1994 BTL 187 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (DEN AMTSKOMMUNALE GRUNDSKYLD AF LANDBRUGSEJENDOMME OG LIGNENDE EJENDOMME) NR L 187 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og mundtlig henvendelse fra Dansk Erhvervsjordbrug, Dansk Familielandbrug og De Danske Landboforeninger.
Der er af indenrigsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf indenrigsministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 1 1) Paragraffen affattes således
»§ 1 I lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 4. december 1990, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 90 af 8. februar 1995, foretages følgende ændringer
1. § 5, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes
»Stk. 2. Af ejendomme, der på tidspunktet for den vurdering, som lægges til grund ved skatteberegningen, må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. § 33, stk. 1, i vurderingsloven, opkræves den amtskommunale grundskyld dog med 5,7 promille af en del af de pågældende ejendommes afgiftspligtige grundværdi. Denne del af den afgiftspligtige grundværdi opgøres som den samlede afgiftspligtige grundværdi bortset fra den afgiftspligtige grundværdi, der er fastsat for stuehuset med tilhørende grund og have.«
2. § 29 A, stk. 7, 2. pkt., ophæves.'
Bemærkninger
Til nr. 1 Det foreslåede § 1, nr. 1, er identisk med § 1 i det fremsatte lovforslag, mens det foreslåede § 1, nr. 2, er nyindsat i forhold til lovforslaget.
Ifølge det foreslåede § 1, nr. 1, nedsættes den amtskommunale grundskyldpromille for landbrugsejendomme og lignende ejendomme fra 10 til 5,7 (dog bortset fra grundværdien for stuehuse).
Samtidig bortfalder den nugældende indbetaling til statskassen (Landbrugs- og Fiskeriministeriet) af beløb, der svarer til 4,3 promille af disse ejendommes afgiftspligtige grundværdier (stadig ekskl. stuehusværdier).
Det foreslåede § 1, nr. 2, er en konsekvensændring i tilknytning til det foreslåede § 1, nr. 1.
Det foreslåede § 1, nr. 2, vedrører § 29 A i den kommunale ejendomsskattelov.
Efter denne paragraf ydes der efter nærmere regler godtgørelse til ejere af ejendomme, der tilbageføres til landzone, for en del af den kommunale og amtskommunale grundskyld, der har været svaret af ejendommen, mens den lå i byzone. Den samlede godtgørelse udbetales til ejeren af vedkommende kommune. Kommunen har imidlertid krav på, at statskassen (Landbrugs- og Fiskeriministeriet) refunderer den del af godtgørelsen, der vedrører amtskommunal grundskyld, der er indbetalt til statskassen.
Efter den gældende regel afregnes denne refusion ved, at kommunen modregner sit refusionskrav ved førstkommende indbetaling af amtskommunal grundskyld til statskassen. Da lovforslaget indebærer, at disse indbetalinger bortfalder med virkning fra og med 1996, vil denne modregning ikke længere kunne praktiseres.
Hvis der fortsat skal være adgang til at få refunderet disse beløb efter 1995, vil det således kræve, at der i statsligt regi etableres en særlig procedure for udbetalingen.
Landbrugs- og Fiskeriministeriet har oplyst, at de nævnte refusionskrav i de seneste år har beløbet sig til i alt mellem 30-35.000 kr. årligt hidrørende fra mellem 4-6 kommuner.
I betragtning af beløbenes størrelse forekommer det ikke urimeligt, at man rent praktisk ophæver adgangen til at få de nævnte beløb refunderet af statskassen i forbindelse med ophævelsen af ordningen med indbetaling til statskassen af en del af den amtskommunale grundskyld af landbrugsejendomme og lignende ejendomme.
Det foreslås derfor at ophæve bestemmelsen i den kommunale ejendomsskattelovs § 29 A, stk. 7, 2. pkt., som indeholder hjemmelen for de nævnte refusionskrav.
Kommunerne vil herefter over for vedkommende amtskommune kunne modregne hele den del af en samlet grundskyldsgodtgørelse, som vedrører amtskommunal grundskyld, altså - i modsætning til i dag - også den del af den amtskommunale grundskyld, der eventuelt har været indbetalt til statskassen. Det vil således i sidste ende være vedkommende amtskommune, der kommer til at bære udgiften ved bortfaldet af det nuværende refusionskrav over for statskassen.
Klaus Hækkerup (S) fmd. Frank Aaen (EL) Poul Erik Dyrlund (S) Holger Graversen (S) Ole Stavad (S) Anne Baastrup (SF) Vibeke Peschardt (RV) Dorte Bennedsen (S) Villy Søvndal (SF) Else Winther Andersen (V) Helge Sander (V) Mariann Fischer Boel (V) Hans Christian Schmidt (V) Torben Rechendorff (KF) Bendt Bendtsen (KF) Henriette Kjær (KF) Poul Nødgaard (FP) nfmd.
Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 187
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (Den amtskommunale grundskyld af landbrugsejendomme og lignende ejendomme)
Nr L 187 1994-95, 1. samling
Afgivet af Kommunaludvalget
Afgivet: 19950511