Legislator Case Law & Legislation
199414K00137 DK

1994 BTL 137 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE OG KONKURSLOVEN (OPHÆVELSE AF LOV OM SÆRLIG INDKOMSTSKAT M.V.) NR L 137 1994-95, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1994 137 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra

Danmarks Fiskeriforening,

Dansk Erhvervsjordbrug,

Dansk Familielandbrug,

Dansk Handel & Service,

De Danske Landboforeninger,

Erhvervenes Skatteudvalg,

Foreningen af Registrerede Revisorer,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Frandsen, Kaj, Øster Lindet,

Håndværksrådet,

Landbrugsraadet og

Regnskabskredsen HNR.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) er tilhænger af forenklinger i skattesystemet. Men partiet finder endvidere, at forenklingerne ikke skal bruges til samtidig at øge den samlede beskatning i samfundet.

Lovforslaget i sin oprindelige form vil medføre en samlet øget beskatning i størrelsesordenen 160 mio. kr. over de kommende 3 år. Dette er helt uacceptabelt for Fremskridtspartiet. Og mere specifikt er specielt reglerne i forslaget om genvundne afskrivninger ikke rimelige.

De stillede ændringsforslag vil dog ændre meget store dele af det oprindelige forslag. Resultatet skønnes efter ændringsforslagene at blive en samlet mindrebeskatning på ca. 15 mio. kr. Når ændringsforslagene samtidig betyder, at de genvundne afskrivninger medregnes med henholdsvis 85 pct. i 1996 og 1997 og 90 pct. i 1998, betyder det, at en lang række personer vil opleve skattelettelser med forslaget.

Der er dog tillige enkelte, som vil opleve skattestigninger, hvilket Fremskridtspartiet beklager. Men samlet ser Fremskridtspartiet ændringsforslagene som så positive, at partiet kan støtte lovforslaget med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

ÆndringsforslagAf skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

Til titlen 1) Titlen affattes således

»Forslag

til

Lov om ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v. og ændring af forskellige skattelove og konkursloven

(Ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v. samt konsekvensændringer m.v.)»

Til § 2 2) I det under nr. 2 foreslåede § 7 O, stk. 1, ændres »Følgende indkomster medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 3:» til: »Skattepligtige personer skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne følgende indkomster efter reglerne i stk. 3:».

3) I det under nr. 2 foreslåede § 7 O, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nye numre

»3) Beløb efter § 16 G, der ved en pensionsordnings opløsning eller bortfald tilfalder arbejdsgiveren, når denne i sin skattepligtige indkomst har fradraget de af arbejdsgiveren præsterede tilskud til ordningen, medmindre beløbet beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 24.

4) Vederlag for afløsning af pensionstilsagn, der ikke er afdækket i et pensionsinstitut, jf. § 16 E, stk. 1, nr. 6.«

4) Det under nr. 2 foreslåede § 7 O, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Af den del af summen af de i stk. 1 og 2 nævnte indkomster, der overstiger et grundbeløb på 7.900 kr., medregnes 85 pct. til den skattepligtige indkomst. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.«

5) I nr. 2 indsættes efter den foreslåede § 7 O

»§ 7 P. Skattepligtige personer skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne følgende indkomster med 90 pct. fra og med indkomståret 1998

1) Fortjeneste og tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af maskiner, inventar og lign. driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, eller skibe, når afhændelsen m.v. sker i forbindelse med afhændelsen m.v. af den pågældende virksomhed og fortjenesten eller tabet omfattes af bestemmelserne i afskrivningslovens § 6 og § 13, jf. § 6.

2) Fortjeneste opgjort efter afskrivningslovens § 29 ved afståelse af bygninger og installationer samt dræningsanlæg, på hvilke der har været foretaget skattemæssige afskrivninger.«

6) I den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 16 E, stk. 1, nr. 2, ændres »/» til: »eller«.

Til § 6 7) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 8, stk. 1, 4. pkt., udgår »vederlag for afløsning af pensionstilsagn,», og »§§ 6, 13, 29 og 29 S« ændres til: »§§ 6, 29 og 29 S samt § 13, jf. § 6«.

Til § 11 8) I den under nr. 1 foreslåede ændring af § 4, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »§ 13«: », jf. § 6«.

Til § 15 9) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer

»01. I § 7 A, stk. 2, indsættes efter nr. 3, som bliver nr. 4, som nyt nummer

»5) Vederlag som nævnt i ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 4.«

Nr. 5 og 6 bliver herefter nr. 6 og 7.'

Til § 19 10) I stk. 2 indsættes før 1. pkt. som nyt punktum

»Uanset bestemmelsen i ligningslovens § 7 P som affattet ved § 2, nr. 2, i denne lov medregnes de nævnte indkomster for skattepligtige personer med 85 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indkomstårene 1996 og 1997.«

11) I stk. 4 ændres »nr. 5-6« til: »nr. 5, 6 og 01«.

Bemærkninger

Til nr. 1-11I Ændringsforslagenes indhold

Ændringsforslagene indeholder 3 væsentlige elementer

- Indførelse af en regel om, at genvundne afskrivninger for skattepligtige personer alene medregnes med 85 pct. i den skattepligtige indkomst i indkomstårene 1996 og 1997 stigende til 90 pct. fra og med 1998.

- En udvidelse af den foreslåede bestemmelse i § 7 O i ligningsloven til også at omfatte visse beløb, som ved en pensionsordnings opløsning tilfalder en arbejdsgiver, og vederlag for afløsning af pensionstilsagn, som ikke er afdækket i et pensionsinstitut, det vil sige beløb, som hidtil har været omfattet af § 2, nr. 11 og 15, i lov om særlig indkomstskat.

- En ændring af bundfradraget og medregningsprocenten i den foreslåede § 7 O i ligningsloven. Bundfradraget hæves fra 6.000 kr. til ca. 10.000 kr. i 1996-niveau (et grundbeløb på 7.900 kr., som reguleres efter personskattelovens § 20), mens medregningsprocenten ændres fra 70 til 85.

Efter det oprindelige lovforslag skulle skattepligtige personer medregne genvundne afskrivninger (indkomster, som hidtil har været omfattet af § 2, nr. 1 og 2, i lov om særlig indkomstskat) fuldt ud ved opgørelsen af den personlige indkomst. Dette ville medføre en forhøjet beskatning af genvundne afskrivninger for mange skatteydere. Gennem indførelse af såkaldte medregningsprocenter (85 pct. i indkomstårene 1996 og 1997 og 90 pct. i indkomståret 1998 og fremefter) opnår man, at den forhøjelse af beskatningen ved ophør af selvstændig erhvervsvirksomhed, lovforslaget indeholdt i sin oprindelige udformning, nedbringes.

Medregningsprocenten for genvundne afskrivninger får også betydning, hvis indkomsten indgår i virksomhedsordningen, og hvis de genvundne afskrivninger medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10, 12 og 13. Medregningsprocenten får endvidere betydning i forbindelse med opgørelsen af arbejdsmarkedsbidraget for selvstændige erhvervsdrivende.

De beløb, som hidtil har været omfattet af § 2, nr. 11 og 15, i lov om særlig indkomstskat, indføjes i den foreslåede § 7 O i ligningsloven. Det vil sige, at disse indkomster omfattes af denne bestemmelses regler om bundfradrag og medregningsprocenter.

Samlet er resultatet, at ingen af de indkomster, der har været omfattet af lov om særlig indkomstskat, bliver overført til fuld beskatning som personlig indkomst ved ophævelsen af lov om særlig indkomstskat.

De indkomster, som tidligere har været særlig indkomst, bliver for personer i al væsentlighed samlet i to bestemmelser, nemlig ligningslovens §§ 7 O og 7 P. Begge disse bestemmelser indeholder medregningsprocenter, og § 7 O indeholder som nævnt tillige et bundfradrag. Uden for disse bestemmelser falder alene medarbejderobligationer og konkursindkomst. Medarbejderobligationer er skattefri, men arbejdsgiveren skal erlægge en afgift på 45 pct. af den del, der overstiger 1.800 kr. Konkursindkomsten beskattes efter forslaget med 45 pct., jf. konkursskatteloven.

For jubilæumsgratialer m.v., som hidtil har været omfattet af ligningslovens § 7, litra w, og som efter lovforslaget foreslås omfattet af ligningslovens § 7 O, medfører justeringen af bundfradraget fra 6.000 kr. til ca. 10.000 kr. i 1996-niveau og af medregningsprocenten fra 70 til 85 en skattemæssig lempelse i forhold til gældende regler for gratialer m.v. af mere beskeden størrelse, medens større gratialebeløb m.v. vil blive undergivet en forhøjet beskatning i forhold til gældende regler.

II Administrative konsekvenser

Ændringsforslagene skønnes ikke at medføre nævneværdige administrative konsekvenser.

III Provenumæssige konsekvenser

Ændringsforslagene går ud på, at genvundne afskrivninger for personer medregnes til den almindelige indkomst med en reduceret procent. Øvrig særlig indkomst medregnes ligeledes til almindelig indkomst med reducerede procenter, men der gives bundfradrag ved indkomstopgørelsen, ligesom det kendes i dag for jubilæumsgratialer og fratrædelsesgodtgørelser. Endvidere foreslås reglerne for jubilæumsgratialer m.v. tilpasset.

Omlægningen har ikke betydning for selskaber, da disse ikke betaler særlig indkomstskat.

I tabel 1 er vist ændringsforslagenes parametre samt provenuskønnene for ændringsforslagene. Provenuskønnene er behæftet med stor usikkerhed.

Tabel 1. Skønnede provenuændringer 1996-1998 ved ophævelse af lov om særlig indkomstskat. 1996-niveau

--------------------------------------------------------------------- Parametre Provenuændring (1996-niveau) 1996 1997 1998 1996 1997 1998 --------------------------------------------------------------------- --- Mio. kr. --- Ændringsforslag Samlet provenuændring i forhold til gældende regler ........... 5 -20 0 Genvundne afskrivninger Medregningsprocent ............ 85 85 90 -45 -70 -50 Øvrig særlig indkomst Medregningsprocent ............ 85 85 85 -5 -5 -5 Bundfradrag, kr. .............. 10.000 10.000 10.000 Jubilæumsgratialer og fra- trædelsesgodtgørelser Medregningsprocent ............ 85 85 85 55 55 55 Bundfradrag, kr. .............. 10.000 10.000 10.000 --------------------------------------------------------------------- L 137 som fremsat ............. 80 60 20 ---------------------------------------------------------------------

Anm.: »-» = provenutab

Med de stillede ændringsforslag indebærer omlægningen af særlig indkomst til almindelig indkomst, at beskatningen af genvundne afskrivninger sænkes med omkring 50 mio. kr. årligt i forhold til gældende lovgivning, når de nye regler er fuldt indfaset i 1998. Herved tilgodeses bl.a. erhvervslivets generationskifte. Samlet skønnes lovforslaget inkl. ændringsforslagene for indkomståret 1996 at medføre et merprovenu på 5 mio. kr. Med den usikkerhed, der er på skønnene, skønnes omlægningen stort set at være provenuneutral i 1996.

I 1997 skønnes lovforslaget inkl. ændringsforslagene at medføre et provenutab på ca. 20 mio. kr. som følge af skattereformens lavere skatteprocenter, og fra og med 1998 skønnes omlægningen at være provenuneutral.

Lovforslaget medfører relativt store provenuforskydninger mellem staten og den kommunale sektor. I forhold til gældende regler skønnes lovforslaget i indkomståret 1996 at medføre et merprovenu for kommunerne på 10 mio. kr. og for amtskommunerne på ca. 170 mio. kr. For staten skønnes der i 1996 at blive tale om et provenutab på indkomstskatten på ca. 245 mio. kr. og et forøget arbejdsmarkedsbidrag på ca. 70 mio. kr.

Finansårsvirkningen for 1996 af det samlede lovforslag skønnes at være et merprovenu på ca. 50 mio. kr. for staten, hovedsagelig vedrørende gratialer og fratrædelsesgodtgørelser, der er A-indkomst.

Særlig indkomstskat vedrørende indkomståret 1995 betales efter de gældende regler i 1996.

Virkninger af omlægningen af genvundne afskrivninger

I forhold til gældende regler vil omlægningen af genvundne afskrivninger fra særlig til (reduceret) almindelig indkomst betyde en skattelettelse, hvis ejeren beskattes på det laveste og mellemste skattetrin, men en vis skærpelse for selvstændige på det højeste skattetrin.

De ca. 15.000 personer, der betaler særlig indkomstskat vedrørende genvundne afskrivninger, skønnes at fordele sig ligeligt på de tre skattetrin.

Det er ikke muligt på grundlag af tilgængelige oplysninger at koble størrelsen af genvundne afskrivninger med oplysninger om de selvstændiges indkomster.

Det skønnes, at ca. 50 pct. har genvundne afskrivninger under 50.000 kr., og tillæg af disse beløb til indkomsten (med 85-90 pct.) vil kun i begrænset omfang medføre en stigende marginalskat. For ca. 20 pct. med genvundne afskrivninger på 50.000 kr. til 100.000 kr. vil der i en del tilfælde være tale om, at indtægtsførelsen af beløbet medfører beskatning på et trin højere, og for de ca. 30 pct. med beløb over 100.000 kr. vil der i de fleste tilfælde være tale om beskatning på højeste trin af en del eller af hele beløbet.

I tabel 2 er vist eksempler på virkningen af omlægningen af beskatningen af genvundne afskrivninger.

Eksemplerne 1-3 er personer med negativ kapitalindkomst, der befinder sig på de tre beskatningstrin for henholdsvis lav-, mellem- og højindkomster, og eksemplerne 4-6 er tilsvarende personer med positiv kapitalindkomst.

Tabel 2. Eksempler på marginal beskatning af genvundne afskrivninger på 100.000 kr.

--------------------------------------------------------------------- Eks. 1 Eks. 2 Eks. 3 Personlig Personlig Personlig Skat af 100.000 kr. År indk. indk. indk. (1995-niveau) 50.000 kr. 154.000 kr. 400.000 kr. Kap.indk. Kap. indk. Kap. indk. -15.000 kr. -10.000 kr. -100.000 kr. --------------------------------------------------------------------- Gældende regler Særlig indkomst.... 1996-98 50.000 50.000 50.000 L 137 Genvundne afskriv- ninger medregnes 1996 46.618 51.268 64.381 fuldt ud til 1997 almindelig indkomst 1998 L 137 + ÆF Genvundne afskriv- ninger medregnes med 85 pct. i 1996 1996 39.625 43.578 54.724 85 pct. i 1997 1997 38.549 43.241 54.257 90 pct. i 1998 1998 39.161 44.129 55.804 --------------------------------------------------------------------- Eks. 4 Eks. 5 Eks. 6 Personlig Personlig Personlig Skat af 100.000 kr. År indk. indk. indk. (1995-niveau) 30.000 kr. 125.000 kr. 300.000 kr. Kap.indk. Kap. indk. Kap. indk. 3.000 kr. 20.000 kr. 50.000 kr. --------------------------------------------------------------------- Gældende regler Særlig indkomst.... 1996-98 50.000 50.000 50.000 L 137 Genvundne afskriv- ninger medregnes 1996 46.618 51.268 64.381 fuldt ud til 1997 almindelig indkomst 1998 L 137 + ÆF Genvundne afskriv- ninger medregnes med 85 pct. i 1996 1996 39.625 43.578 54.724 85 pct. i 1997 1997 38.549 43.241 54.257 90 pct. i 1998 1998 39.161 44.129 55.804 ---------------------------------------------------------------------

Anm.: De angivne indkomster i eksemplerne er før tillæg af genvundne afskrivninger på 100.000 kr.

Selvstændige erhvervsdrivende, der er i virksomhedsordning eller anvender konjunkturudligningsordningen, kan vælge at opspare de genvundne afskrivninger og betale acontoskat på 34 pct. ganget med medregningsprocenten.

For selvstændigt erhvervsdrivende med underskud vil en reduceret medregning af genvundne afskrivninger i mange tilfælde virke gunstigere end gældende regler. Den reducerede medregning bevirker, at de opgjorte genvundne afskrivninger ikke beslaglægger så stor en del af underskuddet som efter gældende regler, hvorved den samlede beskatning bliver lavere end i dag.

Fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratialer

Den foreslåede ændring af beskatningen af jubilæumsgratialer og fratrædelsesgodtgørelser skønnes at medføre lempeligere beskatning for ca. 32.000 personer, der modtager beløb under 29.000 kr., og højere beskatning for ca. 11.000 personer, der modtager beløb herover.

Skærpelserne for de største fratrædelsesgodtgørelser skal ses i lyset af, at den samlede skat fortsat er mindre end ved almindelig indkomstskat, og at der er tale om enkeltstående beløb. Skatten af en fratrædelsesgodtgørelse på f.eks. 1 mio. kr. er således ca. 95.000 kr. lavere efter modellen end ved almindelig indkomstbeskatning.

Ad nr. 1

Der er tale om en præcisering af lovens titel, således at det fremhæves, at der er tale om en ophævelse af lov om særlig indkomstskat.

Ad nr. 2 og 3

Den foreslåede § 7 O, stk. 1, omhandler de indkomstarter, som uden en særlig tilladelse omfattes af de lempelige regler i § 7 O. Det foreslås i nr. 3, at der til de indkomstarter, der efter lovforslaget er omfattet af stk. 1, tilføjes de indkomster, som hidtil har været omfattet af § 2, nr. 11 og 15, i lov om særlig indkomstskat, det vil sige visse beløb, som ved en pensionsordnings opløsning tilfalder en arbejdsgiver, og vederlag for afløsning af pensionstilsagn, som ikke er afdækket i et pensionsinstitut.

Formuleringerne af de foreslåede nye numre i § 7 O, stk. 1, er med undtagelse af korrektioner af redaktionel karakter identiske med det i lovforslagets § 2, nr. 4, foreslåede nye nr. 6 i ligningslovens § 16 E, stk. 1, og den i lovforslagets § 2, nr. 8, foreslåede nye bestemmelse i ligningslovens § 16 G. For så vidt angår afgrænsningen af den foreslåede § 7 O, stk. 1, nr. 3 og 4, i ligningsloven, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 4 og 8.

I den foreslåede § 7 O, stk. 1, tilføjes en udtrykkelig indskrænkning, således at bestemmelsen alene omfatter skattepligtige personer, jf. ændringsforslag nr. 2. En sådan udtrykkelig indskrænkning har været overflødig i lovforslaget, da bestemmelsen her alene omfatter indkomster, som efter deres art kun kan oppebæres af personer. Den udtrykkelige indskrænkning er begrundet med udvidelsen af bestemmelsen til at omfatte indkomster, som efter deres art kan oppebæres af selskaber og dødsboer.

Selskaber og dødsboer berøres imidlertid ikke af ophævelsen af lov om særlig indkomstskat, da indkomster omfattet af lov om særlig indkomstskat for selskabers og dødsboers vedkommende efter gældende regler beskattes på samme måde som andre skattepligtige indkomster.

Ad nr. 4

Det foreslås, at der justeres på reglerne om medregningsprocenter og bundfradrag for indkomster omfattet af den foreslåede § 7 O i ligningsloven. Det foreslås således, at indkomstårets indkomster omfattet af den foreslåede § 7 O i ligningsloven reduceres med et bundfradrag, som udgør et reguleret grundbeløb på 7.900 kr., svarende til ca. 10.000 kr. i 1996-niveau, og at det overskydende beløb medregnes med 85 pct. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter det oprindelige lovforslag, er bundfradraget på 6.000 kr. ureguleret, mens medregningsprocenten er 70.

Ad nr. 5 og 10

Der foreslås indsat en ny § 7 P i ligningsloven, og der foreslås en overgangsregel til denne bestemmelse. Bestemmelserne omhandler de indkomster, som omfattes af § 2, nr. 1 og 2, i lov om særlig indkomstskat. Det vil sige følgende indkomster

1. Fortjeneste og tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af maskiner, inventar og lign. driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, eller skibe, når afhændelsen m.v. af den pågældende virksomhed og fortjenesten eller tabet omfattes af bestemmelserne i §§ 6 eller 13 i afskrivningsloven, det vil sige fortjenester, herunder genvundne afskrivninger, der opnås ved afståelse af driftsmidler eller skibe i det indkomstår, hvori en virksomhed afhændes, afstås eller opgives.

2. Fortjeneste opgjort efter § 29 eller § 29 S i afskrivningsloven om genvundne afskrivninger på bygninger og installationer samt dræningsanlæg, på hvilke der har været foretaget afskrivninger.

Efter de foreslåede bestemmelser medregnes alene 85 pct. af de nævnte indkomster ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for personer i indkomstårene 1996 og 1997. Fra og med indkomståret 1998 medregnes dog 90 pct. af indkomsterne.

De foreslåede bestemmelser omfatter alene skattepligtige personer. Med hensyn til begrundelsen for ikke at lade selskaber og dødsboer omfatte af reglen henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 2 ovenfor.

I forbindelse med overførslen til den foreslåede § 7 P i ligningsloven af § 2, nr. 1, i lov om særlig indkomstskat, foretages en mindre præcisering af denne bestemmelse. Præciseringen er af den samme art, som omhandlet i ændringsforslag nr. 8, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Ad nr. 6

Ændringen sikrer, at bestemmelsen ikke kan misforstås, idet en »/» afløses af et »eller«. Der er alene tale om en redaktionel ændring.

Ad nr. 7 og 8

Ved de foreslåede ændringer tydeliggøres, at fortjeneste eller tab ved afhændelse af skibe i forbindelse med virksomhedsophør behandles på samme måde som fortjeneste eller tab ved afhændelse af driftsmidler i forbindelse med virksomhedsophør i relation til reglerne i fondsbeskatningsloven og kulbrintebeskatningsloven.

Det, at det i nr. 7 foreslås, at ordene »vederlag for afløsning af pensionstilsagn« udgår i fondsbeskatningslovens § 8, stk. 1, skyldes, at fonde ikke modtager pensionstilsagn. Det er således overflødigt at medtage sådanne indkomster i bestemmelsen.

Ad nr. 9 og 11

Det foreslås, at der skabes hjemmel til at indføre indberetningspligt for vederlag for afløsning af pensionstilsagn, der ikke er afdækket i et pensionsinstitut. Og det foreslås, at denne ændring tillægges virkning for ydelser i kalenderåret 1996 og senere.

Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)

Betænkning over lovforslag 1994 137 Valid

Nr BTL 137

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove og konkursloven (Ophævelse af lov om særlig indkomstskat m.v.)

Nr L 137 1994-95, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19950406

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →