1995 LSF 74 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KONKURRENCELOVEN (LIGESTILLING AF KONKURRENCERÅDETS INDGREBSMULIGHEDER OVER FOR OFFENTLIGE OG PRIVATE VIRKSOMHEDER)
Statutory Text (4 Articles)
§ 1
I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 10. marts 1993, som ændret ved lov nr. 357 af 9. juni 1995, foretages følgende ændringer
1. § 2 affattes således
»Loven omfatter
1) Erhvervsvirksomheder og sammenslutninger af erhvervsdrivende.
2) Erhvervsvirksomhed udøvet af stats- eller kommunalforvaltningen, og som består i at udbyde eller efterspørge varer eller tjenesteydelser m.v., som har betydning for konkurrencen i erhvervslivet.«
2. § 15 ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
En række offentlige selskaber udfører i dag virksomhed i konkurrence med de private virksomheder. De private virksomheder er underlagt Konkurrencerådets indgrebsmuligheder, der bl.a. indebærer, at Konkurrencerådet kan afgive påbud over for virksomhederne. Konkurrencerådet kan ikke over for offentlige virksomheder, der udfører virksomhed i konkurrence med private, benytte de samme indgrebsmuligheder, men kan alene rette henvendelse til den ansvarlige myndighed og påpege de skadelige virkninger. Da der ikke er forskel på virksomhedsudøvelsen, og da der derfor i lige så stor grad er brug for et effektivt Konkurrenceråd over for offentlige virksomheder, er formålet med dette lovforslag at fjerne denne forskelsbehandling mellem private og offentlige virksomheder og give Konkurrencerådet samme indgrebsmuligheder over for begge slags virksomheder.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget indebærer, at Konkurrencerådets indgrebsmuligheder, der følger af den gældende konkurrencelovs §§ 11-14, ikke begrænses til private virksomheder, men også omfatter alle offentlige virksomheder.
Til nr. 2
Det foreslås, at Konkurrencerådets muligheder for at rette henvendelse til offentlige myndigheder ophæves. Denne mulighed vil ikke længere være nødvendig for Konkurrencerådet, da forslagets nr. 1 giver Konkurrencerådet samme indgrebsmuligheder over for både private og offentlige virksomheder.
Til § 2
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Ingen
Nr LSF 74
Forslag til Lov om ændring af konkurrenceloven (Ligestilling af Konkurrencerådets indgrebsmuligheder over for offentlige og private virksomheder)
Fremsat af Svend Erik Hovmand (V) Pernille Sams (KF) Kirsten Jacobsen (FP)
den 17. november 1995