1994 BSF 77 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORURENINGSAFGIFT PÅ PESTICIDER OG OPRETTELSE AF EN VANDFOND
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der indfører en forureningsafgift på pesticider med henblik på at anvende hele provenuet til etablering af en Vandfond, hvis formål skal være at finansiere kontrol med forureningen, finansiere rensnings- og afværgetiltag og finansiere nye vandledninger, hvor der konstateres forurening.
Bemærkninger til forslaget
Enhedslisten går af princip ind for, at forureneren skal betale for oprydningen.
Derfor foreslår Enhedslisten, at pesticider pålægges en forureningsafgift af størrelsesordenen 200 mio. kr. årligt.
Hele provenuet skal gå til en Vandfond.
Fonden skal finansiere
- En årlig test af samtlige vandboringer ved kontrol af råvandet for mulige pesticider og deres nedbrydningsprodukter i det pågældende område.
- Lukning af boringer og etablering af nye vandledninger, såfremt der konstateres en overskridelse af de eksisterende grænseværdier på 0,1 ppb for enkeltpesticider og 0,5 ppb for summen af pesticider.
- Rensning af forurenet drikkevand og etablering af afværgeforanstaltninger i forbindelse med drikkevandsboringer, vandløb og søer i det omfang, dette vurderes muligt.
Kontrollen skal sikre, at befolkningsgrupper ikke over længere tid udsættes for bl.a. kræftfremkaldende og allergifremkaldende pesicidrester via drikkevand, og at der kan sættes ind med alternativ vandforsyning og eventuelt afværgeforanstaltninger og rensning, når problemerne konstateres.
Uforbrugte midler i Vandfonden henstår til afhjælpning af de forsinkede miljøeffekter, som vil vise sig efter afviklingen i brugen af pesticider. Overstiger Vandfondens årlige udgifter til de nævnte tiltag den årlige indtægt, skal afgiften hæves, indtil der er dækning inklusive opsparing til de forsinkede effekter.
Da forbruget af pesticider falder som følge af omlægningen til økologisk drift, vil afgiften på de enkelte produkter i praksis formentlig stige med årene, indtil afviklingen er fuldt gennemført.
Ingen
Nr BSF 77
Forslag til folketingsbeslutning om forureningsafgift på pesticider og oprettelse af en Vandfond
Fremsat af Bent Hindrup Andersen (EL) Keld Albrechtsen (EL) Frank Aaen (EL)
den 24. februar 1995