1994 BTB 94 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 218 OM EFTERGIVELSE AF STATSLÅN TIL UDVIKLINGSLANDE TILBAGE FRA FINANSUDVALGET NR B 94 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udenrigsudvalgets spørgsmål til ministeren for udviklingsbistand og dennes svar herpå Udenrigsudvalgets spørgsmål
Spørgsmål nr. 1
Hvorledes vil ministeren mere præcist anvende kriterierne for eftergivelse i forhold til de lande, som ministeren forestiller sig at gældslette?
Svar
Det er hensigten ca. en gang årligt at indhente de fornødne oplysninger vedrørende de i aktstykke nr. 218 opstillede fire objektive kriterier. Herefter vil man for lande, som opfylder kriterierne, foretage en konkret vurdering med hensyn til bl.a. menneskerettighedssituationen og viljen til økonomiske reformer. Der vil herefter blive taget samlet stilling til, hvorvidt der skal forelægges en anmodning til Finansudvalget om gældseftergivelse.
Jeg henviser i øvrigt til vedlagte svar på i alt 12 spørgsmål fra Finansudvalget i tilknytning til behandlingen af det pågældende aktstykke.
Finansudvalgets spørgsmål
Spørgsmål 1
Der ønskes fremsendt en liste over de 15 »fattigste« gældslande, opstillet efter de foreslåede kriterier.
Svar
Som det fremgår af aktstykke 218, foreslås det fremover at anvende 4 objektive kriterier for udvælgelsen af lande, som er kandidater til at få eftergivet statslån: (1) Status som mindstudviklet land, (2) fattigdom, dvs. om landet tilhører Verdensbankens lavindkomstkategori (p.t. bruttonationalindkomst pr. indbygger under 675 US dollar), (3) forgældethed, dvs. om landet tilhører Verdensbankens kategori af alvorligt forgældede lande, hvor gælden skal være over 80 pct. af bruttonationalindkomsten og/eller 200 pct. af eksporten, og (4) hvorvidt landet er et programsamarbejdsland. Det understreges, at lande, som samtidig opfylder flere af disse kriterier, bør prioriteres, men at der herudover også vil skulle foretages en konkret vurdering land for land.
Vedlagte bilag giver en oversigt over status vedr. de 4 kriterier, for så vidt angår de 15 udviklingslande med lavest bruttonationalindkomst pr. indbygger i henhold til Verdensbankens opgørelser for 1993 (Per Capita Income Guidelines for Operational Purposes, september 1994). Det skal understreges, at det for en række udviklingslande ikke har været muligt for Verdensbanken at opgøre bruttonationalindkomsten pr. indbygger - og at disse lande derfor ikke er medtaget i denne oversigt over verdens fattigste lande (det drejer sig f.eks. om Sudan, Somalia, Cambodia og Tanzania).
Ud over status vedr. de fire kriterier er samtidig anført, hvorvidt det pågældende land har restgæld på danske statslån.
Spørgsmål 2
Der ønskes endvidere oplyst for hvert enkelt land, hvordan forholdet er mellem landets egne udgifter til sociale formål, militære formål og øvrige formål.
Svar
Der knytter sig selvsagt i mange udviklingslande betydelig usikkerhed om alle opgørelser vedr. fordelingen af de offentlige udgifter på enkelte budgetposter.
Baseret dels på landenes seneste finanslove, dels på de tal, som Verdensbanken anvender, kan med disse forbehold opstilles følgende hovedtal for de 6 lande, hvor der er søgt om eftergivelse af statslån
Tabel - Andel af offentlige udgifter - pct.
------------------------------------------ Sociale Militære formål formål ------------------------------------------ Bolivia ........... 37,5 9,8 Egypten ........... 33,6 12,7 Ghana ............. 38 5,3 Nicaragua ......... (ca. 34)*) 9,1 Zimbabwe .......... 33,7 12,1 ------------------------------------------
*) Tallet er usikkert.
For Angolas vedkommende findes ikke opgørelser af nyere dato over de offentlige budgetter, som tillader at besvare spørgsmålet blot nogenlunde præcist.
Spørgsmål 3
Hvilke planer har regeringen for at koordinere gældslettelsen med andre landes planer med henblik på at opnå en større effekt?
Svar
Spørgsmål vedr. gæld, der skyldes til regeringer, koordineres mellem OECD-landene i den såkaldte Parisklub. Ifølge Parisklubbens retningslinjer kan gæld som følge af garanterede eksportkreditter omlægges og reduceres med op til 67 procent. Gæld som følge af udviklingslån kan i forbindelse med en Paris-klubaftale omlægges til betaling over en længere periode, men reduceres ifølge retningslinjerne ikke i denne sammenhæng.
Det står imidlertid kreditorlandene frit for - uden for den formelle Parisklub-sammenhæng - ensidigt at reducere eller eftergive udviklingslån. Et rundspørge omfattende Sverige, Norge, Holland, Canada, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA har vist, at samtlige disse lande, med undtagelse af USA, har benyttet sig af disse muligheder og har eftergivet en større del af de udviklingslån, som er ydet højtforgældede lavindkomstlande, end Danmark hidtil har gjort.
Den foreslåede eftergivelse af danske statslån vil udgøre et godt grundlag for internationalt at øge presset på de kreditorlande, som kun har eftergivet en mindre del af deres statslån, og regeringen vil følge op herpå, bl.a. som led i den generelle opfølgning af Det sociale Topmøde.
Spørgsmål 4
Hvilke planer har regeringen for at sammenkæde gældslettelsen med betingelser til de berørte landes politik med hensyn til militærudgifter, sociale forhold m.v.?
Svar
Som nævnt i aktstykket vil de fire objektive kriterier blive suppleret af en konkret vurdering land for land, hvori vil indgå forholdene med hensyn til menneskerettigheder og vilje til økonomiske reformer.
For de fem af de seks udviklingslande, som er programsamarbejdslande, er det tanken, at spørgsmålet om gældseftergivelse skal indgå i årsforhandlingerne med det pågældende land, hvor - ud over menneskerettigheder - også spørgsmålet om militærudgifternes omfang og udviklingen i de sociale forhold spiller en betydelig rolle.
For det sjette land, Angola, er gældseftergivelsen primært et håndslag til den fredsproces, som nu synes undervejs. Spørgsmålene vedr. militærudgifternes omfang og de sociale forhold vil herudover indgå i den dialog, som Danmark vil skulle have med Angola i forbindelse med gennemførelsen af den planlagte overgangsbistand.
--------------------------------------------------------------------- LIC SI LDC (lavindkomstland, (alvorligt forgæl- Land (mindstudviklet dvs. under det land, hvor land) 695 /dollar) landets udlandsgæld er over 80 pct. af BNI og/eller 220 pct. af eksporten) --------------------------------------------------------------------- Kenya .......... Nej Ja Ja Niger .......... Ja Ja Ja Madagascar ..... Ja Ja Ja Bangladesh ..... Ja Ja Nej Guinea-Bissau .. Ja Ja Ja Malawi ......... Ja Ja Nej Tchad .......... Ja Ja Nej Rwanda ......... Ja Ja Ja Uganda ......... Ja Ja Ja Burundi ........ Ja Ja Ja Vietnam ........ Nej Ja Ja Nepal .......... Ja Ja Nej Sierra Leone ... Ja Ja Ja Etiopien ....... Ja Ja Ja Mozambique ..... Ja Ja Ja --------------------------------------------------------------------- Program- Evt. restgæld på Land samarbejdsland danske statslån i mio. kr. ------------------------------------------------------ Kenya .......... Ja 406 Niger ......... Ja 0 Madagascar .... Nej 0 Bangladesh .... Ja 0 Guinea-Bissau . Nej 0 Malawi ......... Nej 0 Tchad .......... Nej 0 Rwanda ......... Nej 0 Uganda ........ Ja 0 Burundi ........ Nej 0 Vietnam ........ Ja 0 Nepal .......... Ja 0 Sierra Leone ... Nej 19 Etiopien ....... Ja 0 Mozambique ..... Ja 0 ------------------------------------------------------
Spørgsmål 5
For hvert enkelt land ønskes en redegørelse for, hvorledes menneskerettighederne overholdes.
Svar
Der kan gives følgende redegørelse for den aktuelle menneskerettighedssituation i de 6 lande
Angola
Ved landets første flerpartivalg i september 1992 accepterede den tabende part, oprørsbevægelsen UNITA, ikke resultatet, og borgerkrigen blussede atter op. FN indførte derfor i september 1993 våben- og olieembargo mod UNITA. På trods af indgåelsen af en fredsaftale i november 1994 fortsætter kamphandlingerne i begrænset omfang. Gennemførelse af fredsaftalen går langsommere end planlagt, og igangsættelse af FN's fredsbevarende operation UNAVEM III forsinkes i UNITA-kontrollerede områder.
Under de herskende kaotiske forhold må det erkendes, at basale menneskerettigheder i vidt omfang ikke respekteres i Angola. Overtrædelser begås både af regerings- og af UNITA-styrker og må i første række tilskrives den reelle borgerkrigstilstand samt regeringens og UNITA's manglende evne eller vilje til at skride ind over for overtrædelserne.
Der er sket visse forbedringer i menneskerettighedssituationen i de regeringskontrollerede områder. Ytringsfriheden er forbedret i form af en mere åben og kritisk presse, men der er dog fortsat tale om selvcensur i et vist omfang. Der findes ikke egentlige politiske fanger, og Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) har fået adgang til at besøge alle fængslerne. Røde Kors har trods støtte fra regeringen ikke kunnet redegøre for et betydeligt antal forsvundne UNITA-medlemmer - angiveligt p.g.a. obstruktion fra UNITA.
Ud over de brud på menneskerettighederne, som må tilskrives borgerkrigen, plages Angola af voldsom korruption bl.a. inden for politiet. Retsvæsenet magter ikke at opfylde borgernes basale rettigheder - f.eks. reglerne for anholdelse og rettergang - ligesom forholdene i landets fængsler er under al kritik. Disse forhold må tilskrives en svag forvaltning, et dårligt udbygget retsvæsen og et generelt dårligt organiseret civilsamfund.
Danmark udsender på anmodning fra FN's generalsekretær en menneskerettighedsobservatør som led i UNAVEM III.
Bolivia
Bolivia har siden uafhængigheden i 1825 været præget af ustabile politiske tilstande med vekslende militære og civile regeringer. I henhold til forfatningen af 1967 er Bolivia en demokratisk republik, og præsidenten er tillagt den udøvende magt. Siden 1982 har Bolivia haft civilt styre.
Den nuværende præsident, Gonzalo Sanchez de Lozada, der blev valgt i 1993, har indledt en total omlægning af administrationens struktur i form af en gennemgribende decentralisering og inddragelse af lokale myndigheder og borgere.
Præsident Lozada har fortsat den igangværende økonomiske politik med vægt på sanering af statens udgifter, herunder afhændelse af statsforetagender, forhøjelse af skatterne og rentenedsættelse med henblik på finansiering af sociale udgifter. Inflationen er bragt under kontrol; den ventes at blive under 8 pct. i 1995.
Krænkelser af menneskerettighederne var almindelige under Bolivias mange militærregeringer - tilbageholdelse af samvittighedsfanger, tortur, forsvindinger og henrettelser uden dom. Den ny regering har udvist vilje til at respektere menneskerettighederne og har taget skridt til at opklare fortidens hændelser. Opklaringsarbejdet skrider kun langsomt frem, men må forventes at føre til et retsopgør. Regeringen bestræber sig på at tilgodese den indianske befolkning, som traditionelt har været udsat for grove menneskerettighedskrænkelser.
Mulighederne for dansk støtte til fremme af respekt for menneskerettighederne og styrkelse af demokratiske organisationer bliver undersøgt i forbindelse med opbygningen af det danske bistandsprogram i Bolivia.
Egypten
Egypten er efter forfatningen af 1971, senest ændret i 1980, en socialistisk demokratisk republik. Magten er koncentreret hos præsidenten (Hosni Mubarak), der i 1993 blev genvalgt til en tredje 6-årig valgperiode. Den lovgivende magt et et to-kammersystem, Folkeforsamlingen og et rådgivende Shura-råd. Det regerende Nationaldemokratiske Parti, NDP, har et overvældende flertal i Folkeforsamlingen, idet alle oppositionspartier på nær et boykottede valget i 1990 i protest mod valgloven.
I 1994 gennemførtes en såkaldt national dialog mellem NDP og de fleste oppositionspartier. Det næste parlamentsvalg skal finde sted senest i november 1995. Oppositionen har endnu ikke taget stilling til deltagelse i valget.
Landets egentlige opposition er at finde uden for Folkeforsamlingen, især i Det Muslimske Broderskab, der ikke er tilladt, men i praksis tolereret af regeringen. Broderskabet har nære forbindelser til et af oppositionspartierne.
Siden begyndelsen af 1992 har militante islamiske ekstremister ført en voldelig kampagne mod regeringen. Den har især været rettet mod sikkerhedsmyndighederne, men også ministre, kristne koptere, moderate sekulært orienterede muslimer samt udenlandske turister har været mål for attentater. Langt den overvejende del af voldshandlingerne har fundet sted i et traditionelt uroligt område af Øvre Egypten 300-400 km syd for Kairo. Det anslås, at knap 700 mennesker er blevet dræbt i de sidste 3 år, heraf ca. 150 siden begyndelsen af 1995.
Efter mordet på præsident Sadat i 1981 gennemførtes en undtagelseslovgivning, der har været i kraft siden da. Som et led i bekæmpelsen af de islamiske ekstremister skærpede Folkeforsamlingen lovgivningen i 1992. Endvidere gik regeringen over til udstrakt brug af militærdomstole i sager vedrørende islamiske ekstremister. Siden slutningen af 1992 har domstolene, hovedsagelig de militære, afsagt en række dødsdomme, og mere end 40 er blevet eksekveret.
Menneskerettighedssituationen i Egypten har været genstand for stigende opmærksomhed. Rapporter fra lokale og internationale menneskerettighedsorganisationer taler om langvarige administrative tilbageholdelser og udbredt anvendelse af tortur under afhøring af anholdte formodede islamiske ekstremister. Det anføres endvidere, at sikkerhedsmyndighedernes magtanvendelse under aktioner mod ekstremisterne er unødigt hård. Regeringen har generelt afvist, at der skulle være tale om systematiske overtrædelser af menneskerettighederne og henvist til sikkerhedssituationen og nødvendigheden af at bekæmpe terrorismen.
Ghana
Ghana var ved selvstændigheden i 1957 et af de mest velstående områder i Vestafrika. Gennem de efterfølgende årtier havde Ghana en voldsom og omskiftelig politisk historie med vekslende civile og militære regeringer, indtil J.J. Rawlings i 1981 for anden gang overtog magten ved et statskup og indførte et militært styre. Efter ti år ved magten indfriedes i 1992 et løfte om at genindføre demokratiske tilstande. En ny grundlov blev vedtaget, og der blev afholdt præsident- og parlamentsvalg.
Ved præsidentvalget fik Rawlings 58 pct. af stemmerne og var dermed valgt som den 4. republiks præsident. Oppositionen hævdede, at der havde været valgsvindel og boykottede derfor det efterfølgende parlamentsvalg. Internationale valgobservatører fandt dog, at valget havde været acceptabelt efter forholdene, og at de uregelmæssigheder, der havde kunnet konstateres, næppe havde haft afgørende indflydelse på udfaldet. Resultatet blev, at de partier, der støttede Rawlings, fik 197 af parlamentets 200 pladser.
Grundloven fra 1992 sikrer ytringsfriheden. Imidlertid domineres de elektroniske medier af staten, og regeringen har hidtil ikke givet tilladelse til oprettelse af uafhængige radiostationer, selv om der har været adskillige ansøgninger herom. Til gengæld er der en fri og uafhængig trykt presse.
Menneskerettighedssituationen gav især i de første år efter revolutionerne i 1979 og 1981 anledning til bekymring. Der skete imidlertid væsentlige forbedringer gennem årene, og i perioden op til valgene, hvor politiske partier igen blev tilladt, blev næsten alle politiske fanger frigivet. Med vedtagelsen af den nye grundlov, som trådte i kraft i januar 1993, er de gængse frihedsrettigheder sikret. Tilfælde af politivold forekommer dog stadig væk, og Ghana har fortsat dødsstraf for særlig alvorlige forbrydelser.
Nicaragua
Nicaraguas nuværende forfatning er fra 1986. Den indebærer et flerpartisystem og giver præsidenten vidtgående beføjelser.
Ved valget den 25. februar 1990 vandt en nydannet koalition, UNO, bestående af 14 partier og spændende over hele det politiske spektrum, uventet over det regerende sandinistparti. Gennemførelsen af valget og respekten for resultatet heraf bekræftede en positiv demokratisk udvikling i Nicaragua.
På trods af præsident Chamorros forsøg på at etablere en national forsoning gennem et samarbejde med sandinistpartiet har den politiske situation siden valget i 1990 været præget af ustabile forhold med konflikter inden for og imellem de vigtigste politiske grupperinger, konflikter mellem den udøvende og lovgivende magt og gentagne afvæbninger og nyetablering af væbnede grupper.
Efter en periode på mere end et år med manglende beslutningsdygtighed i den lovgivende forsamling blev den atter funktionsdygtig i begyndelsen af 1994. Den senere tid har været præget af nye spændinger mellem regering og nationalforsamling over grundlovsændringer vedtaget i februar 1995, som blandt andet giver mere magt til nationalforsamlingen på bekostning af præsidentembedet.
Om end der stadig er kritisable forhold i Nicaragua, synes der ikke at være tale om en systematisk statslig undertrykkelse af menneskerettighederne. Situationen er bedret betydeligt i forhold til borgerkrigsårene i 1980'erne, og den nye militærlov fra september 1994, som bl.a. indebærer retsforfølgelse ved civile domstole af civile lovovertrædelser begået af soldater, er et væsentligt fremskridt. Som et yderligere tegn på den demokratiske udvikling skete der en fredelig overdragelse af hærchefembedet i februar 1995, hvor general Ortega, bror til Nicaraguas tidligere præsident, trådte tilbage fra posten.
Der er behov for en indsats med henblik på at gøre hær og politi bevidst om betydningen af fuld overholdelse af menneskerettighederne, ligesom der bør satses mere på en forbedring af det mangelfulde retssystem.
Størsteparten af menneskerettighedskrænkelserne udøves ikke på baggrund af en bevidst politik fra regeringens side, men synes at have deres væsentligste oprindelse i den sociale nød. Derfor er det også af stor betydning, at den økonomiske krise afhjælpes.
Zimbabwe
Den 8. og 9. april 1995 afholdes parlamentsvalg i Zimbabwe. I det nuværende parlament besætter to oppositionspartier i alt tre ud af de 150 pladser. Det regerende parti, ZANU-PF, sidder på de resterende 147 pladser. Der forventes ikke drastiske ændringer i denne situation, idet oppositionen er stærkt splittet.
Med lukningen af »The Daily Gazette« i december 1994 er regeringsavisen »The Herald« blevet den eneste landsdækkende daglige avis. Nyhedsformidlingen via de elektroniske medier kontrolleres af Zimbabwes statslige radio og tv, der underlagt regeringens kontrol.
Såvel præsidenten som oppositionslederne og lokale menneskerettighedsorganisationer har gjort meget ud af at understrege vigtigheden af, at parlamentsvalget gennemføres uden vold.
Zimbabwes forfatning indeholder detaljerede bestemmelser om befolkningens individuelle rettigheder, der yderligere er indbygget i forskellige nationale politikker. Selv om et parti er altdominerende, har Zimbabwe aldrig været en etpartistat.
Siden midten af 1980'erne, hvor sikkerhedsstyrkerne skabte intern uro i store dele af landet med tilfældige tilbageholdelser, tortur og politiske mord, er menneskerettighedssituationen forbedret markant. Der er imidlertid store forsinkelser i retssystemets behandling af sager, og situationen i landets fængsler er fortsat kritisable.
Spørgsmål 6
Har andre lande end Danmark foreslået eftergivelse af bistandshjælp?
Spørgsmål 7
Hvis ja - i hvilket omfang og til hvilke lande?
Svar
Næsten alle kreditorlande har, i lighed med Danmark, eftergivet udviklingslån til de fleste lande, som af FN er klassificeret som mindstudviklede.
Praksis m.h.t. eftergivelse af udviklingslån til andre udviklingslande er stærkt varierende og afhænger bl.a. af, hvorvidt det pågældende kreditorland fortsat anvender lånebistand. Som nævnt i svaret på spørgsmål 3 viser en nylig forespørgsel til Norge, Sverige, Holland, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA, at Danmark har eftergivet mindre af den statslånsgæld, der skyldes af højtforgældede lavindkomstlande, end de adspurgte lande med undtagelse af USA.
Spørgsmål 8
Har kreditororganet Parisklubben åbnet mulighed for reduktion af eksportkreditgæld?
Spørgsmål 9
Hvilke lande har været på tale?
Svar
Kreditorganet Parisklubben har siden 1989 åbnet mulighed for reduktion af eksportkreditgæld i forbindelse med omlægning af fattige, højtforgældede landes gæld. Som nævnt i svaret på spørgsmål 3 omlægges gæld som følge af udviklingslån ikke, men kan udskydes til senere betaling.
I perioden oktober 1992-september 1994 har Parisklubben indgået sådanne aftaler med 16 lande. Danmark har deltaget i aftalerne med Sierra Leone, Honduras, Senegal og Cameroun, hvor Danmarks tilgodehavender var over det af Parisklubben fastlagte minimum.
Spørgsmål 10
Hvad kan der oplyses om midtvejsrevisionen af Lome IV-konventionen?
Svar
For så vidt angår gælden til EU - fra de 70 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS-landene), der i dag er omfattet af Lomesamarbejdet - er der tale om gæld i relation til de tidligere Lome I-, II- og III-konventioner samt i begrænset omfang under Yaounde I- og II-aftalerne, som var Lomekonventionernes forgængere. Bistanden under Lome IV-konventionen er i overvejende grad gavebistand, og konventionen, som trådte i kraft i 1990, har ingen regler om tilbagebetaling.
I forbindelse med den igangværende midtvejsrevision af Lome IV-konventionen er spørgsmålet om eftergivelse af den gamle gæld til Fællesskabet blevet rejst i AVS-landenes memorandum vedrørende forhandlingsemnerne, men sagen er ikke blevet drøftet i større omfang. AVS-landene ønsker selvsagt fortsat, at gælden til Fællesskabet bliver eftergivet, og foreslår samtidig, at der i Lomekonventionen opfordres til bilateral gældseftergivelse. EU har heroverfor tilkendegivet, at eftergivelse af gæld til Fællesskabet, som hidrører fra tidligere Lomekonventioner, formelt ikke vedrører forhandlinger om ændringer i Lome IV-konventionen, samt at eftergivelse af bilateral gæld skulle forhandles i andre fora. AVS-landene synes under de seneste drøftelser indstillet på at opgive deres forslag, hvis man kunne nå til enighed om en fælles erklæring, som fremhæver de vanskeligheder, AVS-landene møder i deres økonomiske og sociale udvikling som følge af gældsbyrden.
Dermed vil spørgsmålet reelt blive trukket ud af forhandlingerne om midtvejsrevisionen af Lome IV-konventionen. Det må til gengæld så forventes, at spørgsmålet om eftergivelse af den udestående AVS-gæld til Fællesskabet herefter vil blive taget op til drøftelse som selvstændigt problem. Fra dansk side er man villig til at gå ind i en sådan drøftelse i EU, idet man samtidig dog nøje må overveje dels, hvilke AVS-lande der i givet fald især vil få fordel heraf, dels behovet for at skelne mellem de forskellige former for gæld (især forskellen mellem gæld vedrørende særlige lån m.v. og vedrørende låntagning af Den Europæiske Investeringsbanks egne midler).
Spørgsmål 11
Hvilke kriterier har været anvendt ved nærværende forslag om gældseftergivelse, og hvilke nye kriterier agtes fremover anvendt?
Svar
De i aktstykket anførte kriterier og data m.h.t. indkomstniveau og forgældethed er hentet fra Verdensbankpublikationen »Worlds Debt Tables 1993-94«. De fremtidige overvejelser om, hvorvidt der er nye lande, der opfylder kriterierne for gældseftergivelse, vil, for så vidt angår disse kriterier og data, blive baseret på den på det pågældende tidspunkt aktuelle udgave af publikationen.
Der er herudover ikke overvejelser vedrørende anvendelse af andre kriterier for gældseftergivelse end de i aktstykket anførte.
Spørgsmål 12
I ministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål nr. 1 er bl.a. oplistet en række lande, som på grund af manglende gæld ikke vil kunne komme i betragtning med hensyn til gældseftergivelse.
Listen bedes omarbejdet, således at den omfatter de 15 fattigste lande, som med gæld vil kunne komme i betragtning.
Svar
Vedlagte bilag identificerer de 15 fattigste lande blandt de udviklingslande, som fortsat har statslånsgæld til Danmark. Som grundlag for udarbejdelsen af listen er anvendt bruttonationalindkomst pr. indbygger i henhold til Verdensbankens opgørelser for 1993 (Per Capita Income Guilines for Operational Purposes, september 1994), idet man dog samtidig har inkluderet enkelte lande, hvorom der ikke foreligger en konkret opgørelse af bruttonationalindkomsten pr. indbygger, men som utvivlsomt hører til i denne kategori.
For så vidt angår Angola, er dette land rubriceret som mindstudviklet, idet denne status - jf. aktstykket - i meget nær fremtid vil blive formelt anerkendt af FN.
Som det fremgår af bilaget, omfatter de 15 lande fem af de seks lande, som er omfattet af aktstykket (Nicaragua, Ghana, Zimbabwe, Egypten og Angola). Det sjette land - Bolivia - vil være nummer 16, opgjort efter bruttonationalindkomst pr. indbygger.
Når ansøgningen om eftergivelse af statslån alene omfatter de nævnte lande, skal dette ses på bagrund af de i aktstykket nævnte fire objektive kriterier for udvælgelsen af lande, som er kandidater til at få eftergivet statslån: (1) Status som mindstudviklet land, (2) fattigdom, dvs. om landet tilhører Verdensbankens lavindkomstkategori, (3) forgældethed, dvs. om landet tilhører Verdensbankens kategori af alvorligt forgældede lande, og (4) hvorvidt landet er et programsamarbejdsland. Som nævnt i aktstykket bliver disse fire objektive kriterier suppleret af en konkret vurdering land for land, hvori indgår forholdene med hensyn til menneskerettigheder og vilje til økonomiske reformer.
--------------------------------------------------------------------- LIC SI LDC (lavindkomstland, (alvorligt forgæl- Land (mindstudviklet dvs. under det land, hvor land) 695 /dollar) landets udlandsgæld er over 80 pct. af BNI og/eller 220 pct. af eksporten) --------------------------------------------------------------------- Myanmar ........ Ja Ja Ja Liberia ........ Ja Ja Ja Afghanistan .... Ja Ja Ikke klassificeret Sierra Leone ... Ja Ja Ja Kenya .......... Nej Ja Ja Indien ......... Nej Ja Nej Nigeria ........ Nej Ja Ja Nicaragua ...... Nej Ja Ja Ghana .......... Nej Ja Ja Pakistan ....... Nej Ja Nej Kina ........... Nej Ja Nej Zimbabwe ....... Nej Ja Nej Sri Lanka ...... Nej Ja Nej Egypten ........ Nej Ja Nej Angola ......... Ja Nej Ja --------------------------------------------------------------------- Program- Evt. restgæld på Land samarbejdsland danske statslån i mio. kr. ------------------------------------------------------ Myanmar ........ Nej 295 Liberia ........ Nej 155 Afghanistan ... Nej 5 Sierra Leone ... Nej 19 Kenya .......... Ja 406 Indien ......... Ja 899 Nigeria ........ Nej 13 Nicaragua ...... Ja 99 Ghana .......... Ja 3 Pakistan ....... Nej 167 Kina ........... Nej 722 Zimbabwe ....... Ja 324 Sri Lanka ...... Nej 106 Egypten ........ Ja 745 Angola ......... Nej 160 ------------------------------------------------------
Udenrigsudvalgets spørgsmål
Spørgsmål 2
Vil ministeren holde udvalget orienteret om erfaringerne med den i aktstykket foreslåede ordning om gældseftergivelse, herunder specielt anvendelsen af de opstillede kriterier?
Svar
De fire objektive kriterier, der er opstillet i aktstykke nr. 218, vil blive suppleret af en konkret vurdering land for land, hvori vil indgå forholdene med hensyn til menneskerettigheder og vilje til økonomiske reformer.
For de fem af de seks udviklingslande, som er programsamarbejdslande, er det tanken, at spørgsmålet om gældseftergivelse skal indgå i årsforhandlingerne med det pågældende land. Med det sjette land, Angola, vil Danmark indgå i en dialog i forbindelse med gennemførelsen af den planlagte overgangsbistand.
Erfaringerne med den i aktstykket forslåede ordning om gældseftergivelse vil indgå i de forudsete vurderinger af gennemførelsen af strategien »En Verden i Udvikling« i 1997 og 2000 og vil dermed indgå i den løbende dialog med Udenrigsudvalget om strategiens gennemførelse i overensstemmelse med Folketingets dagsorden af 22. marts 1994 og Udenrigsudvalgets beretning af 16. september 1994.
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til ministeren for udviklingsbistand, som
denne har besvaret skriftligt. Spørgsmål og svar er optrykt som
bilag til betænkningen.
Udvalget har særligt bemærket, at ministeren over for udvalget har tilkendegivet, at erfaringerne med den i aktstykket foreslåede ordning om gældseftergivelse vil indgå i de forudsete vurderinger af gennemførelsen af strategien »En Verden i Udvikling« i 1997 og 2000 og dermed vil indgå i den løbende dialog med Udenrigsudvalget om strategiens gennemførelse i overensstemmelse med Folketingets dagsorden af 22. marts 1994 og Udenrigsudvalgets beretning af 16. september 1994.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Lotte Henriksen (S) Helen Beim (S) Hans-Pavia Rosing (S) Jytte Madsen (S) Frederik Nørgaard (S) Anni Svanholt (SF) Jørgen Estrup (RV) fmd. Holger K. Nielsen (SF) Irene Sønderby (CD) Knud Enggaard (V) Otto Steenholdt (V) Jens Vibjerg (V) Jens Hald Madsen (V) Agnete Laustsen (KF) Henriette Kjær (KF) Frank Dahlgaard (KF) Pia Kjærsgaard (FP) nfmd. Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 94
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 218 om eftergivelse af statslån til udviklingslande tilbage fra Finansudvalget
Nr B 94 1994-95, 1. samling
Afgivet af Udenrigsudvalget
Afgivet: 19950516