1994 BSF 56 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LAVERE MEDICINPRISER

Idet Folketinget konstaterer, at medicinpriserne i Danmark ligger

langt over de gennemsnitlige priser i Europa, opfordres regeringen

til at fremsætte lovforslag, der

1) indfører fastsættelse af maksimalpriser i forbindelse med godkendelse og markedsføring af nye lægemidler,

2) indbærer, at fabriks- og importpriserne på eksisterende lægemidler nedsættes med 20 pct. i forhold til en referencepris; for lægemidler omfattet af den gældende aftale om medicinpriser bruges den heri fastsatte maksimalpris som referencepris, for andre lægemidler bruges prisen fra en nærmere fastsat dato eller periode i 1994,

3) omlægger medicintilskuddene, således at forøget brug af medicin i videst muligt omfang undgås og nødvendig, dyr medicin gøres relativt billigere.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Medicinpriserne i Danmark er urimelig høje sammenlignet med priserne i resten af Europa. Det kan koste syge mennesker tusinder af kroner i ekstraudgift til medicin, og det koster det offentlige over 1/2 mia. kr. ekstra i medicintilskud, medicinkort etc.

Ud over forskelle i momssats skyldes de høje priser dels, at Danmark har et dyrt apotekervæsen, dels at prisen fra fabrik eller importør er meget højere end i andre lande. Dette beslutningsforslag angriber det sidste problem.

Sagen er, at markedsmekanismen ikke fungerer på medicinmarkedet (jf. »Udviklingen i medicinudgifterne«, Finansministeriet, december 1994, s. 61). Markedet er uigennemskueligt og præget af monopoldannelse og formelle og uformelle prisaftaler m.v. Det har man indset i de fleste lande i Vesteuropa, og derfor regulerer man medicinpriserne, typisk ved at fastsætte maksimumspriser.

I Danmark og i vid udstrækning også i andre lande svækkes konkurrencen yderligere af en række forhold, der i øvrigt kan være velbegrundede

- et produkt koster det samme overalt i landet

- det er ofte lægen, der afgør produktvalget, selv om han eller hun ingen omkostningsmæssig interesse har i at vælge et billigere produkt

- som følge af enprissystemet har apotekerne som gruppe stort set ingen interesse i at købe billigt ind.

Der er således mange gode grunde til at lave en kraftig styring af medicinpriserne. Danmark er traditionelt gået den modsatte vej, idet en undtagelsesbestemmelse i konkurrenceloven har til formål at sikre medicinalindustrien en lempeligere priskontrol, og der er ikke siden 1983 sket indgreb fra konkurrencemyndighedernes side (ibid. s. 45-46).

Begrundelsen har angiveligt været, at de høje danske medicinpriser er nødvendige for at støtte forskningsindsatsen i dansk medicinalindustri. Det er imidlertid et dårligt argument. Ønsker man at støtte den private forskning, må man forbedre de forskellige direkte støtteordninger, der findes i forvejen. Den nuværende skjulte »støtte« går i meget vidt omfang til udlandet via høje importpriser - ca. 2/3 af medicinforbruget dækkes af import - eller til danske medicinproducenter uden selvstændig forskning. Hertil kommer, at et indirekte støttebeløb - fra forbrugere og det offentlige - på 800-900 mio. kr. årligt er temmelig meget i forhold til, at medicinalindustrien beskæftiger ca. 9.000 personer. Det er op mod 100.000 kr./år/person. (Indregner man beskæftigelsen hos danske underleverandører, er tallene 15.000 personer og ca. 60.000 kr./år/person).

Den frem til den 1. april 1995 gældende aftale om et stop for stigningen i medicinpriserne var et beskedent skridt i den rigtige retning. Men nu må der lavere priser til, hvilket også anbefales i ovennævnte rapport. Den anfører en række eksempler på, at man i andre vesteuropæiske lande har gennemført prisnedsættelser ved lov. Den højeste prisnedsættelse har været på 10 pct., men i betragtning af de ekstraordinært høje danske priser mener SF, at en nedsættelse af danske priser med 20 pct. er et moderat krav.

Samfundsøkonomisk er der klart positive konsekvenser af forslaget

- Det offentlige opnår en besparelse på 600-700 mio. kr. ved et prisfald på 20 pct. regnet ekskl. moms; hertil kommer en mindre besparelse på indkøb af sygehusmedicin. Fordelingen af den samlede besparelse mellem staten og sygehuskommunerne skal forhandles mellem disse.

- Forbrugerne af medicin - som ofte er presset på deres økonomi af sygdom etc. - opnår en besparelse på i alt ca. 200 mio. kr., hvilket i øvrigt giver et om end beskedent bidrag til at dæmpe inflationen.

- Der spares skønsmæssigt 500 mio. kr. på medicinimporten.

- Danske forbrugere får øget købekraft, hvilket giver en vis positiv beskæftigelseseffekt.

I disse beregninger er det forudsat, at apotekeravancen opgjort i millioner kroner bevares uændret. SF mener, at apotekeravancen bør reduceres, men det indgår ikke i nærværende forslag.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Det foreslås som udgangspunkt, at maksimalpriserne baseres på prissammenligninger med andre lande.

Ad 2

Det vil være en tidkrævende proces at fastsætte en maksimalpris på alle de lægemidler, der allerede er godkendt på det danske marked. Derfor foreslås i stedet, at maksimalprisen sættes til 80 pct. af gældende priser. For de lægemidler, der er omfattet af den gældende frivillige aftale om medicinpriser, sættes en ny maksimalpris til 80 pct. af den i aftalen gældende pris.

Dette forslag er yderst realitisk, når det tages i betragtning, at EU-landenes medicinpriser i gennemsnit ligger ca. 25 pct. under de danske (efter korrektion for forskelle med hensyn til moms). Det samme gælder de svenske medicinpriser.

Der bør i loven være en dispensationsmulighed, der giver mulighed for højere priser i de ganske få tilfælde, hvor et nødvendigt lægemiddel ellers vil forsvinde fra markedet.

Ad 3

Lavere medicinpriser har en mulig ulempe, nemlig et stigende forbrug af unødvendig eller direkte skadelig medicin. Det ses f.eks. i nogle af de lande, der har meget lave medicinpriser. For at undgå disse problemer bør den danske medicintilskudsordning lægges om. Tilskuddene bør udmåles på basis af følgende kriterier

- tilskud på områder, hvor der skønnes at være fare for misbrug - f.eks. visse former for nervemedicin - sættes relativt lavt,

- tilskud på områder, hvor der er tale om særlig dyr og nødvendig medicin uden fare for misbrug - f.eks. kemoterapipræparater - sættes højt. Det vil lette økonomien for grupper, der er hårdt ramt af sygdom. Som en sidegevinst opnås, at man minimerer antallet af hospitalsindlæggelser, som måtte blive foretaget blot for at få mulighed for at give folk gratis medicin,

- eventuelt bortfald af tilskud på områder, hvor der højst er tale om lejlighedsvis brug af billig medicin (f.eks. visse typer øjendråber). Det kan formentlig give en administrativ besparelse.

Konkret kunne tænkes en ordning med f.eks. 3-4 tilskudskategorier. Det vil komme til at minde om de principper, som gælder i f.eks. Norge og Belgien, hvor der bl.a. tages særligt hensyn til f.eks. kronisk og langvarigt syge (ibid. s. 53 hhv. 55). Selve tilskudsomlægningen bør som udgangspunkt være provenuneutral. Samtidig skal principperne for fastkronetilskud, generisk ordination etc. videreføres eller udbygges.

Indplacering i disse kategorier skal ske samtidig med lægemidlets godkendelse og fastsættelse af maksimalpris. For eksisterende produkter skal der foretages en indplacering i forbindelse med den nye ordnings etablering.

Ingen

Nr BSF 56

Forslag til folketingsbeslutning om lavere medicinpriser

Fremsat af Jørn Jespersen (SF) Steen Gade (SF) Anni Svanholt (SF)

den 3. februar 1995