1994 BSF 40 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF KONVENTIONEN AF 9. DECEMBER 1994 OM SIKKERHED FOR FN-PERSONEL SAMT PERSONEL KNYTTET TIL FN

Artikel 1

Definitioner

I denne konvention betyder

a) »FN-personel«: (i) personer ansat eller deployeret af De Forenede Nationers generalsekretær som medlemmer af den militære, politimæssige eller civile komponent af en FN-operation;

(ii) andre embedsmænd og sagkyndige i særligt hverv under FN, dets særorganisationer eller Det Internationale Atomenergiagentur, som er til stede i officiel kapacitet i det område, hvor en FN-operation er under udførelse;

b) »Tilknyttet personel«: (i) personer tildelt af en regering eller en mellemstatslig organisation efter aftale med det kompetente FN-organ; (ii) personer ansat af De Forenede Nationers generalsekretær eller af en særorganisation eller af Det Internationale Atomenergiagentur;

(iii) personer stillet til rådighed af en humanitær ikke-guvernemental organisation eller organ i medfør af en aftale med De Forenede Nationers generalsekretær eller med en særorganisation eller med Det Internationale Atomenergiagentur;

med henblik på at udføre aktiviteter til støtte for fuldførelsen af en FN-operations mandat;

c) »FN-operation« en operation iværksat af det kompetente FN-organ i overensstemmelse med FN-pagten og gennemført under FN's myndighed og kontrol: (i) hvor operationen har til formål at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed;

(ii) hvor Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen har erklæret, at der, i denne konventions betydning, består en ganske særlig risiko for det i operationen deltagende personels sikkerhed;

d) »Værtsland« en stat, på hvis territorium en FN-operation udføres;

e) »Transitstat« en stat, som ikke er værtslandet, på hvis territorium FN- og dertil knyttet personel eller udstyr er under passage eller midlertidigt til stede i forbindelse med en FN-operation.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Denne konvention finder anvendelse over for FN- og dertil knyttet

personel og FN-operationer som defineret i artikel 1.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på en FN-operation autoriseret af Sikkerhedsrådet som en tvangsforanstaltning under FN-pagtens kapitel VII, i hvilken noget af personellet er inddraget som kombattanter mod organiserede væbnede styrker, og i relation til hvilken reglerne om internationale væbnede konflikter finder anvendelse.

Artikel 2 fastlægger afgrænsningen af konventionens anvendelsesområde over for krigens folkeret. Konventionens beskyttelse mod angreb på FN-personellet bortfalder først, når dette personel deltager i en krigsoperation autoriseret af FN's Sikkerhedsråd i medfør af FN-pagtens kap. VII og under omstændigheder, der indebærer, at det pågældende personel eller enheder heraf inddrages som kombattanter imod organiserede væbnede styrker. Det vil typisk sige, når den internationale styrke ikke længere optræder upartisk, men går ind i konflikten på den ene parts side, som det var tilfældet i Golfkrigen i 1991. I sådanne tilfælde tilsiger autoriteten af de humanitære folkeretlige regler gældende for internationale væbnede konflikter, at disses regler om krigsfangestatus m.m. bringes i anvendelse, uanset at dette indebærer, at de pågældende internationale styrker bliver legitime militære mål for den part, Sikkerhedsrådets aktion er rettet imod. Med de humanitære folkeretlige regler henvises der i første række til Genevekonventionerne af 12. august 1949 om beskyttelse af krigens ofre med tillægsprotokol I af 18. juni 1977 (begge regelsæt ratificeret af Danmark, jf. Lovtidende C 1951, s. 527, og 1983, s. 101). For så vidt angår definitionen af internationale væbnede konflikter henvises der især til den fælles artikel 2 i Genevekonventionerne.

Artikel 3

Identifikation

1. De militære og politimæssige komponenter af en FN-operation samt

deres køretøjer, skibe og luftfartøjer skal bære særligt kendetegn.

Andet personel, køretøjer, skibe og luftfartøjer inddraget i en

FN-operation skal være passende identificeret, medmindre andet er

bestemt af De Forenede Nationers generalsekretær.

2. Alt FN- og dertil knyttet personel skal bære passende identifikationsdokumenter.

Artikel 3 fastslår betydningen af, at FN-personellet og dets materiel bærer det særlige FN-emblem og for personellets vedkommende tillige et FN-identitetskort. Personellet mister ikke beskyttelsen ved ikke at bære FN-emblemet, men under normale omstændigheder skulle det selvsagt sikre personellet mod angreb i overensstemmelse med konventionens hovedsigte.

Bilag

Den konvention, som er omtalt i folketingsbeslutningen, er optrykt som bilag til det fremsatte forslag.

Oprindelig fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på de Forenede Nationers 49. generalforsamling den 9. december 1994 vedtagne konvention om sikkerhed for FN-personel samt personel knyttet til FN.

INDHOLDSFORTEGNELSE

Konventionen om sikkerhed for FN- og dertil knyttet personel

Bemærkninger: I. Konventionens forhistorie II. Danmarks ratifikation

III. Konventionens indhold og forhold til dansk ret

KONVENTION OM SIKKERHED FOR FN- OG DERTIL KNYTTET PERSONEL

Deltagerstaterne i denne konvention er ,

i dyb bekymring over det stigende antal dødsfald og lemlæstelser som følge af overlagte angreb på FN- og dertil knyttet personel,

i bevidstheden om , at angreb mod, eller anden mishandling af personel, som handler på vegne af De Forenede Nationer, er uberettigede og uacceptable, uanset af hvem de er begået,

i erkendelse af , at FN-operationer udføres i det internationale samfunds fælles interesse og i overensstemmelse med FN-pagtens principper og formål,

i anerkendelse af den betydningsfulde indsats, FN- og dertil knyttet personel udøver for FN's bestræbelser inden for forebyggende diplomati, fredsskabelse, fredsbevarelse, fredsopbygning samt humanitære og andre operationer,

bevidst om de eksisterende forholdsregler til sikring af FN- og dertil knyttet personels sikkerhed, herunder de skridt, som af FN's hovedorganer er taget i dette øjemed,

i erkendelse af , at eksisterende foranstaltninger til beskyttelse af FN- og dertil knyttet personel ikke desto mindre er utilstrækkelige,

i anerkendelse af , at effektiviteten af og sikkerheden for FN's operationer forøges, hvor sådanne operationer udføres med samtykke fra og i samarbejde med værtslandet,

appellerende til alle stater, i hvilke FN- og dertil knyttet

personel er deployeret, og til alle andre, som dette personel måtte kunne sætte deres lid til, om at tilvejebringe omfattende støtte sigtende på at lette udførelsen og opfyldelsen af FN-operationernes mandat,

overbevist om , at der består et påtrængende behov for at vedtage passende og effektive foranstaltninger til forhindring af angreb rettet mod FN- og dertil knyttet personel og til afstraffelse af dem, som har udført sådanne angreb,

blevet enige om følgende

Artikel 4

Aftaler om status for operationen

Værtsstaten og De Forenede Nationer skal så snart som muligt indgå en

aftale om status for FN's operation og alt personel inddraget i

operationen, herunder bl.a. bestemmelser om forrettigheder og immuniteter for operationens militære og politimæssige komponenter.

Artikel 4 foreskriver, at FN og værtslandet snarest muligt indgår en aftale om den nærmere status for FNstyrken, og artikel 5 fastslår, at en transitstat skal lette FN-styrken dens vej til og fra værtslandet. I artikel 6 mindes om, at FN-personellet i øvrigt skal respektere værtslandets og transitlandets love og regler og afstå fra handlinger, som vil være uforenelige med den upartiske og internationale karakter af personellets pligter.

I artiklerne 7 og 8 indeholdes de centrale budskaber til alle stater og andre enheder, som måtte blive berørt af FN's arbejde for freden: at FN-personellet, deres udstyr og lokaliteter ikke må gøres til genstand for angreb eller nogen anden form for aktion, der vil forhindre dem i at udføre deres mandat; at FN-personellet ikke må tages til fange eller tilbageholdes; at FN-personel, som ikke desto mindre uretmæssigt er blevet tilbageholdt, straks skal frigives, ikke må afhøres og i øvrigt skal behandles i overensstemmelse med de anerkendte standarder på menneskerettighedsområdet, herunder med principperne i Genevekonventionerne af 1949 om beskyttelse af krigens ofre. De i konventionen deltagende stater skal desuden samarbejde om gennemførelsen af konventionen, især i situationer hvor værtslandet selv er ude af stand til at sikre den fornødne beskyttelse.

Artikel 5

Transit

En transitstat skal lette den uhindrede passage af FN- og dertil

knyttet personel og deres udstyr til og fra værtslandet.

Artikel 6

Overholdelse af love og bestemmelser

1. Uden præjudice for sådanne forrettigheder og immuniteter, som de

måtte nyde, eller for de krav, som følger af deres pligter, skal FN-

og dertil knyttet personel

a) overholde værtslandets og transitlandets love og bestemmelser; og

b) afstå fra enhver handling eller aktivitet, som er uforenelig med den upartiske og internationale karakter af deres pligter.

2. De Forenede Nationers generalsekretær skal træffe alle passende foranstaltninger til sikring af, at disse forpligtelser iagttages.

Artikel 7

Pligt til at drage omsorg for FN- og dertil knyttet personels sikkerhed og sikring

1. FN- og dertil knyttet personel, deres udstyr og tilholdssteder må

ikke gøres til genstand for angreb eller for nogen handling, som

forhindrer dem i at udføre deres mandat.

2. De deltagende stater skal træffe alle passende foranstaltninger med henblik på at drage omsorg for FN- og dertil knyttet personels sikkerhed og sikring. I særdeleshed skal de deltagende stater tage alle passende skridt til at beskytte FN- og dertil knyttet personel, som er deployeret på deres territorium, mod de i artikel 9 opregnede forbrydelser.

3. De deltagende stater skal samarbejde med De Forenede Nationer og andre deltagerstater, alt efter omstændighederne, i gennemførelsen af denne konvention, især i tilfælde, hvor

værtslandet er ude af stand til selv at træffe de krævede foranstaltninger.

Artikel 8

Pligt til at frigive og returnere FN- og dertil knyttet personel, der er tilfangetaget eller tilbageholdt Medmindre andet fremgår af en gældende statusoverenskomst, skal FN- og dertil knyttet personel, som måtte være taget til fange eller tilbageholdt som led i udførelsen af deres pligter, og hvis identitet er blevet fastslået, ikke underkastes forhør, og de skal straks frigives og returneres til De Forenede Nationer eller andre relevante myndigheder. I afventning af deres frigivelse skal det pågældende personel behandles i overensstemmelse med universelt anerkendte menneskerettighedsstandarder samt principperne og ånden i Genevekonventionerne af 1949.

Artikel 9

Forbrydelser mod FN- og dertil knyttet personel

1. Følgende forsætlige handlinger

a) manddrab, bortførelse eller andet angreb på FN- eller dertil knyttet personels legeme eller frihed;

b) voldshandling mod FN- eller dertil knyttet personels tjenestested, privatbolig eller transportmiddel, som må antages at bringe hans eller hendes person eller frihed i fare;

c) trussel om at foretage et sådant angreb med det formål at tvinge en fysisk eller juridisk person til at udføre eller afstå fra at udføre nogen handling;

d) forsøg på at foretage et sådant angreb; og

e) medvirken til foretagelse af et sådant angreb, eller til forsøg herpå eller til organisering eller beordring af, at andre foretager et sådant angreb;

skal gøres strafbare i henhold til hver af de deltagende staters nationale lovgivning.

2. Enhver deltagende stat skal fastsætte passende straffe for de i stk. 1 nævnte forbrydelser under hensyntagen til deres alvorlige karakter.

Artikel 9 er den centrale strafferetlige bestemmelse, hvori det foreskrives, hvilke konkrete handlinger staterne skal kunne strafforfølge i medfør af deres nationale lovgivning. Det drejer sig om mord, bortførelse eller andet angreb på en under konventionen beskyttet persons legeme eller frihed samt voldshandlinger rettet mod personellets tjenestested, privatbolig eller transportmiddel, hvorved den pågældendes person eller frihed bringes i fare. Trussel om, forsøg på og medvirken til de nævnte handlinger skal også kunne straffes.

De efterfølgende artikler 10-18 indeholder de mere tekniske regler om hvert lands tilvejebringelse af den nødvendige jurisdiktion over for de nævnte forbrydelser ( art. 10 ), om samarbejde med henblik på forebyggelse af de pågældende forbrydelser ( art. 11 ), om udveksling af oplysninger de deltagende stater imellem vedrørende de begåede forbrydelser ( art. 12 ), om iværksættelse af foranstaltninger til sikring af den formodede gerningsmands tilstedeværelse med henblik på strafforfølgning eller udlevering ( art. 13 ), om henholdsvis retsforfølgning ( art. 14 ) eller udlevering ( art. 15 ) af den formodede gerningsmand, om samarbejde i forbindelse med retsforfølgningen, herunder overgivelse af bevismateriale ( art. 16 ), om sikring af, at den tiltalte får en retfærdig rettergang, herunder adgang til at komme i forbindelse med en repræsentant for den tiltaltes hjemstat og til at modtage besøg af en repræsentant for denne stat ( art. 17 ) samt endelig om underretning til FN's generalsekretær om sagens endelige udfald, hvilken underretning af generalsekretæren skal videresendes til de øvrige deltagende stater ( art. 18 ).

Disse jurisdiktionelle bestemmelser tillige med straffebestemmelsen i artikel 9 svarer i alt væsentligt til de bestemmelser, som er indeholdt i den tidligere nævnte diplomatbeskyttelseskonvention af 1973, som Danmark ratificerede i 1975, jf. Lovtidende C 1977, side 645. Danmarks opfyldelse af de pågældende bestemmelser nødvendiggør derfor ikke fornyet lovgivning eller ændringer i administrativ praksis, idet formuleringen af straffelovens § 8 nr. 5 (»når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage strafforfølgning«) allerede har taget højde for fremkomsten af yderligere internationale konventioner om universel jurisdiktion, der tillader retsforfølgning, uanset hvor og af hvem en bestemt forbrydelse er begået.

Artiklerne 19-23 indeholder en række blandede bestemmelser.

Artikel 10

Tilvejebringelse af jurisdiktion

1. Enhver deltagende stat skal træffe sådanne foranstaltninger, som

måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for de i artikel

9 nævnte forbrydelser i følgende tilfælde

a) når forbrydelsen er begået inden for den pågældende stats område eller om bord på et skib eller et luftfartøj, der er indregistreret i den stat;

b) når den formodede gerningsmand er statsborger i den stat.

2. En deltagerstat kan også udøve jurisdiktion over for enhver sådan forbrydelse, når den er begået

a) af en statsløs person, som har fast bopæl i den stat; eller

b) af en af dens statsborgere; eller

c) i et forsøg på at tvinge den pågældende stat til at foretage eller undlade at foretage nogen handling.

3. Enhver deltagerstat, som har tilvejebragt jurisdiktion i medfør af stk. 2, skal give meddelelse herom til De Forenede Nationers generalsekretær. Hvis den pågældende deltagerstat efterfølgende ophæver denne jurisdiktion, skal meddelelse herom gives De Forenede Nationers generalsekretær.

4. Enhver deltagende stat skal træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at udøve jurisdiktion over for de i artikel 9 nævnte forbrydelser, såfremt den formodede gerningsmand befinder sig på statens område, og staten ikke i medfør af artikel 15 udleverer den pågældende til en af de deltagende stater, som har tilvejebragt jurisdiktion i medfør af stk. 1 eller stk. 2.

5. Denne konvention udelukker ikke strafferetlig jurisdiktion udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

Artikel 11

Forebyggelse af forbrydelser mod FN- og dertil knyttet personel

De deltagende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af

de i artikel 9 nævnte forbrydelser, navnlig ved

a) at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger for at forebygge, at der på deres respektive områder træffes forberedelser til at begå nogen af de nævnte forbrydelser inden eller uden for deres områder; og

b) udveksle oplysninger i overensstemmelse med national ret og samordne gennemførelsen af administrative og andre foranstaltninger, som er egnede til at forebygge, at der begås sådanne forbrydelser.

Artikel 12

Videregivelse af oplysninger

1. På de betingelser, som gælder i dens nationale ret, skal den

deltagende stat, på hvis territorium en af de i artikel 9 nævnte

forbrydelser er begået, hvis den har grund til at antage, at en

formodet gerningsmand er flygtet fra dens område, meddele De Forenede

Nationers generalsekretær og, direkte eller gennem generalsekretæren,

den eller de berørte stater alle omstændigheder af betydning

vedrørende den begåede forbrydelse og alle foreliggende oplysninger

om den formodede gerningsmands identitet.

2. Når en af de i artikel 9 nævnte forbrydelser er begået, skal enhver deltagende stat, der er i besiddelse af oplysninger om ofret og omstændighederne ved forbrydelsen under iagttagelse af de bestemmelser, der er foreskrevet i dens nationale ret, bestræbe sig for omgående at sende fuldstændige oplysninger til De Forenede Nationers generalsekretær og den eller de berørte stater.

Artikel 13

Foranstaltninger til sikring af strafforfølgning eller udlevering

1. Når betingelserne herfor er til stede, skal den deltagende stat,

inden for hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, træffe

de fornødne foranstaltninger i henhold til sin nationale ret for at

sikre denne persons tilstedeværelse med henblik på strafforfølgning

eller udlevering.

2. Underretning om foranstaltninger truffet i medfør af stk. 1 skal i overensstemmelse med national ret og uden ophør gives til De Forenede Nationers generalsekretær og, enten direkte eller gennem generalsekretæren, til

a) den stat, i hvilken forbrydelsen er begået;

b) den eller de stater, hvori den formodede gerningsmand er statsborger, eller, hvis den pågældende er statsløs, på hvis territorium denne person er bosat;

c) den eller de stater, hvori ofret er statsborger;

d) andre interesserede stater.

Artikel 14

Strafforfølgning af formodede gerningsmænd

Den deltagende stat, på hvis område den formodede gerningsmand

befinder sig, skal, hvis den ikke udleverer ham, uden nogen som helst

undtagelse og uden unødigt ophold forelægge sagen for sine kompetente

myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med sin

egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres beslutning på

samme måde som i en sag vedrørende en almindelig lovovertrædelse af

alvorlig karakter under statens lovgivning.

Artikel 15

Udlevering af formodede gerningsmænd

1. I det omfang de i artikel 9 nævnte forbrydelser ikke er

forbrydelser, der kan medføre udlevering i henhold til en gældende

udleveringstraktat mellem de deltagende stater, skal de anses for

optaget heri som sådanne. De deltagende stater forpligter sig til i

enhver udleveringstraktat, de måtte afslutte med hinanden, at optage

disse forbrydelser blandt de forbrydelser, der kan medføre

udlevering.

2. Hvis en deltagende stat, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagende stat, med hvilken den ikke har afsluttet udleveringstraktat, kan den efter eget valg betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering i anledning af disse forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Deltagende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de omhandlede forbrydelser som forbrydelser, der kan medføre udlevering, i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

4. For så vidt angår udlevering mellem de deltagende stater, skal enhver af de nævnte forbrydelser anses som begået ikke blot der, hvor den fandt sted, men også i de stater, som har tilvejebragt jurisdiktion i medfør af artikel 10, stk. 1 og 2.

Artikel 16

Gensidig bistand i strafferetlige sager

1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i

forbindelse med retsforfølgning i anledning af de forbrydelser, der

er nævnt i artikel 9, herunder bistand med henblik på

tilvejebringelse af bevismateriale, som de har rådighed over, og som

er nødvendigt for retssagen. Den anmodede stats lovgivning skal

anvendes i alle sager.

2. Bestemmelserne i stk. 1 påvirker ikke forpligtelser om gensidig bistand i henhold til andre traktater.

Artikel 17

Retfærdig behandling

1. Der skal sikres enhver, der er genstand for efterforskning, eller

som retsforfølges for nogen af de i artikel 9 nævnte forbrydelser, en

retfærdig behandling, en retfærdig rettergang og fuld beskyttelse af

den pågældendes rettigheder på ethvert stadium af efterforskningen

eller retssagen.

2. Enhver formodet gerningsmand har ret til

a) snarest at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den stat eller stater, hvori den pågældende er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at varetage denne persons interesser, eller hvis den pågældende er statsløs, som denne person anmoder om, og som er villig til at varetage denne persons interesser; og

b) at modtage besøg af en repræsentant for denne stat eller disse stater.

Artikel 18

Meddelelse om retssagens udfald

Den deltagende stat, hvor en formodet gerningsmand strafforfølges,

skal give underretning om sagens endelige udfald til De Forenede

Nationers generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til

andre deltagende stater.

Artikel 19

Udbredelse af oplysning

De deltagende stater påtager sig at udbrede kendskabet til denne

konvention videst muligt og i særdeleshed til at lade studiet heraf

såvel som af den humanitære folkerets relevante bestemmelser indgå i

deres militære undervisningsprogrammer.

Artikel 19 pålægger de deltagende stater at udbrede kendskabet til konventionens indhold især inden for de væbnede styrker. Regeringen vil tage skridt til, at studiet af konventionens bestemmelser fremover vil indgå i den undervisning, som allerede gives danske soldater i den humanitære folkerets regler gældende for væbnede konflikter.

I artikel 20 opregnes en række forbeholdsklausuler, d.v.s. præciseringer af, hvad konventionen ikke regulerer. Det præciseres således bl.a., at konventionen ikke berører anvendelsen af den humanitære folkeret, menneskerettigheder m.v., samt forpligtelsen for FN- og dertil knyttet personel til at respektere disse internationale regler (a), staternes ret til inden for rammerne af FN-pagten at bestemme, hvem der har adgang til dens territorium (b), FN-personellets pligt til at følge det mandat, som operationen hviler på (c), staternes ret til at trække deres personel ud af en given operation (d), FN-personellets ret til en passende erstatning i tilfælde af død, lemlæstelse o.l. (e).

Artikel 20

Forbeholdsklausuler

Intet i denne konvention skal påvirke

a) anvendelsen af humanitær folkeret og universelt anerkendte menneskerettighedsstandarder som indeholdt i internationale instrumenter i relation til beskyttelsen af FN-operationer og FN- og dertil knyttet personel eller ansvaret for sådant personel til at respektere sådanne love og standarder;

b) staternes rettigheder og forpligtelser i overensstemmelse med FN-pagten vedrørende samtykke til personer, som ønsker adgang til deres territorier;

c) FN- og dertil knyttet personels forpligtelse til at handle i overensstemmelse med det for en FN-operation givne mandat;

d) den ret, som stater, der frivilligt bidrager med personel til en FN-operation, har til at tilbagetrække deres personel fra deltagelse i en sådan operation;

e) retten til en passende erstatning i tilfælde af død, handicap, lemlæstelse eller sygdom, der kan tilregnes en fredsbevarende tjeneste for personer, der af stater frivilligt er stillet til rådighed for FN-operationer.

Artikel 21

Retten til selvforsvar

Intet i denne konvention skal kunne udlægges som en fravigelse fra retten til at handle i selvforsvar.

Artikel 21 fastslår, at intet i konventionen begrænser den i folkeretten almindeligt gældende ret til at handle i selvforsvar.

Artikel 22

Bilæggelse af tvister

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere deltagende stater

om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der ikke kan

afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning

henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks måneder fra

datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed mellem parterne

om voldgiftsrettens sammensætning, kan enhver af parterne henvise

tvisten til Den Internationale Domstol ved en anmodning herom i

overensstemmelse med domstolens statutter.

2. Enhver deltagende stat kan ved undertegnelse, ratifikation, accept eller godkendelse af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelserne eller dele deraf i stk. 1. De øvrige deltagende stater skal ikke være bundet af stk. 1 eller den relevante del deraf over for en deltagende stat, der har taget et sådant forbehold.

3. Enhver deltagende stat, der har taget et forbehold i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved meddelelse til De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 22 er en sædvanlig procedurebestemmelse om bilæggelse af uoverensstemmelser vedrørende fortolkningen og anvendelsen af konventionen, inklusive muligheden af at indbringe et sådant spørgsmål for Den Internationale Domstol i Haag, men desværre også inklusive muligheden af at tage forbehold over for denne bestemmelse.

Artikel 23

Gennemgangsmøder

Efter anmodning fra en eller flere af de deltagende stater og efter godkendelse af et flertal heraf skal De Forenede Nationers generalsekretær indkalde et møde mellem de deltagende stater med henblik på at gennemgå konventionens implementering og problemer, som måtte være opstået med hensyn til dens anvendelse.

Artikel 23 om gennemgangsmøder kan blive aktuel, hvis konventionens anvendelse i praksis skulle løbe ind i problemer, f.eks. vedrørende udløsningsmekanismen i artikel 1 (c) (ii) om andre operationer end de fredsbevarende og fredsskabende.

De afsluttende artikler 24-29 indeholder sædvanlige traktatretlige bestemmelser om undertegning, ratifikation, ikrafttræden (30 dage efter deponeringen af det 22. ratifikationsinstrument), opsigelse samt om de autentiske sprogversioner.

C. Sammenfatning

Ved ratifikation påtager Danmark sig en forpligtelse til at sikre opfyldelsen af konventionens bestemmelser inden for dansk jurisdiktionsområde. Denne opfyldelse vil kunne ske inden for rammerne af gældende dansk ret.

Artikel 24

Undertegnelse

Denne konvention står åben for undertegnelse for alle stater indtil

den 31. december 1995 i De Forenede Nationers hovedsæde i New York.

Artikel 25

Ratifikation, accept eller godkendelse

Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes.

Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres

hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 26

Tiltrædelse

Denne konvention skal være åben for tiltrædelse af enhver stat.

Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers

generalsekretær.

Artikel 27

Ikrafttræden

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter deponeringen af

det 22. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller

tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

2. For enhver stat, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder denne konvention i kraft den 30. dag efter den pågældende stats deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 28

Opsigelse

1. En deltagende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig

meddelelse til De Forenede Nationers generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning 1 år efter den dato, da De Forenede Nationers generalsekretær har modtaget meddelelsen.

Artikel 29

Autentiske tekster

Originaleksemplaret af denne konvention, hvis arabiske, engelske,

franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed,

skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær, der skal

sende bekræftede kopier deraf til samtlige stater.

Bemærkninger til forslaget til folketingsbeslutning

I. Konventionens forhistorie

Spørgsmålet om beskyttelse af FN-personel, der deltager i fredsbevarende operationer, blev optaget på dagsordenen for FN's 48. generalforsamling i efteråret 1993 på foranledning af New Zealand . Baggrunden var de stadigt hyppigere angreb på FN-personel, som har medført en dramatisk stigning i antallet af dræbte og sårede i FN's tjeneste. Efter anmodning fra Sikkerhedsrådet havde generalsekretæren udarbejdet en rapport herom, ligesom emnet havde været drøftet indgående i FN's særlige udvalg om fredsbevarende operationer - det såkaldte 34magtsudvalg (se Beretningen til Folketinget fra FN's 48. generalforsamling, side 331).

New Zealands hensigt med det konkrete dagsordenspunkt var at koncentrere indsatsen om den retlige beskyttelse, og New Zealand havde til brug for drøftelsen udarbejdet et udkast til en konvention om ansvar for angreb på FNpersonel. Udkastet byggede på konventionen af 1973 om internationalt beskyttede personer (diplomatbeskyttelseskonventionen) samt gidseltagningskonventionen af 1979 (begge ratificeret af Danmark, jf. Lovtidende C 1977, side 645, og 1987, side 344) og havde som det primære formål til hensigt at gøre angreb på FN-personel strafbare i samtlige kontraherende stater - princippet om universel jurisdiktionskompetence.

Også Ukraine havde udarbejdet et konventionsudkast, hvis sigte var mere bredt, bl.a. indeholdende bestemmelser om FN-personellets juridiske status og værtslandets forpligtelser.

I Danmark havde samtidige nationale overvejelser i forbindelse med etableringen af Den Internationale Brigade afdækket et lignende behov for tilvejebringelse af et internationalt retligt instrument til beskyttelse af dansk personel, der deltager i fredsbevarende/skabende og humanitære operationer.

Under debatten på 48. generalforsamling afgav Danmark på vegne af de nordiske lande et indlæg, hvori der udtryktes stærk bekymring over de mange direkte angreb på FN-personel. Sådanne angreb var helt uacceptable og viste behovet for at øge personellets sikkerhed. På nordisk hold foretrak man, at der blev udarbejdet et omfattende retligt instrument, som forholdt sig til flere af de fundamentale problemstillinger, herunder især spørgsmålet om FN-personellets status i relation til den humanitære folkeret, fremfor alene at sigte mod at etablere universel jurisdiktionskompetence med henblik på strafforfølgning af enkeltpersoners angreb på FN-personel.

Debatten mundede ud i vedtagelse af et resolutionsforslag om oprettelse af et ad hoc-udvalg med henblik på at udarbejde en international konvention om sikkerhed for FN-personel. Ad hoc-udvalget blev bemyndiget til at afholde to møder inden 49. generalforsamling. Endvidere anbefaledes i resolutionsforslaget, at der på 49. generalforsamling blev nedsat en arbejdsgruppe under 6. udvalg, såfremt der måtte vise sig behov for yderligere arbejde med konventionsudkastet. Resolutionsforslaget blev vedtaget uden afstemning i såvel 6. udvalg som Plenarforsamlingen (res. 48/37, jf. Beretningen til Folketinget, side 333).

Ad hoc-udvalget under canadisk formandskab afholdt to mødesamlinger (a to uger) i New York i henholdsvis marts/april og august måned 1994, uden at det lykkedes at nå til fuld enighed om en traktattekst.

Foruden et fælles konventionsudkast udarbejdet af New Zealand og Ukraine havde ad hoc-udvalget et nordisk arbejdspapir indeholdende en række elementer, inspireret af gældende humanitær folkeret, bl.a. om forbud mod, at FN-personel, deres udstyr og opholdssteder gøres til genstand for angreb, at der i øvrigt lægges hindringer i vejen for personellets udøvelse af deres mandat, samt at personellet ikke må tilbageholdes eller udspørges, ligesom deres våben ikke må konfiskeres.

Under de nævnte to mødesamlinger lykkedes det at opnå principiel enighed om en fælles forhandlingstekst til videre drøftelse under FN's 49. generalforsamling. Især var der en stor grad af enighed om de strafferetlige bestemmelser, hvorved en række nærmere specificerede handlinger rettet mod FN-personellets virke - direkte angreb, mord, gidseltagning m.m. - kriminaliseres som internationale forbrydelser. Staterne forpligtes til at retsforfølge eller udlevere til retsforfølgning personer, der har begået eller medvirket til gennemførelsen af de pågældende handlinger, og det, uanset hvor eller af hvem den kriminaliserede handling er udført.

Derimod forblev det uafklaret, hvorledes traktaten skulle afgrænses med hensyn til personel og operationer. Der blev bl.a. rejst spørgsmål om, i hvilket omfang personel , som ikke direkte er knyttet til en FN-operation, men rent faktisk befinder sig i det pågældende operationsområde (f.eks. FN-personel ved et regionalt kontor), skulle inddrages under traktatens beskyttelse. Endvidere blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt personel fra frivillige organisationer (NGO'er) også skulle være omfattet af traktaten. Det vanskeligste spørgsmål angik selve definitionen af de operationer , som traktaten skal beskytte. Der var enighed om, at forbudet mod angreb på FN-personel skulle gælde enhver almindelig fredsbevarende operation. Derimod blev der rejst tvivl om, hvor grænsen skulle trækkes mellem de operationer, der skulle være omfattet af konventionens dækningsområde, og de operationer, hvor FN-personel impliceres i kamphandlinger på den ene af de stridende parters side mod den anden part - således som det var tilfældet i Golfkrigen. I sidstnævnte tilfælde må det pågældende personel formentlig betragtes som kombattanter i krigens folkerets forstand og dermed som legitimt mål for angreb.

I relation til begge de udestående spørgsmål - personel og operationer - tilstræbtes fra dansk og nordisk side den størst mulige beskyttelse, som realistisk set lader sig gennemføre i praksis. Men en række lande, især inden for den asiatiske gruppe, ønskede som udgangspunkt konventionen begrænset i operationel henseende til situationer, hvor der foreligger samtykke fra de stridende parter, og i personel henseende udelukkende til personer, der tager direkte del i en fredsbevarende operation - i begge tilfælde begrundet i suverænitetsbetragtninger, d.v.s. man ønsker ikke internationale styrker på sit territorium uden efter konkret aftale, og desuden ønsker man ikke at give adgang til andre personer, f.eks. fra frivillige humanitære organisationer, end de i operationen direkte involverede.

Ved indledningen af FN's 49. generalforsamling besluttedes det at genoptage ad hoc-udvalgets arbejde i en »open-ended« arbejdsgruppe , som mødtes i yderligere to uger fra den 3.-14. oktober 1994. Under dette forhandlingsforløb lykkedes det at nå frem til en i store træk acceptabel afgrænsning af traktatens beskyttelsesområde.

I personel henseende indebærer dette, at beskyttelsen omfatter alt FN-personel - militært, civilt og politi - der tager direkte del i den pågældende FN-operation (blå baretter); endvidere omfatter beskyttelsen personel, som udfører opgaver i tilknytning til operationen (»associated personnel«) repræsenterende f.eks. FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Verdensfødevareprogrammet samt de frivillige humanitære organisationer, som efter aftale med FN bistår operationen; samt endelig FN-personel, der befinder sig i operationsområdet. I operationel henseende omfatter konventionen fredsbevarende og fredsskabende operationer etableret af FN's Sikkerhedsråd eller i en given situation af Generalforsamlingen. Endvidere er andre operationer omfattet, forudsat at Generalforsamlingen eller Sikkerhedsrådet tilkendegiver, at der foreligger en særlig risiko, som nødvendiggør traktatens anvendelse.

Traktaten finder derimod ikke anvendelse, hvis Sikkerhedsrådet etablerer eller autoriserer en operation i medfør af FN-pagtens kap. VII under omstændigheder, der indebærer, at FN- eller nationalt personel tager del i kamphandlinger som kombattanter; i sådanne situationer (Golfkrigen) gælder alene krigens folkeret.

Den 14. oktober på arbejdsgruppens sidste forhandlingsdag lykkedes det at færdiggøre traktatteksten med en anbefaling om, at den forelagdes 6. udvalg til drøftelse og vedtagelse.

Dette skete i dagene 8.-10. november, hvor debatten i 6. udvalg indledtes af Danmark med et indlæg afgivet af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik på de nordiske landes vegne. Med dette indlæg ønskede de nordiske lande at gå i spidsen i opfordringen til FN's medlemslande om at vedtage den foreliggende traktattekst som et vigtigt bidrag til beskyttelsen af FN- og dertil knyttet personel, der sætter livet på spil i udførelsen af funktioner i det internationale samfunds fælles interesse. Det blev understreget i indlægget, at konventionen skal ses som led i en fortsat proces for at øge sikkerheden for FN-personellet. Hvis konventionens anvendelse i praksis viser sig at løbe ind i vanskeligheder, vil bestemmelsen om gennemgangsmøder (art. 23) kunne bringes i anvendelse med henblik på at rette op på situationen. Men her og nu er det vigtigt at udbrede konventionens budskab, at angreb på eller obstruktion af FN-personellet i udførelsen af deres internationale mandat ikke kan tolereres, og at de personer, som udfører sådanne forbrydelser, vil blive søgt holdt individuelt ansvarlige for deres handlinger.

Debatten resulterede i, at der uden afstemning blev vedtaget en resolution med konventionsteksten vedhæftet som bilag. Den endelige vedtagelse fandt sted i Plenarforsamlingen den 9. december 1994, ligeledes uden afstemning, d.v.s. uden at noget land modsatte sig vedtagelsen. Denne vedtagelse er imidlertid ikke retlig bindende for staterne. Hertil kræves ratifikation (eller accept, godkendelse, tiltrædelse) i overensstemmelse med staternes respektive forfatningsretlige forskrifter.

II. Danmarks ratifikation

Danmark undertegnede konventionen - med forbehold om ratifikation - på åbningsdagen for undertegnelse, den 15. december 1994, ved FN-hovedkvarteret i New York. Foruden Danmark undertegnede ved den lejlighed tillige Finland, Norge, Sverige, New Zealand, Canada, Portugal, Argentina, Panama og Ukraine.

Endnu har ingen lande ratificeret konventionen. Som et af de betydelige troppebidragydende lande vil det være naturligt, at Danmark er i spidsen af ratifikationsprocessen. Der kræves 22 landes ratifikationer (accept, godkendelse eller tiltrædelse) for konventionens ikrafttræden.

Som det vil fremgå af gennemgangen nedenfor under III, nødvendiggør dansk ratifikation ikke ændringer i dansk lovgivning, ligesom der ikke skønnes at være statsfinansielle udgifter forbundet med ratifikationen.

Forsvarsministeriet og Justitsministeriet har været hørt over beslutningsforslaget.

III. Konventionens indhold og forhold til dansk ret

A. Oversigt over konventionens bestemmelser

I præamblen angives baggrunden for og formålet med konventionen. Det konkluderes, at der består et påtrængende behov for at vedtage passende og effektive foranstaltninger til at forhindre angreb på FN- og dertil knyttet personel og til at strafforfølge personer, der begår sådanne handlinger.

Artiklerne 1-2 indeholder definitioner af de grundlæggende begreber »FN-personel« og »FN-operationer« samt afgrænsningen af konventionens anvendelsesområde over for krigens folkeret.

Artiklerne 3-8 fastsætter centrale, generelle forpligtelser for staterne med hensyn til beskyttelsen af FN-personellet, især vedrørende forbud mod angreb, obstruktion, tilbageholdelse og forhør over for sådant personel.

Artiklerne 9-18 indeholder de konkrete strafferetlige forbud - mord, kidnapning og anden form for angreb mod FN-personellets fysiske integritet og frihed - samt bestemmelser om etablering af staternes jurisdiktionskompetence og nærmere samarbejde om udøvelse af jurisdiktionen.

En række blandede bestemmelser findes i artiklerne 19-23 , bl.a. om udbredelse af kendskabet til konventionen, om retten til selvforsvar, bilæggelse af tvister og afholdelse af gennemgangsmøder.

Endelig indeholder artiklerne 24-29 sædvanlige afslutningsbestemmelser om undertegnelse, ratifikation, ikrafttrædelse m.v.

B. Gennemgang af konventionens enkelte bestemmelser

I artikel 1 defineres begreberne FN- og dertil knyttet personel samt FN-operationer.

Personellet omfatter først og fremmest de personer - militær, politi og civile - der er direkte deltagere i en FN-operation. Men også personer, som efter aftale med FN udfører forskellige aktiviteter til støtte for FN-operationer, f.eks. nødhjælpsarbejdere og chauffører for nødhjælpstransporter, er omfattet af konventionens beskyttelsesregler som »tilknyttet personel«. Endelig inddrages under beskyttelsen repræsentanter for FN, som rent faktisk er til stede i det område, hvor FNoperationen gennemføres, uden nødvendigvis at have noget med operationen at gøre.

FN-operationerne er afgrænset til sådanne, som er etableret af Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen med henblik på at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed, dvs. både fredsbevarende og fredsskabende operationer inden for rammerne af FNpagtens kapitel VI og kapitel VII. Samtykke til operationen er således ikke nogen betingelse for konventionens anvendelse. Som en indrømmelse til de lande, som lagde vægt på samtykkekravet, findes i den 7. præambulære bestemmelse til konventionen en anerkendelse af, at effektiviteten og sikkerheden for FN-personel øges, når operationen gennemføres efter samtykke og i samarbejde med værtslandet. Endvidere dækker begrebet FN-operation enhver anden FN-operation, f.eks. nødhjælpsoperation som følge af en naturkatastrofe, såfremt Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen tilkendegiver, at der består en særlig risiko for personellets sikkerhed ved deltagelse i den pågældende operation.

Endelig er også begreberne værtsland og transitland defineret.

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den på de Forenede Nationers 49. generalforsamling den 9. december 1994 vedtagne konvention om sikkerhed for FN-personel samt personel knyttet til FN.

Ingen

Nr BSF 40

Forslag til Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af konventionen af 9. december 1994 om sikkerhed for FN-personel samt personel knyttet til FN

Fremsat af udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)

den 11. januar 1995

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 4. april 1995