1995 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ANLÆG AF FAST FORBINDELSE OVER STOREBÆLT OG LOV OM ANLÆG AF FAST FORBINDELSE OVER ØRESUND
Statutory Text (5 Articles)
§ 1
I lov nr. 380 af 10. juni 1987 om anlæg af fast forbindelse over Storebælt, foretages følgende ændring
1. I § 9, stk. 1, indsættes efter 1. punktum som nyt punktum
»DSB har pligt til vederlagsfrit at medtage passagerer med cykler enten med tog eller bus, når disse alene benytter tog eller bus for at få deres cykel over Storebælt.«
§ 2
I lov nr. 590 af 19. august 1991 om anlæg af fast forbindelse over Øresund, foretages følgende ændring
1. I § 14, stk. 1, indsættes efter 2. punktum som nyt punktum
»DSB har pligt til vederlagsfrit at medtage passagerer med cykler enten med tog eller bus, når disse alene benytter tog eller bus for at få deres cykel over Øresund.«
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Dansk Cyklist Forbund lancerede i foråret 1995 et forslag om at hægte en cykelsti på Øresundsforbindelsen til en pris af ca. 200 mio. kr. Forslaget kan ses som et eksempel på, hvorledes cyklisterne bliver glemt som en del af den individuelle trafik, især når der planlægges faste forbindelser på henholdsvis Storebælt og Øresund. Diskussionen går normalt på, om der skal være to eller fire vejspor, enkelt- eller dobbeltspor til togene, prisen for benyttelse af de forskellige dele og meget andet, herunder miljøforholdene.
Derfor er det forståeligt, at Dansk Cyklist Forbund har udarbejdet et forslag til en cykelsti på Øresundsforbindelsen.
Reaktionen blandt de politiske partier har været sparsom. Enkelte folketingsmedlemmer har udtalt sig positivt, men generelt tyder intet på den helt store opbakning til forslaget.
Forslagsstillerne har ment, at den folkelige forståelse for en cykelsti til 200 mio. kr. ville dale ved oplysningen om, at der for en sum af den størrelsesorden kunne etableres ca. 200 km cykelstier over hele landet. Med andre ord en række cykelstier, der kunne forbedre trafiksikkerheden for mange cyklister landet over og dermed forhindre mange ulykker og ikke mindst redde mange menneskeliv.
Af disse grunde finder forslagsstillerne det ikke formålstjenligt at fremsætte Dansk Cyklist Forbunds forslag i Folketinget, hvor det uden al tvivl ville blive nedstemt af et stort flertal.
Forslagsstillerne er dog enige med Dansk Cyklist Forbund i, at cyklisterne ikke er blevet taget med på råd i de politiske slagsmål om de faste forbindelser.
Trafikplan 2005 satser meget på cyklismen, fordi det er en miljø- og sundhedsmæssig rigtig trafikform. Derfor finder forslagsstillerne, at en acceptabel løsning for cyklisterne kunne være at gøre overførslen af cyklister på de af de faste forbindelser, hvor der ellers skal betales for benyttelsen, gratis med tog eller eventuelt med bus.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Forslaget indebærer, at DSB er forpligtet til at medtage passagerer med cykler gratis, når der er tale om passagerer, der ellers ville have benyttet en cykelsti, hvis en sådan fandtes. DSB skal således stille bus- eller togplads til rådighed for cyklister, der ellers ville have cyklet. DSB er kun forpligtet til vederlagsfrit at medtage en passager med cykel, når cyklen er medbragt af en passager, der i øvrigt ikke har benyttet DSB for at nå frem til Storebælt.
Til § 2
Forslaget indebærer, at DSB er forpligtet til at medtage passagerer med cykler gratis, når der er tale om passagerer, der ellers ville have benyttet en cykelsti, hvis en sådan fandtes. DSB skal således stille bus- eller togplads til rådighed for cyklister, der ellers ville have cyklet. DSB er kun forpligtet til vederlagsfrit at medtage en passager med cykel, når cyklen er medbragt af en passager, der i øvrigt ikke har benyttet DSB for at nå frem til Øresund.
Til § 3
Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Ingen
Nr LSF 85
Forslag til Lov om ændring af lov om anlæg af fast forbindelse over Storebælt og lov om anlæg af fast forbindelse over Øresund
Fremsat af Tommy Dinesen (SF) Margrete Auken (SF) Steen Gade (SF)
den 29. november 1995