1994 BTL 244 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ØKONOMISK STØTTE TIL POLITISKE PARTIER M.V. (FORHØJELSE AF DEN OFFENTLIGE PARTISTØTTE M.V.) NR L 244 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne og indenrigsministeren har besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .
Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) betragter de politiske partier som folkestyrets centralnervesystem. Partierne må derfor sikres de bedst mulige livsbetingelser.
Som følge af de ændrede ledelses- og bestyrelseskonstellationer i dansk erhvervsliv samt den omstændighed, at et flertal i Folketinget går ind for fuld åbenhed omkring partiregnskaber og bidragyderfortegnelser, er det bydende nødvendigt nu at øge den offentlige støtte til de politiske partier, der - med meget stort flertal - blev indført i 1986.
Partistøtteordningens kombination af en central ordning og to decentrale har i den periode, der er forløbet siden 1986, betydet en væsentlig saltvandsindsprøjtning til det politiske arbejde i Danmark. I den forbindelse lægger mindretallet vægt på at understrege, at ordningen ikke på noget tidspunkt siden dens indførelse har givet anledning til kritik. Tværtimod har alle partier med kyshånd modtaget de midler, ordningen har givet mulighed for.
Den justering af partistøtteordningen, der nu gennemføres, vil efter mindretallets opfattelse give de politiske partier en højere grad af uafhængighed og langt bedre muligheder for at leve op til de krav, der stilles til dem i et samfund præget af meget betydelig indflydelse fra græsrodsbevægelser og interesseorganisationer samt fra medierne. De politiske partier i Danmark har på det nærmeste monopolstilling, når talen er om opstilling af de kandidater, der skal påtage sig ansvar i vort folkestyre. Ikke mindst derfor er det vigtigt, at partiernes arbejde har et højt aktivitetsniveau båret af en professionel og moderne holdning.
Efter mindretallets opfattelse er den økonomiske forudsætning for partiernes arbejde en kombination af medlemskontingenter, frivillige bidrag og offentlig støtte. Vi lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at tilgangen af nye medlemmer til partierne øges væsentligt.
Efter mindretallets opfattelse vil den øgede offentlige støtte til det politiske arbejde om ganske få år opleves på samme måde som i en lang række af de lande, vi normalt sammenligner os med. Den vil være en fuldstændig selvfølge!
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget)indstiller lovforslaget til forkastelse .
Efter mindretallets opfattelse bør politiske partier være private og frivillige sammenslutninger, som lever i kraft af medlemmers aktive indsats, herunder indsamling af frivillige økonomiske bidrag fra sympatisører. Mindretallet vil derfor ikke blot stemme imod forslaget om en firdobling af statstilskuddet til de politiske partier, men vil også arbejde for at afskaffe den eksisterende statsstøtte til partierne.
Efter mindretallets opfattelse vil den kraftige forøgelse af statsstøtten til de politiske partier ikke gøre folkestyret mere levende og engagerende. Tværtimod. Efter al sandsynlighed vil antallet af medlemmer i partierne falde yderligere. Mange mennesker vil føle, at de ikke behøver at støtte deres parti direkte med et medlemskontingent, når partiet får penge fra statskassen. Og når partierne gennem statsstøtten bliver mindre afhængige af medlemskontingenter, vil de muligvis prioritere medlemstegning lavere. Erfaringerne fra udlandet viser, at statsstøtte ikke har givet flere, men tværtimod færre medlemmer.
Statsstøtten vil heller ikke gøre partierne til et mere livligt forum for idedebat og kanalisering af borgernes synspunkter til politikerne. Tværtimod er der risiko for, at partierne bliver topstyrede og mindre interesserede i medlemmernes engagement.
Partisystemet bliver selvkørende i den forstand, at det kan fungere hen over hovedet på vælgerne og medlemmerne - og uden deres aktive opbakning. Det kræver kun, partierne har nogle gode mediefigurer, som kan slå stærkt igennem på skærmen i de sidste par uger før valgene, således at der kan blive stemmer nok til fortsat at være på finansloven. Partierne bliver ikke vælgerforeninger, men kampagneorganisationer til valgene.
I et system med statsafhængige partier bliver folkestyre forvandlet til centralistisk politikerstyre. For når partiets overlevelse bliver mere afhængig af statspenge ovenfra end af frivillige medlemmers indsats, så bliver topstyret vigtigere end græsrodsarbejdet.
Mindretallet erkender, at politikerne har sværere og sværere vilkår at arbejde under. Sagerne bliver mere og mere indviklede. Der behandles flere og flere love. Men det vil være helt forfejlet at bekæmpe dette problem ved at give partierne flere statspenge til at hyre flere eksperter.
Problemerne er i vidt omfang selvskabte. Politikerne kunne hjælpe sig selv ved at lovgive noget mindre, ved at lave lovene enklere og ved at blande sig i færre detaljer.
Tankegangen er farlig for folkestyret, fordi den fremmer en udvikling, hvor den politiske beslutningsproces bliver fjernet mere og mere fra folket. Til gengæld bliver den overtaget af eksperter. Hvis politikernes svar på et påstået ekspertvælde er at omgive sig selv med en hærskare af tilsvarende eksperter, så udvikles en karikatur af folkestyre, hvor eksperter taler med eksperter hen over hovedet på såvel politikere som befolkning.
Kampen mod ekspertvældet kræver ikke flere penge til nye eksperter. Der er mere brug for sund fornuft, god og tæt kontakt til befolkningen og selvstændig politisk tankevirksomhed.
Da det danske folkestyre opstod og udviklede sig i midten af sidste århundrede, eksisterede der ikke egentlige politiske partier. Vælgerne stemte på personer, som de havde tillid til. Folkestyret bestod i den direkte kontakt mellem vælgerne og de valgte. Der var ikke skudt partier ind som mellemled. Grundloven taler da heller ikke om partier, men kun om Folketinget og medlemmer af Folketinget.
Siden opstod der politiske partier. De udviklede sig mest som en praktisk foranstaltning. Og partierne har en både nyttig og positiv funktion i det danske demokrati. Men folkestyret står og falder ikke med partierne.
Mindretallet finder ikke, at partierne er i krise. Og det er en misforståelse at sige, at folkestyret er i krise, selv om partierne måtte være i krise. Under alle omstændigheder er det mindretallets opfattelse, at partier skal kunne gå ned, hvis de gør det så dårligt, at ingen ønsker at være medlemmer. Folkestyret finder så nye former og overlever endda. Der står ingen steder skrevet, at der skal være statsgaranti for politiske partiers eksistens.
Folkestyret blev født som et oprør mod enevælden og kongens forbrug af borgernes skattepenge. Og dette er netop folkestyrets inderste ide: At befolkningen skal styre og kontrollere statsmagten og dens forbrug af penge.
En af politikernes vigtigste opgaver er altså på borgernes vegne at styre og kontrollere statsmagten og statskassen. Derfor er det farligt for folkestyret, hvis partierne bliver afhængige af tilskud fra staten.
Hvis partierne bliver afhængige af den statskasse, som de har til opgave at kontrollere, så svækker vi politikernes muligheder for at styre de offentlige udgifter.
Skridt for skridt bliver partierne statsinstitutioner. Hvor partierne i deres oprindelse var folkelige sammenslutninger, der blev dannet for at støtte og deltage i kampen om indflydelse på statsmagtens anvendelse, bliver de nu en integreret del af denne statsmagt.
Mindretallet vil ikke være med til en sådan cementering af de bestående strukturer. Der er ikke brug for flere statspenge til partierne. Et levende folkestyre har mere brug for engagerede mennesker, der brænder for en sag.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet stillede ændringsforslag.
SF er enig i bestræbelserne på at styrke de politiske partier i forhold til interesseorganisationer, erhvervslivet og statsadministrationen. Det er en fundamental del af det folkelige demokrati, at partierne kan fungere uafhængigt af organisations- og erhvervsinteresser. SF er derfor ikke modstander af, at partierne bevilges statsstøtte.
Det er imidlertid svært at begrunde en firedobling af statsstøtten. Denne forhøjelse forekommer aldeles ublu, og SF har derfor stillet ændringsforslag om en forhøjelse fra 5 kr. til 10 kr. pr. stemme.
Det er samtidig væsentligt, at statsstøtte til partierne sammenkobles med større åbenhed omkring partiernes regnskaber. Der er gjort et forsøg herpå i L 243, men det er helt utilstrækkeligt. Der henvises til SF's betænkningsbidrag til L 243.
SF er positivt over for Enhedslistens ændringsforslag uden for betænkningen om at give mere støtte til græsrodsbevægelser og lignende. Græsrodsbevægelser og andre folkelige bevægelser er i lige så høj grad som partierne en vigtig del af vort demokrati. Forslaget forekommer imidlertid ikke i tilstrækkelig grad gennemarbejdet til, at det bør med i lovforslaget. Men SF er villig til at diskutere denne problemstilling i forbindelse med finanslovsforhandlingerne til efteråret.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse og kan ikke støtte de stillede ændringsforslag.
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at den nuværende lov om økonomisk støtte til politiske partier skal ophæves, hvorfor partiet flere gange siden 1986 i Folketinget har stillet forslag om at stoppe denne gaveuddeling af skatteydernes midler.
Fremskridtspartiet mener ikke, at det er rimeligt, at de politiske partier bevilger kæmpe millionbeløb som gave til sig selv, men med skatteyderne som betalere. Derfor skal vi kraftigt vende os imod den firedobling af støtten, som lovforslaget lægger op til.
Fremskridtspartiet vil fortsat modtage de offentlige tilskud, eftersom en afvisning vil betyde, at partiets politiske arbejde vil blive klart amputeret i forhold til de øvrige partier. En afvisning af at modtage tilskud vil ej heller betyde, at Fremskridtspartiets vælgere opnår en skattereduktion på et tilsvarende beløb. Vores vælgere forventer selvfølgelig, at vi optimalt arbejder for de synspunkter, vi er indvalgt på.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (SF)
1) Nr. 1 affattes således
»1. I § 2, stk. 1 og 2 , ændres "5 kr." til: "10 kr.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Der henvises til SF's betænkningsbidrag.
Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF) Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S) Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke (FP)
Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslagene ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet disse i et møde.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslagene til vedtagelse uændret .
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslagene til forkastelse .
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller det under II nævnte lovforslag til forkastelse og vil redegøre for sin stilling til det under I nævnte lovforslag ved 3. behandling.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller det under I nævnte lovforslag til vedtagelse og det under II nævnte lovforslag til forkastelse .
Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF) Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S) Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke (FP)
Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget
Ingen
Nr BTL 244
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v. (Forhøjelse af den offentlige partistøtte m.v.)
Nr L 244 1994-95, 1. samling
Afgivet af Udvalget for Forretningsordenen
Afgivet: 19950524