes en opgørelse over boets aktiver og passiver, således at skattemyndighederne får mulighed for at sammenholde oplysningerne om boets formueforhold med tidligere oplysninger fra afdøde samt at kontrollere værdiansættelserne i boet.
I øvrigt vil der i privatskiftede boer, hvor der er arvinger, der er repræsenterede ved værge eller skifteværge, være behov for at påse, at arven er delt korrekt, og i samtlige privatskiftede boer, hvor boopgørelse skal indleveres, behov for at påse, at opgørelsen kan danne grundlag for en forsvarlig beregning af boafgifterne.
I bobestyrerboer vil en stikprøvekontrol ofte være tilstrækkelig, således især hvor autoriserede bobestyrere har behandlet boet og udfærdiget opgørelsen.
Det foreslås samtidig, at skifterettens løbende tilsyn under bobehandlingen begrænses til en kontrol af, at boernes behandling fremmes behørigt, men således at skifteretten enten efter modtagelse af en klage eller ex officio om nødvendigt har beføjelser til at skride ind.
Klager over bobestyrere kan angå en afgørelse, bobestyreren har truffet, herunder en nægtelse af at foretage et bestemt skridt. Klager kan endvidere angå bobestyrerens passivitet eller bobestyrerens øvrige pligter efter loven eller administrative forskrifter om bobestyreres virksomhed, herunder pligten til at behandle arvinger, legatarer, kreditorer og andre, der har med boet at gøre, på en måde, der svarer til den adfærd, der stemmer med god advokatskik.
Arvingerne gøres således til den udfarende kraft i denne del af kontrolsystemet.
Alternativt ville det være nødvendigt at operere med et indberetningssystem. En løbende indberetningspligt ville imidlertidig medføre overflødigt arbejde såvel for bobestyreren som for skifteretten i alle tilfælde, hvor bobestyreren behandler boet fuldt tilfredsstillende.
Endelig foreslås, at beregningen og opkrævningen af boafgifter fremover sker ved egentlige domstolsafgørelser og således gøres judiciel. Derved bortfalder grundlaget for den efterfølgende stikprøvekontrol, som arveafgift/boafgifter hidtil har været underlagt.
6. Behandlingen af småboer
Ved reglernes udformning er det tilstræbt at skabe så enkle behandlingsformer som muligt for de mindre boer, der ikke i samme grad som de noget større boer kræver en egentlig behandling og en mere indgående kontrol.
6.1. Boudlæg
Ved lovforslagets kapitel 12 foreslås de gældende regler om begravelsesudlæg forenklet, samtidig med at anvendelsesområdet for denne berigtigelsesform foreslås udvidet. Da også et muligt overskud efter forslaget skal kunne udlægges, foreslås samtidig begrebet »begravelsesudlæg« erstattet af begrebet »boudlæg«, jf. ovenfor under afsnit 4.
Ved forslaget lægges der op til, at boer, der ikke har ubehæftede aktiver for mere end 25.000 kr., efter at rimelige udgifter til begravelsen er afholdt, skal kunne udlægges. Forslaget vil medføre, at arbejdet med at konstatere, hvilke usikrede kreditorer der findes, og hvorledes arveforholdene er i boet, helt kan undlades. Efter dækning af begravelsesudgifterne og overtagelse eller betaling af pantegæld og anden særligt sikret gæld skal boets eventuelle overskud, der ikke væsentligt vil overstige, hvad der gennemsnitligt vil medgå til udgifterne ved en egentlig bobehandling, i stedet normalt udlægges til den eller dem, som stod afdøde nærmest.
Er betingelserne for udlæg efter de foreslåede regler opfyldt, bør denne slutningsmåde i almindelighed være obligatorisk, idet hverken afdødes kreditorer, arvinger, legatarer eller det offentlige i så fald har tilstrækkelig interesse i en bobehandling. Undtagelse derfra bør dog gælde, såfremt kreditorerne ønsker et insolvent dødsbo behandlet efter reglerne om insolvente boer, således at omstødelse kan finde sted over for afdødes dispositioner og kreditorbegunstigelser. I så fald foreligger der en klar retlig interesse. Endvidere vil der kunne forekomme boer med en så betydelig behæftet aktivmasse, at de pårørende, kreditorerne eller statskassen bør kunne forlange en egentlig skiftebehandling, jf. forslagets § 18, stk. 3, med bemærkninger.
6.2. Forenklet privat skifte
Udover de foreslåede regler om boudlæg opererer forslaget med et nyt system for privat skifte, der generelt udvider området for privat skifte og i særdeleshed forenkler bobehandlingsreglerne i boer, hvor der hverken skal svares boafgifter eller skat af boets indtægt og formue, og hvor afdøde ikke ved dødsfaldet eller umiddelbart forinden drev selvstændig virksomhed, og der ikke i boet er af- eller nedskrivningsberettigede aktiver. Er der i sådanne boer heller ikke arvinger, for hvem der er udpeget værge eller skifteværge, og er der ikke legatarer, kan arvingerne blot selv dele boet, idet der end ikke skal udarbejdes boopgørelse. Det eneste krav, der stilles, er, at arvingerne i forbindelse med boets udlevering indleverer en opgørelse over boets aktiver og passiver til skattemyndighederne og skifteretten.
Det forventes, at praktisk taget alle mindre, solvente boer, der skal skiftes, og et betydeligt antal boer, hvor en efterlevende ægtefælle er enearving, for fremtiden vil blive skiftet efter disse regler om forenklet privat skifte, der er muliggjort efter vedtagelsen af lov nr. 426 af 14. juni 1995 om afgift af dødsboer og gaver.
7. Udlæg til en efterlevende ægtefælle
De gældende regler om uskiftet bo og om udlæg efter 150.000 kr.'s reglen til en efterlevende ægtefælle foreslås opretholdt med forskellige fornyelser og tilpasninger.
8. Privat skifte
8.1. Gældende ret
Efter gældende ret er det en betingelse for at få udleveret et bo til privat skifte, at alle arvingerne udtrykkeligt anmoder om at få boet udleveret til privat skifte, og at arvingerne i denne forbindelse påtager sig at hæfte personligt for den afdødes gældsforpligtelser. Sådanne gældsvedgåelser indebærer en høj grad af risiko, fordi man først kan have fuldstændig vished om gældsforpligtelserne, efter at et eventuelt præklusivt proklama har været udstedt. Proklama udstedes i stigende omfang i privatskiftede boer, men udstedes i almindelighed ikke før boet er berigtiget, og giver således kun arvingerne sikkerhed for, at der ikke efter proklamafristens udløb kan fremkomme ukendte krav. Anmeldes et betydeligt ukendt krav efter, at boet er udleveret til privat skifte, men før proklamafristens udløb, kan gældsvedgåelsen derfor i værste fald føre til, at boet udtømmes, og at arvingerne på grund af deres hæftelse selv bliver insolvente.
Ikke desto mindre er privat skifte en yderst anvendt skifteform, idet ikke mindre end knap 40 pct. af alle boer skiftes på denne måde. I 1994 udgjorde antallet af privatskiftede boer således 24.483. Fordelen ved at skifte privat er dels, at arvingerne i private former kan ordne boet uden indblanding fra offentlige myndigheders side, dels at der er mulighed for at spare skifteafgiften.
Risikoen ved gældsvedgåelse medfører imidlertid, at arvinger, der nærer tvivl om, hvorvidt der vil kunne være større ukendte gældsposter, tvinges til at lade boet blive skiftet som et offentligt ikke-vedgåelsesbo. Afvisning af gældsvedgåelse og dermed af privat skifte forekommer derfor i praksis især i boer, hvor arvingerne ikke har nærmere kendskab til boets forhold. Risikoen ved gældsvedgåelse har endvidere i praksis ført til udelukkelse af, at der kan skiftes rent privat med umyndige arvinger.
Samtidig findes der med rette også at kunne stilles spørgsmålstegn ved det rimelige i, at kreditorer skal stilles bedre, blot fordi de kan anmelde deres krav i et gældvedgåelsesbo med den deraf følgende hæftelse for arvingerne, end de ville have været stillet, hvis de skulle have søgt sig fyldestgjort hos den egentlige skyldner i dennes levende live.
8.2. Reglerne i lovforslaget
I betænkningen har udvalget indgående overvejet, hvorledes reglerne om privat skifte bedst vil kunne tilpasses det moderne samfunds forhold og udvides til at være anvendelige i det størst mulige antal boer.
Privat skifte er den enklest tænkelige skifteform for egentlige skiftebehandlinger, og det er bl.a. derfor i sig selv et mål, at så mange skifter som overhovedet muligt berigtiges på denne måde, hvis det kan ske, uden at involverede interesser tilsidesættes.
Udvalgets regler genfindes i stort set uændret form i lovforslagets kapitel 15, idet der dog som noget nyt i forhold til betænkningens lovudkast også foreslås medtaget særlige regler om forenklet privat skifte for mindre boer.
Da der ved lovforslaget lægges op til en yderligere forenkling af reglerne om privat skifte, må det ventes, at en gennemførelse af lovforslaget vil have til følge, at endnu flere end de nuværende knap 40 pct. af alle dødsboer fremover vil blive skiftet privat. I særdeleshed antages reglerne om forenklet privat skifte at ville få et stort anvendelsesområde, idet samtlige mindre, solvente boer, der skal skiftes, og som opfylder betingelserne herfor, må formodes at ville blive skiftet efter disse meget enkle regler.
Som noget afgørende nyt foreslås reglerne om privat skifte generelt indrettet således, at der skal kunne skiftes privat, uden at arvingerne vedgår gælden. Ved hurtigt at få fastslået, om boet er solvent eller insolvent, og lade behandlingsreglerne afgøre heraf, er det muligt at opbygge et nyt system, hvorved reglerne om, at arvingerne skal vedgå gælden for at opnå dispositionsret i boet, kan bortfalde.
Endvidere lægges der op til, at området for privat skifte udvides betydeligt ved også at give mulighed for, at der kan skiftes privat med umyndige, fraværende og konkursramte arvinger.
For at sikre i særdeleshed kreditorer og umyndiges interesser må der imidlertid så nødvendigvis opstilles en række betingelser, der skal være opfyldt, for at et bo kan udleveres til privat skifte.
8.2.1. Krav til boets forhold
Efter lovforslagets § 25, stk. 1, nr. 2, er det gjort til et krav, at de aktiver, der er i boet, skal antages at være tilstrækkelige til at dække boets gæld. Kan boet ikke antages at være solvent, kan det ikke udleveres til privat skifte, medmindre arvingerne stiller sikkerhed for mankoen. Baggrunden herfor er, at bobehandlingen i insolvente boer vil bestå i at dele værdien af aktivmassen mellem kreditorerne efter konkursordenen. Dette arbejde bør ikke overlades til boets arvinger, men bør forestås af professionelle bobehandlere.
Er der tvivl om solvensen, kan antageliggørelsen ske ved fremlæggelse af en egentlig status, der efter omstændighederne kan bygge på indhentede vurderinger og et gennemført præklusivt proklama.
Ved inden boets berigtigelse at konstatere dets formodede solvens, bliver det muligt at indføre regler om privat skifte, der helt fritager arvingerne for at skulle påtage sig at hæfte personligt for den afdødes gæld.
8.2.2. Krav til arvingernes forhold
Som efter gældende ret er det også efter lovforslaget en betingelse for privat skifte, at arvingerne er enige om denne behandlingsform. En væsentlig nyskabelse består dog i, at det også skal være muligt at skifte privat med arvinger, som er umyndige, som på grund af fysiske eller psykiske omstændigheder ikke selv kan tiltræde ønsket om privat skifte, som er fraværende eller blot forholder sig passive på forespørgsler om boets berigtigelse, eller som er under konkurs. Udlevering til privat skifte forudsætter imidlertid da, at den pågældende arvings interesser varetages af en værge eller skifteværge.
Det er under alle omstændigheder efter forslagets § 25, stk. 1, nr. 3, en betingelse for, at boet kan udleveres til privat skifte, at mindst en af boets arvinger kan op træde under skiftet uden at være repræsenteret ved værge eller skifteværge, og at den pågældende er i stand til at opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder.
Ved at stille krav om, at blot en af boets arvinger, som selv kan råde, har en ordnet økonomi, sammenholdt med en hæftelsesrisiko for denne, varetages hensynet til kreditorerne på rimelig vis, idet kreditorerne da altid vil kunne holde sig til den solide arving, hvis boets aktiver deles mellem arvingerne, uden at de forinden har sørget for at dække kreditorerne af boets midler. Derved stilles kreditorerne efter forslaget generelt bedre end efter gældende ret.
Hvis ikke man opstillede et krav om solvens hos mindst en af boets rådedygtige arvinger, ville f.eks. en insolvent enearving kunne få et solvent bo udleveret til privat skifte, hvilket ville udsætte boets kreditorer for risiko for at lide tab. Det tilsvarende ville gælde, dersom alle boets arvinger, som kunne optræde uden værge eller skifteværge, var insolvente, og de delte boets aktiver imellem sig uden at betale kreditorerne.
Hvor skifteretten allerede inden boets berigtigelse, eventuelt efter henvendelse fra kreditorer eller legatarer, nærer mistillid til arvingernes betalingsevne, kan boet i medfør af forslagets § 25, stk. 1, nr. 5, nægtes udleveret til privat skifte.
8.2.3. Proklama
Bestemmelserne i den nugældende skiftelovs §§ 20 - 22 gør det muligt ved dødsfald gennem Statstidende at indkalde den afdødes kreditorer til at anmelde deres krav i dødsboet. Dette såkaldte præklusive proklama indebærer, at krav, der ikke anmeldes inden den fastsatte frist, der almindeligvis er på 3 måneder, bortfalder.
Efter gældende ret er udstedelse af proklama i privatskiftede boer ikke obligatorisk. Det er således som udgangspunkt op til arvingerne selv at forlange, at der skal udstedes proklama.
Efter skifteloven og skifteretspraksis kan proklama - bortset fra den særlige regel i arvelovens § 16 om uskiftede boer - først udstedes efter boets berigtigelse, når arvingerne har taget stilling til, om de vedgår gældsansvaret. Denne retstilstand medfører utvivlsomt, at et vist antal boer, der kunne have været skiftet privat, hvis der inden berigtigelsen havde været en sikrere oversigt over, hvilken gæld der fandtes, i praksis i stedet bliver taget under behandling som gældsfragåelsesboer ved skifteretten. Af de af skifteretterne årligt behandlede godt 3.600 boer er således mere end 70 pct. solvente.
Det fremgår af betænkningen, at obligatorisk proklama efter udvalgets opfattelse er en afgørende forudsætning for at ændre reglerne om bl.a. privat skifte som foreslået.
Udstedes der intet proklama i de egentlig skiftede boer, herunder de privatskiftede boer, og bliver kreditorerne først opmærksomme på dødsfaldet efter bobehandlingens afslutning og boets deling, forringes deres retsstilling, dels fordi de eventuelt må anlægge sag mod flere eller alle arvinger, dels fordi de vil kunne lide tab, såfremt arvingerne har brugt arven og ikke er i stand til at dække gælden.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkningers afsnit 12, hvor der er redegjort for lovforslagets proklamaregler generelt.
8.2.4. Hensynet til kreditorerne
Som anført ovenfor kræver hensynet til afdødes kreditorer, at også andre betingelser er opfyldt end blot det, at boet er solvent, for at boet uden betænkeligheder skal kunne udleveres til privat skifte.
En fuldstændig sikkerhed for kreditorer ville alene kunne opnås ved enten sikkerhedsstillelse eller ved at kræve, at arvingerne før boets udlevering til privat skifte skulle dokumentere, at de var så økonomisk velfunderede, at de i forening ville kunne betale den afdødes gæld. Sådanne krav, som ikke stilles efter de nugældende regler, og som heller ikke stilles i de øvrige nordiske landes skifteordninger, ville bureaukratisere og besværliggøre behandlingen af alle privat skiftede boer.
Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde Skiftelovsudvalgets opfattelse af, at en sådan ordning ville være uhensigtsmæssig og tillige i meget vidt omfang ganske unødvendig.
Ved afvejningen af, hvilke krav der bør stilles til en passende sikring af kreditorernes retsstilling, må det tillægges vægt, at kreditorerne i kraft af lovforslagets regler om obligatorisk indkaldelse (proklama) gives mulighed for at anmelde deres krav straks ved bobehandlingens begyndelse. Dette sikrer til fordel for såvel arvinger som kreditorer, at der kan gøres fuldstændig op med boets kreditorer, og at der ikke efter boets deling dukker ukendte gældsposter op, som eventuelt ikke kan dækkes, fordi arvingerne har forbrugt værdierne.
Hertil kommer, at kreditorerne straks fra boets udlevering, og indtil boet er delt, kan forfølge deres ret mod boets aktiver individuelt. Derved er kreditorerne indtil delingen i realiteten stillet, som de var før dødsfaldet.
Et yderligere meget væsentligt element i bestræbelserne på at udvide anvendelsesområdet for privat skifte, uden at kreditorernes interesser derved tilsidesættes, følger samtidig af de foreslåede hæftelsesregler for arvinger, jf. nedenfor.
I tilfælde, hvor arvingerne måtte handle på irregulær måde ved at tilegne sig boets aktiver uden at have intention om at dække boets gæld eller ved på strafbar måde at afgive urigtig erklæring om solvens, er der ingen sikkerhed for kreditorerne, hvilket der imidlertid heller ikke er efter gældende ret.
For at imødegå sådanne tilfælde foreslås det ved lovforslagets § 30, nr. 2, at en kreditor eller legatar skal kunne anmode om, at boet tages under behandling ved bobestyrer. En sådan anmodning skal imødekommes af skifteretten, såfremt der er nærliggende risiko for, at den private skiftebehandling vil udsætte vedkommende for tab.
8.2.5. Hæftelsesreglerne
Efter udvalgets forslag til nye regler om privat skifte, skal arvingerne ikke længere vedgå gælden. For det tilfælde, at arvingerne deler boet, før proklamafristen er udløbet, og dermed før de har det fornødne kendskab til den gæld, der kan kræves betalt i boet, eller hvis arvingerne ganske enkelt undlader at dække gælden, før de selv deler aktiverne mellem sig, er det imidlertid nødvendigt at have regler om hæftelse for arvingerne.
Udvalget anfører i betænkningen, at hæftelse for gælden for arvingerne først bør indtræde, når arvingerne deler boet, og at hæftelsen bør begrænses til et beløb, der svarer til nettoværdien af den afdødes aktiver. En sådan afgrænsning medfører ganske vist, at kreditorerne, der ved dødsfaldet mistede muligheden for at holde sig til den afdødes indtjeningsevne, ikke får arvingernes ubegrænsede hæftelse i stedet. Kreditorerne har imidlertid ved kreditgivningen ikke haft grundlag for at regne med nogen udvidet dækningsadgang hos arvingerne, allerede fordi arvinger altid frit kan undlade at påtage sig at hæfte for gælden og derved henvise kreditorerne til alene at søge dækning i realisationsværdien af de efterladte aktiver.
I udvalgets betænkning lægges der på den baggrund op til, at hæftelse kun skal kunne indtræde for den del af afdødes gæld, der fortsat består efter proklamafristens udløb, og som ikke er betalt, inden arvingerne har delt boet.
Justitsministeriet kan for så vidt angår de solvente boer tiltræde Skiftelovsudvalgets forslag til hæftelsesregler, og lovforslagets bestemmelser svarer indholdsmæssigt til betænkningsudkastets regler herom.
Derimod finder Justitsministeriet ikke fuldt ud at kunne tilslutte sig Skiftelovsudvalgets forslag til hæftelsesregler for så vidt angår de insolvente boer.
Måtte det under det private skifte mod forventning vise sig, at boet var insolvent, f.eks. fordi der anmeldes ukendte betydelige krav, eller fordi der viser sig at være betydelige skattekrav fra mellemperioden eller fra tidligere indkomstår, giver lovforslagets § 29, 1. pkt., mulighed for, at arvingerne mod at tilsvare deres modtagne berigelse eller eventuelt erstatte, hvad de har modtaget, og lade boet overgå til insolvensbehandling ved bobestyrer, kan frigøre sig for hæftelse for gældsansvaret. Derved opnås almindeligvis tillige, at kreditorerne skadesløst for arvingerne vil blive dækket efter konkursordenen, såfremt boet viser sig at være insolvent. Denne del af bestemmelsen svarer til § 29 i betænkningens lovudkast.
Ved bestemmelsen i betænkningens lovudkast lægger Skiftelovsudvalget imidlertid op til, at hver enkelt arving i insolvente boer skal kunne fritages for sig for gældshæftelsen ved at tilbagelevere det, vedkommende har modtaget.
Justitsministeriet finder, at hæftelsesreglerne bør baseres på de samme principper, hvad enten boet er solvent eller ej. Hvis et bo udleveres til privat skifte, forekommer det ikke rimeligt, at kreditorers adgang til fyldestgørelse inden for realisationsværdien af de efterladte aktiver skal kunne afhænge af, om boet er solvent eller insolvent.
Følgende eksempel kan anskueliggøre problemstillingen. Tre brødre er eneste arvinger i et dødsbo. Brødrene anmoder om at få boet udleveret til privat skifte. To af brødrene har betydelig gæld og har inden for det seneste år afgivet insolvenserklæring over for fogedretten. Den sidste broder er imidlertid særdeles velhavende, og skifteretten finder det på den baggrund ubetænkeligt at imødekomme anmodningen om udlevering til privat skifte. På tidspunktet for boets udlevering er det oplyst, at boet indeholder aktiver for 900.000 kr. Den kendte gæld udgør 400.000 kr.
Afdøde havde imidlertid en række gældsposter, som arvingerne på tidspunktet for boets udlevering ikke var bekendte med. Disse krav anmeldes først umiddelbart før proklamafristens udløb.
Har arvingerne handlet, som man bør, og undladt at dele boets aktiver, er der intet problem. Er boet efter de nye kravs fremkomst fortsat solvent, betaler arvingerne kreditorerne deres tilgodehavender og deler overskuddet i boet. Er boet insolvent, kan arvingerne anmode om bobestyrerbehandling og tilbagelevere det, de har modtaget. Herefter dækkes kreditorernes krav i overensstemmelse med konkurslovens bestemmelser om konkursordenen.
Problemet opstår, hvis arvingerne deler boets aktiver mellem sig inden proklamafristens udløb, og de to insolvente arvinger straks formøbler deres arveandele, eller private kreditorer foretager retsforfølgning mod det, der er udlagt til disse arvinger. Efter såvel reglerne i lovforslaget som i betænkningen vil den solide arving i en sådan situation hæfte for alle rettidigt anmeldte krav, så længe boet er solvent. Anmeldes således fordringer for 850.000 kr. hæfter den solide arving for det fulde beløb. Hvis de anmeldte krav imidlertid beløber sig til mere end 900.000 kr., er boet insolvent. Dette ville efter udkastet i betænkningen indebære, at den ubegrænsede hæftelse ikke længere skulle bestå, hvis blot den solide arving opfyldte sine forpligtelser efter lovforslagets § 104. Denne arving, der udgjorde grundlaget for udleveringen af boet til privat skifte, kunne altså frigøre sig ved at tilbagelevere sin arveandel på 300.000 kr. Det forudsættes herved, at der ikke ville kunne gøres erstatningsansvar gældende mod den pågældende.
Den tilfældighed, at boet var insolvent, ville derved i en sådan situation have afgørende indflydelse på kreditorernes dækningsmuligheder. Dette forekommer ikke rimeligt og kunne give kreditorer grundlag for nærmere at overveje størrelsen af det krav, de ville anmelde i boet.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund ved lovforslagets § 29, 2. pkt., at arvingerne uanset boets status som solvent eller insolvent altid mindst skal hæfte for det krav, som boet har mod arvingerne efter § 104. Dog er der ved lovforslagets § 27, stk. 2, fastsat regler om begrænsninger i hæftelsen for arvinger, der ved boets udlevering var repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som var under konkurs.
Myndige arvinger, der ikke er repræsenteret ved skifteværge eller er under konkurs, skal i følge Skiftelovsudvalgets forslag til § 27 hæfte personligt og solidarisk for gæld, der ikke er prækluderet. Arvinger, som er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller som er under konkurs, skal derimod alene hæfte med værdien af det, de har modtaget, og kun pro rata i det forhold, i hvilket de var berettigede til at modtage bos- og arvelod. Dette indebærer, at de sidstnævnte arvinger inden for værdien af, hvad de har modtaget, alene kan komme til at bære den del af en gældspost, som alligevel skulle have været fradraget i deres arvelod, såfremt gældsposten var blevet betalt rettidigt.
En hæftelsesregel som den foreslåede vil have til følge, at arvinger, der optræder uden værge eller skifteværge, og som har en sund økonomi, vil være stærkt motiveret til at få boets gæld betalt, før boet deles. Betales gældsposter ikke inden delingen, må disse arvinger efter de foreslåede hæftelsesregler i § 27, stk. 1 og 2, påregne at kunne risikere at komme til at dække hele den ubetalte gæld for derefter at måtte søge at inddrive medarvingernes andel af gælden hos disse.
Den foreslåede regel medfører samtidig, at det bliver ubetænkeligt at lade umyndige, fraværende, passsive og konkursramte arvinger m.fl. skifte privat, idet de ikke derved vil kunne komme til at bære en større andel af boets gæld, end tilfældet ville have været, hvis boet var blevet behandlet ved bobestyrer.
At boets arvinger, der ikke er repræsenteret ved værge eller skifteværge og ikke er under konkurs, kan risikere at skulle bære en forøget andel af gælden modsvares af, at gælden vil være kendt, således at de kan nægte at medvirke til en deling af boet, før al gæld er betalt eller sikret.
Derved er der i systemet indarbejdet et kraftigt incitament for myndige, solvente arvinger til at få gælden betalt, inden boet deles. Hæftelsesreglerne er dermed forsøgt indrettet således, at de i vidt omfang vil overflødiggøre sig selv.
8.2.6. Forenklet privat skifte
Lovforslaget indeholder som noget nyt regler om en enklere behandlingsform for mindre boer. Betingelserne for at kunne anvende den enklere behandlingsform er, udover at de almindelige betingelser for privat skifte skal være opfyldt, at der ikke i boet skal svares boafgift eller tillægsboafgift, at der ikke er arvinger, der er repræsenteret ved værge eller skifteværge, at der ikke i boet er legatarer, at boet ikke er skattepligtigt, at afdøde ikke i det indkomstår, hvor dødsfaldet indtræder har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, og at der ikke i boet findes aktiver, der er skattemæssigt af- eller nedskrivningsberettigede.
Skiftelovsudvalget overvejede tilsvarende at indføre en forenklet skifteform for småboer, men ideen blev dengang opgivet, idet Skatteministeriet på daværende tidspunkt tilkendegav, at en sådan ændring ville medføre et ikke uvæsentligt provenutab.
Muligheden for at forenkle behandlingen er efterfølgende opstået som følge af vedtagelsen af lov nr. 426 af 14. juni 1995 om afgift af dødsboer og gaver, hvorefter det hidtil gældende arve- og gaveafgiftssystem afskaffedes. I stedet er indført et system med boafgifter, der beregnes under et af den samlede arvebeholdning, som falder i arv.
Boafgiften er på 15 pct. af den formue, som en afdød person efterlader sig, og beregnes af den afgiftspligtige formue i boet, der overstiger 180.000 kr. (1995-kroner). Bundfradraget på 180.000 kr. reguleres årligt efter personskattelovens § 20.
Arv, der tilfalder afdødes nærmeste slægtninge pålægges alene denne boafgift, medens arv, der tilfalder afdødes fjernere og ubeslægtede arvinger tillige pålægges en tillægsboafgift på 25 pct. Arv til ægtefæller er helt fritaget for afgift.
Boafgiftsloven betyder således, at en meget stor del af boerne under 180.000 kr. - nemlig de boer, hvori der alene er nærtstående arvinger, - ikke vil have pligt til at betale bo- eller tillægsboafgift. Tilsvarende vil boer, hvor ægtefællen er enearving, ligeledes være afgiftsfri, ligesom afgiftsfrihed kan følge af boafgiftslovens § 3 i øvrigt. Derimod vil der altid - såfremt den tillægsboafgiftspligtige beholdning er over 2.000 kr. - skulle beregnes tillægsboafgift i boer, hvor der er arvinger, som ikke er omfattet af lovens § 1, stk. 2, og som ikke er afgiftsfri efter § 3. De skiftemæssige konsekvenser heraf er, at der i de mindre boer, hvor der ikke skal svares afgift, ikke længere i forhold til det offentlige er noget behov for, at der udarbejdes og indsendes en boopgørelse til skifteretten og skattevæsenet, idet boopgørelsens funktion hovedsagelig er at skabe grundlag for beregningen og kontrollen af bo- og tillægsboafgifterne.
Reglerne om forenklet privat skifte kan således anvendes på alle de mindre boer, hvor arvebeholdningen er højest 180.000 kr., hvor samtlige arvinger er nærmeste pårørende til afdøde og dermed er fritaget for boafgifter, og ingen af de pågældende er repræsenteret ved værge eller skifteværge. Er det sidste tilfældet, eller er der legatarer i boet, må boopgørelse indsendes for at sikre, at der ikke sker tilsidesættelse af f.eks. en umyndigs eller legatarens interesser.
En yderligere betingelse er imidlertid, at boet ikke er dødsboskattepligtigt. Efter de gældende dødsboskatteregler ophører afdødes skattepligt ved dødsfaldet. Skattepligten overgår i stedet til dødsboet, hvor den i almindelighed varer, til boet afsluttes. Privat skiftede boer kan dog højst være selvstændige skattesubjekter i 15 måneder. Hvis boet ikke er afsluttet på dette tidspunkt, bliver den efterlevende ægtefælle og arvingerne skattepligtige i forhold til deres andel af boet.
Dødsboer er kun skattepligtige, hvis de er af en vis størrelse. Skattemæssigt opererer man med 3 forskellige faktorer, der hver især kan medføre, at boet bliver skattepligtigt. Et dødsbo opstået i 1995 er således skattepligtigt, hvis aktiverne ved dødsfaldet overstiger 831.400 kr., eller hvis nettoformuen ved dødsfaldet overstiger 639.500 kr., eller hvis nettoformuen i den endelige boopgørelse overstiger 767.400 kr. Beløbene reguleres årligt efter personskattelovens § 20.
Boets størrelse vil således også være en regulerende faktor ved vurderingen af, om et bo kan behandles efter de foreslåede meget summariske regler for forenklet privat skifte.
Endelig stilles der to yderligere betingelser, nemlig at afdøde ikke må have været selvstændig erhvervsdrivende, og at boet ikke må omfatte af- eller nedskrivningsberettigede aktiver. I sådanne tilfælde vil der ofte foreligge et mellemværende med skattemyndighederne i form af efterbeskatning m.v., ligesom boet i visse tilfælde kan blive skattepligtigt, selv om de ovenfor nævnte beløbsgrænser ikke er overskredet. Sådanne forhold i boet vil derfor efter forslaget i almindelighed afskære skifteretten fra at udlevere et bo efter de summariske regler om forenklet privat skifte, jf. dog nedenfor om de tilfælde, hvor en efterlevende ægtefælle er eneste arving i boet.
For efterlevende ikke-fraseparerede ægtefæller indeholder lovforslaget en særregel. Som nævnt ovenfor er afdødes ægtefælle undtaget fra afgiftspligten, jf. herved lov om af gift af dødsboer og gaver, § 3, stk. 1, litra a. Dette sammenholdt med en adgang for ægtefællen til at succedere i afdødes skattemæssige stilling gør det muligt at give den efterlevende ægtefælle en udvidet adgang til forenklet privat skifte. Den særlige bestemmelse herom er indeholdt i lovforslagets § 34. Det er en forudsætning for reglens anvendelse, at de almindelige betingelser for forenklet privat skifte foreligger, jf. ovenfor, idet der dog kan bortses fra de betingelser, som relaterer sig til boet skattemæssige forhold.
Herudover skal en række særlige betingelser være opfyldt, for at en efterlevende ægtefælle kan komme i betragtning til den udvidede adgang til privat skifte. Det er således en forudsætning, at ægtefællen succederer i afdødes skattemæssige stilling, hvilket efter de gældende skatteregler ikke altid er muligt med hensyn til afdødes fuldstændige særeje. Efter reglerne i forslaget må der ikke være andre arvinger i boet, ligesom der ikke må være legatarer, idet dette almindeligvis vil udløse en afgiftspligt efter boafgiftsloven. Selv om andre arvinger og legatarer ville kunne succedere indenfor en arv eller et legat på 180.000 kr., er en boopgørelse nødvendig, for at skattemyndighederne kan se, hvilke aktiver ægtefællen respektive arvinger eller legatarer har succederet i. Endelig er det en betingelse, at den efterlevende ægtefælle ikke var separeret fra afdøde. I disse tilfælde er den efterlevende ægtefælle ikke omfattet af reglerne om afgiftsfrihed for ægtefæller i boafgiftsloven.
Det er ikke muligt at kombinere reglerne om forenklet privat skifte i henholdsvis § 33 og § 34. Der gives således ikke adgang til at først at udnytte reglerne om forenklet privat skifte efter § 33 med det dertil mulige bundfradrag i forhold til nogle arvinger og dernæst at udlevere resten af boet til ægtefællen efter § 34, jf. bemærkningerne ovenfor om succession.
Det bemærkes, at det er hensigten, at reglerne om dødsboskat konsekvensændres og tilpasses de nye skifteretlige regler, og der vil i denne forbindelse kunne ske ændringer for så vidt angår dødsboers skattepligt.
Efter den tidligere gældende arveafgiftslov blev mellem 7.000-7.500 boer årligt skiftet som rene A-boer (kun nærtstående arvinger) med en arvebeholdning, der ikke oversteg 180.000 kr. Hertil kommer de ikke dødsboskattepligtige boer, hvor den efterlevende ægtefælle var enearving. Disse boers antal udgjorde årligt ca. 3.000. Ydermere vil der være en række boer, hvor ægtefællen ved større bobeholdninger kan succedere i afdødes skattemæssige stilling. I alt mere end 10.000 dødsboer ud af de årligt ca. 30.000 skiftede boer forventes således at ville kunne behandles efter reglerne om forenklet privat skifte.
9. Behandlingen af offentlige boer. Bobestyrerbehandling
9.1. De gældende regler
Kan et bo ikke berigtiges på anden måde, tages boet efter gældende ret under offentligt skifte som gældsfragåelsesbo efter skiftelovens kapitel 3 eller som gældsvedgåelsesbo efter skiftelovens kapitel 4. Bobehandlingen forestås enten af skifteretten eller af eksekutorer.
I 1994 var der i Danmark i alt 62.911 dødsboer. Af disse blev de 4.377 undergivet offentligt skifte, idet 3.654 boer blev behandlet ved skifteretten, medens 723 boer blev behandlet ved eksekutor.
I boer, der behandles af skifteretten, antages i praksis oftest bistand fra praktiserende advokater, der som skifterettens medhjælpere varetager bobehandlingen under skifterettens forsæde. Denne del af bobehandlingen består i betydeligt omfang i at varetage funktioner af mere administrativ karakter.
Behandling ved eksekutor er hjemlet ved skiftelovens § 83, stk. 2, hvorefter der ved kongelig bevilling kan beskikkes en eller flere myndige, pålidelige og vederhæftige personer til som eksekutorer uden dømmende myndighed at behandle et dødsbo. De nærmere regler om meddelelse af eksekutorbevillinger fremgår af cirkulære nr. 49 af 25. marts 1964, hvorefter statsamterne - i København overpræsidiet - under visse nærmere betingelser har bemyndigelse til at meddele eksekutorbevilling.
Om de gældende regler for offentligt skifte i øvrigt henvises til afsnittene 2.2.7. - 2.2.10.
9.2. Reglerne i lovforslaget
I betænkningen foreslår Skiftelovsudvalget en grundlæggende ændring af reglerne om offentlig behandling ved skifteretten og om offentlig behandling ved testamentseksekutorer. Denne del af forslaget berører således skifteformerne gældvedgåelsesbehandling ved skifteretten, gældsfragåelsesbehandling ved skifteretten, gældvedgåelsesbehandling ved eksekutor og gældsfragåelsesbehandling ved eksekutor. Til erstatning for det hidtidige system foreslås en bobestyrerordning, hvorefter behandlingen af de boer, som hidtil har været behandlet som offentlige af skifteretten, lægges ud fra skifteretterne og over til en kreds af autoriserede bobestyrere. Tilsvarende foreslås eksekutorbehandlingssystemet moderniseret, således at også disse boer bliver behandlet efter reglerne for bobestyrerbehandling.
En hovedtanke i forslaget er dermed at lade de hidtidige offentlige skifteformer afløse af et enstrenget system, hvor bobehandlingen efter ensartede regler varetages af bobestyrere. Endvidere foreslås også muligheden for konkursbehandling af et dødsbo afskaffet, idet også sådanne boer af udvalget foreslås behandlet ved bobestyrere.
Det foreslåede nye bobestyrerbehandlingssystem baserer sig således dels på en autorisationsordning, dels på en ordning, hvor det er den afdøde arveladers testamentariske bestemmelse, der er afgørende for, hvem der som bobestyrer skal behandle et dødsbo.
Det fremgår af betænkningen, at Skiftelovsudvalget ved udformningen af reglerne om bobestyrere har tilstræbt at skabe en effektiv skifteform, der kan føre til en væsentlig hurtigere afslutning af boerne. For at nå dette mål har udvalget foreslået en afformalisering af bobehandlingen, blandt andet derved, at bomøder normalt kun skal afholdes, når der er behov derfor, og at bobestyreren i øvrigt kan vælge den mest hensigtsmæssige måde at kommunikere med arvinger og kreditorer på. Endvidere skal indberetninger til skifteretten i almindelighed ikke finde sted i de første to år, i hvilke bobestyreren får tillagt hele ansvaret for bobehandlingen. Reglerne for afslutning af boer foreslås forenklet, idet der samtidig som udgangspunkt bliver en yderste frist på 2 år for boernes slutning, ligesom borevisionen foreslås begrænset til det nødvendige.
Ved at begrænse adgangen til a conto udlodninger, herunder også af bobestyrerens salær, forventes de impliceredes interesser i at få boet afsluttet i øvrigt generelt at være øget.
Udvalgets forslag indebærer, at bobestyrerens rolle styrkes betydeligt i forhold til de regler, der kendes i dag. Bobestyreren skal således træffe bestemmelse i hovedparten af boets anliggender, idet væsentlige spørgsmål dog i solvente boer skal forelægges arvingerne til afgørelse. I insolvente boer tilkommer bestemmelsesretten som udgangspunkt kreditorerne.
Ved udformningen af reglerne om bobestyrerbehandling har Skiftelovsudvalget bestræbt sig på at sikre, at de implicerede arvingers, legatarers og kreditorers interesser varetages på tilfredsstillende vis.
Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets forslag til et nyt bobestyrerbehandlingssystem, således at boer, der i dag behandles efter de forskelligartede regler om offentligt skifte, fremover underkastes det enstrengede system, der lægges op til ved reglerne om bobestyrerbehandling, hvor alene boets status af solvent eller insolvent er afgørende for, hvilke regler boet skal behandles efter. Det tiltrædes samtidig, at den historisk betingede sondring mellem gældsfragåelses- og gældsvedgåelsesboer ophæves, og at behandlingsreglerne i stedet afgøres af, om boet er solvent eller ej. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger afsnit 3 og afsnit 8.1. om henholdsvis baggrunden for forslaget og reglerne om privat skifte, hvor der nærmere er redegjort for nogle af de forhold, der taler for at finde brugbare alternativer til de bestående skifteformer.
Justitsministeriet forventer, at ekspeditionstiden i bobestyrerboer ved reglerne i lovforslaget vil blive nedsat væsentligt i forhold til de nuværende gennemsnitlige ekspeditionstider i offentlige skifteretsboer og eksekutorboer.
Det forhold, at skifteretten som en konsekvens af bobestyrerordningen ikke vil bevare en så tæt indsigt i de boer, der hidtil er blevet behandlet efter reglerne om offentligt skiftede boer, finder Justitsministeriet ubetænkeligt, når henses til forslagets detaljerede klagesystem, hvorefter arvinger, legatarer og kreditorer gives en bred adgang til at indbringe tvister og klager for skifteretten. Forslagets regler om meddelelse af pålæg, løbende indberetninger, fristfastsættelser og afsættelse af bobestyrere findes således at skabe tilstrækkelig sikkerhed for, at bobehandlingen kan rettes op i tilfælde, hvor skifteretten bliver bekendt med, at behandlingen ikke foregår på en forsvarlig måde.
Lovforslagets kapitel 16 om behandling ved bobestyrer svarer i al væsentlighed til reglerne i kapitel 15 i betænkningens lovudkast.
9.3. Bobestyrerordningen
Bobestyrerordningen i lovforslaget baserer sig dels på en autorisationsordning, hvorefter relativt få udvalgte advokater i hver retskreds beskikkes til at forestå dødsbobehandlingen i de boer, der skal behandles ved bobestyrer, dels en eksekutorlignende ordning, hvorefter afdødes valg af bobestyrer nedfældet i testamente under nærmere givne betingelser respekteres.
9.3.1. Autoriserede bobestyrere
Ved autorisationsordningen lægges op til, at der i hver retskreds autoriseres et passende antal advokater til som bobestyrere at forestå behandlingen af de dødsboer, hvor det ikke ved testamente er bestemt, hvem der skal behandle boet som bobestyrer.
Efter lovforslagets § 11 er det justitsministeren, der forestår autorisationsordningen. I praksis vil autorisationen finde sted efter opslag fra skiftedommeren, der foretager indstilling til vedkommende landsretspræsident, som derefter med sine bemærkninger indsender sagen til Justitsministeriet, der herefter beskikker den enkelte bobestyrer.
Af praktiske grunde bør de fleste autoriserede bobestyrere almindeligvis have kontor i eller i nærheden af den retskreds, hvori de autoriseres. Et absolut krav om, at bobestyreren skal have kontor i retskredsen, stilles imidlertid ikke.
Ved at begrænse kredsen af autoriserede bobestyrere i de enkelte retskredse kan det sikres, at bobestyrerne fra starten har de fornødne kvalifikationer, og gennem en stabil tilgang af boer kan videreudvikle deres færdigheder og derved opnå en højere grad af specialisering. Dermed skabes tillige grundlag for ansættelse og uddannelse af et kyndigt personale samt for investeringer i kontorteknik med henblik på effektivisering af bobehandlingen. Et advokatkontor, der kommer til at behandle mange bobestyrerboer, vil oparbejde en betydelig ekspertise, og ved at en række rutiner delegeres til bobestyrerens kontorpersonale, er det forudsat, at sagsbehandlingen normalt vil kunne udføres hurtigt og relativt billigt.
Autorisationen skal tilbagekaldes, såfremt den pågældendes ret til at udøve advokatvirksomhed bortfalder.
Det er skifteretten, der efter forslagets § 37 i solvente boer foretager udpegningen af den autoriserede bobestyrer til det enkelte bo. Hvis arvingerne selv ønsker en bestemt autoriseret bobestyrer udpeget, skal skifteretten tage hensyn hertil. Et ønske fra arvingernes side om at få udpeget en person som bobestyrer, der ikke er autoriseret, kan imidlertid ikke imødekommes. Det fremgår af betænkningens side 213, at Skiftelovsudvalget har overvejet dette, men at man har afstået fra at tilvejebringe den fornødne hjemmel hertil ud fra den betragtning, at hensynet til at opretholde det højest mulige kvalitetsniveau ved bobestyrerbehandlingen må gå forud for arvingernes ønsker. Ønsker arvingerne selv at have afgørende indflydelse på, hvem der skal yde dem bistand ved bobehandlingen, må de begære boet udleveret til privat skifte.
Det er forudsat, at en autoriseret bobestyrer i modsætning til testamentsindsatte bobestyrere skal have pligt til at påtage sig arbejdet med de dødsboer, der henvises til den pågældende af skifteretten i autorisationsretskredsen, medmindre særlige omstændigheder i enkeltstående tilfælde måtte tilsige noget andet. Endvidere har en autoriseret bobestyrer ret til at påtage sig arbejdet med dødsboer fra en hvilken som helst anden retskreds.
Af lovforslagets § 36 følger, hvilke typer af boer der skal behandles ved bobestyrer. For disse boer gælder, at de udleveres til en af de autoriserede bobestyrere i retskredsen, medmindre afdøde ved testamente har indsat en anden person som bobestyrer, og denne i øvrigt opfylder betingelserne for at fungere som sådan.
De betingelser, der i øvrigt skal gælde for bobestyrere og disses virksomhed, fastsættes efter lovforslagets § 11, stk. 3, af justitsministeren.
Skiftelovsudvalgets hovedbetragtninger vedrørende en bobestyrerordning fremgår af betænkningens side 29 - 30 og side 205 - 210.
9.3.2. Testamentsindsatte bobestyrere
Ved forslaget til reglerne om testamentsindsatte bobestyrere er der i et vist omfang taget udgangspunkt i det eksisterende testamentseksekutorsystem. Den gældende liberalitet, der også tillader personer uden juridisk baggrund at være eksekutorer, foreslås således principielt opretholdt.
Har afdøde ved testamente truffet bestemmelse om, at boet skal behandles af en bestemt person, vil en sådan indsættelse normalt være udtryk for, at den indsatte person har et særligt kendskab til boets forhold og afdødes ønsker, samt at afdøde havde særlig tillid til den indsatte.
På den baggrund gives der afdøde en vis dispositionsfrihed til at øve indflydelse på, hvem der skal forestå bobehandlingen. Flere hensyn tilsiger imidlertid, at afdødes bestemmelse om, hvem der som bobestyrer skal forestå bodelingen og bobehandlingen, ikke i ethvert tilfælde kan respekteres. Dels må det naturligvis kræves, at den pågældende har de fornødne forudsætninger for at gennemføre bobehandlingen, men hertil kommer også, at hensynene til f.eks enkeltarvinger eller kreditorer kan tilsige, at der udpeges en autoriseret bobestyrer frem for den person, der er indsat ved testamente.
Ved lovforslagets § 11, stk. 2, er der fastsat tre almindelige betingelser, som skal være opfyldt for, at en ved testamente indsat bobestyrer kan virke som bobestyrer. Den pågældende må således ikke være umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. En bobestyrer må ej heller have anmeldt betalingsstandsning eller være under konkurs, ligesom dom for en strafbar handling kan diskvalificere en person som bobestyrer. Disse betingelserne svarer til dem, der gælder for advokatbeskikkelse i retsplejeloven, og vil dermed i medfør af disse regler også gælde for de autoriserede bobestyrere.
For at sikre boet mod tab foreslås det yderligere ved lovforslagets § 39, at en bobestyrer inden boets udlevering som hidtil skal have tegnet en kautionsforsikring eller på lignende måde have sikret boet mod tab. Som noget nyt skal bobestyreren imidlertid efter forslaget også være dækket af en forsikring mod ansvar for tab på grund af fejl ved bobehandlingen. Ansvarsforsikringens dækningsomfang skal være godkendt af skifteretten. Kan en testamentsindsat bobestyrer ikke tegne de nødvendige forsikringer eller på anden måde stille den fornødne sikkerhed, må boet som i stedet som udgangspunkt udleveres til behandling ved en autoriseret bobestyrer.
Hvis boet behandles uforsvarligt, giver lovforslaget skifteretten en generel mulighed for at fratage bobestyreren hvervet.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 38, 39 og 41, hvor der er nærmere redegjort for de betingelser, der stilles, for at en bobestyrer i den enkelte sag kan få et bo udleveret og færdiggøre dets behandling.
9.3.3. Generelle krav til bobestyreren
For alle bobestyrere foreslås fastsat en række generelle betingelser, der skal være opfyldt, for at vedkommende som bobestyrer kan få et dødsbo udleveret til behandling.
Disse krav følger dels af lovforslagets § 11, idet det dog ved bestemmelsens stk. 3 i vidt omfang foreslås overladt til justitsministeren at foretage den mere detaljerede regulering vedrørende bobestyrere og disses virksomhed.
Det er herved forudsat, at der ved administrative forskrifter fastsættes regler om bl.a. sikkerhedsstillelse, ansvarsforsikring, forvaltning af dødsboernes midler samt om tilsyn med beholdninger og værdipapirer.
Det er endvidere forudsat, at der mellem domstolene og Advokatrådet fastsættes nærmere retningslinjer vedrørende honorering af bobestyrere i form af vejledende salærtakster for det arbejde, der er forbundet med behandlingen af dødsboer.
Ved lovforslagets § 115 er der fastsat en række regler om inhabilit, der gælder for såvel autoriserede som for andre bobestyrere.
9.3.4. Bobestyrerens opgaver
En bobestyrer, der har fået et bo udleveret til bobestyrerbehandling, skal som udgangspunkt tage sig af alle forhold, der vedrører boet. Det er således en bobestyrers opgave straks at sikre boets aktiver og lade disse registrere og værdiansætte. Endvidere skal bobestyreren undersøge arveforholdene og orientere arvingerne om, hvad der sker af væsentligere ting i boet.
Det er vigtigt, at der hurtigt opnås overblik over, om boet er solvent eller ej, idet dette er afgørende for, efter hvilke regler boet skal behandles. Derfor drejer det sig for en bobestyrer om snarest muligt at søge konstateret, om der i boet er midler til at dække den gæld m.v., som afdøde efterlader sig. Er dette ikke tilfældet, skal bobestyreren anmode skifteretten om at træffe afgørelse om insolvensbehandling, hvorved en række af konkurslovens bestemmelser kommer til at finde anvendelse. Insolvensbehandling indebærer tillige, at det er kreditorerne - og ikke arvingerne - der får bestemmelsesretten i boet. Bobestyreren skal derfor hurtigst muligt sørge for, at afdødes kreditorer indkaldes gennem udstedelse af et præklusivt proklama, hvis ikke dette allerede er sket. Derved får bobestyreren senest ved udarbejdelsen af åbningsstatus vished for, hvilke krav der skal dækkes af boets midler og dermed mulighed for at tage stilling til, efter hvilke regler den videre bobehandling skal foregå.
Det er ikke muligt at angive en fuldstændig opregning af de opgaver, en bobestyrer skal varetage, idet dette ganske må bero på boets forhold. Efter omstændighederne vil der kunne være behov for stillingtagen til den videre drift af en igangværende virksomhed, til gensidigt bebyrdende kontrakter, til lejeforhold, til salg af aktiver, til udestående fordringer osv.
Hertil kommer, at en meget væsentlig opgave for bobestyreren bliver at forestå den løbende kontakt med bl.a. arvingerne i boet.
I de solvente boer består arbejdsopgaven for bobestyreren i øvrigt i hurtigst muligt at få dækket de godkendte fordringer og krav i boet, således at udlodning kan finde sted til arvinger og eventuelle legatarer. Der skal i denne forbindelse udarbejdes en boopgørelse, hvor der redegøres for boets forhold samt for arveforholdene m.v., jf. herved forslagets § 66. Den endelige opgørelse skal af bobestyreren sendes til såvel skifteretten som den kommunale skattemyndighed.
Lovforslaget giver bobestyreren en noget videre adgang til at træffe bestemmelse i boets anliggender, end tilfældet er efter gældende ret i eksekutorboer. Som udgangspunkt er det dog arvingerne, der efter forslagets § 53 i solvente boer træffer bestemmelse vedrørende boets forhold, men finder bobestyreren, at arvingernes beslutning er åbenbart uhensigtsmæssig eller egentlig retskrænkende, er bobestyreren tillagt en censurbeføjelse, hvorved bobestyreren kan tilsidesætte arvingernes afgørelse. Bobestyrerens afgørelse kan på uformel måde indbringes for skifteretten.
Om bobestyrerbehandlingen i øvrigt og de mange arbejdsopgaver, der påhviler en bobestyrer under behandlingen af et bo, henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets kapitel 16 samt til betænkningens side 205 ff.
9.4. Insolvente boer
Efter gældende ret kan et bo, der behandles som gældsfragåelsesbo, erklæres konkurs. Formålet hermed vil normalt være at bringe konkurslovens omstødelsesregler i anvendelse. Et andet argument kan imidlertid være, at der i konkursboer ofte er et mere handlekraftigt og derfor mere effektivt bostyre, idet en kurator i et konkursbo er tillagt flere beføjelser end en medhjælper i et dødsbo.
Efter lovforslaget skal insolvente dødsboer ikke længere kunne erklæres konkurs. I stedet foreslås konkursreguleringsreglerne i nødvendigt omfang gjort anvendelige på dødsboer, ligesom der ved reglerne om bobestyrer lægges op til et mere handlekraftigt bostyre i dødsboer. Lovforslaget lægger således op til, at behandlingen af insolvente boer skal ske efter en kombination af regler fra bobestyrerkapitlet og af regler fra konkursloven.
I de egentlig skiftede boer, dvs. privatskiftede boer og bobestyrerbehandlede boer, skal der straks udstedes proklama. Derved skabes der sikkerhed for, om boet er solvent eller ej, og den videre bobehandling kan indrettes herefter. Er boet solvent, har arvingerne stemmeretten i boet. Er boet insolvent, træffer skifteretten bestemmelse om insolvensbehandling og overlader bobehandlingen til en bobestyrer. Herefter er det kreditorerne, der har bestemmelsesretten i boet, og en række af konkurslovens regler bliver anvendelige ved boets fortsatte behandling. De fleste af de foreslåede behandlingsregler for solvente boer i forslagets kapitel 16 gælder dog fortsat. Hvor omstændighederne undtagelsesvist måtte tale derfor, er det imidlertid ved forslagets § 70, stk. 2, gjort muligt, at skifteretten efter anmodning fra en fordringshaver kan bestemme, at konkurslovens regler om udvidet konkursbostyre skal finde anvendelse. Udnyttelsen af denne mulighed vil eventuelt kunne være relevant, hvor der f.eks foreligger et dødsbo med en større virksomhed, der er i drift.
Forskellige spørgsmål, der ikke er klart reguleret efter de gældende regler om dødsbobehandling, foreligger for potentielt insolvente boer i perioden fra dødsfaldet og indtil boets berigtigelse, idet der i denne periode kan være behov for en konkursregulering, især hvor afdøde drev en virksomhed. Det kan således navnlig være nødvendigt at tage stilling til, om boet skal indtræde i gensidigt bebyrdende aftaler efter de generelle regler herom i konkurslovens §§ 53-60, efter de særlige regler om lejeforhold i konkurslovens § 62 eller om arbejdsaftaler i konkurslovens § 63. Problemet vil imidlertid i praksis ofte være, at man ikke med sikkerhed kan vide, om boet er insolvent i den første periode efter dødsfaldet, og derfor ikke med rette vil kunne anvende konkursreguleringsreglerne.
Det fremgår af betænkningens side 209, at udvalget til løsning af dette problem har overvejet at indføre et betalingsstandsningslignende system svarende til konkurslovens, men at man har afstået herfra. Udvalget har lagt vægt på, at et sådant system dels ville virke alt for bureaukratisk og tungt i dødsboer og normalt tillige ineffektivt i den relativt korte periode fra dødsfaldet til berigtigelsen af boet og tillige måtte forudsætte, at skifteretten i det mindste fastslog, at der var tvivl om boets solvens. Endvidere har udvalget lagt vægt på, at behovet for et sådant system i dødsboer ikke er særlig udtalt, blandt andet fordi adgangen til individualforfølgning er afskåret fra dødsfaldet.
Som løsningsmodel foreslås i stedet indført et system, hvorefter skifteretten om nødvendigt kan beskikke en autoriseret bobestyrer til midlertidigt at varetage boets anliggender. Samtidig foreslås det, at krav ifølge gensidigt bebyrdende aftaler fra tiden mellem dødsfaldet og afgørelsen om insolvensbehandling i konkursordenen henføres under konkurslovens § 93, nr. 3, som egentligt massekrav, såfremt kravet er godkendt af den midlertidige bobestyrer, jf. lovforslagets § 72. Det samme skal efter denne bestemmelse gælde i visse andre tilfælde uden godkendelse af en midlertidig bobestyrer.
I de senere år er der i praksis i tiltagende omfang behandlet boer, i hvilke det eller de væsentligste aktiv(er) er en overbehæftet ejendom. Efter praksis udføres det nødvendige arbejde i disse boer af skifteretterne, idet der i boerne oftest ikke findes midler til at antage medhjælper for skifteretten, og der heller ikke findes nogen hjemmel til at bestemme, at de nødvendige omkostninger ved boets behandling skal betales af statskassen.
For tilfælde, hvor boet bliver taget under behandling ved bobestyrer, og der træffes afgørelse om insolvensbehandling, foreslås det ved forslagets § 69, stk. 4, at omkostninger, der ikke kan dækkes af boets midler, skal afholdes af statskassen. En tilsvarende hjemmel til at lade det offentlige afholde omkostningerne ved en bobehandling findes i konkurslovens § 27, stk. 2, 3. pkt. Hjemlen i lovforslaget dækker salær til bobestyreren og andre udgifter, der er nødvendige for at behandle boet, men ikke udgifter til begravelsen.
Er det uvist, om et bo er solvent eller insolvent, f.eks. fordi dette først kan afgøres, efter at et aktiv er blevet solgt, og realisationsværdien dermed kendt, behandles boet efter solvensreglerne, idet bobestyreren da i medfør af bestemmelsen i forslagets § 53, stk. 3, skal tilsidesætte arvingernes beslutninger, såfremt disse strider imod kreditorernes ret. Et sådant bo vil ikke kunne udleveres til privat skifte, da dette efter forslagets § 25, stk. 1, nr. 2, under alle omstændigheder forudsætter, at boets aktiver må antages at være tilstrækkelige til at dække boets gæld. Alene hvis arvingerne i en sådan situation stiller sikkerhed, således at der må antages at være skabt sikkerhed for dækning af hele boets gæld, vil udlevering til privat skifte kunne finde sted.
10. Midlertidige bobestyrere
Efter gældende ret betragtes et dødsbo i tidsrummet mellem dødsfaldet og afgørelsen om boets behandlingsmåde som værende under offentligt skifte. I denne periode, der betegnes udsættelsesperioden, er der intet egentligt bostyre etableret. I udsættelsesperioden vil der kunne være en række praktiske ting, der skal tages stilling til, ligesom der afhængig af boets forhold kan opstå behov for at foretage dispositioner af såvel praktisk som juridisk karakter. I praksis udføres disse dispositioner i almindelighed af skifterettens personale, idet skifteretterne i dag kun rent undtagelsesvist antager medhjælper inden boets berigtigelse.
Skiftelovsudvalget anfører på side 154 i betænkningen, at udvalget finder, at der i lighed med adgangen til efter konkurslovens § 107 at antage en midlertidig bestyrer, der varetager bestyrelsen af et konkursbo, indtil et egentligt bostyre etableres, også i forbindelse med behandlingen af dødsboer bør være mulighed for, at der for boets regning udpeges en midlertidig bobestyrer.
Lovforslagets kapitel 9 er udfærdiget i overensstemmelse hermed og giver således skifteretten den fornødne hjemmel til for boets regning at udpege en midlertidig bobestyrer, hvis der inden boets berigtigelse skal varetages bobehandlingsopgaver, der ikke kan afvente den endelige stillingtagen til boets behandlingsmåde. Det beror ganske på skifterettens vurdering, om en midlertidig bobestyrer skal udpeges. Det forudsættes imidlertid, at der foreligger spørgsmål, som nødvendiggør et ikke ubetydeligt arbejde.
Efter omstændighederne kan skifteretten udpege en midlertidig bobestyrer med den ene opgave at afklare spørgsmål vedrørende boets økonomiske forhold, således at skifteretten på et forsvarligt grundlag får mulighed for at tage stilling til, om boet er solvent eller insolvent.
Det forhold, at skifteretten udpeger en midlertidig bobestyrer, har ingen indflydelse på det senere valg af boets behandlingsmåde. Antagelse af midlertidig bobestyrer er således ikke en foruddiskontering af, at boet senere skal behandles efter reglerne om bobestyrerbehandling i lovforslagets kapitel 16.
Som midlertidig bobestyrer udpeges en autoriseret bobestyrer, der, medmindre andet bestemmes, kan virke, indtil boet bliver berigtiget. De beføjelser, der tillægges den midlertidige bobestyrer, vil almindeligvis være langt mere begrænsede end de, der tillægges en bobestyrer, som får et bo udleveret til bobestyrerbehandling. Skifteretten kan således begrænse den midlertige bobestyrers funktion til blot at klare en enkelt eller enkelte presserende opgaver.
En midlertidig bobestyrer kan i sager af hastende karakter udpeges telefonisk eller mundtligt. Snarest muligt derefter udfærdiges skifteretsattest om, at boet er udleveret til den pågældende bobestyrer.
Skifteretten er efter forslaget ikke forpligtet til at rådføre sig med arvinger eller kreditorer, inden en midlertidig bobestyrer udpeges, men bør, hvor forholdene tillader det, gøre dette, ligesom de pågældende så vidt muligt bør orienteres om udpegningen.
Har der i et bo været udpeget en midlertidig bobestyrer, kommer denne ikke automatisk til at forestå bobehandlingen, hvis boet senere udleveres til bobestyrerbehandling, idet skifteretten da særskilt skal tage stilling til, hvem der skal behandle boet.
11. Lovforslagets processuelle regler
De processuelle regler om skifterettens behandling af tvister m.v. og om appel af skifterettens afgørelser i dødsboer findes i retsplejeloven, hvis kapitel 58 angår skifte af dødsbo og fællesbo og de øvrige af skifteloven omfattede boer.
Ved gennemførelsen af konkursloven af 1977 ophævedes retsplejelovens kapitel 59, der indeholdt forskellige tilsvarende processuelle regler for konkursboer, og der opbyggedes i stedet et nyt processuelt lovsæt i selve konkursloven. Begrundelsen herfor var, at det fandtes praktisk for den, der benytter konkursloven, at de processuelle regler om konkurs kunne findes i den samme lov.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets indstilling, hvorefter de processuelle bestemmelser vedrørende dødsboer tilsvarende foreslås indført i den nye lov om skifte af dødsboer. Samtidig hermed foreslås, at reglerne i retsplejelovens kapitel 58 ikke længere skal finde anvendelse på skifte af dødsboer.
Det processuelle system, der er indeholdt i lovforslaget, er i vidt omfang inspireret af konkurslovens system og opbygget efter den samme skabelon. På en række punkter foreslås dog forskellige klargørelser i forhold til konkurslovens regler og forskellige nydannelser, der særlig er tilpasset dødsbobehandling, således især vedrørende omgørelse og genoptagelse.
Hovedparten af lovforslagets processuelle bestemmelser er samlet i kapitlerne 23-30 og svarer systematisk og i al væsentlighed også indholdsmæssigt til kapitlerne 22 - 29 i betænkningens lovudkast.
Lovforslagets kapitel 23 indeholder en række kompetenceregler og fremstår derved som et supplement til lovforslagets kapitel 2. I kapitel 24 fastsættes regler om skifterettens vejledningspligt svarende til de regler, som efter gældende ret er fastsat ved retsplejelovens § 14, stk. 3. Lovforslagets kapitel 25 overfører med forskellige udvidelser de regler om oplysningspligt over for skifteretten, som hidtil har været fastsat i retsplejelovens § 660, stk. 2.
Adskillige af de bestemmelser, der er indeholdt i lovforslaget, nødvendiggør, at der finder en værdiansættelse sted af boets aktiver og eventuelt også af dets passiver. Dette gælder reglerne om boudlæg i forslagets kapitel 12 og udlæg af boet til en efterlevende ægtefælle efter forslagets kapitel 13, idet sådanne udlæg er betinget af, at boets beholdning, opgjort efter de nærmere fastsatte regler, ikke overstiger beløbsgrænser på henholdsvis 25.000 kr. og 150.000 kr. Endvidere er det efter forslagets § 25, stk. 1, nr. 2, en betingelse for et bos udlevering til privat skifte, at boet må antages at være solvent, ligesom der efter forslagets § 52 i boer, der behandles ved bobestyrer, skal udarbejdes en åbningstatus med værdiangivelser pr. dødsdagen, der skal danne grundlag for bobestyrerens tilkendegivelse om, hvorvidt boet må antages at være solvent eller insolvent. Til disse tilfælde kommer, at arvinger eller ægtefælle, der ønsker at udtage et bos aktiver efter vurdering, kan have et behov for en fastsættelse af handelsværdien. Der henvises herved til forslaget til ændring af arveloven, §§ 24 a til 24 e. Endelig kan reglerne om, at et aktiv skal være værdiansat korrekt af hensyn til beskatningsreglerne, nødvendiggøre en værdiansættelse af boets aktiver og passiver pr. skæringsdagen i boopgørelsen eller ved en a conto udlodning.
Opnås enighed ikke om en værdiansættelse, kan denne som efter gældende ret finde sted ved en sagkyndig vurdering.
Lovforslagets kapitel 26 indeholder regler om sagkyndig vurdering, der på afgørende vis afviger fra de regler, der gælder i dag.
Som det fremgår af de indledende bemærkninger til lovforslagets kapitel 26, er de gældende regler om sagkyndig vurdering i dødsboer fastsat i 3 forskellige love. Dette forhold har den meget uheldige konsekvens, at værdien af et aktiv i et dødsbo kan være ansat forskelligt alt afhængig af, efter hvilket regelsæt vurderingen er foretaget.
Det fremgår af betænkningens side 294, at Skiftelovsudvalgets formand med Skatteministeriet har drøftet vurderingsreglerne i bestræbelserne på at opbygge et nyt fælles vurderingssystem til sikring af, at et aktiv ansættes til den samme værdi i de forskellige relationer. Det er de grundlæggende regler i et sådant system, der er optaget i betænkningsudkastet og nu tillige i lovforslagets kapitel 26. Det er herefter hensigten, at de skattemæssige vurderingsregler skal udformes i forlængelse af og i samspil med lovforslagets bestemmelser om sagkyndig vurdering.
Lovforslagets kapitel 27 indeholder de meget centrale bestemmelser om klage over bobestyrere. Et hovedelement i lovforslaget er, at dele af bobehandlingen flyttes fra skifteretten og over til advokater med særlig beskikkelse til at behandle dødsboer. Denne konstruktion nødvendiggør et kontrolsystem, og som det fremgår af afsnit 5 om behovet for offentlig kontrol, er det bl.a. arvingerne, der i vidt omfang er gjort til den udfarende kraft i den del af kontrolsystemet, der relaterer sig til bobestyrerens behandling af boer m.v.
Som det fremgår af betænkningens side 294-296, har Skiftelovsudvalget overvejet to principielt forskellige systemer, idet man såvel har overvejet en løbende indberetningspligt for bobestyreren som et system, der baseres på løbende underretninger fra bobestyreren til arvinger, legatarer og kreditorer, hvorefter disse kan klage over bobestyreren til skifteretten.
Af de grunde, der er anført af Skiftelovsudvalget, kan Justitsministeriet tiltræde betænkningens klagesystem. Ved at sikre arvinger m.fl. en vid indsigt i boets forhold og samtidig pålægge bobestyrerens en pligt til at give klagevejledning, vil potentielt tilsidesatte arvinger m.fl. få det fornødne grundlag for at vurdere, om der er afgørelser m.v., som de ønsker indbragt for skifteretten.
Dette klagesystem medfører samtidig, at skifteretten normalt alene skal tage stilling til tvister, og falder derfor bedst i tråd med nyere opfattelse af domstolenes arbejdsopgaver.
Det processuelle lovsystem i kapitlerne 28-30 om henholdsvis skifterettens behandling af tvister, retsmidler mod trufne afgørelser og retssager ved de almindelige domstole svarer i det væsentlige til konkurslovens system.
12. Proklama
Den gældende skiftelov giver ved bestemmelserne i §§ 20-22 mulighed for at indkalde den afdødes kreditorer til at anmelde deres krav. Indkaldelse skal ske ved 3 indrykkede bekendtgørelser i Statstidende og har den virkning, at krav, der ikke anmeldes inden en given frist, typisk 3 måneder, bortfalder.
Ved lovforslagets § 81 lægges der op til, at udstedelse af proklama skal gøres obligatorisk i alle egentlig skiftede boer, dvs. privatskiftede boer, herunder boer med en efterladt ægtefælle, og bobestyrerbehandlede boer.
I alle andre boer gøres det muligt at udstede proklama, herunder også i et bo, der er udleveret til uskiftet bo.
Lovforslagets proklamaregler går noget videre, end der foreskrives efter gældende ret. Når imidlertid henses til, at formålet med det præklusive proklama primært er at skabe sikkerhed om boets status som solvent eller insolvent, at sikre den afdødes kreditorer mulighed for at få dækning i boets aktiver, inden disse deles mellem arvingerne og legatarerne, og endelig at sikre arvingerne mod at blive mødt med ubekendte krav efter boets afslutning, findes en sådan udvidelse velbegrundet.
De foreslåede regler om præklusivt proklama i forslagets kapitel 20 skal samtidig ses i lyset af, at de rummer en væsentlig forenkling i forhold til de gældende regler. Efter forslaget skal proklama således kun indrykkes i Statstidende en gang og med en så kort anmeldelsesfrist som 8 uger. Nedsættelsen af proklamafristens længde vil nedsætte boernes behandlingstid og i bobestyrerboer afkorte den periode, hvor det er uvist, hvem der har bestemmelsesret i boet. En nedsættelse af fristen fra de gældende 3 måneder til 8 uger findes med nutidens kommunikationsmidler ikke at ville skabe risiko for uforskyldt retstab for kreditorerne og forekommer derfor ubetænkelig.
Endvidere indeholder forslaget den væsentlige nydannelse i forhold til gældende ret, at det af lovteksten direkte fremgår, hvilken gæld der prækluderes.
Det foreslås endelig tillige, at præklusivt proklama i mere enkeltstående tilfælde, hvor der er begrundet tvivl om et bos solvens, skal kunne udstedes, inden der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde, således at eventuel tvivl om, hvilken gæld afdøde efterlod sig, om fornødent kan blive afklaret, så boet så vidt muligt kan berigtiges som et solvent bo.
Omkostningerne ved at skulle udstede det for lovforslagets sammenhæng nødvendige obligatoriske proklama vil være beskedne og proklamaudstedelsen vil kun give ringe besvær. Gennem de seneste årtier har der i praksis været en stigende tendens til i privatskiftede boer at udstede proklama, idet omkostningerne hertil kan betegnes som en billig forsikringspræmie. Den retstilstand, der nu foreslås indført, kan således i et vist omfang siges allerede at være foregrebet i gældende praksis.
Ved forslagets § 83, stk. 2, nr. 2, foreslås også krav, der hviler på ejendomsret, at skulle kunne prækluderes, men kun under forudsætning af, at boet hverken vidste eller burde vide, at genstanden tilhørte en trediemand. Derved sikres arvinger, der i god tro har modtaget arv fra et dødsbo og måske indrettet sig i tillid hertil, mod efterfølgende at skulle udsættes for at tilbagelevere det modtagne.
I afsnit 8.2.3. er der nærmere redegjort for de særlige hensyn, der specifikt begrunder præklusivt proklama i privatskiftede boer.
I bobestyrerboer vil det obligatoriske proklama være af afgørende betydning for udarbejdelse af en pålidelig åbningsstatus og dermed for bobestyrerens tilkendegivelse om, hvorvidt boet er solvent eller insolvent. Lovforslagets opbygning af reglerne om bobestyrerbehandling indebærer, at denne tilkendegivelse normalt vil være afgørende for, om boet skal behandles efter solvensreglerne og være undergivet arvingernes beslutningsmyndighed, eller om det skal behandles efter insolvensreglerne og dermed være undergivet kreditorernes beslutningsmyndighed og de særlige regler om konkursregulering m.v.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets kapitel 20 samt til betænkningens s. 28-29 samt 273 ff.
13. Skifteværger
Ved lov nr. 388 af 14. juni 1995 vedtog Folketinget værgemålsloven, hvorved reglerne om umyndighed og værgemål i den tidligere gældende myndighedslov er blevet revideret. Med vedtagelsen af værgemålsloven er det således i videre omfang end tidligere blevet muliggjort at iværksætte værgemål, der er tilpasset de individuelle behov for bistand fra en værge.
Værgemålslovens bestemmelser findes imidlertid ikke særskilt velegnede som grundlag for det repræsentationssystem, der er påkrævet i en skiftesituation. Her er det ønskværdigt at have et system, der kan bringes i anvendelse hurtigt og med færrest mulige formaliteter, og som alene har til formål at sikre, at de impliceredes interesser i forbindelse med dødsboskiftet varetages på betryggende vis.
Skiftelovsudvalget har tilstræbt at etablere en ny og bred repræsentationsordning, der sikrer, at et skifte vil kunne gennemføres uden nævneværdig forsinkelse, selv om det måtte være nødvendigt at udpege en repræsentant for en arving eller en legatar. Det væsentligste element i dette system består i, at det er skifteretterne, som i forvejen ligger inde med et vist kendskab til boets og arvingernes forhold, der tillægges kompetencen til at foretage beskikkelsen af repræsentanter for arvinger m.fl. Efter værgemålsloven tilkommer det almindeligvis statsamterne at træffe afgørelse om værgemål.
Ved at opbygge et selvstændigt repræsentationssystem, der specifikt retter sig mod dødsboskifter, opnås samtidig den fordel, at der kan medtages nogle tilfældegrupper, som intet har med en arvings inhabilitet eller sygdom at gøre, men hvor der foreligger et tilsvarende behov for repræsentation. Det er i dødsboskiftesager aktuelt, hvor det ikke vides, om arvingen er i live, eller hvis arvingens opholdssted er ukendt, eller hvor arvingen på grund af fravær er forhindret i at følge skiftebehandlingen. Tilsvarende vil der med fordel kunne medtages en bestemmelse, der gør det muligt at beskikke en skifteværge for en arving, der forholder sig passiv over for henvendelser om boets behandling.
Justitsministeriet kan tiltræde det foreslåede regelsystem om repræsentation for forhindrede arvinger i dødsboskiftesager, og lovforslagets kapitel 11 er udarbejdet i overensstemmelse hermed.
Lovforslaget indebærer endvidere en forenkling af reglerne om skifterettens godkendelse af værgers og skifteværgers dispositioner under skiftet i forhold til gældende ret. Efter forslaget skal skifteværgen således ikke løbende have godkendt sine dispositioner under skiftet. Dette sker efterfølgende i forbindelse med skifterettens revision og godkendelse af boopgørelsen, jf. herved forslagets § 79, stk. 3, nr. 1. Der henvises i øvrigt til betænkningens s. 162- 172.
14. Forbigåede arvinger
14.1. Gældende ret
Lov om borteblevne, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 1. september 1986, indeholder regler om, i hvilket omfang en forbigået arving kan gøre krav på sin arv. Efter lovens § 25 kan en arving således som udgangspunkt i 10 år fra dødsfaldet kræve arven tilbage fra den, som har fået den udlagt. Bestemmelsen finder ikke blot anvendelse på arvinger, der er afsagt dødsformodningsdom over, men antages også at kunne finde anvendelse i andre tilfælde, hvor en arving er blevet forbigået eller forfordelt, f.eks. hvor man ikke var klar over arvingens eksistens, eller hvor man som følge af en fejlopfattelse af de arveretlige regler ikke har anset den pågældende for arving.
Den forbigåede arvings tilbagesøgningsret er ikke ubegrænset, og kravet mod tilgodesete arvinger kan bl.a. nedsættes eller bortfalde, hvis dette måtte forekomme rimeligt, jf. borteblevnelovens § 18.
Reglerne i borteblevneloven sikrer i et vist omfang de forbigåede arvinger, men reglerne betyder samtidigt, at tilgodesete arvinger, der ikke havde den fjerneste anelse om en medarvings eksistens, og som efter boets slutning har indrettet sig i tillid til, at de fornødne undersøgelser var foretaget gennem skiftesystemet, mange år senere kan komme til at aflevere, hvad de har modtaget. En tilbagesøgning af arv kan således i værste fald føre til, at hele en efterlevende ægtefælles tilbageblevne formue i op til 10 år efter et skifte fratages denne.
Reglerne om tilbagesøgning af arv kan på den baggrund i en række situationer forekomme urimelige, og dette vil i særlig grad være tilfældet, hvor arvinger har ladet boet behandle ved skifteretten (bobestyrer) for derved at sikre, at eftersøgningen efter eventuelle yderligere arvinger sker så grundigt som muligt.
14.2. Reglerne i lovforslaget
I forsøget på at skabe en sikrere retsstilling for modtageren af arv uden samtidigt at svække den forbigåede arvings retssikkerhed urimeligt, har Skiftelovsudvalget stillet forslag om at begrænse adgangen til tilbagesøgning af arv i borteblevneloven. Således indeholder udvalgets lovudkast forslag om nedsættelse af fristen for tilbagesøgning af arv fra 10 år til 5 år fra dødsfaldet, når boet er behandlet ved bobestyrer. Herved sikres de godtroende arvinger, der har overladt eftersøgningen af eventuelle yderligere arvinger til en professionel bobestyrer, at den modtagne arv på et tidligere tidspunkt bliver uanfægtelig.
Ved § 10 i forslaget til ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love foreslås lov om borteblevne § 25 ændret i overensstemmelse med udvalgets forslag. Arveret har almindeligvis nær sammenhæng med sociale bånd mellem arvelader og arving, og disse vil gennemgående have været beskedne eller helt have manglet, når den forbigåedes identitet er forblevet ukendt under boets behandling og i en række år herefter. På den baggrund og sammenholdt med hensynet til eventuelle andre arvinger i boet findes den foreslåede ændring velbegrundet.
Samtidig foreslås det ved en ændring af borteblevnelovens § 25, stk. 2, at de materielle tilbagesøgningsregler i dødsboskiftelovens § 104 fremover skal regulere, hvorvidt og i hvilket omfang tilbagesøgning kan gennemføres. Dødsboskiftelovens tilbagesøgningsregler skal efter forslaget finde anvendelse, hvor der i relation til et bo finder omgørelse eller genoptagelse sted. Dette vil eksempelvis kunne blive aktuelt, hvis der er afsagt dødsformodningsdom eller dødsfaldskendelse over en arving, som derefter viser sig at være i live, samt i tilfælde hvor en arving er blevet forbigået p.g.a. manglende kendskab til den pågældendes eksistens eller forkert anvendelse af de arveretlige regler.
Lovforslaget om skifte af dødsboer indholder dernæst på det formelle plan en lettelse for den forbigåede arving. Hidtil har en forbigået arving måttet fremsætte sit krav ved et civilt søgsmål, men ved lovforslaget tillægges der skiftereten kompetence til at genoptage et bo, hvor arven er fordelt forkert, jf. forslaget § 103, stk. 1, nr. 2. Skifteretten vil i den forbindelse skulle påse, at den forbigåede arvings krav ikke er bortfaldet efter borteblevnelovens § 25, der fortsat vil finde anvendelse på forbigåede arvinger.
Genoptager skifteretten et bo, fordi arven er fordelt forkert, er det ved lovforslagets § 104 reguleret, i hvilket omfang de øvrige arvinger, legatarer og kreditorer skal tilbagelevere den modtagne arv.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 103 og 104.
15. Boernes slutning
Et bo afsluttes som hovedregel ved, at der indgives en boopgørelse. Dog skal boopgørelse ikke udarbejdes i boer, der er udleveret til forenklet privat skifte, jf. afsnit 8.2.6. Efter lovforslaget skal boopgørelsen i privatskiftede boer i øvrigt som hidtil indgives senest på 15 måneders-dagen for dødsdagen. Den senest anvendelige skæringsdag for boopgørelsen er et-årsdagen for dødsdagen. Skifteretten tillægges dog en adgang til at dispensere vedrørende dele af boet, der således kan henskydes til tiden efter boets slutning.
Boopgørelsen i boer, der behandles ved bobestyrer, skal fremlægges til godkendelse på et afsluttende bomøde senest 2 måneder efter skæringsdagen. Den seneste skæringsdag, det som udgangspunkt foreslås muligt at anvende, er to- årsdagen for dødsdagen, jf. forslagets § 66, stk. 2. Skifteretten gives dog mulighed for at dispensere fra denne skæringsdag.
Ved lovforslaget tillægges skifteretten endvidere mulighed for til enhver tid at fastsætte en frist for boets afslutning, også inden udløbet af 2 års-fristen, såfremt det af skifteretten skønnes ønskeligt. Det er hensigten, at disse regler skal medvirke til at afkorte behandlingstiden for de bobestyrerbehandlede boer væsentligt.
Skifteretterne skal fortsat kontrollere, om boopgørelserne er behørigt underskrevet, men lovforslaget begrænser skifterettens pligt til revision af boopgørelserne i forhold til den nuværende ordning, hvor samtlige boopgørelser gennemgås af en jurist. Dette hænger sammen med, at skifteretternes virksomhed med at beregne boafgift efter forslaget gøres judiciel, hvad den ikke er efter gældende ret.
Lovforslaget lægger op til, at skifteretten skal foretage en egentlig revision i de boer, hvor der er en arving eller legatar, som er repræsenteret ved værge eller skifteværge, idet skifteretten da må påse, at disse arvingers eller legatarers ret ikke bliver tilsidesat. Skifteretten skal endvidere foretage revision i det omfang, en kommunal skattemyndighed anmoder derom. Dette vil typisk kunne være begrundet i et ønske om, at der af hensyn til boafgiftsberegningen sker en nærmere kontrol af, om aktiver og passiver er medtaget i boopgørelsen på korrekt måde. Endelig skal skifteretterne foretage stikprøvevis kontrol af boer, når dette måtte findes hensigtsmæssigt. En revision kan bl.a. omfatte bobestyrerens salærberegning og arvens fordeling.
En betydelig del af boopgørelserne i dødsboer vil således efter lovforslaget ikke længere blive revideret af skifteretterne, da det er hensigten alene at bruge ressourcer på revision, hvor der er et reelt behov af hensyn til beskyttelsesværdige interesser. I de almindelige privatskiftede boer er der således almindeligvis ikke noget behov for revision af hensyn til arvingernes indbyrdes interesser, og i de boer, der behandles af en autoriseret bobestyrer, må behovet for revision anses for minimalt. Det eventuelle behov, der kunne være, tilgodeses ved den ovenfor omtalte mulighed for stikprøvekontrol, ligesom den kommunale skattemyndighed naturligvis altid har mulighed for konkret at anmode om en nærmere angivet revision af et bo.
Lovforslaget vil indebære en forenkling og begrænsning af arbejdet med boernes afslutning, uden at det offentliges interesser dog derved tilsidesættes. De ressourcer, som det offentlige anvender på en revision, der hovedsagelig opretholdes af afgiftsmæssige grunde, findes at burde stå i forhold til afgiftens størrelse. På den baggrund kan der være anledning til en mindre intens revision i de boer, hvor der alene skal betales boafgift og af en mindre afgiftspligtig arvebeholdning og en øget intensitet i forhold til boer, hvor der tillige skal betales tillægsboafgift og af en større afgiftspligtig arvebeholdning.
Endvidere bevirker forslaget om ophævelse af adgangen til at behandle dødsboer ved eksekutorer, at den tunge og bureaukratiske fremgangsmåde ved afslutning og revision af eksekutorboer afløses af forslagets bestemmelser om afslutning og revision af boer, der er behandlet ved bobestyrer.
16. Afgift i forbindelse med behandlingen af dødsboer
Efter de gældende regler i retsafgiftsloven betales der kun skifteafgift af boer, der undergives en egentlig bobehandling, d.v.s. boer der behandles efter reglerne om offentlig skiftebehandling ved skifteretten eller ved eksekutor.
Afgiften beregnes af formuemassen og udgør af de af skifteretten behandlede boer 2 pct. og af de af eksekutorer behandlede boer 1 pct. Dog betales alene halv skifteafgift af de behæftede dele af boet. De skifteafgifter, der betales, står således ikke reelt i forhold til det arbejde, der for skifteretterne og det offentlige i øvrigt er forbundet med den valgte behandlingsmåde.
Af øvrige boer, herunder privatskiftede boer, og boer, der efter skiftelovens § 57, jf. § 62 b, stk. 2, udleveres til en ægtefælle efter 150.000 kr.'s reglen, svares som udgangspunkt ingen skifteafgift. Dette på trods af, at der i sådanne boer kan forekomme ikke helt ubetydelige arbejdsopgaver for skifteretten. For udfærdigelse af skifteretsattest i boer, der berigtiges som begravelsesudlæg, privat skifte, 150.000 kr.'s udlæg og uskiftet bo beregnes dog en retsafgift på 100 kr.
Ved forslaget lægges der op til, at de boer, der hidtil er blevet behandlet efter reglerne om offentlige boer med den deraf følgende pligt til at svare skifteafgift, for fremtiden i vidt omfang vil skulle behandles af private bobestyrere. Da disse efter nærmere fastsatte salærtakster vil beregne sig salær for arbejdet, findes en ændring af afgiftssystemet påkrævet, idet en række arvinger i modsat fald reelt vil komme til at betale for behandlingen af boet to gange, en gang i form af salær til bobestyreren og en gang i form af skifteafgift til skifteretten.
På den baggrund foreslås hele det eksisterende afgiftssystem i relation til dødsboer grundlæggende omlagt. Der vil fremover således dels som udgangspunkt svares afgift af alle boer af en vis værdi, dels svares afgift af det enkelte bo med et beløb, der i videre omfang end hidtil sættes i relation til det arbejde, der typisk er forbundet med boer udleveret til den pågældende bobehandlingsform.
Reglerne om afgifter ved dødsbobehandling foreslås indføjet i retsafgiftsloven som nyt kapitel 5 a. De nærmere bestemmelser er således indeholdt i det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love, herunder retsafgiftsloven.
Ved forslaget til ændring af retsafgiftsloven indføres et system med standardiserede afgifter for skifteretternes ydelser i de enkelte typer af boer. I stedet for den tidligere betaling af skifteafgift for behandlingen af dødsboer foreslås således indført et afgiftssystem, der tillige skal erstatte betalingsreglerne vedrørende de skifteretsattester, der udleveres i tilknytning til en bobehandling.
Afgiften skal i store træk modsvare det arbejde, som skifteretterne gennemsnitligt har ved de enkelte skifteformer. I den indledende fase af bobehandlingen, skal der således bl.a. tages stilling til, hvilken behandlingsmåde boet kan udleveres til. Ved vurderingen heraf skal boets forhold undersøges, således at det kan afgøres, hvorvidt betingelserne for at berigtige boet til en ønsket behandlingsmåde er opfyldt. Endvidere vil skifteretterne som regel også skulle udfærdige en skifteretsattest, der giver arvingerne den fornødne legitimation til at råde over aktiverne i boet. Skifteretterne er ydermere i denne indledende fase af bobehandlingen forpligtede til at bistå de pårørende med udfærdigelse af anmodninger og opgørelser, der skal indgives i forbindelse med bobehandlingen, jf. herved forslagets § 7, stk. 3, ligesom skifteretten i øvrigt generelt efter forslagets § 91 har en vejledningspligt, herunder i et vist omfang vedrørende skatteforhold, i forhold til de berettigede i boet.
Da disse arbejdsopgaver eller i alle tilfælde dele af dem forefindes i alle boer, skal afgift herfor som udgangspunkt betales i ethvert bo. Dog skal der efter forslaget ingen afgift svares i boer, hvor der ikke er tilstrækkelige midler til at udrede afgiften, eller hvor formuemassen ikke overstiger 15.000 kr. Endvidere friholdes boer, hvor afdøde var under 18 år. I boer, der udleveres til boudlæg, uskiftet bo eller udlægges en efterlevende ægtefælle efter 150.000 kr.'s reglen er afgiften sat til 500 kr., medmindre boet af de ovennævnte grunde måtte være afgiftsfrit. Boer, der udleveres efter reglerne om forenklet privat skifte, skal svare en afgift på 1.000 kr., hvilket er begrundet i, at der for skifteretterne ved sådanne boer typisk vil være et vist yderligere arbejde forbundet med at påse, at betingelserne for privat skifte er opfyldt.
I boer, der behandles ved bobestyrer eller efter de almindelige regler om privat skifte, skal der udarbejdes og indleveres boopgørelse. Disse boopgørelser skal revideres i nødvendigt omfang, ligesom skifteretten i de omhandlede boer har til opgave at beregne og opkræve bo- og tillægsboafgift. I sådanne boer pålægges skifteretterne således en række yderligere opgaver, der bør afspejles i den afgift, der opkræves. På den baggrund foreslås der i sådanne boer opkrævet en afgift, der findes at burde sættes til 2.500 kr. Dette beløb skønnes ud fra en gennemsnitsbetragtning at modsvare det arbejde, der for det offentlige er forbundet med at behandle boerne og svarer samtidig til det mindstebeløb, der efter retsafgiftslovens § 28, stk. 1, nr. 2, skal svares af boer, der behandles ved kurator.
En særlig forhøjet afgift på 6.500 kr. skal betales i boer med en arvebeholdning på mere end en mio. kr. I sådanne boer er forudsat en mere indgående kontrol end i de mindre boer, ligesom det forekommer rimeligt, at sådanne større boer - i vidt omfang ligesom i dag - er med til at financiere den del af skiftevæsenet, der relaterer sig til dødsbobehandling.
For det arbejde, der er forbundet med at løse egentlige tvister (tvister der forudsættes afgjort ved dom) skal der, i lighed med hvad der i dag gælder for privat skiftede boer, svares særskilt afgift.
Skifteafgiftens afskaffelse vil medføre en væsentlig forenkling, idet boopgørelserne derved vil kunne udfærdiges på en enklere måde.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne vedrørende retsafgiftsloven i § 8 i lovforslaget om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love, herunder retsafgiftsloven.
17. Hørte myndigheder m.v.
Betænkning nr. 1270 om skifte af dødsboer har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.
Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Præsidenterne for Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Den Danske Dommerforening, Foreningen af Politimestre i Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen, Civilretsdirektoratet, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Advokatrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, Assurandør-Societetet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling, De Samvirkende Invalideorganisationer, Ældre Sagen, Det Centrale Handicapråd, Landsforeningen Evnesvages Vel, Landsforeningen Sind, Omsorgsorganisationernes Samråd, Politiets- og Domstolenes Tjenestemandsforening, HK Landsklubben Dommerkontorerne, Bedemændenes Landsforening, Lønmodtagernes Garantifond, De Danske Landboforeninger, Landbrugsrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen af Registrerede Revisorer.
18. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Det er meget vanskeligt helt præcist at forudse de økonomiske og administrative konsekvenser, der vil være forbundet med gennemførelsen af dødsboskiftereformen.
Justitsministeriet anslår på grundlag af en undersøgelse foretaget i 1994 af ressourceanvendelsen ved byretterne, at de samlede udgifter ved at drive skiftevæsenet for så vidt angår dødsboer udgør ca. 90 mio. kr., hvoraf 70 mio. kr. udgør udgifter til løn. Den til grund liggende undersøgelse sondrede imidlertid ikke mellem de forskellige skiftebehandlinger, der findes, idet skiftebehandling udover dødsbobehandling dækker over konkursbehandling, ægtefælleskifter samt anden skiftebehandling, herunder opløsning af interessentskaber m.v. Det anslåede beløb er på den baggrund behæftet med en vis usikkerhed.
For så vidt angår de personalemæssige konsekvenser af dødsboskiftereformen ved skifteretterne, antager Skiftelovsudvalget i betænkningen, at en gennemførelse af reformen vil medføre, at retsassessorer og dommerfuldmægtige vil blive frigjort for et betydeligt administrativt arbejde, men samtidig vil få noget forøgede arbejdsopgaver med behandling af tvister.
Hertil kommer, at disse personalegrupper vil skulle behandle klager over bobestyrere og afgørelser truffet af disse, ligesom administrationen af den nye repræsentationsordning (skifteværgerne) vil påføre skifteretternes jurister nye arbejdsopgaver.
Reformen forventes på den baggrund ingen økonomiske konsekvenser at ville få i relation til gruppen af retsassessorer og dommerfuldmægtige.
En række funktioner, der typisk har været udført af kontorfunktionærer, bortfalder. Dette drejer sig dels om en række skriveopgaver, dels om opgaver af regnskabsmæssig karakter. Hertil kommer bortfald af visse kontrolfunktioner, herunder i et vist omfang i relation til revisionen af boopgørelser. Samtidig tilføres visse nye skriveopgaver som følge af, at flere tvister må påregnes afgjort ved skifteretterne.
Den samlede nettoeffekt af lovforslaget på kontorfunktionærsiden er vanskelig at vurdere, men det skønnes at arbejdsmængden for skifteretternes kontorpersonale reduceres med 10-15 pct.
Besparelsen ved små byretter med forholdsvis få ansatte vil næppe kunne udmøntes i personalebesparelser, da nedgangen i arbejdsmængden alene vil kunne måles til nogle timer ugentligt. Størrelsen af embederne sætter således i sig selv grænser for, hvor langt personaleforbruget kan skæres ned. Herefter vil en personalemæssig besparelse primært kunne effektueres ved de større skifteretter med mange og ofte tunge, offentligt skiftede boer, herunder eksekutorboer.
Besparelsen skønnes samlet at udgøre 12 - 14 årsværk svarende til ca. 3 mio. kr.
Landsretterne skønnes at ville blive påført visse ekstraopgaver som følge af dødsboskiftereformen. Dette er dels en konsekvens af, at skifteretterne i videre omfang må formodes at skulle tage stilling til tvister i dødsboer, dels at beregningen af boafgifter underkastes en egentlig domstolsprøvelse og således gøres judiciel. Dette indebærer, at landsretterne som appelinstans må forventes at ville få forelagt visse sager inden for de nævnte sagskategorier.
Skattemyndighederne udfører en række kontrolfunktioner i relation til dødsboer. Efter forslaget om skifte af dødsboer skal Told- og Skattestyrelsen ikke længere være administrativ klageinstans vedrørende beregning af boafgifter, idet afgørelserne herom bliver judicielle og således gøres til et egentligt domstolsanliggende. Told- og Skattestyrelsen skal dog i et vist omfang foretage kontrol af boer med en afgiftspligtig bobeholdning på mere end 2 mill. kr., og skal endvidere varetage de fiskale interesser i forbindelse med kære af skifterettens kendelser vedrørende afgiftsspørgsmål m.v.
De kommunale skatteforvaltninger vil i næsten samme omfang som hidtil skulle foretage efterprøvelser af værdiansættelser.
På den baggrund skønner Skatteministeriet, at der ingen besparelser vil være inden for ministeriets ressort.
Ovenfor under afsnit 16 er der redegjort for det bestående afgiftssystem. Skifteafgifterne fra dødsboer konteres ikke særskilt ved retterne, men indgår blandt de øvrige afgifter, der opkræves af skifteretterne. Dette er primært afgifter fra konkursboer, ægtefælleskifter og skifte af interessentskabsboer m.v. Det er derfor ikke muligt med sikkerhed at fastslå, hvor stor en del af de retsafgifter, der opkræves gennem skifteretterne, der kan henføres til behandlingen af dødsboer.
Justitsministeriet har imidlertid på baggrund af oplysninger indhentet fra en række udvalgte skifteretter skønnet, at dødsboskifterne årligt indbringer ca. 50-55 mio. kr. Langt hovedparten af dette provenu hidrører fra skifteafgiften og dermed fra de godt 4.000 offentligt skiftede boer. Hertil kommer, at det anslåede provenu også dækker afgifter for skifteretsattester, der udstedes i hovedparten af dødsboerne. For skifteretternes udarbejdelse af en skifteretsattest betales i dag en afgift på 100 kr.
Reglerne om skifteafgift, der er indeholdt i forslaget til lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven, tinglysningsloven, lov om ægteskabets retsvirkninger samt forskellige andre love, herunder retsafgiftsloven, anslås at ville indbringe et provenu på ca. 75 mio kr.
I visse boer vil det kunne forekomme, at der ikke er tilstrækkelige midler i boet til at dække salæret til bobestyreren. Dette vil til eksempel kunne være tilfældet, hvor der antages bobestyrer med det formål at afklare boets økonomiske forhold, hvilket er af betydning for afgørelsen om boets behandlingsmåde. Er der ikke tilstrækkelige midler i boet, kan skifteretten efter forslaget til lov om skifte af dødsboer lade omkostninger ved bobehandlingen, herunder et eventuelt salær til en bobestyrer, afholde af statskassen. Udgifter hertil anslås på årsbasis at ville udgøre ca. 2 mio. kr.
Samlet skønnes skiftereformen således at ville indbringe et årligt merprovenu på 20 - 25 mio. kr. i forhold til i dag.
Der er ingen erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser forbundet med dødsboskiftereformen.
Reformen har ingen EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
Lovforslagets kapitel 1 indeholder bestemmelser om lovens anvendelsesområde.
Til § 1
Bestemmelsen angiver lovens saglige anvendelsesområde. Loven skal finde anvendelse på skifte af dødsboer og skifte af en efterlevende ægtefælles del af fællesboet, herunder skifte af uskiftet bo i en efterlevende ægtefælles live.
Lovforslaget omfatter ikke skifte af fællesboer mellem ægtefæller efter separation og skilsmisse samt skifte af andre boer, jf. skiftelovens § 82. Sådanne boer skal fortsat behandles efter de hidtidigt gældende regler.
Til kapitel 2
Kompetenceregler
Lovforslagets kapitel 2 indeholder bestemmelser om kompetence.
Forslaget indebærer ingen videregående ændringer i de gældende regler om saglig, international og stedlig kompetence. Ved en række præciseringer er lovforslagets regler bragt i overensstemmelse med den retsudvikling, der siden skiftelovens gennemførelse har fundet sted i retspraksis og i administrativ praksis.
Til § 2
Bestemmelsen fastlægger den internationale og stedlige kompetence for behandling af dødsboer og uskiftede boer.
Bestemmelsen viderefører den nugældende skiftelovs § 87, stk. 1, i moderniseret form. Et dødsbo skal herefter behandles her i landet, såfremt afdøde ved dødsfaldet havde hjemting i Danmark og således var processuel indlænding. Derved svarer reglerne om international kompetence i skiftesager nøje til retsplejelovens regler om international kompetence i civile domssager.
Som noget nyt åbner bestemmelsen mulighed for at henvise bobehandlingen til en anden retskreds, når det er væsentligt mere hensigtsmæssigt, at boet behandles der.
Efter bestemmelsens stk. 1 skal et dødsbo behandles i den retskreds, hvor afdøde havde hjemting. Den stedlige kompetence afgøres efter de samme hjemtingsregler, som gælder om fysiske personers værneting i borgerlige retssager, jf. herved retsplejelovens §§ 235 og 236.
Skifte af et fællesbo i forbindelse med den førstafdøde ægtefælles død skal ske i det land og på det sted, hvor den afdøde ægtefælle havde sit hjemting. Den hidtidige skifteretspraksis, hvorefter skifte af et fællesbo i visse tilfælde kan ske her i landet, selv om afdøde havde hjemting i udlandet, forudsættes imidlertid opretholdt. Fællesboet kan således skiftes her i landet, hvis den efterlevende ægtefælle har hjemting her ved dødsfaldet eller inden skiftets begyndelse erhverver hjemting her, jf. herved Justitsministeriets skrivelser nr. 205 af 6. maj 1913 og nr. 169 af 6. juni 1933. Var afdøde omfattet af den nordiske dødsbokonvention af 19. november 1934 som ændret ved overenskomst af 9. december 1975 følger det dog af dennes art. 19, stk. 1, at skiftet henhører under retterne i den stat, hvor afdøde havde bopæl ved dødsfaldet, for så vidt loven henlægger behandlingen til retten.
I en række situationer kan der opstå spørgsmål om, hvor afdødes hjemting må antages at være. Dette vil til eksempel kunne være tilfældet, hvor afdøde ved dødsfaldet var indlagt på hospital eller plejehjem i en anden retskreds end der, hvor afdøde utvivlsomt senest boede og havde sit hjemting. Havde afdøde definitivt opgivet et tidligere hjem, må der antages altid at være skifteværneting på institutionsstedet. I tilfælde, hvor en bolig med møbler m.v. er opretholdt et andet sted, må det tillægges betydning, om den afdøde ved dødsfaldet mere permanent havde forladt sin tidligere bolig og havde taget ophold (bopæl) af mere varig karakter på institutionen. Sådanne tvivlsspørgsmål må således afgøres på grundlag af en konkret vurdering og i overensstemmelse med den hidtidig udviklede praksis, jf. herved f.eks. UfR 1937.641 Ø og UfR 1965.339.
Bestemmelsens 2. pkt. angiver den nationale, stedlige kompetence for skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live. Skiftes et uskiftet bo i den efterlevende ægtefælles levende live, er det skifteretten på det sted, hvor den længstlevende ægtefælle har hjemting ved skiftebegæringens indgivelse, der er kompetent.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 erstatter henvisningsbestemmelsen i § 87, 2. pkt., i den nugældende skiftelov, hvorefter justitsministeren under nærmere betingelser kan henvise behandlingen af et dødsbo efter en dansk statsborger til behandling ved en dansk skifteret, selv om den pågældende borger måtte være processuel udlænding, og skiftet derfor alt andet lige skulle foregå i udlandet.
I administrativ praksis er man med støtte i retspraksis gået noget videre, end der er dækning for i ordlyden af den gældende § 87, 2. pkt. Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2 tilsigtes en formelig hjemmel for denne praksis.
Justitsministeren vil herefter i medfør af stk. 2, nr. 1, kunne henvise et bo eller en del af et bo til behandling ved en dansk skifteret, såfremt en afdød person med dansk indfødsret eller anden særlig tilknytning til Danmark efterlader sig aktiver, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet. En anden særlig tilknytning end indfødsret vil f.eks kunne bestå i, at afdøde ved naturalisation eller ved ægteskab har mistet en tidligere dansk indfødsret eller efter omstændighederne blot i, at den afdøde efterlader sig arvinger her i landet.
Ikke sjældent omfatter et skifte i udlandet alene de aktiver, der befinder sig i det pågældende land. Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, skal ses i lyset heraf. Muligheden for henvisning er således nødvendig for så vidt angår aktiver, der befinder sig her i landet, alene som følge af at disse ikke inddrages under et skifte i udlandet. Under disse omstændigheder forudsættes ingen anden tilknytning til Danmark.
Det skal som hidtil være en betingelse for henvisning, at dødsfaldet er tilstrækkeligt dokumenteret. Hvorvidt dette er tilfældet er et judicielt spørgsmål, der vil kunne indbringes for skifteretten.
Som efter gældende ret overlades det til justitsministeren at afgøre, hvilken dansk skifteret der skal ske henvisning til. Dette må konkret bero på en hensigtsmæssighedsvurdering.
Bestemmelsen i stk. 3 giver en skifteret mulighed for at henvise behandlingen af et dødsbo til en anden retskreds, når det er væsentligt mere hensigtsmæssigt, at boet behandles der. Den gældende skiftelov giver ikke mulighed for en sådan henvisning. Henvisningsbestemmelser af lignende karakter som den foreslåede findes i retsplejelovens § 487, stk. 4, vedrørende fogedsager, i retsplejelovens § 456 c, stk. 4, 2. pkt., vedrørende faderskabssager, og i konkurslovens § 5, stk. 2, vedrørende behandlingen af konkursboer, idet henvisning ifølge de to sidstnævnte regler dog kun kan ske med medvirken af præsidenten for vedkommende landsret eller af præsidenten for Sø- og Handelsretten i København.
Justitsministeriet kan tiltræde Skiftelovsudvalgets ønske om, at der også tilvejebringes en hjemmel for henvisning af dødsboer. Forudsætningerne for henvisning vil navnlig kunne være tilstede, når boets aktiver, herunder en fast ejendom, befinder sig i anden retskreds, hvortil eventuelt også arvingerne eller kreditorerne har tilknytning. Henvisning skal ske ved kendelse, der således skal indeholde den nødvendige begrundelse for henvisningen.
Efter omstændighederne kan skifteretten henvise et bo til behandling i en anden retskreds, uden at der foreligger nogen anmodning herom fra arvinger eller andre. En skifteret, hvortil et bo er henvist, kan ikke tilbagevise boet. Der er heller ingen mulighed for at kære afgørelsen om henvisning, jf. herved lovforslagets § 105, stk. 2. Nægtelse af en anmodning om henvisning af et bo kan derimod kæres. Denne ordning svarer til den, der findes i retsplejelovens § 226, stk. 5.
Til § 3
Efter bestemmelsen i lovforslagets § 3 kan justitsministeren fastsætte regler til bl.a. gennemførelse af internationale overenskomster om behandling af dødsboer. Sådanne regler kan angå kompetence i sager om dødsbobehandling, der har tilknytning til flere staters områder. Justitsministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om virkningerne af en udenlandsk skiftebehandling her i landet, og om hvilket lands love, der skal finde anvendelse ved gennemførelsen af skifter. Lignende bemyndigelser findes i konkurslovens § 6 og i retsplejelovens §§ 223 a og 479.
Til kapitel 3
Anmeldelse af dødsfald til skifteretten
(* 1) Ved §§ 662 og 665 i retsplejeloven, jf. Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 er § 88 i skifteloven ophævet.
(* 2) Se anordning nr. 469 af 24/9 1984.
(* 3) Ændringen af skiftelovens § 62 b, stk. 2.
Nr LSF 120
Forslag til Lov om skifte af dødsboer
Fremsat af justitsministeren (Bjørn Westh)
den 8. december 1995
Vedtaget ved tredjebehandling den 7. maj 1996
Lov nr. 383 af 22/05/1996