1994 BTL 80 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EN AKTIV ARBEJDSMARKEDSPOLITIK OG LOV OM ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. (HANDLINGSPLANER, DELPERIODE 2, AFSLAG PÅ TILBUD, DAGPENGEGODTGØRELSE M.V.) NR L 80 1994-95, 1. SAMLING
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
Aftale om arbejdsmarkedet mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti
Aftalen omfatter
- Arbejdsmarkedsreformen
- Rådighedsreglerne
- Lediges adgang til orlov til børnepasning og uddannelse
- G-dage
- Retten til dagpenge og efterløn ved bortforpagtning
Arbejdsmarkedsreformen
Forligspartierne er enige om at gennemføre en række justeringer, som skal sikre en effektivisering og smidiggørelse af arbejdsmarkedsreformen.
Handlingsplaner
Retten til en handlingsplan udskydes til efter 6 måneders ledighed.
Aftaleprincippet ved indgåelse af en handlingsplan fastholdes, men det skal præciseres, at arbejdsmarkedsmyndighederne endeligt bestemmer afgivelsen af et konkret tilbud.
4-ugers-fristerne forud for og efter udarbejdelsen af en handlingsplan ophæves. I stedet indføres mulighed for, at der regionalt kan aftales kortere generelle frister for, at den ledige kan rådføre sig med a-kassen i forbindelse med handlingsplansarbejdet.
Der skal sikres en effektivisering af procedurerne for indberetning af ledige, der ikke ønsker at medvirke ved udarbejdelsen af en handlingsplan.
Delperiode 1
Retten til selvfunden jobtræning (offentlig og privat) efter 1 års ledighed ophæves.
Retten til at gå ned på 80 procents sats i 12 måneder med mulighed for at tjene 27.500 kr. uden fradrag (Mimiordningen) ændres (i delperiode 1) således, at den nedsatte dagpengesats bliver på 70 pct. af dagpengenes størrelse og det fradragsfri beløb bliver på 40.000 kr.
Delperiode 2
Der indføres ret og pligt til tilbud i hele perioden. Ordningen indfases gradvis startende med dem, som har været længst ledige. Det vil sige, at ledige med mere end 1 års ledighed i delperiode 2 er omfattet af aktivitetsforpligtelsen i 1995. I 1996 er alle ledige i delperiode 2 omfattet af aktivitetsforpligtelsen.
Indkomstgarantien uden for tilbud er individuelle dagpenge.
I tilbud er indkomstgarantien maksimale dagpenge, som også er indkomstloft. Der gives dog mulighed for højere indkomst ved selvfunden privat jobtræning.
Der gives mulighed for befordringsgodtgørelse ved individuel jobtræning. Befordringsgodtgørelsen er ud over indkomstloftet i tilbud.
Udgangspunktet er, at den ledige skal være i aktivitet på fuld tid. For at sikre en fleksibel og smidig tilpasning til de offentlige arbejdspladser er der mulighed for, at den ledige kan ansættes til overenskomstmæssig løn (jf. dog maksimal timelønssats ved ansættelse i jobtræning hos offentlige arbejdsgivere), men med et lavere timetal. Den reducerede arbejdstid kan suppleres med uddannelse, således at aktiviteten samlet set er på fuld tid. Derudover kan de ledige aflønnes efter den aftalte projektydelse.
Afslag på tilbud om individuel jobtræning medfører tab af dagpengeret med øjeblikkelig virkning. Den ledige kan indanke spørgsmålet om tilbudets rimelighed for det regionale arbejdsmarkedsråd. Anken har opsættende virkning. Det skal sikres, at ankesager behandles inden for højst 1 måned. Dagpengeretten generhverves ved 26 ugers arbejde inden for 3 år.
Retten til at gå ned på 80 procents sats i 12 måneder med mulighed for at tjene 27.500 kr. uden fradrag (Mimiordningen) ophæves (i delperiode 2).
Privat jobtræning
Informationen til private virksomheder om jobtræning og målrettet uddannelse i forbindelse med jobtræning intensiveres.
Rådighedsreglerne
Forligspartierne er enige om at gennemføre en række justeringer, som sikrer, at rådighedsreglerne medvirker til et effektivt og smidigt arbejdsmarked, og der rettes op på administrative brister m.v.
Administration
Der sikres en øget opfølgning på arbejdsformidlingens formidling. Endvidere sker der en intensivering af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens tilsyn med arbejdsløshedskasserne.
Arbejdsformidlingen underretter arbejdsløshedskasserne om alle negative formidlinger m.v. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtager kopi af disse underretninger. Arbejdsløshedskasserne orienterer Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om resultatet af hver undersøgelse med angivelse af hjemmel i rådighedsbekendtgørelsen.
Arbejdsmarkedsstyrelsens kvartalsrapport om arbejdsmarkedsindsatsen, der bl.a. er baseret på arbejdsmarkedsrådenes og regionchefernes bemærkninger, udbygges med en særlig status for omfanget af negative formidlinger.
Arbejdsgivernes tilbagemeldinger til arbejdsformidlingen lettes og forenkles, bl.a. ved anvendelse af blanket med mulighed for afkrydsning.
Arbejdsformidlingen skal systematisk følge op over for arbejdsgivere, der ikke melder tilbage i forbindelse med en formidling. Dette skal ses i tæt sammenhæng med en øget informationsindsats (en informationskampagne) over for arbejdsgiverne, arbejdsløshedskasserne og lønmodtagerne.
Rådighedsstatistik
Der etableres med virkning fra 1. januar 1995 en løbende statistik over dagpengemodtageres afslag på formidlet arbejde og på tilbud i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og arbejdsløshedskassernes afgørelser i disse sager.
Pligten til at overtage formidlet arbejde
Ved en ændring af rådighedsbekendtgørelsen præciseres det, at pligten til at overtage formidlet rimeligt arbejde efter 12 måneders ledighed omfatter arbejde, som den ledige kan varetage, eller som den ledige hurtigt kan opkvalificeres til at varetage.
Pligten vil således ikke - når bortses fra de hensyn, som AF skal tage i forbindelse med en formidling, nemlig at formidle den, der er bedst egnet - være begrænset af hidtidigt fagområde, arbejdsmæssige erfaringer, uddannelse og lignende. Der skal dog i videst muligt omfang tages hensyn til den lediges alder, uddannelse, erhvervserfaring og øvrige kvalifikationer samt ledighedens længde og arbejdsmarkedssituationen i den lediges geografiske område.
Sanktionsreglerne
Karantæneperioderne i rådighedsbekendtgørelsen gøres effektive. Sanktionsreglerne udformes således, at den økonomiske virkning af sanktionerne ikke kan undgås, bl.a. ved at den ledige holder ferie, er på kurser eller modtager sygedagpenge.
Endvidere udvides referencerammen for gentagelsesvirkningen fra 6 til 12 måneder. Dette medfører, at 2 afslag inden for 12 måneder betyder, at man mister retten til dagpenge.
I reglerne om gyldige grunde til afslag/ophør sker der en opstramning, således at bestemmelsen om de gyldige grunde gøres udtømmende (idet »bl.a.« udgår).
Herudover er der enighed om, at i listen over gyldige grunde til afslag på formidlet arbejde/arbejdsophør udgår punkterne om
- andet varigt arbejde eller uddannelse og
- perioder med fradragsfri indtægter.
Der er enighed om, at arbejdsophør, der er begrundet med
- overtagelse af nyt arbejde,
- påbegyndelse af en uddannelse og
- overgang til efterløn/delefterløn
ikke indebærer, at der kan modtages dagpenge i en eventuel mellemliggende periode.
Lediges adgang til orlov til børnepasning og uddannelse
Adgangen til orlov som ledig kan gøres betinget af, at den ledige forinden har været tilmeldt arbejdsformidlingen i en vis periode og har modtaget dagpenge.
G-dage
De nuværende 2 G-dage (arbejdsgiverbetalte første ledighedsdage) bibeholdes, således at der fortsat gælder et loft på 16 G-dage pr. ansat.
Retten til dagpenge og efterløn ved bortforpagtning
Retten til dagpenge og efterløn ved bortforpagtning opretholdes.
Aftalepartierne vurderer den 1. september 1995, om erfaringerne med de gennemførte stramninger af arbejdsmarkedspolitikken har virket efter hensigten, idet det sikres, at der foreligger det nødvendige grundlag for evalueringen.
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå. Herudover optrykkes de relevante afsnit fra aftalen om finansloven for 1995.
Spørgsmål nr. 21
»Hvordan vil ministeren kontrollere, at AF's registre i fremtiden bliver ajourført, både med hensyn til de arbejdssøgende og jobtilbud fra arbejdstagerne?»
Svar
Der er ikke ved L 80 fremsat forslag til ændringer vedrørende AF's ajourføring af registreringer om de arbejdssøgende eller ajourføring af indkomne jobtilbud fra arbejdsgivere.
I forhold til de arbejdssøgende foregår registreringen ved tilmeldingen til arbejdsformidlingen eller snarest derefter. Der foretages registrering af arbejds- og uddannelsesmæssig karakter, som er relevant for at foretage formidling. Disse såkaldte »grundregistreringsoplysninger« ajourføres ved arbejdsformidlingens løbende kontakt med den arbejdssøgende.
Med henblik på bl.a. at gennemføre en yderligere effektiv ajourføring af de registrerede oplysninger om de arbejdssøgende, samarbejder AF, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, arbejdsløshedskasser og Arbejdsmarkedsstyrelsen om at udvikle informationsudvekslingen mellem AF og arbejdsløshedskasserne.
Samarbejdet har allerede resulteret i, at en del oplysninger, som tidligere udveksledes pr. brev, nu overføres elektronisk. Det er forventningen, at der i begyndelsen af 1995 etableres online-forbindelse mellem AF og arbejdsløshedskasserne, som bl.a. vil betyde, at arbejdsløshedskasserne fremover i langt højere grad vil kunne medvirke ved ajourføringen af grundregistreringsoplysningerne.
Om registrering i almindelighed af arbejdssøgende, jobtilbud m.v. kan jeg endvidere orientere om Arbejdsmarkedsstyrelsens igangværende udvikling af en landsdækkende klassifikation af job, jobtyper og jobkvalifikationer.
Klassifikationerne udvikles i et tæt samspil med virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner og har primært til formål at styrke AF's formidlingsindsats ved at skabe et grundlæggende fundament for registrering af hhv. arbejdssøgendes kvalifikationsprofiler og virksomheders jobprofiler, således at den bedst mulige udsøgning og matching kan etableres.
Klassifikationen forventes implementeret primo 1996.
Afslutningsvis kan jeg orientere om den igangværende udvikling af et nyt edb-system for Arbejdsformidlingen og Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvor hovedformålet er at etablere et system, der i tilstrækkelig grad kan opfylde arbejdsmarkedsreformens krav, herunder mulighederne for at understøtte AF's basale formidlingsopgaver.
Det nye edb-system vil endvidere blive udviklet til at kunne leve op til kravene om yderligere muligheder for informationsudveksling ad elektronisk vej mellem AF-systemet og dets samarbejdsparter, herunder arbejdsløshedskasserne, samt kommuner og virksomheder. Herved vil kravene om mere aktuelle registreringer af både de arbejdssøgende og jobtilbudene kunne imødekommes.
Endvidere vil det ny edb-system kunne bidrage til, at AF's opgaver i forbindelse med jobformidling og handlingsplanarbejdet kvalitetssikres og effektiviseres.
Det nye edb-system forventes implementeret i to etaper, henholdsvis februar 1996 og februar 1997.
Uddrag fra aftalen om finansloven for 1995
I. Arbejdsmarked og uddannelse
Der gennemføres en række strukturforbedrende initiativer, der skønnes på helårsbasis at give en budgetforbedring på i alt ca. 600 mio. kr. Heri er indregnet skøn for, hvordan den mere effektive og målrettede arbejdsmarkedspolitik reducerer strukturledigheden ved bl.a. at sikre de mest langvarigt ledige fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
1. Aktiv arbejdsmarkedspolitik og rådighed
Indsatsen over for de langtvarigt ledige styrkes ved, at der indføres ret og pligt til aktivering på op mod 37 timer i delperiode 2. Afslag på tilbud om individuel jobtræning medfører tab af retten til dagpengene. Indkomstgarantien ved ledighed ændres til individuel dagpengesats.
Der gennemføres derudover forskellige justeringer af aktiveringsinstrumenterne m.v. i delperiode 1, herunder at aftaleprincippet ved handlingsplaner justeres, så AF bemyndiges til at kræve den lediges deltagelse i aktiviteter, der hurtigt kan lede til ordinær beskæftigelse.
Initiativerne, der er nærmere beskrevet i bilag 1, gennemføres med virkning fra 1. april 1995.
For at øge langtidslediges muligheder for ordinær beskæftigelse og imødekomme uopfyldte servicebehov afsættes i 1995 og 1996 150 mio. kr. til en forsøgsordning, som giver AF mulighed for at yde tilskud svarende til 50 pct. af de kommunale lønudgifter til nye faste ansættelser af ledige i ordinære stillinger inden for ældreomsorg. Udgifterne finansieres af aktiveringsrammen.
Ledige anvender i stor udstrækning uddannelsesorlov i stedet for uddannelsesgodtgørelse - også i forbindelse med handlingsplanaftaler. Besparelsen på uddannelsesgodtgørelsen modsvares af en reduktion af rammen for den aktive arbejdsmarkedspolitik i 1995 med 1 mia. kr. i forhold til FFL 1995.
Der gennemføres med virkning fra 1. april 1995 en justering af gældende praksis på rådighedsområdet. Justeringen indebærer et intensiveret tilsyn med a-kasserne, en administrativ opstramning samt en øget opfølgning på AF's formidling. Desuden udvides den faglige rådighedsforpligtelse efter 12 måneders ledighed, og sanktionerne ved manglende overholdelse af rådighedsforpligtelsen skærpes.
Initiativerne er nærmere omtalt i bilag 1.
Aftalepartierne vurderer senest i september 1995, om erfaringerne med de gennemførte stramninger af arbejdsmarkedspolitikken har virket efter hensigten.
2. Arbejdsgiverbetalte ledighedsdage m.v.
De arbejdsgiverbetalte ledighedsdage - G-dagene - begrænser hjemsendelsesledighed. Det er imidlertid vigtigt, at den enkelte arbejdsgiver i særligt udsatte brancher ikke belastes unødigt hårdt til skade for indtjening og beskæftigelse. De nuværende 2 G-dage bibeholdes, og der gælder fortsat et loft på 16 G-dage pr. ansat.
Retten til dagpenge og efterløn for selvstændige ved bortforpagtning videreføres uændret.
3. Forhøjet befordringsfradrag
Satsen for befordringsfradrag for befordring ud over 100 km hæves fra 25 pct. til 50 pct. af normalsats med virkning fra 1995.
4. Orlovsordningerne
Orlovsordningerne til uddannelse og til børnepasning fortsættes ud over 1996. Der gennemføres i sammenhæng hermed visse justeringer. Forsøget med sabbatorlov videreføres, men i en justeret udgave.
Regeringen vil fremsætte lovforslag om en opsparingsordning til supplement af ydelsen ved orlov.
4.1. Børnepasningsorlov
Den samlede mulighed for børnepasningsorlov udgør som hidtil 52 uger. Hvis orloven påbegyndes, inden barnet er fyldt 1 år, gives der fortsat ret til 26 ugers orlov. Hvis orloven tages på et senere tidspunkt, reduceres retten til orlov til 13 uger med fortsat mulighed for aftale op til 52 uger. Medregnes barselorlov, vil det således være muligt for familien at sammensætte et sammenhængende orlovsforløb på op til 11/2 år pr. barn.
Orlovsydelsen nedsættes med virkning fra lovforslagets fremsættelse fra 80 til 70 pct. af dagpengemaksimum. Nedsættelsen gælder for orlovsforløb, hvor ansøgningen ikke inden fremsættelsesdagen er indgivet til AF, a-kassen eller kommunen.
Orlovsydelsen nedsættes pr. 1. april 1997 til 60 pct. af dagpengemaksimum. Justeringer af ordningen for 1997 kan dog aftales i lyset af udviklingen på arbejdsmarkedet op til overenskomst 1997.
Orlovsydelsen vil som hidtil kunne suppleres med kommunalt tilskud.
4.2. Uddannelsesorlov
Orlovsydelsen opretholdes på 100 pct. af dagpengemaksimum.
Regeringen agter pr. 1. januar 1996 at indpasse uddannelsesorloven i den nye samlede voksen- og efteruddannelsesreform.
4.3. Sabbatorlov
Forsøget med sabbatorlov videreføres. Ordningen justeres, således at godtgørelsen aftrappes i takt med godtgørelsen for børnepasningsorlov.
Sabbatorlovsforløb skal mindst være på 13 uger og højst 1 år.
Orlovsydelsen reduceres fra 80 til 70 pct. af dagpengemaksimum for orlovsforløb, hvor ansøgningen ikke inden fremsættelsesdagen er indgivet til AF, a-kassen eller kommunen, og til 60 pct. pr. 1. april 1997.
Genbesættelseskravet opretholdes for at fremme rotationsordninger. Erstatningspersonen skal være en ledig med mindst et års ledighed bag sig.
Forsøgsordningen gælder indtil 31. marts 1999.
5. Voksen- og efteruddannelsesreformen
Regeringen vil i 1995 søge gennemført en voksen- og efteruddannelsesreform baseret på hovedprincipperne i rapporten fra 4-parts-udvalget.
Sigtet er at skabe et enklere system omfattende både de beskæftigede og ledige, der giver gode rammer for udbygning af indsatsen frem mod år 2000. Der skal skabes mere efterspørgselsorienterede styringsprincipper baseret på frit optag samt taxametertilskud og kursusafgifter, der differentieres efter uddannelsernes målgruppe og indhold.
Den nærmere udmøntning af reformen vil blive drøftet med arbejdsmarkedets parter og partierne bag denne aftale, således at der i foråret kan vedtages den fornødne lovgivning med henblik på ikrafttræden af reformen den 1. januar 1996.
ARBEJDSMINISTERIET
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og arbejdsministerens svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen. Som bilag til
betænkningen er endvidere optrykt de relevante afsnit fra aftalen om
finansloven for 1995 indgået mellem regeringspartierne og Venstre og
Det Konservative Folkeparti.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og mundtlig henvendelse fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke.
Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) konstaterer, at regeringen med denne lille stramning er på rette spor, men det er alt for lidt. Arbejdsløshedsforsikringen bliver stadig brugt som en slags sovepude. Så længe man er medlem af en arbejdsløshedskasse, er der jo ingen grund til at gå ud og finde et job, som måske ikke giver så meget i løn eller har den store interesse.
Det er dog glædeligt, at regeringen nu endelig ser sig i stand til at indføre moderne teknik mellem AF og arbejdsløshedskasserne, således at man med tiden når frem til brugen af samme effektivitetsnorm, som der er i erhvervslivet, som de skal betjene. Der tænkes her på etableringen af online-systemet samt forventet brug af det nye edb-system, således at informationerne om og for de arbejdsløse kan blive ajourført, men tidsfaktoren, forventet færdig implementeret i 1997, er utilfredsstillende.
Fremskridtspartiet vil endnu en gang gerne erindre om grundlovens § 75, som i stk. 1 siger: »Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.« Og i stk 2: »Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.«
Med denne ordlyd er det klart, at enhver, der beder om ydelse, også skal være villig til uden tøven at stille sin arbejdskraft til disposition.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Der er mange grunde til, at mindretallet klart må afvise dette lovforslag. Det er i mange henseender udtryk for en borgerlig og asocial tankegang, som mindretallet vender sig imod.
1. De foreslåede stramninger i rådighedsreglerne sker på en baggrund, hvor det overhovedet ikke bare antydningsvis er påvist, at der er problemer med de nuværende rådighedsregler. Påstandene om, at rådighedsreglerne skulle kunne bidrage til at undgå flaskehalse, er heller ikke blot antydningsvis bevist. Derfor kan stramningen i rådighedsreglerne kun opfattes som et forsøg på at tugte de arbejdsløse. Lovforslaget stiller krav om, at de arbejdsløse skal stå til rådighed for et arbejdsmarked, som ikke står til rådighed for de arbejdsløse.
2. Selv om det kan opfattes som positivt, at man søger at gøre jobtræningsordningerne længere, er der klart tale om utilfredsstillende ordninger. Det er overhovedet ikke blevet bevist, at de jobtræningsordninger, som arbejdsløse i delperiode 2 skal have, har et kvalitativt indhold, som kan bidrage til at få dem ud på arbejdsmarkedet igen i normale job. Der tales i lovforslaget om ret og pligt. Pligten er der 100 pct. Men det er svært at se, hvad de langtidsledige reelt får ret til.
3. Lovforslaget er i den grad præget af, at det er systemet og arbejdsmarkedet, der skal være bestemmende og ikke lønmodtagernes ønsker og behov. Det er i dette lys, afskaffelsen af lønmodtagernes muligheder for at få en reel indflydelse på deres handlingsplaner skal ses. I samme lys skal også pligten omkring jobtræning ses.
4. Lovforslaget rammer specielt også de ældre og generelt dårligst stillede lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Det bliver tilsyneladende sværere at gå over på overgangsydelse, og lønmodtagere over 60 år begrænses i deres muligheder for at få dagpenge, hvorved de tvinges ned på den lave sats for efterlønnere på 82 pct., hvis de ønsker at træde ud af arbejdsmarkedet som 60-årige.
5. Dertil kommer, at lovforslaget mange steder rummer bemyndigelser, som det er svært at se hvad de kan og skal bruges til. Efter Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens opfattelse er det uacceptabelt, at arbejdsministeren - i praksis Arbejdsministeriet - får overladt vidtgående bemyndigelser, som man kun kan frygte vil gå videre i retning af at lade systemet og arbejdsmarkedet gå forud for det enkelte menneskes behov og ønsker.
Umiddelbart skulle man tro, at forringelserne, som ligger i dette lovforslag er indrømmelser til de borgerlige partier. Det er de selvfølgelig også. Men, som det klart er fremgået af bl.a. debatten under 1. behandling, er forringelserne i lovforslaget alt sammen noget, regeringen selv har spillet ud med.
ÆndringsforslagAf arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og EL)
Til § 1 1) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 14, stk. 3, udgår 3. pkt., og i stedet indsættes
»For ledige i delperiode 2, jf. § 55, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan støtteperioden i det enkelte ansættelsesforhold hos private arbejdsgivere maksimalt aftales til et år. Hos offentlige arbejdsgivere kan støtteperioden omfatte hele delperioden.«
2) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af § 15 ændres i 1. pkt. »2 år« til: »1 år«.
3) Nr. 16 udgår.
4) Efter nr. 23 indsættes som nyt nummer
»01. Overskriften til kapitel 12 affattes således
»Rettigheder og tilbud i delperiode 2«.' 5) Den under nr. 24 foreslåede affattelse af § 33 affattes således
»§ 33. Med det formål, at ledige kan opnå ordinær beskæftigelse, planlægger de regionale arbejdsmarkedsråd indsatsen og kan anvende og kombinere følgende tilbud
1) Formidlet arbejde,
2) information og vejledning,
3) uddannelse,
4) etableringsydelse,
5) jobtræning hos offentlig arbejdsgiver,
6) individuel jobtræning.
Stk. 2. Ledige dagpengemodtagere under 60 år har i hele delperiode 2, jf. § 55, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ret og pligt til tilbud op til fuld tid. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at retten og pligten til tilbud nedsættes, når ledige selv finder ordinær beskæftigelse. Der kan herunder fastsættes regler om, at ledige ikke samtidig kan være i tilbud og i ordinær beskæftigelse hos samme arbejdsgiver, samt regler om en tidsbegrænsning af en kombination af støttet og ordinær beskæftigelse.
Stk. 3. Der skal udarbejdes en individuel handlingsplan forud for afgivelse af tilbud, jf. § 11.
Stk. 4. Ledige dagpengemodtagere under 60 år har i hele perioden ret til jobtræning eller individuel jobtræning, hvis den ledige selv finder jobtræning eller individuel jobtræning hos private arbejdsgivere. Reglerne i kapitel 5, 9 og 10 finder anvendelse.«
6) I den under nr. 25 foreslåede affattelse af § 34, stk. 1, ændres »§ 33, stk. 3« til: »§ 33, stk. 4«.
7) Efter nr. 25 indsættes som nyt nummer
»02. I § 39, stk. 3, ændres »§§ 11 og 29« til: »§ 11«.'
8) Efter nr. 26 indsættes som nyt nummer
»03. § 41, stk. 2, som bliver stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om udbetaling efter dette kapitel og kan herunder fastsætte bestemmelser om, at administrationen og udbetalingen af løntilskud til (amts)kommunerne kan overføres til en anden offentlig myndighed.«»
9) Nr. 27 affattes således
»27. I § 62, stk. 1, ændres »§§ 33 og 34« til: »§ 33, stk. 4,».«
10) I den under nr. 28 foreslåede § 62, stk. 2, ændres »§ 33, stk. 1« til: »§ 33, stk. 2«, og 4. pkt. udgår.
11) Efter nr. 28 indsættes som nyt nummer
»04. I § 62, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.'
12) Nr. 29 udgår.
Til § 2 13) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 51, stk. 1, udgår i 2. pkt. ordet »indbetalte«, og efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum
»Ved ændring af arbejdsmarkedsbidragets størrelse reguleres det enkelte medlems hidtidige arbejdsfortjeneste svarende til ændringen i arbejdsmarkedsbidraget.«»
Til § 3 14) Paragraffen affattes således
»§ 3 Loven træder i kraft den 1. april 1995. Dog træder § 1, nr. 03, og § 2, nr. 7, 9, 13, 14 og 17 i kraft den 1. januar 1995.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget betyder, at den nugældende bestemmelse om, at støtteperioden i jobtræning maksimalt kan aftales til et år, fortsat skal være gældende også i delperiode 2 ved selvfunden jobtræning hos private arbejdsgivere. Bestemmelsen havde betydning for EU's notificering af loven.
Til nr. 2 Der er tale om en redaktionel ændring som konsekvens af den nye affattelse af § 15, hvor retten til jobtræning angives for hver af de to delperioder.
Til nr. 3 For at undgå, at AF og (amts)kommunerne får modstridende økonomiske incitamenter til at vælge at give tilbud om enten jobtræning eller individuel jobtræning, ophæves forslaget om ens timetilskud i de to tilbud, og den hidtidige mulighed for at variere tilskuddet ved ansættelse i individuel jobtræning bevares.
Til nr. 4 Med ændringsforslaget tydeliggøres det, at tilbud har et særligt formål i delperiode 2.
Til nr. 5 Med bestemmelsen understreges det, at formålet med den arbejdsmarkedspolitiske indsats for ledige i delperiode 2 er at bringe den ledige tilbage i ordinær beskæftigelse. Formålet med indsatsen for ledige i delperiode 2 ændres således ikke i forhold til formålet med indsatsen for ledige i delperiode 1.
Det er derfor væsentligt, at de regionale arbejdsmarkedsråd også for ledige i delperiode 2 kan anvende en bred vifte af instrumenter. De regionale arbejdsmarkedsråd/arbejdsformidlinger kan således prioritere, anvende og kombinere
- formidlet arbejde
- information og vejledning
- uddannelse
- etableringsydelse
- offentlig jobtræning
- individuel jobtræning
i tilrettelæggelsen af den regionale arbejdsmarkedsindsats. Herudover har ledige i delperiode 2 ret til selvfunden privat individuel og almindelig jobtræning. De selvfundne jobtræningsforløb vil f.eks. kunne indgå i jobrotationsprojekter og vil i øvrigt kunne anvendes i alle kombinationer med de ovennævnte instrumenter.
For at nå målet med indsatsen for ledige i delperiode 2 vil det være nødvendigt at sammensætte individuelle forløb tilpasset den enkelte ledige. Det vil i praksis forudsætte, at det individuelle og tilpassede forløb til den enkelte ledige vil bestå af en kombination af to eller flere af de ovennævnte instrumenter og rettigheder. Forløbet bør sammensættes således, at det fører frem til en opkvalificering af den ledige.
Der vil blive fastsat nærmere regler om nedsættelse af tilbudsretten og -pligten i delperiode 2, hvis en ledig selv finder ustøttet arbejde af et vist omfang. Regler om nedsættelse af pligten til at tage imod tilbud på op til fuld tid vil derfor give delperiode 2-ledige en reel mulighed for at skaffe sig ordinært arbejde. Hvis adgangen til at supplere et tilbud på f.eks. 30 timer op til 37 timer med ordinært arbejde bliver anvendt i et ikke ubetydeligt omfang, vil der blive fastsat regler om, at tilbud og ordinær beskæftigelse ikke kan foregå hos samme arbejdsgiver. Begrebet »samme arbejdsgiver« vil samtidig bliver nærmere defineret.
I forbindelse med vurderingen af lovændringen 1. september 1995 vil behovet for regler om tidsbegrænsning af kombinationen ustøttet og støttet arbejde indgå.
En ledig, der har ordinær beskæftigelse, og som er omfattet af tilbud, vil også være omfattet af indkomstgarantien efter § 55, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Hvis den samlede indkomst ved ordinær beskæftigelse og ved tilbud ligger under højeste dagpenge, vil den ledige have ret til en supplerende ydelse.
Hvad angår indkomstloftet, vil dette blive nedsat forholdsmæssigt svarende til omfanget af det ordinære arbejde. Dette betyder at indkomstloftet kun gælder for timer med støttet arbejde. Hvis en ledig f.eks. har 20 timers ordinær beskæftigelse, har den pågældende ret og pligt til op til 17 timers tilbud. Indkomstloftet i tilbud vil her være 17/37 af højeste dagpenge pr. uge. Den ledige har herudover indtægten fra sit ordinære arbejde.
En ledig, der har ordinær beskæftigelse på f.eks. 20 timer, vil ikke have ret til supplerende dagpenge, men ret og pligt til tilbud. Der er dog ret til supplerende dagpenge i perioder uden for tilbud. Hvis et tilbud afslås, vil retten til dagpenge bortfalde og skal genoptjenes ved ordinær beskæftigelse i 26 uger inden for 3 år.
Til nr. 6 Der er tale om en redaktionel ændring som følge af ændringsforslaget under nr. 5.
Til nr. 7 Der er tale om en redaktionel ændring.
Til nr. 8 Ændringsforslaget giver hjemmel til at fastsætte regler om, hvorledes administrationen og udbetalingen af løntilskud til (amts)kommunerne skal ske. Siden 1. januar 1994 har AF udbetalt løntilskud til såvel private arbejdsgivere som til (amts)kommunerne. Udbetalingen af løntilskud til (amts)kommunerne har vist sig at være en så stor administrativ belastning for AF, at det er fundet hensigtsmæssigt at skabe hjemmel til, at administrationen kan overlades til en anden myndighed end AF. Der tænkes først og fremmest på Indenrigsministeriet, der havde udbetalingsadministrationen for ATB-personer før 1. januar 1994.
Til nr. 9-12 Der er tale om redaktionelle ændringer til klagebestemmelserne. Arbejdsmarkedsrådet vil være klageinstans for klager over redskaberne og de tilbud, der gives i delperiode 2, medens Arbejdsmarkedsstyrelsen vil være klageinstans for AF's afgørelser om f.eks. arbejdstiden.
Til nr. 13 Ændringsforslaget indeholder alene en præcisering af skattereformens betydning for beregningen af dagpengenes størrelse. Børge Bakholt (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Peter Duetoft (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Pia Christmas-Møller (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP)
Ingen
Nr BTL 80
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Handlingsplaner, delperiode 2, afslag på tilbud, dagpengegodtgørelse m.v.)
Nr L 80 1994-95, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19941209