Legislator Case Law & Legislation
199414K00146 DK

1994 BTL 146 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM VISSE HOVEDLANDEVEJSSTRÆKNINGER (RING- BOULEVARDEN I RANDERS) NR L 146 1994-95, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1994 146 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Danmarks Naturfredningsforening og Kampagnen mod Ringboulevarden.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag. Ændringsforslagene tager højde for en løsning af de fleste af de problemer, som selve lovforslaget søger at løse. Samtidig skaber ændringsforslagene ikke de problemer, som lovforslaget skaber, ved at borgerne nord for Randers mere eller mindre bliver lukket ude fra resten af Randers. Det drejer sig formentlig om ca. 10.000 mennesker, der bliver afskåret fra direkte adgang til skoler, daginstitutioner m.v. Tallet for, hvor mange der vil blive ramt, er ikke helt sikkert, fordi det ikke er blevet undersøgt, hvilket fremgår af trafikministerens svar til Trafikudvalget.

Men det betyder i hvert fald, at de nævnte personer med Ringboulevarden mere eller mindre bliver afskåret fra resten af byen, selv om der bliver lavet tunneler under Ringboulevarden m.v. Dertil kommer, at Ringboulevarden har henligget ubebygget i mange år, og arealet er derfor blevet anvendt som et grønt område for beboerne i området. Det mister de, samtidig med at byen bliver skåret igennem, og den nordlige bydel, der rummer de mere socialt belastede dele af Randers, bliver endnu mindre attraktiv at bo i.

De stillede ændringsforslag svarer i øvrigt til de forslag, som et mindretal i Århus Amtsråd (Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten) har peget på.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

Fremskridtspartiet mener ikke, at det 60 år gamle forslag lever op til nutidens krav. En gennemførelse af projektet vil blive til stor ulempe for befolkningen i Randers.

Fremskridtspartiet ville kunne støtte et forslag som alternativ B eventuelt med enkelte ændringer.

Fremskridtspartiet mener, at staten burde spare på det planlagte projekt til fordel for et alternativ og bruge de sparede midler til bekæmpelse af de »sorte pletter«.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet kan dog stemme for de stillede ændringsforslag.

Mindretallet finder, at Randers Ringboulevard er et helt forældet projekt udformet i 1930'erne. Det forventes at løse et trafikalt problem, som man end ikke kender omfanget af, eftersom det ikke er lykkedes at få Trafikministeriet til at gennemføre nye trafikmålinger. De benyttede trafikmålinger er fra 1982, og der er siden åbnet motorvejsstrækninger, der under alle omstændigheder påvirker den gennemkørende trafik.

Projektet skaber en lang række miljømæssige og sociale problemer i lokalområdet, hvorfra der også er udgået en omfattende protestbevægelse. Siden projektet blev foreslået, er byen vokset ud omkring de reserverede arealer, og anlægges vejen, vil den påføre store boligområder væsentlige miljøgener langs med anlægget samt overskære væsentlige forbindelseslinjer på tværs af arealet.

Dertil kommer, at et vejanlæg af den foreslåede art vil generere yderligere biltrafik i modstrid med den overordnede miljømålsætning i »Trafik 2005«. De 39 mio. kr. fra beskæftigelsespakken kunne i stedet anvendes til en forbedring af en kollektiv trafikbetjening, en trafikdifferentiering i området samt en generel trafiksanering i byen, herunder forbedring af mulighed for transport af gods på bane.

ÆndringsforslagAf et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (EL)

Til § 1 1) Paragraffen affattes således

»§ 1. Trafikministeren bemyndiges til at lade anlægge en ny hovedlandevej umiddelbart nord for Randers. Vejen går fra landevej 462 ved industriområdet Jomfruløkke nord om Randers til det sted, hvor landevej 505 passerer motorvejen.«

Til § 2 2) Paragraffen udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2 Ændringsforslagene indebærer, at Ringboulevarden ikke anlægges. Til gengæld anlægges der en hovedlandevej nord om Randers. Det betyder, at al den trafik, der er gennemgående nordfra, ikke skal igennem Randers, samtidig med at trafikken fra industriområdet Jomfruløkke sydpå heller ikke skal passere igennem Randers. Derimod løser den her foreslåede vejføring ikke problemerne for trafikken i Randers by, som delvis ville blive løst ved anlæggelse af Ringboulevarden. Men løsning af disse opgaver bør under alle omstændigheder være en opgave for Randers Kommune og kan ske ved forbedringer af det eksisterende vejnet i Randers.

Helge Mortensen (S) nfmd. Poul Andersen (S) Børge Bakholt (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Tommy Dinesen (SF) Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Arne Melchior (CD) fmd. Svend Heiselberg (V) Svend Erik Hovmand (V) Helge Sander (V) Hans Christian Schmidt (V) Kaj Ikast (KF) Brian Mikkelsen (KF) Stefan G. Rasmussen (KF) Ole Donner (FP)

Betænkning over lovforslag 1994 146 Valid

Nr BTL 146

Betænkning over Forslag til lov om visse hovedlandevejsstrækninger (Ring- boulevarden i Randers)

Nr L 146 1994-95, 1. samling

Afgivet af Trafikudvalget

Afgivet: 19950330

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →