1994 BSF 118 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEDRE RETSSTILLING FOR PRIVATE KREDITORER

Folketinget opfordrer regeringen til efter følgende retningslinjer

inden udgangen af 1995 at fremsætte lovforslag, der hjemler

fogedretten adgang til efter begæring af private kreditorer at

træffe beslutning om, at der skal ske indeholdelse i skyldnerens løn

1. Begæring om lønindeholdelse skal behandles i fogedretten.

2. Det offentlige gives fortsat fortrinsret til at søge sig fyldestgjort i skyldnerens løn.

3. Lønindeholdelsen skal trækkes med en bestemt individuelt fastsat procentsats af skyldnerens nettoløn efter skattetræk.

4. Såfremt det ikke på baggrund af de fremkomne oplysninger om skyldnerens økonomiske forhold er muligt at fastsætte en konkret individuel procentsats, som skal indeholdes af skyldnerens nettoløn efter skattetræk, skal fogedretten kunne træffe beslutning om, at op til 15 pct. af skyldnerens indkomst skal tilbageholdes.

5. Der skal være mulighed for såvel skyldner som kreditor for at begære sagen genoptaget til fogedretlig behandling, hvis skyldnerens økonomiske forhold ændrer sig.

6. Den indbyrdes prioritetsstilling blandt kreditorerne afgøres af det tidspunkt, hvor den lønindeholdelsespligtige modtager tilbageholdelsesordren.

7. Der skal ikke fastsættes absolutte grænser for, hvor længe der skal kunne ske lønindeholdelse hos den enkelte skyldner. Derimod skal der opstilles regler for, hvor længe en enkelt kreditor skal kunne foretage lønindeholdelse. Det forudsættes således, at der ud over for krav fra det offentlige alene kan ske lønindeholdelse for en enkelt privat kreditors krav ad gangen.

8. Lønindeholdelse skal anvendes parallelt med reglerne om udlæg, således at skyldneren kan afværge lønindeholdelse ved at benytte sig af sin påvisningsret, dvs. ret til at anvise aktiver til genstand for udlæg.

9. En skyldner skal kunne forhindre retsmidlets anvendelse ved over for fogedretten at dokumentere, at den del af indtægten, som ikke medgår til opretholdelsen af en beskeden levefod, allerede anvendes til betaling af gæld og også fortsat vil blive anvendt hertil.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

I Danmark opleves det at inddrive private fordringer som værende dyrt og langsommeligt. Set i lyset af udviklingen i trangsbeneficiets omfang må det tillige konstateres, at visse skyldnere trods en relativ høj levestandard formår at indrette sig på en sådan måde, at de intet ejer, der kan gøres til genstand for udlæg. Ved trangsbeneficiet forstås aktiver, der er undtaget for udlæg på grund af deres nødvendighed til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand.

Det bliver derfor ofte umuligt for de private fordringshavere at inddrive deres tilgodehavender. Yderligere viser udviklingen, at private fordringshavere med krav af relativ beskeden størrelse ofte vælger at afstå fra at forsøge at inddrive deres fordringer. Det skyldes, at de omkostninger, der er forbundet hermed, er uforholdsmæssigt store.

Nogle vælger til og med en mere eller mindre ulovlig inkassation. Begge dele er naturligvis ud fra et retssikkerhedssynspunkt uacceptabelt.

Ydermere opleves det som urimeligt, at det offentlige har mulighed for at inddrive fordringer ved anvendelse af lønindeholdelse, når denne mulighed ikke består for private kreditorer.

Det har i debatten været anført, at retsmidlet hovedsagelig vil blive brugt over for lønmodtagere, og at dette begrænser effekten. Men hertil er at sige, at lønmodtagere trods alt udgør den største indkomstgruppe i Danmark.

Med henblik på at styrke private kreditorers retsstilling foreslås det derfor, at der skabes lovhjemmel til, at fogedretten efter begæring af en fordringshaver kan træffe beslutning om, at der skal ske lønindeholdelse i en skyldners løn. Forslagsstillerne finder, at de nærmere regler for lønindeholdelse for private krav skal udformes i overensstemmelse med de af Retsplejerådet i betænkning nr. 1239/1992 afgivne anbefalinger.

Dog er det forslagsstillernes opfattelse, at behandlingen af sager om lønindeholdelse bør gennemføres inden for det eksisterende fogedretlige system. Den fogedretlige behandling af disse sager bør i modsætning til Retsplejerådets anbefaling ske mundtligt.

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte punkter

Ad 1

Offentlige krav inddrives i Danmark af kommunale pantefogder, statslige toldfogder og af Kongeriget Danmarks Hypotekbank, mens private krav inddrives ved domstolene. Sådan mener forslagsstillerne at det fortsat skal være.

Det vil være uhensigtsmæssigt at tillægge pante- og toldfogder fogedrettens opgaver. Af retssikkerhedshensyn er det vigtigt, at skyldnerens eventuelle indsigelser kan underkastes en efterprøvelse i retsplejens former, når henses til forskelligheden af de fundamenter, som efter retsplejeloven kan danne grundlag for udlæg.

Ad 2

Det er et hyppigt anvendt argument for det offentliges fortrinsret, at det offentlige i modsætning til de private ikke har mulighed for at vælge sine skyldnere. Dette er imidlertid ikke i sig selv et argument imod private kreditorers mulighed for at foretage lønindeholdelse. Ser man på en moderne rentabel erhvervsvirksomhed i dag, er det indlysende, at den ikke har mulighed for at vurdere hver eneste kundes økonomiske baggrund for at undgå, at denne misligholder en indgået aftale.

Forslagsstillerne finder imidlertid, at en total ligestilling af offentlige og private krav må antages at ville påføre det offentlige et ganske uantageligt indtægtstab. Derfor skal det offentlige bevare sin fortrinsret frem for de private kreditorer.

Ad 3

Den del af lønnen, som kan tilbageholdes af den tilbageholdelsespligtige, skal af fogedretten fastsættes individuelt af hensyn til, hvad den enkelte skyldner må menes at kunne undvære for at opretholde en rimelig levestandard. Af hensyn til retsmidlets effektivitet er det også vigtigt, at der bliver tale om en individuelt fastsat procentsats, så der kan inddrives mest muligt hos den enkelte skyldner.

Det foreslås, at den maksimale samlede lønindeholdelsesprocent, hvis både det offentlige og private har fordringer hos samme skyldner, sættes til 20 pct.

Ad 4

De 15 pct. er fastsat under hensyn til, at det er den almindeligt anvendte procentsats for det offentliges lønindeholdelse, som i visse særlige tilfælde kan gå op til 20 pct.

Muligheden for fogedretten for at træffe beslutning om de 15 pct. vil gøre det muligt for fogedretten at færdigekspedere langt de fleste anmodninger om lønindeholdelse, hvad enten skyldneren bidrager til sagens oplysning eller ej.

Ad 5

Under hensyn til, at en skyldners økonomiske forhold af den ene eller anden grund kan ændre sig, bør der være en mulighed for både skyldner og fordringshaver for at genoptage sagen, så lønindeholdelsesprocenten kan ændres.

Ad 6

Umiddelbart ville det være mest rimeligt, hvis prioritetsstillingen mellem kreditorerne afhang af tidspunktet for begæringens indgivelse, således at det alene ville være op til den enkelte kreditor selv at sikre sig en gunstig stilling. Men da en beslutning om lønindeholdelse imidlertid iværksættes straks, ville det med en sådan prioritetsregel være nødvendigt at træffe enhver beslutning med forbehold over for en anden fordringshavers bedre ret.

Hertil kommer, at der ved en sådan ordning ville kunne forekomme tilfælde, hvor den lønindeholdelsespligtige kunne komme i tvivl om, hvilken af flere tilbageholdelsesordrer der skulle opfyldes. Derfor bør prioritetsstillingen afhænge af det tidspunkt, hvor den lønindeholdelsespligtige modtager tilbageholdelsesordren.

Ad 7

Der bør ikke fastsættes absolutte grænser for, hvor længe der kan ske lønindeholdelse hos den enkelte skyldner. Dette skal ses i lyset af, at sådanne regler ikke findes, for så vidt angår offentlige krav. Yderligere åbner reglerne om gældssanering jo netop mulighed for at nedsætte en skyldners gæld i de situationer, hvor gælden er så stor, at der vil kunne foretages lønindeholdelse i en uoverskuelig fremtid.

Derimod bør der opstilles regler for længstetid for den periode, i hvilken der kan foretages lønindeholdelse til fordel for en enkelt kreditor, idet det alene ved en sådan regel er muligt at sikre, at alle fordringshavere før eller siden får mulighed for at benytte sig af retsmidlet.

Ad 8

Reglerne om udlæg skal fortsat gælde, således at en skyldner kan undgå lønindeholdelse ved at påvise aktiver, i hvilke der kan foretages udlæg, dog under forudsætning af, at aktiverne ved bortsalg på auktion kan dække fordringshaverens krav fuldt ud. Påvisningsretten skal som hidtil kunne suppleres med en afdragsordning som foreskrevet i retsplejelovens § 525.

Forslagsstillerne forudser, at lønindeholdelse vil blive det hyppigst anvendte og mest effektive inddrivelsesmiddel, idet trangsbeneficiet i vidt omfang hindrer udlæg i løsøre.

Ad 9

Rent principielt skal det være muligt for en skyldner at forhindre retsmidlets anvendelse, når vedkommende allerede gør, hvad han eller hun kan for af sine løbende indtægter at betale forfalden gæld, dog kun hvis vedkommende over for fogedretten kan dokumentere, at den del af indtægten, der ikke medgår til opretholdelse af en beskeden levefod, allerede anvendes til betaling af gæld og også fortsat vil blive anvendt hertil.

Ingen

Nr BSF 118

Forslag til folketingsbeslutning om bedre retsstilling for private kreditorer

Fremsat af John Vinther (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Helge Adam Møller (KF) Gitte Seeberg (KF) Erling Oxdam (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Birte Rønn Hornbech (V)

den 9. maj 1995