Legislator Case Law & Legislation
199414K00079 DK

1994 BTL 79 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ORLOV (UDDANNELSES-, SABBAT- OG BØRNEPASNINGSORLOV) NR L 79 1994-95, 1. SAMLING

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Betænkning over lovforslag 1994 79 Valid

Bilag 1

Aftale om arbejdsmarkedet mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti

Aftalen omfatter

- Arbejdsmarkedsreformen

- Rådighedsreglerne

- Lediges adgang til orlov til børnepasning og uddannelse

- G-dage

- Retten til dagpenge og efterløn ved bortforpagtning

Arbejdsmarkedsreformen

Forligspartierne er enige om at gennemføre en række justeringer, som skal sikre en effektivisering og smidiggørelse af arbejdsmarkedsreformen.

Handlingsplaner

Retten til en handlingsplan udskydes til efter 6 måneders ledighed.

Aftaleprincippet ved indgåelse af en handlingsplan fastholdes, men det skal præciseres, at arbejdsmarkedsmyndighederne endeligt bestemmer afgivelsen af et konkret tilbud.

4-ugers-fristerne forud for og efter udarbejdelsen af en handlingsplan ophæves. I stedet indføres mulighed for, at der regionalt kan aftales kortere generelle frister for, at den ledige kan rådføre sig med a-kassen i forbindelse med handlingsplansarbejdet.

Der skal sikres en effektivisering af procedurerne for indberetning af ledige, der ikke ønsker at medvirke ved udarbejdelsen af en handlingsplan.

Delperiode 1

Retten til selvfunden jobtræning (offentlig og privat) efter 1 års ledighed ophæves.

Retten til at gå ned på 80 procents sats i 12 måneder med mulighed for at tjene 27.500 kr. uden fradrag (Mimiordningen) ændres (i delperiode 1) således, at den nedsatte dagpengesats bliver på 70 pct. af dagpengenes størrelse og det fradragsfri beløb bliver på 40.000 kr.

Delperiode 2

Der indføres ret og pligt til tilbud i hele perioden. Ordningen indfases gradvis startende med dem, som har været længst ledige. Det vil sige, at ledige med mere end 1 års ledighed i delperiode 2 er omfattet af aktivitetsforpligtelsen i 1995. I 1996 er alle ledige i delperiode 2 omfattet af aktivitetsforpligtelsen.

Indkomstgarantien uden for tilbud er individuelle dagpenge.

I tilbud er indkomstgarantien maksimale dagpenge, som også er indkomstloft. Der gives dog mulighed for højere indkomst ved selvfunden privat jobtræning.

Der gives mulighed for befordringsgodtgørelse ved individuel jobtræning. Befordringsgodtgørelsen er ud over indkomstloftet i tilbud.

Udgangspunktet er, at den ledige skal være i aktivitet på fuld tid. For at sikre en fleksibel og smidig tilpasning til de offentlige arbejdspladser er der mulighed for, at den ledige kan ansættes til overenskomstmæssig løn (jf. dog maksimal timelønssats ved ansættelse i jobtræning hos offentlige arbejdsgivere), men med et lavere timetal. Den reducerede arbejdstid kan suppleres med uddannelse, således at aktiviteten samlet set er på fuld tid. Derudover kan de ledige aflønnes efter den aftalte projektydelse.

Afslag på tilbud om individuel jobtræning medfører tab af dagpengeret med øjeblikkelig virkning. Den ledige kan indanke spørgsmålet om tilbudets rimelighed for det regionale arbejdsmarkedsråd. Anken har opsættende virkning. Det skal sikres, at ankesager behandles inden for højst 1 måned. Dagpengeretten generhverves ved 26 ugers arbejde inden for 3 år.

Retten til at gå ned på 80 procents sats i 12 måneder med mulighed for at tjene 27.500 kr. uden fradrag (Mimiordningen) ophæves (i delperiode 2).

Privat jobtræning

Informationen til private virksomheder om jobtræning og målrettet uddannelse i forbindelse med jobtræning intensiveres.

Rådighedsreglerne

Forligspartierne er enige om at gennemføre en række justeringer, som sikrer, at rådighedsreglerne medvirker til et effektivt og smidigt arbejdsmarked, og der rettes op på administrative brister m.v.

Administration

Der sikres en øget opfølgning på arbejdsformidlingens formidling. Endvidere sker der en intensivering af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens tilsyn med arbejdsløshedskasserne.

Arbejdsformidlingen underretter arbejdsløshedskasserne om alle negative formidlinger m.v. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtager kopi af disse underretninger. Arbejdsløshedskasserne orienterer Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om resultatet af hver undersøgelse med angivelse af hjemmel i rådighedsbekendtgørelsen.

Arbejdsmarkedsstyrelsens kvartalsrapport om arbejdsmarkedsindsatsen, der bl.a. er baseret på arbejdsmarkedsrådenes og regionchefernes bemærkninger, udbygges med en særlig status for omfanget af negative formidlinger.

Arbejdsgivernes tilbagemeldinger til arbejdsformidlingen lettes og forenkles, bl.a. ved anvendelse af blanket med mulighed for afkrydsning.

Arbejdsformidlingen skal systematisk følge op over for arbejdsgivere, der ikke melder tilbage i forbindelse med en formidling. Dette skal ses i tæt sammenhæng med en øget informationsindsats (en informationskampagne) over for arbejdsgiverne, arbejdsløshedskasserne og lønmodtagerne.

Rådighedsstatistik

Der etableres med virkning fra 1. januar 1995 en løbende statistik over dagpengemodtageres afslag på formidlet arbejde og på tilbud i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og arbejdsløshedskassernes afgørelser i disse sager.

Pligten til at overtage formidlet arbejde

Ved en ændring af rådighedsbekendtgørelsen præciseres det, at pligten til at overtage formidlet rimeligt arbejde efter 12 måneders ledighed omfatter arbejde, som den ledige kan varetage, eller som den ledige hurtigt kan opkvalificeres til at varetage.

Pligten vil således ikke - når bortses fra de hensyn, som AF skal tage i forbindelse med en formidling, nemlig at formidle den, der er bedst egnet - være begrænset af hidtidigt fagområde, arbejdsmæssige erfaringer, uddannelse og lignende. Der skal dog i videst muligt omfang tages hensyn til den lediges alder, uddannelse, erhvervserfaring og øvrige kvalifikationer samt ledighedens længde og arbejdsmarkedssituationen i den lediges geografiske område.

Sanktionsreglerne

Karantæneperioderne i rådighedsbekendtgørelsen gøres effektive. Sanktionsreglerne udformes således, at den økonomiske virkning af sanktionerne ikke kan undgås, bl.a. ved at den ledige holder ferie, er på kurser eller modtager sygedagpenge.

Endvidere udvides referencerammen for gentagelsesvirkningen fra 6 til 12 måneder. Dette medfører, at 2 afslag inden for 12 måneder betyder, at man mister retten til dagpenge.

I reglerne om gyldige grunde til afslag/ophør sker der en opstramning, således at bestemmelsen om de gyldige grunde gøres udtømmende (idet »bl.a.« udgår).

Herudover er der enighed om, at i listen over gyldige grunde til afslag på formidlet arbejde/arbejdsophør udgår punkterne om

- andet varigt arbejde eller uddannelse og

- perioder med fradragsfri indtægter.

Der er enighed om, at arbejdsophør, der er begrundet med

- overtagelse af nyt arbejde,

- påbegyndelse af en uddannelse og

- overgang til efterløn/delefterløn

ikke indebærer, at der kan modtages dagpenge i en eventuel mellemliggende periode.

Lediges adgang til orlov til børnepasning og uddannelse

Adgangen til orlov som ledig kan gøres betinget af, at den ledige forinden har været tilmeldt arbejdsformidlingen i en vis periode og har modtaget dagpenge.

G-dage

De nuværende 2 G-dage (arbejdsgiverbetalte første ledighedsdage) bibeholdes, således at der fortsat gælder et loft på 16 G-dage pr. ansat.

Retten til dagpenge og efterløn ved bortforpagtning

Retten til dagpenge og efterløn ved bortforpagtning opretholdes.

Aftalepartierne vurderer den 1. september 1995, om erfaringerne med de gennemførte stramninger af arbejdsmarkedspolitikken har virket efter hensigten, idet det sikres, at der foreligger det nødvendige grundlag for evalueringen.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Udvalget

har stillet et spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har

besvaret mundtligt. To af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren

stillet den 9. december 1994 og ministerens svar herpå er tillige

med Socialministeriets brev af 9. december 1994 til Kommunernes

Landsforening og landsforeningens besvarelse heraf optrykt som bilag

til tillægsbetænkningen.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

For så vidt angår spørgsmålet om den administrative udmøntning af overgangsreglerne, henvises til arbejdsministerens indlæg herom under lovforslagets 2. behandling. Arbejdsministeren udtalte

»Der har været nogen tvivl om, på hvilken måde overgangsreglerne ville blive udmøntet i administrativ procedure, og derfor synes jeg, at jeg her fra talerstolen skal sige . . . ., at vi har jo lagt vægt på i udmøntningen af den finanslovsaftale, at ændringerne ikke på nogen måde kunne opfattes som indgreb med tilbagevirkende kraft.

Og derfor vil reglerne blive udformet, procedurerne blive udformet på den måde, at når det drejer sig om aftaler, som arbejdsgiverne og lønmodtagerne har indgået og har fået godkendt inden den 23. november, så kører det efter de gamle regler.

Hvis det drejer sig om aftaler mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, som de mundtligt har indgået med hinanden inden den 23. november og ikke fået godkendt i arbejdsformidlingen, så skal de, når de skal have godkendt deres aftale, som bygger på en aftale inden den 23. november, så skal parterne ved skriftligt på en tro og love-erklæring over for arbejdsformidlingen at bekræfte, at aftalen er indgået inden den 23. november 1994. På en sådan måde har vi sikret, at ingen vil opleve det som indgreb med tilbagevirkende kraft, og vi anerkender, at folk ikke har nået at få deres aftaler godkendt skriftligt, men de skal selvsagt, hvis de kommer med en mundtlig aftale, efterfølgende godkende den og også over for myndighederne erklære på tro og love, at de har indgået aftalen inden den 23. november, og så vil de få deres orlovsaftale godkendt efter de gamle regler.«

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Børge Bakholt (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Peter Duetoft (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Pia Christmas-Møller (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP) Bilag

To af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå og Socialministeriets brev til Kommunernes Landsforening og landsforeningens besvarelse heraf Spørgsmål nr. 53

»I forlængelse af svar på spørgsmål 46, jf. bilag 18, ønskes Kommunernes Landsforenings kommentar til, at Folketinget træffer beslutning, der fastholder de nuværende kommunale vedtagelser om tilskud til børnepasning.«

Svar

Socialministeriet har indhentet en udtalelse fra Kommunernes Landsforening i anledning af det stillede spørgsmål.

Kommunernes Landsforening har følgende kommentar

»I dag er det kommunalbestyrelsen, der beslutter, om kommunen skal yde supplerende tilskud til forældreorlov. Kommunalbestyrelsen træffer desuden beslutning om målgruppen for det supplerende tilskud samt om tilskuddets størrelse.

Med den skitserede folketingsbeslutning fratages kommunerne retten til at træffe beslutning om at ændre det supplerende tilskud.

Landsforeningen kan ikke tilslutte sig en sådan folketingsvedtagelse. Det er landsforeningens holdning, at kommunernes fulde beslutningskompetence bør fastholdes.

Træffes der beslutning om, at de nuværende kommunale vedtagelser om tilskud til børnepasning skal fastholdes, vil det betyde merudgifter for kommunerne. Denne merudgift skal i givet fald kompenseres over bloktilskuddene.«

Spørgsmål nr. 54

»Hvordan ville en formulering kunne dække hensigten i det foregående spørgsmål?»

Svar

Fra Socialministeriet har jeg modtaget følgende

»En formulering, hvorefter kommunerne ikke kunne ændre på deres beslutning om tilskud for 1995, ville - alt efter hvilket formål man vil opnå med en sådan formulering - f.eks. kunne udformes således

»For hele 1995 skal kommunerne yde det supplerende tilskud, der er vedtaget af kommunalbestyrelsen inden udgangen af november 1994.«

Socialministeriet må tage forbehold over for formuleringen, idet det ikke har været muligt at nå at indhente lovtekniske kommentarer til en sådan bestemmelse.

Socialministeriet må på det foreliggende grundlag endvidere tage afstand fra, at en sådan bestemmelse indsættes i lovgivningen, idet det klart bryder med grundtanken og systematikken i bistandsloven, ligesom det vil betyde økonomisk kompensation til kommunerne, jf. besvarelsen af spørgsmål 53.'

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

SocialministerietDen 9. december 1994

Kommunernes Landsforening

Gyldenløvesgade 11

1600 København V

Vedr. supplerende tilskud til forældre på orlov

Vi er fra Arbejdsministeriet blevet bedt om bidrag til svar på spørgsmål 53 og 54 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg i forbindelse med behandlingen af ændringerne til orlovsloven (nedsættelse af satsen).

Vi skal i den anledning bede om landsforeningens kommentarer til spørgsmål 53.

Vi vedlægger kopier af spørgsmålene samt de tidligere spørgsmål og svar, der henvises til.

Da svarene skal afgives til Folketinget snarest under hensyn til den videre behandling af lovforslaget, skal vi anmode om bidrag hurtigst muligt.

Med venlig hilsen

Kirsten a Rogvi

Kommunernes LandsforeningDen 12. december 1994

Socialministeriet

Slotsholmsgade 6

1216 København K.

Forældreorlov

Socialministeriet har den 9. december d.å. anmodet om landsforeningens kommentarer til: ». . ., at Folketinget træffer en beslutning, der fastholder de nuværende kommunale vedtagelser om tilskud til børnepasning«.

I dag er det kommunalbestyrelsen, der beslutter, om kommunen skal yde supplerende tilskud til forældreorlov. Kommunalbestyrelsen træffer desuden beslutning om målgruppen for det supplerende tilskud samt om tilskuddets størrelse.

Med den skitserede folketingsbeslutning fratages kommunerne retten til at træffe beslutning om at ændre det supplerende tilskud.

Landsforeningen kan ikke tilslutte sig en sådan folketingsvedtagelse. Det er landsforeningens holdning, at kommunernes fulde beslutningskompetence bør fastholdes.

Træffes der beslutning om, at de nuværende kommunale vedtagelser om tilskud til børnepasning skal fastholdes, vil det betyde merudgifter for kommunerne. Denne merudgift skal i givet fald kompenseres over bloktilskuddene.

Med venlig hilsen

Eske Groes

Betænkning over lovforslag 1994 79 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå. Herudover er optrykt relevante uddrag fra aftalen om finansloven for 1995 indgået mellem regeringspartierne og Venstre og Det Konservative Folkeparti

ARBEJDSMINISTERIET

December 1994

Sag nr. 94-1150-126

Arbejdsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 32 af 5. december 1994 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L 79 - bilag 9)

Spørgsmål nr. 32

»Hvad skønner ministeren, at sabbatorlovsordningen vil koste i 1995?

Ministeren bedes oplyse, hvor mange flere rene job - uden løntilskud - der er blevet i den private sektor fra oktober 1993 til oktober 1994, og hvor mange tilsvarende job der er blevet i den offentlige sektor i samme tidsrum.«

Svar

Med de foreslåede lovændringer indregnet kan udgifterne til sabbatorlovsydelsen i 1995 skønnes til ca. 356 mio. kr., hvoraf ca. 273 mio. kr. vedrører personer, der påbegyndte sabbatorlov i 1994 og afslutter orloven i 1995.

Der produceres ikke månedsstatistik over beskæftigelsen i Danmark, men den kvartalsvise beskæftigelsesstatistik baseret på ATP-indbetalingerne kan belyse det stillede spørgsmål om beskæftigelsesudviklingen fra oktober 1993 til oktober 1994.

Ifølge denne statistik er antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere steget fra 1.978.700 i 3. kvartal 1993 til 1.981.700 i 3. kvartal 1994, altså en samlet stigning på 3.000 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere. Denne stigning i beskæftigelsen dækker blandt andet over et fald på ca. 15.000 inden for den offentlige sektor og en stigning på ca. 19.700 i den private sektor.

Der er i ATP-beskæftigelsesstatistikken ikke mulighed for at udskille beskæftigede i job uden løntilskud.

ARBEJDSMINISTERIET

December 1994

Sag nr. 94-1150-126

Arbejdsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 55 af 9. december 1994 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (L 79 - bilag 23)

Spørgsmål nr. 55

»Ad svaret på spørgsmål 45 (bilag 18)

Ministeren bedes oplyse, hvor mange personer der er i job med løntilskud (såvel offentlig som privat beskæftigelse).«

Svar

Ifølge arbejdsmarkedsstyrelsens statistik var der i oktober måned i alt 25.300 arbejdsløshedsforsikrede personer i et job med løntilskud. Af disse var 5.700 i private virksomheder og 19.600 i det offentlige.

Uddrag fra aftalen om finansloven for 1995

I. Arbejdsmarked og uddannelse

Der gennemføres en række strukturforbedrende initiativer, der skønnes på helårsbasis at give en budgetforbedring på i alt ca. 600 mio. kr. Heri er indregnet skøn for, hvordan den mere effektive og målrettede arbejdsmarkedspolitik reducerer strukturledigheden ved bl.a. at sikre de mest langvarigt ledige fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

1. Aktiv arbejdsmarkedspolitik og rådighed

Indsatsen over for de langtvarigt ledige styrkes ved, at der indføres ret og pligt til aktivering på op mod 37 timer i delperiode 2. Afslag på tilbud om individuel jobtræning medfører tab af retten til dagpengene. Indkomstgarantien ved ledighed ændres til individuel dagpengesats.

Der gennemføres derudover forskellige justeringer af aktiveringsinstrumenterne m.v. i delperiode 1, herunder at aftaleprincippet ved handlingsplaner justeres, så AF bemyndiges til at kræve den lediges deltagelse i aktiviteter, der hurtigt kan lede til ordinær beskæftigelse.

Initiativerne, der er nærmere beskrevet i bilag 1, gennemføres med virkning fra 1. april 1995.

For at øge langtidslediges muligheder for ordinær beskæftigelse og imødekomme uopfyldte servicebehov afsættes i 1995 og 1996 150 mio. kr. til en forsøgsordning, som giver AF mulighed for at yde tilskud svarende til 50 pct. af de kommunale lønudgifter til nye faste ansættelser af ledige i ordinære stillinger inden for ældreomsorg. Udgifterne finansieres af aktiveringsrammen.

Ledige anvender i stor udstrækning uddannelsesorlov i stedet for uddannelsesgodtgørelse - også i forbindelse med handlingsplanaftaler. Besparelsen på uddannelsesgodtgørelsen modsvares af en reduktion af rammen for den aktive arbejdsmarkedspolitik i 1995 med 1 mia. kr. i forhold til FFL 1995.

Der gennemføres med virkning fra 1. april 1995 en justering af gældende praksis på rådighedsområdet. Justeringen indebærer et intensiveret tilsyn med a-kasserne, en administrativ opstramning samt en øget opfølgning på AF's formidling. Desuden udvides den faglige rådighedsforpligtelse efter 12 måneders ledighed, og sanktionerne ved manglende overholdelse af rådighedsforpligtelsen skærpes.

Initiativerne er nærmere omtalt i bilag 1.

Aftalepartierne vurderer senest i september 1995, om erfaringerne med de gennemførte stramninger af arbejdsmarkedspolitikken har virket efter hensigten.

2. Arbejdsgiverbetalte ledighedsdage m.v.

De arbejdsgiverbetalte ledighedsdage - G-dagene - begrænser hjemsendelsesledighed. Det er imidlertid vigtigt, at den enkelte arbejdsgiver i særligt udsatte brancher ikke belastes unødigt hårdt til skade for indtjening og beskæftigelse. De nuværende 2 G-dage bibeholdes, og der gælder fortsat et loft på 16 G-dage pr. ansat.

Retten til dagpenge og efterløn for selvstændige ved bortforpagtning videreføres uændret.

3. Forhøjet befordringsfradrag

Satsen for befordringsfradrag for befordring ud over 100 km hæves fra 25 pct. til 50 pct. af normalsats med virkning fra 1995.

4. Orlovsordningerne

Orlovsordningerne til uddannelse og til børnepasning fortsættes ud over 1996. Der gennemføres i sammenhæng hermed visse justeringer. Forsøget med sabbatorlov videreføres, men i en justeret udgave.

Regeringen vil fremsætte lovforslag om en opsparingsordning til supplement af ydelsen ved orlov.

4.1. Børnepasningsorlov

Den samlede mulighed for børnepasningsorlov udgør som hidtil 52 uger. Hvis orloven påbegyndes, inden barnet er fyldt 1 år, gives der fortsat ret til 26 ugers orlov. Hvis orloven tages på et senere tidspunkt, reduceres retten til orlov til 13 uger med fortsat mulighed for aftale op til 52 uger. Medregnes barselorlov, vil det således være muligt for familien at sammensætte et sammenhængende orlovsforløb på op til 11/2 år pr. barn.

Orlovsydelsen nedsættes med virkning fra lovforslagets fremsættelse fra 80 til 70 pct. af dagpengemaksimum. Nedsættelsen gælder for orlovsforløb, hvor ansøgningen ikke inden fremsættelsesdagen er indgivet til AF, a-kassen eller kommunen.

Orlovsydelsen nedsættes pr. 1. april 1997 til 60 pct. af dagpengemaksimum. Justeringer af ordningen for 1997 kan dog aftales i lyset af udviklingen på arbejdsmarkedet op til overenskomst 1997.

Orlovsydelsen vil som hidtil kunne suppleres med kommunalt tilskud.

4.2. Uddannelsesorlov

Orlovsydelsen opretholdes på 100 pct. af dagpengemaksimum.

Regeringen agter pr. 1. januar 1996 at indpasse uddannelsesorloven i den nye samlede voksen- og efteruddannelsesreform.

4.3. Sabbatorlov

Forsøget med sabbatorlov videreføres. Ordningen justeres, således at godtgørelsen aftrappes i takt med godtgørelsen for børnepasningsorlov.

Sabbatorlovsforløb skal mindst være på 13 uger og højst 1 år.

Orlovsydelsen reduceres fra 80 til 70 pct. af dagpengemaksimum for orlovsforløb, hvor ansøgningen ikke inden fremsættelsesdagen er indgivet til AF, a-kassen eller kommunen, og til 60 pct. pr. 1. april 1997.

Genbesættelseskravet opretholdes for at fremme rotationsordninger. Erstatningspersonen skal være en ledig med mindst et års ledighed bag sig.

Forsøgsordningen gælder indtil 31. marts 1999.

5. Voksen- og efteruddannelsesreformen

Regeringen vil i 1995 søge gennemført en voksen- og efteruddannelsesreform baseret på hovedprincipperne i rapporten fra 4-parts-udvalget.

Sigtet er at skabe et enklere system omfattende både de beskæftigede og ledige, der giver gode rammer for udbygning af indsatsen frem mod år 2000. Der skal skabes mere efterspørgselsorienterede styringsprincipper baseret på frit optag samt taxametertilskud og kursusafgifter, der differentieres efter uddannelsernes målgruppe og indhold.

Den nærmere udmøntning af reformen vil blive drøftet med arbejdsmarkedets parter og partierne bag denne aftale, således at der i foråret kan vedtages den fornødne lovgivning med henblik på ikrafttræden af reformen den 1. januar 1996.

ARBEJDSMINISTERIET

Betænkning over lovforslag 1994 79 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og arbejdsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen. Herudover er optrykt relevante uddrag fra aftalen om finansloven for 1995 indgået mellem regeringspartierne og Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra

Dansk Familielandbrug,

De danske Landboforeninger,

Nøhr, Henrik, København,

Persson, Pia, Søborg og

Wessel, Vibeke, Søborg.

Der er af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) konstaterer, at regeringens orlovseksperiment har sejret sig selv ihjel. Nu, hvor regningen skal til at betales og det skønnede antal personer på orlovsydelse er oppe på 67.000 personer i 1995, er det på høje tid, at regeringen får strammet lidt op, men det er alt for lidt.

Lidt er bedre end ingenting, hvorfor Fremskridtspartiet også stemmer for, men hele øvelsen er stadig en håbløs affære set i finanslovsøjemed. Der skabes ikke flere arbejdspladser. Beviset for, at der ikke kommer flere i reelt ustøttet arbejde, fremgår af det optrykte bilag som svar på spørgsmål nr. 32 og 55. En stigning på 3.000 fuldtidsbeskæftigede samtidig med stigningen af arbejdspladser med løntilskud for samme tidsrum ikke betyder et reelt fald i antallet af arbejdspladser, hvilket igen betyder, at al den snak om, at arbejdsløshedskurven er knækket, er noget sludder.

Den eneste måde, hvorpå man kan få gang i dansk erhvervsliv og dermed egentligt beskæftigelsesboom, er ved at få sat skatterne ned, hvorved lønstigninger kan forhindres, hvilket giver øget eksport, som igen giver øget beskæftigelse. Det er så enkelt, at selv den sidste kommissionsrapport fra EU beskriver det som den eneste farbare vej. Tilskuds- og reguleringssamfundet er et fortidslevn, som Danmark burde ryste af sig.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Det er efter mindretallets opfattelse ud fra mange betragtninger forkert at foretage de forringelser i orlovsordningerne, som ligger i dette lovforslag.

Efter Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens opfattelse er der i stedet for forringelser i orlovsordningerne snarere behov for forbedringer. I den forbindelse skal mindretallet blandt andet pege på, at satserne også for børnepasningsorlov og sabbatorlov burde være 100 pct., og at uddannelsesorlov burde have en sats på over 100 pct. af dagpengesatsen, f.eks. 125 pct.

Mindretallet finder det positivt, at uddannelsesorlovssatsen trods alt bevares på 100 pct. Men derudover er der udelukkende tale om forringelser i de hidtidige orlovsordninger.

Det store antal mennesker, som har benyttet sig af de tre orlovsordninger, er udtryk for, at der er et klart behov for disse ordninger.

Forringelserne i satsen under børnepasningsorloven vil efter mindretallets opfattelse betyde, at færre forældre vil benytte sig af muligheden. Dertil kommer, at der givetvis vil være endnu færre fædre, der vil benytte sig af orlovsordningerne.

Mindretallet afviser også forslaget om, at orlovsretten skal begrænses til 3 måneder, når man ser bort fra de helt små børn. Mindretallet finder tværtimod, at både orlov til børnepasning og de øvrige orlovsordninger burde være en ret i et helt år.

Mindretallet betragter forringelsen af sabbatorloven som særlig asocial og tåbelig. Det gælder både nedsættelse af satserne og især afskaffelse af muligheden for at anvende den såkaldte skraldemandsmodel i forbindelse med arbejdsfordelingsordninger. Det er asocialt, fordi det netop er blevet brugt af bestemte grupper på arbejdsmarkedet, som har et behov for at få en pause i deres arbejde. Det er tåbeligt, fordi der er forholdsvis få, der har benyttet sig af ordningen, og sabbatorloven medfører i særlig grad en nedgang i arbejdsløsheden, fordi sabbatorlov kræver genbesættelse.

Endelig finder mindretallet, at der i forbindelse med forringelserne i satserne er tale om tillidsbrud over for de mange mennesker, der i længere tid har planlagt ud fra, at ordningerne indebar bestemte satser. Det er helt åbenbart, at ganske mange mennesker i den forbindelse er kommet endda ganske meget i klemme. Mange vil derfor også ganske givet være nødt til at afholde sig fra at søge orlov.

ÆndringsforslagAf arbejdsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og EL)

Til § 1 1) Det under nr. 1 foreslåede § 2, stk. 2, udgår.

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.

2) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 10 udgår stk. 3.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2 Bestemmelserne om, at der skal ansættes en afløser, hvis en selvstændig erhvervsdrivende søger orlov fra virksomhed, der videreføres af ægtefællen, udgår. I stedet opretholdes den gældende retstilstand, hvorefter det er tilstrækkeligt, at den selvstændige erhvervsdrivende over for arbejdsløshedskassen skriftligt erklærer at ville ophøre med sit arbejde i virksomheden i hele orlovsperioden og samtidig enten sandsynliggør, at det er muligt at ophøre med arbejdet i virksomheden i hele orlovsperioden, eller dokumenterer, at der ansættes en afløser i hele orlovsperioden.

Børge Bakholt (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Lone Møller (S) Jens Peter Vernersen (S) Aage Frandsen (SF) nfmd. Vibeke Peschardt (RV) Jette Gottlieb (EL) Peter Duetoft (CD) Helge Sander (V) Charlotte Antonsen (V) Flemming Oppfeldt (V) Ulla Tørnæs (V) Pia Christmas-Møller (KF) Frank Dahlgaard (KF) Brian Mikkelsen (KF) Annette Just (FP)

Betænkning over lovforslag 1994 79 Valid

Nr BTL 79

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om orlov (Uddannelses-, sabbat- og børnepasningsorlov)

Nr L 79 1994-95, 1. samling

Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19941209

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →