1994 BSF 94 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 218 OM EFTERGIVELSE AF STATSLÅN TIL UDVIKLINGSLANDE TILBAGE FRA FINANSUDVALGET (afskrivningpålån)

Bilag

218

Udenrigsministeriet. København, den 6. marts 1995.

a. Udenrigsministeriet anmoder i nærværende skrivelse om Finansudvalgets tilslutning til fremtidige kriterier for eftergivelse af restgælden på statslån, som Danmark har ydet udviklingslandene i perioden 1963 til 1988. Endvidere anmodes om tilslutning til i medfør af disse kriterier at yde 6 udviklingslande gældslettelse i form af eftergivelse af restgæld på i alt 1.052,7 mio. kr. fordelt på 21 statslån. Forslaget medfører ikke merudgifter i forhold til de beløb, som allerede er bevilget på finansloven til udviklingslandene, eller som er opført på de følgende års budgetoverslag.

b. Danmark bevilgede i perioden 1963 til 1988 statslån til udviklingslandene for et samlet beløb på 10.566 mio. kr. Pr. 1. februar 1995 var kr. 10.127 mio. af lånene trukket, og der ventes kun yderligere træk på ca. 22 mio. kr.. Der er i alt afdraget 1.284 mio. kr., mens der er eftergivet 3.116 mio. kr. Der udestår herefter 5.743 mio. kr fordelt på 97 lån til 31 lande.

Siden 1978 har Danmark ydet 22 lande, som af FN er klassificeret som mindstudviklede, fuld eftergivelse af deres statslånsgæld. Der blev desuden i 1994 ydet Vietnam, som ikke er iblandt de mindstudviklede lande, fuldstændig gældseftergivelse. Danmark har endelig ydet 6 lande eftergivelse af afdrag på statslån for en eller flere - normalt 3-4-årige - perioder ad gangen.

Den danske gældseftergivelsespolitik for statslån er baseret på retningslinier fastlagt i 1978. Der er siden da sket store ændringer i den måde, som udviklingslandes gæld behandles på, både i multilaterale institutioner og i andre donorlande, som har skabt grundlag for, at Danmark nu reviderer sin politik på området.

Der anmodes om tilslutning til, at der fremover anvendes følgende objektive kriterier for udvælgelsen af lande som kandidater til at få eftergivet statslån: (1) Status som mindstudviklet land, (2) Fattigdom, dvs. om landet tilhører Verdensbankens lavindkomstkategori (p.t. bruttonationalindkomst pr. capita under 675 USD), (3) Forgældethed, dvs. om landet tilhører Verdensbankens kategori af alvorligt forgældede lande, hvor gælden skal være over 80 % af bruttonationalindkomsten og/eller 200 % af eksporten, og (4) hvorvidt landet er et programsamarbejdsland. Lande, som samtidig opfylder flere af disse kriterier, bør prioriteres.

Disse kriterier vil udgøre et udgangspunkt, som skal modificeres ved en konkret vurdering land for land, hvori vil indgå forholdene med hensyn til menneskerettigheder og vilje til økonomiske reformer.

Eftergivelse vil som overvejende hovedregel omfatte hele et lands statslånsgæld på en gang. I tilfælde af aftaler i Parisklubben om omlægning af de rater af et relativt fattigt og højt forgældet lands udviklingslån, som forfalder i en nærmere angiven moratorieperiode (normalt 1-4 år), vil Danmark for sit vedkommende normalt eftergive de pågældende rater. I tilfælde, hvor et sådant land i Parisklubben får omlagt hele sin gæld (og altså ikke blot, hvad der forfalder i en periode), vil Danmark normalt eftergive hele statslånsgælden.

Der anmodes endvidere på basis af disse kriterier om tilslutning til nedenstående eftergivelser af statslån

Mindstudviklede lande

Danmark har i 1981 ydet Angola et lån på kr. 60 mio. (Akt 197 11/2 1981) og i 1985 et lån på kr. 100 mio. (Akt 341 17/9 1985). Lånene er udnyttet med i alt kr. 160 mio. Første afdrag på de to lån forfaldt henholdsvis i 1988 og 1993, men der er aldrig betalt afdrag. Restgælden udgør således i alt kr. 160 mio.

Angolas status som mindstudviklet land vil i meget nær fremtid blive formelt anerkendt af FN.

Programsamarbejdslande, som er alvorligt forgældede lavindkomstlande, men ikke mindstudviklede

Danmark har i 1971 ydet Ghana et lån på kr. 25 mio. (Akt 5 27/10 1971). Lånet er udnyttet med kr. 25 mio. Første afdrag forfaldt i 1979. Der er eftergivet rater. Restgælden udgør kr. 2,6 mio.

Danmark har i 1985 ydet Nicaragua et lån på kr. 75 mio. (Akt 31 30/10 1985) og i 1987 et lån på kr. 70 mio. (Akt 69 18/11 1987). Lånene er udnyttet med i alt kr. 132,2 mio. Første afdrag på det første lån forfaldt i 1993, men de hidtidige afdrag er eftergivet. Første afdrag på det andet lån ville forfalde 1. april 1995. Restgælden udgør i alt kr. 99,4 mio.

Programsamarbejdslande, som er lavindkomstlande, men ikke alvorligt forgældede eller mindstudviklede

Danmark har i 1983 ydet Zimbabwe et lån på kr. 50 mio. (Akt 331 25/5 1983), i 1985 et lån på kr. 90 mio. (Akt 267 29/5 1985), i 1986 et lån på kr. 55 mio. (Akt 318 16/9 1986) og i 1988 et lån på kr. 155 mio. (Akt 162 2/3 1988). Lånene er udnyttet med i alt kr. 319,3 mio. Første afdrag på de første tre lån forfaldt henholdsvis i 1990, 1992 og 1994. Der er ikke betalt afdrag på det tredje lån. Første afdrag på det fjerde lån ville forfalde 1. april 1995. Restgælden på de fire lån udgør kr. 324,4 mio.

Danmark har i perioden 1969-1986 ydet Egypten 10 lån. Den samlede restgæld udgør kr. 743 mio. Henset til beløbets størrelse bør eftergivelse af de to sidste lån, hvis restgæld udgør kr. 373 mio. svarende til 50 % af totalen, ikke finde sted i nærværende fase. For de første 8 lån gælder følgende: Danmark ydede i 1969 Egypten et lån på kr. 25 mio. (Akt 271 9/4 1969), i 1972 et lån på kr. 30 mio. (Akt 423 24/5 1972), i 1974 et lån på kr. 55 mio. (Akt 304 29/5 1974), i 1976 et lån på kr. 40 mio. (Akt 361 7/4 1976), i 1978 et lån på kr. 40 mio. (Akt 308 8/3 1978) og et lån på kr. 60 mio. (Akt 514 28/6 1978), i 1980 et lån på kr. 80 mio. (Akt 72 20/2 1980) samt i 1981 et lån på kr. 100 mio. (Akt 108 19/11 1980). Lånene er udnyttet med i alt kr. 427,4 mio. Første afdrag for de otte lån forfaldt henholdsvis i 1976, 1979, 1981, 1983, 1985, 1987, 1987 og 1988. Der er imidlertid aldrig betalt afdrag på de sidste tre lån, idet gælden er blevet omlagt som led i et multilateralt arrangement. Den samlede restgæld for de otte lån udgør kr. 370,2 mio.

Programsamarbejdslande, der er alvorligt forgældede mellemindkomstlande, og som vil få en omlægning af hele gælden i Parisklubben

Danmark har i 1974 ydet Bolivia et lån på kr. 20 mio. (Akt 389 12/6 1974), i 1977 et lån på kr. 40 mio. (Akt 179 19/1 1977), i 1978 et lån på kr. 50 mio. (Akt 36 8/11 1978) og i 1984 et lån på kr. 65 mio. (Akt 191 14/3 1984). Lånene er udnyttet med i alt kr. 173,2 mio. Første afdrag forfaldt henholdsvis i 1981, 1984, 1986 og 1991. Der er aldrig afdraget på de tre sidste lån som følge af eftergivelse af rater. Den samlede restgæld andrager kr. 96,1 mio.

Tilsammen udgør de eftergivelser af statslån, der således anmodes om tilslutning til, følgende beløb

Angola ........................... 160,0 mio. kr. Ghana ............................ 2,6 mio. kr. Nicaragua ........................ 99,4 mio. kr. Zimbabwe ......................... 324,4 mio. kr. Egypten .......................... 370,2 mio. kr. Bolivia .......................... 96,1 mio. kr. ------------------------------ i alt ...... 1.052,7 mio. kr. ------------------------------

Det vil for hvert enkelt land blive overvejet, om gældseftergivelse i givet fald skal ydes straks efter Finansudvalgets tilslutning eller f.eks i forbindelse med de førstkommende årlige bistandsforhandlinger med det pågældende land.

Udenrigsministeriet vil fremtidig med jævne mellemrum overveje, om der er nye lande, som opfylder kriterierne for eftergivelse af statslån. I givet fald vil anmodning om eftergivelse blive forelagt Finansudvalget.

c. Sager om gældseftergivelse forelægges ifølge praksis for Finansudvalget.

d. Forslaget er tiltrådt af Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde.

e. Under henvisning til det foranstående anmoder Udenrigsministeriet om Finansudvalgets tilslutning til, at der ydes Angola, Ghana, Nicaragua, Zimbabwe, Egypten og Bolivia gældslettelse i form af eftergivelse af restgæld på i alt kr. 1.052,7 mio. på statslån, som Danmark har ydet de pågældende lande.

Forslaget, der ikke medfører merudgifter for statskassen, giver anledning til følgende posteringer på forslag om lov om tillægsbevilling for 1995

§ 06.34.02. Afskrivning på lån

Udgift .................................. 1.052,7 mio. kr. § 06.34.03. Nedskrivning af lån Indtægt ................................. 1.052,7 mio. kr.

f. Finansministeriets tilslutning foreligger.

Poul Nielson

Til Finansudvalget.

Folketinget opfordrer ministeren for udviklingsbistand til at trække

aktstykke nr. 218 af 6. marts 1995 tilbage fra Finansudvalget.

I aktstykket søger ministeren om tilslutning til fremtidige kriterier for eftergivelse af restgælden på statslån til udviklingslande og til at eftergive en række udviklingslandes restgæld på statslån på i alt 1.052,7 mio. kr., som Danmark har ydet udviklingslandene i perioden 1963 til 1988. Det drejer sig om 6 udviklingslande og lån fordelt over 21 statslån.

Bemærkninger til forslaget

Den danske regering har med det fremsatte aktstykke søgt om hjemmel til at eftergive restgælden på 1.052,7 mio. kr. fordelt over 21 statslån, Danmark har ydet til 6 udviklingslande. Men dertil kommer også, at aktstykket bebuder en ny dansk politik over for udviklingslandene, når det gælder eftergivelse af statslån. Der vil fremover skulle eftergives 97 lån fordelt på 31 lande og med en restgæld på 5.743 mio. kr.

Formålet med nærværende beslutningsforslag er derfor dels at tage stilling til den konkrete ansøgning om at eftergive de anførte 1.052,7 mio. kr., dels at få en samlet debat i Folketinget om den fremtidige danske politik over for udviklingslandene og deres gæld til Danmark. Det er påkrævet, at en markant ændring i den danske ulandspolitik sker efter en debat i Folketinget, hvor hele Folketinget kan komme til orde, og hvor der er fuld offentlighed om elementerne i den nye politik.

Vedrørende den konkrete bevilling finder Fremskridtspartiet anledning til at beklage den af regeringen valgte fremgangsmåde. Regeringens politiske ønske om at opnå særlig goodwill på FN's sociale topmøde i København ved som en »overraskelse« at kunne annoncere eftergivelsen af statslån for 1 mia. kr. kan der selvfølgelig kun formuleres subjektive holdninger til. Men der er et bevillingsretligt spørgsmål, som nødvendigvis kræver en objektiv diskussion. Kan en regerings minister afgive løfter om anvendelse/eftergivelse af beløb i milliardklassen? Hvilken retsgyldighed/binding ligger der i sådanne mundtlige løfter? Og hvad nu, hvis et flertal i Folketingets Finansudvalg stemmer nej til den efterfølgende ansøgning? Kan den danske stat så have pådraget sig et erstatningsansvar?

Det er nok muligt, at ministeren for udviklingsbistand havde »handlet sagen af« med et flertal i Folketinget, men det giver ikke i sig selv bevillingshjemmel til at disponere over en sum på over 1 mia. kr. Regeringen burde derfor have forelagt sagen for Finansudvalget til forhåndsgodkendelse, inden løftet blev givet på det sociale topmøde. Hvis regeringen ønskede at bevare et element af »overraskelse« i sagen, kunne den have været forelagt Finansudvalget i fortrolig form.

Dernæst er der spørgsmålet om den fremtidige danske politik over for udviklingslandene. Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at det er en dårlig ide at eftergive disse statslån. I perioden 1963 til 1988 ydede Danmark statslån til en række udviklingslande på i alt 10.566 mio. kr. Siden 1988 har der været flertal i Folketinget for at stoppe långivningen til udviklingslandene. I stedet har Danmark brugt sine årlige 8 mia. kr. ulandsbistand til rene gaveprojekter uden tilhørende betingelser om tilbagebetaling. Argumentet dengang (i 1988) og nu er det samme. Når ulandene er så forgældede, skal Danmark hellere yde gavebistand.

Problemet er imidlertid ikke helt så enkelt. For det første er det således, at både lån og gavebistand til ulandene ydes i fremmed valuta. Ulandene har ikke noget at bruge danske kroner til, hvorfor de får lån eller gaver bevilget i f.eks. US-dollars. For at Danmark kan yde disse bevillinger må vi derfor ud på det internationale lånemarked og selv optage valutalån!

Når lån til udviklingslandene bliver eftergivet af flertallet i Folketinget, hænger den danske stat fortsat på de lån, vi selv har måttet optage for at kunne udvise gavmildhed. Danmark er nemlig ikke noget rigt land, der har råd til at yde gaver til hele den store verden. Danmark er et dybt forgældet samfund som derfor ikke har noget overskud at øse af. Danmark låner i forvejen 1/6 af statens årlige driftsomsætning. Bevillinger til ulandene er derfor lånte midler krone for krone, dollar for dollar.

Også af hensyn til udviklingslandene er det en dårlig ide at eftergive gælden. For befolkningerne og politikerne i udviklingslandene demonstrerer Danmark derved en overlegen kolonimagtholdning. Danmark nedgør ulandenes status og ulandenes selvrespekt, når vi med et overlegent pennestrøg sløjfer milliardbeløb. Ulandene får aldrig tillid til egne evner eller en følelse af at have ligeværd, når Danmark udviser disse kolonitilbøjeligheder.

Hvis et uland er kommet i gældskrise og har svært ved at leve op til indgåede aftaler, da kan man ændre aftalerne, ændre rentesatserne, ændre terminerne eller konvertere tilbagebetalingerne på lånene til naturalier. Hvis ulandene skal aflevere produkter i stedet for valuta, kan det skabe beskæftigelse og selvværd i ulandene.

Selve den handling, at ulandene optager lån, er jo ikke i sig selv et problem. Alle lande optager lån. Danmark har en betydelig gældsportefølje i udlandet ligesom de fleste andre vestlige lande. Problemet er derimod de vilkår, ulandene optager lån under. Kreditværdigheden er naturligvis lavere for et uland end for et industrialiseret land. Når i-landene støvsuger valutamarkederne for de gode, billige lån, er der kun de dårlige, dyre lån tilbage for ulandene. Hvis Danmark vil gavne ulandene, sker det således bedst ved at stoppe vores efterspørgsel på internationale lån. Den risikovillige kapital er til rådighed og ønsker at arbejde. Når i-landene stopper deres låntagning, vil ulandene komme frem i køen af låntagere og dermed opnå bedre tilbud.

Ulande, som nægter at betale lån tilbage, eller som får bevilget gældslettelse, opnår også den bieffekt, at de pågældende landes kreditværdighed falder samtidig med, at tilliden i øvrigt til landene falder. Når ulandene senere skal optage nye lån, vil långivere tage sig ekstra godt betalt, hvis det er et land, der har et dårligt betalingsry.

Det eneste argument for at eftergive ulandene deres lån, der kan diskuteres, er således, at man alligevel nok ikke får lånet tilbagebetalt. Men dertil er kun at føje, at man ved forhandlinger kan ændre tilbagebetalingsprofilen eller konvertere til naturalier. Ingen lande er håbløse! Der ligger et næsten uforskammet synspunkt i at hævde, at et land aldrig kommer ud af gældskrisen. Dermed stempler man landet unødigt. Forhandlinger om ændringer i lånene giver landene selvværd og tro på fremtiden, når vi viser dem tillid.

Vedrørende det konkrete aktstykke er det blevet hævdet af regeringen, at de danske skatteydere jo ikke mister noget. Regeringens politik er nemlig, at hvis lånene bliver tilbagebetalt, vil pengene øjeblikkeligt blive genudlånt (foræret) til andre ulande. Det er et godt eksempel på den uansvarlige danske ulandspolitik. Det er ganske urimeligt, at Danmark yder ca. 9 mia. kr. årligt i ren ulandsbistand, midler, som tvangsinddrives hos de danske skatteydere, og som derved fratages de svageste grupper i Danmark.

Fremskridtspartiet er tilhænger af udvikling i ulandene. Det bedste middel til vækst og velstand i udviklingslandene er at give dem markedsadgang på frie vilkår uden told og protektionisme. Dertil kommer selvfølgelig et løbende behov for konkret hjælp til ulandene. Denne hjælp ydes bedst af private organisationer, hvis ressourcer stammer fra frivillige bidrag.

Ingen

Nr BSF 94

Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 218 om eftergivelse af statslån til udviklingslande tilbage fra Finansudvalget

Fremsat af Kim Behnke (FP) Tom Behnke (FP) Annette Just (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 22. marts 1995