1994 BTL 200 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (FERIEDAGPENGEORDNING FOR DIMITTENDER) NR L 200 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
BUPL,
BUPL-A,
Danmarks Lærerforening og
Socialpædagogernes Landsforbund.
Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) finder, at dimittender i lighed med alle andre på arbejdsmarkedet bør have ret til 5 ugers betalt ferie. Mindretallet finder det meget beklageligt, at arbejdsministeren agter at ændre på beregningsfaktoren for modregning af egen optjent ferie for dimittender.
Derimod finder mindretallet, at forøgelsen af ledige dimittenders feriedagpengebetalte feriedage er et rigtigt skridt henimod dimittenders ligestilling på ferieområdet. På denne baggrund indstiller mindretallet derfor lovforslaget til vedtagelse.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for det stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 2 1) Stk. 1 affattes således
»Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 1995.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Da lovforslaget ikke færdigbehandles inden den 2. maj 1995, foreslås ikrafttrædelsestidspunktet udskudt til den 1. juni 1995.
Børge Bakholt (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Lisbeth Arbøl (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Pia Christmas-Møller (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP)
Ingen
Nr BTL 200
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Feriedagpengeordning for dimittender)
Nr L 200 1994-95, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19950517