1994 BSF 52 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÅBENHED OG OFFENTLIGHED I EU
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget opfordrer regeringen til at offentliggøre samtlige afstemningsresultater og holdningstilkendegivelser samt referaterne fra møderne i EU's Ministerråd og Coreper.
Bemærkninger til forslaget
I øjeblikket eksisterer den forfatningsmæssigt helt utrolige situation, at love vedtages bag lukkede døre og referater fra møder i en lovgivende forsamling (EU's Ministerråd og Coreper) holdes hemmelige. I de nationale parlamentariske forsamlinger vedtager man love i fuld offentlighed, men når det samme sker i EU, så bliver åbenheden afskaffet. Dette var baggrunden for, at der i Edinburgh-Aftalen blev givet løfte om åbenhed og offentlighed i EU. Men disse løfter er ikke blevet indfriet. I praksis har det vist sig, at langt de fleste møder fortsat vil være lukkede, fordi alle landene skal være enige om, at møderne skal være åbne.
Men det er lige så vigtigt, at der er åbenhed i de forsamlinger - Coreper - hvor embedsmændene fra EU-landene forhandler og kommer med de endelige indstillinger om, hvad landene mener. Det er i mange tilfælde dette forum, som træffer de beslutninger, der endeligt konfirmeres på EU's ministerrådsmøder.
Derfor bør Danmark nu ensidigt gennemføre åbenheden ved simpelt hen at offenliggøre referaterne og oplysningerne om stemmeafgivning og holdningstilkendegivelser i Ministerrådet og Coreper.
Forslaget om, at åbenheden må praktiseres af danske ministre og embedsmænd, er stillet af JuniBevægelsen og støttes af Enhedslisten.
Ingen
Nr BSF 52
Forslag til folketingsbeslutning om åbenhed og offentlighed i EU
Fremsat af Keld Albrechtsen (EL) Søren Søndergaard (EL) Frank Aaen (EL)
den 31. januar 1995