1994 BTL 182 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LEJE, LOV OM MIDLERTIDIG REGULERING AF BOLIGFORHOLDENE OG LOV OM BOLIGBYGGERI (FORSØGSORDNING VEDRØRENDE HUSORDENSOVERTRÆDELSER I KØBENHAVNS OG ÅRHUS AMTER) NR L 182 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Administratorforeningen,
Andersen, Carsten, Socialpolitisk Forening,
Beldring, Aksel, Forstanderkollegiet for § 105 institutionerne,
Boligselskabernes Landsforening,
Ejendomsselskabet Lindø A/S,
Fællesforeningen for Jydske Grundejerforeninger,
Landsforeningen for ejere af udlejningsejendomme,
Lejernes Landsorganisation,
Rasmussen, Brian, København og
Storm, Peter, Landsforeningen SIND.
En af henvendelserne er optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af boligministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til ledsagende bemærkninger.
Boligministeren har over for udvalget tilkendegivet, at boligklagenævnene i forbindelse med evalueringen af ordningen vil overveje, hvorvidt det skønnes hensigtsmæssigt at nedsætte flere nævn inden for det enkelte amt med henblik på, at nævnet får en mere lokal forankring.
Boligministeren har endvidere over for udvalget tilkendegivet, at forslaget som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget skal ses i sammenhæng med de initiativer, der tages af regeringens Byudvalg for at hindre, at der opstår boligsociale problemer. Der tænkes her på beboerrådgivning, aktivitetstilbud, modelområder m.v. til forebyggelse af boligsociale problemer.
Det bemærkes, at det forhold, at boligklagenævnet pålægges en pligt til at rette henvendelse til den kommunale socialforvaltning i sager af social karakter, ikke udelukker, at lejeren kan gøre brug af andre sociale tilbud uden for socialforvaltningens regi, og at nævnet i sin afgørelse kan tage hensyn til, at lejeren tager imod sådanne andre tilbud.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) udtaler følgende
Lovforslaget danner baggrund for en forsøgsordning på 3 år i Århus og Købehavns Amter.
Mindretallet ser positivt på, at regeringen tilsyneladende er indstillet på at afhjælpe nogle af de problemer, der opstår med uefterrettelige beboere i tætte beboelsesområder.
Lovforslagets positive vinkel er, at der gives håb om, at man via boligklagenævn kan tage fat om problemer, før de eskalerer, og at boligklagenævnet kan være med til at løfte bevisbyrden, såfremt en sag ender i boligretten.
Mindretallet vil dog ikke undlade at fremkomme med betænkeligheder. Mindretallet mener ikke, at lovforslaget tager højde for de alvorligste sager, og vil derfor arbejde videre for at få lettet sagsbehandlingen i de groveste sager.
Mindretallet frygter, at boligklagenævnet, hvis ikke det arbejder smidigt, vil være et forhalende led i sagsbehandlingen.
Mindretallet ser i øvrigt med skepsis på det bureaukrati, loven medfører, ligesom mindretallet ønsker de udgifter, loven påfører ejerne, indregnet i huslejen.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) opfatter det stillede ændringsforslag som en forbedring af lovforslaget.
Mindretallet havde gerne set, at man havde valgt en konfliktrådsmodel, jf. det forslag, som er foreslået af de medlemmer af Socialministeriets følgegruppe vedrørende socialpsykiatri, der havde foretræde for udvalget. Denne henvendelse er optrykt som bilag til betænkningen.
Mindretallet opfordrer boligministeren til også at lave forsøg med denne model.
ÆndringsforslagAf boligministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1 1) I det foreslåede § 79 k, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer
»Finder nævnet, at der er tale om en sag af social karakter, skal nævnet dog altid, forinden der fastsættes en retsfølge over for lejeren, undersøge mulighederne for, at lejeren samtidig kan gøre brug af tilbud fra den kommunale socialforvaltning. Boligklagenævnet og socialforvaltningen i den kommune, hvor lejeren bor, kan udveksle de oplysninger, der er nødvendige for sagens afgørelse.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Det er som anført nævnet selv, der sørger for, at sagen oplyses i fornødent omfang. Vurderer nævnet, at der er tale om en sag af social karakter, skal nævnet ved henvendelse til den kommunale socialforvaltning undersøge mulighederne for hjælp i det sociale system. Boligklagenævnet skal fortsat træffe afgørelse i sagen, men de af socialforvaltningen eventuelt foreslåede samtidige sociale aktiviteter skal indgå i nævnets overvejelser om den mest hensigtsmæssige retsfølge.
Der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændring i placeringen af ansvaret for at hjælpe socialt udsatte personer.
Der foreslås indført en udtrykkelig hjemmel til, at boligklagenævnet kan videregive oplysninger til socialforvaltningen i den kommune, hvor lejeren bor, og at socialforvaltningen omvendt kan videregive oplysninger til nævnet, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Ændringsforslaget ses ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser.
Miljømæssige og erhvervsøkonomiske konsekvenser
Ændringsforslaget har ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.
EU-retlige konsekvenser
Ændringsforslaget har ikke EU-retlige konsekvenser.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Jytte Madsen (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Jytte Wittrock (S) Kristen Touborg (SF) Jørgen Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Sonja Albrink (CD) Pia Larsen (V) Bodil Thrane (V) Erling Oxdam (V) Jens Hald Madsen (V) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Kai Dige Bach (KF) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd. Bilag
En henvendelse fra Peter Storm, Landsforeningen SIND, Aksel Beldring, Forstanderkollegiet for § 105 institutionerne og Carsten Andersen, Socialpolitisk Forening, til udvalget
Til Folketingets BoligudvalgDen 15. maj 1995
Foretræde vedr. L 182 ved
Peter Storm, Landsforeningen SIND,
Aksel Beldring, Forstanderkollegiet for § 105 institutionerne,
Carsten Andersen, Socialpolitisk Forening,
alle medlemmer af Socialministeriets følgegruppe vedr. socialpsykiatri.
På det sociale er der inden for de seneste år sket en opprioritering af indsatsen over for socialt marginaliserede og socialt udstødte.
Socialkommissionen sagde i sit debathæfte »Tabt? - Debatoplæg om midtergruppen« (1992): »Hvert år er der folk, som simpelt hen går ned med flaget og mister forbindelsen til arbejdsmarkedet. Når det først er sket, er chancen for at få hejst flaget igen og blive selvforsørgende meget ringe. Odds'ene er ca. 1 mod 7. Derfor vokser gruppen hele tiden, og i dag drejer det sig om rundt regnet 75.000-100.000 langtidsledige - plus en del førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere, der ikke er registreret ledige.«
Socialministeriet skønner i »Sociale Tendenser 95«, at der er 100.000-150.000 mennesker i Danmark, hvis situation er så truet, at der er risiko for yderligere marginalisering og udstødelse. Gruppen af truede er i fare for at blive udstødte. Derfor påkalder støttende og forebyggende initiativer over for gruppen af truede sig stadig større interesse.
Den øgede opmærksomhed omkring de socialt udstødte hænger bl.a. sammen med Folketingets vedtagelse af dagsorden D 18 af 1. december 1992. Folketinget pålagde her regeringen at arbejde for en forbedring af forholdene for socialt udstødte personer, herunder personer med psykiske lidelser og misbrugsproblemer.
Der blev som følge af dagsordenen afsat betydelige midler i den såkaldte »Storbypulje«, og i forbindelse med gennemførelse af Byudvalgets forslag er kommunernes og amternes indsats for truede og socialt udstødte grupper intensiveret.
For sindslidende er der gjort en særlig indsats. Foråret 1993 nedsatte regeringen et hurtigtarbejdende udvalg, Fremrykningsudvalget, som bl.a. foreslog oprettelse af 100-125 botilbud til gruppen af meget vanskelige, 700 botilbud efter bistandslovens § 68, oprettelse af et antal væresteder med kapacitet til i alt ca. 1.000 brugere og en forøgelse af beskæftigelsestilbud med 300 pladser.
Der er et landsdækkende udviklingsarbejde i gang med opsøgende arbejde over for udstødte, støtte- og kontaktpersonordning for de særligt isolerede sindslidende, værestedsprojekter med henblik på at aktivere de meget socialt dårlige og forsøg med sociale boformer for psykisk syge og misbrugere. § 105 institutioner (forsorgshjem/herberg) har arbejdet med bofællesskaber til særligt stillede. Her eksisterer der erfaring i løsning af boligsociale problemer med det hårde sociale klientel.
Endelig skal vi henvise til Socialministeriets indsats for aktivering af kontanthjælpsmodtagere, som er nærmere beskrevet i et idekatalog, som netop er udkommet.
Vi vil således pege på den massive indsats, som er i gang, og som stort set omfatter den målgruppe som L 182-forsøgsordning vedrørende husordensovertrædelser m.v. omhandler. Gennem et samarbejde mellem boligselskaber, boligejere m.v. vil denne indsats kunne aktiveres til forebyggelse og afhjælpning af boligsociale problemer. Der er i de nævnte projekter mange eksempler på, hvordan opsøgende arbejde, støtte- og kontaktpersoner eller blot tilbud om deltagelse i væresteder har løst boligsociale konflikter. Der er lavet video-film som giver eksempler herpå.
Afslutningsvis vil vi henvise til, at præsidenterne for landsretterne og Københavns Byret anbefaler yderligere overvejelser bl.a under henvisning til retssikkerheden. Socialministeriet tager forbehold for, at retten til bolig knyttes sammen med vilkår om sociale aktiviteter eller behandling.
På baggrund af, at der på det sociale område er et udviklingsarbejde i gang, som med en vis succes går ind i en stor del af de i lovforslaget nævnte problemstillinger og formår at samarbejde med klientgruppen om frivillige løsninger, vil vi henstille til Boligudvalget, at forslaget ikke vedtages i denne samling. Vi vil på ingen måde underkende de store problemer, som særligt negative og modarbejdende lejere kan give, og hvor der kan være behov for en hurtig reaktionsmulighed, men en sådan bør altid følges op med alternative tilbud.
Såfremt boligudvalget vælger at indstille forslaget til vedtagelse, skal vi henstille, at § 79 b. ændres, så litra e udgår og erstattes af muligheden for konfliktråd. Anvendelsen af tvangsbestemmelser i forbindelse med deltagelse i »sociale eller andre forebyggende aktiviteter« er i direkte modstrid med den indsats, som foregår for samme målgruppe, men på det sociale område.
Ændringsforslag- § 79 b. Har lejeren tilsidesat god skik og orden, jf. § 79 a, kan konflikten henvises til behandling i et konfliktråd, eller lejeren kan pålægges en eller flere af følgende retsfølger, jf. dog stk. 2-7
- a) Konfliktråd har til opgave at mægle mellem den forurettede og den, som har tilsidesat god skik og orden, og er et alternativ til retsfølger nævnt i b-g. Konfliktrådene placeres organisatorisk i tilknytning til boligklagenævnene som selvstændige enheder.
Når en sag er henvist til konfliktrådsbehandling, indkaldes parterne til et eller flere mæglingsmøder under forsæde af en eller to mæglere. Parterne har ret til at møde med bisidder, men er forpligtet til at møde personligt og deltage i mæglingen.
Deltagelse i konfliktrådsbehandling er frivillig og kræver samtykke fra sagens parter. Frivilligheden gælder under hele mæglingsforløbet, og parterne kan på ethvert tidspunkt udtræde og afbryde forløbet.
Mæglingen afsluttes med indgåelse af en skriftlig aftale, der godkendes og underskrives af sagens parter og mægleren. Mægleren skal nægte at godkende en aftale, såfremt den er ulovlig, åbenbart urimelig, eller hvis andre ganske særlige grunde taler derfor.
Oplysninger afgivet af sagens parter eller bisidder under konfliktsrådsbehandlingen må ikke videregives. Alene den indgåede aftale kan videregives til orientering til involverede myndigheder.
For så vidt angår udpegning af mæglere og konfliktrådenes praktiske funktion, henvises til forslag til lov om konfliktråd (L 183/93-94).
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Der er af boligministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf boligministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1 1) I det foreslåede § 79 k, stk. 1, udgår 3. pkt.
Bemærkninger
Til nr. 1 Boligklagenævnet er en forvaltningsmyndighed omfattet af de forvaltningsretlige regler, herunder oplysningsprincippet (officialmaksimen).
Det vil være naturligt, at et boligklagenævn i sager af social karakter som et led i opfyldelsen af oplysningsprincippet retter henvendelse til den kommunale socialforvaltning.
Ved ændringsforslag nr. 1 vedtaget ved 2. behandling den 19. maj 1995 er indskærpet, at en sådan henvendelse skal ske i denne type sager.
Adgangen til at udveksle oplysninger mellem boligklagenævn og socialforvaltning er dog begrænset af reglerne i forvaltningslovens § 28.
Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1-3, gælder
»Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,
2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,
3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller
4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må udover de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden kan træffe.«
Det foreslås ved nærværende ændringsforslag, at boligklagenævnets forpligtelse begrænses til de tilfælde, hvor forvaltningslovens betingelser for videregivelse af oplysninger er opfyldt, og at forpligtelsen ikke udvides med en særskilt hjemmel i lejeloven til udveksling af oplysninger, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2.
Økonomiske og administrative konsekvenser
Ændringsforslaget ses ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser.
Miljømæssige og erhvervsøkonomiske konsekvenser
Ændringsforslaget har ikke miljømæssige eller erhvervsøkonomiske konsekvenser.
EU-retlige konsekvenser
Ændringsforslaget har ikke EU-retlige konsekvenser.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Jytte Madsen (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Jytte Wittrock (S) Kristen Touborg (SF) Jørgen Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Sonja Albrink (CD) Pia Larsen (V) Bodil Thrane (V) Erling Oxdam (V) Jens Hald Madsen (V) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Kai Dige Bach (KF) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd.
Ingen
Nr BTL 182
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om boligbyggeri (Forsøgsordning vedrørende husordensovertrædelser i Københavns og Århus Amter)
Nr L 182 1994-95, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19950518