1994 BTL 179 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AFGIFT AF BLYAKKUMULATORER OG HERMETISK FORSEGLEDE NIKKEL-CADMIUM-AKKUMULATORER (LUKKEDE NIKKEL-CADMIUM-BATTERIER) NR L 179 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.
Endvidere har udvalget modtaget mundtlige og/eller skriftlige henvendelser fra Foreningen for Indsamling af Genopladelige Batterier og Leverandørforeningen for Transportabelt Elværktøj.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf skatteministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 32 1) I stk. 1, nr. 2, ændres »§ 34, stk. 3-6« til: »§ 34, stk. 4, 5 og 7«.
Til § 34 2) Stk. 1 affattes således
»Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Loven kan dog tidligst træde i kraft den 1. januar 1996. Skatteministeren kan undlade at sætte lovens regler om blyakkumulatorer i kraft. Skatteministeren kan bestemme, at bestemmelserne i § 3, stk. 1, skal træde i kraft forud for lovens øvrige bestemmelser.
3) Stk. 3 udgår.
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 3-6.
4) I stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 4, 2. pkt., eller af stk. 5« til: »stk. 3, 2. pkt., eller af stk. 4«.
Bemærkninger
Til nr. 1, 3 og 4 Der er alene tale om tekniske ændringer.
Det vil i den bekendtgørelse, hvorved loven sættes i kraft, blive fastsat, at virksomheder, der skal registreres, skal anmelde sig til registrering senest 8 dage før lovens generelle ikrafttræden.
Til nr. 2 Miljø- og energiministeren agter at indgå en aftale i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 10 med Foreningen til indsamling af blyakkumulatorer i Danmark (ReturBat) om indsamling m.v. af blyakkumulatorer og tilskud til erhvervsmæssig indsamling og bortskaffelse til genanvendelse og om gebyr på blyakkumulatorer. Da denne ordning indeholder regler om støtte til indsamling af blyakkumulatorer, skal den notificeres efter statsstøttereglerne i Traktatens art. 92-93. Ordningen skal endvidere forhandles med de i miljøbeskyttelseslovens § 11 nævnte myndigheder og organisationer. Når aftalen herefter kan underskrives af miljø- og energiministeren, undlader skatteministeren at sætte lovens regler om afgift af blyakkumulatorer i kraft. Skatteministeren agter i givet fald efterfølgende at fremsætte forslag til ændring af loven, således at den ikke indeholder bestemmelser om blyakkumulatorer.
Såfremt Kommissionens godkendelse af aftalen mod forventning ikke måtte foreligge inden den 1. januar 1996, agter ministeren på dette tidspunkt alene at sætte lovforslaget i kraft, for så vidt angår nikkel-cadmium-batterierne, således at spørgsmålet om ikrafttrædelse af den del af lovforslaget, der vedrører blybatterierne, endeligt afgøres, når Kommissionens stillingtagen foreligger.
Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)
Tilføjelse til tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at 3. behandling blev standset og lovforslaget
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren i tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .
Mindretallet støtter den frivillige aftale, der er indgået mellem ReturBat og Miljø- og Energiministeriet. Frivillige aftaler inddrager og ansvarliggør erhvervslivet på en helt anden og mere direkte måde end traditionel lovgivning.
Mindretallet fastholder modstanden mod nikkel-cadmium-afgiften, der er en ren fiskal afgift. Lovforslaget er ødelæggende for den frivillige indsamling i butikkerne. Der eksisterer en aftale indgået med 25 organisationer om indsamling af genopladelige batterier. Mindretallet har vanskeligt ved at se, at en højere afgift kan løse problemerne med indsamling af genopladelige batterier. Det er mindretallets opfattelse, at dansk erhvervsliv og det danske samfund i dag er så skatte- og afgiftsbelastet, at der ikke er grundlag for at indføre nye skatter eller afgifter. Der er tværtimod behov for, at skatter og afgifter nedsættes eller fjernes, så der kan skabes incitamenter til nye investeringer til miljøforbedringer og nedbringelsen af arbejdsløsheden.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de i tillægsbetænkningen og tilføjelsen til tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (FP)
Til § 1 5) I paragraffen udgår ordene »og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer«.
Til § 2 6) I stk. 1 udgår nr. 4 og 5.
Til § 2 7) I stk. 2 udgår ordene »120 kr. pr. kg nikkel-cadmium-akkumulatorer og«.
Til § 3 8) I stk. 1 udgår ordene »eller nikkel-cadmium-akkumulatorer«.
Til § 34 9) I stk. 6 udgår i 2. pkt. ordene »og 120 kr. pr. kg nikkel-cadmium-batteri«.
Bemærkninger
Til nr. 5-9 Ændringsforslagene har til formål at fjerne afgiften på nikkel-cadmium-akkumulatorer fra lovforslaget. Herefter er der kun afgiften på blyakkumulatorer tilbage i lovforslaget. På dette område er der indgået en frivillig aftale mellem foreningen til indsamling af blyakkumulatorer i Danmark (ReturBat) og miljø- og energiministeren om indsamling og genanvendelse af blyakkumulatorer.
Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Gunhild Husum (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)
Ingen
Nr BTL 179
Betænkning over Forslag til lov om afgift af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier)
Nr L 179 1994-95, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19950426