Legislator Case Law & Legislation
199414K00089 DK

1994 BTL 89 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNINGEN AF PENSIONSORDNINGER M.V. (INVALIDEFORSIKRINGER) NR L 89 1994-95, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1994 89 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

AMP-samarbejdet,

Arbejdsmarkedspensionsrådet,

Assurandør-Societetet,

Dansk Assurance Service A/S,

Dansk Tandlægeforening,

Dansk Tandlægeforenings Administrationsfond,

Finansrådet og

Foreningen af Registrerede Revisorer.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Lovforslaget ønskes til fornyet udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)

Til § 2 1) I stk. 2, 3 og 4 ændres »den 30. november 1994« til: »den 1. januar 1996«.

2) I stk. 3 ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 4-7«.

3) I stk. 4 ændres »indkomståret 1995« til: »indkomståret 1996«.

4) I stk. 4 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»For forsikringer, som efter de pr. 1. januar 1995 gældende forsikringsretlige regler kan etableres i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse, finder pensionsbeskatningslovens §§ 18 og 19 heller ikke anvendelse for indkomståret 1995.«

5) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke

»Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis forsikringstageren har anmeldt invaliditeten inden den 1. januar 1996.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

6) I stk. 5, der bliver stk. 6, udgår ordene », der er oprettet før den 30. november 1994«.

7) I stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Indtil den 1. januar 1996 finder pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 3, nr. 3, dog fortsat anvendelse ved overførsel fra en ordning, der er oprettet inden den 30. november 1994, til en ordning, der efter de pr. 1. januar 1995 gældende forsikringsretlige regler ikke kan etableres i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse.«

8) Efter stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som nyt stykke

»Stk. 7. Fra og med den 13. december 1994 finder pensionsbeskatningslovens §§ 18 og 19 ikke anvendelse for forsikringer i skadesforsikringsselskaber, hvis indbetalingen til skadesforsikringsselskabet må anses for at hidrøre fra en udbetaling fra en tilsvarende ordning i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse.«

Bemærkninger

Til nr. 1-8 Ved lovforslaget er det anset for vigtigt hurtigst muligt at stoppe for, at fradragsberettigede invalideforsikringer kan etableres i eller overføres til realrenteafgiftsfri skadesforsikringsselskaber. På denne baggrund er det fastsat, at de nye regler skal finde anvendelse for forsikringer, der oprettes den 30. november 1994 eller senere. Endvidere er det fastsat, at fradragsretten for eksisterende invalideforsikringer i skadesforsikringsselskaber ophæves med virkning fra og med indkomståret 1995.

Lovforslaget indebærer, at fradragsberettigede invalideforsikringer fremover skal oprettes i livsforsikringsselskaber. Endvidere vil eksisterende invalideforsikringer skulle overføres til et livsforsikringsselskab for at bevare fradragsretten.

Det er i flere henvendelser om lovforslaget blevet påpeget, at livsforsikringsselskaber efter de gældende forsikringsmæssige regler ikke kan tegne helt de samme invalideforsikringer, som skadesforsikringsselskaber kan. Det vil sige, at der kan være personer, der ikke uden videre kan tegne en invalideforsikring i et livsforsikringsselskab. Endvidere kan der være personer, der ikke uden videre vil kunne få overført deres eksisterende invalideforsikringer til et livsforsikringsselskab.

I denne forbindelse har erhvervsministeren givet tilsagn om at foretage en ændring af forsikringsvirksomhedsloven, således at livsforsikringsselskaberne får mulighed for at tegne de invalideforsikringer, der i dag kun kan tegnes i skadesforsikringsselskaber.

Erhvervsministeren behøver tid til at foretage den nødvendige ændring. På denne baggrund foreslås, at lovforslagets virkningstidspunkt udsættes til 1. januar 1996. Herved vil også pensionsinstitutterne få tid til at indrette sig på udvidelsen af produkterne.

Ændringen betyder som udgangspunkt, at det i et år stadig er muligt at tegne fradragsberettigede invalideforsikringer i et skadesforsikringsselskab. Endvidere udskydes også ophævelsen af fradragsadgangen, således at den efter ændringsforslaget først skal have virkning fra og med indkomståret 1996.

Der er dog en del invalideforsikringer, der allerede efter de gældende forsikringsretlige regler kunne være etableret i et livsforsikringsselskab, herunder som en komplementær forsikring tilknyttet en livsforsikring. Dette gælder bl.a. de forsikringer, der er overført fra en allerede etableret ordning i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse. For så vidt angår disse forsikringer, foreslås det at fastholde lovforslagets virkningstidspunkt med hensyn til ophævelsen af fradragsadgangen. For disse forsikringer vil fradragsadgangen således stadig blive ophævet fra og med indkomståret 1995, jf. ændringsforslag nr. 4.

I tilslutning til udskydelsen af lovens virkningstidspunkt med hensyn til fradragsretten for allerede eksisterende invalideforsikringer foreslås det at opretholde fradragsretten generelt for de forsikringstagere, der inden den 1. januar 1996 har anmeldt invaliditet over for forsikringsselskabet, jf. ændringsforslag nr. 5.

Disse personer vil ellers kunne blive utilsigtet ramt af lovforslaget, hvis de på et senere tidspunkt bliver i stand til at tage arbejde. På dette tidspunkt vil denne forsikringstager formentlig ikke kunne tegne en ny forsikring i et livsforsikringsselskab, og lovforslaget ville derfor kunne fratage denne person muligheden for at kunne tegne en fradragsberettiget invalideforsikring.

Ændringsforslagene berører som udgangspunkt ikke virkningstidspunktet for ophævelsen af muligheden for skattefri overførsel af forsikringer til skadesforsikringsselskaber. Både for eksisterende og for nyoprettede forsikringer ophæves denne mulighed med virkning fra 30. november 1994, idet bestemmelsen i lovforslagets § 2, stk. 5, får generel virkning for alle forsikringer oprettet både før og efter den 30. november 1994, jf. ændringsforslag nr. 6.

Nogle pensionsinstitutter overfører løbende en del af den årlige præmie til en invalidedækning i et skadesforsikringsselskab. Denne overførsel sker skattefrit med hjemmel i pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 3, nr. 3. Også for sådanne ordninger kan det tænkes, at der er tale om ordninger i skadesforsikringsselskaber, der efter de gældende forsikringsretlige regler ikke kan etableres i et livsforsikringsselskab.

Idet disse pensionsinstitutter derfor også kan være afhængige af den af erhvervsministeren bebudede ændring af forsikringslovgivning, foreslås det i endnu et år at give mulighed for skattefri overførsel af årets præmie til en ordning i et skadesforsikringsselskab, der ikke efter de gældende forsikringsretlige regler kan etableres i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse, jf. ændringsforslag nr. 7. Udsættelsen skal ifølge forslaget kun gælde ordninger, der er oprettet inden den 30. november 1994.

Lovforslagets § 2, stk. 5, regulerer kun skattefri overførsler med hjemmel i pensionsbeskatningslovens § 41. Såfremt § 41 ikke anvendes, vil en overførsel af en forsikring være at anse for henholdsvis en skattepligtig udbetaling og en fradragsberettiget indbetaling.

På denne baggrund foreslås det i et nyt stk. 7 at fastsætte, at fra og med den 13. december 1994 finder pensionsbeskatningslovens §§ 18 og 19 ikke anvendelse ved indbetaling til skadesforsikringsselskaber, i det omfang indbetalingen må anses for at hidrøre fra en udbetaling fra en ordning i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse. Herefter vil det heller ikke være muligt at foretage en skattepligtig overførsel af en forsikring fra et livsforsikringsselskab til et skadesforsikringsselskab. Der kan henvises til ændringsforslag nr. 8.

Det er den primære hensigt med ændringsforslagene at sikre, at ingen forsikringstagere bliver utilsigtet ramt af lovforslaget. Hvis det mod forventning skulle vise sig, at der efter den ændrede lovgivning på forsikringsområdet vil være eksisterende invalideforsikringer, som alligevel bliver ramt utilsigtet, er regeringen indstillet på at tage spørgsmålet om disse forsikringers videreførsel op til fornyet overvejelse.

Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Endvidere

har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Finansrådet.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)

Til § 2 1) Stk. 4, 2. pkt., affattes således

»For indkomståret 1995 finder pensionsbeskatningslovens §§ 18 og 19 alene anvendelse på forfaldne præmier, som højst må dække risikoen for et år frem i tiden, og kun, når præmierne betales til en ordning i et skadesforsikringsselskab, som ikke umiddelbart kan etableres i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse.«

2) Stk. 5 affattes således

»Stk. 5. Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis forsikringstagerens invaliditet er indtrådt inden den 1. januar 1996.«

3) Stk. 6, 2. pkt., affattes således

»Indtil den 1. januar 1996 finder pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 3, nr. 3, dog fortsat anvendelse ved overførsel af forfaldne præmier, som højst må dække risikoen for et år frem i tiden, og kun, når præmierne overføres til en ordning i et skadesforsikringsselskab, som ikke umiddelbart kan etableres i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse.«

Bemærkninger

Til nr. 1-3 Efter ændringsforslagene udsættes afskaffelsen af fradragsretten for invalideforsikring i skadesforsikringsselskaber med et år for de skadesforsikringer, som ikke umiddelbart kan oprettes i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse,

Efter lovforslaget som vedtaget ved 2. behandling omfattede udsættelsen de forsikringer, som efter de pr. 1. januar gældende regler kan etableres i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse.

Ændringsforslagene skyldes, at selskaberne i en række tilfælde ikke altid er i stand til umiddelbart at afklare mulighederne for at oprette nye invalideforsikringer i livsforsikringsselskaberne i stedet for de tidligere skadesforsikringer, selv om invalideforsikringer godt må oprettes i livsforsikringsselskaberne. En sådan afklaring vil i mange tilfælde kræve yderligere tid.

Som eksempel på selskaber, der ikke er omfattet af udsættelsen, kan herefter nævnes selskaber, der tidligere har foretaget overførsel af sine livsforsikringer til skadesforsikring efter § 41 i pensionsbeskatningsloven. Hvis det har været muligt at overføre efter § 41 fra livsselskaber til skadesforsikring, er det også muligt umiddelbart af overføre den anden vej.

Med ændringsforslagene gives afkald på et utilsigtet provenu, der skønnes at være yderst beskedent.

Jacob Buksti (S) nfmd. Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Lis Greibe (S) Per Kaalund (S) Jes Lunde (SF) Elisabeth Arnold (RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Peter Brixtofte (V) Svend Aage Jensby (V) Charlotte Antonsen (V) Jens Løgstrup Madsen (V) Flemming Hansen (KF) fmd. Gitte Seeberg (KF) Brian Mikkelsen (KF) Kristian Thulesen Dahl (FP)

Betænkning over lovforslag 1994 89 Valid

Nr BTL 89

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (Invalideforsikringer)

Nr L 89 1994-95, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19941213

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →