Legislator Case Law & Legislation
199414K00243 DK

1994 BTL 243 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PRIVATE BIDRAG TIL POLITISKE PARTIER OG OFFENTLIGGØRELSE AF POLITISKE PARTIERS REGNSKABER (ÅBNE PARTIREGNSKABER M.V.) NR L 243 1994-95, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1994 243 Valid

Bilag

En række af udvalgets spørgsmål og hhv. justitsministerens og indenrigsministerens besvarelse heraf samt skatteministerens og arbejdsministerens indhentede udtalelser

Spørgsmål nr. 10

»Er det i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser i form af konventioner m.v., at danske fagforeningsmedlemmer kan tvinges til at yde støtte til partipolitiske formål?»

Svar

Den gældende lov om private bidrag til politiske partier indebærer, at et medlem af en forening m.v., der er omfattet af lovens § 1, med bindende virkning for foreningen kan tilkendegive, at den pågældende ikke ønsker medlemskontingentet anvendt som bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt. Fremsætter medlemmet en sådan tilkendegivelse, er foreningen ikke beføjet til at anvende kontingentet til dette formål.

Danske fagforeningsmedlemmer kan således ikke tvinges til at yde støtte til partipolitiske formål.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at komme nærmere ind på spørgsmålet om, hvorvidt en ordning, hvorefter medlemskontingenter mod medlemmernes vilje kunne anvendes til sådanne formål, i givet fald ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Spørgsmål nr. 11

»Har der været sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om fagforeningsmedlemmers tvangsbidrag til politiske partier?»

Svar

Justitsministeriet er ikke bekendt med domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om det nævnte spørgsmål. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 10.

Spørgsmål nr. 12

»Betyder lovforslaget (L 243), at en lønmodtager, som ikke ønsker at støtte et bestemt politisk parti, har mulighed for at meddele fagforeningen, at hans kontingentbetaling ikke skal gå til dette formål, men skal nedsættes med det potentielle støttebeløb?»

Svar

Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 13. marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 2). Besvarelsen vedlægges.

Som det fremgår heraf, indebærer den gældende lov ikke, at et medlem, som tilkendegiver, at foreningskontingentet ikke ønskes anvendt til partipolitiske formål, har krav på en tilsvarende nedsættelse af kontingentet. Loven er - som det ligeledes fremgår af besvarelsen - på den anden side ikke til hinder for, at den pågældende forening faktisk indrømmer medlemmerne en sådan kontingentnedsættelse.

Lovforslag L 243 indebærer ingen ændring i denne retstilstand.

Spørgsmål nr. 13

»Hvilke muligheder har et fagforeningsmedlem i øvrigt ifølge forslaget (L 243) for at slippe for at betale bidrag til politiske partier?»

Svar

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 10 indebærer bestemmelserne i den gældende lovs § 1 og § 2, stk. 1, at de omhandlede foreninger m.v. ikke mod det enkelte medlems vilje kan anvende medlemskontingentet til at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt.

Disse bestemmelser regulerer spørgsmålet om det enkelte medlems egne muligheder for umiddelbart at blive fritaget for at bidrage økonomisk til partipolitiske formål over medlemskontingentet. Lovforslag L 243 indeholder ikke bestemmelser, der indebærer en yderligere regulering af dette spørgsmål.

Det tilføjes, at hverken den gældende lov eller lovforslag L 243 tilsigter at regulere spørgsmålet om, hvorvidt en forening overhovedet er berettiget til at yde støtte til partipolitiske formål, og om en beslutning herom i givet fald kræver enstemmighed i foreningens kompetence organ. Disse spørgsmål må besvares bl.a. på grundlag af foreningens vedtægter.

Spørgsmål nr. 17

»Hvilke fagforeninger inden for fagbevægelsen er omfattet af lov nr. 404 af 13. juni 1990 (private bidrag til politiske partier). Er det kun landsomfattende fagforbund eller er det også faglige karteller, LO, lokale fællesorganisationer under LO, lokale fagforeninger og faglige klubber? Hvordan forholder afgrænsningen sig til afgrænsningen i ligningslovens § 13?»

Svar

Det fremgår af forarbejderne til den gældende lov om private bidrag til politiske partier, at den afgrænsning af foreninger m.v., der er foretaget i lovens § 1, svarer til afgrænsningen i ligningslovens § 13. Der henvises til Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 4834.

Som anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21. marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 7) omfatter loven efter Justitsministeriets opfattelse enhver faglig organisation med det i loven anførte hovedformål, når organisationen på noget tidspunkt efter dens stiftelse har modtaget betaling fra medlemmerne i form af kontingent. Besvarelsen vedlægges i kopi.

Såfremt et medlem af den pågældende forening har tilkendegivet, at medlemskontingentet ikke ønskes anvendt til partipolitiske formål, er det efter Justitsministeriets opfattelse uden betydning, om kontingentet kanaliseres videre til andre foreninger m.v. Et medlemskontingent, der f.eks. overføres fra en fagforening til LO, kan således efter Justitsministeriets opfattelse ikke af LO anvendes til partipolitiske formål, såfremt det pågældende medlem over for den fagforening, som kontingentet er indbetalt til, har fremsat en tilkendegivelse i overensstemmelse med lovens § 2, stk. 1.

Spørgsmål nr. 20

»Når en fagforening yder støtte til f.eks. en bestemt socialdemokratisk kandidat i form af betaling af annonce, betaling for udflugt til f.eks. Puttgarden med færgetur og frokost, er det så inden for eller uden for det foreliggende lovforslag (L 243)?»

Svar

For så vidt spørgsmålet skal forstås således, at det ønskes oplyst, om der i det nævnte tilfælde er tale om en støtteforanstaltning, som det enkelte medlem kan blive fritaget for at bidrage til over medlemskontingentet, er svaret efter Justitsministeriets opfattelse, at en foranstaltning af den angivne art er omfattet af udtrykket »partipolitiske formål i øvrigt« i den gældende lovs §§ 1 og 2.

For så vidt spørgsmålet skal forstås således, at det ønskes oplyst, om den økonomiske værdi af de i spørgsmålet nævnte støtteforanstaltninger er omfattet af bestemmelserne om regnskabspligt i den gældende lovs §§ 3-5 og det fremsatte lovforslags § 1, nr. 2, kan det oplyses, at det følger af lovens § 3, stk. 1, at regnskabspligten alene gælder for de af bestemmelsen omfattede partiers landsorganisation. Tilskud, der ydes til de enkelte kandidater personligt, og som ikke overføres til partiets landsorganisation, er derfor ikke omfattet af den regnskabspligt, der følger af bestemmelsen. Dette gælder, uanset om støtten ydes i form af pengebeløb eller i form af ydelser, der har penges værdi.

Det fremsatte lovforslag (L 243) indebærer ikke ændringer heri.

Det tilføjes, at den oplysningspligt, der foreslås etableret ved lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 12-14), omfatter partiernes amts-, kreds-, kommune- og lokaleorganisationer samt organisationer for lokallister. Heller ikke disse regler omfatter således tilskud til de enkelte kandidater personligt.

Spørgsmål nr. 21

»Hvilken myndighed godkender, om et partis regnskab er fyldestgørende?»

Svar (justitsministeren)

Efter § 5 i den gældende lov om offentliggørelse af politiske partiers regnskaber skal en bekræftet kopi af regnskabet senest 12 måneder efter regnskabsårets afslutning indsendes til Folketinget, der fremlægger regnskabet til gennemsyn for offentligheden.

Det følger af forarbejderne til denne bestemmelse, at regnskabet ikke skal gennemgås, kontrolleres eller godkendes af Folketinget, men alene - som det fremgår af bestemmelsen - gøres tilgængeligt for offentligheden. Der henvises til Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 4836.

Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri.

Det er aftalt med Indenrigsministeriet, at Indenrigsministeriet besvarer det rejste spørgsmål, for så vidt angår lovforslag L 244.

Spørgsmål 21

»Hvilken myndighed godkender, om et partis regnskab er fyldestgørende?»

Svar (indenrigsministeren)

For så vidt angår lovforslag L 243 henvises til justitsministerens besvarelse af 9. maj 1995.

Efter lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 7) skal indenrigsministeren påse, at de indsendte regnskaber for de partier, der modtager statsstøtte i henhold til partistøtteloven, og som er omfattet af loven om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, indeholder de oplysninger, der kræves efter bestemmelsen i § 3 i denne lov. Hvis dette er ikke er tilfældet, udsættes udbetalingen af tilskud fra staten.

Det er derfor indenrigsministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt regnskabet er fyldestgørende (kan godkendes) i henseende til udbetaling af tilskud fra staten.

Indenrigsministeren skal imidlertid ikke foretage en efterprøvelse af regnskabets rigtighed, jf. bemærkningerne til lovforslag L 244 (til forslagets § 1, nr. 7).

Spørgsmål 23

»Hvis ministeren træffer den beslutning, at et partis regnskab ikke kan godkendes, er det så en endelig beslutning, eller kan det pågældende parti indbringe beslutningen for andre instanser? Og i givet fald hvilke?»

Svar

En afgørelse fra indenrigsministeren om at udsætte udbetalingen af statstilskud, fordi regnskabet ikke indeholder de foreskrevne oplysninger, kan indbringes for domstolene. Der vil endvidere kunne klages over afgørelsen til Folketingets Ombudsmand.

Spørgsmål 24

»Kan spørgsmålet om et regnskab, der ikke godkendes af indenrigsministeren, indbringes for domstolene?

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 23.

Spørgsmål 25

»Er spørgsmålet om godkendelse/ikkegodkendelse af et partiregnskab alene overladt til ministerens politiske afgørelse?»

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 23. Det tilføjes, at godkendelsen er en forvaltningsafgørelse. Afgørelsen må ikke være påvirket af uvedkommende hensyn eller varetage usaglige formål.

Spørgsmål 27

»Hvorfor er godkendelseskompetencen af amtsorganisationers regnskab overladt til amtsrådet, når godkendelseskompetencen for partiernes centrale organisationer er ministeren?»

Svar

Der findes ingen regler om, at amtsorganisationer skal aflægge regnskab. Amtsorganisationer er ikke omfattet af regnskabspligten i loven om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber. Ved lovforslag L 244 indføres ikke regnskabspligt for amtsorganisationer.

Lovforslag L 244 (forslagets § 1, nr. 12) indebærer derimod, at en amtsorganisation, der ønsker at modtage partistøtte fra amtskommunen, skal registrere de tilskud, den modtager fra private tilskudsydere, samt anonyme tilskud, idet en sådan registrering er en forudsætning for, at organisationen kan give de oplysninger, der er anført i § 1, nr. 12.

Lovforslag L 244 er baseret på det princip, at retsvirkningen af, at der ikke afgives de foreskrevne oplysninger, hvad enten disse skal foreligge i form af et regnskab (landsorganisationen) eller i form af en erklæring (amtsorganisationer, kommuneorganisationer m.v.), skal være, at partistøtten ikke udbetales. Det er en naturlig følge af dette princip, at beføjelsen til at afgøre, om oplysningspligten er opfyldt, henlægges til de myndigheder, der udbetaler partistøtte, dvs. til henholdsvis indenrigsministeren, amtsrådet og kommunalbestyrelsen.

Spørgsmål 28

»Hvorfor er godkendelseskompetencen for partiernes centrale regnskaber tillagt ministeren og ikke Folketinget?»

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 27.

Spørgsmål 29

»De fleste politiske partier er bygget op af lokalforeninger, kredsorganisationer, amtsorganisationer og landsorganisationer. Er det ikke således, at hver af disse organisationer er selvstændige juridiske enheder?»

Svar

Spørgsmålet kan ikke besvares generelt, hverken bekræftende eller benægtende. Spørgsmålet om, hvorvidt en forening er en selvstændig juridisk enhed (juridisk person), beror principielt på en konkret vurdering. I de tilfælde, hvor der foreligger vedtægter for en forenings virke, og der er valgt en eller flere personer, som kan forpligte foreningen over for tredjemand, vil betingelserne for, at foreningen udgør en juridisk person, normalt være opfyldt.

Spørgsmål 30

»Er det ifølge lovforslaget (L 244) således, at det ikke er partiernes lokalforeninger, som modtager tilskud, men derimod de lister, der opstiller til valget?»

Svar

Når det drejer sig om tilskud fra kommunen (eller amtskommunen), dvs. partistøtte »optjent« af kandidatlister, er det efter den gældende partistøttelov »vedkommende partiorganisation«, der er tilskudsmodtager, når det drejer sig om tilskud til kandidatlister, der er opstillet for et parti, der er opstillingsberettiget til folketingsvalg. Det fremgår af partistøttelovens § 8, stk. 2, jf. § 11, stk. 2. »Vedkommende partiorganisation« vil ved tilskud fra kommunen normalt være den kommunale/lokale partiforening, der har opstillet listen. Ved lovforslag L 244 sker ingen ændringer på dette område.

Spørgsmål 31

»Er lovforslaget (L 244) således opbygget, at regnskabspligten gælder andre end dem, der modtager tilskud? Hvis en liste opstiller til kommunalvalget, og den pågældende liste har kandidater fra f.eks. flere lokaleforeninger, er det så listen eller lokalforeningerne, som har oplysningspligt ifølge forslaget?»

Svar

Pligten til at give de oplysninger, der er nævnt i lovforslagets § 1, nr. 12-14, og dermed pligten til at foretage de registreringer, der er en forudsætning for, at disse oplysninger kan gives, påhviler tilskudsmodtageren.

I de tilfælde, hvor tilskudsmodtageren er en amtsorganisation eller en kommuneorganisation, vil det imidlertid være en forudsætning for, at amts- eller kommuneorganisationen kan meddele de krævede oplysninger, at de eventuelle »underliggende« partiorganisationer videregiver disse oplysninger til amts- eller kommuneorganisationen.

Hvis for eksempel en kredsorganisation er ude af stand til eller ikke ønsker at give amtsorganisationen de krævede oplysninger, vil dette kunne indebære, at amtsorganisationen ikke kan få udbetalt sit tilskud fra amtskommunen.

Spørgsmål 32

»Ifølge lovforslaget modtager partiernes kredsorganisationer ikke statstilskud. Hvis en kredsorganisation modtager tilskud til driften eller en valgkamp på over 20.000 kr. fra en enkelt bidragyder, falder dette så inden for eller uden for oplysningspligten?»

Svar

Et tilskud som nævnt i spørgsmålet vil falde inden for oplysningspligten.

Spørgsmål 33

»Hvorledes forholdes med oplysningspligten, såfremt den organisatoriske enhed, der er ansvarlig for en folketingskandidats valgkamp, er selvstændig og uafhængig af kandidatens partiorganisation?»

Svar

Hvis der ved udtrykket »kandidatens partiorganisation« forstås enhver organisation eller ethvert organ inden for kandidatens parti, vil en organisatorisk enhed, der er selvstændig og uafhængig af kandidatens partiorganisation, ikke være omfattet af oplysningspligt efter lovforslag L 244.

Spørgsmål 34

»Hvis en folketingskandidats valgkamp ikke føres af kredsorganisationen, men derimod af en støttekomite, hvorledes forholder dette sig til lovforslaget? Støttekomiteen modtager ikke statstilskud. Er man så inden for eller uden for lovforslagets område og dermed uden for oplysningspligten?»

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33.

Spørgsmål 35

»Hvis en liste opstillet til kommunalvalg beslutter ikke at modtage statstilskud, hvorledes forholder det sig så med oplysningspligten for bidrag over 20.000 kr., hvis den indgår i listeforbund med lister, som modtager tilskud?»

Svar

Den omstændighed, at en liste, der ikke ønsker at modtage tilskud, indgår i listeforbund med lister, der modtager tilskud, medfører ikke, at førstnævnte liste bliver omfattet af oplysningspligt.

Spørgsmål 37

»Betyder lovforslagets gennemførelse i virkeligheden, at der gennemføres en centralisering af partiorganisationerne, idet amtskommunen pålægges ansvar for kredsens oplysningspligt?»

Svar

Det er korrekt, at der ved lovforslaget pålægges amtsorganisationen ansvar for kredsorganisationens oplysningspligt i den forstand, at det er amtsorganisationen, der umiddelbart kommer til at bære byrden (manglende modtagelse af tilskud) ved, at kredsorganisationen ikke giver (fyldestgørende) oplysninger. Lovforslaget forudsætter derfor, at der er et loyalt samarbejde mellem amtsorganisationen og kredsorganisationerne (og tilsvarende mellem kommuneorganisationen og lokalorganisationerne).

Der er intet i lovforslaget, der i øvrigt nødvendiggør en centralisering af partiorganisationerne.

Spørgsmål 38

»Hvad er begrundelsen for, at partierne skal søge om statsstøtten hvert år i stedet for en gang i valgperioden?»

Svar

Forslaget om, at der skal søges om partistøtte hvert år og ikke blot en gang i hver valgperiode som efter de gældende regler, har til formål at tydeliggøre, at partistøtteordningen hviler på det princip, at støtten kun ydes efter ansøgning.

Spørgsmål 39

»I stedet for den noget bureaukratiske ordning, hvor partierne skal søge hvert år, kunne man så ikke indføre en ordning, hvor der kun skal søges umiddelbart efter folketingsvalg for hele valgsperioden?»

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 38 samt til besvarelsen af spørgsmål 41.

Spørgsmål 40

»Hvad er begrundelsen for, at alle lokallister og amtsorganisationer skal søge om tilskud hvert eneste år?»

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 38.

Spørgsmål 41

»Er det ikke udtryk for en unødvendig administration at pålægge kommunalbestyrelser og amtsråd og alle lokallister og amtsorganisationer i alle partier, at de årligt skal administrere og søge om tilskud?»

Svar

Efter de gældende regler i partistøtteloven skal alle tilskudsmodtagere hvert år inden 1. marts indsende en erklæring til tilskudsyderen om, at tilskudsbeløbet for det foregående kalenderår er anvendt til politisk arbejde henholdsvis her i landet, i amtskommunen eller i kommunen, jf. partistøttelovens § 7, stk. 2, § 10, stk. 2, og § 11, stk. 2. Den årlige ansøgning om tilskud kan derfor indsendes samtidig med den årlige erklæring. I praksis vil det derfor ikke betyde yderligere administration hverken for tilskudsmodtagere eller tilskudsydere, at der hvert år skal indsendes ansøgning.

Spørgsmål 42

»Kan de forventede offentlige udgifter ved administrationen af disse partitilskud beregnes ud fra de allerede indhøstede erfaringer?»

Svar

Ved gennemførelsen af partistøtteloven i 1986 blev det skønnet, at udgifterne til administration af ordningen ville blive af en meget beskeden størrelsesorden. De indvundne erfaringer giver ikke grundlag for at ændre dette skøn. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 41.

Spørgsmål 43

»Hvorledes er den retlige situation for en liste, en amtsorganisation eller et partis landsorganisation, hvis det kompetente organ har besluttet at søge om tilskud, men den person, som skal indsende ansøgningen, glemmer dette, bliver syg eller på anden måde forhindres inden for ansøgningsfristen?»

Svar

En overskridelse af fristen for at indsende ansøgning vil kunne indebære, at retten til at få udbetalt partistøtte i (den resterende del af) valgperioden bortfalder. Som det mindre vil en fristoverskridelse kunne medføre, at tilskuddet ikke udbetales til den normale termin (1. april).

Ved den hidtidige administration af partistøtteloven har Indenrigsministeriet for sit vedkommende fulgt den praksis, at en mindre væsentlig overskridelse af ansøgningsfristen ikke har medført bortfald af retten til statstilskud. Herudover har man i enkelte tilfælde set bort fra en noget længere overskridelse af fristen ud fra en konkret vurdering af årsagerne hertil. Når det drejer sig om tilskud fra kommunen eller amtskommunen, er det kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet, der træffer afgørelse om, hvilken betydning det skal tillægges, at ansøgningsfristen overskrides. Kommunalbestyrelsens henholdsvis amtsrådets afgørelse vil kunne indbringes for Partistøttenævnet, der er nedsat i henhold til partistøttelovens § 12.

Spørgsmål 44

»Hvorledes fortolkes fristerne for indsendelse af regnskab? Skal regnskabet været indleveret »inden 1. marts« inden for kommunens, amtets eller Indenrigsministeriets kontortid? Betyder det inden kl. 24, eller er det tilstrækkeligt, at ansøgningen er fremme med morgenposten den følgende hverdag?»

Svar

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at fristen »inden 1. marts« i såvel den gældende partistøttelov som i lovforslag L 244 skal fortolkes efter sin ordlyd, dvs. at et regnskab, en ansøgning eller en erklæring skal være indleveret senest dagen inden den 1. marts for at være rettidigt indleveret.

Om betydningen af fristoverskridelse henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 43.

Spørgsmål 45

»Skal lovforslagets bestemmelse om anonyme bidrag forstås på den måde, at man hermed lovliggør »Preben Møller Hansen-ordningen« med, at »der kom en mand med en papkasse?»

Svar

I de almindelige bemærkninger til lovforslag L 243 hedder det bl.a. følgende (pkt. 3.2)

»Efter forslaget vil der ikke være noget til hinder for, at de politiske partier modtager (anonyme) tilskud, uanset at tilskudsyderens navn herefter ikke kan offentliggøres i regnskabet. Det bemærkes herved, at et forbud mod, at partierne modtager anonyme tilskud, måtte give anledning til væsentlige principielle betænkeligheder. Der gælder således ikke i andre sammenhænge forbud mod at yde anonyme tilskud til private foreninger og organisationer, og et sådant forbud ville harmonere dårligt med den øvrige lovgivning, der i vidt omfang beskytter borgernes ret til anonymitet i politiske forhold. F.eks. er det i grundlovens § 31, stk. 1, bestemt, at valgene til Folketinget skal være hemmelige.

Hertil kommer, at en adgang for partierne til at modtage anonyme tilskud næppe i væsentlig grad vil svække offentliggørelsesordningens formål - at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop ikke kan opstå sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.«

Af de anførte grunde indebærer lovforslaget ikke noget forbud mod, at partierne modtager anonyme tilskud. Den gældende lov indeholder heller ikke et sådant forbud.

Hvis der skulle gælde et forbud mod at modtage anonyme tilskud, måtte der i øvrigt tages stilling til, hvad der i givet fald skulle ske med sådanne tilskud. Det bemærkes herved, at tilbagesendelse til tilskudsyderen ikke ville være mulig.

Det kan imidlertid have en vis interesse for offentligheden at se, i hvilket omfang partierne modtager anonyme tilskud. Lovforslaget indeholder derfor i § 3, stk. 2, 2. pkt., en bestemmelse om, at regnskabet skal indeholde oplysning om størrelsen af de samlede anonyme tilskud, som det pågældende parti modtager, og om størrelsen af hvert enkelt anonymt tilskud på mere end 20.000 kr.

Spørgsmål 46

»Hvis en bidragyder ønsker at være anonym, skal den pågældende så bare aflevere pengene i kontanter uden at identificere sig?»

Svar

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 45, vil der efter lovforslag L 243 ikke være noget til hinder for, at partierne fortsat kan modtage anonyme tilskud.

Hverken lovforslaget eller den gældende lov indeholder i øvrigt bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om, hvilken praktisk fremgangsmåde en tilskudsyder, der ønsker at være anonym, skal anvende.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår et tilskud anses for at være ydet anonymt, skal det fremhæves, at anonymitet alene foreligger i de tilfælde, hvor tilskud ydes uden angivelse af tilskudsyderens navn, og hvor det parti, der modtager tilskuddet, heller ikke på anden måde er bekendt med giverens identitet, jf. pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Spørgsmål 48

»Er der ikke en risiko for, at lovforslaget vil medføre en udvikling mod flere og flere anonyme bidrag, og at man dermed opnår det modsatte resultat end tilsigtet?»

Svar

Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke på forhånd givet, at den foreslåede ordning om offentliggørelse af visse tilskudsyderes identitet vil indebære, at der i væsentlig videre omfang end hidtil vil blive ydet anonyme tilskud.

Dette hænger bl.a. sammen med, at det efter lovforslag L 243 alene er navnet og adressen på de omhandlede tilskudsydere, der skal fremgå af regnskabet. Som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, skal størrelsen af de enkelte tilskud derimod ikke oplyses.

I de - formentlig ganske mange - tilfælde, hvor offentligheden allerede i dag er bekendt med, at visse personer eller virksomheder yder betragtelige tilskud til bestemte partier, men hvor den nærmere størrelse af tilskuddet ikke er kendt, vil lovforslaget derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke indebære nogen væsentlig ændring.

Hertil kommer, at de fleste ydere af større tilskud formentlig lægger afgørende vægt på, at modtageren skal vide, hvem der har ydet det pågældende tilskud. For en stor del af disse vil muligheden for at yde anonyme tilskud derfor næppe være et attraktivt alternativ.

Selv om det måtte vise sig, at der i stigende omfang ydes anonyme bidrag, ville det næppe i væsentlig grad svække offentliggørelsesordningens formål - at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop ikke kan opstå sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.

Spørgsmål 49

»Vil en bidragyders ønske om anonymitet i L 243's forstand kunne imødekommes på trods af, at partiet er bekendt med den pågældendes identitet?»

Svar

Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 2, i lovforslag L 243 indebærer en pligt til i regnskabet at anføre navn og adresse på tilskudsydere, der i regnskabsåret har ydet et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr. I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen hedder det bl.a. følgende

»Pligten til at anføre tilskudsyderens navn gælder alene i tilfælde, hvor den pågældendes identitet faktisk er angivet over for det modtagende parti, eller hvor partiet på anden måde er bekendt hermed.«

Det følger af det anførte, at et parti i tilfælde, hvor tilskudsyderens identitet er oplyst over for partiet, eller hvor partiet på anden måde er bekendt hermed, har pligt til at anføre tilskudsyderens navn og adresse i regnskabet. I sådanne tilfælde vil partiet derfor ikke være berettiget til at imødekomme et ønske fra tilskudsyderen om, at vedkommendes navn og adresse ikke anføres i regnskabet. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 46.

Spørgsmål 50

»Hvis et privat bidrag til et parti gives i portioner på under 20.000 kr. - f.eks. i en valgkamp - til en række folketingskandidater i stedet for til en landsorganisation med et samlet beløb, hvor ligger så oplysningspligten? Eller er der ingen?»

Svar

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 36, omfatter bestemmelsen i § 3 i lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber kun partiernes landsorganisation. Tilskud, der ydes til enkelte kandidater personligt, og som ikke overføres til partiets landsorganisation, vil derfor ikke være omfattet af pligten til at aflægge regnskab efter bestemmelsen.

Spørgsmål 51

»Er det rigtigt opfattet, at der ingen oplysningspligt vil være, hvis bestyrelsesmedlemmer (6 stykker) i et større selskab hver giver kr. 19.500 til et bestemt parti i stedet for, at selskabet samlet betalte kr. 117.000?»

Svar

Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, indebærer, at et parti, der i regnskabsåret fra samme private tilskudsyder modtager tilskud på mere end 20.000 kr., i regnskabet skal anføre tilskudsyderens navn og adresse.

Såfremt et antal medlemmer i et selskabs bestyrelse hver især personligt yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de pågældendes navn og adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet. Derimod vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af størrelsen af de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.

Ydes det omhandlede tilskud derimod af selskabet, vil selskabets navn og adresse efter lovforslaget skulle fremgå af regnskabet.

Hvis pengene i det nævnte eksempel tages ud af selskabets kasse uden at passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers privatøkonomi, vil tilskudsyderen være selskabet som sådant.

Spørgsmål 59

»Har lovforslaget (L 244) været forelagt statsretskyndige, f.eks. med henblik på en vurdering af, om statsstøtte over en vis grænse til politiske partier i strid med grundlovens principper skaber afhængighed for den lovgivende magt (folketingsmedlemmerne) af den udøvende magt (regeringen)?»

Svar

Det kan oplyses, at Justitsministeriet ikke finder, at en forhøjelse af partistøtten rejser problemer i forhold til grundloven.

Spørgsmål 62

»Hvilke sanktionsmuligheder er der over for lokale vælgerforeninger, der ikke foretager de i § 10, stk. 2, i lovforslag nr. L 244 nævnte indberetninger?»

Svar

Muligheden for sanktioner over for en tilskudsmodtager, der ikke foretager de i spørgsmålet nævnte indberetninger, består i, at den pågældende tilskudsmodtager ikke får udbetalt sit tilskud.

Spørgsmål 66

»Der ønskes en nøjagtig og udtømmende redegørelse for, hvorledes begrebet tilskud defineres. Hvis en virksomhed f.eks. låner videoudstyr til et politisk parti i forbindelse med udarbejdelse af valgreklamer, er det så at betragte som et tilskud, dersom udstyret stilles gratis til rådighed? Er der tale om et tilskud, dersom partiet betaler et beløb, der dækker omkostningerne ved lån af udstyret, men som altså ikke er identisk med markedsprisen?»

Spørgsmål 90

»Ad svar på spørgsmål 36

Betyder svaret, at det ikke er muligt for et parti eller en kandidat at få svar på forespørgsler om behandlingen af konkrete tilskud, for så vidt angår oplysningspligten?

- Er det betryggende for retssikkerheden, at der ikke kan gives en nøjere definition af, hvad der forstås ved »tilskud«?»

Spørgsmål 91

»Ad svar på spørgsmål nr. 53-55

Det ønskes oplyst, hvorledes disse tre spørgsmål er besvaret ved henvisning til svaret på spørgsmål nr. 36. Hvor i svaret på spørgsmål nr. 36 er indeholdt en besvarelse af spørgsmål nr. 53-55?

Ad svar på spørgsmål 54

Det ønskes oplyst, om det er Justitsministeriets opfattelse, at der i de nævnte konkrete tilfælde er tale om oplysningspligtige tilskud. Ligeledes ønskes en udtalelse fra Justitsministeriet om principperne for værdiansættelse af tilskuddene i de nævnte, konkrete tilfælde.«

Spørgsmål 97

»Ad svar på spørgsmål nr. 53-55

Der anmodes om en selvstændig besvarelse af spørgsmål nr. 53-55 uden henvisning til besvarelsen af spørgsmål 36.« (spørgsmål nr. 97).

Svar

1. Om definitionen af tilskudsbegrebet i § 3, nr. 3 og 5, i den gældende lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber og i § 1, nr. 2 (forslag til ny § 3, stk. 2), i det foreliggende lovforslag (L 243) bemærkes følgende

I bemærkningerne til § 1, nr. 2, i det foreliggende lovforslag er om tilskudsbegrebet anført følgende

»Udtrykket »tilskud« skal forstås på samme måde som det tilsvarende udtryk i den gældende lov, jf. § 3, stk. 1, nr. 3 og 5. Der vil normalt være tale om ydelse af et pengebeløb. Ydelse af støtte på anden måde vil dog efter omstændighederne også kunne udgøre tilskud i lovens forstand.'

Som anført i besvarelsen af spørgsmål 36 har man ved udarbejdelsen af forslaget til den gældende lov forudsat, at partiregnskaberne skal indeholde oplysning om de indtægter, herunder tilskud, som efter almindelige principper og god regnskabsskik skal medtages i et regnskab. Som det ligeledes er anført i besvarelsen, er Justitsministeriet ikke bekendt med, at lovens udtryk i praksis skulle have givet anledning til fortolkningsvanskeligheder for partierne eller deres revisorer. Justitsministeriet er heller ikke bekendt med, at regnskabernes angivelse af modtagne tilskud ikke i praksis skulle have været i overensstemmelse med de nævnte principper om god regnskabsskik.

Lovforslaget L 243 indebærer ingen ændringer i forhold til tilskudsbegrebet i den gældende lov.

2. Efter Justitsministeriets opfattelse er det vanskeligt på en udtømmende måde præcist at angive, hvilke former for privat partistøtte, som ydes på anden måde end ved pengebeløb, der er omfattet af lovens tilskudsbegreb. Det bemærkes herved, at det ikke er usædvanligt, at lovgivningen anvender udtryk, hvis anvendelsesområde ikke kan fastlægges præcist i abstrakte vendinger, men som må forstås i lyset af, hvad sædvanlig sprogbrug, formålet med reguleringen, praksis på området, anvendelsen af tilsvarende udtryk på beslægtede områder m.v. tilsiger. Det overlades herefter til de berørte parter og i sidste instans de retsanvendende myndigheder på grundlag af de nævnte fortolkningsfaktorer i de konkrete tilfælde at fastlægge, hvilke forhold der er omfattet af den pågældende bestemmelse. Loven om partiregnskaber, som ikke indeholder straffebestemmelser, hviler således på en forudsætning om, at de politiske partier loyalt medvirker til at leve op til lovens intentioner.

Nogle vejledende kriterier med henblik på afgrænsningen af tilskudsbegrebet vil dog efter Justitsministeriets opfattelse kunne opstilles. Disse kriterier må lægges til grund ved bedømmelsen af de mere konkrete spørgsmål, som udvalget har stillet, herunder f.eks. vedrørende støtte i form af udlån af videoudstyr og indrykning af annoncer i pressen.

3. I vurderingen af, om en støtte i form af andet end pengebeløb har karakter af tilskud i lovens forstand, må bl.a. indgå, om der er tale om en ydelse, der sædvanligvis opgøres i penges værdi.

Er der f.eks. tale om en ydelse, som den, der leverer ydelsen, normalt tager betaling for som led i en erhvervsmæssig virksomhed, eller må ydelsen på anden måde siges at substituere et pengebeløb, taler det for at betragte ydelsen som tilskud i lovens forstand. Er der tale om tilskud i lovens forstand, må støtten efter Justitsministeriets opfattelse i almindelighed medtages i regnskabet med den værdi, støtten har for partiet, dvs. med et beløb svarende til, hvad partiet på sædvanlige vilkår ellers skulle have betalt for ydelsen.

Er der på den anden side tale om en personlig arbejdsindsats ydet af medlemmer og bekendte, som udføres frivilligt og ulønnet, f.eks. ophængning af plakater i forbindelse med valgkamp, foreligger der ikke en støtte, der er tilskud i lovens forstand. Det samme må formentlig gælde ved privates gratis udlån af lokaler og genstande, i det omfang de pågældende private ikke driver erhvervsmæssig virksomhed af den pågældende art.

Også andre hensyn vil kunne tillægges betydning, herunder praktiske hensyn.

F.eks vil et krav om, at annonceudgifter, rabatter og lignende, der afholdes eller ydes af private, skal medtages i regnskabet, være forbundet med en række praktiske problemer, idet man næppe kan forlange, at et politisk parti f.eks. under en valgkamp skal have nøje kendskab til enhver annonce, som måtte blive indrykket i dags- eller ugepressen, og som udtrykker støtte til partiet.

Spørgsmål 70

»Der ønskes en nærmere redegørelse for udviklingen i de politiske partiers medlemstal siden statsstøtten til partierne blev indført i 1986.«

Svar

Der henvises til vedlagte bilag med fotokopi af en oversigt, der blev bragt i Berlingske Tidende den 16. marts 1995. Oversigten indeholder oplysninger om de enkelte partiers medlemstal i årene 1960, 1974, 1992 og 1994 samt om udviklingen i antal medlemmer i alle partier i perioden 1953-1993.

Spørgsmål 71

»Hvordan er ministeren nået frem til, at beløbsgrænsen skal være 20.000 kr. pr. regnskabsår?»

Svar

I de almindelige bemærkninger til lovforslag L 243 hedder det bl.a. følgende (pkt. 3.2)

»Efter bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, skal de regnskabspligtige partier i visse tilfælde anføre navn og adresse på private tilskudsydere. Det gælder, hvor et parti i regnskabsåret fra samme private tilskudsyder har modtaget et eller flere tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr.

Formålet med denne ændring er at give interesserede mulighed for at få indsigt i, hvilke personer og foreninger m.v. der yder tilskud til de politiske partier. Kravet om angivelse af tilskudsydernes identitet omfatter ikke ethvert tilskud, men kun tilskud af en sådan størrelse (mere end 20.000 kr.), at der kan være en reel interesse i at kende giverens identitet.«

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget kan offentligheden, herunder pressen, have en interesse i at få kendskab til, hvem der yder bidrag til de politiske partier. Samtidig har de enkelte tilskudsydere en interesse i under diskretion - som en politisk meningstilkendegivelse - at kunne yde (navngivne) tilskud til de politiske partier, som de støtter.

På denne baggrund er det - som det også fremgår af de citerede bemærkninger - Justitsministeriets opfattelse, at pligten til at angive tilskudsydernes identitet ikke bør omfatte ethvert tilskud, men kun tilskud af en sådan størrelse, at der for offentligheden kan være en reel interesse i at kende giverens identitet. Efter Justitsministeriets opfattelse må det således anses for rimeligt, at en person har mulighed for under diskretion at kunne yde et (navngivent) tilskud på f.eks. 10.000 kr. Sådanne tilskud vil næppe skabe økonomiske tilknytningsforhold af den karakter, som lovforslaget tilsigter at skabe åbenhed om.

Efter Justitsministeriets opfattelse er en beløbsgrænse på 20.000 kr. udtryk for en rimelig afvejning af de nævnte hensyn.

Spørgsmål 72

»Mener ministeren, at det er sandsynligt, at der i fremtiden vil blive givet betydeligt flere anonyme tilskud?»

Svar

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 48. Som det fremgår heraf, er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke på forhånd givet, at den foreslåede ordning vil indebære, at der i væsentligt videre omfang end hidtil vil blive ydet anonyme tilskud.

Spørgsmål 73

»Hvordan vil ministeren forholde sig, hvis det viser sig, at der efter et par år med denne ordning konstateres en kraftig stigning i omfanget af anonyme tilskud?»

Svar

Som anført i Justitsministeriets ovenfor nævnte besvarelse af spørgsmål nr. 48, er det efter Justitsministeriets opfattelse ikke på forhånd givet, at den foreslåede ordning vil indebære, at der i væsentligt videre omfang end hidtil vil blive ydet anonyme tilskud.

I besvarelsen hedder det endvidere bl.a. følgende

»Selv om det måtte vise sig, at der i stigende omfang ydes anonyme bidrag, ville det næppe i væsentlig grad svække offentliggørelsesordningens formål - at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes eventuelle økonomiske tilknytningsforhold - eftersom der netop ikke kan opstå sådanne forhold til anonyme tilskudsydere.«

Tilsvarende synspunkter er anført i de almindelige bemærkninger til lovforslag L 243 (pkt. 3.2).

På den anførte baggrund tilsiger formålet med lovforslaget efter Justitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart, at der tages særlige initiativer, såfremt der måtte indtræde en stigning i antallet af anonyme tilskud.

Spørgsmål 74

»Mener ministeren, at det er sandsynligt, at der i fremtiden vil blive givet markant flere tilskud a 20.000 kr. end tidligere?»

Svar

Som det fremgår af lovforslag L 243, indtræder pligten til at offentliggøre navn og adresse på tilskudsydere kun i tilfælde, hvor partiet i regnskabsåret fra den samme tilskudsyder har modtaget tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr. Modtager partiet et (navngivent) tilskud på 20.000 kr. eller derunder, skal tilskudsyderens navn og adresse således ikke offentliggøres.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det ikke muligt nærmere at forudse, i hvilket omfang lovforslaget vil have betydning for størrelsen af de (navngivne) tilskud, der fremover vil blive ydet til partierne.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 71 og 75.

Spørgsmål 75

»Hvordan vil ministeren forholde sig, hvis det viser sig, at der efter et par år med denne ordning konstateres en kraftig stigning i omfanget af tilskud a 20.000 kr.?»

Svar

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 71 er det Justitsministeriets opfattelse, at pligten til at angive tilskudsydernes identitet ikke bør omfatte ethvert tilskud, men kun tilskud af en sådan størrelse, at der kan være en reel interesse i at kende giverens identitet. Dette er baggrunden for lovforslagets beløbsgrænse (20.000 kr.).

Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse ikke umiddelbart være anledning til at tage særlige initiativer, såfremt det måtte vise sig, at der kan konstateres en stigning i antallet af (navngivne) tilskud på 20.000 kr. og derunder.

Spørgsmål 76

»Hvordan defineres en tilskudsyder rent juridisk? Spørgsmålet sigter til den mulige omgåelse af 20.000 kr.-reglen. Hvis man f.eks. i en familie hver giver 20.000 kr. i tilskud til et parti pr. person, er der så tale om en omgåelse af reglerne? Hvis flere ansatte eller medlemmer af en bestyrelse i en virksomhed hver giver et politisk parti et tilskud på 20.000 kr., er det så en omgåelse af reglerne?»

Svar

I Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 51 hedder det følgende

»Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, indebærer, at et parti, der i regnskabsåret fra samme private tilskudsyder modtager tilskud på mere end 20.000 kr., i regnskabet skal anføre tilskudsyderens navn og adresse.

Såfremt et antal medlemmer i et selskabs bestyrelse hver især personligt yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de pågældendes navn og adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet. Derimod vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af størrelsen af de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.

Ydes det omhandlede tilskud derimod af selskabet, vil selskabets navn og adresse efter lovforslaget skulle fremgå af regnskabet.

Hvis pengene i det nævnte eksempel tages ud af selskabets kasse uden at passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers privatøkonomi, vil tilskudsyderen være selskabet som sådant.«

Den del af spørgsmålet, der vedrører familiemedlemmers ydelse af tilskud, må efter Justitsministeriets opfattelse besvares efter tilsvarende principper. Såfremt de enkelte familiemedlemmer hver af deres egne midler yder et tilskud, der ikke overstiger 20.000 kr., vil de pågældendes navn og adresse derfor ikke skulle anføres i regnskabet.

Derimod vil selve beløbets størrelse skulle medregnes ved opgørelsen af størrelsen af de samlede private tilskud, jf. den gældende lovs § 3, nr. 3.

Spørgsmål 77

»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere folketingskandidater inden for samme parti?»

Svar

Som anført i Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 20 omfatter bestemmelsen i § 3 i den gældende lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber kun partiernes landsorganisation. Tilskud, der ydes til enkelte kandidater personligt, og som ikke overføres til landsorganisationen, er således ikke omfattet af regnskabspligten.

Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri.

Spørgsmål 78

»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere kredsorganisationer inden for samme parti inden for samme amt?»

Svar

Pligten til at give oplysning om tilskudsyderens navn og adresse foreligger kun i det omfang, den enkelte kredsorganisation har modtaget et tilskud på mere end 20.000 kr. fra samme tilskudsyder inden for et kalenderår. I det tilfælde, der er nævnt i spørgsmålet, vil der derfor ikke være oplysningspligt.

Spørgsmål 79

»I hvilket omfang vil det være oplysningspligtigt, såfremt en person eller virksomhed yder et samtidigt tilskud på 20.000 kr. til to eller flere kredsorganisationer inden for samme parti inden for forskellige amter?»

Svar

I det tilfælde, der er nævnt i spørgsmålet, vil der ikke være oplysningspligt. Der henvises herved til besvarelsen af spørgsmål 78.

Spørgsmål 82

»Det anføres i den skriftlige fremsættelse, at lovforslaget bl.a. har til formål at sikre en vis kontrol med, at medlemmer af diverse foreninger ikke tvinges til kollektivt at bidrage til politiske partier og lign. Hvis det reelt er ministerens ønske at forbyde tvangsudskrivelsen af midler, kunne dette gøres effektivt ved dels at sikre, at folk selv skal tilkendegive at ville støtte et givet politisk parti eller formål, dels ved at sikre at medlemskontingentet de facto nedsættes med det beløb, der angives at gå til støtte af politiske partier m.v. i tilfælde af, at medlemmet ikke ønsker at støtte det pågældende parti m.v. Hvorfor er et sådant forslag ikke fremsat?»

Svar

Begge de problemstillinger, der er nævnt i spørgsmålet, blev rejst under Folketingets behandling af den gældende lov om private bidrag til politiske partier. Der henvises herom til Justitsministeriets besvarelser af 25. april 1990 af spørgsmål nr. 1 og 6 fra Folketingets Retsudvalg (L 179 - bilag 2).

Spørgsmål 85

»Ad L 243, § 1, nr. 2

Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, hvad der forstås ved »ydelse af støtte på anden måde« end ydelse af pengebeløb.

- Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, under hvilke omstændigheder ydelse af støtte på anden måde end gennem pengebeløb vil kunne udgøre tilskud i lovens forstand.

- Hvilken myndighed skal kontrollere, om støtte ydet på anden måde end gennem pengebeløb rent faktisk opfylder kravene til oplysningspligt, og om værdien af støtten i givet fald oplyses? Hvorledes vil denne kontrol blive udført?

- Hvorledes værdiansættes støtte ydet på anden måde end gennem pengebeløb?

- Der ønskes en udtømmende beskrivelse af, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at et tilskud kan siges at være ydet »anonymt«.

- Skal bestemmelsen i § 3, stk. 2 - sammenholdt med L 244, § 1, nr. 7 (§ 7 a, stk. 2) - opfattes således, at et parti, som ikke søger økonomisk støtte, er fritaget for at oplyse navn og adresse på tilskudsydere?»

Svar

For så vidt angår definitionen af tilskudsbegrebet og værdiansættelsen af regnskabspligtige/oplysningspligtige tilskud henvises til den fælles besvarelse af spørgsmål nr. 66, 90, 91 og 97.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilken myndighed der skal kontrollere opfyldelsen af regnskabspligten/oplysningspligten, kan det oplyses, at der efter lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber ikke gælder nogen kontrolordning med hensyn til partiregnskaberne. Lovforslag L 243 indebærer ikke ændringer heri. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 21.

For så vidt angår den ordning, der etableres efter lovforslag L 244, henvises til Indenrigsministeriets besvarelse af spørgsmål 21. Det er heri bl.a. anført, at det er indenrigsministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt regnskabet er fyldestgørende (kan godkendes) i henseende til udbetaling af tilskud fra staten. Indenrigsministeren skal imidlertid ikke foretage en efterprøvelse af regnskabets rigtighed, jf. bemærkningerne til lovforslag L 244 (til forslagets § 1, nr. 7).

Med hensyn til spørgsmålet om, hvad der skal forstås ved »anonyme« tilskud, henvises til besvarelsen af spørgsmål 46 og 49.

Hvad endelig angår den sidste del af spørgsmålet, kan det oplyses, at undladelse af at søge økonomisk støtte ikke fritager det pågældende parti for nogen af de pligter, der følger af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, herunder heller ikke for pligten til at oplyse navn og adresse på ydere af tilskud på mere end 20.000 kr. Det er alene pligten til at indsende kopi af regnskabet til indenrigsministeren, det pågældende parti fritages for.

Spørgsmål 86

»Ad L 244, § 1, nr. 13 og 14

Hvilke formkrav skal være opfyldt for så vidt angår indberetning om modtagne tilskud?

- Vil der i forbindelse med oplysningspligten for amts- og lokalorganisationer blive stillet bestemte krav til form, indhold og kvalitet af revisionen af de pågældende foreningers regnskaber?»

Svar

Efter lovforslag L 244 er der bortset fra skriftlighed ingen bestemte formkrav, der skal være opfyldt ved indberetning om modtagne tilskud.

Efter lovforslag L 244 er der ikke hjemmel til at stille bestemte krav til form, indhold og kvalitet af revisionen af amts- og lokalorganisationers regnskaber.

Spørgsmål 92

»Såfremt en organisations ledelse træffer en principbeslutning om, at organisationens selvstændige lokalkredse alle skal yde et tilskud på 19.500 kr. til et bestemt partis landsorganisation, er disse tilskud da oplysningspligtige?»

Svar

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der med »organisationer« sigtes til private foreninger (herunder arbejdstager- og arbejdsgiverforeninger), der yder tilskud til de politiske partier.

Det følger af lovforslag L 243, at pligten til at oplyse navn og adresse på tilskudsydere alene gælder i tilfælde, hvor det pågældende parti i regnskabsåret fra den samme private tilskudsyder modtager tilskud, der tilsammen overstiger 20.000 kr.

I det omfang de nævnte lokalkredse i forhold til hinanden og i forhold til organisationens ledelse må betragtes som selvstændige juridiske personer, indebærer lovforslaget, at tilskud på 20.000 kr. eller derunder, som ydes af de enkelte lokalkredse af egen formue, ikke vil være omfattet af pligten til at offentliggøre tilskudsydernes navn og adresse.

Det anførte må efter Justitsministeriets opfattelse gælde, selv om de pågældende tilskud ydes på baggrund af en principbeslutning i organisationens ledelse. Justitsministeriet forudsætter herved, at den omtalte principbeslutning alene har karakter af en uforbindende henstilling til lokalkredsene og således ikke indebærer en bindende disposition over lokalkredsens formue.

Spørgsmål 93

»Vil ministeren tage initiativ til, at pligten ifølge L 243 til at oplyse tilskudsgiverens navn og adresse også kommer til at omfatte tilskud fra Folketinget og offentlige institutioner?»

Svar

Efter lovforslag L 243 er det alene identititen på private tilskudsydere, der (for visse tilskuds vedkommende) skal anføres i regnskabet.

Lovforslaget omfatter således ikke tilskud, der ydes af offentlige institutioner, herunder Folketinget. Dette hænger sammen med, at offentliggørelsesordningen - som nævnt under pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget - har til formål at give interesserede mulighed for at danne sig et overblik over partiernes eventuelle økonomiske tilknytningsforhold.

Det anførte formål tilsiger efter Justitsministeriets opfattelse ikke at lade offentliggørelsesordningen omfatte tilskud fra offentlige institutioner. Sådanne tilskud vil i øvrigt ofte være lovbundne, således at det af retsgrundlaget for tilskudsordningen - eventuelt i sammenhæng med oplysninger om partiers seneste valgresultat - uden videre kan aflæses, hvor store tilskud partiet har modtaget. Det gælder f.eks. for den offentlige partistøtte.

Spørgsmål 98

»I fortsættelse af besvarelsen af spørgsmål nr. 23 bedes oplyst, i hvilket omfang afgørelser truffet i den offentlige forvaltning efter den heromhandlede lovgivning kan indbringes for Folketingets Ombudsmand.

I hvilket omfang har Folketingets Ombudsmand indseende med sager, hvor folketingsmedlemmer måtte være personligt involveret?»

Svar

I følge § 1, stk. 1, i ombudsmandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september 1986, har Folketingets Ombudsmand indseende med statens civile og militære forvaltning samt kommunernes forvaltning. Ombudsmandens kompetence omfatter den offentlige forvaltning. Heraf følger modsætningsvis, at Folketinget og dets organer falder uden for ombudsmandens kompetence. Endvidere er institutioner, der er organiseret på privatretligt grundlag som f.eks. politiske partier, ikke undergivet ombudsmandens kompetence.

For så vidt angår den statslige forvaltning gælder det, at alle statslige forvaltningsmyndigheder uanset funktioner og organisationsformer er omfattet af ombudsmandens kompetence.

For så vidt angår ombudsmandens kompetence over for (amts)kommunerne følger det derimod af ombudsmandslovens § 4, stk. 2, at kompetencen kun omfatter de sagsområder, hvor der er hjemmel for rekurs til en statsmyndighed, og at den samlede kommunalbestyrelses virksomhed ikke er undergivet ombudsmandens kontrol.

Efter ombudsmandslovens § 4, stk. 3, skal ombudsmanden endvidere ved udøvelsen af sine beføjelser over for kommunerne tage hensyn til de særlige vilkår, hvorunder det kommunale styre virker.

Hvis ombudsmanden af egen drift tager en sag op til undersøgelse, gælder begrænsningerne i ombudsmandslovens § 4, stk. 2, dog ikke, for så vidt der er tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Endvidere gælder generelt, at rekursadgang til højere administrativ myndighed skal være udnyttet, forinden der kan indgives klage over en afgørelse til ombudsmanden, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 3.

Det skal i øvrigt bemærkes, at det fremsatte lovforslag om en ny ombudsmandslov (lovforslag nr. L 92), vil indebære, at der sker en udvidelse af ombudsmandens kompetence i forhold til kommunerne, idet de begrænsninger, som følger af ombudsmandslovens § 4, stk. 2, ophæves.

For så vidt angår lov nr. 940 af 23. december 1986 om økonomisk støtte til politiske partier m.v., kan det oplyses, at Indenrigsministeriets afgørelser, dels om hvorvidt betingelserne for udbetaling af partistøtte er opfyldt, dels om udsættelse eller bortfald af udbetaling som følge af, at der ikke er indsendt fyldestgørende erklæring om tilskudsbeløbets anvendelse, jf. partistøttelovens § 5, stk. 1, og § 7, stk. 2, kan indbringes for ombudsmanden.

Amtsrådenes og kommunalbestyrelsernes tilsvarende afgørelser, jf. partistøttelovens § 8, stk. 1, § 10, stk. 2, og § 11, kan ikke indbringes for ombudsmanden. Derimod kan Partistøttenævnets afgørelser i klagesager, jf. partistøttelovens § 12, stk. 2, indbringes for ombudsmanden.

Ifølge lovforslaget om ændring af partistøtteloven (lovforslag nr. L 244) skal Indenrigsministeriet desuden påse, at det indsendte regnskab indeholder de oplysninger, der kræves efter § 3 i lov nr. 404 af 13. juni 1990 om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber. Hvis dette ikke er tilfældet, udsættes udbetalingen af tilskud fra staten, jf. lovforslagets § 7 a, stk. 3. Ombudsmanden vil kunne tage stilling til Indenrigsministeriets behandling af sådanne sager.

Ifølge L 244 kan kommunalbestyrelserne og amtsrådene endvidere bestemme, at kommende udbetalinger af tilskud skal udsættes eller bortfalde, hvis der ikke indsendes fyldestgørende erklæring vedrørende modtagelse af tilskud på over 20.000 kr. fra samme private tilskudsyder eller vedrørende modtagelse af anonyme tilskud, jf. forslaget til ændret affattelse af partistøttelovens § 10. Afgørelser herom vil kunne påklages til Partistøttenævnet, jf. den ændrede affattelse af partistøttelovens § 12, stk. 2. Ombudsmanden vil ligeledes kunne tage stilling til Partistøttenævnets behandling af disse sager.

For så vidt angår lov nr. 404 af 13. juni 1990 om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber og lovforslag nr. L 243 om ændring af denne lov bemærkes, at denne lovgivning ikke indeholder bestemmelser, hvorefter der tillægges offentlige forvaltningsmyndigheder kompetence til at træffe afgørelser.

SkatteministerietDen 22. maj 1995

Departementet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Vedr. Justitsministeriets lovforslag L 243 om ændring af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

I et brev af 9. maj 1995, j.nr. 1994-759-0022, har Justitsministeriet anmodet Departementet om en udtalelse til brug for besvarelsen af to spørgsmål (spørgsmålene 18 og 61), som af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen er stillet justitsministeren i forbindelse med behandlingen af ovennævnte lovforslag.

Departementet kan i den anledning oplyse følgende

Ad spørgsmål 18

I skattestatistikken kendes kun de samlede fradrag for faglige kontingenter, der indbefatter fradrag for bidrag til a-kasse, administrationsbidrag og fagforeningskontingent. Det samlede fradrag for faglige kontingenter skønnes at udgøre ca. 16,3 mia. kr. i 1994.

Med udgangspunkt i lovmodeloplysninger om tilhørsforhold til a-kasse og under forudsætning af et gennemsnitligt administrationsbidrag på 1.025 kr. i 1994, kan den del af fradraget, der er egentligt fagforeningskontingent, udskilles. Fradraget for fagforeningskontingent skønnes på denne baggrund til ca. 6,5 mia. kr. i 1994. Skønnene er behæftet med en vis usikkerhed.

Ad spørgsmål 61

A. Den skattemæssige behandling af tilskud til politikere

1. Det kan indledningsvis bemærkes, at offentligt ydet støtte til et politisk parti eller en politisk kandidat uden for partierne er skattefri, jf. § 13 i lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v.

For så vidt angår private bidrag til politiske partier samt til de enkelte kandidater både i og uden for partierne gælder derimod de almindelige skattemæssige regler.

2. Et politisk parti er omfattet af skattepligten efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Skattepligten omfatter dog alene indtægter, som erhverves af partiet ved erhvervsmæssig virksomhed.

Et bidrag, som et politisk parti får af en privatperson eller fra en privat virksomhed, vil således som følge af dets ikkeerhvervsmæssige karakter være skattefrit for partiet.

3. Privat ydet støtte til en kandidat uden for partierne eller til en bestemt politiker inden for et parti er personlig indkomst for den pågældende efter statsskattelovens § 4, jf. personskattelovens § 3.

Er situationen den, at en politiker til fordel for sit parti giver afkald på et bidrag, som den pågældende har modtaget fra privat side, vil bidraget være skattepligtigt for politikeren, da denne ved afkaldet disponerer over bidraget. Der er ikke hjemmel for politikeren til at fradrage bidraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Når en privatperson eller en privat virksomhed ønsker at yde et bidrag til en politiker, vil situationen dog formentlig normalt være den, at bidraget gives til partiet, som kanaliserer det ud til den enkelte kandidat til brug for dennes politiske arbejde. Der vil derfor i praksis typisk ikke være noget beskatningsproblem.

Et beløb, som et parti bruger i en valgkampagne for at promovere en af partiets politikere, betragtes nemlig ikke som en indtægt for denne og skal derfor ikke medregnes til den pågældendes personlige indkomst.

Formentlig af denne grund er det anført i ligningsvejledningen, at de bidrag, en folketingskandidat modtager til sin valgkampagne, ifølge praksis ikke beskattes.

4. Politikeren er ikke berettiget til noget ligningsmæssigt fradrag for driftsomkostninger, da omkostningerne ikke kan anses for nødvendige for »at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten«.

Det fremgår af vedlagte afgørelse fra Landsskatteretten (Tfs. 1984.472), at støtte til politisk arbejde og udgifter, der er afholdt for at fremme politiske synspunkter, ikke anses for omfattet af statsskattelovens § 6 a. De udgifter til annoncer m.v., som et folketingsmedlem afholder i forbindelse med et folketingsvalg, må i første række anses som afholdt for at fremme den pågældendes synspunkter og politiske arbejde. Udgifterne blev derfor ikke anset som fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det tilføjes, at folketingsmedlemmer fra Folketinget modtager et skattefrit tillæg til dækning af omkostninger.

5. Afslutningsvis bemærkes, at den private støtteyder (det være sig en privatperson eller en virksomhed og lign.) som udgangspunkt ikke vil have fradragsret for partistøtte.

Dette gælder dog ikke for den indirekte støtte, der gives via f.eks. faglige kontingenter, hvor fradragsretten følger af ligningslovens § 13.

B. Indberetning af tilskud til lokale organisationer

For så vidt angår den del af spørgsmålet, der omhandler bestemmelsen om indberetning af tilskud til lokale organisationer, kan det bemærkes, at Skatteministeriet ikke har bidrag til besvarelsen. Begrundelsen herfor er, at den omhandlede indberetningsordning efter det foreliggende ikke hviler på skattekontrolmæssige hensyn. Ifølge lovforslaget er baggrunden for indberetningsordningen et ønske om kontrol med, hvem der yder tilskud til politiske bevægelser.

Skattemyndighederne er heller ikke i øvrigt inddraget i administrationen af loven.

Med venlig hilsen

Carsten Koch

Tidsskrift for Skatteret 29/10 1984

Landsskatteretskendelse 472

Folketingsmedlem, udgifter til valgmateriale

LSR af 31/7 1984, 1984-1-338

En skatteyder havde som sin eneste indtægt vederlag som medlem af Folketinget. Ved valget i 1981 havde han afholdt udgifter til valgmateriale m.v. med 7.000 kr. Landsskatteretten fandt ikke, at beløbet kunne fratrækkes efter statsskattelovens § 6 a.

A klagede over, at skatterådet havde anset ham for uberettiget til i indkomstopgørelsen for 1981 at fradrage et beløb på 6.777 kr. for udgifter afholdt i forbindelse med hans opstilling til et folketingsvalg i 1981.

Det fremgik af sagen, at ministeren for skatter og afgifter i et svar af 24. februar 1982 på et spørgsmål om, hvorvidt et folketingsmedlem, der selv afholdt udgifter til valgpropaganda, kunne fradrage disse udgifter ved indkomstopgørelsen, havde anført, at Statsskattedirektoratet i en udtalelse over spørgsmålet bl.a. havde udtalt, at støtte til politisk arbejde og udgifter, der afholdtes for at fremme politiske synspunkter, ikke var anset for omfattet af statsskattelovens § 6 a. De udgifter til annoncer m.v., som et folketingsmedlem afholder i forbindelse med et folketingsvalg, måtte i første række anses for afholdt for at fremme den pågældendes synspunkter og politiske arbejde. Udgifterne var derfor efter Statsskattedirektoratets opfattelse ikke fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ministeren for skatter og afgifter havde tilsluttet sig det af Statsskattedirektoratet anførte.

Under henvisning til, at indtægten som folketingsmedlem var hans eneste reelle indtægt, gjorde klageren gældende, at de afholdte udgifter, der var afholdt til sikring af hans genvalg til Folketinget, måtte anses for at være driftsomkostninger, der var fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6 a.

Landsskatteretten måtte imidlertid - med samme begrundelse som af Statsskattedirektoratet anført, jf. ovenfor - være enig i, at de af klageren afholdte udgifter i forbindelse med hans opstilling til folketingsvalget i 1981 ikke var fradragsberettigede i hans skattepligtige indkomst. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

ArbejdsministerietDen 23. maj 1995

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Lovafdelingen

Ved skrivelse af 9. maj 1995 har Justitsministeriet anmodet Arbejdsministeriet om en udtalelse vedrørende spørgsmål nr. 14, 15, 16 og 19 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen af 3. maj 1995.

Spørgsmålet om bidrag til politiske partier er reguleret via aftaler, og Arbejdsministeriet skal således henvise til vedlagte høringssvar fra LO af 17. maj 1995.

P.M.V.

E.B.

E. Edelberg

LO

Den 17. maj 1995

Landsorganisationen i Danmark

Rosenørns Alle 12

1634 København V

Arbejdsministeriet

Laksegade 19

1063 København K

I skrivelse af 9. ds. har Arbejdsministeriet anmodet Landsorganisationen om en udtalelse til brug ved ministeriets besvarelse af nogle nærmere anførte spørgsmål fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen til justitsministeren.

I spørgsmål 14 spørges, om det kan forekomme, at fagforeningsmedlemmer, som arbejder på et område, hvor der er eksklusivbestemmelser, kan miste deres fagforeningsmedlemskab og dermed deres arbejde, hvis den pågældende fjerner partistøtten i sit fagforeningskontingent.

Som bekendt fremgår det af den nugældende lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber, § 2, stk. 1, at medlemmer, der ønsker at blive fritaget for at betale bidrag til politiske partier, skal afgive en skriftlig erklæring herom.

Afgivelse af en sådan skriftlig erklæring vil efter Landsorganisationens opfattelse ikke i noget tilfælde kunne medføre, at den pågældende mister sit fagforeningsmedlemskab og dermed sit arbejde.

I spørgsmål 15 ønskes det oplyst, hvilke regler der gælder i fagforeningerne med henblik på beslutning om at yde støtte til et bestemt politisk parti.

Dette er i spørgsmål 16 uddybet, idet der spørges, om en sådan beslutning skal tages af en generalforsamling eller kan træffes af f.eks. en hovedbestyrelse.

Som bekendt er fagforbund og de tilsluttede fagforeninger hver for sig selvstændige juridiske personer, der styres af egne vedtægter.

Der kan derfor ikke siges noget generelt om, hvor kompetencen til at beslutte at yde tilskud til politiske partier ligger.

Det kan oplyses, at for så vidt angår Landsorganisationen, træffes beslutninger om anvendelse af kontingentet, herunder anvendelse til tilskud til politiske partier, af det kongresvalgte forretningsudvalg.

I spørgsmål 19 ønskes det oplyst, hvor meget fagbevægelsen i alt ydede til partipolitiske formål i 1994.

Inden for Landsorganisationens område ydes tilskud ud over af Landsorganisationen af fagforbund, fagforeninger og arbejdspladsklubber.

Landsorganisationen er ikke i besiddelse af nogen samlet oversigt over størrelsen af tilskuddene.

Det fremgår af Landsorganisationens seneste årsregnskab fra 1994, at der det pågældende år blev ydet et tilskud på kr. 5.526.000,- svarende til knap 4 kr. pr. medlem til Socialdemokratiet og kr. 4.220.000,- til Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

P.F.V.

Erik Hemmingsen

/ Xxxx

Bilag til besvarelsen af spørgsmål 12

Justitsministeriet Den 25. april 1990

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 1-9 og 12-13 vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber (L 179 - bilag 2, 3, 4, 6, 11 og 13).

Hans Engell

/ John Vogter

Besvarelse af spørgsmål nr. 6 af 13. marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

(L 179 - bilag 2)

Spørgsmål

»Vil ministeren i lovteksten sikre sig, at fagforeningskontingenterne fremover bliver sat ned for de fagforeningsmedlemmer, der ikke ønsker frivilligt at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål?»

Svar

Der er ved udformningen af lovforslaget lagt afgørende vægt på at sikre det enkelte medlem en fuldstændig anonymitet med hensyn til, om den pågældende ønsker at bidrage til politiske partier eller ej. Sikres en sådan anonymitet i forhold til andre medlemmer af foreningen ikke, kan der være en vis risiko for, at de medlemmer, som ønsker sig fritaget, udsættes for et utilbørligt pres.

På den baggrund ligger det i forslaget, at der ikke må videregives oplysninger fra foreningernes revisorer til foreningens ledelse og andre medlemmer om, hvem der har ønsket sig fritaget for at bidrage til politiske partier.

At sikre det enkelte medlem denne anonymitet er fundet vigtigere end en eventuel mulighed for, at det enkelte medlem kan opnå kontingentnedsættelse. Der er heller ikke i lovforslaget eller i praksis noget til hinder for, at foreningen gennemfører en generel nedsættelse af medlemskontingenterne eventuelt i forbindelse med en beslutning om ikke at yde bidrag til politiske partier, når en vis større gruppe af medlemmer har tilkendegivet, at man ikke ønsker at give partibidrag.

Bilag til besvarelse af spørgsmål 17

Justitsministeriet Den 27. april 1990

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Folketingets Retsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Vedlagt fremsendes i 80 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21. marts 1990 og 11 af 27. marts 1990 vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber (L 179 - bilag 7 og 10).

Hans Engell

/ Christian Trønning

Besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 21. marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

(L 179 - bilag 7)

Spørgsmål

»Hvordan vil ministeren sikre reel ligestilling mellem medlemmer af lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer med hensyn til muligheden for fritagelse for betaling af bidrag til politiske partier i forbindelse med den aftale, som fremgår af vedlagte artikel fra Det fri Aktuelt, den 2. februar 1990?»

Svar

Det følger af § 1 i lovforslaget, at bestemmelserne om private bidrag til politiske partier gælder for alle arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne hører til. Foreningerne skal efter bestemmelsen tilsikre medlemmerne, at bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt opkrævet over medlemskontingentet er frivilligt for det enkelte medlem.

Der ligger ikke i udtrykket »medlemskontingentet« nogen begrænsning med hensyn til, hvornår en forening skal tilsikre medlemmerne den beskrevne frivillighed med hensyn til partibidrag m.v. Navnlig er der ikke i lovteksten nogen støtte for at indlæse den begrænsning, at der kun skal sikres frivillighed med hensyn til bidrag, der ydes af det pågældende års medlemskontingent eller f.eks. af midler opsamlet af medlemskontingenter betalt efter lovens ikrafttræden.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det i forbindelse med den foreslåede ordning ikke muligt at udskille midler, der hidrører fra indbetaling af medlemskontingenter, fra foreningens øvrige formue, og lovforslagets tekst og bemærkningerne til lovforslaget lægger da heller ikke efter Justitsministeriets opfattelse op til en sådan sondring.

Lovforslaget omfatter derfor efter Justitsministeriets opfattelse enhver faglig organisation med det i loven anførte hovedformål, når organisationen på noget tidspunkt efter dens stiftelse har modtaget betaling fra medlemmerne i form af kontingent. Det gælder uanset om partistøtten m.v. i det konkrete tilfælde tages fra foreningens formue eller fra de løbende kontingentindtægter.

Uden for loven falder således kun de faglige sammenslutninger, som ikke på noget tidspunkt har modtaget kontingentindtægter, men hvis virksomhed alene er finansieret på anden måde, f.eks. ved gaver. Justitsministeriet er ikke bekendt med, at der skulle eksistere sådanne faglige sammenslutninger.

Der er efter lovforslaget tale om en fuldstændig ligestilling mellem medlemmer af lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisationer.

Justitsministeriet har i øvrigt bemærket, at Dansk Arbejdsgiverforening i pressemeddelelsen af 25. april 1990 giver udtryk for, at man efter lovforslagets vedtagelse vil give medlemsorganisationerne lejlighed til at erklære sig om spørgsmålet om støtte til de politiske partier og til partipolitiske formål i øvrigt i overensstemmelse med loven. DA's forretningsudvalg vil, når loven er vedtaget, også tage skridt til, at DA's medlemsorganisationer skriver til alle medlemmer.

Bilag til besvarelse af spørgsmål 82

Besvarelse af spørgsmål nr. 1 af 13. marts 1990 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

(L 179 - bilag 2)

Spørgsmål

»Vil ministeren ændre § 2 i lovforslaget, således at fagforeningsmedlemmerne som hovedregel ikke er bidragspligtige via deres kontingent, men at hvis det enkelte medlem ønsker at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål, kan den pågældende på eget initiativ henvende sig til deres fagforening?»

Svar

Foreninger, herunder også faglige foreninger, kan i dag som altovervejende hovedregel træffe beslutning om foreningernes indre og ydre forhold uden at være undergivet særlig lovregulering. Det gælder f.eks. beslutninger om foreningsformålet, foreningsopbygningen og efter hvilke regler, der skal træffes afgørelse om foreningsanliggender. Der er ikke i lovgivningen fastsat generelle regler om sådanne forhold, og der er heller ikke i dansk ret tradition for at gennemføre en mere detaljeret lovgivning om disse forhold på bestemte områder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Medlemmerne af private foreninger må således alt afhængigt af, hvordan foreningen er organiseret, selv - uden offentlig regulering, tilsyn og kontrol - træffe de beslutninger, som skønnes relevante for foreningen inden for det fastsatte foreningsformål.

Lovforslaget har, som det også fremgår af de almindelige bemærkninger hertil, ikke til hensigt at udelukke, at faglige sammenslutninger eller foreninger i overensstemmelse med foreningernes vedtægter yder støtte til partipolitiske formål, hvis der i foreningernes kompetente organer er flertal herfor.

Selv om der som nævnt gælder en betydelig frihed for foreningerne til at fastlægge deres indre forhold, er der områder, hvor det gennem vedtægterne, ved lov eller på baggrund af de almindelige foreningsretlige grundsætninger, der har udviklet sig i retspraksis, kan være nødvendigt at sikre en vis mindretalsbeskyttelse. Navnlig med hensyn til foreninger, hvor der er pligt til medlemskab, som f.eks. grundejer- og ejerlejlighedsforeninger, eller hvor medlemskabet i øvrigt er af væsentlig betydning for det enkelte medlems mulighed for at udøve sit erhverv, kan der være grund til at sikre mindretallet mod visse økonomiske dispositioner, som et almindeligt flertal i foreningen vil søge at gennemføre.

Folketinget har i den dagsorden, der ligger til grund for lovforslaget, givet udtryk for, at der med hensyn til faglige organisationer, såvel arbejdsgiver- som arbejdstagerorganisationer, kan være grund til at sikre en vis mindretalsbeskyttelse med hensyn til økonomiske bidrag til politiske partier. I dagsordenen tilkendegiver Folketinget således bl.a., at der bør vedtages en folketingsbeslutning, som opfordrer alle organisationer til at drage omsorg for, at de enkelte medlemmer får mulighed for at meddele, at der ikke igennem deres kontingent kan ydes støtte til politiske partier. Lovforslaget er i overensstemmelser hermed.

Regeringen har på den baggrund ikke til hensigt at foreslå § 2 i lovforslaget ændret på den måde, der er anført i spørgsmålet.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslagene ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet disse i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslagene til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslagene til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller det under II nævnte lovforslag til forkastelse og vil redegøre for sin stilling til det under I nævnte lovforslag ved 3. behandling.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller det under I nævnte lovforslag til vedtagelse og det under II nævnte lovforslag til forkastelse .

Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF) Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S) Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke (FP)

Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget

Betænkning over lovforslag 1994 243 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne og indenrigsministeren har besvaret skriftligt.

En række af udvalgets spørgsmål og ministrenes besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen sammen med skatteministerens og arbejdsministerens udtalelser.

Der er af forskellige mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) ser dette forslag i sammenhæng med L 244 og gennemførelsen af den såkaldte Olsen-plan og som en forberedelse og gennemførelse af en ordning med orlovsmulighed til ministre, så længe de er ministre.

Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) betragter de politiske partier som folkestyrets centralnervesystem. Partierne må derfor sikres de bedst mulige livsbetingelser.

Som følge af de ændrede ledelses- og bestyrelseskonstellationer i dansk erhvervsliv samt den omstændighed, at et flertal i Folketinget går ind for fuld åbenhed omkring partiregnskaber og bidragyderfortegnelser, er det bydende nødvendigt nu at øge den offentlige støtte til de politiske partier, der - med meget stort flertal - blev indført i 1986.

Partistøtteordningens kombination af en central ordning og to decentrale har i den periode, der er forløbet siden 1986, betydet en væsentlig saltvandsindsprøjtning til det politiske arbejde i Danmark. I den forbindelse lægger mindretallet vægt på at understrege, at ordningen ikke på noget tidspunkt siden dens indførelse har givet anledning til kritik. Tværtimod har alle partier med kyshånd modtaget de midler, ordningen har givet mulighed for.

Den justering af partistøtteordningen, der nu gennemføres, vil efter mindretalllets opfattelse give de politiske partier en højere grad af uafhængighed og langt bedre muligheder for at leve op til de krav, der stilles til dem i et samfund præget af meget betydelig indflydelse fra græsrodsbevægelser og interesseorganisationer samt fra medierne. De politiske partier i Danmark har på det nærmeste monopolstilling, når talen er om opstilling af de kandidater, der skal påtage sig ansvar i vort folkestyre. Ikke mindst derfor er det vigtigt, at partiernes arbejde har et højt aktivitetsniveau båret af en professionel og moderne holdning.

Efter mindretallets opfattelse er den økonomiske forudsætning for partiernes arbejde en kombination af medlemskontingenter, frivillige bidrag og offentlig støtte. Vi lægger i den forbindelse afgørende vægt på, at tilgangen af nye medlemmer til partierne øges væsentligt.

Efter mindretallets opfattelse vil den øgede offentlige støtte til det politiske arbejde om ganske få år opleves på samme måde som i en lang række af de lande, vi normalt sammenligner os med. Den vil være en fuldstændig selvfølge!

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget), der er medforslagsstiller til ændringsforslag nr. 1 - 4, indstiller lovforslaget til forkastelse .

Det er mindretallets opfattelse, at private borgere ud af deres egne, allerede beskattede midler skal have mulighed for at støtte politisk virksomhed, beskyttet af samme fortrolighed som ved stemmeafgivning ved valgene.

Derimod ville mindretallet være indstillet på at indføre oplysningspligt for visse bidrag fra arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, forudsat at der gennemføres en ændring af den gældende regel om adgang for disse foreningers medlemmer til at blive fritaget for at betale bidrag til politiske partier.

Det er stærkt forkasteligt, at regeringen fastholder den gældende regel om, at fagforeningernes medlemmer skal melde fra ved et kryds på en kupon for at slippe for at betale bidrag til politiske partier. Mindretallet har derfor fremsat ændringsforslag, som vender denne regel om. I stedet for at melde fra skal man melde til. Det vil sige, at f.eks. en fagforening kun kan overføre penge til et politisk parti i det omfang, som medlemmerne aktivt har givet deres tilslutning til det. Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslagene.

Såfremt disse ændringsforslag bliver vedtaget, vil mindretallet støtte en lovændring, som indfører oplysningspligt for bidrag over 20.000 kr. fra arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.

SF har gennem mange år argumenteret for større åbenhed i partiernes regnskaber - i særlig grad hvad angår økonomiske tilskud udefra. Senest har partiet i denne folketingssamling fremsat beslutningsforslag B 8 (om offentliggørelse af regnskaber for politiske partiers og kandidaters indtægter og udgifter ved offentlige valg).

Ud fra en demokratisk synsvinkel er det dybt betænkeligt, hvis de politiske partiers muligheder bliver afhængig af økonomiske ressourcer. I den sammenhæng er erfaringer fra f.eks. USA og Italien skræmmende.

Hvis erhvervslivet støtter de borgerlige partier gennem gigantiske tilskud, forventer man naturligvis, at partierne i deres politik har, hvad man kalder »forståelse for erhvervslivets problemer«. Men det er dybt problematisk, hvis erhvervslivet (eller fagbevægelsen) på denne måde bliver 3. part i det parlamentariske arbejde.

Derfor må vælgerne i det mindste have klarhed over, hvem der støtter partierne, og med hvor meget partierne eller enkeltkandidater støttes.

Lovforslaget forsøger angiveligt at tage hul på denne problemstilling, og det skal formentlig være et figenblad for den skamløse firedobling af partistøtten (jf. L 244).

Figenbladet dækker imidlertid ikke særlig godt. Overfladisk set er der tale om et skridt i den rigtige retning, men der er så mange huller i forslaget, at det nærmer sig en dans på stedet. SF har af samme grund stillet en række ændringsforslag, som skal stoppe de pågældende huller. Det drejer sig om følgende

- bagatelgrænsen på 20.000 kr. er for høj. 20.000 kr. er et stort beløb, og det må forventes, at mange tilskud vil ligge på 19.500 kr., ligesom det vil være muligt at lade datterselskaber gå ind med tilskud for derved at opdele den samlede støtte, så oplysningspligten undgås,

- bagatelgrænsen sættes yderligere i relief, når tilskud til enkelte kandidater ikke er med i forslaget. Der har gennem flere år været en stigende tendens til at støtte enkeltkandidater, og det er urimeligt, at den form for støtte ikke er med,

- dertil kommer, at der ikke eksisterer præcise retningslinjer for indirekte støtte i form af annoncer og lignende. Hvis eksempelvis Dansk Industri i de sidste dage før et valg bruger et millionbeløb på at indrykke annoncer med Hans Engells kontrafej, vil sådanne annoncer falde uden for reglerne på to måder: det kan betragtes som en støtte til Hans Engells personlige valgkamp, og det vil være indirekte støtte, som ikke præcist er omfattet af reglerne,

- det er endvidere utilfredsstillende, at det ikke skal fremgå, hvor meget den enkelte bidragyder har givet. Det bliver således umuligt at konstatere, om en organisation har givet 50.000 kr. eller 500.000 kr. Denne forskel må dog være væsentlig at få frem.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet som medforslagsstiller stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1Af et mindretal (V og FP)

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 1 udgår ordene: "opkrævet over medlemskontingentet«.

2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»02. I § 2, stk. 1, udgår ordene: »at blive fritaget for« og »over medlemskontingentet«.

3) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»03. § 2, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Erklæringen skal have følgende tekst: Jeg ønsker at betale bidrag kr. xxx til (partiets navn).«

4) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»04. I § 2, stk. 4, ændres ordene »der er fritaget for betaling af« til: »der betaler«.

Af et mindretal (SF)

5) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2, indsættes i 1. pkt. efter »parti«: », eller en kandidat opstillet for partiet,».

6) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2, ændres »et eller flere tilskud, der tilsammen« til: »økonomiske fordele, der«.

7) I det under nr. 2 foreslåede § 3, stk. 2, ændres beløbet »20.000 kr.« til: »2.000 kr.« (2 steder).

8) I det under nr.2 foreslåede § 3, stk. 2, indsættes efter »adresse« ordene: »og værdien af det enkelte tilskud«.

Bemærkninger

Til nr. 1 - 4 Sigtet med ændringsforslagene er at sikre medlemmerne af arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger reel frihed til selv at bestemme, om de gennem deres medlemskab af den pågældende organisation ønsker at yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt.

Ifølge de gældende regler kan et medlem af de nævnte organisationer blive fri for at betale sådanne bidrag ved at afgive en skriftlig erklæring om, at medlemmet ønsker at være fritaget for at betale bidrag.

Hovedreglen er altså, at f.eks. en fagforening kan disponere over medlemmernes indbetalte kontingenter til bl.a. at yde bidrag til udvalgte politiske partier. Det kræver en aktiv handling fra medlemmets side at blive fritaget herfor. Denne regel bliver tilmed administreret således, at kontingentet ikke sættes ned for den, som ønsker at blive fri for at betale bidrag til politiske formål.

Forslagsstillerne ønsker at vende hovedreglen om. Udgangspunktet vil herefter være, at f.eks. en fagforening ikke kan yde bidrag til politiske partier eller partipolitiske formål i øvrigt, medmindre medlemmerne aktivt gennem en erklæring har givet tilslutning hertil.

Det samlede bidrag fra interesseorganisationen til det enkelte politiske parti vil således udgøre summen af bidrag fra de enkelte medlemmer, som har tilkendegivet at ville betale.

Samtidig vil de foreslåede ændringer indebære en betydningsfuld afregulering, idet der ifølge forslaget ikke længere er et lovkrav om, at foreningen en gang hvert år skal tilsende medlemmerne en blanket. Det er således foreningen selv, som afgør, om den hvert år vil sende en blanket til medlemmerne. Forslagsstillerne finder det unødvendigt med et lovkrav herom, når hovedreglen vendes om således, at medlemmerne skal »melde til« frem for at »melde fra«.

Som udgangspunkt ønsker forslagsstillerne at respektere private foreningers ret til selv at beslutte, hvordan de ønsker at anvende foreningens indtægter. Med det foreslåede indgreb i de nævnte organisationers dispositionsret over de fra medlemmerne indbetalte kontingenter m.v. har forslagsstillerne taget hensyn til navnlig tre forhold. For det første er medlemskab af fagforeninger som hovedregel ikke reelt frivilligt. I de fleste situationer er medlemskab af en bestemt fagforening en betingelse for overhovedet at kunne få et job. Et medlem af en fagforening kan altså ikke protestere mod en bevilling af tilskud til et bestemt politisk parti ved at melde sig ud af fagforeningen. Derfor er der behov for en særlig beskyttelse af det enkelte fagforeningsmedlems ret til at blive fri for at yde bidrag til politiske partier.

For det andet skal ændringsforslagene ses i lyset af den foreslåede oplysningspligt for visse bidrag til politiske partier. Regeringens forslag indebærer bl.a., at partier, der modtager private bidrag på over 20.000 kr., skal oplyse, hvem giveren er. Konsekvensen vil med stor sandsynlighed blive, at de partier, som hidtil har fået en del sådanne bidrag, nu vil miste hovedparten af denne indtægt. Herved vil den økonomiske balance mellem de politiske partier blive forrykket afgørende, hvis der ikke samtidig sættes en stopper for fagbevægelsens tvangsudskrivning af penge til bl.a. Socialdemokratiet.

For det tredje er kontingentindbetalinger til de nævnte organisationer fradragsberettigede ved skatteopgørelsen. Efter forslagsstillernes opfattelse er det derfor berettiget at stille visse krav til den modtagende organisations anvendelse af pengene.

I ændringsforslagene sondres ikke mellem arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger. Men der er ingen grund til at skjule, at de gældende regler især er utilstrækkelige i forhold til fagforeningerne. En LO-undersøgelse - foretaget af Aalborg Universitetscenter og offentliggjort den 18. oktober 1993 - viste eksempelvis, at kun 10 pct. af LO's medlemmer støttede LO's tætte forbindelse til Socialdemokratiet. Hvis den gældende regel om at »melde fra« ændres til en regel om at »melde til«, vil det utvivlsomt stimulere den nødvendige interne debat i fagbevægelsen om tvangsudskrivning af bidrag til politiske partier.

Til nr. 5

Ændringsforslaget skal sikre, at også støtte til enkelte kandidater skal fremgå af partiregnskabet. Baggrunden er, at der kan ske en omgåelse af offentlighedsreglerne ved at give støtte til enkeltkandidater i stedet for til partiet som helhed. Dertil kommer, at det er vigtigt for vælgerne at vide, i hvilken udstrækning de enkelte kandidater modtager støtte udefra.

Til nr. 6

Det er uklart, om indirekte støtte f.eks. i form af annoncer er medtaget i loven. Da den indirekte støtte kan være af anselig størrelse, er det vigtigt, at det klargøres, at denne form også er omfattet af bestemmelserne.

Til nr. 7

Bagatelgrænsen på 20.000 kr. er alt for høj, og det foreslås at nedsætte den til 2.000 kr.

Til nr. 8

Det fremgår af lovforslaget, at det ikke skal fremgå, hvor meget den enkelte bidragyder har givet. Dette må være en lapsus, og det foreslås, at vælgerne kan se præcist, hvor meget den enkelte organisation eller lignende giver i økonomisk støtte.

Erling Olsen (S) fmd. Ivar Hansen (V) nfmd. Henning Grove (KF) Margrete Auken (SF) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Gjellerup (S) Ove Fich (S) Torben Lund (S) Grete Schødts (S) Helge Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Jørgen Estrup (RV) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn Hornbech (V) Christian Mejdahl (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Anders Fogh Rasmussen (V) Hans Engell (KF) Torben Rechendorff (KF) Kim Behnke (FP)Enhedslisten havde ikke medlemmer i udvalget

Betænkning over lovforslag 1994 243 Valid

Nr BTL 243

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber (Åbne partiregnskaber m.v.)

Nr L 243 1994-95, 1. samling

Afgivet af Udvalget for Forretningsordenen

Afgivet: 19950524

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →