1994 BTL 170 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LEJE OG LOV OM MIDLERTIDIG REGULERING AF BOLIGFORHOLDENE (REGULERING AF VEDLIGEHOLDELSESHENSÆTTELSER M.V.) NR L 170 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Administratorforeningen,
Advokatfirmaet Gangsted-Rasmussen,
Danmarks Lejerforeninger,
Fællesforeningen af Jydske Grundejerforeninger,
Landsforeningen for ejere af udlejningsejendomme og
Lejernes Landsorganisation.
Boligministeren har, for så vidt angår lejeregulering i småejendomme, oplyst følgende: I henhold til de ved lov af 1. juni 1994 gennemførte regler om regulering af lejen for lejemål i ejendomme med seks eller færre boliger kan lejen ikke overstige den leje, der betales for tilsvarende lejeforhold, hvor lejen er reguleret som omkostningsbestemt leje.
Boligministeren har over for udvalget tilkendegivet, at man i den kommende tid nøje vil overvåge, om administrationen af reglerne om lejeregulering for lejemål i sådanne ejendomme sker i overensstemmelse med loven.
Boligministeren har i et svar på et spørgsmål vedrørende behov for en særlig regel om bevisbyrde i sager, hvor en afgørelse, der er truffet i huslejenævnet, indbringes for boligretten/Landsretten, oplyst følgende efter at have indhentet en udtalelse herom fra Justitsministeriet
Det fremgår af udtalelsen, at det er Justitsministeriets opfattelse, at særlige regler om bevisbyrde kun bør indføres, såfremt der påvises et påtrængende behov for fravigelse af de almindelige regler.
Da Justitsministeriet ikke ser sig i stand til på det foreliggende grundlag nærmere at vurdere, om der er et sådant behov for en særlig regel om bevisbyrden i sager, hvor en afgørelse, der er truffet i huslejenævnet, indbringes for boligretten, er Boligministeriet indstillet på at tage spørgsmålet om behovet for særlige bevisbyrderegler på dette område op til overvejelse.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) stemmer for den begrænsede forbedring, det er at sikre, at lejerne ikke kan komme til at betale 2 gange. Det er en helt åbenbar urimelighed, der hermed rettes, hvilket Socialistisk Folkeparti gjorde opmærksom på, allerede da lejelovsforliget blev indgået.
Men der er stadig en række for mindretallet fuldstændig uacceptable konsekvenser af lejelovsforliget, som mindretallet har forsøgt at få fjernet. Blandt andet har mindretallet forsøgt at få begrebet »det lejedes værdi« præciseret, således at det kunne anvendes som et værn imod kæmpe huslejestigninger.
Der har ikke fra regeringens side været vilje til at præcisere begrebet, så lejerne kunne værnes.
Som en konsekvens heraf fastholder mindretallet, at den eneste måde, hvorpå man kunne skåne lejerne i småhuse og blandede ejendomme, ville være at vedtage det af Socialistisk Folkeparti fremsatte forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om individuel boligstøtte (L 53), der indebærer, at huslejeforliget fra sommeren 1994 annuleres.
Mindretallet vil derfor fortsætte kampen for at få det uretfærdige huslejeforlig annulleret.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
I foråret 1994 advarede mindretallet regeringen mod at gennemføre en forhastet lejelovsændring og anbefalede i stedet regeringen at indlede en afvikling af restriktionerne og reguleringerne på boligområdet.
Regeringen insisterede imidlertid på sine lejelovsændringer, men må nu med det foreliggede lovforslag indrømme, at den ikke havde gjort sit forarbejde forsvarligt. Derfor skal de i forvejen hårdt plagede lejere og udlejere til at sætte sig ind i nye og endnu mere komplicerede regler. Det er uforståeligt, at regeringen i jagten på millimeterretfærdighed vil gennemføre regler om vedligeholdelse, som alle praktikere på området har påvist er næsten umulige at administrere, især når det tages i betragtning, at sagen handler om de rene småbeløb.
Dette er så meget mere uforståeligt, som lejelovgivningen ikke i øvrigt lægger op til en krone for krone-sammenhæng mellem udlejernes vedligeholdelsesbeløb og de midler, der afsættes til vedligeholdelse. Således viser statistikkerne over vedligeholdelsen i danske udlejningsejendomme, at der gennem årene netto er anvendt næsten 4 mia. kr. mere på vedligeholdelse, end der er afsat over huslejerne.
Lovforslaget lider efter mindretallets opfattelse af en ejendommelig inkonsistens i argumentationen med hensyn til afsætningsbeløbets størrelse i en blandet beboelses- og erhvervsejendom. For så vidt angår beboelsesdelen, indebærer lovforslaget, at udlejer kun kan opkræve hele de 3x4 kroner, hvis der er aftalt en fordeling af vedligeholdelsespligten som fastsat i den nye lejelov. For så vidt angår erhvervsdelen, skal udlejer efter lovforslaget hensætte hele beløbet på 3x4 kr., uanset hvad der er aftalt om fordeling af vedligeholdelsespligten.
Lovforslaget lægger desuden op til at forsyne »småhuskapitlet« med yderligere restriktioner. Småhuskapitlet bliver dermed ikke det fristed i en bureaukratisk lejelovgivning, som det oprindelig var tiltænkt, og som strengt taget er den eneste begrundelse for at have et særligt regelsæt for små ejendomme.
Af bl.a. ovennævnte grunde, jf. i øvrigt bemærkningerne ved 1. behandling af lovforslaget i Folketinget, kan mindretallet ikke støtte det foreliggende lovforslag.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Jytte Madsen (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Jytte Wittrock (S) Kristen Touborg (SF) Jørgen Estrup (RV) Keld Albrechtsen (EL) Sonja Albrink (CD) Pia Larsen (V) Bodil Thrane (V) Erling Oxdam (V) Jens Hald Madsen (V) John Vinther (KF) Lene Espersen (KF) Kai Dige Bach (KF) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd.
Ingen
Nr BTL 170
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om leje og lov om midlertidig regulering af boligforholdene (Regulering af vedligeholdelseshensættelser m.v.)
Nr L 170 1994-95, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19950517